P O L I T I K E N S F O R L A G

E L S E B E T H

E G H O LME G E T A N S V A RELSEBETH

EGET ANSVAR

D I C T E S V E N D S E N E R T I L B A G E

Foto

: San

ne B

erg

f o r fat t Er EnElsebeth Egholm (f. 1960). Debuterede i 1999 som forfatter. I 2002 udkom krimien skjulte fejl og mangler, den første i serien om journalisten Dicte svendsen. I alt er der udgivet seks bøger i serien. senest har hun udgivet krimierne tre hundes nat og De døde sjæles nat med Peter Boutrup, Dicte svendsens søn, som hovedperson.

Elsebeth Egholm er en af Danmarks mest læste forfattere, og hendes forfatterskab er solgt til udgivelse i en række lande, bl.a. Holland, sverige, norge, Italien, frankrig og England.

EgEt anSvarKapitel 1

Kokken havde godt set manden, der skråede hen over torvet med plasticposen i hånden og satte sig ved et af genbocafeens borde. Det slog ham, at fyren så forkert ud her midt på brostenene en flimrende sommerdag, hvor cykler og fodgængere og et par aflæssende va-revogne fik Pustervig til at virke som en travl, sydlandsk piazza. var det op til ham, havde han placeret manden et andet sted; måske på hesteryg gennem et støvet landskab eller listende gennem græsset med et gevær over skulderen og en hat, der skyggede for ansigtet. Sådan var der noget ensomt over posens ejermand.alt det nåede han at tænke, mens han afsluttede samtalen med aftenens festvært, journali-sten med det direkte blik og smilet, der sendte en kildren gennem ham.- Det var vist det hele, sagde hun og stod der i sin solgule kjole uden at vide, at lyset faldt, så han kunne se konturerne af hendes krop under stoffet. – I har styr på det, ser det ud til.- Stol trygt på os.Han blinkede til hende. Han kunne ikke lade være. Hun smilede igen og så varm ud i kinderne. Inden hun gik, vendte hun sig om i døren.- Jeg ved ikke præcis, hvor mange der kommer. Det kan godt være plus minus et par stykker.Han nikkede.- Der er masser af mad og drikke. Du skal ikke være nervøs. Bare nyd det.Hun lod døren falde i med en ringlen. Han så efter hende, da hun vuggende gik over brostenene på sine høje hæle. Så standsede hun pludselig op midt på Pustervig, bøjede sig ned og tog sandalerne af og gik videre på bare fødder, nu med en anderledes målrettet gang. Hun passerede manden med plasticposen. Også han fulgte hende med blikket. Det var alligevel godt gået, tænkte kokken. 50 år, og mændene drejede stadig hovedet efter hende.Der var vel knapt gået et par minutter, og han var ved at lægge stegen i bradepanden, da han hørte døren igen og så manden komme ind med plasticposen i hånden. Slag på ta-sken først i trediverne. Manden hilste med et nik og lagde forsigtigt posen på disken.- Jeg kan forstå, der skal være fest i aften.- Fødselsdag, sagde kokken. – Dobbelt. to generationer.Manden havde bragt en ny duft med sig ind i køkkenet. Kokken snusede ud i luften, og en længsel løb igennem ham efter havet ved hans barndomsby på den jyske vestkyst.- vil du sørge for, de får den her?Manden nikkede mod posen.- Det er en fødselsdagsgave.Kokken tænkte, han måtte have set nysgerrig ud, for manden tilføjede.- Du må gerne kigge. Det er ingen bombe.Han åbnede posen og kiggede ned. På bunden lå to velnærede havaborrer med røde gæl-ler og blanke øjne. De var næsten dækket af is. Hans mund begyndte at løbe i vand.- De er fra i morges. Jeg fangede dem ude ved gjerrild Klint.Fragmenter af erindring dukkede op i kokkens hoved. En tur med forældrene, da han var barn. En klint badet i sollys og et flimrende, sølvspættet hav og blæsten, der mindede om

1

den hjemme i Hirtshals.- Djursland? huskede han.- norddjurs, sagde fiskeren. - Jeg håber du har plads i køleskabet.- Det går nok.Kokken så på manden med anerkendelse.- Hvem må jeg sige, de er fra?Der var noget bekendt ved smilet.- Du kan sige, de er fra Peter.

Kapitel 2

- Lå han sådan?- Det går jeg ud fra. naboen fandt ham, sagde Wagner. – Han gik lige ind. Der var ikke låst. gormsen havde sat sig på hug ved den udbrændte seng. Der var en stank af branket kød. I sengen lå en død mand, nøgen og med en smeltet dyne, der klamrede sig til kroppen. armene var kastet op over hovedet som for at afværge katastrofen. Hår og ansigt var slemt forbrændt. alligevel kunne man se de forvrængede træk, der i de sidste sekunder havde stivnet offeret i ufortyndet skræk og rædsel. - Hmm, sagde gormsen. - Hmm, hvad? spurgte Wagner, mens teknikerne var gået i gang med sporsikring, og Ivar K snuste omkring i rummet i blå skobeskyttere og ledte efter noget, ingen endnu vidste, hvad var. - Hmm, ikke noget, sagde gormsen men i et tonefald, der tydeligt sagde det modsatte.Wagner belavede sig på at være tålmodig, selv om det holdt hårdt. Ind imellem kunne hans gode ven, retsmedicineren, være svær at trække information ud af. Dødsfaldet så ellers ligetil ud, og Wagner mente, man med rette kunne spørge, om Efterforskningen overhovedet skulle have været tilkaldt. Manden var død i sin seng, faldet i søvn med en cigaret i hånden og tv’et kørende. Da han vågnede, havde det sandsynligvis været for sent at reagere, og rædslen havde mejslet sig ind i hans træk.Sådan havde naboen fundet ham klokken 15.30, da han som sædvanlig kom for at låne avisen, og han var en mand, der så krimier på tv og havde derfor intet rørt. I stedet var han ligeså stille bakket ud af rummet og havde ringet til politiet fra sin mobil. Opkaldet var kommet ind til vagthavende klokken 15.37, og man havde derefter ringet rundt for at finde en ledig efterforsker. Det havde vist sig vanskeligt midt i sommerferien, så valget var faldet på Wagner, der dermed blev hevet ind på sin fridag.gormsen rejste sig. - Jeg må have ham ind, før jeg kan sige noget. - Men han er vel død af det her?Wagners hånd kørte ud i en bue, der omfattede sengen.gormsen nikkede, men nikket manglede lige det sidste nyk i at virke overbevisende. Wag-ners irritation steg. Han kunne have siddet hjemme i haven under æbletræet med en god bog og Bach i ørene. I stedet stod han her i stanken af lig og med lyden af Ivar K’s forban-delser i baggrunden.- Spyt nu ud med det, Poul. Det bliver mellem os.

2

3

gormsen så sig om. Huset lå i Højbjerg. Det var et etplans fra halvfjerdserne, og der var dømt møbelklassikere blandet med rejseminder af den mere eksotiske – og klart værdi-fulde - slags. afrikanske masker prydede væggene, og rundt om stod der udskårne træ-figurer af høj kvalitet og igen med tydelig afrikansk afsender. På adressen boede en jurist med speciale i indfødsret. Erling Kjellerup andersen. Wagner gik ud fra, det var ham, der nu lå i sengen og var død, men formelt var han ikke identificeret. I dette øjeblik var hans søn på vej inde fra Århus. - Socialklasse, sagde gormsen endelig. - Det stemmer ikke.Han så på Wagner og tilføjede. – Det ved du også godt. Socialklasse. Weekenden med familien opløste sig i varmen og i stanken fra liget, ædt op af det ene ord. Wagner var usikker på, hvor stor en katastrofe det så var. - Beklager, sagde retsmedicineren, nærmest undskyldende. – Men se dig om. Beboeren er veluddannet, har en god indkomst og omgiver sig med dyre møbler og dyr kunst. Han er hverken førtidspensionist eller folkepensionist. Han var ikke, så vidt jeg forstår, hverken sygdomsramt eller gangbesværet.Wagner kendte selvfølgelig statistikken. når folk døde i en brandulykke i hjemmet, var det som regel, fordi de enten var gamle, syge eller misbrugere. Men der fandtes alligevel undtagelser.- Han har måske fået et hjertetilfælde, foreslog han.- Måske, sagde gormsen, stadig tvivlende. - Det sker, sagde Wagner.- Hmm. Men så er der cigaretten.- Hvad med den?teknikerne havde for længst forseglet cigaretstumpen, der var blevet fundet på gulvet under sengen.- nu til dags er de fleste cigaretter selvslukkende, sagde gormsen med en håndbevæ-gelse, der omfattede sengen og dens indhold. – netop for at undgå ulykker som den her. - Den så nu ikke selvslukkende ud, sagde Wagner om stumpen, han havde nået at se: Fil-terløs. Brændt ned til grunden. Den skulle nu analyseres af hans gode kollega, Haunstrup, oppe i rigspolitiets tekniske afdeling, øverst på Politigården. gormsen var bøjet over liget igen. Iført latexhandsker drejede han forsigtigt mandens hoved og rystede så på sit eget.- Det skulle ikke undre mig, om det er et udenlandsk mærke, mumlede retsmedicineren og fortsatte, tilsyneladende optaget af sit eget: - Svært at sige.- Hvad?gormsen rettede sig kun halvt op, nok til at få øjenkontakt. - Der er en læsion i baghovedet. Men det kan skyldes varmepåvirkning.Han ledte videre på overkroppen, prikkede og søgte med fingrene, nu helt opslugt. Wag-ner overlod ham til arbejdet og gik over til Ivar K.- Hvad ved vi om ham?Kollegaen kiggede i sin notatblok, men kunne det tilsyneladende udenad.- Han boede her alene efter en fredelig skilsmisse, siger naboen, en villads Hansen. – Han var lige fyldt 50. Har en voksen søn på 25, der også læser jura og bor inde i Århus. Han har … havde … en forskerstilling på universitetet og var en aktiv mand i den offent-lige debat om flygtninge og indvandrere.Wagner nikkede. navnet var bekendt, og mon ikke han også havde set Erling Kjellerup

andersens ansigt i nyhederne, hvor han kommenterede en eller anden aktuel sag om asyl-ansøgere eller familiesammenføringer. - Fødselsdag hvornår?Ivar K læste i noterne.- tredivte juni. Sidste weekend. Han holdt åbent hus med spydstegt pattegris på terras-sen.Billedet af en stegt gris var næsten alt for tæt på, og Wagner skubbede det langt væk. - Det forklarer flaskerne, sagde han med blik på et chatol, hvor gaveindpakkede vin- og whiskyflasker stod side om side sammen med andre gaver, der endnu ikke var pakket ud. Ivar K nikkede.- god fest?- Ifølge naboen, ja. Ingen tegn på depression, hvis det er det, du mener. Ekskonen var også med. alt sammen meget civiliseret. Civiliseret. Wagner så sig omkring og kiggede lige ind i en afrikansk maske på væggen. Blottede tænder og stirrende øjne mødte ham lige på, ikke uden lighed med den dødes udtryk af rædsel.- Sandsynligvis ikke selvmord, så?- Sandsynligvis ikke, nej. Men man kan aldrig vide.- Sygdom?Ivar K kiggede igen i notaterne. Han havde været flittig, selv om Wagner vidste, han hel-lere brugte weekenden på at pusle med sin Harley. nu var han hentet ind fra sin afspadse-ring, og sådan var det nærmest hele vejen rundt. Beredskabet var ikke stort i sommerfe-rien.- Hans læge hedder Ib Pontoppidan og har konsultation her i Højbjerg, oplyste kolle-gaen. - Ingen alvorlig sygdom. Kjellerup dyrkede cykelsport i sin fritid. Derfor kunne hjertet alligevel kollapse, tænkte Wagner og kunne ikke bestemme sig til, hvorvidt han håbede på drab eller naturlig død. Hans ferie begyndte om en lille uge, og de havde lejet sommerhus i det sydfynske. Med en aktiv otteårig og en problematisk teenager var der sammenstød på menuen, men han havde nu engang valgt at glæde sig.Der var også noget andet, og det gjaldt nu i aften. Han og Ida Marie var inviteret til Dicte Svendsens fødselsdag på en cafe i Latinerkvarteret, og lige præcis den begivenhed måtte de andre gerne have for ham. Dunkende dancemusik og fulde mennesker i flertal var ikke lige ham. Og Dictes nysgerrige journalistblik og hendes konstante forsøg på at vriste historier ud af ham, holdt han gerne sommerferie fra, selv om de så efterhånden havde fundet en måde at omgås på. tanken om at slippe for festen havde nået at gøre ham helt glad, da en af kollegerne diskret meddelte ham, at offerets søn var ankommet og påvirket af stanken og situationen lige havde kastet op på det ægte tæppe i gangen.

Kapitel 3

- tror du, han kommer?Dicte lænede sig ind mod spejlet og granskede rynkerne. - næ.Bo strakte hals under barberingen og pressede sig ind mod hendes ryg. Hun hørte det

4

skrabe, da han tog turen helt op til det højre øre og efterlod et spor af blottet hud i barber-skummet. - Har han stadig ikke svaret? spurgte han så.- niks. Ikke en lyd.- Og adressen var korrekt?Hun fnøs. Selvfølgelig var adressen korrekt. Hvor galt i byen kunne man gå, når fyren boede på en klint på Djursland, hvor der kun lå to andre huse?Bo skrabede en landingsbane i skummet helt op til det andet øre.- Det er nok heller ikke hans stil.- at svare på en invitation?- at gå til fest. Han virkede ikke ligefrem som nogen festabe.Hun gav ham en albue, og den ramte et meget ømt sted.- Hey. Det er min søn, vi taler om. Skulle han måske ikke være til fest og farver? Bo trak på skuldrene.- naturens muntre søn. Han vil nok hellere sidde med et græsstrå i munden og spille på sin banjo ude i hillbillyland.- Du er jaloux.- Jeg er realistisk. Og lysten …Han bøjede sig frem og lod hænderne vandre på hendes krop. Hun nåede lige at standse dem, inden de kom til hendes bryster og pressede rester af morgenens kropslige aktivi-teter frem i hendes erindring. Så ringede hendes mobil. Hun gjorde sig fri og fandt den i taskens rod.- Han kommer ikke, sagde Ida Maries stemme og lød skuffet.- Hvor ved du det fra?Dictes tanker var stadig ved Peter, og forvirringen fyldte det hele i pausen.- Fordi han lige har ringet. De troede det var en ulykke, men nu er det måske en drabs-sag.Hendes fokus flyttede på et sekund. Wagner. Drab. agurketid. Hendes redaktør, Kaiser, der så sent som i går havde efterlyst de gode historier. ’Kom nu, Svendsen, du er sgu da altid god for et mord eller to’… Hun havde godt hørt desperationen i hans stemme hele vejen fra hovedredaktionen i København. avisens oplag faldt. Konkurrentens faldt også, men ikke med helt samme hastighed. De manglede en kioskbasker.- Hvor?Ida Marie lød træt.- Et sted i Højbjerg. Elsdyrvænget, hed det vist. Han blev kaldt ud midt i sin siesta under æbletræet. - Men du kommer da?- Selvfølgelig kommer jeg. Men det er jo ikke helt det samme, så ...Ikke helt det samme, nej. Ikke hvis ens mand var politimand og optaget af en sag, når han ellers skulle være festledsager og slå sig løs. Dicte tænkte på Bos ord om hendes søn. ’Ikke nogen festabe’. Som hun kendte John Wagner, kunne de også godt passe til ham. Hun havde svært ved at forestille sig ham sænke paraderne på et dansegulv. Og hvis det endelig skulle være, var han nok mere til vals end til salsa.- Hvad er det så, det i Højbjerg? - Skulle du ikke holde fest?- Jo jo. Men hvad?

5

Ida Marie tøvede.- noget med en brand og en død mand i sengen. Kendt fra tv, åbenbart.- Okay. Hvad mere? - Så ikke mere. Det ved du da godt, kom det irriteret. – Jeg må ikke sige den slags.Ida Marie havde ret. Det var unfair af hende at lokke oplysningerne ud. Men journalisten i hende havde nogle gange sin helt egen dagsorden, som det var svært at ignorere. Hun afsluttede med veninden og så på Bo i spejlet. - Wagner kommer ikke.Han skyllede skraberen under hanen.- arbejde?- Et muligt drab ude på Elsdyrvænget i Højbjerg. noget i hendes stemme måtte have vakt ham, for han holdt brat skraberen stille i luften, så en dråbe vand ramte hendes bare skulder.- Ikke i aften. Det gør du ikke!Han havde en irriterende evne til at kende hendes tanker, før hun havde tænkt dem.- Det tager to sekunder at køre derud.- Det tager en halv time. Det er i den anden ende af byen.- vi kan tage det på vejen.- Højbjerg ligger sgu da ikke på vejen!Bo lagde grejet fra sig og begyndte at massere hendes nakke, som om han på den måde kunne få hende på bedre tanker.- Hør nu her, sagde han. – Du er aftenens værtinde. gæsterne kommer om en time. Han begravede næsen i hendes hår.- Mmm, du dufter godt. ny parfume?- Du har selv givet mig den.Hun gjorde sig venligt fri af ham og rejste sig. Det gav mening. Hun fik en historie, og ud-flugten til Højbjerg tog samtidig lidt af presset. I stedet for at stå og trippe ved indgangen og holde øje med, om Peter dukkede op, foretrak hun den anden version af sig selv; den sjuskede, forvirrede Dicte, der kom for sent til sin egen fest.- Kom nu, Bo. Det tager ingen tid. Bare et kig. Bos hænder røg op i overgivelse.- tag kameraet med. Måske får vi forsiden til i morgen, sagde hun.- Der dør folk hver dag.- Men det her er måske drab. Og så er han kendt fra tv. Det siger Ida Marie.Hun tilføjede hurtigt,- Hun må selvfølgelig ikke sige det, men du ved, hvordan det er.- næ, hvordan så?Svendsen var dukket op og skubbede indladende til hendes ben. - Shit. Hunden!Hun begyndte at rumstere i køleskabet efter dens mad. Dåsen stod bag en muggen lever-postej og en ost, der selv kunne gå. nu måtte de også snart tage en tur med rengøring og udmugning.- Jeg tror bare, det er Ida Maries måde at undskylde hans afbud på, sagde hun og skov-lede ’vildt og hjerte’ ud i skålen. Hunden slubrede maden i sig, og hun lukkede den bagefter ud af havedøren og ind igen. naboen ville komme senere og tage den med en tur i mosen.

6

- Klar så?Bo havde allerede fototasken over skulderen. Hun lagde en lynmakeup, tog sin nye kjole med på en bøjle og skoene i hånden. Hun greb tasken med blokken og båndoptageren på vej ud til Bos bil.- Drab er en alvorlig sag, sagde hun, idet hun satte sig ind på passagersædet. – Det slår en fest med mange længder. Bo startede bilen og svingede ud fra det gule hus. Sommerdufte fra kornmarken overfor krøb ind i hendes næsebor gennem det åbne vindue, idet han drønede af sted mod byen. - Det er sandelig også en alvorlig sag at lække oplysninger til journalister, sagde han, som om det var ham, der fik serveret en lækkerbisken på en tallerken.

Kapitel 4

Det var umiskendeligt et gerningssted. Sådan tænkte hun, da de parkerede lidt længere nede ad vejen i Højbjerg og så opbuddet af biler. Hun genkendte Wagners sorte Passat og polititeknikernes dueblå varevogn. Hun kendte også retsmedicinerens volvo og et par stykker mere. rødhvid minestrimmel var spændt ud omkring husets to indgange. Uden-for stod en orkbred politimand, som hun nødig ville møde i en skov en mørk aften.De var lige steget ud, da dødebilen kom trillende, og to falckmænd fik bakset en båre på hjul ind i huset. - Farvel og goodbye, sagde Bo og knipsede nogle fotos. – Hvem mon det er?Dicte slog adressen op på Iphonen. - Erling Kjellerup andersen.- Hvem er det?Hun kendte navnet, men kunne ikke huske hvorfra. Hun tjekkede det på google.- nå, ham. - Ham, hvem?- Juristen. Det er ham med alle de der kronikker og læserbreve om flygtninge og indvan-drere. Hun steg ud. Sammen gik de over mod afspærringen. Hun havde aldrig før set betjenten, der mest af alt lignede en hårdt pumpet dørmand.- Hej. Jeg hedder Dicte Svendsen. Jeg er journalist.Uniformen vendte sig mod hende med armene over kors og et ikke særlig venligt blik. Hun lød måske også lige lovlig frisk. - Kan jeg komme til at tale med John Wagner?Det sidste sagde hun lidt mere afdæmpet, men ham her var helt tydeligt ikke til kvindelig charme, for han trådte et truende skridt frem.- Hvem har inviteret jer?Han gloede på dem, som var de to teenagere, der forsøgte at snyde sig ind til en fest. - Ikke nogen, sagde Bo venligt.- Jamen, så kan I godt pakke sammen igen. Der er ingen her, der vil tale med jer. I det samme lød der stemmer inde fra huset. Dicte ignorerede dørmanden og råbte så højt hun kunne.- Wagner! Betjenten greb fat i hendes arm, og det var ikke for sjov.

7

- Sagde jeg ikke lige, at I ikke var velkomne.Bo knipsede flere fotos. Betjenten slap hende og rakte ud efter kameraet, rød i hovedet af raseri. Men Bo dansede væk, mens han stadig tog fotos.- Hvad sker der her? Svendsen? John Wagner stod i døren. Den mørke kulør var blevet dybere i sommerens løb, og håret var stadig mere peber end salt. Betjenten, der nu havde fat i kraven på Bo, vendte sig om.- De forsøgte at trænge ind.- Slip ham, sagde Wagner med den sædvanlige ro, der ikke svarede til det sydlandske udseende. Han nikkede ind i huset. – gå ind og sig til Jepsen, at du skal afløses.- Jamen, … Wagner ignorerede protesten og vendte sig til Dicte og Bo.- Det beklager jeg. Jeg går ud fra, min kone har ringet og sagt, jeg desværre ikke kan komme i aften, og I kommer for alligevel at overtale mig?- Det bliver et tab af de helt store, mumlede Bo og gned sin nakke, hvor kameraremmen havde slidt huden.- Det er virkelig ærgerligt, sagde Dicte. - Men hvad er der sket her?- Branddødsfald, ser det ud til.- Men I er ikke sikre?- Der skal en obduktion til. Så ved vi mere.- Er der mistanke om drab? Han var jo en kendt person?Wagner så på hende. Hvis han var overrasket over hendes viden, viste han det ikke. Han så på sit ur.- Hør, jeg troede I skulle holde fest. Er I ikke lidt sent på den?- vi når det nok, sagde Dicte. - Drab? Hvem kunne have et motiv?Han smilede sit sædvanlige afdæmpede smil. Der var forskel på politimænd, og John Wagner havde klasse. Sådan havde hun tit tænkt, selv om hun tit havde haft sammenstød med ham. Han var altid civiliseret; altid nedtonet, og hvis han en sjælden gang var ube-høvlet, var han det med stil.- Det er for tidligt at gisne om.- Er hans familie blevet underrettet? Kan jeg skrive hans navn?- Øjeblik.Han tog sin mobiltelefon frem og tastede ind. Efter en kort samtale slukkede han og nik-kede.- Du kan godt skrive det. Men spekulationer om andet end en ulykke må stå for din egen regning.- ved du, hvad han arbejdede med for tiden?Wagner rystede på hovedet som for at komplimentere hende for, at hun altid pressede lige det mere på, end godt var. - Klap nu hesten, Svendsen. I har fået, hvad I kom for. tag et foto, når de bærer fyren ud. Hav en god fest og hils min kone.Han drejede om og gik ind i huset igen. Så vendte han sig halvt.- Men hensyn til Mortensen her, så bær over. Det er hans første gang. Han skal nok få det lært.

8

Ny krimi af Elsebeth EgholmDICTE SVENDSEN ER TILBAGE!E g E t a n s va rsommerferie og hedebølge i Århus. En kendt flygtningeadvokat findes død i sit hus i Højbjerg. Dicte svendsens datter rose og hendes kusine kidnappes, og der findes ligrester i en rævegrav. Dicte forsøger at samarbejde med politiet, og da der bliver begået indbrud i hendes hus, går det op for hende, at hun har noget, kidnapperne leder efter. Hvis hun kan finde ud af, hvad det er, kan hun måske indgå en handel og få pigerne tilbage? alle indgår nemlig handler for at få det, de gerne vil have. Men det har sin pris – også for Dicte.

POLITIKENS FORLAG

ELSEBETH

EGHOLM EGET ANSVAR

ELSEBETH

EGET ANSVAR

DICTE SVENDSEN ER TILBAGE

af

p o l i t i k e n s f o r l a g . d k

jyllandspostensforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

følg os på j p/politikens forla g

Bøgerne BaG TV-SERIEN OM DICTE!

Elsebeth Egholms seks bestsellere om den århusianske kriminalreporter Dicte Svendsen danner baggrund for TV2’s krimiserie DICTE.

Læs de anmelderroste krimier, der er udkommet i nyt, lækkert udstyr.

SkjuLTE fEjL og mangLEr

SELVrISIko

PErSonSkaDE

nærmESTE PårørEnDE

LIV og LEgEmE

VoLD og magT

Foto

: San

ne B

erg