X> ^ !,f

EDVARD MUNCH MALERIER OG

GRAFISKE ARBEJDER UDSTILLEDE

VESTERBROGADE 58

126.

GEORG KLEIS K Ø B E N H A V N • M C M X V I I

Fotografisamlingen

EDVARD M U N C H

K A T A L O G M E D F O R O R D A F

CARL V. PETERSEN

GEORG KLEIS V E S T E R B R O G A D E 58

1917

Illustrationerne Ira Bernh. Middelboes Reproduktionsanstalt

Tryk t hos J . Jørgensen & Co., Iva r Jantzen, Krystalgade 1(5

D ET kan snar t blive tredive Aar siden Edvard Munch førs te Gang viste sig iblandt os ; de r e r

vel n u k u n faa , de r mindes det, ti som det sig h ø r og b ø r Ungdom og Beskedenhed, v a r det k u n i al Stilfærdighed m e d et Par enkelte Billeder i den norske Kunstafdeling p a a Udstillingen 1888. Først f r a h a n s næste Besøg k a n d a vel det egentlige og nøjere Bekendtskab m e d hans Kunst siges a t da tere sig, f r a h a n s Udstilling i 1893, jus t i d e s a m m e Lo­kaler forøvrigt, hvori h a n nu et kva r t Aarhundrede ef ter igen en kor t Stund skal v æ r e tilhuse.

Det v a r hin mindeværdige Udstilling, de r saa a t sige v a r begyndt Aaret fo rud i Berlin, eller ret-

te re sagt til allerførst i Kristiania. Ti det v a r her , Nordlandsmaleren Adelsten Normann fik Øje p a a hans Billeder og d a hos Kunstforeningen i Berlin udvirkede, a t m a n indbød h a m til a t udstille der­nede. Og, s o m en af h a n s Biografer h a r skildret For løbet : »Utstillingen blev aapnet, m e n umiddel­ba r t ef ter igen lukket [som det v a r gaaet Gauguin e n halv Snes Aar f ø r h e r i København], Den vakte en opsigt og f remkald te e n s to rm ikke alene h o s publikum og pressen, m e n ogsaa blandt kunstnerne s o m ingen anden utstilling tidligere i den tyske rikshovedstad. Publikum skrek højlydt op, pressen s temte kraf t ig i, m a n talte o m anark i og revolu­tion, m a n b a d vorher re s a a naadelig o m a t for-skaane sig f o r ba rba ren f r a norden. Og i et stor­m e n d e m ø t e i kunstnerforeningen vedtok m a n p a a forslag af Anton von W e r n e r [udenlandsk Medlem af det kgl. danske Akademi] m e d 200 s t emmer m o t 130 a t lukke utstillingen. Som bekendt fø r te dette til, a t d e sidste under Max Liebermanns førerskap t raad te ut a v foreningen og dannet en ny, s o m blev kaldt secessionen«. Det v a r denne Udstilling, h v o r m a n bl. a . s a a d e berømte Billeder »Skrik«, »Kys«, »Vampyr«, »Jalousi«, »Mand og Kvinde«, »Sommernat«, »Gate« (paa nærværende Udstilling repræsenterede ved en Række grafiske Arbejder), de r d a i 1893 k o m h e r til København ef ter førs t a t h a v e gjort Runden over Diisseldorf. Coln, Mtin-chen, Hamburg , f o r omsider a t afsluttes i Stock­holm.

Ogsaa h o s os blev den e t Tegn til Modsigelse og, o m sandt skal siges, v a r det vel ikke mange Venner, h a n s Kunst ved den Lejlighed vand t sig;

N r . 15. C h r . G i e r l ø f f m e d F r u e .

førs t langt senere, m a n m a a vel nok op i den sid­s te halve Snes Aar, e r den bleven os helt fortrolig, m e d Særudstillingen i Kunstforeningen, m e d d e norske Udstillinger p a a Charlottenborg, m e d h a n s Deltagelse i 1909 og 1915 i Kunstnernes Efteraars-udstilling. Med disse Udstillinger blev h a n omsider helt h j e m m e iblandt os, s a a meget h j e m m e s o m Gæsten og den f r e m m e d e overhovedet k a n blive.

sje #

Der blev en Aften i Paris, d a Willumsen brød op f r a vor t Bord og p a a sin mærkel ig vandrende Maade gik bor t ned gennem det lange Cafélokale og vi a l lesammen fulgte h a m m e d Øjnene, fæste t det t ræffende Ord p a a h a m : den evige Vandrings-

Nr. 10. Portræt af Dame med rødt Haar.

mand. Edvard Munch h a r det s a m m e dvælende f remadskr idende i sin Gang; m a n ser, a t det e r h a n s Vane, h a n s Na tu r a t gaa, h a n s Form f o r Til­værelse, m e n ogsaa a t h a n ved, a t Vejen e r uen­delig og endeløs, Blandingen af paaholdende Energi f o r a t k o m m e den til Ende og den snar t skeptiske, snar t melankolske Erkendelse af, h v o r haabløst det dog e r a t ville forsøge derpaa.

Falder Ordet »hjemme« en i Pennen o m Munch, saa ser m a n h a m s t rax f o r sig s aadan dvælende skridende f r e m over Pladsen, ned a d Gaden — og forsvindende i det f j e rne : den evige Vandrings­mand.

H a n h a r f ra , h a n i 1889 drog til Paris p a a sit førs te Stipendium, rejst meget; h a n holder af a t

Nr. 24. To Piker.

v æ r e p a a Rejse, m a a s k e allerhelst p a a Rejse i anden Potens: p a a Gennemrejse, h v o r alle Ophold blot e r Stationer p a a Rejsen. Imorgen. iovermor-gen videre, m e n hvor h a n dog rolig k a n blive, saa længe h a n h a r Lyst, fordi h a n ved, a t h a n aldrig bliver s a a meget h jemme, a t h a n gror fas t og ikke kan k o m m e videre. Saaledes h a r h a n boet i København, i Paris, i Berlin, i maanedsvis, i aarevis som den de r p a a én Gang h a r god Tid og ingen Tid, ingen Tid a t spilde.

Og d e r e r ved h a n s Udstillinger noget af det samme, p a a én Gang noget dvælende og noget

Nr. 21. To Tjenestepiker.

skridende. Som h a n s Billeder hænger de r p a a Væggen, hænger de der rolige, uanfægtede, i Ro og Mag, vel tilhuse og vel h jemme, og alligevel m e d det langelige Blik ud i Verden mod d e fjerne, vigende Horizonter. Det h a r ingen Hast med dem, og alligevel has te r det.

Der e r der for noget selvfølgelig i den Maade, hvorpaa disse Udstillinger pludselig e r dukket op og pludselig igen e r forsvundet f r a v o r Synskreds, og alligevel saa fast og urokkeligt h a r fyldt Rum­m e t og h a f t deres Plads iblandt os, s a a længe d e var . Det e r ligesom deres Natur, a t d e k u n k a n gribes i Flugten, a t d e m a a fastholdes just i det

Øjeblik, d e viser sig, a t der, k a n m a n sige, ti dette e r vel egentlig Sagen, i Tilegnelsen m a a v æ r e den s a m m e Inspiration, den s a m m e Aandens Redebon­hed og Modtagelighed, som der v a r i Undfangelsen.

Som al s tor Kunst, og, mest af alt, som al Kunst, de r e r fyldt af Livets frodige, altid dir­rende Spænding og vidt omskuende s t ræber a t favne Verden i hele dens regnbufarvede Mangfoldighed, k r æ v e r ogsaa Edvard Munchs Kunst af sin Beskuer en Sjæl, de r ikke selv tager i Betænkning a t give sig hen og fuldelig leve med.

Carl V. Petersen.

s

KATALOG

Nr. 9. To Søstre.

MALERIER

1. Madonna. 1897. 94x76 12 000 Kr . 2. Travemunde-Landskab . Ca. 1905.

92x101 13 000 -

3. Melankoli (Gentagelse). 1909.122x127 4. V a a r i Kragerø. 1910. 82x66 7 000 -5. Skibet ophugges. Ca. 1910. 100x112 14 000 -6. Snestorm ved Kysten. Ca. 1911.

9 5 x 9 7

7. K r a g e r ø b i l l e d e I . 1911-13. 121x122

8. Sneskuffere. Ca. 1912. 152x128 9. To Søstre. Ca. 1913. 86x122

10. Por t ræt af D a m e m e d rødt Haa r . Ca. 1913. 118x133

11. Slagter. Ca. 1913. 152x101 12. Forføreren. Ca. 1913. 101X122 13. Kragerøbillede II. 1913. 112x122... 15 000 -

14. Ung Pike. Ca. 1913. 91x61 15. Chr. Gierløff m e d Frue. Ca. 1913.

162x181

16. V a a r i Skaergaarden. Ca. 1914. 81X102 7 000 Kr.

17. Arbejdergruppe i Sne (Gentagelse) Ca. 1914. 165x206

18. Gartner . Ca. 1914. 101x91 13 000 -19. Jalousi. 1915. 76x99 20. Kaalaker. 1916. 68x91 7 000 -21. To Tjenestepiker. 1916. 224x148 . 22. Furugruppe ved Kysten 1916. 91x102 7 000 -23. Manden i Kaalakeren. 1916. 136x192 24. To Piker. 1917. 91 <69 12000 -25. Ungsortklædt Kvinde. 1917. 138x111 26. Ung Pike i hvit Kjole. 1917. 159 65 27. Bag Plogen. 1917. 68x102 7 000 -

Nr. 85. Salome.

GRAFISKE ARBEJDER L I T O G R A F I E R , R A D E R I N G E R , T R Æ S N I T

LITOGRAFIER K r .

28. Portræt af Martha Sandahl 400 29. Eva Mudocci og Bella Edwards 400 30. Dødsscene (Maleri 1894) 300 31. Portræt 300 32. Dameportræt 200 33. Portræt 200 34. Elskende Kvinde. Farve-Litogr 500 35. Kvinde med langt Haa r og Brosche 500 36. Elskende Kvinde Farve-Litogr. Rød Indfatning. Farve­

pladen ødelagt 800 37. En Gate. Karikatur. Ca. 100 Ex. St. ødelagt 38. Avsked efter Selskapet. Ca. 100 Ex. St. ødelagt 300 39. Herreportræt

4 0. 41.

42. 43. 44. 45. 46. 47. 48. 49. 50. 51. 52. 53. 54. 55.

Kr.

300

6 0 0

400 500 500 500 500 500 500 500 500 500 500 500 500 500

Nr. 87. Mordersken.

Henrik Ibsen i Grand Café. Ca. 150 Ex. St. ødelagt . . Kvinde med rødt Haa r og grønne Øjne. L. i 3 Farver

1908 Jalousie. Stort Tigerhode. 1908 Alfa bedrages Ørnehode. 1908 Modelstudie Aber. 1908 Den sindssyke. 1908 Bjørn Liten Pike. 1908 Løvinde. 1908 Tiger. 1908 Tiger og Bjørn. 1908 To Urangutanger. 1908 Bjørn og u n g Pike. 1909

Nr. 151. Badende Mand.

Kr.

56. Ørnehoder. 1908 500 57. Tigerhode. 1908 500 58. Traner med udspredte Vinger. 1908 500 59. Urangutang. 1908 500 60. Abefamilje. 1908 500 61. Ørn. 1908 500 62. Liten Pike. 1908 500 63. Traner. 1908 500 64. Kunstens Træ. 1909 500 65. Dyr og Mennesker. 1909 500 66. Omega og Slangen. 1909 500 67. Sælhund og Isbjørn. 1908 500 68. Paafugle. 1908 500 69. Portræt af Leistikow og Frue 600 70. Portræt af Prof. Daniel Jacobsen. 1908 300 71. Portræt af Tor Hedberg 200 72. Portræt 200

Kr.

73. Portræt af Przybyzewski 2. Tilst . 300 74. Portræt af Aug. Strindberg. Stenen ødelagt. 1896 300 75. Historien 500 76. Syk Pike. Farvelitografi Tilh. H r . Gross. Tetzen-Lund 77. Syk Pike. Farvelitografi. Tilh. Hr . Em. Goldstein . . . 78. Portræt af Cally Monrad. Farvelitografi 300 79. Portræt af Forf. Helge Rode 1908 300 80. Selvportræt. 1895. Tilh. Hr . Em. Goldstein 81. Frigørelsen. L. i b l a a t . 400 82. Jar l 200 83. Døden og Maleren 200 84. Ravensberg og Cercelli paa Tivoli 200 85. Salome . , 400 86. To Mennesker gaar ind i en Skov 500 87. Mordersken. L. i 2 Farver. St. ødelagt 400

RADERINGER Kr.

88. Pike m e d Hjertet 200 89. Likvogn paa Potsdamerplatz 200 90. Portræt 100 91. Jalousie 200 92. Landgerichtsdirektor S 200 93. Bordelpike 200 94. Gammel Kone 100 95. U n g Kvinde 100 96. Portræt af dansk D a m e 200 97. Dagen derpaa 1894. 90 Ex 98. Portræt af dansk D a m e 200 99. Kvinde som tar Linnedet paa 200

100. Italienerinde 200 101. Obstfelder 100 102. Under Aaget - 200 103. Døden og Kvinden 400 104. Téteå-téte 105. Portræt 106. E n Tørreplads i Travemunde 200 107. T o Kvinder og Benrangelet, 1896 300 108. Kvinden i t re Stadier 300 109. Badende Kvinder. D e n n e Tilstand 2D Ex 400

110 .

111.

112 113. 114. 115, 1 1 6

117. 1 1 8

119 120

121,

122.

123. 124. 125. 126.

127.

Nr. 127. Syk Pike.

Kr.

Kys. 1895 500 Trøst Ikke til Salg Mand og Kvinde I I 200 Kvindestudie, langt H a a r 200 I Caféen 200 Liibeck 500 T o Mennesker Gammel Mand 200 T o Kokotter 200 Portræt 200 Vampyr 200 Badende Pike 200 Portræt 200 Amanda 200 Syk Pike • 100 Adam og Eva 300 Galopperende Hes t 300 Syk Pike

128,

129. 130

131. 132

133. 134.

135.

136.

137.

138.

139. 140.

141.

142. 143.

144.

145.

146.

147.

148.

149. 150. 151. 152. 153.

TRÆSNIT Kr.

To Mennesker. T. i 4 Farver 500 Ved Stranden. T. i 4 Farver 500 Badende Mand. T. i 2 Farver 500 Pikehoved ved Stranden. T. i 4 Farver 500 Tiiskogs. T. i 4 Farver ca. 10 Ex. En Farveplade

ødelagt 1000 Arbejdergruppe i Sne 300 Pike som staar paa Knæerne 300 Unge og gamle 200 Bedende Mand. T. i 2 Farver. 1902 500 Vinter i Skogen 200 Kys. 1897 800 Gammel Fisker . . . • 300 Lysklædt og sortklædt Kvinde ved Stranden 800 Portræt 300 Klippekyst med Sne 300 Gammel Mand. Urmennesket 400 Liget besigtiges 300 Ved Stranden. T. i 3 Farver • 500 Angst • 500 Badende Mænd. T. i 3 Farver 500 Studiehoved 200 B a d e n d e M æ n d . T . i b l a a t 200

Mand og Kvinde i Skoven. T. i 2 Farver 500 Badende Mand. T. i rødt 200 Vampyr T. og L. i 4 Farver. Sten og Plade ødelagt 500 Kvindeligt og mandligt Hoved T. i 2 Farver . . . 500

Nr. 86. To Mennesker gaar ind i e n Skov.

ALPHA O G OMEGA. (22 Litografier. Trykt i ca. 60 Mapper paa hvid Karton og ca.

15 paa Japan. Samtlige i København 1908).

T E K S T

A LFA og OMEGA var de første Mennesker paa Øen. Alfa laa i Græsset og sov og drømte, Omega nærmede sig ham,

saa ham og blev nysgjerrig. Omega brød af en Bregnegren og kilede ham, saa han vaagnede.

Alfa elskede Omega; de sad om Aftenerne lænede op til hinanden og saa paa den gyldne Maanesøile, der vuggede og rokkede sig i Havet rundt om Øen.

De gik ind i Skoven, og i Skoven var der mange under­lige Dyr og Planter; der var underligt mørkt derinde, men der var ogsaa mange herlige smaa Blomster. Engang skræmtes Omega, da kastede h u n sig voldsomt ind til Alfa. Der var mange Dage lutter Solskin paa Øen; en Dag ligger Omega udenfor Skoven i Solskinnet, Alfa sidder længere inde i Skoven i Skyggen, — da voksede en vældig Sky op af Havet og væl­tede sig mere og mere ud over Himlen og kastede sin Skygge over Øen.

Alfa raabte paa Omega, men Omega hørte intet; da saa Alfa, at Omega holdt en Slanges Hoved mellem sine Hænder og stirrede paa dens funklende Øjne, en stor Slange, som var kommen krybende op mellem Bregnebladene, op langs hendes Legeme. Men med et styrtede Regnet fra Himlen, og Alfa og Omega forfærdedes.

D a Alfa en Dag træffer Slangen paa Marken, k jæmperhan med den og dræber den, medens Omega i Frastand ser derpaa.

Engang traf h u n Bjørnen; Omega skjælvede, d a h u n k j e n d t e Bjørnens bløde Pels mod sit Legeme; da h u n lagde sin Arm om dens Hals, forsvandt den i Fælden.

Omega træffer paa en Digterhymne, lidt forkommen i Fælden; hendes vanlige Elskovsord biter ikke paa ham, saa fletter h u n en Laurbærkrans med sine myge, smaa Hænder, og idet h u n ømt sætter sit søde Ansigt op til hans bitre Hoved, bekranser h u n ham.

Tigeren nærmede sit grusomme, vilde Hoved til Omegas yndige lille. Omega skræmmedes ikke: h u n lod sin lille Haand hvile i Tigerens Gap og kjælede for dens Tænder.

Da Tigeren paa sin Vei møder Bjørnen, lugter den Ome­gas Essens, Essensen af den blege Æbleblomst, den Omega elsker mest af alle Blomster, og som h u n hver Morgen kyssede, n a a r Soen randt. D e kjæmpede med hinanden og sønderrev hinanden.

Ganske som paa et Schakbret, der dengang ikke var op­fundet, forandres med engang Brikkernes Plads; Omega klynger sig til Alfa; nysgjerrige og intet forstaaende strækker de andre Dyr sine Halse og ser paa Spillet.

Omegas Øine var vexlende; paa almindelige Dage var de lyseblaa, men naar h u n saa paa sine Elskere, blev de sorte med carminrøde Blink i, og da hændte det, at h u n skjulte sin Mund med en Blomst. Omegas Sind var skiftende; en Dag saa Alfa hende siddende ved Aaen kyssende et Æsel, der laa i hendes Fang; da hentede Alfa Strudsen og lænede sig til dens Hals, men Omega saa ikke op fra sin Yndlingsbeskæftigelse, at kysse. Omega følte sig træt og kjed over ikke at kunne eie alle Øens Dyr; h u n satte sig ned paa Græsset i voldsom Graad; saa reiste h u n sig og løb syg omkring paa Øen og traf Svinet. — H u n knæler ned og skjuler sit Legeme i sit lange sorte Haar, og h u n og Svinet saa paa hinanden.

Men Omega var kjed ihu; en Nat, da Maanens Guldsøile vuggede sig i Vandet, flygtede h u n paa et Daadyrs Ryg over Havet til det lysegrønnne Land, der laa under Maanen. Alfa var alene igjen paa Øen. En Dag kom hendes Børn til h a m ; en n y Slægt var spiret frem paa Øen, de samlede sig om Alfa, som de kaldte sin Fader. Det var smaa Griser, smaa Slanger,

s m a a Abekatter og s m a a Rovdyr o g a n d r e Bastarder af Menne­sket. H a n fortvilede.

H a n løb l angs H a v e t ; H i m l e n og Have t farvedes m e d Blod; h a n hør te Skrig i Luften o g hold t sig for s ine Ø r e n ; Jorden, H i m l e n o g Have t skalv, og h a n følte e n stor Angst.

En D a g bragte Daadyre t Omega tilbage. Alfa s idder p a a Stranden, og h u n k o m m e r m o d h a m . Alfa

følte Blodet s u s e i s ine Ø r e n ; Musklerne svu lmede i h a n s Legeme, og h a n s log Omega, s aa h u n døde. D a h a n bø jede sig over d e n døde, og s aa h e n d e s Ansigt, forskrækkedes h a n ved dets Udtryk. De t va r de t s a m m e h u n h a v d e h i n t Øjeblik i Skoven, d e n g a n g h a n elskede h e n d e mes t .

Medens h a n e n d n u s aa p a a hende , overfaldtes h a n bagf ra af al le h e n d e s Børn og Øens Dyr , som rev h a m istykker.

D e n n y e Slægt opfyldte Øen.

B I L L E D E R .

154. Titelblad 155. Vignet I —II 156. Indho ld 157. Alfa o g Omega 158. Maaneopgang 159. Skoven 160. Skyen 161. Slangen dræpes 162 Bjørnen 163. Tigeren 164. T i g e r e n o g B j ø r n e n

165. Omega og Blomsten 166. Omegas Ø j n e 167. Omega o g Daadyre t 168. Omega og Svinet 169. Omega græder 170. Omegas Flugt 171. Alfas A f k o m 172. Alfas Fortvivlelse 173. Omegas D ø d 174. Alfas D ø d

.

b. : I - • ^

-

... • - - .,