Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

28
NR. 84 • MARTS 2007

description

nr. 84 • marts 2007 På vegne af donorsagen er der derfor god grund til optimisme med hensyn til fremtiden – og i særlig grad til at ønske landets donorer og frivillige et kæmpe tillykke med jubilæet. God fornøjelse med dette særnummer. Siden 1969 har Donor Nyt været en del af den danske bloddonations historie. Det er derfor på sin plads, at bladet er med til at markere de 75 år. Det har vi valgt at Donor Nyt fejrer med et særnummer Så langt er vi kommet Med venlig hilsen donor nyt • marts 2007

Transcript of Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

Page 1: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

n r . 8 4 • m a r t s 2 0 0 7

Page 2: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

� donor nyt • marts 2007

Derfor fejrer vi 75 år

I år har den danske blodforsyning reddet menneskeliv i 75 år, og der er brug for vores effektive og pålidelige model i

mange år endnu. Det danske blod-systems levedygtighed skal først og

fremmest søges i den frivillige og ubetalte bloddonation samt den

frivillige arbejdskraft i de lokale donorkorps, der ’holder liv’ i det. Hver dag gør donorblodet en afgørende og livsvigtig forskel i de danske patienters tilværelse. Vores rekordhøje blodforbrug er muligt på grund af det store

antal donorer og de aktive, der bærer organisationen. Når vi

markerer vores organisations 75 års historie, er det derfor først og fremmest donorerne og de aktive i lokalområderne, vi fejrer.

Så langt er vi kommetI 1901 opdagede Karl Landsteiner blodtyperne A, B, AB og 0 – en af de mest skelsættende begivenheder indenfor blodtransfusion. Opdagelsen medførte, at man nu kunne foretage blodtransfusion med en markant reduceret risiko. Landsteiners opdagelse førte til, at der opstod donor–organisationer over hele Europa, heriblandt Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps i Danmark. Den første danske frivillige bloddonor blev tappet den 21. maj 1932. Siden dengang har bloddonorernes sammen-sætning udviklet sig fra 30 drengespejdere til 235.000 kvinder og mænd med mange forskellige baggrunde. Bloddonorsagen har med andre ord udviklet sig fra at være en spejderpligt til at være en folkesag.

Donor Nyt fejrer med et særnummerSiden 1969 har Donor Nyt været en del af den danske bloddonations historie. Det er derfor på sin plads, at bladet er med til at markere de 75 år. Det har vi valgt at

gøre med en udvidet jubilæumsudgave, der ser tilbage på bloddonorernes indsats – og retter blikket fremad mod nye udfordringer.

På de følgende sider kan man blandt andet læse om en donor anno 1954 og en ditto årgang 2007. En tidligere blodbankchef fortæller om blodbankernes første år, og situationen nu og fremover gennemgås af en nuværende blodbankleder. Derudover indeholder bladet en lykønsk-ning fra Bloddonorernes protektor, HKH Prins Henrik, beretningen om vores donororganisation, udviklingen i blodforbruget, en række patienthistorier, Bloddonorernes Pelikan og meget mere.

Tillykke til landets donorer og frivilligeNår man puster støvet af de seneste 75 års bloddonor-historie, er der en del at undre sig over. Men der er heldigvis mest at glæde sig over. Det drejer sig især om for eksempel imødekommelsen af den stigende efter-spørgsel på blod i 1960’erne, opnåelsen af selvforsyning med dansk blod i 1980’erne og udviklingen af en række blodbaserede medicinalpræparater i løbet af 1990’erne. Det er denne type begivenheder og udviklinger, vi skal bruge til at gå fremtiden i møde. Bloddonorsagen vil fremover utvivlsomt komme til at stå over for en række nye og ukendte udfordringer, men med fortidens succeser og positive historier i levende erindring vil vi være godt rustet til at kunne håndtere kommende situationer.

På vegne af donorsagen er der derfor god grund til optimisme med hensyn til fremtiden – og i særlig grad til at ønske landets donorer og frivillige et kæmpe tillykke med jubilæet. God fornøjelse med dette særnummer.

Med venlig hilsen

Valdemar Riis SøndergaardLandsformand

leDer

Udgivet af:Bloddonorerne i DanmarkVesterbrogade 1911800 Frederiksberg CTlf.: 7013 7014Fax: 7013 7010E-mail: [email protected]

Ansvarshavende redaktør:Niels Mikkelsen

Redaktion:Marie-Louise BadenKristian BrobergMads Peter Aagaard MadsenThorkild HansenKarin MagnussenMikkel Dybtved AndersenMalou Rode

Lægefaglige konsulenter:Karin Magnussen og Ellen Taaning

Design og tryk: DatagrafTrykt på svanemærket papir

Forside: Bloddonorerne i Danmark

Eftertryk eller anden gengivelse af dette blad er velkomment, men med kildeangivelse.

Oplag: 230.000ISSN nr: 0902-2643

Næste udgivelse: Juni 2007

DoNor NyT Nr. 8438. årgaNg marTS �007

Page 3: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

3marts 2007 • donor nyt

kære bloDDoNorerAt være protektor vil sige at være en organisations velynder og at denne sag har protektors særlige velvilje.

HKH Prinsen blev protektor for Bloddonorerne i Danmark i 2001. I anledning af HKH Prinsens 70-årsdag stiftede Bloddonorerne i 2004 et æresdiplom, der kun gives donorer, som har givet blod 150 gange. Efterfølgende modtager 150-gangsdonorerne en personlig hilsen fra HKH Prinsen.

Dronning Ingrid var Bloddonor-ernes protektor i næsten 50 år, og gennem tiden var hendes velvilje over for sagen stor – blandt andet i 1960’erne, hvor behovet for nye donorer var særlig udtalt. Ved flere lejligheder deltog hun i arrangementer i sagens tjeneste.

HkH Prins Henrik er protektor for bloddonorerne. før prinsgemalen var Hm Dronning ingrid protektor.

75 år er en menneskealder. Som det er tilfældet for et menneske, har bloddonorsagen siden sin spæde begyndelse i 1932 vokset sig til og vist sin levedygtighed. Det har den gjort med stor succes på grund af sit tidsube-grænsede og entydigt positive budskab om at redde liv.

Det er med glæde, at jeg overtog protektoratet efter Dronning Ingrid, som var Bloddonorernes protektor i næsten 50 år, og jeg betragter det som en ære, fordi det har et så værdigt formål.

Den velvilje, jeg som protektor ønsker at vise bloddonorsagen, er en opmærksomhed, som alle voksne danskere er velkomne til at vise sagen på samme måde.

Det glæder mig oprigtigt, at så mange donorer hvert år besøger landets blodbanker, og at så mange frivillige arbejder for at rekruttere og fastholde donorkorpset. Hvert år melder der sig mange danskere som nye donorer til afløsning for dem, der må holde op af forskellige årsager, og nye kræfter er meget velkomne. Patienterne har et stort behov for blod, så vi

kan med god grund være stolte af, at landets donorer fortsat kan levere den nødvendige mængde af det. Bloddonorsagens eksistens-berettigelse er således utvivlsom.

I Danmark har vi frivillig, ubetalt og anonym bloddonation. De mange modtagere af blodet har derfor ikke selv lejlighed til at takke de danske donorer for den hjælp, de har fået. Derfor vil jeg gerne på alle de mange patienters vegne takke vores donorer og vores mange frivillige for den store uselviske indsats, som er ydet i nu 75 år.

Også fremover vil mange mennesker redde livet på grund af denne indsats. Det er således både med stolthed og respekt, at jeg deltager i markeringen af dette jubilæum.

Hjerteligt tillykke med de 75 år.

Page 4: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

4 donor nyt • marts 2007

for de fleste bloddonorer har den altid været der. men engang var blodbanken ny i byen.

De første blodbanker blev grundlagt i USA og England umiddelbart før og under 2. verdenskrig. Blodet blev tappet fra bloddonorerne i glasflasker og opbevaret i blod-banken i op til 14 dage. Kirurgen Karl Henrik Køster fra Bispebjerg hospital deltog i krigshandlingerne på engelsk side som kirurg. Her lærte han den store betydning, som blodtransfusion havde for at redde livet på svært tilskade-komne og blødende patienter. Hurtig indsats efter til-skadekomsten var vigtig. Det betød, at blodet skulle være til rådighed med kort varsel. Ved sin hjemkomst efter krigen gjorde Køster en stor indsats for at få oprettet hospitalsblodbanker i Danmark.I 1951 lykkedes det på Bispebjerg hospital at få etableret den første blodbank. Tre år senere oprettedes blodbanken på Rigshospitalet med Erik Freiesleben som chef. Freiesleben kom fra Statens Serum Instituts blodtype-afdeling, hvor han i adskillige år havde arbejdet med blodtyper – herunder nyopdagede blodtypesystemer. Blandt disse var Rhesus. Freieslebens viden om blodtypesystemer viste sig at få stor betydning for den praktiske blodtransfusion i Danmark. Blodtyper og undertyper kunne tilrettelægges og matches på en sådan måde, at komplikationer ved mange blodtransfusioner kunne undgås. Derfor blev Køsters praktiske viden om blodtransfusion og transfusionsudstyr kombineret med Freieslebens viden om blodtyper det

fundament, som udviklingen af blodbankerne kom til at hvile på.

ideen spreder sigEtableringen af hospitalsblodbanker var en succes, og ideen spredtes ud over landet. Blodforbruget nærmest eksploderede. De fleste steder oprettedes blodbankerne i forbindelse med hospitalslaboratorierne. På Statens Serum Institut blev der holdt kurser for læger og laboranter i blodtypebestemmelse og blodopbevaring. Ved slutningen af 70´erne var der oprettet over 80 blodbanker ved sygehuse spredt over hele landet. Hver blodbank benyttede sig af lokale bloddonorer.

Tekniske fremskridt inden for blodbankvirksomhed gjorde med tiden de små blodbanker umoderne. De kunne ikke længere leve op til gældende krav. Udviklingen medførte blandt andet bedre laboratorieteknik, bedre produktions-redskaber og bedre opbevaringsvæsker for blodet, som forlængede blodets levetid til op til 35 dage.

Moderne blodcentrifuger gjorde det muligt at separere blodet i flere bestanddele, der kunne bruges til at behandle mange sygdomme. Blodbankerne fik derved mange forskellige blodkomponenter at holde styr på. Desuden kom der officielle krav fra sundheds-myndighederne til blodbankernes indretning og til blodprodukternes fremstilling, opbevaring og kvalitet.

TekSTHEnnInG sØrEnsEnFHV. BLodBanKCHEF, Hs:BLodBanKfoToBLoddonorErnE I danmarK

en deling matroser møder i 195� op til tapning i bispebjerg hospitals blodbank. Daværende overlæge P.H. andresen tager imod, mens tappepersonalet ser spændt til over hækken til venstre.

bloDbaNkerNe kommer Til DaNmark

Page 5: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

5marts 2007 • donor nyt

i 50’erne foregik blodtypebestemmelsen manuelt.

fra decentralisering til centraliseringI slutningen af 80´erne indførte sundhedsmyndighederne inspektion af blodbankerne. Dette indebar eftersyn af lokaler, deres indretning og apparatur samt kvalitets-kontrol og dokumentation af blodproduktfremstillingen. De strengere krav medførte efterhånden, at produktionen samledes på færre og større blodbanker med specielle laboratorier til kvalitetskontrol og daglig overvågning af produktion og rutiner.

Med kommunesammenlægningerne og amternes nedlæggelse betjener blodbankerne i dag de fem nye sygehusregioner. Denne centralisering vil i løbet af nogle år formentlig ende med én national blodbankorganisation.

De centrale sundhedsmyndigheder, nævn og organisationerUdviklingen af blodbankvæsenet i Danmark har ikke været tilfældig. Allerede i 1954 nedsatte Indenrigsministeriet Blodtransfusionsnævnet (1954-70), som havde til opgave at udarbejde retningslinjer for blodtransfusionens organisation. Sundhedsstyrelsen overlod Freiesleben opgaven at skrive bogen Vejledning i blodtransfusion, hvis første del udkom i 1965. Bogen var en stor hjælp for alle, der skulle bestyre en blodbank.

Den stigende kompleksitet i blodtypebestemmelser og fremstilling af blodprodukter førte til, at Sundheds-

styrelsen i 1967 oprettede det lægelige speciale ’klinisk blodtypeserologi’. Specialet blev senere ændret til ’klinisk immunologi’. Efterhånden som flere speciallæger blev uddannet, overtog de chefposterne og dermed ansvaret for de større blodbanker, der lå spredt ud over hele landet.

I slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90´erne udsendte Sundhedsstyrelsen cirkulærer til blodbankerne om testning af donorblod for smitsom leverbetændelse og HIV. I 1992 udgav samme styrelse en Vejledning i god fremstillingspraksis for blodbankers fremstilling af blod og blodkomponenter, og i 1994 nedsatte den et Nationalt Transfusionsråd med henblik på lægefaglig rådgivning af styrelsen i transfusionsmedicinske spørgsmål.Disse retningslinjer har derfor haft stor indflydelse på blodbankvæsenets udvikling.

internationale forbindelserEuroparådet har siden 1961 haft flere komitéer ved-rørende blodtransfusion, hvor danske speciallæger har haft en plads. Komitéerne har udarbejdet faglige retningslinjer for de nationale sundhedsmyndigheder, og mange af dem har haft stor indflydelse på blodbank-udviklingen i Europa. Men med Amsterdam-traktatens vedtagelse i 1997 overdrog Danmark endegyldigt sin beslutningskompetence på sundhedsområdet til EU. Det er en del af forklaringen på Bloddonorernes mangeårige internationale engagement.

Nu foregår alt automatisk. efter centrifugering bliver blodet fraktioneret i en presse, der adskiller celler og plasma. Posen med plasma ligger øverst.

bloDbaNkerNe kommer Til DaNmark

Page 6: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

� donor nyt • marts 2007

TekST HEnnInG KarLByFormand For BLoddonorErnEI rEGIon syddanmarKfoToBLoddonorErnE I danmarK

fra SPejDer- Til DoNorkorPS

Mange bloddonorer er ikke klar over, at de er medlem af en særlig forening: Et bloddonorkorps. Når man melder sig som bloddonor, bliver man automatisk medlem af det korps, der er tilknyttet ens tappested. Korpsets opgave er at hverve nye donorer og at fejre de forskellige jubilæums-tapninger. Det er ofte efter 10, 25, 50 og 100 tapninger. Korpset beslutter selv, om det også vil markere andre lejligheder. Finansieringen af donorkorpsenes aktiviteter kommer fra et lille gebyr, som sygehusregionen betaler til korpset, hver gang en donor giver en portion blod.

inspiration fra englandIdéen og initiativet til oprettelsen af det første donorkorps i Danmark var Tage Carstensens. Tage Carstensen var spejderleder og havde i 1930 været i England og set de engelske spejderes frivillige og ubetalte bloddonorsystem. I England udgjorde spejderne en pålidelig reserve af blod-donorer. Hvis familiemedlemmer ikke var til rådighed, kunne spejderne til enhver tid tilkaldes. Efter sit besøg syslede spejderlederen med tanken om at indføre et tilsvarende system her i landet.

I vinteren 1932 var Tage Carstensen så langt fremme med sine planer, at han forelagde dem for overkirurg ved Bispebjerg hospital i København, Jens Foged. Jens Foged skulle undersøge, om der overhovedet var brug for et korps af frivillige donorer og – hvis det var tilfældet – påtage sig den lægemæssige administration af korpset. Lederen af

Statens Serum Institut, Thorvald Madsen, skulle tage sig af blodtypebestemmelse og indkaldelse af donorerne.

Det første bloddonorkorpsBehovet viste sig hurtigt at være der. Efter at arbejdet var sat i system, blev den første tapning af en frivillig spejder foretaget den 21. maj 1932. Den første til at lægge sig på briksen var Tage Carstensen selv. Begivenheden betød, at man havde nået et vigtigt mål: Kontakt til en gruppe af spejdere, der med kort varsel kunne tilkaldes for at give blod. Donorerne var dog stadig overvejende patienternes familiemedlemmer – og i særlige tilfælde også personalet ved den enkelte sygehusafdeling.

I begyndelsen var donorkorpset på 30 spejdere, men da man nåede 100 medlemmer, besluttede man sig for at gøre donorkorpset officielt. Forsøget med frivillige og ubetalte donorer var en succes og Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps en realitet. Samtidig ændrede donorerne sig fra kendte familiedonorer til spejdere med ukendt identitet. Anonymitetsprincippet skyldtes, at en patient ikke skulle stå i taknemmelig-hedsgæld til en bestemt donor.

I 1939 baseredes donorvirksomheden på tilkald af donorer, når behovet var der. Men det kunne ske, at der opstod et akut behov for blodet, og man måtte tilkalde donorer med meget kort varsel. For at mindske donorernes

Hvad er et donorkorps, hvad laver det, og hvem fik idéen?

Page 7: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

7marts 2007 • donor nyt

ulejlighed oprettedes derfor forsøgsvis et ”bloddepot” på Statens Serum Institut i København. Donorerne blev tilkaldt i god tid, så blodet kunne stå parat, når hospitals-afdelingerne i København skulle bruge det.

efterspørgslen stiger…Fra den beskedne begyndelse i København i 1932 bredte tanken sig ud over hele landet. I 1942 havde Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps afdelinger i alle større byer og var nært tilknyttet alle store sygehuse i landet. Det år rundede man 39 donorkorps med i alt 2.757 donorer til rådighed.

Den 2. verdenskrig og de afledte store kirurgiske fremskridt betød, at behovet for blod i 40’erne steg gevaldigt. Den øgede efterspørgsel førte til, at man i 1951 etablerede den første egentlige blodbank på Bispebjerg hospital. Indtil da havde man klaret behovet for blod ved at indkalde donorerne, når man ”havde en patient på bordet”. Men efterspørgslen efter det mørkerøde guld fortsatte med at stige. Heldigvis steg antallet af bloddonorer tilsvarende.

I 1952 ændrede donorkorpsenes fælles landskomité navnet Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps

til Danmarks Frivillige Bloddonorer. Det tidligere navn havde været dækkende de første år, hvor donorerne rekrutteredes fra spejderorganisationerne. Men tilgangen af donorer var ikke længere begrænset til disse organisationer.

… særligt i københavnBlodforbruget begyndte i 1962 at nå store tal. I landet fandtes der nu 87 donorkorps og alle de storkøbenhavnske hospitaler havde blodbanker tilknyttet. Forbruget af blod var særlig voldsomt i København. Det havde primært tre årsager: For det første, at de seneste år havde vist fordelene ved transfusioner, der nu blev anvendt både ved kirurgisk og medicinsk behandling. For det andet var cirka 70 procent af Danmarks specialafdelinger placeret i Storkøbenhavn, og de afdelinger hørte til de flittigste blodbrugere. For det tredje var Statens Serum Institut i København eneproducent af blodpræparater. I kraft af sin placering var instituttet derfor nødt til at skaffe en stor del af blodet fra hovedstadsområdet.

Når behovet for blod var stort, måtte man nødvendigvis skaffe mange donorer. I begyndelsen af 1960’erne blev københavnerne derfor gang på gang opfordret til at melde sig. Men det kunne virke forvirrende, når både korpset og

Det var dette trekløver, der indledte samarbejdet, der i dag hedder bloddonorerne i Danmark. Til venstre er det initiativtageren, spejderleder og landsretssagfører Tage Carstensen, som var leder af organisationen i mange år. i midten er det overkirurg og professor dr.med. fra bispebjerg hospital, jens foged, som var ansvarlig for undersøgelsen af donorerne. Til højre ses direktøren for Statens Serum institut, dr.med. & jur. Thorvald madsen, som tog sig af blodtypebestemmelsen og indkaldelsen af donorerne. De tre herrer er donorsagens ”grand old men”, her samlet midt i 50’erne.

»

Page 8: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

88 donor nyt • marts 2007

forTSaT

Page 9: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

99donor nyt • marts 2007

blodbankerne hver for sig opfordrede folk. Derfor beslut-tede korpset og blodbankerne i Storkøbenhavn i 1963 at etablere et samarbejde, der kom til at hedde Stor-københavns Frivillige Bloddonorer.

I 1968 var behovet for blod i København så stort, at man måtte øge indsatsen for at kunne forsyne de enkelte hospitaler. Donorkorpset fik også til opgave at organisere tapninger, der hvor donorerne befandt sig: I dagtimerne på arbejdspladsen og i fritiden tæt på hjemmet. Ordningen blev kendt under navnet Den Mobile Blodbank. Flere gange om ugen blev tappehold sendt ud til lokalområder på Sjælland, og man fik på den måde styrket kontakten til eksisterende donorer. Men mange nye donorer meldte sig også. I 1982 forsynede Den Mobile Blodbank hovedstadsområdet med godt 26.000 portioner blod årligt. Det svarede til 20-25 procent af blodforbruget i Storkøbenhavn.

Nye anvendelser af blodNye landvindinger inden for lægevidenskaben gjorde det i løbet af 1980’erne muligt at producere en række nye præparater til behandling af patienter med blandt andet blødersygdomme og kræft. Til fremstillingen af den type lægemidler var det nødvendigt med flere blodportioner end tidligere. Heldigvis fandt man ud af at opdele blod-portionerne i flere komponenter, så en enkelt portion kunne gavne flere patienter. Alligevel fortsatte efter-spørgslen sin stigning og nåede et foreløbigt højdepunkt i 1989 med over 400.000 tapninger.

I dag er lægerne og sygehusene bedre til at udnytte blodet end tidligere. Som det fremgår af grafen blev der i 2005

foretaget 366.817 tapninger, og blodforsyningen klarede opgaven med 229.946 donorer. Men selvom effektiviteten er øget siden 1932, har donorkorpsenes rolle ikke ændret sig markant: Det er stadig korpsets opgave at hverve og fastholde donorer, så sygehusene kan forsyne deres patienter med sundt blod.

Hvervning og fastholdelseKorpsenes metoder til at skaffe nye donorer har kun ændret sig i begrænset omfang. Til trods for radio, tv, internet, e-mails, sms og lignende tilmelder over halv-delen af alle nye donorer sig, fordi de er blevet inspireret af deres omgangskreds eller familie. Den personlige kontakt er derfor i dag lige så vigtig for korpsenes arbejde som i bloddonorsagens tidlige år, hvor kommunikations-formerne var færre og mindre udviklede.

Siden 1932 er det imidlertid blevet sværere at beholde donorerne i korpset. Danskerne flytter og rejser oftere, end de gjorde for 75 år siden, og mange udsætter sig selv for forskellige risici, der kan medføre længerevarende tappe-pauser. Arbejdet for at fastholde donorer er derfor blevet vigtigere for landets korps. Som en konsekvens er det med årene blevet en tilbagevendende begivenhed, at korpsene inviterer donorerne for eksempel til fester, i teateret eller i biografen.

Det er forskelligt fra korps til korps hvilke arrangementer, der afholdes hvornår og hvorfor. Arrangementerne har dog det til fælles, at de er en del af en samlet landsdækkende indsats for, at donorerne skal føle sig værdsat og have lyst til at fortsætte med at give af deres livsvigtige dråber.

0

100.000

200.000

300.000

400.000

500.000

Donorer

200520001990198019701960195019401932

Tapninger

bloddonorernes målsætning er, at donorerne bliver tappet 1,5 gange i gennemsnit pr. år. grafen viser, at det er på vej til at lykkes. Praksis viser, at hvis donorerne tappes mindre end en gang om året, stopper mange af dem med at give blod. Tallene stammer fra landets lokale donorkorps.

Page 10: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

10 donor nyt • marts 2007

tekst mads PEtEr aaGaard madsEnFOtOwww.dansKFotoGraFI.dK

Hvis du en dag får besøg af Divya Das Andersen til middag, så gem de røde bøffer til en anden gang. Divya er nemlig vegetar. Bønner, broccoli og brune ris forsvinder derfor lettere end bøffer fra den kendte nyhedsværts tallerken, og hvis du sætter de rigtige grøntsager på menuen, kan du samtidig hjælpe hende til at forebygge jernmangel. Det er ikke kun til gavn for din middagsgæst, men også for en masse sygehuspatienter. For Divya er bloddonor.

jern i kostenVed hver tapning mister man som bloddonor cirka 200 mg jern. Kød indeholder godt med jern og er derfor et fint jerntilskud. Men hvis man helst vil undvære kød, må man finde på noget andet. Ligesom mange andre bloddonorer, der ikke spiser kød, kender Divya problemet: – Et par gange er det sket, at jeg er kommet til tapning i blodbanken, hvor min blodprocent ikke har været helt i orden. Derfor er jeg blevet opmærksom på forskellige typer grøn kost, der kan være med til at styrke min blodprocent, oplyser den mangeårige vegetar, der ellers spiser det, hun har lyst til. Både sundt og mindre sundt.

Blodprocenten viser blodets indhold af hæmoglobin i de røde blodlegemer. Hæmoglobin er det stof, som trans-porterer ilten i blodet, og jern hjælper til at opbygge hæmoglobinet. Hvis blodprocenten er lav, er det derfor en god idé at spise godt med jernholdig kost. Det tip har Divya også fået:– Jeg kan huske en læge, der fortalte mig, at det er godt for blodprocenten at spise en rød bøf en gang imellem. Men det syntes jeg faktisk ikke lød særlig fristende. Og heldigvis er der jo masser af andre fødevarer, der gør nøjagtig det samme som rødt kød, så det behøver ikke at være noget problem at være både vegetar og bloddonor.

De typiske kostråd fra blodbankerne til donorerne giver Divya ret: Hvis man helst undgår kød, kan man sagtens give blod alligevel. Man skal bare huske at få nogle jern-holdige grøntsager og langtidshævet groft brød.

Pligt at give blodMange kender sikkert hendes ansigt fra vejrudsendelserne på tv, men for tiden er den kameravante landbrugsgeograf en travl bi på en ny dansk nyhedskanal. Lange arbejds-dage med meget stillesiddende arbejde gør, at hun har brug for godt med energi. Men kostmæssigt synes hun ikke, at hun gør noget særligt for at holde sig på toppen.

Divya har været bloddonor i 10 af sine 28 år, så hun ved hvilke fødevaregrupper, blodbanken råder kødskeptiske donorer til at guffe lidt ekstra af. Og de råd følger hun gerne og så godt, hun kan. Hun mener, at det er hendes pligt.– Jeg er så heldig at have godt helbred, og at jeg kvalificerer som bloddonor. Så jeg synes faktisk, at det er min pligt at give blod. Den vigtigste grund til, at jeg er bloddonor, er dog, at jeg har lyst til det. Det at give blod er en rigtig god og effektiv måde at hjælpe andre på.

med i blodbanken som barn– Mine forældre er også bloddonorer, så det har ikke på noget tidspunkt været en fjern tanke selv at blive det.

Som barn var hun af og til med i banken og se, hvordan tapningerne af det mørkerøde naturlægemiddel foregik. Mere end hver anden af de danske donorer bliver inspirerede til at give blod på grund af deres familie eller omgangskreds, så det er ikke usædvanligt, hvis Divya kiggede sine forældre lidt over skulderen, inden hun selv blev donor. – Det er svært at sige, men indirekte har det nok haft indflydelse, at jeg kommer fra et hjem, hvor mine forældre var donorer, vurderer hun selv.

ingen planer om at stoppeSelvom hun har travlt på sit nye arbejde, er det ikke svært for hende at komme i blodbanken, når der er brug for hendes dråber.– Heldigvis har jeg skiftende arbejdstider, så jeg kan forholdsvis nemt finde tid til at lave en aftale med blodbanken. Men jeg savner Den Mobile Blodbank på min nye arbejdsplads. Både da jeg gik på universitetet og på min tidligere arbejdsplads, kom Den Mobile Blodbank forbi. Det gjorde det ekstra nemt for mig, at jeg i en frokostpause lige kunne smutte forbi og blive tappet.

Men savnet af Den Mobile Blodbank lader den kendte vegetar ikke komme på tværs af sin karriere som blod-donor. Hun har ingen planer om at trække sig tilbage, og giver også fremover de blodige bøffer den kolde skulder. Som bloddonor kan man nemlig sagtens undvære kød, når bare man husker at bytte det ud med de rigtige alternativer.

Sammensæt selv en god jernholdig kost på www.foodcomp.dk

NyHeDSværT meD jerNHelbreD

Page 11: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

NyHeDSværT meD jerNHelbreD

11marts 2007 • donor nyt

Divya Das andersen så blodbanken indefra allerede som barn. Den kendte tv-vært var af og til med sine forældre til tapning. i dag er hun selv donor. Selvom Divya er vegetar, kan hun sagtens give blod – der er nemlig masser af jern i hendes kost.

Page 12: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

1� donor nyt • marts 2007

tekst Jan JØrGEnsEnFHV. BLodBanKCHEF, sKEJBy syGEHUsFOtOBLoddonorErnE I danmarK

Derfor erDoNorbloD SikkerT

Siden 1932 har sikkerheden været højeste prioritet for den danske blodforsyning – både når det gælder patienter og donorer. Det kan man se, når man bladrer igennem de mange sikkerhedsbestemmelser, der gennem tiden er blevet indført. Bestemmelserne skal forhindre, at en donor eller en patient løber en unødvendig risiko. Reglerne justeres løbende, efterhånden som aktuel viden gør det nødvendigt.

familiemedlemmer gav blodInden oprettelsen af donorkorpsene i 1932 brugte syge-husene almindeligvis patientens familiemedlemmer som bloddonorer. Det var meget praktisk, fordi de oftest var til stede og stærkt motiverede for, at det skulle gå patienten godt. Var det ikke muligt at finde en egnet familiedonor, anvendte man af og til i stedet sygehusets personale.

I de år var man endnu ikke begyndt at udføre større kirurgiske operationer. Behovet for blod var derfor be-grænset til især kvinder, der havde haft en større blødning i forbindelse med en fødsel, og personer, der havde været ude for en ulykke. Ved fødsler brugte man tit blod fra faderen, hvilket kan virke meget naturligt. Set ud fra et lægeligt synspunkt er det imidlertid ikke en god idé.

Faderens blod kan immunisere moderen til at danne antistof mod faderens blodlegemer og dermed også mod de fælles børns blodlegemer ved kommende graviditeter. De fælles børn kan på den anden side også immunisere moderen til at danne antistof mod faderens blod. Trans-fusion af blod fra faderen kunne derfor give alvorlige transfusionskomplikationer. Selvom der blev udført for-ligelighedsprøve, kunne undersøgelsen ikke påvise disse antistoffer. Det var først i slutningen af 1940’erne, at en ny teknik gjorde dette muligt.

Læs mere om antistoffer på www.bloddonor.dk

De første regler for tapning af donorerFør Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps blev oprettet i 1932, havde der ikke været officielle krav til anvendelsen af bloddonorer. Men da det lands-dækkende donorkorps var etableret, opstillede korpsets landskomité blandt andet nedenstående betingelser til sygehusene:

• ”Donorerne fra bloddonorkorpset må kun bruges, hvis der ikke kan skaffes donorer på en anden måde”. Denne betingelse betød, at der først og fremmest skulle bruges familiemedlemmer og pårørende. Korpset fungerede med andre ord som en slags reserve i de situationer, hvor man ikke kunne skaffe familiedonorer.

• ”Donor og patient må ikke få kendskab til hinandens identitet”. Dette krav havde flere årsager. Den vigtigste var, at en patient ikke skulle stå i taknemmelig-hedsgæld til en bestemt person.

• ”Tapningen må ikke foregå i det rum, hvor patienten befinder sig”. Man ville helst undgå for tæt kontakt mellem donor og patient, dels for at sikre anonymi-teten, og dels for at skåne donor for det ubehag, der kunne være ved at se en meget dårlig patient – et ubehag, som måske kunne afholde nogen fra at være bloddonor.

Betingelserne blev i 1950 godkendt af Sundhedsstyrelsen i næsten uændret form.

Derudover henstillede donorkorpset følgende til sygehusene:

• ”For en sikkerheds skyld bør der altid udføres en direkte forligelighedsprøve”. Ved en direkte forligelig-hedsprøve blev donors røde blodlegemer blandet med serum fra patientens blod, hvilket ikke måtte medføre en sammenklumpning af blodlegemerne.

ikke alle kan give blod – og det er der gode grunde til.

Page 13: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

13marts 2007 • donor nyt

Undersøgelsen blev indført, for at man kunne opdage eventuelle fejl ved bestemmelsen af blodtypen på donor og patient. Fejlbestemmelser af blodtypen kan afsløres ved forligelighedsundersøgelsen og dermed redde patientens liv. Forligelighedsundersøgelsen udføres fortsat i dag.

• ”Nyslebne kanyler”. På daværende tidspunkt brugte man flergangskanyler, som blev renset, steriliseret og brugt igen. Ved gentaget brug sløvedes kanylerne, hvilket krævede regelmæssig slibning.

• ”Donor skal have mulighed for at hvile sig i cirka 10 minutter efter tapningen og have tilbudt rigeligt at drikke”. Allerede fra 1930’erne var man opmærksom på at imødegå, at donor skulle blive utilpas i forbindelse med tapningen.

Til gengæld lovede donorkorpset, at donorerne opfyldte følgende krav:

• ”Donorerne er mere end 18 år gamle”• ”Donorerne har et gyldigt blodtypekort” • ”Donorerne har ikke vist tegn på sygdom i forbindelse

med en årlig undersøgelse”• ”Donorerne har en negativ undersøgelse for syfilis” • ”Donorernes blod indeholder mere hæmoglobin end 85

procent af det normale”.

Donorernes helbred Efter etableringen af Bloddonorkorpset i 1932 skulle donorerne have kontrolleret deres helbred, når de blev optaget i korpset og derefter en gang årligt.

Undersøgelsen blev udført af en læge og omfattede også spørgsmål om tidligere sygdomme. Lægen lyttede til donors hjerte og lunger og undersøgte urinen. Desuden fik

donor foretaget blodtypebestemmelse og blev undersøgt for blodmangel og syfilis.

I tidens løb har helbredskriterierne ændret sig mange gange. I dag udføres der ikke længere en egentlig helbredskontrol med undersøgelse af hjerte, lunger og urin. En godkendelse af, at man må være bloddonor, baseret på en sådan simpel undersøgelse, kunne opfattes af donor som en garanti for, at man er rask. Føler man sig syg, skal man gå til sin egen læge, som vil udføre en betydeligt mere omfattende undersøgelse.

Donor undersøges stadig for blodmangel og blodtype, og der foretages en række undersøgelser, der kan afsløre, om blodet indeholder smitte med leverbetændelse eller HIV. Undersøgelsen for syfilis stoppede i 1974, fordi smitte via blodtransfusion aldrig er set i Danmark, og fordi syfilis i dag er meget let at behandle.

Spørgeskema om helbredI stedet for helbredskontrollen skal donor i dag udfylde et spørgeskema. Skemaet kan afsløre de fleste forhold, der vil kunne skade donor eller patient. Forløberen for spørge-skemaet er en underskriftsseddel, som Sundhedsstyrelsen indførte allerede i 1947. Donor skulle underskrive en blanket med følgende tekst:

”Underskrevne, frivillige bloddonor (navn og adresse) erklærer herved, at jeg ikke, så vidt det er mig bekendt, lider af eller har lidt af syfilis, gulsot eller malaria, samt at jeg føler mig fuldstændig rask”.

Underskriftssedlen er siden hen blevet udbygget betyde-ligt med supplerende spørgsmål. Men for at spørge-skemaet kan erstatte den tidligere kliniske undersøgelse

Donorerne fik undersøgt deres helbred, når de blev optaget i donorkorpset og derefter en gang om året. På billedet lytter lægerne til lunger og hjerte.

i 193� blev den frivillige donor kun tilkaldt, når det ikke var muligt at finde den egnede blodtype blandt patientens pårørende. i dag må man ikke bruge familiedonorer, bortset fra i meget specielle situationer.

»

Page 14: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

donor nyt • marts 200714

fuldt ud, skal det suppleres af et klinisk skøn. Et klinisk skøn omfatter en vurdering af, om der er symptomer på sygdom, samt om der er tegn på psykisk uligevægt eller påvirkning af spiritus eller medicin.

Gennem årene er spørgeskemaet blevet udvidet en del, og der har eksisteret forskellige lokale varianter. Siden 1994 har en prototype givet mulighed for ens skemaer over hele landet, og i 2006 indførte Sundhedsstyrelsen et standard-skema, som skal anvendes ved alle tapninger.

Spørgsmål om personlige forholdDet blev på et tidligt tidspunkt af HIV-epidemien vist, at HIV smittede via blod. Samtidig var mange af de smittede mandlige homoseksuelle. Sundhedsmyndighederne forlangte derfor, at bloddonorerne skulle udspørges, om deres seksualitet. Det var en markant ændring af karakteren af spørgsmålene i donorspørgeskemaet. Tidligere havde man kun spurgt om helbred og sygdom.

Selv i Danmark var – og er – homoseksualitet ikke fuldt accepteret af alle, og enkelte steder i verdenen er det stadig ulovligt. Det var derfor ikke helt enkelt at skulle stille dette spørgsmål til donorerne. Spørgsmålet ville kunne bringe donorsagen i miskredit og derfor blive til større skade end gavn for patienterne. Man overvejede derfor andre muligheder, blandt andet at opfordre homoseksuelle til ikke at lade sig tappe. Denne løsning blev imidlertid fundet for usikker.

kvinder og mænd som bloddonorerBloddonorkorpset blev oprindeligt dannet af de spejder-organisationer, hvis medlemmer var mænd. I de første år var det derfor også udelukkende mænd, der kunne optages som medlemmer af donorkorpset. I 1937 blev Frivilligt Dansk Kvindekorps dog optaget på lige fod med de øvrige korps, og siden har der også været ligestilling inden for donorbevægelsen.

Men kvinders særlige biologiske funktioner har betydning for deres rolle som bloddonorer. Når man bliver tappet for en halv liter blod, mister man forskellige stoffer, der findes

i blodet. Tabet af jern er særlig vigtigt, da det i forvejen er større hos menstruerende kvinder end hos mænd. For at nedsætte risikoen for jernmangel bliver kvinder i den fødedygtige alder rådet til højst at lade sig tappe to gange om året i stedet for de tilladte fire gange.

andre sikkerhedsreglerMen det var ikke kun folks køn, der først i 1930’erne kunne have indflydelse på, om de kunne give blod. Det kunne også være et problem, hvis en donor havde været på kant med loven. En person med kriminel fortid kunne nemlig ikke være spejder. Vedkommende kunne derfor heller ikke være bloddonor!

I en del år blev soldaterne på landets kaserner tappet. Tapningerne blev dog stoppet i 1985 på grund af den skærpede sikkerhed for at undgå smitte med HIV og gulsot via blodtransfusion. Man mente, at nogle menige kunne komme under pres for at lade sig tappe, selvom de på grund af adfærd med øget smitterisiko burde lade være.

I Danmark har betalt donation kun været praktiseret i nogle få mindre korps i de første 10-15 år. I dag er det et grundliggende princip, at bloddonorer ikke må modtage penge eller andre større gaver som tak for deres indsats. Når donor afgiver blod uden at få nogen personlig fordel, sikrer det, at donor giver sandfærdige oplysninger om sit helbred og risikoen for at have sygdomme, der kan smitte med blod.

Undersøgelse af donors blodDonors blod bliver undersøgt for flere og flere virus, der kan medføre alvorlig sygdom hos patienten. Det giver en øget sikkerhed for patienterne.

Kriterierne for donorvirksomhed har gennem årene ændret sig betydeligt fra en overvejende vurdering af, om donor selv kan tåle at blive tappet, til en vurdering af, om patienten kan tåle at få blodet transfunderet. Denne proces har stillet store krav til donorernes tålmodighed, men donorerne har aldrig svigtet.

rygepolitiken i blodbankerne har ændret sig med årene.

forTSaT

Det har medarbejderne også.

Page 15: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

vi giver bloDaf flere grUNDe

Spørger vi direkte til, hvorfor folk melder sig som bloddonor, svarer hver fjerde, at vedkommende altid har haft et ønske om at give blod. Det viser donorunder-søgelser fra 2003 og 2005. Men grunden til, at man melder sig, er påvirkningen fra nære personlige relationer. Omkring halvdelen af alle adspurgte siger, at en opfordring fra kollegaer, venner, bekendte eller familiemedlemmer var grunden til, at de meldte sig. Og har folk først valgt at blive donorer, er de trofaste: Over halvdelen har givet blod i mere end 10 år. Af dem har mere end hver tredje givet blod i over 20 år.

Personlig kontaktEn ud af fem adspurgte fortæller, at de har meldt sig på grund af hvervemateriale og kampagner. Det tal er meget mindre i dag end tidligere. Men det betyder ikke, at hvervemateriale og kampagner ikke virker. Den indirekte påvirkning fra for eksempel plakater, pjecer og postkort kan nemlig ikke måles helt nøjagtigt. Hvis informations-materialet bliver givet personligt videre, kan det godt være, at det ikke får modtageren til at melde sig med det samme. Men det personlige tip gør måske, at man melder sig på et senere tidspunkt. Siden 1932 har den personlige kontakt været den mest effektive måde at give det gode budskab videre på. Og ifølge de seneste donorunder-søgelser er den metode fortsat den bedste.

Det fælles godeØnsket om at ville gøre noget godt for andre mennesker og yde noget til det fælles gode ligger dybt i os alle. Og når man spørger til donorernes motivation for at give blod, hører man tit det svar. Det fælles gode er i denne sammenhæng trygheden ved, at der eksisterer en sikker og pålidelig blodforsyning med de muligheder for at redde liv, det giver. Næsten alle bloddonorer betragter det at give blod som en social forpligtelse og et moralsk ansvar.

Af de adspurgte bloddonorer har halvdelen følt behovet for bloddonation på nærmeste hold og har oplevet, at familie eller venner har haft behov for at modtage blod. Kun hver tiende bloddonor har oplevet selv at modtage blod.

Derfor giver vi blodDet er altså primært det gode og personlige eksempel – påvirkningen fra ens nære relationer – der får folk til at melde sig som bloddonorer. Og det er visheden om det fælles gode, der gennem de sidste 75 år har ansporet tusinder til at melde sig frivilligt som bloddonorer. Når danskerne år efter år trofast dukker op i blodbanken, er det altså ikke på trods af, at vi ikke får noget igen. Det, vi som bloddonorer får igen, er bare fælles: Trygheden ved en af verdens bedste blodforsyninger.

tekst tHorKILd HansEnFOtOBUrt sEEGEr

at give blod i Danmark bliver tit sammenlignet med at give en gave. men hvad får folk til at melde sig og gang på gang tage i blodbanken for at give – uden at få noget igen?

15marts 2007 • donor nyt

Page 16: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

Siden bloddonorsagens første år har landets donorer altid interesseret sig for, hvad deres blod bliver brugt til. Og det er med god grund. Gennem tiden har blodet nemlig haft en række forskellige opgaver at løse. Patient-historierne her giver eksempler på forskellige formål. Nogle af formålene gælder stadig.

Tandbehandling med komplikationer1935: I 1935 blev en patient indlagt på sygehuset med tandrodsbetændelse. Den syge tand blev fjernet, men det var svært at stoppe blødningen. Patienten mistede så meget blod, at der var fare for hans liv. Da det blev nødvendigt at foretage en blodtransfusion, blev patientens familie derfor kaldt til sygehuset. Det viste sig imidlertid, at ingen af familiens medlemmer egnede sig som donorer. Man henvendte sig derfor til det lokale spejderkorps og forklarede situationen. Straks efter stillede fem spejdere på sygehuset. Efter en undersøgelse blev en af dem udvalgt til at donere det nødvendige blod. Patienten fik det derefter godt.

400 ml reddede tre-årig pige1938: Samme år blev en lille pige født med en nyrelidelse. Lidelsen gjorde, at man tre år senere blev nødt til at fjerne den ene nyre. Om aftenen efter operationen blev barnet blegt, svedende og temperaturen faldt. Pulsen var så jagende hurtig, at den knapt nok kunne føles. Alt tydede på en kombination af chok og blødning. Der gik kun kort tid, inden man fik fat i en bloddonor. Alligevel nåede barnet at blive så dårligt, at lægerne var mest tilbøjelige til at give op. Pigen lå uden bevidsthed, bleg som et lagen og kold. Pulsen kunne ikke føles. Da blodtransfusionen blev indledt, var åndedrættet næsten ophørt. Midt under transfusionen slog hun langsomt øjnene op. Der kom svag farvning af kinderne, man begyndte at ane pulsen, og vejrtrækningen vendte stille og roligt tilbage. Pludselig blev hun varm på kroppen, og i løbet af få minutter var faren overstået. Der blev givet 400 ml blod; det var tilstrækkeligt. Selv om hun var dårlig i de følgende dage, holdt den positive virkning sig, og efter fem uger kunne pigen udskrives sund og rask. For sygehuspersonalet var der ingen tvivl om, at blodtransfusionen havde gjort forskellen på liv og død.

overlevede trods styrt fra anden sal1937: En kvinde blev i 1937 kørt på sygehuset, efter at hun var styrtet ud af et vindue på anden sal. Hun var ved ankomsten til sygehuset meget medtaget, bevidstløs, bleg, med meget svag puls, og hun havde talrige læsioner. Efter en foreløbig og hurtig behandling af hendes læsioner blev der så hurtigt som muligt gennemført en blod-transfusion fra en spejder. Virkningen var øjeblikkelig. Patienten fik bedre kulør, klarede op, og under langvarig efterbehandling fik hun det langsomt bedre.

Sidste udvej den bedste1937: En anden kvinde led samme år af en voldsom underlivsbetændelse. Gentagne operationer og anden behandling havde afkræftet hende så stærkt, at man efter fem måneders sygeleje betragtede hendes tilstand som håbløs. Som en sidste udvej forsøgte man en blodtransfusion. Da ingen anden donor kunne skaffes, tilkaldtes en spejder. Efter transfusionen følte patienten sig straks bedre, og gradvis forbedrede hendes tilstand sig. Knap to måneder senere kunne hun udskrives.

1� donor nyt • marts 2007

Når donorernes blod skifter ejer, sker det af mange forskellige årsager.

Dem Har vi HjUlPeT

tekst HEnnInG KarLByFormand For BLoddonorErnEI rEGIon syddanmarKIllustratIOnerannEttE CarLsEn

Page 17: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

17marts 2007 • donor nyt

kongen nøjedes med rødt blod1942: Da Christian X i efteråret 1942 var alvorlig syg, besluttede man at gennemføre en blodtransfusion. Et medlem af Spejdernes og Væbnernes Frivillige Bloddonorkorps blev tilkaldt, og Kongen fik blodet på en meget kritisk dag under sygdommen. Fra den dag forandredes billedet, og Kongen blev rask. Om blodtransfusionen reddede Kongens liv, kan ingen sige med sikkerhed. Men at den har haft en gavnlig indflydelse på den kongelige patient er utvivlsomt. Det lokale donorkorps følte i hvert fald ”glæde og stolthed over at have fået lov til at yde en beskeden indsats til hjælp for vor elskede Konge”.

mor redder sin søn1943: I 1943 blev en 5-årig dreng kørt over af en bil, hvis hjul rullede over hans underliv. Ved indlæggelsen havde han symptomer på en indvendig blødning. Han blev straks opereret, og det viste sig, at milten var knust. En stor mængde blod var strømmet ud i hans underliv. Efter operationen var drengen så medtaget, at hvis hans liv skulle reddes, måtte han straks have erstattet det tabte blod. Samtidig med operationen havde andre læger undersøgt, om moderens og sønnens blod var forligeligt. Det var det, og drengen kunne derfor straks efter operationen få en halv liter blod overført fra moderen. Han fik det straks bedre og kunne senere udskrives fuldt helbredt.

orkan stopper ikke donorkarriere2000: Få måneder efter den voldsomme orkan i 1999 var to landskabsingeniørstuderende taget i skoven for at studere oprydningen. De to venner filmede en skovningsmaskine, der med seks tons kraft kan flå grenene af selv de største træer. Pludselig opstod der en misforståelse mellem de to studerende og maskinføreren, så en 60-årig rødgran på 20 meter ramte den ene af de to skovgæster i siden med 40 km/t. Den uheldige studerende vågnede senere op på sygehuset stærkt omtumlet efter en omfattende operation. Slaget fra træstammen havde flækket hans milt og ene nyre med voldsomme indre blødninger til følge. Begge organer var derfor blevet fjernet, og undervejs havde patienten fået seks liter blod. - Hvis der ikke eksisterede bloddonorer, ville jeg ikke være i live, lød det fra den taknemmelige tidligere patient, der inden sit uheld selv var donor. Til sin glæde kunne han efter ulykken fortsætte som donor.

Donorernes antal gør en forskel1976: I 1976 kom en 33-årig mand til skade ved en eksplosionsulykke. Der gik ild i mandens tøj, og han fik forbrændinger på godt 80 procent af kroppen. 70 procent var tredje grads forbrænding, og kun 10 procent var anden grads forbrænding. Han blev opereret første gang i det første døgn efter skaden, hvor der blev fjernet mere end 5 kg dødt væv. Operationen tog 8 timer, og han fik under denne operation alene 24 portioner blod. Patienten blev senere opereret talrige gange og måtte være på hospitalet i alt seks måneder. Manden overlevede, men under opholdet fik han i alt 74 portioner blod. Ifølge en overlæge var patientens eneste chance for at overleve at fjerne det døde væv. Det krævede, at der blev skåret, indtil det blødte. I de fleste lande på den tid ville det ikke kunne lade sig gøre på grund af mangel på blod. I Danmark var det imidlertid muligt på grund af det store udbud af frivillige donorer og deres gode organisering.

Page 18: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

blod er et meget kompliceret biologisk systemBlodets sammensætning er meget kompliceret. Det består hovedsageligt af celler (røde blodceller, hvide blodceller og blodplader) samt plasma, proteinstoffer og vand. Blodet varetager enormt mange biologiske funktioner, og det kommer i fysisk kontakt med næsten alle organismens celler.

En af blodets vigtigste biologiske funktioner er transport. Det drejer sig om transport af ilt og kuldioxid (røde blodlegemer), affaldsstoffer til lever og nyrer, nærings-stoffer, hormoner og andre vigtige signalstoffer. Tilsammen sikrer de, at alle organismens celler fungerer optimalt og som et samlet hele. Desuden transporterer blodet immunsystemets celler rundt (de hvide blodlegemer) og immunsystemets molekyler som f.eks. antistoffer, så infektioner kan nedkæmpes, der hvor bakterier, virus og lignende trænger ind.

Endelig indeholder blodet alle de livsvigtige faktorer (koagulationsfaktorer) og celle-elementer (blodplader), der gør, at blodet hurtigt kan størkne, hvis vores blodkar går i stykker. Så godt som alle blodets celler dannes i vores store rørknogler. Det foregår inde i knoglemarven, hvor stamceller deler sig og bliver til de mange enkelte blodceller. Blodvæskens indhold af proteinstoffer stammer overvejende fra leveren.

blodtransfusion er en livsvigtig behandlingDet er livsfarligt at mangle blod eller vigtige bestanddele af blod. Blodtransfusion er i dag den vigtigste behandling ved ”blodmangel”. Blodet gives til patienter med blødning og til patienter, der ikke selv kan producere blod på grund af deres grundsygdom og/eller behandling. Patienter bløder ofte i forbindelse med større kirurgiske indgreb og traumer. Her er akut blodtransfusion ofte et livsnødvendigt led i behandlingen.

En portion donorblod opdeles i røde blodlegemer, plasma og blodplader. En blødende patient har til at begynde

med mest behov for røde blodlegemer, men hvis blød-ningen fortsætter, har patienten også brug for plasma og blodplader – for at sikre at blodet kan størkne. Blodtrans-fusionsbehandling med alle typer blodkomponenter fortsætter derfor, indtil blødningen er stoppet eller ved hjælp af kirurgiske indgreb er bragt under kontrol.

Patienter kan bløde voldsomt meget, og det er ikke ualmindeligt at modtage op imod 100 blodkomponenter i timerne efter et større traume. Det svarer til en udskift-ning af alt blodet i patienten 10-15 gange. Omkring 3 procent af de patienter, der får blodtransfusion, modtager næsten 25 procent af alt det transfunderede blod.

Mange sygdomme og behandlinger, som for eksempel kræftsygdomme og kemoterapi, rammer knoglemarven, så stamcellerne ikke deler sig normalt. Det medfører ofte blodmangel. Til at begynde med mærker man ikke, at ens knoglemarv ikke danner blodceller. Men efter en tid får man forskellige symptomer som træthed og blødnings-tendens. Symptomerne kan afhjælpes med transfusioner med ”raskt” donorblod.

blod er biologisk medicinBlodtapning og produktionen af blodkomponenter er omgærdet af et førsteklasses kvalitetssystem på linje med dem, der findes i medicinalvirksomheder. Bloddonorer udvælges efter en omhyggelig procedure, der involverer helbredskontrol ved spørgeskemainterview. Blodet tappes sterilt, og der foretages en række analyser af donorblodet, herunder testning for leverbetændelsesvirus, HIV (AIDS)-virus, diverse bakterier, blodtypekontrol og meget andet for at gøre det så sikkert som muligt for patienterne og donorerne. Det høje kvalitetsniveau og befolkningens opbakning til donorsagen gør tilsammen den danske blodforsyning til en af verdens bedste.

bloddonor – nåleøjet bliver mindre og mindreGennem de sidste 10 år er det blevet sværere og sværere at få lov at give blod. Reglerne strammes, og i et hidtil

18 donor nyt • marts 2007

bloDTraNSfUSioN – NU og fremover

tekst mortEn BaGGE HansEnBLodBanKCHEF, rIGsHosPItaLEtFOtO rIGsHosPItaLEt

Hvordan går det med omsætningen i blodbutikken, og vil fremtiden kræve flere eller færre donorer? blodbankchef på rigshospitalet, morten bagge Hansen, tager temperaturen på blodforsyningen i Danmark – og kigger i kaffegrumset.

Page 19: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

uset omfang gives der karantæner for medicin, rejser med videre. Det skyldes, at man internationalt strammer kravene for at garantere, at patientsikkerheden er helt i top. Rækken af tests, som blodet underkastes, bliver længere og længere. Samlet set betyder det, at blod-forsyning fremover bliver en stadig større udfordring.

Det betyder også, at man i stigende grad må søge efter alternativer til blodtransfusion. I den forbindelse skal det pointeres, at man nok vil kunne erstatte enkelte celler eller enkelte faktorer i blodet med alternativer, men der vil aldrig kunne opfindes realistiske alternativer til fuld-blod. Dertil er blodet alt for kompliceret sammensat. Derfor vil donorblod også fremover være en meget værdi-fuld medicinsk ressource.

Nyt fra forskningen: alternativer til blodtransfusion Blodet er en essentiel del af vores organisme, og der er ingen anden medicin, der bare tilnærmelsesvist kan erstatte blodet. Der findes dog alternativer til blodtransfusion, som kan anvendes alt efter patientens sygdom og den tid, man kan vente på, at medicinen virker. Forskellige vækstfaktorer kan stimulere patientens knoglemarvsstamceller til at producere det, patienten måtte have behov for: EPO til røde blodceller, G-CSF til nogle typer hvide blodceller og TPO til blodplader.

Det tager dog noget tid, før effekten af for eksempel EPO sætter ind. Derudover forudsætter behandlingen med EPO raske stamceller i knoglemarven, der kan reagere med øget dannelse af røde blodceller. Har man tid til at vente, kan man forsøge at behandle med EPO. Ikke alle patienter reagerer tilfredsstillende på præparatet, og det har vist sig, at mange må modtage blodtransfusion på trods af behandling med EPO. Læs mere om EPO, G-CSF og TPO på www.bloddonor.dk

”kunstigt blod” Det er hæmoglobinet i de røde blodceller, der binder ilten. Forskere fra medicinalindustrien er langt med at fremstille

hæmoglobin, som i opløsning – det vil sige uden celler – kan transportere ilt rundt i blodbanen på tilfredsstillende vis. De fleste af præparaterne kræver forsyning med ekstra ilt, og deres virkning er meget kortvarig. Hæmoglobin-præparater kan bruges ved større trafikuheld og traumer, så patienten kan blive iltet tilfredsstillende på vej fra skadestedet til hospitalet. På hospitalet kan den tilskadekomne så få en rigtig blodtransfusion.

forskning i stamceller Man kan i dag udtage stamceller fra knoglemarven, og de kan dyrkes under komplicerede betingelser i sterile plasticflasker. Man kan få cellerne til at dele sig meget, og ved at tilsætte forskellige vækstfaktorer, som for eksempel EPO, G-CSF, TPO og lignende, kan man få stamcellerne til at blive til rigtige blodceller i plastik-flasken. De store blodbanker i Danmark samarbejder med internationale stamcelleforskere om at dyrke stamceller, for det er vigtigt for danske blodbanker at have praktisk forskningserfaring i et felt, der optager befolkningen og donorerne. For nylig er det lykkedes en fransk gruppe at producere en portion røde blodceller fra stamceller i plastikflasker. Forsøget kostede mange millioner kroner og varede mange måneder, men det viste omverdenen, at det i dag er teknisk muligt at fremstille røde blodceller kunstigt fra stamceller.

Der er fortsat brug for donorblodBlodbanklæger regner med, at kunstigt blod fra knogle-marvsstamceller en dag bliver et alternativ til transfusion med rigtige røde blodceller. Det vil det kunne blive med knoglemarvsstamceller fra bloddonorer med ”universel-giver” blodtypen 0 Rhesus negativ. Stamcellefabrikker, der producerer røde blodceller og blodplader til patient-behandling, kommer altså nok en dag, men det ligger langt ude i fremtiden. De blødende patienter vil fortsat have brug for alle blodets bestanddele samtidig og ikke kun en speciel celletype. Der er derfor meget brug for donorernes værdifulde blod nu og i generationer fremover.

19marts 2007 • donor nyt

Page 20: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

�0 donor nyt • marts 2007

tekst mads PEtEr aaGaard madsEnFOtOBLoddonorErnE I danmarK

I Danmark er indsatsen som bloddonor frivillig og ubetalt. Men det betyder ikke, at det er uden belønning at give blod. Landets donorer er glade for at kunne hjælpe en patient til at få det bedre, og det ser mange af de ulønnede givere som en belønning i sig selv. Derudover værdsætter donorkorpsene tit donorernes hjælpsomhed med gaver ved særlige lejligheder. Det drejer sig blandt andet om emblemer i bronze, sølv eller guld efter henholdsvis 10, 25 og 50 tapninger. Til de donorer, der giver blod 100 gange, markeres begivenheden med en Pelikan.

Metallerne bronze, sølv og guld har velkendte symbolske betydninger, som de fleste forstår. Men hvilken betydning kan man lægge i at få overrakt en Pelikan?

Plukker sig selv til blodsKristian Broberg er donor i Viborg. I december modtog han en Pelikan, som tak for sine 100 portioner blod.– Det er en lille, grå, nærmest anonym porcelænsfugl. Men jeg synes, at den fint afspejler en donor, der anonymt og frivilligt har nået en milepæl i sin karriere som donor, siger Kristian om sin gave.

Kristians tolkning af Pelikanfigurens udformning og farver er én blandt mange. Men pelikanens symbolik i forbindelse med bloddonorsagen er ikke tilfældig. Ifølge en gammel fortælling plukker hun-pelikanen sig selv til blods, når føden er knap. Blodet gives, så ungerne kan få næring og overleve. – Den første gang jeg hørte fortællingen om, hvorfor man bruger netop Pelikanen som gave, tænkte jeg ikke nærmere over det. For mig var det at modtage Pelikanen ikke årsagen til, at jeg blev donor, understreger Kristian.

Det var først efterhånden som antallet af tapninger nærmede sig 100, at han begyndte at tænke nærmere over fortællingen om Pelikanen og betydningen af det at være donor.– Fortællingen om pelikanens offervilje begyndte med tiden at give mening for mig. Stentøjsfiguren er ikke bare en anerkendelse af at være blevet tappet et vist antal gange. Den er også en anerkendelse for frivilligt, anonymt og ubetalt at have gjort en humanitær indsats til gavn for ens medmennesker, uddyber jubilaren fra Viborg.

Pure opspindMyten om den selvopofrende pelikan er baggrunden for, at Bloddonorerne bruger den karakteristiske fugl som symbol for bloddonorgerningen – ikke kun i Danmark, men i en lang række lande. Historien har dog næppe forbindelse til virkeligheden.

Zoolog Bjarne Klausen er stødt på flere litterære hen- visninger til fortællingen om pelikanen, herunder blandt andet i Shakespeares Hamlet og Dantes Guddommelige Komedie.

Men han kan ikke bekræfte, at pelikanen kan finde på at ernære sine unger med blod. Zoologen giver følgende banesår til myten: – Pelikaner opholder sig altid i eller nær vand, og de lever af fisk. På trods af at historien er oldgammel, må den derfor nok betragtes som det pure opspind.

Pelikanen fodrer tit sine unger ved at bøje hovedet ned mod brystet og lade ungerne spise knuste fisk af næbbet. Opfattelsen af, at pelikanen plukker sig selv til blods, skyldes måske denne serveringsform, der kan minde om

HiSTorieN omeN Særlig fUglglem alt om knopsvaner, solsorte og gråspurve. bloddonorernes vinderfugl er en Pelikan.

Page 21: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

�1marts 2007 • donor nyt

nap i fuglens eget bryst. Formentlig er sagnet først og fremmest knyttet til den krøltoppede pelikan. Den har i yngletiden en noget iøjnefaldende, orangefarvet plet på den forreste del af brystet, ligesom underkæbesækken i denne periode er stærkt rød.

Nye Pelikaner på vejMen uanset hvorvidt historien om den omsorgsfulde og offervillige moderfugl er rigtig eller forkert, appellerer billedet af den selvopofrende pelikan til mange mennesker – ikke mindst til bloddonorerne. Og blandt modtagerne af den sjældne anerkendelse har det bevingede dyr – i form af en stentøjsfigur fra Royal Copenhagen udført af kunstneren Jeanne Grut – længe haft en helt særlig status.

Figuren blev uddelt første gang i 1969 som en hæders-gave til Bloddonorernes protektor, Dronning Ingrid, og i løbet af foråret sætter Bloddonorerne i Danmark endnu to Pelikaner på vingerne. De to nye figurer skal supplere den nuværende Pelikan, så donorjubilarer fremover får mulig-hed for at vælge den udformning, der passer bedst til deres hjem og smag. De to nye Pelikaner er henholdsvis en glasvase med Pelikanmotiv fra kunstneren Pernille Bülow og en glasdråbe med Pelikanindgravering af kunstneren Torben Jørgensen fra Holmegaard.

Myte eller ej er der derfor udsigt til, at Pelikanen vil følge de danske bloddonorer mange år endnu.

fakTa:

• Siden oldkristen tid er pelikanen blevet brugt af forskellige kristne tros-samfund som symbol på Jesus, der ifølge over-leveringerne gav sit blod for menneskehedens skyld.

• Pelikanens religiøse betyd-ning ses blandt andet i Helligåndskirken i Køben-havn, hvor en pelikan er brugt i udsmykningen af en lysekrone fra 1610. Lysekronen symboliserer Jesus, der giver af sit blod gennem nadveren.

• Pelikanen har også været udtryk for kongers og fyrsters forpligtigelse til at beskytte og forsvare land og rige, samt den rette tro. Et eksempel på det ses i Christian d. 4.’s kronings-krone, som har en pelikan centralt placeret. Kronen er udstillet på Rosenborg Slot i København.

• Siden 1969 har 5.432 donorer modtaget Blod-donorernes Pelikan.

kristian broberg i blodbanken til sin 100 gangs tapning. Det indsatte billede viser hans albuebøjning – man skal se godt efter for at finde spor efter de 100 tapninger.

Page 22: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

�� donor nyt • marts 2007

Nina Kristensen er 21 år gammel og et af navnene på Donor Nyts modtagerliste. Hun får bladet hver gang, det udkommer, men når hun til hverdag ser ud over sit fyldte skrivebord, er det sjældent Donor Nyt, hun går i gang med som det første.– Jeg kigger det igennem og læser det, der vedrører mig. Det er sjældent, at jeg læser hele bladet. Men jeg er måske lidt atypisk.

Alligevel har hun tænkt over, hvorfor hun får bladet. – Når jeg læser Donor Nyt, er min umiddelbare tanke, at jeg får noget igen for at give blod. Jeg synes, at bladet er en fin måde at sige til donorerne: ”Det er fedt, at I er med, og derfor får I det blad her”. Historierne fra det virkelige liv kan hun især godt lide. De giver patienterne mulighed for at tale direkte til donorerne.– Patienterne er grunden til, at jeg giver blod. Så de historier gør, at man føler sig værdsat.

fire formål med Donor NytNinas bud på idéen med Donor Nyt glæder bladets chef-redaktør, Niels Mikkelsen:– Det vigtigste formål med Donor Nyt er netop at fortælle donorerne, at de er en enorm vigtig del af den danske patientbehandling. Uden dem ville det danske sundheds-væsen være meget ilde stedt, fremhæver chefredaktøren, som også er generalsekretær for Bloddonorerne i Danmark. Ninas indtryk er derfor lige i øjet på den vigtigste af chefredaktørens hensigter med bladet: Værdsættelse af donorerne.

Der er imidlertid flere grunde til, at landets donorpost-kasser får en hilsen fra landskontoret tre gange om året.

Siden bladets begyndelse i 1969 har mange års til-pasninger og forbedringer resulteret i en tryksag, der i dag har fire hovedformål: Værdsættelse af donorerne, information, rekruttering og opdatering af adresser. Niels Mikkelsen uddyber: – Det andet formål med bladet er lige så vigtigt som det første. Det handler om at holde donorerne løbende informeret. Chefredaktøren forklarer, at ved hjælp af læsestoffet kan donorerne selv se, om de skal holde tappepause på grund medicin, sygdom eller lignende. Et vigtigt gennemgående træk er derfor at opfordre donorerne til at søge yderligere information på hjemmesiden www.bloddonor.dk. Blodbankerne sparer på den måde tid og kræfter, og blodforsyningen holdes effektiv.

– Som det tredje formål er der rekrutteringsfaktoren, der hjælper til at få nye donorer, fortsætter Niels Mikkelsen. Han forklarer, at mange af landskontorets tilmeldinger er blanketter fra Donor Nyt. Bladet har derfor vist sig at være et godt rekrutteringsværktøj. Som det sidste formål med bladet nævner chefredaktøren det vigtige i at få opdateret donorernes adresser.

Succes eller fiasko?Selvom Nina er enig med Donor Nyts chefredaktør om bladets vigtigste formål, betyder det ikke, at hun er ukritisk over for indholdet. Som lærerstuderende regner den skoleflittige donor i hvert fald ikke sig selv til målgruppen. Målgruppen beskriver hun som donorer, der har bedre tid til fritidslæsning. – Jeg tror, at bladet er mest til dem, der har været donor i længere tid. Når jeg kommer hjem fra skole, er der så

Det første orientering fra blodbanken, senere omdøbt til Donor Nyt, blev udgivet i 19�9 af Storkøbenhavns frivillige bloddonorer. bladet kunne læses i blodbanken og tages med hjem.

Tre gange årligt dumper Donor Nyt ind ad brevsprækken hos landets bloddonorer og blodbanker. men hvorfor egentlig? Donor Nyt kigger sig selv i spejlet.

fire grUNDe Til aT DU fårDoNor NyT

tekst Og FOtO mads PEtEr aaGaard madsEn

Page 23: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

�3marts 2007 • donor nyt

mange andre ting, jeg skal have ordnet. Så jeg læser kun det i bladet, som jeg direkte kan relatere til.

I de seneste numre har Nina syntes godt om artiklen om blå mærker. Hun har selv en god ven, der har oplevet at få et blåt mærke ved en tapning.

Hvad siger chefredaktøren til den kritik, at Donor Nyt er mest interessant for de mere erfarne donorer?– Vi har en af Danmarks bredeste målgrupper, minder Niels Mikkelsen om. Han er klar over, at der ikke er noget for alle i bladet i øjeblikket, men tror, at indholdet på nuværende tidspunkt er det, de fleste donorer vil have. – Vi ved fra vores læserundersøgelser, at donorerne bredt set er meget tilfredse med bladet. Under én procent er utilfredse med kvaliteten af bladet. Så hvis vi måler succes på, hvor få modtagere der siger, at ”det blad vil vi bare ikke have”, så er bladet jo en succes, smiler redaktøren og pointerer:– Omvendt er der mange, der efterlyser bladet, hvis de ikke modtager det. Og det er vel også et meget godt succeskriterium, ikke?

Han indrømmer dog, at der er plads til forbedringer. – Hvis vi havde flere sider, kunne vi også lave opskrifter og tegneserier og gøre bladet lidt mere familievenligt og nå ud til en bredere målgruppe. Men det vigtigste mål er at nå de yngre læsere og at gøre det på en måde, så bladet kan gives videre til andre unge mennesker.

Så Ninas kritik bliver taget med til det næste redaktionsmøde.

Nina kristensen er bloddonor, og hun modtager Donor Nyt på sin adresse tre gange om året – som en af de �35.000 donorer.

fakTa:

• Donor Nyt begyndte sin eksistens i oktober 1969 under navnet ’Orientering fra blodbanken’

• Bladet var i begyndelsen en slags medlemsblad for donorerne i Storkøbenhavn og havde som hovedformål at holde de københavnske donorer informerede om relevante donorspørgsmål

• Bladet blev fordelt via blodbankerne, så folk kunne tage det med, når de kom til tapning

• Siden 1997 er Donor Nyt blevet sendt ud til alle landets donorer

• Donor Nyt udkommer i dag tre gange om året: forår, sommer og efterår

• Donor Nyts oplag: 225.000 stk.

• Du kan også læse Donor Nyt og uddybning af artiklerne på www.bloddonor.dk

1�99

1975/7�

1987

�000

Page 24: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

�4 donor nyt • marts 2007

DeT blev eN

livSSTil

mødet med jens blodFra 1954-58 stod Poul Henning i lære ved togfabrikken Frichs A/S i Århus.– En dag i begyndelsen af min læretid spurgte en af svendene mig, om jeg nogensinde havde overvejet at blive bloddonor, husker han i dag som pensionist. Spørgsmålet kom fra en smed, der hed Jens. Han var virksomhedens kontaktmand for Bloddonorerne. Jens Blod, blev han kaldt til daglig.– Nu var det jo ikke lige den slags overvejelser, man gik og tumlede mest med i den alder, underdriver Poul Henning. Han var 18 på det tidspunkt. – Men Jens havde en række gode argumenter klar, så et par minutter senere var jeg bloddonor.

I 50’erne var den personlige kontakt en af de mest almindelige måder at hverve nye donorer på. I dag er der mange forskellige metoder til at lokke nye ansigter i blodbanken, som for eksempel internet, SMS, t-shirts, postkort og pjecer. Men den mest effektive vej til at øge antallet af donorer er fortsat den direkte kontakt mellem mennesker. Mere end hver anden donor hverves i dag på den måde.

blod i glasflaskerPoul Henning boede i forstaden Åbyhøj og hørte til amtssygehuset, hvor han blev tappet de første år.– På Frichs havde vi stempelure, og der var styr på minutterne dengang. Når vi skulle til tapning i arbejdstiden, måtte vi stemple ud og aflevere en passerseddel til portneren. Efter tapningen stemplede vi så ind igen.

Og mange ting er anderledes i dag sammenlignet med i 50’erne. For eksempel havde amtssygehuset i Århus ikke nogen særligt indrettet tappestue med tappebrikse.– Tapningerne foregik i en almindelig sygeseng, og blodet løb ned i en glasflaske, som skulle rystes omhyggeligt under hele tapningen for at undgå størkning, fortæller Poul Henning. Donorerne kunne også blive indkaldt til tapning på en lørdag aften eller en helligdag. I dag har man lidt bedre muligheder for at have blod i beredskab.

i 1950’erne tappede man direkte ned i glasflasker. De skulle rystes under hele tapningen for at undgå, at blodet størknede.

tekst mads PEtEr aaGaard madsEnFOtO BLoddonorErnE I danmarK

Page 25: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

�5marts 2007 • donor nyt

i 47 år var Poul Henning olesen med til at redde liv. Hans personlige oplevelser giver et indblik i den udvikling, den danske blodforsyning har været igennem siden sin begyndelse. i dag kan han kalde sig forhenværende donor, men hans mangeårige indsats gør ham til en del af donorsagens historie.

Det var først i løbet af 50’erne, at man opfandt blodposen af plastik som erstatning for de flasker, der mindede om gammeldags mælkeflasker. Før posen blev indført, skulle blodet omrøres konstant, for at det ikke størknede. Fordi det var vanskeligt at opbevare blodet, blev man også af og til tappet, mens patienten lå gemt bag en skærm ved siden af. I dag kan røde blodlegemer opbevares på køl i op til 35 dage, og patienten kan befinde sig i den anden ende af landet.

bedre forhold i blodbanken– Senere blev jeg overflyttet til kommunehospitalet, hvor vi blev tappet under mere professionelle forhold, fortsætter den i dag tidligere donor sin beretning. – Her var der en blodbank, og en flot tappestue med gode brikse. Tappepersonalet var som regel sygeplejersker, der var beskæftiget udelukkende i blodbanken, fortæller han.

Men der var også specielle oplevelser på kommune-hospitalet. En dag blev Poul Henning modtaget af en ung mand i hvid kittel og vist hen til en tappebriks. – Jeg lagde mig til rette og rullede ærmet op. Den unge mand sprittede armen af og gjorde klar til at stikke. Jeg spurgte, om han var lægekandidat. ”Nej,” svarede han og holdt kanylen op, ”jeg er tømrer.” Jeg nåede ikke at trække armen til mig, men det viste sig da heldigvis, at han var dygtig nok, husker Poul Henning med et smil. Den unge tømrer var militærnægter og var i blodbanken, fordi han havde forpligtet sig til i en periode at udføre humanitært arbejde i stedet for at være soldat.

Donortapning skal i dag foretages af personale, der er uddannet til at udføre venepunktur og tapning af blod. Der afholdes regelmæssigt servicekurser for blodbankpersonale. Kurserne tager udgangspunkt i, hvad der er god kundeservice. Det er lige fra den første kontakt med den nye donor, til hvordan man yder den bedste service, hvis donor skulle komme ud for et uheld i forbindelse med en tapning. For at kunne fastholde donorerne er det vigtigt, at de har en positiv oplevelse, når de kommer i blodbanken.

en livsstil– For mig blev det en livsstil at være bloddonor. Jeg føler, at det er rigtigt at gøre noget godt for andre og medvirke til at redde andre menneskers liv, begrunder Poul Henning sin mangeårige indsats som donor. Og selv om han nu har passeret de 65, arbejder han stadigvæk gerne for den gode sag. – For at imødegå afgang på grund af alder, sygdom og andet har vi i Århus brug for en tilgang på 10 nye donorer hver dag. Så jeg deltager jævnligt i hvervekampagner. På den måde kan jeg stadig være med til at gøre en positiv forskel.

Danmark har verdens højeste forbrug af blod til patientbehandling, og hvert år trækker cirka 10 procent af landets 235.000 donorer sig tilbage. For at kunne opretholde det store forbrug af blod er det derfor nødvendigt, at cirka 20.000 nye donorer tilmelder sig hvert år. I 1932 var der 53 donorer i Danmark, og man mente, at 200 måtte være nok til at dække det fremtidige behov for blod. Med tiden fik hospitalerne brug for mere blod, og det blev nødvendigt at skaffe flere bloddonorer.

Poul Henning olesen fra århus var 18 år, da han begyndte som bloddonor, og han fortsatte sine besøg i blodbanken, til han fyldte �5 år.

Page 26: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

Da jeg senest besøgte Hvidovre hospital for at give blod, faldt jeg i snak med bioanalytikeren, der skulle tappe mig. Vi snakkede lidt frem og tilbage om donorerne, og hun fortalte, at der kom flere unge mennesker for at blive tappet. Jeg nævnte, at gennemsnitsalderen på blod-donorerne også er faldende. Af en eller anden grund drejede snakken sig derefter ind på selve organisationen, Bloddonorerne i Danmark. Bioanalytikeren mente, at folkene i organisationen vist bare var en flok gamle nisser, som sad og drak kaffe og hyggede sig.

Sandhed med modifikationerFor at forstå hvorfor bioanalytikeren tror, som hun gør, skal vi skrue tiden tilbage til omkring årtusindeskiftet. Der var på det tidspunkt international enighed om, at de eksisterende bloddonororganisationer var ved at blive for gamle. Ikke forstået på den måde, at gamle organisationer ikke fungerer, men når lederne kommer op i årene, er der en risiko for, at vigtig information forsvinder. Det tab kan forhindres, hvis der sker en glidende overgang med vidensdeling til de yngre generationer. Internationalt var man også klar over, at ændringer i mange af befolk-ningernes alderssammensætning, herunder den danske, ville skabe et stort behov for nye unge donorer i den nærmeste fremtid.

For at involvere flere yngre kræfter i arbejdet for blod-donorsagen blev der derfor indkaldt til et internationalt ungdomsforum i Italien. Forummet skulle være for unge mennesker under 30 år. Invitationen skabte problemer for

den danske organisation, for hvordan sender man unge af sted, når de ikke findes i organisationen?

jagten på de ungeFor at løse det problem blev der annonceret efter unge mennesker i Donor Nyt. Efter nogen tid havde en gruppe af unge meldt sig. For at de ikke skulle være på bar bund på forummet, fik de inden afrejsen et kursus om Bloddonorerne i Danmark, om hverveteknikker og om, hvad blodet fra de danske bloddonorer bliver brugt til.

Dette kursus for unge blev startskuddet på det netværk, der senere blev kendt som gruppen af unge ’informatører’. Forummet i Italien fandt sted i et auditorium med gammeldags envejskommunikation. Det efterfølgende internationale ungdomsforum blev afholdt i Danmark året efter, men her var det gruppearbejde og udveksling af erfaringer blandt unge mennesker, der blev lagt vægt på.

Siden det første kursus for danske unge i 2000 har der en gang om året været afholdt kursus for unge informatører. Involveringen af flere unge har smittet af på alderssammensætningen i landsorganisationen. Hvis organisationen nogen sinde har gjort det, så består den i hvert fald ikke længere af ”en flok gamle nisser, som sidder og drikker kaffe”. Men hvem består den så af?

en sej kampBloddonorerne i Danmark er i dag en blanding af erfaring og ungdom. Men det har været en sej kamp at nå så

�� donor nyt • marts 2007

tekst mIKKEL dyBtVEd andErsEnJoUrnaLIst oG næstFormand For BLoddonorErnE I danmarKFOtOBLoddonorErnE I danmarK

75 år – og yNgre eND NogeNSiNDeDet kan godt være, at bloddonorerne i Danmark er ved at være en ældre organisation. men det kan ikke ses blandt donorerne eller de frivillige aktive iorganisationen. i begge grupper falder gennemsnitsalderen.

Page 27: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

langt. Efter forummet i Italien blev der efterhånden etableret en fast gruppe af unge, som gerne ville arbejde for bloddonorsagen. Et par stykker kom med i de lokale bestyrelser, og enkelte mødte op til Bloddonorernes landsmøde i 2003 for at tale ungdommens sag. Efter det landsmøde begyndte der så småt at ske noget i organi-sationen. Gennem hårdt arbejde blev der langsomt skabt en lydhørhed over for de unge, og flere af dem blev medlemmer af Bloddonorernes Internationale Udvalg. Gradvist kom der også flere unge i de lokale bestyrelser.

Denne udvikling skyldtes dog ikke kun det omtalte landsmøde. Den skyldtes i lige så høj grad, at alle nye informatører blev bedt om at tage kontakt til deres lokale korps. De erfarne korpsmedlemmer og de nye unge arbejdede altså sammen om at få sænket gennemsnits-alderen.

De unge arbejder fortsat for at blive mere integreret på de forskellige niveauer i organisationen. Men da unge tit flytter og af og til skifter interesseområder, er det et stort arbejde, som skal holdes i gang.

Ungdommen er godt med Der er imidlertid blevet oprettet en ungdomskomité, som gerne skulle kunne vise resultater i løbet af 2007. Komitéen skal give de unge mulighed for at drøfte deres situation i de forskellige regioner samt at udveksle tips og tricks til hvervningen. At oprette en ungdomskomité i en ældre organisation er noget, der naturligt medfører mange diskussioner. Disse diskussioner har været med til at

sætte endnu mere fokus på de unges rolle. Mange bestyrelser har valgt at invitere unge med i bestyrelserne, så de kan komme med indspil til, hvordan man bedst kan hverve nye unge donorer. Mange steder i landet har netop de unge informatører været særlig gode til at komme i kontakt med – og hverve – andre unge.

I de seneste år har der kørt et internationalt forløb parallelt med det danske. Der er derfor også blevet etableret en international ungdomskomité, som skal rådgive og lære af de erfarne aktive, der har deltaget i de internationale organisationer i mange år.

erfarne og unge med fælles målI dag er der unge under 30 år i de to øverste organer i Bloddonorerne i Danmark: Landskomitéen og Forretnings-udvalget. Derudover er der unge i alle regions-bestyrelserne med undtagelse af Bloddonorerne i Region Nordjylland. Som 28-årig er jeg selv blevet valgt til næstformand for Bloddonorerne i Danmark – en ungdomsrekord for den nu 75 år gamle organisation. Det er en meget positiv udvikling, da vi i Danmark har en af verdens bedste og stærkeste organisationer. Det er derfor vigtigt, at der er unge til at føre den videre.

Det er altid farligt at spå om fremtiden. Ikke desto mindre håber jeg, at der inden for de næste par år sidder mindst en frivillig under 30 år i hver lokalbestyrelse. Målet er det samme for os alle – uanset alder og erfaring: at sørge for, at vi også i fremtiden har et sikkert dansk donorsystem, så vi kan hjælpe de patienter, der har brug for det.

�7marts 2007 • donor nyt

75 år – og yNgre eND NogeNSiNDe

Page 28: Donor Nyt 84 - jubilæumsskrift

BLoddonorErnE I danmarKVEstErBroGadE 191, 1800 FrB. C

bloDDoNorerNeS TiDligere jUbilæer er ogSå bleveT fejreTBesøg www.bloddonor.dk og se jubilæumsskrifterne fra 1982 og 1992 ved henholdsvis 50 og 60 års jubilæerne. På siden ligger også andre spændende dokumenter fra Bloddonorernes historie.