Døden i dine øjne 2: Arven

R ACH EL WA RD

DøD n 1 Din øjn

ARV N

På dansk ved Tina Sakura Bestle

POLITIKENS FORLAG

Politiken-Døden-i-dine-øjne-2.indd 3 07-05-2012 14:55:15

104

Adam

Hvordan sover andre mennesker om natten? Hvordan lukker de deres øjne, slapper af og giver sig hen til søvnen? Når jeg lukker øjnene, ser jeg tal, dødsøjeblikke og kaos. Jeg ser bygninger styrte sammen omkring mig, mærker vand trænge ind i mine lunger, ser flammer overalt. Jeg hører skrig, folk der råber om hjælp. Jeg ser et knivsblad glimte, mærker stålet mellem mine ribben og ved, det er nu. Det er nu, det slutter. Jeg kan ikke holde det ud. At være alene i mørket med alle de billeder i mit hoved som eneste selskab. Alt bliver forstørret i mørket, højere, vildere. Jeg ligger bare her og kan ikke slippe væk. Mine ben sitrer let, klar til flugt, men jeg har ingen steder at tage hen. Mit hjerte banker af sted, mit åndedræt er hurtigt og overfladisk. Jeg famler i mør-ket, finder kontakten. Så sætter jeg mig op og gnider øj-nene, indtil jeg har vænnet mig til lyset. Jeg ser mig omkring i værelset. Det her er min verden nu. Jeg går ikke i skole. Jeg går ikke udenfor. Jeg bliver her, dag og nat, nat og dag, og lytter til naboens hund, der gør som en sindssyg 24-7. Jeg forsøger at skaffe nogle bedre oplysninger til Nel-son. Han havde jo ret, vi skulle også bruge adresser og postnumre. Jeg har brug for at vide, hvor folk bor, ikke kun, hvor jeg har set dem på gaden. Det kan man gøre


105

på to måder: begynde på en eller anden plads med mange mennesker og følge efter folk hjem og vente uden for deres lejlighed eller hus, eller hvad de nu bor i, og så skrive deres tal ned, når de kommer ud. Men ligegyldigt hvilken me-tode, man vælger, tager politiet en med. I begyndelsen tænker jeg, at jeg godt kan klare det. Jeg kan bare tænke på det som et job. Som om jeg bare tager af sted på arbejde om morgenen. Efter tre dage og tre an-holdelser giver Bedste mig stuearrest, og jeg har alligevel heller ikke lyst til at gå ud. De lokale strissere holder øje med mig, de har tastet mig ind som eftersøgt eller noget. Så snart jeg går ud ad døren, kan de se det og sporer mig. Den tredje dag går der kun en halv time, inden jeg hører dronen over mig. Jeg gør ikke noget, jeg ikke må, og de anklager mig ikke for noget, men i London kan de finde på at tage en med på stationen, hvis bare man hænger ud på gaden og er 16 år og sort. Det er grund nok. Kropsvisiteret, sat i en celle, forhørt og ladt alene igen. De finder min bog første gang, de kropsvisiterer mig. “Hvad er det?” “Ikke noget.” “Det er en notesbog. Hvad skriver du i den?” “Ikke noget.” De begynder at bladre igennem den. “Du har skrevet navne i den. Datoer og beskrivelser. Nååå, er du sådan en slags stalker? Er det din syge lille plan?” Så klapper jeg i. Bedre at holde mund. Lade dem tro, hvad de vil. Jeg har ikke gjort nogen fortræd eller noget


106

som helst – de har ingenting på mig. De filmer mig og tager notater direkte på skærmen i forhørslokalet. Den tredje dag er det ikke politiet, der stiller spørgsmå-lene, det er nogle jakkesæt. Den ene af dem er ung og har rødt hår og et latterligt cowboyslips, den anden er ældre, hans mave vælter ud over bukselinningen. De stiller mig stort set de samme spørgsmål som panserne: Hvorfor hæn-ger jeg ud på gaden? Hvad er det, jeg skriver ned? Jeg siger ingenting. Ikke et ord. Så lægger den gamle madding ud. “Jeg har mødt din mor,” siger han. “Jem. Det er 16 år siden. Jeg blev ked af at høre, at hun … du ved, hvad jeg mener.” Han har krammet på mig nu. Han har min fulde op-mærksomhed. Han ved, jeg vil have mere. Jeg ser ham i øjnene og ser, at han er en overlever. Han har 30 år tilbage. “Jeg forhørte hende i klosteret, da hun skjulte sig der. Hun sagde, hun kunne se tal. Folks dødsdatoer. Det skabte en del postyr dengang. Så benægtede hun pludselig det hele og sagde, at det bare var noget, hun havde fundet på.” Han renser tænder med en negl. “Men der er bare lige det ved det, at …” siger han, “… det har altid naget mig, for jeg tror ikke, det var noget, hun fandt på. Jeg tror, hun så de mennesker i London Eye, jeg tror, hun forudså deres død. Er det dét, du ser, Adam? Er du ligesom hende?” Jeg vil gerne sige “ja”. Jeg vil gerne fortælle ham alt. Han tror på mig. Han kan måske hjælpe mig. Hjælpe mig med at håndtere alt det her. “For hvis du er ligesom hende, så vil jeg bare sige, at jeg føler med dig. Altså det er da en forfærdelig viden at leve


107

med.” Jeg ser på ham, forsøger at regne ham ud uden at vise, hvor spændt jeg er. “Det må ikke være let. Men sagen er, at du jo kunne være en stor hjælp for sådan nogle som mig. Eller også kunne du være skyld i en masse ballade.” Og pludselig får jeg kuldegysninger. Det var ikke en direkte trussel, men jeg ved, at vi ikke er på samme side. Hvem er han mon? Er han fra efterretningstjenesten? “Jeg har set, hvad du har skrevet på din håndcomputer og set kopier af nogle sider fra din bog. Der er mange tal i begyndelsen af januar. Hvad er det, der skal ske, Adam? Hvad er det, du ser?” Jeg siger ikke noget. Jeg havde tænkt på at fortælle ham om nytårsaften, men han har jo set det alligevel. Han har bidt mærke i det, det er derfor, han er her. Og ligegyldigt hvad har jeg ingen svar til ham. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg ser væk fra ham, men hans stemme kværner videre og videre. Jeg prøver at forestille mig ham sidde og stille de samme spørgsmål til mor. “Hvordan var hun? Min mor. Hvordan var hun, da du mødte hende?” Han smiler. “Trodsig. Manipulerende. Ubehøvlet. Jeg kunne godt lide hende.” “Jeg er ligesom hende,” siger jeg. “Vi er ens.” Han sukker, og det lyder som luft, der bliver lukket ud af en ballon, og først da går det op for mig, at han er lige så anspændt, som jeg er, selvom han prøver at virke afslappet og cool. Han læner sig frem. “Det er en farlig evne, du har. Farlig. Det er ikke noget,


108

man skal gå rundt og plapre op om. Det er let at gøre folk kede af det. Du kan komme til at skræmme dem. Forstår du, hvad jeg siger?” “Ja.” “Så derfor skal du ikke sige noget til nogen om det. Den eneste, du skal fortælle det til, er mig. Faktisk vil vi gerne have dig til at fortælle os alt. Her …” Han stikker hånden i jakkelommen og skubber et visitkort over bordet: navn, mobilnummer, e-mail-adresse. “Du ringer bare,” si-ger han. “Når som helst.” Men da Bedste kommer for at hente mig, trækker de hende til side og taler til hende, som om jeg slet ikke er der. “Udviser foruroligende adfærd … anbefaler psykiatrisk vurdering … forlade huset uden opsyn …” Hun nikker og nikker og lader, som om hun vil gøre, som de siger. Jeg dukker nakken og stirrer ned i jorden, indtil det hele er overstået, og vi er på vej tilbage mod Carl-ton-ejendommene i bus. “Hvad har du gang i, Adam? Hvad er du ude på?” Hun er ikke som de gustne jakkesæt. Hun er den ene-ste, jeg rent faktisk kunne tale om det med, men jeg kan ikke. Der er en mur mellem os, og jeg kan ikke trænge gen-nem den. Fordi hun er den, hun er, hele hendes attitude, det hun siger, og så er det også på grund af alle de ting, hun ikke er. Hun kan ikke gøre for, at hun ikke er mor, men jeg kan ikke tilgive hende for det. Ikke endnu. Så jeg bliver på værelset og er vågen døgnet rundt og leder på nettet efter spor, og jeg lytter efter, om der bli-ver smidt noget gennem brevsprækken. Så snart jeg hører den knirke, er jeg allerede halvt nede ad trappen. Jeg bliver


109

nødt til at komme før Bedste, for jeg vil ikke have, hun skal opdage det. Hun må ikke se strømmen af beskeder, der vælter ind fra Junior. Jeg ved, hvad der står i dem, sådan cirka. Man får en ret god fornemmelse ud fra de første par stykker: “06122026. Dit tal er blevet trukket ud. Er du klar?” eller “Sig farvel til din Bedste, taber. Du er død.” Nogle gange når Bedste derhen før mig. Hun har også fået vendt lidt op og ned på døgnrytmen. “Det er til dig,” siger hun. Hun står med kuverten i hånden, og nu ser hun undersøgende på den. “Giv mig den,” siger jeg og rækker hånden frem. “En ven?” siger hun. “En kæreste? Du må altså godt få besøg her. Hvis du har lyst.” Jeg svarer ikke, men holder bare hånden fremme, indtil hun forstår hentydningen. “Adam,” siger hun, da jeg vender mig om og begynder at gå op ad trappen. “Bliver du ikke hernede lidt? Vi bliver nødt til at …” Hendes stemme blegner, da jeg lukker døren efter mig. Tale. Vi bliver nødt til at tale sammen. Hvis bare jeg kun-ne. Jeg lægger kuverten sammen med de andre kuverter og tænder for fars computer. Den er ældgammel, men den kan godt skrabe noget internetforbindelse sammen, selv-om det tager 100 år, og selv jeg ved, hvordan man bruger Google. Jeg plejer at skrive “2027” eller “verdens under-gang”, men i aften er det anderledes. I aften vil jeg spørge om det, der holder mig vågen. Tøvende finder mine fingre bogstaverne, indtil der står en sætning i søgefeltet: “Hvornår dør jeg?”


110

Så trykker jeg enter. 831 millioner hits. Jeg klikker på det første. Der bliver der stillet spørgsmål til mig. Hvor gammel er jeg? Ryger jeg? Hvad vejer jeg? Hvor meget motion dyrker jeg? Jeg gider ikke gøre testen færdigt. På sådan nogle sider ved de ikke noget om det uventede. De ved ikke noget om bomben eller branden eller oversvømmelsen. De ved ikke, hvad der kommer til at ske i London om et par uger. De ved ikke, om en eller anden galning med en kniv får fat i mig, inden det hele sker. Det gør jeg heller ikke.


Døden i dine øjne 2: Arven

Documents

Transcript of Døden i dine øjne 2: Arven