Det flermedielle portræt - et produktspeciale om et nyt format

Signe Cecilie Aarestrup (12.09.1983)

Syddansk Universitet, cand. public

Vejleder: Peter Bro

Afleveret 31. august 2016

Omfang af akademisk rapport: 128.447 tegn / 53,52 normalsider.

Omfang af produktrapport: 47.893 tegn / 19,96 normalsider.

Produkt: Webproduktion

  2  

”Vi er nødt til at få folk til at tegne abonnement. Og den eneste måde du kan få folk til at overveje at

tegne et abonnement, det er ved at give dem oplevelser, som flytter dem…Jeg tror, alle medier kommer

til at dyrke de her fortællinger” (Troels Behrendt Jørgensen, 2016).

  3  

ABSTRACT Multimedia journalism understood as articles which incorporate mutimedia elements such as video,

sound, interactivity, hypertext and many more, is a major trend in online newspapers. In Denmark, it is

not yet very clear, but it will certainly be so very soon, as several of the major newspapers are in the

process of building or expanding their use of multimedia. This is due to the assumption that the use of

multimedia journalism can help the ailing newspapers attract digital subscribers. Examining the

multimedia profile story is therefore of utmost relevance and importance.

However, a fixed definition of the multimedia profile story has not yet been established. Therefore this

paper seeks to identify the features of the multimedia profile story both formally, and in the sense of

narrating and commercial potentials. This is done by a three-step examination consisting of:

1 A quantitative survey of 80 profile stories.

2 A qualitative survey consisting of seven research interviews.

3 The production of a multimedia profile story.

This study finds that the multimedia profile story is a journalistic format arising from the feature

genre. The text is more extensive than in ordinary online profile stories. It usually contains several

photos, video and hypertext, but can also include sound, animation, interacitivity, graphics and

whatever multimedia elements considered useful by the producer.

The multimedia profile story features a set of narrating potentials which give the possibility of

increased proximity, presence, coloring, perspective and credibility.

The commercial potentials of the format are the ability to reach a large audience, keep their interest for

a relatively long time and most importantly, according to both researchers and producers, it has the

ablity to appeal to new subscribers. However, further study is necessary to clarify if the audience

really are ready to pay for online content, if they are offered multimedia profile stories.

Nevertheless the multimedia profile story is characterized by being on the rise.

  4  

Bilagsoversigt

1: Kodningsskema.

2: Eksempel på interviewguide.

3: Interview med Kim Faber og Christian Ilsøe.

4: Interview med Lars Rix.

5: Interview med Troels Behrendt Jørgensen.

6: Interview med Kim Schou.

7: Interview med Line Vaaben.

8: Interview med Jens Grund.

9: Interview med Anne Mette Svane.

10: Interview med Walt Harrington.

11: Interview med Mike Sager.

12: Meningskondenserede citater.

13: Produktinterview med Kim Schou.

14: Produktinterview med Christian Ilsøe.

15: Produktinterview med Lars Rix.

16: Interview med Katinka.

  5  

Indholdsfortegnelse Kapitel 1: Indledning ............................................................................. 6

1.1 Problemfelt og motivation ........................................................................................................ 6 1.2 Problemformulering .................................................................................................................. 9 1.3 Afgrænsning .............................................................................................................................. 9 1.4 Struktur .................................................................................................................................... 10 1.5 Begrebsafklaring ..................................................................................................................... 11

Kapitel 2: Teori ..................................................................................... 15

Kapitel 3: Metode ................................................................................. 22 3.1 Fire perspektiver ..................................................................................................................... 22 3.2 Videnskabsteoretisk position .................................................................................................. 23 3.3 Procesdesign ............................................................................................................................ 26 3.4 Projektdesign ........................................................................................................................... 27 3.5 De anvendte metoder ............................................................................................................... 29

Kapitel 4: Produktperspektivet ........................................................... 36 4.1 Det flermedielle portræts kvantitative kendetegn ................................................................... 36 4.2 Delkonklusion ......................................................................................................................... 42

Kapitel 5: Producentperspektivet ....................................................... 44 5.1 Det flermedielle portræts formmæssige kendetegn ................................................................. 44 5.2 Det flermedielle portræts fortællemæssige potentialer ........................................................... 46 5.3 Det flermedielle portræts kommercielle potentialer ............................................................... 50 5.4 Forklaringer på fravær af flermedialitet i avisportrættet ......................................................... 54 5.5 Fremtidsudsigter for det flermedielle portræt ......................................................................... 58 5.6 Delkonklusion ......................................................................................................................... 60

Kapitel 6: Produktrapport .................................................................. 62 6.1 Udvikling og opbygning ......................................................................................................... 62 6.2 Flermedialitet .......................................................................................................................... 75 6.3 Redaktørernes kritik ................................................................................................................ 78

Kapitel 7: Diskussion ............................................................................ 82

Kapitel 8: Konklusion .......................................................................... 88

Kapitel 9: Perspektivering ................................................................... 90

Litteraturliste ........................................................................................ 92

Formidlende artikel ............................................................................ 101

Bilag ..................................................................................................... 104

  6  

Kapitel 1: Indledning

1.1 Problemfelt og motivation Flermedialitet er en af de helt store tendenser inden for journalistikken. New York Times og The

Guardian har satset hårdt på området de seneste år, og nu er danske dagblade ligeledes begyndt at se

på mulighederne for at inddrage elementer som video, lyd og interaktivitet i digitale artikler. Det

skyldes ikke mindst de kommercielle potentialer, som både forskere og branchefolk mener knytter sig

til inddragelsen af flermedialitet.

Dette speciale undersøger specifikt det flermedielle portræt. For at klarlægge hvad der kendetegner

formatet, gennemføres to grundige analyser. En kvantitativ indholdsanalyse der kortlægger

formmæssige karakteristika ved det flermedielle portræt, som det tager sig ud i udvalgte netaviser og

sektioner. Herefter en kvalitativ analyse bestående af syv forskningsinterview med producenter fra de

respektive medier samt øvrige eksperter inden for flermedialitet der skal give indblik i, hvilke

fortællemæssige og kommercielle potentialer formatet besidder. Desuden gennemføres to yderligere

forskningsinterview med prisbelønnede amerikanske portrætjournalister for at opnå en udførlig viden

om den grundlæggende arbejdsproces, der knytter sig til portrætjournalistik. Derpå udarbejdes en

selvstændig produktion, som tager afsæt i de erfaringer, der er tilvejebragt via relevant litteratur og

analyser.

Portrættet er et af de ældste journalistiske formater (Roksvold, 1994: 8). Omvendt er flermedialitet et

af de nyeste tiltag inden for faget. Når jeg i det følgende undersøger det flermedielle portræt, er der

derfor tale om en journalistisk frembringelse, hvor noget gammelt og noget nyt smelter sammen i et

endnu i forskningsøjemed ubeskrevet format. Steensen, der forsker i flermedialitet og digital

featurejournalistik, anfører, at vi kun har set starten på en digital udvikling, som kan føre til helt nye,

journalistiske genrer:

”The evolution of genres in online media has just begun” (Steensen, 2009 A: 26).

I begyndelsen blev flermedialitet imidlertid af store danske dagblade som Politiken og Berlingske

anset for muligvis at være en forbigående trend (Rix, bilag 4: 9; Faber, bilag 3: 5). Det er det

tydeligvis ikke.

  7  

På New York Times, der i 2012 skyder det hele i gang med den flermedielle fortælling ’Snowfall’, har

den ansvarshavende redaktør Dean Baquet tidligere i år udsendt en skrivelse til medarbejderne, hvori

han konstaterer, at avisen vil opruste yderligere i forhold til inddragelsen af flermedialitet og gøre op

med traditionelle måder at lave avis på:

”…a newsroom that produces fewer perfunctory articles and a greater array of story forms, including

more visual journalism…The newsroom I envision will say yes to new ideas, new stories to cover, and

new ways to tell them, unfettered by the bureaucracy we have created over generations”(web: The

Poynter Institute, 21.05.2016).

Året efter ’Snowfall’ udkommer Kristeligt Dagblads historie ’Enkeltbillet til Zürich’, som bliver et af

de første, hvis ikke det første, eksempel på et flermedielt portræt i dansk avissammenhæng.

Fortællingen omhandler den midaldrende Kjeld Rasmussen, der har besluttet at betale sig til et

assisteret selvmord på en klinik i Schweiz. Om tankerne bag produktionen fortæller avisens digitale

redaktør Kim Schou:

”Der er bare ting, ord ikke kan beskrive. Vi ville gerne gøre noget særligt ud af ham, og hvad var det,

vi gerne ville, som man ikke bare kunne gøre på papir? For det første selvfølgelig flere billeder, men

også lyd. Vi ville virkelig gerne høre hans stemme, høre ham tale selv. For at komme tættere på ham,

på at forstå ham og skabe noget nærhed, noget nærvær” (Schou, bilag 12: 3).

Journalisten Line Vaaben indstilles efterfølgende til Cavlingprisen for historien, og Kristeligt Dagblad

vinder guld for det flermedielle portræt i kategorien ’Årets Webavis’ ved Danske Mediers

designkonkurrence (web: Journalistforbundet, 2013; web: Kristeligt Dagblad, 21.05.2014).

Fagbladet Journalisten forudsagde, at 2015 ville blive året, hvor flermedielle fortællinger for alvor

slog igennem i Danmark (web: Fagbladet Journalisten, 05.01.2015), men det er altså først nu, at flere

landsdækkende aviser er i færd med at opbygge og udbygge deres brug af flermedialitet. På Berlingske

konstaterer kulturredaktør Lars Rix om avisens kommende satsning på området:

”Det er i høj grad fordi, det er noget vores læsere efterspørger. Og det er noget, som er meget

effektivt set i forhold til at få fat i en anden gruppe læsere end den typiske abonnent på en printavis og

på Berlingske” (Rix, bilag 12: 1).

  8  

Når forskere og branchefolk peger på flermedialitet som et middel til at tiltrække abonnenter, skyldes

det teorien om ’the end of the middle’, der oprindeligt stammer fra marketingteori, og som kort fortalt

går ud på, at læserne kun er villige til at betale for journalistik, der tilbyder noget ekstraordinært

(Greenberg, 2012: 381).

Den digitale dagbladsjournalistik har hidtil syntes at koncentrere sig om, hvem der er hurtigst med det

hårde1. Et breaking-kapløb der er afsluttet uden en vinder. Størstedelen af danskerne er ikke indstillet

på at betale for nyheder på internettet, og medielogin og betalingsmure går hårdt ud over trafikken på

netaviserne. Ifølge DR Medieforsknings nyeste rapport om medieudviklingen i Danmark er det i 2015

kun seks procent af danskerne, der betaler for nyheder online, mens 48 procent af de 20-35-årige

foretrækker at finde deres nyheder gratis via sociale medier (web: DR Medieforskning 2015: 20).

Aviserne har i årevis forsøgt finde frem til, hvad der kan motivere publikum til at betale for digital

journalistik. Det fremgår blandt andet af en artikel i Information, som beskriver dagbladenes kamp for

at forvandle ”det digitale dødskys” til en ”revitalisering af journalistikken” (web: Information,

9.05.2014). Indtil videre har ingen kunnet finde en bæredygtig forretningsplan. Så sent som denne

august har JP/Politikens Hus varslet en nedskæring på omkring 55 redaktionelle stillinger (web:

Fagbladet Journalisten, 11.08.2016). Branchen mener selv, at den manglende vilje til at betale for

indholdet er en af samtidens største udfordringer for de danske medier (Mediernes Tilstandsrapport

2016: 10).

Annonceindtægter kan ikke holde netaviserne flydende. De er kun små spillere på et marked, hvor

Google og Facebook står for omkring halvdelen af omsætningen, og hvor en voksende andel af

læserne installerer programmer, der blokerer for reklamer eller browser inkognito (web: DR

Medieforskning 2015: 20).

Og til papiret sætter de færreste deres lid. Berlingske har i perioden 2000 til 2014 mistet 51 procent af

deres læsere af den trykte avis, mens det i samme periode gør sig gældende for 37 procent af

Politikens læsere. Især i sidste del af perioden har reduktionen taget fart. Fagbladet Journalisten skrev i

starten af i år, at det kun er et spørgsmål om tid, før en af de store danske aviser lukker på print (web:

Fagbladet Journalisten, 7. januar 2016).                                                                                                                1  Jeg vil ikke her gå ind i en diskussion af, hvad der er hårde og bløde nyheder, men støtter mig op ad den gængse definition, som den findes hos flere forskere, og som jeg oplever den praktiseres i nyhedsrummene. Hvor hårde nyheder er mere tidsafhængige og ofte ligger inden for stofområder som politik, økonomi og udland, findes blødere historier hyppigt under kultur, er mindre sensitive over for den generelle dagsorden og udgøres ofte af ’human interest’-historier, der i højere grad spiller på det emotionelle i beskrivelsen af personer eller begivenheder (Kristensen og From, 2011: 22).

  9  

Samtidig bruger danskerne mere og mere tid på internettet og gerne via mobiltelefonen, som er det

første og sidste 30 procent af befolkningen kigger på morgen og aften (web: DR Medieforskning

2015:18). Det økonomiske grundlag for dagbladenes overlevelse skal nødvendigvis findes digitalt.

Flermedialitet er således et område inden for journalistikken, der er af største relevans. At undersøge

det flermedielle portræt er derfor både væsentligt og aktuelt.

1.2 Problemformulering Med udgangspunkt i ovenstående problemfelt agerer jeg ud fra følgende problemformulering:

1.3 Afgrænsning Herunder vil jeg præcisere og afgrænse undersøgelsens sigte.

Dette speciale er et produktspeciale. Problemformuleringens første spørgsmål er rettet mod den

akademiske del af specialet, mens det andet sigter mod produktdelen, hvor jeg netop vil vise et

eksempel på, hvordan man kan producere et flermedielt portræt.

Ved kendetegn forstår jeg en række karakteristika, der knytter sig til det flermedielle portræt. Igennem

specialet vil jeg primært forfølge tre spor.

Formatets formmæssige kendetegn udgør det første. Det kan blandt andet være hvilken type

flermedielle elementer, der er inddraget, og hvordan disse er anvendt.

De to øvrige består af et sæt potentialer, der kan knytte sig til formatet. Her vil jeg som beskrevet

fokusere på, hvilke fortællemæssige og kommercielle potentialer der kan være ved at inddrage

flermedialitet i avisportrættet. Når jeg har valgt at følge disse to, skyldes det, at de er tæt forbundet og

gensidigt afhængige af hinanden. Kommercielle muligheder kan således være en motivationsfaktor for

aviserne til at satse på de flermedielle portrætter. Omvendt skabes disse muligheder kun, hvis

flermedialitet tilfører noget til portrættet, som i publikums øjne gør det til et attraktivt produkt.

1. Hvad kendetegner flermedielle portrætter i udvalgte netaviser i Danmark?

2. Hvordan kan man producere et sådant portræt?    

  10  

Mit hovedfokus ligger således på disse udvalgte kendetegn og ikke på de mange andre aspekter af

flermedialitet, som det ligeledes kunne være interessant at undersøge. For eksempel hvilken betydning

anvendelsen af flermedialitet kan have for journalistens rolle og arbejdsforhold eller den

remodialiseringsproces, der finder sted, når en artikel flyttes fra et format til et andet. Man kan også

forestille sig, at der kan være forskel på publikums interesse i forskellige typer af flermedielle

elementer, men sådanne spørgsmål må ligeledes besvares i en anden sammenhæng.

Undersøgelsen beskæftiger sig med inddragelsen af flermedialitet i længere digitale avisportrætter.

Korte artikler som nekrologer og fødselsdagsportrætter vil i udgangspunktet ikke være omfattet,

ligesom formater af et ekstraordinært omfang som eksempelvis singler eller biografier heller ikke

indgår2. Denne afgrænsning er valgt med henblik på at opnå en systematisk indsamling af empiri, der i

den kvantitative del af undersøgelsen udgøres af sammenlignelige enheder.

1.4 Struktur Specialet er indledt med et kapitel, der beskriver den grundlæggende motivation for at gennemføre den

eksplorative undersøgelse og det problemfelt, som danner basis for at udføre den samt en præsentation

af undersøgelsens problemformulering. Desuden findes her en begrebsafklaring, som beskriver nogle

af de hyppigt anvendte termer i afhandlingen. Herefter præsenteres specialets teori og metodevalg, og

dernæst gennemgås analysen over to kapitler. Begge afsnit af analysen begynder med en beskrivelse af

findings og afrundes af en delkonklusion. Herpå følger den rapport, der knytter sig til specialets

produktdel. Endelig diskuteres resultaterne i en samlet kontekst og efterfølges af en samlet konklusion,

besvarelse af problemformuleringen og perspektivering.

Hvis man i stedet ønsker først at opleve produktionen, kan den findes via dette link, som vil blive

gentaget i det kapitel, der udgør produktrapporten: https://creatavist-frznv0x.atavist.com/katinka-

klinger-af-melankoli. For at få adgang indtastes følgende kodeord: Aarestrup.

                                                                                                               2  En specifik definition af de portrætter, som danner empirigrundlag for specialet, vil blive fremstillet i begrebsafklaringen.

  11  

1.5 Begrebsafklaring I det følgende vil jeg beskrive nogle af de begreber, der ofte anvendes i specialet.

Flermedialitet

Medieforskeren Deuze beskriver to hovedtyper af konvergerende multimediejournalistik: Én

produktion der indeholder flere medietyper. Eller en historie der bringes i forskellige typer af medier

for eksempel i tv, som podcast og på en netavis. (Deuze, 2004: 140). Steensen anvender termen i

betydning af den første definition (Steensen, 2011 B: 13), og det er også den, jeg har i tankerne, når

jeg bruger begrebet i det følgende.

Der er imidlertid uenighed om, hvor mange forskellige elementer en produktion skal indeholde for at

kunne kaldes flermediel.

Deuze konkluderer, at to forskellige medieelementer er tilstrækkeligt (Deuze 2004:140):

”…as the presentation of a news story package on a webside using two or more media formats, such

as (but not limited to) spoken and written word, music, moving and still images, graphic animations

including interactive and hypertextuel elements” (Deuze, 2004: 140).

Steensen argumenterer imidlertid for, at der bør været tale om tre typer af medieelementer:

“Since an online news story with text and a photo is generally not considered to be multimedia, I will

have the term refer to stories and websites where more than two media are utilized” (Steensen, 2011

B: 319)

Selv mener jeg, at definitionen i forbindelse med indeværende undersøgelse er nødt til at stille endnu

højere krav. Jeg ønsker at undersøge de portrætter, der kan tilbyde noget ekstraordinært til publikum,

da det som nævnt kan have betydning for formatets kommercielle potentiale3. Derfor er det ikke

tilstrækkeligt at anvende elementer, der i princippet kan trykkes i avisen eller udbredte digitale

features som hypertekst og muligheden for at kontakte journalisten via e-mail.

                                                                                                               3  Dette uddybes under teori i kapitel to.

  12  

Min definition af et flermedielt portræt lyder derfor: Et digitalt avisportræt der indeholder flere

forskellige medieelementer, hvoraf minimum ét skal være enten tidsbaseret eller interaktivt4. Et

flermedielt portræt kan således for eksempel indeholde tekst, foto og video.

Man kan dog forestille sig tilfælde, hvor elementer, der hverken er interaktive eller tidsbaserede, er

benyttet på en så opfindsom måde, at det ville være misvisende ikke at regne disse historier med som

kreative eksempler på, hvordan forskellige medieelementer kan bruges i digitale avisportrætter.

Empirigrundlaget har imidlertid ikke budt på sådanne produktioner.

Flermedielle elementer

Deuze og Steensen beskriver begge flermedielle elementer som en paraplybetegnelse for en række

forskellige elementer, der kan opdeles i medietyper som for eksempel video eller lyd, hypertekst og

interaktivitet (Deuze, 2004: 140; Steensen, 2011 B: 312). Disse tre betegnes ofte som dem, der har

haft størst betydning for onlinejournalistikken (Steensen, 2011 B: 312). Når jeg i det følgende bruger

dette begreb, er det med tanke på ovenstående definition.

Format

Herved forstår jeg den form, en given journalistisk produktion tager enten i kraft af de(t) medie(r), der

er anvendt, for eksempel tekst, podcast eller flermediel produktion, eller som følge af den genre den

tilhører som eksempelvis portræt eller mere overordnet feature.

Hypertekst

Hypertekst blev som begreb første gang beskrevet i 1965 af den amerikanske sociolog og filosof

Theodor Holm Nelson (Steensen, 2011 B: 313; Deuze, 2003: 211):

”Let me introduce the word ”hypertext*****” to mean a body of written or pictorial material

interconnected in such a complex way that it could not coveniently be presented or represented on

paper” (web: Nelson, 1965: 96).

Begrebet forstår jeg på linje med Deuze og Steensen som non-lineær tekst, der er linket sammen via

hyperlink (Deuze 2003:212; Steensen 2011 B: 313). Det kan være target link, som anvendes til at

navigere inden for rammerne af portrættet, relative link der fører brugeren til en anden side på sitet

eller eksterne link fra et site til et andet.

                                                                                                               4  Specialets definition af interaktivitet beskrives længere nede i afsnittet.

  13  

Interaktivitet

Deuze har beskrevet tre typer af interaktivitet: Den navigerende, hvor brugeren kan bevæge sig rundt

på siden eller sitet, den funktionelle, hvor publikum for eksempel kan interagere med journalisten via

e-mail og den adaptive, hvor siden tilpasses brugerens præferencer (Deuze, 2003:14).

Med henblik på at sikre at de interaktive elementer bidrager med noget ud over det sædvanlige, er

interaktivitet i indeværende speciale imidlertid defineret til at være: Alle elementer, som publikum kan

aktivere, og som ikke er et link, en delefunktion, en e-mail eller en sekundær funktion i et andet

element. Konkret betyder det, at en playknap i et videoklip for eksempel ikke tælles med, mens et

interaktivt kort, som brugeren kan navigere rundt i, medregnes.

Onlineportræt

Ved dette begreb forstår jeg et journalistisk avisportræt, som ligger på internettet. Definitionen af et

onlineportræt afviger ikke fra den øvrige forståelse af, hvad der udgør et portræt i dette speciale, og

online henviser altså udelukkende til den kontekst, i hvilken portrættet præsenteres.

Portræt

Dette speciale fokuserer på personportrættet, og det er denne form, der menes ved anvendelsen af

termen portræt.

Professor i journalistik Thore Roksvold definerer overordnet personportrættet i følgende citat:

”Portrettet er ei fremstilling av et menneske. Mennesket, som bliver portrettert, kan være interessant

for offentligheden i kraft av hvad det er, har vært eller skal bli’, eller i kraft av hvad det gjør, har gjort

eller skal gjøre” (Roksvold, 1994: 7).

Roksvold beskriver den portrættype, man typisk finder i de sektioner, jeg undersøger som skildrende. I

det skildrende portræt er hovedpersonen som regel interviewet indgående, og der er ofte anvendt

skønlitterære virkemidler (Roksvold, 1994:7). En mere konkret afgrænsning af personportrættet findes

hos den finske forsker Jonita Siivonen, der beskriver formatet som en artikel med en hovedperson, der

er citeret minimum én gang samt afbilledet fotografisk, og hvor der indgår elementer fra

vedkommendes personlige, offentlige eller arbejdsmæssige liv (Siivonen 2007:15).

  14  

Siivonens afgrænsning finder jeg imidlertid for smal, idet den eksempelvis vil udelukke portrætter, der

er illustreret af en tegning eller portrætter fortalt uden direkte citater fra den portrætterede, mens

Roksvolds er for bred til at være operationel i denne sammenhæng.

Jeg har derfor ladet mig inspirere af ovenstående, men afgrænset personportrættet i dette speciale til at

være: Et journalistisk produkt der har en hovedperson, som er afbilledet visuelt, og hvori der indgår

elementer fra dennes personlige, offentlige eller arbejdsmæssige liv.

Tidsbaserede elementer

Herved forstår jeg medieelementer, der afvikles over tid. Det kan for eksempel være video, lyd eller

animation.

  15  

Kapitel 2: Teori I dette kapitel redegør jeg for det teoretiske grundlag, jeg står på, når jeg i det følgende undersøger det

flermedielle portræt.

Flermedielle portrætter er så forholdsvist nyt et fænomen, at der ikke umiddelbart findes tilgængelig

forskning på området. Empiri udgør derfor den centrale del af specialet. En del af den anvendte teori

er således om metode, særligt litteratur af Kvale, Brinkmann og Tanggaard i tilknytning til

forskningsinterview samt Hopmanns og Skovsgaards samling af tekster om forskellige

forskningsmetoder. Denne del af teorien inddrages primært i det følgende kapitel, der omhandler

metode.

I litteraturen findes dog en række aspekter, som kan have interesse for denne undersøgelse. I det

følgende vil jeg skitsere de tre, jeg vurderer er af størst væsentlighed.

Først en kort oversigt over portrættets historiske udvikling med henblik på at opnå en grundlæggende

viden om, hvorfra det flermedielle portræt udspringer. Som den norske forfatter og journalistiske

lektor Lamark fastslår i sin bog om portrætjournalistik:

”Kunnskap om gårsdagens journalistikk kan bevisstgjøre den som skal skape morgendagens

journalistikk”(Lamark, 1995: 7).

Dernæst portrættets tilknytning til featuregenren da dette har betydning dels i en historisk kontekst,

dels for at kunne knytte an til den sidste gren af teorien, som beskæftiger sig med det flermedielle

portræts kommercielle potentialer. Her tager jeg udgangspunkt i teori, der omhandler

featurejournalistik og inddragelsen af flermedialitet. Denne del vil være den mest omfangsrige, idet

den er særligt væsentlig i forhold til specialets sigte.

Teori vil desuden blive inddraget løbende i specialet, hvor en yderligere kontekstualisering skønnes

væsentlig.

  16  

Portrættets historie

Portrættet, som i dag typisk forbindes med magasiner og avisernes trykte weekendudgaver (Lamark,

1995: 21) samt digitale særsektioner for længere formater5, har rødder langt tilbage i historien.

Biografien er en forløber til portrættet og kan dateres tilbage antikken. Her findes den græske filosof

og forfatter Plutarchs levnedsbeskrivelser af berømte græske og romerske mænd i værket ’Parallelle

Liv’ (Roksvold, 1994: 8).

Interviewet, der er en grundkomponent i langt de fleste portrætter, kan spores tilbage til 1700-tallets

engelske retsreferater, hvor dommerens og den tiltaltes dialog bliver trykt i søndagsavisen (Roksvold,

1994: 8). Det første reelle avisinterview beskrives typisk som journalisten Gordon Bennets interview

med et vidne til et mord på en prostitueret i den amerikanske avis New York Herald 16. april 1836

(Lamark, 1995: 12; Bech-Karlsen, 1984: 55). Det tidligste avisinterview, vi kender til herhjemme,

bliver trykt i Berlingske Tidende i 1871 (Jørgensen, 2010: 33).

De første avisportrætter anvender imidlertid ikke interview. Et af de tidligste skandinaviske

avisportrætter er en kort historie i det norske Morgenbladet 19. september 1839, der opridser den

kriminelle Ole P. Højlands livsforløb. Artiklen er højaktuel, idet hovedpersonen netop er flygtet fra

fængslet.

I en dansk kontekst omtales Henrik Cavling med omlægningen af Politiken til omnibusavis i 1905 og

opprioriteringen af reportagen og interviewet efter amerikansk forbillede (Lamark, 1995: 14; web:

Danmarkshistorien.dk) som den, der senere etablerer portrætinterviewet som en central genre

herhjemme i løbet af 1920erne og 30erne (Lamark, 1995:14-17; Jørgensen, 2010: 32).

Formatet eksisterer dog også tidligere på Politiken. Den norske journalist og forfatter Christian Krogh

skriver i forbindelse med et ophold i København en række portrætinterview til Politiken, blandt andet

en serie om scenekunstnere der udkommer i julen 1893, og som ifølge mediehistorikeren Jørgensen

”står som en milepæl i det danske interviews historie” (Jørgensen, 2010: 165-166).

At portrættere kendte personer var imidlertid ikke altid normen. Op til omkring 2. Verdenskrig er det

ikke ualmindeligt, at det norske Dagbladet portrætterer for offentligheden ukendte personer (Lamark

1995: 18-19). I nyere tid er det generelt set ofte kendte, der portrætteres, typisk i tilknytning til en

aktuel dagsorden (Lamark, 1995: 22).                                                                                                                5  Dette redegøres der for i det følgende kapitel. Jvf. eventuelt side 29.

  17  

Tilknytning til featuregenren

Genremæssigt beskrives de længere portrætartikler overordnet som en del af featuregenren (Bech-

Karlsen 1988: 27; Pedersen 2005: 13; Niblock, 2008: 50). Den norske forsker og forfatter Bech-

Karlsen konstaterer:

”En rendyrket feature-form er portrettintervjuet, der hensikten nettopp er å risse et portrett av et

menneske, gjerne speilet gjennom et engasjement eller et miljø” (Bech-Karlsen, 1988: 27).

Featurejournalistikken får sit gennembrud og har sin storhedstid i USA i 1960erne og 70erne i form af

new journalism, hvis ophavsmænd tæller navne som Gay Talese, Hunter S. Thomson og Tom Wolfe

(Wolfe, 1973: 23-27). Et af de mest kendte portrætter fra den tid er Taleses signaturportræt af Frank

Sinatra ’Frank Sinatra Has a Cold’ (1966).

Allerede noget tidligere kan dog ses eksempler på featureelementer. På Politiken skriver den norske

journalist Krogh sig selv ind i flere portrætter og gengiver dialog, greb vi i dag associerer med

featuregenren (Jørgensen, 2010: 166-167). Skribenten H.F. Harrington er helt tilbage i 1912 den første

til at bruge termen feature, som han beskriver som en intim fortælling, der anvender litterære greb og

ofte handler om et menneske (Steensen, 2011 A: 53).

Wolfe anfører i 1973 fire hovedtræk ved genren: scenisk opbygning, gengivelse af dialog, beskrivelse

af karakteristiske detaljer samt anvendelse af 3. personsfortæller (Wolfe, 1973: 31-32).

Hensigten med at benytte sådanne greb beskrives her af Wolfe:

”It was the discovery that it was possible in non-fiction, in journalism, to use any literary device, from

the traditional dialogisms of the essay to stream-of-consciousness, and to use many different kinds

simultaneously, or within a relatively short space…to excite the reader both intellectually and

emotionally” (Wolfe, 1973: 15).

New journalism definerede featuregenrens grundlæggende karakteristika, men er kun en del af denne.

Feature er i dag en paraplybetegnelse for en række formater inden for den fortællende journalistik,

hvor nogle af de øvrige tæller literary journalism (Sims, 1995), intimate journalism (Harrington,

1997), etnographic journalism (Hermann, 2015), slow journalism (Greenberg, 2007) og new new

journalism (Boynton, 2005).

  18  

Steensen argumenterer for, at samtidens featuregenre er mere kompleks, end den har været traditionelt

(Steensen, 2011 A: 50). Featurehistorier kan således skrives på mange måder. Hvor den prisbelønnede

amerikanske feature- og portrætjournalist Mike Sager ofte gør brug af dialog, som for eksempel i et af

hans mest kendte portrætter ’Old’ (1998) af en 92årig mand, anvender en af de mest profilerede

danske portrætjournalister Nils Thorsen typisk direkte citater, som i portrættet af forfatteren Suzanne

Brøgger ’Pigen der var ingen’ (2006). Dette er imidlertid blot udtryk for en anden tilgang til featuren,

som Steensen beskriver nedenfor:

”…the profile interview genre typically contains in-depth questions and answers of the journalist and

the interviewee, colorful writing, personal characterizations and a profile picture or caricature

drawing” (Steensen, 2011 A: 51).

De seneste år har featureformatet fået en genkomst. Rundt omkring i verden har flere netaviser

etableret særsektioner til featurejournalistik (Steensen, 2009 B: 822). I Skandinavien er de første det

norske Dagbladet, som grundlægger den digitale sektion Magasinet i 2002 (Steensen, 2009 B: 821). Ti

år senere følger Politiken trop med deres sektion af samme navn, mens Berlingske og Kristeligt

Dagblad i 2013 lancerer henholdsvis Longreads og Specialhistorier.

Kommercielle potentialer

Krisen i mediebranchen presser som beskrevet aviserne til at finde nye indtjeningsmuligheder

(Niblock, 2008: 56; Bock, 2011: 601; Steensen, 2011 A: 57). En undersøgelse blandt amerikanske

borgere har vist, at blot to procent af den voksne befolkning er villige til at betale for adgang til en

netavis, de allerede bruger gratis, i tilfælde af at denne opsætter en betalingsmur (Goyanes, 2014:

743). Årsagen skal ifølge forskeren findes i netavisernes manglende evne til at skille sig ud og

producere kvalitet:

”Online news has become a commodity: its creation is cheap and undifferentiated, average journalists

share the same skills sets and the same approaches to stories, they seek out the same sources, ask

similar questions and produce relatively similar stories” (Goyanes, 2014: 743).

Netavisernes indbyrdes og mangeårige konkurrence om, hvem der er hurtigst ude med historierne, har

ført til tab af nøjagtighed og en stigende grad af churnalism, hvor artikler fabrikeres på baggrund af

telegrammer og pressemeddelelser (Le Mesurier, 2015: 139), og journalisterne kun sjældent forlader

redaktionslokalet for at opsøge historier, men er bundet til computerne som mousemonkeys (Avilés

m.fl, 2004: 87).

  19  

Tendensen synes at være, at publikum fremadrettet vil søge væk fra informationsstrømmen og

prioritere kvalitet frem for kvantitet. Bilfirmaet Ford skriver i deres årlige trendanalyse, at FOMO -

forkortelsen for fear of missing out - i stigende grad udfordres af JOMO, der står for joy of missing out

(web: Ford Motor Company, 2014: 24). Forhenværende chefredaktør på Berlingske Lisbeth Knudsen

konstaterer det samme på et seminar om fremtidens medieudvikling tidligere i år:

”Vi har mere og mere behov for at gå fem spadestik dybere eller få den helt særlige fortælling og ikke

bare alle de her stumper og stykker, som vi får i informationsbombardementet” (Seminar om

fremtidens medieudvikling, afholdt af medievirksomheden Brain Food, København, 2016).

Sådanne særlige fortællinger kan ifølge litteraturen udgøres af featurejournalistik. Den engelske

forsker Greenbergs betegnelse for fortællende journalistik slow journalism er netop udtryk for en

modbevægelse til informationsstrømmen (Greenberg, 2012: 381-382; Le Mesurier, 2015: 141). Det er

også hos Greenberg, at jeg finder marketingtermen ’the end of the middle’ (Greenberg, 2012: 381;

Birkner, 2012: 22) anvendt i forbindelse med journalistik:

”As a result people are only prepared to pay more if they get something truly luxurious or special.

This trend, known in marketing circles as ”the end of the middle”, favors items where the added value

is clear…” (Greenberg, 2012: 381).

Featuren kan med sit tilbud om kvalitet og perspektiv være noget af det stof, publikum vil betale for

(Greenberg, 2012: 381; Steensen, 2011 A: 57; Niblock, 2008: 52, 56). Ved at opprioritere

featurejournalistik kan aviserne desuden brande sig som den type medie, der tilbyder dybde og

baggrund (Bock, 2011: 612; Niblock, 2008: 53).

”Competition brought by new technology means that papers are veering away from breaking news

and steering towards feature-led approached”, konstaterer Niblock, som kalder featurejournalistikken

for ”a major weapon in the battle of readership” (Niblock, 2008: 52).

Stofområder som livsstil, bolig og rejser, der ofte er at finde i featuresektionerne, er ydermere særligt

attraktive for annoncører (Steensen, 2011 A: 57; Niblock, 2008: 48-49).

Featurehistorier er desuden mindre afhængige af aktualitet og kan derfor i højere grad publiceres, når

det er belejligt, for eksempel når der ikke er andre historier, der kalder på læsernes bevågenhed

(Niblock, 2008: 51, Steensen 2011 A: 57; Steensen 2009 A: 16; Greenberg, 2012: 382). Af samme

  20  

årsag er det ifølge Steensen også denne genre, som egner sig bedst til inddragelsen af flermedialitet,

der forudsætter en længere produktionstid (Steensen, 2009 B: 822).

I 2007 relanceres den norske featuresektion Magasinet i en flermediel udgave med teksten:

”Magasinet online shall produce feature stories based on the promises of the Internet implying that

online tools such as video, debate, photo slide show, graphics, hyperlinks and whatever technology

might offer in the future shall be utilized” (Steensen, 2009 B: 828).

Allerede tilbage i 1995 foreslår den amerikanske journalist Josh Quittner, at flermedialitet kan bidrage

fortællemæssigt til featurejournalistikken:

”But Wolfe and company had a relatively small tool chest to loot. Imagine what those new journalists

could have done with video and sound, with hypertext links and limitless bandwith…We’re not just

going to change that art, but evolve it – you understand – take it to the next plane: The Way New

Journalism” (web: Quittner, 1995).

I en featureterminologi kan show it få en meget konkret betydning, når der inddrages flermedielle

elementer. I litteraturen fremhæves flermedialitetens evne til at skabe dybde og detaljerigdom

(Kolodzy, 2014: 150). Specifikt nævnes muligheden for at vise handling eller sætte ansigt på kilden

med video, give et indtryk af en stemme eller inddrage musik via lyd, visualisere noget med animation

eller tydeliggøre data med grafik (Kolodzy, 2013: 7, 24, 97, 110-111, 158).

Interaktivitet kan via aktivering drage publikum længere ind i historien (Steensen, 2011 B: 313), mens

hypertekst i form af eksterne link kan skabe øget troværdighed ved at tilbyde kontekst og baggrund

(Kolodzy, 2013: 7; Deuze, 1999: 383; Steensen, 2011 B: 313). I forhold til portrætter fremhæves

særligt muligheden for at linke til den portrætteredes eventuelle hjemmeside eller for eksempel film

eller musikvideoer, hvis der er tale om en kulturperson (Koldozy, 2013: 158).

Flermedialitet tilføjer således noget til fortællingen. Hvis Greenbergs analogi til the end of the middle

(Greenberg, 2012: 381) holder stik, taler den for, at flermedielle featureformater derfor kan være et

særlig godt våben i kampen om publikum. En undersøgelse har ifølge Lamark desuden vist, at

portrætjournalistik er noget af det stof, publikum er mest begejstrede for (Lamark, 1995: 37), hvad der

taler særligt for det flermedielle portræts kommercielle potentiale.

  21  

I Estland har en undersøgelse af publikums villighed til at betale for onlinejournalistik vist, at

inddragelsen af flermedialitet har betydning (Himma-Kadakas, 2015: 111):

”The use of medium specific possibilities is important to users. The interviewees all cites examples of

immediacy, multi-mediality, and hyper-textuality as ”extras” employed by online news media”

(Himma-Kadakas, 2015: 111).

Imidlertid kan flere faktorer ifølge undersøgelsen spille ind, når publikum vælger, om de vil betale for

journalistisk indhold, og personlige præferencer er ofte en betydelig faktor (Himma-Kadakas, 2015:

114).

En anden undersøgelse, der har beskæftiget sig med europæiske medieprofessionelles holdninger til

journalistikken som følge af den digitale udvikling kontra publikums meninger om samme, viser en

vis diskrepans imellem de to grupper. Undersøgelsen konkluderer, at 57 procent af de professionelle

antager, at publikum afhængigt af prisen vil betale for kvalitetsjournalistik på nettet. Men blandt

publikum angiver 58 procent det modsatte. 35 procent erklærer sig dog enige i, at det afhænger af

prisen. Samtidig angiver 56 procent af de professionelle, at de savner dybde i medierne, mens 41

procent savner nye formater. For publikum gælder det at 29 procent savner dybde, og at 27 procent

gerne så nye formater (Piscina m.fl., 2016: 78 og 84).

Herudfra kan man omvendt stille spørgsmålstegn ved, om interessen for flermedielle formater i højere

grad er skabt af mediebranchen og i mindre grad udtryk for et ønske fra publikum. Dog er det værd at

holde sig for øje, at der trods alt er tale om store procentsatser. Hvis godt hver fjerde bruger savner

dybde og nye formater, og godt hver tredje vil betale for det, så er det givetvis ikke skudt helt ved

siden af, når flermedialitet anses for at have visse kommercielle potentialer.

  22  

Kapitel 3: Metode I det følgende redegør jeg for mit videnskabsteoretiske ståsted, metodiske overvejelser samt hvordan

empiri vil blive indsamlet, og analyser udført.

3.1 Fire perspektiver Når jeg undersøger det flermedielle portræts kvantitative kendetegn, anskuer jeg det i, hvad jeg vælger

at kalde produktperspektivet. Gennem en række forskningsinterview betragter jeg efterfølgende

formatet i et producentperspektiv.

Herefter havde jeg ideelt set inddraget et publikumsperspektiv, hvor jeg havde undersøgt, hvad

inddragelsen af flermedialitet reelt kan betyde for publikums interesse i avisportrætter. Dette

perspektiv kunne afdækkes via en fokusgruppeundersøgelse, som metodeteoretisk kunne funderes på

Halkiers betragtninger (Halkier, 2008).

Erfaringerne herfra kunne jeg så igen bygge ovenpå, når jeg afsluttende betragtede det flermedielle

portræt i et samfundsperspektiv, hvor jeg med udgangspunkt i teori fra Semetko og Scammel (2000),

Hallin og Mancini (2004) og Schudson (2006) ville diskutere, i hvilken udstrækning det flermedielle

portræt kan siges at være kendetegnet ved at bidrage til journalistikkens funktion i et demokratisk

samfund som det danske6.

De fire perspektivers rækkefølge kan illustreres som følger:

Imidlertid er vekselvirkningen mellem de enkelte dele i modellen lidt anderledes. Man kan

argumentere for, at det begynder med producenterne, som skaber et produkt, der når ud til publikum,

hvis interesse i formatet har en indvirkning på samfundet. Man kan også anføre, at publikums

præferencer påvirker producenterne, samfundet påvirker publikum og så fremdeles. Således indvirker

de forskellige dele på hinanden.

                                                                                                               6  Disse fire perspektiver er inspireret af den undersøgelse, der er udarbejdet i specialet ’Singlen i Danmark’ (Byrdal og Lindquist, 2014).

Produkt Producent Publikum

Samfund

  23  

Når jeg har valgt at koncentrere mig om produkt- og producentperspektiv i denne undersøgelse,

skyldes det, at det ligger uden for specialets formåen at gå i dybden med alle fire perspektiver, og at

jeg trods alt finder en vis logik i at begynde med at se på, hvordan formatet faktisk tager sig ud og

hvilke tanker, producenterne har gjort sig omkring det. Imidlertid kunne det være interessant at arbejde

videre med de andre perspektiver på et andet tidspunkt.

3.2 Videnskabsteoretisk position I dette afsnit beskriver jeg min videnskabsteoretiske position med tanke på at opnå størst mulig

gennemsigtighed omkring, hvilke betragtninger der danner baggrund for undersøgelsesdesign samt for

til- og fravalg i forhold til metode.

De to videnskabsteoretiske perspektiver, der danner udgangspunkt for undersøgelsen, er

socialkonstruktivisme og hermeneutik. Da videnskabsteorierne fungerer som et redskab i

undersøgelsen og ikke som genstand for min research, vil jeg i det følgende primært redegøre for dem

i det omfang, de anvendes i dette speciale.

Socialkonstruktivistiske perspektiver i undersøgelsen

Socialkonstruktivismen, hvis genealogiske database tæller filosoffer som Immanuel Kant, Friedrich

Nietzsche og Michel Foucault, bygger på ideen om, at vores erkendelser altid er formet og farvet af de

perspektiver, vi lægger ned over dem. Med andre ord er vores viden om virkeligheden socialt

konstrueret (Collin, 2015: 327).

En konsekvens af et socialkonstruktivistisk fundament er i denne sammenhæng, at vores viden om

journalistik og mere specifikt om det flermedielle portræt er en konstruktion. Producenterne besidder

en magt, der gør dem i stand til at være med til at definere overordnede diskurser for formatet, for

eksempel hvad der definerer et flermedielt portræt, eller hvilke ideer om formatets potentialer der er

herskende. Disse konstruktioner af vores viden om det flermedielle portræt kan således have

betydning ikke blot for formatets udformning, men også for dets udbredelse nu og i fremtiden.

Der findes forskellige grene af teorien, hvor nogle er mere radikale end andre. Den ontologiske del af

socialkonstruktivismen arbejder ud fra den tese, at ikke blot vores opfattelser af virkeligheden er

konstruerede, men at det også gælder virkeligheden selv. Her bliver abstraktionsniveauet imidlertid så

højt, at det næsten bliver vanskeligt at tale om erkendelse. Jeg lægger mig i stedet op ad den mere

  24  

moderate, erkendelsesteoretiske linje, man finder hos samtidige socialkonstruktivister som Wenneberg

og Collin (Rasborg, 2013).

Specialets projektdesign er således tilrettelagt ud fra den betragtning, at det flermedielle portræt kan

anskues som et flerdimensionelt fænomen, og at flere perspektiver på genstandsfeltet derfor bidrager

positivt til en helhedsforståelse.

Det flermedielle portræt kan således have forskellige egenskaber alt afhængigt af, fra hvilken vinkel

det betragtes og kan dermed være:

• En samling journalistiske frembringelser, når det anskues fra et produktperspektiv.

• Et format til hvilket der knytter sig en række potentialer og problemer, set i et

producentperspektiv.

• Et produkt der tilbyder noget særligt, men også kræver noget ekstra, betragtet ud fra et

publikumsperspektiv.

• Et middel til at opfylde nogle af journalistikkens publicistiske idealer, når det anskues i et

samfundsperspektiv7.

Inden for teorien om den teknologiske udvikling har socialkonstruktivismen desuden spillet en ikke

uvæsentlig rolle. Hvor den konventionelle teknologifilosofi ser den teknologiske udvikling som

kategorisk og dermed upåvirkelig af udefrakommende faktorer, hævder socialkonstruktivismen, at

teknologiens udvikling netop bestemmes af de relevante aktørers interesser, praksisprocesser og syn

på verden (Wenneberg, 2002: 74).

Hermeneutiske perspektiver i undersøgelsen

Fælles for socialkonstruktivismen og hermeneutikken er grundantagelsen om, at dechifreringen af

virkeligheden altid er en fortolkning af denne (Rasborg, 2013: 431).

Hermeneutik betyder fortolkning, og teorien er grundlagt af filosoffen Martin Heidegger og senere

blandt andre videreført af hans elev filosoffen Hans-Georg Gadamer (Højbjerg, 2013: 290).

Som socialkonstruktivismen har hermeneutikken flere retninger: den traditionelle, den metodiske, den

filosofiske og den kritiske.

                                                                                                               7  En lignende oversigt er anvendt i specialet ’Singlen i Danmark’ (Byrdal og Lindquist, 2014: 21).

  25  

Den filosofiske gren er den, der er af størst interesse her, idet den med sit forskningsprincip om dialog

som vej til viden typisk benyttes som argumentationsgrundlag for de kvalitative metoders berettigelse

(Højbjerg, 2013: 319). Således bruges den filosofiske hermeneutik også af nogle af de

metodeteoretikere, hvis teorier anvendes i dette speciale.

Et vigtigt element i hermeneutikken er den hermeneutiske cirkel, som beskriver den vekselvirkning,

der finder sted mellem del og helhed. De to kan således kun forstås i kraft af hinanden, og

sammenhængen mellem dem er det, der genererer mening (Højbjerg, 2013: 292).

Dette har jeg integreret i undersøgelsen ved at anskue genstandsfeltet fra forskellige perspektiver, som

hver især udgør en del af en helhed. Den hermeneutiske cirkels vekselvirkning kan også gælde for

delene indbyrdes, som det i det følgende er beskrevet i procesdesignet for dette speciale, hvor jeg

udnytter den viden, det foregående led i undersøgelsen har givet mig i udarbejdelsen af det næste.

  26  

3.3 Procesdesign Undersøgelsens kausale forløb beskrives i nedenstående skema for at give et overblik over

forskningsprocessen og de forskellige metoders samspil, der skaber en række synergieffekter8.

                                                                                                               8  Figuren er inspireret af en model i specialet ’Singlen i Danmark’ (Byrdal og Lindquist, 2014: 17-18).

Motivation: Undren over onlineportrættets udformning 1. Min forforståelse er, at der til det flermedielle portræt knytter sig fortællemæssige og kommercielle

potentialer, og jeg undrer mig derfor over, hvorfor danske netaviser ikke i højere grad ser ud til at gøre brug af de digitale muligheder for at inddrage flermedialitet. Jeg bliver nysgerrig på, om min forforståelse er dækkende og således på, hvad der rent faktisk kendetegner formatet.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- è Afsøgning af felt 2. Jeg søger efter relevant forskning. I litteraturen finder jeg interessante betragtninger om

flermedialitetens mulige fortællemæssige og kommercielle potentialer. Men jeg finder ikke empiriske undersøgelser, som kan levere de svar, jeg søger og beslutter derfor selv at udarbejde en undersøgelse af det flermedielle portræt, som det tager sig ud i udvalgte, danske netaviser.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- è Opstilling af problemformulering 3. Nu kan jeg etablere min problemformulering: 1. Hvad kendetegner flermedielle portrætter i udvalgte

netaviser i Danmark? 2. Hvordan kan man producere et sådant portræt? --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- è Kvantitativ undersøgelse af digitale avisportrætter 4. Jeg gennemfører en kvantitativ analyse af portrætter i udvalgte sektioner på kristeligt-dagblad.dk,

pol.dk og b.dk, som skal give et indblik i de formmæssige kendetegn ved det flermedielle portræt. --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- è Kvalitative forskningsinterview med producenter 5. Herefter foretager jeg en række kvalitative forskningsinterview med producenter fra de udvalgte

netaviser samt øvrige ekspertkilder inden for flermedialitet. Formålet er at indhente en viden om, hvilke kendetegn og potentialer informanterne mener, det flermedielle portræt besidder.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- è Interview med udenlandske ekspertkilder 6. Desuden gennemfører jeg to forskningsinterview med erfarne amerikanske portrætjournalister for at

opnå yderligere viden om blandt andet research- og interviewmetoder. --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- è Udarbejdelse af produkt 7. Herpå produceres et flermedielt portræt med udgangspunkt i den viden, jeg har indsamlet via teori,

analyser og interview med udenlandske informanter. --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- è Evaluering af produkt 8. Jeg beder nu tre redaktører fra henholdsvis Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad om at evaluere

mit produkt med særligt fokus på anvendelsen af flermedialitet. --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- è Diskussion, konklusion og perspektivering 9. Afslutningsvis diskuterer jeg undersøgelsen og dens resultater, drager en samlet konklusion og besvarer

problemformuleringen.    

   

  27  

3.4 Projektdesign I det følgende uddyber jeg ovenstående model ved at redegøre for, hvordan teori, analyser og produkt

spiller sammen. Jeg berører desuden designets rækkevidde og begrænsninger. Dette vil jeg dog

komme yderligere ind på i specialets afsluttende diskussion.

For at kunne undersøge det flermedielle portræt, må jeg først udarbejde en operationel forståelse af,

hvad der udgør et sådant. Det gør jeg ved at stille mig på skuldrene af forskere, som tidligere har

beskæftiget sig med at definere henholdsvis portrættet og flermedialitet. Nu kan jeg gennemføre den

kvantitative analyse. Jeg analyserer samtlige portrætter, der på undersøgelsestidspunktet befinder sig i

en af følgende digitale særsektioner for længere formater: Magasinet på pol.dk, Longreads på b.dk og

Specialhistorier på kristeligt-dagblad.dk. Herved opnår jeg et overblik over relevante karakteristika

ved formatet, herunder om det adskiller sig fra de øvrige onlineportrætter på andre områder end ved at

inddrage flermedialitet.

Disse findings danner sammen med relevant teori udgangspunktet for den næste analyse, der som

beskrevet tager form af syv kvalitative semistrukturerede forskningsinterview. Gennem disse

casestudier (Kvale og Brinkmann, 2009: 138) ønsker jeg at få indblik i, hvad der ligger til grund for

nogle af de formmæssige valg og den prioritering af formatet, som fremgår af den forrige analyse,

samt hvilke potentialer der kendetegner det flermedielle portræt set fra producenternes perspektiv.

Metodeteoretisk kan mit genstandsfelt betegnes som et fænomen i informantens livsverden, hvor mit

sigte er at afdække, hvordan dette opleves og forstås af denne (Kvale og Brinkmann, 2015: 22; Kvale

2009:137).

De to forskningsinterview der herudover gennemføres med amerikanske portrætjournalister indgår

ikke som en del af analysen, men inddrages i det kapitel der udgør produktrapporten, idet de bidrager

med viden, der knytter sig specifikt til udarbejdelsen af produktet.

Generelt kan man sige, at kvalitative metoders gyldighed beror på kvaliteten af den

erfaringsindsamling, der finder sted, og som skal bidrage til fortolkningen af et givent fænomen

(Kvale og Brinkmann, 2009: 17-19). Ligesom reliabilitet er afgørende for kvantitativ metode, er

transparens udslagsgivende for kvaliteten af kvalitativ metode (Brinkmann og Tanggaard, 2010: 490).

Derfor beskriver jeg senere i kapitlet baggrunden for udvælgelsen af informanter, samt hvordan

interviewene er gennemført og efterfølgende behandlet.

  28  

Kvalitative metoder er blevet kritiseret for at være begrænsede i forhold til generaliserbarhed (Kvale

og Brinkmann, 2009: 192). Informanternes udsagn er udtryk for subjektive erfaringer og

betragtninger, og det kan ikke udelukkes, at nogle af dem desuden sidder med en personlig dagsorden.

Havde formålet været at skabe en større grad af repræsentativitet, kunne jeg i stedet have udarbejdet

en spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige producenter af flermedielle avisportrætter i landet. Her

kunne der omvendt stilles spørgsmålstegn ved den grad af dybde, der ville blive tilvejebragt ved en

sådan metode. Når jeg mener ud fra dette perspektiv at kunne fremføre noget meningsfyldt om, hvad

der kendetegner det flermedielle portræt, er det således i mindre grad som følge af repræsentativitet og

i højere grad på grund af undersøgelsens validitet.

Nedenstående oversigt viser, hvilket bidrag de to analyser hver især skal yde til undersøgelsen9.

Todelt analyse

Produktperspektiv

Producentperspektiv

Metode

Kvantitativ analyse

Semistrukturerede forskningsinterview

Hensigt

At undersøge hvad der

formmæssigt kendetegner det

flermedielle portræt, samt hvor

udbredt formatet er i udvalgte

netavisers særsektioner.

At undersøge hvorfor det flermedielle

portræt ser ud, som det gør i udvalgte

netavisers særsektioner med særlig

vægt på formatets fortællemæssige og

kommercielle potentialer.

I produktdelen af specialet tager jeg udgangspunkt i de erfaringer, jeg har gjort via den akademiske

del. Ideelt set skulle jeg således gerne udarbejde et produkt, der som minimum kan måle sig med de

flermedielle portrætter, jeg har undersøgt. Produktet evalueres efterfølgende af producenter fra de tre

udvalgte netaviser, som også tidligere har indgået som informanter i den kvalitative analyse, og

således vil der være en vekselvirkning og en klar sammenhæng mellem specialets to delelementer.

                                                                                                               9  Denne figur er udarbejdet med inspiration fra en model i specialet ’Singlen i Danmark’ (Byrdal og Lindquist, 2014: 22).

  29  

3.5 De anvendte metoder I dette afsnit beskrives de to analysers empirigrundlag og -behandling for at sikre gennemsigtighed i

forhold til resultaternes tilvejebringelse. Metoderne bliver gennemgået i den rækkefølge, de optræder i

undersøgelsen.

Produktperspektivets metode Herunder redegøres for den kvantitative indholdsanalyse.

Indsamling af empiri

For at sikre størst mulig spredning har jeg gennemgået alle enheder, der tirsdag d. 17. november 2015

lå i en af de tre udvalgte sektioner. Det resulterede i 40 portrætter fra b.dk, 38 fra pol.dk og 12 fra

kristeligt-dagblad.dk.

Medierne er udvalgt på baggrund af at være de tre landsdækkende aviser med de mest klart

afgrænsede featuresektioner, hvor størstedelen af netavisernes portrætter er samlet10.

Ugedagen er valgt med henblik på at øge sandsynligheden for, at portrætter der oprindeligt er bragt i

avisernes trykte weekendudgaver, er blevet overført til netaviserne11.

Enhederne fra Politiken er publiceret fra oktober til november 2015, fra Berlingske i tidsrummet marts

til november 2015 og fra Kristeligt Dagblad fra maj 2013 til november 201512. Spændet i tidsperiode

og antal er dog ingen hindring for undersøgelsens validitet, idet mit hovedsigte ikke er at sammenligne

de tre aviser. Havde formålet i højere grad været at holde de tre aviser op imod hinanden, kunne jeg i

stedet have valgt at se på et lige antal portrætartikler fra hver avis og/eller tilstræbt en mindre

spredning i tid.

                                                                                                               10  Dette ses tydeligt, når man går ind i sektionerne og er via en telefonisk rundspørge bekræftet af producenter på de respektive medier. Det kan dog ikke fuldstændig udelukkes, at der kan findes enkelte portrætter andre steder på netaviserne, men givetvis vil der være tale om ganske få, og det er usandsynligt at sådanne vil være flermedielle. 11  Ifølge tidligere Magasin-redaktør på Politiken Kim Faber og nuværende redaktør Christian Ilsøe kommer portrætterne ofte på tryk til en begyndelse, selv om udviklingen på avisen går i retning af, at historierne i højere grad også kan udkomme først på internettet (Faber og Ilsøe, bilag 3: 5-6). 12  Det skal nævnes, at der qua de forskellige mediehuses teknologiske systemer kan være forskel på, hvor mange enheder, der kan ligge i en sektion. Det er dog min vurdering, at grunden til de store forskelle i antal ikke skal findes heri, men nærmere i netavisernes forskellige profiler og tilgange til at arbejde med journalistik og flermedialitet, hvor Kristeligt Dagblad for eksempel bruger ekstraordinært lang tid på produktionerne (Schou, bilag 6:2).  

  30  

Behandling af empiri

Med henblik på at opnå et grundigt indblik i formatets primært formmæssige kendetegn kodes for en

række karakteristika. Alle enheder kodes efter samme fremgangsmåde for at sikre størst mulig

reliabilitet.

Formalia som medienavn, skribent, dato og rubrik er registreret, så det er muligt at henvise til konkrete

eksempler.

Antallet og arten af flermedielle elementer noteres. Er medieelementerne tidsbaserede, registreres det

sammen med en kort beskrivelse af indholdet for at danne overblik over anvendelsen. Det samme

gælder interaktive elementer og hyperlink.

Længde opgøres for at få et overblik over omfanget, og lixtal udregnes for at få et indblik i

læsbarheden. Dette er dog ikke en udtømmende metode, idet andre faktorer kan have indvirkning

herpå. Det kan imidlertid give en ide om niveauet. Lixtallet er beregnet ud fra den metode, der er

anvist i ’Håndbog i klarsprog’, som er udgivet af Folketingets Ombudsmand (Jarvad og Schack, 2008:

63).

Der kodes for nyhedskriteriet aktualitet, da det som beskrevet kan have kommerciel betydning, og

holdes et vågent øje med repræsentationen af øvrige nyhedskriterier. Aktualitet definerer jeg på linje

med Kristensen og From som tilknytning til en aktuel begivenhed (Kristensen og From, 2011: 157).

Det illustreres for eksempel af Berlingskes portræt af Marie Frank ’Det er fedt at være fastlåst i en

familie’ (2015), som publiceres op til Franks nye pladeudgivelse. Når jeg har valgt denne meget

konkrete definition af aktualitet, skyldes det, at den skarpe afgrænsning sikrer en større reliabilitet i

kraft af analysens reproducerbarhed.

Stofområderne er registreret og tæller kultur, sport, politik, økonomi, udland, videnskab og

skæbnehistorier, hvor sidstnævnte dækker over portrætter af for offentligheden ukendte personer, der

ofte har oplevet en livsomvæltende begivenhed. Stofområderne blev ikke fastlagt på forhånd, men

tilføjet undervejs for at sikre en åben tilgang til materialet. Et portræt kan for overskuelighedens skyld

kun tildeles ét stofområde.

  31  

Den portrætteredes status som eventuel elitekilde13 noteres for at få indblik i anvendelsen af kilder.

Der skeles desuden til, hvor mange øvrige kilder der indgår.

Idet mange som førnævnt finder journalistiske historier via de sociale medier (web: DR

Medieforskning, 2015: 20), kodes der for mulighederne for at dele artiklen på sådanne.

Producentperspektivets metode I det følgende redegøres for den kvalitative analyse.

Informanter

Informanterne består primært af producenter fra de tre udvalgte netaviser. Det drejer sig om

nuværende og forhenværende redaktør af Magasinet henholdsvis Christian Ilsøe og Kim Faber. De

foreslog begge at deltage, da Ilsøe netop i den pågældende uge var i færd med at tage over fra Faber.

Herudover er det Kristeligt Dagblads digitale tilrettelægger med ansvar for Specialhistorier Kim

Schou samt kulturredaktør på Berlingske Lars Rix. Ansvaret for Berlingskes Longreads ligger

overordnet hos den digitale redaktør, men idet den pågældende på tidspunktet for undersøgelsen var

ny i stillingen og endnu ikke følte sig kvalificeret til at udtale sig om emnet, henviste han i stedet til

kulturredaktøren, som har haft ansvaret for langt størstedelen af de portrætter fra Berlingske, der

indgår i det empiriske grundlag for den kvantitative del af undersøgelsen. Redaktørerne er gode kilder

til viden i kraft af deres mellemlederfunktion, hvor de både har hånd i hanke med det specifikke

materiale og indblik i avisens overordnede motivationer og målsætninger.

Herudover interviewes chefredaktør for Politiken Anne Mette Svane samt chefredaktør for Berlingske

Jens Grund. I begge tilfælde har jeg udvalgt den del af ledelsen, som er tættest på den daglige

produktion ud fra den betragtning, at disse har bedst hånd i hanke med de enkelte sektioner. Desværre

kunne chefredaktøren for Kristeligt Dagblad ikke afse tid til at deltage i undersøgelsen. Imidlertid har

Schou kunnet bidrage med viden om avisens overordnede overvejelser omkring brugen af

flermedialitet.

                                                                                                               13  I min forståelse af elitekilde lægger jeg mig op af den gængse definition, som en person der allerede er kendt af offentligheden, og som typisk enten er kulturperson, politiker, erhvervskvinde, ekspertkilde eller en anden form for autoritet.  

  32  

Kilder til inspiration og perspektiv

I analysen indgår yderligere to informanter, der udgøres af ekspertkilder fra den danske mediebranche,

som har særlig stor indsigt i brugen af flermedialitet. De skal således bidrage med uddybende viden,

nuancering og perspektiv.

Den ene er medredaktør på Information Troels Behrendt Jørgensen, der er en af de personer

herhjemme, som besidder størst viden på området. Han har beskæftiget sig med flermedialitet i en

årrække og blandt andet netop søsat de første flermedielle fortællinger på Information og tidligere

været ansat som onlinechef på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at grundlægge sektionen

Specialhistorier. Desuden rykker han til efteråret videre til Politiken som digital redaktør14.

Den anden er featurejournalisten Line Vaaben, som ligeledes har arbejdet med flermedielle

fortællinger på både Kristeligt Dagblad, hvor hun blandt andet var med til at producere flere af de

flermedielle portrætter, der indgår som empiri i den kvantitative analyse, og på Information, hvor hun

er ansat i dag. Den viden hun bidrager med vil dels blive anvendt i den kvalitative analyse, dels i det

kapitel, der udgør produktrapporten, hvor jeg vil inddrage hendes anskuelser om kildehåndtering og

researchmetoder.

Journalisten bag ’Snowfall’ Jon Branch fra New York Times havde jeg desuden gerne inddraget, men

trods gentagne forsøg har det desværre ikke været muligt at få ham til at afsætte tid til et interview.

Til brug i produktrapporten har jeg som tidligere nævnt ydermere gennemført to forskningsinterview

med udenlandske ekspertkilder. Det drejer sig om henholdsvis Mike Sager og Walt Harrington, der i

kraft af deres omfattende bagkatalog, som for begge tæller en lang række portrætter og for Harrington

desuden flere lærebøger om feature- og portrætjournalistik, bidrager med viden, jeg kan drage nytte af

i forbindelse med det praktiske arbejde i forhold til produktdelen af specialet. Når de er nævnt her, til

trods for at de ikke indgår i analysen, er det blot med henblik på for gennemsigtighedens skyld at

redegøre for interviewprocessen.

                                                                                                               14  Denne  oplysning  besad  jeg  dog  ikke  på  tidspunktet  for  interviewet,  idet  det  først  blev  offentliggjort  senere,  og  jeg  har  derfor  ikke  kunnet  spørge  ind  til  Jørgensens  planer  for  Politiken,  når  han  tiltræder  stillingen  1.  oktober  i  år.  Når  det  alligevel  nævnes  her,  er  det  med  tanke  på,  at  hans  syn  på  flermedialitet  kan  komme  til  at  betyde  noget  for,  hvordan  Politiken  vil  inddrage  dette  fremadrettet.  

  33  

Indsamling af empiri

Størstedelen af interviewene har form af semistrukturerede forskningsinterview, der tilbyder struktur

og retning, men også plads til at udfolde uventede væsentlige pointer (Brinkmann og Tanggaard,

2010: 38).

Informanterne er alle eksperter og del af en elite. Ifølge Kvale og Brinkmann vil en interviewsituation

typisk være asymmetrisk således, at forskeren besidder en større magt i interviewsituationen end

informanten. Dette magtforhold kan dog forskubbes, når der er tale om en eliteperson, så informant og

forsker bliver mere jævnbyrdige, men kan også tippe den anden vej, så forskerens magt begrænses

(Kvale og Brinkmann, 2015: 201). Ved at sætte mig grundigt ind i fagtermer og relevante

baggrundsoplysninger sørgede jeg for at opnå så stor ligevægt som muligt i interviewsituationen.

Interviewspørgsmålene fungerer som en konkretisering eller perspektivering af

forskningsspørgsmålene, hvor disse brydes ned til mindre og mere håndgribelige dele. Ved alle

interview er der udarbejdet en vejledende interviewguide med spørgsmål, der tager udgangspunkt i

resultaterne fra den kvantitative indholdsanalyse samt øvrige relevante temaer15. Udgangspunktet er

det samme ved alle interview, men modereres alt afhængigt af informant.

De interview, der udelukkende er rettet mod produktdelen, er dog tilrettelagt særskilt med fokus på

research- og interviewmetoder.

De fleste interview er gennemført via et personligt møde på informantens arbejdsplads af en halv til en

hel times varighed. Dette gav desuden i nogle tilfælde mulighed for at se nærmere på tekniske detaljer

via informantens arbejdscomputere. I enkelte tilfælde er der efterfølgende fulgt op på spørgsmål

telefonisk.

Kvale og Brinkmann anfører, at det kan være svært at få adgang til meget travle kilder (Kvale og

Brinkmann, 2015:201). Chefredaktørerne er derfor i udgangspunktet interviewet via e-mail. Svane

ønskede imidlertid at blive ringet op, og dette interview er således foretaget telefonisk.

I nogle tilfælde blev der givet fortrolige oplysninger, for eksempel om hvilket program et medie

benytter til at opbygge flermedielle historier, og her er der indgået aftale om, at sådanne oplysninger

ikke offentliggøres uden for dette speciale.

                                                                                                               15  Et eksempel på en interviewguide samt en oversigt over temaer findes i bilag 2.  

  34  

De to udenlandske informanter er interviewet via videomøder på Skype af en time til halvanden times

varighed.

Behandling af empiri

Metodeteoretikerne Brinkmann, Rimestad og Gravengaard angiver, at det ikke nødvendigvis er

almindelig praksis at transskribere forskningsinterview i fuld længde (Brinkmann, 2014: 87; Rimestad

og Gravengaard, 2014: 105). Dette har jeg dog netop gjort med alle de dansksprogede interview for at

skabe et udførligt overblik over data. Af samme årsag har jeg selv stået for at gøre dette arbejde med

inspiration fra de retningslinjer, man finder hos Brinkmann og Tanggard (Brinkmann og Tanggaard,

2010:44).    Interviewene med de amerikanske journalister er transskriberet i det omfang, citaterne er

meningskondenserede, mens interviewene i fuld længde er vedlagt som link til lydfiler under bilag 10

og 11.

Citatbrug

Der anvendes tre former for citering:

• Overordnet som henvisning til tidskoder i de interview, der er vedlagt som lydoptagelser.

• Mere specifikt som reference til transskriberingerne, der er vedlagt som skriftlige bilag.

• Konkret som direkte citat, der gengives i teksten.

De første metoder bruges, når informanten har en vigtig pointe, men hvor det vurderes, at det er

tilstrækkeligt at gengive meningen. Den sidste, når der er tale om et citat, som er så rammende eller

vægtigt, at det skønnes relevant at fremstille den eksakte ordlyd.

Direkte citater meningskondenseres således, at eventuelle gentagelser, fyldord og forkerte ordstillinger

ikke fremgår. Dette gør, at meningen fremstår tydeligere, og jeg undlader at udstille informantens

talesprog. Herunder ses et eksempel (Vaaben, bilag 12: 1):

  35  

Oprindeligt citat Meningskondenseret citat

Det er lidt en mere sådan sanselig, mere

tredimensionel oplevelse, der rammer dig fra

flere sider.

Det er en sanselig, tredimensionel oplevelse, der

rammer dig fra flere sider.

Hvis et direkte citat er meningskondenseret, fremgår det af en tabel som den ovenstående i bilag 12,

således at man har mulighed for at se, hvordan citatet er tilrettet.

Tematisering

Efter Kvales og Brinkmanns anvisninger (Kvale og Brinkmann, 2015: 261-265) har jeg kodet de

transskriberede interview ved først at knytte nøgleord eller begreber til forskellige afsnit af

transskriptionen og efterfølgende opdele materialet i temaer. Denne tilgang er valgt med henblik på at

skabe overblik og systematik.

Nogle af temaerne udspringer af interviewguiden og er dermed udtryk for en deduktiv tilgang, andre

er udvalgt senere, som følge af de styrkemarkører informanterne tillagde dem eller den hyppighed,

hvormed de blev omtalt, og kan således siges at nærme sig en tilgang, der er mere induktiv. De

respektive underpunkter behandles i analysen i forlængelse af hovedpunkterne.

Formmæssige

karakteristika

Fortællemæssige

potentialer

Kommercielle

potentialer

Forklaringer på

fravær

Fremtidsudsigter

- Format - Bidrager positivt

til historien

-Risiko for at

forstyrre

- Tiltrækning af

publikum

- Fastholdelse i

tid og annoncer

-Salgspotentiale

- Ressourcer

- Teknologiske

udfordringer

- Vaner

- Tekstpræference

- Udbredelse

- Genreudvikling

  36  

Kapitel 4: Produktperspektivet I dette afsnit vil jeg redegøre for de findings, jeg er kommet frem til via den kvantitative

indholdsanalyse.

4.1 Det flermedielle portræts kvantitative kendetegn Herunder gennemgås de enkelte karakteristika. Portrætter der ikke lever op til betingelserne for at

være flermedielle benævnes i det følgende onlineportrætter.

Formalia

Flermedielle portrætter udgør 31 ud af de i alt 80 enheder. Heraf er 15 fra Berlingske, fire fra Politiken

og 12 fra Kristeligt Dagblad.

De 80 enheder er produceret af i alt 58 journalister. 35 produktioner er forfattet eller medforfattet af

kvinder, mens det for mændenes vedkommende gælder for 47. Det afspejler nogenlunde den generelle

kønsfordeling blandt journalister, hvor 39 procent i 2012 var kvinder (Jørgensen, 2012: 7).

Omfang

Tekst er det centrale element i alle enheder. Onlineportrætterne er i gennemsnit 12.140 tegn, mens de

flermedielle portrætter er noget længere med et gennemsnit på 17.352 tegn.

Citater

Direkte citater er generelt den hyppigste gengivelse af tale. Dog er der flere eksempler på dialog,

ligesom der er tilfælde, hvor inddragelsen af flermedialitet faciliterer en blanding af disse. Det ses

blandt andet i Kristeligt Dagblads flermedielle portræt ’Et liv efter voldsdom nummer nr. 16’ (2015),

hvor historien er skrevet ved brug af dialog, men tilføjet direkte citater i form af lydklip.

Lixtal

Lixtallene for de flermedielle portrætter ligger gennemsnitligt på knap 35 og adskiller sig derved ikke

nævneværdigt fra onlineportrætterne, der har et gennemsnit på godt 34. Således placerer det

flermedielle portræt sig på grænsen mellem det interval på 35-44, der almindeligvis kendetegner

dagbladsjournalistik, og det interval på 25-34, der typisk karakteriserer skønlitteratur. (Jarvad og

Schack, 2008: 13). Spændvidden er dog bred, idet der blandt de flermedielle portrætter er eksempler

på lixtal helt ned til 28 og op til 49. Ved de høje lixtal ses generelt længere sætninger og flere lange

ord. Følgende er et eksempel på en sætning fra det flermedielle portræt med højest lixtal:

  37  

”Mandela blev født ind i en velhavende familie som søn af en høvding, men oplevede tidligt konsekvenserne af det hvide styre, da hans far fik frataget sin titel og hans formue blev konfiskeret, fordi han nægtede at anerkende en hvid dommers afgørelse” (web: Kristeligt Dagblad, 05.12.2013).

Den næste sætning er omvendt fra det flermedielle portræt med lavest lixtal:

”Hun holdt øje med ambulancen” (web: Berlingske, 29.03.2015).

Aktualitet

Størstedelen af portrætterne lever op til aktualitetskriteriet. For de flermedielle portrætter gælder det

godt 74 procent, for onlineportrætterne knap 86 procent. De forholdsvis høje procenter skyldes

givetvis en stor repræsentation af kulturhistorier, der ofte er båret af konkrete begivenheder

(Kristensen og From, 2011: 157).

Medieforskerne Kristensen og From har undersøgt udvalgte danske avisers kulturstof fra 1890 til

2010, blandt andet Politikens, og heraf fremgår det, at otte ud af ti artikler inden for kulturområdet

lever op til dette aktualitetskriterium (Kristensen og From, 2011: 157). Mine findings lægger sig

således i forlængelse af en journalistisk tradition inden for kulturstoffet.

Når den procentmæssige andel er mindre blandt de flermedielle portrætter, skyldes det, at en betydelig

del af disse stammer fra Kristeligt Dagblad, der ikke har lige så meget kulturstof som de to øvrige

aviser.

Kultur

Kultur er det største stofområde og tegner sig for henholdsvis 53 procent af de flermedielle portrætter

og 57 procent af onlineportrætterne. Stofområdet skæbnehistorier er unikt for de flermedielle

portrætter og udgør her det næststørste stofområde. Blandt onlineportrætterne er det næststørste

stofområde politik, der kendetegner 22 procent af historierne, mens politik kun er svagt repræsenteret

blandt de flermedielle portrætter med 6 procent. Dette tyder på en prioritering i forhold til hvilken type

historier, der produceres som flermedielle. Stofområderne sport, udland, økonomi og videnskab er kun

repræsenteret i begrænset omfang.

Kildebrug

Elitekilder udgør omkring 96 procent af de portrætterede i onlineportrætterne, mens det gælder for

knap 63 procent i de flermedielle portrætter, hvad der særligt skyldes andelen af skæbnehistorier. I 84

procent af førstnævnte udgøres kilden af en mand, i sidstnævnte gælder det 63 procent.

  38  

Forskellen skyldes særligt en meget høj andel af mandlige kilder hos Politiken, som omvendt har en

meget lav andel af flermedielle portrætter og skal altså knyttes mindre til formatet og mere til

avisernes forskellige brug af kildetyper. De nyeste undersøgelser viser, at favoriseringen af mandlige

kilder er generel blandt nyhedskilder i Danmark, hvor kun hver fjerde nyhedskilde er en kvinde (web:

Global Media Monitoring Project, 2015: 4).

Enkilde-historier er de mest udbredte både blandt flermedielle portrætter og onlineportrætter.

Dog er der enkelte tilfælde, hvor der er inddraget adskillige kilder, enten fordi den portrætterede ikke

selv udtaler sig, som i tilfældet med Berlingskes portræt af Carl Holst ’Mange har slået sig på Carl

Holst. Andre skylder ham deres job’ (2015), eller når der er etiske årsager, som det er gældende i

Kristeligt Dagblads flermedielle portræt af en pædofilimistænkt ’[Pædofil?]’ (2014).

Flermedielle elementer

Kristeligt Dagblad har langt den største procentvise andel af flermedielle portrætter. Her kan samtlige

undersøgte enheder kategoriseres som flermedielle, mens det på Berlingske gør sig gældende for knap

38 procent og hos Politiken for godt 14 procent.

Tidsbaserede og interaktive elementer

Hos Politiken og Berlingske er de tidsbaserede flermedielle elementer i alle tilfælde video, mens der

hos Kristeligt Dagblad benyttes både video, lyd, animation og musik. Især i forhold til Politiken kan

det undre, at der ikke findes eksempler på inddragelse af lyd, idet avisen de seneste år har slået sig op

på et stort anlagt podcast-univers16.

Lydklip optræder hos Kristeligt Dagblad i 10 ud af 12 produktioner. Typisk har de en varighed på

under et minut og indeholder interview med hovedkilden. Længere interview kan være placeret efter

selve fortællingen, som det er tilfældet i den omtalte ’Enkeltbillet til Zürich’, der indeholder en godt

17 minutter lang soundbite. I enkelte tilfælde anvendes lyd desuden som stemningsskabende effekt

som for eksempel lyden af bølger.

Nogle klip skal aktiveres af publikum, andre går i gang af sig selv, som det er tilfældet i det

flermedielle portræt af Nelson Mandela ’Mandela var en drøm, der gik i opfyldelse’ (2013), hvor

publikum uden forvarsel præsenteres for lyden af Martin Luther King Jr.’s tale ’I have a dream’.

                                                                                                               16  Dette udsagn baseres på den generelle omtale af Politiken, som jeg oplever den, og som den er beskrevet i diverse artikler og på avisens eget site: http://www.bfood.dk/danske-nyhedsmedier-springer-med-paa-podcastboelgen/; http://politiken.dk/podcast/ .  

  39  

Den samme forskel i fremgangsmåde kendetegner de videoklip, der er indlejret i ni af Kristeligt

Dagblads produktioner. I de flermedielle portrætter fra Politiken og Berlingske skal publikum derimod

altid selv aktivere videoelementerne.

Video anvendes oftest til interview i form af talking heads, dernæst til at vise handling som det for

eksempel ses i den tidligere omtalte produktion fra Berlingske ’Marie Frank: Det er fedt at være

fastlåst i en familie’ (2015), hvor et videoklip viser musikeren spille et nummer fra sin nye plade.

Kristeligt Dagblad finder dog også andre anvendelser af mediet. I det flermedielle portræt af den

kriminelle Martin ’Et liv efter voldsdom nummer 16’ (2015), som jeg ligeledes tidligere har nævnt og

også kommer til at vende tilbage til senere, er det bærende fotografi skiftet ud med en kort

videosekvens, der gentages uendeligt. I historien om en Scientology-afhopper ’Broen til ruin’ (2014)

fremkommer teksten fra sektens trosbekendelse i et videoklip sammen med et speak, hvor denne læses

op. Kristeligt Dagblad demonstrerer således en eksperimentel og kreativ tilgang til anvendelsen af

videomediet.

Videoklip er gennemsnitligt af en længde på knap 2 minutter, men der er stor diversitet, hvor det

korteste klip varer 16 sekunder, og det længste er på over 16 minutter. De tidsmæssigt mest homogene

finder jeg hos Kristeligt Dagblad, hvor klippene oftest har en varighed på under et minut. Det tyder på,

at der her er tale om et mere bevidst valg i forhold til elementernes omfang.

Animation anvendes kun i ganske få tilfælde og synes benyttet dels til at vise noget, der ikke

umiddelbart lader sig illustrere på anden vis, dels som visuel effekt. Et eksempel er fortællingen om

den psykisk syge Anita ’Anita har brækket hjernen’ (2015), hvor der på forsiden er et kraftigt

vibrerende nærbillede af hovedpersonens øre, som skal illustrere, at hun hører stemmer.

Interaktivitet er stort set fraværende. Der findes ét eksempel i form af en interaktiv grafik i ’Broen til

ruin’ (2014). Her kan publikum få yderligere tekstlig information om Scientology ved at køre curseren

hen over bestemte punkter i en grafik, der forestiller stifteren L. Ron Hubbard. Den lave forekomst og

den relativt simple anvendelse vidner om, at interaktive elementer stadig er forholdsvist ukendt land

for producenterne.

Figuren herunder illustrerer repræsentationen af tidsbaserede og interaktive elementer i de flermedielle

portrætter. Tallene viser, i hvor mange enheder det pågældende element figurerer:

  40  

Kristeligt Dagblad har ikke blot en stor diversitet i de elementer, de anvender, de bruger også et

betydeligt antal. Dette er illustreret i følgende grafik, der viser det gennemsnitlige antal tidsbaserede

og eventuelt interaktive elementer i flermedielle portrætter hos de tre netaviser. Tallene er ikke udtryk

for, hvor mange forskellige elementer, der er anvendt. Der kan således være tale om eksempelvis flere

videoklip i samme portræt.

  41  

Andre medieelementer og hypertekst

Blandt de ikke-tidsbaserede medieelementer ses ikke overraskende en stor anvendelse af fotografiet,

som på nær i ét onlineportræt benyttes i samtlige undersøgte enheder. Værd er det at bemærke, at

fotografier optræder i langt højere grad i de flermedielle portrætter end i onlineportrætterne.

Gennemsnittet i sidstnævnte er på knap fire, mens det i førstnævnte er knap 12. Der er dog stor forskel

medierne imellem, hvor Kristeligt Dagblad igen skiller sig ud ved at inddrage flest fotografier. Oftest

er der tale om nyere, professionelle billeder af hovedkilden, men det kan også være arkivfoto eller

privatfotografier.

Tegning er svagt repræsenteret med tre eksempler, alle i Politiken og ingen af dem i flermedielle

portrætter.

Grafik optræder omvendt udelukkende i flermedielle portrætter, dog blot i fire enheder, alle fra

Kristeligt Dagblad. Et eksempel findes i historien om en indisk kvinde ’»Gå tilbage til din mand og

  42  

giv ham en søn «’ (2014), hvor et søjlediagram giver et overblik over de ti lande med den største andel

af drengefødsler. Der er generelt tale om forholdsvist standardiserede grafikker.

Hypertekst er anvendt i et meget beskedent omfang hos Politiken og Kristeligt Dagblad, hvorimod

Berlingske gør brug af relative hyperlink i stort set alle undersøgte enheder. Hvis man ser bort fra

enkeltstående link til andre sites med en engelsk oversættelse af et tilsvarende portræt, er der ingen

steder anvendt eksterne link.

Mine findings stemmer således godt overens med Steensens betragtninger om, at potentialet for at

linke eksternt sjældent udnyttes (Steensen, 2011 B: 315) og med Engebretsens resultater af et tidligere

studie af skandinaviske aviser, hvor han ligeledes fandt en meget begrænset anvendelse af eksterne

link (Engebretsen, 2006: 11). I hvad der kan være et forsøg på ikke at trække trafikken væk fra den

pågældende netavis, står hypertekstens muligheder således fortsat relativt uudnyttede.

Alle enheder har indlejret muligheder for at dele portrættet enten via e-mail eller sociale medier,

primært Twitter og Facebook.

Ser man samlet på alle typer af flermedielle elementer, er det højeste antal anvendte elementer i de

undersøgte flermedielle portrætter ud over tekst og foto fire.

4.2 Delkonklusion Herunder opsummeres de vigtigste pointer fra analysen.

Det flermedielle portræt er oftest sammensat af tekst, foto, video og hypertekst. Analysen har dog også

vist eksempler på inddragelsen af særligt lyd, men også i enkelte tilfælde grafik, animation og

interaktivitet.

Video anvendes typisk til interview eller til at vise en handling, mens lydklip oftest gengiver korte

interviewbidder. Animation bruges dels til at vise noget, der ikke lader sig visualisere på anden vis,

dels som visuel effekt, mens grafik formidler data. Det samme gør sig i princippet gældende for det

eneste eksempel, der er på interaktivitet, hvor baggrundsinformation fremkommer, når bestemte

punkter aktiveres.

  43  

Hypertekst er hos Politiken og Kristeligt Dagblad stort set fraværende, men anvendes i form af interne

link hos Berlingske.

Fotografier afbilleder typisk hovedpersonen og er inddraget i langt højere grad i de flermedielle

portrætter end i de øvrige artikler, ligesom teksten her er væsentlig længere.

Teksten ligger gennemsnitligt i den lave ende af det lix-interval, der kendetegner dagbladsjournalistik,

og der er typisk tale om enkilde-historier, hvor tale gengives med direkte citater, mens dialog

anvendes sjældnere. Det flermedielle portræt skiller sig ud ved i enkelte tilfælde at blande disse,

således at der i teksten benyttes dialog, men i lyd- eller video-elementer anvendes direkte citat.

Historien portrætterer oftest en elitekilde og knytter sig til en aktuel begivenhed. Det skyldes ikke

mindst, at kultur er det stofområde, størstedelen af de flermedielle portrætter tilhører. Skæbnehistorier

er dog også repræsenteret i betydeligt omfang og har i analysen vist sig som et stofområde, der er

unikt for det flermedielle portræt.

De flermedielle portrætter kan i alle tilfælde deles, oftest via e-mail samt Twitter og Facebook.

Kristeligt Dagblad er den af de tre aviser, der i højest grad udnytter de digitale muligheder for at

inddrage flermedialitet. Her kan samtlige enheder karakteriseres som flermedielle, og der er en stor

diversitet i de forskellige elementer, en innovativ tilgang til brugen af dem og et stort antal af dem i de

enkelte produktioner. Det højeste antal forskellige flermedielle elementer i en produktion er ud over

tekst og foto fire. Blandt enhederne fra Berlingske kan 38 procent betegnes som flermedielle, mens det

kun gælder for fire procent hos Politiken. Hos begge er video det eneste medieelement ud over tekst

og foto.

Den relativt sparsomme og ensformige brug af flermedialitet hos to af landet største netaviser vidner

om, at formatet endnu ikke for alvor har fundet fodfæste i den danske medieverden.

  44  

Kapitel 5: Producentperspektivet I det følgende vil jeg redegøre for resultaterne af den kvalitative analyse.

Herunder minder jeg kort om informanterne.

Informanter

Redaktørerne: Christian Ilsøe og Kim Faber, nuværende og tidligere redaktør for Magasinet på

Politiken, kulturredaktør på Berlingske Lars Rix samt digital tilrettelægger Kim Schou fra Kristeligt

Dagblad.

Chefredaktørerne: Jens Grund fra Berlingske og Anne Mette Svane fra Politiken.

Inspirationskilderne: Medredaktør Troels Behrendt Jørgensen fra Information, tidligere onlinechef på

Kristeligt Dagblad, samt featurejournalist Line Vaaben fra Information, tidligere journalist på

Kristeligt Dagblad.

5.1 Det flermedielle portræts formmæssige kendetegn I dette afsnit vil jeg beskrive nogle af de betragtninger, producenterne gør sig omkring det flermedielle

portræt som format.

Blandt producenterne findes ikke en fast definition af, hvad der udgør et flermedielt portræt. Dog står

det klart, at der er tale om et journalistisk format, som er kendetegnet ved at være en digital fortælling,

der ud over tekst og foto indeholder yderligere medieelementer. Der er dog ikke eksakte krav til hvilke

og hvor mange (Jørgensen, bilag 5: 1; Schou, bilag 6: 2-3). Video, lyd og grafik er imidlertid de

ekstraelementer, som informanterne nævner hyppigst (Rix, bilag 4: 2; Jørgensen, bilag 5: 1; Schou,

bilag 6: 3; Faber og Ilsøe, bilag 3: 1; Vaaben, bilag 7: 7).

Schou fremhæver i tråd med mine findings fra forrige analyse visualitet og soundbites som vigtige

elementer:

”Jeg synes, at der som minimum skal være nogle særligt gode billeder, men der skal også helst være

noget lyd” (Schou, bilag 12: 3).

  45  

Jørgensen indkredser formatet ved at beskrive, hvad der adskiller længere onlineartikler fra

flermedielle:

"De er blevet en slags longreads, billeddækkende fortællinger. Men de er ikke blevet flermedielle

fortællinger. Der er ikke video i dem eller lyd eller bevægelig grafik eller alle mulige mærkelige ting,

man kunne bruge” (Jørgensen, bilag 12: 2).

I det forudgående har jeg placeret portrættet i en featurekontekst, og det flermedielle portræt skildres

da også som et format, der udspringer af denne genre. Det beskrives således af Jørgensen som

nonfiktion, der gør brug af dramaturgiske virkemidler fra fiktionen, som gerne må ”peake” og have

”en motor i sig” (Jørgensen, bilag 5: 1), og hvor der stiles efter at give publikum en oplevelse, der kan

sammenlignes med den, de ville kunne opnå ved at læse en bog:

”Hvor du føler, at du ligesom hvis du havde læst en novelle eller en lille roman har flyttet dig, har fået

indsigt i noget, som er mere, end du ville kunne få indsigt i igennem den almindelige artikel”

(Jørgensen, bilag 12: 2).

Producenternes generelt lidt famlende tilgang til beskrivelsen af det flermedielle portræt illustrerer den

eksperimenterende tilgang til formatet, som informanterne også giver udtryk for:

”Vi eksperimenterer fortsat, så vi er ikke i mål”, konstaterer Jørgensen (Jørgensen, bilag 12: 3).

I litteraturen beskriver Steensen på lignende vis producenternes arbejde med flermedialitet som

kendetegnet ved en trial-and-error-tilgang, der kan begrundes i det tidlige udviklingsstadie, de

flermedielle formater befinder sig på (Steensen, 2009 A: 13).

Kristeligt Dagblad omtales generelt som frontrunner på området herhjemme (Faber og Ilsøe, bilag 3:

7; Rix, bilag 4: 4; Schou, bilag 4: 4; Vaaben, bilag 7: 10-11; Jørgensen, bilag 5: 3), men formatet

synes at være åbent for enhver at producere, fortolke og videreudvikle. Det vurderer jeg ud fra

udtalelser fra flere producenter, hvor de giver udtryk for en undren over, at andre ikke satser mere på

formatet (Schou, bilag 6: 4; Vaaben, bilag 7: 10). Schou stiller for eksempel spørgsmålstegn ved,

hvorfor en avis som Politiken, der har ”nogle af de bedste journalister, fotografer og designere”

alligevel ”vælger ikke at bruge tid på det” (Schou, bilag 6: 4).

  46  

Jeg finder det derfor rimeligt at beskrive det flermedielle portræt som et fænomen, som en række

aktører er med til at formgive, og som fortsat er under udvikling.

5.2 Det flermedielle portræts fortællemæssige potentialer I det følgende vil jeg redegøre for, hvilke fortællemæssige potentialer og eventuelle problemer

producenterne beskriver ved brugen af flermedialitet i avisportrætter.

Flermedialitet kan forbedre historien

Informanterne er enige om, at inddragelsen af flermedialitet i portræthistorier har potentiale til at give

publikum en bedre oplevelse. Særligt fremhæves mulighederne for at skabe større nærhed, nærvær og

stemning samt tilbyde perspektiv og øge troværdigheden (Faber og Ilsøe, bilag 3: 2; Rix, bilag 4: 2-3;

Jørgensen, bilag 5: 3 og 9; Schou, bilag 6: 2; Vaaben, bilag 7: 6). Journalisten Line Vaaben beskriver,

hvordan kombinationen af de forskellige elementer kan gøre det flermedielle portræt til ”en sanselig,

tredimensionel oplevelse, der rammer dig fra flere sider” (Vaaben, bilag 12: 1).

De fortællemæssige potentialer ved inddragelsen af flermedialitet i portrættet er illustreret i følgende

kausalmodel:

Levende billeder ”kan noget, som tekst ikke kan” (Faber og Ilsøe, bilag 3: 2), påpeger Faber på

Politiken og på Berlingske uddyber Rix:

”Det kan være, hvis man er ude at interviewe en musiker. Kan vedkommende spille et nummer fra den

nye plade eller sådan noget? Som vi så optager og lægger ved som en ekstra feature til interviewet”

(Rix, bilag 12: 1).

Audiovisuelle elementer er ifølge informanterne bedst til netop at vise noget, og det er således

baggrunden for, at en del af de anvendte videoklip indeholder en handling (Faber og Ilsøe, bilag 3: 2;

Rix, bilag 4: 6; Jørgensen, bilag 5: 3). Video brugt på denne måde frem for til talking heads, der som

nævnt er det mest udbredte, beskriver Rix som noget, der kan give netavisen et ’friskt’ udtryk, hvor

avisen demonstrerer en evne til at tænke ud af boksen (Rix, bilag 4: 7). Andre understreger

Inddragelse af flermedialitet Nærhed, nærvær, stemning, perspektiv og troværdighed

  47  

muligheden for at skabe nærvær hos publikum ved at overraske med en anden anvendelse af

videomediet, end vi er vant til, som når Kristeligt Dagblad som beskrevet indsætter video i stedet for

bærende fotografi (Schou, bilag 6: 3; Vaaben, bilag 7: 7). Vaaben anfører:

”Jeg synes, der er ret virkningsfuldt, at det bare er et billede af en person, som faktisk sidder helt

stille. Og så lige pludselig bevæger det sig. Og så tænker man shit, det er rent faktisk et livebillede, det

er ikke et stillbillede. Det synes jeg giver noget særligt” (Vaaben, bilag 12 :1).

Lyd er ifølge informanterne særlig godt til at skabe nærhed og nærvær, når det bruges til interview,

hvor publikum kan høre den portrætteredes stemme (Vaaben, bilag 7: 6; Faber, bilag 3: 2; Schou, bilag

6: 2).

”Jeg synes altid, det er godt at høre folks stemme. Det at høre folk, se dem lægger noget til et portræt.

Det øger, hvad skal man sige, ens opfattelse af personen”, konkluderer Faber (Faber, bilag 12: 3).

Animation fremhæves primært for sin evne at vise noget, man ikke kan visualisere på anden vis

(Vaaben, bilag 7: 7). Når dette element kun er anvendt i meget begrænset omfang, skyldes det, at

animation ifølge informanterne er tungt at programmere og kan være svært at få til at virke optimalt på

mobiltelefoner (Faber og Ilsøe, bilag 3: 1; Schou, bilag 6: 5).

I Norge har Dagbladet inddraget interaktivitet i deres featuresektion ved at give publikum mulighed

for at chatte med en kilde og på den måde stille uddybende spørgsmål til historien (Steensen, 2009 B:

827), og flere informanter hævder, at interaktivitet også snart vil indgå i højere grad i de flermedielle

portrætter herhjemme (Schou, bilag 6: 3; Jørgensen, bilag 5: 8 og 13). Det bliver dog sandsynligvis

ikke i form af, hvad Jørgensen kalder ”det digitale forsamlingshus” med kommentarspor eller

diskussionsfora (Jørgensen, bilag 5: 7), men som fortællende elementer i form af eksempelvis grafiske

zoom, spil, 360-graders video og elementer, hvor man bruger mobiltelefonens gyroskop. Virtual

reality og augmented reality følger sandsynligvis trop på den længere bane (Jørgensen, bilag 5: 7 og

13, 11; Schou, bilag 6: 3 og 13-14). Interaktivitetens fortællemæssige potentiale beskrives som

muligheden for at trække publikum længere ind i historien ved at aktivere dem (Schou, bilag 6: 7;

Jørgensen, bilag 5: 8).

”Det ville være fedt, hvis du kunne komme frem i stolen og deltage i et eller andet, gøre et eller andet

aktivt, føle, at du faktisk sidder foran et tastatur, med en mus eller ved en trykskærm”, påpeger

Jørgensen (Jørgensen, bilag 12: 2).

  48  

Infografik nævnes af flere informanter som et værktøj til at hive nogle af de faktuelle

baggrundsoplysninger ud af teksten for i stedet at formidle dem visuelt i elementer ved siden af denne.

Derved fremstår fortællingen om personen mere ensartet og medrivende (Schou, bilag 6: 4; Jørgensen,

bilag 5: 11; Vaaben, bilag 7:1). Dette understøtter udsagnet om, at det flermedielle portræt gerne skal

tilbyde en oplevelse, der minder om den publikum kan få ved at læse en bog.

Blandt producenterne synes der at være et ideal om at bruge de elementer, der bedst fortæller en given

historie (Svane, bilag 9; Schou, bilag 6:5), at være ”værktøjsneutral” som det beskrives i litteraturen

af den amerikanske forsker og professor Kolodzy (Kolodzy, 2013: 7).

Værd er det dog at bemærke, at idealet om at være værktøjsneutral ikke synes at gælde tekst, idet

informanterne generelt omtaler teksten som det centrale element (Faber og Ilsøe, bilag 3: 4-5; Schou,

bilag 6: 3; Rix, bilag 4: 8).

Forskellige elementer kan desuden have forskellig grad af økonomisk gevinst, hvad der givetvis kan

indvirke på, hvilke elementer der inddrages i de flermedielle portrætter. Disse to punkter vil jeg

komme nærmere ind på senere i kapitlet.

Flermedialitet må ikke forstyrre

Ro og rum til fordybelse i særsektioner vægtes højt af informanterne som et alternativ til den hektiske

nyhedsstrøm. Flermedielle elementer bør således inddrages på en måde, hvor de ikke virker

forstyrrende på publikum eller trækker dem ud af fortællingens immersion17 (Jørgensen, bilag 5: 3;

Schou, bilag 6: 6; Faber og Ilsøe, bilag 3: 2).

En overordnet pointe er, at flermedialitet kun skal inddrages, når det bidrager til fortællingen med en

merværdi (Schou, bilag 6: 3; Faber og Ilsøe, bilag 3: 2). Faber fortæller:

”I begyndelsen, da jeg for to år siden begyndte, der var det bare sådan: Kom med det hele. Alt skal

bimle og bamle og bevæge sig og sådan noget. Og der synes jeg faktisk, at der er en masse

børnesygdomme, både i det vi laver, eller noget af det vi har lavet, men også i det andre laver. Hvor

                                                                                                               17  Immersion bruges her om historiens evne til at opsluge publikum: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Sprog/Fremmedord/i-im/immersion. Immersion kan også anvendes som begreb om flermedielle fortællinger under betegnelsen immersive fortællinger. Men det er altså ikke denne betydning, jeg har i tankerne, når jeg anvender begrebet.

  49  

jeg tænker, vi skal jo ikke bare gøre det, fordi vi kan. Det skal faktisk forbedre historien” (Faber, bilag

12: 3).

Elementerne må af samme grund ikke gentage noget, der allerede er fortalt i teksten, men skal tilføje

noget væsentligt og unikt (Jørgensen, bilag 5: 3; Faber og Ilsøe, bilag 3: 2; Schou, bilag 6: 9).

Tidsbaserede elementer bør ifølge Schou som hovedregel tilstræbe en varighed på maksimalt 30

sekunder (Schou, bilag 6: 3)18, så man ikke distraherer publikum for længe i læsningen. Flere

informanter fremhæver ligeledes vigtigheden af at elementer, der indeholder lyd, ikke går i gang af sig

selv (Jørgensen, bilag 5: 3; Schou, bilag 6: 6). Noget man på Kristeligt Dagblad har fundet ud af ved

at prøve sig frem, hvad der forklarer diversiteten i muligheden for at tilvælge elementer af video og

lyd:

”Vi har senere fundet ud af, at der er mange, der ikke kan lide, at lyden begynder af sig selv”,

forklarer Schou (Schou, bilag 12: 3).

Schou mener imidlertid, at der kan være undtagelser fra reglen i kraft af særtilfælde, hvor lyden er så

vigtig for historien, at den bør startes uprovokeret (Schou, bilag 6: 6). Det er et interessant udsagn,

fordi det forudsætter, at hensynet til fortællingen vægtes højere end hensynet til publikumspotentialet.

Et argument der trækker i samme retning er, at publikum er vant til forstyrrelser på internettet. Rix er

af denne grund uenig i, at uprovokeret lyd og video er problematisk (Rix, bilag 4: 3-4). Imidlertid er

det værd at holde sig for øje, at Rix betegner avisen som værende på ”et eksperimentelt niveau” i

forhold til det flermedielle, som avisen ”vildt gerne” vil satse mere på (Rix, bilag 4: 2, 5). Man kan

derfor forestille sig, at Berlingske i sin iver efter at komme i gang muligvis af og til kan glemme at

være kritisk i forhold til brugen af de forskellige elementer.

Berlingske er desuden den eneste af de tre undersøgte aviser, der ikke ser det som en potentiel

forstyrrelse at indsætte link i teksten (Ilsøe, bilag 3:4, Schou, bilag 6: 8; Rix, bilag 4: 8). Fremadrettet

ser Rix gerne, at der i Longreads anvendes hypertekst i endnu højere grad, særligt i form af eksterne

link med henblik på at tilbyde kontekstuel information til publikum:

                                                                                                               18  I udskriftet af interviewet med Schou nævner han kun video, men han har i en senere opfølgende telefonsamtale uddybet reglen til at omfatte alle typer tidsbaserede elementer. Her nævner han også, at de 30 sekunder er en skarp afgrænsning, da den acceptable varighed afhænger af indholdet.

  50  

”Jeg synes, det er helt naturligt, at man hos os faciliterer det at kunne linke til eksterne ting. Det skal

vi gøre, også selv om det er til konkurrenter. Det kunne være en anmeldelse af en ny plade med Mads

Langer. Så lad os da linke også til Politikens anmeldelse af Mads Langers plade” (Rix, bilag 12: 1).

Ideen om at linke til konkurrerende aviser bunder i et ønske om at udvise overskud i en tid, hvor det er

allemandsviden at dagbladene er pressede (Rix, bilag 15). Selv om manøvren i første omgang vil

trække trafik væk fra sitet, er ideen altså at tiltrække publikum.

Schou foreslår i stedet muligheden for at indlejre nogle af de ting, man ellers kunne linke til

som eksempelvis en rapport eller en statistik i selve portrættet. Det kan gøres i form af pop-up-

vinduer, der kan aktiveres, når publikum klikker på bestemte punkter, og som ifølge ham vil være en

mindre forstyrrelse (Schou, bilag 6: 3).

5.3 Det flermedielle portræts kommercielle potentialer Herunder behandler jeg producenternes holdninger til, hvilke kommercielle potentialer der knytter sig

til det flermedielle portræt.

Tiltrækker abonnenter

Informanterne er enige om, at der er betydelige kommercielle muligheder i det flermedielle portræt

(Jørgensen, bilag 5: 6; Rix, bilag 4: 5; Faber og Ilsøe, bilag 3: 5 og Schou, bilag 6: 7; Vaaben, bilag

7:9; Svane, bilag 9; Grund, bilag 8).

Hos Politiken er de flermedielle portrætter gemt bag en betalingsmur, mens de ligger frit tilgængelige

hos Berlingske og Kristeligt Dagblad. På Berlingske er planen, at denne type produktioner på sigt skal

være noget, publikum skal betale for (Rix, bilag 15). Mens det hos sidstnævnte netop er strategien, at

historierne skal kunne opleves og deles frit, for at så mange som muligt ser dem og måske fristes til at

købe et abonnement for at se, hvad avisen ellers tilbyder (Schou, bilag 6: 4). Uanset strategi tænkes de

flermedielle portrætter altså som en form for branding, der skal føre til et større betalende publikum.

Politikens chefredaktør vurderer:

”Det er oplagt, at det kan trække abonnenter til. Hvis man går ind på pol.dk og ser nogle fede

projekter og får en fed oplevelse, oplever noget nyt, oplever et spændende univers, så er det

indlysende, at det kan få folk til at betale. Eller i hvert fald vende tilbage” (Svane, bilag 9).

  51  

På den måde kan netaviserne underbygge deres relation til publikum kommercielt. Schou fremhæver

de flermedielle portrætters kommercielle værdi som ”marketing” og ”god reklame for avisen”

(Schou, bilag 6: 4), og Vaaben går skridtet videre og omtaler formatet som en del af vejen til

”journalistikkens overlevelse” (Vaaben, bilag 7: 9).

Flermedielle portrætter er et af de produkter, der ”hører sig til, hvis man vil lave en digital

forretning”, supplerer Jørgensen, som fastslår, at det ikke længere er tilstrækkeligt at ”komme

rendende med sin e-avis” og tilbyde publikum at ”bladre i avisen” (Jørgensen, bilag 5: 12). Også Rix

mener, at flermedielle portrætter kan udgøre en af de ”unikke ting”, der ”ikke er fællesstof med andre

medier”, og som avisen derfor kan ”forlange penge for” (Rix, bilag 15). Ligesom formatet kan være

med til at tiltrække nye og yngre segmenter. Som nævnt i indledningen fastslår Rix:

”Det er i høj grad fordi, det er noget vores læsere efterspørger. Og det er noget, som er meget

effektivt set i forhold til at få fat i en anden gruppe læsere end den typiske abonnent på en printavis og

på Berlingske” (Rix, bilag 12: 1).

Når ud til et stort publikum

Kigger man på antallet af sidevisninger, ser det da også ud til, at de flermedielle portrætter er

potentielle publikumsmagneter. I Norge fik det flermedielle portræt ’Jannes historie’ fra Bergens

Tidende således omkring 1,1 million klik. Samtidig blev historien delt næsten 50.000 gange på

Facebook og vandt efterfølgende flere priser19. Den flermedielle signaturfortælling fra New York

Times ’Snowfall’ nåede op på cirka 3,5 millioner sidevisninger. Og herhjemme blev den flermedielle

historie ’Nadjas historie – stemmen fra Tønder-sagen’ (2013) om den seksuelt misbrugte Nadja den

mest læste onlineartikel i Politikens historie med 420.000 sidevisninger (web: Fagbladet Journalisten,

25. 02. 2014).

En interessant detalje er, at både den norske og den danske historie er skæbnehistorier. Nogle

informanter mener, at det flermedielle portræt i kraft af de fortællemæssige potentialer for nærhed og

nærvær som format er særligt godt til denne type historier, der ofte indeholder en høj grad af intimitet

(Schou, bilag 6: 5; Vaaben, bilag 7:1).

På Politiken har man registreret, at skæbnehistorierne generelt trækker et større publikum end

portrætter af elitekilder (Faber og Ilsøe, bilag 3: 7). Når de fleste portrætter dette til trods omhandler

                                                                                                               19  Historien vandt de norske priser Gullparaplyen for god journalistik og SKUP-prisen for undersøgende og kritisk journalistik i 2013.

  52  

sidstnævnte, skyldes det avisens prioritering af kultur som stofområde og producenternes præferencer

(Faber og Ilsøe, bilag 3: 7) eller muligvis vanemæssige valg af elitekilder.

Denne statistik kunne tyde på, at publikum måske bedre kan identificere sig med kilder, der ikke

tilhører en elite eller værdsætter formens understøttelse af indholdet. Min vurdering er imidlertid, at en

anden afgørende faktor kan være, at de flermedielle skæbnehistorier typisk er præget af noget

sensationelt.

Selv om størstedelen af de undersøgte flermedielle portrætter i dette speciale som nævnt i den forrige

analyse er publiceret i forbindelse med en aktuel begivenhed, har de alligevel er langt liv på

internettet, dels i kraft af at de ligger længe i sektionerne, dels fordi de via de sociale medier atter kan

få en genkomst. Aviserne får på den måde ”valuta for pengene”, når de producerer de flermedielle

portrætter, konstaterer Faber (Faber, bilag 3: 9).

Fastholdelse i tid og annoncekroner

Publikum bruger også lang tid på de enkelte fortællinger. Jørgensen anslår, at det typisk drejer sig om

mellem ti og femten minutter (Jørgensen, bilag 5: 2). Rix påpeger, at det i høj grad skyldes brugen af

video:

”Rigtig mange taler lige nu om, at vi skal bruge videoformatet til at fastholde vores læsere. Det viser

sig, at det kan holde folk knyttet til vores produkt meget længere, end en typisk printartikel ville” (Rix,

bilag 12: 1).

Annoncemarkedet på video er desuden lukrativt, og selv om informanterne i udgangspunktet

prioriterer at holde featuresektionerne reklamefri, er man alligevel på både Berlingske og Politiken,

som begge for nylig har investeret i anlæggelsen af nye videostudier, åbne overfor at inddrage denne

type annoncer (Rix, bilag 4: 4; Faber og Ilsøe, bilag 3: 6).

Herudfra vurderer jeg, at mulighederne for økonomisk gevinst har indflydelse på, ikke bare om et

portræt produceres flermedielt, men også hvilke specifikke elementer der inddrages i fortællingen.

En overbevisning

De kommercielle potentialer der kendetegner det flermedielle portræt er i det ovenstående blevet

kortlagt til følgende:

  53  

1. Formatet appellerer til et bredt publikum.

2. Flermedielle elementer fastholder brugerne i tid, særligt video hvortil der desuden knytter sig et

lukrativt annoncemarked.

3. Formatet kan være med til at brande netavisen og derved få publikum til at tegne abonnement.

De første to punkter er der håndfaste beviser for i form af netavisernes opgørelser over, hvilke

historier publikum læser, og hvor lang tid de bruger på dem. Hvad angår det sidste punkt, bør der

imidlertid tages et forbehold, idet ingen af informanterne reelt kan dokumentere, at inddragelsen af

flermedialitet kan få publikum til at gribe til lommerne.

Svane mener således, at det er ”oplagt” (Svane, bilag 9), at formatet kan tiltrække abonnenter, mens

Grund ”tror” (Grund, bilag 8: 1) på flermedialitet. Heller ikke på Kristeligt Dagblad ved man, hvad de

flermedielle fortællinger betyder for abonnementssalget20. Hos Jørgensen hviler det flermedielle

portræts kommercielle potentialer indtil videre ligeledes på en overbevisning:

”Det underbyggede tal har jeg ikke. Men det kommer vi til at få senere” (Jørgensen, bilag 5: 6).

At publikum stadig vil være der, når der kommer en betalingsmur på Berlingske, vil investere i

abonnementer på Politikens netavis, såfremt Magasinet satser mere på flermedielle portrætter eller

inspireres til at tegne abonnement på Kristeligt Dagblad på grund af specialhistorierne er altså strengt

taget stadig trosspørgsmål. Teorien bakkes som beskrevet op af flere teoretikere, men betvivles også af

nogle.

Men uanset om ideen om flermedielle formater som vejen til journalistikkens overlevelse holder vand

eller ej, er det den motivationsfaktor, der vægter tungest hos informanterne i denne undersøgelse og

således udgør en afgørende del af fundamentet for det flermedielle portræts fremtidige udvikling og

udbredelse.

                                                                                                               20  Dette fremgår ikke af mit interview med Schou, men er oplyst af avisens marketingafdeling i et opklarende telefonopkald.

  54  

5.4 Forklaringer på fravær af flermedialitet i avisportrættet Når nu producenterne kan nævne adskillige både fortællemæssige og kommercielle potentialer ved at

inddrage flermedialitet i avisportrættet, kan det undre, at formatet ikke er mere udbredt. Årsagerne

hertil vil jeg redegøre for i det følgende.

Et spørgsmål om tid og ressourcer

Hos New York Times og The Guardian, der af informanterne fremhæves som inspirationskilder

(Jørgensen, bilag 5: 5; Svane, bilag 9; Schou, bilag 6: 8; Rix, bilag 4: 9), har flermedielle fortællinger

eksisteret i en årrække, og imens danske netaviser fire år efter ’Snowfall’ (2012) taler om at inddrage

mere video, er New York Times for længst gået videre og har lanceret virtual reality-sektionen NYT

VR.

Men når de danske netaviser halter bagefter, er det ikke kun, fordi de har sovet i timen. At være bagud

kan være en fordel, mener Faber og Rix. Man løber en økonomisk risiko ved at være blandt de første,

derfor kan det være fornuftigt at se en trend an for at vurdere holdbarheden, før man selv investerer

(Rix, bilag 4: 9; Faber, bilag 3: 5).

”Det er simpelthen for dyrt at være frontrunner på det her. Det må man lade nogle andre om at

være”, fastslår Faber (Faber, bilag 12: 3).

Grundlæggende drejer det sig altså om ressourcer. Når Kristeligt Dagblad er den af de undersøgte

aviser, der producerer de mest omfangsrige flermedielle portrætter, kan det meget vel have noget at

gøre med de økonomiske midler, avisen har til rådighed, som kan gøre det mere overkommeligt at

afsætte tid og personale til produktionerne. Kristeligt Dagblad er det danske medie, der får den højeste

mediestøtte. Således har de i 2016 modtaget 30 millioner kroner, mens de noget større dagblade

Politiken og Berlingske hver er blevet tildelt 17,5 millioner kroner (web: Danske Medier, 2016).

Mangel på tid er ifølge producenterne en af de største hindringer. De store produktioner jeg finder hos

Kristeligt Dagblad tager flere uger at producere, og ofte har journalisten forinden været i gang med at

researche og indsamle materiale i måneder (Jørgensen, bilag 5: 1, Vaaben, bilag 7: 2-3; Schou, bilag 6:

2). Desuden kræver det for eksempel ekstra besøg hos kilden for at optage udvalgte citater om for at

undgå eventuel baggrundsstøj (Schou, bilag 6: 2). Til sammenligning afsættes der på Berlingske typisk

en dag eller to til udarbejdelsen af et portræt (Rix, bilag 4: 7). At inddrage flermedialitet er altså en

prioriteringssag for aviserne, hvor der nødvendigvis tages tid væk fra noget andet.

  55  

Teknologiske udfordringer

Besværlig, langsommelig og dyr teknik, der desuden kan kræve ansættelse af nye folk med den rette

ekspertise, er et andet argument, flere informanter fremfører som en hindring (Rix bilag 4: 5; Schou,

bilag 6: 2; Faber og Ilsøe, bilag 3: 2). Ifølge Faber er det ”bare tungt at få alle de der tekniske

systemer til at spille sammen” (Faber, bilag 3:2).

Dog argumenterer både Schou og Jørgensen, som må siges at være de to informanter med mest

erfaring på området, for, at teknikken hverken behøver at være kostbar eller avanceret at anvende

(Schou, bilag 6: 4; Jørgensen, bilag 5: 5). Jørgensen har for eksempel fundet frem til et russisk

multimedieredigeringsværktøj21, der både er billigt, responsivt og giver mulighed for at lave en lang

række forskellige design, samtidig med at det er nemt at gå til:

”På en to-tre dage kan jeg lære en redaktionssekretær – på print – op i at lave de her fortællinger

selv. Det er et kæmpe skridt fremad i forhold til den virkelighed, vi sad i på Kristeligt Dagblad, hvor

det var virkelig tungt” (Jørgensen, bilag 12: 2), konstaterer han og tilføjer, at der findes en række

lignende programmer.

Jørgensens beskrivelse af programmeringen på Kristeligt Dagblad som ”tung” skyldes, at Schou trods

kendskab til diverse programmer har valgt at kode de flermedielle portrætter i hånden og hver gang fra

bunden, så formen kan udarbejdes efter historiens indhold. Det giver stort set uendelige muligheder,

men har den ulempe, at det er yderst tidskrævende og kræver stort kendskab til kodning. Da Schou for

nylig var på orlov i et halvt år, blev der således ikke produceret nye specialhistorier22.

Redaktionelle vaner

En tredje forhold, informanterne tillægger væsentlig betydning, er redaktionelle vaner. Der er ifølge

informanterne mange rutiner, der skal ændres, når man arbejder flermedielt (Schou, bilag 6: 1, Rix,

bilag 4: 2, Jørgensen, bilag 5: 2, Faber og Ilsøe, bilag 3: 1; Vaaben, bilag 7: 8; Svane, bilag 9).

Selv om flere informanter taler om web first-strategier, tager det tid at ændre arbejdsgangene. (Rix,

bilag 4: 9; Jørgensen, bilag 5: 2; Faber og Ilsøe, bilag 3: 1; Vaaben, bilag 7:8). Svane beskriver,

hvordan Politiken ”har en masse byggeklodser”, men primært bruger dem de er ”vant til at bruge”

(Svane, bilag 9). Dette kan også forklare, hvorfor jeg ikke finder lydklip anvendt i avisens portrætter                                                                                                                21  Programmet hedder Tilda og kan ses her:  http://tilda.cc.  22  Denne oplysning fremgår ikke af transskriberingen af interviewet med Schou, da han fortalte mig om det, efter at vi havde afsluttet interviewet, og jeg havde stoppet diktafonen. Vaaben er dog inde på det samme, og det fremgår af bilag 7 side 12.

  56  

til trods for de mange podcast, dagbladet publicerer. Ilsøe tilføjer, at det af samme grund ofte har været

tv, der ”ligesom kom til at løbe bagefter historierne” (Faber og Ilsøe, bilag 3:1). Vaaben understreger

det afgørende i at indtænke de forskellige elementer fra starten:

”Det nytter ikke noget, at du samler dine ting, og så sætter du dig ned og siger ej, den der kunne være

fed at lave til en moderne fortælling23. Du bliver nødt til at tænke i det, når du går i gang med

historien, for ellers får du det ikke samlet” (Vaaben, bilag 12: 1-2).

Grundlæggende forudsætter det ifølge Jørgensen, at de ansatte på dagbladene må redefinere deres

forestillinger om, hvad der udgør et avisportræt:

”Det kræver, at man er villig til at gå videre end teksten og begynde at tænke det, man sidder med som

en slags dokumentarisk arbejde, som en slags tv-dokumentar” (Jørgensen, bilag 12: 2).

Tekstpræference

Producenternes tekstpræference kan imidlertid vanskeliggøre ovenstående. Informanterne betoner, at

det er afgørende, at portrætterne kan fungere alene som tekst. Dels fordi artiklerne typisk også

publiceres i de trykte udgaver af aviserne, dels fordi producenterne er af den holdning, at publikum

skal kunne vælge, om de vil bruge tid på de forskellige elementer, (Jørgensen, bilag 5: 10; Schou,

bilag 6:3; Rix, bilag 4: 8; Faber og Ilsøe, bilag 3: 5).

Det er derfor lidt et paradoks, når de som tidligere nævnt samtidig understreger vigtigheden af, at de

flermedielle elementer bidrager med noget unikt, der er af vigtighed for fortællingen (Jørgensen, bilag

5: 3; Faber og Ilsøe, bilag 3: 2; Schou, bilag 6: 9).

Man kan forestille sig, at denne tekstpræference kan medføre, at der er tilfælde, hvor for eksempel

video eller lyd kan fortælle dele af historien lige så godt som tekst, men alligevel kommer i anden

række, eller tilfælde hvor producenterne mere ubevidst helt undlader at tænke i flermedialitet.

Ilsøe er den informant, der mest direkte italesætter tekstpræferencen:

”Hvis det er teksten, der er det primære, så er det teksten, der er det primære. Så skal man ikke

begynde at sidde og slås mod det” (Ilsøe, bilag 12: 3).

                                                                                                               23  Moderne fortælling er Informations betegnelse for flermedielle fortællinger.

  57  

Faber tilføjer, at han personligt synes, at portrætterne i Magasinet fortsat primært skal bestå af tekst og

foto. Dette begrundes med en undersøgelse, Politiken har foretaget blandt læserne af Magasinet, som

viser, at de netop foretrækker læseoplevelsen (Faber, bilag 12: 3). Jeg har dog visse forbehold overfor

denne undersøgelse, idet jeg ikke kunne få den udleveret og derfor ikke ved, hvordan den er udformet.

Forskeren Sundar har imidlertid gennemført en undersøgelse, der viser, at publikum husker mere af en

historie, når der ikke er inddraget tidsbaserede elementer, og at de ligeledes giver udtryk for at

foretrække artikler, der ikke er flermedielle (Sundar, 2000: 492-493). Her tyder det altså på, at

elementer som lyd og video virker forstyrrende. Informanterne måtte dog først downloade de

forskellige elementer, før de kunne opleve dem, idet der er tale om en undersøgelse fra

årtusindeskiftet, hvor teknologien var mindre udviklet end i dag (Sundar, 2000: 285).

Med tanke på det ekstra det således har krævet af publikum og den øgede risiko for at forstyrre eller

afbryde fortællingen, det har medført, mener jeg derfor ikke, at man uden videre kan overføre disse

resultater på samtidens flermedielle portræt. Men det er bestemt værd at tage med i betragtning, at

inddragelsen af flermedialitet ikke ubetinget bidrager positivt.

En oversigt over de hindringer der kan gøre sig gældende, når producenterne opvejer fordele og

ulemper i forhold til prioriteringen af flermedialitet i avisportrætter findes i figuren nedenfor:

Motivationer Flermedielt portræt

Mangel på tid og ressourcer Tekstpræference

Teknologiske udfordringer Redaktionelle vaner

  58  

5.5 Fremtidsudsigter for det flermedielle portræt I dette afsnit vil jeg redegøre for de betragtninger producenterne gør sig om inddragelse af

flermedialitet i avisportrætter fremadrettet og sammenfatte nogle af de forhold, der kan være

afgørende for formatets fremtidige udvikling og udbredelse.

Et format i vækst

Det flermedielle portræt er ifølge informanterne et format, der er kommet for at blive, og som sammen

med andre flermedielle fortællinger vil fylde mere i mediebilledet fremadrettet (Schou, bilag 6: 11;

Faber og Ilsøe, bilag 3: 6; Rix, bilag 4: 3; Jørgensen, bilag 5: 1; Vaaben, bilag 7: 9; Svane, bilag 9;

Grund, bilag 8).

Producenterne fra de tre undersøgte aviser giver generelt udtryk for planer om at øge inddragelsen af

flermedialitet. Kristeligt Dagblad vil således fordoble antallet af flermedielle produktioner i 2016 i

forhold til sidste år (Schou, bilag 6: 11), og på Berlingske estimerer kulturredaktør Lars Rix, at avisen

i indeværende år publicerer de første stort anlagte flermedielle portrætter, som går videre, end dem der

eksisterer i Longreads i dag (Rix, bilag 4: 4 og 9). På Politiken vurderer Svane ligeledes, at avisen

fremadrettet vil videreudvikle sig fra at være ”1. generation eller 2. generation” i forhold til

udnyttelsen ”af de digitale muligheder, der er for at gøre et portræt mere levende eller inddrage

interaktivitet på forskellige måder” (Svane, bilag 9).

Den perfekte storm

I litteraturen anfører Steensen fem faktorer, som han vurderer har indflydelse på den innovative

udvikling på netaviserne:

“…innovation in online newspapers is comprised of five factors: newsroom autonomy, newsroom

work culture, the role of management, the relevance of new technology and innovative individuals”

(Steensen, 2009 B: 821).

I det følgende vil jeg udpege tre forhold, som jeg anser for at have særlig stor betydning for, at det

flermedielle portræt netop nu er ved at vinde indpas i Danmark.

For det første tvinger krisen i avisbranchen som beskrevet dagbladene til at finde nye, digitale kilder

til indtjening.

  59  

For det andet har den teknologiske udvikling som nævnt gjort det muligt at producere flermedielle

portrætter uden at skulle trækkes med tunge programmer (Schou, bilag 6: 7) og uden at være ekspert i

kodning eller forskellige redigeringsværktøjer (Jørgensen, bilag 5: 5 ;Schou, bilag 6: 4). Samtidig har

vores digitale devices fået større kapacitet og er blevet mere avancerede, ligesom internettet er blevet

hurtigere, så det er nemmere at se eksempelvis videoklip på mobiltelefonen. Når gennembruddet for

det flermedielle portræt synes at være lige rundt om hjørnet herhjemme, er det således også ”fordi

man kan”, som Faber udtrykker det (Faber, bilag 3: 6).

For det tredje sidder der nogle innovative personer, som brænder for at arbejde med og udvikle

flermedielle formater, på nogle centrale poster, hvor de har mulighed for at påvirke avisernes

prioriteringer. Schou var eksempelvis almindelig dag-til-dag-reporter, inden han på eget initiativ gik i

gang med at opbygge sektionen Specialhistorier (Schou, bilag 6: 8).

Tilsammen kan disse tre faktorer udgøre en såkaldt perfect storm24, hvor en række samtidige

omstændigheder resulterer i en hændelse af usædvanlig styrke.

En ny genre

Hvad angår den fremtidige udvikling af formatet, har det forudgående vist, at der blandt informanterne

er et ønske om at bruge en palet af forskellige flermedielle elementer, der blandt andet tæller video,

lyd og interaktivitet, og at bruge den i et større omfang end i dag. Det tyder således på, at formatet vil

blive ved med at udvikle sig fremadrettet.

Hvor medietyperne traditionelt har været opdelt i de skrevne, tv og radio, smelter de i det flermedielle

portræt sammen til et nyt format, der ifølge Jørgensen med tiden kan udvikle sig som en del af ”en ny

generations dokumentariske fortælleform” (Jørgensen, bilag 5: 7):

”Skal man være lidt højstemt, så er det jo, hvis det lykkes, en ny genre, vi ikke har set før, som kan

gøre sig gældende på linje med dokumentargenren på tv for eksempel eller montageformatet på

radio” (Jørgensen, bilag 12: 2).

                                                                                                               24 Oprindeligt er udtrykket anvendt i en negativ betydning, men kan i dag også bruges om en række omstændigheder, der tilsammen bevirker et positivt udfald: http://grammarist.com/usage/perfect-storm/

  60  

Portrættet er således kommet en lang vej fra de første korte avisportrætter blev trykt i Norden i 1800-

tallet til et flermedielt format, der kan være med til at lægge kimen til en helt ny, journalistisk genre.

Denne udvikling er illustreret i følgende figur:

5.6 Delkonklusion I det følgende opridser jeg de vigtigste resultater af analysen.

Informanterne beskriver det flermedielle portræt som en digital journalistisk fortælling, hvor teksten er

kendetegnet ved at være nonfiktion, der gør brug af skønlitterære virkemidler, og som ud over tekst og

foto inddrager yderligere medieelementer. Hyppigst nævnes video, lyd og grafik (Rix, bilag 4: 2;

Jørgensen, bilag 5: 1; Schou, bilag 6: 3; Faber og Ilsøe, bilag 3: 1; Vaaben, bilag 7: 7).

De forskellige producenter er med til at formgive det trods alt stadig forholdsvist løst definerede

format, der således er under fortsat udvikling.

Med tiden kan det flermedielle portræt etablere sig som en del af en ny, digital genre, hvor de

forskellige medier flyder sammen i, hvad der beskrives som en ny generations dokumentariske

fortællemåde (Jørgensen, bilag 5: 7).

De fortællemæssige potentialer ved at inddrage flermedialitet i avisportrætter beskrives som

muligheden for at give publikum en oplevelse af øget nærhed og nærvær, skabe stemning, tilbyde

perspektiv samt øge troværdigheden (Faber og Ilsøe, bilag 3: 2; Rix, bilag 4: 2-3; Jørgensen, bilag 5: 3

og 9; Schou, bilag 6: 2; Vaaben, bilag 7: 6). Det er dog vigtigt at være opmærksom på at anvende

flermedialitet på en måde, så det ikke virker forstyrrende på publikum, men bidrager positivt til

fortællingen (Jørgensen, bilag 5: 3; Schou, bilag 6: 6; Faber og Ilsøe, bilag 3: 2).

1800-tallet

De første, korte avisportrætter trykkes i Norden.

1920erne og -30erne

1960erne

Det længere, fortællende portræt udbredes som en del af featurejournalistikken

2013

Kristeligt Dagblad publicerer

det flermedielle portræt ’Enkeltbillet til Zürich’

Portrættet udvikler sig til en central genre

Det flermedielle portræt etableres som del af en helt ny dokumentarisk genre ?

  61  

Når de digitale muligheder for at inddrage flermedialitet i avisportrætter på undersøgelsestidspunktet

kun udnyttes i begrænset omfang på to ud af tre af de undersøgte netaviser, skyldes det primært et

spørgsmål om ressourcer (Rix, bilag 4: 9; Faber, bilag 3: 5). Fremadrettet vil formatet ifølge

producenterne imidlertid fylde mere på netaviserne (Schou, bilag 6: 11; Faber og Ilsøe, bilag 3: 6; Rix,

bilag 4: 3; Jørgensen, bilag 5: 1; Vaaben, bilag 7: 9; Svane, bilag 9; Grund, bilag 8: 1).

Det skyldes ikke mindst de betydelige kommercielle potentialer, der ifølge producenterne kendetegner

det flermedielle portræt. Formatet appellerer til et bredt publikum, der kan fastholdes i tid ved brug af

video, hvortil der knytter sig et lukrativt annoncemarked. Vigtigst er det, at der blandt producenterne

er en stærk formodning om, at formatet kan være med til at tiltrække nye abonnenter (Jørgensen, bilag

5: 6; Rix, bilag 4: 5; Faber og Ilsøe, bilag 3: 5 og Schou, bilag 6: 7; Vaaben, bilag 7:9; Svane, bilag 9;

Grund, bilag 8). Imidlertid står dette endnu ikke bevist (Svane, bilag 9; Grund, bilag 8; Jørgensen,

bilag 5: 6).

Krisen i mediebranchen, der tvinger aviserne til at finde nye indtjeningsmuligheder, skaber sammen

med den teknologiske udvikling, som har gjort produktionen af formatet tilgængelig, og en strategisk

placering af en række innovative individer, der brænder for at udbrede inddragelsen af flermedialitet,

en såkaldt perfect storm, der giver det flermedielle portræt særlig gode muligheder for at vinde indpas

i den danske medieverden.

  62  

Kapitel 6: Produktrapport Det følgende kapitel udgør en analytisk rapport, der omhandler specialets produktdel. Her redegør jeg

for, hvordan den viden, jeg hidtil har tilvejebragt, anvendes i forbindelse med udarbejdelsen af

produktet. Jeg behandler researchmetode, genre- og kildevalg samt vinkling og etik, ligesom jeg

beskriver og begrunder, hvilken publikation produktet er tiltænkt. Undervejs inddrager jeg den indsigt,

jeg har fået via forskningsinterview med de amerikanske portrætjournalister Mike Sager og Walt

Harrington samt relevante perspektiver fra mit interview med den danske journalist Line Vaaben.

Endelig vil jeg redegøre for den kritik, redaktører fra Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad giver

produktet.

Før der læses videre vil jeg anbefale, at man oplever det flermedielle portræt, der udgør specialets

produktion. Det findes ved at følge dette link: https://creatavist-frznv0x.atavist.com/katinka-klinger-

af-melankoli.

Publikationen er låst med henblik at undgå offentliggørelse forud for et eventuelt salg. For at låse den

op indtastes kodeordet ’Aarestrup’.

6.1 Udvikling og opbygning Herunder vil jeg redegøre for en række forskellige aspekter i forhold til produktets udvikling og

opbygningen af den tekst, der udgør det centrale element i det flermedielle portræt.

Fra undersøgelse til udøvelse

Nedenstående skema viser udvalgte pointer fra henholdsvis teori og analyser i den akademiske del af

specialet, som har relevans i forhold til udarbejdelsen af produktet. Der er således her primært lagt

vægt på de fortællemæssige potentialer og eventuelle problemer ved inddragelsen af flermedialitet.

  63  

Teori Kvantitativ analyse Kvalitativ analyse

• Det flermedielle portræt udspringer af featuregenren, som har en overordnet diskurs af litteraritet, eventyr og intimitet.

• Featurens fire hovedtræk er scenisk opbygning, karakteristiske detaljer, dialog og 3. personsfortæller.

• Aktualitet er af mindre betydning for featuren. Dette gælder dog sjældent for kulturstof.

• Flermedialitet kan bidrage med dybde og detaljerigdom.

• Flermedielle elementer skal anvendes velovervejet. Kvantitet er ikke nødvendigvis kvalitet.

• Video kan bruges til handling eller interview.

• Lyd kan anvendes til interview og musik.

• Animation kan vise noget, man ikke kan illustrere på andre måder.

• Infografik kan tydeliggøre data.

• Interaktivitet kan trække folk længere ind i historien.

• Eksterne link kan bidrage med kontekst, baggrund og skabe troværdighed. I portrætter af kulturpersoner kan der blandt andet linkes til hjemmesider, filmklip eller musikvideoer.

• Gennemsnitlig længde på 17.352 tegn.

• Gennemsnitligt lixtal på knap 35.

• Kultur er det mest udbredte stofområde.

• Mange fotografier. De afbilder typisk hovedkilden.

• Tidsbaserede elementer er hyppigst video og lyd.

• Video bruges oftest til interview og til at vise handling. Klip varer gennemsnitligt knap to minutter.

• Lyd anvendes generelt til interview, men kan også være lydeffekter eller musik. Klip varer gennemsnitligt under et minut.

• Animation er sjældent.

• Interaktivitet er stort set fraværende.

• Få link, typisk interne.

• Infografik optræder kun

sparsomt.

• Højeste antal forskellige flermedielle elementer ud over tekst og foto er fire.

• Kan deles via Facebook og Twitter.

• Oftest elitekilde. • Citat anvendes hyppigst.

Dialog kan anvendes i teksten samtidig med, at citater gengives som lyd eller video.

• Lever i de fleste tilfælde op til aktualitetskriteriet.

• Indeholder tekst, foto og yderligere medieelementer. Typisk video, lyd og grafik.

• Nonfiktion, der gør brug af dramaturgiske virkemidler.

• Flermedialitet kan bidrage med nærvær, nærhed, stemning, perspektiv og troværdighed.

• Flermedielle elementer skal skabe merværdi.

• Flermedielle elementer må ikke gentage noget, der står i teksten.

• Teksten er det centrale og skal kunne stå for sig selv.

• Video er bedst til at vise handling. En musiker kan for eksempel optræde.

• Lyd er godt til interview. Udvalgte klip optages om uden baggrundsstøj.

• Lyd må ikke starte uprovokeret.

• Animation er tungt.

• Designet skal være responsivt.

• Interaktivitet kan aktivere og inddrage publikum.

• Link kan forstyrre i teksten.

• Eksterne link kan tilbyde kontekst. For eksempel ved at linke til andre mediers historier.

• Annoncer er ikke i udgangspunktet ønskværdige, men kan inddrages i nogle tilfælde.

• Processen er tidskrævende.

  64  

Valg og fravalg af kilder

Sidste sommer hørte jeg Katinkas musik på YouTube. På daværende tidspunkt var hun stort set

ukendt, men jeg var overbevist om, at den tid snart ville være forbi. Jeg fascineredes af de poetiske

sangtekster og blev draget af den insisterende sårbarhed, jeg fandt i hendes vokal. Som musiker

passede hun ind under stofområdet kultur og med en albumdebut til efteråret, var hun endnu ikke

højaktuel, og valget af hende ville derfor give mig lidt tid at løbe på i forhold til at bibeholde en vis

aktualitet på afleveringstidspunktet for specialet.

Samtidig var hun en (kommende) elitekilde, men stadig så ukendt, at jeg kunne nyde godt af de

researchmæssige fordele, der ifølge Harrington, Sager og Vaaben ofte er ved at portrættere for

offentligheden ukendte personer. Her har journalisten større mulighed for at lave et originalt portræt,

idet personen endnu ikke har fortalt sin historie adskillige gange samt nemmere adgang til kilden.

Endelig er denne type kilde mindre medievant og taler derfor typisk mere ligefremt uden skjulte

dagsordener (Vaaben, bilag 7: 13; Harrington, bilag 10: 07:05; Sager, bilag 11: 06:28).

Imidlertid havde jeg visse forbehold overfor hendes alder. Thorsen argumenterer for fordelen ved at

vælge en portrætperson, der ikke er alt for ung, ud fra den ide at vedkommende så er mere forankret i

og reflekteret omkring sin egen tilværelse (Thorsen, 2011: 25-26). Katinka var på daværende tidspunkt

24 år, og jeg var i tvivl om, hvorvidt der ville være substans nok i et portræt af hende. Derfor mødtes

jeg med hende til et indledende, uformelt interview for at danne mig et bedre indtryk. Her viste hun

sig at gøre alle mine forbehold til skamme. Hun virkede både interessant og reflekteret.

Et af Thorsens andre argumenter imod unge portrætpersoner er, at de ifølge ham nemt bliver en

karakteristik af en bestemt alder mere end af en person (Thorsen, 2011: 25-26). Det kunne jeg efter

vores møde godt se, at der kunne være noget om. Imidlertid er jeg ikke enig med Thorsen her. I min

optik kan ethvert portræt i en vis udstrækning blive en repræsentant for en bestemt alder. Personligt

endte jeg med at synes, at det potentielt kunne lægge noget til portrættet, at det i en vis udstrækning

også blev et portræt af en alder. Konceptuelt25 hang det godt sammen med sangteksterne om ung og

ulykkelig kærlighed, og jeg kunne se det for mig fungere i en flermediel kontekst med inddragelsen af

studieopgaver og dagbogsuddrag.

                                                                                                               25Ved koncept forstår jeg et sammenhængende hele, der dannes af en række ideer, som det også defineres i Den Danske Ordbog: http://sproget.dk/lookup?SearchableText=koncept.  

  65  

Grundlæggende er historien om Katinka fortalt som en enkilde-historie. Dog inddrages en enkelt

replik fra en koncertgæst, et kort uddrag fra en anmeldelse og et citat fra en musikerkollega fra en

anden artikel for at skabe perspektiv og stemning. Ud over at lægge mig i tråd med gældende praksis

ønskede jeg på linje med Thorsen at give min portrætperson lov til selv beskrive sin historie (Thorsen,

2011: 20-21). Eller som Harrington udtrykker det:

”It is an effort to understand people as they understand themselves” (Harrington, bilag 12: 3).

Vinkling

Vinklen i portrættet af Katinka er lagt på ulykkelig kærlighed, idet hun kredser om dette emne både

personligt og professionelt. Samtidig har jeg forsøgt at finde ind til kernen af hendes historie, det

Thorsen ville kalde hendes grundklang (Thorsen, 2011: 20). Dybest set er det således en historie om,

hvad usikkerhed og angst for afvisning kan betyde i forhold til relationen til andre mennesker. For

Katinka er dette den underliggende årsag til, at hun ikke har fundet den kærlighed, hun higer så meget

efter. Den usikkerhed vender hun så til noget positivt i sin kunst, og det bidrager med en nuancering,

som gør fortællingen interessant.

Man kan iagttage det samme i Vaabens portræt af Kjeld, der har besluttet at begå selvmord på en

klinik i Schweiz, hvor vinklen er aktiv dødshjælp, mens det underliggende tema er ensomhed (Vaaben.

bilag 7: 3).

Hvad angår nyhedskriterier indeholder historien om Katinka primært elementer af identifikation samt

aktualitet.

Research og researchmetoder

Jeg har valgt at anlægge en antropologisk tilgang til min research. Metoden, som også anvendes af

Harrington, Sager og Vaaben (Sager, bilag 11: 08:47; Harrington, bilag 10: 12:23; Vaaben, bilag 7: 2),

er ofte anvendt i forbindelse med de længere, fortællende, journalistiske formater, men omtales i

forskningen særligt inden for etnografisk journalistik (Hermann, 2015; Harrington, 2003).

Det etnografiske arbejde karakteriseres ved dybdegående research ofte i form af casestudier, hvor

forskerens formål er at sætte sig ind i subjektets referencerammer og syn på verden ved ikke blot at

udforske ”the ””what” of the subject”, men også ”the ””why”” (Singer, 2009: 191). Til dette formål

anvendes primært observation og interview. Andre elementer kan være videooptagelse eller uddrag af

dagbøger (Singer, 2009: 191).

  66  

Dette er alle elementer, jeg har inddraget i forbindelse med tilblivelsen af historien om Katinka, og det

er da også anvendelsen af sådanne kvalitative metoder, der karakteriserer etnografisk journalistik

(Hermann, 2015: 77; Harrington, 2003: 90), som søger at forstå verden som den opleves i det miljø

eller hos den person, der beskrives. Sager udtrykker det således under vores samtale:

”You have to see through their eyes” (Sager, bilag 11: 26:05).

For at opnå dette må man bruge alle sanser, følge personen over tid og lave grundige interview med

fokus på mening (Hermann, 2015: 89; Harrington 2003: 93-94). Metoden baserer sig således ikke kun

på hårde fakta, men også på en grad af fortolkning (Hermann, 2015:84; Harrington, 2003: 94). De

etiske dilemmaer, der kan opstå, når man anvender sådanne researchmetoder, og når man skriver

fortællende, vil blive berørt under afsnittet ’Etik’ senere i kapitlet.

Ved således at iagttage Katinka over tid, i forskellige situationer og i selskab med forskellige personer

samt gennemføre en række interview med hende, indsamlede jeg tilstrækkeligt materiale til at lave et

udførligt flermedielt portræt. De mange forskellige indblik i hendes verden udgør på samme måde som

i det akademiske metodedesign en holistisk tilgang, hvor de forskellige dele er med til at skabe en

helhed, i dette tilfælde en karakter. For at opnå dette fulgte jeg Katinka i mere end tre måneder.

Inden jeg mødte Katinka første gang havde jeg, som Harrington rekommanderer (Harrington, bilag 10:

11:02), læst alt jeg kunne finde om hende, hørt hendes musik, fundet hende på Facebook og hvad jeg

ellers kunne komme i tanke om for at være godt forberedt. Ligesom jeg igennem forløbet holdt mig

opdateret på anmeldelser af bandet og, efterhånden som personen Katinka begyndte at blive mere

kendt, artikler om hende. På den måde fik jeg en baggrundsviden og kunne samtidig sørge for, at min

fortælling kom til at skille sig ud fra dem, der allerede var skrevet.

Et åbent sind finder jeg på linje med Harrington, Sager og Vaaben afgørende i researchfasen (Sager,

bilag 11: 09:20; Harrington, bilag 10: 13:22; Vaaben, bilag 7: 3). Derfor gjorde jeg mig bevidst om de

forestillinger, jeg havde om Katinka med henblik på at neutralisere forudindtagede holdninger så

meget som muligt. For eksempel gik jeg ud fra, at Katinka ville være meget feminin og lidt forsigtigt

anlagt, fordi hendes sange er så poetiske, og ved at gøre mig disse tanker bevidst kunne jeg således

minimere deres indflydelse på mit indtryk af hende ved vores første møde, hvor hun viste sig at være

noget mere facetteret.

  67  

I den periode jeg fulgte Katinka, så jeg hende, som Vaaben anbefaler, med et par ugers mellemrum,

mens jeg i de mellemliggende perioder holdt sporadisk kontakt via telefonopkald, sms og e-mail

(Vaaben, bilag 7: 2-3). Hensigten var over tid at opbygge et tillidsfuldt rum og en (professionel)

relation for at få Katinka til at føle, at hun kunne tale frit, samt ved at lade der gå lidt tid imellem

møderne at kunne følge en udvikling fra gang til gang. Det gav mig for eksempel mulighed for at følge

hende igennem hendes kærestesorg og se, hvordan hun taklede det undervejs.

Jeg har besøgt Katinka i den lejlighed, hvor hun bor, drukket øl med hende på en af hendes

yndlingsbodegaer og set hendes barndomshjem. Som en flue på væggen har jeg turneret med bandet i

Jylland, overværet koncerter på Bornholm og i København samt fulgt Katinka på Roskilde Festival,

hvor bandet i år havde deres debut. Som Sager siger:

”It was like a realityshow and I was the camera” (Sager, bilag 11: 08:53).

Etik

Når en person åbner sig og fortæller om sit inderste, er jeg af den holdning, at man som journalist og

som menneske har et ansvar for at behandle disse oplysninger med respekt for den, der fortæller. I

tilfældet med Katinka er der desuden tale om en kilde, som kun har nogen og forholdsvis nyerhvervet

erfaring med at optræde i medierne, hvad der bidrager til dette ansvar. Når man følger en person

igennem længere tid, kan man heller ikke udelukke, at denne kan komme til at opfatte relationen som

ikke kun professionel, men også venskabelig, selv om man holder en vis distance. Hermann lader i sin

forskning featurejournalisten Ted Connover udtrykke det således:

”You’ll get in situations where people start to think of you as a friend and not a journalist and

beautiful things become possible but ethical dilemmas become possible too” (Hermann, 2015: 17).

Derfor har jeg fulgt samme fremgangsmåde, som Vaaben vanligvis benytter, og givet Katinka hånds-

og halsret over historien (Vaaben, bilag 7: 5). Jeg har således fra begyndelsen gjort det klart, at hun

ville få lov at læse, høre og se alt, og at jeg kun ville publicere og aflevere det, hun havde godkendt.

Det kan synes kontroversielt, idet det ofte understreges i journalistuddannelsens grundbøger (Schmidt,

2011: 135-136) og på redaktionerne26 (Vaaben, bilag 7:5), at kilden kun bør tjekke historien for

faktuelle fejl. I politisk eller konfronterende journalistik er det velbegrundet, men når man skal lave en

                                                                                                               26 Dette er primært baseret på mine egne erfaringer fra blandt andre Politikens og Ekstra Bladets redaktioner og på Vaabens udsagn.

  68  

produktion som denne, finder jeg det nyttesløst. Derimod kan lovningen på hånds- og halsret bidrage

til, at kilden er mere åben.

På linje med Harrington og Vaaben (Vaaben, bilag 7:5; Harrington, 2007: 172) mener jeg desuden, at

der kan være etiske og moralske overvejelser omkring, hvilke oplysninger man skal bruge i historien,

når man som journalist er kommet tæt ind på livet af en kilde. Harrington fastslår:

”It is impossible to go intimate into people’s lives without having to wrestle with what should be

revealed” (Harrington, 2007: 172).

Ved at give Katinka det sidste ord, fik jeg derfor også mulighed for at skrive mere frit. En fordel som

ligeledes fremhæves af Vaaben, der fortæller, at hun sjældent oplever, at kilderne har større rettelser

(Vaaben, bilag 7: 5). Min erfaring er den samme, idet Katinka godkendte alt uden anmærkninger.

Den fortællende journalistik er blevet mødt med en vis kritik for anvendelsen af indre synsvinkel, der

beskriver følelser, tanker og erindringer hos den portrætterede (Greenberg og Wheelwright, 2014: 512;

Mitchell, 2014: 534; Greenberg, 2014: 528) samt for brugen af førstepersonsfortæller (Tulloch, 2014:

630). I dette tilfælde er førstnævnte af særlig interesse, idet jeg i historien om Katinka ofte anvender

indre synsvinkel.

Greenberg og Wheelwright beskriver tre etiske hovedproblemer ved den narrative journalistik, hvor

særligt det første og det sidste er af relevans for den fortællende journalistik: 1: Hvordan ved vi at

noget er sandt, og hvordan tester vi det? 2: Hvilke utilsigtede konsekvenser kan publiceringen af

materialet få i en samfundskontekst? 3: Hvordan balancerer vi mellem æstetik og etik, skønhed og

sandhed? (Greenberg og Wheelwright, 2014: 512).

Der er altså i høj grad tale om en kritik af vægtningen mellem på den ene side de dramaturgiske

virkemidler og på den anden side den nøjagtige gengivelse, ikke mindst skabt i kølvandet på den

amerikanske featureskribent Truman Capote’s novelle ’In Cold Blood’ (1966) (Sims, 2009: 9; Bech-

Karlsen, 2014:45), der ikke helt levede op til kriteriet ”Keeping the Non in Nonfiction” (Harrington,

2015: 11).

Kritikere vil hævde, at den indre synsvinkel ikke bidrager med tilstrækkelig nøjagtighed, idet kilden

måske ikke kan huske præcis, hvad hun har tænkt eller følt i et givent øjeblik. Ligesom journalisten

ved at beskrive tanker og følelser overtager den fortolkende rolle, som publikum selv ville have, hvis

  69  

der var tale om et direkte citat, hvad der fører til tab af troværdighed. Omvendt vil fortalere anføre, at

fremgangsmåden er uproblematisk, så længe journalisten forholder sig kritisk og er grundig i sin

research. Ligesom de vil påpege metodens potentialer for at bidrage med indlevelse, nuancering og

fordybelse (Jørgensen, 2007: 84-85; Pedersen, 2005: 27-29; Hvid, 2002: 38).

Ifølge mediehistorikeren Jørgensen er indre synsvinkel generelt mere accepteret i baggrundshistorier

og portrætter end i nyhedshistorier (Jørgensen 2007: 85). Greenberg og Wheelwright anfører derimod,

at det afgørende ikke er fremstillingsformen, men den kontrakt journalisten har med læseren om at

fortælle så sandfærdigt som muligt (Greenberg og Wheelwright, 2014: 512). Et kriterie jeg også finder

hos forskeren Mitchell, som beskriver journalistens etiske ansvar med ordene ”fairness and

faithfulness”, der netop dækker over forpligtelsen til at undgå bedrag og til at være tro mod kildens

udtalelser, mod intentionen med det sagte, måden det er sagt på, og konteksten det er udtalt i

(Mitchell, 2014: 535).

Selv mener jeg, at indre synsvinkel har fortællemæssige fordele i forhold til narrativ journalistik som

portrættet, men at det kræver en væsentlig grundighed fra journalisten i researchfasen. Det er derfor

afgørende at bruge tilstrækkelig tid med portrætpersonen til at opnå et indgående kendskab til

vedkommende, at spørge meget og rigtigt ind til hvilke tanker og følelser personen har eller har haft

og gengive det på en måde, som lever op til Mitchells betragtninger om fairness og faithfulness. I det

flermedielle portræt af Katinka kan publikum desuden selv høre interviewbidder i lydklippene, hvad

der kan være med til at højne troværdigheden.

Produktion

Håndskrevne notater, transskriptioner af interview27, som jeg havde skrevet ud for at få det bedst

mulige overblik over de mange timers samtale, lyd- og videooptagelser, fotografier taget af

professionelle fotografer, af mig selv og udlånte privatfotografier fra Katinka, anmeldelser, artikler,

dagbogsuddrag, illustrationer og bandets LP udgjorde mit råmateriale.

Teksten var det første jeg udarbejdede, idet den skulle være det bærende element. Dernæst udvalgte og

redigerede jeg video- og lydklip i redigeringsprogrammet Final Cut Pro. De udvalgte lydklip havde jeg

først optaget om, ikke som de eksakt samme citater, men ved atter at spørge Katinka ind til de

udvalgte emner i et roligt miljø og med optageudstyr, der sikrede mindre baggrundsstøj, end der var på

de oprindelige optagelser. Når jeg ikke vægtede dette allerede på de første optagelser, skyldes det, at

jeg prioriterede at møde Katinka i hendes miljø samt at have al min opmærksomhed på hende og ikke                                                                                                                27  Disse er imidlertid af pladshensyn vedlagt som link til lydfiler i bilag 16.    

  70  

på, om for eksempel et vandglas blev sat ned på et ubelejligt tidspunkt, eller en stol knirkede. Herefter

byggede jeg det interaktive element op i programmet ThingLink, og endelig udvalgte jeg fotografier

og fandt de link, jeg ville benytte.

Til selve opbygningen af det flermedielle portræt har jeg anvendt multimedieværktøjet Atavist, der er

et program særligt udviklet til denne type fortællinger.

Genre, komposition og fortælleteknik

Det flermedielle portræt er som tidligere beskrevet et format, der tager sit udspring i

featurejournalistikken og trækker på diskurser herfra, men samtidig inddrager elementer fra en

onlinediskurs med mulighederne for interaktivitet, hypertekst og inddragelsen af en række

medieelementer (Steensen, 2009 A: 21-22). Men som nævnt også et format, der endnu er forholdsvist

løst defineret.

Historien om Katinka lever op til dettes speciales definition af et flermedielt portræt som et

journalistisk produkt, som har en hovedperson, der er afbilledet visuelt, og hvor elementer fra dennes

personlige, offentlige eller arbejdsmæssige tilværelse indgår i historien, som indeholder flere

forskellige medieelementer, hvoraf minimum ét er tidsbaseret eller interaktivt.

Jeg har tidligere opridset hovedtrækkene ved featuregenren, men vil her kort uddybe disse. I

journalistiske lærebøger beskrives featurejournalistikken som nonfiktion, der gør brug af skønlitterære

greb og kendetegnes ved en diskurs af show it, don’t tell it (Hvid, 2002: 18; Pedersen, 2995: 43). Det

er fortællende journalistik, der både rummer oplevelse og oplysning og typisk består af faktuelle afsnit

såvel som reportageelementer, hvor scener har til formål at skabe identifikation hos publikum og tale

til sanserne (Hvid, 2002: 25-26; Pedersen, 2005: 43; Wolfe, 1973: 31). Personer søges fremstillet som

hele karakterer ved brug af dialog og indre monolog frem for direkte citater (Hvid, 2002: 13-14;

Pedersen, 2205: 34; Wolfe, 1973: 31).

Forskellige synsvinkler kan anvendes, for eksempel indre eller ydre synsvinkel, alvidende fortæller

eller personal fortæller i 1. 2. eller 3. person, og i forhold til den tid der fortælles i blandt andet medsyn

og bagudsyn (Hvid, 2002: 37-38; Pedersen, 2005: 24-29; Wolfe, 1973: 32). Historien kan være

klassisk bygget op omkring begyndelse, midte og slutning og anvender ofte en af de fortællemodeller,

der knytter sig til genren: den tredje fortællemodel, story-modellen, Wall Street Journal-guiden eller

berettermodellen (Hvid, 2002: 44, 49, 56, 61; Pedersen, 2005: 52). I forhold til de klassiske

nyhedskriterier, spiller featuren særligt på elementer af identifikation. (Steensen 2009 A: 16).

  71  

I det følgende vil jeg redegøre for, hvordan jeg har anvendt nogle af disse karakteristika i

produktionen med særlig vægt på teksten. Flermedialitet omtales særskilt senere i kapitlet.

Historien om Katinka veksler som i den tredje fortællemodel mellem beskrivende scener og faktuelle

oplysninger. Imidlertid er de slynget mere ind i hinanden, end det er tilfældet i modellens

grundlæggende scene-bbi-scene-bbi-scene-opbygning, hvor bbi står for boring but important (Hvid,

2002: 45). Det ses allerede i første afsnit, hvor sceniske elementer og baggrundsoplysninger står tæt

sammen:

 ”Hendes neglelak er blåsort og sidder tilbage i flager, der bryder med det lyse horn og farven på

ingefærteen, når hun holder om glasset. Det er blevet et ritual for den unge sangerinde at lægge

neglelak på før koncerterne for så at slide det af, når hun spiller ukulele på scenen og starte forfra

igen et par dage efter. Et sisyfosprojekt i hendes yndlingsfarve”.  

Når jeg har valgt at afvige fra modellens grundstruktur, skyldes det, at jeg ligesom Hvid finder, at det

giver en mere harmonisk fortælling (Hvid, 2002: 48). I portrættet af Katinka ville det ikke, som

beskrevet i producent-interviewene (Schou, bilag 6: 4; Jørgensen, bilag 5: 11; Vaaben, bilag 7:1), give

mening at trække baggrundsoplysninger ud af teksten og ind i sideliggende elementer, idet der ikke er

tale om et emne, hvortil der knytter sig informationstung data, og hvor de baggrundsoplysninger der

figurerer er med til at give et billede af hendes person. I stedet har jeg bygget dem ind i teksten

løbende med henblik på at skabe en oplevelse af flow hos publikum.

Dramaturgisk er portrættet bygget op omkring Aristoles’ definition af en god historie med en

begyndelse, en midte og en slutning (Hvid, 2002: 52-53). Da vi møder Katinka første gang er det

begyndende forår, og hun har kærestesorger, så følger historiens krop, hvor vi lærer Katinka bedre at

kende, og endelig er det i slutningen blevet sommer, og hendes kærestesorger er forsvundet. Der er

således anvendt en klassisk hjem-ud-hjem struktur (Hvid, 2002: 53).

”Hun har kærestesorger, og hun hader, når vejret ikke passer til humøret. Det føles som en

provokation, når solen skinner, mens det stormer indeni”, står der således i starten, mens slutningen

lyder:

”Endelig drejer cirklen i den rigtige retning. Og solen skinner, og det er okay”.

  72  

Ved at begynde og slutte historien med at tale om Katinkas kærlighedssituation og om solen,

understreges denne cirkelslutning (Clark, 2008: 12).

Jeg beskriver Katinka via en række karakteristiske detaljer som den blåsorte neglelak eller den særligt

detaljerede erindring, der ifølge hende ledsager følelsen af melankoli, hvor hun pludselig kan huske

”Hvordan persiennernes skyggestriber over huden fængslede hende i sengen hos en tidligere elsker”,

der bliver et billede på hendes ambivalente forhold til kærligheden. Andre eksempler er detaljerne om

dagbøgerne: ”…alle med ulinjerede sider og uden datomærkninger, for Katinka tæller ikke i dage men

i følelser”, som illustrerer hendes trang til frihed, og måden hun anskuer og lever livet. Folkeskolens

klaver med den ”skingre, falske lyd”, der symboliserer hendes oplevelse af skoletiden og hendes

dedikation til det skrevne ord, som beskrives via en detalje i hendes tilgang til musikken: ”Selv skriver

hun kun melodier for at klæde ordene på”.

Dialog og indre monolog anvendes frem for citater for at engagere publikum og vise Katinka som en

person og ikke blot en kilde (Hvid, 2002: 14). Lydklippene indeholder dog direkte citater. Således har

jeg lagt mig op ad den struktur, der findes i det tidligere omtalte flermedielle portræt fra Kristeligt

Dagblads ’Et liv efter voldsdom nr. 16” (2015).

Medsyn anvendes i de passager, der beskriver, hvad der foregår nu og her, som for eksempel under

koncerten i Jylland:

”- Solen skinner, så lad dog vær’, synger hun og udtaler ordene med omhu”.

Mens bagudsyn bruges der, hvor der skues tilbage i tiden som i afsnittet om Katinkas folkeskoletid:

”Det er den ramme lugt i skoletasken, når en af de andre elever endnu engang har hældt en karton

gammel mælk ned over bøger, hæfter og penalhus, pengene hun har fået med for at kunne købe noget i

pausen, som forsvinder, og når hun ikke får tæsk af den dreng, der styrer mobningen, frikvarterernes

ensomhed”.

Ydre synsvinkel såvel som indre anvendes løbende. Ydre synsvinkel benyttes i de sceniske passager,

hvor jeg som en flue på væggen beretter, hvad jeg ser, mens det er indre synsvinkel, når jeg beskriver

Katinkas tanker eller følelser. Et eksempel på førstnævnte er:

”I baggrunden driver folk i korte ærmer af og til ind og ud ad døren”.

  73  

Det følgende et eksempel på sidstnævnte:

”Men Katinka værdsætter ikke det spirende forår. Hun har kærestesorger, og hun hader, når vejret

ikke passer til humøret”.

Historien fortælles af en begrænset alvidende fortæller i 3. person. I det afsluttende afsnit har jeg

desuden skrevet mig selv ind og anvender her tillige elementer af 1. personsfortæller som i det

følgende:

”Hun tier, da jeg kommer ud igen. Og jeg spørger, hvad hun har lavet i går”.

Når jeg har valgt at skrive mig selv ind i slutningen, er det fordi, jeg synes, det fungerer dramaturgisk i

kraft af den intimitet og umiddelbarhed, det tilfører (Tulloch, 2014: 629). Det er desuden en måde at

”afsløre” fortælleren for publikum. Et greb der minder om det nogle filminstruktører anvender, når de

kortvarigt optræder i deres egne film med en såkaldt cameo28. Imidlertid kan man diskutere, om det er

hensigtsmæssigt at inddrage en jeg-fortæller, når størstedelen af historien er fortalt uden brug af 1.

personsfortæller. Dette vil jeg berøre yderligere i den afsluttende diskussion.

I teksten har jeg tilstræbt at få form og indhold til at mødes. Et eksempel er anvendelsen af ord, som

også indgår i Katinkas studieopgave. ”Tilrøgede værtshuse” og ”Knippelsbro i tåge” beskriver hun

her som noget af det bedste. I fortællingen bruger jeg beskrivelsen ”som tusmørke og fløjlsblød tåge

blandet med den kradse røg fra brune værtshuse” om hendes sangstemme for ved dette sammenfald at

indikere, at det at synge er noget af det bedste for Katinka. I opgaven omtales også solen, når hun

betegner noget af det værste som ”At solen altid vælger at skinne på de værste / dage”.

Et andet eksempel er brugen af klichéprægede elementer. At skrive om ulykkelig kærlighed er i sig

selv lidt en kliché, og i Katinkas sangtekster finder man da også flere klichéfyldte komponenter.

Eksempelvis ”Det er mit usynlige sår / Jeg er bange for du blir’ / Og jeg er bange for du går” som

det lyder i en soundbite, eller ”Kan du høre, du skal være her? / Kan du høre, at jeg ikke kan være

alene mer’?” som hun synger i videoklippet. Katinka formår dog efter min vurdering at balancere

klicheerne. Det samme forsøger jeg at gøre i teksten, når jeg skriver, at Katinka sætter ord sammen ”til

                                                                                                               28  David Lynch træder for eksempel ind på scenen som ledende FBI-agent i et par minutter i et afsnit af Twin Peaks, Hitchcock ses ganske kort i størstedelen af hans film, for eksempel på vej ud af en dyreforhandler i ’The Birds’ (1963), og i en telefonsamtale i ’Rosemary’s Baby’ (1968) høres Tony Curtis (web: Den Store Danske).  

  74  

perler på en snor” eller beskriver hendes teenageforelskelse med ord som ”sommerfugle” og

”hjertesorg”.

Et tredje eksempel er det sidste fotografi, som viser en side fra Katinkas dagbog, hvor hun har listet en

række ord, der er kendetegnende for hendes liv i dag. I teksten henvises flere steder til ord fra listen.

For eksempel fremgår ordene ”søndag, søndag, søndag” af listen, og i teksten beskriver jeg, hvordan

hendes rastløshed og ubekvemhed ved at være alene i lejligheden er særligt presserende på denne dag:

”Det er særligt slemt om søndagen. Ikke-dagen som Katinka kalder den…”.

Underrubrikker har jeg udeladt for i stedet at fremhæve begyndelsen af en sætning der, hvor jeg ellers

ville have placeret en sådan. Formålet er at give publikum en oplevelse, der i større grad kan

sammenlignes med den, man kan få ved at læse skønlitteratur. Her opdeles teksten dog også som

oftest i kapitler, men disse er typisk af en vis længde29.

I rubrikken har jeg med henblik på at skabe fynd anvendt allitteration ved at bruge samme bogstav

flere gange tæt på hinanden: Katinka klinger af melankoli, brugt et aktivt verbum og holdt sætningen

kort og præcis.

En længde på 17.999 tegn og et lixtal på 35 placerer produktet tæt op ad de undersøgte flermedielle

portrætter.

Publikation

Det flermedielle portræt er tiltænkt Berlingskes Longreads. Når jeg har valgt Berlingske frem for

Politiken, hvor historien også kunne passe godt ind til den yngre del af avisens målgruppe af

”moderne fællesskabsorienterede” (web: JP/Politikens Hus, 24. 07. 2016), skyldes det, at Berlingske

giver stærkere udtryk for ønsket om at inddrage mere flermedialitet fremadrettet (Rix, bilag 4: 4).

Berlingske ønsker som beskrevet under producentperspektivet ligeledes at bruge de flermedielle

portrætter til at nå en anden og yngre målgruppe end kernesegmentet (Rix, bilag 4: 5), der er den

erhvervsaktive læser mellem 35 og 50 år (web: Berlingske, 24. 07. 2016), og jeg vurderer, at den unge,

upcoming Katinka kan bidrage til netop det.

                                                                                                               29  Jeg kender ikke den generelle, gennemsnitlige kapitellængde, men baserer dette på de erfaringer jeg selv har gjort, når jeg læser skønlitteratur.

  75  

6.2 Flermedialitet I denne del af kapitlet vil jeg behandle anvendelsen af flermedielle elementer.

Jeg har tilstræbt at anvende de forskellige elementer i forlængelse af de pointer, der er opsummeret i

begyndelsen af kapitlet. Det højeste antal flermedielle elementer ud over tekst og foto, jeg er stødt på i

undersøgelsen, er som nævnt fire. Jeg har ud over tekst og foto inddraget fem forskellige og således

produceret et flermedielt portræt, der i denne forstand er endnu mere omfattende. De anvendte

elementer er:

Tekst + foto + video + lyd + interaktivitet + pop-up-vindue + hypertekst.

Lyd er anvendt til korte interviewbidder, der har til formål at skabe stemning og en følelse af nærhed

og nærvær. I lydklippene gentager Katinka ikke noget, der står i teksten, men uddyber eller nuancerer.

Et eksempel er den sidste soundbite, hvor jeg netop har beskrevet Katinkas kommende tatovering, og

hvor hun i lydklippet efterfølgende beretter, hvordan tatoveringen symboliserer hende selv ved at sige:

”Det er bare en måde at vise på, at man aldrig rigtig er det, man viser udadtil hele tiden. Så nogen

gange kommer det frem i mine sange, hvad det er, jeg virkelig føler” (Katinka, bilag 12: 4).

Lydklippene er desuden tiltænkt en funktion som guldmønter, der leder publikum ned igennem

fortællingen (Clark, 2008: 171-175).

Video bruges til at vise handling. Videoklippet viser et kort uddrag af Katinkas optræden på

Folkemødet på Bornholm i år. Publikum får således anledning til at se hende udføre den musik, der er

beskrevet i teksten samt opleve hendes mimik og få sat et ”levende” billede på den stemme, de har

hørt i lydklippene.

Jeg lavede adskillige optagelser af Katinka, men endte med at bruge et råklip fra Danmarks Radio,

som jeg redigerede og efterbehandlede. Selv om jeg er habil med et kamera, kan jeg på ingen måde

hamle op med den ekspertise og de ressourcer, der står til rådighed for Danmarks Radio, når de laver

liveoptagelser. Da jeg fik mulighed for at anvende deres materiale, greb jeg derfor chancen.

  76  

Når det kunne lade sig gøre, er det fordi, der er tale om optagelser til brug på storskærm under

koncerten og ikke til tv eller internet, og i sådanne tilfælde er politikken omkring frigivelse af

materiale lempelig30.

Interaktivitet har jeg benyttet for at skabe nærvær hos publikum via aktivering, og fordi det er et

element, der i min undersøgelse som beskrevet har vist sig som værende noget, der fremadrettet vil få

en større plads i flermedielle avisportrætter (Schou, bilag 6: 3; Jørgensen, bilag 5: 8 og 13). Det

interaktive fotografi, hvor man ved at holde musen over bestemte punkter kan læse citater af Katinka,

som fortæller om de forskellige numre på bandets nye LP, valgte jeg, fordi det passer ind i portrættets

koncept. Desuden var det overkommeligt at inddrage interaktivitet på denne måde, hvor jeg ikke ville

have haft mulighed for at udarbejde eksempelvis et spilelement eller gøre brug af augmented reality.

Jeg vægtede desuden et forholdsvist nedtonet element, som ikke ville trække publikum for meget ud af

teksten. Billedet af bagsiden af bandets LP-cover udvalgte jeg, da alle sangtitlerne er repræsenteret

her, og fordi det 70er-inspirerede mønster passer godt sammen med beskrivelserne af Katinkas musik,

som i teksten sammenlignes med kunstnere, der på det tidspunkt, i hvert fald fra slutningen af årtiet,

var toneangivende på den danske musikscene.

Elementet har dog den ulempe, at der er en annonce i bunden, som ikke umiddelbart kan fjernes. Det

er ikke min intention at have reklamer indlejret i det flermedielle portræt, idet det bryder med idealet

om at tilbyde publikum en rolig og uforstyrret oplevelse. Imidlertid har Berlingske som tidligere

nævnt vist sig åbne overfor inddragelsen af annoncer i Longreads (Rix, bilag 4: 4), derfor finder jeg

det ikke decideret problematisk med annoncen, der trods alt er diskret.

Fotografierne tæller koncertfotografier, portrætfotografier, PR-fotografier samt private billeder. De er

udvalgt med henblik på at vise Katinka og gerne i forskellige situationer og på forskellige tidspunkter i

livet. Der er i alt anvendt otte fotografier, hvis man ser bort fra det, der danner baggrund i det

interaktive element. Kvalitet vægtede jeg også her højt. Derfor er langt de fleste fotografier taget af

professionelle fotografer, mens jeg kun har udvalgt et enkelt af mine egne. Når jeg kunne få adgang til

professionelles fotografier, handlede det om netværk. Musikfotografen Morten Rygaard har jeg

arbejdet sammen med på Gaffa og ditto Peter Hove på Politiken.

Pop-up-vinduet der indeholder Katinkas studieopgave, og som man får frem ved at klikke på det

markerede ord ’parafrase’ i teksten, er ikke et element, der har været repræsenteret i de undersøgte

                                                                                                               30  Dette udsagn baseres på oplysninger fra Nynne Nathalie Mølgaard, som er ansat i Danmarks Radio og var den, der lod mig få adgang til optagelserne og har givet mig tilladelse til at offentliggøre dem.

  77  

enheder i den kvantitative analyse. Alligevel valgte jeg at inddrage det, idet jeg vurderede, at det

havde en god effekt. Tanken er, at det skal bidrage med kontekst, baggrund og stemning samt give

publikum en følelse af at have fået noget ekstra, en ny brik til puslespillet Katinka. Det lidt skjulte

eller hemmelige, der er over elementet, ligger godt i tråd med fortællingen om Katinkas dagbøger, og

hendes udtalelser om at der mere under overfladen, end hun umiddelbart viser frem.

Faktaboksen i slutningen tog jeg med, fordi jeg synes, det er vigtigt at publikum får et tilbud om

faktuelle oplysninger om bandet og om Katinka. Dog havde jeg gerne placeret den et andet sted end i

bunden, da jeg ideelt set ville have foretrukket at afslutte historien med det sidste punktum og således

lade den klinge af som ”ren” fortælling. Derfor forsøgte jeg først at få den til at være i eller ved siden

af teksten. Ulempen ved et program som Atavist er imidlertid, at der til trods for de mange potentielle

elementer dog er begrænsede muligheder rent designmæssigt. Faktaboksens placering i teksten betød

således en forskydning af andre elementer på en måde, der ikke tjente det visuelle udtryk. Derfor endte

jeg med at placere den i bunden.

Hypertekst har jeg valgt at undlade i selve teksten med henblik på at undgå at forstyrre publikum.

Eksterne link har jeg dog tilføjet i faktaboksen efter fortællingen, så de ikke er til gene undervejs, men

tilstedeværende som et tilbud til publikum om yderligere information, kontekst og baggrund. Der

findes blandt andet link til musikvideoer, bandets Facebookside, der fungerer som deres hjemmeside,

samt til en anmeldelse hos et andet medie.

Designet har jeg holdt i sort/hvid for at opnå en ensartethed, som kan give en rolig og stilren oplevelse

rent visuelt. Desuden underbygger det beskrivelsen af Katinka som en person, der indeholder

forskellige modsætningsforhold og som i sig bærer en del mørke, men også noget lyst. Visuelt

illustreres kontrasterne i kraft af hendes ofte mørke tøj og lyse hår, som står markant ved brug af

sort/hvid.

De forskellige elementer er desuden inddraget i den rækkefølge og det omfang, jeg vurderede mest

optimalt i forhold til fortællingens immersion. Den første del er således ren tekst, herefter inddrages

fotografier i teksten, derefter lyd, herpå interaktivitet og endelig video. Afstanden mellem de

forskellige elementer mindskes ligeledes, som historien skrider frem. Hensigten er gradvist at vænne

publikum til flermedialiteten, så den ikke forstyrrer, men skaber merværdi i portrættet.

Historien kan desuden deles via Twitter og Facebook.

  78  

6.3 Redaktørernes kritik Jeg har bedt tre redaktører fra henholdsvis Berlingske, Politiken og Kristeligt Dagblad om at evaluere

min produktion. Kritikken har til formål at give et billede af, i hvilken grad jeg i producenternes øjne

er lykkedes med at udnytte de fortællemæssige potentialer ved at inddrage flermedialitet i portrættet af

Katinka.

De tre informanter er: Kulturredaktør på Berlingske Lars Rix, nuværende redaktør af Magasinet på

Politiken Christian Ilsøe samt digital redaktør på Kristeligt Dagblad Kim Schou. Alle er blevet

interviewet telefonisk.

Samtlige informanter starter uopfordret ud med at italesætte teksten, hvad der lægger sig i tråd med de

tidligere findings angående den eksisterende tekstpræference. Jeg har ikke bedt informanterne gå i

dybden med teksten, da det primære fokus for dette speciale er inddragelsen af flermedialitet. Dog har

jeg spurgt ind til deres overordnede indtryk af produktionen, hvor denne naturligvis også spiller ind.

Tekstens struktur betegnes af Schou som en ”lang fortælling”, der ikke er præget af en ”klassisk

stram struktur”, som dem man finder i de traditionelle fortællemodeller (Schou, bilag 13). Han

understreger, at dette ikke er en kritik blot en konstatering, og at teksten alligevel ”flyder rigtig godt”

særligt på grund af sproget, som han ligeledes karakteriserer som ”rigtig godt” (Schou, bilag 13). Her

er det også af betydning, at portrætpersonen er ”fascinerende” og ”åbner meget op” (Schou, bilag

13).

Ilsøe er ligeledes overvejende positiv, men mener dog, at portrættet af Katinka retter sig mod en lidt

yngre målgruppe, end han selv tilhører, og at historien derfor ikke helt rammer ham. Imidlertid

vurderer han, at portrættet kan appellere til den yngre del af avisens læsere (Ilsøe, bilag 15).

Rix ville foretrække en mere fængende rubrik, gerne en citatrubrik som han foreslår kunne være

’»Kærlighed er den eneste hobby, der er værd at have«’. Herudover har han ikke noget at udsætte på

teksten, som han kalder ”virkelig, virkelig velskrevet” (Rix, bilag 14).

Visuelt fremhæver Schou, at det er ”lækkert”, at produktionen er holdt i sort/hvid. Samt at det

bærende fotografi fungerer godt, fordi det er ”fedt at man får hendes øjne lige i ansigtet” (Schou,

bilag 13). Det responsive design fremhæver han for sin evne til at fungere på mobiltelefon (Schou,

bilag 13). Fonden finder han dog potentielt besværlig at tyde særligt i rubrik og underrubrik, hvor

skriften er hvid på grå baggrund. Han forslår desuden af og til at bryde med bredden af teksten ved at

  79  

udnytte skærmen fuldt ud, således at der for eksempel er flere fotografier, der går helt ud til kanten,

som det er tilfældet med det bærende.

Fond, farve eller denne type design er det imidlertid ikke muligt at vælge i det program, jeg har

anvendt. Pointerne kan jeg dog tage med i tilfælde af, at produktionen publiceres et sted, hvor det er

muligt at bestemme disse.

De audiovisuelle elementer er ifølge Schou vægtet tilpas. Publikum hives ikke ud af historien af for

mange eller for lange klip, og elementerne er placeret ”de rette steder” i forlængelse af indholdet af

teksten og gentager ikke, men uddyber det der står i denne, som også kan fungere alene (Schou, bilag

13). Det betyder, at jeg ”undgår de klassiske fælder” (Schou, bilag 13).

Rix og Ilsøe er også positive overfor brugen af de forskellige elementer og konstaterer for eksempel, at

lydelementerne ”fungerer godt” (Rix, bilag 14), at det er ”godt at høre hendes musik”, lige så vel som

det giver ”autencitet” at høre Katinka tale (Ilsøe, bilag 15). Musikken kunne jeg dog ifølge Schou

med fordel præsentere for publikum tidligere (Schou, bilag 13). Derfor vil jeg overveje, om jeg ved en

eventuel publicering skal indsætte et kort musikklip i begyndelsen af portrættet, så publikum fra

starten får en fornemmelse af musikken.

Videoelementet er alle ligeledes positive overfor, særligt fordi klippet viser Katinka i færd med at

udøve den musik, der har så stor betydning for hende (Schou, bilag 13; Rix, bilag 14; Ilsøe, bilag 15).

Ilsøe påpeger dog, at han gerne havde set både lyd- og videoklip være længere. De korte klip giver

ham et indtryk af, at jeg ikke har ”turdet gå hele vejen”, men har holdt fast i, at det er teksten, ”der er

det vigtige”(Ilsøe, bilag 15).

Dette synspunkt finder jeg interessant, idet det adskiller sig væsentligt fra det, informanten tidligere

har givet udtryk for. Her er teksten netop blevet nævnt som det vigtigste, og der er blevet lagt stor

vægt på, at flermedielle elementer ikke må forstyrre læseoplevelsen (Faber og Ilsøe, bilag 3: 4).

Afvigelsen kan jeg forestille mig muligvis kan begrundes i, at Politiken endnu ikke har stor erfaring

med at udarbejde flermedielle portrætter, og der derfor kan være teorier om, hvad der vil fungere eller

forstyrre, som kan vise sig at være anderledes i praksis.

Det interaktive element får generelt god kritik. Schou kan ”godt lide ideen om at lade hende

kommentere på de der sange” (Schou, bilag 13), og Rix konstaterer, at han ”rigtig godt kan lide”

dette element (Rix, bilag 14). Dog kritiserer Schou og Ilsøe elementet for at være svært at afkode

  80  

(Schou, bilag 13; Ilsøe, bilag 15). Schou finder det således ikke åbenlyst, at baggrundsbilledet er et

pladecover (Schou, bilag 13). Omvendt vurderer Rix, at det er nemt at afkode (Rix, bilag 14). For at

afhjælpe eventuelle problemer med afkodningen kan jeg i en fremtidig version vælge i stedet at bruge

et billede af en LP som baggrundsbillede, så det måske bliver nemmere at opfange, at der er tale om

kommentarer til Katinkas sangtekster.

Pop-up-vinduet med Katinkas studieopgave får roser fra Rix og Schou, som begge opfordrer til at

inddrage denne type element yderligere (Rix, bilag 14; Schou, bilag 13). Dog også gerne tidligere i

teksten, så publikum ”primes” og ikke studser over nye elementer, der først introduceres i slutningen

af portrættet (Schou, bilag 13). Ilsøe overså imidlertid elementet (Ilsøe, bilag 15), og Rix opfordrer

også til at gøre det mere eksplicit (Rix, bilag 14). Det understøtter på den ene side hensigten med at

give fornemmelsen af et ”skjult” element, men det tyder også på, at det er blevet lidt for skjult. I

Atavist er det imidlertid ikke muligt at fremhæve ord i anden farve end den anvendte grå, men hvis det

bliver muligt i en anden udgave, vil jeg således foretrække en farve, der er mere iøjnefaldende.

Fotografiet af siden fra Katinkas dagbog fremhæver Schou desuden som ”rigtig fedt” og som en type

element, han gerne så mere af (Schou, bilag 13). Elementer, der således kan skabe en følelse af

intimitet eller af at få lov til at kigge med i noget lidt hemmeligt, synes altså generelt at virke

appellerende.

De eksterne link er ifølge Schou placeret hensigtsmæssigt i bunden, hvor de ikke forstyrrer i teksten

(Schou, bilag 13). Omvendt havde Rix foretrukket, at linket til anmeldelsen var anbragt i teksten i

forbindelse med omtalen af anmeldelser i starten af portrættet (Rix, bilag 14). Det lægger sig i

forlængelse af den viden, der tidligere er tilvejebragt, og som viser Berlingske som den avis blandt de

tre undersøgte, der er mest begejstret for brugen af hypertekst (Rix, bilag 4: 7) og også gerne bruger

det løbende i teksten. Imidlertid er det fortsat min vurdering, at et link indlejret i selve fortællingen vil

være en potentiel forstyrrelse.

Faktaboksen ville ifølge Schou være bedre placeret højere oppe i teksten, så publikum tidligere

præsenteres for de faktuelle oplysninger. Særligt fordi Katinka endnu ikke er så kendt, at publikum

nødvendigvis på forhånd kender hende eller bandet (Schou, bilag 13). Han forslår desuden, at jeg

kunne gøre den til et indlejret element på samme måde som med studieopgaven for på den måde at

undgå, at den forstyrrer visuelt i begyndelsen (Schou, bilag 13). Som beskrevet har jeg selv gjort mig

overvejelser omkring faktaboksens placering. Selv om jeg kan se det fungere rent visuelt at indlejre

den som et mere skjult element, vurderer jeg imidlertid, at den er så vigtig, at den bør være tydelig.

  81  

Der er således enkelte justeringer, jeg med fordel kan inkludere i en eventuel fremtidig version.

Kritikken fra producenterne er dog overvejende positiv. Helhedsindtrykket af produktionen betegner

de som ”rigtig flot” (Ilsøe, bilag 15), ”lækkert” (Schou, bilag 13) og ”virkelig vellykket” (Rix, 14).

Jeg kan således konkludere, at det ifølge producenterne i vid udstrækning er lykkedes at inddrage de

flermedielle elementer på en måde, hvor de bidrager positivt til fortællingen om Katinka.

  82  

Kapitel 7: Diskussion Dette kapitel udgøres af en afsluttende diskussion af undersøgelsen og dens resultater.

Inden jeg gennemførte denne undersøgelse, var min forforståelse som beskrevet, at det flermedielle

portræt var kendetegnet ved en række fortællemæssige og kommercielle potentialer.

I specialet har jeg anskuet det flermedielle portræt fra flere perspektiver. Teori, to analyser, yderligere

interview med udenlandske informanter og endelig praktisk udformning af et flermedielt portræt har

givet mig et grundigt indblik i formatet og dets kendetegn. Nogle af disse kendetegn har da også vist

sig at bestå af fortællemæssige og kommercielle potentialer. Imidlertid kan udstrækningen af disse

diskuteres. Før jeg kommer hertil, vil jeg dog diskutere undersøgelsens gyldighed.

Grundlæggende har jeg lagt vægt på reliabilitet og validitet og derfor også vægtet en høj grad af

transparens i både den kvalitative og den kvantitative analyse. Interview er transskriberet i deres fulde

længde og kodeskema vedlagt som bilag.

Imidlertid er der enkelte svagheder. I den kvantitative analyse bestemmer jeg blandt andet, hvilket

stofområde et portræt tilhører, og eftersom disse ikke er klart afgrænsede, idet det i sig selv kunne

udgøre emnet for et speciale, kan det ikke udelukkes, at en anden koder ville komme frem til en

anderledes fordeling. Min vurdering er dog, at tilhørsforholdet til et specifikt stofområde i langt de

fleste tilfælde er åbenlys, og at der derfor kun er ganske få enheder, hvor en anden koder kunne vægte

anderledes. Det overordnede indtryk af kultur som det største stofområde og en væsentlig

tilstedeværelse af skæbnehistorier, vil således bestå. Herudover vurderer jeg den kvantitative analyse

til at være fuldt ud reproducerbar.

Ordlyden af forskningsinterview, der er fortaget telefonisk, er noteret løbende under samtalen og

straks efter. Denne fremgangsmåde bidrager ikke i lige så høj grad til validiteten som

transskriptionerne af de interview, der er optaget. At de er udarbejdet med det samme øger imidlertid

sandsynligheden for en fyldestgørende og korrekt gengivelse.

Den anvendte teori spænder forholdsvist bredt. Havde jeg i stedet koncentreret mig om en enkelt gren

af teorien, kunne jeg have skabt mere dybde. Imidlertid bidrager den valgte tilgang til at belyse

forskellige aspekter ved formatet. Teoretikerne har forskellige baggrunde og dermed varieret

udsigelseskraft. Deuze kan således have en mere ideologisk tilgang end Steensen, Bech-Karlsen en

  83  

mere praktisk. Jeg kunne have højnet videnskabeligheden ved udelukkende at have anvendt

forskningsartikler, der havde været igennem et peer review. De forskellige perspektiver bidrager dog

på hver deres måde til en helhedsforståelse af fænomenet.

Et kritikpunkt i forhold til undersøgelsens validitet kan være, at der ikke foreligger én fast definition

af, hvad der udgør et flermedielt portræt. Jeg har fastlagt en bestemt afgrænsning for at kunne måle og

analysere formatet, men denne er ikke udtømmende. Dette udgør dog ikke et problem for

undersøgelsen, idet det blot er et udtryk for, at det flermedielle portræt netop er karakteriseret ved at

være et fænomen, der er under udvikling. Af samme grund har det været relevant at kaste et

forholdsvist stort net ud for at indkredse, hvad der kendetegner formatet.

Den bredde som den kvantitative analyse bidrager med danner sammen med den kvalitative analyses

dybde grundlag for den holistiske forståelse af et fænomen, der kendetegner kombinationsdesignet

(Pihl-Thingvad, 2014: 322), og den triangulering der opstår herved øger netop konklusionernes

validitet (Skovsgaard og Svith, 2014: 74).

I relation til produktet kan en kritik være, at tekstens vekslen mellem realtid og forskellige klip fra

Katinkas fortid muligvis kan virke forvirrende for publikum. Det samme gælder brugen af flere

synsvinkler, hvor man særligt kan diskutere om brugen af 1. personsfortæller, som kun anvendes i

begrænset omfang, skulle have været udeladt. Endelig kunne sammenhængen mellem det fotografiske

element, der viser en side fra Katinkas dagbog og teksten muligvis have været tydeliggjort yderligere.

Redaktørernes overvejende positive kritik tyder dog på, at disse kritikpunkter ikke har haft afgørende

betydning for publikumsoplevelsen.

Undersøgelsen har primært koncentreret sig om tre forskellige typer af kendetegn ved det flermedielle

portræt: form, fortællemæssige potentialer og kommercielle potentialer.

Hvad angår det første, har jeg i undersøgelsen fundet ti forskellige typer flermedielle portrætter, som

ud over tekst og foto består af:

  84  

Min egen produktion er som beskrevet endnu mere omfattende, end de flermedielle portrætter der

indgår i undersøgelsen, og består ud over tekst og foto af:

• Video + lyd + interaktivitet + pop-up-vindue + hypertekst

Interaktivitet er som tidligere nævnt et af de elementer, som producenterne vurderer, at vi vil se mere

til i flermedielle portrætter fremadrettet (Schou, bilag 6: 3; Jørgensen, bilag 5: 8 og 13). Ud fra den

viden undersøgelsen har tilvejebragt, mener jeg at kunne opsætte tre kvalificerede bud på, hvordan

interaktivitet vil blive anvendt i formatet:

1. Ved brug af mobiltelefoners gyroskop.

2. Som elementer af spil.

3. I form af augmented reality.

  85  

Ud fra de undersøgte flermedielle portrætter kan jeg desuden udlede fem typer, der knytter sig til hver

sit stofområde. Disse er og fordeler sig som følger:

Jeg har desuden kunnet udlede to forskellige kombinationer af nyhedskriterier, som er karakteristiske

for det flermedielle portræt:

1. Identifikation + aktualitet.

2. Identifikation + sensation.

Den første type karakteriserer som regel kulturhistorierne, den anden skæbnehistorierne. Generelt kan

det netop være inden for disse to stofområder, at flermedialitet har mest at bidrage med.

Kulturpersoner arbejder typisk med at optræde eller skabe noget, der skal vises frem for et publikum.

Der vil derfor ofte være elementer i sådanne historier, som åbenlyst vil gøre sig godt auditivt eller

  86  

audiovisuelt. Et eksempel er brugen af video i det flermedielle portræt af Katinka, hvor publikum kan

se et klip fra en af hendes koncerter.

Skæbnehistorierne er fortællinger, der i høj grad kalder på publikums indlevelse og empati. Et

eksempel er det omtalte portræt ’Enkeltbillet til Zürich’ (2013) af en mand, der har besluttet at begå

selvmord. Lydklip, hvor publikum hører hans stemme, eller videoklip, der viser hans mimik, kan her

bidrage til graden af indlevelse.

Dette kan have flere overordnede effekter. På den ene side kan det betyde, at publikum udvikler større

empati for den portrætterede. I en demokratisk samfundskontekst, hvor vi antager at en af

journalistikkens roller er at øge empatien og dermed mindske fordomme blandt forskellige borgere og

samfundsgrupper (Schudson, 2006: 18), kan inddragelsen af flermedialitet således bidrage til

opfyldelsen af denne rolle.

I en kommerciel kontekst, hvor sensation trækker klik31, kan flermedialitet i skæbnehistorier medvirke

til at intensivere publikums oplevelse af historien og dermed styrke det sensationelle element. Vi har

også tidligere set, at netop denne type historier er populære blandt publikum. Når netaviserne giver

udtryk for i højere grad at ville inddrage flermedialitet fremadrettet med henblik på økonomisk

gevinst, er der altså muligvis noget at hente ved at skrue på andelen af denne type flermedielle

portrætter.

Hvad angår det flermedielle portræts kommercielle potentialer, må der som beskrevet tages visse

forbehold i forhold til formatets evne til at tiltrække nye abonnenter. Jeg har anskuet det flermedielle

portræt ud fra et produktperspektiv og et producentperspektiv, men idet jeg ikke har undersøgt det i et

publikumsperspektiv, og da vi ved, at ingen af producenterne kan dokumentere rigtigheden af deres

antagelser om, at inddragelsen af flermedialitet i portrætter fører til flere abonnenter, er der et

betydeligt usikkerhedsmoment.

Det samme forbehold bør tages i forhold til de fortællemæssige potentialer. Her taler den store

interesse imidlertid for, at publikum finder visse kvaliteter ved formatet. Det kan dog ikke udelukkes,

at også andre faktorer spiller ind, når publikum vælger at bruge tid på at opleve et flermedielt portræt.

                                                                                                               31  Dette udsagn er et udtryk for den almindelige opfattelse, som jeg oplever den, og er altså ikke underbygget af håndfaste data. Pointen støttes dog af det faktum, at eb.dk er landets mest læste kommercielle nyhedssite: http://ekstrabladet.dk/om_ekstra_bladet/fakta-om-ekstra-bladet/5812191. Samt af den kendsgerning at Politikens portræt af den seksuelt misbrugte Nadja fra Tønder som nævnt er den mest læste historie i pol.dk’s historie.

  87  

Min forforståelse har således ændret sig i takt med, at jeg gennem undersøgelsens forskellige dele har

erhvervet mere viden og perspektiv, og min forståelse af de fortællemæssige og kommercielle

potentialer, der knytter sig til det flermedielle portræt, er nu langt mere nuanceret. Det er således med

disse forbehold for øje, når jeg i det følgende konkluderer på undersøgelsens resultater.

  88  

Kapitel 8: Konklusion I det følgende vil jeg drage en samlet konklusion af undersøgelsens resultater og svare på

problemformuleringen:

1. Hvad kendetegner flermedielle portrætter i udvalgte netaviser i Danmark?

2. Hvordan kan man producere et sådant portræt?  

Det flermedielle portræt er først og fremmest kendetegnet ved at være et forholdsvist nyt fænomen,

der er under fortsat udvikling, og som derfor endnu ikke er et fast defineret format.

Undersøgelsen har dog vist nogle grundlæggende kendetegn. Det flermedielle portræt er således

karakteriseret ved at være et featureformat med denne genres kendetegn af litteraritet, eventyr og

særlig intimitet. Teksten er det centrale element, og den er længere end i almindelige avisportrætter, og

der er ud over tekst og foto anvendt yderligere flermedielle elementer, typisk, men ikke begrænset til,

video og hypertekst. Andre medieelementer som har været repræsenteret i undersøgelsen er lyd,

grafik, animation og interaktivitet.

I produktdelen af specialet har jeg udarbejdet en selvstændig flermediel produktion og således vist et

eksempel på, hvordan man kan producere et sådant portræt.

Det flermedielle portræt er kendetegnet ved at indeholde en række fortællemæssige potentialer. Det

drejer sig om mulighederne for at: bidrage med en øget følelse af nærhed og nærvær, skabe stemning,

tilbyde perspektiv og øge troværdigheden. Dette er dog forudsat, at de forskellige elementer anvendes

i et omfang og på en måde, så de ikke forstyrrer, men skaber merværdi.

Kommercielt er det flermedielle portræt kendetegnet ved evnen til at appellere til et bredt publikum

samt muligheden for at fastholde publikum i tid, særligt ved brug af video, hvortil der desuden knytter

sig et lukrativt annoncemarked. Det største kommercielle potentiale er imidlertid den evne til at

tiltrække nye abonnenter, som producenterne er overbeviste om, at formatet besidder, og som kan

være med til at danne en mere bæredygtig levevej for netaviserne.

  89  

Dette er den overvejende årsag til, at det flermedielle portræt, som i dag er et forholdsvist

marginaliseret format på nogle af landets største netaviser, fremadrettet vil få en betydelig større plads

i mediebilledet.

  90  

Kapitel 9: Perspektivering I det følgende vil jeg skitsere to forslag til yderligere undersøgelse af brugen af flermedialitet i

avisportrættet.

Publikumsperspektivet

Det er oplagt at undersøge det flermedielle portræt i et publikumsperspektiv. Hensigten vil her være at

klarlægge, om publikums oplevelse af de fortællemæssige og kommercielle potentialer ved det

flermedielle portræt stemmer overens med de betragtninger, vi i indeværende undersøgelse har set

fremført i litteraturen og af producenterne.

Publikumsperspektivet kan som tidligere nævnt afdækkes via af en fokusgruppeanalyse. Her kan man

teste, i hvilken udstrækning formatet ifølge publikum tilbyder noget ekstraordinært, og hvor vidt det er

noget, de er villige til at betale for. Herunder hvornår forskellige elementer opleves som forstyrrende,

og hvornår de omvendt lægger noget til fortællingen. Ved at udlevere en flermediel udgave af et

portræt til nogle fokusgrupper og give andre samme tekst, men uden brug af flermedialitet, kan man

desuden overordnet teste, hvilket format publikum foretrækker.

I dette speciale har vi set producenter italesætte, hvordan de mener at kunne nå en yngre målgruppe

ved at inddrage flermedialitet. For at teste dette kan man vægte en spredning i informanternes alder.

Man kan desuden teste for andre parametre, blandt andet hvorvidt medievanthed og indkomst har

betydning i forhold til oplevelsen af flermedielle portrætter og villigheden til at bruge tid og penge på

formatet.

Samfundsperspektivet

Endelig kan man træde et skridt længere tilbage og undersøge det flermedielle portræt i et

samfundsperspektiv. Her vil sigtet som beskrevet være at kortlægge, i hvilken udstrækning det

flermedielle portræt kan være med til at opfylde nogle af journalistikkens normative funktioner i et

demokratisk samfund som det danske.

At bidrage til empati blandt borgere og samfundsgrupper og derved i sidste ende mindskelsen af

konflikter i samfundet kan som anført i diskussionsafsnittet anses som en af journalistikkens

hovedopgaver (Schudson, 2006: 12).

  91  

Set i lyset af resultaterne fra indeværende speciale vil det være interessant at se på, i hvilken

udstrækning inddragelsen af flermedialitet i avisportrætter kan medvirke hertil.

Dette kan man undersøge ved dels at tillægge en teoretisk tilgang, dels ved at afvikle en række

fokusgrupper, der skal afdække publikums oplevelse af empati for den portrætterede i portrætter uden

brug af flermedialitet kontra i flermedielle portrætter. Her vil det desuden være relevant at afdække

publikums interesse i det flermedielle portræt, da udbredelsesgraden er afgørende for den betydning

formatet kan have i en demokratisk kontekst. Vælger man at undersøge både førnævnte

publikumsperspektiv og samfundsperspektivet, kan de to fokusgruppeanalyser med fordel

sammenlægges.

  92  

Litteraturliste

Litteratur

Avilés, José Alberto García; Bienvenido, León; Sanders, Karen og Harrison, Jackie (2004):

Journalists at digital television newsrooms in Britain and Spain: workflow and multi‐skilling in

acompetitive environment, Journalism Studies, 5 (1), side 87-100.

Bech-Karlsen, Jo (1984): Avisreportasjen, Universitetsforlaget, Oslo.

Bech-Karlsen, Jo (1988): Feature-reportasjen, Universitetsforlaget, Oslo.

Bech-Karlsen, Jo (2014): 12 teser om dokumentarlitteraturens litteraritet, Materialisten, 4 (1-2), side

45-63, Norge.

Birkner, Christine (2012): Marketing in 2012: the end of the middle?, Marketing News, 46 (1), side

22-23, American Marketing Association, USA.

Bock, Mary A. (2011): Newspaper journalism and video: Motion, sound and new narratives, New

Media & Society June, 14, 2012, side 600-616, Sage Publications, England.

Boynton, Robert S. (2005): The new new journalism: conversations with America’s best nonfiction

writers on their craft, Vintage Books, USA.

Brinkmann, Svend (2014): Det kvalitative interview, Hans Reitzels Forlag, København.

Brinkmann, Svend (2014): Det kvalitative interview, Hans Reitzels Forlag, København.

Brinkmann, Svend og Tanggaard, Lene (2010): Kvalitative metoder, Hans Reitzels Forlag,

København.

Byrdal, Lasse og Lindquist, Lasse (2014): Singlen i Danmark, specialeafhandling i journalistik,

Roskilde Universitet.

Clark, Roy Peters (2008): Skriveredskaber – 47 uundværlige råd til skribenten, Forlaget Ajour, Århus.

  93  

Collin, Finn (2015): Socialkonstruktivisme i Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning

af Jacobsen Hviid, Michael; Lippert-Rasmussen, Kasper og Nedergaard, Peter, 3. udgave, side 325-

364, Hans Reitzels Forlag, København.

Deuze, Mark (2004): What is Multimedia Journalism?, Journalism Studies, 5 (2), side 139-152,

Routledge Taylor & Francis Group, England.

Deuze, Mark (2003): The web and its journalisms: considering the consequences of different types of

newsmedia online, New Media & Society, 5 (2), side 203-230, Sage Publications, England.

Deuze, Mark (1999): Journalism and the web, International Communication Gazette, 61 (5), side 373-

390, Sage Publications, USA.

Engebretsen, Martin (2006): Shallow and Static or Deep and Dynamic? Studying the State of Online

Journalism in Scandinavia, Nordicom Review, 27 (1), side 3-16, Nordicom, Sverige.

Goyanes, Manuel (2014): An Empirical Study of Factors that Influence the Willingnes to pay for

Online News, Journalism Practice, 8 (6), side 742-757, Routledge Taylor & Francis Group, England.

Greenbeerg, Susan (2014): The ethics of narrative: A return to the source, Journalism, 15 (5), side

517-532, Sage Publications, England.

Greenberg, Susan (2012): Slow Journalism in the Digital Fast Lane, i Global Literary Journalism:

Exploring the Journalistic Imagination af Keeble, Richard Lance og Tulloch, John (red.), side 381-

393, Peter Lang, New York.

Greenberg, Susan (2007): Slow journalism, Prospect Magazine, februar 2007, England.

Greenberg, Susan og Wheelwright, Julie (2014): Literary journalism: Ethics in three dimensions,

Journalism, 15 (5), side 511-516, Sage Publications, England.

Halkier, Bente (2008): Fokusgrupper, 2. udgave, Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Hallin og Manchini (2004): Comparing media systems : three models of media and politics,

Cambridge University Press, England.

  94  

Harrington, Walt (2015): Artful Journalism, The Sager Group, USA.

Harrington Walt (2007): Towards an ethical code for narrative journalism, i Telling True Stories af

Kramer, Mark og Call, Wendy, side 170-172, Niemann Foundation, Harvard University, New York.

Harrington, Walt (2003): What Journalism Can Offer Etnography, Qualitative Inquiry, 9 (1), side 90-

104, Sage Publications, USA.

Harrington, Walt (1997): Intimate Journalism, Sage Publications, USA.

Hermann, Anne Kirstine (2015): Etnographic Journalism, Ph.d.-afhandling, Center for Journalistik,

Syddansk Universitet, Odense.

Himma-Kadakas, Marju (2015): Who is Willing to Pay for Online Journalistic Content?, Media and

Communication, 3 (4), side 106-115, Cogitatio Press, Portugal.

Hvid, Mikkel (2002): Fascinerende fortælling – Den journalistiske feature, Center for Journalistik og

Efteruddannelse, Forlaget Ajour, Århus.

Højbjerg, Henriette (2013): Hermeneutik – Forståelse og fortolkning af samfundsvidenskaberne i

Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne – på tværs af fagkulturer og paradigmer, redigeret af Lars

Fuglsang, Poul Bitsch Olsen og Klaus Rasborg, 3. udgave, side 289- 324, Samfundslitteratur,

Frederiksberg.

Jarvad, Pia og Schack, Jørgen (2008): Håndbog i klarsprog – for ansatte hos Folketingets

Ombudsmand, Folketingets Ombudsmand, København.

Jørgensen, John Chr. (2012): Da kvinderne blev journalister, Det Humanistiske Fakultet, Københavns

Universitet, København.

Jørgensen, John Chr. (2010): Kommer de som ven eller interviewer? Interviewets historie i Danmark,

Gyldendal, København.

Jørgensen, John Chr. (2007): Journalistik med stil – Fra klassiske nyheder til fortælling, Forlaget

Ajour, Århus.

  95  

Kolodzy, Janet (2013): Practicing Convergence Journalism. An Introduction to Cross-Media

Storytelling, Routledge, New York.

Kristensen, Nete Nørgaard og From, Unni (2011): Kulturjournalistik. Journalistik om kultur,

Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Kvale, Steinar og Brinkmann, Svend (2015): Interview: Det kvalitative forskningsinterview som

håndværk, 3. udgave, Hans Reitzels Forlag, København.

Kvale, Steinar og Brinkmann, Svend (2009): Interview – Introduktion til et håndværk, 2. udgave, Hans

Reitzels Forlag, København.

Lamark, Hege (1995): Portrett-intervju som metode og sjanger, Cappelen Damm A/S, Oslo.

Le Mesurier, Megan (2015): What is slow journalism?, Journalism Practice, 9 (2), side 138- 152,

Routledge Taylor & Francis Group, England.

Mitchell, Philip (2014): The ethics of speech and thought representation in literary journalism,

Journalism, 15 (5), side 533-547, Sage Publications, England.

Mollerup, Jakob; Bro, Peter; Jørgensen, Jørgen Schultz og Andersen, Kim: Mediernes

Tilstandsrapport 2016, Den Danske Publicistklub og Center for Journalistik, Syddansk Universitet i

samarbejde med Dansk Journalistforbund.

Niblock, Sarah (2008): Features, i Pulling Newspapers Apart af Franklin, Bob (red.), side 48-57,

Routledge, New York.

Pedersen, Rie (2005): Fortællende Journalistik, Gyldendal, København.

Pihl-Thingvad, Signe (2014): Kombinationsdesign, i Forskningsmetoder i journalistik og politisk

kommunikation af Hopmann, David Nicolas og Skovsgaard, Morten, side 319- 337, Hans Reitzels

Forlag, København.

  96  

Piscina, Txem a Ram irez; Zabalondo, Beatriz; Aiestaran, Alazne og Agirre, Antxoka (2016): The

Future of Journalism – Who to Believe?, Journalism Practice, 10 (1), side 71-92, Routledge Taylor &

Francis Group, England.

Rimestad, Lene og Gravengaard, Gitte (2014): Interview, i Forskningsmetoder i journalistik og

politisk kommunikation af Hopmann, David Nicolas og Skovsgaard, Morten, side 89 - 112, Hans

Reitzels Forlag, København.

Rasborg, Klaus (2013): Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi i Videnskabsteori i

samfundsvidenskaberne – på tværs af fagkulturer og paradigmer, redigeret af Lars Fuglsang, Poul

Bitsch Olsen og Klaus Rasborg, 2014, 3. udgave, side 403- 438, Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Roksvold, Thore (1994): Avis-portrett – før og nå, Institutt for Journalistikk, Norge.

Scammell, Margaret og Semetko, Holli (2000): The Media, Journalism and Democracy, Ashgate

Publishing, USA.

Schmidt, Solveig (2011): Journalistikkens Grundtrin, Forlaget Ajour, Århus.

Schudson, Michael (2008): Why Democracies Need an Unlovable Press, Polity Press, England.

Singer, Jane (2009): Etnography, Journalism & Mass Communication Quarterly, 86 (1), side 191-198,

Sage Publication, USA.

Siivonen, Jonita (2007): Personporträttet som tidningsgenre. En närläsningsstudie med fokus på

innehållsliga teman, berättarkonventioner och kön, Ph.d.-afhandling, Forskningsinstitutet Svenska

social- och kommunalhögskolan vid Helsingfors universitet, Helsingfors.

Sims, Norman (2009): The Problem and the Promise of Literary Journalism Studies, Literary

Journalism Studies, 1 (1), side 7-17, Taylor & Francis Group, England.

Sims, Norman (1995): Literary journalism: a new collection of the best American nonfiction,

Ballantine Books, USA.

  97  

Skovsgaard, Morten og Svith, Morten (2014): Validitet og Reliabilitet, i Forskningsmetoder i

journalistik og politisk kommunikation af Hopmann, David Nicolas og Skovsgaard, Morten, side 61-

85, Hans Reitzels Forlag, København.

Steensen, Steen (2011 A): The Featurization of Journalism, Nordicom Review, 32 (2), side 49-61,

Nordicom, Sverige.

Steensen, Steen (2011 B): Online Journalism and the Promises of New Technology. A critical review

and look ahead, Journalism Studies, 12 (3), side 311-327, Routledge Taylor & Francis Group,

England.

Steensen, Steen (2009 A): Online Journalism – A Clash of Discourses, Journalism Practice, 3 (1), side

13-29, Routledge Taylor & Francis Group, England.

Steensen, Steen, 2009 B: The shaping of an online feature journalist, Journalism, 10 (5), side 702-718,

Sage Publications, England

Sundar, S. Shyam (2000): Multimedia Effects on Processing and Perception of Online News: A Study

of Pictures, Audio, and Video Downloads, Journalism and Mass Communication Quarterly, 77 (3),

side 480-499, Sage Publication, USA.

Thorsen, Nils (2011): Klangen af et menneske, 2. udgave, Forlaget Ajour, Aarhus.

Tulloch, John (2014): Ethics, trust and the first person in the narration of long-form journalism,

Journalism, 15 (6), side 629-638, Sage Publications, England.

Van Dalen, Arjen og Skovsgaard, Morten (2014): Spørgeskemaundersøgelser, i Forskningsmetoder i

journalistik og politisk kommunikation af Hopmann, David Nicolas og Skovsgaard, Morten, side 113-

140, Hans Reitzels Forlag, København.

Wenneberg, Søren Barlebo (2002): Socialkonstruktivisme – positioner, problemer og perspektiver,

Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Wolfe, Tom (1973): The new journalism, Harper & Row, USA.

  98  

Webkilder

Berlingske (24. 07. 2016): Brands: http://www.berlingskemedia.dk/?brands=berlingske

Berlingske (29.03.2015): Kvinden, der slog sin mand ihjel http://www.b.dk/nationalt/kvinden-der-slog-sin-mand-ihjel

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (27.05.2014): Vi har brug for slow journalism

http://www.dmjx.dk/nyheder/view/vi-har-brug-for-slow-journalism

 

Danske Medier (2016): Oversigt over tilskudsmodtagere redaktionel produktionsstøtte og tilskud fra

overgangspuljen 2016

http://slks.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/medier/aviser_og_blade/Produktionsstoette/2016_pr

oduktionsstoette/Liste_over_tilskudsmodtagere_produktionsstoette_og_overgangsordning_2016_ende

lig.pdf

 

Danmarkshistorien.dk: Avisen 1634- http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-

kilder/vis/materiale/avisen-1634/

Den Store Danske: Cameo

http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Film/Filmproduktion,_distribution_og_forevisninger/cameo

DR Medieforskning (2015): Medieudviklingen 2015  http://www.dr.dk/NR/rdonlyres/D8F466AE-9EFB-4617-B8CD-

5737425911FD/6140447/medieudviklingen_2015_3.pdf

Fagbladet Journalisten (11.08.2016) : JP/Politikens Hus vil skære cirka 55 redaktionelle stillinger

http://journalisten.dk/jppolitikens-hus-vil-skaere-cirka-55-redaktionelle-stillinger

Fagbladet Journalisten (7.01.2016): Hvor længe overlever de store aviser på papir?

http://journalisten.dk/hvor-laenge-overlever-de-store-aviser-paa-papir

Fagbladet Journalisten (05.01.2015): Flermedielle fortællinger hitter i 2015

http://journalisten.dk/flermedielle-fortaellinger-hitter-i-2015

Fagbladet Journalisten (25.02.2014): Langt er godt

http://journalisten.dk/langt-er-godt

  99  

Ford Motor Company (2014): Looking Further With Ford 2014 Trends

https://media.ford.com/content/dam/fordmedia/North%20America/US/2013/12/12/Ford_2014_TrendR

eport.pdf

Global Media Monitoring Projects, 2015: Who Makes The News?, Jørndrup, Hanne og Bentsen,

Martine, Roskilde Universitet, Center for Magt, Medier og Kommunikation, Roskilde:

http://www.kvinfo.dk/files/WhoMakesTheNews2015.pdf

Information (19.05.2014): Mediernes digitale skattejagt

https://www.information.dk/mediahackdays/2014/05/mediernes-digitale-skattejagt

Journalistforbundet (2013): Line Vaaben, https://journalistforbundet.dk/Om-DJ/Cavling-prisen/Arkiv-

ME/Forslag-til-Cavling/Line-Vaaben/

JP/Politikens Hus (24.07.2016): Politiken: http://www.jppol.dk/da/artikler/dagblade/politiken.aspx

Kristeligt Dagblad (21.05.2014): Guld og hæder til Kristeligt Dagblads netavis

http://www.kristeligt-dagblad.dk/2014-05-21/guld-og-h%C3%A6der-til-kristeligt-dagblads-netavis

Kristeligt Dagblad (05.12.2013): Mandela var en drøm, der gik i opfyldelse http://www.kristeligt-

dagblad.dk/historier/mandela

Nelson, Theodor Holm (1965): A File Structure for The Complex, The Changing and The

Indeterminate http://signallake.com/innovation/FileStructure65.pdf

New York Times (05.11.2015): NYT VR: How to Experience a New Form of Storytelling From The

Times http://www.nytimes.com/2015/11/08/magazine/nyt-vr-how-to-experience-a-new-form-of-

storytelling-from-the-times.html

Quittner, Josh (1995): The Way New Journalism, i HotWired

http://www.gyford.com/archive/1995/11/13/HotWiredDemo/i-agent/

Sproget.dk: Koncept http://sproget.dk/lookup?SearchableText=koncept.

The Guardian (20.07.2016): The long read https://www.theguardian.com/news/series/the-long-read

  100  

The Poynter Institute (21.05.2016): The New York Times of the future is beginning to take shape

http://www.poynter.org/2016/the-new-york-times-of-the-future-is-beginning-to-take-shape/413097/

  101  

Formidlende artikel Artiklen er tænkt som en analyse til Politikens debatsektion. Omfang: 5.341 tegn / 2,23 normalsider.

Multimedie-journalistik skal være med til at redde aviserne

Flermedielle portrætter er et format, vi snart vil se meget mere til på netaviserne. Det skyldes i

høj grad, at dagbladene satser på, at de med stort anlagte flermedielle fortællinger kan tiltrække

nye abonnenter. Spørgsmålet er bare, om antagelsen holder stik. Af: Signe Aarestrup

Flermedialitet er det nye buzzword på digitale avisredaktioner både herhjemme og på store

amerikanske aviser som New York Times og The Guardian. Ordet dækker over artikler, der inddrager

en række forskellige elementer. Ud over tekst og foto kan det for eksempel være video, lyd og

interaktivitet.

Sådan en type artikel er det flermedielle portræt, hvilket et nyt kandidatspeciale i journalistik har

undersøgt. Via en række interviews med branchefolk konkluderer det, at inddragelsen af flermedialitet

i høj grad er noget, danske dagblade fremadrettet vil satse på for at tiltrække nye abonnenter.

Når aviserne mener, at flermedialitet kan sælge abonnementer, skyldes det, at de stort anlagte

portræthistorier, der fortælles ved brug af flere forskellige medier, kan tilbyde noget ekstraordinært til

læserne.

Skuer man ud over det danske mediebillede, er flermedielle portrætter dog stadig et niche-format.

Kristeligt Dagblad, der er frontrunner på området herhjemme, er således stadig langt foran store

dagblade som Politiken og Berlingske, når det kommer til at inddrage flermedialitet i portrætartikler.

Hos Kristeligt Dagblad finder man både en stor diversitet i anvendelsen af forskellige typer

medieelementer og et højt antal elementer i de enkelte flermedielle portrætter.

Til sammenligning er der i flermedielle portrætter fra Politiken og Berlingske typisk kun inddraget ét

element ud over tekst og foto, som i alle tilfælde er video. Disse aviser synes altså indtil videre kun at

flirte med flermedialitet. Men der er et skifte på vej.

Flere af de store dagblade er netop nu i gang med at opbygge og udbygge deres brug af flermedialitet.

Styrtdykkende avissalg tvinger dem til at finde digitale indtjeningskilder, mens størstedelen af

  102  

danskerne ikke er indstillet på at betale for nyheder på internettet, og betalingsmure går hårdt ud over

trafikken på netaviserne.

Ifølge DR Medieforsknings nyeste rapport var det sidste år kun seks procent af danskerne, der betalte

for nyheder online, mens en undersøgelse fra i år blandt medlemmerne af Dansk Journalistforbund har

vist, at den manglende vilje til at betale for indhold af de medieprofessionelle selv anses som et af de

største problemer for branchen.

Det samme problem kendetegner medier mange steder i verden. I USA har en undersøgelse blandt

amerikanske borgere vist, at blot to procent af den voksne befolkning er villige til at betale for adgang

til en netavis, de allerede bruger gratis, i tilfælde af at denne opsætter en betalingsmur. Årsagen skal

ifølge undersøgelsen med stor sandsynlighed findes i netavisernes manglende evne til at skille sig ud

og tilbyde kvalitetsjournalistik til læserne.

Den samme tanke finder man hos flere teoretikere, som hævder, at markedet for dagblade er præget af

en tilstand, der beskrives med udtrykket ’the end of the middle’ fra marketingteori. Det vil sige, at

læserne kun er villige til at betale for journalistik, der tilbyder noget ud over det sædvanlige.

Det flermedielle portræt er mere omfangsrigt end almindelige avisportrætter. Dels fordi det anvender

flere forskellige medietyper, men også fordi der typisk indgår adskillige fotografier, og fordi teksten er

længere, end det typisk er tilfældet i de mere konventionelle avisportrætter.

Indholdsmæssigt kan inddragelsen af flermedialitet i en portræthistorier bidrage med en større følelse

af nærhed og nærvær, skabe stemning, tilbyde perspektiv og øge troværdigheden. Denne type

produktioner kan altså netop tilbyde læserne noget særligt.

Det flermedielle portræt har tre kommercielle egenskaber, der har relevans for netaviserne:

• Flermedielle portrætter når ud til et bredt publikum.

• Formatet kan fastholde publikum i tid, særligt video hvortil der knytter sig et lukrativt

annoncemarked.

• Brugen af flermedialitet i portrætartikler kan tiltrække nye abonnenter.

  103  

De første to punkter er der håndfaste beviser for i form af netavisernes opgørelse over, hvilke historier

publikum læser, og hvor lang tid de bruger på dem. Politikens flermedielle historie fra 2013 om den

sexmisbrugte Nadja fra Tønder ’Nadjas historie – stemmen fra Tøndersagen’ er med 420.000

visninger for eksempel den mest læste onlineartikel i Politikens historie.

Hvad angår sammenhængen mellem flermedialitet i portrætartikler og en eventuel stigning i antal

abonnenter, bør der imidlertid tages et væsentligt forbehold. Vi mangler nemlig at få publikums

perspektiv på sagen. Der er endnu ingen undersøgelser, der viser en sikker sammenhæng imellem

inddragelsen af flermedialitet i avisportrætter og læsernes villighed til at tegne abonnement. På

Kristeligt Dagblad har man heller ikke tal på, hvad denne type artikler betyder for abonnementssalget.

Indtil videre er der fra avisernes side således strengt taget tale om et trosspørgsmål.

Ikke desto mindre er dagbladene så overbeviste om udsagnets rigtighed, at de vælger at satse på

inddragelsen af flermedialitet. Det flermedielle portræt vil derfor fremover få en betydelig større plads

i mediebilledet.

  104  

BILAG

Bilagene har særskilte sidetal således, at hvert bilag starter på side et. I nogle bilag er der desuden

anvendt almindelig linjeafstand. Dette skyldes hensynet til at bibeholde de bilagssidetal, der er angivet

i specialet. Jeg beklager for den ulejlighed, det eventuelt kan medføre. Der er i alt 16 bilag, som findes

i kronologisk rækkefølge startende fra den følgende side. Herunder minder jeg om rækkefølgen:

1: Kodningsskema.

2: Eksempel på interviewguide.

3: Interview med Kim Faber og Christian Ilsøe.

4: Interview med Lars Rix.

5: Interview med Troels Behrendt Jørgensen.

6: Interview med Kim Schou.

7: Interview med Line Vaaben.

8: Interview med Jens Grund.

9: Interview med Anne Mette Svane.

10: Interview med Walt Harrington.

11: Interview med Mike Sager.

12: Meningskondenserede citater.

13: Produktinterview med Kim Schou.

14: Produktinterview med Christian Ilsøe.

15: Produktinterview med Lars Rix.

16: Interview med Katinka.

 

  1  

Bilag 1: Kodningsskema

Det følgende er en oversigt over de variabler, der er kodet for i den kvantitative indholdsanalyse.

Det udfyldte kodeskema findes via dette link:

https://www.dropbox.com/s/k8xoxy34bzt3nzn/karakteristik%20af%20personportr%C3%A6ttet%2

0i%20udvalgte%20sektioner%20og%20netaviser.xlsx?dl=0

Medie: Berlingske, Kristeligt Dagblad, Politiken.

Skribent: Navn.

Dato: Dato for publicering.

Rubrik: Portrættets titel.

Personportræt: Ja/Nej.

Stofområde: Kultur, skæbnehistorie, politik, sport, økonomi videnskab, udland.

Aktualitet. Ja/Nej.

Hovedkildes profession: Den portrætteredes erhverv.

Elitekilde: Ja/Nej.

Øvrige mundtlige kilder: Antal.

Kapitler: Hvis portrættet er opdelt i flere artikler, angives antal.

Længde: Antal tegn og normalsider.

Citatandel: Antal tegn og normalsider.

Lixtal: Portrættets lixtal.

Tekst: Ja/Nej.

Foto: Antal.

Video: Antal klip, deres længde og indhold.

Tegning: Antal.

Kort: Antal.

Grafik: Antal.

Musik: Antal musikklip, længde og musikgenre.

Lyd: Antal klip, deres længde og indhold.

Billedhjul: Antal.

Animation: Antal og indhold.

Faktabokse: Antal.

Interaktivt kort eller interaktiv grafik: Antal.

Kommentarspor: Ja/Nej.

 

  2  

Mulighed for kontakte journalisten via e-mail: Ja/Nej.

Eksterne link: Antal.

Interne link: Antal.

Target link: Antal.

Delemuligheder: Facebook, Twitter, LinkedIn, Google+, egen e-mail.

Link: Link til artiklen.

Flermedielle elementer: Antal.

Tidsbaserede og/eller interaktive elementer: Antal.

Flermedielt portræt: Ja/Nej.

Resume: Kort resume af artiklens indhold.

 

  1  

Bilag 2: Interviewguide og temaoversigt

Producentinterviewene tager udgangspunkt i nedenstående temaer og interviewguide.

Interviewguiden tilpasses alt afhængigt af informant.

Temaer fra kvantitativ indholdsanalyse Øvrige temaer

• Brugen af tidsbaserede, flermedielle

elementer

• Brugen af interaktivitet

• Brugen af hypertekst

• Aktualitet

• Kildetype og stofområde

• Fortællemæssige potentialer ved brug af

flermedialitet

• Kommercielle potentialer ved brug af

flermedialitet

• Hindringer i forhold til brugen af

flermedialitet

• Fremtidsudsigter for det flermedielle

portræt

• Journalistens arbejde (til produktrapport)

Eksempel på interviewguide

Hvornår kan et portræt ifølge dig kaldes flermedielt?

Når I producerer et flermedielt portræt, planlægges det så fra begyndelsen, eller er det en ide, der

kommer til senere i processen?

Hvilke fortællemæssige potentialer ligger der i at inddrage flermedialitet i avisportrætter?

(Herunder potentialer ved video, lyd, interaktivtet, hypertekst etc.)

Hvilke hindringer kan der være forbundet med at anvende flermedialitet?

 

  2  

Ud fra hvilke kriterier udvælges de portræthistorier, I vælger at gøre flermedielle?

(Berør herunder stofområde, aktualitet samt elitekilder/ikke-elitekilder)

Produceres de forskellige enheder direkte til sektionen eller udvælges de fra andre sektioner og

overføres efterfølgende?

Hvem har indflydelse på, om et portræt skal produceres som flermedielt?

Hvor lang tid bruger I typisk på produktionen af et flermedielt portræt?

Hvor finder du inspiration til brugen af flermedialitet?

Hvordan vil flermedialitet indgå i sektionen fremadrettet?

Hvilke kommercielle potentialer kan der være ved at inddrage flermedialitet i avisportrætter?

Hvor mener du, at din avis står i forhold til andre på markedet i forhold til det flermedielle?

Hvorfor vinder flermedialitet frem netop nu?

Hvordan oplever du udviklingen i brugen af flermedialitet?

 

   

1  

Bilag 3: Interview med Kim Faber og Christian Ilsøe 07.12.2015 F = forsker IP1= Interviewperson 1, Kim Faber. IP2 = Interviewperson 2, Christian Ilsøe. F: Jamen altså, jeg har linet nogle spørgsmål op, og så kan vi bare tage det, som det kommer. IP1: Det er fint. IP2: Yes. F: Godt. Når I laver sådan nogle produktioner på Magasinet, hvor I bruger video fx eller andre øvrige medier, er det så noget, der kommer fra begyndelsen, eller er det mere noget, der kommer undervejs, at så finder man ud af, at det kunne være fedt at inddrage et eller andet? IP1: Det er forskelligt vil jeg sige, både og. IP2: Jeg vil sige, vi er blevet bedre til at gøre det fra begyndelsen. Til at starte med skulle vi ligesom vænne os til, at det faktisk var noget, og det var meget tv, der ligesom kom til at løbe bagefter historierne. Men jeg synes, det er blevet meget bedre. Og det er det blevet, fordi det jo også er fotograferne som regel, der laver en del af de videoer, vi bruger. Og det vil så sige, at de er jo simpelthen med ude, når tingene bliver produceret. F: Når det bliver lavet sådan en produktion, hvor der bliver brugt andre medier, er det så på journalistens opfordring? Eller er det jer, der går ind og siger, ej det kunne egentlig være fedt, hvis vi havde… IP1: Det synes jeg efterhånden, vi er meget gode til at tænke sådan hele vejen rundt. Tænke, hvad er mulighederne. Vi kan så vende tilbage til, hvad resultatet bliver, hvad det så er for nogle videoer, vi så laver, ikke. Det er selvfølgelig også interessant. Men jeg synes, som Christian siger, at vi er blevet bedre til at tænke de der forskellige muligheder ind fra begyndelsen. Så det sker. Det er sådan en fast del af de ting, vi tjekker igennem, og ser om der er mulighed for at lave noget video, og det er der jo meget ofte. F: Når jeg sidder og kigger på jeres produktioner, så er det jo tit video, der ligesom er med inde, når der er et medie ud over foto og tekst og faktabokse og den slags. Øhm, hvordan kan det være, at I ikke i højere grad bruger andre…animation eller interaktivitet eller… IP1: Altså, der er noget jeg synes vi bruger for lidt, som vi faktisk godt kunne bruge noget mere: Det er lyd. Det er simpelthen soundbites, og der er også lidt teknik i det. Vi er ikke særlig gode på soundbites. Men det håber vi…det er vi jo også ved at blive, fordi vi kører podcasts. Vi har jo vores egne podcast, så det er klart, det vil være med til at udvikle den del også. Men det er ikke noget, vi har brugt ret meget. Og det kan faktisk have en ret god effekt, synes jeg. Og det kan nogle gange være lidt nemmere at håndtere også end video. Animationer. Det er programtungt. Det er programmeringstungt. Det skal meget ofte kodes og er simpelthen helvedes besværligt. Det er den ene ting. Den anden ting er, at det spiller sgu næsten aldrig på mobilen. Meget ofte spiller det ikke på mobilen. Og vi er jo også i sådan en fase, hvor vi i langt højere grad, og det gælder jo alt, hvad vi laver på nettet, tænker…prøver at tvinge os selv til at tænke: Virker det her også på mobilen? For det nytter jo ikke noget. I øjeblikket ligger vi et sted mellem 30 og 40 procent, tror jeg, af de klik vi får, der kommer fra mobilen. Og det er jo et tal, som er stigende. Så vi er simpelthen nødt til…Det dur jo ikke, at op i mod halvdelen af vores brugere, at ting ikke virker.

 

   

2  

F: Nej, selvfølgelig. IP1: Så derfor er vi lidt forsigtige med nogle gange, dels fordi det tager lang tid at lave, men også at vi sgu ikke altid er sikre på, at det spiller på mobilen. IP2: Jeg har også en fornemmelse af, at man ligesom nærmer sig tingene. Det er jo også….Vi er jo de mennesker vi er til at lave tingene, så derfor kan man måske lægge en videoproduktion oveni, men…og så skal man vænne sig til det, og så skal man ligesom måske tænke, hov vi kan også lave lyd, eller vi kan også…Det er jo hele tiden en opgave oveni. IP1: Ja, sådan step by step. IP2: Og vi skal blive fortrolige med det, og det skal de enkelte journalister jo også. For det er jo meget hos den enkelte journalist og fotograf, og hvem der nu er ude, der ligesom skal producere de her ting jo. F: Mmm. Så kan det i virkeligheden på en måde øh altså være en hindring, når man skal lave de her produktioner, at journalisterne ligesom skal kunne øhh, tænke de her ting ind eller måske også skal kunne lave en lydoptagelse eller…? IP1: Vi har jo arbejdet efterhånden temmelig lang tid her i huset med sådan en toolbox, som skal kunne forskellige ting, som netop betyder, at den enkelte journalist skråsteg fotograf, som selv kan sætte sig ned og lave sådan nogle gif’er eller små animationer eller sådan et eller andet. Det er bare, det er bare, øh og det er jo enormt trist. Eller ikke trist, men det er sådan enormt kedsommeligt at skulle sige, at det er bare tungt at få alle de der tekniksystemer til at spille sammen. F: Ja IP1: Og det tager bare nogle gange frustrerende lang tid. For os som ved hvad man kan og sådan noget, men man må også bare sige, at i så stort et hus som det her med så mange systemer, som vi kører med så…Det har jeg i hvert fald lært. Nu har jeg været to år på nettet og nede på Magasinet i to år, ikke. Og man må bare sige, at man resignerer nogle gange og siger, nå ja det tager altså den tid, det tager. Og der er jo også økonomi i det selvfølgelig. Så…Og så kan man så sige, så er der så også, synes jeg, og det synes jeg jo er fint. I begyndelsen da jeg for to år siden begyndte, der var det jo bare sådan: Kom med det hele. Alt skal bimle og bamle og bevæge sig og sådan noget. Og der synes jeg faktisk, at der er også en masse børnesygdomme, både i det vi laver, eller noget af det vi har lavet, men også det andre laver. Hvor jeg sådan tænker, vi skal jo ikke bare gøre det, fordi vi kan, vel. Det skal faktisk forbedre historien. Det skal forbedre øhh, især når vi bruger så mange ressourcer på det, så skal vi fanneme være sikre på, at det lægger noget til fortællingen og ikke bare: Se, vi kan få det til at bevæge sig-agtigt. Fordi det synes jeg uden at skulle pege fingre af nogen, så har der været en tendens til det. Og det er meget naturligt, når man får et nyt legetøj, så skal man prøve det af. Så vi er også, samtidig med at vi afsøger de der forskellige, så synes jeg også, vi er nået dertil eller er på vej dertil, hvor vi sætter os ned og siger: Er det nu virkelig også nødvendigt det her? F: Helt sikkert. Hvilke potentialer kan det have at bruge de her ting? IP1: Jamen, jeg synes jo altid...Jeg synes jo netop…Nu bliver det sådan lidt mere…Jeg synes altid, det er godt at høre folks stemme. Det at høre folk, se dem lægger noget til en historie, et portræt, synes jeg. Det er sådan helt banalt. Lige så vel som det lægger noget til at se gode billeder af folk, ikke. Så øger det sådan ens, hvad skal man sige, ens opfattelse af personen. Og så kan man så sige, man kan vise…Det er jo klart at levende billeder kan noget, som tekst ikke kan, det siger sig selv,

 

   

3  

ikke. Øhm, det er altid godt at se…Hvis det er et portræt af en håndværker, eller hvad ved jeg en guitarbygger eller sådan et eller andet, så er det jo fedt at se vedkommende arbejde med sit håndværk for eksempel. Eller en musiker. Vi lavede faktisk, og det er ved at være et par år siden, der lavede vi nogle ret fede, det var i forbindelse med jazzfestivalen, kan jeg huske, der lavede vi nogle ret fede videoer, hvor forskellige musikere fortalte om deres værk eller om deres instrument. Også sangere. Det var Cecilie kan jeg huske, Cecilie Nordby. Og det var enormt godt. Sådan små to-tre minutters videoer, hvor folk fortalte om deres instrument, og hvordan de arbejdede med det, og hvordan man sådan kunne bruge det i forskellige sammenhænge. Og det kunne simpelthen noget, som jeg tror, det havde været vanskeligt at skrive sig ud af. Det ville have blevet fladt, hvis man havde skrevet det, men her kunne man ligesom høre det og se det og sådan noget. Så sådan nogle ting synes jeg er…Når det så er sagt, så synes jeg et af vores problemer, og det er alles problem i øjeblikket, det er ikke kun os, det er også New York Times og alle mulige andres problem, det er det der med at vælge ud. At man ikke fortæller historien to gange, ikke. Det er jo rigtig den der børnesygdom, som vi jo også har haft og stadigvæk en gang imellem har, at vi laver et langt interview med en, eller vi skriver et eller andet, og så gentager vi det i virkeligheden. Det er det samme, der bliver sagt eller den samme situation, den samme scene man så ser på video og sådan noget, ikke. Og det skal man jo prøve at undgå. Det skal virkelig igen være noget, der lægger til historien, synes jeg. F: Klart. IP1: Og det synes jeg også, vi bliver bedre til hele tiden, altså fordi vi er opmærksomme på det der. F: Nu når du lige nævner New York Times: Er det nogen, I er inspirerede af i forbindelse med det her? IP1: Njeeej. Man lader sig jo ikke kun inspirere af New York Times, der er jo masser, som laver enormt gode. Men det klart, New York Times har jo lavet nogle af de der signatur-ting ’Snowfall’ og flere forskellige andre, som sådan har på en eller anden måde, hvor de har gået ind og brugt enorme summer på at se, hvad kan man nu. Og det er jo klart, det bliver på en eller anden måde også nogle referencepunkter for alle andre og også for os, ikke. Men jeg er da nået dertil, eller det tror jeg da, der er mange, der er, hvor man siger: Jamen det er ikke så meget…Det er igen det der, det skal fanneme fortælle historien. Og ’Snowfall’ var jo enormt flot. Og jeg tror ikke, jeg ved ikke, om der nogensinde er nogen, der har set det hele til ende og hørt det hele. For det altså…Man bliver også sådan lidt, man skal også passe på…Jeg tror, en af nettets helt store udfordringer i forhold til papiret, og det er noget, vi kommer til at slås rigtig meget med også ikke, det er jo det der med, at på papiret, på sådan en broad sheet-side der har du ret stor valgfrihed til at browse rundt og sige: Så tager man lidt der og lidt der og lidt der, ikke. Selvfølgelig er det sat op, og vi har en eller anden ide om, at nu skal du starte her, og så går du den vej igennem, men folk har i hvert fald en klar, tydelig fornemmelse af, at de vælger selv. Der er det meget mere styret på nettet. Også fordi skærmformatet er så småt, ikke. Og der er den der nedadgående bevægelse, at du scroller ned, ikke. Og når man så oven i købet oplever, at nogle ting begynder at gøre noget, som man ikke selv har aktiveret, altså at nogen begynder at tale lige pludselig, fordi du kører ned over et billede eller sådan noget…Det kan vi jo synes er en enormt fed feature: Wow, det ser pissegodt ud. Jeg tror, der er rigtig mange læsere, som bliver pisseirriterede, fordi at øhh det er sådan et kontroltab, og det er ikke sikkert, man har lyst til at høre den stemme lige nu. Altså, man vil godt bestemme, hvornår man….så det øh der skal vi også virkelig tænke os godt om. Og igen tænke os endnu mere om på mobilen, ikke, for der er skærmbilledet endnu mindre, og der er den der fornemmelse af, altså den er virkelig…øh…Jeg tror, man skal passe på ikke at…Og så er der en anden faktor, som trækker i den anden retning, og det er, at vi jo hele tiden vænner os til…Altså jeg havde forsvoret for tre-fire år siden, at jeg ville sidde og sige, at jeg kunne undvære papiret.

 

   

4  

IP2: Det kan du heller ikke (griner) IP1: Jeg kan godt undvære papiret, hvis jeg har en ipad. Jeg ville ikke nøjes med en mobiletelefon, men altså…med ipad’en og e-formatet. IP2: Der får du den jo også nærmest som papir IP1: Jamen netop. Men jeg tror alligevel, at jeg for tre år siden ville have sagt ahhjjj. Men i dag har jeg det sådan, når jeg er oppe i ødegården eller ude i kolonihaven eller sådan et eller andet: Jeg er sgu ligeglad. IP2: Hvordan tænder du så op i din ovn? (griner). IP1: Fælder nogle træer (griner). F: Hvad er planerne med Magasinet sådan fremadrettet? IP2: Jamen, det er jo et godt spørgsmål. Altså, man kan ligesom sige, at det handler om, det er at prøve at forædle det. Prøve at gå den vej som Kim sådan set snakker om, nemlig at øh give det noget mere. Men det bliver nødt til at være de enkle løsninger, fordi at øh. For det første er det arbejdsopgaven øh bliver for stor, hvis man skal til altså…det der med at lave en stor tv-produktion, det er jo ikke det, vi er gode til. Vi er gode til nogle andre ting. Men tv’et kan supplere det skrevne ord eller billederne, eller hvad det nu er, vi lægger på. Det samme med lyden, det samme med synes jeg også, jeg har også en klar ambition om, at vi måske kan prøve at få noget arkivmateriale op at køre. Altså, for eksempel havde vi en større feature om ham der Søren Kam og hans erindringer. Hvis vi havde været lidt ude lidt før, så havde vi måske kunnet få nogle arkivoptagelser af Schalburgkorpset, der gik rundt i øh København eller et eller andet. Altså, hvor man ligesom dokumenterer, kan man sige, det der bliver snakket om. Det er der, jeg ser den. Og igen tror jeg ikke, det skal være sådan nogle kæmpe store medieproduktioner, det skal være sådan et supplement. Det skal være sådan en ekstra gevinst. Fordi jeg har det også ligesom Kim. Det skal jo heller ikke være sådan et eller andet altså…altså, hvis det er teksten, der er det primære, så er det teksten, der er det primære. Så skal man ikke begynde at sidde og slås mod det. IP1: Og det skal vi jo ikke glemme nogen gange. Jeg lavede sammen med Jesper Friis en undersøgelse her for et halvandet års tid siden, hvor vi også dybdeinterviewede. Det handlede om Magasinet, og hvordan det blev brugt og taget imod og sådan noget. Og der blev vi faktisk mindet meget tydeligt om, at folk læser. De går ind i longreads og magasinformater og sådan noget for at læse. Og det er det primære. Og det skal man altså nogen gange huske, også den måde man sætter det op på. Når jeg sidder og har…Vi har sindssygt dygtige fotografer, og jeg vil jo gerne lave store billeder og alt det der, ikke. Man skal igen bare huske, at der er forskel på papir og… At et stort billede på nettet, at du skal springe over noget. Du skal simpelthen ned, og din læseoplevelse bliver næsten bogstavelig talt afbrudt, og så skal man ned over, og så må man håbe, at man er klar til at se det billede der. Og der er fornemmelsen en helt anden på papiret. Der kan man i langt højere grad sådan selv bevare det der overblik. Og det kan godt være, det lyder sådan lidt subtilt, men det er sådan nogle ting, som vi skal tænke på. At øh… IP2: Og hele grundtanken kan man sige, det er jo, at man prøver…Altså, der er ikke alle mulige links, der er ikke alle mulige andre historier, der står og blinker. Der er ikke en masse annoncer, der har sneget sig to små annoncer ind, men det er så også, hvad der er, ikke. Men der er roen jo modsat alle de andre, når du er på fladen på de andre netaviser, så er det jo, det er uro hele tiden, det er rastløshed.

 

   

5  

IP1: Og den har læseren også fanget. Og derfor hvis ikke vi bevarer den der ro for dem, så tror jeg, så bliver de irriterede. Og ikke at de så går ud og siger avisen op vel. Men det er bare sådan… IP2: Det er grundtanken. F: Hvorfor så ikke holde det som ren tekst? IP1: Jamen, det gør vi jo også i…hvad skal man sige…ikke ren tekst, men det er jo stadigvæk et flertal af de ting, der ligger på nettet, i Magasinet, som er tekst og billede og ikke andet. Langt størstedelen endda vil jeg påstå, jeg har ikke regnet det ud, vel. Og det synes jeg også, det skal blive ved med at være. Og igen, vi skal hele tiden, hver gang vi gør det, skal vi overveje. Dels er der nogle ressourcer, men vi skal også overveje altså, lægger det til historien? Bliver vi bedre til at fortælle historien, hvis vi bruger video, hvis vi laver billedhjul, hvis vi…eller kan den fortælles helt enkelt? Har vi materialet til det? Altså der er mange ting, der spiller ind. F: Hvad betyder det for avisen sådan at have de her produktioner? IP1: Hvad tænker du på? F: Jeg tænker på: Betyder det noget for avisens image at have sådan nogle flermedielle produktioner, eller er det mere…? IP1: Det ved jeg ikke. Det må man jo næsten spørge nogle andre om. Altså nogle brugere, havde jeg nær sagt. IP2: Men man kan jo sige, at de der flermedielle…Nu kom jeg bare til at tænke på, hvem var det, Lehmann, der lavede en meget flot en på Rose og brugte rigtig meget tid på det. Og det var jo sådan en rigtig produktion, om man så må sige, ikke – med lyd og billede. Og en selvstændig produktion. Ja, og der var også…Selvfølgelig betyder det noget. Og selvfølgelig betyder det, at øh…at…altså det er jo ikke noget, der præger vores flade på den måde overhovedet, men når vi laver det, har jeg indtryk af, at det vækker sådan rimelig opsigt. Eller at det bliver bemærket. Det er vel også noget, der har et liv på de sociale medier, vil jeg gå ud fra meget af det. IP1: Ja. Men det er jo klart…I Danmark er vi en af de store spillere, det er da klart, at vi skal da være, ikke nødvendigvis frontrunners fordi det tror jeg også, hvis du spørger andre steder i huset, udviklingsafdelingen og sådan noget, det er simpelthen for dyrt at være frontrunner på det her. Altså det må man lade nogle andre om at være. Men vi skal da være hurtige til at se, hvad sker der. Og er der noget af det her, vi kan håndplukke og bruge og gøre til vores eget? Og måske specialisere os i og sådan noget. Jeg tror, jeg tror, det er jo den proces, vi er inde i nu, altså det der med at inden længe så siger man meget naturligt web first, ikke. Det tror jeg. F: Ja. IP1: Altså det der med, at man starter historierne et andet sted. I dag er det jo stadigvæk sådan, at det selvom vi er midt i en integrationsproces, så starter det jo meget ofte med papiret. Og hele vores mødestruktur, det arbejder vi jo meget med lige for tiden også, det er jo, hvad skal sige, styret af den i gåseøjne den gamle avis: Deadlines og produktionsplaner frem mod weekender og sådan noget, hvor vi har de tunge papirproduktioner og sådan noget, ikke. Og der tror jeg, vi vil se, eller det er vi jo i gang med at prøve at bryde hele det der op, kaste det op i luften og sige hvordan skal det se ud i en situation, hvor vi har flere, mange flere platforme at udkomme på. Og vi i virkeligheden har deadline hele tiden. Og…Der tror jeg faktisk, når vi vænner os til at arbejde noget mere med den, hvad skal man sige, den digitale, at vi starter med det digitale, så tror jeg, det

 

   

6  

vil få nogle afsmittende, gode effekter på papiret. Fordi at nogle af de ting vi gør på nettet, fordi vi har et andet publikum og sådan noget, det tror jeg i virkeligheden også vil klæde papiret. Det har noget at gøre med, hvilket abstraktionsniveau fortæller vi historien på? Det er lige så meget indhold, som det er form i virkeligheden. At vi kommer til at måske lave historierne i papiret også på en anden måde, fordi vi tænker det her digitale ind. Der er ikke rigtig nogen, der har forsket i, hvad det egentlig kommer til at betyde, men det tror jeg kommer til at betyde noget. F: Så kunne man forestille sig inden for en nær fremtid, at vi kommer til at se historierne først på nettet og efterfølgende på…? IP1: Det forgår jo allerede. Altså, at vi nogen gange… IP2: Det går vi ikke så højt op i længere. IP1: Nej, også fordi at mange af de, og sådan vil det blive ved med at være, af de features og portrætter og alt muligt andet vi laver, er jo tit nyhedsbåret. Så det vil sige, at det vil virke kunstigt at holde et portræt tilbage af en person, der brager frem, og vi selv har kørt nogle nyheder og sådan noget. Så der er det jo ofte sådan, at vi, eller ikke ofte, men det sker jo oftere og oftere, at vi kører den af sted fredag eller lørdag, og så kommer den i PS om søndagen. IP2: Ja, ja, men et talt eksempel jo: Det der er sektionsforsiden i dag blev kørt ud i går aftes, ikke. IP1: Ja. IP2: Fordi vi mente, det havde en nyhedsværdi, og derfor så ville vi gerne sætte os på den også på nettet. Så det er jo også en kalkulation, kan man sige. IP1: Ja. Det kommer vi til at se mere og mere af. F: Hvorfor tror I, det her med det flermedielle vinder frem nu her og har gjort det sidste stykke tid? IP1: Fordi det er der. Fordi man kan. F: Ja IP1: altså, tror jeg. Og selvfølgelig fordi når det bliver brugt rigtigt, så lægger det noget til historien, altså. Ja. Det tror jeg er forklaringen. Øhm, ja. F: Så det er ikke noget, der kommer oppefra? At man siger, det her synes jeg lige, vi skal prøve at satse på, eller? IP1: Men vi har jo haft i år…Med tv har vi jo haft en, altså hvad kan man sige, der er jo truffet nogle beslutninger om, at det skal vi satse, eller det var et fokusområde, det skal vi satse på. Og det har vi investeret en hulens masse penge i og sådan noget, og så er det klart, at så vil man jo også gerne se, at det bliver brugt fornuftigt. IP2: Jo, der er jo også kommercielle interesser i det. Forstået på den måde at der er klikannoncer også, ikke. Det er jo også derfor alle netaviserne… IP1: Ja, annoncemarkedet er mere lukrativt på tv-klip end på for eksempel papir eller på skrevne historier.

 

   

7  

F: Når jeg sidder og kigger Magasinhistorierne igennem, så er der jo rigtig mange kulturhistorier selvfølgelig. Øhm, og de fleste er også af kendte personer, faktisk alle. Hvordan kan det være, at I altid laver portrætter af kendte? Hvorfor er der ikke nogen almindelige mennesker, eller hvad jeg skal kalde det? IP1: Jamen det…Hvorfor er det..bum, bum,bum. IP2: Hvad mener du med et portræt af et almindeligt menneske? F: Ja, ja, eller øh jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Det er bare tit sådan øh, altså kendte personer. IP1: Ja, men det er jo. Vi er stadigvæk meget…Det er noget, vi diskuterer tit. Men det er klart igen, at det er jo tit, især kulturstoffet er jo meget styret af udgivelser eller filmpremierer eller whatever. Og det er jo klart, at de personer, som er…Det tydeligste eksempel vi har haft i nyere tid, hvis ikke nogensinde, det er jo den seneste Klovn-film, ikke. Hvor stort set, der nærmest vel ikke er et medie i Danmark, der ikke har lavet portrætter eller portrætinterviews, eller hvad fanden der nu er af forskellige varianter af Hvam og Casper Christensen, ikke. Og øhm, det er jo altså. Det har vi jo også snakket om det der. Det er jo meget styret af nogle begivenheder og sådan noget, ikke. IP2: Jo, men jeg har lidt svært ved at købe præmissen. For hvorfor skulle man lave et portræt af nogen, man ikke kender? Der bliver jo nødt til at være et eller andet, altså en anledning. Men så har der jo, det er jo journalistiske historier som regel som for eksempel. Man kan jo sige at øh det helt store portræt i den her weekend, det er af en lille pige på fire måneder, ikke. IP1: Som er for tidligt født. IP2: Men det var en journalistisk historie. Jeg forstår ikke. Hvordan skulle vi lave et portræt af et almindeligt menneske? F: Jamen jeg ved ikke. Jeg tænker, hvis man for eksempel kigger på nogle af Kristeligt Dagblads historier, så har de tit sådan nogle historier af en, som har været ude for en eller anden krise, og så hører man om det. Øhm, men hvor der egentlig ikke er nogen aktuel anledning på den måde. IP1: Nej, det er rigtigt. De kører og har kørt meget og er i øvrigt pissegode til det, synes jeg til at køre sådan nogle mere tematiske: ved livets afslutning for eksempel. F: For eksempel sådan noget, ja. IP1: Kristeligt Dagblad gør det jo også. Eller var det dem, du sagde? Det var dem, du sagde. Information mener jeg. Information gør det også. I måske højere grad. Men det er jo min egen personlige holdning. Det er et af de steder, hvor vi faktisk godt kunne….Når vi gør det, det kan jeg jo se, altså de Magasinartikler som er kommet fra PS, hvor sådan en som Flemming Christiansen faktisk har været dygtig til at lave sådan nogle, hvad skal man sige…Det er jo hans speciale, kan man sige, ikke kendte, men alligevel folk, som udspringer af en eller anden dagsorden. Vi havde også, det var så en død person, men alligevel, Daniel, ikke. F: Jo. IP1: Øhm folk vil enormt gerne læse det, ikke. Altså dygtigt researchede der skal stadigvæk være en, hvad skal man sige, en samfundsmæssig relevans i at bringe historien eller en nyhedsbeat, det vil folk jo skide gerne læse. Og de vil meget hellere læse det, end de vil læse portrætter af en eller

 

   

8  

anden skuespiller eller…Det er helt tydeligt. Det er tydeligt, at de der helt almindelige eller ikke almindelige, men de der case-bårne ting, case-agtige ting, der er foldet flot ud og godt fortalt. Og stadigvæk med billeder og film og lyd og alt sådan noget, som der også var på Daniel for eksempel, ikke. Der brugte vi jo faktisk lyd, fordi vi kørte sådan nogle lydklip fra det der… F: Fra op… IP1: Fra opkaldet ja. Altså til alarmcentralen, ikke. Det fungerede skidegodt. F: Ja, men jeg vil ikke kalde det for et portræt. Jeg vil kalde det for en feature eller et eller andet. IP1: Nej, det vil jeg heller ikke. Det er ikke et portræt, det er en featurehistorie. IP2: Men ellers det du kalder for portrætter i Kristeligt Dagblad, det er jo det, vi kalder for cases her. F: Ja, ja. IP1: Vi bruger dem jo hele tiden i alle mulige historier, men det er klart, at det er mere nyhedsbåret. Og der har vi jo ligesom sagt, at det nyhedsbårne det er ikke så meget Magasinet. Magasinet det er the longread, ikke. F: Ja. IP2: Så de der portrætter, som du kalder dem, de er jo alle andre steder på netavisen, vil jeg mene. IP1: Ja, ja, jamen det er rigtigt. IP1: Og så er vi jo en kulturavis, så selvfølgelig er der masser af kulturpersonligheder. F: Ja. IP1: Men det er en af de ting, der har undret mig. Eller ikke undret mig , men sådan...at, at, øh, det kan nogen gange være… IP2: Klikmæssigt? IP1: Ja, at det nogen gange kan være svært sælge de der til læserne. Jeg kalder det finkulturelle, fordi det…det er et dårligt udtryk, det kan også være rockmusikere og alt mulig andet. Men nogen gange er det svært at…og jeg ved ikke…der kan være mange forskellige årsager til det. Selv om vi er en kulturavis, så er vi ikke nødvendigvis first choice for mange sådan, som virkelig går op i film for eksempel. Der ligger vi et stykke nede. Og vi kommer selvfølgelig tit efter Vanity Fair eller alt mulig andet, fordi de har premierer tidligere i USA, hvis det er amerikansk. F: Men det skal være nogen, der virkelig går op i det så… IP1: Jo, men det er jo nemt at finde i dag, ikke. Ting bliver også delt på Facebook. Det vil også sige, at sådan Vanity Fair-ting er delt på Facebook, og så kommer vi tit sådan en uge eller to eller tre efter, ikke. Med interview med de samme skuespillere eller de samme musikere eller…så… F: Hvad er kriterierne for en historie på Magasinet? Hvad skal der sådan til, hvad skal den kunne, for at den lander der?

 

   

9  

IP2: Den skal kunne mange forskellige ting, synes jeg. Men vi har jo ikke sådan en skabelon på det. Altså først og fremmest skal det jo bare være… IP1: Det skal være en god historie. IP2: En god historie. Godt skrevet. IP1: En god læsehistorie, godt skrevet, ja. IP2: En god læsehistorie. IP1: Jeg vil sige, så bredt er det i virkeligheden, ikke. Så kan man så sige, at der var da også, det er fedt, hvis der er gode illustrationer eller gode billeder, men tit sidder vi jo faktisk med – det kan være et essay eller et eller andet, som vi synes er en fed tekst, og hvor vi jo så må tænke os rigtig godt om for at få den illustreret. For selvfølgelig skal den illustreres. Vi kan jo ikke bringe noget, der ikke er illustreret i Magasinet, vel. Så må vi jo…Men det er da meget, det er tit at vi vælger for tekstens skyld alene og siger, det her, det er en fed tekst. Og så må vi få løst de problemer, der er omkring illustrationen. Andre gange kan det jo være, at det er den anden vej rundt, at man siger hold kæft, der er eddermame nogle fede billeder heri. F: Hvor lang tid tager det at lave sådan en produktion? Hvor lang tid har en journalist…? IP1: Det kommer an på, hvad du mener for en produktion. Det store udtræk? F: Hvis man skal lave sådan en…Ja. IP1: Altså sådan en a la Fies fire måneder? IP2: Det er jo ikke kun til Magasinet, det er jo også til papiret, ikke. IP1: Præcis. IP2: Det er de store produktioner. Men der er da, de har tilbragt en hel uge på neonatal-afdelingen, og så har de brugt en uges tid på at skrive og redigere, og der er kommet tv på og så videre. Og de kom jo til at bruge endnu mere tid, så det er i hvert fald et fjorten-dages-projekt. IP1: Og det samme da vi lavede, den jeg vil sammenligne med, den døvblinde Peter, som også havde tre journalister og fotografer, og jeg ved ikke hvad i gang i ugevis, ikke. Øhm så, så det er de store tunge, kan man sige. Men igen så er det ikke kun, vi får også gavn af det rigtig mange steder, kan man sige, ikke. Altså den trækker jo nyheder i første sektion eller nyhedsfeature i første sektion, og så er den stort udfoldet med billedhjul og videoer og sådan noget og får jo et langt liv formentligt. Det er jo det vi oplever med de her historier, de kan dukke op igen lige pludselig om tre måneder, og så lige pludselig kan den få en tur til, ikke. Hvis der kommer et eller andet omkring for tidligt fødte, eller hvad ved jeg, hvis der er et eller andet finanslov og så lige pludselig så bum, så kører det igen. Så man får valuta for pengene. IP2: Yes. F: Klart. Du har travlt? IP2: Jeg har travlt.

 

   

10  

IP1: Jeg kan godt blive siddende her lidt længere. Hvis du har nogle flere spørgsmål. F: Ja, lige…Tak for det Christian. IP2: Det er i orden. F: Hej, hej IP2: Hej (IP2 forlader lokalet). F: Den der undersøgelse du nævnte, er det en, jeg må se? IP1: Ja, det tror jeg ikke, der sker noget ved. Jeg kan lige, jeg tror jeg har den liggende derinde. F: Ja, det ville være super. IP1: Men du må love…Du må ikke citere fra den, uden at fortælle mig, hvad du citerer. F: Nej, det skal jeg nok lade være med. IP1: Men ja, jeg kigger lige på det. Nej, ved du hvad, jeg kigger det lige igennem og ser, om der er noget. Men jeg tror faktisk, vi har givet den til nogle andre også, så det er der nok ikke noget i vejen for. Og jeg har den elektronisk, så kan jeg sende den til dig, ikke? F: Jo. Okay, skal jeg lige sende dig en mail? IP1: Ja, det må du gerne. F: Og så ville jeg lige høre, øhm nu var det selvfølgelig måske Christian, jeg skulle have snakket med det om, men kunne I være interesserede i at indgå i en eller anden form for samarbejde med det her? Jeg skal jo lave nogle produktioner i forbindelse med mit speciale her. IP1: Okay, du skal simpelthen lave sådan nogle multimedieproduktioner, altså lave nogle historier? F: Ja, altså som primært er tekst, men hvor der så er inddraget noget andet, ikke. IP1: Ja. Det skal du snakke med Christian om eller Jakob, ikke. Eller begge to i virkeligheden. Jakob Nielsen som er vores redaktionschef på nettet. Øhm ja, tal med dem om det. Det kommer nok an på, hvad det er for nogle historier. F: Ja. Og der har jeg selvfølgelig lidt forskellige ideer. Men så ville jeg prøve at høre dem, om der var et eller andet, de gerne ville, altså… IP1: Om der var noget, som de.. F: Ja, altså om de havde nogen ønsker, ikke…Er der andre, du sådan lige…Nu har vi siddet her og snakket…er der andre, du tænker, jeg lige burde snakke med, eller det burde jeg lige tjekke ud, eller…?

 

   

11  

IP1: Det kommer an på, hvad du vil. Men det kunne jo være sjovt at snakke med sådan en som Thomas Borberg, vores fotochef, som jo også nu har fået tv under sig, ikke. Det synes jeg da ville være ret oplagt. Også hvad…I virkeligheden er der jo rigtig mange fotografer, hvor det det er først ganske langsomt ved at gå op for dem, hvad det her betyder for deres fag. Hvad nettet betyder, hvad hele det der mobil, øhh, altså det at…hvad betyder det for fotografer at deres billeder lige pludselig, fra nu nogen gange at have bredt sig ud over to broadsheet-sider til et billede, ikke, så går udviklingen, ikke kun den ene vej, men også den anden vej, ikke. Nemlig at ting skal til at fungere i små formater igen, og folk har det i lommen. Altså det…Jeg har da tit...Jeg har diskuteret det nogle gange med fotograferne, og de står sådan lidt famlende overfor det er mit indtryk. Hvilket jeg godt kan forstå. For hvad fanden kommer det lige til at betyde for os det her, ikke? Men også det der med, det er jo ret nyt for Thomas, at han har fået tv under sig, så jeg ved ikke, hvor mange tanker han har gjort sig om forholdet mellem levende og stilbilleder, og hvor skal vi lægge trykket og…Fordi jeg tror også, der er også en tendens til, og det er igen det der med, at når noget er nyt, at vi…så skal de både lave billeder, og så skal de lave det, og så skal de lave det og det og det. Og der tror jeg også, vi er ved at nå til et punkt, hvor vi siger, nu skal vi altså også til at passe på, fordi vi skal også holde kvaliteten, på det vi laver. Og vi kan ikke både, man kan ikke både tage ud og lave en fed video og nogle fede billeder, man må ligesom vælge og sige: Hvad er det primære ved det her? Hvad er det, vi skal bruge? Hvorfor gør vi det her? Men det synes jeg, du skulle prøve at snakke med få en aftale med Thomas om. F: Jamen , det var da en god ide. IP1: Ja. F: Godt, jamen så tror jeg ikke…Er der et eller andet, hvor du tænker: Ej, hvorfor er hun dog ikke kommet ind på det? IP1: Nej, nej det tror jeg sådan set ikke. Det tror jeg ikke. Altså nu var det meget portrætter, du snakkede om. F: Jeg ved godt, at det jo er meget mere…men det er bare fordi at ja, det er der jeg ligesom har lagt fokus på specialet. Man kunne sagtens snakke om det mere generelt i forhold til featurehistorier også og sådan. IP1: Ja. Yes. Jep.

 

 

1  

Bilag 4: Interview med Lars Rix 18.03.2016 F = forsker IP = Interviewperson (Når skriftstørrelsen i det følgende er lidt større end i resten af specialet, skyldes det at transskriptionen oprindeligt blev lavet i str. 12, og for at de sidetal, der er henvist til i teksten skal passe, er den holdt i denne størrelse). F: Som sagt er jeg i gang med at skrive speciale, og det handler om portrætter med særligt fokus på portrætjournalistik og brugen af flermedialitet. Video, lyd, men også interaktivitet og link og sådan noget. Og så har jeg været rundt og snakke med nogle forskellige, Politiken, Kristeligt Dagblad og Information og kigget lidt på de forskellige produktioner fra de forskellige aviser. Og så ville jeg rigtig gerne høre lidt om, hvad dine tanker er om det her, eller hvad jeres tanker her på avisen er om brugen af flermedialitet. Men jeg skal lige høre, altså, hvor lang tid har du siddet her? Du sidder som kulturredaktør nu, men du har jo siddet her i mange år, ikke? IP: Jo, jeg har været redaktør på, vi har sådan en cityguide, der hedder AOK, så har jeg siddet tre år som musikredaktør på Berlingske, og sidste år sad jeg som souschef på kulturredaktionen. Og så blev jeg så kulturredaktør fra første december sidste år. Så jeg har været der en tre måneder nu, ikke. Og vi er i øvrigt i gang med en lidt større omstillingsproces både internt, men også med vores produkter. Både printdelen, men selvfølgelig også hele onlinedelen og hvad der hører til der. Så det er selvfølgelig noget, vi har gjort os en masse tanker om, hvordan og hvorledes det skal være fremadrettet, og hvordan det har været indtil nu. Så det er sådan helt kort, hvor jeg er henne lige nu med kulturstoffet. Og det er jo ligesom det, jeg kan udtale mig om. Så alt det vi laver på businessdelen og på Indland og sådan, det har jeg ikke så meget med at gøre. F: Nej. Altså som, det tror jeg også, jeg lige kort sagde i telefonen, men de produktioner jeg har kigget på fra jer er dem, der ligger i Longreads, og som jeg kunne se i høj grad er kulturhistorier. IP: Det er meget Kultur, der leverer til det. Men også vores gravergruppe leverer også tit til det, og forskellige andre leverer også med jævne mellemrum til det. Men det er rigtigt, Kulturen leverer en del til Longread-formatet. F: Den omstillingsproces I har gang i, nu blev jeg bare lidt nysgerrig, hvad går den ud på? IP: Jamen, det går ud på, at Berlingske er jo, ligesom alle mulige andre aviser, presset på det traditionelle format, printformatet. Læserne søger over til andre platforme. Så det er klart, at det er noget, hvor vi skal være bedre. Samtidig har vi lavet undersøgelser om, hvordan folk opfatter Berlingskes printavis. Den opfatter de som meget seriøs, men også lidt støvet, lidt kedelig og så videre. Det vil vi gerne gøre noget ved. Så målet er egentlig at skabe et moderne, borgerligt medie, som måske ikke er så stift, som Berlingske har været opfattet som tidligere. Og det er jo ikke kun måden, man skriver på, men også selve formen, rammerne man putter det ind i. Så derfor er vi i gang med en, med at kigge på, hvordan vi kan lave printdelen mere attraktiv. Selvfølgelig i det skrevne, men også i rammerne, altså i designet.

 

 

2  

F: Så det er også det visuelle? IP: Det er i den grad det visuelle. Så det er en proces, vi har gang i. Tidligere havde vi et søndagsmagasin, der hed MS, et livsstilsmagasin. Og der har vi allerede taget første skridt og lavet det om, til det her vi kalder ’B Søndag’, som er et lidt andet, lidt mere magasinagtigt. [IP viser tillægget, som har udformning af et papirmagasin]. F: Ja, det er mere magasinagtigt. IP: Ja, så det er første skridt, og det kommer til at ske en masse andet med printdelen også. Ud over det så kommer der selvfølgelig også en ny del på b.dk, som jo er vores website. Og vores andre formater. Vi har jo en ipad-version af avisen, både som e-paper, men også som en aftenudgave af Berlingske, som kommer ved 17-tiden. Hvor der kommer visse elementer fra printudgaven, præsenteret på en mere ipad-venlig måde. Så den kigger vi også på. F: Hvad med…Er der ikke mange af jeres læsere, som også læser på mobil? IP: Jo, rigtig mange. Det kommer vi også til at kigge på. Der er vi lidt gammeldags i det format, vi har nu på mobil. Men der kommer også til at ske noget. Det er jo sådan, at vi er blevet købt af en belgisk mediekoncern, som har en række aviser og medier i Belgien og i Holland. Og vi forsøger lige nu at kigge på, hvordan kan vi implementere nogle af de gode ting, som de har lavet. Så dem kigger vi lidt over skulderen for at se hvordan og hvorledes. Er der nogle ting, vi kan bruge i en dansk målestok? Men generelt set, føler vi jo egentlig, at Berlingske er meget godt med på det digitale område i forhold til nogle af vores konkurrenter. F: Når jeg sidder og kigger på jeres, det er jo så primært portrætter i denne her sammenhæng, så når jeg har siddet og kigget på flermedialitet og sådan nogle ting, så er det primært video, I bruger. Kan du sige lidt om, hvorfor det primært er video, I benytter? IP: Videoformatet er jo bare et spændende format. Og noget som rigtig mange taler om lige nu, at vi skal bruge for at fastholde vores læsere. Plus det kan noget i forhold til at fortælle en historie på en anden måde end den traditionelle måde journalistisk. Så vi forsøger at eksperimenterer lidt med videoformatet. Både med at lave ting udefra. Når vi nu har gang i en historie om Cirkus Arena, hvorfor så ikke lave noget video omkring det også. Eller det kan været at bruge nogle af vores eksperter eller fagfolk, som har en stor viden på bestemte områder, bruge dem i videoformatet også. Så det har vi faktisk opbygget. Nu gik vi lige forbi vores gamle studie nede på første sal, dengang du kom. Nu har vi faktisk bygget et helt nyt studie oppe på anden sal, som lever meget op til den standard, som de her ting skal have. Vi har i høj grad på videoområdet været på eksperimentalstadiet og forsøgt at finde frem til en form. F: Det har de fleste jo lidt. IP: Det må man sige, ikke. Men vi kommer til at gøre meget mere ud af det fremadrettet. For det viser sig for det første, at det kan holde folk knyttet til vores produkt meget længere, end typisk en printartikel ville. F: Altså, mener du, at de simpelthen bliver længere inde på historien?

 

 

3  

IP: Ja, de bliver længere på historien, ser nogle af de her videoer og får muligheden for at se historien fra en anden vinkel end den skrevne. Så det er egentligt primært derfor. F: Så når I nu har bygget det her studie, og nu nævner du det her med eksperter, vil man så i flere af de her longreadhistorier fremover se ekspertinterview som en del af en historie? IP: Ja, det bliver både i longreads, men det kan egentlig også fungere som et selvstændigt format, sådan som jeg ser det. Så ja, helt sikkert video og andre, hvad kan man sige, ekstraelementer ind i nogle af de her longreads. Det er helt klart noget, vi gerne vil gøre noget mere ud af. F: Når du siger ekstraelementer, hvad tænker du så på? IP: Det kan være infografik, alt muligt som man ligesom kan bruge for at supplere en historie på forskellige måder. Det kan også være i selve opbygningen af de her longreads at bruge for eksempel video eller grafik på en mere innovativ måde. Traditionelt har du noget tekst, så kommer der en video, og så kører teksten videre nedenunder. Altså bruge det på nogle nye og anderledes måder, det vil vi meget gerne eksperimentere med. F: Hvad kunne det være for eksempel? IP: Det ved jeg ikke. Men vi laver rigtig mange historier, der handler om naturvidenskab. Det kan være alt fra…Hvis der nu er en solformørkelse. Kunne vi lave et eller andet, som ligesom viste, hvad er det, der kommer til at ske? Hvad er det, du kan opleve? Hvad er det, der historisk set har været omkring solformørkelser? Hvis man kunne bruge det som en eller anden form for ramme for en fortælling om det her emne, så er det sådan noget, vi ligesom vil prøve at gribe fat i. F: Og det her med at bruge flere forskellige elementer, er det også noget I tænker at gøre altså i en portrætsammenhæng? IP: Ja, det kunne man sagtens. F: Jeg er lige lidt interesseret i det her, du siger med, at folk bliver længere inde på historien. Fordi det er lidt forskelligt alt afhængigt af, hvem jeg har snakket med, om folk siger, det her, det er fedt, og det får folk til at blive længere. Eller om de siger, det her forstyrrer faktisk rigtig meget, så lige pludselig så kom der et videoklip, og så skal man til…Men du oplever ikke, at det er en forstyrrelse? IP: Jeg har ikke de nøjagtige tal for det. Men nej, personligt oplever jeg det ikke som forstyrrende. Tværtimod. Jeg synes, det ligger som en naturlig del, et supplement, som gør den enkelte historie mere facetteret end et traditionelt format ville give. Så nej, jeg oplever det bestemt ikke som en begrænsning, eller noget som er forstyrrende, eller som får en til at klikke væk. Tværtimod. F: Kunne du finde på at have en longread, hvor lyden går i gang af sig selv? IP: Ja, sagtens. Helt sikkert.

 

 

4  

F: Okay. Så hvis jeg nu sad med min mobil et eller andet sted… IP: altså, hvis du sidder på Facebook, så kan du jo se, hvordan videoerne går i gang af sig selv. Det får jo ikke folk til at forsvinde fra Facebook. Så nej, det kan jeg sagtens se som en helt normal ting, som folk i forvejen er vant til via de sociale medier. F: Så man ikke skal trykke play, men det simpelthen… IP: Jeps. F: Okay. Nå, men det er meget interessant. For nogle ville jo også sige…Lad os sige, du sidder i S-toget og læser et eller andet på din mobil, og pludselig går der en eller anden lyd i gang. IP: Ja. Det er jo ikke nødvendigvis altid med lyd. Jeg tror faktisk Facebook, hvis man kører det, så kommer lyden ikke i første omgang. Så kan du trykke på play-knappen, og så kan du se videoen, og så kommer lyden med. Der må være en eller anden teknisk løsning, som kan gøre…Det er klart, at hvis det brager ud med reklamer overalt, lige så snart du trykker på et eller andet YouTube-link, så vil det jo være forstyrrende for dine omgivelser. F: Apropos reklamer, så er jeres Longreads jo meget renset for det. Skal det være det fremadrettet også? IP: Ikke nødvendigvis. Det kommer lidt an på, hvad det er, vi skriver om. Altså, jeg vil sige, at det er klart, vi prøver jo både redaktionelt og annoncemæssigt at adskille de to dele ret markant i printdelen, for også ligesom at have en form for journalistisk uafhængighed. Den journalistiske uafhængighed skal selvfølgelig også være der, uanset hvilket teknisk format du har med at gøre. Så det skal ikke være noget, der ligesom stiller tvivl om, at vi har lavet et journalistisk fuldstændig uafhængigt produkt. Men selvfølgelig er der reklamer i den elektroniske udgave af Berlingske, nøjagtig som der er i printudgaven. Så ja, jeg kan godt se, at der kunne være reklameelementer i nogle af dem. F: I longreads? IP: Ja, men det er noget, vi afvejer fra gang til gang. F: Ja, klart. Inde på Kristeligt Dagblad for eksempel der laver de der specialhistorier, ikke. Som er sådan nogle ret udbyggede flermedielle fortællinger. Kunne man se samme slags på Berlingske, eller vil det blive på en anden måde eller i mindre grad? IP: Nej, jeg tror meget, det vil være i samme stil. Det kunne man sagtens forestille sig. F: Ja, er det noget, I tænker at arbejde hen imod at lave de her større produktioner? IP: Helt sikkert. Det vil vi vildt gerne. Igen, det er jo også et spørgsmål om ressourcer, det er et spørgsmål om, hvad vi vil prioritere. Lige nu prioriterer vi lidt nogle andre ting, der lige skal på plads, men når de er på plads, så er det helt klart, at det er noget, vi gerne vil gøre meget mere ved. Men det kommer jo an på, hvilke tekniske muligheder vi vil have

 

 

5  

fremadrettet, og hvad man sådan lige vil have af redskaber for at kunne lave de forskellige ting, som man nu drømmer om. F: Tænker du, at det er teknisk udfordrende? IP: Det ved jeg ikke. Det kommer lidt an på, hvilke redskaber vi kan få. Det kan godt være, at man kan få en eller anden form for klippe- og redigeringsteknik, som er så nem og enkel, at man ikke skal sidde og have fuldt professionelle folk til at sidde og lave de her ting i to uger, før en eller anden historier kan gå online. Så jeg kunne sagtens forestille mig, at journalisterne selv sad og arbejdede med det her. Måske sammen med en eller anden form for tekniker, eller hvad ved jeg. Det må fremtiden vise, hvad vi har af ressourcer og muligheder for det. Lige nu ved jeg det ikke. Det afhænger meget af, hvilke nogle muligheder vores ejere kan komme med af løsninger. Det er ikke noget, vi umiddelbart selv kommer til at udvikle. Der vil vi tage lave en eller form for synergi, hvor vi vil sige, okay, hvis de har det helt perfekte redskab i Holland, så vil vi bruge det. F: En skabelon af en slags? IP: Ja, eller noget teknik der gør, at man kan lave nogle ting flot og effektivt. Så det vil vi kigge på. F: Nu…Det kan godt være, jeg gentager mig selv lidt. Men når du siger, at det her er noget, du tænker, I helt sikkert vil satse på fremadrettet, hvad er så…hvad ligger der til grund for, at det her er noget, I vil satse på fremadrettet? IP: Jamen det er i høj grad fordi, det er noget, vores læsere efterspørger. Og det er noget, som er meget effektivt set i forhold til at få fat i en anden gruppe læsere end den typiske abonnent på en printavis og på Berlingske, ikke. Vi vil godt give vores læsere noget andet, end det de får med avisen. De får en masse gode ting med avisen, og det er jo super skønt at kunne sidde med sådan en om morgenen og sidde og læse den ved morgenmaden. Men der kommer bare en ny generation, som bruger medierne på andre måder. Som får indgangen til medierne via andre formater end printdelen. Så hvis vi laver ting som en video eller en infografik, som ligesom har noget ekstra nærvær over sig, så kan du jo også samtidig nå nogle andre via de sociale medier, eller hvilken retning man nu ønsker at gå. Man når ud til et andet publikum og nogle andre læsere, end du ville gøre med printudgaven. F: Altså ved at lave de her flermedielle historier? IP: Ja. F: Når du siger, læserne efterspørger det: Er det noget, I har undersøgt simpelthen? IP: Ja. F: Ja? Og de siger…Eller hvad siger de?

 

 

6  

IP: Ja, de siger, at de gerne vil have mere af alt [latter]. Men nej, de udtrykker interesse, nu har jeg ikke de nøjagtige tal for det, men de udtrykker interesse for at få nyheder på flere forskellige platforme end de traditionelle. F: Okay. Ja, og i det ligger der også det her med de flermedielle historier, tænker du? IP: Ja. F: Nå, men det er jo spændende. Er det en undersøgelse, jeg eventuelt kan se? IP: Det ved jeg ikke, det skal jeg lige undersøge. Altså, det er en ganske almindelig læserundersøgelse, det er ikke fordi, der er noget som helst hokus pokus over det, men det vil jeg lige undersøge. F: Ja. Når I har brugt video i de produktioner, det har været hidtil, er det så noget, der er planlagt fra starten, eller er det sådan mere undervejs? Nå, man kunne også lige skyde en video…? IP: Det er som regel noget, der er planlagt fra starten. Noget af det ligger fast, fordi der er nogle faste fagmedarbejdere, som ligesom har en eller anden ting, som de laver en gang om ugen til et bestemt, det kan være en printartikel eller en anmeldelse eller et eller andet, de har lavet. Så er der nogle andre, som har et program, der hedder ’Teatersnak’ , hvor vores teaterredaktør har en aktuel skuespiller inde til en eller anden snak. Det er jo så en anden traditionel måde at lave tingene på. Men som regel, hvis det er et eller andet, hvor vi skal ud i marken og lave et eller andet, så er det tit noget, man har som en naturlig del i planlægningsfasen. Skal vi lave noget video på det her? Vi har jo i forvejen en stilfotograf med på de fleste opgaver, i hvert fald lidt større opgaver, så det ligger naturligt også at tænke i video. F: Og det er stilfotografen, der laver video også? IP: Nogle gange er det. Det er ikke journalisten, der laver video. Vi har nogle videojournalister, der ligesom er tilknyttet avisen, som ligesom er uddannet i det. Og der prøver vi at tænke, hvordan kan vi bruge det på en anden måde? Altså, det kan jo også være, at hvis man er ude at interviewe en musiker, at man siger okay, kan vi lave et eller andet? Kan vedkommende spille et nummer fra den nye plade eller sådan noget? Som vi så optager og lægger ved som en ekstra feature til interviewet. F: Ja, det er der for eksempel…Jeg så et portræt af Marie Frank, tror jeg, hvor man ser hende spille noget fra hendes nye plade. IP: Ja, og vi har lavet af Ukendt Kunstner, Karl Emil, som er forsanger der, synger et nummer som akustisk. Sådan noget der er sjovt at lave. Og det er sjovt at dele, fordi det ligesom viser, at Berlingske også kan noget andet end det traditionelle interview. Så det prøver vi i hvert fald at tænke over hver gang. F: Så omkring det der med at bruge video, har du ligesom sagt, at man får en anden vinkel på det, og det er sjovt at lave, og man kan dele det og sådan noget. Kan du sætte nogle andre ord

 

 

7  

på, hvad det er, eller kan man sætte nogle flere ord på, hvad det er, video giver eller kan give i et portræt? IP: Jaman altså, det giver jo en eller anden visualitet. Det giver en anden nærhed overfor dem, man snakker med. Det er nøjagtig ligesom alle mulige andre levende billeder. Du får en eller anden ekstra dimension i det i forhold til det skrevne. Så kan det skrevne ord noget andet. Der kan man bruge sig selv i højere grad som journalist. Men videoformatet er jo bare en form for dokumentarisme, som har en høj grad af troværdighed. folk tror på de billeder, de ser. F: Så det tilføjer noget til troværdigheden? IP: Det synes jeg. F: Ja. Kan alle historier bære, at der kommer video i? Eller er det nogle særlige historier? Eller hvad skal der til? Det var lige tre…[Latter] IP: Ja, altså jeg ved ikke. Det fordrer jo en vis form for, det må godt være noget originalt. Selvfølgelig kan du lave video til alt. Det kan du jo gøre. Men for det første er der nogle naturlige begrænsninger i, at vi ikke har ressourcer til at lave video på alt. Så der kommer en begrænsning, og den begrænsning den knytter sig til, at det er lidt de større historier, det er de store ting, hvor der måske er lidt flere følelser på spil, end der er i så meget andet, som er godt til videoformatet. Så på kulturens område der er det jo klart, at vi forsøger at bruge det, når det er sådan en lidt større artikel. Et større interview, det kan være en reportage, det kan være et element, hvor man siger, her er det måske meget godt at have det her videoformat i brug. Hvor en eller anden ren nyhedsartikel om en eller anden kulturel ting måske ikke altid kalder på, at man skal bruge video til det. Men det er jo lidt forskelligt. Nogle medier bruger det rigtig meget også på nyhedsdelen. Vi synes måske, det passer bedst til de lidt større formater. F: Hvor lang tid har man typisk til at lave sådan et portræt? Eller hvor lang tid bruger journalisten på det? IP: Det svinger utrolig meget. Typisk bruger du måske en-to timer på et interview, og så skal du bruge noget tid på at gennemgå det materiale, du kommer hjem med, og så har du skrivefasen, ikke. Så der kan typisk godt gå en til to dage med sådan en større ting. F: Så man er typisk ude og interviewe altså én gang? IP: Ja. I nogle tilfælde er man flere gange, men som regel er man en gang. F: De portrætter eller kulturportrætter, der ligger i Longreads, er de lavet til Longreads fra starten, eller er de også i nogle andre sektioner, og så bliver de rykket ind i Longreads? IP: De er ikke altid lavet til Longreads fra starten. Nogle gange er de egentlig lavet som et decideret printinterview måske af lidt større karakter, og så kan det være, at vores onlineredaktion siger hey, det her egner sig egentlig meget godt til et longreadformat, så er det vi putter det ind i. Andre er simpelthen tænkt fra starten; det her, det skal være et longread.

 

 

8  

F: Kommer de så også i avisen typisk? IP: Ja. F: Så de vil typisk være begge steder? IP: Ja, det vil typisk være begge steder. F: Hvad skal der til for at en historie udvælges til at komme i Longread, hvis den nu ikke er tænkt sådan fra starten? IP: Jamen, det skal jo være, at der kommer en hjem og siger, det her, det var simpelthen så fantastisk godt, at jeg vil godt lave noget større på det. Longread, det ligger jo i ordet, at det skal jo helst være en længere ting, og det er typisk de sådan lidt større artikler, der egner sig bedst til det. Så hvis journalisten kommer hjem og siger, her er der altså noget med kød på. Så tænker man jo, at her er noget, der måske vil egne sig godt til longreadformatet. Det kan også være en historie, der er arbejdet på over en længere periode, hvor man siger, det her, det er en serie eller en anden ting, som vi har brugt ekstra mange ressourcer på. Så tænker man jo også longread. F: Jeg kommer lige til at sidde og tænke på sådan noget med links. For i jeres historier har I ret ofte links til andre historier på jeres site. Og ret sjældent eksterne links til forskellige ting. Hvad ligger der til grund for, at I ikke bruger så meget…? IP: Det ved jeg ikke. Der ligger ikke noget specielt til grund, tværtimod. Vi vil rigtig gerne linke til eksterne ting. Vi har ikke en politik om, at det skal vi ikke gøre, tværtimod. Vi vil gerne linke til eksterne ting, og vi kommer også til at linke endnu mere til eksterne ting i fremtiden, end vi gør i dag. Jeg synes, det er helt naturligt, at man faciliterer det at kunne linke til eksterne ting hos os. Det skal vi gøre, også selv om det er til konkurrenter. F: Nå ja, til andres artikler? IP: Ja, det kunne være en anmeldelse af en ny plade med Mads Langer. Så lad os da linke også til Politikens anmeldelse af Mads Langers plade. Det kan jeg ikke se noget problem i. F: Det her med flermedialitet…Altså i virkeligheden tænker jeg, at det er lidt tid siden, at der virkelig var hype om det, men det er alligevel nu, at de fleste eller mange af jer større aviser begynder at sætte ind på det og sige, nu er det noget, vi skal noget mere eller udvikle på det. Hvorfor tror du, det her kommer nu? IP: Jeg tror både, at der er nogle medier, der er tvunget af omstændighederne [latter], og som ligesom siger, okay, nu er vi nødt til at gøre en indsats på det her. Men der er også en naturlig afventen, fordi man kan bruge rigtig mange ressourcer på at løbe efter nye trends og tendenser inden for en verden, der galopperer af sted, og hvor tingene og tendenserne ændrer sig hele tiden teknologisk set. Så derfor bliver man også nødt til nogle gange at have koldt vand i blodet. Og sige, at man ikke nødvendigvis skal løbe efter det første og det bedste hype, der er på det her område. Så derfor tror jeg egentlig, at mange medier venter lidt og siger, okay, nu må vi lige prøve at se, om det her har en eller anden form for bæredygtighed. Og er det noget,

 

 

9  

vi vil bruge kræfter på, før vi kaster os hovedkulds og helt ind i det. Så det tror jeg, der ligger i det. F: Når I vil sætte ekstra ind på det her område på et eller andet tidspunkt, skal det så være med de samme medarbejdere, som I har, eller tænker I at oprette en særlig redaktion eller…? IP: Nej, det er med de samme medarbejdere, vi har. Det fordrer, at alle medarbejdere i Berlingske skal ligesom have et digitalt mind set, altså det har vi arbejdet på i lang tid. Vi har jo arbejdet efter sådan en web first strategi i mange år efterhånden eller nogen år efterhånden, og det skal folk kunne administrere, når de er journalister eller medarbejdere hos os. F: Sådan tidsmæssigt, hvornår forestiller du dig, at I ligesom laver den første rigtig store flermedielle historie? IP: [Latter]. Det ved jeg ikke. Det afhænger helt af en lang række faktorer af både teknisk og økonomisk karakter. Det kan jeg ikke sige. Nu er vi i gang med sådan en stor omstilling og transition til noget andet, og der er en masse ting, der skal på plads, før vi ligesom kan sige, okay, nu kaster vi os hundrede procent ind i det her og lægger en langsigtet strategi for det. Så det vil jeg nok være ked af at sætte dato på. F: Ja, det forstår jeg godt. Til allersidst… IP: Forhåbentlig i 2016 F: Ja? IP: Ja, det synes jeg. F: Ja, men så er det jo ikke så langt ude i fremtiden. IP: [Latter]. Det tror jeg heller ikke, det er. Det vil jeg ikke hænge mig selv op på. F: Nej, det er klart. Til allersidst ville jeg bare lige høre, hvis du skal finde inspiration til den her slags historier andre steder fra eller sådan, hvor kigger du så hen? IP: Jeg kigger meget til de amerikanske medier. Jeg synes, der er nogle dygtige medier. Både nye medier, som dukker op, og som gør det rigtig godt på det område, men også nogle etablerede medier, som har væsentligt flere ressourcer, end vi har, som arbejder med nogle af de her flermedielle ting. New York Times synes jeg gør det rigtig godt. Så er der sådan nogle Vice Media-ting, synes jeg også er rigtig dygtige til at bruge nogle af de her ting. I hvert fald også tænke journalistik på en anderledes måde end den traditionelle. F: Klart. Og når du siger nogle nyere medier, hvem er det så, du tænker? IP: Jamen nyere og nyere [latter]. Altså, nu ved jeg godt, nu er Vice jo ikke…Men altså Vice og BuzzFeed og nogle af de her, Huffington Post og sådan noget, som er dukket op inden for en kortere årrække og ikke har de her 250 år på bagen, som Berlingske har [latter].

 

 

10  

F: Ja, det kan jeg selvfølgelig godt se. I den sammenhæng er de ret spæde. IP: Så på den måde ny, ikke. Men der kommer jo også nogle nye aktører på det danske marked, altså Zetland, og hvad ved jeg, kunne måske også tænkes at skulle bruge det her… F: Flermedialitet? IP: Ja, tror du ikke? F: Jo, men det kan da godt være. IP: Indtil videre har de ikke vist noget af det, der er de jo egentlig meget traditionsbundne. F: Det kan være, de har skiftet holdning. De har ellers været meget, at det skal de i hvert fald ikke røre med en ildtang, men det kan være, at de… IP: Jeg synes bare, at deres format måske kalder lidt på at gøre nogle af de der ting. F: Ja. IP: Men det kan være, de heller ikke har ressourcerne til det, det skal jeg ikke kunne sige. F: Ja. IP: Eller ikke ønsker at bruge den form. F: Nej, nu skal jeg heller ikke…Dem har jeg faktisk ikke snakket med her, men jeg har læst nogle andre undersøgelser, hvor de har indgået. IP: Ja, og hvor de totalt har afviser at bruge en form for video eller noget som helst? F: Ja. Men nu har de jo lavet et nyt site og sådan, så det kan jo være, at der ligesom… IP: Ja, de er jo startet op i den her uge. F: …At de har revurderet det lidt, så det bliver spændende at se, hvad der sker der. IP: Ja, det er det jo. F: Ja, jamen ved du hvad, det var egentlig det, jeg sådan lige havde på hjerte. IP: Perfekt. Jamen jeg håber, du får noget ud af det. Jeg skal nok prøve at kigge efter den… F: Ja, undersøgelsen? IP: Ja, se om du kunne få den. F: Ja, det ville være super fint. Det er jo bare til speciale, så…

 

 

11  

IP: Ja, ja. F: Godt. Så fint.

 

 

1  

Bilag 5: Interview med Troels Behrendt Jørgensen 06.01. 2016 F = Forsker IP = Interviewperson F: Da vi snakkede sammen før jul, der sagde du, at I var ved at øh, og måske skulle I også starte op inden jul, det var lidt uvist på det tidspunkt, hvor langt er I nu? IP: Jamen vi er startet op øh i december og i slutningen af november med forskellige prøvehistorier. F: Okay, for jeg var inde og lede nemlig, men jeg kunne ikke lige, øh… IP: De er jo ikke blevet, som jeg vil have dem. De er ikke blevet rendyrket flermedielle fortællinger. De er blevet sådan en slags longreads, eller hvad kan man sige billeddækkede fortællinger, men de er ikke blevet flermedielle fortællinger. Altså, der er ikke video i dem eller lyd eller bevægelig grafik eller alle mulige mærkelige ting, man kunne bruge. De er relativt simple og viser sådan set bare, at vi er i stand til at bruge vores nye værktøjer og i stand til at bruge dem og så videre. Vi eksperimenterer så fortsat, kan man sige, så vi er ikke i mål. Det vi mangler, kan man sige, det er en redaktionel proces her, sådan en udkrystallisering der fører til i hvert fald otte virkelig gode historier i 2016, som kan klare det der sådan ekstra store produktionspres, der skal til for at gøre en historie særligt lækker. At fotograferne bliver brugt ekstra, og at der bliver hyret folk ind, som kan noget ekstra, og at vi samler materiale, der ikke bare er tekst. Og at der bliver gjort mere end bare at skrive en god historie og sende en fotograf ud. Og det vil vi gerne have gjort i år. Vi er et lille udvalg af chefer, som har sat os sammen for at prøve at fremelske den virkelighed, og den er ikke fremelsket endnu, det kan vi vist roligt sige. Vi har fået nogle ideer hjem fra folk, vi har skrevet bredt ud i huset og bedt folk om at komme med deres bedste bud fra vores intranet og fællesmail og så videre. Men de bud der er kommet indtil videre har simpelthen, for at sige det lige ud ikke været gode nok. Det har ikke været historier, der sådan rigtig kunne bære, at vi satte folk af i en uge på tværs af huset for at prøve at producere noget, der var sådan ud over det sædvanlige. F: Og det er sådan tidshorisonten: At der bliver sat en uge af til sådan en produktion? IP: Godt og vel. Og det er meget, synes jeg. Altså, det er det i vores lille virkelighed her. Jeg har brugt mere på Kristeligt Dagblad til nogen af dem, og der var de spredt ud over længere tid ikke, men der var de jo heller ikke på hele tiden. Det kan også godt være, at det bliver fjorten dage, men at folk så arbejder på nogle andre ting også. F: Hvor mange personer tænker du, at der skal tages ud? Altså, er det en enkelt journalist eller er det flere? IP: Der skal i hvert fald være en enkelt person, som har et samlende ansvar være dirigenten på sådan en produktion, som har en sådan art director skråsteg mediedirigent-rolle, så det spiller til sidst, alle de medier der er i brug, ikke. Og så skal der være en journalist, som har et øh altså et indgående kendskab til historien og kilderne, og selvfølgelig er den, der har skrevet det. Altså, og som også har hjælp til, altså coachhjælp til historiens fortælleteknik til virkelig at falde på plads, altså. Sådan at den peaker rigtigt og har en motor i sig, som gør, at man har lyst til at læse videre. Det er det, vi ligesom har satset på, at vi kan tilbyde dem, når de står og siger: Hey, jeg har faktisk de her ideer og den her kilde, som faktisk for første gang gerne vil fortælle, eller hvad det nu er. Så kan vi tilbyde en hjælp med at få historien strikket rigtigt på plads. F: Og sådan en art director det er så ikke en journalist, eller det kan det godt være?

 

 

2  

IP: Det kan det godt være, men jeg vil jo nok sige, at det er en slags øh digital redaktionssekretær. En person med mere end almindelig indsigt i, hvordan en historie gør sig godt på nettet, og hvad det er der af de virkemidler, der skal til, for at vi føler os sådan omfavnet af skærmen, så historien bliver altopslugende for os. Ikke kun i kraft af ordene, men også i kraft af de virkemidler der er. F: Ja, det snakkede vi også lidt om i telefonen, altså ligesom med spil og sådan. At man skulle suges ind i historien. IP: Præcis. S: Hvad kræver det af de journalister, der skal sidde og lave de her historier? IP: Jeg tror, det er enormt krævende, men til gengæld også enormt underholdende for dem. Altså, dem jeg har mødt, der har været med, synes at det er noget af det mest spændende, de har været med til. Det er i hvert fald det, de har sagt til mig. Altså, så det kræver, at man er villig til at gå videre end teksten. Begynde at tænke på det, man sidder med, som sådan en slags dokumentarisk arbejde, en slags øh…ikke webdokumentar, for dem har vi set så mange af, men begynde at tænke på det som en slags tv-dokumentar. Altså: Hvad er det, der skal til, for at folk kan hænge fra første minut til sidste minut? Hvad er det at folk med virkelig lille opmærksomheds øh tærskel på nettet, at de er villige til at kaste ni minutter måske endda 12-15 minutter efter sådan en historie her? For det er jo det, teksten lægger op til, længden af teksten. Det kræver, at de har lyst til at samarbejde og ikke bare ser sig selv som den der ulv, der skal lave altså, som skal historien hjem til deadline og sidder med det hele selv. Men at de har lyst til at åbne op tidligere i processen og har lyst til at inddrage kollegaer og grafikere og redaktionssekretærer og så videre i et samarbejde på tværs. Det tror jeg er det sværeste næsten, for man er så vant til at sidde med tingene helt selv og passe sit eget lille system, og selv køre efter sit eget lille mønster, når man får historien lavet færdig. Det kan man simpelthen ikke her, for så bliver det ikke til noget. Så, så får vi det i hvert fald ikke til at flyve. Og de eksempler vi har haft nu, de har været meget båret af, at vi har faktisk næsten har haft en færdig tekst, som ikke rigtigt kunne ændre sig, som skal publiceres på lørdag, ikke. Øh, men som vi så prøver at gøre noget ved for at få den op at flyve, ikke. Øhm, vi har for eksempel den her fra Moderne Tider fra forleden dag, der hedder ’Jeg drømmer, at jeg dør’… F: Yes. IP: Som jo ikke er en flermediel fortælling, men som alligevel er, hvor vi alligevel har brugt fotograferne på en måde, vi ellers ikke ville have gjort, hvis det kun var til en printhistorie. Jeg kan lige prøve at…(IP finder historien frem på sin computer, red.). F: Så den er et eksempel på de her lidt længere…som I har lavet nu her? IP: Jeg synes ikke, den er et godt eksempel. Ikke på det jeg gerne vil opnå. Men den er et eksempel på, at vi er i gang, ikke. F: Ja IP: En dreng som blev vaccineret mod den her H1N1-influenza og stort set siden har haft det ad helvede til. Øhm… F: Ja, ja, har den været trykt i avisen også? Jeg synes, jeg har… IP: Ja, men jo ikke overhovedet i den her form, altså. Og ikke med så mange fotos og med et så nærværende design, som den her har.

 

 

3  

F: Det ser da ret godt ud, det der. IP: Ja, jeg synes, vi er kommet langt med teknikken. Og det vi så sådan mangler her, det er…( IP finder et foto i historien, der forestiller en familie, der sidder og spiser sammen, red.) Jamen, hvorfor sidder de ikke og spiser her? Hvorfor sidder de ikke bare og spiser? Hvorfor er det ikke en video? Hvorfor er det et foto det her? Hvorfor står den ikke bare og kører lige så stille, mens de spiser? Den kunne bare have stået stille og filmet. Det havde været enormt intenst. Et øjeblik hvor du ikke havde behøvet at tænde for lyden på din computer, ikke havde behøvet at tage høre telefoner på, men du ville bare bemærke: Hov, de sidder sgu da og spiser. Et vindue ind i deres virkelighed som teksten ikke kan give. Ja. F: Hvordan vurderer du, hvornår det er bedst at bruge foto, og hvornår det er bedst at bruge video? IP: Det synes jeg også er svært. Det synes jeg virkelig er svært. Jeg tror, man må se i øjnene, at folk er ikke villige til at sætte lyd på ret tit. Og når de gør det, så skal der virkelig være en belønning for at gøre det. Hvis man gør det, som jeg har været med til at gøre mange gange på Kristeligt Dagblad, eller vi gjorde mange gange på Kristeligt Dagblad, og starte lyden uden folk havde bedt om det, jamen så er der en tendens til, at de skælder lidt ud over det. F: Ja. IP: Hvorfor er det, at det skal vælte ud i det storrumskontor, jeg sidder i, at jeg sidder og læser en historie lige nu, ikke? Men, men, altså, video har jo lidt den samme: Hvorfor er det, at jeg skal starte den her video og høre det, som jeg lige så godt kunne have læst? Altså jeg er ikke sikker på at video i forhold til bare at være en måde at få folk til at fortælle deres historie på er effektivt til det her. Der er teksten langt mere effektiv. Men video som stemning, som farvelægning, som dokumentation på noget, du måske ikke kan…Historiske billeder, eller hvad skete der præcis? Altså, hvordan ser der ud der? Der er det meget effektivt. Men igen nok hele tiden med den der: Det fungerer nok bedre, hvis der ikke er tænkt en hel masse sync ind. Det skal ikke være snak, snak, snak, snak, snak. Ja. F: Lige apropos, nu nævnte du lige Kristeligt Dagblad. Hvordan vil jeres historier adskille sig fra dem på Kristeligt Dagblad? IP: Øhm, det er svært for mig at sige, fordi jeg jo ikke ved, hvor de er på vej hen nu. Men det vi lavede på Kristeligt Dagblad, som jeg ligesom havde ansvaret for at sætte i gang, var egentlig meget det samme, som jeg gør her. Jeg har ikke på den måde skiftet holdning til, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer og hvorfor og så videre. Jeg har nok bare fået et andet blik for, hvad der skal til rent teknisk, at få det til at virke, så man ikke er så sårbar, som vi var der, hvor det hele var lavet i hånden. Altså, det tror jeg, at jeg fortalte dig i telefonen, at vi der havde en håndlavet HTML… F: Ja, jeg har også været inde og tale med Kim. IP: Det er helt fantastisk, hvad han kan. F: Ja, det er meget imponerende. IP: Har du set, hvad de har lavet? F: Ja, ja. Men tidskrævende, ikke? IP: Jo, jo, helt vildt. Altså, jeg vil også sige, at ressourcerne der er jo langt, langt større, end hvad vi har her. Det er virkelig…Det er virkelig en virksomhed med en progressiv og klog holdning til, hvad

 

 

4  

der skal til, når det handler om ressourcer digitalt. Øhm, det man så måske kan ærgre sig over, når man sidder der, det er udbredelsen, ikke. Det er svært at opnå et kæmpe publikum ud fra, hvad kan man sige, det udgangspunkt som journalistikken er nødt til eller skal tage. Øhm… F: Hvad er det for et udgangspunkt, du tænker på? IP: Jamen, selvfølgelig er der historier på Kristeligt Dagblad, som er så almengyldige, at de har ret til og bør have et publikum, som er større end selv de største danske medier. Men virkeligheden er bare rigtig, rigtig tit at ideudviklingen og den daglige journalistiske progression fra dag til dag, den tager udgangspunkt i nogle kilder og nogle historier fra nogle miljøer og nogle områder af Danmark, som, selv om man yder sit bedste, ikke kan nå et større publikum, end dem man allerede har. F: Det er lidt niche. IP: Det bliver niche, og det er også okay. Det er okay at lave nichejournalistik, det er jo det, de tjener pengene på. Det er det, som er virksomhedens øh…Der synes jeg bare, at Information som nicheavis har en større mulighed for at nå bredere ud. F: Helt sikkert. Gør I det egentlig? IP: Vi har et større besøgstal på dagsplan end, altså på dagligt niveau har vi flere i gennemsnit end de har på Kristeligt Dagblad, men de har overgået os på månedlige tal og måske også ugentlige, det ved jeg ikke, men i hvert fald månedlige tal. Så, men vi er nogenlunde lige store. Vi er jo også ret sammenlignelige som aviser både sådan politisk, forstået på den måde at vi har den samme sådan mediepolitiske særstatus og også på den måde, at vi størrelsesmæssigt og forretningsmæssigt minder ret meget om hinanden – vi har kopieret hinanden i årevis øh på kryds og tværs. Men jeg synes jo, de har ressourcer til at lave helt fantastiske ting, som vi også vi kommer til i de kommende år. Jeg ved ikke, hvad de har af planer, men jeg kunne ikke forestille mig andet, end Kim vil fortsætte med at lave de her ting. F: Ja. Nu siger du, I vil lave otte i løbet af 2016. Da vi snakkede sammen i telefonen, der sagde du ti til tolv, men nu bliver det selvfølgelig heller ikke helt start ’16. Er det stadig planen, at det skal være ti til tolv om året? Cirka en om måneden eller lidt mindre? IP: Jeg tror, det vil nok være sådan, at der i virkeligheden vil komme flere, men så vil nogen af dem bare være sådan, ligesom den Sebastian har skrevet her (tekst og foto, red.). Hvor vi måske egentlig ikke rigtig kan kalde det flermedielle fortællinger, men hvor det snarere er en slags veludbygget feature med måske et enkelt lille klip eller sådan noget. Og hvor vi går en lille smule videre, end vi ellers ville have gjort fra print. Men den der virkelig innovative måde at lave en historie på, som Kim for eksempel lavede i den seneste, hvor han får folk til at kommentere på Søren Kams erindringer. Jeg ved ikke, om du så den? F: Jo. IP: Og hvor man i teksten kan følge med gult, de ting der bliver kommenteret på. Det er jo en virkelig innovativ måde øh i, i…at få aktiveret den video man har, og få aktiveret det multimedie man har, få tingene til at hænge sammen. Det der hvor man går videre end bare tekst og billede og tekst og billede og tekst og billede, dem kommer vi nok til at have, skal vi sige otte til ti af i 2016. Øh, det er i hvert fald den ambition, vi er nået frem til, at vi tror på. F: Ja. Da vi snakkede sammen i telefonen, der snakkede du om øh, og det var lidt fortroligt, men at du havde fundet et russisk system.

 

 

5  

IP: Ja, men det er så ikke fortroligt mere. F: Nej, okay. Nå, men det er også meget godt at vide. IP: Men det er ikke noget, vi siger nogen steder, for vi vil gerne have det for os selv, så længe vi kan, for vi synes, det er et fedt værktøj. Det hedder Tilda og er et multimedieredigeringsværktøj, eller jeg ved ikke, hvad man skal kalde det. I virkeligheden er det sådan en slags hjemmesidevæver, hvor du kan bygge sider op, som er de her fuldskærmsfortællinger. Men som også er responsive, så de falder ned i størrelse, når du har brug for det på en mobil, ikke. (http://tilda.cc, red) F: Ja. IP: Eller på tablet. Vi kunne selv have lavet den kode, vi kunne selv have bygget det front end-mæssigt, som det hedder hos os. Hvis vi havde haft flere ressourcer, flere penge, flere programmører, men vi kunne nok aldrig have lavet et værktøj, der kunne gøre, at jeg på en to-tre dage kunne lære en redaktionssekretær – på print – op i at lave de her fortællinger selv. Og det er det, som ligesom er løftet ved det her værktøj. Både det indholdsmæssige løft, men også det promise altså det løfte der ligger i, at vi kan bruge værktøjet fremadrettet. Det har været et kæmpe skridt fremad, synes jeg, i forhold til den virkelighed vi sad i på Kristeligt Dagblad, hvor det var virkelig tungt. Selv hvis vi havde haft rigtig god vilje, havde vi aldrig rigtig kunnet få nogle andre end Kim til at strikke dem sammen. F: Men kan man så stadig lave lige så individuelle fortællinger, som man kunne på Kristeligt Dagblad, eller bliver det mere skabelon-agtigt? IP: Jeg synes egentlig, at det er det samme. Det er sgu egentlig meget op til én selv, hvad man vil, og koden har man fri råderet over, så der er ikke noget, der sådan bor hos dem nødvendigvis. Selvfølgelig betaler vi for at bruge det, men det er jo ikke ret mange penge. Det er ikke dyrt at bruge. Og det er ikke et værktøj, der står alene, der er mange andre værktøjer derude. Blandt andet har Guardian (The Guardian, red.) og en række andre medier tilsammen bygget et værktøj, der kan meget det samme. Det kan du egentlig godt få navnet på, for det er faktisk spændende. Lad mig lige prøve at se om jeg kan finde det. Det sad vi med den anden dag og overvejede, gad vide om det kunne være et alternativ. F: Guardian, er det nogen af dem, du sådan skeler til, hvis du skal kigge... IP: Ja, det tror jeg, man må sige. Det tror jeg, man må sige. F: Er det stadig planen, at det er folk på jeres weekendredaktion og sådan, der skal lave de her historier? IP: Kulturen, Weekend måske også Indland. Det kommer an på, hvad de har. F: Skal det være en særskilt sektion? Når jeg går ind på jeres net, skal jeg så kunne trykke på et eller andet ala Specialhistorierne? IP: Det er det måske i virkeligheden allerede. Hvis du kigger på forsiden, har vi et stykke nede på forsiden, noget der hedder ’Moderne Fortællinger’. Det er det udtryk, vi har valgt at bruge. Det ligger hernede i højre side, laaangt nede fordi vi ikke er helt færdige med det, og det bruges også til mange forskellige ting, til fotografernes årskavalkade og sådan noget. Men her ligger det. (IP viser stedet på sitet, red.). Men det kan bruges til virkeligt mange mærkelige ting. Det her er jo bare en i virkeligheden en slags udvidet billedserie, hvor fotografen siger ”Og nu til billederne”, og så kører de ellers hernedad.

 

 

6  

F: Det ser bare lækkert ud, ikke IP: Jo, det er bare en anden måde at fortælle på. Men altså, der er ikke noget… F: Men det er da rart at se på, synes jeg. IP: Ja, på den måde er det svært at fucke det op for nu at sige det lige ud. Det værktøj her gør, at det bare blive rart at se på. Men der er selvfølgelig en risiko for, at det bliver lidt ens, når vi sidder inde i det og arbejder med det. Men jeg tror nu, at jeg vil sige at den grundlæggende frihed til at lave noget nyt fra gang til gang, den har man. Selvfølgelig bygger det ligesom på sådan nogle byggeklodser, som man sætter ovenpå hindanden. Jeg kan lige vise dig det om lidt. Men det minder sådan lidt om, hvis du sidder med en stor kasse med klodser, sådan Duplo-klodser, så kan du sætte dem ovenpå hinanden i forskellige farver i tusinde millioner forskellige kombinationer, men det er selvfølgelig de samme byggeklodser, du bruger i et eller andet omfang. Og dem har de måske halvtreds eller tres forskellige af. F: Der er alligevel rimelig meget, man kan. Da vi snakkede sammen i telefonen, snakkede vi en del om det der med, at det var godt for avisen marketing-wise, men er der egentlig tal på det? Du sagde det der med at folk kigger længere tid, folk kigger op imod ti minutter på en længere fortælling, men ved man, at der kommer flere læsere til? IP: Jeg ville ønske, jeg kunne komme med et velunderbygget tal her, som siger, at når vi har fået tyve tusinde mennesker i tale og fået dem til at bruge ti minutter i gennemsnit på en eller anden fortælling, så er de langt mere tilbøjelige til at overveje et abonnement eller tryk på fire uger gratis eller være responsive, når vi ringer til dem senere og siger tilfældigt, det ved jeg ikke, men siger ”Kunne du tænke dig at prøve avisen i fire uger?”. Det underbyggede tal har jeg ikke. Men det kommer vi til at få senere. Så kan vi selvfølgelig agere ud fra det; Kan det så betale sig? Jeg vælger sådan lidt ud fra mavefornemmelsen og siger, at når folk bruger lang tid på noget, så er det fordi, det betyder noget for dem. Vi mangler ikke tilbud. Jeg kunne tage min telefon her, og hvis ellers der var batteri for evigt, så kunne jeg også være underholdt for evigt. Jeg behøvede aldrig nogensinde igen, hvis ellers mine forskellige streamingtjenester blev genbetalt og fornyet, så behøvede jeg aldrig nogensinde igen rejse mig op. Jeg kunne bare blive ved med at kigge, der ville være underholdning nok for ever resten af mit liv. Så hvis folk vælger at bruge ti minutter i gennemsnit på en eller anden fortælling eller fem eller fire bare, så må det være fordi de på en eller anden måde synes, at der er en relation under opbygning mellem os og dem. Den relation kan vi gøre forskelligt for at underbygge kommercielt med de her fortællinger. Og det er ikke ved at vise dem bannere, det er ikke ved at afbryde fortællingen med fuldskærmsbannere eller ’Klik her og køb en Toyota’. Det er ved at forklare dem til sidst; Kunne du lide det her, så prøv os, der er mere. Og som sådan fungerer de som marketing, vil jeg påstå. F: Ved du, at de folk som klikker ind og læser det her ikke allerede er abonnenter? IP: Det ville jeg kunne undersøge, ja. Men jeg ved jo lidt om, hvor mange abonnenter vi har, og hvor mange af dem, der er aktive digitalt. Og jeg ved lidt om, hvor meget vi når ud med de her historier i forhold til den mængde potentielle, digitale brugere, vi har betalende i dag. Og de når langt bredere ud. Det er ikke kun vores betalende i forvejen. De når langt, langt bredere ud. Men til gengæld vil der også i fremtiden være mange af dem, som ikke vil være åbne og gratis, men som vil være til betalende. Men det er jo ikke nu. Der står vi ikke nu, men det kommer vi til. F: Så er planen, at de skal være åbne til at starte med og så senere hen…? IP: Ja. Jyllands Posten er jo startet op med deres serielle fortællinger betalt, som minder lidt om, for et par uger siden.

 

 

7  

F: Jeg har godt set det, men jeg har ikke tjekket det så meget ud. IP: Pierre Collignon, som er en af deres chefer, tweetede forleden dag, at nu var det i gang, og nu kom det, og at målet for dem var lige præcis fastholdelse af folk i tid. Og at de havde set det, det tror jeg, han sagde dagen efter på Twitter, at vi kan se det, de bliver faktisk hængende i gennemsnit i lang tid. Og det er jo også det, jeg har set på Kristeligt Dagblad, og det Kim har set. Jamen, hvor fedt er det ikke lige, at vi i årevis har siddet og lavet et website, som jeg har været med til med nyheder og temaer og så videre, hvor vi har været glade, hvis de var der i halvandet minut. At de så pludselig gider bruge lang tid på en historie, rigtig lang tid. Det er en anden valuta, synes jeg at sidde med i hænderne end den anden sådan lidt mere flygtige, hvor folk måske ikke kan huske, hvor de har læst det og bare er skøjtet af sted hen over skærmen. F: Klart. Vi snakkede også lidt om det i telefonen, men jeg kunne godt tænke mig at spørge dig igen, især nu, hvor jeg har diktafonen tændt [latter] og kan få det hele: Hvilke potentialer mener du, at de har , de her historier. Ud over det marketingsmæssige? IP: Jamen skal man være lidt højstemt, så er det jo, hvis det lykkes, en ny genre vi ikke har set før, som kan gøre sig gældende på linje med dokumentargenren på tv for eksempel eller montageformatet på radio. Hvis det lykkes, og hvis det er godt. Hvis det er skidt, så kan det jo slet ikke. Men det kan, hvis det lykkes, blive, tror jeg, en ny generations dokumentariske fortælleform, hvor medierne smelter sammen. Og jeg tror slet ikke, vi er i nærheden af at have lavet det endnu. En af de ting eller et af de elementer der skal til, for at det for eksempel ville tiltale en helt ny generation, det er, at vi i langt højere grad formår at inddrage undervejs i fortællingen. Altså aktivere dig meget mere. Det kunne være for eksempel gennem et spil. Og jeg er virkelig målløs over, at nogle er i stand til at lave spil undervejs i deres fortællinger og få det til at fungere, så man ikke synes, det virker påklistret og mærkeligt, men som en naturlig del af fortællingen. Jeg fandt faktisk en i går, som jeg ikke aner, hvordan er blevet til, men som er sådan noget forskningsformidling fra, så vidt jeg kan se, noget britisk international forskning om virusser. Af alt muligt i hele verden skulle det lige være det. Hvordan spreder virusser sig? Hvordan kan man forske i virussers…i en population, i det her tilfælde aber? Og undervejs bliver man klogere på gennem forskellige grafiske virkemidler, hvordan agerer forskellige virusser i en organisme, når der er mange af dem? For det er jo…man kan godt vælge at fokusere på én, men der er jo altid mange forskellige virusser i en organisme. Og hvis der er flere forskellige organismer, for eksempel en population af aber, så agerer virusserne ikke ens i de enkelte organismer, men der er alligevel nogle sammenhænge, man kan kigge på, og som kan gøre en klogere på, hvordan man så kan udrydde de her virusser, hvis man vil det. Kræver det for eksempel, at der er en bestemt anden virus, for at man kan slippe af med en tredje virus? Sådan nogle ting. Og det lykkes dem næsten - jeg er ikke helt i mål, men det lykkes dem næsten at forklare mig, hvordan de her sammenhænge, de har fundet, er. Og det gør de blandt ved, at de undervejs laver et spil, som gør, at jeg bliver aktiveret og sat ind i en ny virkelighed. Det…Jeg vil gerne sende dig linket. Det er ikke specielt nemt, tror jeg, sådan lige at forstå hvordan…Det minder ikke om noget journalistik, jeg har set før. Men det er på den anden side set heller ikke helt dumt, at vi som journalister skulle være bedre til at aktivere folk, når de sad og læste det her, så de ikke kun har tilbagelænet nu-oplever-jeg-fornemmelsen, men også kan være lidt fremadlænede og gå ind i noget. F: Hvad med sådan noget som diskussionsfora, kommentarspor, alt sådan noget ? IP: Det der digitale forsamlingshus, det har jeg ikke stor fidus til. F: Nej. IP: Jeg synes ikke, at jeg kan være i det. Og jeg har bemærket, at det er der mange mennesker, der virkelig godt kan og virkelig trives og har nemt ved at blomstre i det. Det gør jeg ikke. Og det tror jeg,

 

 

8  

der er mange, der gør. Jeg har på fornemmelsen, at der er 90% af befolkningen, det er måske lidt overdrevet, men så i hvert fald 80%, der lytter mere, end de siger. Og så er der 20 eller i hvert fald 5%, der har en fest. Og som chef for forskellige debatfora de sidste mange år, så vil jeg sige, at jeg har eddermame brugt mange kræfter på, og vi bruger stadig mange kræfter på, at holde folk ude af totterne på hinanden. Og jeg synes, det nærmer sig næsten spild af kræfter efterhånden. Hvad er det, vi som medier skal gøre, der flytter den offentlige debat et nyt sted hen, hvis det alligevel altid ender i hundeslagsmål? Er det så ikke bedre at gøre det under i gåseøjne kontrollerede former, hvor vi selv peger på dem, der får mikrofonen og siger, nu få du lov at sige noget her? Det har jo været vores rolle hidtil. Så er der jo andre medier, der lever af, at alle har mikrofonen, og det gør de jo godt, det må man jo sige. Det er jo ikke fordi, at de gør det dårligt, de gør det tværtimod fantastisk. Det har bare vist sig, at vi som etableret medie måske egentlig ikke nødvendigvis egner os til at have den diskurs. Jeg vil så sige, at alle medier i verden, eller ikke i verden men i hvert fald i Danmark, så er vi så et af dem, der faktisk har et velfungerende community på information.dk. Det skal ikke lyde som selvkritik, for jeg synes faktisk, det fungerer rigtig godt hos os. Men i de her moderne fortællinger der forestiller jeg mig ikke, at man sådan lige undervejs skal i gang med at diskutere med de andre brugere. Vi laver kommentarflow’et nedenunder, ligesom vi har på vores andre historier. Du kan deltage i en debat bagefter, som vi har på alle andre artikler og telegrammer og så videre. Vi vil i nogle tilfælde slå det fra, ved nogle tilfælde have det slået til. Men vi har ikke aktivt sat os ned og sagt at for at lave en moderne fortælling på Information, så skal du også lige ind i en debat. Eller du skal også lige kunne skrive dine kommentarer her. Det ville være fedt, hvis du kunne komme frem i stolen og deltage i et eller andet, gøre et eller andet aktivt, føle at du, at det at du faktisk er foran et tastatur eller en mus eller en trykskærm, at det gør, at du kan påvirke noget eller deltage i noget. Men jeg tror ikke, at det er meningsdebat/udveksling, der skal til. F: At det er det, der er vejen frem, nej. Der er den der med spillet? (F henviser til skærmen foran) IP: Det er den der. Du har sådan en måler herude, der viser, hvor langt du er nået. Du kan starte en lydfortælling hernede, sådan at hvis du ikke gider læse det, ja så kan de fortælle dig det. (IP demonstrerer ved at klikke lyden til). Og de her små grafikker, de viser hele tiden undervejs, hvad det er, de prøver at fortælle. Med lyd og med ikoner og… F: Det ligner sådan noget helt gammeldags it. IP: Det ligner sådan noget Packman eller Space Invadors fra Atari-dagene32, ikke? Men det er det ikke. Det er en måde på skærmen at vise forudsigeligheden i de her mærkelige mønstre, at vise hvordan virusser agerer og spreder sig i organismer. Og der er det altså sådan, at når man når et stykke ned i fortællingen, så siger de pludselig: Så, hvorfor ikke selv prøve? Spil spillet. Og så kan du så selv prøve at se, om du kan forudsige…Jeg begriber ikke hvordan. Jeg har læst det her, men jeg er simpelthen ikke i stand til at forudsige noget som helst. Jeg er for dum til at forstå virus [Latter]. F: Det ser også lidt indviklet ud. IP: Det er pænt indviklet [Latter]. Det er måske faktisk ikke det bedste eksempel på, at det lykkes at involvere mig, fordi det faktisk er for svært. Men det ændrer ikke ved, at det er et fantastisk godt eksempel. USAID, Columbia University og Center for Infection and Immunity har lavet det33. Det er mange mærkelige…Jeg vil faktisk sige, at det er noget af det bedste, jeg har set. Også fordi det er så anderledes og så indlysende rigtigt at tage et virkelig, virkelig kompliceret område og formidle det med ret simple virkemidler på en skærm. Men det har jo ikke noget at gøre med den form for

                                                                                                               32 Atari 2600 var en spilkonsol, som blev brugt i startfirserne, red. 33  Artiklen kan ses her: http://www.letspredictviruses.com/index.html

 

 

9  

reportageagtige, skæbnebåret casejournalistik, som det der også har været brugt til, og som jeg også synes, vi skal lave. Eller nok synes, vi skal lave. F: Er det den slags historier, I skal lave? IP: Jeg tror den slags historier, der kommer til at virke bedst, er den slags, der har et menneskeligt udgangspunkt, altså fortæller en menneskelig historie. En eller anden rejse, et menneskeligt udgangspunkt der flytter sig et andet sted hen på den ene eller den anden måde. Nogen der, altså nogen der, en journalist der tager dig ved hånden og bringer dig sammen med en skæbne eller nogle skæbner eller en fortælling eller en begivenhed, igennem den. Og hvor du føler at du, ligesom hvis du havde læst en novelle eller en lille roman eller sådan, har flyttet dig, har fået indsigt i noget, som er mere, end du ville kunne få indsigt i igennem den almindelige artikel. Og der er flere eksempler på det herhjemme allerede, synes jeg. Med Line Vaabens fortælling, om ham der tager til Schweiz for at begå assisteret selvmord, som det selvfølgelig bedste eksempel. Og det er den, jeg stadig tænker på som det bedste eksempel på noget, der kan pege videre i forhold til andre måder at ligesom give dig som bruger et helt unikt indblik i et menneskes situation. F: Jeg havde tænkt, at hvis hun var her, så kunne jeg måske lige fange hende på vej ud og høre, om hun havde tid en anden dag eller et eller andet. Men det kunne være spændende, ja. I forhold til at lave de her historier, er der noget, der er jo masser af potentialer i det. Man kan, det snakkede vi også lidt om i telefonen, men når man ser folk, når man hører folk, og det kan skabe en dybde, og man kan komme tættere på folk og sådan noget, er der noget, hvor det kan trække noget fra? IP: Ja, det tager jo frygteligt meget tid, så det tager jo tid fra alt mulig andet. Så man må jo gøre op med sig selv som medie, hvor vigtigt er det at have mange opdateringer på sin hjemmeside? Eller er det måske vigtigere, at der er nogle substantielle store, større, nye posts? Ja, nu fører jeg næsten bevis for det, men som fører folk ind i en bedre læseoplevelse. Altså jeg vil ikke være den, der siger, at det her er fremtiden for journalistik, for det er det ikke. Det er en af fremtiderne. Eller det er en af mulighederne for dansk journalistik. Og som sådan glæder jeg mig til at læse rigtig mange af dem her. For jeg tror, der kommer mange af dem. Jeg tror alle medier, om det er Zetland eller JP Premium, eller hvem det er, kommer til at dyrke de her fortællinger og kommer til at lave flere af dem. Jeg synes, det er fedt. Men jeg tror ikke, det bliver det eneste, og det kan ikke stå alene. Du kan ikke som netmedie nøjes med kun at have sådan nogen. Det tror jeg faktisk ikke. Men du kan godt, man kunne måske godt forestille sig at et mindre nichemedie kunne have sådan en ren magasin eller multimedieprofil, som gjorde, at man vidste, at hvis man betalte et eller andet til dem digitalt, så fik man en vis mængde af den her type fortællinger. Lidt ala Press på print i gamle dage eller sådan noget, det kunne jeg da godt forestille mig. Men det er en snæver forretningsmodel, det er det virkelig, hvis man kun forestillede sig det. Indtil videre. F: Sådan, nu, du har jo været med i det her rimeligt længe. Hvilken udvikling synes du, at du har set i det her? I brugen af det flermedielle? IP: Uh ha. Jeg synes jo, der bliver prøvet mange spændende ting af. Jeg føler jo egentlig bare, at det jeg har været med til har været at kopiere andre. Og sige hey, det er fedt, det skal vi også prøve, eller sådan en skal vi også have. Og jeg tror det der for mig kom først var, at nogen begyndte at bruge billeder for alvor og ikke bare som staffage, men virkelig brugte billedet til at fortælle dig den kæmpe historie. Så kom den lange tekst. Det at folk faktisk mente at, jamen hov, det er ikke en sandhed, sådan som jeg måske endda selv har prædiket, at folk kun vil læse kort på nettet. Eller ikke måske, det har jeg prædiket. Hvad jeg ikke har undervist i af det altså, det er virkelig, det har jeg virkelig brugt meget tid på at fortælle folk. For mig var det jo også en personlig oplevelse: Jamen hov, jeg gider faktisk godt at læse langt på nettet. Og jeg ved ikke, hvad det var, der gjorde det. Men det kom ret pludseligt sådan omkring årtiskiftet, sådan ni-ti stykker. Derefter begynder det så at blive noget med at bruge

 

 

10  

video på en ny måde. Altså ikke bare lave video sådan som vi har set tv lave video. Som dødsyge indslag med en speaker, der i et minut og tyve sekunder trækker dig igennem alt det, som du lige så godt kunne have læst. Men bruge video som farvelægning til historien på en helt anden måde. Begynde at bruge video til, og det gør vi faktisk i dag, i dette øjeblik har jeg en dronefotograf på Fanø til vores næste fortælling. Altså bruge video til for eksempel luftfotos af et eller andet. Jeg så en flot en her i efteråret, fra San Fransisco tror jeg, det var om gentrificering af et stort boligområde, hvor folk via Airbnb og de her tjenester jo fuldstændigt forandrer hele sammensætningen af samfundet. Og der flyver de så, jeg kan ikke huske, hvilken avis det er, men de flyver laaaangsomt hen over de her huse som sådan et introbillede. Og det vil vi prøve at kopiere bare med noget helt andet til næste historie, hvor du ligesom kommer flyvende langsomt ind i historien. Og det er da en måde at bruge video på, som ikke er web-tv, som det har været brugt af medier i årevis. Og så er der lyd, som vi får federe og federe redskaber til at inkludere i vores historier. Som vedhæftede podcasts, det kunne være historien fortsatte i en podcast, eller at man så det som en slags intro til en serie. Det kunne jeg også godt tænke mig at se. Altså, at sådan en historie her kunne skyde gang i en podcast-serie, for det er åbenlyst vanskeligt at lave ti af sådan nogen her, men det er måske nemmere at fortsætte i lyd. Men også det at man kan bruge lyd inden i brødteksten og meget diskret i virkeligheden underbygge nogle pointer eller dokumentere nogle ting. Igen vil jeg pege på Kim, som i den sidste han lavede faktisk den der meget personlige historie om sønnens fødsel, dokumenterer, hvordan lyder der på Rigshospitalet. Hvordan lød den gråd, som min søn havde i de første uger? Hvordan lød det, når en hjerte-lungemaskine kørte og så videre. Det er jo op til dig selv, om du vil starte den lyd. Men den ligger som et tilbud undervejs, for at du kan få den der følelse af stoflighed i historien, som det tilfører. Og så er der andre redskaber, som gør, at man kan bruge de her soundclouds meget mere progressivt, end vi har gjort hidtil inde i selv teksten. Altså markere et ord og gøre det klikbart på en helt anden måde, end vi har gjort før, altså til at starte lyd. Du kan selvfølgelig også have lyd som effekt undervejs, som kommer op og forstyrrer dig. Jeg vil ikke sige, det skal være forbudt, men det er problematisk. F: Ja, det kan være ret forstyrrende. IP: Ja, det kan det. Altså især, hvis det er en høj lyd. Hvis du forestiller dig, at du sidder hjemme en aften og læser noget på din store iMac-skærm, og ungerne er gået i seng, og du har fred og ro. At der så pludselig dukker sådan en svag stemning, noget brusen, en eller anden, lyden af et lokale, mens du læser, så er det jo helt enormt effektivt. Sådan grænseoverskridende effektivt. Så det er jo et valg, man må prøve at træffe om, hvordan man vil bruge det. Grafik synes jeg også, vi får bedre og bedre redskaber til. Simpel brug af tabeller og grafer og kurver, det bliver nemmere og nemmere at gøre det hurtigt og effektivt i en avis’ egen grafiske stil. Men det er måske ikke der, at de er mest effektive de her fortællinger. F: Skal de her lyde, videoer altid være et tilbud? Jeg mener, skal man kunne læse historien uden? IP: Ja, for det gør folk. Det er der nogen, der vil gøre. Jeg vil da sige, at man er nok nødt til at hive det udgangspunkt, at teksten skal kunne stå for sig selv. Det tror jeg. Men der er jo eksempler, også med den seneste fra Kristeligt Dagblad med Søren Kam ikke, hvor man kan spørge, om man får noget ud af den historie, hvis man ikke ser de videoklip. Om man rigtigt forstår, hvor den fortælling skal hen, hvis ikke den bliver aktiveret af dig undervejs. Der gik faktisk lidt tid, før jeg forstod, hvad den egentlig skulle. Det er måske for kompliceret. Nej, jeg synes faktisk, det er godt. F: Så får man i hvert fald en anden vinkel på historien, kan man sige. IP. Ja. Der er jo også virkelig, virkelig flotte multimediefortællinger, der gennem grafik eller sådan nogle zooms undervejs bringer dig til en rummelighedsforståelse af, hvor er historien henne. Gennem et kort eller nogle luftfoto, der flytter sig for eksempel. Satellitfoto, der bliver zoomet ind i, mens du scroller ned gennem teksten, som gør, at jamen du kunne godt have læst teksten, men du havde bare

 

 

11  

aldrig forstået, hvor du var. Altså helt på samme måde som man kan, hvis man ser den. Jeg kan godt prøve at vise dig et eksempel. Det er faktisk kun en dummy, det er bare en fyr, som har lavet en slags dummy til, hvordan sådan noget kan se ud. F: Hvorfor tror du, det her bliver så stort lige nu herhjemme? Altså, det har selvfølgelig eksisteret, altså i virkeligheden har det jo eksisteret i rimelig lang tid, men det er ligesom om, at det…I gør mere ud af det nu, Jyllands-Posten gør mere ud af det nu, og nogle af de andre gør også. Hvorfor er det lige nu? IP: Jeg tror, det er fordi, at vi alle sammen står i en fuldstændig identisk situation. Nemlig, at vi har indset, at bannere, forstået som firkantede kasser med budskaber fra annoncører, kan give et bidrag til vores fremtidige, digitale forretning, men heller ikke andet. Altså at hvis vi vil transformere vores forretning til at være mere digital: Vi er nødt til at få folk til at tegne abonnement. Og den eneste måde du kan få folk til at overveje at tegne et abonnement, det er ved at give dem oplevelser, som flytter dem. Giver dem den samme glæde, som de måske i sin tid syntes, en avis gav dem, dengang de holdt det. Det kan også være folk, som vil supplere et avishold. Det skulle ikke lyde, som om det nødvendigvis skulle være gensidigt udelukkende. Men jeg tror, at Jyllands-Posten tænker, at vi har et Premium-abonnement, det er et super fedt abonnement, som giver [telefon ringer]. Jeg bliver nødt til lige at tage den. [Kort telefonsamtale] IP: Det var min dronefotograf fra Fanø [latter]. Nu skal du prøve at se, det er det her, jeg mener med at bruge kort og sådan noget. Hvis nu den her tekst, og det er kun en demotekst, det er kun et eksperiment for at vise, hvad vil det sige at fortælle, et storytelling-eksperiment with canvas. Altså, du fortæller det på et lærred. Lærredet er så et kort. Jeg synes, det er fedt lavet det her, men jeg er jo også altid en sucker for sådan noget teknik, ikke. Men historien går i gang, bla, bla, bla, vi er i Reykjavik. Og så mens du læser videre, så starter rejsen faktisk. Der kommer billeder, altså hvor er det billede taget? Det kan man jo godt skrive i billedteksten, men man kan også lige lave sådan en der, som viser, at jamen det var faktisk lige der til højre for den by. F: Smart. IP: Altså den her måde at koble kortfortællingen med teksten. Altså, selvfølgelig kunne du godt forstå teksten, og selvfølgelig kunne du godt læse teksten. Men man kan diskutere, om ikke pointen her er så sammenvævet, at det er nødvendigt at se begge dele i sammenhæng. Altså, det var det, du sagde: Kan det stå alene? Altså måske, måske kommer vi også derhen på et tidspunkt, hvor det ikke kan. F: Jeg skriver lige ned, hvad den hedder. De historier I laver som flermedielle, skal de også i avisen udelukkende som tekst? IP: Ja, det ville de nok skulle. F: Nu siger du, man har teknikken nu og sådan, men det handler især om at få nye abonnenter til. Lukker avisen her på et eller andet tidspunkt? IP: Ja, det kan godt være. Det tror jeg ikke. F: Altså, jeg mener ikke lukker, men lukker print. Ja, undskyld. IP: Nåh, ikke så langt jeg kan se. Jeg tror ikke, det bliver i min tid, men det kommer jo an på mange ting. Vi er jo ligesom Kristeligt Dagblad ekstremt beskyttede af politikerne, fordi vi får ekstra

 

 

12  

statsstøtte. Vi får ikke bare momsfritagelse på printproduktet, vi har faktisk også en forhøjet mediestøtte, ikke. Fordi vi er de der to lidt specielle, danske aviser, som gør noget helt specielt på det danske marked. Og hvis vi forestiller os, at statsstøtten faldt bort, så ville begge aviser, og formentlig også andre aviser, have meget svært ved at fortsætte. Og jeg tror, at vi ville nok ikke kunne fortsætte uden statsstøtte, ikke i vores nuværende form i hvert fald. Det tror jeg heller ikke, Kristeligt Dagblad ville kunne. Men det er også en lidt mærkelig situation, og det tror jeg sådan set heller ikke kommer til at ske. Det man må se på er, om vi har en forretning, på de vilkår vi nu agerer, der peger den ene vej eller den anden vej. Og den peger heldigvis frem. Det går godt, og det er ikke svært at sælge Information. F: Ja, I er faktisk nogle af de få, det går godt for, ikke? IP: Ja. Kristeligt Dagblad går det jo også godt for. Så man kan jo spørge, hvad er det egentlig statsstøtte gør ved aviser? [Latter]. Det vælger jeg faktisk at mene er et meget godt eksempel på, at statsstøtte kan give en mulighed for at få forretninger til at lykkes. Hvorfor er der så mange aviser i Norge? Ude i alle deres latterlige små fjorde og så videre? Jamen det er selvfølgelig fordi, de har statsstøtten også. Ja, det er så mit synspunkt. Men har vi print her om ti år? Tyve år? Tredive år? Det er sådan et spørgsmål, som mange stiller, men som, når man arbejder her til daglig, på en eller anden måde ikke virker særlig interessant. For selvfølgelig tror vi, at vi har print også om lang tid. Og der er jo ikke nogen af vores printabonnenter, der synes, vi er dårlige. De bliver jo ved med at købe den. Vi kan se, at når vi sælger nye abonnementer, så har vi lettere ved at sælge kombi-abonnementer, altså weekend på print og hverdag digitalt, ikke. Og vi kan også se, at vi kan sælge rene digitale abonnementer, hvad vi jo ikke har gjort før. Og der er det så, jeg siger, at hvis man vil de sidste to ting, så skal man have et eller andet ekstra. Du kan ikke bare om ti år eller om fem år, tre år for den sags skyld komme rendende med din e-avis og sige ”Du kan i øvrigt bladre i avisen her”. Altså, der skal ligesom en lidt større digital oplevelse til, efterhånden som vi bliver bedre, vante digitale forbrugere. En hvilken som helst femtenårig kan nyde en multimediefortælling i Facebook’s instant article, eller hvad de kalder det, som jo er sådan et multimediefortælleformat, på sin mobil. Altså, hvorfor skulle vi ikke også kunne lave dem på Information? Det hører sig til, hvis man vil lave en digital forretning. F: Ja. Der var lige en enkelt ting fra, som vi snakkede om tidligere, hvor jeg lige blev lidt i tvivl: Når journalisten skal lave de her historier, er det så meningen, at journalisten skriver, og der er anden, der filmer og en grafiker, der laver grafik. Eller skal journalisten ligesom kunne flere ting? IP: Jeg tror nok det første. At der vil være nogle flere ressourcer inde over. [Latter] Jeg har haft forskellige forsøg med journalister, der filmede i mine tidligere job rundt omkring, og det er ikke altid lykkedes, vil jeg sige. Jeg har faktisk indtil flere eksempler på, at det absolut ikke er lykkedes. Men det kan også lykkes. Min første kone var videojournalist, altså journalist og videofotograf, så jeg ved jo, at det findes som en vellykket hybrid. Men også chancen for at man skriver verdens bedste, gode, lange, velfortalte fortælling og så også lige undervejs har blik for, hvordan de her videoer bedst muligt komplementerer, det kan nok på et idemæssigt plan fungere. Men i praksis vil det nok typisk ikke være den samme person. Det tror jeg ikke. F: Det er godt at skulle én ting, når man er ude? IP: Ja. Jeg vil sige, det kommer an på personen. F: Nu har jeg simpelthen ikke flere ting at kaste efter dig [Latter]. Er der et eller andet, du tænker, jeg burde have spurgt om, som jeg ikke er kommet ind på?

 

 

13  

IP: Nej. Altså, jeg vil sige, jeg synes jo den største udfordring ,vi har, er, at vi kan lave det her sådan, at det ser fantastisk ud, hvis du sidder med din bærbare. Men jo faktisk virker en lille smule beklemt, når det kommer over på mobilen. F: Men var det ikke det, det nye system kunne? IP: Jo, jo, du kan sagtens importere det, du kan sagtens få det derover. Men jeg er jo nok måske gammeldags, jeg synes jo tingene tager sig bedst ud på en stor skærm. Omvendt må jeg sige, at jeg bruger min mobiltelefon ufatteligt mange timer i døgnet. Og det medieforbrug, vi kan se her, er, at folk rykker til mobil ligesom alle andre steder i et hæsblæsende tempo. Forbruget var her henover jul vist for første gang nogensinde markant større mobilt end på alle andre platforme. Så når vi kommer rendende med sådan nogle flotte fortællinger her inde fra redaktionslokalet, hvor vi har siddet med vores 32 tommer skærme og designet, har vi så tænkt os godt nok om? Det synes jeg måske lidt er en udfordring for den her type. Det er simpelthen vanskeligt at få den til at lykkes rigtig godt på en mobilskærm. Jeg synes, det er der, vi har størst udfordring som branche, det gælder os nødvendigvis, det gælder alle. Hvordan vi får dem fortalt sådan, så de virker ligeså immersive, altså opslugende, begejstrende på en lille skærm som på en stor? Det er ikke sikkert, det overhovedet kan lade sig gøre, men det er da det spørgsmål, man må stille. F: Har du nogen ideer til, hvordan man kunne gøre det? IP: Jeg har set mange eksempler på ting, der lykkes godt. Bare det at man i Facebook, når de har deres historier med mange elementer, eller de medier der leverer til Facebooks format, at du når du sidder med sådan en historiefortælling, når du kommer til et stort billede, jamen så opdager du at telefonens gyroskop, eller det at du kan bevæge din telefon i hånden også betyder, at du kan tilte billedet og nærmest se om hjørner på billedet, ikke. Der er ting til historiefortællingen og til multimediehistoriefortællingen til små skærme, som vi bare kun lige er begyndt at udforske. Altså, hvor man kan bruge telefonens evner til at opsluge dig, men som vi slet ikke helt endnu har opdaget. F: Klart. Hvad egentlig med…Det var fordi, jeg snakkede med Mike Sager, og han sagde, at i USA var det meget en ting med virtual reality? IP: Jamen for eksempel. Jeg glæder mig virkeligt til, at de kommer ned i pris de her headset, og hvad der ellers er. For pt. er de jo for dyre til, at det sådan rigtigt er sjovt. Men prøv at tænk, når vi alle samme siger, jeg ser ikke lige en halv times fjernsyn, jeg tager lige tyve minutter eller en halv time med et headset for at opleve et eller andet. Men pt. er det stadig en lille smule science fiction-agtig for mig og i mit job også en lille smule off topic. Jeg kommer ikke til at sidde her og udvikle et eller andet VR. Det vildeste bliver nok, at vi kan lave en video, der er 360 grader. For det er allerede relativt enkelt at lave. Og YouTube understøtter det, du kan uploade det og så videre, ikke. Det andet her er lidt mere fremtidsmusik. At vi kommer til på et eller andet tidspunkt at kunne være i nye virkeligheder og kunne lave fortællinger, der bringer dig helt andre steder hen. Hvor du går derfra med kvalme, fordi det var hårdt at være en del af, svimmelhed, fordi du bliver svimmel. Eller berørt på en måde, du aldrig har været før. F: Ja. Jeg bor faktisk i kollektiv med en, der har en virksomhed, der laver sådan noget 360 graders video. IP: Jamen det er også fedt. F: Ja, det kan se meget fedt ud.

 

 

14  

IP: Jeg synes, det var genialt. Jeg lavede mit første 360 foto sammen med en dansk fotograf til Kronprins Frederik og Mary’s bryllup, hvor vi var blevet akkrediteret til at være tre steder. Blandt andet i kirken og i Det Kongelige Teater om aftenen til festforestilling og så videre. Han hedder Hans Nyberg, jeg ved ikke, om han stadig laver panoramafotos, det gjorde han dengang i 2004. Sådan nogle fuldskærms-panoramafotos, som dengang var state of the art rent teknologisk. Og som krævede, at du hentede nogle plug ins og den slags, og der var jo ingen, der så det, altså. Det var jo for en lille nicheskare. Men hold kæft, hvor så det godt ud. Og tænk, hvis det havde været video. Hvis du havde kunnet sidde på balkonen, hvor han stod i Det Kongelige Teater den aften, hvor der var festforestilling for de kongelige, og så selv ligesom kigge rundt i lokalet og følge med i en video i et eller andet antal. Google er helt vilde med det i øjeblikket og har sendt deres julekort ud til mediechefer, som er sådan et 360 graders videoprojekt, de har haft kørende, hvor man kan komme i teateret og se Shakespeare eller kan komme i teateret og høre, jeg kan ikke huske, hvad det var, Wagner eller Hendel eller et eller andet, ikke. Så jeg synes, det har noget for sig. Og jeg tror med de fortællinger her, hvis vi skal lykkes med dem på lidt længere sigt, så bliver vi også nødt til at overveje at bryde med 2D i hvert fald. På en eller anden måde gøre det muligt at tilte eller vippe skærmen. Om det så kræver, at man skal have briller på, det håber jeg ikke. På en eller anden måde virker det lidt hæmmende for optagelsen. F: Ja, på en eller anden måde virker det også lidt old school. Eller, nu skal jeg ikke… IP: Ja. Jeg gider ikke se 3D-film i biografen mere, det er simpelthen for træls. F: Det er det, jeg sidder og tænker på. Der går en lige nu, ikke? IP: ’Star Wars’. Ej, det gider jeg ikke. Det er ikke fedt nok. Det er bare irriterende. Det er ligesom at se film i en kikkert. Hvorfor skulle jeg det? [Latter]. F: Godt. Må jeg skrive, hvis jeg kommer i tanke om, at der er et eller andet? IP: Ja, helt sikkert. Det må du. Og så læser din censor og din lærer dit speciale? Og hvad så?

 

 

1  

Bilag 6: Interview med Kim Schou 07.12. 2015 F = forsker IP = Interviewperson F: Ja, jeg var lige inde og snakke lidt med dem om Magasinet. Men de har jo ikke rigtig den samme slags øh flermedielle historier, som I har, kan man sige. [Forinden har IP kommenteret det adgangsmærkat, jeg havde glemt at fjerne fra min trøje]. IP: Næh, gad vide hvorfor [griner]. F: Jamen det var nemlig det, jeg lige skulle snakke lidt med dem om. IP: Ja, hvad sagde de? [griner]. F: Jaahhh [griner]. Jamen altså, jamen det var lidt forskelligt. Altså hmm, men blandt andet sådan noget med flow, at nogen gange var det også meget rart, hvis man bare sådan kunne læse. IP: At det var det samme, ja. Ja, ja, det er også rigtigt. Og så tror jeg også, de tænker meget i mobil. F: Ja, nemlig IP: jeg har været til samtale derinde engang, hvis du ikke siger det nogen steder…haha..men øh…Det er lidt sværere at lave det der til mobil. F: Nemlig, det snakkede de også om. IP: Der er mange begrænsninger på, hvad man kan der. Men man kan stadig lave noget. Så det er også lidt derfor, vi sidder og re-designer i øvrigt, det er for at tænke mobil først. I dag ryger der rigtig meget fra, når man ryger over på mobil. Det går enormt hurtigt. For et par år siden var det måske…for to-tre år siden var det måske femten procent, der så det på mobil, og nu er det i hvert fald halvdelen. Nogen gange mere. Så må man tænke det om. F: Ja, klart. Hvordan når I laver de her specialhistorier, er det så noget, I tænker ind fra starten, eller er det, eller..forstår du…ja? Det virker jo sådan, men…? IP: Det tager jo lidt længere tid at lave dem, så det skal helst være en historie, der er egnet. Det er lidt forskelligt, hvordan vi gør det. F: Hvad er en egnet historie? IP: Jamen, den første vi lavede, den første sådan rigtigt store satsning, eller hvad vi skal kalde det, det var historien om en, der hed Kjeld, som tog til Syrien sludder og vrøvl til Schweiz for at begå selvmord på en klinik. Det kan være du har set den? F: Ja, det har jeg. IP: Og der talte vi om allerede i researchfasen, hvordan vi skulle gå til det. Der var også mange etiske hensyn i den, ikke. Men vi ville gerne gøre noget særligt ud af ham, og hvad var det vi gerne ville, som man ikke bare kunne gøre på papir? Jamen altså, for det første selvfølgelig flere billeder, men også lyd. Vi ville virkelig gerne høre hans stemme og høre ham tale selv.

 

 

2  

F: Hvorfor? IP: Øhm, for at du bedre…Der er bare ting, ord ikke kan beskrive, ikke. Så for at komme tættere på ham, på at forstå ham og skabe noget nærhed, noget nærvær. Så det var den første, vi lavede, og der var det tænkt med helt fra start af. Og øh, og det foregår sådan lavpraktisk med, at så tager journalisten ud og taler med dem der nu skal skrives specialhistorie om, og når de har gjort det og har skrevet artiklen, så tager de ud igen, og så stiller de måske de der fem-ti vigtigste spørgsmål øh, og så optager vi dem. F: Ja, det er det, så det er de samme spørgsmål, ikke? IP: Jo, jo, jo. Men også for journalistens skyld. For hvis du sidder med sådan et rigtig tungt eksistens-interview, så er det ikke godt, hvis journalisten skal sidde og tænke i alt mulig teknisk og optage og alt sådan noget, så det gør vi altid i anden omgang. F: Klart. I må bruge meget lang tid på sådan en produktion? IP: Mindre og mindre tid. Men det kommer helt an på, hvad det er. Det kommer helt an på, hvad det er. Der er nogen, som er nemme at sætte op og så nogen, hvor vi bare lige pludselig finder på, at det burde være en specialhistorie. Men det er umuligt at sige, hvor lang tid det tager at lave sådan en, for det veksler rigtig meget. Det tager jo selvfølgelig lang tid at lave hele koden fra begyndelsen af, men man kan også genbruge mange elementer. F: Ja, for I sidder og koder fra bunden hver gang? IP: Ja, jeg laver det helt basic HTML og CSS. Så det er sådan helt rent. Der er ikke nogen skabelon, men det er også hele ideen med det. Øh, det kan godt være, de begynder at ligne hinanden lidt, men det skal de så forhåbentligt ikke. Altså, fordi…Det dumme ved det er, at det tager længere tid at lave, det rigtig gode ved det er, at du kan bryde alle de rammer, du overhovedet har lyst til. Du kan gøre alt. Alt, hvad man overhovedet kan på en hjemmeside, kan du så gøre i en specialhistorie. Øhm, så derfor gør vi det, selv om det tager måske lidt længere tid. Men vi har stadigvæk heller ikke noget mål om, at vi skal have to om måneden eller sådan noget. Vi laver dem, når historien er egnet til det. Vi laver dem kun, når der er noget særligt at lave. Så en helt almindelig lang artikel ville vi ikke bare lave til specialhistorie, med mindre at den havde noget, gerne noget audiovisuelt, i sig eller… F: Ja, klart. Vil du ikke…Det er måske mig der….Jeg ved ikke, om det måske er mig, der ikke lige er så hurtig, men det der med, hvornår en historie er egnet, vil du ikke lige prøve at forklare mig det igen? IP: Det er lidt svært. F: Han er egnet, og vi vil gerne høre hans stemme og sådan, men det kan ikke bare være en lang historie…Hvornår er der ligesom et eller andet, hvor man tænker: Det her skal vi gøre noget større ud af? IP: Det er flere. Det ene er selvfølgelig, hvis jeg synes, der er en helt særlig historie, som fortjener noget mere udstyr. Altså, at den bare ser ud af noget mere end de andre. Øh, så kunne vi gøre, ligesom man på papir måske kunne vælge at trykke den på noget særligt noget andet papir [IP griner] glitterpapir eller sådan noget, så vælger vi at lave en specialhistorie, ikke. Øhm, men jeg synes så også, at der som minimum skal være noget, noget, noget, der skal være nogle særligt gode

 

 

3  

billeder, men der skal også helst være noget lyd. Men det er ikke et krav, det er der ikke på dem alle sammen overhovedet. Eller, øh, måske – det har vi ikke set så meget af endnu, men det er sådan noget, der helt sikkert kommer, øhm måske at vi prøver nogle nye fortælleformer, som man ikke kan gøre på papir. Altså, hvor du måske er den, der vælger ruten gennem din historie øhm. The Guardian har for nylig lavet en, hvor du følger en syrisk familie og kommer i deres sted, og hvad vil du så gøre? Vil du tage til det land eller det land? Øh, hvad vil du så gøre? Det eller det? F: God ide. IP: Øhm og ja, video kan jo heller ikke gå på papir, så… F: Klart. Når I laver det her design fra bunden hver gang øhm så altså øh, går jeg ud fra…sidder du så og tænker: Den her historie ville være fin med, for eksempel...øh. Noget af det, jeg synes er fedt, når jeg sidder og kigger jeres historier igennem, er jo netop det der med, at designet er forskelligt fra historie til historie. Så kan det lige pludselig være sort baggrund og hvid skrift, eller hvad det nu kan være. Og det virker som om, at det er konceptuelt tænkt ind, at det her design ville være godt til den her historie. IP: Ja, vi tænker en historie ad gangen. F: Ja, klart. Nu siger du, det kan være godt, det der med at høre en stemme eller øhm, sådan, men hvilke potentialer har det ellers, at have de her flere forskellige medier i en historie? Hvad kan det bidrage med? IP: Altså ud over at du får hørt og set måske lidt mere? Mærker personen? Uh, det kommer jo så meget an på, hvad det er, men det må gerne være med til at overraske lidt. Den der du nævner med det sorte, den begynder med sådan et ansigt, der lige bevæger sig en lille smule, sådan lidt Harry Potter-agtigt. Det er en meget, meget lille effekt, men, men øh, det skal forhåbentligt være med til at hive dig endnu mere ind i historien. Det er så den anden…den virkelig oplagte faldgrube, som vi garanteret også er faldet i nogle gange, det er at gå helt amok med båt-båt-lyde og videoer og øh lyde og alt sådan noget. Det vi har fundet ud af er, at det handler om at pille fra, pille fra, pille fra. Så den sidste jeg lavede her, der havde jeg tre lyde, du kunne klikke på, og det var det. Øh fordi det var så min egen historie i øvrigt, men vi skriver jo tit om døden og de store spørgsmål, og der skal det altså bare være fri for forstyrrelser, ikke. Så hvis der er en lyd, så skal det være fordi lyd giver noget, tekst ikke alene ville kunne gøre. Og en video skal heller ikke afbryde. Den skal absolut ikke være mere end 30 sekunder, den skal bare lige give noget, som du ellers ikke kunne have fået. Og med video der er det vigtigt, at det er valgfrit, om læseren vil bruge tid på det eller ej, ligesom en faktaboks eller lignende. Den…Du skal bare kunne hoppe over det, hvis du vil og bruge tid på det, hvis du synes, du kan få noget ud af det. Et andet eksempel kunne være et dagbogsuddrag eller sådan nogle offentlige papirer eller sådan noget, så har vi måske 3-4 sider af sådan et dagbogsuddrag, som du bare lige kan skimme over, eller du kan vælge at klikke på dem, så får du dem blæst op i stor størrelse, så du kan sidde og bedre læse den der håndtekst. Altså, så vi giver læseren bedre mulighed for selv at bestemme. F: Så man kan faktisk godt øh læse historien uden at se videoen fx? IP: Ja, ja, det er du for eksempel tvunget til nogle gange på mobilen, ikke. Hvis du sidder med en dårlig forbindelse eller lignende, ikke. F: Så det tilføjer noget ekstra, men det er ikke nødvendigt for at forstå historien? IP: Nej, det skulle det helst ikke. Ikke, hvis den er skrevet ordentligt. Der er andre eksempler hvor…Vi havde et boguddrag for nylig skrevet af Søren Kam. Der ville det jo ikke, der kunne du

 

 

4  

sagtens bare læse hans boguddrag, men vi var meget, meget tydelige med at sådan overstrege det med en gul farve og så en video, hvor to historikere sidder og, hvad kan man sige, annoterer teksten. Øhm fortalte: Ja, ok, det kan godt være, at han husker det sådan, men i virkeligheden skete der sådan og sådan. Det er jo valgfrit, om man gør det ene eller det andet, men der prøver vi ret tydeligt at få folk til at klikke. F: I er jo dem, der gør mest ud af det her. Her altså herhjemme tænker jeg. Lige umiddelbart i hvert fald. IP: Ja, det tror jeg. Det tror jeg. F: Og jeg tænker, I må jo bruge nogle ressourcer på det her, som de andre vælger ikke at bruge? IP: Det…Ja og nej. Det er jo sjovt, fordi Politiken for eksempel, de har, de har nogle af de bedste journalister, de bedste fotografer, de bedste designere og så videre, men vælger ikke at bruge tid på det. Det ville jeg jo….Det er ret low tech. Det er ikke sådan super…Det er ikke sådan super indviklet, og det er ikke fordi det koster specielt…det er ikke fordi det koster enormt meget mere penge at lave. F: Nej, okay. IP: Ja..Det ved jeg ikke, vi er en medarbejder til at sidde og lave det. Vi er mig til at sidde og lave det, og det er selvfølgelig også…jeg koster selvfølgelig også noget [IP griner]. Og så bliver det jo også tænkt som marketing, som god reklame for avisen. F: Ja, det var mit næste spørgsmål. Hvad betyder for avisen, at I har de her specialhistorier? IP: Det kan jeg ikke….Det ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal svare på. Der skal du næsten spørge nogen oppe i marketing. Du må gerne hive fat i en bagefter, hvis du vil. Hvad de får ud af det, det ved jeg ikke. Andet end selvfølgelig branding. Vi har indtil videre valgt ikke at låse dem, bare altid åben for folk. Men også, hvis man ikke gør det, så bliver de heller ikke delt. Hvis vi siger det her har i hvert fald en flig af marketingformål, så er det det. Men når det er sagt, at vi vælger jo heller ikke nødvendigvis…altså, når vi vælger de historier, det skal være, så vælger vi, går vi også efter noget, der har en bred appel generelt. Vi vil gerne en gang i mellem lave noget andet. Jeg har lavet en om fadervor og sådan noget kernestof, men vi vil helst gerne have noget af det, der er det virkeligt nære, noget af det, du kan identificere dig med. Det som fungerer bedst er, når du har en person, en historie. Typisk når du skriver en artikel, undskyld hvis jeg vader rundt, ikke… F: Nej, nej, det er okay. IP: Typisk når du skriver en artikel som journalist øh om en person, der har et eller andet, så har du personens historie, og så siger du ’og det er i øvrigt ligesom det er for tusinde andre danskere, hvor jada, jada, jada’, du fortæller lidt videre, ’og det skete også for nogle år siden for nogle andre’, og så breder du historien ud på den måde, Når vi laver specialhistorierne, så tager vi alt det der, du ville skrive normalt, og så hiver vi det ud i faktabokse, så du har kun personen hele vejen igennem. Også alt det der fakta, der breder historien op, som gør den større, det hiver du ud. Det betyder ikke, at det ikke er vigtigt. Det er virkelig vigtigt. Hvis vi tager ham Kjeld igen, så kunne man jo have fortalt den på mange måder, men…Det var Line Vaaben, der fortalte den, og hun følger ham simpelthen bare fra start til slut. Hundrede procent fokus på ham. Men de der faktabokse fortæller så rigtig rigtig meget mere om, hvordan danskerne har det med øh, med aktiv dødshjælp, hvordan politikerne har det med det, hvad er historien bag, hvordan gør man faktisk. Alle de der væsentlige fakta piller vi væk, og så fokuserer vi så vidt muligt på det, det er.

 

 

5  

F: Lige i den forbindelse, der tænker jeg også…Det tror jeg også vi snakkede lidt om i telefonen, altså, hvor det er almindelige mennesker, eller hvor det er en nær historie. Man har oplevet noget eller ham her for eksempel. Hvor mange af de andre aviser jo, størstedelen af deres portrætter ville være af kendte personer eller…Hvordan kan det være, at jeres vægtning er sådan? IP: Jamen, for det første er vi jo den avis, vi er, ikke. Etik og eksistens er det, vi sætter fokus på, så vi ville nok ikke lave en med en, der bare havde udgivet en bog eller et eller andet. Så det er selvfølgelig…allerede der har vi truffet et valg, fordi vi er den avis, vi er. Og så fordi, det er mest egnet til de her specialhistorier. Synes jeg i hvert fald. Det er her, vi kan…Altså, jeg er da ligeglad med at høre Kim Larsen stemme en gang til, hvis det var et portræt af ham, den har jeg hørt før. Men jeg vil gerne høre…den her person kender jeg ikke, så nu skal jeg lære den her person at kende, igennem ordene, igennem billederne, igennem lyd og måske video. Så derfor tror jeg, hvis det giver mening. F: Ja, helt sikkert. Vi har snakket lidt om hvilke potentialer, eller hvad der kan være godt ved de her specialhistorier, men er der noget, der måske kan være mindre godt? Eller nogle hindringer, når man skal ud og lave det der? IP: Udfordringer…Altså, der er tekniske udfordringer. Det er grunden til, at jeg sidder lige nu og prøver at lave det hele om. Virkeligheden er jo, at folks vaner ændrer sig fra pc-skærm til mobil og tablet. Og vores historier ser rigtig godt ud, når de er vellykkede, på en pc, de ser ganske udmærkede ud på en mobil, og de ser ikke særlig godt ud på tablet overhovedet. Men det prøver vi så at bevæge os væk fra, fordi folks vaner har ændret sig. En del af det er også, at nu deler folk lige pludselig meget mere over Facebook, hvor før så gik de ind på siden og fandt det. Det gør de også stadig væk, men publikum er bare blevet meget større på vores historier. Der må man bare tænke…så må man tilpasse sig lidt, ikke. Men igen, der er det jo så også en fordel, at vi ikke har lagt os fast på en skabelon – vi kan bare lave den om. F: Hvad med sådan i forhold til journalistens arbejde? Skal journalisten også være bedre til ikke kun at kunne skrive, men også at kunne… IP: Ja. Især fotografen arbejder jeg rigtig tæt sammen med. Der skal tages rigtig mange flere billeder til specialhistorierne, mange flere rigtig gode billeder. Det er rigtig meget foto, det handler om, i hvert fald dem, vi laver, ikke. Så de skal levere noget mere, og de skal tænke på, at det både skal fungere i bredformat på en pc og i højformat på en mobiltelefon. Så man skal tænke i de rammer, du nu har for at dele dit produkt. Journalisten skal så som regel ud en ekstra gang for at optage lyd, hvis vi vælger at have lyd med i den. Og måske skal vi også have optaget video, så jo. Alt afhængig af historien. F: Hvordan nu siger du, at du sidder og er ved at lave det om, så det bliver mere kompatibelt med tablet og mobil. Er der andre ændringer på vej i forhold til specialhistorierne? IP: Vi vil ikke lægge os fast på at lave et særligt antal eller lave dem på en bestemt måde. Det skal altid være historien. Den her med nazisten Søren Kam, det var til den historie, og så skal vi heller ikke se den igen, for så bliver det kedeligt, ikke. Jeg ved ikke, hvad der sker, jeg ved bare, at det bliver historien, der kommer til at styre, hvad der sker. Altså, vi vil gerne lege lidt mere og lave lidt mere animation og sådan nogle ting, men det er tungt, og det er lidt krævende. Og hvis man skal tænke mere og mere på de der dårlige mobilforbindelser, der skal man også være lidt forsigtig. Men man kan meget mere nu, jeg kan også meget mere teknisk. Jeg har bare lært mig selv at kode. Der skal være nye ting, men det skal være unikt for hver historie, og det skal komme an på historien, hvad det skal være for noget.

 

 

6  

F: Når jeg har siddet og kigget jeres produktioner igennem, så er der jo alle mulige forskellige elementer. Men jeg har kun fundet en historie, hvor der var noget interaktivt. IP: Hvad var det for en? F: Ja, det kan jeg faktisk ikke lige huske, men der var sådan en grafik, hvor man kunne… IP: Nåh, det har været Scientology-historien, tror jeg. Det er den, du tænker på. F: Ja, det kan sagtens være. IP: Det er sådan en ordbog, vi lavede med et ansigt. F: Ja, det er det nemlig. Og så kan man trykke på forskellige ting. Hvordan kan det være, der ikke er flere historier, hvor der er sådan interaktive elementer? IP: Dels er der ikke nogen historier, der har kaldt på det endnu. Det er der, og vi har også nogen i støbeskeen, og vi kommer til at lege rigtig meget med det. Det er rigtig sjovt for tekniknørder, men for langt de fleste, vil de bare have historien. Og det går helt tilbage til de tidligste forsøg med at lave noget i den her stil, der var noget der hed…Åh, hvad hed den...’The Lost Girl’?...Det er sådan en gammel New York Times- historie, det er før ’Snowfall’ og alt det der. Hvor de lavede en stor, virkeligt flot, interaktiv videoproduktion. Den var virkelig flot. Den var super, super god. Og så lagde de den også ud som ren tekst. Og det viste sig, at den der var lagt ud som ren tekst, var den flest læste. De fik masser af omtale for den anden, men folk ville hellere læse teksten. Og jeg tror, det er fordi, vi er vant til selv at få lov til at bestemme. Det kan jo så også tale for at gøre det interaktivt. Men det kræver en helt særlig historie. Jeg er meget imod det der med at gøre tingene, bare fordi man kan gøre dem. Det…Jeg ved egentlig heller ikke hvor vellykket den var, den der Scientology. Du hiver jo folk ud af historien, ikke. Du er ved at fortælle en historie om noget, og lige pludselig skal man klikke sig omkring på ti ting, og hvor var jeg lige førhen? Så man skal virkelig passe på med de der båthorn og klokker. Selv om jeg godt kan lide dem selv, men de kræver noget. De skal helst have en grund. F: Du siger det her med, at man skal helst sådan selv kunne vælge. Og så tænker jeg, at i nogle af jeres produktioner skal jeg selv klikke for at starte en lyd eller en video, men i andre der går den ligesom i gang, når jeg scroller ned. IP: Ja. Det er to ting. For det første…Da vi begyndte at lave det, så var det altid med, at lyden begynder, når du er der. Når du scroller ned, så begynder lyden det sted. Det var sådan, vi lavede de tidligste. Den med Kjeld og en del efterfølgende. Men på mobiltelefon og tablet kan du ikke tvinge den. Eller til dels. Du kan godt tvinge den til at starte noget lyd, men det er besværligt. Og det er rigtig irriterende, hvis du sidder i bussen, og lyden går i gang. Der er mange, som ikke kan lide at lyden begynder af sig selv. Har vi fundet ud af senere. Det betyder ikke, at jeg ikke vil gøre det. Jeg har en historie, der kommer snart, hvor jeg absolut vil gøre det der med, at den begynder at spille i starten på de devices, der nu kan klare det. Men jeg har skruet ned for det, fordi jeg tror, mange finder det irriterende eller distraherende. Men jeg vil ikke udelukke det. Laver vi et stort portræt af en, der har et meget berømt citat, så skal vi bare høre det citat med det samme, synes jeg. Det skal bare være meget, meget kort. Og det er allerbedst, hvis læseren også er advaret om, at det kommer. F: Er det noget, I har undersøgt det her?

 

 

7  

IP: Kan lide? Nej, det er mere sådan, hvad folk har skrevet ind og reageret på og sådan. Altså de fleste har været ganske glade for det der også. Det giver også sådan en rigtig oplevelse, at det bare kommer. Men nej, jeg kan ikke komme i tanke om en egentlig undersøgelse af det. F: Hvordan har du oplevet sådan udviklingen over tid i forhold til det her med at bruge flere forskellige medier? IP: På nogen måder er vi jo gået tilbage. Vi havde det der hed Flash engang, hvor folk lavede en masse super ting, men fordi vi bruger de her mindre ting, som selvfølgelig også bliver kraftigere og kraftigere, så er vi gået lidt tilbage til at holde det lidt mere simpelt: Lyd, billede, tekst og video engang i mellem. F: Har det været sådan at…sig til, hvis jeg tager fejl…Men har det været sådan, at man har haft et portræt der er tekst, og så har man fået muligheden for alle de her ekstra medier, og så har man proppet på og proppet på, og nu er man ved at skrælle lidt af igen, så det ligesom bliver…man bruger det, som du siger, det skal have en funktion? IP: Ja, sådan et renere design i dag? Det lyder rigtigt. F: Hvorfor er det nu, det ligesom…? IP: Det har jo været i gang et stykke tid. Det begyndte med den der ’Snowfall’ fra New York Times, som vi aldrig kan lave. For de havde, jeg ved ikke, 40 mand på den i et år, og den har heller ikke tjent sig ind for dem. Folk har vænnet sig til at læse på nettet. Det er en del af det. Folk er også vant til at læse meget, meget langt. Så det er én ting, vores specialhistorier er meget lange. Den der historie med, at folk kun læser kort på nettet, den er i hvert fald fuldstændig modbevist. Og så kan man mere med computeren, og folk er bare mere vant til det hele. Jeg tror, det er meget naturligt. Eller ikke naturligt, men altså logisk. F: Hvad tror du sådan bliver det næste, hvis man nu ser sådan fem-ti år ud i fremtiden? IP: Uha, der er meget. Der kommer jo helt sikkert sådan noget med, at det bliver styret af, hvor du står. Vi har jo mange af de ting nu, men jeg ved ikke, hvor mange af dem, der falder til jorden. Men vi har jo allerede, når du er på museum, så går du rundt, og så begynder lyden, når du er ved den stander og sådan. Sådan noget kunne vi jo også lege med. Det kunne man sagtens lave noget spændende journalistik på. Hvis man rekonstruerer et mord eller sådan noget eller besættelsen. Hvis du går rundt, og så sker der noget, måske på din telefon. Så popper der noget op, så læser du en del. Sådan noget tror jeg. At det er, hvor du er, og hvor du kigger hen. New York Times og andre eksperimenterer meget med virtuel reality for tiden. Jeg tror, det har lidt lange udsigter. For alt, hvor du skal have et eller andet særligt udstyr på til som nogle mærkelige briller eller lignende, det er for de meget få. Men jeg tror, det bevæger sig hen ad, at det bliver mere og mere en del af virkeligheden. Du kender augmented reality måske? Hvor man holder mobiltelefonen op. Det bliver mest brugt i reklame. Jeg tror…Den sidste Spiderman-film havde det der. Så holder du din telefon op, og så ser du det, du ser, lad os sige Rådhuspladsen, men så kravler Spiderman rundt ovenpå Rådhuspladsen. De har også brugt det i Anders And-blade. Og sådan nogle ting kunne jeg godt se. Måske endda at du får papiravisen, og så holder du din telefon henover, og så sker der nogle ting. Jeg ved det ikke, men det lyder sjovt at lege med. F: Nu nævnte du New York Times. Er der nogen I er inspirerede af i forhold til at lave de her ting? IP: Der sker faktisk rigtig mange virkeligt interessante ting i Finland og Norge. Finland og Norge er meget fremme i skoene, men er nede på budgetter, der lidt mere kan minde om vores her i

 

 

8  

Danmark. Scandinavian News Design, hvor jeg også har været en del af juryen engang, uddeler priser til nogle af de bedste, der sådan laver internationalt. Og de har mange af de samme udfordringer som os, med at nu skal man tænke mobil først, men de laver virkelig nogle virkeligt spændende, interaktive ting. Selvfølgelig kigger vi også på New York Times og The Guardian og Washington Post og alle de store. Die Zeit i Tyskland har lavet nogle få, men virkeligt gode. Jeg er ligeglad med, hvor det kommer fra, jeg prøver at orientere mig sådan nogenlunde bredt. Og som regel er det sådan, at jeg bare finder én ting i den, som jeg synes, vi skal gøre og gemmer det. Jeg har en meget, meget lang liste af ’uh, den måde kunne man også vise citater på og uh, på den måde kunne man også en dag…’. Men det kommer alle steder fra. F: Hvordan er du blevet interesseret i det her? IP: Jeg havde siddet på netredaktionen et stykke tid og ville gerne lave mere og mere, men udviklerne havde aldrig tid, for de skulle lave abonnementssystemer og andre ting. Og så er jeg bare begyndt selv at lave det. Det gik hurtigere. Så er det bare gået lidt af sig selv den vej. Jeg har skrevet to artikler det sidste år, men førhen har jeg bare siddet og skrevet artikler ligesom alle andre, skrevet en artikel om dagen. Jeg ved ikke helt, hvordan det skete, men stille og roligt den vej. F: Når jeg sidder og kigger jeres artikler igennem, så er der heller ikke nogen links og sådan noget. Er det for, at man ikke bliver forstyrret? IP: Fuldstændig. Der er heller ingen reklamer af samme årsag. Det var faktisk næsten den første ide med dem, det var at holde det rent: hvidt og tekst og billede og måske lyd. Men holde det så rent som overhovedet muligt, for det skal være hundrede procent din læseoplevelse. Lidt sjovt er det jo at se, at der er rigtig mange medier, der har bevæget sig den vej, siden vi begyndte på det. Information deres helt almindelige artikelvisning er rigtig lækker, meget, meget hvid, The Guardian-agtig og ligner: Der er mindre og mindre forskel fra mobilen til de store (formater, red). F: På mange andre aviser kan man jo sende en mail til den, der har skrevet artiklen, hvis man vil det. Men det kan man ikke hos jer. Man kan ikke sådan trykke på navnet, og så kommer navnet op… IP: Nej, det er da egentlig rigtigt. Det har jeg ikke tænkt over. Det kan man på de almindelige artikler, kan man ikke? Det tror jeg, man kan. Skulle jeg sætte det på? Det har jeg altså ikke tænkt over. F: Så tænkte jeg på, at man kan dele de her specialhistorier, men det er ikke de samme måder hver gang. IP: Hvad har ændret sig? F: Nogen der kan man via Facebook, Twitter, Google, LinkedIn. Men nogen kan man så dele på nogen måder, nogle andre på nogle andre måder. IP: Udover dem? Jeg tror, vi har sådan rimelig meget det samme i bunden. F: Jah, men det har I ikke helt. IP: Nå, der kan man se [latter]. Jamen, det er sådan work in progress, vi er på en avis, ikke. Så man laver en historie, og så nu er den færdig og hov, nu skal vi have nogle af de her deleknapper og så videre, næste. Jeg går ikke tilbage og laver om i dem. Det kunne man jo godt, sige at så redesigner

 

 

9  

vi bagudrettet. Det er selvfølgelig blevet vigtigere og vigtigere og stadig vigtigere med de der deleknapper. Der skal vi også have lavet noget, der er lidt mere lækkert. Og som måske følger dig helt fra begyndelsen af historien. Jeg er bare så forsigtig, jeg vil helst ikke forstyrre læseoplevelsen. Og det har fungeret helt fint først at have dem helt nede i bunden. For man kunne godt have dem i toppen, ligesom BuzzFeed har eller B.T. har sådan tre små knapper i bunden, som jeg også har overvejet, om vi ikke skulle have, så de følger dig hele vejen, for der er jo rigtig mange, der kun læser en lille smule af historien, før de deler den. Men det gør de ikke med vores specialhistorier. Lad os sige, at folk i gennemsnit er 15 sekunder inde på en artikel. Så er de i gennemsnit tre-fire minutter inde på en specialhistorier. Og det er i gennemsnit. Rigtig mange kommer jo ind på [utydelig tale]. En fjerdedel til en tredjedel vender tilbage til dem, læser dem, går ind i dem igen. Og, må man formode, bruger mindre tid på dem, men folk bruger virkelig lang tid på dem. Hvorfor, det er der sikkert rigtig mange gode svar på. F: Jamen, skal vi gå op og kigge på dem? (Nu er vi i redaktionslokalet, på Kim Schous plads, hvor han viser mig sit arbejde med kodningen). IP: For eksempel det at videoen begynder, når du scroller ned, Det er JavaScript. Men ellers HTML, CSS og en lille smule JavaScript. Og jeg er først lige ved at lære det, det bliver sjovt [latter], så kan man lave en masse ting. Det er også det, vi har brugt til at lave det her, hvor at det er bare billede og tekst, men når så den der kommer, så er det et lille script, der bliver afspillet. Her valgte vi så for eksempel, hvis man sammenligner de to, her valgte vi netop ikke at starte videoen automatisk, fordi det skal være valgfrit. Hvor det han siger ham her med den sorte baggrund (’Et liv efter voldsdom nummer 16’, red.), det er meget essentielt, det er meget vigtigt for historien, han gentager ikke, hvad der står i teksten eller lignende. Her får du et boguddrag , og du har så mulighed for at høre, hvad de vil sige. Vi giver dig ikke muligheden i den anden [latter]. Det vil så sige, det gør vi jo så på mobil, for der kan man ikke tvinge den til at starte. F: Hvornår vil du egentlig kalde noget for flermedielt? IP: Når der er flere [latter]. Når der er mere end tekst og billede. Men bare det, at der er billeder er jo også flermedielt. Du kan jo bruge billeder på mange sjove måder. Og måden vi bruger billeder er for eksempel som gif her. Det er jo også bare tre billeder, der skifter, men der er lidt…Det er jo ikke en video, men et slideshow der bare kører af sig selv. Eller at man kan gå ind og læse det i stort format. Normalt når man hører det der multimediefortælling, så tænker man jo…I de værste eksempler jeg har set, har jeg tænkt: Hvorfor lavede de det ikke bare som en video? Så skulle jeg ikke sidde her og klikke videre, jeg ville bare gerne have det som en video. Det er altid historien, det kommer an på. F: Der skal være en grund til at gøre det? IP: Der skal være en meget god grund, synes jeg. Ja. Sådan noget der…Har du set den her? F: Nej. IP: Okay. Den kom lige her i sidste uge. F: Ah ja, det er fordi, det er et par uger siden, jeg har kigget dem igennem. IP: Men der er ikke særlig meget andet end tekst og billeder, tekst og billeder. Det var også lige på grænsen til, om det overhovedet behøvede at være…Men der var…Ja…

 

 

10  

F: Men det ser jo også bare vildt flot ud, ikke. IP: Det er lidt det [latter]. Det er også et argument for at lave dem. Det ser flot ud, når det bliver blæst op i en ordentlig størrelse, og du udnytter hele skærmen. Og der ikke er nogen annoncer, der ikke er nogen forstyrrelser, der ikke er noget som helst. Der er en lille smule multimedielt. Her er heller ikke meget, den var bare sjov at sætte op på den måde, Hvad har vi ellers…Det var nok den der, du snakkede om før. Den her er en af dem, jeg er allermest begejstret for. Der er ingenting. Lige da jeg lavede den første, ’Den hvide mands æresdrab’, da lagde jeg noget lyd ind, lyden af nogle træer og noget musik. Og så blev det bare alt for meget. Vi snakker om en kvinde, der er blevet slået ihjel, og dramatiseringen på det er rigeligt stærk i sig selv. Og så skal vi ikke komme og være platte. Men måden man så kunne løse den, synes jeg, var så at finde alle de her vinterbilleder. Og så en lille bitte…at det du får først er en lille puslespilsbrik. Og du tænker: Hvad er det? Hvorfor er den der? Og så et vinterbillede mere. Og så får du så en brik til: Ah, der er et øje. Ikke? Så du begynder selv…Det er måske en person, vi er ved at samle. Så vi prøver at få dig til at tænke hele vejen igennem, forhåbentlig uden at hive dig for meget ud af historien. Og i øvrigt samme eksempel her at vi ligesom prøver at løfte historien, men ved siden af historien. Det kan man så…Når man så går ned på mobilstørrelse, så falder de der faktabokse ind midt i teksten og afbryder teksten lidt mere sådan…afbryder din læsning. Der arbejder vi lidt på at få nogle bedre måder at gøre det på. F: Hvad kunne det være for eksempel? IP: Jamen det kunne være, at den fik bare lidt mere margen end teksten, at den var lidt smallere end brødteksten ellers. Du kender det jo nok fra annoncer. Men så stadig uden at billederne går i fuld bredde. Når vi går i gang med et nyt afsnit, et nyt kapitel af historien…Vi bruger faktisk tit de der billeder til at sige ’okay’. Når der er en cliffhanger. Vi prøver altid at slutte på en cliffhanger, og så kommer der et stort, bredt billede, der fylder det hele nedenunder. Det er næsten altid sådan, at vi starter med for mange billeder, og så hiver jeg væk og hiver væk og hiver væk. De fleste af dem her, når jeg kigger på dem i dag, så tænker jeg [latter], at det kunne vi godt have gjort bedre jo. Sådan skal det jo være. Den her blev også rigtig godt, ikke [latter]. Altså skrevet. Teksten er virkelig godt skrevet af [utydelig tale]. Den kunne have været lidt mere fuldendt ved at… Det er historien, den der med manden, der bliver anklaget for pædofili…At der ligesom er to typer billeder i den. Vi har helt almindelige ham ude at gå og sådan noget ude i skoven, men så har vi også de her stemningsbilleder fra byen og sådan noget. Og jeg tror, at hvis det havde været nu, så havde jeg valgt en af de dele. Enten sådan klassisk foto eller alle sammen fra byen. Prøve at holde den endnu mere ren. F: Er det jeres egne folk, der sidder og skriver det her altid? IP: Ja, altid. Også fordi vi er nødt til at have et meget, meget tæt samarbejde mellem fotograf, journalist og mig og en redaktør. To redaktører nogle gange. Men jeg tror at nogle af grundene til, at vi kan lave dem er, at vi ikke er flere, at avisen ikke er større. Og at vi ved, hvem hinanden er. Alle kan komme med en ide. Det tror jeg faktisk er en stor fordel. Og vi er alligevel store nok til at kunne lave dem. F: Ja, det er klart, det er klart. For jeg sad lige og tænkte lidt på, om det måske ville være en mulighed for mig at lave en historie herinde? IP: Det ved jeg ikke noget om [latter]. Det…det…det, så går det igennem redaktører og så videre. Hvis du har en god historie, der er egnet til Kristeligt Dagblad og sådan. Men det vil kræve mere af dig, end man normalt får penge for, vil jeg sige [latter].

 

 

11  

F: Det er jo mit speciale, så det ville jeg sagtens kunne gøre i den her forbindelse, ikke. IP: Men så skal du nok…Hvad er det for et emne, du vil skrive om? F: Det har jeg ikke lagt mig helt fast på endnu. Det kommer lidt an på…For eksempel, hvis det var noget, jeg skulle lave i samarbejde med jer, så ville det nok også komme lidt an på, hvad I sådan…Så ville det ligesom være noget, der passede til jeres, kan man sige. IP: Ja. Men du skal nok begynde med at så henvende dig til enten Stine Andreasen, som er netredaktør eller Karen Dahl Hansen, som er Liv og Sjæl-redaktør, den sektion der vi har med lidt længere artikler. Jeg går ud fra, at den skal være lang? F: Jo. Ja IP: Det her er i øvrigt en af vores mest populære. Det var den…Det er brevet…Det kom sig egentlig af…Det var sådan en virkelig hurtig ting. Den har ikke taget særlig lang tid at lave, men den har bare virkelig bredt sig. Som jo hverken har, den har jo ikke noget [utydelig tale], men det er bare håndskrevne noter. Og det kom sig af, at journalisten havde skrevet historien som et brev. Og det var der nogen, som syntes, ej kan man det og så videre. Kan man skrive på vegne af en anden et brev? Men hvor jeg så, okay, hvis du gør det. Hvis vi vedtager, at du gør det, så lad os da gå all the way og så virkelig gøre det som et brev. Og så blev det et brev. F: Ja, det er vel en historie, hun har fået fortalt og så har… IP: Mmm. Det var jo lige her, vi gik fra den gamle opsætning til den nye. Hov, billedet ryster ikke. F: Skal det det? IP: Ja. Vi har lige flyttet det hele over i et andet system. Det var faktisk meningen, at den der skulle stå og vibrere. Det skal jeg lige, det skal jeg have ordnet. Ej, hvor irriterende [latter]. F: Det er det her, du sidder og laver hele tiden, eller har du andre opgaver også? IP: Jeg laver også andre opgaver. Jeg laver grafik og sidder og sætter ting op i vores almindelige artikelskabeloner, hvis det skal sættes sådan lidt ekstra pænt op. Og jeg kan også lave video og lyd og alt mulig andet. Jeg kan også skrive, hvis det skulle være [latter]. Nå, så den var gået lidt i stykker. Der er nogen af de her historier - jeg tror, jeg bliver nødt til lige at gå dem alle sammen igennem igen - som er gået lidt i stykker efter, at vi har ført dem over i et nyt system. Det er jo et ekstra lag i vedligeholdelse, man har ved at lave dem her. F: Ja. Hvor ofte tror du sådan at I, selv om du siger, I har ikke noget med, hvor tit I skal komme med en, hvad laver I sådan i løbet af et år mon? IP: I år har vi ikke lavet så mange, fordi jeg hr været på barsel og haft mit barn sygt i et halvt år. Så jeg har været væk i et halvt år. Så vi har lavet syv, men ellers tror jeg…vi vil da gerne lave i hvert fald dobbelt så mange næste år. Men nu må vi se. F: Så en om måneden plus? IP: Plus lidt mere. Sådan skal det helst være. Men hellere en om måneden eller en hver anden måned, hvis vi kan lave noget rigtig godt. F: Ja, klart.

 

 

12  

IP: Så. Ja. Det ligner jo lidt hinanden meget af det. F: Jeg har ikke lige umiddelbart mere, men er der et eller andet, du tænker…? IP: Nej. Men ellers du er velkommen til at skrive, hvis det er.

 

   

1  

Bilag 7: Interview med Line Vaaben 13. 03. 2016 F = Forsker IP = Interviewperson IP: Vi har fået et meget godt program, som gør, at nu er vi ligesom kommet i gang med de her flermedielle ting. Og vi har haft hvad…jeg tror måske, der er lavet fire-fem stykker eller sådan noget på nuværende tidspunkt. Det er selvfølgelig meget inden for nichen. Der er lavet noget om wildering i natur, og der er noget om vacciner, sådan inden for vores nicher, ikke. Og det er også meningen, at jeg skal lave nogle. Og jeg vil rigtig gerne lave mange af dem her, for de ligger rigtig godt til det, jeg laver. Men lige nu er jeg i gang med en historie, der er rigtig omfattende, og det har taget mig rigtig, rigtig lang tid at lave, og al min energi er gået ind i den. Så derfor så er jeg ikke så produktiv på longreads, fordi det er et ret stort projekt. Så jeg kommer med noget her i maj igen, som også er sådan meget menneske-, portrætorienteret, og som også er en flermediel historie. Og den kan jeg godt fortælle dig lidt om, hvis du synes, det er spændende, for den er faktisk in the making. F: Meget gerne. IP: Men det var bare for at sige, at jeg har ikke lavet så meget her. Men på Kristeligt Dagblad var jeg ligesom med til at starte det op derovre. Og jeg synes, det egner sig rigtig, rigtig godt lige præcis det her eller måden at lave flermedielle fortællinger på, og der egner det, jeg laver, sig rigtig godt til det. Altså menneskebårne historier, hvor du er tæt på mennesker, og hvor du kan… [Her bliver vi afbrudt af larmen fra en køkkenmaskine, idet vi er startet ud i kantinen] IP: Okay, det kan godt være, vi skal finde et andet sted at være? [Vi rykker ind i et mødelokale] IP: Nå, men i virkeligheden havde du jo nok også nogle spørgsmål. Nu begyndte jeg bare… F: Ja, men det er jo bare for en vejlednings skyld, eller hvad man skal sige. IP: Nej, jeg synes det egner sig rigtig godt til det. Altså, mange af de ting jeg laver er meget billedorienterede. Det er mennesker, det handler om, det er miljøer, det handler om, og jeg kan enormt godt lide at arbejde tæt sammen med fotografer. Og fotografer elsker at være ude i virkeligheden, og jeg elsker at være ude i virkeligheden. Og det der er så fedt ved at lave flermedielle fortællinger er, at der bliver mere plads til det visuelle. Typisk i en printavis, altså når vi laver de store covers, så kan der være plads til tre billeder eller sådan noget, når det går højt. Med mindre vi laver deciderede billedreportager, hvor jeg så virkelig skruer min tekst ned i en lille prinsessesko, så der er plads til billederne, ikke. Og det synes jeg nogle gange er ærgerligt. Og det er det, man kan med det flermedielle. Så bliver der pludselig plads til meget mere af det visuelle. Plus at man kan også lave lyd, plus man kan lave levende billeder. Man kan også nogle gange gøre det, som jeg synes er fedt. Man kan, når man gå ind i teksten, så kan man ligesom være indeni personerne. Selvfølgelig med nogle faktaafsnit og så videre og så videre, men man kan også lægge en masse af det ud i nogle bevægelige grafer eller andre måder at visualisere alt det kedelige på. Eller et kort, eller…Man kan gøre enormt meget af det, som kan virke enormt tungt på print, og som kan forstyrre enormt meget i ens tekst i virkeligheden også nogle gange. Så det kan jeg ret godt lide. Og derfor egner de ting jeg laver sig rigtig godt til det. Så jeg glæder mig videre meget over, at vi har fået det her Tilda og skal i gang med at give den fuld skrue med det. Det har jeg gået og ventet på i to år, så jeg synes, det er virkelig fedt.

 

   

2  

F: Jeg skal lige…Du skriver primært for Moderne Tider, ikke? IP: Jeg skriver kun for Moderne Tider. Jeg er ansat på Moderne Tider, og vi laver jo meget andet end features. Vi laver også faste elementer og interview, satire…og vi laver alt mulig forskelligt. I den her uge skal jeg lave vores satireelement, så det er bestemt ikke sådan, at man bare sidder med de store projekter og de lange tekster og sådan noget. Vi laver rigtig mange af de små formater, vi har. Vi har fem formater, som hele tiden går på skift, som skal være aktive i avisen, så ja. Men jeg er kun på Moderne Tider. F: Fedt, hva? IP: Ja [latter]. Det er fantastisk. Jeg har ikke noget at klage over. Selv om jeg var også glad for at være på Kristeligt Dagblad. Der fik jeg jo også lov til at lave de store formater, selv om jeg formelt set faktisk var nyhedsjournalist der med et stofområde, så var de enormt gode til at sige, du kan jo også lave, og du kan også…Så jeg synes egentlig, jeg var meget frit stillet. Jeg havde bare et stofområde, og jeg skulle bare også lave nyheder, så. Og det skal jeg ikke her, og det er fantastisk. F: Klart. Hvordan gør du sådan helt lavpraktisk, når du skal i gang med at lave et portræt? IP: Et portræt? Tænker du nu i forhold til, når det skal være flermedielt, eller tænker du heeeelt konkret? F: Jeg tænker faktisk helt konkret. IP: Ja. Altså… F: Det kunne være meget interessant lige at høre. IP: Ja. Når du siger portræt, så mener du de her fortællinger om et menneske, ikke? F: Jo. En fortælling om et menneske. IP: Godt. Det er bare fordi, et portræt for mig er lidt noget andet. Det er mere sådan noget med at tale rundt om en eller anden kendt person. F: Helt sikkert. Det kan jeg måske lige… IP: Det har jeg også lavet, men ikke flermedielt. F: Ja. Det jeg skriver speciale om, er de her menneskefortællinger eller portrætter i en lidt bredere forstand, så det både er ja altså de kendte, men det er også din ’Enkeltbillet til Zürich’ for eksempel. IP: Jeg forstår. Jamen, hvad gør jeg rent lavpraktisk? Ja, altså…Jeg vil sige, en af de ting jeg gør meget er, at jeg prøver at være ret meget sammen med den person, jeg skal lave noget med. Rigtig gerne over tid med tid imellem. Forskellige steder, lokationer eller tidspunkter, hvor den person laver et eller andet, som kunne være interessant for mig. Altså, selvfølgelig interviewer jeg dem også derhjemme, men jeg vil også rigtig gerne ud og ro i kajak med dem, hvis de gør det eller gå til frisøren med dem, hvis de skal det. Så det er jo egentlig sådan helt almindelig, klassisk reportagejournalistik. Forsøg på at komme tæt på et menneske og gerne hen over et par aftaler. Jeg vil altid, hvis jeg kan, hvis det ikke er noget, jeg skal skynde mig med, så…Eller rigtig mange af mine projekter, og det gælder også nogle af dem på Kristeligt Dagblad, som er flermedielle, det var

 

   

3  

nogen, hvor jeg ligesom bare satte det i gang, og så havde jeg ikke rigtig nogen slutdato på, hvornår det skulle være færdigt. Andet end med Kjeld var det selvfølgelig i forhold til, at han skulle dø. Men det var jo stadig noget med at se de her mennesker med en måneds tid imellem. Og snakke lidt i telefon med dem og sådan noget. Så hvis jeg har muligheden for det så i stedet for at være sammen med dem fire dage hen over uge syv, så vil jeg hellere være sammen med dem i fire dage hen over februar, marts, april. F: Okay. IP: Ja. Og det har noget at gøre med, at dels så kan man være der på forskellige tidspunkter i deres liv, hvor der rent faktisk sker noget. Eller ikke sker noget eller sker noget, men der kan ske en udvikling med dem hen over tid. Det har også noget at gøre med tillidsopbygning. Hvis du skal komme meget tæt på et menneske og skal lave sådan en eller anden form for tillidskontrakt, så betyder tid utrolig meget. Og det er ikke nødvendigvis sådan, at du skal være sammen med dem i 48 timer. Det har bare noget at gøre med, at du…Der sker noget i løbet af de tre uger, hvor I ikke ses. Der sker noget inden i de mennesker. Og så ses i igen, og så er det ligesom om, at Gud, nu har vi jo kendt hinanden i lang tid, selv om vi faktisk måske kun har set hinanden to gange. Så et eller andet sted så er det sådan en tillidsopbygning hen over tid, når man ser folk på den måde. Så det gør jeg, Hvad gør jeg ellers? F: Det er jo en virkelig grundig måde. Eller det er en god ide, tænker jeg. For det klassiske er jo måske det der med at man mødes, så mødes man måske en to-tre gange over en uge og så… IP: Ja. Men det er jo kun fordi, jeg er det sted, hvor jeg er, kan man sige, på Moderne Tider, hvor man måske ikke har travlt med det. Men det man ikke skal tage fejl af er, at jeg har måske på nuværende tidspunkt gang i fem af sådan nogle historier. Det vil sige altså at jeg, hvad skal man sige, jeg laver det samme, jeg spreder det bare lidt ud, eller hvordan man nu skal prøve at sige det. Men jo altså, det er helt klart det, jeg tror er vigtigst, det er det her med at have god tid og tid til at opbygge en tillidsrelation. Så er jeg jo meget med mine kilder, at jeg siger til dem, at jeg går ikke ud og altid ved, hvad min historie skal handle om. Jeg ved, jeg har en fornemmelse af, at her er en spændende historie. Men jeg finder som regel først ud af undervejs, eller når jeg skal til at skrive eller deromkring, eller i hvert fald ikke fra starten af, hvad den her historie handler om. Og det er fordi, jeg arbejder ud fra sådan en måde at arbejde på, hvor jeg siger, den her historie handler måske om noget andet, end det den handler om på overfladen. Altså for eksempel handler historien om Kjeld jo om aktiv dødshjælp, og det var en serie, der handlede om dødshjælp og på sytten artikler med en hel masse og Holland og Danmark og bum bum og en masse eksperter og sådan. Og så var der den her historie om Kjeld, som var en af fire store personhistorier, vi lavede om det her. Han var bare den sidste. Men den historie handler jo ikke om aktiv dødshjælp, den handler om ensomhed. Og for mig…Der står ikke ensom nogen steder i artiklen, men det var bare noget, der først kom til mig hen ad vejen. Så det man kan sige er, at jeg kan godt se, at her er en spændende historie. Man skal jo være idiot for ikke at kunne se, at det er en spændende historie at følge en mand, der skal dø. Men det er ligesom om, at nogen gange handler historien i virkeligheden om noget andet. Og det var også tilfældet med en anden historie, jeg lavede. Med Vincent, som jeg ikke ved, om du har set, men som er sådan en… F: Det er ham, der flyver? IP: Ja, ham der flyver. Som er en ret fantastisk mand. Men ham tog jeg ud til, fordi jeg tænkte ej, hvor er det spændende med sådan en gammel mand, der springer i faldskærm og flyver og sådan noget. Og jeg havde, det er sådan, det er en eksistentiel historie, ældre mennesker og oppe i luften og sådan noget. Og problemet var bare, at han kunne overhovedet ikke tale om det. Han kunne ikke, han kunne ikke, han var ikke særlig god til at beskrive, hvad det var, han var drevet af i

 

   

4  

forhold til det, han lavede. Han var ikke særlig god til at beskrive, hvad det gjorde ved ham, når han sprang ud, og hvad der så skete. Altså selv om jeg interviewede ham flere gange. Og da jeg var ude ved ham anden gang og kom hjem, så var jeg sådan helt frustreret. For jeg var bare sådan: Han taler hele tiden om sin døde kone. Og jeg var sådan lidt, jamen er det fordi, det er mig, der altid skal tale om døden? Jeg er meget optaget af døden, men…Er det derfor? Og så ham Kim, der ligesom havde sat historien sammen, han var bare sådan jamen, det er jo en kærlighedshistorie. Det er jo i virkeligheden hende, det handler om. Og så var jeg sådan nå ja, men for helvede det er jo det. Så gik jeg faktisk tilbage til ham, og så sagde jeg prøv at høre her, det her er selvfølgelig også en historie om dig, og det du har lavet og alle dine helikoptere og sådan noget. Men jeg synes, det lyder som om, at historien om dit liv i virkeligheden handler enormt meget om den kvinde, der ligesom har kunnet gøre, at det her overhovedet kunne lade sig gøre. Og så var han bare sådan ja [’ja’ siges med en lys stemme og trækkes ud, så det lyder som en meget gammel mand, der taler]. Og så var det i virkeligheden en historie om noget andet, selv om det stadig handler om ham og alle hans flyvemaskiner, så handler det også meget om deres forhold, og det at hun er død og sådan noget. Så nogen gange så ved man ikke altid, hvor historien er. Så derfor når du siger, hvordan jeg forbereder mig, så forbereder jeg mig nok i virkeligheden ved at være meget åben, når jeg kommer ud. Og det har i hvert fald lært mig, at når man kommer ud og skal lave de her historier, så ved man aldrig helt, hvad det er for en historie. Og den historie jeg sidder og laver nu handler om – og det er virkelig tys tys, ikke, det er et ret stort projekt. F: Jo. IP: Ja. Den handler om fædre, der slår deres børn ihjel. Og det er en historie om en kvinde, hvis eksmand slog deres to børn ihjel for fire og et halvt år siden. F: I Danmark eller…? IP: Ja, ja i Danmark. Eller det vil sige, han slog dem faktisk ihjel i Tyskland, men altså de er danskere. Og hende har jeg interviewet rigtig mange gange siden juni sidste år. Det vil sige, du ved ikke, det er et meget langt forløb. Og da jeg var færdig med det og skulle til at skrive det eller var sådan nået sådan, at jeg tænkte, at nu var jeg ved at have materiale nok til at lave sådan en multi. Og fotografen havde været, og vi havde filmet, og vi havde gjort alle mulige ting og lyd, og jeg ved ikke hvad. Så sagde min redaktør, vi bliver nødt til også at høre om manden, eller han skal også have lov. Og så var jeg bare sådan lidt, jeg ved, han kommer til at afvise, jeg har talt med hans forsvarer og så videre. Men hun var bare sådan, det bliver vi bare nødt til af etiske årsager. Vi bliver nødt til at kunne skrive nede i bunden, at vi har forsøgt og så videre. Og så skrev jeg til ham. På det tidspunkt var han fængslet i Tyskland, nu er han faktisk blevet overført til et dansk fængsel. Men jeg skrev til ham og spurgte, om han ville tale med mig og sådan noget. Og så hørte jeg ingenting. Og så ringede hans mor og sagde, at han havde afvist al presse, han ville ikke tale med mig. Og så forklarede jeg ligesom, hvad det var, jeg sad og arbejdede med, og hvem jeg var og blablabla. Fordi hun spurgte, hvorfor vil du egentlig tale med ham? Så forklarede jeg alle de her ting og spurgte, om hun ville tale med mig. Og hun var sådan nej, det går ikke, vi har ligesom lovet Tue, at vi ikke ville tale med nogen også, når nu han ikke vil. Og jeg var sådan, det er helt okay, det er helt cool, og det er fint nok. Jeg skulle bare være helt sikker på af etiske årsager og sådan noget. Så gik der en uge, så ringede hun og sagde, at han gerne ville tale med mig alligevel. Så var det jo, lige pludselig måtte jeg [utydelig tale, men noget i stil med ’udsætte’] den historie og så, du ved, vente på at jeg kunne komme ind i fængslet og tale med ham og så videre. F: Men spændende altså. IP: Ja, det er super spændende. Men det var bare for at sige, at den historie, jeg troede, den kom til at handle om mænd, der slår deres børn ihjel og hende, der fortalte om, hvordan det var at miste et barn. I virkeligheden da jeg kom op til hende, det var faktisk det, jeg ville sige, så ville hun faktisk

 

   

5  

gerne fortælle en anden historie. Ikke en helt anden historie heldigvis, men en anden historie som handlede om, hvordan man overlever. Hun synes, det handlede om hendes…hvorfor hun overhovedet stadig stod på benene. Det var det, hun syntes var spændende. Hvordan hun ligesom havde valgt, at hun stadig ville leve i stedet for at dø, da de der børn døde, ikke. Og det er meget fascinerende faktisk, og hun er virkelig god til at fortælle om det, så den historie kommer også til at handle rigtig meget om det. Og det var ikke den historie, jeg tog op for at lave. Det var en helt anden historie. Jeg havde tænkt, at hun skulle være case i sådan et stort apparatus af ekspertviden og tal fra hele verden, som jeg har samlet op, og som aldrig nogensinde har været beskrevet i Danmark, men som er virkeligt spændende. Men jeg kunne bare se, nej det er hendes historie, der er spændende. Hun skal ikke bare være sådan en lille case, der løber hen ad. Det skal være deres historie alene. Så nu har jeg rykket fuldstændig rundt på det og lavet en serie, der kommer flere artikler bagved og blablabla, og pludselig kom han så ind fra højre. Jeg tror, noget af det der i hvert fald er vigtigst, når man laver de her ting, er, at man er ekstremt åben overfor, at det kan være en anden historie, end den man tror det er, når man kommer ud. Man skal have god tid, også til at lytte til hvad er det egentlig, den her historie handler om. Det ved jeg ikke, om det giver nogen mening for dig overhovedet? F: Det giver da rigtig god mening. IP: Men det er i hvert fald, tror jeg, det vigtigste. Nå jo, og så så laver jeg jo aftaler med mine kilder. Fuldstændig på deres præmisser. Jeg har næsten lige diskuteret det med nogle unge fyre herinde, som var ved at lande en aftale med en case, hvor de var sådan, ja vi ved ikke, hvordan vi ligesom skal få det drejet sådan, at han siger ja til det, men at vi ikke kommer i klemme bagefter, fordi han så kan trække noget tilbage. Og jeg var bare sådan lidt I don’t get it. Jeg siger altid til folk: Det er din historie, du har fuldstændig hånds- og halsret over den, jeg trykker ikke noget, uden at du har læst det igennem og godkendt det. Det er ikke i min interesse at trykke noget, som folk bagefter fortryder eller er kede af eller synes er forkert. Jamen skal de så læse det hele, også det hvor de andre siger noget? Og jeg er bare sådan, ja, de skal læse det hele. Og det er den aftale, jeg laver. Dels fordi jeg gerne vil have mine kilders tillid, for så sidder de ikke og tænker åh, tænk nu hvis hun skriver det og sådan noget. Men det er også fordi, at så når jeg selv sidder og skriver mit værk eller min artikel, så skal jeg ikke sidde og tænke åh, vil hun mon have det med, eller ville det her være at udstille ham eller et eller andet. Jeg skriver det sådan, som jeg synes, det skal skrives. Så sender jeg det til folk. Eller tager ud til dem med det. Så læser de det, og hvis der så er noget, så må vi arbejde sammen om det der. Så det er også meget sådan en meget vigtig ting for mig i forarbejdet, at det siger jeg, at det har de altid ret til. Og det er da klart, der kan da være nogle gange, hvor jeg skal forhandle med folk hen imod slutningen og hvad med det og trække noget lidt tilbage og sådan noget, men som regel synes jeg faktisk ikke, der er problemer med folk omkring det. F: Nej, okay. For jeg tænker, det er jo tit nogle meget sådan følsomme historier, så man kunne jo godt tænke, at folk kunne sidde og sige nej, det vil jeg faktisk ikke. Men sådan er det ikke? IP: Nej, sådan er det ikke. Altså, jeg oplevede, men det er mange år siden nu, det er måske ti år siden. Ja, det er det jo, for jeg var gravid med min datter, og hun er lige fyldt femten. For over ti år siden lavede jeg en historie på Berlingeren, hvor mig og en fotograf fulgte en fange på vej ud af fængslet. Og vi havde tænkt os, det er igen, hvordan en historie ændrer sig, vi havde tænkt, vi skulle besøge ham i fængslet, vi skulle følge ham, den dag han kom ud, og så skulle vi ligesom følge ham igen tre måneder efter. Og så skulle vi ligesom lave en historie i tre kapitler om Thomas’ vej ud af fængslet. Og det var bare sådan, vi besøgte ham i fængslet, vi mødte ham, den dag han kom ud, og fra dag et gik det bare fuldstændig galt. Altså, kæmpeskæv og han truede en med et haglgevær, og han truede os, så…vi kunne ikke finde ham, og han blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Han var bare helt vanvittig, ikke. Og til sidst så lagde vi bare historien ned, for han var

 

   

6  

simpelthen for truende og for mærkelig, og vi måtte bare smide det hele. Og det var vi jo ret ærgerlige over. Og så efter nogle år så var vi lidt sådan, ej nu har vi ligesom det, skal vi ikke undersøge, hvad der er sket med ham? Og så undersøgte vi, hvad der var sket med ham, og han sad selvfølgelig inde. Og så tog jeg ind og besøgte ham, og så fortalte han alt det, der var sket, siden vi sidst havde set hinanden. Og så fotograferede Linda ham igen. Og så havde vi lige pludselig en historie hen over tre år med den her mand. Og det var, jeg skrev alle de her forfærdelige ting, hvordan han havde stukket en med en filetkniv, du ved, han havde gjort så forfærdelige ting, ikke. Og så sendte jeg det alt sammen ind til ham, og så ringede han, og så sagde han, at han syntes simpelthen, det var så træls, at jeg havde skrevet, at han havde nikotingule fingre, for det lød ikke pænt. Og så fjernede jeg det. Og det var det, han ville have fjernet. And that’s it, alt det andet måtte godt blive stående. Jeg var bare sådan what?!. Og konklusionen af det er bare, at du kan ikke gætte, hvad kilder er følsomme omkring. Du aner det ikke. Du aner det ikke. Det kan være en eller anden vending eller en lille faktuel ting. Altså nej, det kan du ikke vide. Du kan ikke vide det. Så det er gætværk at tro, at man kan regne det ud på forhånd. Så hellere bare sige, at de må se det hele, og så kan man skrive, som man vil og så…Så det er nok det ting: Vær åben, have noget tid og så nogle ret klare aftaler om, at de har hånd- og halsret over deres historie. F: Det gør måske også, at folk fortæller mere? IP: Ork ja, det er jo en tillidssag. Ja ja, det er jo tillidsopbygning. Det er noget af det vigtigste. F: I forhold til det her med flermedialitet, så sagde du til at starte med, at det var særlig godt til de her fortællinger. Men jeg fik ikke helt fat i, hvorfor det er særlig godt til lige præcis de her fortællinger? IP: Jamen det er fordi, jeg synes, man kan lave, hvad skal man sige, selve fortællingen mere rent. Der er nogen af de der ting, som kan komme til at trække en historie lidt…Altså hvis du skal fortælle en hel masse fakta eller en masse tal. Der er en masse lag i historien, som du ligesom kan rykke ud i nogle andre elementer, plus der er meget mere plads til det visuelle, plus du kan få lyd med, som jeg synes er ret fedt. Plus at du kan lave ting, for eksempel, det har jeg ikke gjort endnu, men der var en historie, som ville have været helt oplagt at lave flermedielt, men det var inden, vi fik det her, omkring en mand som fik demens og gik hjemmefra. Der kunne du for eksempel lave et interaktivt kort, og så kan du se okay, det er her, han går hjemmefra, så bliver han fundet herhenne. Stiplede linjer og ting der bevæger sig og sådan noget. Altså nogen af de der ting, du kan, giver bare nogle ekstra lag i historien. Det synes jeg er fedt. Og jeg synes også med de her mennesker, at det er fedt, at du kan høre deres stemme. Det synes jeg, betyder rigtig meget. Altså, det at du hører Vincent fortælle lidt, det at du hører Kjelds stemme. Jeg tror med Kjeld der, jeg tror, der var mange, der var overrasket over, gud han lød egentlig som en meget pæn mand, men man kan samtidig også godt høre, når han taler, at han er meget syg, synes jeg. Altså, så jeg synes, der er sådan mange rørende ting i at høre folks stemmer, og det kommer også til at gælde for hende her Kristina, hvad hedder det, moren ikke. At det at høre hende sige sådan noget med ja, på sådan en totalt sådan nordjysk: Ja, så åbner jeg døren, så er det landbetjenten, der står der. Jeg tænker, det var da i grunden mærkeligt, hvad vil han her? Så går vi hen og sætter os i sofaen, og så tager han min hånd, og så siger han, de har fundet en udbrændt bil nede i Tyskland med to børnelig bagpå Altså, hun er bare sådan meget, altså det at høre hende fortælle det der, det er virkelig noget, der går i hjertet, det synes jeg. F: Ja. Det lød også som en fantastisk kontrast også, i mellem måden hun siger det på og det, hun faktisk siger. IP: Jo, præcis. Jamen det er det også i teksten som sådan egentlig. Men det er bare, der er bare noget særligt ved at høre hende, synes jeg. Og så synes jeg også, at det er meget fint det der med, at man nogle gange kan lave levende billeder. De behøver ikke at være så vilde. Det kan for

 

   

7  

eksempel bare være – det er brugt ret meget i sådan nogle fortællinger, men jeg synes, det er ret virkningsfuldt, at det bare er et billede, der bare står, af en person som faktisk sidder helt stille. Og så lige pludselig bevæger de sig. Og så tænker man shit, okay det menneske der sidder der i sofaen eller står der, det er rent faktisk et livebillede, det er ikke et stillbillede. Så man sådan [IP gisper] gud nej, det er et levende menneske, jeg sidder overfor. Det synes jeg giver noget særligt. Så jeg kan ret godt lide den vekselvirkning. F: Hvad synes du ellers, man kan bruge video til? Altså, hvad kan det ligesom tilføje? IP: Altså, jeg er nok ikke den rigtige at spørge, for jeg synes, det er mere Sigrids afdeling og sådan. Men altså jeg synes jo for eksempel, det var jo faktisk stillbilleder, men de der ting, hvor vi ligesom fik Vincent til at flyve. For vi kunne ikke tage billeder af ham, hvor han fløj. Dels fløj han ikke særlig meget, og det var svært at få det arrangeret. Men det der med at få stillbilleder til at giffe lidt, eller hvad man skal sige, det synes jeg var ret fedt. Men hvad kan det ellers? Det kan jo vise lidt mere miljø nogen gange, end billeder kan. Altså for eksempel hende her Kristina, det er ikke en særlig visuel historie, skal jeg lige sige, for børnene er jo døde og alt det der, så det er faktisk ret svært. Men det er sådan nogle ting for eksempel, med at der er et særligt sted ude i noget natur, hvor hun går, ikke. Hvor man ligesom kan se hende i et landskab, så hun ligesom bevæger sig i det landskab, og man ligesom kan se, hvordan hun…der er sådan en eller anden fremadskridende arbejden med sig selv, når hun går i det der landskab. Og man kan også lægge noget lyd ind over, hvor hun ligesom fortæller noget. Det er jo lidt ligesom en dokumentarfilm. Og det synes jeg kan være ret fint. Og så synes jeg også, det bryder lidt med teksten. Altså sådan at så er der noget tekst, og så sker der noget andet, så bliver man taget et andet sted hen. Altså, jeg kan godt lide, at tingene veksler lidt. I stedet for at du bare har sådan en laaaaang tekst. Og så kan det godt være, at der er lidt billeder, og der er også noget grafik, men det er ikke sikkert, du lige får øje på det, når du sidder. Det er lidt en mere sådan sanselig, mere sådan tredimensionel oplevelse, der rammer dig fra flere sider. Og det er det, jeg selv godt kan lide, når jeg kommer ind i sådan nogle longreads. Der er jo lavet vildt mange fede i USA og sådan noget. Men at der ligesom er lidt til flere sanser. Altså du bliver på en eller anden måde hevet lidt mere ind i historien. Altså, den har flere ting at spille på, ikke. Det behøver ikke at være droner og vilde grafer, der bevæger sig, men det kan bare være små ting, der gør at, uh, nu fik du lige øje på den der graf, fordi der rent faktisk var en lagkage, der kunne bevæge sig fra det ene til det andet. Altså det kan jeg egentlig meget godt lide. Det kan være små virkemidler, der bare gør, at du får øje på tingene på en anden måde, end du ellers ville have gjort, når det bare står grafisk. F: Når du siger, der er mange fede ting i USA, hvor kigger du så? IP: Jamen, der er jo sindssygt mange, du kan følge af de der. Jeg følger på Twitter, der er sådan nogle longform og forskellige longreads. Jeg synes faktisk, der er flere, end man overhovedet kan følge med. Og jeg synes, at amerikanerne kan noget, men jeg synes da også, at der er mange andre, som er kommet med. I Norge laver de også mange fede ting, den der våddragtshistorie er virkelig fed, ikke (The Wetsuitman fra dagbladet.no, red.). Og så er der jo, jeg synes, Foreningen for Nordisk Nonfiction kender du dem? F: Ja. IP: Hvad hedder det, Jesper der, han er god til at sende ud, han sender nyhedsbreve ud, har I lagt mærke til de her, der sender han tit sådan et par fif, eller nogen han synes har været gode. Så kan man lige komme ind og se på dem. Men jeg synes, det er klart, det er jo ikke, det er jo lidt samme skabelon, ikke. Det afhænger jo lidt af skribenten og historien. Altså, på en eller anden måde er det ikke nok at få en god ide til noget. Eller det er ikke nok, at du har en ikke særlig spændende ide, og så pepper du den op med lidt god skrift og nogle billeder og noget lyd. Det skal også være en god

 

   

8  

historie, ellers nytter det ikke noget. Jeg kunne ikke tage enhver af mine covers og så peppe dem op til det her, det tror jeg ikke ville egne sig. F: Så skal det være nogle lidt større historier? IP: Nej, jeg synes, der skal være noget i, der kan visualiseres, eller der skal jo være mulighed for alle de komponenter, der er i sådan en fortælling. Altså for eksempel har jeg lige lavet en cover om en retssag, som jeg sådan set synes var spændende nok. Som handlede om en enke og hendes millioner og nogle forskellige andre ting. Og der var en masse gamle billeder af familien og sådan noget, men det er jo ligesom ikke nok. Det er en super fed feature, det er en super fed cover, den er sjov og læse og sådan noget. Og du kan også…Vi snakkede sådan lidt om, at man kunne måske også…Hvem er hovedpersonerne i fortællingen og måske lave noget grafik der. Men den mangler ligesom, at du er lidt tættere på. Den mangler noget video, den mangler lige lidt noget, nogle aktører, der på en eller anden måde kan levendegøres. Så det er ikke alt, der egner sig til det. Det synes jeg faktisk ikke. Men det er meget sådan, når det er menneskelige fortællinger…Jeg synes også, hvis du har nogle gamle fotos fra fotoalbummet, du har måske en eller anden gammel smalfilm, der er måske en lydoptagelse af den afdødes mor, eller der kan være…Men det er meget det, når man laver de her fortællinger, så skal man være klar over det fra starten. Det har jeg heller ikke sagt, men det synes jeg, er ret vigtigt. Det nytter ikke noget, at du samler dine ting, og så sætter du dig ned og siger ej, den der kunne være fed at lave til en moderne fortælling. Altså, du bliver nødt til, når du går i gang med historien, at tænke i det, for ellers får du ikke samlet. F: Altså fra starten? IP: Ja, det synes jeg. Og det er ret vigtigt. Sådan har det også været med dem, jeg har lavet. Og det har jeg også sagt herinde. At man bliver ligesom lidt nødt til det fra starten. Og det er tydeligt at se. Vi har lavet en, der ikke var det. Hvor det var sådan lidt, de fik ideen samme uge; nå, men lad os lige lave det til en moderne fortælling. Og det er jo ret tydeligt. Der er mange gode billeder, og så har de kommet noget ekstra fakta ind i nogle bokse, og den er fin nok, og det er dejligt at du ser den uden bannerreklamer, og den er lækkert sat op. Men det er ikke, for mig at se, en tredimensionel, visuel fortælling. Fordi der er ikke tænkt over det fra starten. Hvis der havde været det, kunne det være, at de kunne have fundet mere ud af familien, eller de kunne have båndet nogle eksperter. De kunne have gjort noget andet med det i hvert fald. Så jeg synes, det er ret vigtigt, at man fra starten tænker, hvad kunne vi lave, som kan bruges. Og det har vi gjort også med hende her Kristina. Den allerførste gang vi var oppe hos hende, der gjorde vi selvfølgelig det, at vi tog hende på lyd, vi gik op og tog video. Sigrid har også været der af to omgange, og jeg har været der af mange omgange. Men det er et eller andet med, at man lige fra starten tænker det ind. Det synes jeg er ret vigtigt. F: Har du egentlig indtryk af, nu er du måske ikke lige den rette at spørge om det, men har du indtryk af, om folk hellere vil læse de her ting? IP: Aner det ikke. Det skal du ikke spørge mig om. F: Nej. Jeg læste et interview med dig et sted, nu har jeg lige glemt hvor, men hvor du blandt andet snakker om, at det her med at lave feature er mindst lige så gyldigt som at lave graverjournalistik. IP: Nå ja, men det var, da jeg fik det her. Jeg tror, det var, da jeg fik den her stilling, faktisk. F: Nå ja, det var måske det. Det var i den forbindelse. Men jeg tænkte på, om jeg kunne få dig til at uddybe lidt. Hvad er det skæbnefortællinger kan?

 

   

9  

IP: Jeg tror, det er sådan lidt en kæphest, jeg har. Jeg synes så faktisk, det har ændret sig siden da. Det er to og et halvt år siden, jeg lavede det interview. Jeg tror også, jeg var sådan en lille smule…Jeg syntes, det var lidt latterligt, at alle vores...Vores fineste pris, det er jo Cavling. Og alle der blev indstillet til den, det var sådan noget med nogen, der havde gravet i nogle bilag eller afsløret sådan et eller andet kartel eller altså, nogle læger der havde fusket med nogle penge eller…Og det synes jeg også er vigtigt, vigtig journalistik. Det skal ikke misforstås. Men jeg blev bar lidt træt af at Cavling, dem der sidder og piller ud til det, at de aldrig anerkendte eller i det mindste bare indstillede nogen, der lavede featurejournalistik, nogen der gravede i mennesker og brugte tid på det. Fordi jeg synes, det er så vigtigt. Og jeg kan godt fortælle bagefter, hvor jeg synes, det er så vigtigt. Men jeg var også bare pisse bitter over, [latter] altså bare mellem os, ikke, men lige der der var jeg bare sådan lidt, den der Kjeld, ikke. Jeg siger ikke, jeg skulle vinde en Cavling for det, jeg synes bare godt, de kunne have indstillet den. F: Men du blev jo faktisk indstillet? IP: Ja, jeg blev indstillet. Nomineret hedder det, ikke. Der bliver indstillet 45, og så nominerer de et felt på fem. Jeg havde overhovedet ingen ambitioner om at vinde Cavling, jeg synes bare, det kunne have været så flot, hvis de bare i feltet havde haft noget featurejournalistik. Og det havde ikke behøvet at være Kjeld, det kunne bare have været noget andet. Men det har bare været sådan i årevis, ikke, at det netop var sådan noget køleskabskartellet eller et eller andet. Og jeg bliver sådan lidt træt, ikke, for jeg tror faktisk at…Jeg siger ikke, det ikke er vigtigt at afsløre Løkkes bilagssag og sådan noget, men jeg tror, at mange læsere bliver mere rørt af og får mere eftertanke af at læse virkelig god journalistik, der fokuserer på mennesker og miljøer. Det man skal anerkende omkring den journalistik, det er, hvis det er lavet ordentligt, så kan det give mennesker et kig ind i nogle andre menneskers liv og i nogle miljøer, som de måske ikke ellers kommer i. Og dermed kan det være med til at være fordomsnedbrydende, eller sætte nogle tanker i gang hos os, om hvem alle de andre er, end dem i vores egen lille, snævre kreds. Hvor hvis du er sygeplejerske, så ser du sygeplejersker, hvis du er journalist, så omgås du journalister. Jeg kan bare meget godt lide de der kig ind i nogle andre menneskers liv, og det tror jeg faktisk kan være meget berigende for dem, der læser det. Både fordi de, ja, ser noget andet og bliver lidt klogere på det og sådan noget, men også fordi det sætter nogle tanker i gang, og vi kan blive rørt af det. Og jeg tror at journalistikkens vej til overlevelse, hvis der er en sådan i forhold til at vi skal blive ved med at lave rigtig god journalistik, så når vi ser på, hvad folk klikker på, og hvad folk læser, lad os bare sige sådan noget som Facebook, og hvad der bliver delt der. Det er jo ting, der er sjove eller rørende, ting der vækker noget. Og jeg tror bare, at hvis det ikke skal være dyr med pels, så bliver vi nødt til at lave noget andet, der er lige så godt, der bare rører folk, som er noget lødigt, ikke. Og det er derfor, jeg tror, det har en berettigelse. For jeg tror faktisk, at der er ret mange mennesker, der efterspørger den følelse, du kan have, når du har læst noget om nogen, hvor du bliver rørt af det, og du bliver lidt klogere, og hårene rejser sig lidt, og man tænker gud ja. Den følelse tror jeg bare alt for ofte, man får ved små sjove video på Facebook. Og så synes jeg hellere, vi skulle lave noget, som rører folk på en anden måde og også gør dem klogere imens. Og det er lidt det. Og der synes jeg lidt, at det har været lidt en klub for drenge med ringbind det der i mange år. Og det fineste, det var ligesom gravergruppen, graver, graverjournalistikken, hvor jeg bare er sådan lidt, fint, lad os grave. Vi bliver bare også nødt til at grave i mennesker, og det er det, jeg gør. Og jeg synes at, det er måske…Nu er der også nogen, der taler meget om antropologisk journalistik, hvor vi sådan flytter ind og er steder syv dage i træk. Det behøver vi ikke, synes jeg. Det er også spændende, og det kan vi også gøre. Men jeg tror egentlig mere, det bare er det der med at interesse os for mennesker, komme så tæt på dem, som vi kan, vinde deres tillid og beskrive dem rimeligt nøgternt. Det behøver ikke at være sådan noget tåreperseri, vel. Det behøver ikke være sådan noget følelsesporno. Men bare gøre det sådan rimelig nøgternt. Det tror jeg bare er vigtigt. Altså, det tror jeg er vigtigt. Jeg tror, det kan noget. Og den gang jeg blev ansat her, var det jo for at lave det. Og det syntes jeg var vildt fedt. Jeg syntes det var så fedt, at Information lavede sådan en stilling. For

 

   

10  

det har de ikke haft, og de har heller ikke tradition for det her på avisen. Men det er helt klart noget, der har ændret sig de senere år her på avisen. Altså, vi har ikke haft særlig meget casejournalistik og menneskejournalistik, og det har ændret sig, også på Indland. De er begyndt at prioritere det, og jeg synes, det er fantastisk. Sådan nogle som Sebastian Abrahamsen og Lærke Cramon, virkelig dygtig. Altså sådan nogle yngre journalister som virkelig forstår, at vi skal lave den slags journalistik, det synes jeg er fedt. F: Jeg har læst sammen med Sebastian… IP: Ja. Men han er dygtig. Han laver nu også en masse af sådan noget meget almindelig kritisk rammasjangjournalistik, men han kan også det andet. Men Lærke er helt utroligt dygtig til det, altså virkelig god, ikke. Og det synes jeg, jeg synes, det er fedt. Og det er der kommet mere tradition for her, for jeg kan huske, da jeg blev ansat, det er jo der to et halvt år siden, at jeg var til samtale, der var jeg bare sådan lidt…Jeg tog tre måneder af avisen, og så kunne jeg finde, så kom jeg med ti eksempler på journalistik de havde lavet, hvor det er bare så oplagt her at lave et portræt af et menneske her eller gå ud og tale med dem, det handler om. Hvorfor? Hvorfor skal vi kun høre kloge mennesker, der siger noget eller have tal på noget, eller have meninger og holdninger, politik og sådan noget? Hvorfor skal vi ikke også ud og se de mennesker, det handler om? Og det kan da ikke være så svært at tage ud på et plejehjem eller what what, og det synes jeg bare, de gjorde for lidt. Og det synes jeg har ændret sig meget heldigvis. F: Har du indtryk af, om det er noget, der gælder generelt eller…? IP: Her på avisen. F: Ja, ok. Hvad med i forhold til brugen af flermedialitet? Ikke bare her på avisen men generelt. Er det noget, du har indtryk af, at der er kommet mere af, eller…? IP: Altså, jeg synes, det er noget, de fleste gerne vil, og der var meget hype omkring det for et par år siden. Men jeg synes ikke, det har rykket sig særlig meget på de etablerede medier. Dem der hele tiden, synes jeg, har vist vejen og er dem, der mest konsekvent gør det, det er Kristeligt Dagblad. Det er det simpelthen. Så er Jyllands-Posten altså kommet meget godt med her. Det er lidt som om de har villet satse på at lave nogle ting, hvor der var noget mere film og noget mere bum bum. Der er blevet sat nogle ressourcer af til at lave sådan nogle mere prestigeprojekter i den retning. Men altså Politiken står helt stille, Berlingeren står helt stille. Og det er jo alligevel store aviser, det kan man godt undre sig lidt over. Og vi er jo så begyndt at rykke lidt med vores, det kommer ligeså stille. Og det tror jeg helt klart, at det her godt kan være sådan et…For der er mange her, der synes, det er fedt. Og gerne vil det. Hvor jeg har indtryk af, at det er lidt sværere, sjovt nok, at drive folk afsted på Politiken og Berlingeren til at ville. F: Ja, jeg altså jeg har været inde og snakke med dem begge to, og det virker i hvert fald lidt mere trægt. IP: Ja, lidt mere trægt, ikke? Hvor her, og det har noget at gøre med, at vi er mange unge mennesker her. At sådan en som ja Sebastian, der var også en tidligere praktikant, der hed Sebastian [efternavn utydeligt], som har lavet sådan en omkring mænd, der sidder og lytter til kvinder, der reder deres hår. Har du set den? F: Nej, den har jeg ikke set. IP: Den skal du gå ind og se. Den er meget sjov. Men det er lidt sådan en, det er et eksempel på sådan en, synes jeg, den er fin, det er et sjovt emne og sådan, men jeg synes ikke helt, den kan bære det. Ideen kan ikke bære det helt. Forstår du, hvad jeg mener? Men den er sjov nok, fordi du netop

 

   

11  

kan høre det der, og du kan se de der kvinder, der fortæller og sådan noget. Så det giver helt klart historien et løft. Men det er ikke sådan, I’m not swept away, men det er sådan en lille, sjov lidt nørdet ting. Og den viser også, hvad man kan med relativt få midler. Den er ret god. Men vi har ret mange unge mennesker, der synes det er sjovt, ikke. Dem der er blevet lavet her, de fire-fem stykker vi har lavet, det har været forskellige, der har lavet dem. Og det er jo fedt, at det ikke bare er en, der trækker. For inde på Kristeligt Dagblad var det jo Kim, der trak og trak og trak. Og så efterhånden har han fået nogle flere med. Stine har lavet en og så videre og så videre. Så efterhånden er alle derinde begyndt at komme igennem med at lave dem, og så har de lavet flere og flere. De har lavet mange sådan historiske også. Så lavede den en om Anne Frank, eller…Hendes søster? Nej. Nu kan jeg pludselig ikke huske, hvordan det var, men den var også rigtigt god. Så de har fundet deres niche for Kristeligt Dagbladsstof, og jeg synes, de gør det rigtig godt. Men det er de eneste, der udvikler på det. Og det skyldes en person: Kim. Som har løbet det i gang, og så har han fået andre med på det lige så langsomt. Det er ham, der sidder og bygger det op, ikke. F: Ja, ham har jeg været inde og snakke med også. Men hvorfor tror du, det er sådan? IP: Jamen, det er fordi, det er tidskrævende. Altså det er fordi det er mere tidskrævende end bare at lave dine 20.000 tegn og aflevere den, og så er der en redigerende, der smækker nogle billeder på, og så er det done. Selvfølgelig er det mere tidskrævende at lave sådan noget. F: Men hvis man omvendt, eller hvis man…Eller hvad tror du, for avisens image tænker jeg? IP: Jo, jo, men det sidder den enkelte journalist jo ikke og tænker på, når den enkelte journalist har et eller andet afleveringskrav i forhold til…Altså, når du helt egoistisk sidder og skal aflevere så og så meget, så det at tage ekstra tid ud til at gøre den her ekstra historie ekstra fed uden at det nødvendigvis er noget, der gør noget for dig, men måske gør det noget for avisen som hele, men det er jo ikke sikkert, at der sidder en masse mellemledere og klapper i hænderne over det. Jeg tror, du skal selv ligesom have set lyset i, hvor fedt det er og synes, at det er okay, at yde det ekstra. Eller have nogle chefer som siger, det er super fedt, du tager bare tiden ud til det. Og det er jo det, der er fedt ved det her sted, for det skal vi bare , og det gør du bare og så videre og så videre. Men vi er jo stadig kun en meget lille billedredaktion med en billedredaktør og en praktikant, og det er de to, der skal tage alle billeder til hele avisen, så jeg tror, de synes, det er hårdt. Også pludselig at skulle trække video og lyd. Så det er da, det er da, det kræver mere. Så det er derfor. Hvis du havde en graverredaktion her, der kun lavede sådan noget der. Eller du havde nærmest sådan en digital, flermediel gruppe eller sådan noget, men det har vi jo ikke her, det er båret af enkeltpersoners entusiasme. F: Ja, og snakker I om her…Er der meget sådan enkeltpersonens entusiasme eller snakker I også om, hvad det kan betyde for avisen? IP: Ja, men det tror jeg, alle godt ved herinde. Jeg tror egentlig den måde, det er blevet løbet i gang på er rigtig fin. På den måde at man har fundet et program, som er nemt at arbejde i, så det ikke skal bygges op helt fra bunden. Og det er det, der hele tiden har været problemet rigtig mange steder. Enten har man lavet en skabelon, der var lidt kedelig, så det der kom ud ikke var så spændende, som det de laver på Politiken for eksempel. Eller man har siddet og bygget det op fra grunden på Kristeligt Dagblad, hvor man sidder, du ved, helt og HTML’er det. F: Ja, det er virkelig en opgave, ikke. IP: Det er en stor opgave. Det bliver super originalt, men det er jo meget båret på, at der er en, der kan det der, som Kim. Hvor vi jo her har fået et program, som flere er ved at blive lært op i, så det ikke bare er en person, der skal sidde dag og nat for at få leveret en historie om måneden. Og så har

 

   

12  

man lavet en gruppe, der ligesom er Lotte, fordi det er Moderne Tider, det er min redaktør, fordi de moderne fortællinger, vi kalder dem moderne fortællinger, vil ofte være født ud af det featureunivers, vi har på Moderne Tider, selv om alle kan byde ind. Hun er vant til noget med lange tekster. Og så er der Troels, som er meget den tekniske type, ikke. Også er der, hvad hedder det, Rasmus Öhlenschlæger, vores blæksprutte, som skal få avisen og forlaget og e-bureauet til at tale sammen, så vi laver, og bogproduktion og sådan noget. Så vi laver ting, der ikke kun handler om papirbrandet. Og han kan noget, han kommer fra forlagsbranchen. Så det er ligesom om, der er blevet sat sådan en trojka sammen, så hver gang der er en moderne fortælling i spil, så mødes man med dem, det har jeg også gjort nu, og fotografen, og hvad er det vi mangler? Hvornår kan vi være færdige? Hvordan kan vi ekspedere det videre? Og hvad har vi af ting? Man snakker om, kunne man så rykke det ud der eller? Og det er godt. Jeg tror, det er godt, at alle kan byde ind, og alle synes det er sjovt på sådan en avis som den her. Fordi der er så mange mennesker, der ligesom har ild i røven i forhold til at lave journalistik og lave mange forskellige ting, og det er nok lidt sværere at løbe i gang på de større bladhuse, eller steder hvor der er ældre medarbejdere. F: Ja, jeg tænker også, om det kan have noget med størrelsen at gøre? IP: Ja, fordi at der er tættere kontakt mellem leddene i Kristeligt Dagblad og Information end på en stor avis, hvor du nemt kan sådan, jeg sidder her, og det er noget, der foregår derovre. Det tror jeg da godt kan have noget at sige. Og så tror jeg også, der er sådan noget…Nu har jeg været på to små aviser, men jeg har jo også været på de store. Altså, jeg kan meget godt lide den stemning, der er på små nicheaviser. For der er meget sådan en vi er en familie, det er vores alles projekt, det gælder om, at vi skal lave den fede avis i morgen. Hvor på en stor avis, der handler det om, der er det så stort, at det handler lidt mere om, om man måske selv ligesom kan være med til at sætte en dagsorden i forhold til alle de andre (IP illustrerer med albuerne ud til siden, at folk har spidse albuer). Sådan er det altså lidt. Det synes jeg er en meget anden fornemmelse. Der er sådan en mere familieagtig stemning på både Kristeligt Dagblad og her på Information, som jeg rigtig godt kan lide. Men altså, jeg tror da helt klart, det har noget for sig. Jeg tror, vi kommer til at blive ved med at lave det i Danmark. Men vi er jo også stadig et lille land i forhold til så mange andre steder. Men det kræver helt klart nogle enkeltpersoner, og at noget bliver sat i gang, og at det ikke bliver alt for svært. Jeg tror netop det tekniske, der skal være noget, hvor det er til at gå til. Altså, hvis det er sådan noget, hvor du skal bruge 56 timer og ikke sove og leve af pizza og sådan noget, hver gang du skal udkomme, så dur det ikke. Og sådan var det meget i starten på Kristeligt Dagblad. Og det tror jeg, at man skal hen over det. Og der tror jeg Troels har fundet en god løsning, fordi han kommer derovre fra og har set, hvordan det var der. Og vi skal have noget, der er til at operere med, og der har han fundet noget, der er godt. Jeg tror, det kan bliver rigtig fint. F: Nu, jeg kan se…[kigger på diktafon]. Det er mest, fordi jeg holder øje med tiden, at jeg kigger på den der… IP: Ja ja, tag det roligt. F: [Latter] Men jeg skal lige huske at spørge dig om noget andet. Jeg har jo sådan nogle forskellige punkter, jeg lige skal igennem. IP: Ja, du spørger bare. F: I forhold til de her, eller når du laver skæbnefortællinger, så er det jo meget…Du har både arbejdet med at lave portrætter af kendte personer og så de her skæbnefortællinger, som er af ukendte. Ja, og hvad vil jeg spørge om…Altså, generelt er de fleste portrætter jo af folk. vi kender i forvejen, forskellige typer elitekilder eller hvad man skal kalde dem, men hvem…Hvad er for dig…Hvad udgør det bedste portræt, altså er det...Nej, det blev lidt rodet [latter].

 

   

13  

IP: Nej, du skal bare finde ud af, hvad du vil spørge mig om [latter]. F: Det er fordi, når jeg har været rundt og snakke med Berlingske og Politiken eller nogle andre, så siger de tit, nå men folk vil egentlig helst læse de her skæbnefortællinger. Og så har de jo i virkeligheden altså langt flest fortællinger om elitekilder af forskellig art, som man kender i forvejen. IP: Og nu taler vi generelt om portrætter? Ikke nødvendigvis flermedielle? F: Bare generelt om portrætter, så er nogle flermedielle, og nogle er ikke. IP: Ja, men jeg kan jo bedst lide at lave om almindelige mennesker. Det er det jeg laver mest, det er ingen hemmelighed. F: Og hvorfor kan du bedst lide det? IP: Ja, fordi…Der er flere årsager. Altså, jeg synes at professionelle kilder, lad os sige sådan en skuespiller for eksempel. For det første har de tit været portrætteret rigtig mange gange, så det er pissesvært at lave noget originalt på dem. Du har hørt historien om Nikolaj Lie Kaas. Altså, jeg er lidt træt, når jeg skal læse Nikolaj Lie Kaas-portrættet i Jyllands-Posten. Fordi jeg er sådan lidt, så får vi lidt at vide, hvordan han ser ud, og hvad han laver. Og så fortæller han lidt hemmeligt om, hvorfor han går i svømmehallen eller sådan. Men det bliver aldrig rigtig interessant for mig. Dels er det professionelle kilder, som vi har hørt om mange gange før, så du skal finde et meget originalt take på det for at undgå at genfortælle det, vi har hørt en masse gange før. Og fordi det er professionelle kilder, så har de jo paraderne oppe. Det er jo kendte mennesker, så selvfølgelig ikke…Så er det et spørgsmål om, uh, gav de lidt af sig selv den her gang, eller gjorde de ikke. Hvor jeg er sådan lidt…Jeg kan sgu meget godt lide at tale med en, der arbejder på en møtrikfabrik i Kolding altså. Som har arbejdet der, siden hun var 16, som ikke har nogen uddannelse og sådan noget. For der er sgu ikke…Hun er…Hun fortæller sgu om sit liv. Hun sidder ikke, og har en eller anden dagsorden med, hvad er godt for mit image i offentligheden. Så jeg synes på en eller anden måde…Der er selvfølgelig mere direkte adgang til de her mennesker, der er ikke så meget professionel kommunikation, hvor man skal sidde og tænke over, om man nu kommer ind bag facaden her, eller gør man ikke. Sidder de og lyver på grund af noget image, eller gør de ikke. Så derfor synes jeg, det er meget sjovere at lave de andre. Så vil jeg så sige, at jeg har lavet for eksempel et stort portræt af Christian Harlang. Og det var jo en helt anden type portræt, for det var et portræt, hvor man kan sige, her er en mand, der er en kontroversiel figur. Så der skulle jeg spørge meget uden om ham, og så skulle jeg også tale med ham selv. Og så blev det jo til sidst et portræt, som også kom til at handle om tilblivelsen af portrættet, for det sagde enormt meget om hans måde at være på. Og det var ligesom en helt anden opgave, end hvis jeg skulle have lavet det store søndagsinterview med en eller anden forfatter eller skuespiller eller sådan noget. Jeg har aldrig haft lyst til at arbejde på en kulturredaktion og snakke med sådan nogle mennesker der. Det siger mig altså ikke så meget. Det gør det altså virkelig ikke. Jeg ved ikke, jeg tror måske, det er fordi, jeg synes det eksistentielle eller hverdagsagtige, det hvor du kommer ind til folk og får et indblik, det er det sjove. Og det får du altså ikke så meget de andre steder her. Det gør du ikke. Jeg bliver sgu ikke så rørt af at læse et interview med Nikolaj Lie Kaas, det gør jeg ikke. En som er sådan meget uden filter, og som er meget fed at læse, selv om jeg har læst flere portrætter af hende med det samme, det er, hvad hedder hun, helt vanvittige journalist som lige har skrevet en bog om sådan noget med hjerne…fra Weekendavisen, videnskabsjournalist…Nå, det kommer til mig lige om lidt. Men der var sådan et stort interview med hende om hendes sorg, da hun mistede sin mand af Daniel Øhrstrøm i Kristeligt Dagblad. Det var fanneme et godt interview. Og så var der også et interview med hende her i Information, hvor hun bare talte om noget helt andet. Og jeg kunne sagtens læse de to interviews, portrætinterviews, og samtidig synes, at det var rigtig spændende. Så

 

   

14  

jeg tror...Lone Frank hedder hun…Så jeg kan godt nogle gange synes, at det er spændende at læse de der interviews, men det er meget tit, jeg ikke synes de er det. F: Så sidder jeg lige og tænker på, at de her portrætter af sådan kendte folk, de er jo tit hængt op på, at så kommer hun med en ny bog, eller der sker et eller andet. Og hvad hænger man de andre op på? Der er jo ikke sådan en aktuel dagsorden. IP: Næh, men det betyder, det behøver folk jo ikke. Det er jo pseudo at tro, at folk skal have en anledning til at læse noget. Men det kan du jo indbygge falsk, når du sidder med det. For eksempel…Ja, men lad os…Der var jo ikke nogen anledning til, at vi skulle læse om ham der Vincent. Men derfor tror jeg da, at der var mange, der gjorde det alligevel. Der var heller ikke nogen anledning til, at vi skulle læse om Kjeld. Andet end at vi havde en serie, der handlede om det, og det var så det sidste. Jeg tror ikke, det var sådan, at folk sad og tænkte, hvorfor skal vi høre om det nu? Altså, fordi hvis det er spændende, så er det spændende. For noget tid siden lavede jeg noget om udviklingshæmmede grønlændere, som blev hentet hertil i 50erne, 60erne og 70erne, og siden havde siddet og rådnet op, fordi de aldrig var kommet hjem, fordi man ikke havde nogen tilbud til dem i Grønland, og man syntes, det var meget bedre, at de kom herned, hvor der var noget pasning til dem. Og det er en helt vildt tragisk historie. Der var heller ikke lige nogen anledning til det, andet end at det har vi bare ikke hørt om før, og det er spændende. Jeg tror da heller ikke, når jeg laver den her historie om Kristina, at folk tænker, hvorfor skal vi høre om det her nu? Jeg tror da bare folk vil tænke, fuuuuuck hvor er det vildt. Altså…Så, jeg tror ikke, man skal være så bange for at lave de der ting lidt ude af kontekst. F: Når du siger, det er lidt pseudo, at man skal have sådan en anledning. Er det fordi…Er det i virkeligheden noget, vi bilder os ind? At det skal være i forbindelse med, at nu kommer han med en bog, for ellers kan jeg ikke bringe det her? IP: Ja, ja, ja. Det er jo bare kulturcyklussen, der er sådan, kan man sige. Men jeg synes i featurejournalistikken, synes jeg ikke, man skal være så bange for det. Jeg synes da, det er fedt….Nu har vi lige i den her uge sådan en, sådan en helt sådan cool reportage, som en af vores praktikanter har lavet fra Odense. Med udgangspunkt i hende selv og ud i moskeen og snakke med nogle somaliere og sådan noget. Den er ret fed. Der er anledningen selvfølgelig, at der har været det her med bag sløret (Dokumentarprogrammet ’Moskeerne bag sløret’, red.) , men det bliver ikke nævnt så sindssygt meget. Det er jo en fin anledning til at sige orv, lad os se at komme ud i virkeligheden, nu er der en anledning. Så det fungerer også fint. Men jeg tror ikke altid med de andre, at vi skal være så bange for det. For hvis jeg skriver for eksempel det her med Kristina, skriver ”I Danmark sker det to til fem gange om året, at forældre slår deres børn ihjel. Det er noget af den mest uforståelige form for kriminalitet, der findes. Fordi vi er sat i verden, for at beskytte vores børn, så det at slå dem ihjel, det er simpelthen fuldstændig naturstridigt. Der er ikke nogen officielle tal på, hvor ofte det her sker, men min research viser, at 125 børn inden for de sidste 30 år er blevet slået ihjel af deres forældre”. Det er jo også nogen, ikke. Allerede der, og hvis du så hører historien om Kristina og Tue, så behøver du jo ikke mere anledning. Så er det bare sådan, er det rigtigt?! Gud, hvor vildt!. Så jeg tror ikke altid, man skal være så bange for det. Altså Kjeld var jo kun nummer fire dansker, der tog til Schweiz for at tage livet af sig, det var jo ikke fordi, det var høje tal eller et eller andet. F: Men det er så også nogle ret vilde historier, du finder, ikke? IP: Jo,jo, men jeg går efter alle de der forfærdelige ting. Så…Men jeg skriver jo også om andre ting. Men jeg skriver jo generelt tit om nogen, der er døde, eller…Det er jo sådan inden for det socialjournalistiske/kriminelle felt. Narkomaner, døde narkomaner og døde børn og…

 

   

15  

F: Hvad er det…Nu bliver jeg bare nysgerrig, det har ikke noget med det andet…Men hvad er det, der gør…Hvorfor er det lige sådan nogle ting, du interesserer dig for? F: Ja, hvorfor er det det? Jeg har altid interesseret mig for socialjournalistik, og jeg har været socialjournalist i mange år, også på Politiken var jeg også socialjournalist. Ja…Og så var jeg…På Kristeligt Dagblad havde jeg jo døden som felt. Det var mit, der var jeg jo fagjournalist med det som felt, med døden som felt. Og der er bare nogle gode, der er bare enormt gode historier i døden. Og det har noget at gøre med, at døden afspejler livet. Og det er det, alt handler om, Hvordan vi holder os selv i live, og hvad vi propper ind i det der skide liv. Og det det handler om er, hvad propper vi ind i det, inden det er forbi? Og det vil sige, vores forhold til døden er så svært og tabuiseret på alle mulige måder, at det ligesom…Det vi alle sammen forsøger at undgå at komme hen til. Plus at det sker hele tiden, for alle, i alle aldre. Og det afspejler livet. Og det vil sige at historier, der handler om døden, fortæller enormt meget om os selv. Og de mennesker der bliver ramt af den, eller dem der står tilbage, eller vejen derhen, eller hvis du overlever den, eller hvis du oplever, andre bliver ramt af den eller et eller andet. Så begynder vi at stille os selv nogle spørgsmål omkring, hvorfor er jeg her egentlig? Og hvad vil jeg have ud af den tid, jeg er her? Og derfor er det så interessant. De eksistentielle spørgsmål er jo dybest set så meget mere interessante end politik, ikke. Og det tror jeg bare. Og det tror jeg, alle synes. Så går vi og snakker enormt meget om det andet, men det vigtige er jo sådan set, hvorfor vi er her. Jeg er ikke specielt religiøs, men altså det…Jeg synes, det var ret godt at være på Kristeligt Dagblad, for det er det, det hele handler om, når man er der. Det kan man så også på et tidspunkt få det sådan, ok nu har jeg altså gjort det i fem år, nu skal jeg noget andet, men…Men der er bare enormt meget god journalistik der. Men altså, jeg skriver også om andre ting. Men tit om døden. Og de ting jeg lige er i gang med nu, selvfølgelig den der historie, den er helt skør, men jeg har også gang i nogle andre ting, men det er, det er meget det. F: Gør du et eller andet for at sørge for, at du hele tiden udvikler dig? Jeg tænker, der er jo nogen, uden for referat – men for eksempel Nils Thorsen, han har fundet en eller anden opskrift, og så kører han den, ikke… IP: Ja, ja. Jamen, jeg synes, min journalistik har udviklet sig meget i de her år, med de ting jeg har lavet. Altså, jeg var på sådan noget videreuddannelse på Poynter ovre i USA for fire år siden Det var ground breaking for mig, det var helt fantastisk. Der fik jeg virkelig ændret på min måde at forstå at opbygge min historie på. Og fra da af og frem har jeg arbejdet meget mere med struktur i mine historier. Så der er ligesom et før og et efter Poynter i forhold til, hvordan jeg skriver. Eller ikke i forhold til, hvordan jeg skriver, for jeg skriver på den samme måde, jeg altid har gjort, men måden jeg bygger mine historier op på. Og måden jeg forstår kernen i min egen historie. Det er et længere foredrag, men altså…Men det har helt klart ændret sig. Så har det ændret mig utrolig meget at komme her på Information, fordi vores formater er noget andet og fordi at Lotte som er min chef, hun er en fantastisk coach. Og det vil sige, at hun har ligesom også løftet min måde at tænke de her ting på, så det har også udviklet mig meget. Så jeg synes, der er taget et spring, som først var det to år, der ændrede sig, så ændrede det sig meget, da jeg kom her. Og så synes jeg, at det at jeg nu skal i gang med at lave flermedielle fortællinger her, det udvikler også. Så jeg synes sådan hele tiden egentlig, jeg synes, jeg udvikler mig meget hele tiden. Og så det der med at lave sådan et Harlang-portræt, det var helt klart også helt anderledes for mig, end det jeg havde lavet før. For jeg laver jo journalistik, hvor jeg er gode venner med mine kilder. Eller jeg er ikke gode venner med dem, men jeg er tæt på dem, og jeg behandler dem ordentlig og sådan noget. Men her var der jo en kilde, der blev så rasende på mig undervejs, og som jo i dag hader mig og er ved at trække mig i pressenævnet for anden gang. Og det er jeg ikke vant til. Jeg er ikke vant til at skulle slås med folk på den måde. Så det var også meget anderledes for mig. Og så er jeg også i gang med nu at søge penge til at skrive en bog. Og det er også et helt nyt format. Så det er jo sådan…Jo. jeg synes sgu, jeg synes hele tiden, der sker nye ting. Og nu skal jeg til Boston her i starten af april på

 

   

16  

sådan et, noget efteruddannelse også. Noget der hedder ’The Power of Narrative’, som er mere sådan…tre dage med alle mulige der kommer og holder, alle mulige hot shots i USA om, hvordan de arbejder. Men det er alt sammen fortællende journalistik. Det glæder jeg mig rigtig meget til. At få noget inspiration der. Der kan være et eller andet, man synes er fedt. Og jeg sidder også og arbejder på en anden historie, som tager udgangspunkt i min mors historie, så den er meget personlig, og den type journalistik har jeg heller ikke lavet før. Så jeg prøver sådan at komme nogle nye steder hen.

 

   

1  

Bilag 8: E-mail fra chefredaktør på Berlingske Jens Grund 18.

marts 2016  

Jeg tror bestemt på brugen af flermedialitet i longreads, og alle vores fotografer kan i dag lave

videoer i god eller ligefrem høj kvalitet. Selve variationen i fortælleformer og formidling styrker

læseroplevelsen - blot det ikke overgøres, så vi irriterer læserne - men de forskellige formater kan

noget forskelligt. Det rigtige ord, den rigtige lyd, interaktive grafik og det rigtige stillfoto eller

videodokumentation gør Longread'en til et univers, man kan gå på opdagelse i. Nogle af NYT's

longreads er fantastiske oplevelser - stærkt indhold blændende formidlet.

 

   

1  

Bilag 9: Interview med chefredaktør på Politiken Anne Mette

Svane, foretaget telefonisk 5. april 2016

Jeg tænker, at vi er meget i 1. generation eller anden generation, eller hvad man nu skal sige i

forhold til at udnytte alle de digitale muligheder, der er for at gøre et portræt mere levende eller

inddrage interaktivitet på forskellige måder. Vi har en masse byggeklodser, og vi bruger mest dem,

vi er vant til at bruge. Men vi har fået den her Toolbox, som i højere grad skal gøre journalisterne i

stand til at visualisere tal, lave forskellige kort og så videre, så man kan lave mere dynamiske

fortællinger. Der er ikke noget entydigt svar på, om flermedialitet forstyrrer eller bidrager positivt

til fortællingen. Vi kigger selvfølgelig mod New York Times og The Guardian. Men Snowfall

havde tolv mand på i et halvt år. Det kan Politiken ikke gøre. Men vi gør nogle ting. Ved sidste

folketingsvalg gik vi sammen hele huset, JP, EB og Politiken, om at lave store datagrafikker og så

videre. Jeg kan godt lide det [flermedialitet, red.], men uanset hvor mange lag, man lægger på, så

starter det altid med en god historie. Man skal bruge de greb, der mest effektivt formidler historien.

For eksempel formidle data på en enkel grafisk måde. Så bruger man det begavet. Og så forstyrrer

det ikke. Det er oplagt, at det kan trække abonnenter til. Hvis man går ind på pol.dk og ser nogle

fede projekter og får en fed oplevelse, oplever noget nyt, oplever et spændende univers, så er det

indlysende, at det kan få folk til at betale. Eller i hvert fald vende tilbage. Vi er dem, der har mest

kultur, mest debat, meget undersøgende journalistik, og der skal vi blive endnu bedre. Hos

Politiken skal man have noget, man ikke finder alle mulige andre steder. Flermedialitet er ikke en

adskilt søjle for sig selv. Alle andre arbejder også med grafik og så videre. Det handler om

historien. Det starter altid med en god historie. Indholdet definerer formen.

 

   

1  

Bilag 10: Interview med Walt Harrington, foretaget som

videosamtale via Skype, 22. januar 2016

Dette link fører til lydfilen indeholdende interview med den amerikanske journalist og forfatter

Walt Harrington.

https://www.dropbox.com/s/8w3ja4qk3ayyf45/Harrington%2C%20Walt.mov?dl=0

Der står muligvis ”Unable to preview this item” i midten af skærmen, men linket skal blot åbnes

via QuikTime. Dette gøres ved at trykke ’open’ i øverste højre hjørne og vælge QuikTime Player.

 

   

1  

Bilag 11: Interview med Mike Sager, foretaget som

videosamtale via Skype, 5. december 2015

Følgende link fører til lydfilen indeholdende interview med den amerikanske journalist og forfatter

Mike Sager.

https://www.dropbox.com/s/4yt5wt1hjh2pxh5/Sager.mov?dl=0

Der kan stå ”Unable to preview this item” i midten af skærmen, men linket skal blot åbnes via

QuikTime. Dette gøres ved at trykke ’open’ i øverste højre hjørne og vælge QuikTime Player.

 

   

1  

Bilag 12: Meningskondenserede citater Lars Rix, kulturredaktør på Berlingske

Citat fra transskription Meningskondenseret citat Altså, det kan jo også være, at hvis man er ude at interviewe en musiker, at man siger okay, kan vi lave et eller andet? Kan vedkommende spille et nummer fra den nye plade eller sådan noget? Som vi så optager og lægger ved som en ekstra feature til interviewet.

Det kan være, hvis man er ude at interviewe en musiker. Kan vedkommende spille et nummer fra den nye plade eller sådan noget? Som vi så optager og lægger ved som en ekstra feature til interviewet.

Jeg synes, det er helt naturligt, at man faciliterer det at kunne linke til eksterne ting hos os. Det skal vi gøre, også selv om det er til konkurrenter. Ja, det kunne være en anmeldelse af en ny plade med Mads Langer. Så lad os da linke også til Politikens anmeldelse af Mads Langers plade.

Jeg synes, det er helt naturligt, at man hos os faciliterer det at kunne linke til eksterne ting Det skal vi gøre, også selv om det er til konkurrenter. Det kunne være en anmeldelse af en ny plade med Mads Langer. Så lad os da linke også til Politikens anmeldelse af Mads Langers plade

Jamen det er i høj grad fordi, det er noget, vores læsere efterspørger. Og det er noget, som er meget effektivt set i forhold til at få fat i en anden gruppe læsere end den typiske abonnent på en printavis og på Berlingske, ikke.

Det er i høj grad fordi, det er noget vores læsere efterspørger. Og det er noget, som er meget effektivt set i forhold til at få fat i en anden gruppe læsere end den typiske abonnent på en printavis og på Berlingske

Og noget som rigtig mange taler om lige nu, at vi skal bruge for at fastholde vores læsere…For det viser sig for det første, at det kan holde folk knyttet til vores produkt meget længere, end typisk en printartikel ville.

Rigtig mange taler lige nu om, at vi skal bruge videoformatet til at fastholde vores læsere. Det viser sig, at det kan holde folk knyttet til vores produkt meget længere, end en typisk printartikel ville.

Line Vaaben. featurejournalist på Information

Citat fra transskription Meningskondenseret citat Det er lidt en mere sådan sanselig, mere tredimensionel oplevelse, der rammer dig fra flere sider.

Det er en sanselig, tredimensionel oplevelse, der rammer dig fra flere sider.

Det kan for eksempel bare være – det er brugt ret meget i sådan nogle fortællinger, men jeg synes, det er ret virkningsfuldt, at det bare er et billede, der bare står, af en person, som faktisk sidder helt stille. Og så lige pludselig bevæger de sig. Og så tænker man shit, okay det menneske der sidder der i sofaen eller står der, det er rent faktisk et livebillede, der er ikke et stillbillede. Så man sådan [gisper] gud nej, det er et levende menneske, jeg sidder overfor. Det synes jeg giver noget særligt.

Jeg synes, der er ret virkningsfuldt, at det bare et billede af en person, som faktisk sidder helt stille. Og så lige pludselig bevæger det sig. Og så tænker man shit, det er rent faktisk et livebillede, det er ikke et stillbillede. Det synes jeg giver noget særligt

Det nytter ikke noget, at du samler dine ting, Det nytter ikke noget, at du samler dine ting, og

 

   

2  

og så sætter du dig ned og siger ej, den der kunne være fed at lave til en moderne fortælling. Altså, du bliver nødt til, når du går i gang med historien, at tænke i det, for ellers får du ikke samlet.

så sætter du dig ned og siger ej, den der kunne være fed at lave til en moderne fortælling. Du bliver nødt til at tænke i det, når du går i gang med historien, for ellers får du det ikke samlet

Troels Behrendt Jørgensen, medredaktør på Information

Citat fra transskription Meningskondenseret citat De er blevet sådan en slags longreads, eller hvad kan man sige, billeddækkede fortællinger, men de er ikke blevet flermedielle fortællinger. Altså, der er ikke video i dem, eller lyd eller bevægelig grafik eller alle mulige mærkelige ting man kunne bruge.

De er blevet en slags longreads, billeddækkende fortællinger. Men de er ikke blevet flermedielle fortællinger. Der er ikke video i dem eller lyd eller bevægelig grafik eller alle mulige mærkelige ting, man kunne bruge.

Og hvor du føler at du, ligesom hvis du havde læst en novelle eller en lille roman eller sådan, har flyttet dig, har fået indsigt i noget, som er mere, end du ville kunne få indsigt i igennem den almindelige artikel.

Hvor du føler at du, ligesom hvis du havde læst en novelle eller en lille roman, har flyttet dig, har fået indsigt i noget, som er mere, end du ville kunne få indsigt i igennem den almindelige artikel.

Altså, så det kræver, at man er villig til at gå videre end teksten. Begynde at tænke på det, man sidder med, som sådan en slags dokumentarisk arbejde, en slags øh…ikke webdokumentar, for dem har vi set så mange af, men begynde at tænke på det som en slags tv-dokumentar.

Det kræver, at man er villig til at gå videre end teksten og begynde at tænke det, man sidder med, som en slags dokumentarisk arbejde, som ens lags tv-dokumentar

Det ville være fedt, hvis du kunne komme frem i stolen og deltage i et eller andet, gøre et eller andet aktivt, føle at du, at det at du faktisk er foran et tastatur eller en mus eller en trykskærm, at det gør, at du kan påvirke noget eller deltage i noget.

Det ville være fedt, hvis du kunne komme frem i stolen og deltage i et eller andet, gøre et eller andet aktivt, føle, at du faktisk sidder foran et tastatur, med en mus eller ved en trykskærm

… at jeg på en to-tre dage kunne lære en redaktionssekretær – på print – op i at lave de her fortællinger selv… Det har været et kæmpe skridt fremad, synes jeg, i forhold til den virkelighed vi sad i på Kristeligt Dagblad, hvor det var virkelig tungt.

På en to-tre dage kan jeg lære en redaktionssekretær – på print – op i at lave de her fortællinger selv. Det er et kæmpe skridt fremad, i forhold til den virkelighed vi sad i på Kristeligt Dagblad, hvor det var virkelig tungt.

Jamen skal man være lidt højstemt, så er det jo, hvis det lykkes, en ny genre, vi ikke har set før, som kan gøre sig gældende på linje med dokumentargenren på tv for eksempel eller montageformatet på radio.

Skal man være lidt højstemt, så er det jo, hvis det lykkes, en ny genre, vi ikke har set før, som kan gøre sig gældende på linje med dokumentargenren på tv for eksempel eller montageformatet på radio

Vi eksperimenterer så fortsat, kan man sige, så vi er ikke i mål.

Vi eksperimenterer fortsat, så vi er ikke i mål.

Kim Schou, digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad

Citat fra transskription Meningskondenseret citat

 

   

3  

Øhm, men jeg synes så også, at der som minimum skal være noget, noget, noget, der skal være nogle særligt gode billeder, men der skal også helst være noget lyd.

Jeg synes, at der som minimum skal være nogle særligt gode billeder, men der skal også helst være noget lyd.

Der er mange, som ikke kan lide, at lyden begynder af sig selv. Har vi fundet ud af senere.

Vi har senere fundet ud af, at der er mange, der ikke kan lide, at lyden begynder af sig selv

Men vi ville gerne gøre noget særligt ud af ham, og hvad var det vi gerne ville, som man ikke bare kunne gøre på papir? Jamen altså, for det første selvfølgelig flere billeder, men også lyd. Vi ville virkelig gerne høre hans stemme og høre ham tale selv...Der er bare ting, ord ikke kan beskrive, ikke. Så for at komme tættere på ham, på at forstå ham og skabe noget nærhed, noget nærvær.

Der er bare ting, ord ikke kan beskrive. Vi ville gerne gøre noget særligt ud af ham (Kjeld Rasmussen, red.), og hvad var det, vi gerne ville, som man ikke bare kunne gøre på papir? For det første selvfølgelig flere billeder, men også lyd. Vi ville virkelig gerne høre hans stemme, høre ham tale selv. For at komme tættere på ham, på at forstå ham og skabe noget nærhed, noget nærvær

Kim Faber og Christian Ilsøe, tidligere og nuværende redaktør for Magasinet på Politiken

Citat fra transskription Meningskondenseret citat F: I begyndelsen, da jeg for to år siden begyndte, der var det jo bare sådan: Kom med det hele. Alt skal bimle og bamle og bevæge sig og sådan noget. Og der synes jeg faktisk at der er også en masse børnesygdomme, både i det vi laver, eller noget af det vi har lavet, men også det andre laver. Hvor jeg sådan tænker, vi skal jo ikke bare gøre det, fordi vi kan, vel. Det skal faktisk forbedre historien

F: I begyndelsen, da jeg for to år siden begyndte, der var det bare sådan: Kom med det hele. Alt skal bimle og bamle og bevæge sig og sådan noget. Og der synes jeg faktisk, at der er en masse børnesygdomme, både i det vi laver, eller noget af det vi har lavet, men også i det andre laver. Hvor jeg tænker, vi skal jo ikke bare gøre det, fordi vi kan. Det skal faktisk forbedre historien

F: Jeg synes altid, det er godt at høre folks stemme. Det at høre folk, se dem, lægger noget til en historie, et portræt, synes jeg… Så øger det sådan ens, hvad skal man sige, ens opfattelse af personen.

F: Jeg synes altid, det er godt at høre folks stemme. Det at høre folk, se dem, lægger noget til et portræt. Det øger, hvad skal man sige, ens opfattelse af personen.

F: …det er simpelthen for dyrt at være frontrunner på det her. Altså det må man lade nogle andre om at være.

F: Det er simpelthen for dyrt at være frontrunner på det her. Det må man lade nogle andre om at være.

I: …altså, hvis det er teksten, der er det primære, så er det teksten, der er det primære. Så skal man ikke begynde at sidde og slås mod det

I: Hvis det er teksten, der er det primære, så er det teksten, der er det primære. Så skal man ikke begynde at sidde og slås mod det

Walt Harrington, amerikansk portræt- og featurejournalist samt forfatter

It’s an effort to understand as I have written, it is an effort to understand people as they understand themselves.

It is an effort to understand people as they understand themselves.

Katinka, portrætperson i specialets produktdel

 

   

4  

Citat fra transskription Meningskondenseret citat Det er bare en måde at vise på, at…at…at man aldrig rigtig er det, man man viser udadtil hele tiden. Så nogen gange så kommer det frem i mine sange, hvad det er, jeg virkelig føler og sådan noget.

Det er bare en måde at vise på, at man aldrig rigtig er det, man viser udadtil hele tiden. Så nogen gange kommer det frem i mine sange, hvad det er, jeg virkelig føler.

 

   

1  

Bilag 13: Produktinterview med digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad Kim Schou, foretaget telefonisk i august 2016 Overordnet er det lækkert at se på. Du holder en god stil med sort/hvid, det er en nem måde at gøre det lækkert. Det er godt med det første foto, fedt at man får hendes øjne lige i ansigtet. Og fedt at det fungerer på både storskærm og mobil. Fonden er lidt besværlig at læse, især ved to gg’er. Og ved underrubrikken, hvor det er hvid på grå. Jeg ville nok have lagt en baggrund under eller brugt skrigende gul skrift eller sådan noget. Overordnet er det en lang fortælling uden nogen klassisk stram struktur, ikke så vidt jeg kan se i hvert fald. Der er ingen klassisk berettermodel eller sådan noget, men alligevel flyder det rigtig godt, og det skyldes især dit sprog, som er rigtig godt, og at hun er en meget fascinerende person, der åbner meget op. Det er ikke en kritik, at der ikke er en model, det er bare en observation, og det fungerer uanset. Det er godt med højkantsbillederne, også til mobilen. Man kunne bryde teksten mere ved at udnytte skærmen fuldt ud af og til. Elementerne kommer de rette steder, og der er nogle gode beskrivelser i teksten. Så de ekstraelementer der er, som man skal klikke på for at få, fungerer som en lille ekstra ting, det er ikke noget man skal vælge for at forstå historien, og det river ikke folk ud af den, så det fungerer, som det skal. Når nu det handler om musikken, ville jeg gerne have hørt musikken før, det ville jeg have hevet højt op. I forhold til de audiovisuelle elementer har du doseret rigtig fint. Ofte er der for meget, og man hives ud, eller det er gentagelser, hvor det der er beskrevet i teksten fortælles igen med citater. Du undgår de klassiske fælder. Når man skal klikke på det, er det godt, at det ikke er en gentagelse. Ved tatoveringerne til sidst, der uddyber hun for eksempel, det der står i teksten ovenover, og det er rart, den supplerer. Den du har ved parafrase…det har et ord, nu kan jeg bare ikke huske, hvad det hedder…Den er god, men den kommer for sent. Det er super, at den er der, det fungerer, men du bliver nødt til at prime læseren med sådan nogle elementer. De skal komme første gang tidligt i teksten, for ellers studser man over det, når det kommer til sidst. Det skal komme tidligere i teksten første gang. Og så pas på med dem, for de stopper op. Hvis det er vigtigt, så vis det. Men parafrasen er super god . Så klikker jeg og uh ha, så er der en masse ekstra der, og det er for langt til en faktaboks, og det giver ikke mening at putte det ind i teksten. Historien har en en god slutning. Den slutter rigtig godt. Den blå bog til sidst skulle ikke være til sidst Det ville man gøre på papir eller i et magasin. Og især i starten af teksten synes jeg ikke, at jeg kender hende særlig godt. Du kunne lave den som primer, den der du klikker på. Eller du kunne eventuelt dele faktaboksen op i mindre dele og sætte dem op tidligere . Det er godt med link til sidst. Videoen fra folkemødet er god, og den kommer på det rette tidspunkt. Og de der dagbogsord, der beskriver hendes dag, er rigtig fedt. Mere af det kunne jeg også godt have brugt højere oppe. Thinglink’en er lidt svær at afkode, synes jeg. Jeg fangede ikke, at det var et albumcover med det samme. Hvis jeg nu havde kunnet se lp’en i billedet, så havde jeg kunnet afkode den. Den er der næsten, men ikke helt. Men jeg kan godt lide ideen med at lade hende kommentere på de der sange. Videoen kommer på det rette tidspunkt efter beskrivelsen af, hvordan hun er på scenen. Og det er et dejligt kort klip, ikke længere end et minut. Lydfilerne har også den rette længde generelt. 30 sekunder er en tommelfingerregel, men der er forskel på, om det er en, der står og taler, eller om man ser en gøre noget.

 

   

1  

Bilag 14: Produktinterview med nuværende redaktør af Magasinet på Politiken Christian Ilsøe, foretaget telefonisk i august 2016 Overordnet synes jeg, det er rigtig flot, der er sgu ikke så meget der. Jeg synes, at det fungerer med elementerne. Det er godt at høre hendes musik, og det giver autencitet at høre hende snakke. Men jeg synes godt de kunne have været længere, både video og lyd. Det er lidt som om, det er lidt for sjov, som om du ikke har turdet gå hele vejen. Sådan lidt det er min tekst, der er det vigtige, og så kan de andre ting ligesom få lov til at være lidt med. Jeg synes godt, du kunne give dem noget mere plads. Hvis jeg skal finde noget hår i suppen, så er det det. Jeg synes måske, du skal give lidt mere i soundbites’ene. Videoen cuttes af. Og det er jo det her, hun laver, musikken. Jeg ville gerne høre endnu mere musik. Jeg kendte hende ikke i forvejen og så er det interessant at se, hvad hun kan. Det interaktive element er ok. Det er lidt en omvej, man bliver også nødt til at skrive nedenunder, hvad det går ud på. Så det gik lidt hen over hovedet på mig. Det kunne godt være mere eksplicit. I forhold til selve interviewet, så rammer hun ikke rigtig mig i mellemgulvet. Jeg er tredive år ældre end hende, og jeg er et helt andet sted. Det er lige det blødeste, det kan bære. Det er den unge welltsmertz, og hun har endda haft det hårdt i skolen. Så er spørgsmålet: Køber man det, eller køber man det ikke. Måske kun jeg godt have tænkt mig, at hun havde noget mere, end hvor hårdt hun har haft det. Jeg har det lidt som om, hun har det hårdt på den privilegerede måde. Det er selvfølgelig ikke så meget karakteren her, men jeg kan godt synes, at hun kunne blive presset lidt mere. Men det er jo sådan et erfaringsinterview. Men det er bare lidt svært, når man er tredive år ældre. Men det kunne måske godt passe ind hos Politiken, til de lidt yngre. Du kan jo prøve at snakke med kulturen eller Ibyen.

 

   

1  

Bilag 15: Produktinterview med kulturredaktør på Berlingske Lars Rix, foretaget telefonisk i august 2016 Jeg synes, det er et virkelig, virkelig velskrevet portræt, det må jeg sige. Jeg kendte jo godt lidt til hende i forvejen og havde læst et par andre ting. Jeg synes, det er meget meget fint det her. Jeg kan godt lide dit sprog. Så det er thumbs up herfra. Måske rubrikken er lidt kedelig, når du der er så mange gode citater. ’-Kærlighed er den eneste hobby, der er værd at have’, det ville få mig til at blive indfanget. Det ville fange læseren ind. og det er jo det, rubrikken skal. Jeg kan virkelig godt lide de små musikbidder, Det synes jeg er fedt, både lydklippene og videoen. Det fungerer godt. Den hvor man kan fører musen hen over noget og læse om musikken, den kan jeg også rigtig godt lide. Og det er nemt at afkode, hvad man sal gøre. I forhold til hypertekst, så synes jeg det er godt at linke til anmeldelsen. Det er ikke nogen skam at linke til andre medier på den måde, det virker overskudsagtigt. Men det link kunne godt have ligget oppe i sætningen men anmeldelse, der hvor du nævner det. Det er det der med at give brugeren mulighed for så meget info som muligt. Det er rigtig fint med det der indlejrede ord – mere af det. Og også gerne før og måske i en farve, der stikker mere ud. Når man går ind i et longread-format som det her, så er man også indstillet på, at man skal have noget mere. Generelt synes jeg, at det er virkelig, virkelig vellykket. Det er virkelig flot arbejde. [Det følgende er svar på opfølgende spørgsmål til det første interview, jeg gennemførte med Rix i forbindelse med anden del af analysen] De kommer ind bag en betalingsmur på et tidspunkt, det er planen. Sådan noget her er jo noget af det, vi kan forlange penge for. Det er jo netop nogle af de unikke ting, som ikke er fælles stof med alle de andre medier.

 

   

1  

Bilag 16: Interview med Katinka De følgende tre link fører til de tre konventionelle portrætinterview, jeg i løbet af min research gennemførte med Katinka. 1:https://www.dropbox.com/s/ts3pcglmfs8w44x/Katinka%20p%C3%A5%20Props%206.april.mp3?dl=0 2: https://www.dropbox.com/s/hzy69tjd3jiwx4z/Katinka.mp3?dl=0 3: https://www.dropbox.com/s/ybay7f2g60twxz9/kat%20christianshavn.m4a?dl=0