Den post-amerikanske verden

1

Den post-amerikanske verden

3

Fareed Zakaria

Den post-amerikanske verden

På dansk ved Sune de Souza Schmidt-Madsen

inForMationS Forlag

4

Til Arshad Zakaria

Den post-amerikanske verden© Dansk udgave informations Forlag, 2009 oversat fra amerikansk af Sune de Souza Schmidt-Madsen efter The Post-American World© 2008 by Fareed Zakariaall rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form.

grafisk tilrettelæggelse og sats: graphorama.dk omslag: lars ole nielsen 1. udgave, 1. oplag trykt hos special-trykkeriet Viborg a/s iSBn: 978-87-7514-225-5 Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med gældende Copy-Dan-regler. Enhver anden udnyttelse uden for lagets skriftlige sam tyk-ke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

informations Forlag St. Kongensgade 40 C DK-1264 København K

www.informationsforlag.dk

5

Vækst opstår, hver gang en udfordring resulterer i en vellykket løsning, der igen resulterer i en ny og anderledes udfordring. Vi har ikke fundet nogen indre årsag til, at denne proces ikke skulle kunne gentage sig i en uendelighed, selv om det er et his to risk faktum, at flertallet af verdens civilisationer ikke har for mået det.

arnold J. toynbeeA Study of History

6

indhold

En ny verdensorden ................................................................ 7Bægeret flyder over ............................................................... 12En ikke-vestlig verden? ......................................................... 59Konkurrenten ....................................................................... 99Den allierede ....................................................................... 144amerikansk magt ............................................................... 185USa’s rolle i fremtiden ........................................................ 237Efterskrift til den danske udgave ....................................... 285tak ....................................................................................... 306noter ................................................................................... 310navneregister ....................................................................... 318

7

1

En ny verdensorden

Denne bog handler ikke om USa’s nedgang, men snarere om den øvrige verdens fremgang. Den handler om de store for-andringer, der finder sted verden over; forandringer, som vi alle taler om, men som vi endnu ikke til fulde forstår. Det er forståeligt. Forandring sker altid gradvist – selv meget om fat-tende forandring. Selv om vi taler om nye tider, ligner verden omkring os stadig sig selv. Men faktisk er meget forandret. Der har været tre grundlæggende magtskifter gennem de sidste 500 år: tre fundamentale ændringer i magtfordelingen, der har om formet det internationale liv – politisk såvel som øko no misk og kulturelt. Det første var fremkomsten af den vest lige verden; en proces, der begyndte i det femtende år-hundre de og accelererede dramatisk i slutningen af atten-hundrede tal let. Her blev moderniteten, som vi kender den, skabt: viden skab og teknologi, handel og kapitalisme, landbo-reformer og indu striel revolution. Samtidig blev grunden lagt til Vestens lang varige politiske dominans. Det andet skifte, der fandt sted i slutningen af nitten-

8

hundredetallet, var USa’s opblomstring. Kort efter industri-a liseringen blev USa det mest magtfulde land siden romer-riget, og det eneste land, der var stærkere end nogen tænkelig kombination af andre lande. i størstedelen af det forrige år-hundrede dominerede USa den globale økonomi, politik, videnskab og kultur. i de sidste 20 år har denne dominans stået alene, et fænomen uden fortilfælde i den moderne historie. lige nu gennemlever vi det tredje store magtskifte i mo-der ne tid. Det kunne kaldes “the rise of the rest”. i løbet af de sidste par årtier har lande verden over oplevet økonomiske vækst rater, man engang ikke ville have troet mulige. Selv om der har været både økonomiske opsving og nedture, har den overordnede tendens utvetydigt peget opad. Væksten har væ-ret mest synlig i asien, men er ikke længere kun begrænset der til. Derfor ville det ikke være korrekt at kalde dette skifte for “asiens fremgang”. i 2006 og 2007 var der 124 lande verden over, der havde en vækstrate på 4 procent eller mere, herunder 30 afri kanske lande, to tredjedele af det samlede afrikanske kon ti nent. antoine van agtmael, den porteføljemanager, der op fandt begrebet “emerging markets” eller “nye markeder”, har iden tificeret de 25 virksomheder, der højst sandsynligt vil bli ve blandt verdens næste store multinationale selskaber. På hans liste er der fire firmaer fra Brasilien, Mexico, Sydkorea og taiwan, tre fra indien, to fra Kina, og et fra henholdsvis argen-tina, Chile, Malaysia og Sydafrika. Man behøver bare at se sig omkring. Verdens højeste byg-ning findes nu i taipei, og den vil snart blive overhalet af én, der er under opførelse i Dubai. Verdens rigeste mand er mexi-caner, og den største børsnoterede virksomhed er kine sisk. Ver dens største fly er bygget i rusland og Ukraine, verdens største raffinaderi er ved at blive bygget i indien, og alle de

d e n p o s t - a m e r i k a n s k e v e r d e n

9

største fabrikker findes i Kina. london er på mange måder ved at blive verdens førende finanscentrum, og den mest veludstyrede investeringsfond findes i De Forenede ara biske Emirater. Det, der engang var ærkeamerikanske ikoner, er blevet approprieret af andre lande. Verdens største pariser hjul findes i Singapore. Det største kasino findes ikke i las Vegas, men i Macao, der også har overhalet Vegas i årlige spille-indtægter. Bollywood, ikke Hollywood, har den største film in-dustri, både hvad gælder antallet af producerede film og solg-te billetter. Selv shopping, USa’s nationalsport, er blevet en international disciplin. Kun ét af verdens ti største shopping-centre ligger i USa. Det største findes i Beijing. Sådanne lister er arbitrære, men det er slående, at USa for bare ti år siden var i toppen af mange, hvis ikke de fleste, af disse kategorier. Det kan virke besynderligt at fokusere på den stigende vel-stand, når der stadig er hundreder af millioner mennesker, der lever i den yderste fattigdom. Men faktisk er antallet af menne-sker, der lever for én dollar eller mindre om dagen, faldet fra 40 procent i 1981 til 18 procent i 2004, og det forventes at falde yder-ligere til 12 procent i 2015. Kinas vækst alene har løftet mere end 400 millioner mennesker ud af fattigdommen. Fattig dommen redu ceres i lande, der tilsammen huser 80 procent af verdens be folk ning. De 50 lande, hvor verdens allerfattigste bor, er ek-stre me tilfælde, der kræver omgående opmærksomhed. i de res -te rende 142 lande – heriblandt Kina, indien, Brasilien, rus land, indonesien, tyrkiet, Kenya og Sydafrika – er de fatti ge gan ske langsomt ved at blive optaget i produktive og vok sende øko -no mier. For første gang nogensinde er vi vidner til en genuin glo bal vækst. Dette skaber et internationalt system, hvor lan de over hele verden ikke længere er objekter eller tilsku ere, men medspillere. En sand global verdensorden er ved at fødes.

e n n y v e r d e n s o r d e n

10

Et andet aspekt af den nye tid er spredningen af magt fra stater til andre aktører. Den rest, som er på vej frem, tæller også mange ikke-statslige aktører. grupper og individer har fået mere magt, hvorved hierarki, centralmagt og kontrol bliver under mineret. Funktioner, der tidligere var statsstyrede, va-re tages nu i fællesskab med internationale organer som ver-dens handelsorga nisa tionen Wto og EU. Hver dag skyder nye ngo’er op som padde hatte og engagerer sig i enhver tænkelig sag i alle lande. Selskaber og kapital flytter fra sted til sted for at finde det mest forretningsvenlige miljø, belønner nogle regimer og straf fer andre. terrorgrupper som al-Qaeda, nar-ko kar tel ler, op rørs grupper og alverdens militsgrupper ope-re rer i det in ter natio nale systems sprækker og furer. Magten be væ ger sig væk fra nationalstaterne: opad, nedad og til siden. i dette miljø er traditionel national magtanvendelse, både den øko no miske og den militære, blevet mindre effektiv. Det internationale system, der er ved at vokse frem, vil formentlig vise sig meget anderledes, end det, der er gået for-ud. For 100 år siden var verden præget af en multipolær orden ledet af en række europæiske regeringer med konstant skif-tende alliancer, rivaliseringer, fejlbedømmelser og krige. Så fulgte Den Kolde Krigs bipolære pingpong – på mange måder et mere stabilt system, men med supermagternes konstante reaktioner og overreaktioner på hinandens træk. Siden 1991 har vi levet under et amerikansk imperium i en unik, uni po-lær verden, hvor den globale økonomi er ekspanderet og har accelereret dramatisk. Denne ekspansion er nu ved at føre til det næste skifte i den internationale verdensorden. På det militært-politiske niveau lever vi fortsat i en verden med kun én supermagt. Men på alle andre fronter – industri-elt, fi nansielt, uddannelsesmæssigt, socialt, kulturelt – skifter


11

magt fordelingen og flytter sig væk fra amerikansk dominans. Det betyder ikke, at vi er på vej ind i en antiamerikansk ver-den. Vi bevæger os derimod ind i en post-amerikansk verden, defineret og styret fra mange forskellige steder og af mange forskellige mennesker. Hvilke muligheder og udfordringer opstår med disse for-andringer? Hvad indvarsler de for USa og landets hidtil do-mi nerende rolle? Hvordan vil den nye æra tage sig ud, hvad an går krig og fred, økonomi og handel, ideer og kultur? Kort sagt: Hvad vil det sige at leve i en post-amerikansk verden?

e n n y v e r d e n s o r d e n

12

2

Bægeret flyder over

Forestil dig, at vi er tilbage i januar måned år 2000, og du be-der en spåmand om at forudsige den globale økonomis udvik-ling i de følgende år. lad os sige, du giver ham et par spor at gå efter for at hjælpe ham med at se ind i krystalkuglen. Du for tæller ham, at USa vil blive ramt af det værste terror angreb i historien og vil reagere ved at indlede to krige, hvoraf den ene vil gå temmelig skævt og skabe et årelangt kaos i irak – lan-det med verdens tredjestørste oliereserver. iran vil vinde styr-ke i Mellemøsten og tage skridt i retning af udviklingen af et atom program. nordkorea vil gå endnu længere og blive ver -dens ottende atommagt. rusland vil blive uforsonlig og domi-nerende i behandlingen af sine nabolande og Vesten. i Syd ame-rika vil Venezuelas Hugo Chávez iværksætte den mest ener-gis ke anti vestlige kampagne i en generation og vinde mange al li ere de og beundrere. israel og Hizbollah vil udkæm pe en krig i det sydlige libanon, der vil destabilisere den skrø be lige re ge ring i Beirut, inddrage iran og Syrien og ryste isra e ler ne. gaza vil blive en fejlslagen stat ledet af Hamas, og freds for hand-

13

lingerne mellem israel og palæstinenserne vil løbe ud i san det. “givet disse omstændigheder,” siger du til den vise, “hvor dan tror du, det vil gå den globale økonomi de næste seks år?” Denne situation er i virkeligheden slet ikke et tænkt scena-rie. Vi har rent faktisk eksperternes forudsigelser fra disse år. De tog alle sammen fejl. Den korrekte forudsigelse ville have været, at verdensøkonomien i perioden fra 2000 og 2007 ville vokse hastigere, end den havde gjort i 40 år. Den globale gennem snits indkomsten pr. person ville stige med en højere rate (3,2 procent) end på noget andet tidspunkt i historien. i de to årtier, der er gået siden Den Kolde Krigs afslutning, har vi gennemlevet et paradoks, som vi oplever hver ene ste morgen, når vi læser avisen. De politiske nyheder er foruro li-gende med daglige rapporter om bombeangreb, terror anslag, slyngelstater og civile uroligheder. og alligevel springer øko-no mien fremad, ikke uden væsentlige brud og kriser, men al-ligevel energisk opad overordnet set. Der går panik i mar ke-derne, men over økonomiske nyheder, ikke over politiske. Det, der står på avisernes forsider, synes ikke at have forbindelse med indholdet i finanssektionen.* Jeg kan huske, at jeg talte med et ledende medlem af den israelske regering få dage efter krigen mod Hizbollah i 2006. Han var oprigtigt bekymret for landets fysiske sikkerhed. Hiz-bollahs raketter var nået meget længere ind i israel, end nogen havde troet muligt, og israels militære gensvar havde ikke virket overbevisende. Så spurgte jeg ham om økonomien – hans eget kompetenceområde. “Det har været et stort myste-ri um for os alle sammen,” sagde han. “aktiemarkedet var hø-


* Den post-amerikanske verden udkom før finanskrisen i 2008, hvilket er tydeligt i ovenstående afsnit. i det nye efterskrift (s. 285) korrigerer Zakaria for de begi-venheder der har fundet sted siden bogens udgivelse. o.a.

14

je re på krigens sidste dag end på den første! Det samme gæl-der shekelen [israels møntfod].” regeringen var måske nok skræmt, men markedet var det ikke. Eller tænk på krigen i irak, der har skabt et dybt, vedvarende kaos i landet og drevet over to millioner på flugt ind i nabo-landene. En politisk krise i den størrelsesorden skulle man tro helt sikkert ville få bægeret til at flyde over. Men hvis man har rejst i Mellemøsten i de seneste år, vil man blive slået over, hvor lidt iraks problemer har destabiliseret regionen. overalt møder man folk, der vredt fordømmer USa’s udenrigspolitik. Men hvor er egentlig beviset på regional ustabilitet? De fleste mellemøstlige lande – f.eks. Jordan, Saudi arabien og Egypten – oplever et økonomisk boom. tyrkiet, der grænser op til irak, har haft en gennemsnitlig årlig vækst på over 7 procent, siden krigen begyndte. i abu Dhabi og Dubai, en times fly rejse fra Bagdad, fortsætter man med at bygge blændende, monu men-tale skyskrabere, som om man befandt sig på en anden planet. De lande, der har engageret sig i krigen – Syrien og iran – ope-rerer for en stor del uden for den globale økonomi og har derfor mindre at miste ved at skabe uro. Hvordan kan man forklare denne uoverensstemmelse mel-lem et politisk liv, der bevæger sig nedad i en ond spiral, og en øko nomi, der forbliver robust? Først og fremmest er det en god idé at kigge de mange dårlige nyheder bedre efter i sømmene. Det lader til, at vi lever i en vanvittigt voldelig tid. Men stol ikke på alt, hvad du ser i fjernsynet. Vores umiddelbare indtryk viser sig at være fejlagtige. Mængden af krig og organiseret vold er faldet voldsomt de sidste to årtier. ted robert gurr har sam men med en gruppe forskere fra University of Marylands Center for international Development and Conflict Manage-ment studeret materialet meget omhyggeligt og er nået frem


15

til denne konklusion: “Det generelle omfang af krig i verden er faldet med over 60 procent [siden midten af 1980’erne] og nåede ved udgangen af 2004 det laveste niveau siden sidst i 1950’erne.”1 Der var en støt stigning af vold under Den Kolde Krig – en seksdobling af niveauet fra 1950’erne til de tidlige 1990’ere – men tendensen toppede lige før Sovjetunionens kol laps i 1991, og “omfanget af krig mellem og internt i stater blev næsten halveret i det første årti efter Den Kolde Krig.” Uni ver salgeniet Steven Pinker, der er professor på Harvard, har hævdet, at “vi i dag lever i den formentlig mest fredelige tid i menneskehedens historie.”2 En af årsagerne til denne uoverensstemmelse mellem vir-ke ligheden og vores opfattelse af den kan være, at vi i de sam-me årtier har oplevet en revolution inden for infor ma tions-teknologien, så vi nu konstant modtager nyheder fra hele verden i samme øjeblik, de finder sted og i levende bille der. Bille dernes aktualitet og intensiteten i nyhedernes 24-timers døgn rytme skaber i forening en konstant hyperbel. Hver ene-ste forstyrrelse i vejret er “århundredets storm.” Hver ene-ste bombe, der sprænger, er SiDStE nYt. Det er vanske ligt for os at sætte det hele i sammenhæng, fordi infor mations-revolutionen er så ny. Vi modtog ikke daglige optagelser af de omkring to millioner mennesker, der døde på slagmarken i Cambodja i 1970’erne, eller af den million mennesker, der for svandt i ørkensandet under krigen mellem iran og irak i 1980’erne. Vi har ikke engang set ret mange optagelser fra den congolesiske krig i 1990’erne, hvor flere millioner døde. Men nu ser vi næsten daglige live-optagelser af konsekvenserne af vejside bomber, bilbomber og raketter – meget tragiske begi-ven he der, men ofte med et tabstal på under ti personer. terror-voldens vilkårlighed, dens angreb på civile, og det moderne

bæ g e r e t f ly d e r o v e r

16

samfunds sårbarhed forstærker vores urolighed. “Det kunne have været mig,” siger folk efter et terrorangreb. Det føles, som om verden er blevet et meget farligt sted at leve, men det er den ikke. Chancen for at omkomme som følge af organiseret vold af en hvilken som helst slags er lav og bliver stadigt lavere. Undersøgelserne viser en generel tendens væk fra krige mellem større lande, og det er den form for konflikt, der kræver flest ofre. Jeg tror ikke, at krig helt vil forsvinde – det ville være tåge-snak. Den menneskelige natur er stadig den samme, og in ter-national politik er også stadig det samme. gennem histo rien har vi haft fredelige perioder, der er blevet efterfulgt af perio-der med voldsomme blodsudgydelser. og antallet af dræbte er ikke ondskabens eneste målestok. Karakteren af drabene i det tidligere Jugoslavien i de tidlige 1990’ere – overlagte, reli giøst motiverede, systematiske udryddelser – gør denne krig, der havde 200.000 ofre, til en moralsk obskønitet, der bør ran gere meget højt på en hvilken som helst skala. al-Qaedas barba ri – de koldblodige halshugninger, de bevidste angreb på uskyl-dige – er grusomt på trods af det relativt lave antal af ofre. Men hvis vi vil forstå den tid, vi lever i, må vi alligevel be-skrive den præcist. og lige nu er vor tid, historisk set, usæd-vanligt rolig.

truslen fra islam

Den islamistiske terror, der dagligt præger overskrifterne, er et alvorligt og vedholdende problem, men begås imidlertid kun af en lille gruppe fanatikere. terroren nærer sig ved den muslimske verdens dysfunktionaliteter, den (berettigede så-


17

vel som uberettigede) følelse af at blive udnyttet af Vesten, og den lette adgang til våben- og voldsteknologi. alligevel må vi spørge os selv, om den er en trussel på linje med tysk-lands kamp for verdensherredømme i den første halvdel af det ty vende århundrede? Eller Sovjetunionens ekspan-sio nisme i århundredets anden halvdel? Eller Maos forsøg på at opildne til krig og revolution i Den tredje Verden i 1950’erne og 1960’erne? Disse udfordringer blev alle sammen bakket op af store lande med magt og helt klare hensig ter, ofte med hjælp fra stærke allie rede og styret af en ideologi, der blev betragtet som et plausi belt alternativ til det liberale demokrati. Sammenlign dette med truslen fra jihadister ne. når grupper som al-Qaeda kom i søgelyset før den 11. sep-tember, opfattede regeringerne dem som mindre irrita tions-momenter, og de flakkede frit omkring, samlede kræfter og slog til mod symbolske, ofte militære, mål, hvor de dræbte ame rikanere og andre udlændinge. Selv om de gjorde dette, var skaderne begrænsede. Siden 2001 har regeringer over hele verden aggressivt optrævlet terroristernes netværk, fulgt deres økonomiske forsyningskæder og opspo ret deres re krut ter – med næsten omgående resultater. i indo nesien, ver dens største muslimske nation, fangede regeringen både den øver ste leder og den militære leder af Jemaah isla miyah, lan dets far ligste jihadist-gruppe og den gruppe, der stod bag bom be terroren på Bali i 2002. Med amerikansk støt te knus te den filippinske hær den al-Qaeda-inspirerede op rørs gruppe abu Sayyaf. oprørsgruppens leder blev dræbt af fi lip pin-ske trop per i januar 2007, og antallet af oprørere er faldet fra op mod 2000 guerillasoldater for seks år siden til nogle få hund re der i dag. i Egypten og Saudi arabien – hvor al-Qaeda oprin de ligt havde både sin base og sine primære an grebs-


18

mål – er terrorceller blevet opsnuset, og dem, der sta dig er på fri fod, har ikke været i stand til at gennemføre nye an-greb i de seneste tre år. De finansielle ministerier – særligt USa’s skatteministerium – har gjort livet langt sværere for ter rorister. globale organisationer kan ikke fungere uden at kunne overføre penge fra et sted til et andet, og i jo højere grad ter roris ternes penge bliver opsporet og indefrosset, desto mere bliver de nødt til at ty til små, hastigt improviserede opera tioner. Denne kamp mellem regeringer og terrorister vil fort sætte, men det er de førstnævnte, der har overtaget. i irak, hvor antallet af terrorangreb er faldet, er der opstået en kom pli kation, der har svækket al-Qaeda. oprinde ligt om-talte al-Qaeda aldrig shiiterne i deres fatwaer og andre udta-lel ser, men fordømte kun “korsfarerne” og “jøderne”. Dette æn drede sig med irak-krigen. i forsøget på at tiltrække sunni -muslimske støtter har al-Qaeda forvandlet sig til en anti -shiitisk gruppe og støttet op om et puritansk sunni-ver-dens billede. Den afdøde abu Musab al-Zarqawi, lederen af al-Qaeda i Mesopotamien, nærede et stærkt had til shiiter, der stammede fra hans wahhabi-inspirerede puritanisme. i et brev fra februar 2004 til osama bin laden hævdede han, at “Faren fra shia […] er større […] end den fra amerikanerne [… Den] eneste løsning er, at vi må slå ned på de religiøse, mili-tæ re og øvrige kadrer med slag efter slag, indtil de bøjer sig for sunnierne.” Hvis der nogensinde har fundet en diskussion sted mellem ham og bin laden, var det Zarqawi, der gik af med sejren. Konsekvensen har været at den bevægelse, som håbede på at samle hele den muslimske verden til jihad mod Vesten, har ud viklet sig til en beskidt krig inden for islam. Splittelsen mellem sunnier og shiiter er kun én af skille-linjerne inden for den muslimske verden. i det univers er der


19

shiiter og sunnier, persere og arabere, sydøstasiater og folk fra Mel lem østen – og vigtigere endnu, moderate og radikale. lige som splittelsen inden for den kommunistiske verden til sidst gjorde den samlede trussel mindre, underminerer islams mange afskygninger dens evne til at smelte sammen til en en-kelt, massiv fjende. nogle vestlige ledere taler om en samlet, ver densomspændende islamistisk bevægelse – og skærer tje-tjen ske separatister i rusland over én kam med pakistansk støt tede militsgrupper i indien, shiitiske krigsherrer i libanon og sunni-muslimske jihadister i Egypten. En klarsynet strateg ville lægge vægt på, at de er distinkte grupper med hver deres agen da, fjender og venner. Det ville fratage grupperne deres pos tu lat om at repræsentere islam som helhed. Det ville også be skri ve dem som det, de ofte i virkeligheden er: små, lokale ban der af udskud, der håber på at få noget opmærksomhed gen nem nihilisme og barbarisme. Der vil fortsat være konflikter med radikale muslimske grupperinger, men disse har typisk mere at gøre med specifik-ke lokale forhold end forestillinger om verdensherredømme. Selv om nordafrika har oplevet gentagne tilfælde af terror, sær-ligt i algeriet, er den væsentligste gruppering i regionen, the Salafist group for Call and Combat (kendt under den fran ske forkortelse, gSPC),* part i en langvarig krig mellem den alge-riske regering og muslimske oppositionsstyrker og kan der-for ikke bare ses gennem al-Qaeda eller den antiamerikanske jihads prisme. Det samme gælder det væsentligste område i grænse landet mellem afghanistan og Pakistan, hvor der er sket en voldsom og farlig forøgelse af al-Qaedas styrke. Det er her, al-Qaeda har sit hovedkvarter, hvis der da eksisterer så-


* gruppen skiftede i 2007 navn til al-qaeda organisation in the islamic Magh-reb. o.a.

20

dan et. gruppen har været i stand til at overleve på trods af nato-troppernes ihærdige indsats, fordi den har slået dybe rødder i regionen under kampen mod Sovjetunionen. Dens allierede, tali banerne, er en lokal bevægelse, der længe har været støttet af en fløj af pashtunere, en indflydelsesrig etnisk gruppe i afgha nistan og Pakistan. Men faktum er, at i de år,der er gået siden 11. september, har al-Qaedas hovedkvarter – den gruppe, der er ledet af osa-ma bin laden og ayman Zawahiri – været ude af stand til at gennemføre ét eneste større angreb noget sted. Det, der var en terrororganisation, er blevet et kommunikationsselskab, der af og til producerer et videobånd snarere end egentlige ter-rorhandlinger.* Jihad fortsætter, men jihadisterne er blevet nødt til at sprede sig, gå efter mindre mål og operere på lo-kalt niveau – som regel gennem grupper med næsten ingen kontakt til al-Qaedas hovedkvarter. og denne improviserede stra tegi har en lammende svaghed: Den slår lokale ihjel og støder dermed al mindelige muslimer fra sig – en proces, der er godt i gang i så forskellige lande som indonesien, irak og Saudi arabien. De seneste år er støtten til osama bin laden og hans erklærede mål faldet støt i hele den muslimske verden. Mellem 2002 og 2007 er antallet af personer med en positiv holdning til selv mords bombeangreb som taktik (et tal, der aldrig har været ret højt) faldet med over 50 procent i de fleste muslim ske lande, der er blevet undersøgt. Der har været flere for dømmelser af vold og flere fatwaer mod osama bin laden end no gen sinde før, her under fra fremtrædende gejstlige i Saudi arabien. Der skal meget mere til for at modernisere den mus lim ske verden,


* Selv hvis et angreb fandt sted i morgen, ville det faktum, at al-Qaeda i syv år har været ude af stand til at organisere én eneste eksplosion noget sted, stadig være værd at tage i betragtning.

21

men reformatorerne er ikke længere så skræm te. De har en de-lig indset, at på trods af retorikken fra koranskolerne og mo s ke-erne er der ikke ret mange, der har lyst til at leve efter al-Qaedas forskrifter. De mest indædte mod stan dere findes blandt dem, der allerede har prøvet det, enten i afghanistan eller i iran. i modsætning til hvad der gjaldt for sovjetsocialismen eller fas-cis men i 1930’erne er der intet samfund, der betragter den fun-damentalistiske mus lim ske sam funds model med be undring og misundelse. På et ideologisk plan fremstår den ikke som en konkurrent til den vestlige modernitetsmodel, som lande i hele verden tager til sig. Efter 11. september er der blomstret en hjemmeindustri for skrækkampagner op i Vesten – især i USa. Eksperter frem-skriver enhver tendens, de ikke bryder sig om, og glemmer en-hver form for seriøs behandling af fakta. Mange konservative kommentatorer har skrevet om den forestående islamisering af Europa (“Eurabien” kalder de det for at gøre dig endnu mere skidt tilpas). Det står i modstrid med de mest pålidelige tal, vi har fra de amerikanske efterretningstjenester, der viser, at den muslimske minoritet udgør tre procent af Europas befolk ning lige nu og vil stige til mellem fem og otte procent om kring år 2025, hvorefter kurven vil flade ud. Vagthundene noterer sig ævlerierne fra hver eneste vanvittig imam, gen-nem roder ar ki verne for ethvert tegn på dommedag og op ta-ger og ud sender aftenshows med kævlerier fra hver en marty -rium-fikserede galning. De eksploderer i raseri, hvis en so ma -lisk taxachauffør et eller andet sted nægter at tage en kasse øl med i sin hyrevogn og opfatter det som begyndelsen på sharia i Vesten. Men disse episoder afspejler ikke den grund-læggende retning, den muslimske verden bevæger sig i. også den muslimske verden er ved at blive moderniseret, selv om


22

det går lidt langsommere end andre steder i verden, og selv-om der er dem, der prøver at komme til magten gennem mod-stand mod moderniseringen. Den muslimske verden har sine dysfunktionelle sider – de reaktionære i den muslimske verden er mere talrige og ekstreme end i andre kulturer. Men de er og bliver en lille minoritet i forhold til verdens mere end en milli-ard muslimer. og at forbigå den komplekse kontekst i hvilken nogle af de pseudoreligiøse udtalelser finder sted – såsom den interne magtkamp mellem gejstlige og ikke-gejstlige i iran – fører til hårrejsende, men absurde udsigelser, som Ber nard lewis’ erklæring om, at irans præsident Mahmud ahma di-nejad planlagde at markere en særlig gunstig dag i den mus-limske kalender (22. august 2006) til at lade verden gå under. (Ja, det skrev han faktisk.) De ideologiske vagthunde har brugt så meget tid på at stu-dere jihads aktstykker, at de har mistet virkelighedens mus-lim ske samfund af syne. Hvis de trådte et skridt tilbage, ville de kunne se en frustration over fundamentalisterne, et ønske om modernisering (med værdighed og en kulturel stolthed i behold, naturligvis), og en søgen efter praktiske løsninger – ikke en folkemasse, der higer efter udødelighed gennem mar-ty riet. når muslimer rejser, flokkes de i milliontal for at op le-ve Dubais pulserende storby, ikke irans præsteseminarer. Det mindretal, der ønsker jihad, er virkeligt nok, men det ope re rer i samfund, hvor sådanne aktiviteter bliver stadig mere upo pu-lære og irrelevante. i Vesten er terrorismens konsekvenser blevet mindre og min dre for hvert angreb. Efter 11. september kollapsede de glo bale fi nans markeder og nåede ikke tilbage på niveauet fra 10. sep tem ber 2001 før to måneder senere. Det tog det span-ske marked en måned at komme til hægterne igen efter terror-


23

bomberne i Madrid i 2004. Efter terrorbomberne i london i juli 2005 var de britiske aktier tilbage på “førbombe-niveau” i løbet af 24 timer. noget tilsvarende gør sig gældende i forhold til det større økonomiske billede. Efter 11. september mistede USa hundreder af milliarder dollars i økonomisk aktivitet. Det næste store angreb, terrorbomberne mod natklubben på Bali i 2002, havde en tilsvarende dramatisk effekt på den indo-ne siske økonomi, turismen faldt til et nulpunkt, og der var flere måneders tørke i investeringskasserne. Et år senere efter endnu et bombeangreb i indonesien, denne gang mod Hotel Marriott i Jakarta, faldt kurserne kun kortvarigt, og den in-do ne siske økonomi led kun meget lidt skade. Bombeangreb i Ma rok ko og tyrkiet i 2003 havde tilsvarende ringe effekt. ter-ror bomberne i Spanien 2004 og i Storbritannien 2005 under-minerede ikke på nogen måde væksten. tingene ville naturligvis se anderledes ud, hvis en større terrororganisation fik adgang til masseødelæggelsesvåben. Et atomangreb ville formentlig skabe massepanik og resultere i sammen brud over en bred front. Men det er vanskeligere at få fat i den slags våben end mange tror, og en endnu mere ved-holdende indsats fra Washington ville næsten kunne fjerne muligheden for at besidde dem overhovedet. Biologisk terror kan virke som en stor trussel, fordi det er så let at få fat på biologiske agenter, men det er vanskeligt at sprede dem på en effektiv måde, og resultaterne er måske ikke så dramatiske, som terroristerne har behov for. Det betyder ikke, at antiterror-aktiviteter er over flødige, men snarere at man med ret stor sandsynlighed vil kunne klare sig med omhyggeligt planlagte, velkalibrerede, in tel ligente politiske tiltag. På en eller anden uudtalt måde har folk indset, at den stær-keste antiterror-politik er ukuelighed. terrorisme adskiller


24

sig fra andre militærtaktikker ved at blive defineret ud fra til sku ernes reaktioner. Hvis vi ikke føler os terroriserede, har ter roren ingen effekt. og lige fra new York og london til Mum bai og Jakarta er befolkningen erfaringsmæssigt ved at lære dette faktum og begyndt at komme videre med deres liv, selv om det er et liv i usikkerhed. Det mest sandsynlige terror-scenarium – at en række rygsæks- eller lastbilsbomber blev ud løst i USa – ville komme som et chok, men efter et par uger ville effekten aftage, og de langsigtede konsekvenser ville med stor sandsynlighed være minimale. i store, frodige og kom-plek se samfund – den amerikanske økonomi har rundet de 13 billioner dollars – vil sådanne lokale problemer nogle få steder ikke have nogen synderlig afsmittende virkning. Den moder-ne civilisation er måske stærkere, end vi tror. Udfordringerne fra slyngelstater er også reelle nok, men vi må betragte dem i den rette kontekst. irans BnP er 1/68 af USa’s, dets militærbudget 1/110 af Pentagons.* Hvis vi befin der os i en situation lig den i 1938, som mange konser vative kom-


* En kort bemærkning om terminologien: Det er forbløffende vanskeligt at tegne et overskuelig økonomisk billede med bruttonationalproduktet (BnP) som målestok. Selv om handelsvarer såsom iPods eller nike-sko koster nogen-lunde det samme fra et land til et andet, koster varer, der ikke kan transporteres over grænser – såsom en klipning hos en frisør i Beijing – væsentligt mindre i udviklingsøkonomier. Derfor rækker den samme indtægt meget længere i indien end i Storbritannien. For at tage hensyn til dette i beregningen anv-ender mange økonomer et mål for BnP, der kaldes købekraftsparitet (KKP), og som hæver indkomstniveauet i udviklingslandene betragteligt. Fortalerne hævder, at dette giver et bedre udtryk for den faktiske levestandard. Men hvad angår natio nernes rå magt, giver det bedre mening at anvende BnP i forhold til kursen på valutamarkedet. Man kan ikke købe et hangarskib, finansiere en fredsmission under Fn, udsende et virksomhedsregnskab eller give ulandsbi-stand med penge målt i KKP. Derfor vil jeg generelt i denne bog beregne BnP ud fra markeds værdien. i de tilfælde, hvor det er mere passende at anvende KKP, eller hvor tallene kun findes i den form, vil jeg gøre opmærksom på dette.

25

mentatorer hævder, så er iran ikke tyskland, men rumæni en. nordkorea er endnu mere korrupt og dysfunk tionelt. Den stør-ste trussel – det, der holder den kinesiske regering vågen om natten – er, at nordkorea vil bryde sammen og over svøm me regi onen med flygtninge. Er det magt? Disse lande kan ska be uro i den omkringliggende region og skal overvåges og ind-dæm mes, men vi må holde os den store verden, som de udgør en re lativt lille del af, for øje. Se blot på latin amerika: Vene -zu ela er den uartige dreng i klassen, men hvil ken be tyd ning har det haft helt konkret? Den overvejende ten dens i regio nen – som kommer til udtryk i den politik, der bliver ført i store lande som Brasilien, Mexi co og i Chile – er gået i retning af åbne mar keder, handel, demokratisk regeringsførelse og inter-na tio nal ori en tering. Denne tendens, og ikke Hugo Chávez’ gale mands snak, demonstrerer den retning, historien bevæger sig i.

Den store ekspansion

Vore dages relative fred og ro har en dyb strukturel basis. På tværs af kloden overtrumfer økonomien politikken. Det, som børsanalytikerne på Wall Street kalder “den politiske risiko”, har været næsten ikke-eksisterende. Krige, statskup, og ter-rorisme har mistet meget af deres evne til at afspore marke-derne mere end kortvarigt. igen er det ikke sikkert, at denne tendens varer ved (det har den ikke gjort historisk set), men den har tegnet udviklingen i den verden, vi har levet i igennem de sidste ti år. Det er ikke første gang, politiske uroligheder og økono-misk vækst følges ad. to tidligere perioder minder meget om


26

vores: højkonjunkturerne under århundredeskiftet i 1890’erne og 1900’erne og efterkrigstidens højkonjunktur i 1950’erne og de tidlige 1960’ere. i begge perioder var de politiske for hold turbulente, mens den økonomiske vækst var robust. Disse to perioder havde et fællestræk: Store lande var på vej ind i ver-dens økonomien, forøgede den og ændrede dens form. Den sam lede kage voksede så meget, at det overskyggede de dag-lige forskydninger. i slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede var der en konstant frygt for krigsudbrud mellem Europas stormagter, ofte udløst af kriser i Balkan-området, nordafrika eller andre brændpunkter. Men verdensøkonomi-en var inde i en højkonjunktur trods krudttønder og våben-kapløb. Dette var tiden for de første store kapitalbevægelser fra Europa til Den nye verden. tyskland og USa industrialise-re des hur tigt og blev to af verdens tre største økonomier. 1950’erne og de tidlige 1960’ere husker vi nogle gange til-bage på som fredsommelige tider, men i realiteten var de høj spændte – rammen blev sat af Den Kolde Krigs første år, frygten for konflikt med Sovjetunionen og Kina samt en reel krig i Korea. Der var kriser – taiwan-strædet, Congo, Suez-kanalen, Svinebugten, Vietnam – som i mange tilfælde udvik-le de sig til krigssituationer. og alligevel arbejdede de indu stri-ali sere de landes økonomi sig fremad. Dette var kapital bevæ-gel sernes anden store æra, hvor penge fra USa strøm mede til Europa og Østasien. Som en følge heraf blev Vesteuropa gen-op bygget på ruinerne efter anden Verdenskrig, og Japan blev det første ikke-vestlige land, der gennemførte en vellykket indu strialisering, og havde en ubrudt vækst på over 9 procent om året i 23 år. i begge perioder skabte disse “gunstige udbudschok” (øko-


27

nomernes begreb for en langvarig stigning i produktionen) lange, vedvarende økonomiske højkonjunkturer med fal den-de priser, lave rentesatser og stigende produktivitet på da-tidens nye markeder (tyskland, USa, Japan). Ved udgan gen af det tyvende århundrede faldt priserne på hvede mellem 20 og 35 procent i Europa, trods en massiv vækst i efter spørg selen, takket være amerikanske kornlagre.3 (På tilsva ren de vis er pri-sen på industrivarer faldende i dag på grund af lavere om kost-ninger i asien, selv om efterspørgslen er steget mar kant.) i begge perioder var det eksporten, der skabte de nye ak tø rers vækst, men importen steg også i perioden. Fra 1860 til 1914 fem dobledes USa’s import, mens eksporten syv dob ledes.4

lige nu gennemlever vi den tredje af disse ekspansioner i den globale økonomi, og langt den mest omfattende. igen nem de sidste to årtier er omkring to milliarder mennesker ind-trådt i markedets og handlens verden – en verden, der indtil for nylig var et begrænset område, der tilhørte en lille klub af vest lige lande.* Ekspansionen blev ansporet af bevægelsen af vest lig kapital til asien og resten af verden. Konsekvensen har været, at verdensøkonomien er vokset fra 22,8 billioner dollars til 53,3 billioner dollars fra 1990 til 2007, og den globale handel er steget med 133 procent. De såkaldte “nye markeder” har stået for over halvdelen af denne globale vækst, og de udgør nu 40 procent af verdensøkonomien målt i KKP (eller over 30 procent i valutakurser). De nye landes vækst bliver i højere og højere grad forstærket af deres egne markeder og ikke bare gennem eksport til Vesten, hvilket betyder, at væksten ikke kun er et midlertidigt fænomen.


* Jeg bruger tallet to milliarder, fordi den fattige landbefolkning i det sydlige asien, Kina og afrika endnu ikke på nogen væsentlig måde deltager i den glo-bale økonomi. Men millioner af dem flytter ind til byerne hver eneste år.

28

Der findes dem, der afviser sådanne tendenser ved at pege på Japans fremgang i 1980’erne, hvor man i den vestlige verden var bange for, at japanerne ville komme til at dominere ver-dens økonomien. Det viste sig at være en falsk alarm: Japan gik ind i en 15 år lang recession. Men analogien er vildledende. i 1985 var Japan allerede verdens næststørste økonomi. Man ge eksperter troede, at Japan var på vej til at overhale USa som verdens førende økonomi, men Japans økonomi, institutioner og politik var endnu ikke moderniseret til fulde, og landet kunne ikke tage det sidste spring. Kina, derimod, er stadig et fattigt land. Kinas BnP pr. indbygger er ca. 2500 dollars. lan-det vil ganske givet støde på en lang række problemer, når det bliver et førsteverdensland. Men i al synlig fremtid vil det utvivlsomt være i stand til at fordoble sin økonomiske stør-relse bare ved at blive ved med at producere legetøj, skjorter og mobiltelefoner. indien, der er startet fra en endnu lavere grundløn, vil også være i stand til at vokse i flere årtier uden at støde på den slags udfordringer, der afsporede Japan. Selv hvis indien og Kina aldrig kommer over gennemsnits ind komst-status, vil de formentlig blive verdens henholdsvis næst stør-ste og tredjestørste økonomi. Det er et historisk særtilfælde, at de rigeste lande i verden i de sidste mange århundreder alle har bestået af mindre befolk-ningsgrupper. USa var langt den største ælling i kurven, og det er grunden til, at landet blev den mest dominerende aktør. Men denne dominans var kun mulig i en verden, hvor de virkelig store lande hang fast i den dybeste fattigdom, ude af stand til eller uden lyst til at tage de fornødne politiske tiltag for at fremme væksten. nu flytter kæmperne på sig, og på grund af deres størrelse vil de naturligvis sætte nogle store fodspor på verdenskortet. Selv hvis den gennemsnitlige


29

indbygger i disse lande stadig virker fattig efter en vestlig målestok, vil deres samlede formue være enorm. Eller matematisk sagt: Ethvert tal, uanset hvor lille det er, bliver et stort tal, når det bliver ganget med 2,5 milliarder (Kinas og indiens samlede befolkning i cirkatal). Det er disse to faktorer – et lavt udgangspunkt og en stor befolkning – der garanterer omfanget og langvarigheden i det globale magtskiftes natur.

De tre kræfter: politik, økonomi og teknologi

Hvordan er alt dette gået til? For at besvare det spørgsmål, bliver vi nødt til at gå et par årtier tilbage, til 1970’erne, og gen-kalde os den måde, de fleste lande dengang førte deres øko-nomiske politik. Jeg kan tydeligt huske stemningen, fordi jeg voksede op i indien; et land der ikke rigtig troede, at det spil lede på den samme bane som USa. i hovederne på indiens politis-ke og intellektuelle eliter fandtes der en kapitalistisk model under ledelse af USa i den ene ende af spektret og en socialis-tisk model under ledelse af Sovjet i den anden. new Delhi forsøgte at skabe en middelvej imellem dem. i den henseende skilte in dien sig ikke ud. Brasilien, Egypten, indonesien, ja, største de len af verden befandt sig på denne middelvej. Men vejen før te ingen steder hen, og det var ved at blive tydeligt for man ge mennesker i disse lande henimod slutningen af 1970’erne. Mens de stagnerede, havde de økonomier, der hav-de lagt kur sen i en semikapitalistisk retning, såsom Japan og nogle få andre østasiatiske økonomier, haft iøjnefaldende suc ces, og den lektie var ved at synke ind. Men det jordskælv, der rystede det hele, var Sovjetunionens kollaps sidst i 1980’erne. Med planøkonomien fuldstændig


30

mis krediteret og den ene ende af det politiske spektrum i rui-ner, ændrede debatten sig fuldstændig. lige pludselig var der kun én grundlæggende holdning til, hvordan et lands øko-nomi skulle organiseres. alan greenspan har derfor kaldt Sov jet unionens fald den væsentligste økonomiske begivenhed i vores tid. Siden da har den generelle retning ikke ændret sig, trods bekymringer for forskellige liberaliserings- og privatiserings strategier. Med Margaret thatchers berømte ord fra de år, hvor hun genoplivede den britiske økonomi: “Der er ikke noget alternativ.” Det ideologiske skifte i økonomien blev langsomt til op gen-nem 1970’erne og 1980’erne, også før Berlinmurens fald. Den kon ventionelle økonomiske visdom, inkorporeret i orga ni sa-tioner som Den internationale Valutafond (iMF) og Verdens-banken, blev langt mere skeptisk over for den semisocialistiske vej, lande som indien fulgte. akademiske eksperter som Jeffrey Sachs rejste verden rundt for at opfordre regeringerne til at liberalisere, liberalisere, liberalisere. Dem, der havde stu deret økonomi i Vesten, som for eksempel Chiles “Chicago Boys”, tog hjem og implementerede en markedsvenlig politik i deres egne lande. nogle udviklingslande var bange for at blive forvandlet til grådige kapitalister, og Sachs genkalder sig, hvordan han forklarede dem, at det ganske rigtigt på et tidspunkt ville blive relevant at diskutere, hvorvidt man ønskede en svensk, en fransk eller en amerikansk samfunds-model. Men, tilføjede han, det behøvede de slet ikke bekymre sig om i al overskuelig fremtid: De fleste af landene var stadig langt tættere på Sovjetunionen. Den finansielle kraft, der har været dynamoen i den nye tid, er kapitalens frie bevægelighed. Den er også et relativt nyt fænomen. Efterkrigstiden var fastkurspolitikkens tid. De fles-


31

te vest lige lande, heriblandt Frankrig og italien, havde kapital -over førselsrestriktioner, der begrænsede valutabevægelser ind og ud af landene. Dollaren var bundet til guldet. Men i takt med, at verdenshandlen steg, skabte de faste kurser friktion og in ef fek tivitet og forhindrede kapitalen i at blive anvendt bedst muligt. De fleste vestlige lande ophævede restriktionerne op gennem 1970’erne og 1980’erne. resultatet var en umådelig og stadigt voksende pengeforsyning, der frit kunne bevæge sig fra et sted til et andet. i dag, når folk taler om globalisering, tænker de stadig først og fremmest på den kolossale mængde kapital – valutahandlere udveksler omkring 2 billioner dollars om dagen – der strømmer gennem verden, og belønner nogle lande, mens andre straffes. Dette er globaliseringens hellige disciplineringsinstrument. i kølvandet på den frit bevægelige kapital fulgte endnu en revolution: udbredelsen af de uafhængige centralbanker og tæmningen af inflationen. Hyperinflation er den værste øko-no miske virus, der kan ramme et land. Den tilintetgør pen-genes, opsparingernes, aktivernes og dermed også arbejdets værdi. Den er endnu mere skadelig end en dyb lavkonjunk-tur. Hyper inflationen berøver dig for det, du allerede har (op-spa ring), hvorimod lavkonjunkturen berøver dig for det, du må ske kunne få (højere levestandard, hvis økonomien var i vækst). Derfor har hyperinflationen ofte væltet regeringer og skabt revolution. Det var ikke Den Store Depression, der bragte nazisterne til magten i tyskland, men snarere hyper-inflationen, der knuste middelklassen ved at gøre dens opspa-ringer værdiløse. Det er sjældent, at man kan se tilbage på en krig, der er ble-vet vundet så resolut som krigen mod hyperinflationen. i slut-ningen af 1980’erne var talrige store, vigtige lande plaget af


32

hyper inflation. i argentina var inflationen på 3.500 procent, i Brasilien på 1.200 procent, og i Peru på 2.500 procent. i 1990’er-ne bevægede det ene efter det andet af disse udviklingslande sig sobert i retning af mone tær og finanspolitisk disciplin. nogle accepterede nød ven digheden af at lade deres valutaer flyde frit, andre bandt deres valuta til euroen eller dollaren. Som konsekvens heraf er der i dag kun 12 lande i hele verden, hvor inflationen er på over 15 procent, og de fleste af disse er fejl slagne stater som Haiti, Burma og Zimbabwe. Dette gene-relle lavinflations-klima har været afgørende for den politiske stabilitet og den lykkelige skæbne, de nye markeder har haft. Foruden de politiske og økonomiske faktorer, der fik lan de-ne til at bevæge sig i retning af en ny konsensus, kom en række teknologiske landvindinger, der skubbede yderligere i samme retning. Det er svært for os i dag at huske, hvordan livet var dengang i de mørke 1970’ere, hvor man ikke fik nyheder-ne øjeblikkeligt. Men fra 1990’erne blev hændelser, der skete hvor som helst – Østberlin, Kuwait, Den Himmelske Freds Plads – transmitteret i real time overalt. når vi siger “ny he der”, har vi en tendens til kun at tænke på politiske nyheder. Men priser er også en slags nyheder, og muligheden for at for midle priser øjeblikkeligt og gennemskueligt på tværs af klo den har udløst en anden effektiviseringsrevolution. i dag er det ren rutine at sammenligne priser på et givent produkt på nogle få minutter på internettet. For 20 år siden var den in du stri, der beskæftigede sig med arbitrage, enorm, fordi denne form for øjeblikkelig prissammenligning var uhyre vanske lig. Ekspansionen inden for kommunikationsindustrien be-tød, at verden blev langt stærkere forbundet, og at jorden blev “flad”, som thomas Friedman har sagt det med en berømt for-mu lering. Billig telefoni og bredbånd gjorde det muligt for


33

folk at arbejde for ét land og bo i et andet – hvilket markerede ind led ningen til den næste fase i kapitalismens levende histo-rie. Med de store skibes ankomst i slutningen af det fem-ten de århundrede blev varerne mobile. Med det moderne bank væ sen i det syttende århundrede blev kapitalen mobil. i 1990’erne blev arbejdskraften mobil. arbejderne kunne ikke nød ven digvis rejse derhen, hvor arbejdet var, men arbejdet kunne rejse derhen, hvor arbejderne var. og arbejdet gik til pro gram mører i indien, telefonoperatører på Filippinerne, og radio loger i thailand. omkostningerne ved fragt af varer og service ydelser har været faldende igennem århundreder. Med bred båndets indtog er de faldet til rent nul for mange service-ydelsers vedkommende. ikke alle jobs kan outsources – langt fra – men effekterne af outsourcing kan mærkes alle vegne. i en eller anden forstand er det sådan, handel altid har fun-ge ret – tekstilindustrien flyttede for eksempel fra Storbritan-nien til Japan i begyndelsen af det tyvende århundrede. Men den øjeblikkelige og konstante kommunikation har betydet, at denne proces er accelereret voldsomt. En tekstilfabrik i thai land kan drives næsten, som om den lå i USa. Selskaberne kan nu bruge dusinvis af lande som dele af en kæde, der køber, frem stiller, samler, markedsfører og sælger varer. Siden 1980’erne har disse tre kræfter – politik, økonomi og tek nologi – arbejdet i samme retning og skabt et mere åbent, forbundet og fordrende internationalt miljø. Men de har også givet lande overalt på kloden en ny chance til at begynde op-stig ningen på vækstens og fremgangens stige. tænk en gang på de enorme forandringer, der har fundet sted i to repræsentative (ikke-asiatiske) lande. For 20 år siden blev Brasilien og tyrkiet regnet for at være typiske udvik lings-lande med en træg vækstrate, rasende inflation, vildt vok sende


34

gæld, en blodfattig privat sektor og et skrøbeligt poli tisk system. i dag er begge lande veldrevne og kan prale af en his-to risk lav inflation, vitale vækstrater, faldende gæld, en blom-strende privat sektor og stadig mere stabile demokratiske insti tu tioner. Brasiliens inflationsrate er nu for første gang i historien, stort set på niveau med USa’s. Brasilien og tyrkiet har stadig problemer – hvilket land har ikke det? – men de er seri øse lande på vej frem. Markedet har allerede ændret sin opfattelse af disse lande. Deres gæld bliver ikke længere anset for en større risikofaktor end gælden i førsteverdenslandene. Faktisk opbygger mange af de nye vækstlande store overskud, så de på nuværende tids-punkt besidder 75 procent af verdens valutareserver. Kina alene har over 1,5 billioner på kontoen. goldman Sachs forudser, at fem nye markeder – Kina, indien, Brasilien, rusland og Mexico – i 2040 tilsammen vil have et større økonomisk output end g7-landene, de syv vestlige nationer, der har domineret globale an liggender i århundreder.

overflodsproblemerne

i de sidste to årtier har vi brugt meget tid, energi og op mærk-somhed på at bekymre os om kriser og sammenbrud i den globale økonomi, terrorisme, atomafpresning og geopolitis-ke konflikter. Det er ganske naturligt: Hvis man forbereder sig på det værste, kan det være, man kan undgå det. og der har været virkelig mange dårlige nyheder – fra krigene på Balkan og i afrika over verdensomspændende terrorisme til økono-mis ke kriser i Østasien, rusland, og – farligst af alt – i USa. Men vores fokus på tordenskyerne i horisonten har stillet os


35

uforberedte over for mange af vor tids allerstørste problemer: de problemer, som ikke er produkter af vores fejltagelser, men af vores succes. Det er en god nyhed, at vi lever i en verden i syn-kron global vækst, men det skaber også en række komplekse og potentielt død sensfarlige dilemmaer. Den globale vækst er vor tids store historie. Den er baggrun-den for stigningen i likviditet – de stadigt voksende summer af penge, der bevæger sig rundt i verden – og har holdt kre dit ten billig og aktiverne dyre (heriblandt ejendomme, aktier og ob-li ga tioner). Samtidig har højkonjunkturerne i lavt løns lande afholdt inflationen fra at stige for meget. Man kan be trag te indien og Kina som to store deflationsmaskiner, der pum-per varer (Kina) og serviceydelser (indien) ud i systemet til en brøk del af, hvad det ville koste at producere dem i Vesten.5 Det er en af hovedårsagerne til, at centralbankerne ikke har været nødt til at bekymre sig ret meget om inflation og har været i stand til at holde en lav rentesats i næsten to årtier – en usæd-vanligt lang periode. Selvfølgelig får en lav rente og billige lånemuligheder også folk til at opføre sig tåbeligt eller grådigt og pumper priserne kunstigt i vejret på teknologiaktier, fast ejendom, subprime boliglån eller aktier i nye markeder – hvil-ket skaber økonomiske bobler, der før eller siden brister. i takt med, at verden bliver mere og mere forbundet, og de fi-nan sielle redskaber bliver mere opfindsomme, er der mange observatører, der er bekymrede for, at den gode cirkel med vækst og tillid kan forvandle sig til en ond cirkel med panik og depression. Men indtil videre har de mangeartede nye kilder til vækst og massive mængder af ny kapital givet det globale økonomiske system som helhed en stor overlevelsesevne, selv om det har været ekstremt smertefuldt at klare sig gennem kriserne.


36

tænk på de stigende oliepriser. oliekrisen i “nullerne” (hvad skal man ellers kalde årtiet fra 2000 til 2010?) har adskilt sig fra fortidens oliekriser. tidligere steg priserne, fordi de olie producerende lande – oPEC – lagde kunstige restriktioner på leverancerne og på den måde tvang benzinpriserne i vejret. i de senere år er priserne derimod steget på grund af efterspørgs-len fra Kina, indien og andre nye markeder samt den fortsat massive efterspørgsel i den udviklede verden. Hvis priserne stiger, fordi økonomien vokser, betyder det, at økonomierne har energien og fleksibiliteten til at håndtere de stigende om-kost ninger ved at forbedre produktiviteten (og i mindre om-fang ved at sende regningen videre til forbrugerne). resul tatet har været, at prisstigningerne i nullerne har været lettere at sluge. Hvis vi i 2001 havde bedt vores spåmand om at vurdere effekten af en firdobling i oliepriserne, ville han med sikkerhed have for udsagt en massiv, global recession. Det er ikke kun olien, der er blevet dyrere. råvarepriserne er på det højeste niveau i 200 år. råmaterialer af enhver slags bliver stadig mere og mere kostbare. landbrugsprodukter er nu så dyre, at udviklingslandene står over for et voksende poli-tisk problem i forhold til, hvordan de skal håndtere føde vare-inflationen. Prisen på bygge- og anlægsarbejder er eksploderet fra new York over Dubai til Shanghai. Selv verdens billigste gasart, helium, der ikke kun bliver brugt til tivoliballoner, men også i Mri-udstyr og på mikrochip-fabrikker, er i restance verden over – og det er det grundstof, der er næstmest af i uni-verset. Dette pres vil ganske givet på et tidspunkt sætte en stop per for den lavinflationsperiode, der har båret den globale frem gang. Den massive vækst har også produceret en række anoma li-er. i en stadigt mere globaliseret og disciplineret verden er der


37

visse lande – dem, der er i besiddelse af store naturressourcer, især råolie og naturgas – der rejser gratis med toget. De surfer på en bølge af global vækst og bliver rige uden helt at følge de spilleregler, der styrer verdensøkonomien. Dette fænomen er en besynderlig, men uundgåelig bivirkning af alle de andres succes. Disse lande er antimarkeds-parasitter, der snylter på det globale marked. overvej de væsentligste politiske udfordringer, som de ame ri kanske og vestlige forestillinger om international orden står over for. i Mellemøsten kommer de fra iran, i latin amerika fra Venezuela, i Eurasien fra rusland. alle er de kom met til nye kræfter ved oliekilderne. Det er van ske ligt at forestille sig, at Sudan havde været i stand til at trodse ver densopinionen i Dar fur, hvis ikke det havde været for lan dets oliereserver. rå-olie indbringer utrolige summer. i 2006 tjente iran 50 milli ar-der dollars på olie – nok til at støtte interesse grupper, bestik ke hæren, bevare magten og stadig have rigeligt med over skud til at skabe splid uden for landets grænser. Denne situa tion vil for mentlig ikke ændre sig. De lande, der er rige på natur res-sour cer, vil blive ved med at trives, så længe de andre lande er i vækst. Det er vor globale tids yin og yang. ikke alle ressourcerige lande er slyngelstater, og det vel-drev ne og gode økonomiske klima har fået nogle lande til at anvende deres naturrigdomme med mere omtanke end tid-ligere. Canada er ved at blive en stormagt og fører sam tidig en ekstremt ansvarlig politik. Den Persiske golf, som olie pengene strømmer igennem, investerer en større del af sin profit i infrastruktur og industri snarere end de deponerer det hele på schweiziske bankkonti og i kasinoer i Monte Carlo (selv om der ganske rigtigt også er en del af formuen, der ender der). Dubai er blevet en veldrevet, forretningsvenlig transithavn, et


38

mellemøstligt Singapore. andre golfstater forsøger nu at gøre Dubai succesen efter. Saudi arabien, der i årtier har forvaltet sin umå de lige formue ganske elendigt, planlægger at investere 70 mil liarder dollars i nye petrokemiske projekter og sigter efter at blive førende inden for petrokemisk industri i år 2015. golf staterne har brugt 1 billion dollars på anlægsinvesteringer de sidste fem år, og McKinsey and Company har beregnet, at de kunne investere yderligere 2 billioner dollars i løbet af det næste årti. Det er en statsstyret form for kapitalisme, der med høj sand synlighed kun vil resultere i en begrænset ud-vikling og for mentlig ikke vil skabe bæredygtig vækst (selv om der også er elementer af stærk statsstyring i europæisk og østasiatisk kapi talisme). Men det er meget tættere på den globale, kapi ta listiske norm end på de systemer, disse lande – fra rusland til Saudi arabien – havde for en generation siden. Det mest akutte overflodsproblem er den påvirkning, den globale vækst har på naturressourcerne og miljøet. Det er in-gen overdrivelse at sige, at verden er ved at løbe tør for ren luft, drikkevand, landbrugsprodukter og mange afgørende rå-varer. nogle af disse problemer kan afhjælpes – ved at højne effek tiviteten og udvikle nye forsyningskilder – men udvik-lingen går alt for langsomt. landbrugets produktivitet stiger for eksempel. Men at brødføde en verdensbefolkning på 8 mil-li arder, som vi vil være i 2025, vil kræve afgrøder med et afkast på fire ton pr. hektar imod de tre ton, vi producerer i dag. til-svarende vokser vores evne til at forvalte og bevare jordens vandressourcer ikke nær så hurtigt som vores forbrug. Jordens befolkning tredobledes i det tyvende århundrede, men vand-forbruget seksdobledes. Den gennemsnitlige amerikaner bru-ger mere end 400 liter vand om dagen til at drikke, lave mad med og vaske sig i. Mennesker i fattigere lande er heldige, hvis


39

de har adgang til 40 liter vand om dagen, men i takt med at de bliver rigere, vil deres efterspørgsel gøre belastningen større.6 Der har allerede været voldelige sammenstød over adgangen til rent vand i afrika og Mellemøsten. op igennem historien er hele folkeslag udvandret for at finde vand; hvis vand res-sourcerne tørrer ud i fremtiden, vil millioner af mennesker blive tvunget til at sætte sig i bevægelse. igennem det sidste årti har mange prognoser for klima-forandringer vist sig at skyde under målet, fordi den globale vækst har oversteget alle forventninger. Den seneste vurdering fra det internationale Klimapanel blev udsendt i midten af 2007. Ved årets udgang havde videnskabsmænd allerede påvist, at iskapperne på polerne smelter dobbelt så hurtigt som for-ventet i rapporten.7 Der er større efterspørgsel på elektri citet, flere biler og flere fly, end nogen havde forestillet sig for 15 år siden. og tallene vokser stadig. McKinsey global institute har beregnet, at antallet af biler i Kina vil stige fra 26 millioner til 120 millioner i perioden 2003-2020. og så er der indien, rus-land, Mellemøsten: resten. Efterspørgslen på elektricitet er beregnet til at stige med 4 procent om året i de kommende årtier. og den elektrici tet vil overvejende stamme fra den mest forurenende energikil-de, der findes: kul. Kul er billigt og findes i store mængder, og derfor er store dele af verden afhængig af kul til at dække størstedelen af deres energiforbrug. For at forstå den effekt, dette vil have på den globale opvarmning, er det værd at over-veje dette fak tum: Mellem 2006 og 2012 vil Kina og indien bygge otte hund rede nye kulkraftværker – der tilsammen vil udlede fem gange så meget Co2 som den samlede mængde Co2, der blev sparet ved Kyoto-aftalen.


40

nationalismens fremmarch

i en globaliseret verden er næsten alle problemer grænse over-skridende. Hvad enten det gælder terrorisme, spredningen af atomvåben, sygdom, miljøødelæggelser, økonomiske kriser eller mangel på vand, kan næsten intet emne håndteres uden omfattende koordination og samarbejde mellem mange lan de. Men mens økonomi, information og endog kultur måske er blevet globaliseret, så er formel politisk magt fortsat tæt knyt-tet til nationalstaterne, også selv om nationalstaterne har fået sværere ved at løse de fleste af disse problemer unilateralt. og nationalstaterne bliver stadigt mindre interesserede i at finde sammen for at løse de fælles problemer. i takt med, at antallet af aktører vokser – statslige såvel som ikke-statslige – og den enkeltes magt og selvsikkerhed vokser, bliver udsigterne til enighed og fælles handling stadig mindre. Dette er den cen-trale udfordring for den nye verdensorden – at forhindre, at den globale væksts kræfter resulterer i globalt kaos og op-løsning. Det er let at få øje på den øgede stolthed og selvsikker hed hos andre nationer, især blandt de største og mest succes-fulde. For mig blev det levende illustreret for et par år siden på en internetcafé i Shanghai, hvor jeg talte med en ung kinesisk virksomhedsleder. Han beskrev den ekstraordinære vækst, der fandt sted i hans land, og forestillede sig en fremtid, hvor Kina ville være moderne og fremgangsrigt. Han var fuldstændig vestlig både i påklædning og opførsel, talte flydende engelsk og kunne diskutere de seneste businesstrends eller sludre med om amerikansk popkultur. Han fremstod som et fuldkomment produkt af globaliseringen; som en person, der bygger bro


41

mellem kulturer og gør verden mindre ved at gøre den mere kosmopolitisk. Men da vi begyndte at tale om taiwan, Japan og USa, var hans svar fyldt med galde. Han forklarede i en rasende tone, at hvis taiwan erklærede selvstændighed, burde Kina foretage en øjeblikkelig invasion. Han sagde, at Japan var en aggressor, man ikke kunne stole på. Han var sikker på, at USa overlagt havde bombet den kinesiske ambassade under Koso vo krigen i 1999, for med en demonstration af militær-magt at afskrække det kinesiske folk. og så videre. Jeg følte det, som om jeg befandt mig i Berlin i 1910 og talte med en ung tysk for ret ningsmand, som dengang også ville have været både gennem ført moderne og samtidig fuldblods nationalist. når økonomien buldrer frem, gør nationalismen det også. Forestil dig, at du levede i et land, der havde været fattigt og ustabilt i årtier. og endelig vender vinden, og dit land rejser sig. Du ville også føle stolthed og være ivrig efter at hævde dig selv. Behovet for anerkendelse og respekt bølger gennem verden. Det kan forekomme paradoksalt, at globalisering og øko no misk modernisering fostrer politisk nationalisme, men det er kun, hvis vi betragter nationalismen som en bagstræ-be risk ideologi, der med sikkerhed vil blive udslettet af frem-skridtet. nationalisme har altid forvirret ameri ka nerne. når USa involverer sig udenrigspolitisk, er vi al tid overbevist om, at vi helt reelt forsøger at hjælpe andre lande til at blive bedre. lokalbefolkningernes reaktioner på de amerikanske forsøg – fra Filippinerne og Haiti til Vietnam og irak – er altid kommet bag på USa. amerikanerne føler en berettiget stolthed over deres eget land – vi kalder det patrio tisme – og alligevel bliver vi oprigtigt overraskede, når andre er stolte over deres land og fastholder dets værdi.


42

i den sidste tid med britisk herredømme i indien vendte indiens sidste britiske vicekonge, lord louis Mountbatten, sig mod den store indiske leder Mahatma gandhi og sagde for-bitret: “Hvis vi trækker os ud, vil alting blive kaos.” “Ja,” svarede gandhi, “men det vil være vores kaos.” Følelsen af at blive regeret af sine “egne” uden indblanding er en mægtig kraft i lande på vej frem; i særlig grad dem, der engang var vestlige kolonier eller på anden måde underlagt Vesten. Zbigniew Brzezinski gjorde for nylig opmærksom på, hvad han kaldte en “global politisk vækkelse”. Han udpe ge de en stig-ning i politiske massebevægelser drevet frem af for skel lige kræf ter – økonomisk succes, national stolthed, højere uddan-nel ses niveau, en højere grad af information og gennem sigtig-hed samt minderne om fortiden. Brzezinski bemærkede denne nye krafts subversive aspekter. “Befolkningen i en stor del af ud vik lingslandene rører på sig politisk og er nogle steder ved at koge over,” skrev han. “Den er mere opmærksom på social uretfærdighed end nogensinde før ... [og dette] skaber et fore-stillingsfællesskab med fælles fjender, der kan opildnes og kanaliseres af demagogiske politiske eller religiøse følelser. Energierne overskrider landegrænser og udgør en udfordring både i forhold til de eksisterende stater og det eksisterende globale hierarki, hvor USa stadig troner i toppen.”8

i mange lande uden for Vesten er der en indestængt fru-stration over at være tvunget til at acceptere en rent vestlig eller amerikansk fortolkning af verdenshistorien – man føler sig enten misforstået eller reduceret til en uvæsentlig birolle. russerne har længe været rasende over standardfortællingen om anden Verdenskrig, hvor Storbritannien og USa heltemo-digt besejrede tyskland og Japans fascistiske styrker. Hvis man læser de almindelige historiske fremstillinger fra Stephen


43

ambrose til Ken Burns kan man godt tilgive amerikanerne, at de tror, at rusland spillede en mindre rolle i de afgørende kampe mod Hitler og tojo. Men faktisk var Østfronten anden Ver dens krigs afgørende kampplads. Den omfattede langt stør re landkampe end alle krigens øvrige skuepladser til sam-men og resulterede i 30 millioner dræbte. Det var der, tre fjer-de dele af alle tyske soldater kæmpede, og det var der, tysk -land led 70 procent af sine tab. Den europæiske front var på mange måder en nebengesjæft, men i Vesten opfattes den som den væsentligste begivenhed. Benjamin Schwarz har på-peget, hvordan Stephen ambrose’ version af historien “over-øser den amerikansk-britiske invasion af Sicilien, der drev 60.000 tyskere væk fra øen [med opmærksomhed], mens han fuld stæn dig ignorerer slaget ved Kursk, der fandt sted præcis sam ti dig og var det største slag i historien, hvor mindst 1,5 milli oner sovjettropper kæmpede mod tyskerne … [Selv om] vi ikke er meget for det, må vi indrømme, at kampen mod nazi-tyskland ... i høj grad var “Stalins krig”, som den store mili tær historiker John Erickson har kaldt den.”9

Eller overvej perspektivet på den samme krig set fra en an-den plet på jordkloden. Som en indisk ven engang fortalte mig: “For Storbritannien og USa er anden Verdenskrig en heroisk kamp, hvor friheden overvandt ondskaben. For os var det en kamp, som Storbritannien drog indien og dets væbnede styrker ind i uden at bekymre sig om at spørge os først. london bad os om at dø for forestillinger om frihed, som samtidig brutalt blev os nægtet.” Sådanne divergerende nationale perspektiver har altid ek -sis te ret, men takket være højere uddannelsesniveau, infor ma-ti on og en ny selvforståelse spreder de sig i dag vidt og bredt via nyhedsnetværk, kabelkanaler, og internetportaler i den ik-


44

ke-vestlige verden. “resten” analyserer historierne, ar gu men -ter ne og antagelserne om Vesten og holder dem op imod et an der ledes verdenssyn. En ung kinesisk embedsmand for tal te mig i 2006: “når i siger, at vi støtter en diktaturstat i Su dan for at få adgang til dens olie, får jeg lyst til at svare ‘Hvor for er det anderledes, end når i støtter et middelalderligt mo nar ki i Sau di arabien?’ Vi er opmærksomme på hykleriet, vi si ger det bare ikke højt endnu.” Efter Den Kolde Krigs afslutning var der et håb og en for-ventning om, at Kina og rusland ubønhørligt ville bevæge sig i retning af det politiske og økonomiske system, der var eta-bleret i Vesten efter anden Verdenskrig. Da george H.W. Bush talte om “en ny verdensorden”, forestillede han sig ganske en-kelt, at den gamle vestlige orden ville blive udbredt til at dæk-ke hele verden. Måske stammede denne forestilling fra ef ter-krigs erfaringen fra Japan og tyskland, der begge steg til nye øko no miske højder og samtidig var imødekommende og sam-ar bejds villige lande og for en stor del tavse medlemmer af den alle rede eksisterende orden. Men måske skyldtes det gan ske sær lige omstændigheder. De to lande havde en unik his to rie. De havde ført aggressive krige og var som konsekvens heraf blevet reduceret til pariaer. Samtidig stod de over for en ny trussel fra sovjetkommunismen, og deres sikkerhed afhang af USa’s militærmagt. Det næste hold af nye magter vil måske ikke være lige så ivrige efter at tilpasse sig. Vi opfatter stadig verden som et sted, hvor en ny magt kun kan vælge mellem to muligheder: enten at blive integreret i den vestlige orden eller at afvise den, blive en slyngelstat og der med udelukke sig selv fra det gode selskab. Men der er noget, der tyder på, at de nye vækstlande i dag følger en tredje vej, hvor de ganske vist indtræder i den vestlige orden, men på deres


45

egne præmisser og derved ændrer selve systemet. Sam funds-forskere som naazneen Barma, Ely ratner og Steven Weber har peget på, at der i en verden, hvor mange lande har fremgang, foreligger en mulighed for, at de nye vækstlande kan vælge helt at gå uden om det vestlige center og i stedet knytte bånd med hinanden.10 i en post-amerikansk verden er der måske slet ikke noget center, man kan integreres i. USa’s udenrigsminister James Baker mente i 1991, at verden udviklede sig i retning af et centrum-periferisystem, hvor ethvert land måtte gen nem USa for at nå sit mål. Men verden i det enogtyvende århund-rede kan bedre beskrives som bestående af ruter fra punkt-til-punkt, med nye flyvemønstre, der bliver omlagt hver eneste dag. (Dette er korrekt i bogstaveligste forstand: På bare ti år er antallet af russiske besøgende i Kina mere end firdoblet, fra 489.000 i 1995 til 2,2 millioner i 2005.) Fokus har ændret sig. landene er i stigende grad interesserede i sig selv og i histo-rien om deres egen fremgang og mindre interesserede i Vesten og USa. Derfor var de ophidsede diskussioner under præ si-dent valgkampen i 2007 om behovet for at mindske antiameri-ka nismen på en eller anden måde skævvredede. Verden går fra vrede til ligegyldighed, fra antiamerikanisme til post-ame ri-kanisme. Det faktum, at de nye magter hævder deres egeninteresser stærkere, er den post-amerikanske verdens virkelighed. Det rej ser også det næsten uløselige spørgsmål om, hvordan man skal opnå fælles internationale mål i en verden med mange aktører, statslige såvel som ikke-statslige. i den gamle verden førte USa og et par vestlige allierede an, mens Den tredje Ver-den enten spillede Vestens spil eller stod udenfor. Uan set hvad var deres egne holdninger irrelevante. ikke-stats lige ak tører var for få og for svage til, at man behøvede at be kym re sig


46

om dem. Men i dag kan man for eksempel i for bin delse med internationale handelsforhandlinger se ud vik lings landene hand le med større og større vægt. Hvor de en gang ville have ac cep teret et hvilket som helst forslag, Ves ten stil lede eller helt have ignoreret processen, fører lande som Bra si lien og in dien nu hårde forhandlinger, indtil de får deres af ta ler igennem. De har hørt vestlige virksomhedsledere forkla re, hvor frem ti den ligger. De har læst goldman Sachs BriC-rapport. De ved, at magtbalancen er skiftet. Kyoto-aftalen (der nu betragtes som hellig på grund af præ sident Bush’ arrogante afvisning af den) er faktisk en afta-le, der er præget af det gamle verdensbillede. Kyoto-aftalen antog, at hvis Vesten fandt sammen og lagde en handlings-plan, så ville Den tredje Verden acceptere de nye rammer, og problemet ville være løst. Sådan er internationale aftaler ble vet truffet gennem årtier, men det giver ikke længere me-ning. Kina, indien, Brasilien og andre nye magter vil ikke lade sig træk ke med i en vestligt ledet proces, hvor de ikke selv del ta ger. Dertil kommer, at regeringerne kun kan yde en be-græn set indsats på egen hånd i forhold til for eksempel miljø-pro blemer. En bæredygtig løsning ville i dag kræve, at man dan nede en langt bredere koalition, der også inkluderede den pri vate sektor, ikke-statslige aktører, byer og regioner og me-di erne. i en globaliseret, demokratiseret og decentraliseret ver den bliver vi nødt til at nå igennem til individerne for at ændre deres adfærd. Skatter, afgifter og krige er den gamle måde at ordne den slags sager på, men staterne har mindre ma nøv re rum på disse fronter i dag. De har behov for mere subtile og sofistikerede måder at gennemføre ændringer på. Det internationale samarbejdes traditionelle mekanismer er reli kvier fra en svunden tid. Fn-systemet repræsenterer en


47

for æl det magtstruktur. De permanente medlemmer af Fn’s sik kerhedsråd er sejrherrerne fra en krig, der sluttede for 60 år siden. Japan og tyskland, verdens næststørste og tredje største økonomier (i markedskurser), sidder ikke i rådet, og det gør in-dien, verdens største demokratiske stat, heller ikke, ej heller et ene ste latinamerikansk eller afrikansk land. Sikkerhedsrådet er et eksempel på den globale ledelses forældede struktur. g-8 in kluderer ikke Kina, der allerede er verdens fjerdestørste øko nomi, eller indien eller Sydkorea, den tolvte og tretten de -stør ste. iMF er næsten altid ledet af en europæer og Verdens-ban ken af en amerikaner. Denne “tradition”, der ligner kodek-set for en gammeldags, eksklusiv yachtklub, kan være char-me rende og underholdende for medlemmerne selv, mens den for dem på den anden side af hegnet fremstår som bigot og gro tesk. Endnu en komplikation: når jeg skriver om nationalismens fremmarch, beskriver jeg et bredere fænomen, der i virke lig-heden handler om identitetsdannelse. nationalstaten er en rela tivt ny opfindelse, der ofte ikke er mere end hundrede år gammel. De religiøse, etniske og sproglige grupper, der lever inden for nationalstaterne, er langt ældre. og disse bånd er for blevet stærke; faktisk er de blevet styrket i takt med, at den økonomiske uafhængighed er vokset. i Europa er flamlændere og fransktalende i Belgien så distink te som no gen sinde, i Storbritannien har skotterne valgt et rege rings parti, der advokerer for en afslutning på den 300 år gamle acts of Union, der skabte det forenede konge rige bestående af England, Skotland og Wales. i indien mister nationale partier magt til de regionale. i Kenya bliver stamme forskelle vigtigere og vig-tigere. i en stor del af verden er disse grundlæggende iden ti-teter, der stikker dybere end det nationale tilhørsforhold, fort-


48

sat definerende træk ved livet. Det er årsagen til, at folk stem-mer, og det er det, de er villige til at dø for. i en åben, global øko nomi er disse grupperinger klar over, at de har mindre og min dre brug for en central regering. og i en demokratisk tid vin der de mere og mere magt, hvis de holder sammen som grup pe. Denne dobbelte identitet betyder, at samtidig med, at ki ne sisk eller indisk nationalisme vokser i forhold til USa, Fn eller verdenssamfundet som helhed, vokser regionalismen også inden for nationernes grænser. Det, der foregår på den glo bale scene – styrkelse af identiteten i takt med økonomiens frem gang – sker også på den lokale scene. resultatet er, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at foretage samlede nationale handlinger. i takt med magtspredningen bliver det stadig van skeligere at fastholde legitimiteten – og legitimiteten er den eneste måde, hvorpå man kan appellere til alle de for skel lige aktører på verdensscenen. i dag er ingen løsning gen nemførlig, uan-set hvor fornuftig den måtte være, hvis den bliver betragtet som illegitim. Det vil ikke nytte at forsøge at gennemføre den, hvis den bliver betragtet som produktet af et enkelt lands magt og særinteresser, uanset hvor mægtigt lan det er. Massakrerne i Darfur er et grufuldt eksempel – trods rædslerne ville en militærintervention, der er den mest effek tive måde at stoppe dem på, kun lykkes, hvis den blev sanktioneret af de store magter såvel som af Sudans afri kanske nabolande. Hvis USa handlede alene eller med en lille koalition – og invaderede det tredje muslimske land inden for fem år – ville forsøget med sikkerhed give bagslag og udstyre den sudanesiske regering med muligheden for hidsigt at kalde til samling mod “amerikansk imperialisme”. Bush-regeringens udenrigspolitiske protokol illustrerer med al tydelighed det


49

praktiske behov for legitimitet. trods Bush’ forsøg på det modsatte forbliver dilemmaet intakt: Hvis det er påkrævet, at mange lande samarbejder for at få løst situa tionen, hvordan skal man så få dette til at ske i en verden med mange flere aktører, hvoraf mange har fået væsentligt mere magt?

Den sidste supermagt

Mange observatører og kommentatorer har betragtet de nye markeders vitalitet og konkluderet, at USa’s tid er ovre. andy grove, grundlæggeren af intel, har sagt det råt for usødet: “USa er i overhængende fare for at følge Europa ned i afløbet,” siger han, “og det værste er, at der ikke er nogen, der vil indse det. alle benægter det og klapper hinanden på skulderen, mens Titanic styrer mod isbjerget for fuld kraft.” thomas Friedman beskriver, hvordan han har betragtet unge indiske arbejdere på vej til natarbejde på infosys i Bangalore. “gud, hvor er der mange af dem, og de bliver bare ved med at komme, bølge efter bølge. Hvordan kan det på nogen måde være godt for mine døtre eller millioner af andre amerikanere, at disse indere kan udføre det samme arbejde som dem til en brøkdel af deres løn?”11 “globaliseringen slår igen,” skriver gabor Steingart, re-daktør på tysklands førende nyhedsmagasin Der Spiegel i en ny bog. Han argumenterer for, at mens USa’s konkurrenter har haft fremgang, har USa mistet nøgleindustri, landets befolkning er holdt op med at spare op, og dets regering har lånt stadig flere penge i asiatiske centralbanker.12 Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at denne tendens har eksisteret længe – og at den faktisk har styrket USa’s bund linje. i takt med, at globaliseringen og outsourcingen er


50

accelereret dramatisk igennem de sidste 20 år, har USa haft en gennemsnitlig vækstrate på lidt over 3 procent; et fuldt procentpoint højere end tyskland og Frankrig (Japan havde et gennemsnit på 2,3 i den samme periode). Væksten i produk-tivitet, den moderne økonomis trylleeliksir, har været på over 2,5 procent i et helt årti, igen et helt procentpoint højere end gennemsnittet i Europa. Selv amerikansk eksport har holdt dampen oppe på trods af et årti med stigende dollarkurser, der først vendte for nylig. i 1980 stod USa for 10 procent af verdens samlede eksport; i 2007 var det tal fortsat på næsten 9 procent. ifølge Det Verdensøkonomiske Forum (WEF) er USa fortsat den mest konkurrencedygtige økonomi i verden og på førstepladsen hvad gælder innovation, mens landet indtager en niendeplads i teknologisk parathed, andenpladsen inden for private investeringer i forskning og teknologi, og anden-plad sen i forskningsinstitutionernes kvalitet. Kina kommer ikke blandt de 30 bedste i nogle af disse kategorier, og indien kommer kun på top ti i én kategori: markedsstørrelse. På næsten ethvert område er USa solidt i spidsen, når det gælder produktivitet og profit. USa’s andel i den globale økonomi har været bemærkel ses-værdigt stabil gennem krige, depressioner og en række for skel-lige magters fremgang. Med 5 procent af verdens befolkning har USa genereret mellem 20 og 30 procent af det globale BnP i 125 år. Der vil ganske givet ske et skred i USa’s position over de næste par årtier. Dette er ikke en politisk påstand, men en matematisk. Eftersom andre lande vokser hurtigere, vil USa’s relative økonomiske vægt mindskes. Men nedgangen behøver ikke være omsiggribende, hurtig eller skæbnesvanger, så længe USa kan tilpasse sig de nye udfordringer, lige så godt som det tilpassede sig de udfordringer, det forrige århundrede


51

bød på. i de næste årtier er det mere sandsynligt, at de nye markeders fremgang vil komme til at ske på bekostning af Vesteuropa og Japan, der er fastlåst i en langsom, demografisk bestemt nedgangsperiode. USa vil støde på den mest intense økonomiske kon kur-rence, landet nogensinde har mødt. Det amerikanske øko no-miske og sociale system ved, hvordan det skal imødekomme og tilpasse sig sådanne pres. Det er indlysende, at der er behov for reformer, men fordi langsigtede reformer gør ondt nu og her, kan det politiske system ikke gennemføre dem. Den stør-ste udfordring, USa står over for, er international. landet står over for en verdensorden, der er meget forskellig fra den, det tidligere opererede i. indtil videre er USa stadig den stær keste aktør. Men hvert år tipper balancen en lille smule mere. i de to årtier, der er gået siden 1989, har USa’s magt defi-neret den internationale orden. alle veje har ført til Washing-ton, og amerikanske forestillinger om politik, økonomi, og uden rigspolitik har været udgangspunktet for global hand-ling. Washington har været den mest magtfulde eksterne ak-tør på alle verdens kontinenter, har domineret den vestlige halv kugle, er forblevet den afgørende afbalancerende magt i Eu ro pa og Østasien, har udvidet sin rolle i Mellemøsten og Cen tral- og Sydasien, og har overalt været det eneste land, med til stræk kelig slagkraft til at gennemføre en væsentlig, global mili tær operation. Ethvert lands – det gælder fra rusland og Kina til Syd afrika og indien – allervæsentligste forbindelse i verden har været forbindelsen til USa. Under irak-krigen var den amerikanske indflydelse på sit højeste. På trods af oppo sition eller åben fjendtlighed, lyk-kedes det USa at gennemføre et uprovokeret angreb på en selvstændig nation og få ad skil lige lande og internationale


52

agenturer til at hjælpe sig under og efter invasionen. Det er ikke kun vanskelighederne i irak, der har stukket en kæp i hjulet på den gamle orden. Selv hvis irak-krigen var lykkedes, ville den måde, USa gik ind i krigen på, have været et soleklart udtryk for enevældig magt – og det er denne unipolaritet, der har vakt modstand verden over. Den unipolære orden står for fald; ikke på grund af irak, men på grund af den generelle globale magtspredning. På nogle områder synes uni polariteten allerede at være en saga blot. EU repræsenterer nu den største handelsblok i verden, hvilket skaber bipolari tet, og i takt med, at Kina og de andre vækst giganter vokser sig stærke, kunne denne bipolære verden blive tripolær og dernæst multipolær. På ethvert område, bortset fra det militære, er tilsvarende forandringer på vej. Den multi polære verden, med fire eller fem aktører med omtrent samme vægt, er ikke virkelighed i dag og bliver det måske heller ikke i den nærmeste fremtid. Europa kan ikke handle som én, hverken militært eller politisk. Japan og tysk land er stækkede af deres fortid. Kina og indien er stadig under vejs. Man ville snarere kunne beskrive det eksiste ren-de inter nationale system med det, Samuel P. Huntington kalder “uni-multipolaritet” eller det, de kinesiske geopoliti-kere kal der “mange magter og én su per magt”. De knudrede be teg nelser afspejler en knudret vir kelighed. USa er fortsat det mæg tig ste land, men i en verden med adskillige andre væsent lige store magter, med stadig større aktivitetsniveau og gen nemslagskraft hos alle aktører. Dette hybride inter-nationale system – mere demokratisk, me re dynamisk, mere åbent, mere sammenknyttet – kommer vi formentlig til at leve i i ad skillige årtier. Det er nemmere at sige, hvad det ikke er, end hvad det er; det er nemmere at be skrive den tid, der


53

for lades, end den tid, der kommer – derfor den post-ameri kan-ske verden. USa indtager førerrollen i det system, der er ved at tage form, men er samtidig også det land, der vil blive stærkest udfordret af den nye orden. De fleste andre store magter vil opleve, at deres rolle i verden udvides. Denne proces er allerede undervejs. Kina og indien er ved at blive større aktører i deres egen region og hinsides denne. rusland har afsluttet sin post-sovjetiske tilpasning og bliver stærkere, endda aggressiv. Selv om Japan ikke er en magt på vej frem, er landet i dag mere villigt til at sige sin mening og positionere sig i forhold til sine nabolande end tidligere. På områder som handel og økonomi agerer Europa klart og med stor styrke. Brasilien og Mexico er blevet mere markante, hvad angår latinamerikanske emner. Sydafrika har kørt sig selv i stilling som leder af det afrikanske kontinent. alle disse lande optager mere plads på den internationale arena, end de gjorde før. For USa peger pilen i den modsatte retning. Økonomi er ikke et nulsumsspil: Den samlede kage forøges af andre aktø-rers fremgang til alles fordel. Men geopolitik handler om ind-flydelse og kontrol. i takt med, at de andre lande bliver mere aktive, vil USa’s kolossale råderum uundgåeligt blive mindre. Kan USa tilpasse sig nye, fremstormende magter i forskellige politiske farver på flere kontinenter? Jeg mener ikke, at vi skal overlade verden til kaos og aggression – langt fra. Men den eneste måde, USa kan inddæmme slyngelstater på, vil være at skabe en bred, slidstærk koalition imod dem. og det er kun muligt, hvis Washington kan opvise villighed til at lade andre lande få deres aktier i den nye verdensorden. i den eksisterende internationale orden er fremskridt lig med kompromis. intet land får sin vilje fuldt og helt. Disse ord er nemme at skrive


54

eller sige, men vanskelige at implementere. De betyder, at man skal acceptere større magt og indflydelse fra andre lande, at in te resser og hensyn får forrang. Denne balance – mellem til pas ning og inddæmning – er kerneudfordringen for den ame ri kanske udenrigspolitik i de kommende årtier. Jeg indledte dette kapitel med at hævde, at den nye verdens-orden ikke indvarslede USa’s undergang, fordi jeg tror på, at USa har kolossale styrker, og at den nye verden ikke vil betyde fremkomsten af en ny supermagt, men snarere en spredning af magten; en verden, som Washington kan navigere i og end-da være en ledende aktør i. Men alligevel vil USa opleve en rela tiv nedgang i takt med, at resten af verden går frem. Efter-som de andre vokser hurtigere, vil USa’s del af kagen blive mindre (selv om ændringen sandsynligvis vil være mini mal i mange år). Ydermere vil de stadig mere aktive ikke-stats lige kræfter begrænse Washington mærkbart. Dette er en udfordring for Washington, men også for alle andre. i næs ten tre århundreder har verden været under støttet at en stor, liberal hegemons tilstedeværelse – først Stor-britannien, der næst USa. Disse to supermagter har været med til at skabe og op ret holde en åben verdensøkonomi, beskyttet handels- og sejl ruter, fungeret som långivere i sidste øjeblik, siddet på va luta reserverne, investeret i udlandet og holdt deres egne mar keder åbne. De har også vundet magtkampen mod deres tids store aggressorer, napoleons Frankrig, tyskland og Sov jet unionen. til trods for al sit magtmisbrug har USa skabt og vedligeholdt en verdensorden med åben handel og demo-kratisk regeringsførelse – en orden, der har været gunstig og fordelagtig for langt størstedelen af menneskeheden. i takt med, at situationen ændrer sig, og USa’s rolle forandrer sig, kan denne orden begynde at sprække. Dollarens kollaps – til et


55

punkt, hvor der ikke længere fandtes en global valutareserve – ville være et lige så stort problem for verden som for USa. og det kunne vise sig at være langt vanskeligere at løse fælles problemer i en tid med magtspredning og decentralisering uden en supermagt. Der er en bestemt gruppe af amerikanere, der i høj grad følger med i verdens forandringer. Det amerikanske erhvervs-liv er i stadig højere grad bevidst om de ændringer, der finder sted verden over og reagerer hurtigt og usentimentalt på dem. Store, amerikansk-ejede multinationale selskaber melder næs ten en stemmigt ud, at deres vækst på nuværende tids-punkt hviler på de nye markeder i udlandet. Med en vækst i årlig omsætning på 2-3 procent i USa og 10-15 procent i udlan-det, ved de, at de må tilpasse sig den post-amerikanske verden, hvis de vil overleve. En tilsvarende bevidsthed er synlig på amerikanske universiteter, hvor flere og flere stude ren de læser og rejser i udlandet og interagerer med udenland ske studerende. Yngre amerikanere har det helt fint med bevidst-heden om, at de nye ste trends – inden for finans, arkitektur, kunst og tekno logi – måske vil dukke op i london, Shanghai, Seoul, tallinn eller Mumbai. Men denne internationale orientering er endnu ikke al-min deligt udbredt i det amerikanske samfund. Selv om det er ved at ændre sig, forbliver den amerikanske økonomi indad-vendt, og handel med udlandet udgør kun 28 procent af BnP (sammenlignet med 38 procent i tyskland). En af USa’s velsig-nelser har været landets afsondrethed, afgrænset som det er af to kæmpe oceaner og to venligtsindede naboer. USa har ikke været mærket af den gamle verdens intriger og metal træt hed og har altid været i stand til at forestille sig en ny og ander-ledes orden – hvad enten det så var i tyskland, Japan eller end-


56

da irak. Men samtidig har isolationen efterladt amerikanerne ganske uvidende om verden på den anden side af grænserne. amerikanerne taler få fremmedsprog, ved meget lidt om frem mede kulturer og er til stadighed ikke overbeviste om, at de har behov for at rette op på denne mangel. amerikanerne ret ter sjældent ind i forhold til internationale standarder, fordi de er overbeviste om, at deres egen måde at gøre tingene på er den bedste og mest avancerede. resultatet er en stadig større mis tænksomhed over for den nye, globale æra. Der er en stadig større afgrund mellem USa’s internationale forretningselite og kosmopolitiske klasse på den ene side og størstedelen af den amerikanske befolkning på den anden. Hvis ikke der bliver gjort et alvorligt forsøg på at bygge bro over denne afgrund, kan skellet knuse USa’s konkurrencemæssige overtag og lan-dets politiske fremtid. Den folkelige skepsis bliver næret og op muntret af en uan-svarlig national politisk kultur. Der er en smertelig man gel på nye tanker om en ny verden i Washington. Det er nemt at kritisere Bush-regeringen for dens arro gance og uni late rale udenrigspolitik, der har skadet USa’s om dømme i udlan det. Men problemet begrænser sig ikke til Bush, Cheney, rumsfeld eller republikanerne, selv om dette parti er blevet indbe gre-bet af sabelraslende machismo og nærmest er stole over at blive foragtet i udlandet. Prøv at lytte til nogle af Demo kra-terne i Washington, og du vil også høre forsvar for unilate-ra lisme – inden for handel, arbejder ret tigheder og diverse menne skerettighedsemner. når det gælder terror isme, fort-sætter begge partier med at tale i et sprog, der er fuld stæn dig hen vendt til det hjemlige publikum, uden tan ke for de for-giftende virkninger, denne retorik har over resten af kloden. amerikanske politikere kræver, rubricerer, sanktio nerer og


57

fordømmer konstant og skamløst andre nationer for talløse skavanker. igennem de sidste 15 år har USa gennemført sanktioner mod over halvdelen af jordens befolkning. Vi er det eneste land i verden, der udsteder årlige rapporter om hvert enkelt andet lands adfærd. Washington D.C. er blevet en selv tilstrækkelig boble, ude af trit med verden udenfor. Pew global attitudes Survey fra 2007 viste på verdensplan en stor stigning i positive holdninger til frihandel, marked og demokrati. Store flertal i mange lande fra Kina og tyskland til Bangladesh og nigeria mente, at det var en god ting at styrke de fremvoksende handelsforbindelser mellem landene. Ud af de 47 lande, der blev adspurgt i undersøgelsen, kom USa ind på en sidsteplads i støtten til frihandel. i de fem år, undersøgelsen har stået på, har intet land oplevet et større fald i tilslutningen til frihandel end USa. Dette afspejler sig også i holdningen til udenlandske sel-skaber. Et overraskende stort antal personer i lande som Bra-silien, nigeria, indien og Bangladesh svarede “ja”, når de blev spurgt om, hvorvidt udenlandske selskaber havde en positiv indflydelse i deres land. Det er samtidig lande, der typisk har været skeptiske over for vestlige multinationale selskaber. (Syd asiens skepsis er ikke grundløs – regionen blev trods alt oprindeligt koloniseret af et multinationalt selskab, British East india Com pany.) og alligevel er 73 procent i indien, 75 procent i Bang ladesh, 70 procent i Brasilien og 82 procent i nigeria nu po sitivt indstillet over for multinationale selskaber. i USa ligger tallet på 45 procent, hvilket placerer os blandt de fem sidste i kategorien. Vi vil have, at verden skal acceptere amerikanske virksomheder med åbne arme, men når udlandet kommer her, er det en anden sag. Holdningen til immigration afspejler en endnu større modsætning. På et område, hvor


58

USa har været forbillede for hele verden, er landet nu faldet ind i en irritabel, defensiv position. og hvor vi engang ville være pionerer inden for enhver ny teknologi, betragter vi nu innovation med angst og spekulerer på, hvordan det vil ændre tingenes til stand. Det ironiske er, at “restens” fremgang er en konsekvens af amerikanske ideer og handlinger. i 60 år har amerikanske politikere og diplomater rejst jorden rundt og presset landene til at åbne deres markeder, løsne deres politiske greb og styrke handel og teknologi. Vi har opfordret folk i fjerne lande til at tage udfordringen op og kaste sig ind i den globale økonomis konkurrence, sætte deres møntfod fri og udvikle ny industri. Vi har rådet dem til ikke at være bange for forandringer og til at lære hemmeligheden bag vores succes. og det virkede: De ind fødte er blevet til gode kapitalister. Med det resultat, at vi nu bliver mistænksomme over for alle de ting, som vi før hyl dede: frie markeder, han del, immigration og teknologisk inno vation. og det sker på et tidspunkt, hvor vinden ende-lig blæser i vores retning. netop nu, hvor verden åbner sig, lukker USa ned. om flere generationer, når historikerne skal skrive om vores tid, vil de måske skrive, at det i de første årtier af det en-ogtyvende århundrede lykkedes USa at gennemføre sin store, historiske opgave: at globalisere verden. og de tilføjer må ske: Men undervejs glemte USa at globalisere sig selv.


59

3

En ikke-vestlig verden?

i 1492 sejlede Christopher Columbus ud på en af de mest am-bi tiøse ekspeditioner i menneskehedens historie. Hvad færre ved er, at 87 år tidligere indledte den kinesiske admiral Zheng He den første af syv lige så ambitiøse ekspeditioner. Zhengs ski be var langt større og langt bedre bygget end Columbus’ eller Vasco da gamas eller en hvilken som helst anden af Europas sto re søfarere fra det femtende eller sekstende år-hundrede. På Zhengs første rejse i 1405 sejlede han med 317 skibe og 28.000 mand, mod Columbus’ fire skibe og 150 mænd. De største fartøjer i den kinesiske flåde, “skatte ski-be ne”, havde ni master og var over 400 fod lange – mere end fire gange så lange som Columbus’ flagskib Santa Maria. Der krævedes så meget træ til at bygge skibene, at man måtte fæl-de 120 hektar skov for blot at bygge et enkelt. Der var skibe byg get til at transporte re heste, forsyninger, mad, vand og selv følgelig tropper. Det mindste fartøj i Zhengs flotille, et ma nøvre dygtigt femmasters krigsskib, var dobbelt så stort som den legendariske spanske galeon.

Den post-amerikanske verden

Documents

Transcript of Den post-amerikanske verden