Den Evige Mand - læseprøve
-
Upload
ulrik-jorgensen -
Category
Documents
-
view
242 -
download
1
description
Transcript of Den Evige Mand - læseprøve
Ulrik Jørgensen
Den Evige mand
Første del i serien om Trueblood og Brask
ROMAN
Den Evige Mand
af
Ulrik Jørgensen
© Ulrik Jørgensen
Omslag af Clarissa Yeo
ISBN 978-87-997416-0-1
2. udgave 2014
EPOZ
Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med forlag og forfatter.
Til min elskede hustru
Min op, min ned
Min højre, min venstre
Min forlæns, min baglæns
PERSONGALLERI
ST . EMILLION CROS , FRANKRIG 1327
Monsigneur Fabian Lafrain – Johanitternes kommandør ved
indsatsen for paven i 1327.
Signeur Alderic Taureau – Fransk johanit. Lafrains højre hand.
Signeur/Sir Jarod Moorman – Engelsk Johanit, der udmærker sig
ved Johanitternes indsats for paven i 1327.
Kardinal Javier Diego Salvatore – Kardinal udsendt af paven, under
dække af at være Padré Miguel, en almindelig præst fra
pavepaladset i Avignon.
ROSLIN , SKOTLAND 1434
Broder Isach Trueblood – En drikfældig fransiskanermunk, der
ernærer sig ved at løbe kirkens ærinder.
Sir Jessup Brask – Kvindeglad og hasardspillende ridder. Han er
Truebloods livvagt og arbejder for kirken
Lord William St. Clair, Baron af Roslin – Roslin-borgens herre, og
overhoved for den magtfulde klan, St. Clair.
Hamlin Maxwell – Hushovmester på Roslin-borgen.
Broder Jerimaiah Steelwell – Kronikør og leder af Roslin-skriptoriet.
Laurent Quint – Broder Steelwells franske elev og assistent.
ØEN ISLAY , SKOTLAND 1434
Angus Hawthorne – Hesteavler på Islay, gift med Torra, bedstefar
til Davis.
Torra Hawthorne – Gift med Angus og bedstemor til Davis.
Hamish Hawthorne – Sildefisker på Islay, søn af Angus og Torra,
far til Davis.
Davis Hawthorne – Søn af Hamish.
Lady Heather Darroch – Datter af Lord Darroch, en af Islays
stormænd. Søster til Seamus.
Seamus Darroch – Søn af Lord Darroch og bror til Heather.
Sir Donnan Donkallan – Lord Darrochs højre hånd. Leder
eftersøgningen af Heather og Seamus.
Lord Kendrew Lachlan Darroch – Herre på Harrynveig Hall, sæde
for Darroch-klanen på Islay.
NOTERNE
Der er indsat slutnoter gennem hele bogen. Noterne har kun
ringe betydning for selve histroien, men kan bidrage til forståelsen
for nogle elementer af teksten, samt virke til interesse for dem, der
måtte ønske at dykke ned i fortidens detaljer. Derfor er det heller
ikke nødvendigt at læse dem, for at kunne nyde bogens handling.
God fornøjelse.
DEN SIDSTE KARDINAL I
SEPTEMBER 1327
LANDSBYEN EMMILION SAINT-CROSS , FRANKRIG
”Mænd som Dem er dårlige for moralen.”
Stilhed.
”Der er regler, signeur.”
”Regler?”
”Uskrevne regler. Skad aldrig en broder.”
”Jeg kender ikke de regler.”
”Men De kan vel sige Dem selv, at De ikke skal lemlæste
Deres brødre, under træningen.”
”De kan alle gå og bevæge armene. Ingen alvorlig skade sket.”
”Tre af mændene er på lazarettet.”
”De kommer sig nok.”
”Vil De være venlig at fortælle mig, hvorfor de kvæster Deres
fæller under træningen?”
”De er ude af form. Svage.”
”Svage?! Vi er Johanittere. De bedste sværdkæmpere i verden. Vi
kæmpede med Tempelridderne i Jerusalem og vandt. Vi var med da
den hellige hær udraderede Saladins tropper i Montgisard og holdt
borgen i Kerak. Æren er vores styrke og hæderen vores sværd.”
”Hæder og ære redder ikke de dvaske og dovne. Træningen gør dem
stærke og årvågne. Jeres uskrevne regler gør dem slappe og uduelige.”
”Hvor vover de …”
Tumult
”Har I mistet forstanden?! Ingen trækker blankt her. Ingen!”
”Jeg kan ikke tolerere den slags uforskammetheder, Lafrain.” ”Heller ikke jeg. Moorman, De har for længe siden overskredet
grænsen for acceptabel opførsel og deres forhold til deres
overordnede er dybt problematisk. Den slags bliver straffet hårdt.
De kan betragte dem selv som værende i arrest og dette som et
forhør.”
”Jeg tager min straf med glæde.”
”Det lader til, at De ved en masse om den nært forstående
mission. Hvorfra?”
”Alle ved, at Paven er blevet trodset.”
”Trodset?”
”Hans uvenskab med den tyske kejser, Louis af Bavaria. Paven vil ikke
krone Louis og Louis er derfor i Lyon med sin antipave, for at modsætte sig
kirkens magt. Og for at fastholde Lyons loyalitet.”
”Det er altså hvermands eje?”
Intet svar.
”Hvordan forholder det sig med Kardinal Salvatores identitet?”
Kort pause.
”Det er åbenbart ikke min træning, der er problemet. I mistænker mig
for at være spion.”
”Kan De fortænke os i det. D’Aimery er ikke ligefrem kendt for at
gøre andre en vennetjeneste, men alligevel placerer han Dem i vores
trop.”
”Det er mellem D’Aimery og mig. Jeg ønskede udelukkende at deltage i
jeres dødsmission.”
”Dødsmission?! Hvad fanden skal det betyde?”
”Hvis I tror, at Louis ikke kan overvinde selv fyrre Johanittere, så tager
I fejl. Det er kun et spørgsmål om at hyre klinger nok. Hvis ikke I når til
Lyon og stopper højadlen fra at mødes med Louis, så mister Paven Lyon.”
”Louis af Bavaria tør ikke lægge sig åbent ud med Paven. Så
bliver han aldrig kejser.”
”I er tåber, der har taget tåbelige beslutninger. Vi mistede Jerusalem og
Montgisard af den grund. Tåbelige beslutninger bliver vores død.”
Håndgemæng.”De tvivler på deres overordnede. De tror de kan
gøre det bedre. De er et nul. Ingenting.”
”Slip ham, Taureau. Ingen kiv mellem brødre.”
”Vi bærer det sande kors med os på en hellig mission. At tvivle
på det, er at tvivle på Gud. Kætter!”
”Uanset hvor mange sande kors I medbringer, kan det ikke beskytte jer
mod jeres egen dumhed. I har serveret os på et sølvfad.”
Håndgemæng. Sværd bliver trukket.
”STOP! Dette vil koste jer begge jeres broderskab. Stop
øjeblikkeligt!”
”KONTAKT!”
Stilhed.
”Monsigneur. Vi er under angreb.”
KAPITEL 1
DEN STÆRKE GAMLE
MARTS 1434
ROSLIN , SKOTLAND
Til rette vedkommende
Jeg overdrager hermed de fornødne informationer om hvervet som elev
og assistent for broder Jerimiah Steelwell, bibliotekar og skriftkyndig i
Roslin-borgens skriptorium.
Dette gør jeg fordi min tid er ved at rinde ud. Jeg har set mange komme
og gå, mens jeg er forblevet her, årene har for længst vundet over
ungdommen, og jeg kender derfor min skæbne.
Vedlagt er en opgørelse over alle gøremål og procedurer, der sikrer
skriptoriets fortsatte virke og vedligeholder dets uvurderlige samling af
bøger og dokumenter.
Broder Steelwell er en retskaffen mand, der altid vil behandle Dem fair
og retfærdigt, men forvent ikke hverken hans sympati eller kærlighed, for
hans tid er helliget studierne.
Vid dog, at det er Dem forbudt at dokumentere vores gøren og laden her
i Roslin. Kun denne overlevering, og de informationer jeg har vedlagt, er os
undet. Broder Steelwell vil sørge for Deres træning og livets ophold, mens
I, som alle før Jer, skal leve et disciplineret liv i Broder Steelwells tjeneste.
Hilsner, med ønsket om et langt og godt liv
Gerald St. John
Elev
”Kongen længe leve.”
Broder Steelwell betragtede talen, mens han hældte fint sand
over papiret. Den kommende dag skulle lord William St. Clair holde
en tale ved sin niece Lilias’ bryllup, hvor hun skulle giftes med en af
kongens nevøer, en vis sir Robert Douglas. Det var en bekostelig
affære at gifte sig ind i kongefamilien, så borgen var på den anden
ende i forberedelsesiver.
Af samme årsag havde Lord St. Clair personligt opsøgt broder
Steelwell i skriptoriet for at drøfte talen. Han havde ment det var
formålstjenesteligt, at forsøge at indynde sig hos munken ved at
foreslå forskellige forbedringer af skriptoriet, men munken havde
muggent affærdiget alle hans forslag og bare bedt om flere vagter.
Det var en dårlig start, for lord St. Clair kunne ikke undvære en
eneste mand på borgen, når man ventede kongen, hvert øjeblik.
Broder Steelwell fnøs irriteret af den hændervridende baron, og
fortsatte med at udspørge ham om formålet med det uvelkomne
besøg. Lord St. Clair fortalte beredvilligt om sit forehavende. Det var
en kendt sag, at munken var en af landets fremmeste skrivere, og
Lord St. Clair satte derfor sin lid til, at han kunne fremstille en
passende tale til formålet. Brylluppet altså.
Munken, der trods sin status som enerådig hersker over
skriptoriet, stadig på en eller anden måde var i St. Clair familiens
tjeneste, kunne dårligt unddrage sig og accepterede derfor opgaven.
Lettet vovede St. Clair også, trods munkens ry for at være
vrangvillig, at fremsige et par enkelte krav, eller forslag, som han
kaldte det. Idet kong James d. 2. havde valgt at overvære brylluppet
mellem Skotlands stærkeste familie og kongehuset personligt, så
lord St. Clair gerne passager i talen omhandle kongens velsignede
familierelationer og enorme storsind. Ydermere ville det også være
praktisk med afsnit om det udbytterige i deres nu familiære
tilknytning. Det blev alt sammen flettet ind.
Til sidst synes munken, det havde været en god idét at afslutte
talen med de udødelige ord; ”Kongen længe leve.”
Munken skævede over til kladden, der lå ved siden af
skrivepulten, og prøvede at huske, om han havde fået det hele med.
Det blev formentlig ikke bedre, og var under alle omstændigheder
godt nok til borgherren og hans hof.
Lord St. Clair havde tilbudt ham at deltage i festen, men med en
kommentar om, hvor upassende det ville være, afstod han gladeligt.
”Jeg har alligevel set mere end rigeligt til borgens gemakker,”
sagde munken afslutningsvist, og henviste til de gange han havde
været på sygebesøg hos bruden den sidste uge. Rygterne ville vide,
at sir Robert havde fået kolde fødder, hvilket naturligvis blev
fuldstændigt manet i jorden, da sir Douglas, kongen og hele hans
følge rullede ind på borgen et par dage senere, og bruden dermed
mirakuløst blev helbredt.
Munkens assistent Laurent havde ved den lejlighed været på
pletten og kunne berette om et, på mange måder skuffende opbud af
riddere og hoffolk. Dog havde et særegent syn fanget hans
opmærksomhed. En ukendt skare af stridsmænd, klædt i sort, let
kampornat, red bagerst i optoget, og lod til at have en form for
livvagtsfunktion, så vidt Laurent kunne vurdere. Det vækkede
munkens nysgerrighed, da han vidste, at kongen ikke havde for
vane at omgive sig med unavngivne riddere og andet rakkerpak.
”Jaså, Lawrence,” havde munken bemærket. ”Gad vide, hvem
det er?”
”Laurent. Jeg hedder Laurent,” sagde assistenten irriteret med en
tydelig normanisk accent. Han var en ung mand, ikke mere end
nitten somre, brednæset, med skarpe træk og høje kindben. En
gryde var formentlig blevet brugt som skabelon, da hans brune hår
skulle klippes, og efterlod en praktisk, men håbløst umoderne
frisure. Han var ulasteligt klædt i en simpel kutte, med et reb om
livet og en bred hætte hængende ned af ryggen.
”Ja, ja,” svarede munken ligegyldigt.
”Men måske kongen, i disse tider,” fortsatte Laurent og trak på
skuldrene. ”Ville spare omkostningerne ved et kæmpe følge, og
derfor har satset på kvalitet frem for mængde.”
Munken brummede mistænksomt, mens Laurent fortsatte sin
beretning om, hvad der foregik uden for skriptoriets mure.
Senere samme aften var lord St. Clair igen mødt op i skriptoriet,
for at se talens endelig form. Uden blusel havde munken udspurgt
ham om De sortes tilstedeværelse, og Laurent havde høfligt fremlagt
sin egen teori for borgherren. Imidlertid vidste lord St. Clair intet
andet end, hvad de allerede selv havde overvejet. Måske, sagde han,
ville kongen bruge lejligheden til at sende et signal til befolkningen
og sine allierede. Kongen havde nemlig ikke det bedste
udgangspunkt, når det gjaldt om at vinde befolkningens, og navnlig
adlens, gunst. Ikke nok med, at han nærmest var vokset op ved det
engelske hof, han havde også giftet sig med en engelsk kvinde, Joan
af Beaufort. Kunne man overhovedet stole på, at han derfor tjente
Skotland og ikke den slumrende fjende England? Måske, svarede St.
Clair selv, men kongen havde brug for at vise befolkningen, at han
kunne og ville styre landet, til alles bedste, ikke mindst hans
undersåtters.
De tre havde kort diskuteret netop denne alliance, hvorefter lord
St. Clair havde fået udleveret den færdige tale og var gået tilbage til
borgen.
Aftenen efter, hvor Laurent efter Vesperbønneni havde indfundet
sig i skriptoriet og nu var i gang med at rydde op efter dagens
studier, forløb som sædvanlig i ro og tavshed. Derfor reagerede
både han og broder Steelwell med det samme, da ukendte lyde slap
ind i rummet.
”Hvad er det for en larm?” vrissede munken og drejede sig mod
døren. ”Lawrence. Gå ud og se, hvad der foregår, så jeg kan få
arbejdsro. Læg lige hylsteret inden du går. For du har vel husket at
tage det med, ikke?”
”Laurent,” mumlede Laurent irriteret og trak tasken frem fra
ryggen. ”Jeg hedder Laurent. Og jo. Jeg har husket at tage det med.
Som jeg altid gør.”
Laurent tog et dokumenthylster frem fra tasken og lagde det på
bordet ved siden af Steelwell. Mørkt, hårdt læder, afsluttet med to
simple jernlåg, der kunne lukkes med en haspe, udgjorde hylstret og
en skarabæ støbt i jern var fastgjort på midten af det.
”Husk nu at tage en af de andre, inden du går til Completorium.”
påmindede Steelwell uden at kigge væk fra arbejdet. Completorium
var aftenbønnen før sengetid, som de egentlig begge burde deltage i,
men som Steelwell for længe siden, sammen med resten af dagens
bønner, havde opgivet til fordel for sit utrættelige arbejde.
”Naturligvis,” sagde Laurent igen. Det tydede på, at han fik lov
til at gå, og at det derfor ikke ville blive en ligeså lang aften som
dagen i forvejen. ”Præcis som jeg altid gør.”
Der var i alt fire hylstre, der alle var ens og hver indeholdt to
stykker pergament. Laurent anede ikke hvad, der stod på dem,
selvom han ved flere lejligheder havde kigget på det sæt han fik
ansvaret for. Det var selvfølgelig mod Steelwells instrukser, men
eftersom de var centrum for alt hans arbejde, havde nysgerrigheden
vundet over pligten. Imidlertid gjorde det ingen forskel, idet ingen
af pergamenterne gav den mindste smule mening, på trods af, at
Laurent var hverken uskolet eller uvidende. Tegninger af mærkelige
mennesker med hunde- og kattehoveder, der var klædt i hvide
lændeklæder, hvis de da ikke havde fuglekroppe, prydede det ene
pergament. Personer og dyr så ud til at udføre underlige, og til tider
diabolske ritualer, som på ingen måde stemte overens med ordnens
doktriner, selvom Laurent ikke helt vidste, hvilken orden broder
Steelwell egentlig tilhørte. Tegningerne var omgivet af ukendte
skrifttegn og matematiske symboler, der på ingen måde formede
bare et enkelt bogstav Laurent kendte. Det andet pergament var
overstrøget med genkendelige, men stadig helt usammenhængende,
udregninger og en tekst på et sprog, der heller ikke mindede
Laurent om noget som helst. Derfor gjorde han bare, hvad han fik
besked på med hylstrene. Han opbevarede det ene af de fire
eksemplarer et sted, som end ikke Steelwell vidste besked om, sådan
havde instrukserne været fra starten. Det måtte være en
tyverisikringsstrategi af en slags, ganske givet for at undgå at nogen
kunne få fingrene i alle fire dokumenter på én gang. En sjælden
gang imellem havde Steelwell dog brug for at granske alle
pergamenterne, som for eksempel i dag. Resten af tiden slog
munken op i tykke bøger om alverdens både himmelske og uhellige
emner, noterede i sine journaler, der efterhånden var en omfattende
samling og skrev på sine dagsoptegnelser.
”Det er Guds arbejde,” havde broder Steelwell forklaret ham, da
han startede som elev i skriptoriet. ”Det vigtigste arbejde i verden,
selvom du aldrig vil kende værdien af din indsats.”
Det var så sandt som det var sagt. Broder Steelwell studerede for
det meste naturvidenskab af en slags, havde Laurent konkluderet
efter at have læst et par af de bøger han oftest hentede. Det var
fortrinsvist værker om sygdomme, skader og sjælens
uforgængelighed. Hvad det egentlig handlede om, ville Laurent nok
aldrig forstå, for det ville formentlig kræve et indgående kendskab
til indholdet af cylinderhylstrene. Munken gjorde i det hele taget
meget for at forhindre både tyveri og forståelse af hans værker.
Altså havde, særligt pergamenterne i hylstrene, stor værdi for ham,
men om det var verdens vigtigste arbejde, tvivlede Laurent dog på.
Munken vendte sig med en lav, utilfreds knurren mod sit arbejde
igen. ”Som om vi ikke har haft larm nok de sidste par dage.
Festivitas og anden utidighed.”
Forud for aftenens besøg, havde han siddet det meste af dagen
ved pulten. Flere tykke bøger og mange sammenrullede
dokumenter lå på de store og massive egetræsborde, der omgav
ham.
Væggene i skriptoriet var dækket af fyldte boghylder fra gulv til
loft, og ribbede hvælvinger strakte sig frem bag dem, som lange klør
mod midten af rummets mange søjleinddelinger. Boghylder, der
stod ryg mod ryg, delte lokalet ind i små afdelinger, og hvert af dem
blev oplyst af en lampe, der dinglede fra en kæde i loftet.
Laurent fandt hurtigt bogen, han havde fået besked på at
medbringe, og pillede den forsigtigt ned af hylden. På vej hen mod
indgangsdøren greb han en olielampe, og dens skær flakkede hen
over ryggen på de mange indbundne værker, da han gik afsted. Han
greb i dørhåndtaget, slog de tre slåer fra og skubbede knirkende
døren op.
Forsigtigt stak han hovedet ud, og holdt lampen op for sig, for at
lyse på så stort et område som muligt. Afsøgende drejede han sig
rundt, uden at se noget ud over det sædvanlige, og gik så helt
udenfor.
Mørket havde opslugt gården, og lampens skær fik kun et par
sten og ujævnheder på jorden til at kaste diskrete skygger. Nord Esk
floden kunne svagt høres i baggrunden, og ville ikke gøre meget for
at skjule eventuelle indtrængende. Han drejede sig igen i retningen
af porten, da en af vagterne stak hovedet frem og hilste. Laurent
tøvede et øjeblik inden han gengældte vinket. Broder Steelwell
havde insisteret på, at han lærte sig vagternes skikkelser og
bevægemønstre at kende. Af samme årsag, havde Steelwell
forklaret, havde han også krævet af lord St. Clair, at det samme
vagtsjak forrettede vagttjenesten ved skriptoriet. Ingen nye folk
uden at både han og hans assistent lærte at genkende dem på lang
afstand. Laurent havde ikke helt troet på, at det ville gøre en forskel,
eller at han nogensinde skulle bruge det til noget, men da han nu
mærkede en voksende usikkerhed og tillige ikke genkendte vagtens
håndtegn, var han ikke i tvivl. Roligt trak han ind i skriptoriet igen,
skød forsigtigt alle tre slåer for og placerede lydløst en svær bjælke i
gaflerne der sad på hver side af døren. Træningen han havde fået i
Rom, inden han kom til Roslin, satte nu en lang række af tanker og
handlinger i gang, der skulle overvejes og effektueres
”Herre,” sagde han højt, så munken kunne høre ham.
”Ikke nu, Lawrence,” svarede munken uden at vende sig fra
arbejdet.
”De er nødt til at lytte til mig,” fortsatte Laurent og satte i hastige
skridt ned mod munken. ”Vi har gæster.”
”Gæster?” brummede munken irriteret. ”Jeg orker ikke mere nu.”
”Ikke den slags gæster,” svarede Laurent. ”Jeg tror ikke … jeg
tror de har …”
”Hvor er vagterne?” spurgte broder Steelwell uden at flytte
blikket fra studierne.
”Det er jo det,” svarede Laurent tvivlrådigt. ”Enten har vi ikke set
de nye vagter, eller også er de …”
Steelwell drejede sig og kiggede ned mod døren. Lyset fra
loftlampen sendte et kort sekund en skygge over Broder Steelwells
ansigt og det var som om hans isblå øjne ændrede sig og skiftede
form… men så var øjeblikket forbi og han stirrede irriteret på
Laurent.
”Hvad glor du på, dreng?” vrissede han. ”Spænd sværdbæltet
om livet og kom af sted. Jeg stoler på dig og det jeg har lært dig.
Bring journalerne, bøgerne og hylstrene i sikkerhed. Når du har
gjort det, så hjælp mig med at slukke alle lamperne.”
Laurent slog blikket ned og skyndte sig af sted. Det var snart fire
år siden, at han var ankommet til Roslin og han havde fra første dag
fået indprentet hvilke opgaver han havde, hvis en nødssituation
skulle opstå. Han havde øvet det hele til perfektion og vidste derfor
at første prioritet var cylinderne og dernæst de uvurderlige
journaler. Han samlede de sidste tre hylstre sammen og hastede ned
mod skriptoriets vestlige hjørne, ned til Steelwells hemmelige boks.
Steelwell selv kom på benene, og rakte ud efter hjaltet på sværdet
han havde stående op af skrivepulten. Han trak klingen, smed
skeden fra sig og begyndte at gå ned mod døren. Ingen larm eller
lyde. Måske havde Laurent alligevel taget fejl. Midt i korridoren, der
førte ned til døren, stoppede Steelwell op, slog glasskærmen af den
store lampe, der hang fra loftet og kappede med tre præcise hug
lampens tre væger over.
Hurtigt greb han rebet, der skulle få alarmklokken til at ringe, og
trak i det. Rebet gav sig ikke en tomme og dinglede uvirksomt over
jorden. Han bandede for sig selv over St. Clair familiens
vrangvillighed og den deraf manglende mængde vagter. Fire mand
kunne de få. Sølle fire mand. Ved flere lejligheder havde Laurent
hørt ham argumentere for, at fire vagter var for lidt, og intet i
forhold til det tidligere sjak, der var på otte mand. Lord St. Clair
havde dog svært ved at se, hvad der skulle gå galt, eftersom der ikke
havde været nogen problemer indtil nu. Han havde i øvrigt for kort
tid siden bygget en høj tyk mur omkring skriptoriet, og med fire
vagter ved porten, var der vel ikke noget at være bange for.
Desuden, havde han sagt, var der ikke længere end, at hans egne
huskarle hurtigt kunne finde vej derop. Til formålet var der blevet
installeret en klokke ovenpå skriptoriets tag, som munken kunne
ringe med, hvis han fik brug for hjælp. Det var, med munkens egne
ord, mest af alt en dårlig vittighed.
Broder Steelwell fortsatte hen til den næste lampe, og mens der
nu hørtes støvletramp på taget, slukkede han også den. Lynhurtigt
gav han sig til at slukke alle lamperne og snart var skriptoriet
mørklagt.
Laurent fandt hurtigt boksen, selvom han måtte lede et par
sekunder efter fugen, der ledte hen til knapperne og de bevægelige
sten. Udefra lignede lågen fuldstændigt stenvæggen og var umulig
at finde, hvis man ikke vidste nøjagtig, hvor den var. Det var ikke
svært mere. Selve låsen, derimod, var både kompliceret og
uforudsigelig. Det kunne kun lade sig gøre at åbne for mesterlåsen
med den helt rette kombination af timing og rækkefølge. Laurent
mente at have øvet det så mange gange, at han kunne åbne den på
lidt over to minutter. Nu havde han kun ganske få sekunder.
Netop som den første del af låsen gled på plads, hørtes den
dumpe lyd af fødder, der ramte gulvet.
”Forsvind!” råbte Steelwell med kraftig stemme. ”Forsvind nu og
lev!” I næste nu krydsedes der klinger et sted i skriptoriet, mens
Laurent til sin forfærdelse kunne høre endnu flere mænd dumpe
ned på gulvet. De var selvfølgelig kommet ind via klokketårnet og
det uvirksomme reb, var deres adgangsvej.
Han forsøgte at holde hovedet koldt, for ikke at misse timingen i
låsen, men så gik hoveddøren op og flere mænd kom løbende ind.
Sammenbidt skældte han ud på sig selv, og krævede koncentration.
Fire klik og noget der lød som en metaltrisse, der drejede rundt. Han
stak nøglen, som han altid havde på sig, i låsen og drejede den.
Lågen gav sig og han flåede den så hårdt op at den hamrede mod
væggen.
”Dumt!” tænkte han, da han hørte nøglen slippe låsen og
klirrende rammegulvet. Ufortrødent kylede han hylstrene ind i
boksen og smækkede lågen i. Igen en klirrende metallisk lyd. Han
måtte have sparket til nøglen og kastede sig febrilsk ned på gulvet
for at finde den. Forgæves afsøgte han gulvet men måtte hurtigt
opgive. Sveden haglede af ham og han trak vejret alt for hurtigt. Der
ville ikke blive tid til at samle journaler og dagsoptegnelser sammen,
så de måtte sætte deres lid til det sindrige placeringssystem han
havde brugt en hel uge på at lære, og som broder Steelwell til
stadighed ændrede på. Laurent kom på benene og bevægede sig
hurtigt tættere på kampplyden.
Kun blegt månelys, der stod ind af døren lyste kraftesløst
korridoren op. Midt i det hele kæmpede broder Steelwell vildt. Der
var tre fremmede krigere omkring ham, alle klædt i kulsorte klæder,
og et par mere med spyd, gjorde antræk til at ville blande sig. Som
en hvirvelvind, forsvarede han sig på alle fronter og gjorde
livsfarlige udfald overalt. Han var så hurtig, at ingen kunne følge
med, selvom det var tydeligt, at de angribende ikke var
nybegyndere. To var allerede faldet, og i næste nu snurrede broder
Steelwell rundt om en tredje og stak sværdet ind mellem
skulderbladene på ham, så spidsen af klingen trængte igennem
brystkassen. Krigeren sank livløs om med blodet stående ud af
brystet og munden. Ufortrødent arbejdede munken sig videre til
den næste fjende, og huggede ham ned efter en simpel parade. Men
der var mange modstandere og som aggressive hvepse sværmede
flere sorte skikkelser til. Den momentane overraskelse over
munkens kampiver havde lagt sig, og i løbet af de næste sekunder
stønnede munken i smerte fra sit første sår.
Laurent stod et øjeblik handlingslammet over synet af sin mester
og hans ufattelige kampevner. Så nærmede virkeligheden sig igen
med hastige støvletramp. Han trak sværdet af skeden og gjorde
front mod den forreste af dem. De havde set ham, og ville afskære
vejen til munken, hvorfor fire-fem mand nærmede sig hurtigt fra to
sider. Det var ikke gode odds. Var det nu han skulle opfylde sin ed
til Den hellige fader? Var det nu han skulle dø for sin sag?
Den først spydmand stødte sit våben frem med stor præcision,
men Laurent slog hidsigt spyddet til side og trådte forbi. I samme
bevægelse rettede han klingen mod manden, der, ude af stand til at
stoppe, spiddede sig selv. I næste nu blev han angrebet bagfra, og
nåede ikke at vende rundt før han blev stukket i læggen og i siden.
Spyddet, der var gået helt gennem hans ben, tvang ham i knæ, og
snittet i flanken tog al kraft fra ham. I næste nu, blev noget hamret
ind i tindingen på ham, og han mistede øjeblikkeligt orienteringen.
Alle lyde blev til rodet baggrundsstøj, mens hans eget åndedræt
dunkede i ørerne. Svedende og svag rodede han rundt på gulvet og
prøvede at samle sig om at komme op at stå. Det sidste han så, var
det mørke omrids af en bestøvlet fod, der ramte ham rent på kæben.
En kort kvalmende smerte blev afløst af mørke.
i Bønnen der afholdes ved solnedgang.