Demos – en antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i norden

1

DEMOS

3

DEMOSEn antologi om magt,

demokrati og aktivtmedborgerskab

i Norden

John Steen Johansen (red.)

4

Redaktör: John Steen Johansen

Redaktionsgrupp: Ove Korsgård, Erik Amnå, Björn Wallén, John Steen Johansen

Layout: Markku Böök

Översättningar av sammandragen: Hafida Bouylud, Saara Kurkela

Ansvariga utgivare: Nordiskt nätverk för vuxnas lärande NVL och Demos sekretariat

Tryckeri: Oriveden kirjapaino, Orivesi, Finland 2007

ISBN: 978-952-92-2203-2 (tryckt version) 978-952-92-2204-9 (PDF)

DEMOS processen har genomförts tack vare ett stort engagemang från

folkbildnings- och forskningsmiljöer i Norden och med stöd av Nordiska

Ministerrådets strategiska medel via NVL.

5

Innehåll

Forord .......................................................................................................... 7

Kap. 1: Från reaktivt till proaktivt medborgarskap- utmaningar för vuxnas lärande i Norden ..................................................... 11Björn Wallén

Kap. 2: Et kosmopolitisk demos .................................................................... 18Ove Korsgaard

Kap. 3: Vårt vanskelige demokrati ................................................................ 30Arthur Danielsen

Kap. 4: Att lära sig förlora - reflexioner om demokratins villkor ..................... 36Bengt Göransson

Kap. 5: Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab ............ 43(Oversættelse af The Nordic Way of Educating Social Capitaland Citizenship: Grundtvig and others.Article in Lifelong Learning in Europe LLinE 1/2003)Seppo Niemelä

Kap. 6: Tankesmedjor och folkbildning ......................................................... 50Jorma Turunen

Kap. 7: Demokratisk fornyelse i Norden- en mobilisering for bærekraft? ................................................................... 5712 veier til fremme av den folkelige deltakelsenJeppe Læssøe og Kirsten Paaby

Kap. 8: Medborgerskab og folkeoplysning i europæisk perspektiv ................ 70Rasmus Kolby Rahbek

Kap. 9: Flexibelt lärande som stöd för demokrati ochmedborgerlig bildning på 2000-talet ............................................................ 79Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg, Ingemar Svensson

Kap. 10: Multilayered Democracy - er det muligt? ........................................ 87Jakob Erle

Kap. 11: Folkhögskolorna och demokratifostran- en räddningskrans i den globaliserade världeneller ett tidsfördriv för de redan frälsta och bildade? ..................................... 97Henrik von Pfaler

Policy rekommendationer fra de nordiske folkeoplysningssamråd................. 104

Bilag - Roundtable papers ............................................................................ 117

Summaries .................................................................................................. 127

7

ForordDEMOS 2006 - En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden.

Med DEMOS startkonferencen i Danmark i februar 2006 begyndte en bredtdiskuterende og inkluderende proces for de mange organisationer, der blev involveret iDEMOS projektet. En proces som fortsatte via lokale debatter, Round Tables, seminarerog konferencer og i november 2006 nåede frem til konferencen om Demokratietsdimensioner, folkeoplysningens betydning i Stockholm.

Ambitionen med DEMOS var, at skabe en nordisk tænketank som i politik og praksiskoblede vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- og demokrati-udredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiske kompetence.

På startkonferencen holdt Ove Korsgaard og Erik Amnå to centrale oplæg, der på mangemåder blev retningsgivende for projektet.

Ove Korsgaard talte om medborgerskab og mangfoldighed -Medborgerskabet i ethistorisk pædagogisk dannelsesperspektiv og om hvilke konsekvenser, det har forfolkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati på lokalt plan,europæisk plan og globalt plan.

Den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må have et forhold til begrebetfolk. Uden et sådan mister ordet sin mening. Ordet folk er et komplekst begreb medmange forskellige betydninger, der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Derer ikke tale om oplysning i al almindelighed, men om folke-oplysning.Man må ikke glemme, at Demokrati ikke kun forudsætter universellemenneskerettigheder, men også et afgrænset demos. Demokrati er med andre ordafhængigt af både universelle principper og partikulære enheder. På den ene side byggerdemokrati på menneskerettigheder og lovgivning efter almene principper, og på denanden side på et folk, der udgør en afgrænset enhed, der kan identificeres.

Begrebet folk er ikke uproblematisk. Ofte bruges det på måder, det kan være vanskeligtat identificere sig med. Frem for at erklære begrebet folk for udlevet, vil det derfor værebedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning.

Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk.Folkeoplysning er heller ikke et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der erenighed om. Folkeoplysning udgør en kampplads, som forskellige interesser forsøgerat præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slå et slag for demos.

8

Erik Amnå talte på åbningskonferencen om Rettigheder - Folkeoplysning, social kapitalog civilsamfundet og pointerede, at en stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen ikkehar med politik at gøre, men i form og substans udgør en væsentlig del af den socialekapital i samfundet.

Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund.Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske ogfolkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identitetenformuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet.Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningensparaplyorganisationer hævder, at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt.Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men det er dog ofte meget vanskeligt atpræcisere, hvad dette særlige består i.Mange andre uddannelses- og kulturinstitutioner og andre aktører kan med god retsige, at de har overtaget folkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne?Måske er det på tide at møde de nutidige udfordringer og justere selvforståelsen.Folkeoplysningens særpræg er ikke meget bevendt, hvis det blot er retten til vedvarendeat påberåbe en egenart uden at være i stand til at eksplicitere denne. For ikke at taleom at omsætte den i handling.

I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud.Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering erikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis. Den ideologiskeforankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt og politisk og bl.a.være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivt medborgerskab, livslanglæring og bæredygtig udvikling.

Det er imidlertid de færreste af folkeoplysningens deltagere som går til demokrati. Degår til sprogundervisning, foredrag - og meget andet. Gennem de senere år har aktiveringog socialt arbejde grænsende til behandling været store, indbringende og vigtigeaktiviteter for mange af de folkeoplysende organisationer.

Staten tilkalder ofte folkeoplysningen for at løse opgaver med socialt ansvar, informationog debat. Især i forbindelse med opgaver med socialt ansvar er det vigtigt, at defolkeoplysende organisationer er opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning.Og hvis det går galt. Hvem har så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed?

I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrenceog alt hvad det indebærer. For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen, udover atvære forretning også være autonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skalhave stor indflydelse på indhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellemforretning og folkeoplysning.

Hvis folkeoplysningen fortsat skal medvirke til også at styrke den sociale kapital ogdermed den grundlæggende tillid i samfundet skal den vedvarende definere og profileresig. Folkeoplysningen må hele tiden problematisere egen rolle og forholde sig kritisk til

9

egen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere. Hvis ikkevi formår det, risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliverfolkeoplysningens Bermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser ogforsvinder.

Antologien DEMOS 2006 forelå først som en Pre Print Version i forbindelse medDemokratikonferencen i Stockholm og var med sine mange inspirerende bidrag eninvitation til den enkelte læser, foreninger og organisationer om at involvere sig ogbidrage til den vigtige demokratiske proces med det elementære demokratiskebrændstof: oplysning og samtale.

Ambitionerne med projektet er endnu ikke indfriet. DEMOS er stadig på vej somfolkeoplysende proces og tænketank og vil med den foreliggende antologi opfordrefolkeoplysende organisationer i Norden til lokalt at fortsætte arbejdet med at styrkeden sociale kapital og udvikle debatformer og metoder til at øge det aktivemedborgerskab.

Hvad skal der ske? Du står måske med antologien i hånden for første gang og har læstet par af de inspirerende artikler og overvejer hvordan de kan omsættes til debat oghandling i lokalområdet i den lokale folkeoplysning. Kort sagt hvor de kan blive tilnoget levende i den vedvarende debat om aktivt medborgerskab magt og demokrati.

Antologien er ligetil at anvende som grundlag for en studiecirkel. De enkelte afsnit erambitiøse i indhold og omfang og kan alle danne grundlag for generelle overvejelserog debat i relation til deres emne.

I DEMOS glæder vi os til denne mere omfattende og udvidede dialog som forhåbentligfølger efter denne bog og de mange studiecirkler i Norden.

I løbet af DEMOS 2006 blev der afholdt tre konferencer, suppleret med skriftlige indlægog tilskyndelse til de nationale debatter i form af oplæg til Round Tables (se bilag 1)

Round Tables samt de nationale projekter om demokrati og folkeoplysning varmedvirkende til at levendegøre og udbrede processen.

Som produkt af denne delproces foreligger de nationale indspil om policy. Forslag tilhvordan folkeoplysningen og demokratiet i Norden kan styrkes.

Der findes vigtige referencer til forskning, der er foregået indenfor demokrati i de sen-este ti år på www.nordvux.net. Desuden er der mulighed for at læse om, hvordanandre har ladet sig inspirere og formidle egne erfaringer.

DEMOS er i sig selv en opfordring til debat og aktivitet. Kort sagt: anvend materialet iorganisationerne, på højskolerne og i studiecirklerne. Inviter til Round Tables og lokaletænketanke. Udform forslag til hvordan man kan gå videre med debatten lokalt ved at

10

arrangere folkeoplysende debat dage i tilknytning til demokratiske mærkedage. Gørdem til folkeoplysningens mærkedage - DEMOS dage.

I de gode nationale forslag til Policy er der megen inspiration at hente. Der er ingengrund til at afvente flere nationale kommentarer. Diskuter lokalt - Er det noget der ogsåkan anvendes eller tilpasses lokalt?

DEMOS 2006 viste også undervejs hvor megen inspiration, der er at hente i den nordiskeudveksling, nordiske nytte.

Det er vores håb, at antologien som den nu foreligger opleves som en inspirerendebrugsbog i mange folkeoplysende sammenhænge og bliver afsæt for livlig og produktivdebat.

Forfatterne og folkene bag DEMOS ønsker alle læsere god fornøjelse og velkommensom aktive bidragsydere i DEMOS processen og tænketanken.

På vegne af redaktionsgruppe og styregruppeJohn Steen JohansenDEMOS Sekretariatet, april, 2007DEMOS processen støttes af Nordisk Ministerråd's strategiske midler viaNordiskt nätverk för vuxnas lärande, NVL.

11

Kap. 1Från reaktivt till proaktivt medborgarskap -utmaningar för vuxnas lärande i Norden

Björn Wallén

“...here is one of the tasks of democratic popular education,of the pedagogy of hope; that of enabling the popular classesto develop their own language: not the authoritarian, sectariangobbledygook of “educators”, but their own language...as a route to the invention of citizenship.”

Paulo Freire, Pedagogy of Hope

Demokratins alfabetiseringI begynnelsen var språket. Inte språket bara som en rad av ord, men som mening ochtolkning i en given kontext. Paulo Freires frigörande insikt om språket som en rutt tillatt uppfinna medborgarskapet träffar direkt på den nordiska folkbildningens puls; utanspråk för demokrati, inget lärande till demokrati.

Detta spår kan följas bakåt i den nordiska historien åtminstone till reformationenskatekeser och biblar på folkmål, kompletterat senare med upplysningstidens kantianskacredo: “Ha mod att bruka ditt eget förstånd - sapere aude!” Folkmål, bondförnuft,arbetarengagemang och upplyst borgarskap visar alla på en proaktiv hållning tillmedborgarskap i historisk blixtbelysning.

1800-talets nationalromantik i blandning med upplysning/bildning gav en grogrundför uppkomsten av en rad ideella folkrörelser som under 1900-talet arbetade för detallmänna bästa med folkeoplysning , studiecirklar och andra former av upplysandefolklig verksamhet,som även inkluderade politisk partiverksamhet. Polyhistorn OveKorsgaard har överygande påvisat hur de olika betydelserna av prefixet folk varit enstarkt demokratiskt präglad kraft inom nordisk folkeoplysning och folkbildning: Folksom politisk (demos), kulturell (ethnos)och social (plethos) kategori, speglande samtidigtden ideologiska spännvidden innanför de ideologiska utgångspunkterna. Folkbildandeinsatser har därmed - genom att nå en mångfald av målgrupper - starkt bidragit till ensorts demokratins alfabetisering i Norden.

I det begynnande 2000-talet lever vi i en ny era av alfabetisering. Det gamla alfabetetstavades ABC, det nya alfabetet stavas ICT.Sociologen Manuel Castells talar om nödvändigheten av social interaktion inominformationssamhällets flöden, nätverk och nya identiteter. Denna interaktion måste

12

läras, i livslånga och livsvida lärande processer, inom och utanför institutionerna, varspolitiska och pedagogiska roll successivt minskar.Ett nytt folkbildande alfabetiseringsprojekt behövs, annars hotar demokratin att övergåtill meritokrati.

Demokrati handlar om fördelningar av makt, eller medel för makt. En ökad mångfaldinnebär dock inte automatiskt att valmöjligheterna ökar. Den danska Magtutredningen(2003) talar om maktförståelse i temer av centrum-periferi, över- och underdanmark,folk-elit etc. men påpekar samtidigt att ökad ekonomisk globalisering, överföring avbeslutsmakt till EU och stärkt massmedial exponering inte ökat de reella valmöjligheternai politiska beslut: “Pluralismen er ikke så omfattende, som vi nogle gange vil göre dentil.”

I ett mångkulturellt, globaliserat sammanhang har nationalspråkens monolitiska ställningförändrats. Den norska maktutredningen (2003) brukar ett starkt begrepp - kolonialspråkhierarki - för att visa hur det norska språket lever under press från starkangloamerikansk dominans. Minoritetsspråken är dubbelt utsatta: “I forhold tilinnvandrerbefolkningen er det en vanskelig avveining mellom støtte til morsmål på denene side og skolering i norsk som nøkkel til deltakelse, integrering og posisjoner i detnorske samfunnet på den andre. Alle minoritetsspråk befinner seg i spenningen mellomspråklig identitet og majoritetsspråket som døråpner i storsamfunnet.”

De flesta kurser för invandrare och minoriteter startar med språkstudier ochsamfundskunskap, en sorts ABC i demokrati, men dock definierad påmajoritetsbefolkningens villkor. Var finns den freireska insikten om ett vuxenlärandegenom det egna språket, som en utvecklare av demokratiska hållningar? För invandrareoch språkliga minoriteter har detta en särskild betydelse i förhållande till deras självbildsom medborgare i förhållande till landets majoritetsbefolkning och -kultur.

Forskare talar om politisk, social, ekonomisk och kulturell läs- och skrivkunnighet (literacy)som en del av ett aktivt och demokratiskt medborgarskap. Läs- och skrivkunnighethandlar här om att kunna förstå offentlighetens fenomen, demokratins dynamik ochpolitikens komplikationer, att lära sig översätta och tolka kulturella/språkliga koder, ochagera på basis av de kunskaperna. Den amerikanska forskaren James A. Banks presenterarbegreppet multikulturell läskunnighet och konstaterar att det inte räcker medbaskunskaper och färdigheter i en etniskt, språkligt och religiöst differentierad värld:“Literate citizens in a diverse democratic society should be reflective, moral and activecitizens in an interconnected global world.”

En aktuell illustration på bristen av multikulturell läskunnighet är den löpeld av protestersom utlöstes efter danska Jyllands-Postens publicering av en serie karrikatyrer överprofeten Muhammed. De muslimska samfundens fatwa över en av den västerländskademokratins grundprinciper - yttrandefriheten - visar hur skör denna variant av demokratiär i en globaliserad och medialiserad värld. Samtidigt pekar exemplet på att reaktivamönster ligger närmare till hands än proaktiva hållningar när medborgare mobiliserarsig.

13

Från reaktivt till proaktivt medborgarskapPolitikforskaren Erik Amnå konstaterar i en analys över 14-åringar i Sverige, att “..det ärglesare med medborgare som på förhand, proaktivt, utvecklar politiska projekt.” Menäven om reaktiva förhållningssätt dominerar, är det en myt att svenska ungdomar skullevara politiskt passiva soffliggare. Genom att konstruera sex olika medborgartyper -väljaren, trotjänaren, sjapparen, främlingen, aktivisten och förgöraren - nyanserar Amnåden stereotypa skalan aktiv-passiv och visar att medborgarna utvecklar olikadifferentierade strategier för medborgerligt engagemang.

Det populära och omtvistade begreppet aktivt medborgarskap bör alltså inte beskrivasstatiskt i form av konstruerade motsatspar (aktivt/passivt), utan i stället kan manapprochera begreppet på ett dynamiskt sätt, som pendelrörelser mellan reaktions- ochaktionsmönster, mellan medborgarnas reaktiva och proaktiva hållningar i relation tilldemokratiskt deltagande, inflytande och engagemang. Gemensamt för bådahållningarna är att medborgaren tar sitt eget liv och öde i egna händer. I endemokratiutredning beställd av det finska Politikprogrammet förmedborgarinflytandehar Aaro Harju (2004) en fyndig definition på aktivt medborgarskap: “...människanöverskrider sin totala själviskhet, stiger ut ur sitt hem, blir sitt eget livs arkitekt och tarnågon form av ansvar för sina egna samfunds framtid.”

I en numera klassisk uppsats definierar B. Crick (2000) aktiva medborgare som “...villiga,kunniga och färdiga att utöva inflytande i det offentliga livet och med kritisk förmågaatt bedöma saker före de talar och agerar” (förf. kursiv). Detta kunde i sig duga som endefinition på proaktivitet, men låt oss utvidga resonemanget en del.

Begreppsparet reaktiv-proaktiv är lånat från juridisk organisationsteori och praxis, knutettill spörsmålet om rättvisa.. En reaktiv innehållsteori innebär att folk reagerar på upplevdaorättvisor genom att visa och agera ut negativa känslor (hat, förbittring, besvikelse etc.)och därefter ställa krav på kompensation av något slag. Ett reaktivt mönster utgåroftast från en civil strategi att reagera på samhällsförändringar och -fenomen, och kanfungera konserverande, populistiskt, eller t.om. radikalt omstörtande. Reaktiva mönsterhämtar sin kraft ur subjektiva, individuella och kollektiva hotbilder, faktorer som genomhela demokratins historia verkat mobiliserande och aktiverande på medborgare, ochrentav skapat folkrörelser. Att protestera, säga NEJ, har alltid varit en mäktigmedborgarkraft.

En proaktiv innehållsteori beskriver hur folk aktivt strävar efter att skipa rättvisa genomatt vädja till gemensamma värden och fördela resurserna i enlighet med olika strategier(konkurrens, jämlikhet, enhet etc.) med en rimlig framförhållning. En proaktiv hållningär affirmativ - bejakande - till sin karaktär. Om vi överför resonemanget till endemokratidiskurs, handlar proaktivitet om att väcka framtidsorienterade initiativ, somsedan underställs demokratiskt behandling före eventuella beslut. Inom demokratiteoriär begreppet förknippat med möjligheterna till demokratisk autonomi - politisk,ekonomisk och social rättvisa- för möjligast många medborgare.

14

Det ovanstående betyder inte att reaktiva uttryck för medborgarskap skulle vara mindrevärda eller betydelsefulla än proaktiva uttryck. Den viktigaste dimensionen gällermedborgarskapets ethos - i vilken mån medborgarna i sitt agerande respekterardemokratiska spelregler och universella humana värderingar. Och, vilket Habermas m.fl.deliberativa tänkare skulle tillägga: Til syvende og sidst är det avgörande kriteriet ireaktiva-proaktiva hållningar i vilken mån dessa uttrycker graden av rationalitet i handlingoch viljebildning.

Utmaningar för vuxnas lärande i NordenVuxnas lärande lever alltså i en föränderlig kontext i Norden under det begynnande21.århundradet. Europeiseringen, den stegrande individualismen, multikulturalismenoch en ökad global medvetenhet ställer högre etiska krav på lärandets innehåll äntidigare. Detta flyttar fokus till åtminstone följande tre tendenser:

- juridifiering; ökad fokus på rättighetstänkande och konstitutionella processer.Medborgarskapets status är under omprövning, medan de demokratiska institutionernaförsvagas. I Europa söker man efter en konstitutionell infrastruktur som kunde “bära”ett europeiskt medborgarskap, medan mänskliga rättigheter vinner terräng i jakten påglobalt medborgarskap. Kan institutionell dekonstruktion ersättas av konstitutionellrekonstruktion inom Europa/Norden? Hur öka medborgarnas insikter om derasrättigheter/skyldigheter?

- inklusion och diversifiering; ökad fokus på lärande av gemensamma demokratiskavärden samtidigt som kraven på beaktande av kulturella särdrag ökat. Vuxnas lärandetill demokrati har i denna process transformerats från specifika ämnesstudier (civiceducation) till demokratisk generalia (citizenship education) om medborgarskapets villkori en dynamisk, livsvid lärande kontext. Vilka pedagogiska och politiska satsningar krävsför att alla medborgargrupper, också de som hotas av marginalisering, inkluderas tillfullvärdigt och jämlikt medborgarskap? Hur arbeta med mångfald i pedagogisk praxis?

- deliberation; ökad fokus på dialogiska kvaliteter i medborgarnas engagemang idemokratin. Olika fomer av rådslag, sociala forum och hörande-tillfällen lyfts fram somkomplement till den representativa demokratins institutioner och röstförfaranden.Kommissionär Margot Wallströms initiativ, Plan D (som i Demokrati, Dialog och Debatt),är ett försök att aktivera kommunikationen mellan EU:s institutioner och medborgarna- ett gigantiskt projekt som kräver bättre folklig förankring och fler genuina mötesplatserför att kunna lyckas bland misstrogna EU-medborgare. Hur kan folkbildningen matchadet ökade behovet av mötesplatser för deliberativa samtal?

Rektor Björn Wallén efterlyser ett nytt proaktivt folkbildningsprojekt som går utöver deinstitutionella ramarna och arbetar med frågeställningar och problemlösningar som2000-talets nordbor kan identifiera sig med. Under titeln JA till medborgarskap framförsbl.a. följande observationer och erfarenheter:

• beakta medborgarskapets kontextuella och konstitutionella faktorer i länken mellanpedagogisk praxis och politiska beslut

15

• observera att demokrati lärs genom en levande växelverkan mellan teoretiska(kunskap, förståelse), etiska (värdekonflikter) och praktiska (färdigheter)kompetenser

• dimensionera och anpassa folkbildningens metodik på basis av verkningsgraden påkort, mellanlång och lång sikt

Den nordiska folkeoplysningen/folkbildningen har ett självskrivet uppdrag att gestaltademokratin som livsform och stöda demokratin som styrelseform. I denna traditionfinns dock en oförlöst problembild som gäller självförståelsen i demokratiuppdraget.Problembilden utgår från den tänkbara anakronismen att folkbildningen somdemokratins banérförare ändå til syvende og sidst producerar relativt fådemokratirelaterade kurser och studieprojekt. I Finland har man inom Politikprogrammetför medborgarinflytande gjort en kalkylering som visar att endast 8 % av folkbildningenskursutbud gäller aktivt och demokratiskt medborgarskap (Turunen 2005).

En möjlig lösning på folkbildningens demokratiska dilemma erbjuder Robert Putnamsteori om socialt kapital (se kapitel 5), som skapas i förtroendeskapande, ömsesidigasociala normer och nätverk för medborgerligt engagemang (Putnam 1993).Argumentationen lyder i stort sett enligt följande: Också de kurser som gäller t.ex. sångoch musik, hälsa och livsstil befrämjar på sikt ett aktivt medborgarskap via det socialakapital som genereras i processen.

Ovanstående bör naturligtvis underställas en kritisk diskussion. Den nordiskafolkbildningen både kan och vill göra mer målmedvetna satsningar på vuxnas lärandetill demokrati, men spörsmålet är hur detta skall genomföras i tider av institutionellaförsvagningstendenser, mindre resurstilldelning till folkbildningen, förskjutningar imedborgarnas engagemang och en utvecklad informationsteknologi som möjliggörnya, alternativa forum för direkt inflytande utanför institutionerna.

De skandinaviska makt- och demokratiutredningarna från de senaste åren (Danmark,Norge och Sverige 1998-2003) ger olika tidsdiagnoser. European Social Survey ger endel jämförelsematerial om medborgerligt engagemang, medan en rad forskningsprojektoch -nätverk kring bl.a. civilsamhället och demokratin fungerar inom och utanför Nor-den. OECD, UNESCO, EU-kommissionen och Europarådet har utgivit en rad rapportersom betonar vikten av ett aktivt och demokratiskt medborgarskap.NordiskaMinisterrådets demokratiutskott rekommenderar en forskningsbaseraddemokratistrategi, som i en jämförande belysning beskriver demokratins tillstånd i denordiska länderna och självstyrelseområdena: “I detta sammanhang har skolan,vuxenutbildningen och folkbildningen en viktig roll.”

Nu är tiden att på basis av den samlade kunskapen utveckla proaktiva hållningar förfolkbildningen.både som policy-aktör och praxis-skapare. Det svenska Folkbildningsrådetsuppmaning i Folkbildningens Framsyn (2004) kan fungera som ett riktmärke: “I ettframtidsperspektiv är det också viktigt att folkbildningens organisationer ställer sig frågani vilken mån de ser som sin uppgift att reagera på olika samhällsförändringar - och ivilken grad de har ambitionen att agera för att forma framtiden.”

16

REFERENSER:Amnå, Erik: Medborgarskapets dynamik.Reflektioner kring 2006 års förstagångsväljare.Castells, Manuel; Flecha, Ramón; Freire, Paulo; Giroux, Henry A.; Macedo, Donaldo;och Willis, Paul. Critical Education in the New Information Age. (1999) Maryland andOxford: Rowman and Littlefield Publishers Inc.

Banks, James A.: Teaching for Social Justice, Diversity, and Citizenship in a Global World.The Educational Forum 2004:Vol 68, sid. 289-298.

Cecchini, Michele: Adult Learning and Active Citizenship. Lifelong Learning and ActiveCitizenship. EAEA-konferens 2003, Cypern

Coetzee, Marielle: The Fairness of Affirmative Action: An Organizational JusticePerspective. University of Pretoria 2005.

Communication from the Commission: Plan D for Democracy, Dialogue and DebateBryssel COM 2005: final

Crick, Bernard: Essays on Citizenship. Continuum Publishing Company 2000.

Demokratiudvalget, Nordisk Ministerråd: Demokrati i Norden. ANP 2005:701

En uthållig demokrati! Politik för folkstyrelse på 2000-talet SOU 2000:1.

EDC 2005: European Year of Citizenship through Education. På http://www.coe.int/T/E/Cultural_Co-operation/education/E.D.C/

Folkbildningsrådet: Folkbildningens Framsyn. Framtidens folkbildning, roll och uppgifter.2004.

Freire, Paulo: Pedagogy of Hope. Continuum Publishing Company 1994.

Habermas, Jürgen: Between Facts and Norms.Constributions to a Discourse Theory ofLaw and Democracy. 1996. The MIT Press (övers. William Rehg).

Harju, Aaro: Aktiivisten kansalaisten Suomi. (De aktiva medborgarnas Finland).Justitieministeriet 2004:11 Politikprogrammet för medborgarinflytande

Held, David: Demokratimodeller. Från klassisk demokrati till demokratisk autonomi.2002.Daidalos, 2 uppl.(övers. Stefan Jordebrandt, Annika Persson, Tore Winqvist)

Korsgaard, Ove: Kampen om folket. I Korsgaard, Ove (red.): Poetisk demokrati. Ompersonlig dannelse og samfundsdannelse. Gads Forlag 2001, sid.15-27.

Korsgaard, Ove: The Struggle Regarding Citizenship. I Korsgaard, Ove, Randi Andersen& Shirley Walters (red) Learning for Democratic Citizenship.AWE 2001

17

Magt og Demokrati. Slutrapport fra Makt- og demokratiutredningen. NOU 2003:19

Magt og demokrati i Danmark - hovedresultater fra magtutredningen. 2003. AarhusUniversitetsforlag. (Lise Togeby et al.)

Putnam, Robert D.: Den fungerande demokratin. Medborgarandans rötter i Italien.SNS Förlag. (övers. Margareta Eklöf) 1996. Orig. Making Democracy Work. CivicTraditions in Modern Italy.PrincetonUniversity Press 1993.

Turunen, Jorma: Think-tankit ja poliittiset säätiöt Euroopassa. Esityksiä suomalaisistatoteuttamismalleista. (Think-tanks och politiska stiftelser i Europa. Förslag till finskamodeller för förverkligande.) Justitieministeriet 2005:4 Politikprogrammet förmedborgarinflytande

Wallén, Björn: Nordiska initiativ för aktivt medborgarskap utgående från principen omlivslångt lärande. Justitieministeriet 2005:1. Politikprogrammet för medborgarinflytande.

Wallén, Björn: Kyllä kansalaisuudelle (JA till medborgarskap). Kansanvalistusseura(Folkupplysningssällskapet) 2005.

18

Kap. 2Et kosmopolitisk demos

Ove Korsgaard

At Grundtvig i digtet Folkeligt skal alt nu være fra 1848 rejste spørgsmålet: Folk! Hvader vel folk i grunden? er forståeligt. Men giver det mening at rejse det samme spørgsmåli begyndelsen af det 21. århundrede? Kan ordet folk overhovedet bruges til at bestemmeoplysningens karakter i en nutid, der ofte karakteriseres ved hjælp af slagord somglobalisering, europæisering, multikulturalisering og individualisering? Er det ikkenødvendigt at lade dette hæderkronede begreb glide ud i sprogets periferi? Er ordetikke blevet så altmodis og umoderne, at det må ofres på historiens alter?

Inden en sådan offergerning søges gennemført, er der grund til at overveje, om mankan have demokrati uden et folk. Det græske ord demokrati er sammensat af to ord:demos og krati, hvilket betyder ‘folk’ og ‘styre’. Demokrati er med andre ord folkestyre.Man kan således ikke tale om demokrati uden at ordet folk indgår. Men hvad menesder med ‘et folk’? Hvem udgør ‘et folk’? Ifølge den amerikanske demokratiteoretikerRobert A. Dahl findes der inden for politisk filosofi intet problem, der er så vanskeligt athåndtere, som dette uskyldige spørgsmål.1

Folkeoplysning og folkbildning er ligeledes sammensat af to ord, nemlig folk og oplysning,folk og bildning. Der er ikke kun tale om oplysning i al almindelighed, men om folke-oplysning og folk-bildning. Men hvem udgør folket i denne tradition for oplysning? Atsvare på dette spørgsmål er langt fra så ligetil, som skåltalerne giver indtryk af.

I denne artikel vil jeg først indkredse forskellige betydninger af begrebet folk; dernæstvil jeg sætte disse betydninger i relation til begrebet folkeoplysning, for så at slutte afmed et forsvar for begrebet folk.

Det klassiske GrækenlandOrdet folk er et af sprogets mest komplekse og konfliktfyldte begreber. Det er komplekst,fordi det rummer en række forskellige betydninger; det er konfliktfyldt, fordi flere afdisse betydninger står i et antagonistisk forhold til hinanden. I de nordiske sprog harbegrebet folk indoptaget så mange betydninger, at det tenderer mod en overbelastningaf ordet. I det græske sprog har man undgået en sådan overbelastning ved at bruge treord om begrebet folk, nemlig demos, ethnos og pléthos. Demos refererer til en politiskforståelse af begrebet folk, ethnos til en etnisk og pléthos til en social forståelse. Pléthosbetyder mængde, hvis mening genfindes i de latinske afledte ord plebs og plebejer.

1 Robert A. Dahl: Demokratin och dess antagonister. Stockholm 1999:132.

19

Demos (politisk)

Folk Ethnos (kulturel)

Pléthos (social)

I det gamle Grækenland sondrede man mellem ethnos og demos. Selv om alle grækerebetragtede sig som hellenere - et særskilt folkeslag med sit eget sprog og egen historie- betragtede hellenerne sig ikke som folk i den politiske betydning, at de udgjorde ensamling mennesker med ret til selvstyre i en fælles demokratisk enhed. Det græskedemokrati var i sit udgangspunkt ikke græsk, rammen var byen, polis. Athenienserne,spartanerne, korinterne og indbyggerne i de andre bystater udgjorde hver især et folki politisk forstand.

Polis bestod imidlertid ikke primært af borgere, men af huse. I indledningen til sinStatslære fremhæver Aristoteles, at ‘polis består af oikai’. Direkte oversat betyder det,at ‘byen består af huse’. Oikos er det græske ord for husstand. Hver husstand havde enhusherre og hver husherre havde et husfolk bestående af tjenestefolk og slaver, samtbørn og øvrige slægtsmedlemmer. Det var kun husherren, der indgik i demos - hvisellers der var indført demokrati i polis.

I Grækenland og Rom var der folk, der ikke kun betragtede sig som borgere i polis,men også i kosmos. En kosmopolit levede således ikke kun som by- og statsborger,men også som verdensborger. Stoikerne betragtede det kosmos, der vargennemstrømmet af logos, som deres hjemland, et land som alle mennesker, frie ogslaver, hellenere og orientalere havde del i. Alle kosmopolitter er borgere i to riger,statsborgere og verdensborgere. De hører hjemme i polis såvel som i kosmos, sagt medet ord - i ‘kosmopolis’.2

Det før-moderne EuropaI Nudansk ordbog defineres folk og nation som synonyme begreber. Nation betyderfolk, det danske folk, flere europæiske folk. I det før-moderne Europa havde ordet folki Norden imidlertid en anden betydning end i dag. Det fremgår med stor tydelighed afOrdbog over Det gamle norske Sprog, hvor folk bruges om “husfolk, de mennesker,som ere i ens hus, høre til ens husholdning,” samt om “beslægtede Mennesker, personersom tilhøre ens slægt eller ætt”. I ordbog til Det ældre danske Sprog gives der ligeledeseksempler på betydningsforbindelsen mellem folk, husstand og slægt. Hvad der i dagspringer i øjnene er, at begrebet folk ikke forbindes med begrebet nation og demokrati,men med slægt og husstand. Denne forståelse knytter sig til det græske begreb forhusstand, dvs. oikos.

Ordet folk blev brugt som betegnelse for husets folk, hvad enten der er tale om etskrædderhus, et kongehus eller Guds hus. Til hvert hus var der knyttet en husherre, oghver husherre havde et folk i form af et folkehold. Herre og folk var tvillingebegreber.

2 Jf. Ulrich Beck: Magt og modmagt. Hans Reitzels Forlag 2006:70. Jf. også Peter Kemp: Verdensborgeren sompædagogisk ideal. Hans Reitzels Forlag 2005.

20

Intet hus uden en herre; og ingen herre uden et folk. Skrædderen havde sit folk, Kongenhavde sit folk, og Gud Herren havde sig folk, Guds folk. Folket var undersåtter, hvilketkommer til udtryk i en lang række danske ord som for eksempel folkestue, folkebord,folkeseng. Disse ord indikerer, at der findes en anden stue, et andet køkken og enanden seng, nemlig en herskabsstue, et herskabsbord og en herskabsseng.

Det moderne EuropaI løbet af 1700-tallet og videre frem indoptager begrebet folk nye betydninger. Dengamle definition - folk som slægt og husstand - fortsatte med at figurere i ordbøgernegennem 1800-tallet, men samtidig fik begrebet folk tilført nye betydningslag, derudkrystalliserede sig i tre hovedkategorier:

• Folk som politisk suveræn• Folk som kulturel suveræn• Folk som massen og underklassen

Rousseau italesatte begrebet folk som en politisk suverænitetskategori. Demokratietforudsætter et suverænt folk; uden et folk intet folkestyre. Demokratiet som idé varsåledes med til at fremtvinge en ny forståelse af begrebet folk. Der skete en forskydningi brugen af ordet: fra folk som undersåt til folk som suveræn. Et demokrati bliver til, nårfolket indgår en pagt - en samfundspagt som Rousseau sagde. Det afgørende skiftkom med den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution. Herbliver folket italesat som suverænitetsbegreb i en ny politisk og statslig struktur. Dennorske grundlov fra 1814 og den danske fra 1849 kan betragtes som samfundspagter;og det norske storting samt det danske folketing som udtryk for henholdsvis det norskeog det danske samfunds folkevilje. Samfundspagten bygger på, at folket er sin egenlovgiver. At være sin egen lovgiver er det samme som at være autonom; (auto =selv,nomos=lov).

Herder italesatte begrebet folk som en kulturel suverænitetskategori. Det hele begyndtemed ordet “folkeviser”, som Herder selv skabte, og som han brugte som titel på enbog, han udgav i 1778. Folket var ifølge Herder ikke kun en samling autonome individer,men udgjorde en organisk helhed, der gennem sprog, historie og kultur var bundetsammen af en overindividuel folkeånd. Ifølge Herder respekterede das Volk, det nationalefællesskab, ikke statsgrænser; nationens grænser var sammenfaldende med moders-målets, som er det eneste fælles, man får i vuggegave, hvad enten man vil det eller ej.Kernen i den kulturelle nationsopfattelse er, at den kollektive identitet er en dybtliggendeførsproglig og sproglig realitet uafhængig af subjektiv vilje og tilslutning. Dog er detvigtigt at erindre, at folk som ethnos repræsenterer en skala af indbyrdes forskelligedefinitioner, rammet ind af to yderpositioner: til den ene side et biologisk-kultureltfællesskab (‘blod og byrd’), til den anden et kulturelt fællesskab, som mennesker harmuligheder for at vælge og følgelig fravælge.

Marx og Engels italesatte begrebet folk som en underklassekategori. Dog var denneforståelse af begrebet virksom længe før de udgav Det kommunistiske Manifest i1848.Helt fra starten af demokratiets og nationalstatens etableringsfase har fortolkningen af

21

folk som underklasse spillet en afgørende rolle for identitetsdannelsen. Selv om dennefortolkning lå i direkte forlængelse af den gamle opfattelse: folk som undersåt, var deralligevel den afgørende forskel, at folk som undersåt indordner sig under de herskendemagtforhold, mens folk som underklasse søger at forandre disse forhold. Underklassensøger med andre ord at blive suveræn. Hvorvidt kampen for at ændre på underklassensposition i samfundet søges gennemført ved hjælp af demokratiske eller ikke-demokratiske midler, vender jeg tilbage til.

I de mange ordbøger, der bliver udgivet i 1800-tallet, kan man følge, hvordan dengamle betydning af ordet folk taber terræn til fordel for folk som politisk suveræn, somkulturel suveræn og som underklasse. Denne udvikling afspejler sig også i det forhold,at en stribe ‘folke’-ord begynder at glide ud i hverdagssprogets periferi. Det gælder enrække ‘mandskabsord’ som for eksempel krigsfolk, hoffolk, bådsfolk, landfolk,bønderfolk, høstfolk, sognefolk, tjenestefolk, osv. Enkelte bruges dog stadig, foreksempel brandfolk og søfolk. Noget tilsvarende sker med en række ord, hvor folkbruges i betydningen stand. Det gælder for eksempel: folkehold, folkeløn, folkestue,folkekøkken og folkebord. Skiftet fra husstand og slægt til nation afspejler såledesogså en social og erhvervsøkonomisk udvikling.

Men der sker ikke kun det, at en række gamle ord glider ud af sproget, nye vinder ogsåind. Disse ord deler sig i to grupper med hver sin betydning: en politisk og en kulturel.Den politiske betydning kommer frem i ord som: folkesuverænitet, folkevilje, folkestyre,folketing, folkeafstemning osv. Den kulturelle betydning kommer til udtryk i ord som:folkevise, folkeeventyr, folkedragt, folkedans, folkeånd og folkesjæl.

Folk som stand Folk som ‘skare’

Folkekøkken krigsfolkfolkemad husfolkfolkebord søfolkfolkestue bådsfolkfolkelagen høstfolkfolkeseng brandfolkfolkehold hoffolkfolkeskat sognefolkfolkeløn bønderfolk

Folk som ethnos Folk som demos

Folkeviser FolkeviljeFolkesang FolkesuverænitetFolkeeventyr FolkeafstemningFolkesprog FolketingFolkeminder FolkestyreFolkedans Folkeparti

Transformationen af begrebet folk (efter Ove Korsgaard: Kampen om folket, 2004)

22

Gennem Europas nyere historie har de to forståelser af begrebet folk både understøttetog modarbejdet hinanden. Den dominerende opfattelse i Norden har været, at etfunktionsdygtigt demos skulle understøttes af et stærkt ethnos. Med andre ord:demokrati fungerer bedst, hvis der er sammenfald mellem politisk og kulturel identitet.Men demos og ethnos har også været i konflikter med hinanden, til tider i en sådangrad at demokratiet er gået til grunde. Den nazistiske ideologi, der bygger på, at folkog race er synonyme begreber, bidrog således stærkt til demokratiets kollaps imellemkrigstidens Tyskland.

Det antidemokratiske EuropaLige siden demokratiets indførelse kan der i europæisk tænkning spores et betydeligtubehag ved at identificere begrebet folk med demokrati. Her skal kort henvises til Le-nin, Heidegger og Hitler, der alle eksplicit fortolker begrebet folk i modsætning til denforståelse af begrebet, der er udgangspunktet for den amerikanske uafhængig-hedserklæring og den franske revolution, dvs. folk som demos.

Ifølge Lenin var forudsætningen for at komme i gang med det kommunistiske samfundsførste fase en ophævelse af borgerbegrebet. I Staten og Revolutionen fra 1917 skrevhan: “Alle borgere forvandles her til lønnede funktionærer i staten, der består af debevæbnede arbejdere. Alle borgere bliver funktionærer og arbejdere i et statssyndikat’,der omfatter hele folket”.3 Ifølge Lenin har folket imidlertid brug for en fortrop.Udviklingen mod kommunisme gik derfor over proletariatets diktatur. “Med proletariatetsdiktatur, dvs. de undertryktes fortrop organiseret som herskende klasse med det formålat holde udbytterne nede, kan ikke simpelt hen nøjes med at udvide demokratiet.Samtidig med den uhyre udvidelse af demokratiet, der for første gang bliver et demokratifor de fattige, for folket og ikke et demokrati for de rige, medfører proletariatets diktaturen række undtagelser fra friheden, hvad undertrykkerne, udbytterne og kapitalisterneangår. Dem må vi holde nede for at befri menneskeheden fra lønslaveri, deres modstandmå brydes med magt, og det er klart, at dér, hvor der findes undertrykkelse og tvang, erder ingen frihed, intet demokrati”.4 Med andre ord: For at opnå et ‘egentligt’ demokrati,må de demokratiske frihedsrettigheder suspenderes til fordel for en fortrop, der skalfrigøre folket, dvs. underklassen, fra undertrykkerne.

Martin Heidegger knytter en intim forbindelse mellem fører og folk. I sin berømte ogberygtede ‘rektortale’ i 1933 udlægger Heidegger forholdet mellem fører og folk påfølgende måde. “Føreren har at gøre med folkeviljen, der ikke er summen af enkeltviljer,men derimod er en helhed af en oprindelig særegenhed. Spørgsmålet om fællesskabetsviljesbevidsthed er et af problemerne i alle demokratier, som imidlertid først kan blivefrugtbart, når førerviljen og folkeviljen erkendes i deres væsenshed. I dag gælder detom at indrette grundforholdet for vores fælles væren på denne folkets og førerensvirkelighed, hvorved de to som én virkelighed bliver uadskillelige”.5 Denne forestilling

3 Lenin: Staten og Revolutionen. Gyldendal: København 1967:117.4 Lenin: Staten og revolutionen, 1967:103.5 Cf. Frederik Stjernfelt: “Fører-rektoren” Weekend-avisen 22.-28. juli 2005.

23

om fører og folk som et uadskilleligt tvillingepar understøtter den nazistiske grundidé,at der er en mystisk identitet mellem folk og fører. “Førerviljen omskaber allerførst deandre til et følgeskab, hvoraf fællesskabet springer. Fra denne levende forbundethedspringer deres offer og tjeneste, ikke fra institutionernes tvang og adlyden”.6 Førerenhar ikke fået tildelt sin autoritet af folket, men folket har anerkendt den magt, somføreren inkarnerer. Føreren er nærmest at betragte som en inkarnation af folkets idé,hans vilje er identisk med folkets vilje, og noget modsætningsforhold mellem fører ogfolk er således ikke tænkeligt. Med denne forståelse af begrebet folk kappes denforbindelse mellem folk og demokrati, der er kernen i Rousseaus politiske filosofi.

For Hitler er folk og race to sider af samme sag. Nationalitet beror ikke “på sproget,men ligger i blodet”.7 Den nationale stats primære opgave er at sikre, at racen holdesren. I den henseende er det tyske folkelegeme ifølge Hitler heldigt stillet, idet det ikkeer blevet blandet så voldsomt som andre legemer. Det betyder, “at vi nu i vort tyskefolkelegeme har store ublandede bestanddele af nordisk-germanske mennesker, somvi har lov at regne for vor fremtids værdifuldeste skat”.8 Og denne skat skal der værnesom, inden det er for sent. Mens begrebet ‘folkelegemet’ hos Herder og Fichte primærtskal forstås som et sprogligt legeme, skal det hos Hitler forstås som et biologisk legeme.Den nationale stat skal ifølge Hitler sikre racens fremtid, “over for hvilken den enkeltesønske, og egoisme ikke skal gælde de ringeste og kun har at bøje sig”.9 I Hitlersverdensanskuelse er begrebet folk identisk med begrebet race.

De nordiske socialdemokratierDet er værd at erindre sig, at den sovjetiske kommunisme, den italienske fascisme ogden tyske nationalsocialisme havde klare velfærdsstatslige idéer i deres politiskeprogrammer. Men i modsætning til disse antidemokratiske ideologier knyttede man ide nordiske socialdemokratier en ubrydelig forbindelse mellem social oprustning ogdemokrati. Det kan tydeliggøres ved at henvise til den strategi, som disse partier fulgtei mellemkrigstiden. Et væsentligt element i denne strategi var at forvandle arbejder-partierne fra at være klassepartier til at blive folkepartier. Med demokratiske midlerskulle der gennemføres sociale reformer med det mål at skabe “plads for dem alle,plads for alle, der vil Danmark for folket” - som det hedder i den danske arbejder-bevægelses slagsang Snart dages det brødre - fra 1934.

I det danske socialdemokratis partiprogram Danmark for Folket fra samme år hedderdet: “Vi vender os absolut imod forsøg på at berøve folkets dets medbestemmelsesret.Vi bekæmper den diktaturbevægelse, der bærer navnet kommunismen, og vi bekæmperde forskellige former for fascisme, som nu også dukker op i landet....vi vil tilstræbefortsat samarbejde med nationer, der står på demokratiets grund, og i første rækkemed de nordiske folk, hvis sociale og politiske opfattelse falder sammen med det danskefolks traditioner, anskuelser og vilje”.10

6 Cf. Frederik Stjernfelt: “Fører-rektoren” Weekend-avisen 22.-28. juli 2005.7 Hitler Min kamp. Paludans Forlag: København, bd. 2, 1966:17.8 Hitler: Min kamp, bd.2, 1966: 23.9 Hitler: Min kamp, bd.2, 1966:27.10 Danmark for Folket! Cf. Niels Reeh: Religion and the State of Denmark. KUA 2006.

24

Sammenkoblingen af det demokratiske og det sociale er kerneelementer i den folke-og nationsopfattelse, som socialdemokratierne gradvis udviklede i mellemkrigstiden.Og den betød i virkeligheden, at demokrati havde forrang for ‘socialisme’. Detfolkebegreb, som socialdemokraterne udviklede, havde et andet indhold end detnazistiske og kommunistiske. For socialdemokratierne var folket primært et socialt oget demokratisk begreb. Folkebegrebets kompleksitet gjorde det muligt at tale om folketsom det arbejdende folk, hvis interesser partiet i særlig grad varetog, og samtidig talepå demokratiets og hele nationens vegne. Ifølge den socialdemokratiske tolkning afnationen og det nationale fællesskab er man ikke automatisk født ind i et nationaltfællesskab, men i et socialt fællesskab. Men demokrati giver muligheder for at knytteen forbindelse mellem det sociale og det nationale fællesskab.11

De forskellige betydninger af ordet folk kan opsummeres på følgende måde:

Hus og slægt (oikos)

Almue og pøbel (pléthos)

Politisk suveræn (demos)

Sprog og kultur (ethnos)Folk

Underklasse (Pléthos)

Følge (Führer und Gefolgscharft)

Race (Volksgemeinschaft)

Er folkeoplysning bare folkeoplysning?Som vist bruges begrebet folk på forskellige vis. Hvad med ordet folkeoplysning? Erfolkeoplysning bare godt? Jo mer’ jo bedre? Eller er folkeoplysning et lige så komplekstfænomen som begrebet folk? Findes der i virkeligheden ligeså mange definitioner påfolkeoplysning som på begrebet folk? Ja, uden tvivl. Over for tvivlere bør det være nokat minde om, at Goebbels’ propagandaministerium hed “Rigsministerium forfolkeoplysning og propaganda”. Set i historisk perspektiv er der en klar sammenhængmellem de sociale, kulturelle, biologiske og politiske betydninger, som begrebet folktillægges, og de idealer, som folkeoplysning tilskrives. Her er det kun muligt at antydeen sådan sammenhæng.

Folk som undersåtFra det sekstende århundredes lutherdom har vi arvet den forestilling, at præsten skulleoplyse folket - primært ved hjælp af Den lille Katekismus - om de moralnormer ogmyndighedsrelationer, der gjorde sig gældende. Typisk i så henseende er sognepræsten

11 Jf. Niels Finn Christiansen: “Socialdemokratiets fællesskabstænkning i 1930erne”. In Cecilie Felicia Stock-holm Banke (red.): Folk og fællesskab,. Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier 2001:88.

25

E. Mau, der i en prædiken i 1841 henvendte sig direkte til tyendet og spurgte: “har dustedse været din Huusbonde eller Madmoder hørig og lydig; har du altid gjort digUmage for at opfylde dine Pligter uden Vrantenhed og Fortrydelse, men medTaalmodighed og Selvfornegtelse, ogsaa da, naar man synes at være noget ubillig ellerurimelig imod dig?”.12 Præsten forkyndte ikke bare den rette tro, men også den rettelivsførelse for folket.

Folk som politisk suverænFra det attende århundredes oplysningstradition har vi arvet en forestilling om, at folketkan styre sig selv og samfundet ved hjælp af fornuften. Folkeoplysningens opgave erifølge Kant at udvikle det kim, som alle mennesker er født med, “nemlig hangen ogkaldet til fri tænkning”. En sådan form for oplysning vil efterhånden virke “tilbage påfolkets sindelag (hvorved folket lidt efter lidt bliver bedre skikket til handlefrihed)”.13

Målet med folkeoplysning er, at alle lærer at bruge deres forstand, at skabe myndigeborgere samt at udvikle fornuften gennem en offentlig samtale. At slutte sig sammenpolitisk er en kunst, og folkeoplysning skal fremme denne kunstart.

Folk som kulturel suverænFra det nittende århundredes nationalromantiske forestillingsverden har vi arvet enforestilling om folket som et sprogligt og kulturelt begreb. Folk og sprog er som nævnthos Herder synonyme begreber. Ifølge Herder finder man ikke ind til folket kerne ved atfokusere på folkets politiske historie, men ved at studere folkets sange og viser, detspoesi. Folket eksisterer som en poetisk virkelighed, uafhængig af den politiske virkelighed.Folkeoplysningens opgave var da at oplyse om folkets kultur, om dets sprog, historie,traditioner og mentalitet. Folkesang, folkeviser og folkeeventyr vidner om et folk meden helt særegn karakter. Folkesang kan siges at udgøre den ypperste form forfolkeoplysning, fordi den i særlig grad kan fremme den forestilling, at folket i sidsteinstans er et poetisk begreb.

Folk som underklasse, der kæmper for at blive suverænFra det nittende århundredes socialistiske forestillingsverden har vi arvet en forestillingom folk som underklasse, der kæmper for at blive den ledende klasse. Mens denkommunistiske bevægelse kapper forbindelsen knytter den socialdemokratiskearbejderbevægelse en tæt forbindelse mellem den sociale kamp og den demokratiskekamp, en forbindelse som tydeliggøres med skiftet fra arbejderoplysning tilfolkeoplysning. Folkeoplysningens opgave er at styrke arbejderklassen i kampen forstørre social lighed uden at sætte friheden over styr.

Folk som følgeFra det tyvende århundredes nazistiske forestillingsverden har vi arvet om forestillingom, at folkeoplysning, propaganda og agitation er tre sider af samme sag. I Min kampskriver Hitler: “Efter min indtrædelse i Det tyske Arbejderparti (i 1921) overtog jegstraks ledelsen af propagandaen. Jeg regnede dette fag for langt det vigtigste”. For atbibringe “det brede lag en idé, må en agitator være mere end demagog, han må være

12 Michael Bregnsbo: Samfundsorden og statsmagt set fra prædikestolen. Museum Tusculanums Forlag.København 1997:12113 Kant: Om pædagogik. Klims Forlag: Århus 1993:80

26

psykolog. En agitator, der har indsigt i massens psykologi. “At føre vil sig det sammesom: at kunne bevæge masser”.14 Ifølge Hitler er alle verdensomvæltende begivenhederikke sat i gang af det skrevne ord, men af det talte ord. Forfatteren har ikke de sammemuligheder for at tune sig ind på massen som taleren: “Han vil altid lade sig bære afden store masse, således at han følelsesmæssigt vælger netop de ord, som skal til for attale sine skiftende tilhørere til hjerte. Hvis han blot griber en smule forkert, har hanstadig den levende kritik foran sig”.15

Folk som raceFolk som race udgør som nævnt det konstituerende princip i nationalsocialismensverdensanskuelse. Denne fokusering på biologien betyder blandt andet, at fysiskopdragelse tillægges overordentlig stor betydning. “Når man anerkender opretholdelse,pleje og udvikling af de bedste racemæssige elementer som statens første opgave” såer det ifølge Hitler naturligt at lægge hovedvægten på at fremme den legemlige sundhed.“Den nationale stat skal i erkendelse heraf ikke først og fremmest indstille hele sitopdragelsesarbejde på indterpning af den blotte viden, men på at fremme kernesundelegemer. Først i anden række kommer uddannelsen af de åndelige evner”.16

Den nordiske tradition for folkeoplysningHvordan er begrebet folk blevet forstået i den nordiske tradition for folkeoplysning?Det kan der langt fra gives et entydigt svar på. Det har ændret sig over tid, ligesom dethar varieret fra land til land. Men alle de nævnte former for folkeoplysning har gjort siggældende i bestemte perioder, om end med meget forskellig styrke. Den lutherskeform for folkeoplysning har været totalt dominerende fra reformationen og frem tilslutningen af 1700-tallet i alle de nordiske lande. Herefter bliver folkeoplysning gradvistknyttet sammen med politisk-demokratiske, national-kulturelle og socialistiske ideer.Den svenske folkbildningstradition har i særlig grad betonet det demokratiske og socialeperspektiv, mens den danske og den norske folkeoplysningstradition i perioder stærkthar fremhævet de national-kulturelle perspektiver. Disse forskelligheder må dog ikkeoverbetones, idet folkeoplysning i alle de nordiske lande har bidraget til transformationenaf begrebet folk - fra undersåt til suveræn i såvel politisk som kulturel og klassemæssigforstand.

Den nordiske tradition for folkeoplysning har i altovervejende grad også betonet enanden forståelse af folk og folkeoplysning end den nazistiske. Den danskegrundtvigforsker Flemming Lundgreen-Nielsen fremhæver således med rette - om endlidt forenklet - at selv om den grundtvigske tradition for folkeoplysning tydeligvis erinspireret af nationalromantiske ideer udviklet i Tyskland, så udviklede det sig anderledesi Danmark: “alt det, der i Tyskland fører fra Herder og Fichte til katastroferne underWilhelm 2. og Hitler, bliver i Danmark til folkehøjskole, andelsbevægelse ogparlamentarisk og folkelig kultur bygget på samtale og kompromiser - ideelt set altidmed respekt for mindretal”.17 På tilsvarende vis konkluderer den norske historiker Rune

14 Hitler: Min kamp. Jørgen Paludans Forlag 1966, bd. 2, s. 14015 Hitler: Min kamp 1966, bd. 2, s. 7116 Hitler: Min kamp 1966, bd. s.3017 Flemming Lundgreen-Nielsen: “Grundtvig og danskhed” i Dansk Identitetshistorie III. Hans Retizels Forlag.København 1992:173

27

Slagstad i sin analyse af den norske folkeoplysningstradition, at det substantielle i detnorske begreb ‘folkelighet’ og det tyske ‘Volkstum’ er fundamentalt forskellige. “Detfolkelige ble ikke i det norske tilfelle mobiliseret for diktaturets befestning, men tildemokratiets udvidelse”.18

I en tale ved åbningen af Nordens Folkelige Akademi i 1968 definerede den daværendeundervisningsminister Olof Palme Sverige som et demokrati, der var bygget op af tusindvisaf studiecirkler.19 Ifølge den franske litteraturteoretiker Jean-Francois Battail er detteudsagn ikke bare tom retorik. Han ser den nordiske tradition for folkeoplysning ogfolkelige bevægelser som en vigtig kilde til forståelse af de skandinaviske landessamfundsudvikling. Når der i Norden ikke findes samme brede kløft mellem ‘eliten’ og‘folket’, som i mange andre lande, peger Jean-François Battail på folkeoplysning ogfolkbildning som forklaring.

Folkeoplysning og folkbildning blev i Norden en klart demokratisk prægende kraft. Detafspejler sig i pædagogikken, der blev stærkt inspireret af en kommunikativ tankegang.Begreber som vekselvirkning og samarbejde, diskussion og dialog kom til at spille enstor rolle i traditionens selvforståelse. Folkeoplysning blev ikke kun set som en individuelproces, men også som en social proces. Specielt i Sverige blev studiecirklen betragtetsom folkebildningens særlige kendetegn.20 Pædagogisk bygger studiecirklen pådeltagernes fælles indsats. Arbejdsformen skal være sådan, at den giver virkelig træningi demokratisk tænkning og handling. Dette indebærer, at arbejdet i studiecirklen skalbygge på aktiv deltagelse og fælles søgen efter kundskaber. Cirklen skal være enarbejdsform for fortsat kundskabssøgning, som alle tager ansvaret for. Prøver, eksamenerog individuelle præstationer betragtes som en ulempe og bør ikke forekomme icirkelarbejdet. Samtale og dialog betragtes som nøglebegreber i arbejdet. Det er gennemsamtale og dialog man får forøget sine kundskaber samt får træning i at tage stilling ogtræffe en beslutning.

Det er forståeligt, at folkeoplysning og folkbildning er blevet fortolket som en særligpædagogisk metode. En sådan synes nemlig at bygge på et velfunderet grundlag. Menved alene at gøre folkeoplysning til et spørgsmål om metode, forsvinder folket som détbegreb, der udgør oplysningens horisont. I de første årtier efter 2. verdenskrig harforskydningen fra idé til metode ikke udgjort noget større problem for folkeoplysningen,idet begrebet har været omgæret af konsensus. Men denne konsensus er muligvis vedat blive udfordret. I hvert fald er der stemmer i den offentlige debat, som tyder på det.I det følgende skal jeg kort henvise til en aktuel diskussion om begrebet folk.

Menneske, mængde og folkDen danske journalist Jacob Andersen argumenterer i bogen Fra folkestyre til fællesstyre(1998) for helt at forkaste begrebet folk. Bogen kan læses som en kritik af den måde,den danske præst og politiker Søren Krarup - og andre med ham - bruger begrebet

18 Rune Slagstad, De nationale strateger. Pax Forlag: Oslo 1998:130.19 Jean-François Battail, “The Nordic Identity - an external view”: In Nordic Identity - seen from without, 2000:10.20 I Sverige blev studiecirklen introduceret af Oscar Olsson i 1902. Der findes en meget omfangsrig litteratur iSverige om studiecirklen. Her skal blot henvises til: Inge Johansson Boken och Cirklen. Stockholm 1995. BerntGustavsson, Bildningens väg. Tre bildningsideal i svensk arbetarrörelse 1880-1930. Wahlström & Widestrand 1991.

28

folk, nemlig om en stamme, der er bundet sammen af et nationalt-religiøst fællesskab.Denne folkeforståelse har ifølge Jacob Andersen betydet, at demos er blevet så etnificeret,at det er blevet perverteret. Demokrati er blevet til etnokrati, der bygger på forestillingenom en folkesjæl. Men hverken folkesjæl eller folkevilje er ifølge Jacob Andersen længerebrugbare begreber. I dag er den forestilling, at folket “kan danne en fælles folkeviljehelt ude af trit med både folks aktivitetsmønstre og den måde, som magten udøvespå”.21 Han stiller således ikke folk som demos op som alternativ til folk som ethnos,men udskifter demos og ethnos med homo, det vil sige med begrebet menneske. Detpolitiske fællesskab vil han ikke længere kalde demokrati, forstået som folkestyre, menhomokrati, som betyder menneskestyre. Homokrati er så at sige folkestyre uden ‘folk’.

I bestselleren Empire fra 2000 vil Michael Hardt og Anthony Negri ikke udskifte ‘folk’med ‘menneske’, men med ‘mængde’ - som er en oversættelse af det engelske begrebmultitude, der betyder mængde, mangfoldighed og masse. De forholder sig kritisk -for ikke at sige kættersk - til den oplysningstradition, der ser det som opgaven at forvandlemængden og almuen til et folk ved hjælp af folkeoplysning og folkbildning - en traditionder afspejler sig i slagordet: “fra almue til folk”. Denne oplysnings- og dannelsestraditionbeskriver Hardt og Negri ikke som en solstrålehistorie, men snarere som enforfaldshistorie. Hardt og Negri vil udskifte folket med mængden som demokratietskernebegreb.

Fra folk til mængde er den fanfare, der lyder gennem Empire. Den forståelse af begrebetfolk, der har domineret gennem mere end 200 år, bygger på to præmisser. For detførste, at folket er én enhed, en opfattelse der går tilbage til Thomas Hobbes´suverænitetsbegreb, og som videreføres af Rousseau. Folket kan kun være suverænt,hvis folket udgør en enhed. For det andet, at nøglen til konstruktionen af folket, errepræsentation. Det er repræsentationsmekanismen, der skaber identitet ud af denempirisk konstaterbare befolkning. Men når national suverænitet svækkes af den nyetransnationale magt, Imperiet, svækkes også repræsentationsmekanismen. Det betyderifølge Hardt og Negri, at “den folkelige repræsentation undermineres på en meregrundlæggende og principiel måde”.22 Hvad de på ingen måde beklager. Detrepræsentative demokrati, baseret på forestillingen om ét folk, er aldrig blevet realiseretfuld ud i nationalstaten. Og vil i deres optik heller ikke blive det i Imperiet. Tværtimod.Kernen i Hardt og Negris vision er, at demokratiet vil frigøre sig fra såvel nationen somfolket. Det vil ikke ske uden sværdslag. Men eros vil sikre, siger de i et højstemt sprog,at det bryder igennem. “Hinsides vort urealiserede demokrati findes der et ønske omrealiseringen af et fælles liv. Vi kan muligvis - ved at blande kroppen og intellektet imangfoldigheden - udvikle en ny menneskehedens ungdom gennem kærlighedensvældige magt”.23 Deres pinsevision bygger på, at mængden erstatter folket somdemokratiets subjekt.

Argumentationen er besnærende og suger næring af en - forståelig - utilpashed vedbegrebet folk. Mange vil - som Jacob Andersen, Michael Hardt og Anthony Negri -

23 Hardt og Negri: “Globalization and Democracy”, 2002:336.21 Jacob Andersen: Fra folkestyre til fællesstyre. Gyldendal: København 1998:157.22 Hardt og Negri: “Globalization and Democracy”. I Okwui Enwezor m.fl. (red.): DemocracyUnrealized. Dokumenta 11_Platform 1, 2002:326.

29

hævde, at begrebet folk er blevet forældet, fordi samfundsudviklingen i stadig stigendegrad præges af globalisering, migration og en mangfoldigheden af kulturelle livsformer,etniske grupper, religiøse konfessioner og verdensanskuelser. Det synspunkt deler jegdog ikke. Jeg forholder mig kritisk til den påstand, at større kulturel mangfoldighed isig selv skulle gøre det umuligt at tale om et dansk folk. Det skyldes først og fremmest,at man ikke kan have demokrati uden en forestilling om et ‘vi’, som vi har tradition forat kalde et folk. I hvert fald har jeg hverken hos Jacob Andersen eller Michael Hardt ogAnthony Negri - eller for den sags skyld hos andre - fundet et bare tilnærmelsesvistilfredsstillende svar på, hvad der skal erstatte denne forestilling. Frem for at udskiftedemos med homo eller mængde finder jeg det mere attraktivt - som den engelskepolitolog David Held gør - at tale om et kosmopolitisk demokrati.24 Et kosmopolitisk synpå begrebet folk betyder ikke, at folket forsvinder, men bliver udgangspunkt for enrodfæstet kosmopolisme.

At opretholde forestillingen om et folk, udgør ikke en hindring for udvikling af etflerkulturelt samfund, idet folket som demos overskrider alle etniske, kulturelle, religiøseog klassemæssige grænser. Et flerkulturelt samfund fordrer tværtimod, at borgerne sersig selv om en del af demos. Uden en sådan forestilling kan et flerkulturelt samfundikke fungere - på demokratiske præmisser. (Malaysia - for eksempel - har indførtmultikulturalisme som statsformen, men ikke demokrati som styreform)25. Hvad der idag må opgives er ikke begrebet folk, men den forestilling, at national-kulturelhomogenitet er et nødvendigt grundlag for samfundets politiske legitimitet, samt at et(dansk) folk i politisk forstand er identisk med et (dansk) folk i kulturel forstand. Dennationale flertalskultur må acceptere, at den historisk begrundede fusion mellem ethnosog demos ikke kan opretholdes.

At opretholde forestillingen om et (dansk) folk udelukker heller ikke forestillingen omet europæisk folk. At skabe et europæisk folk som en imaginær enhed forudsætterimidlertid to ting. For det første, at vi er i stand til at opgive den idé, at man kun kanvære medlem af ét folk - og i stedet ser det som noget attraktivt at være med i såvel etnationalt demos som et europæisk demos. For det andet, at vi er i stand til at differentieremellem demos og ethnos, mellem politisk identitet og kulturel identitet, idet det sikkerter umuligt og ej heller ønskeligt at skabe et europæisk ethnos. Ved at skelne er det ikkeudelukket, at der kan skabes - ja, er ved at blive skabt - et europæisk demos.

Frem for at erklære begrebet folk for udlevet, hvilket sikkert også er halsløs gerning, erdet efter min opfattelse bedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning,der kan frigøre kræfter, der ligger bundet i andre - mere utidssvarende eller ligefremuhyrlige - opfattelser af begrebet.

Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk.Tværtimod udgør folkeoplysning en kampplads, som forskellige interesser forsøger atpræge i eget navn. I denne kamp er det værd at slås for en kosmopolitisk forståelse afdemos.

24 Jf. Daniele Archibugi and David Held: Cosmopolitan Democracy. Polity Press 1995.25 Jf. Jens-Martin Eriksen: Timerns Bro. Lindhard & Ringhof 2006.

30

Kap. 3Vårt vanskelige demokrati

Arthur Danielsen

Før det norske stortingsvalget i 2005 ble valgordningen endret på en slik måte at detble et større proporsjonalt samsvar mellom antall stemmer og antall mandat inasjonalforsamlingen. En av konsekvensene av denne reformen ble at partiet Venstrefikk en representant fra Finnmark med kun 826 finnmarksstemmer, mens Høyre, somfikk 3439 stemmer i Norges mest vidstrakte valgkrets, ikke ble representert i det heletatt.

Det er helt klart en betydelig pedagogisk utfordring å forklare at dette tilfellet i valgkretsenFinnmark er både riktig og mer rettferdig enn før. Jeg skal ikke gjøre det, men kun kortpresisere at omleggingen av valgordningen innebar at antall utjevningsmandater iStortinget økte fra 8 til 19, antallet fylkesmandater ble redusert fra 157 til 150, og atdet samlede antallet representanter i Stortinget økte fra 165 til totalt 169.Utjevningsmandater er for øvrig noe man regner ut ved først å se på hele landet somett valgdistrikt, for så å kompensere for stemmer til overs med utjevningsmandater tilunderrepresenterte partier. Det er på denne måten at en representant fra Venstre iFinnmark fikk plass på Stortinget.

Dersom det er slik at en reform som er ment å gjøre valgordningen mer demokratiskblir oppfattet å være det stikk motsatte - er det da en reform?

Den norske makt- og demokratiutredningen engasjerte i årene fra 1998 til 2003 et parhundre forskere til å studere ulike temaer rundt begrepene makt og demokrati. Denproduserte 77 rapporter og 51 bøker inkludert sluttboken, rundt 25 000 sider i alt.

Demokratiet er avhengig av å bli forstått; det er faktisk en bærebjelke i forestillingenom at demokratiet er et system for samtale og deltakelse. Leser vi i den norske makt-og demokratiutredningen er det et truende bilde vi ser: Nasjonalstaten er svekket, makter forflyttet til internasjonale organisasjoner og nettverk, samtidig som statens aktiviteterer satt ut på anbud, med fragmentering, forvitring - og fremmedgjøring som resultat.

Utredningen vakte noe debatt i akademiske kretser i de årene utredningen pågikk, ogsvært liten debatt etterpå. Det ble blant annet opprettet en alternativ maktutredning -“Makt og globaliseringsutredningen”, og bare i navnet signaliseres en kritikk i

31

perspektivvalget. Blant forskergruppen som var engasjert i den offisielle utredningenvar det også en viss uenighet; to av forskerne, begge kvinner, tok dissens frakonklusjonene. Debatten bar preg av å være en elitedebatt blant en liten kretsakademikere.

Er demokratiet blitt for vanskelig?

Fra en segmentert til en fragmentert statDette er ikke den første utredningen hvor norske maktforhold har blitt analysert. Denførste norske maktutredningen var et regjeringsoppnevnt forskerutvalg ledet avsosiologiprofessoren Gudmund Hernes, og var i virksomhet i årene 1976 til 1982.

Den konkluderte med at Norge var en segmentert stat, hvor fagsektorer kommunisertemed hverandre i egne segmenter. Den korporative og den numeriske innflytelseskanalhadde tilpasset seg hverandre; stortingskomiteer, departementer, interesseorganisasjonerog bedrifter var sammenfiltret i en forhandlingsøkonomi.

Høsten 2006 fikk Jens Stoltenbergs koalisjonsregjering til en viss grad en påminnelseom at slike prosesser fortsatt gjør seg gjeldende: Et forslag fra regjeringen (som LO-leder Gerd-Liv Valla karakteriserte som et diktat) om endringer i sykelønnsordningensom ville gi bedriftene økt andel av kostnadene ved sykefravær, medførte svært sterkereaksjoner fra samtlige av arbeidslivets organisasjoner. Det var ikke bare innholdet iforslaget som var umulig å godta - det var vel så mye at regjeringen ikke hadde fulgtkorrekt prosedyre. Det endte med at et “hurtigarbeidende utvalg” bestående av alleinvolverte parter tvang regjeringen til bortimot å gjøre full retrett.

Den nye maktutredningen opererer med begrepet den fragmenterte staten. En rekkereformer med fristilling og selvstendiggjøring av offentlige organer har ført oss inn i ensamfunnsformasjon som er preget av manglende samordning og sammenheng. Detpekes på at en hovedtendens de siste tiårene har vært privatisering av statseiendom,markedsretting av offentlig virksomhet, fristilling av statlige tiltak - og målstyring i offentligsektor etter mønster fra det private næringsliv.Hovedtesen er at dette er politikkstatens tilbaketrekning, og begrunnelsen ereffektivisering og liberal teori. Borgerne har rettigheter som skal beskyttes mot vekslendepolitiske inngrep; politikken skal være overordnet i sin tilbaketrukne rolle. Vi får beskreveten sektorisert og ukoordinert statlig reformprosess som i sin konsekvens gir oss enpolitisk ledelse med redusert makt, men med samme ansvar som før.

Folkestyrets forvitringBildet vi til nå har hatt av en folkelig forankret norsk statsmakt støttet av folkebevegelserog massepartier stemmer ikke lengre med virkeligheten. Forskerne sier atstemmeseddelens politiske kjøpekraft er redusert.

Her er det urovekkende funn som legges fram: Den parlamentariske styringskjeden,som knytter velgerne til det endelige vedtak, er svekket i alle ledd. Det formellebeslutningssystem gjennom flertallsvalg og folkevalgte organer er i tilbakegang. Mange

32

år med mindretallsregjeringer har medført at det ikke lengre er noen umiddelbarsammenheng mellom valgresultat og regjeringsposisjon.

Skillelinjene er blitt utydelige. Regjeringer i mindretallsregimer vil til enhver tid værenødt til å samle støtte hos andre partier i Stortinget for å få sin politikk igjennom.Dermed kan det virke som om partiene går til valg på et vedtatt program, som de såforhandler bort ved salderingen av statsbudsjettet samme høst.

Akkurat denne situasjonen er heller ikke vesentlig forbedret selv om landet fra høsten2005 fikk en flertallsregjering. Stoltenberg-regjeringen har sitt utgangspunkt i at trepartier (Senterpartiet, Det norske Arbeiderparti, og Sosialistisk Venstreparti) til sammendanner flertallet i Stortinget. Dette flertallet må i like stor grad som før forhandle ompolitisk makt.

EngasjementI utredningens såkalte medborgerundersøkelse får vi noen tall som indikerer den politiskeinteressen blant folk: Kun en femtedel av de spurte sier at politikk er viktig for dem, 40% sier at de ikke er interessert i politikk, og 20 % hevder at politikk ikke spiller noenrolle for dem. Dette betyr likevel ikke at det politiske engasjementet har blitt mindremed årene - snarere tvert imot: En større andel av befolkningen sier faktisk at de følgernoe mer med i politiske spørsmål enn tilfellet var for 30 år siden, mens andelen sværtinteresserte og helt uinteresserte er omtrent den samme.

Det har samtidig vært en økning i deltakelsen i demonstrasjoner, kontakt medbeslutningstakere, antall avisinnlegg og andre påvirkningstrettede aktiviteter. Nettoppframveksten av nye deltakelsesformer er et viktig og synlig trekk ved utviklingen isivilsamfunnet, men dette utviklingstrekk problematiseres i liten grad i utredningen.Hva med den internettbaserte politiske aktiviteten? Slik virksomhet har eksplodert:nettbaserte underskriftaksjoner, virtuelle demonstrasjoner m.m.

FolkebevegelserBrede medlemsorganisasjoner og folkebevegelser stod sentralt i utviklingen av det norskestyringssystemet. Massebevegelsene bidro sent på 1800-tallet til etableringen avpartisystemet: Eksempler er avholdssak, striden om det norske skriftspråk og den religiøselekmannsbevegelsen; de har alle representert motkulturer og konflikter man kan kjenneigjen i norsk politikk i dag, og har vært avgjørende kilder til massemobilisering nedenfra.Organisasjonene har vært rekrutteringskanaler for alternative nasjonale eliter. Bredelag av befolkningen har gjennom de frivillige organisasjonene hatt mulighet for å påvirkepolitikken både lokalt og sentralt. Dette systemet er nå i oppløsning.

Framveksten av kvinnebevegelsen og miljøbevegelsen på 1960 og -70 tallet gav opphavtil en rekke nye organisasjoner som langt på vei har blitt integrert i det politiske systemet.De nye organisasjonene kjennetegnes ofte ved at de er basert på økonomiskstøttemedlemskap, og at ikke har en demokratisk struktur med aktive lokallag somgrunnlag for virksomheten. De er profesjonaliserte, aksjonsorienterte ogresultatorienterte. Miljøorganisasjonen Bellona er et typisk eksempel. Gjennom

33

massemedia påvirker de opinionen aktivt, og legger stor vekt på lobbyvirksomhet overforpolitiske myndigheter. Virksomheten foregår i hovedsak sentralt og bare en liten del avstøttemedlemmene deltar i organisatoriske aktiviteter.

Norske eliter har for øvrig også endret seg i følge utrederne: Vi har i dag å gjøre med ennettverkselite som pendler fra den ene posisjon til den andre i samfunnet. Ogsåarbeiderbevegelsen er vevd inn i en slik elite, og skyldes at arbeiderbevegelsen ikkelengre utgjør en motkultur i samfunnet. Dermed er det ingen grunn til å forbause segover at en statsråd fra en arbeiderpartiregjering finner seg en direktørjobb iarbeidsgiverorganisasjonen NHO like etter at hun trer ut av regjeringen.

Kvinner og mennPå flere samfunnsmessige toppnivåer hersker det nærmest total mannsdominans, selvom likestillingsdebatter som regel er preget av de beste intensjoner. Argumentasjoneni dagens likestillingsdebatter er imidlertid ofte av tidstypisk markedsspråk: Likestillinglønner seg; kvinnelig deltakelse tilfører noe som er annerledes, og vil av den grunnvære til samfunnsnytte.

Likestillingslandet Norge har hatt et mer kjønnsdelt organisasjonsliv og arbeidsmarkedenn de fleste andre vestlige land, og fortsatt er det dobbelt så mange menn som kvinneri Stortinget. Utrederne mener at likestilling i Norge fremstår som en diffus verdi som viselvsagt er for, og som det er politisk ukorrekt å være mot; de spør seg om likestilling idag er er mer preget av styring “ovenfra” enn av mobilisering “nedenfra” ettersomden moderne kvinnebevegelsen synes å være organisatorisk svekket.

HandlingsromBegreper som globalisering, kulturelt mangfold, informasjons- ogkommunikasjonsteknologi er dekkende for mange av de endringsprosesser som harfunnet sted i de fleste land i løpet av de siste tretti år. I Norge har i tillegg oljerikdommengitt en helt unik handlefrihet.

Oljen har sine fordeler; den har selvsagt gjort det enklere å opprettholde nasjonalevelferdsordninger, men forskerne sier at rikdommen kan ha blitt en sovepute fordi denhar redusert behovet for offensiv tilpasning og næringspolitiske strategier. Staten erblitt en passiv kapitaleier uten noen målrettet strategi overfor globaliseringen avnæringslivet.

Velferdsstaten er presset av at krav og forventninger overstiger bevilgningene, og atstatlig rettighetslovgivning i noen grad har omgjort forventninger til rettigheter. Samtidighar kommunenes tjenesteytende ansvar ikke blitt etterfulgt av økt ressurstilgang. Dettehar bidratt til å svekke det kommunale selvstyret.

Rettighetslovgivningen sies også å ha bidratt til at båndene mellom offentlig politikk ogfolkelige bevegelser er blitt brutt, fordi lovgivningen fastsetter individuelle rettskrav oggjør kollektiv interessekamp mellom politiske og organisatoriske kanaler overflødige.Selv om nordmenn har valgt å si nei til EU-medlemskap to ganger, er Norge likevel

34

bundet av EUs regelverk på en rekke sentrale områder, fordi man gjennom EØS-avtalenhar forpliktet seg til å legge begrensninger på egen lovgivningsmyndighet.

Utredningen peker for øvrig på en noe påfallende tilpasningsstrategi for Norge iglobaliseringens tidsalder: Den bevisste oppbygging av “Norge” som en internasjonalmerkevare, et idealistisk godhetsregime, en slags moralsk stormakt, som tilbyrengasjement omkring bistand, miljø, konfliktløsing og fred.

TilleggsdemokratierDemokratiet blir utfordret når folkestyrets vilkår og spillerom blir redusert, konkluderesdet i utredningen. Demokratiet bygger som kjent ikke bare på at makt kanaliseresgjennom folkevalgte organer, men også på rettigheter og rettsgarantier for individerog grupper. Utenom valg har den enkelte påvirkningsmuligheter som brukere, forbrukereog aktive i pressgrupper. Dette blir kalt tilleggsdemokrati; det deles opp i begrepenerettighetsdemokrati, aksjonsdemokrati, deltakerdemokrati, forbrukerdemokrati,lobbydemokrati og barometerdemokrati. Det siste skal være et uttrykk for at det erutviklet et stort apparat av tjenester som til enhver tid måler temperaturen påbefolkningen som velgere, seere, lyttere og kunder.

Dette tilleggsdemokratiet supplerer folkestyret som formelt beslutningssystem, sies det,men det utgjør ingen erstatning. Forvitringen av folkestyret tildekkes imidlertid nårbetydningen av demokrati overføres fra folkestyret som formell beslutningsform tilforskjellige former for tilleggsdemokrati.

Den norske makt- og demokratiutredningens analyse av tilstanden i det norskedemokratiet tegner et svært komplisert bilde av hvordan det norske demokratiet egentligfungerer. For den som ser på demokrati som en arena for folkelig deltakelse og storesamtaler, skjønner raskt at her er det et stort lerret å bleke. At mobiliseringskraften tilstore organisasjoner og massebevegelser er borte bør bekymre den som er opptatt avbredt folkelig engasjement.

Folkeopplysning?Det særnordiske begrepet “folkeopplysning” kjennetegnes ofte ved at den er pregetav en solidarisk felleskapstanke, og at den inviterer til en åpen demokratisk samtale omsamfunnsmessige problemer. Er det på tide å sende ut en ny invitasjon?

Den store norske pizzaprodusenten Grandiosa inviterte i 2004 til “Pizzavalg.” Gjennomstore reklamekampanjer var det ingrediensene i pizzaen som skulle avgjøres gjennomat kundene selv avga sin stemme. De mobiliserte over 200 000 velgere, som er flerevelgere enn hva det daværende regjeringspartiet Kristelig Folkeparti klarte å mobilisereved stortingsvalget året etter.

Deltakerdemokratiet må gjenreises. Det betyr selvsagt at velgeroppslutningen ved valgmå økes. Det er blitt tatt til orde for mer eller mindre kreative forsøk på å få dette til åskje. Selv på regjeringsnivå er det for eksempel blitt åpnet for en tankegang om å ta i

35

bruk stemmegivning via internett, noe som er uforenlig med flere viktige prinsipper idemokratisk tenking. Det viktigste er kanskje tryggheten om at den enkeltes valg skjeruten utilbørlig press fra andre.

De fleste av forslagene som er tenkt ut for å øke den folkelige deltakelse er vertikale, dekommer ovenfra. Det er eliten som forsøker å få den enkelte medborger til å forstå sitteget beste.

Folkeopplysningen er basert på de store samtaler som kommer innenfra eller nedenfra.Den kan aldri komme ovenfra. Kulturbegrepet blir ofte oversett når makt skal analyseres.Motmakt skapes gjerne ved kollektiv handling, og det er jo gjennom den kollektivehandling at vi for eksempel kan forstå arbeiderbevegelsens suksess gjennom hele 1900-tallet. Fellesskapet må skapes, og til det trengs felles kultur. Levende og aktivekulturarenaer er på mange måter de uskrevne lovers parlament.

Nettopp avveiningen mellom kollektivets krav og individets frihet ser også ut til å havært utredernes paradoks: De seneste årenes rettighetslovgivning fremstilles som etdemokratisk problem - flere rettigheter til den enkelte gir mindre rom for politisk styring.

Men skal deltakerdemokratiet reddes trengs ansvarsmobilisering nettopp hosenkeltindividet. Det skjer kun ved at holdninger endres; lovendringer og departementaleopplysningskampanjer kan i svært beskjeden grad bidra til det. Hvis man mener noemed at politiske vedtak skal rettferdiggjøres og begrunnes overfor berørte parter, mådet skapes arenaer hvor den enkelte kan delta på en måte som oppleves relevant.

Når mange føler seg fremmedgjort i det demokratiske system, vil en vanligvis spørreseg om demokratiets representanter er blitt for lite lydhøre overfor sine borgere. Kanskjedet er tanke å snu på det spørsmålet: Hvordan kan den enkelte borger lære seg å blilyttet til? Til det trengs kunnskaper, ferdigheter og holdninger, men det trengs ogsålevende kulturarenaer hvor den enkelte kan oppleve viktigheten av å tilhøre et fellesskap.

36

Kap. 4Att lära sig förlora - reflexioner om demokratinsvillkor

Bengt Göransson

Den svenska demokratiutredningen som genomfördes åren 1997-2000 var enparlamentarisk utredning, dvs dess ledamöter var utsedda av riksdagens politiska partieräven om inte alla hade plats i riksdagen. Den var däremot inte, vilket många trott ochåtskilliga önskat, en författningsutredning vars uppgift var att föreslå framtida formerför de skilda politiska beslutsnivåernas arbete. Några av de kritiska synpunkter somriktats mot utredningen kunde ses mot bakgrund härav.

Demokratiutredningens uppdrag var betydligt vidare än en utredning av författningenhade möjliggjort. I direktiven till utredningen angavs att den skulle belysa demokratinsvillkor, något som gav grund för dess beslut att inte bara lämna ett eget betänkandeutan att också samla och dokumentera demokratiforskning och demokratidebatt utanfördet rent författningsmässiga. Sålunda publicerades omfattande forskningsrapporter itretton stora volymer och en serie av trettiotvå småskrifter gav plats för inlägg i en radfrågor med anknytning till aktuell demokratidebatt. Bland forskningsvolymernas ämnenåterfinns så specialiserade som en med titeln Demokratins estetik i vilken bland annatvårt förhållande till symboler belyses. Debattskrifterna täckte ett brett område såsomkonflikten mellan kraven på religionsfrihet och strävanden att stärka djurskyddet - dettai skriften Att slakta ett får i Guds namn -, och en diskussion om det som kallas civilolydnad i skriften Olydiga medborgare?

Utredningens eget betänkande En uthållig demokrati utgör därigenom tillsammansmed de fyrtiofem andra volymerna ett omfattande bibliotek för demokratistudier. Heladetta bibliotek kunde dessutom i sin helhet ställas till förfogande för landets samtligakommunala huvudbibliotek i minst en uppsättning vardera, för landets samtligagymnasier och folkhögskolor. Ett drygt tusental demokratibibliotek har givit utredningenen livstid som vida överstiger den som i regel ges åt parlamentariska utredningar. Dessainnehåller ju normalt vad som kan betecknas som beslutsunderlag och är förbrukat närmottagaren, regeringen och så småningom riksdagen behandlat deras förslag.

Demokratiutredningen har ett tjugoårigt perspektiv för sitt material, och dess förslagska snarare ses som konkretiseringar av utredningens resonemang än som förslag tillbeslut vid nästa riksdag.

37

Mot denna bakgrund vill jag redovisa några tankar som jag ser väsentliga att diskuteraom demokratin ska kunna utvecklas och fördjupas. Jag lyfter i det följande fram ettantal tendenser och företeelser i dagens samhälle som jag menar behöver analyserasoch kritiskt diskuteras om en stark demokrati ska kunna befästas.

För det första: Rensa upp i begreppsträsket - samhället är ingen affärsrörelse, en butik,i vilken medborgaren är kund! Samhälle och politik kan inte organiseras på samma sättsom försäljningen av tomater i en livsmedelsbutik. Alltför många som sysslar med politikgår idag ner sig i begreppsträsket därför att de i grunden inte förstått hur en kommersiellmarknad fungerar. Tomaterna kan tjäna som exempel. Jag går in i butiken för att köpaen tomat. Med omsorg väljer jag ut en som är mogen, vacker, fläckfri, läckert röd,välsmakande. När jag sedan står i kassakön struntar jag i om kunden bakom mig harråkat få en rutten tomat i sin varukorg. I själva verket vore det förödande förmarknadsekonomins effektivitet om jag gjorde det. Skulle jag klockan tio på förmiddagennär jag just valt ut min tomat börja fundera över om tomaterna kommer att räcka tillockså de sista kunderna klockan åtta på kvällen, bryter det marknadsekonomiskasystemet i varudistributionsledet samman. Förutsättningen för dess effektivitet ärnämligen att köpare och säljare vid varje tillfälle sluter exklusiva avtal, utanhänsynstagande till andra behov än sina egna. Samhället går å andra sidan under ominte medborgarna funderar över hur stor del av den gemensamma kakan de kan ta försig. Och medan handlaren med glädje måste se att tomaterna är slutsålda när kvällennalkas och kan reservera sig med plakatet “Så länge lagret räcker” kan knappastskolstyrelsen triumferande hänga upp en “fullbelagt”-skylt på skolporten och låta demsom står utanför bli utan skolgång.

Köpare och säljare måste dessutom ha hemligheter för varandra. Kunden gör ingen braaffär om han lägger upp sin plånbok på disken och visar sina pengar, lika lite somsäljaren kan visa sin kalkyl för att tala om hur mycket han kammar hem på affären. Vadhänder om de som vi valt att företräda oss i riksdag, landsting och kommuner blirförsäljare och i den egenskapen skaffar sig hemligheter för oss? Fundera en stund överhur det ser ut i många kommuner idag när de politiska förtroendevalda söker dölja vadde sysslar med för dem som valt dem. I Stockholm hade vi en landstingspolitiker somsålde hela tunnelbanan utan att ens informera styrelsen - affären var för viktig och förömtålig för att han skulle kunna blanda in flera, tyckte han.

Dessutom har all affärsverksamhet en drivkraft som är starkare än alla andra, starkareän vinstkravet, och som, märkligt nog, nästan ingen talar om, nämligen expansionslusten.Alla affärsmän vill se sina företag växa och när samhället görs om till butik går detknappast att hejda expansionen. Sjukhuset som drivs affärsmässigt kommer inte att geupp förrän alla blivit patienter. Och denna lust att växa drabbar också kommuner varsledning av politiskt principiella skäl vill minska på traditionella kommunala verksamheter.De kan expandera med hjälp av annat tex kan man undersöka om det inte går att satsapå kommunal vinodling (exemplet hämtat från en kommun i stockholmsområdet).

38

Slutsatsen av detta resonemang blir att affärer och samhälle ska hållas isär. Låt politikenvara politik och affären affär. Då kan medborgaren lättare se vilket ansvar han eller honhar för sin del av samhället och kan också enklare rensa ut meningslös, ibland till ochmed skadlig affärsverksamhet ur rabatten. Hur illa det kan bli upptäckte jag häromåretnär det visade sig att larmtjänsten som skickar ambulanser och brandbilar till olycksplatsersålt ut rätten att avlyssna larmtelefonerna till olika medieföretag. Det förklarades medatt larmtjänsten idag i ökande grad måste självfinansieras och han som berättade dettitulerades marknadschef. För det andra: Gör upp med myten om maktlösheten! Denmyten säger att vanligt folk idag har förlorat sin makt. Det är inte sant. Vanligt folk haraldrig haft så mycket makt som nu. Min farmor var född 1875. Tror någon att hon hadebättre och större möjligheter att forma sitt liv och sina livsvillkor än dagens generationerhar? Frågan behöver bara ställas för att vi ska förstå att den enskilda medborgarmaktenidag är större än någonsin, och det gäller också de fattigaste i världen. Den nyamedietekniken - och det är en av dennas mest positiva verkningar - har lett till att dessade fattigaste inte längre kan bedras. På sina TV-skärmar kan de se de orimliga klyftorsom finns mellan människorna i vår värld och de kommer inte att i längden godta detförhållandet.

Och tro inte heller att allt blir bättre bara man får bestämma i den närmaste av miljöer.Alla som är gifta eller har levt i något samboförhållande vet att det räcker med två föratt det ska uppstå ett maktproblem. Å andra sidan är globaliseringsproblemet oftareett maktlöshetsproblem än ett maktproblem. De som tror sig ha och som av omvärldenanses ha global makt är i regel bara ett slags surfare. De står högst på vågkammen ochtror sig styra havet men följer i själva verket bara med. Har då inte president Bush makt?Tror någon att Irak idag ser ut så som Bush önskade? Hans makt påminner snarast omden makt som det lilla barnet har när det leker med pistolen och vet att det smällerhögt om man petar på avtryckaren. Någon reell makt har han inte, han har förloratkontrollen över skeendet. Makt är att få som man vill eller att i varje fall kunna påverkautvecklingen i den riktning man önskar. Och eftersom all makt, också i den minsta avmiljöer, kan användas för att förtrycka måste all maktutövning göras synlig, kontrollerbar.Detta är ett avgörande skäl för det som kallas offentlighetsprincipen.

Vi är inga hjälplösa offer för krafter utanför oss själva - det är en insikt som är nödvändigför att demokratin skall bli kraftfull. Varje medborgare har både ett eget ansvar och enegen förmåga. I mediesamhället är det alltid någon annan som ska ta ansvar, helstgenom att avgå. Om en oskicklig kirurg på ett sjukhus opererar fel är det enlandstingspolitiker som ska hängas. Om ett tåg spårar ur kräver medierna att tågbolagetsledning ska ta ansvar genom att avgå. För mig som resenär vore det bättre om dengjorde det genom att se till att ta fram ersättningsbussar. Fördenskull skall man vara påsin vakt när jakten på syndabockar släpps loss. Syndabockar söker man nämligen nästanalltid för att försäkra sig om att skulden - och ansvaret - är någon annans. Jag har ingendel i det som hände - det är det syndabocksjägaren främst söker bekräftelse på. Varjefelaktig åtgärd, varje misstag som görs behöver ju inte vara ett utslag av ett straffbartbeteende, inte alltid ens en försummelse. När relationen mellan den valde politikernoch dem som valt honom eller henne präglas av att den valde har allt ansvar, denväljande inget, uppstår som jag ser två missförhållanden. Det ena är att väljaren slipper

39

att ta ansvar för sitt val av företrädare, det andra är att den valde kommer att se sigbefriad från varje annat beroende av dem som valt honom eller henne än det som kanavgöras i domstol eller av kriskommissioner. Den valde kommer att se sig stå utanföroch ovanför väljaren och då försvagas demokratin.

Detta väljarens ansvar belyses mycket klart i ett brev som skrevs i slutet av januari 1943av en soldat i den tyska armé som var instängd i Stalingrad utan hopp om räddning. Jagläste det en gång för femtio år sedan då en liten bok med titeln Sista breven frånStalingrad kom ut på svenska. Soldaten skriver till en bekant som förebrått honom föratt inte ha visat mod och förstått vad fosterlandet krävde av honom. Den unge soldatenskriver så här: “För tio år sedan hade det räckt med en valsedel. Nu kostar det enbagatell mer - våra liv.” Dessa ord behöver vi påminnas om alltemellanåt, när vi tror osskunna befria oss från det förflutna genom att lägga all skuld på dem vi utsåg att företrädaoss. För oss som utgör det vanliga folket är det därför bra om vi inte bara röstar påvaldagen utan också inser att vi genom att stoppa en valsedel i kuvertet inte befriar ossfrån vårt eget ansvar för vår del av samhället.

För det tredje: Demokratibegreppet får inte göras alltför enkelt. “Demokrati innebäratt alla får säga vad de tycker, och så får flertalet bestämma.” är ingen ovanlig definiti-on. Och den outtalade fortsättningen lyder: Då får man som man vill. Att majoriteterinte har rätt att i kraft av sitt flertal förtrycka andra genom att hindra minoriteten att fågehör för sina krav och önskemål förtränger man. Det finns också ett sätt att beskrivademokratin genom att reducera politiken till något som ska korrigera ofullkomligheter:“Engagera dig i politiken så att du kan rätta till det du är missnöjd med.” (Den tidigarestatsministern Göran Persson hävdade i ett uttalande att en central uppgift för politikenvar att ingripa och rätta till det som gått snett. Han har självfallet rätt, men borde hatillagt att politiken aldrig kan medverka till samhällets utveckling om den främst innefattarkorrigerande inslag.) Är det en tillfällighet att vi i de flesta länder idag har en politik somnästan aldrig är skapande, kreativ utan praktiskt taget alltid reglerande? Problemetmed de demokratidefinitioner som jag refererat är att de leder till en inte baraindividualiserad utan rent av privatiserad demokratiuppfattning. Demokratin definierasi första hand som att bestämma själv (och få som manvill) i stället för att ses som enmetod att bestämma tillsammans, under hänsynstagande till andra människors behovoch önskemål. En familj på fem personer kan ju inte bestämma tidpunkt och matsedelför morgondagens middag utan att några, inte sällan alla, familjemedlemmar måstejämka på sina önskemål. Hur skulle vi då kunna organisera hela samhället så att allasamtidigt får som de vill? Att lära sig förlora är fördenskull en viktig insikt att förvärvaom demokratin ska fungera. Och det paradoxala är att först i det samhälle där man lärsig avstå, blir friheten möjlig.

För det fjärde. Frihet är viktigare än valfrihet! Jag mötte en gång under min skolministertiden ung person som om någon månad skulle lämna gymnasiet. Jag ställdes inför fråganvilket råd jag vill ge en nittonåring på väg ut i livet. Kunde hon skaffa sig en lång och dyrutbildning utan att veta om hon kunde få arbete i yrket? Vågade hon och hennespojkvän skaffa sig hus och bil? Borde de skaffa barn i en värld som såg ut som vår?

40

Jag valde att avstå från att ge råd om hennes livsval. Dem måste varje människa träffasjälv, och då ska man veta att man vid varje val måste avstå från mer än man väljer till.Och det är på gränsen till fysiskt plågsamt att avstå. Det man kan begära av ett gottsamhälle är en grundläggande utbildning, en social och ekonomisk trygghet så att mankan träffa sina livsval utan att vara inträngd i ett hörn, utan handlingsfrihet. Men tvångetoch obehaget att välja måste varje människa ta på sig själv.

I dagens samhälle låtsas marknadsförarna, inte minst de politiska, att man kan välja alltsamtidigt. Och begreppet valfrihet, som betecknar möjligheten att välja i ett utbud somtillhandahålles av andra, har fått ersätta det vidare begreppet frihet, som är den enskildesmöjlighet att fritt röra sig över vida fält, att på egen hand söka sina livsmål. Valfrihetenprivatiserar; jag väljer för mig, du för dig, och om du väljer fel är det din ensak. Frihetenär oändlig och har bara en enda men mycket viktig begränsning: man får inte hindraandra att röra sig på samma fält som jag. Friheten kommer därför att i motsats tillvalfriheten socialisera, den förutsätter gemenskap, respekt för andra och blir inte möjligi ojämlika samhällen. Och just detta får som konsekvens att den frie alltid tvingas tahänsyn till sina medmänniskors rätt till samma frihet, och i ett samhälle som ska omfattafler än en kan man bara sällan få sin egen vilja förverkligad fullt ut. Att lära sig förlora- så kan man formulera frihetens yttersta villkor, det som gör en verklig frihet möjlig.

För det femte: Ge mera utrymme för civilsamhället! Samhälle är för många medborgaredetsamma som politikens område. Mot bakgrund av det konstaterandet vill jag sådiskutera det som kallas civilsamhälle. Jag är i det resonemanget inte helt representativför alla socialdemokrater - det finns inom arbetarrörelsen två idémässiga huvudlinjer.Den ena är folkrörelsesocialismen, som jag omfattar, den andra är statssocialismen.Mellan dessa idéströmningar finns det en mycket stark skiljelinje i synen på hur samhälletska skötas. Folkrörelsegruppen har alltid varit i mindretal men den finns kvar.

Det som kallas civilsamhälle byggs upp kring gemensamma intressen och idéer, och detutgår nästan aldrig från en geografisk gemenskap. Allt är inte heller politik. Det är justintresset som skapar gemenskap. I politisk-administrativa sammanhang lockas vi intesällan att tro att gemenskapen mellan människor ökar så snart vi skapar mindregeografiska förvaltningsenheter. Men det finns människor som bor i sammatrappuppgång som aldrig talar med varandra. De kan däremot åka två mil för att speladragspel med en annan person som också gillar att spela dragspel. Underskatta därförinte intressets kraft!

Det är betecknande att senare års politiska strukturreformer nästan alltid handlat omgeografi. I Stockholm skapade vi stadsdelsnämnder i syfte att öka demokratin. Mengjorde de det? Stadsdelsnämnderna har i realiteten samma demokratiska dignitet somNordiska Museets styrelse, varken högre eller lägre. Nordiska museets styrelse är inteodemokratisk, men den är tillsatt uppifrån för att svara för vissa bestämda uppgifter.Stadsdelsnämnden har samma funktion. Den är tillsatt uppifrån och det är symptomatisktatt när Stockholms kommunledning genomförde en utredning med titeln Stadenspolitiska organisation, uttalades det i klartext i ingressen att dess syfte var att centraliserastyrningen och decentralisera driften. En sådan ordning skulle innebära etablerandet

41

av vad som kan kallas poliska kommissariat. Inte ökar närheten till medborgarna medhjälp av sådana. Den politiska administrationen i form av så kallade medborgarkontorär utmärkta för de enskilda medborgare som har ärenden att uträtta där, men de ökarinte medborgarnas delaktighet och deltagande i den politiska processen.

För det sjätte: Låt inte demokratin bli ett slags besvärjelse! Se upp för den opolitiskapolitiken! Det kan medverka till en uttunning av medborgarinflytandet. Också här kanStockholms stadsdelsnämnder tjäna som exempel. I vissa av dem har politiker ochtjänstemän trott sig öka demokratin genom att låta representanter för nämndmajoritet,opposition och tjänstemän möta företrädare för det som kallas brukare och med demdiskutera t ex stadsdelens budget. I en nämnd har man ett förskoleforum, där föräldrarträffar gruppledare och stadsdelsdirektör. Detta kan visa sig riskabelt från demokratiskutgångspunkt. När de som har de politiska uppdragen tar sig före att tillsammans medkommunens tjänstemän gå ut och möta enskilda brukargrupper var för sig, så får de isjälva verket ett övertag över medborgarna i stället för att stärka dem som samladgrupp. Medborgarna får färre möjligheter att ta ställning till den politiska helheten, omde bara inbjuds att möta politiken i egenskap av enskilda brukare av vissa samhällstjänster. Slutsatsen måste bli att de politiska partierna måste återta initiativet. De fårinte låta en professionaliserad politikerkår skapa en opolitisk politik.

För det sjunde: Se till att göra politiken till en intellektuell process! Det finns anledningför mig att återkomma till Olof Palmes välkända formulering “Politik är att vilja”. Hansa inte att politik är att bestämma, vilket många tror. Jag vet inte hur många gånger jagsom minister mötte människor som sa “Politik är att vilja så bestäm nu!”. Men omPalme menat att politik vore att bestämma då skulle det ju finnas ett antal beslut somär Olof Palmes. Och sådana är det ont om. Han kanske inte fattade några beslut, trotsatt han spelade en så avgörande roll för 1900-talets politik. Men det var inte genom attfatta beslut om konkreta åtgärder han fick sin betydelse. Den fick han genom att sättaigång tankar och rörelser. Ta t.ex. hans tal när Hanoi bombades vid jultid 1972. Inte vardet talet en instruktion till utrikesförvaltningen. Inte heller en regeringsproposition elleren åtgärdskatalog. Talet var ett resonemang kring centrala värderingar, och just därförkunde det leda till politiska åtgärder och handlingar. Det lyfte fram politiska tankar somsedan konkretiserades. Politiken måste alltså vara en intellektuell process snarare än ettbeslutsfattande.

För det åttonde: Se upp för politikens medialisering! Medierna, verkar det, nöjer siginte längre med att granska politiken. Medierna vill hellre vara makt, kunna visa resultati form av åtgärder. Partierna som sett mediernas vilja till makt söker sig dit och övergerutan ett egentligen förstå det sina egna partier och sina medlemmar. De senare reducerasfrån att vara partierna till att bli dessas kampanjtrupper. Än så länge råder ett slagsantagonism mellan partier och medier. Vad händer den dag då båda parterna inser attde kan förena sig för att på så vis få än större makt? När politiska partier och medieretablerar en symbios är demokratin i fara. Detta skulle kunna kallas politikensberlusconisering.

42

Därför ar det viktigt att medborgarna återerövrar partierna om inte partierna själva sertill att respektera sina medlemmar. Det är viktigare för partierna att samtala med sinamedlemmar än att via opinionsinstitut söka gissa sig till vad folk tycker. Medlemmarnai partierna kan ju ha tankar som är lika genomarbetade som partikanslietskampanjmakares. Det är viktigare att föra fram genomtänkta ståndpunkter till debattän att vara representativ för vad som för ögonblicket fångas upp i en snabbfråga påinternet. Förre ärkebiskopen KG Hammar, blev intervjuad om sin roll härförleden ochfick kommentera kritiken mot honom för att ha gjort många kontroversiella uttalanden.Han svarade att en ledare aldrig vara ledare genom att stå mitt i gruppen.

Det politiska ledarskapet måste därför utövas genom att ledarna för fram åsikter,värderingar och tankar utan att i förväg ha prövat om det är tillräckligt många somstödjer dem. Medborgarna måste använda sin egen tankeförmåga, skaffa egen kunskapoch erfarenhet mot vilka de prövar det som förs fram. Först då blir en verklig demokratimöjlig. Deltagardemokratin ställer höga krav på medborgarna, på deras kunskaper ochpå deras engagemang. Den ansträngning som fordras av var och en är det pris som dendjupa demokratin kräver.

43

Kap. 5Den nordiske oplysning om social kapital ogmedborgerskab:Grundtvig og andre

Artikel i Lifelong Learning in Europe LLinE 1/2003Seppo Niemelä

1.Jeg vil i min præsentation i dag bidrage med to perspektiver til seminarets emner. Fordet første kan de nyeste rapporter om social kapital hjælpe os med at forstå, hvorfornordisk folkeoplysning har haft så stor indflydelse på de nordiske samfund. Derudoverhåber jeg, at når nu vi er i gang med at tænke på nye måder at styrke, udvikle ogopbygge social kapital, så kan vi lære noget og blive inspireret af denne langefolkeoplysningstradition.Med nordisk folkeoplysning mener jeg i særdeleshed voksenuddannelsestraditionen,som startede i Danmark i 1840’erne, og som stadig finder sted i alle de nordiske lande,dog måske i mindre omfang på Island. I hvert af disse lande har voksenundervisning ensærlig national karakter. Det oprindelige ord Folkeoplysning, Folkbildning og Kansan-sivistys er svære at oversætte til engelsk. Ordene stammer fra tysk og specielt i Herdersfortolkning af termen Bildung. Det vigtigste ord i dette begreb er fællesordet “folk”.Ifølge Ove Korsgaard er ordet “folk” i de nordiske lande blevet brugt i næsten sammebetydning som ordet “civilsamfund”.Selvstyre har traditionelt været dominerende inden for folkeoplysningen. Dette betyder,at oplysningsforbundene og deltagerne selv bestemmer indhold og form af kurser, selvom de er statsstøttede. Lovgivningen inden for dette område er rammeangivende. Detvigtigste formål med folkeoplysning osv. er at have en humanistisk tilgang til personligudvikling, og at fremme den samfundsrelaterede uddannelse, “evnen til at fungere i etsamfund”, som der står i Finlands uddannelseslov. Folkeoplysning har væretcivilsamfundets skole, specielt sigtet mod organisering af uformel undervisning og læring.Personlig realisering og aktiv medborgerskab danner tilsammen fundamentet for etvelfungerende demokrati.Traditionen er meget forskellig, men de mest karakteristiske arbejdsmetoder erhøjskolepædagogikken fra folkehøjskolerne og oplysningsforbundenes studiekredse.Pædagogikken i de korte kurser følger delvist disse principper. I gennem tiderne ogspecielt i de sidste par årtier er denne form for pædagogik blevet påvirket af de formelleskole- og universitetsuddannelser - på forskellige måder i de forskellige lande - menikke desto mindre er meget af den oprindelige metode bevaret.

44

Folkeoplysning er stadig et relativt magtfuldt fænomen. I Finland investerer regeringen145 millioner Euro årligt i folkeoplysning og planen er at hæve denne finansbevilling til170 millioner Euro i løbet af få år. I Sverige ligger regeringens støtte på samme niveau,cirka 2 milliarder kroner. Derudover kommer også kommunernes støtte til folkeoplysning.

2.Lad os nu se på nogle af de vigtigste kendetegn ved social kapital, og hvordan det ertænkt. Efter at have reflekteret over Verdensbankens rapport om social kapital skrevMichael Edwards følgende sammendrag. Efter min mening binder det fint de temaerog emner sammen, vi har diskuteret ved seminaret.

Hvis vi forstår social kapital som den samlede kapacitet til at arbejde sammen foret fælles mål, og civilsamfundet som det rum, hvor disse mål bliver skabt ogdebatteret, så findes der ikke andre rammer indenfor hvilke, vi kan følge devisioner, vi har på hjerte. For at fuldføre disse visioner........involverer staten ogogså markedet, men de er tjenere af civilsamfundet og ikke dets herskere.

Der er vidt forskellige definitioner af social kapital, men fællesnævneren er “kapacitettil at arbejde sammen for et fælles mål”. Her er der, som Robert D. Putnam har lært os,brug for netværk af borgerengagement og normsæt, der indikerer tillid og gensidighed.Tillid, gensidighed og fælles forståelse eller human kapital vokser, jo mere den bliveranvendt. Social kapital er også afgørende forudsætning for, at staten, markederne ogcivilsamfundet kan fungere.Social kapital stiger akkumulerende i alt samarbejde mennesker imellem, inklusivtarbejdsfællesskaber. I deres bog “In Good Company” drister Cohen og Prusak sig enddatil at sige, at “social kapital for det meste bliver skabt og styrket og til tider ødelagt iforbindelse med rigtigt arbejde”. Vi bør her være specielt opmærksomme på ordet“ødelagt”, da den første regel hos de, der ønsker at fremme social kapital, ikke er atødelægge eksisterende social kapital.Det virker imidlertid indlysende, at civilsamfundet har en særlig rolle, både når detgælder skabelsen af social kapital og opsætning af mål for samarbejde. Menneskerbetragter hinanden som ligeværdige i civilsamfundet og det frivillige arbejde. De lærerhinanden at kende, at forstå hinanden og føle solidaritet gennem gensidig samspil ogdialog. Samtidig udvikler denne proces en general social moral og genspejles på mangemåder i samfundet som helhed.Gratis og frivillig borgeraktivitet er ikke bare et godt tillæg til de hårde aktiviteterfinansieret af statsøkonomien, eller en oplysende fritidsinteresse af en slags, men en afde grundlæggende samfundsaktiviteter. Det at formulere fælles mål og evaluere dem ien åben debat er også et udtryk for et fungerende demokrati. De mål, der dukker op afde åbne debatter bliver realiseret i civilsamfundet, men idealt set vejleder de også dendemokratiske stat, også gennem bevidste forbrugere og markeder.

3.Putnam, som fortjener anerkendelse for at have sat social kapital på verdenskortet,fokuserer ikke direkte på læring, og kun lejlighedsvist bruger han udtrykket “læring”.Faktisk er der først nu kommet en stigende interesse for området, om det er muligt atlære social kapital, og hvordan det tilegnes. Jeg vil imidlertid gøre et forsøg på at diskutereemnet ud fra den baggrund, som Putnam angiver.

45

Putnam følger i sin kendte undersøgelse “Making Democracy Work” forskelligeborgertraditioner fra det nordlige og sydlige Italien helt tilbage fra det 9. århundrede.Social kapital har i samfundet haft en kontinuitet og rødder, der strækker sig århundredertilbage i tiden. Det virker til, at Putnam selv i begyndelsen mente, at social kapital errelativ konstant gennem tiden. Hvis mængden af social kapital er lille, er der ikke såmeget at gøre ved det. Mennesker i sådanne områder har dårlige samarbejdsevner, oghar som resultat deraf også økonomiske problemer og en dårlig regering.Således vil social kapital være noget, der bliver overført fra generation til generation. Vier vant til at kalde denne proces for kulturoverføring eller socialisering. Gennem enlivslang uformel læringsproces lærer børn, unge og endda voksne derhjemme og gennemdeltagelse i aktiviteter i lokalsamfundet normer for samarbejde, tillid og gensidighed.Det er således muligt at analysere status af social kapital ved at se på ordsprog og andreformer for folkelig visdom.Følgende eksempler, som er fortalt af Putnam, belyser den folkelige visdom fra detsydlige Italien. “Forbandet er han, som har tillid til andre”. “Bær vand til eget hus, nårdu ser din nabos hus brænde”. Fukuyama giver et konkret eksempel på, hvordan dårligsocial kapital overføres. En mafiaboss insisterer på, at hans lille søn hopper ned fra enstenmur og lover at gribe ham, så han ikke kommer til skade. Da den skræmte drengendelig hopper ned, lader hans far ham falde ned i sandet. Moralen er, at man ikke skaltro på nogen, ikke engang ens egen far.Det er ingen tvivl om, at måden, hvorpå mennesker samarbejder, har en lang kontinuiteti lokalsamfund og kulturer. For eksempel er social kapital i de nordiske lande stadiggrundlæggende påvirket af deres lange frihedstradition. I de nordiske lande ophørteslaveriet omkring det 13. århundrede, hvor livegenskab i Østeuropa fortsatte indtil det19. århundrede. I de nordiske lande var der fire stande i stedet for tre, bondestandenvar en af dem. Disse former for traditioner er magtfulde, og sporene kan ses i megetlang tid.

4.Putnams første deterministiske syn ændrede sig imidlertid gennem en mere dybdegåendeanalyse af social kapital i USA. Putnam og hans partnere belyste overbevisende, atstørrelsen af social kapital indenfor et og samme samfund varierer gennem historien,og at disse variationer kan være overraskende store. Fra 1960’erne til nu er social kapitalbrudt sammen. Den tidligere periode med lav social kapital i USA fandt sted i midten afdet 19. århundrede i perioden efter gennembruddet af industrialismen. Fra dette laveniveau begyndte det at stige i takt med udviklingen af civilsamfundet, indtil det toppedei 1960’erne. Navnet på bogen “Bowling alone, the Collapse and Revival and AmericanCommunity”, angiver dog, at selv om social kapital kan bryde sammen, kan den ogsåopleve en renæssance.Det er almindelig kendt, at grænsen mellem socialisering og uddannelse er svær atangive. Til vores nuværende formål kan man sige, at uddannelse er bevidst socialisering.Et godt eksempel på en bevidst indsats for at øge social kapital er boligbevægelsen,som er en stor og aktiv organisation selv i nutidens Finland. Bevægelsen begyndte med,at velhavende mennesker gjorde det bevidste valg at flytte ind i områder med lav socialkapital i industricentre og begyndte at organisere fælles aktiviteter, specielt fritids- oguddannelsesaktiviteter. Boligbevægelsen er et meget karakteristisk eksempel, men ikke

46

desto mindre kun en af hundredetusinde folkelige bevægelser, som resulterede i etstærkt civilsamfund, levende diskussioner, fælles mål og velfungerende demokratier.Vi mærker også denne udvikling meget kraftigt i de nordiske lande, som er det forjættedeland for tusinde af frivillige organisationer og foreninger. De nye bevægelser er oftereligiøse i starten, men deres aktivitetsområder udvider sig derefter til områder somkultur, kunst, videnskab, fysiske aktiviteter, socialt arbejde, rådgivning, kooperativer,lokale aktiviteter, fagforeninger, politik osv. En stor del af aktiviteterne i disse foreningerog organisationer består af organisering af uformelle møder, diskussioner, studiekredseog korte kurser. Civilsamfundets historiske opståen er en meget imponerende blandingaf ideologisk entusiasme og aktive almennyttige initiativer. Styrkelsen af social kapital,som har ført civilsamfundet med sig ser ud til at angive, at det er muligt også bevidst atpåvirke social kapital.Øger formel uddannelse social kapital på samme måde, som det øger den menneskeligekapital? Det virker helt klart til at svaret er negativt eller i det mindste ikke nødvendigvis.De seneste år har vi set en stor udvidelse af den formelle uddannelse og samtidig etsammenbrud i social kapital. Jeg tror, at Cohen og Prusak har fat i noget essentielt, nårde siger, at social kapital har brug for en organisk tilgang:

“Netværk af social forbindelse, tillid og forpligtelse kan ikke fabrikeres ellerkonstrueres, kun opmuntres. Social kapital trives ved autenticitet og visner vedfalskhed og manipulation....”Rationel menneskelig konstruktion virker ofte til attage livet af det, som den prøver at “forbedre”.... Kort sagt de (lederne) skulletage at anvende det, vi betragter som værende “blødt lederskab”.

I sin bog “Bowling Alone” sammensætter Putnam et program for øgning af socialkapital. Faktisk består en stor del af programmet af uformel læring. Eksempelvisopmuntrer han folk til at danne grupper indenfor kunstneriske og kulturelle interesser,da social kapital er et vigtigt biprodukt af kulturel aktivitet. Unge mennesker burdeblive opmuntret til at påtage sig borger- og fritidsaktiviteter, frivilligt arbejde og det athjælpe andre. Vi burde finde måder, hvorpå vi kan fremme folks deltagelse i det offentligeliv, deltagelse i møder, opstilling til folkevalgt embede, agitering ved valg og afstemning.Aktiviteter på græsrodsniveau er nøglen her.Uformel læring synes at være den vigtigste måde at fremme social kapital. Det muliggørogså den fortællende læring. Et samfunds historier og myter forstærker folks identitet,men de forstærker også samfundet selv og dets sociale kapital. Social kapital er ikke såmeget et spørgsmål om logisk analytisk viden, men mere en fortællende viden.Det er også muligt at prøve at styre uformel læring, for eksempel ved at favoriserearkitektur eller lokalplaner, som fremmer borgernes nærkontakt og samspil. Men viskal være opmærksomme på, at de fleste eksperimenter med dette ikke gav det ønskederesultat.

5.Men social kapital synes også at støtte formel uddannelse og læring på en meget vigtigmåde. Jeg vil tage to eksempler op, som er langt fra hinanden i tid. I sine tekster omakademiske studier understreger Finlands nationale filosof J. V. Snellman, hvordanligesindet læring - diskussioner og argumentation blandt ligesindede - er et centraltelement i vækstprocessen og specielt i udviklingsprocessen i ens tankegang. I denne

47

proces bliver det “givne vidensindhold” omdannet til den “videndes måde at vide på”.Denne opfattelse understøttes af Tom Haley i det sidste nummer af Lline:

“At bringe folk fysisk sammen for at lære fælles, genererer en kraftig bivirkning,da deltagerne lærer af hinanden på måder, som kan være helt anderledes endplanlagt i forhold til læseplan eller pædagogik......Vi hører gang på gang, hvordanfolks uddannelseserfaringer har været afgørende for at få øjnene op for, atmedstuderende kan se ting forskelligt..... Vi tilsidesætter denne simple, mengrundlæggende funktion ved uddannelse, for egen risiko.”

Den sociale kapitals rolle i læringsprocessen forklarer i øvrigt vores skuffelse over e-læring. Det er altid blevet sagt, at nye generationer vil lære at bruge e-læring, og villære at bygge virtuelle fællesskaber uden ansigt-til-ansigt diskussioner. Måske er detterigtigt, men jeg forbliver tvivlsom og tror, som Cohen og Prusak, at “selv fuldformat 3Dbilleder og CD lydkvalitet kan efterlade os sultne efter menneskelig forbindelse”. Voresudfordring er at kombinere e-læring med processer, hvor mennesker kan lære afhinanden ansigt-til-ansigt i grupper af ligesindede.Min konklusion er således følgende: Social kapital har en langsigtet kontinuitet i etsamfund. Den overføres som tradition fra generation til generation gennem ensocialiseringsproces som den uformelle læring. Det er godt at kende et samfunds traditionog styrke. Ikke desto mindre kan mængden af social kapital i et samfund variere, noglegange ret dramatisk. Væksten af social kapital kan også bevidst opmuntres, først ogfremmest ved at skabe uformelle læringssituationer og uformelle møder. Her spiller defrie organisationer og foreninger i det civile samfund en meget vigtig rolle. Social kapitalunderstøtter også formel læring og e-læring, og bør tages i betragtning ved planlægningaf undervisning.

6.Efter denne introduktion er vi klar til at kigge på den nordiske folkeoplysningstradition,først og fremmest N. Fr. S. Grundtvig, grundlæggeren af de Nordiske Folkehøjskoler.Folkehøjskoleideen opstod ved det 19. århundredes opfattelse af vigtigheden af dennationale kultur ved dannelsen af civilisationen og en universal kultur. Folkehøjskolensuddannelsesmæssige opgave var “folkeoplysning”, hvor kursisterne kunne lære at forståderes eget liv. Dette var almendannende og uafhængig af eksamener og andre specifikkemål.Folkehøjskolens vigtigste pædagogiske principper var den “levende interaktion” (levendevekselvirkning) og det “levende ord”, som understregede en åben dialog mellem lærereog kursister, og den uforbeholdne frihed i uddannelsesforholdet. Det levende ord erpåkrævet for udviklingen af en levende vekselvirkning. På folkehøjskolerne lærtekursisterne ikke bøgerne udenad, og de havde heller ikke skriftlige eller mundtligeeksamener, da disse ville være imod de elementer Grundtvig stod for.Ifølge Pauli Siljanders fortolkning af Grundtvigs begreber - den jeg generelt forholdermig til her - så kræver udvikling og vækst “socialt samspil, eksperimental kontakt”.Interaktion eller samspil kan realiseres på mange måder. På skolerne skete detgrundlæggende samspil mellem læreren og kursisterne, men også mellem skolen ogsamfundet og sidst men ikke mindst mellem nutiden og menneskehedens livserfaringdvs. historien - her var det også nødvendigt at inkludere national litteratur og fortolkningaf myter.

48

Grundtvig var en af disse pædagogiske filosofer, der specielt understregede frihed somen grundlæggende forudsætning for menneskelig udvikling. Et ægte uddannelsesforholdkunne kun bygges op med princippet om, at taleren og lytteren er ligeværdige deltagerei uddannelsesforholdet. Viden skulle ikke bruges som redskab til magtudøvelse, somlæreren kan bruge til at nå sit mål eller påtvinge kursister samme mål. Det essentielle erdet frie og gensidige samspil mellem uddannelsesinstitutionen og samfundet som helhed.Den danske folkehøjskole, som efterfølgende har spredt sig til alle de nordiske lande,byggede på disse principper, selv om dele af Grundtvigs principper er blevet tabt henad vejen, fordi folkehøjskolerne har været nødt til at give efter for presset om afholdelseaf afsluttende eksamener. Ikke desto mindre finder man i nutidens folkehøjskoler enenestående form for samspil, og det betyder fortsat meget for de unge mennesker, derlæser på disse institutioner. Teorien foreslår, at den sociale kapital, som udvikler sig påfolkehøjskolerne også understøtter de formelle studier.Formålet med at læse på folkehøjskolerne var at give de studerende evnen til at forståsit eget liv og lære gennem hele livet. Men set ud fra social kapital kan vi se, at denordiske folkehøjskoler har været og fortsat er stedet, hvor folk lærer at engagere sig ihinanden og i normerne for tillid, troværdighed og gensidighed. Disse skoler har væreten succes. Generation efter generation har folkehøjskolerne uddannet mennesker, derer klar til at tage ansvaret for civilsamfundet, kooperativer samt det politiske liv.

7.Udover højskolepædagogikken har studiekredsmetoden også været karakteristisk fornordisk folkeoplysning. Denne nyskabelse opstod i Sverige for omkring et århundredesiden og har været brugt både uafhængigt af og indenfor de folkelige bevægelser.Studiekredsmodellen har været stærkest i Sverige og også delvist i Norge, men mindrei Finland. Den deler mange fællestræk med højskolepædagogikken. En studiekreds kanformes på mange måder.På baggrund af en svensk undersøgelse opsummerer Tore Johansson de vigtigsteprincipper for studekredse på følgende måde: Denne arbejdsform er en del af denstatsstøttede voksenuddannelse. Den er baseret på dialog mellem deltagere, som erligesindede og er helt uden konkurrence, præstationspres, eksamensbeviser ograngorden. De traditionelle lærer-/elevroller eksisterer ikke. Det er deltagernes egnebehov, der styrer studierne og forankrer dem til deltagernes vidensniveau. Tillært videner direkte forbundet med daglige praktiske behov. Udover viden og evner blev dissestudier set som redskab til at forbedre deltagernes kvalifikationer indenfor argumentation,diskussion, deres evner til at inddrage andre og dele og uddelegere ansvar. Dennearbejdsmåde hjalp også deltagerne til at blive trænet i demokratisk tænkning oghandling.Studiekredse er baseret på en række friheder og muligheder:

• frivillig deltagelse

• frihed til valg af studie

• frihed til valg af studieperiode og studiested

• frihed til valg af ekspertbesøg og studierejsedestination

• frihed fra krav om specifik forudgående viden

• frihed til at vælge en gruppeleder blandt gruppens medlemmer

49

* frihed til at beslutte længden af studieperioden

* frihed for eksamener og eksamensbeviserI denne form for studier er det muligt at kombinere viden med emotionel og socialvækst. I løbet af hele studiekredsenes eksistens har man kunnet føle en vis spænding,hvor uddannelsesmyndigheder og også eksperter har prøvet at styre studiekredsene ien mere formel og skoleagtig retning. Grunden har som sædvanlig været frygt for atstudiekredsene var mere underholdning end uddannelse. På den anden side understregerde nordiske folkeoplysere studiekredsenes uformelle præg og vigtigheden afsolidaritetsfølelsen, sammenholdet og fællesskabet ved disse. Selv om læring altid kræveren indsats, så bringer samarbejde med ligesindede også “gode tider, fornøjelse ogrekreation”.Således er studiekredsene ikke blevet beskrevet med termen social kapital. Men det ernemt at sammenligne de vigtigste elementer i studiekredsenes fællesskab, dialog,tryghed, gensidighed og erfaringsudveksling med definitionen af social kapital. Detcentrale element er det samme: En samlet indsats mod et fælles mål. Studiekredsen eren århundredegammel nyskabelse, hvis essentielle kerne er baseret på evnen til at udviklesocial kapital.

8.Mit argument er således, at den pædagogiske tradition i folkehøjskolerne ogstudiekredsene giver os en vigtig inspiration nu, hvor vi tænker på måder for en bevidstforøgelse af social kapital. De viser os, at det er muligt at skabe læringssituationer somforøger social kapital dvs. evnen til at arbejde sammen for fælles mål. Vigtigste elementerfor disse læringsmiljøer er dialog (det levende ord), samspil (den levende interaktion)og uforbeholden frihed. Erfaringsudveksling, fortællende viden og fælles mål skabesvia dialog.Det er oplagt at social kapital understøtter udviklingen af menneskelig kapital.Spørgsmålet er imidlertid om social kapital kun har en støttende funktion indenforuddannelsespolitik. Kunne social kapital i og af sig selv være et tilstrækkeligt mål i entid, hvor mængden af social kapital er nedadgående og vi som resultat oplever flere ogflere svære problemer. Måske er det svært at adskille menneskelig og social kapital pådenne måde. Men jeg vil gerne forsvare ideen om, at voksenundervisere kan føle endyb tilfredshed, når de har formået at bringe mennesker sammen og høre deres gladesamtalesummen. Denne frie dialog, gensidige interaktion, erfaringsudveksling, og fællesforståelse betyder i sidste ende også skabelse af social kapital.

50

Kap. 6Tankesmedjor och folkbildning

Jorma Turunen

Någon enighet om hur termen think tank - tankesmedja - ska definieras råder knappasti samhällsdebatten. Det finns ungefär lika många beskrivningar, verksamhetssätt,storlekar på och former av stiftelser, forskningsinstitut eller intressebevakningsgruppersom det finns tankesmedjor!

Man uppskattar att det finns drygt 3 000 tankesmedjor i världen, hälften av den iNordamerika. De amerikanska tankesmedjorna har fördubblats på 25 år. I Europa finnsdet omkring 670 tankesmedjor. I Mellaneuropa, men framför allt i USA och England,har de en stabil roll i formandet av den dagspolitiska diskussionen.

I Norden är situationen en annan. Det finns bara en handfull organisationer som kanräknas som tankesmedjor i respektive nordiskt land och deras roll som påverkare ellermotor för den politiska diskussionen är liten.

Think tank - tankesmedja?Vad betyder då det engelska ordparet “think tank” riktigt? Begreppet nämndes förförsta gången i USA och hör till slutskedet av andra världskriget. Think tank beskrevursprungligen den trygga plats bakom frontlinjerna där de militära och civila experternasamlades för att tillsammans utveckla anfallsplaner och kommande stridsstrategier. Detär med tanke på denna bakgrund naturligt att många tankesmedjor genast efter andravärldskriget koncentrerade sig på försvars- och utrikespolitiska frågor.

Det finns å andra sidan inrättningar och samfund som kan beskrivas som tankesmedjoroch vilkas rötter sträcker sig till början av förra seklet. De första politiskaforskningsinstituten som kan anses vara tankesmedjor i dagens betydelse uppstod iUSA redan i början av 1900-talet. De var självständiga enheter som koncentrerade sighögklassig akademisk med praktiskt inriktad forskning.De finansierades av diverse stiftelser och privatpersoner. Deras mål var inte att drivapolitiska idéer utan framför allt att förbättra och rationalisera det politiskabeslutsfattandet.

Tankesmedjorna uppstod egentligen efter andra världskriget. De flesta uppstod som enreaktion på de politiska förhållandena efter kriget. USA som tidigare levt isolerat var

51

tvunget att definiera sin roll på nytt då landet blev en supermakt. Man bad en bredgrupp experter om hjälp.

På 1970-talet uppstod en ny våg av tankesmedjor och den förde i större utsträckningidén om tankesmedjor till Europa. Samtidigt var 1970-talets tankesmedjor mer än sinaföregångare klart bundna till en viss värdegrund och organisationer som drev bestämdaintressen. Deras huvudsakliga syfte har inte så mycket varit att bedriva högklassigakademisk forskning som att framför allt påverka det politiska beslutsfattandet. De harförändrat tankesmedjornas karaktär i en mer marknadsinriktad och konkurrensinriktadriktning.

Tillväxtgrunden för tankesmedjorna skapades uttryckligen på 1970-talet i England. Idénhämtades från USA och tankesmedjorna upplevdes som ett utmärkt sätt att fungerasom oppositionspartiets idésmedja mot det parti som hade regeringsmakten. Det äringen tillfällighet att de första starka tankesmedjorna uppstod kring Margareth That-cher och att de småningom lyckades genomföra samma modell som sina amerikanskaförebilder. England upplevde en andra stor våg inför Tony Blairs regeringsmakt. Det varframför allt tankesmedjor som Demos eller IPPR (Institute for Public Policy Research)som fungerade som viktiga bakgrundskrafter och inspiratörer först i Blairs valrörelseoch senare som stöd för Blair unders hans regeringsperioder.

Tankesmedjor uppstår och utvecklas så gott som alltid i ett land eller inom ett områdei samband med någon form av samhällelig förändring. Såväl industrialiseringen, denallmänna demokratiutvecklingen, de ekonomiska kriserna som krig ochåteruppbyggnaden efter dem har under årens lopp påverkat tillväxten av en mängdorganisationer och inrättningar. Nu arbetar många tankesmedjor med frågor som rörglobalisering, välfärdsamhället och -tjänsterna samt i Europa framför allt med deneuropeiska integrationen.

Det väsentliga är dock att betydelsen av internaktionen mellan beslutsfattande ochforskning i samhället har ökat. Tankesmedjorna kan ha en viktig andel i att dessakontakter förstärks. Den allmänna debatten behöver också strukturerade uppfattningarsom stöd för sina tankar.

Tankesmedjornas verksamhetsformerOmkring 3 000 tankesmedjor innebär naturligtvis en oerhörd mängd inrättningar ochsamfund av många slag och former. Tankesmedjornas verksamhetsformer kan varieraavsevärt. Tankesmedjornas roll och betydelse påverkas också av vilka resurser de har. Endel tankesmedjor kan ha hundratals anställda, andra får igen klara sig med njuggareresurser, men kan förekomma mycket i medierna och fungera som aktivainformationsförmedlare.

Många tankesmedjor är framtidsinriktade. De försöker på olika sätt forska i, analysera,diskutera och informera om aktuella och ofta nya ämnen.

52

Tankesmedjornas verksamhet kan enligt en mycket förenklad uppgiftsfördelning indelasi tre huvudområden:

• forskning• publikationsverksamhet• evenemang

ForskningDe första tankesmedjorna koncentrerade sig uttryckligen på forskning och att producerainformation om forskning. Numera är tankesmedjornas kärnområde mera att filtrera,förmedla och sprida forskningsresultat i samhällsdebatten. En tankesmedja behövernödvändigtvis inte själv forska. Den kan däremot beställa forskning. De bör då fokuserapå att tillämpa och koncentrera forskningsresultat för respektive samhälle.

Den största spänningen mellan tankesmedjorna och den akademiska världen gäller justforskningen. Universiteten anser att tankesmedjorna är alltför lättviktiga och att dealltför mycket styrs av sina upprätthållare och finansiärer. Det finns också skillnader i attsprida forskningsresultat mellan de angloamerikanska och europeiska tankesmedjorna:i USA och England är samarbetet mellan beslutsfattarna och den akademiska världenbra, men så är inte fallet i Kontinentaleuropa.

PublikationsverksamhetTankesmedjorna karaktäriseras i allmänhet av en rätt omfattande publikations-verksamhet. Det är ofta fråga om att i samarbete med förläggare utge böcker, artiklarför medierna och den stora allmänheten samt rapporter och information.Tankesmedjorna kan också låta översätta utländsk litteratur. Utgångspunkten förpublikationerna bör vara att ämnet och ifrågasättandet är viktigt för tankesmedjornasupprätthållare. All information på webben räknas också som publikationsverksamhet.

Allmänt taget: Internet å ena sidan och medierna å den andra är nödvändiga faktorermed tanke på tankesmedjorna och deras framgång.

EvenemangEvenemang och seminarier utgör den tredje centrala delen av tankesmedjornasverksamhet. Det är fråga om seminarier för såväl experter som en större allmänhet ochmedierna. Evenemangen kan vara allt från korta brunchträffar till flera dagar långainternationella konferenser. Många tankesmedjor arrangerar egna workshops i sambandmed andra evenemang; det kan vara fråga om arbetsmarknadsorganisationernas möten,partikongresser, kommundagar osv.

Dessa verksamhetsformer hör intimt ihop med tankesmedjornas idé och resurser. Underde senaste åren har betydelsen av publikationsverksamheten och evenemangenaccentuerats - inte minst på grund av den publicitet de ger.

Tankesmedjorna i Finland - ett finländskt caseFinland kan lika lite som de övriga Norden skryta med en stor mängd tankesmedjor. Det

53

finns bara några forskningsinstitut, som uppfyller kännetecknen för en tankesmedja.Närmast den akademiska definitionen på en tankesmedja kommer Näringslivetsdelegation EVA, Utrikespolitiska institutet, som nyligen underställdes riksdagen, Finlandssjälvständighetsfond SITRA, PT som finansieras av löntagarorganisationerna samt Pel-lervo ekonomisk forskningscentral PTT som finansieras av lantbruksintressenterna.

Talet om tankesmedjor uppstod i Finland exakt efter riksdagsvalet våren 2003 som endel av regeringens program, då man för första gången presenterade så kalladepolitikprogram. Ett av dessa program av Politikprogrammet för medborgarinflytande,som bland annat har målet:

“Målet är en drivkraftig representativ demokrati som kompletteras av medborgarnasdirekta deltagande samt deras möjligheter att påverka och bli hörda.”

I de specificerade fyra målen för programmet säger regeringen:

De traditionella och de nya kanalerna i fråga om medborgarinflytande utvecklas så attde stöder medborgarnas fullödiga deltagande i gemenskaps- och samhällsverksamheten.Förvaltningen har de verktyg som behövs och en tendentiös beredvillighet att föra endiskussion med medborgarna.

Denna mening och anteckningen i regeringens strategidokument: “Partiernas förnyadeuppgifter som en av de centrala aktörerna i fråga om representativ demokrati klarläggsi samarbete med partierna, särskilt möjligheterna att processa de politiska målen ochupprätthålla en samhällelig diskussion” ledde i praktiken till ett tankesmedjeprojekt,vars mål var att pröva på vilket sätt man i Finland kunde genomföra tankesmedjor sombehandlar samhälleliga och politiska frågor.

Projektet genomfördes i praktiken så att det ministerium som ansvarade förpolitikprogrammet, justitieministeriet, erbjöd åtta bildningsförbund och folkhögskolorsom står nära partier och som har en samhällsbakgrund ekonomiskt stöd för att deskulle skapa en tankesmedjeprocess enligt eget val. Tanken var att deltagarna i projektetsom tack för det ekonomiska stödet publicerar skriftligt material om globaliseringenoch dess effekter på det finländska samhället. I projektet deltog Gröna förbundetnärstående Vihreä Sivistysliitto, Folkets Bildningsförbund som står nära vänsterförbundet,samlingspartiet närstående Kansallinen Sivistysliitto och folkhögskolan Paasikivi-opisto,centerpartiet närstående Maaseudun Sivistysliitto och folkhögskolan Alkio-opisto samtArbetarnas Bildningsförbund och Arbetarakademin.

De som deltog i projektet förutsattes inte skapa permanenta enheter eller koncentrerasig på långsiktigt forskningsarbete. Det hade också varit omöjligt att göra det på ett år.Det som framför allt önskades var stöd för att aktivera samhällsdebatten och idéer omhur aktiveringen kunde lyckas i och med tankesmedjeverksamheten. Samtidigt önskadesatt försöket skulle inspirera till att utveckla liknande med mer permanenttankesmedjeverksamhet i framtiden.

54

Det finländska tankesmedjeförsöket lyckades. År 2005 fick vi fem processer som skiljdesig från varandra och som kartlade aktuella samhällsfrågor. Processerna ledde till femskriftliga rapporter om globaliseringen. Försöket med olika sätt att genomföra projektetgav konkretare information om hur tankesmedjeverksamheten kan utvecklas ochfortsätta i Finland. Försöken genomförde också en av grunderna för tankesmedjorna -de producerade skriftlig material och det arrangerades flera seminarier och diskussioner.

De som deltog i tankesmedjeprojektet inspirerades också att fortsätta och utvecklafinländska former av tankesmedjor så att man i dem och med hjälp av dem kommer attföra grundläggande politiska diskussioner i framtiden. Man ville bättre än tidigare spridadet arbete som görs i tankesmedjorna till politiker, medier och vanliga medborgare ochpå det sättet göra det till verkliga diskuterande alternativ för det politiska beslutsfattandet.

Problemet för folkbildningsarbetetDet var ingen tillfällighet att regeringen valde folkhögskolor och bildningsförbund somstår partierna nära för att genomföra försöket. För det talade den nedgång som drabbatpartiväsendet och det faktum att folkbildningsarbetet i Finland under de senaste årenhar glidit allt längre bort från samhälls- och demokratiutbildningen.

I Finland deltar i likhet med det övriga Norden årligen en otrolig mängd medborgare ifolkbildingen: Statistikcentralen uppger att 1 050 000 finländare år 2004 deltog ifolkbildningsstudier i medborgar- och arbetarinstitut, folkhögskolor ochbildningsförbund. Undervisningen inom folkbildningen skedde huvudsakligen inom tresektorer: kultur, humaniora samt hälsa och idrott.

Inget ont i detta innehåll i folkbildningen, men bilden blir konstig med tanke på detfaktum att folkbildningsarbetet erbjuder mycket litet, högst åtta procent, studier imedborgar- och demokratifostran eller medborgarinflytande. Den absoluta majoritetenav folkbildningsarbetet gäller personlig välfärd och utvecklande av det egna jaget.

Det sägs att demokrati innebär ständigt lärande. Det här accentueras under tider avsnabba förändringar. Den diskussion som betonar demokratin är till syvende og sidstett försök att förstå vad samhällsförändringen gäller och hur man ska orientera sig i enföränderlig värld.

Därför kunde folkbildningsarbetet inta en central roll som stöder medborgarinflytandeoch främjar demokrati. Det här gäller också pensionärstiden. Tänk bara på hur mycketvärlden förändras under en genomsnittlig livstid. Människorna ska ha rätt till ett fullödigtmedborgarskap under hela sitt liv.

Folkbildningsarbetets uppgift för att förstärka demokratin, medborgarsamhället ochnationalitet kan bedömas också utgående från följande frågor:

55

– kan folkbildningsarbetet ge vägkost för medborgarna att verka i dagens samhälle?– kan folkbildningsarbetet beskriva, tolka och analysera förändringarna i dagens

samhälle?– kan folkbildningsarbetet genom sin insats medverka till att lindra missförhållandena

i samhället?– har folkbildningsarbetet något att ge de av den globaliserade tiden hotade och

svaga befolkningsgruppernas livssituation och erfarenheter?

Om vi är tvungna att svara nej på varje fråga så måste betydelsen av den finländskafolkbildningen omvärderas i hela samhället. Kanske det är på tiden att helt flyttafokuseringen i folkbildningen från upplevelsen av nästan enbart personlig utvecklingtill att gälla också samhällspåverkan eller att åtminstone förstå utvecklingen i samhället!

Tyvärr har vi under de senaste åren fått se hur hjälplös den finländska folkbildningen ärdå det gäller att utveckla en studieverksamhet som betonar medborgarfostran ellersom över huvud taget tar upp svåra, också ömma samhällsproblem. Situationen ärbedrövlig, eftersom Finland har traditioner och numera också strukturer för att effektiveramedborgar- och demokratifostran bland den vuxna befolkningen.

Det finländska problemet är intimt kopplat till märkvärdigheterna med lagstiftningenom statsandelar till folkbildningen, eller det fria bildningsarbetet som det heter i Fin-land. I efterdyningarna efter den ekonomiska depressionen i mitten av 1990-talet ochi enlighet med den tidens effektivitetsanda ändrades finansieringsgrunderna förfolkbildningen så att de blev rent matematiska. En följd av förändringen var attläroinrättningarna och organisationerna har konkurrerat sinsemellan om kvantitativaprestationer. Finansieringsprinciperna har styrt verksamheten så att den riktar sig tilllätta målgrupper och uttryckligen enbart till enkla målgrupper.

En av de värsta följderna är att betoningen av prestationer inte alls uppmuntrar attbetona innehållet. Man kan bara drömma om projekt liknande tankesmedjor ellergenomföra dem via tillfälliga projekt.

Är tankesmedjorna en möjlighet?Tankesmedjorna har ett brokigt, delvis tvivelaktigt rykte. De uppfattas ofta som språkrörför bl.a. näringslivet eller de ärkekonservativa kretsarna i USA. Processerna itankesmedjorna kan ändå då de är som bäst leda till ett nytt lyft för såväl den stelnadenordiska folkbildningen som det förstenade partiväsendet.

I dagens Norden går partierna från val till val och mellan valen koncentrerar de signärmast på att förhindra partimaskineriet att slumra till. Ändå ropar samhället med desnabba förändringarna på någon som analyserar och förklarar. Problemen har blivitmer mångfasetterade och förändras snabbt, inte minst tack vare internationaliseringen,globaliseringen och IT-samhällsutvecklingen.

Nu behövs allt mer omfattande programmatiska utvecklingsprocesser och nyaverksamhetsformer som också baserar sig på forskning. Sådana utvecklingsprocesser

56

utgör i sig fostrande miljöer och det är möjligt att inom dem tillämpa traditionella(studiecirklar) och nya studieformer. Det är speciellt viktigt att utveckla samhällsmålenoch det fostringsarbete som baserar sig på dem.

Allvarligt talat kunde samhällsdebatten och processandet av politiska alternativ räddasgenom att systematiskt pröva på tankesmedjemodellen också bland de politiskapartierna. Det lönar sig att organisera verksamheten på klara värdegrunder, men samtidigtså att de har en klart större frihet än partierna. Samhällets läroinrättningar -bildningsförbunden och folkhögskolorna - utgör en god organisationsgrund om vi hittarmeningsfulla sätt att resursera verksamheten.

En idébaserad tankesmedja står nära sina upprätthållare. Den ska dock alltid varasjälvständig och trovärdig. Det förutsätter att tankesmedjan är initiativrik, fördomsfrioch öppen för olika synpunkter. Målet är att förädla forskningsresultat så att de kananvändas för ställningstaganden och beslutsfattande i samhället.

Vi har i Norden samfund, inrättningar och organisationer som verkar på ett sätt som ärmycket nära tankesmedjor. Många av dem har redan förutsättningar att fungera somtankesmedjor eller att delta i de nätverk som finns bakom tankesmedjorna.

Det finns en massa möjligheter. Erfarenheter i andra länder talar för att man med relativtringa resurser kan få till stånd intressanta diskussioner och verksamhet i samhället.

Det är också en fråga om att vilja och en beredskap att bryta mot trygga och välkändamodeller, som förvisso tryggar tillvaron från ett år till ett annat, men som inte längrepåverkar omvärlden.

57

Kap. 7Demokratisk fornyelse i Norden- en mobilisering for bærekraft?12 veier til fremme av den folkelige deltakelsen

Jeppe Læssøe og Kirsten Paaby

ForordVi står ved en skillevei i Norden når det gjelder arbeidet for en bærekraftig utvikling.Internasjonalt rangerer Norden høyt når det gjelder økonomisk vekst, velstand ogutdanning, samtidig kommer de nordiske land langt dårligere ut når det gjelder vårt“økologiske fotavtrykk” - dvs den belastning som vårt ressursforbruk innebærer forjordens økosystemer. Forbruket henger heller ikke sammen med ønsket om en merrettferdig fordeling i verden. Hvorfor er det relevant å bringe inn disse problemstillingenei en diskusjon om demokratiet og medborgerskapet i de nordiske land ogfolkeopplysningens rolle?

“Skal utviklingen snus i tide er det ikke nok å stole på internasjonale og nasjonalevirkemidler, eller på markedet. Mobiliseringen må komme nedenfra, der de konkreteavgjørelsene fattes”. Slik lød oppsummeringen fra 561 deltakeres gruppearbeid på denNordiske konferansen om bærekraftig samfunnsutvikling som ble avholdt i Oslo 26. -27. oktober. Konferansen ble arrangert av det norske Miljøverndepartementet,Kommunenes Sentralforbund i Norge, Nordisk Ministerråd, Stiftelsen Idébanken, Oslokommune og Norges Velforbund. Hoveddelen av denne artikkelen inngikk i enpublikasjon “Synlige mål - synlige skritt” som Stiftelsen Idébanken lagde til konferansen.Publikasjonen inneholder flere andre artikler som gir innblikk i det nordiskeverdilandskapet samt 15 gode eksempler - synlige skritt - som viser vei for en merbærekraftig og demokratisk praksis26. Spørsmålet om demokratisk fornyelse bør hengeuløselig sammen med arbeidet for en mer bærekraftig utvikling. Det er imidlertid ikkenoen nyhet.

FNs toppmøte om miljø og utvikling i Rio de Janeiro i 1992 var det første som for alvorsatte både miljøproblemene og den globale skeivfordelingen på dagsordenen, og somdermed utfordret det rike mindretallets forbruksmønster. Det sentrale sluttdokumentetfra Rio-toppmøtet, Agenda 21, inneholder fire hovedbolker, hvorav den siste er avnokså teknisk karakter. Overskriftene over de tre øvrige ga et viktig signal til

26 Publikasjonen i sin helhet kan lastes ned fra Stiftelsen Idébankens nettside www.idebanken.no og den kanogså bestilles i parpirformat.

58

verdenssamfunnet. Den første handlet om ulikhetene i verden, den andre om miljø- ogressursproblemene, og den tredje om behovet for deltakelse fra alle grupper i samfunnetdersom problemene skulle løses. Statslederne i Rio erkjente med andre ord at problemeneikke lot seg løse ovenfra alene. Det var behov for en bred demokratisk mobilisering derbåde næringsliv, fagbevegelse, frivillige organisasjoner, lokale myndigheter,kvinnegrupper, ungdom og etniske minoriteter måtte ta del. Behovet for økt kunnskapom de globale utfordringene og økt erfaringsutveksling om løsninger ble også betoneten rekke steder.

Rio-toppmøtet er seinere fulgt opp av ytterligere to toppmøter om bærekraftig utvikling- i New York i 1997 og i Johannesburg i 2002. I New York måtte man konstatere at myegjensto i oppfølgingen av Agenda 21 - men at det mest synlige resultatet så langt varresponsen på oppfordringen til kommunene om å dra i gang lokale Agenda 21-prosesseri samarbeid med innbyggerne. Ved Johannesburg-toppmøtet slo man fast at det fortsattfantes et stort behov for opplysning om bærekraftens utfordringer og muligheter.Toppmøtet sluttet seg derfor til et forslag om å lansere et globalt “utdanningstiår forbærekraftig utvikling”, noe som ble stadfestet av FNs hovedforsamling året etter. Tiåretble innledet i 2005.

Folkeopplysning og folkelig deltakelse er altså blant nøklene til en bærekraftig utvikling,om vi skal tro FN. Norden har sterke tradisjoner for begge delene, og burde slik sett hagode muligheter. Derfor bør nordiske strategier og det praktiske arbeid for henholdsvisdemokratiutvikling - slik som DEMOS-prosessen er et uttrykk for - og bærekraftig utviklingses i sammenheng! I den forbindelse er FNs tiår er en gylden mulighet. Målet for tiåreter ikke bare å styrke kunnskapsformidlingen, men å sette oss i stand til å tenke nytt ogå utløse handling. Målgruppa er heller ikke bare skoler og utdanningsinstitusjoner, mensamfunnet som helhet. I vedtaket fra FNs generalforsamling oppfordres verdensregjeringer til å “fremme en offentlig bevissthet om og bred deltakelse i tiåret, blantannet gjennom samarbeid med sivilsamfunnet og andre intressenter”. I UNESCOsbeskrivelse av målene for tiåret heter det videre at:

Utdanning for bærekraftig utvikling er for alle - for mennesker i alle livsfaser. Perspektiveter livslang læring, som omfatter alle tenkelige “læringsrom” - formelle, mindre formelleog uformelle, fra tidlig barndom til voksenlivet.....Læringsrom omfatter uformellutdanning, sivilsamfunnet og lokale organisasjoner, arbeidsplasser, yrkesfaglig og tekniskutdanning, lærerutdanninger, høyere utdanningsinstitusjoner, myndigheter, politiskeorgan og flere til. “

12 veje til fremme af den folkelige deltagelseDe nordiske lande deler værdier, som giver dem et godt udgangspunkt for at realiseremålsætningen om aktiv involvering af borgerne i arbejdet for bæredygtig udvikling.Rundt om i Norden har det ført til mange forskellige initiativer. Men samtidig er megetandet sket - her og i verden i øvrigt. Så hvor står vi i dag? Hvad har vi med i bagagen?Hvad har forandret sig? Hvad er udfordringerne nu? Hvilke veje kan vi gå? Denneartikel giver nogle svar som oplæg til fælles diskussion og formulering af egne svar.27

27 Artiklens fremstilling er uddybet og yderligere begrundet i rapporten: “Veje videre frem for folkelig deltagelseog bæredygtighed”, som kan downloades fra: www.idebanken.no. Det fælles nordiske værdilandskab

59

Det fælles nordiske værdilandskabDe nordiske lande har skabt økonomisk vækst, politisk stabilitet og social velfærd somintet andet sted på jorden. Denne udvikling har samtidig placeret os blandt dem meddet største ressourceforbrug pr indbygger i verden. Udfordringen består nu i at ændredette så vores samfund ikke blot bliver bæredygtige i økonomisk og social, men også iøkologisk henseende. Har vi i vores kultur de værdier der skal til for at klare det?

I udgangspunktet må svaret være ja. I Norden findes et sæt af markante værdier, somgiver mening og kan støtte opgaven med at fremme folkelig deltagelse i bæredygtigudvikling. Værdierne er ikke specielt nordiske, men det er værdier som i højere grad harfået gennemslag og er blevet forankret i de nordiske lande end i resten af verden.Inspireret af bl.a. den danske tænketank Mandag Morgens undersøgelse af de nordiskeværdier, har jeg sammenfattet disse værdier i boksen nedenfor.

Dette gode værdimæssigeudgangspunkt styrkes yderligereaf den stærke positionkommunerne har i de nordiskesamfund. Kommunernes magt ogressourcer - samt deres udvikling ide seneste årtier i retning af øgetdecentralisering og støtte tilborgerinvolvering i lokale ud-viklings- projekter - passer somhånd i handske til hensigterne omfolkelig deltagelse i den lokaleindsats for bæredygtig udvikling.

Men se engang på værdierne igen. Man kan tage dem én for én og stille spørgsmålved, om det nu også fungerer sådan i praksis i dagens Norden. Billedet er ikke éntydigt.Der er modtendenser. Ikke mindst indenfor den offentlige planlægning og forvaltning,hvor nye ledelsesformer i effektivitetens og økonomistyringens navn truer med atuddefinere de traditionelle værdier samt med at skabe sværere betingelser for de formerfor understøttelse af folkelig deltagelse, hvis effekt ikke let lader sig måle og veje.. At vihar en fornem tradition og ud fra vores egen værdimålestok er bedre end andre lande,betyder derfor ikke, at vi med sindsro kan hvile på laurbærrene. Risikoen er, at værdiernefår karakter af selvtilfreds retorik uden hold i virkeligheden. Vi må i stedet kritisk teste,om vores hidtidige praksis lever op til vores eget værdisæt, og konstruktivt forsøge atgøre disse værdier til drivkraft i nye praksisser, der kan fastholde og tilføre dem nyt liv.

De nordiske lande kan hjælpe hinanden med dette. Styrken er ‘den tilpasse forskel’mellem os: At vores værdier, tænke- og handlemåder ikke er så forskellige, at vi ikkekan bruge hinandens erfaringer til noget. Og at vi på den anden side ikke er så ens, såder ikke er nogen forskelle, som kan inspirere til refleksion og ny erkendelse.

Markante værdier i Norden:

• Demokrati som sindelag:Folkeoplysning som støtte til demokratisk dannelse

• Lighed og lav magtdistance• Inklusion, korporativisme, konsensus• Samfundssind: Opbakning bag støtte til

social velfærd til alle• Arbejdsomhed og åbenhed for forandring• Naturen - og adgangen til den - vægtes

60

Bæredygtighed og folkelig deltagelse som udfordringPå baggrund af vores velfærd og værdier kan bæredygtig udvikling tage sig ud som enoverkommelig opgave, også selvom vores ‘økologiske fodspor’ stadig hører til verdensstørste. Vi er arbejdsomme, teknisk avancerede, elsker naturen - og det sociale ogøkonomiske har vi check på. På den anden side er der noget radikalt nyt og vanskeligtved udfordringen:

“Kernen i det er, at hvis man vil sætte bæredygtighed på dagsordenen, så drejerdet sig om en radikal ny form for politik, hvor den grundlæggende overvejelse gårpå, at konsekvenserne af en given praksis her og nu, de rammer til en anden tidog et andet sted. Altså: det jeg gør her, og som jeg gør af hensyn til mig selv, minenærmeste, min tid, min verden, har (negative) konsekvenser for, ikke mig, mennogle andre, ikke her, men et andet sted, ikke nu, men om en generation.” 28

De vanlige teknikker til at aktivere befolkningen handler om at tale til deres egeninteresse,gøre sagen konkret, og fortælle hvad de let selv kan gøre her og nu. Det vanskelige vedat gøre det, når det handler om bæredygtig udvikling, er, at målet er det modsatte: Atfremme hensyn til andre, at tage hensyn der rækker længere ud i verden og længereud i fremtiden end vi har været vant til, samt at kunne håndtere kompleksesammenhænge. Det sidste handler fx om, at det ikke er nok at få befolkningen til atforstå og følge enkle spareråd. De må også kunne forholde sig til risikoen for, at det de‘sparer på karusellen, bliver sat til på gyngerne’, hvis de samtidig udvikler deres livsstilmed nye forbrugsaktiviteter, som øger deres samlede materielle forbrug. Én udfordringbestår i overhovedet at tematisere sådanne komplekse sammenhænge iborgerinvolverende aktiviteter, en anden i at stille spørgsmål som anfægteregeninteressen - behovene og visionerne som fører til øget materielt forbrug. På denene side må borgerne motiveres til at deltage, hvilket peger mod at tage udgangspunkti deres egeninteresser og konkrete forhold. På den anden side kræver bæredygtigudvikling netop en overskridelse af disse motiver samt en langt mere abstrakt ogkompleks tænkemåde.

Bæredygtig udvikling er et tema, som det er svært at få greb om, fordi det handler omusikre risici, om afvejning af idealer om globale hensyn med egne behov og muligheder,om valg mellem løsninger med forskellige sociale, kulturelle og økonomiskekonsekvenser, om interessekonflikter og kompromisser. Forestillingen om bæredygtigudvikling som noget eksakt, vi blot skal oplære befolkningen i, er derfor for simpel.Bæredygtig udvikling er snarere i sig selv en fortløbende udviklings- og læreproces,som vi må sørge for bliver demokratisk og udbredt gennem befolkningens deltagelse.

Men hvordan gøre den demokratisk og udbredt? Som et første input til et svar på det,vil jeg fremhæve, at det er vigtigt, at vi ikke allerede i udgangspunktet baserer det på etfor snævert begreb om folkelig deltagelse. I boksene nedenfor ‘åbnes’ begrebet på toforskellige måder.

28 Claus Heinberg: “Det begynder med hinanden” i Nyhedsbrevet Øko-net 2, 2003

61

Nu er vi måske nok der, hvor det hele kan virke ret vanskeligt: Gode, men også pressedeværdier. Koblingen af folkelig deltagelse og bæredygtig udvikling som ikke uden videreer let. Og flere forskellige måder at tænke folkelig deltagelse på. Lad os derfor se lidtnærmere på, hvad der er sket, og hvor vi står i dag - så viser der sig nogle mulige vejefrem.

Den historiske udviklingEvaluering er et af tidens nøgleord. Alt skal evalueres for at sikre, at vi ikke spilder voresressourcer, men bruger dem bedst muligt. Som en erfaringsopsamling, der gør os klogerepå barrierer og potentialer for at nå de mål, vi har sat os, er der god mening i det.Samtidig medfører evalueringer dog ofte en uheldig tendens til at være meretilbageskuende end fremadskuende, og til mekanisk at formulere anbefalinger til dekommende handlinger på baggrund af de hidtidige erfaringer. Men tag fx dengangforurening dukkede op som en ny trussel mod vores samfund. Information var da vældigteffektfuldt til at gøre det fænomen kendt, men den succes kunne ikke bare gentages inæste fase, da problemet nu var kendt. Det historiske tilbageblik handler derfor ikkebare om at opsamle erfaringer fra tidligere, og så uden videre bruge det mest effektfulde.I et dynamisk perspektiv handler det i stedet om at gøre sig de historiske ændringerbevidst og løbende pejle nye tendenser og ændrede betingelser, som kan betyde, atman ikke skal forsøge at gentage tidligere tiders succeser, men snarere skal identificeredet logiske næste skridt - den historiske proces taget i betragtning.

Deltagelsens perspektiver

Folkelig deltagelse har grundlæggende to perspektiver:

• Borgerens mulighed for at få indflydelsepå politiske beslutninger,samt

• borgernes læreproces gennem deresdeltagelse.

Deltagelsen anskuet som læreproces erfolkeoplysningens perspektiv. Det kanopfattes på to helt forskellige måder:

• Folkeoplysning som information har tilformål gennem en afgrænsetviden om et emne at påvirke til en bestemtholdning og en bestemt adfærd.

• Folkeoplysning som oplysning har til formålgennem tilvejebringelse afet alsidigt vidensgrundlag at anspore tilpersonlig stillingtagen ogengagement.

Hvor informationstilgangen leverer svar, rejseroplysningstilgangen spørgsmål.

Deltagelsens områder

Borgernes deltagelse tænkes typisk som noget derhandler om lokale forhold:

• Boligen og husholdningen• Lokalområdet• Kommunen.

To væsentlige praksisområder i de fleste borgereshverdagsliv rækker ud over det lokale:

• Forbruget, hvor politiskeforbrugshandlinger udgør en form fordeltagelse

• Arbejdslivet, hvor deltagelsen både kanrette sig mod arbejdspladsenog mod konsek–venser i omverdenen.

Deltagelse med henblik på politisk indflydelse kanogså række ud over det lokale, også selvom detforegår lokalt:

• Mod regionale forhold• Mod nationale forhold• Mod internationale forhold

62

Når det handler om borgernes deltagelse i bæredygtig udvikling, er det både relevantat se på forandringerne i vores samfund som helhed, og mere specifikt på ændringernei selve problematikken. Tager vi det sidste først, så har der på trods af forskelle landeneimellem i alle vestlige, industrialiserede lande været tale om en udvikling gennem enrække forskellige faser. Svensk-amerikaneren Andrew Jamison har beskrevet denneudvikling som indtil videre bestående af 6 forskellige faser:

Periode Fase Kendetegn

Frem til 1967 Opvågning Information1968 - 1973 Økologiens tidsalder Organisation1974 - 1980 Social bevægelse Politisering1981 - 1987 Differentiering Specialisering1987 - 1993 Internationalisering Globale spørgsmål1994 - Integration Bæredygtig udvikling

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der er sket siden 1994, samt hvad ændringerne iopfattelsen af bæredygtig udvikling siden da har betydet for opfattelsen af den folkeligedeltagelse? Ifølge den hollandske politolog, Maarten Hajer, har opfattelsen af bæredygtigudvikling udviklet sig på en særlig måde i det nordvestlige Europa. Den økologiskemodernisering, som han benævner denne opfattelse, bliver dominerende i løbet af90’erne. Fra 80’ernes fokus på en reaktiv, kontrollerende miljøregulering flyttede denøkologiske modernisering fokus over på en offensiv og forebyggende strategi rettetmod produktion og forbrug. Med dette skift blev den hidtidige konflikt mellemmiljøhensyn og økonomi vendt om til at blive et win-win forhold: Bæredygtig udviklingbliver fra at være et problem gjort til lokomotivet, der kan drive den teknologiske oginstitutionelle udvikling af vores samfund fremad. Dermed bliver miljøbevægelsen ikkemere betragtet som en modstander, men som en allieret. Og borgernes aktive deltagelsei transformationsprocessen bliver vigtig. Inddragelse af befolkningen i indsatsen for enbæredygtig udvikling ud fra principper om konsensusbaseret samarbejde og praktiskhandling for miljøvenlige forbedringer passer helt ind i og er udtryk for den økologiskemoderniseringstænkning.

Konsensus-tænkning kan hæmme engagementDen økologiske modernisering var fornyende og skabte en progressiv synergi ibegyndelsen af 90’erne - og bl.a. den folkelige deltagelse udviklede sig som en delheraf. I Danmark medførte det et ‘nyt grønt vækstlag’ bestående af lokale, grønneborgerprojekter, støttet af staten og kommunerne, og med en vis succes med hensyn tilat aktivere den ‘lysegrønne’ del af befolkningen og skabe små, synlige eksempler påforandringer.

Spørgsmålet er imidlertid om dampen har kunnet holdes oppe? Nogle forskere påområdet, der følger udviklingen rundt om i den vestlige, industrialiserede verden, erbegyndt at tale om, at vi nu har nået “the end of environmentalism”. Andre taler omden økologiske modernisering som en selvbedragerisk simulering af, at det går godt,mens vi i virkeligheden er på vej ind i en “post-økologisk æra”. Dette kan både afspejle

63

nationale forskelle, som vi fx også ser mellem de nordiske lande, og tolkes som enmidlertidig bølgedal. I den seneste tid synes klimaproblemerne at give den økologiskemoderniseringstilgang vind i sejlene i USA, hvilket måske via massemedierne er ved atføre til en revitalisering af den i Europa. En revitalisering indebærer imidlertid engentagelse - og spørgsmålet er fortsat om en gentagelse af 90’ernes tilgang til folkeligdeltagelse i bæredygtig udvikling vil bringe os fremad? Der er i hvert fald nogle problemerved den, som vi bør forholde os til.

Et problem er, at den materielle forbrugsvækst negligeres. Forestillingen om denøkologiske modernisering indebærer en tro på, at den øko-teknologiske innovation erhurtigere end væksten i forbrugsmængderne, så vi sparer mere på gyngerne end visætter til på karrusellen. Det har dog endnu ikke været tilfældet, også selvom vi til enbegyndelse har kunnet plukke ‘de lavest hængende frugter’. Dermed kan derargumenteres for, at der snarere end ‘ingen grund’ er ‘god grund’ til nu at ændre fokusi folkeoplysningen om bæredygtig udvikling fra miljøteknisk spareadfærd til livsstils- ogforbrugsudvikling.

Et andet problem for den økologiske modernisering ligger i, at den proklamerede kon-sensus om bæredygtig udvikling, ikke stikker særlig dybt. I USA har man i mange århaft en anti-miljøbevægelse, og i Danmark har vi Bjørn Lomborg, som i en periodevandt stor støtte - ikke mindst hos regeringen. Konsensus synes kun at herske mellem‘de gode kræfter’, hvis dominans i værste fald kan skabe en modreaktion i stedet for enringspredning. Dertil kommer, at konsensus har det med at indsnævre perspektivet tilde små, lette, synlige og rentable miljøprojekter som alle kan være med på, mens værdi-dilemmaerne og de strukturelle barrierer negligeres. Det er et problem i forhold til atkomme videre i retning af en bæredygtig udvikling, og det er også et problem i forholdtil ønsket om at engagere borgerne, fordi gentagelsen af de samme små lette sparerådrisikerer at ende som en triviel moralisme. I begyndelsen af 90’erne gav konsensus-følelsen ny dynamik og et bredere engagement, men spørgsmålet er, om vi er ved atvære der, hvor kravet om at tage udgangspunkt, der hvor der allerede er konsensus,hæmmer mere end det fremmer? Spørgsmålet er, om den økologiske moderniseringmed sin konsensus-tænkning efterhånden har ført til en inddefinering oginstitutionalisering af den folkelige deltagelse i bæredygtig udvikling i de etableredesystemer, hvilket gør den pæn, ufarlig, udynamisk - og dermed også utilstrækkelig? Fraet folkeoplysningperspektiv var der måske mere dynamik i at bringe modsætningernefrem og bearbejde dem konstruktivt og demokratisk?

Situationen i dagLøbende undersøgelser af den norske befolknings miljøengagement viser, atbekymringen for miljøet efter at være faldet i en årrække nu så småt igen begynder atvokse. Samtidig med dette skift i bekymringsniveauet ses der ikke en tilsvarende væksti ønsket om et stærkere miljøværn. I løbet af 90’erne faldt støtten til en forstærketmiljøpolitisk indsats, og den er altså ikke steget igen. Det er nærliggende, at det hængersammen med en samtidig voksende tiltro til den offentlige miljøforvaltning. Hverkenbestræbelserne på at engagere befolkningen i løbet af 90’erne eller den nu voksendemiljøbekymring har ændret ved engagementet i personlig miljøvenlig adfærd. Det har

64

holdt sig nogenlunde på samme niveau. Der er heller ikke sket nogen synderligeændringer i fordelingen mellem dem, som personligt lægger vægt på at gøre noget formiljøet, og dem som ikke gør. Det er fortsat to stort set lige grupper. Denne stabilitet -eller stagnation om man vil - bør desuden sammenholdes med, at der sideløbende ersket en vækst i materialistiske holdninger og en dertil knyttet faldende villighed til atgive afkald på varer og tjenester af hensyn til miljøet.29

Der er nogle mindre forskelle, men i hovedtræk er udviklingen den samme i de øvrigenordiske lande. Tager vi derfor udgangspunkt i det, fremstår den aktuelle udfordringsom:

1. Et spørgsmål om, hvordan den aktuelt voksende bekymring kan gøres produktivi form af et aktivt engagement i stedet for at føre til en afmægtig fortrængning?

2. Et spørgsmål om, hvordan dette gøres, så der rykkes ved tendenserne til delegeringaf ansvaret over på myndighederne, til fastlåsthed i aktivitetsniveauet (dvs. atdet fortsat er de samme folk, der gør det samme) samt til utilbøjelighed til atinddrage den materielle forbrugsudvikling i problematikken?

For at finde kvalificerede svar på disse spørgsmål, må vi forholde os til de aktuellebetingelser for at engagere befolkningen. Fire forhold skal fremhæves her:

1. Massemedierne spiller en afgørende rolle: I Eurobarometers undersøgelse fra2004 blev de finske, svenske og danske respondenter bedt om at angive deres trehovedkilder til information om miljøet. Hvor TV-nyhederne blev angivet af 83% afdanskerne, 81% af svenskerne og 76% af finnerne, lå informationsmateriale på19% for svenskerne og finnerne og på 15% for danskerne. Lokale begivenhedersom konferencer, udstillinger, festivals m.v. lå på 4% for finnerne og 3% for svenskereog danskere. Dette anskueliggør, at det er problematisk at se på den lokalefolkeoplysning isoleret fra påvirkningerne fra massemedierne. Massemedierne erimidlertid ikke nødvendigvis en støtte. Bæredygtig udvikling er ikke nødvendigvisdet, der sælger bedst. Kritikken af den kan være mere spændende, set fra etnyhedsmedies synspunkt. Dertil kommer, at andre dagsordener - som fx de etniskekonflikter - trænger sig på. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der fortsat kangive bæredygtig udvikling dynamik og opmærksomhed i massemedierne. Med detvoksende antal konkrete eksempler på klimaforandringer og den eskalerede debatherom i USA ser det ud som om massemedierne i de nordiske lande påvirkes til atprioritere dette centrale tema i bæredygtig udvikling højere. Dette kan vise sig hurtigtat rykke ved engagementet. En helt ny dansk opinionsundersøgelse viser således,at den danske befolknings voksende bekymring over klimaproblemerne nu gør dettil det næsthøjest prioriterede politiske problem, kun overgået af velfærdspolitikken.Dette er nyt, eftersom miljøpolitikken i en årrække har ligget langt nede påprioriteringslisten.

2. Det snævert lokale perspektiv er svært at motivere på: Når folk bliver spurgt,hvad man kan gøre for at engagere borgerne i bæredygtig udvikling, svarer detypisk, at der skal informeres mere om, hvad man kan gøre i hverdagen.

29 Se Ottar Helleviks artikel i dette skrift for en mere udførlig beskrivelse af resultaterne af hansstatistiske undersøgelser.

65

Tilsyneladende tænker de her mere på andres behov end på eget. I Eurobarometersundersøgelse fra 1999 svarede således ca. 2/3 af respondenterne fra Danmark,Sverige og Finland, at de ved nok. Ser vi på motivationen for miljøhandlinger ilokalområdet og kommunen, så viser en Eurobaromenter undersøgelse fra 2004,at den nationale indsats samt EU’s indsats vurderes som langt vigtigere end denlokale indsats. Det kan være en af grundende til, at det er svært at engagere borgernei lokal bæredygtig udvikling. Omvendt er det ikke nødvendigvis nemt at engageredem i beslutninger, som tages langt væk. Udfordringen kan være at få kobletniveauerne, så aktiviteten fortsat kan være lokal, men med relation til beslutningerom bæredygtig udvikling på de andre niveauer.

3. For en del borgere er motivationen i orden, men tiden et problem: Som modernemennesker er vores problem ikke, hvad vi ikke må, men hvad vi ikke kan nå.Problemerne med tidspres og stress er vokset og udgør også et vilkår for den folkeligedeltagelse i bæredygtig udvikling. Den tid danskerne bruger i lokalsamfundet ellerpå at være gæster er reduceret fra 11/2 time til en 1/2 time om dagen siden 1987.Det ser ud til, at danskerne adskiller sig ved at arbejde mere, mens fritiden er øgetfor svenskerne og nordmændene. Men mere fritid kombineret med flere pengegiver øget forbrug - og forbrugsaktiviteternes vækst kan derfor også medføre tidspresog stress. Det kan være et problem i forhold til at få folk til at bruge tid og energi påbæredygtig udvikling, men det kan omvendt også rumme et potentiale, hvistidsproblematikken inddrages i bæredygtig udvikling som et spørgsmål om atforbedre livskvaliteten på måder, som samtidig kan reducere forbrugetsmiljøbelastning.

4. Professionelle organiserer i stigende grad inddragelsen af borgerne: Hvad entendet er på arbejdspladsen, i kommunen, i boligområdet, i foreningslivet eller i forholdtil den private husholdning, så er antallet af ansatte eller selvstændige konsulenter,som fungerer som ‘mediatorer’, vokset. En mediator har til opgave ‘at bringe sagenud til folk og folk ind i sagen’. I forhold til involveringen af borgerne i bæredygtigudvikling har mediatorerne altså en nøglerolle:

• De er oversættere, idet de bearbejder og tilrettelægger sagens indhold medhenblik på at fremme borgernes deltagelse.

• De er netværkere, idet de fungerer som kontaktskabere og koordinatorer mellemborgere og andre lokale aktører.

• De er igangsættere, idet de har ansvar for at involvere folk i nye initiativer, somskal føre til udvikling.

• Og de er facilitatorer, idet de skal fungere som ressourcestøtte og dialogskabere,der kan hjælpe med at overvinde barrierer og bringe processen videre.

Disse roller kræver en række forskellige kompetencer. Selvom der findes folk medmange gode kompetencer, og selvom der findes diverse relevanteefteruddannelseskurser for dem, så mangler der regulære uddannelsesmuligheder,som kan sikre, at de kan håndtere de særlige udfordringer, som den folkeligedeltagelse i bæredygtig udvikling indebærer.30

30 I baggrundsrapporten beskrives fire dilemmaer,

66

Nogle mulige veje fremSom det er blevet beskrevet, er den aktuelle situation hverken entydig god eller dårlig.Der er potentialer, vi kan udnytte, og barrierer som kræver nytænkning. I det følgendevil jeg på den baggrund meget kort opridse nogle mulige svar på, hvad de næste skridtkunne være. De er uddybet og begrundet i baggrundsrapporten, men også her er dertale om ufærdige forslag, hvis hensigt er at åbne for en kreativ tænkning i forskelligeveje frem. Udgangspunktet er, at der ikke er én rigtig vej. Vi må droppe vanen med attænke lineært i årsag-virkning og i stedet tænke i, hvordan forskellige typer indsatserkan spille sammen i dynamiske konstellationer.

Uanset hvilke veje vi vælger, er en nødvendig forudsætning, at der findes ressourcer,der står mål med opgavens karakter. Somme tider fremstilles bæredygtig udviklingparadoksalt nok som det mest luksusagtige, vi kan tænke os: Det, vi vil ofre lidt tid ogpenge på, når alt det andet ‘nødvendige’ er gjort. Her kan det igen være på sin plads atminde om vores historiske særegenhed: Noget af det unikke ved de nordiske lande harværet, at folkeoplysningen - og dermed borgernes deltagelse i demokratiet - har væretdrevet af sociale bevægelser, som har skabt rum for deltagelse og læring påfolkehøjskoler, i studiekredse og på aftenskoler - og har gjort det med statsstøtte.Spørgsmålet er, om vi med tidens fokus på ‘new public management’ er villige til atfortsætte denne tradition? Hvis vi er det - så kan det åbne for følgende veje frem:

Den første hovedvej bygger på en tillid til den økologiske moderniseringsproces ogfastholder de bedste erfaringer herindenfor med at engagere borgerne i konkrete,praktiske miljøforbedringer, som der er umiddelbart konsensus om. Den handler altsåom at forstærke, udbrede og give mere tid til den allerede påbegyndte indsats. Hovedvej1 kan have flere spor - her følger fem muligheder:

1. Gør som pionér-kommunerne - og fortsæt! Der findes kommuner i de nordiskelande, som har vist, at det kan lade sig gøre at involvere borgere og skabebæredygtige forandringer. Disse ‘best practices’ kunne synliggøres samt udbredestil alle kommuner ved hjælp af gulerod og pisk fra statens side.2. Gør det nemt og synligt! Borgernes medvirken skal gøres nemmest mulig,fordi betingelserne i dag som nævnt er, at mange lever et fortravlet liv. Teknologiskfornyelse og strukturudvikling er midlet hertil. Samtidig kan effekterne registreresog synliggøres, så den enkelte borger kan følge med og opleve nytten.3. Udbred kendskabet til de gode alternative eksempler! Rundt om i Norden findesmasser af ‘gør-det-selv’ mennesker, som med ildhu og kreativitet har bidraget tiludviklingen og brugen af miljøvenlige teknologier i boliger og lokalsamfund. Gennem

Tre hovedveje videre frem:

1. Vi fortsætter som hidtil - men øger og kvalitetsforbedrer indsatsen

2. Vi bryder med konsensus-kravet og revitaliserer den folkeoplysende debat

3. Vi går nye veje og kobler folk på tværs af lokalsamfund vha. de nye massemedier

67

demonstrationsprojekter - i nogle tilfælde støttet af det offentlige - er deres godeeksempler formidlet videre til andre borgere31. I fremtiden kunne dette styrkes vedi højere grad at inddrage den sociale dimension: Gode eksempler på hvordanmoderne menneskers krav om selvrealisering og livkvalitet kan kombineres medmiljøvenlighed.4. Understøt den folkelige kreativitet med kvalificerede med- og modspil!Top-down borgerinddragelse skaber let modvilje, mens understøttelse af borgernesegne initiativer (bottom-up) let fører til projekter, der hænger fast i deres nuværendeviden, værdier og lokale interesser. En måde at overvinde dette dilemma på handlerom at koble en uafhængig 3. part på med ansvar for at skabe dialogen mellemkommune og borgere. Det kan kvalificere både de lokale udviklingsprojekter ogborgernes læreprocesser.5. Frem borgernes indflydelse ved hjælp af kooperativer! Initiativer til fremmeaf den folkelige deltagelse får let en idealistisk karakter, som ikke tages seriøst. Dennordiske tradition for kooperative organiseringer kunne gives nyt liv og fremme en‘økonomisk empowerment’ af borgerne. Samtidig kunne traditionen tilføres nymening ved på non-profit basis at sigte mod at fremme lokale bæredygtige løsninger.Der findes allerede gode eksempler - fx vindmøllelaug - men det kan udvikles videre.I England er der flere hundrede eksempler på, at den aktive involvering af borgerneudvikles gennem etablering af ‘development trusts’ til fremme af lokal bæredygtigudvikling.

Den anden hovedvej indebærer ikke nødvendigvis en afvisning af hovedvej 1 og dens 5spor, men dog et ønske om at bringe processen videre fra de positive praktiske løsningertil et folkeligt engagement i at få bearbejdet og løst nogle af de dilemmaer og barrierer,som hæmmer en bæredygtig udvikling. Grundtanken her er med andre ord at forsøgeat revitalisere folkeoplysningen som demokratisk debat- og dannelsesinstitution. Denhovedvej kunne fx bestå af følgende 3 spor:

6. Udskift de grønne missionærer med demokrati-mediatorer! Grønne ildsjæleog professionelle med faglig baggrund i natur og miljø er ikke nødvendigvis debedste til at organisere folkelig deltagelse i bæredygtig udvikling. Det bliver let tilaktiviteter for interesse- og meningsfæller. I stedet kunne staten støtte uddannelsenog brugen af professionelle mediatorer, hvis faglige kompetence hovedsageligthandler om at kunne facilitere demokratisk og folkeoplysende dialog om bæredygtigudvikling. Det vil indebære et skift fra en opfattelse af folkelig deltagelse i bæredygtigudvikling som et spørgsmål om miljøinformation baseret på sikker viden, til enopfattelse af bæredygtig udvikling som en fortsat socio-kulturel læreproces, hvormediatorerne som folkeoplysere skal sikre en alsidig refleksion og håndtering afden usikre viden, samt de risici, dilemmaer og etiske spørgsmål, som kendetegneremnet.7. Sæt lus i skindpelsen! Når udgangspunktet tages i det, der er konsensus om,risikerer engagementet at falde, ligesom vigtige emner som fx den materielle

31 Norske Stiftelsen Idébanken har i deres database et væld af sådanne gode eksempler. Jfr. også utvalget idette skrift.

68

forbrugsvækst undgås. For at tilføre processen dynamik og mening kunnefolkeoplyserne vove at ‘sætte nogle lus i skindpelsen’. Ikke destruktivt, men ved atprovokere på en produktiv måde: Bæredygtig udvikling indeholder mange barrierer,modsatte interesser og værdier, risici som indebærer svære valg, dilemmaer fordiman gerne vil både det ene og det andet. Også tidligere har det væretfolkeoplysningens opgave at tage aktuelle udfordringer op, og skabe rum for ensaglig og informeret debat med henblik på at engagere borgerne i at finde godeløsninger.8. Gør borgerne politisk ansvarlige! Borgerne inddrages ofte på et for senttidspunkt, hvorved de snarere tildeles en rolle som forbrugere end som medansvarligeborgere. I stedet for at bede dem om at sige ja eller nej til en færdig løsning, kunneman i højere grad lade udgangspunktet være forskellige scenarier og valgmuligheder,som borgerne får medansvar for at vurdere, videreudvikle og - i sidste ende - vælgeimellem.

Den tredje hovedvej kan kobles sammen med både den første og den anden, menbryder med forestillingen om den lokale offentlighed som rum for borgernes deltagelseog lægger i stedet vægt på den nye virtuelle medievirkelighed som både et afgørendevilkår og en oplagt mulighed. Den kommer der fire forslag til her:

9. Folkelig deltagelse i cyberspace! I stedet for at se den ny IT- og medievirkelighedsom barriere for lokal deltagelse, kan det måske være på tide at revidere de hidtidigeforestillinger om demokrati og lokalt fællesskab, og bringe folkeoplysningen ioverensstemmelse med den stadigt mere globale, mobile og virtuelle virkelighed.TV, film og internettets interaktive muligheder giver helt anderledes muligheder forat nå bredt ud, skabe demokratisk debat og organisere interessefælleskaber påtværs af lokaliteter.10. Styrk koblingen til det globale perspektiv! Tages udgangspunktet i detlokale, bliver de globale perspektiver let skudt i baggrunden, mens et udgangspunktpå det globale niveau let bliver abstrakt i forhold til den konkrete hverdag. Svaretpå begge dele kan være at lægge vægten på forholdet mellem det lokale og detglobale. Dvs. synliggøre hvordan det lokale liv og de globale forhold er indvævet ihinanden - økologisk, økonomisk, socialt og politisk. Der findes gode eksempler påat det kan lade sig gøre: Venskabsby relationer med et bæredygtighedsperspektiver en mulighed. Personlige relationer til folk i den 3. verden er en anden. Fair-tradeer en tredje. Internettet rummer store muligheder for samarbejde mellem skoler,eller for at synliggøre, hvordan forskellige produkter bliver til.11. Prioritér ældre og indvandrere som målgrupper! Lokale aktiviteterhenvender sig typisk til borgerne som en stor målgruppe. Men der er målgrupper,som måske bedre nås på tværs af lokale forhold. Tag fx de ældre, som i stigendegrad er aktive, har tid og penge. De har egne organisationer, men ingen der direktearbejder med deres involvering i bæredygtig udvikling. Tag indvandrene: De etniskebrydninger har af gode grunde et enormt mediefokus. I stedet for at det overdøverspørgsmålet om bæredygtig udvikling, kunne der gøres mere for at koble de toperspektiver med hinanden.

69

12. Sæt turbo på uddannelse for bæredygtig udvikling. UNESCO har erklæret2005-2014 for tiåret for uddannelse for bæredygtig udvikling. Uddannelse er nøglentil bæredygtig udvikling, og selvom der er gjort noget på den front, er der også iNorden lang vej igen, før alle uddannelser på alle områder - og ikke kun i naturfag- har integreret bæredygtighedsperspektivet.

Som nævnt, er disse 12 veje frem lidt fyldigere beskrevet i baggrundsrapporten. Så læsmere her. Tænk videre: Kritiser, kombiner, sorter og tilføj!

70

Kap. 8Medborgerskab og folkeoplysning i europæiskperspektiv

Rasmus Kolby Rahbek

Gennem de senere år har der været et voksende fokus på begrebet medborgerskab.Særligt er begrebet i stigende grad blevet brugt som pædagogisk ideal i både enundervisnings og en dannelsesmæssig sammenhæng. Medborgerskab ses her ofte somnært affilieret med tanken om demokratisk dannelse og bliver som sådan brugt i alskenssammenhænge lige fra at lære folkeskoleklasser om god opførsel overløsningsmuligheder af integrationsproblematikker til tanker om etableringen af et globaltcivilsamfund.

Det er imidlertid slående, hvor lidt man i denne debat har været fokuseret på at forståmedborgerskabsbegrebet i en europæisk sammenhæng32. Godt nok taler man ifolkeoplysningskredse om vigtigheden af (ud)dannelse i europæisk medborgerskab ogetablerer kurser i samme, men når det kommer til stykket, eksisterer der meget fåforsøg på systematisk at forstå, hvad der egentligt ligger i begrebet europæiskmedborgerskab - i hvert fald på dansk. På internationalt niveau findes der efterhåndenbunker af forskning i European citizenship33. Spørgsmålet er imidlertid, om vi udenproblemer kan oversætte disse indsigter direkte til en dansk/nordisk kontekst.

Indledningsvis kan man sige, at der er to begrebslige afklaringer der er nødvendige forat belyse europæisk medborgerskab. For det første, hvad menes der med deteuropæiske? Har det europæiske en særlig tilknytning til EU’s institutionelle apparat,og er det dermed noget der primært tilkendes borgere i EU’s medlemslande, eller vedrørerdet europæiske alle der kalder sig europæere og mener at indgå i en europæisk kontekst?For det andet, hvad menes der med medborgerskab? Er medborgerskab udtryk for enbestemt type medlemskab eller henviser det til en særlig form for samfundsmæssigageren? Er medborgerskab et politisk, et juridisk, et kulturelt, eller et socialt begreb -og kan man skelne mellem disse? Antager medborgerskab forskellige former i forskelligekontekster?

32 I antologien Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse (Korsgaard 2004a), der kommer omkringmange af medborgerskabsbegrebets aktuelle problemstillinger, er det iøjnefaldende, at europæisk medborgerskabikke bliver behandlet selvstændigt og kun yderst sporadisk dukker op antologiens artikler.33 For en række forskellige tilgange eksempelvis O’Leary 1996, Eder & Giesen 2001, Bellamy & Warleigh 2001,Balibar 2004.

71

Nu kunne man hævde, at denne type begrebslige afklaringer blot er udtryk for akademisknavlepilleri, idet vi alle sammen har en umiddelbar idé om, hvad der menes medeuropæisk medborgerskab. Men når vi kigger nærmere, bliver det tydeligt, at det måskealligevel ikke er så åbenlyst, hvad begrebet dækker over. Hvis vi tager udgangspunkt ide ovennævnte spørgsmål, vil de fleste formodentligt være enige i, at det europæiskeer andet og mere end, hvad der specifikt hidrører under EU. Men når vi taler omeuropæisk medborgerskab henvises der (ofte indirekte) til den særlige status, somborgerne i EU har fået med Maastricht-traktaten (eller Unionsborgerskabet som jeg vilkalde det i det efterfølgende for overblikket skyld34), og dermed er der tale om etbegreb der kun angår statsborgere i lande der er medlemmer af EU. På den anden sidevil de fleste være enige i, at medborgerskab indebærer en lettere udefinerbar kombinationaf et medlemskab og en særlig samfundsmæssig ageren, og dermed ofte implicererbåde kulturelle, politiske og sociale elementer. Men det europæiske medborgerskab,som det er defineret i traktaterne (Unionsborgerskabet) er primært af juridisk karakter,og vedrører først og fremmest de rettigheder, som borgere i EU lande kan nyde godt afinden for EU’s territorium35 og indeholder som sådan ikke nogen idéer om et særligtkulturelt tilhørsforhold eller en bestemt samfundsmæssig ageren. I en dansk kontekstkendestegnes de få forsøg der er gjort på en systematisk undersøgelse af begrebeteuropæisk medborgerskab da også af en udpræget juridisk rettighedstænkning.36Denne juridiske udmøntning af Unionsborgerskabet gør, at det i sine konsekvenserkommer til at minde mere om det, man på dansk vil kalde statsborgerskab.

Når man derfor i folkeoplysningens navn vil (ud)danne til europæisk medborgerskab,må der altså ligge andre tanker bag, end det der udtrykkes i traktaterne omUnionsborgerskabet, idet man ellers ville kunne nøjes med et kort brevkursus om EU’sgrundlæggende rettigheder.

Fra nationalt til europæisk medborgerskabHvis denne forståelse af europæisk medborgerskab som noget andet og mere endUnionsborgerskabet imidlertid skal give mening, må den nødvendigvis tildeles et indhold,som retmæssigt kan fylde begrebet ud. Diskussionerne om et europæisk medborgerskabtager sig da også som oftest ud som en sammenligning mellem det medborgerskab vikender i traditionelle nationale gevandter og så mulighedsbetingelserne for et europæiskmedborgerskab.

34 På engelsk kaldes denne særlige status konsekvent for citizenship, men i de dansksprogede udgaver afdiverse dokumenter og traktater fra EU oversættes begrebet både til Unionsborgerskab og EuropæiskMedborgerskab, uden at der synes at være nogen indre logik for, hvornår den ene oversættelse vælges frem forden anden. I det hele taget er der en række oversættelsesproblemer i denne forbindelse. Jeg skal kommetilbage til denne problematik senere.35 Her er først og fremmest tale om de såkaldte grundlæggende rettigheder der primær indbefattermenneskerettighederne og de fire såkaldte frihedsrettigheder: Fri bevægelse af arbejdskraft, fri etableringsret,fri udveksling af tjenesteydelser, og fri varebevægelse. Derudover giver Unionsborgerskabet ret til at deltage ivalg til Europa Parlamentet samt lokalvalg, hvis man opholder sig i andre EU-lande end ens hjemland. Desudennævner traktaten også, at det europæiske medborgerskab eller Unionsborgerskab omfatter en række pligter,men disse er ikke specificerede nogen steder.36 Dette er eksempelvis tilfældet med Marlene Winds artikel om europæisk medborgerskab i antologien “Europafor folket - EU og det danske demokrati” (Wind 2002) der udkom som en del af Magtudredningen.

72

Diskussionen balancerer derfor mellem på den ene side, i hvilket omfang vi må fastholdeen traditionel forståelse af medborgerskab for at det overhovedet er rimeligt at beholdebegrebet frem for at komme op med et nyt begreb for det medlemskab og densamfundsmæssige ageren, som måtte finde sted på europæisk niveau. På den andenside drejer det sig om, hvilken frihed der gives i definition af begrebet, når det anvendesi en ny og anderledes kontekst.

Det er klart, at vi ikke blot kan kalde hvad som helst for medborgerskab. Men samtidigviser en række studier af medborgerskabsbegrebets brug i forskellige europæiske lande,at der er en række variationer af, hvorledes man konkret anvender dette begreb iforskellige nationale kontekster.37 Også teoretisk har man forstået medborgerskabs-begrebet på meget forskellig vis. Der har således været stor forskel på, om man har lagtvægt på medborgerskab som henholdsvis rettigheder, medlemskab eller samfunds-mæssig deltagelse, og dermed - lettere forenklet - om man har tilsluttet sig en liberal,en kommunitaristisk eller en republikansk teori om medborgerskab.38

Argumentet om, at europæisk medborgerskab ikke findes eller ikke kan etableres fordidet ikke indeholder de samme attributter som det nationalstatslige medborgerskaboverser derfor, eller undlader at gøre opmærksom på, at det nationale medborgerskabbestemt ikke er en entydig størrelse. At der dermed skulle være åbnet rum for at forståeuropæisk medborgerskab som en selvstændig størrelse, er imidlertid ikke det sammesom at postulere eksistensen af et sådant medborgerskab.

Jeg vil som nævnt ovenfor foreslå, at man skelner mellem et europæisk medborgerskabog så det såkaldte Unionsborgerskab, men at man samtidig lader dem indgå i etkomplementært forhold, der på sin vis kan minde om det forhold der traditionelt ermellem medborgerskab og statsborgerskab. Eller sagt på en anden måde: At europæiskmedborgerskab og Unionsborgerskabet tilsammen udgør det som kan kaldes europæiskcitizenship.39 Dermed bliver det også tydeligt, at de rettigheder, som tildeles deeuropæiske borgere via traktaterne kun udgør én del af dette samlede europæiskecitizenship. Disse er selvfølgeligt vigtige og er med til at give EU denne særlige status afhverken at være en nationalstat eller en international organisation. En ensidig fokuseringpå dette rettighedselement overser imidlertid den rolle, som medborgerskabet spiller iselve konstitueringen af den politiske enhed som EU udgør, gennem disse medborgeresformuleringer og diskussioner af forskellige syn på det samfund de lever i, eksempelvisderes rettigheder som EU-borgere.40

37 Se eksempelvis Lineages of European Citizenship (red. Bellamy & Castaglione 2004) som undersøger citizenshipi elleve forskellige europæiske lande.38 En traditionel opdeling af de forskellige teoretiske forståelser af begrebet findes bl.a. i What is Citizenship?(Heather 1999).39 Jeg beklager denne lidt uskønne sammenbladning af engelsk og dansk. Men på sin vis illustrerer det engelskebegreb citizenship ganske udmærket, hvorledes der fra en overordnet betragtning er tale om en helhed ellersammenhæng, hvorimod de danske begreber medborgerskab og statsborgerskab illustrerer den dobbelthedsom det engelske begreb implicit opererer med, men om det i sig selv har svært ved at gøre opmærksom på.Jeg tillader mig derfor at anvende begrebet citizenship i mangel af et tilsvarende dansk begreb.40 Bellamy 2001.

73

Som sådan kommer medborgerskabsbegrebet til at spille en central rolle i dendemokratiske legitimering af de politiske institutioner. I denne forståelse afmedborgerskabsbegrebet vil fraværet af et aktivt medborgerskab således væremedvirkende årsag til de politiske institutioners demokratiske underskud, uanset omder måtte eksistere et nok så udbygget katalog af rettigheder. For at give et eksempelkunne man nævne, at EU’s institutioner ikke gives nogen demokratisk legitimitet ved athave udstyret medlemslandenes borgere med retten til at stemme ved Europaparlaments-valgene, hvis ikke borgerne rent faktisk gør brug af denne rettighed og gør deres stemmegældende.

Dette element af det europæiske medborgerskab, det vi kunne kalde densamfundsmæssige ageren, adskiller sig ikke synderligt fra medborgerskabet rolle i ennational kontekst. Det kontroversielle punkt er derimod, hvorledes vi skal forståsammenhængen mellem den del af medborgerskabet som vedrører medborgerskabsom medlemskab eller fællesskab og så udviklingen af en europæisk identitet. Ofte vilforståelsen af et sådant europæisk medlemskab på borgerniveau, der række ud overtildelingen af mere eller mindre abstrakte rettigheder, således beskyldes for at manglehelt afgørende elementer for at en sådan fællesskabsfølelse skulle kunne etableres.Særligt peges der her på manglen af kulturelle enhedsstørrelser som fælles sprog oghistorie, men også på manglen af regulære værdier og symboler som en sådan fælleseuropæisk identitet kunne samles om.41 Og skulle man kunne pege på sådanne værdier,ville disse ofte beskyldes for at være resultatet af mere eller mindre kluntede forsøg påfra især Kommissionens side, at presse symboler og værdier ned over hovedet på folk.42

I en national sammenhæng forstås medborgerskab ofte grundlæggende som etmedlemskab oven på hvilket, man så kan anlægge en bestemt samfundsmæssig ageren- en politisk kultur om man vil. I den forståelse af medborgerskab ses den nationalekultur i form af fælles etnicitet, sprog og historie som det bærende i samfundet, detfælles der gør, at man så at sige vil ofre sig for hinanden internt i fællesskabet. Kritikerneaf forsøgene på at etablere et europæisk medborgerskab vil derfor ofte hævde, at i ogmed der ikke eksisterer et sådant bærende element af etnicitet, sprog og historie samtfælles værdier og symboler på europæisk plan, mangler man det fundament, hvorpåen mulig europæisk politisk kultur ville kunne formes. En af de skarpeste formuleringeraf denne kritik findes hos Anthony D. Smith som afviser eksistensen af en europæiskidentitet ved at stille det lettere retoriske spørgsmål: “Hvem vil dø for Europa?”43

Eftersom dette spørgsmål næppe besvares entydigt bekræftende af de europæiskeborgere, må man altså enten affærdige forsøgene på at etablere en europæisk identitetog politisk kultur eller forsøge at formulere disse begreber på en anden måde end deter sket indenfor nationalstatens rammer. I et forsøg på at følge den sidste strategi,kunne man stille det spørgsmål, om medborgerskab nødvendigvis skal forstås som

41 Smith 199542 Den nu vragede forfatningstraktat opererede da også med et selvstændigt kapitel der fastlagde Unionenssymboler.43 Smith 1995, p.139. Det er imidlertid en overvejelse værd, om Anthony D. Smith med kravet om denneultimative opofrelse som betingelse for fællesskabet uforvarende kommer til at aflive mulighedsbetingelsernefor nationale fællesskaber, idet man kunne spørge, om folk i dag er villige til at dø for nationen?

74

grundlæggende en særlig identitet oven på hvilken man så kan anlægge en politiskkultur? Kunne det tænkes, at det var muligt at lade den politiske kultur være det grundlaghvorudfra en fælles identitet lod sig udvikle? Dermed ikke sagt, at man som ved ettrylleslag pludseligt har fremkaldt en europæisk identitet og en særlig europæisksamfundsmæssig ageren. Men man har i det mindste opnået dette, at man vil kunneaffærdige kritikere der hævder, at disse elementer aldrig vil kunne etableres på europæiskniveau, medmindre man skabte én stor europæisk nationalstat.

Men hvis grundlaget i et sådant medborgerskab ikke skal bestå af kulturelleenhedsstørrelser som nævnt ovenfor, hvad skal det så fyldes ud med? Her er det klart,at de værdier der udtrykkes med det rettighedskatalog som anføres i EU’s traktaterkommer til at spille en central rolle. Disse rettigheder skal dog ikke nødvendigvis bærebyrden alene. Hvis det centrale element af medborgerskabsdelen af det europæiskecitizenship som nævnt ovenfor er, at europæiske borgere deltager aktivt i densamfundsmæssige debat gennem formuleringer og diskussioner af visioner forsamfundets indretning, og derigennem er med til at legitimere det politiske system,men også konstant medvirker til at konstituere dette system, så er disse medborgereselv med til at skabe de værdier, som en europæiske politisk kultur vil komme til atbestå af. Ja, man kunne endda sige, at den politiske identitets værdier netop er dette,at borgerne selv konstituerer og legitimerer det politiske system, de er en del af.

De værdier som en europæisk politisk kultur, og i sidste instans en europæisk identitet,vil bestå af, er således ikke fastlagte én gang for alle, men skabes og genskabeskontinuerligt på europæisk niveau gennem de diskussioner og forhandlinger der findersted i offentligheden.

Med et sådant synspunkt har man imidlertid åbnet en ladeport for kritiske kommentarerog postulater om umuligheden af et sådant projekt. For hvis ambitionen om at formulereet europæisk medborgerskab er afhængig af eksistensen af en europæisk offentlighedog måske endda et europæisk civilsamfund, ja, så er det lige så utopisk som at findefolk der vil dø for Europa. Som regel fremhæves her igen manglen på fælles sprog oghistorie som argumenter for, hvorfor en sådan offentlighed er umulig.

Spørgsmålet er imidlertid, om etableringen af en sådan europæisk offentlighed er såumulig som det ofte hævdes. Igen må vi som med medborgerskabsbegrebet spørge til,om offentlighedsbegrebet for at give mening nødvendigvis skal forstås på nøjagtigsamme måde, som det bliver forstået i nationalt regi.44 Offentligheden behøves såledesikke ses som én stor altomfavnende helhed.45 I stedet kan offentligheden forstås bådesom niveaudelt og mangetydig - som et netværk af offentligheder eller en offentlighedaf offentligheder. Som sådan kan man tale om en dansk europæisk offentlighed elleren tysk, spansk, finsk eller græsk ditto, men med den tilføjelse, at disse forskellige

44 Igen vil man her kunne argumentere for, at der i forskellige nationer eksisterer ikke én men mange forskelligemåder for hvorledes offentligheden fungerer, uden at vi dermed vil diskvalificere eksistensen af begrebetanvendelighed.45 Selv i nationale sammenhænge er det særdeles sjældent, at offentligheden udgør én samlet helhed.

75

europæiske offentligheder vil være forbundne som i et netværk, og derfor vil der findeinformationsudveksling sted mellem de forskellige offentligheder. Internt i disseeuropæiske offentligheder vil man kunne diskutere europæiske spørgsmål med denvinkel, som nu engang har relevans for den pågældende offentlighed. At dissedeloffentligheder ofte er vinklede i deres syn på det europæiske, er ikke det sammesom at de er isolerede. Som sådan tilflyder der disse deloffentligheder ny informationudefra, hvad enten denne kommer fra et overordnet europæisk niveau eller fra andredeloffentligheder. På samme måde kan diskussioner, der oprindeligt havde deres udspringi en specifik deloffentlighed sprede sig både til andre deloffentligheder, men også til etoverordnet europæisk niveau.46

Men også på et andet niveau kan man finde eksempler på europæiske netværk, deroverskrider en snæver national tolkning, og som i deres virke påvirker på den europæiskeoffentlighed, men som også mere direkte er med til at skabe en europæisk politiskkultur. Der findes således europæiske netværk i form af institutioner (museer, hospitaler,universiteter, brancheorganisationer etc.), i form af professioner (jurister, bønder,skolelærere, havnearbejdere etc.), i form af interessegrupper (patienter, aktivister,lobbyister, minoriteter etc.) eller i form af politiske netværk (lokale, regionale, nationale,partipolitiske, oppositionelle etc.). Alle disse netværk, som må forstås som interntforbundne gennem individer, der er medlemmer af flere netværk på en gang, står irelation til den europæiske offentlighed, og deltager aktivt i diskussioner om samfundetsindretning.

Udviklingen af en europæisk offentlighed af offentligheder og af et stadigt tætterenetværk af de europæiske borgere på en lang række områder, er således med til atskabe grundlaget for en særlig europæisk samfundsmæssig ageren og dermedmulighedsbetingelserne for, at disse europæere også måtte se sig selv som en del af etfællesskab.

Folkeoplysningens europæiske potentialeTraditionelt er folkeoplysningen blevet hyldet for sit særlige bidrag til skabelsen af ennational identitet og et velfungerende nationalt demokrati. Som sådan sesfolkeoplysningen ofte som en central aktør i udviklingen af et civilsamfund og endemokratisk offentlighed. I bestræbelserne på at formulere en europæisk identitet oget europæisk medborgerskab, bliver det derfor relevant at spørge til, om folkeoplysningenville kunne spille den samme rolle som central aktør for skabelsen af kollektiv identitetog demokrati i en europæisk kontekst, som tilfældet var i en national kontekst.Det påpeges ofte, at begrebet folkeoplysning ikke giver mening, såfremt det ikke følgesop af en bestemmelse af, hvad begrebet “folk” indebærer.47 For at operere med eneuropæisk folkeoplysningen, må man altså kunne afkræves en redegørelse af hvilket“folk” der skal være genstand for en sådan europæisk folkeoplysning. Man risikereraltså her at løbe ind i en række af de samme problematikker som ved bestemmelse afet europæisk fællesskab eller en kollektiv europæisk identitet.

46 For en mere udfoldet diskussion - både teoretisk og empirisk - af denne måde at anskue en europæiskoffentlighed se Koopmans & Erbe 2004.47 Korsgaard 2004b. Se også Korsgaards artikel i nærværende antologi.

76

En måde at definere et europæisk folk på kunne derfor være at operere med en kollektivpolitisk identitet (et europæisk demos) frem for en kollektiv kulturel identitet (eteuropæisk ethnos). Man vil her kunne benytte sig af samme strategi som foreslåetovenfor, hvor man lader en politisk kultur være det grundlæggende, ovenpå hvilken ensærlig kollektiv identitet kunne udvikles - folket som demos. Med en sådan definitionaf “folket” som demos i en europæisk folkeoplysning er det klart, at ogsåfolkeoplysningen selv vil være præget af, at det er det politiske frem for det kulturelleder leverer sammenhængskraften. Som sådan vil en folkeoplysning, der opererer medet demos som genstand for selve oplysningen, ofte være rette mod netop at oplyse omsamfundsmæssige forhold. En folkeoplysning med et demos som genstandsfelt og etsigte på dannelse til medborgerskab, vil derfor tendere til at lægge sin hovedvægt påden del af medborgerskabet der angår den samfundsmæssige ageren. I forhold til eneuropæisk kontekst kunne man derfor forestille sig, at en sådan folkeoplysning - måskeuforvarende - vil komme til at styrke tendensen til at sætte lighedstegn mellem EU ogEuropa. Man vil derfor kunne spørge til, om en sådan europæisk folkeoplysningudelukkende skulle rette sig mod borgere i EU’s medlemslande.

Hvis en europæisk folkeoplysning vil undgå at falde i en sådan “fælde”, må den derforvære yderst opmærksom på den forskellighed der ligger i det europæiske citizenship imodsætning til traditionelle forhold mellem medborgerskab og statsborgerskab. Nemligat der eksisterer en asymmetri mellem hvem, der er subjekter for de to dele af deteuropæiske citizenship - altså Unionsborgerskabet og europæisk medborgerskab. HvorUnionsborgerskabet som rettighedskatalog kun opererer med borgere i EU’smedlemslande, er grænserne for det europæiske medborgerskab langt mere tvetydige.Hvis europæisk medborgerskab involverer en europæisk samfundsmæssig ageren, erder i princippet intet til hinder for, at det ikke kan omfatte borgere i lande der ikke ermedlemmer af EU. Som sådan kan borgere i eksempelvis Norge uden problemer udviseen europæisk samfundsmæssig ageren gennem deltagelse i diskussioner om europæiskespørgsmål, uden at det kræver at Norge nødvendigvis melder sig ind i EU. Således vilnorske borgere (lige så vel som alle andre) gennem deltagelse i diskussionen omeuropæiske spørgsmål ikke kun medvirke til at europæiske spørgsmål tages op i enspecifik norsk kontekst, men også til en generel diskussion af de europæiske spørgsmålpå et europæisk niveau, og kan som sådan være med til at konstituere det europæiskepolitiske system, uagtet at Norge ikke måtte være medlemmer af EU.48

En europæisk folkeoplysning der er sig bevidst, at det europæiske medborgerskab dendanner til, implicerer en samfundsmæssig ageren, der ikke kun retter sig mod EU’spolitiske system, men også mod en langt mere åben forståelse af et europæisk politisksystem, vil derfor også medvirke til at udvikle en kollektiv europæisk identitet, der på enog samme tid vil stå i relation til både EU og Europa, uden at der sættes lighedstegnmellem de to.

48 Det skal i denne sammenhæng også påpeges, at EU jo ikke er det eneste politiske organ på europæiskniveau i forhold til hvilket, et europæisk medborgerskab kan være med til at konstituere det politiske system. Eteksempel på et langt mere omfattende organ kunne være The Council of Europe som ikke har 27 medlemslande,men 46.

77

Men at ville inddrage det europæiske i folkeoplysningen, kan også ses i en anden ogmåske mindre sammenhæng. Folkeoplysningens europæiske potentiale behøves såledesikke kun at omhandle mulighedsbetingelserne for at operere med en overordneteuropæisk folkeoplysning. Folkeoplysningens europæiske potentiale kan også ligge i atlade folkeoplysningen i dens traditionelle nationale kontekst, indoptage europæiskespørgsmål, diskussioner og aktiviteter som en del af sit virkefelt. Som sådan behøves eneuropæisk folkeoplysning ikke nødvendigvis rette sig med et europæisk folk. Europæiskfolkeoplysning kan lige så vel rette sig mod et dansk folk - eller mod et tysk, spansk,finsk eller græsk folk. I så fald handler europæisk folkeoplysning om, at sætte europæiskespørgsmål til diskussion i en national kontekst.

Som sådan er forholdet mellem en overordnet europæisk folkeoplysning og så en nationaleuropæisk folkeoplysning på sin vis at sammenligne med det overnævnte forhold mellemen overordnet europæisk offentlighed og nationale europæiske deloffentligheder. Ivirkeligheden er der en central, men ofte overset, forbindelse mellem folkeoplysningenog offentligheden som også kan få indflydelse i en europæisk kontekst. En europæiskfolkeoplysning, hvad enten den finder sted på et overordnet europæisk niveau eller i ennational kontekst, kan fungere som alternativ til den type offentlighed som ofte efterlysespå europæisk niveau, nemlig en massemedie-offentlighed. Folkeoplysningens evne tilat bringe borgere i dialog kan således være med til at skabe en anden offentlighed endden offentlighed, som massemedierne ofte synes at have taget patent på.

En europæisk folkeoplysning har således mulighed for at komme til at spille en rollesom facilitator for et aktivt europæisk medborgerskab. At tage springet fra at være ennationalt orienteret folkeoplysning til også at indbefatte en europæisk folkeoplysningkræver imidlertid afklaring.

På den ene side er en begrebslig afklaring nødvendig for at en europæisk folkeoplysningoverhovedet skal blive mulig: Det er således nødvendigt med en intensiveret diskussionaf, hvad begreberne europæisk folkeoplysning og europæisk medborgerskaboverhovedet dækker over, samt hvorledes disse begreber adskiller sig fra deres brug ien national kontekst. Der er ligeledes brug for en afklaring af, hvorledes europæiskmedborgerskab og folkeoplysning kan forstås som selvstændige begreber, der ikkesom sådan gøres til redskaber i en politisk diskussion for eller imod EU, men i stedetplacerer europæisk medborgerskab og folkeoplysning midt i den asymmetri der bådeadskiller og forbinder EU og Europa.

På den anden side kræver det afklaring blandt folkeoplysningens egne institutioner,om man overhovedet vil insistere på, at der er behov for at udforske og udnyttefolkeoplysningens europæiske potentiale: Er man parate til at fastholde, at europæiskmedborgerskab og folkeoplysning overhovedet er en mulighed og dermed tagediskussionen op med dem, der måtte hævde, at disse begreber udelukkende kan forståsi en national kontekst? Man må ligeledes gøre op med sig selv, om man overhovedet vilkaste sig ud i arbejdet med at forstå disse vaneprægede begreber på en ny og anderledesmåde og få dem til at fungere og virke levende også i et europæisk perspektiv.

78

Litteratur

Balibar, Étienne: We, The people of Europe? Reflections on Transnational Citizenship,Princeton University Press, 2004.

Bellamy, Richard & Alex Warleigh (red.): Citizenship and Governance in the EuropeanUnion, Continuum 2001.

Bellamy, Richard: “The ‘Right to have Rights’: Citizenship Practice and the PoliticalConstitution of the EU”, in: Bellamy & Warleigh (red.): Citizenship and Governance inthe European Union, Continuum 2001.

Bellamy, Richard & Dario Castiglione: Lineages of European Citizenship, Palgrave, 2004.

Eder, Klaus & Bernhard Giesen (red.): European Citizenship between National Legaciesand Postnational Projects, Oxford University Press, 2001.

Heather, Derek: What is Citizenship?, Polity Press, 1999.

Koopmans, Ruud & Jessica Erbe: “Towards a European Public Sphere?”, in: Innovation,vol. 17, nr. 2, Carfax Publishing, 2004.

Korsgaard, Ove (red.): Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse, DanmarksPædagogiske Universitets Forlag, 2004a.

Korsgaard, Ove: Kampen om folket, Gyldendal, 2004b.

O’Leary, Siofra: The Evolving Concept of European Citizenship. From Free Movement ofPersons to Union Citizenship, Kluwer Law International, 1996.

Smith, Anthony D.: Nations and Nationalism in a Global Era, Polity Press, 1995.

Wind, Marlene: “Det europæiske medborgerskab”, in: Pedersen (red.): Europa for folket?EU og det danske demokrati, Aarhus Universitetsforlag, 2002.

79

Kap. 9Flexibelt lärande som stöd för demokratioch medborgerlig bildning på 2000-talet

Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg, Ingemar Svensson

Vad ska vi med folkbildningen till på 2000-talet? Har den över huvud taget någotexistensberättigande i en värld där vi dagligen och stundligen och genom otaliga mediaeffektivt bombarderas med nya meddelanden? Har det demokratiska samtaletsstillsamma kunskapsbygge någon plats i en globaliserad värld där den rasandekunskapsutvecklingen kräver mer och mer av avsmalnande specialisering och där motivetför studier allt mer formuleras i termer av poäng och kvalificerade examina? Har, medandra ord, folkbildningen någon roll på 2000-talet och i så fall vilken?

En sådan fråga besvarar folkbildningen antagligen så som den alltid har gjort, attfolkbildningens uppgifter bestäms av folkbildningen själv och detta eftersom den är fri,frivillig och självständig. Uppenbarligen stödjer även staten denna uppfattning. I SUFO2utredningen (SOU 2004:30) rekommenderade utredarna nämligen, i sitt slutbetänkande,att folkbildningen även fortsättningsvis själv skall bestämma över sina egna mål ochmedel. I den folkbildningsproposition som den socialdemokratiska regeringen lade våren2006, bekräftas denna syn på folkbildningens självständighet vad gäller mål ocharbetsmetoder.

Men vad vill då folkbildningen i framtiden? Med en stundtals befriande självdistanssäger man internt att om man samlar tio folkbildare och frågar dem vad folkbildningensuppgift är, får man tio olika svar. Icke desto mindre kan folkbildningen numera besvaraen sådan fråga med ett gemensamt dokument: Folkbildningens framsyn, medunderrubriken Framtidens folkbildning.

Dokumentet har tagits fram i en lång diskussionsprocess runt om i landet och på olikanivåer, det har förankrats ute på folkhögskolor och i lokala studieförbundsavdelningaroch det har slutligen undertecknats av Folkbildningsrådets styrelse och särskilt signeratsav representanter för Landstingsförbundet, Rörelsefolkhögskolornas intresseorganisationoch folkbildningsförbundet, studieförbundens intresseorganisation.

Här tydliggörs att det övergripande uppdraget för folkbildningen i framtiden är attbidra till demokratisk utveckling och förnyelse, till stärkande av folkrörelser och

80

civilsamhälle och minskade klyftor i samhället. Samtidigt betonas att framtidensfolkbildning även måste ta sin utgångspunkt i det faktum att demokratin är en globalangelägenhet. Likaså betonas att en levande demokrati förutsätter kunniga, bildadeoch aktiva medborgare, med förmåga att verka tillsammans med andra.

I denna mening är folkbildningen till skillnad mot annan vuxenutbildning politisk. Ikontrast till ett mer kompetens- och ekonomistiskt tänkande vill folkbildningen betonade medborgarbildande aspekterna. Folkbildningen ser sig själv som en aktiv aktör isamhällets demokratiska processer och företrädare för ett deltagardemokratiskt synsätt.Kopplingen till folkrörelsen och det civila samhället gör detta självklart och naturligt.

Med ett sådant svar kan man, i god mening, tala om att bli vid sin läst. För den som intekänner folkbildningens historia kan vi ju påminna om att det folkliga bildningsarbetetväxte fram i slutet av 1800-talet som ett sätt att skola den bokligt oskolade massan avmänniskor i landet. Detta för att folket skulle kunna ta ansvar för den demokrati somnu nyligen hade erövrats, genom den valda riksdagen, genom den kommunalademokratin, genom den snabbt växande fackföreningsrörelsen som ju skapades avindustrialiseringen. Men också genom frikyrkorörelsen som till stora delar möjliggjordesav den plötsliga frihet från statens kyrka som skapades av skiftesreformerna och genomnykterhetsrörelsen som växte sig stark som en reaktion mot det superi som växte iomvälvningens otrygghet och elände.

Folkrörelserna utvecklade demokratin, men den uppgiften krävde kunskap och för deallra flesta av dem som kämpade för demokratin var dörren till kunskapen stängd.Utbildning som sträckte sig längre än att nödigt kunna skriva, läsa och rabbla kate-kesen var bara förunnat ett fåtal och detta var den framväxande demokratins storahinder, men paradoxalt också dess stora lycka.

Den folkliga kampen för demokrati fick alltså skola sina egna och den studieform somväxte fram var formad av kampen själv. Man samlades i små grupper, informellt ochinte sällan i lönndom. Någon skolad auktoritet fanns sällan, man fick organisera sinastudier själv efter bästa förmåga och man var ju kamrater i kampen. Man ville bort frånförtrycket, om det nu var godsherrens, fabrikens eller byprästens förtryck, och man villefrihet och jämlikhet och då blev också den demokratiska studieformen en självklarhet.Man läste gemensamt, man diskuterade med respekt för varandras erfarenheter ochåsikter och man slapp bli slagen på fingrarna av maktens pekpinne. I stället för enauktoritär katederskola utvecklade man demokratiska studier för att bygga demokratin.Man skapade studiecirkeln.

Nog med historia. Folkbildningen levde vidare och bidrog till att demokratin utveckladesytterligare, välfärden växte och skolan demokratiserades. Den fria och frivilligafolkbildningen gick i allians med den forna fienden, staten, och åtog sig nya uppgifteri välfärdsbygget mot ersättning i form av statsbidrag och i dag når folkbildningen flermänniskor än någonsin tidigare. Folkhögskolorna är fulla och fler än 320 000 studiecirklargenomförs varje år med runt en och en halv miljon svenskar som deltagare och somsagt, folkbildningen själv skriver om att det övergripande uppdraget även i framtiden

81

skall vara att bidra till demokratisk utveckling och förnyelse, till stärkande av folkrörelseroch civilsamhälle och minskade klyftor i samhället. Har samhället och vi medborgareverkligen ett behov av att just folkbildningen har detta uppdrag?

Tittar vi på hur många av alla de studiecirklar eller folkhögskolekurser som genomförsi landet som har en direkt knytning till målet att utveckla demokratin, blir vi väl i så fallnågot nerslagna. Det är mycket musik och mycket självförverkligande. Folkbildarensvarar då med viss rätt att demokratimålet finns där även om det inte direkt syns i kurs-eller cirkelrubriken. Ändå är det nog så att svensk folkbildning i dag har en del attbevisa om man skall leva upp till det man lovar i framsynsdokumentet, att detövergripande uppdraget skall vara att utveckla demokratin.

En relevant grundfråga att ställa kan ju också vara om demokratin verkligen behöverutvecklas och därmed också om särskilda studier behövs för att uppnå detta mål. Fåländer är väl så genomdemokratiserade som Sverige, med hårdbevakande media, meden unik offentlighetsprincip, med ett arbetsliv där pyramider plattas ut och med köksborddär föräldrar vackert får lyssna till barnen som i skolan fått lärt sig att deras ord ochåsikter skall respekteras. Borde då inte hälsan tiga still?

Bakom den vackra bilden av mönstersamhället växer en annan verklighet, som intesyns så tydligt än, men som starkt utmanar demokratin. Vi har en globalisering avekonomin som går i ett rasande tempo och där allt mer politisk makt samlas i händernapå stora multinationella företag som blir allt mindre beroende av de politiska organen ienskilda länder. Vi har ett växande, nytt och gemensamt Europa där mängder av besluttas bakom stängda dörrar och där vår demokratiska kontroll än så länge är begränsad.Vi får alltför mycket rapporter om skandaler, mutor, porrbesök, dubbla löner ochmilersättningar. Vi riskerar att förlora tilltron till det politiska etablissemanget och till våregen möjlighet att påverka. Inte nog med det, den politiska processen är dessutomlångsam och tråkig i denna värld, där tempo och puls blir viktigare och viktigare.

Vi lever liv som ställer allt större krav på oss att prestera, att vara rörliga, att skjutsa barntill alla möjliga aktiviteter. Vi uppvaktas dessutom starkt av media som kräver vår närvaroframför TV:n och vi börjar upptäcka internet, den virtuella värld där våra barn redanlever en icke föraktlig del av sina liv. Vi har helt enkelt inte tid med demokratin, attspringa på möten, att ställa upp i styrelser och att åta oss uppdrag på ideell basis.Valdeltagandet tenderar att sjunka, missnöjesröstandet ökar, ungdomarnas intresseminskar och man kan förstå dem. Om du som läser detta tillåter oss en tydlighet sominte skall läsas som ett inlägg i den underliggande sakfrågan: Vad hände i huvudet påde 70% av de svenska förstagångsväljarna som röstade nej till EMU, när de etableradepolitiska partierna besvarade detta faktum med att de nått ut för dåligt med information?

Kan vi försvara och utveckla demokratin med hjälp av studier? Ja, vi är övertygade omdet, förutsatt att vi har rätt inställning till vad vi menar med studier. För det handlar intei grunden om utbildning, om att auktoriteter ovanifrån tala om för svenska folket hurdemokratin skall se ut, vad vi skall rösta på och hur vi skall tycka. Det handlar om ettdemokratiskt lärande, om att åter igen motivera människor, och framför allt unga

82

människor, att samlas för att läsa och diskutera under demokratiska former. Det handlarom att skapa öppna kanaler till de politiska strukturerna, lokalt- nationellt- och påeuropanivå. För att kunna trycka på, för att kunna utveckla nya former för demokratin,sådana som är anpassade för en modern tid med helt nya typer av möten ochkommunikation, möten som i en omfattning som många ännu inte ser, kommer attvara styrda av Internet och av mobil telefoni.

Ett aktivt lärande alltså, och inte utbildning och återigen talar vi om studiecirkeln ochstudiecirkelns metodik. I en tid då tydliga tecken säger att den kommunalavuxenutbildningen allt mera kommer att utvecklas mot rollen som kompetensutvecklareför det lokala näringslivets behov och för att lösa sysselsättningen, ser vi att uppgiftenatt försvara och vidareutveckla demokratin i ännu högre grad än tidigare kommer attligga på folkbildningen.

Om nu folkbildningen är villig att ta uppdraget, vill säga, för det är inte självklart. Deträcker nämligen inte med att behärska studiecirkelns metodik. Det räcker inte attannonsera ut en studiecirkel eller folkhögskolekurs på traditionellt sätt, där man skallkomma till cirkellokalen varje tisdag kväll mellan sju och nio eller komma och sitta iskolbänken på folkhögskolan fem dar i veckan. Om folkbildningen tror att det är så detframtida cirkellärandet som stöd för demokratin ser ut, kommer man att misslyckaskapitalt. I fortsättningen måste folkbildningen kunna möta människor där de är, och påtider som passar dem individuellt, annars kommer man inte att kunna nå dem.Folkbildningen måste använda sig av flexibla former för lärande.

Vad betyder då detta? Skall folkbildningen stödja demokratin med hjälp av e-learning,med distansstudier av gammal Hermodsmodell där var och en sitter för sig själv somisolerad individ med ett på webben färdigupplagt studiematerial? Nej, det handlar intealls om det. Det handlar om ett gruppbaserat samarbetslärande där man tar nätet tillhjälp för att kunna skapa en frihet i rum och en relativ frihet i tid för att därmed ökatillgängligheten till detta lärande. Det handlar alltså om en deltagarstyrd studiecirkeleller folkhögskolekurs som bygger på samarbetet och dialogen mellan deltagarna mensom helt eller delvis finns på Internet.

Är detta verkligen möjligt? Kan studiecirkelns närhet verkligen fungera på nätet, därman inte ser varandra och där kommunikationen sker asynkront och textbaserat? Ja,det fungerar alldeles utmärkt, men det kräver mycket av läraren/ledaren i form avpedagogisk erfarenhet och i form av tillgänglighet på nätet. Man skulle kunna tro atten nätburen studiecirkel inte behöver någon kvalificerad handledning, men det är tyvärren av de värsta myterna kring flexibelt lärande. En flexibel kurs/cirkel kräver en mycketkunnig, erfaren och hängiven ledning för att fungera.

Skall vi nu bara träffas på nätet och vad blir det då av folkbildningens långa tradition avnärhet i det fysiska mötet? Nej, flexibelt lärande kan vara vilken kombination som helstmellan möten i det fysiska rummet och distansmötet. Det kan vara allt från heldistansdär deltagarna aldrig träffas fysiskt, till den traditionella kursen/cirkeln i det fysiska

83

rummet där distansmöjligheten bara används om det blir nödvändigt. Varje studiegrupphar sina behov och kräver sin egen form av flexibilitet.

Med hjälp av det flexibla lärandet ökar vi alltså tillgängligheten till lärandet för individen.Plötsligt blir det möjligt för nutidsmänniskan att delta i studier i samarbete med andra.Nu kan man vara med i en studiecirkel även om man är på semester på Kanarieöarnaeller om man är bunden hemma av sjuka barn. Nu kan vi erbjuda en studieform sompassar människors moderna livsstil.

Kommer folkbildningen att klara detta? Finns viljan att kombinera en gammal menändå ytterst modern metodik för lärande (studiecirkeln), med dekommunikationsmöjligheter som datorn och Internet ger? Kommer folkbildarna dåockså att förstå att det inte längre bara handlar om att ge kunskap i traditionellmötesteknik och föreningsorganisation? Inser man att man måste ge något helt annatutöver kunskapen om hur kommunfullmäktige och Sveriges riksdag arbetar? Förstårman att det troligen kommer att bli nödvändigt att inte bara anpassa studierna efterden moderna tekniken, med största säkerhet måste även de demokratiska mötes- ochbeslutsformerna anpassas efter en ny tid och ett nytt tempo. Hur skall en demokratikunna byggas i EU om vi inte kan möta och organisera oss tillsammans med de människorute i Europa med vilka vi delar ideologi eller politisk övertygelse? Hur skall vi kunna nåde politiker som sitter i glas- och betongbunkrarna i Bryssel om vi inte bygger nyaformer för demokratiska påtryckningar?

Nu kan folkbildningen i så fall bjuda in till flexibla studier till stöd för en utveckling avdemokratin, men räcker det med det? Kommer människor att komma till folkhögskolornaoch studieförbunden för att delta i detta lärande? Nej, på sikt tror vi inte heller att dettaräcker.

Vi håller ju, som bekant, på att lämna ett samhälle som byggdes upp mednationsgränserna som ram och med en självklar tillhörighet till stabila organisationer,oftast lokalt förankrade. Globaliseringen av ekonomin, framväxten av den hela tidenväxande Europeiska Unionen i kombination med en utveckling av Internet och av mobilkommunikation, skapar nya former av gemenskaper och nya former av lojaliteter. Vitalar om nätverkssamhället och om ett byggande av sociala liksom av professionellanätverk som med teknikens hjälp kan göra sig oberoende av både tid och rum. I framtidenhar jag kanske mycket mer gemensamt med Giovanni i Palermo som delar minavärderingar och intressen än med min granne här på gatan, som inte gör det och i dennätbaserade öppna gemenskap som vi, som delar värderingar och intressen, har öppnatpå nätet, kan jag och Giovanni och andra som så önskar, alltid träffas, kommuniceraoch formera nya tankar och idéer.

Stopp nu! Vad är detta för något? Nätbaserade öppna gemenskaper? Har ni hört talasom Lunarstorm? En chatsida på Internet där fula gubbar raggar småflickor, säger nikanske och då säger vi att ni har fullständigt tappat kontakten med verkligheten.Lunarstorm är en öppen gemenskap på nätet där näst intill alla svenska tonåringarfinns. Där träffar man de som delar ens intressen och där för man även seriösa

84

diskussioner om allt mellan himmel och jord. Unga människor lever i dag en inte obetydligdel av sina liv på Lunarstorm eller på Helgon.net eller i andra liknande öppna gemenskaperpå nätet, men det gör inte bara ungdomarna, det gör t ex även ett växande antalpensionärer på Seniornet. Vissa yrkesgrupper, t ex systemprogrammerare, har sedanlång tid tillbaka globala nätbaserade nätverk där de, konkurrenter emellan och oftautan chefernas vetskap, gemensamt löser problem som de inte kan lösa inom sitt egetföretag. Nya sådana öppna gemenskaper tillkommer dagligen.

Vad vi nog inte riktigt förstår än är att dessa gemenskaper också i stor utsträckning ärlärgemenskaper. När jag och Giovanni från Palermo, i våra diskussioner på nätet, delarvåra erfarenheter, lär vi naturligtvis gemensamt, för allt verkligt och beständigt lärandesker i kommunikationen mellan människor. Om detta är nog den moderna akademiskapedagogiken överens med oss.

Om nu jag och Giovanni och våra andra vänner vill lära oss mera än vad vi kan i våröppna diskussion, om vi vill ha hjälp att komma vidare, att hitta god litteratur och attstrukturera vårt gemensamma lärande, som ju sker där vi är, i vårt gemensamma virtuellarum på nätet och på våra villkor i vår egen deltagarstyrda lärgemenskap, vad gör vi då?Nu börjar det brännas, ser ni vart vi vill komma?

Vi är övertygade om att den tiden snart är förbi då människor självklart kommer tillfolkbildningen, eller till vuxenutbildningen för den delen, när de önskar lära sig. Även imorgon kommer naturligtvis studieförbund och folkhögskolor att till största delen finnasi det fysiska rummet, men i större och större utsträckning kommer folkbildningen attnomadiseras, att tvingas ut och möta sina målgrupper i de nya nätbaserade deltagarstyrdalärgemenskaperna och att där kunna sy kurser och studiecirklar för varje grupps ellervarje gemenskaps behov i just den situation det gäller. Det kommer att kräva en höggrad av flexibilitet hos läraren/ledaren som måste kunna hitta ännu friare former förstudiecirkelns metodik än de vi ser i dag. Hur aktiv skall handledningen vara? Vilketbehov av struktur finns hos just denna grupp? Skall lärandet ske helt på nätet eller i enkombination av när- och distansstudier och hur ser just denna grupps behov då ut?

Flyter vi ut i spekulativa fantasterier om framtiden, muttrar du? Skriver vi om företeelsersom bara finns i våra drömmar? Då kan vi tala om att när detta skrivs pågår en hel radförsök med samverkan mellan folkhögskolor och studieförbundsavdelningar å ena sidanoch webbaserade nätgemenskaper å andra. Framsynta folkbildare är i full färd medförsök att hitta nya former för god folkbildning såväl i den typ av miljö som Lunarstormoch andra motsvarande ungdomscommunities representerar som i samverkan med desnabbt växande nätgemenskaperna för pensionärer. Inte nog med det, folkhögskoloroch studieförbundsavdelningar börjar nu själva bygga deltagarstyrda nätbaseradelärgemenskaper i samverkan med olika intresseorganisationer, för att skapa nya ingångartill folkbildningsstudier.

Kommer då detta också att innebära att studieförbunden eller folkhögskolorna kommeratt bli flexibla även vad gäller idé och profil? Ideologierna är ju döda, vill man få oss atttro, alla värden är utbytbara. Skall den moderne nomadiserade cirkelledaren och

85

folkhögskoleläraren vara en idéernas diversehandlare som skall kunna möta såväl denkristnes behov, som ateistens, kunna bejaka såväl kapitalägarens intressen somarbetarens?Nej, det tror vi inte ett ögonblick på. Den stora utmaningen för svensk folkbildning, omden vill kunna attrahera 2000-talets människor, och då särskilt unga människor, till ettlärande som syftar till att stärka deras roll som medborgare är att den i all sin modernitetklarar av att vara traditionell. Idéburenheten och den fasta tron på det demokratiskamötet i gruppen tror vi är kvaliteter som, om folkhögskolorna och studieförbunden intefuskar bort dem, kommer att innebära att svensk folkbildning även i framtiden kommeratt ha en viktig roll för den medborgerliga bildningen och för att försvara och medverkai utvecklingen av demokratin.

Hur ska då folkbildningen organiseras i framtiden så att den bättre kan utnyttja sinaresurser för det flexibla lärandet? En sak är säker, den kommer omöjligt att klara detgenom att arbeta på egen hand inom varje folkhögskola eller studieförbundsavdelning.Det flexibla lärandet är inte bundet till geografiska gränser. Det måste organiseras genomsamarbete och nätverk, både inom och mellan sina enheter. Redan nu finns ett nationelltnätverk, Nätbildarna (www.natbildarna.nu), där parter från studieförbund ochfolkhögskolor ingår. Ett motsvarande nätverk bestående av arbetarrörelsefolkhögskolorhar byggts upp. Inom Studieförbundet Vuxenskolan finns ett nationellt nätverk förflexibla studiecirklar, SV:s Virtuella Värld. De flesta studieförbund erbjuder distanscirklarsom man direkt via Internet kan anmäla sig till. Det finns också exempel på attutbildningsanordnare går samman inom en region för att samordna resurser för detflexibla lärandet. I framtiden kommer vi att se mer av detta.

Vi kan ändå inte nöja oss med att dessa nätverk erbjuder ett bra kursutbud. Det kommerockså att bli nödvändigt med samverkan för att ge lokalt stöd i form av handledarresurser.Många deltagare behöver hjälp med att använda dator och Internet och medstudieteknik. Man behöver ha någon person som är tillgänglig så att man kan ställa dedär “dumma” frågorna som man tror att man är ensam om att ha. Folkbildningenmåste därför även bygga lokala miljöer för det flexibla lärandet. Det finns redan sådana“stödjepunkter” färdiga att använda. Där finns folkhögskolor, studieförbundsavdelningar,folkbibliotek men också de lärcentra som håller på att byggas upp i nästan alla kommuneri landet. Folkbildningen måste, utan att behöva tumma på sina mål och medel, utan attbehöva sälja ut sin frihet och frivillighet, även kunna skapa allianser med övrigvuxenutbildning för att få tillgång till denna infrastruktur men då också vara beredd påatt upplåta sina egna miljöer för flexibla studier som anordnas av andrautbildningsanordnare.

Sist, men inte minst, det krävs kunskap, ny kunskap och mycket kunskap, för att klaradenna oerhörda omställning av svensk folkbildning, hos pedagogerna, hosadministratörerna och hos verksamhetsledarna. En del av den kunskapen bjuder statenpå. Nationellt centrum för flexibelt lärande, CFL, har ett ambitiöst program, starkt styrtav målgruppen själv, för att stödja utvecklingen av folkbildningens flexibla lärande genomen fortbildningshelhet för cirkelledare och folkhögskollärare, genom ettkunskapsbildningsarbete som genererar tryckta rapporter av handbokskaraktär och

86

seminarier, samt genom ett projektprogram som tillåter folkhögskolor ochstudieförbundsavdelningar att ta sina första steg på denna nya väg.

Många studieförbund och folkhögskolor har redan påbörjat sin vandring för att mötade utmaningar vi skissat ovan och de söker aktivt ny kunskap för att komma vidare.Men här återstår mycket att göra.

87

Kap. 10Multilayered Democracy - er det muligt?

Jakob Erle

En konsekvens af de sidste årtiers accelererede globaliseringsproces er et governancevacuum i nationalstaterne, der medfører en svindende evne til at håndhæve suverænitet.Dermed undermineres demokratiet. Til gengæld styrkes kosmopolitikken. Institutions-og regeldannelse på overnationale niveauer, som f.eks. den Europæiske Union,verdenshandelsorganisationen WTO og mere uformelle ikke-bindende arrangementersom f.eks. transnationale virksomheders sociale ansvarlighed. Her diskuterer videmokratiske muligheder for at tage udfordringen op, mulige skridt i retning af atudvikle demokrati på lokalt, nationalt, kontinentalt og globalt niveau: MultilayeredDemocracy.

Nå, hvad nyt på Rialto?“Er alle fragter slået fejl, dem alle? Fra Tripolis, fra Mexico, fra England, fra Barbariet,Indien, Lissabon? Slap intet skib fra det fatale stød på skæret, alle købmænds rædsel?”

Sådan spørger Bassanio, der har fået vennen Antonio til at låne 3.000 dukater af jødenShylock, for at Bassanio på standsmæssig måde kan bejle til den skønne Portia. Antonioer en rig mand - men som købmand er hans formue investeret i skibe, der driver handelpå Nordeuropa, Indien, Amerika, Afrika, kort sagt globalt. Da Antonios seks skibe forliserpå samme tid kan han ikke betale, og pantet er forfaldent: Et skålpund kød som Shylockkan skære ud af Antonio, nær hjertet. Tragedien truer Antonio og dermed Bassanio.

Jøden er foragtet og ekskluderet. Låst inde i ghettoen om natten og uden ret til at værekøbmand. Jøden må usselt leve af at udlåne penge mod renter. Bassanio håber, atvennen og han selv kan slippe ved, at Dogen, Venedigs regent, griber ind og annullereraftalen, som Bassanio anser for at være urimelig og desuden kun indgået med en jøde.Men Antonio svarer: “Dogen kan ikke standse rettens gang, for hvis den ligeret hverfremmed nyder her i Venedig, ikke respekteres, blir troen på retfærdigheden rokket.For stadens handel og dens rigdom samles fra alle folkefærd.”

Hermed præsenteres to temaer der nu, godt fire hundrede år senere, har afgørendebetydning for demokratiets muligheder i en verden præget af en hastigglobaliseringsproces: Samfundets grundlæggende afhængighed af globale økonomiskerelationer, i Venedigs tilfælde handel på Afrika, Asien, Nordamerika og Nordeuropa.

88

Forholdet mellem det dominerende flertal og indvandrede minoriteter, i Venedigs tilfældebl.a. jøder - og de krav om lige ret for alle, som afhængigheden af handel sætter.

Store dele af den aktuelle demokratidiskussion tager et noget andet udgangspunkt:kampen mellem demokrati og totalitarisme. Man mener tidens centrale spørgsmål erat forsvare det nationale demokrati i Vesten mod totalitære strømninger, især ifundamentalistiske dele af politisk Islam, og opprioriterer temaer som uddannelse tilmedborgerskab for at sikre og udvikle demokratiet. Udenrigspolitisk prioriterer dendanske regering midler til demokratiudvikling især i Mellemøsten, og Danmark deltager(i modsætning til Norge, Sverige og Finland) i krigen i Iraq. En krig der delvist blevbegrundet med indførelse af demokrati til afløsning af Saddam Husseins diktatur. Dendanske statsminister henviser til erfaringerne fra kampen mod nazisme og fascisme fra1933 til 1945. Fokus er på individets rettigheder og på at bevare etablerede nationaledemokratiske institutioner og praksisser.

I Danmark har det bl.a. medført en fornyet interesse for Hal Kochs “Hvad er Demokrati”og Alf Ross’ “Hvorfor Demokrati”, som hver på deres måde diskuterer, hvordandemokratier kan forsvare sig mod totalitære strømninger. Hal Koch fokuserer især pådemokratiet som livsform og på den åbne samtale, på etableringen af en fælles forståelsesom et grundlæggende fundament for et virkeligt demokrati, og han understreger, atafstemninger uden forudgående reel debat snarere er flertallets diktatur end demokrati.Denne demokratiforståelse har vundet stor udbredelse, og er i grupper så forskelligesom Dansk Folkeparti og store dele af venstrefløjen blevet grundlag for forestillingerom at fælles sprog og kultur er en forudsætning for demokrati. Med andre ord i rendyrketudgave den forestilling, at det nødvendige fundament for demokrati er et etnos, altsåen homogen nation med fælles etnisk baggrund, sprog, kultur og religion.

Som det kan ses andetsteds i denne bog har Ove Korsgaard formuleret et nødvendigtog præcist modspil til etnos-opfattelsen af demokrati. Her dokumenteres det, atdemokrati og forstadierne til demokrati i dansk sammenhæng er et politisk bestemtfællesskab, som individer og grupper kan vælge at deltage i og tilslutte sig. Her kanman mødes på tværs af etniske, kulturelle, sproglige og religiøse skel, da der alene ertale om et politisk fællesskab. Ud over det historisk interessante i påvisningen af, atdemokratiet historisk er et demos, et politisk valgfællesskab, er det afgørende i denaktuelle situation at fastholde og begrunde en demos-opfattelse af demokratiet. Nu,ved starten af det 21. århundrede ville en demokratiforståelse, der bygger på etnos-opfattelsen, få urimelige og skadelige konsekvenser i form af indgreb i den personligefrihed og undertrykkelse af minoriteter, der følger af krav om etnisk homogenitet somfundament for demokrati.

Når etnos / demos modsætningen får så central en placering, hænger det sammenmed tre forhold:

• Den øgede indvandring til de relativt homogene nordiske lande nødvendiggøren diskussion om monokultur og multikultur.

• Den voldelige globale konfrontation mellem Vesten og bevægelser som Al Qaeda,der med henvisning til Islam organiserer terrorisme, fremkalder angstprægede

89

reaktioner i Vesten.• Forsøget på at løse problemet på nationalt niveau - at søge at skabe sikkerhed og

tryghed gennem forholdsregler i det enkelte land - lykkes ikke.

Men enhver synsvinkel giver sine blinde pletter, og etnos / og demos modsætningenskygger for den fundamentale udfordring, globaliseringen udgør for demokratiet, somvi kender det.

Verden har ændret sig meget siden 1950. Samlet kan udviklingen bedst karakteriseresved begrebet globalisering, som David Held og Anthony McGrew (1999) bestemmersåledes:

• Sociale, politiske og økonomiske aktiviteter udbredes på tværs af politiske,regionale og kontinentale grænser, næsten som om disse grænser ikke findes.

• Den gensidige udveksling gennem handel, investeringer, finansielle operationer,migration og kultur intensiveres.

• Vi oplever en hastig udvikling af verdensomspændende transport- ogkommunikationssystemer, som accelererer udbredelsen af ideer, varer,informationer, kapital og mennesker.

• Det bevirker tilsammen, at virkningen af fjerne begivenheder meget ofte erafgørende lokalt, og at selv de mest lokale udviklinger kan få enorme globalekonsekvenser. I den forstand bliver grænsen mellem lokale og globale forholduklar og uforudsigelig.

Venedig var som knudepunkt i et globalt økonomisk netværk et tidligt eksempel på tætglobal forbundethed. Men man skulle ikke ret langt væk, før verden så anderledes ud.Hvis man i 1596 begav sig 10 km ind i landet fra Venedig, var man blandt bønder i enlandsby, der godt nok solgte deres overskudsproduktion til Venedig - men som på godtog ondt levede deres liv relativt upåvirkede af begivenheder i den store verden. Venedigvar en væsentlig faktor i udviklingen af vores nye verden, hvor alle er forbundet medhinanden. Den afhængighed af globale netværk og fjerne begivenheder, som Antoniooplevede i 1596, er nu gældende for alle. Bønderne på Po-sletten påvirkes direkte af altfra globale kulturprodukter, over globalt bestemte energipriser og renter til hastigtudbredte epidemiske sygdomme og menneskeskabte globale klimaforandringer. Verdener blevet eet sammenhængende system. Allerede i Venedig i 1596 satte den globalekontekst, som vi så, rammer for regler og retspraksis. Disse rammer er blevet langtsnævrere, de er kommet til at dække langt flere felter, og de er blevet udbredt til heleverden.

De globale fænomener påvirker alle mennesker direkte og ofte på forskellige måder.De er bl.a. karakteriseret ved, at det er yderst vanskeligt for nationale regeringer atpåvirke dem. Det mellemstatlige internationale system, som er opbygget fra denWestphalske fred i 1648 frem til etableringen af FN-systemet efter 2. verdenskrig, kommerligeledes ofte til kort overfor de voksende udfordringer.

For 50 år siden kunne den danske regering f.eks. føre en selvstændig rente-, handels-og valutapolitik og dermed påvirke økonomisk aktivitet og arbejdsløshed. Det er ikke

90

længere muligt. Danmark følger slavisk udviklingen i Eurozonen, og det gør Norgeogså, selv om Norge ikke er medlem af EU. Det er en voldsom begrænsning afsuveræniteten. Og rammerne for EU’s og USA’s rente- og valutapolitik bestemmes afglobale markedskræfter, der udfolder sig næsten, som om der ikke var grænser.

Væksten i verdensøkonomien og især Kinas accelererede udvikling, har forøgetefterspørgslen på energiressourcer, især olie, med vidtrækkende konsekvenser for priser,forsyningssikkerhed, klimaforandringer og geopolitik. Tænk blot på Ruslands rolle iCentralasien og i forhold til EU, eller på Kinas møde med 48 afrikanske statsoverhoveder,hvor Kina lover 5 mia $ i støtte: investeringer, handel og bistand til Afrika, og en fordoblingaf dette i 2009.

De åbne markeder, liberaliseringen af handel, væksten i verdensøkonomien, den globaleøkonomi og informations- og kommunikationsteknologiens hastige udvikling harmedført en voldsom vækst i organiseret kriminalitet, som anslås at have en omsætningpå 1500 mia $ om året - nogenlunde det samme som Storbritanniensbruttonationalprodukt. En del af dette er menneskehandel, hvor FN anslår at 4 millionermennesker handles over grænserne hvert år, med en fortjeneste til bagmændene på 7mia $. I mange lande er politi og retsvæsen infiltreret indefra af organiseret kriminalitet,og forventningen hos de amerikanske myndigheder er, at vi i de næste 15 år vil opleveen stærkt voksende indflydelse fra international kriminalitet på regeringer, virksomhederog politiske bevægelser.

Klimaforandringer og andre miljøproblemer fortsætter med at vokse ukontrolleret.Jordens gennemsnitstemperatur er steget 0,6( siden slutningen af 1800-tallet og ventesat være steget med mellem 1,4( og 5,8( frem mod år 2100. Vandstanden i havene ersteget mellem 10 og 20 cm og ventes at stige mellem 9 og 88 cm yderligere ved år2100, hvilket kan true nationer som Bangladesh, og ødelægge ferskvandsforsyningenfor over 1 milliard mennesker med masseflugt og migration til følge. Hertil kommertørke i store dele af verden, mere nedbør i andre, orkaner, ændring af økosystemer etc.Vækstsæsonen i Nordvesteuropa er allerede forlænget med ca. 2 uger, og det er kunbegyndelsen.

Epidemiske sygdomme bliver et stadig større ukontrollabelt grænseoverskridendeproblem. HIV/AIDS epidemien fortsætter i Afrika, Asien, Rusland og kommer i visseafrikanske lande til at koste 10-30% af arbejdsstyrken livet inden år 2020. Malariasmitter mellem 300 og 500 millioner mennesker hvert år og koster op til 3 millionerdødsfald om året, mest små børn i Afrika. SARS epidemien viste, at der er mulighed forhastig udbredelse af luftvejssygdomme, og truslen om fugleinfluenza og andre ukendtesmitsomme sygdomme kan ikke kontrolleres hurtigt nok, når suveræne nationer gør,hvad de vil, uanset anbefalinger fra WHO.

Spørgsmål om intellektuelle rettigheder, patenter, copyright etc. er et nytgrænseoverskridende problem, som kan være svært nok at tage stilling til i en enkeltnation. Hvad skal være beskyttet, så opfindere, udviklere, kunstnere etc. kan leve af detde producerer - og hvornår kan beskyttelsen af rettigheder være et problem i sig selv,

91

når AIDS patienter i Afrika f.eks. ikke kan købe medicin, fordi priserne er for høje, ellernår bønder i Indien ikke længere kan bruge en del af det foregående års høst somsåsæd fordi den er steril som følge af genmodificering. Værdien af produkter liggemere og mere i ideerne, i det immaterielle - og er i stigende grad tilgængeligt globaltpå Internet. Dette er blot nogle få eksempler på grænseoverskridende problemer, somnationalstaterne ikke kan håndtere, og som underminerer deres suverænitet.

Parallelt med væksten i grænseoverskridende problemer er der blevet etableret en langrække internationale organisationer, institutioner og netværk, som forsøg på at besvarede nye udfordringer. Der har været en voldsom vækst i etableringen af internationaleinstitutioner, internationale traktater, netværk af transnationale virksomheder, oginternationale NGO’er og netværk af NGO’er.

Den Europæiske Union er langt det mest ambitiøse og succesrige forsøg på at tage fatpå de nye udfordringer med fælles regler og praksisser for medlemslandene. Et eksempeler WEEE direktivet fra 2002 som forbyder bly i elektroniske apparater, og fastsætterregler for indsamling af elektronisk affald (som hver englænder producerer 3,3 tons afi løbet af livet). EU har en sådan økonomisk vægt, at det fører til ændringer i elektroniskeapparater over hele verden. I forhold til udviklingen af overnationale regionaleinstitutioner er EU forbillede for tilsvarende organisationer i f.eks. Afrika, Sydamerika,Nordamerika (AU, Mercosur og NAFTA).

På det globale plan er aftalerne om frihandel i GATT processen, som startede i 1947, i1994 blevet videreudviklet til verdenshandelsorganisationen WTO, som fastsætter enlang række regler for den globale handel. I en række FN-organisationer foregår enudvikling, som gradvist skaber en vis øget overnational magt. WHO har f.eks. i lyset afproblemerne med epidemiske sygdomme i 1990’erne fået større kompetence i forholdtil medlemslandene. Med oprettelsen af den internationale kriminalret, ICC er der vedat blive etableret en permanent basis for, at forbrydelser som enkeltnationer ikke vilretsforfølge, kan blive straffet af det internationale samfund.

Et voksende antal bindende internationale konventioner og aftaler sætter grænsernefor nationalstaternes ageren, det gælder f.eks. aftaler om forbud mod CFC gasser, derødelægger ozon-laget, Kyoto traktaten om klimaændringer, menneskeretskonventionerog vedtagelsen af FN’s 2015 mål om udvikling. De årlige G8 møder mellem lederne fraUSA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Rusland og Japan, somtilsammen repræsenterer 65% af verdens industriproduktion, fastlægger en lang rækkeaftaler, som har stor betydning for den globale udvikling. Hertil kommer en rækkefrivillige aftaler, som bl.a. transnationale selskaber indgår om adfærdsnormer m.m. Vihar ligeledes set et stærkt voksende internationalt samarbejde mellem NGO’er ogopkomsten af globale NGO’er og bevægelser som f.eks. Amnesty International, ATTACog World Social Forum.

Vi ser at globaliseringen fører til oprettelsen af institutioner, aftaler, netværk m.m. somsøger at komme med svar på de nye udfordringer. Med David Helds udtryk kan vi sige,at der er ved at opstå en kosmopolitik. Problemet er imidlertid, at institutionerne på det

92

globale og det regionale niveau er svage og sårbare. De mangler midler til at sættebeslutninger igennem, og de mangler autoritet og legitimitet.

Der opstår derfor en lang række overvejelser, debatter og forslag til udvikling af deglobale og regionale institutioner i verden. I EU foregår en omfattende debat omforfatningstraktat og Europæisk medborgerskab. I FN debatterer man reform af FN-systemet, men uden at man kommer ret langt med diskussionen. I november 2006afholdt en række FN-organisationer, regeringer, delstatsregeringer, NGO’er m.fl enkonference i ILO om reform af det internationale system. Der cirkulerer en lang rækkeforslag til demokratisering og styrkelse af de internationale institutioner - lige fraforestillinger om netværksdemokrati, til forslag om at etablere et verdensparlament.

I den forstand kan man sige, at der er paralleller til de processer, der foregik i slutningenaf 1700 tallet, hvor det moderne demokrati blev udviklet, med udgangspunkt ioplysningstiden, kulminerende i den Amerikanske Revolution i 1776 og den FranskeRevolution i 1789. Disse processer var en udvikling af demokratiet, der rummedekontinuitet og diskontinuitet.

Udgangspunktet for den Amerikanske revolution var kolonisternes kamp for økonomiskog politisk ligestilling i forhold til moderlandet England. Lighed er et grundlæggendeelement i ethvert demokrati og ethvert retssamfund, som vi kan se af Antonios replikovenfor. Det fundamentale i Athens demokrati for 2500 år siden var sikringen af denpersonlige frihed gennem alles lige ret til at tale og alles lighed for loven. Men i de mereend 2000 år fra Athens demokrati og frem til den Amerikanske revolution, var deringen forestilling om, at demokrati og repræsentative valg kunne forenes. Demokratiblev forstået som direkte deltagelsesdemokrati: borgerne mødte personligt op og deltogi beslutningerne - og valg af personer drejede sig udelukkende om valg til funktioner,aldrig om delegering af stemmer. Det kunne naturligvis kun fungere med relativt fåmennesker, som boede tæt på hinanden, typisk i en bystat som Athen, der på sit højestehavde ca. 60.000 indbyggere, hvoraf kun en lille del havde borgerrettigheder og dermedmulighed for at deltage i demokratiet.

Gennem de amerikanske og franske revolutioner udvikledes det moderne demokrati,hvor nogle af de væsentligste nye elementer er den universelle erklæring om mennesketsrettigheder og det repræsentative system, hvor borgerne delegerer deres politiskeindflydelse til valgte politikere. Ydermere de føderale principper som Thomas Jeffersonbl.a. fandt frem til gennem studier af Irokesernes forbund. Irokesernes forbund var 6indianske stammer, som havde en fælles forfatning, en avanceret politisk struktur, dersatte dem i stand til at tage og gennemføre fælles beslutninger uden at nogenenkeltperson, stamme eller gruppe af personer kunne tiltage sig permanentemagtpositioner. I de 11 år fra den Amerikanske revolution i 1776 til forfatningensvedtagelse i 1787 blev der brugt stor energi på at skabe en struktur, der kunne sikrerevolutionens landvindinger med vægt på magtdeling, checks and balances mellem depolitiske institutioner: Forfatningen, Præsidenten, Kongressen (delt i Senatet ogRepræsentanternes Hus) og Højesteret.

93

USA nævnes i Den store Danske Encyklopædi som verdens første forbundsstat - mennetop det føderale princip er altså hentet fra Irokesernes forbund. Hertil kom udviklingenaf den politiske offentlighed med de trykte medier som det centrale led, der kunnesikre grundlaget for den politiske kommunikation i de demokratiske nationalstater, derafløste enevældens magtstater. Der er således tale om en tydelig kontinuitet i forhold tildet oprindelige græske deltagelsesdemokrati, idet kernen i demokratiet er individetsfrihed, sikret gennem lighed for loven og lige ret til at tale. Men diskontinuiteten erligeså tydelig. Det repræsentative system etablerer magt udenfor borgernes umiddelbarekontrol - og gennem kombination af kendte og nye elementer udvikles metoder til atlegitimere og kontrollere denne magt, så demokratiets kerneværdier kan bevares.Dermed etableres de organiserende principper bag moderne demokratiske nationalstaterog deres bidrag til den fortsatte udvikling af kultur, videnskab, teknologi og handelinternt i den enkelte nation og internationalt.

Det moderne demokrati er i høj grad fundamentet for den verden, der er skabt siden1776 og 1789. Vi er nu i en situation, hvor vi endnu en gang må genopfinde demokratiet.Det er tydeligt, at der har været en eksponentiel vækst i antallet af globale og regionaleinstitutioner og regler. Men lige som i situationen op til 1776 er det ikke klart, hvordandisse institutioner kan fungere, hvilke kontinuiteter og diskontinuiteter, der denne gangvil udfolde sig i udviklingen af et kosmopolitisk demokrati. Men sådan sominstitutionsdannelsen foregår, tegner der sig trods alt nogle demokratiske niveauer,som vil komme til at fungere i det kosmopolitiske demokrati.

Vi kender allerede til demokratiske niveauer i de nationale demokratier. Her har derudviklet sig i det mindste 2-3 niveauer. Et eller flere lokale niveauer som kommuner ogamter/län i de nordiske lande og et nationalt niveau med parlament og lovgivning. Istørre lande som f.eks. Tyskland og USA er der yderligere etableret et forbundsstatsniveaueller et føderalt system. Vi kender til funktionsdeling mellem de demokratiske niveauer,forskellige spilleregler og praksisser - og forskellige grader af autonomi og forhandlingmellem institutioner på forskellige demokratiske niveauer.

I den udvikling som foregår nu, tegner der sig yderligere to nye demokratiske niveauer,et overnationalt-regionalt og et globalt niveau. Det mest tydelige eksempel påovernational-regional institutionsdannelse er EU, men der findes en lang række andreeksempler som f.eks. NAFTA i Nordamerika, Mercosur i Sydamerika, Den AfrikanskeUnion, ASEAN i Sydøstasien. Formentlig må man anse Kina og Indien snarere for regionerend nationer i denne sammenhæng - og det er vanskeligt at forestille sig hele Asiensom een region. Det globale niveau, som det tegner sig i dag, er præget af en langrække indbyrdes ganske uafhængige institutioner, som udvikler regler og governancepå hver deres måde, med hver sit rationale.

En grov sammenfatning er, at der tegner sig fire demokratiske niveauer - som må haveen indbyrdes funktionsdeling, relativ autonomi i forhold til hinanden, og som vil kommetil at udvise store forskelle i deres funktionsmåde - med størst direkte deltagelse på detlokale niveau og mest delegering på det globale niveau. Det demokratiske politiskesystem, som kosmopolitikken kan udfolde sig i, må være et niveaudelt demokrati, et

94

“Multilayered Democracy”. Det at der foregår eksperimenter, udviklinger, forslag o.s.v.i forhold til demokrati i den kosmopolitiske verden er af stor værdi. Ligesom vedudviklingen af den amerikanske forfatning, som tog 11 år fra 1776 til 1787, er der brugfor mange forslag og synsvinkler. Men det afgørende er at komme fra forslagene tiludvikling af en praksis, der kan bidrage til at løse de enorme udfordringer, vi står overforpå alle de demokratiske niveauer ved starten af det 21. århundrede.

Det, vi diskuterer her, er etablering af politiske magtorganer eller autoritet, som kanbidrage til at skabe orden i en kaotisk verden. Konstruktioner som kun kan fungere,hvis de har legitimitet, d.v.s. hvis de er anerkendte af dem, der udøves magt over, somlegitime institutioner, der udøver magt, som er delegeret. Når vi tager i betragtning, atvi lever i en verden med over 200 nationer, med 5000 sprog, med vidt forskellige kulturer,levevilkår, traditioner og præferencer, er det et yderst kompliceret projekt. Det er næppetænkeligt, at man fra eet land eller fra en gruppe af lande, som f.eks. det, der kaldesVesten, kan udtænke, endsige diktere, hvordan demokratiske institutioner på det globaleniveau kan fungere. Den løbende dialog i formelle og uformelle internationaleinstitutioner er både nyttig og nødvendig, men lang fra tilstrækkelig. Netop fordi vitaler om politisk magt og autoritet, er det afgørende, at der etableres en global forståelseaf det politiskes natur og vilkår i det 21. århundrede, en forståelse, der er udbredt i alledele af verden og blandt alle befolkningsgrupper. Det er kun muligt gennem oplysning,som på den ene side formidler viden, og som på den anden side bidrager til at deltagerneformulerer deres viden, holdninger og præferencer som bidrag til den fortsatteudviklingsproces. Vi kan se, at en sådan proces er i fuld gang allerede. Den foregår nårWorld Social Forum mødes i Porto Alegre i Brasilien, og når World Economic Forummødes i Davos i Schweiz. Den foregår i NGO-lederuddannelser i Philippinerne og ibestyrelseslokalerne i transnationale selskaber. Den foregår i forbindelse medfagforeningssamarbejde og i miljøbebevægelserne. Denne proces foregår ud fraforskellige perspektiver og med anvendelse af forskellige historisk udviklede metoder,og sådan må det være, selv om det naturligvis gør den nødvendige tværgående samtaleog syntese ekstremt kompliceret.

I denne proces har den Nordiske Folkeoplysningstradition vigtige bidrag at tilbyde. Denåbne, uformelle, dialogprægede kreative tilgang og metode, som er udviklet gennemde sidste mere end 150 år, giver inspiration til processer, der relativt hurtigt giver mulighedfor formulering af viden, synspunkter og holdninger, som ellers ville have vanskeligt vedat komme igennem. Og det er bestemt ikke uden betydning, at udviklingen afinstitutioner og politiske praksisser sker hurtigt, de globale udfordringer presser sig på.

Et eksempel på en praksis med udgangspunkt i den Nordiske Folkeoplysningstraditioner et edu-game om globalisering og demokrati, som vi har udviklet i IAED (DetInternationale Akademi for Uddannelse og Demokrati). Ved hjælp af en spilleplade,som visualiserer de fire demokratiske niveauer - lokalt / nationalt / regionalt / globaltdiskuterer forskellige grupper af deltagere først de udfordringer, vi står overfor - oghvilket niveau de “naturligt” hører hjemme på. Så hvilke institutioner der findes på defire niveauer, og hvilke former for deltagelse, der gør, at vi kan øve indflydelse påinstitutionerne. Spillet lægger op til en åben proces, hvor deltagernes viden og holdninger

95

er i centrum. Det muliggør formuleringen af forskellige perspektiver. Erfaringen meddenne praksis er, at deltagerne uden videre kan relatere udfordringerne til de fire niveauer,og at de kommer frem til ganske forskellige resultater. En gruppe deltagere fraMellemøsten kom i sommeren 2006 frem til, at der stort set ikke findes lokale ogregionale udfordringer - og til at de fleste udfordringer var globale. De lagde således optil, at en stor del af vore udfordringer må løses på globalt niveau - mens deres danskesamtalepartnere havde en jævn spredning af udfordringer på de fire niveauer. Denefterfølgende samtale eller forhandling var ikke ukompliceret - men synliggjorde deforskellige kontekster vi kommer fra.

Hvis vi vil tale om kosmopolitik, om governance på regionalt og globalt niveau og omden eventuelle demokratisering af institutionerne på de overnationale niveauer er detafgørende at forstå at autoritet og magt forudsætter anerkendelse og legitimitet. Uansethvor mange afstemninger eller andre demokratiske procedurer der gennemføres er detafgørende forhold det at demokratiske institutioner får deres autoritet fra borgerne.Forudsætningen for det er borgernes fælles forståelse af de problemfelter institutionerneforholder sig til og borgernes fælles forståelse af institutionernes væsen og konstruktion.Derfor er dialogprocesser som den ovenfor beskrevne, der bringer repræsentanter forverdens forskellige kulturer sammen om udveksling og udvikling af opfattelser af deudfordringer vi står overfor en afgørende nødvendighed. Det er selve forudsætningenfor efterhånden at etablere den nødvendige basis for den autoritet der er betingelsenfor at skabe globale institutioner.

Vi er på et tidligt trin i udviklingen af demokratiske svar på globaliseringens udfordringer.Det giver ikke mening at missionere for bestemte demokratimodeller endsige at udbrededem med magt. Vi kan i stedet etablere lære- og dialogprocesser, hvor vi spørgermennesker og organisationer fra alle verdensdele hvilke udfordringer, der opleves somvigtigst og mest påtrængende. Vi kan arbejde med udvikling og udveksling af beskrivelseraf udfordringerne. Vi kan afdække forskelle og ligheder mellem vore oplevelser afudfordringerne. Vi kan afklare hvilket af vore fire politiske niveauer, man menerudfordringerne kunne løses på - og vi vil finde ud af, at også det er forskelligt forskelligesteder i verden og forskellige steder i samfundet.

Ved at gennemføre en undersøgelse af de udfordringer, vi oplever i forskellige samfund,og deres relation til de politiske niveauer fra lokalt til globalt, kan vi etablere etudgangspunkt for en åben dialog om politiske institutioners funktion og relevans ogden demokratiske kontrol med dem. Hvis vi skal have udsigt til at etablere effektive ogdemokratiske institutioner til at håndtere kosmopolitikken med dens udfordringer, erdet gensidige kendskab til enigheder og uenigheder et nødvendigt fundament.

Vi er i gang med en ny begyndelse. Vi skal opfinde nye måder at konstruere den politiskemagt på - på alle niveauer fra lokalt til globalt. Vi må værne om og bruge de mangfoldigeressourcer der eksisterer - fra den græske arv med det oprindelige deltagelsesdemokrati,fra det repræsentative demokrati, menneskerettighederne, magtdelingen, de føderaleprincipper. Vi må værne om den kritiske offentlighed, ytringsfriheden, respekten forden enkelte, mangfoldigheden og de politiske fællesskabers forpligtelse til at værne

96

om hvert enkelt menneskes liv og velfærd. Det er Vestens bidrag til processen. Menresten af Verden må også være med. Den ene grund til det er, at kosmopolitik, politiskmagt på overnationalt niveau, kun kan eksistere, hvis den har egentlig autoritet, hvisden er anerkendt. Mere end 2 ud af 3 mennesker lever ikke i Vesten. Uden flertallet erdet umuligt. Den anden grund er at vi har brug for den viden og de erfaringer, derfindes i Kina, Indien, Afrika, Latinamerika. Ligesom Irokesernes forbund var kilden tildet føderale princip, vil undersøgelsen og dialogen være en kilde til erkendelse ogudvikling.Jeg advokerer for dialog om globale politiske institutioner - men ikke en hvilken somhelst dialog. Indtil nu har det meste af dialogen handlet om, hvilke løsninger der errigtige, og hvilke institutionstyper og procedurer, der er rigtige. Jeg tror, en bedre metodeer, at diskutere, hvilke problemer eller udfordringer, der er påtrængende, og hvordande forstås. Det kan være udgangspunkt for en dialog, der peger fremad. Den kanvidereføres med en gensidig beskrivelse af de politiske institutioner og deres relevans iforhold til udfordringerne og dermed en udvekslings- og sammenligningsproces, derkan få et fælles grundlag. Dermed kan der være basis for en mere åben samtale omdemokrati og autoritet.

Lad os slutte med at gøre historien om Bassanio, Portia, Antonio og jøden Shylockfærdig. Da pantet er forfaldent, kommer sagen til doms hos Dogen i Venedig. SomAntonio forudsagde, er det ikke muligt at annullere sagen, da retten gælder, og er ligefor alle. Shylock er derfor klar til at skære i Antonio, lige ved hjertet. Men alt er ikke tabtendnu. Den smukke Portia kommer ind, forklædt som jurist, og tolker pantet og loven.Der står intet i aftalen om, at Antonio skal af med een eneste dråbe blod. Og da Shylockikke kan love at undgå at udgyde blod, må han opgive. Han bliver derefter dømt for atefterstræbe Antonios liv og må afgive halvdelen af sin formue og blive tvangskristnet.Han er nu dobbelt ekskluderet - blandt venetianerne OG nu også blandt jøderne.

Portia med det flydende køn redder gennem en juridisk opfindelse sin elskers ven, sinelsker og sig selv. Jøden får sin bitre ret - mister en formue, bliver tvangskristnet og erekskluderet såvel blandt de kristne venetianere som blandt sine egne, jøderne. Frihedensikres gennem lige ret for loven og lige ret til at tale. Det giver mulighed for at træffefælles beslutninger. Men målet på, om det virker, vil stadig være, hvem der ekskluderes,og hvad eksklusionens pris er.

97

Kap. 11Folkhögskolorna och demokratifostran - enräddningskrans i den globaliserade världen eller etttidsfördriv för de redan frälsta och bildade?

Henrik von Pfaler

1. Demokrati - en kärnuppgift för folkbildningen“Folkbildningens stora uppgift idag är att förbereda medborgarna för det globalasamhället. Det gäller att skapa trygghet och självförtroende både i globala och lokalasammanhang”.

Med de här orden sammanfattade Anders Ljunggren, tidigare ordförande förFolkbildningsrådet, sina tankar då han på Nordiska folkhögskolerådets vårmöte taladeom den globala utmaning som demokratin står inför idag.

En grundförutsättning för en fungerande demokrati är att folket skall ha ett förtroendeför de folkvalda. Och för att detta förtroende ska kunna uppstå krävs att mänskornauppfattar att de vet vad det hela gäller, att de förstår eller åtminstone upplever att deförstår vad som kan respektive kan inte göras och hur de kan påverka genom att rösta.Annars väljer man bara allt för lätt att lägga ned sin röst.

2. Äkta kommunikation - en grundpelare för demokratinDet gäller alltså att kunna kommunicera både lokalt och globalt. Enligt en klassisk

Demokrati

Ärlighet

Sråk Innehåll

98

modell bygger kommunikationens grunder på att kunna tala ett gemensamt språk,förstå innehållet i det sagda och vara ärlig i sina utlåtanden. Brister det i balansenmellan dessa är faran överhängande för att budskapet inte skall gå hem. Vi känner allatill hur dum man kan känna sig om det talas ett vilt främmande språk. Och också omsamtalet går på ditt eget modersmål, så vem kan med handen på hjärtat säga att denaldrig har varit med om att man inte förstått ett jota av vad som sägs . För att inte talaom hur osäkra vi är om vi inte kan lita på ärligheten i budskapet som framförs.

Folkhögskolorna kunde vara det forum där den här känslan av tillhörighet ochbeslutanderätt förstärks och utvecklas genom en äkta kommunikation - såväl lokaltsom globalt. Den nordiska modellen att växa som mänska genom självinsikt och bildningkan tjäna som modell för demokratiseringsprocessen i ett globalt perspektiv.

3. Folkhögskolorna och demokratinNordiska folkhögskolerådet är för ögonblicket mitt uppe i projektet:

“Kortlægning af det Globale Engagement inden for Nordisk Folkeoplysning (- medudgangspunkt i de Nordiske Folkehøjskoler “

Det är ett Nordplus Voksen-projekt som har sitt ursprung i de nordiska folkhögskolornaserfarenheter av globalt samarbete. I projektansökan sammanfattades projektet enligtföljande:

“Formålet er gennem erfaringsindsamling og dokumentation at analysere og konkretiserenordisk folkeoplysnings- og folkehøjskoletraditions muligheder i et globalt perspektiv,hovedsageligt inden for indsatsområderne: Medborgerskab, kulturel forståelse,demokratiudvikling og bæredygtig udvikling.Projektet har sin baggrund i nordisk folkeoplysnings mange og forskelligartede erfaringermed projekter og samarbejde med partnere overalt på kloden; erfaringer som indtil nuikke er blevet samlet op og analyseret systematisk.Visionen er efter en grundig kortlægning at kunne udforme et fællesnordisk bud på enegentlig global folkeoplysningspædagogik.Projektets praktiske del vil være centreret om en skematisk undersøgelse, der vil blivegennemført på de nordiske folkehøjskoler, kombineret med uddybende ogsammenfattende møder i de enkelte nordiske lande. Både udformningen afundersøgelsen og evaluering af resultatet vil ske i samarbejde mellem de medvirkendepartnere og Universitetet i Linköping.”

4. Global demokrati - en utopi?En nobelpristagare har sagt att det inte existerar något sådant som en global demokrati.Världen styrs helt enkelt av pengar genom sådana instanser som WTO , IMF ochVärldsbanken och man kan med all rätt fråga sig vad i hela friden t.ex. de här instansernahar med demokrati att göra. De står ju utanför och ovanför en direkt demokratisk insynoch påverkan.

99

Redan på nationell nivå får de flesta partipolitikerna kalla rysningar då de ser den dalandetrenden som på lång sikt har rått vad gäller röstningsdeltagande. Den kan också sessom ett minskande engagemang i demokratin. Vill vi inte engagera oss i dendemokratiska processen lokalt och nationellt så är det svårt att tro på en slagsövernationell, global demokrati.

5. Examen i Global CitizenshipNordiska folkhögskolerådets världskongress “Liberal Adult Education in a GlobalContext” som hölls i Tanzania på hösten 2004 var bara ett steg på den långa vägenmot en hägrande global demokrati. Också den kongressen finansierades till stora delarav Nordiska ministerrådet och målsättningen var att komma bort från den traditionella“donor/ recipient”- modellen till folkupplysning sett ur ett globalt perspektiv som byggerpå likvärdigt samarbete.

Inspirerad av den här kongressen byggde kurssekreterare Martin Näse vid KronobyFolkhögskola i Finland upp följande vision:“Globaliseringsexamen” (i Finland)

• En helhet av enskilda kurserKurserna kan vara olika långa, från 15 timmar uppåt. De kan vara av teoretiskkaraktär eller praktiskt upplagda. De kan genomföras med lokala krafter, inehållagästföreläsare eller också genomföras som “kulturmöteskurs” på annan ort.Den egentliga examen består av ett bestämt antal (och vissa definierade) kurserinom hela helhetenKurserna byggs upp enligt en gemensam modell. Så att en del är allmängiltigt för“alla” stadier av utbildning (ammattisivistävä):

Målsättningen är att skapa en gemensam utgångsmodell som sedan kan byggaspå inom respektive utbildningsstadie. På 10:e klassen ska den motsvara“yrkestiornas” men ge en allmän grund för yrken. På 2:a stadiet går man stegetvidare och för in direkt arbetspraktik etc.Fullt utbyggt skall systemet garantera att den som går kursen/helheten får 5-10-15studieveckor, poäng eller annan MÄTBAR nytta.

Globaliseringsutbildning..............................................................................

II:a stadiet +Praktik

----------------

Yrkeshögskola +fördjupning & slutarbete

-------------------------------

Universitet.+ forskning

-----------------------------

10:e klassgrunderna

100

Borde passa in åtminstone på de områden som folkhögskolorna är starka på avtradition dvs ungdoms och fritids, social etc.

•Kurserna kan initieras av eller ske i samarbete medborgarorganisationerEtt gräsrotsperspektiv på kurserna eftersträvas genom att låta kurshelheten fungerasom forum för sådana medborgarorganisationer som har “global fostran” på sittprogramMedborgarorganisationerna/ 3:e sektorns medverkan skall garantera både intresseoch kvalitet. Det kursutbud/helheter som erbjuds drar nytta och rider på att de görsi samarbete med Amnesty, Pakolaisapu, FN-förbundet, Röda Korset etc.

•Man tillämpar en pedagogik som möjliggör uppkomsten av bestående intryck hosstuderandeTillsammans med samarbetsorganisationerna kan man se till att goda undervisnings-material fås fram.Viktigt är också att man genom att utnyttja folkhögskolornas pedagogiska frihetutvecklar sådana grepp som kan ge starka upplevelser och bestående inlärninginom området. Genuina kulturmöten på hemmaplan och i samband med resor ochsamarbete kan prioriteras.Genom att slå ihop folkhögskolans kunskap och tradition med medborgarrörelsernasdito skapas en stark grund för en verklig folkbildning inom globaliseringen somBERÖR ALLA.

• Lämplig som en modul i ett ettårigt studieprogram på folkhögskolor. Kan ocksåutgöra huvudinriktningen i ett studieår på folkhögskolor.Kan också ingå i, eller tas samtidigt med andra allmänbildande program, ellergenomgås som enskilda kurser.En flexibel helhet av kurser, som kan erbjudas enskilt eller förpackade till störrehelheter.Specifika kurshelheter för t.ex fackföreningar, sjukvårdare, lärare etc byggs upp!

• Kurshelheten (=examen) berättigar till en viss mängd poäng på andra och/ellertredje stadietDetta förutsätter ett långsiktigt lobbningsarbete på rätta nivåer. Ett bemyndigandeav detta slag skulle bygga på att folkhögskolorna (det fria bildningsarbetet)tillsammans med medborgarorganisationerna ses som lämpliga att erbjuda en“grundläggande allmänbildning i global citizenship”.Utbildningen skulle vara lämplig efter grundskolan och före egentlig vidareutbildning(i synnerhet före akademiska studier).Kurserna kunde också anpassas så att de ärlämpliga för speciella eller flera åldersgrupper.

• Globalt förankrat och lokalt anpassat. Idealet vore en helhet som kan tillämpas“globalt” - på ett “folk development college t.ex. i Afrika eller i Indien, lika väl somi NordenVid världskonferensen för nonformell vuxenutbildning i Tanzania i september 2004

101

diskuterades ett initiativ till ett gemensamt utbildningsprogram i “GlobalCitizenship”, som kunde tillämpas över hela världen av läroinrättningar som såönskar.

6. Livslångt lärande - en demokratifällaLivslångt lärande är dagens melodi. Det är enligt de noterna som EU:s strategi förvuxenutbildning läggs upp. Och vid en första tanke låter tanken helt tilltalande. Menkravet på livslångt lärande blir tyvärr allt för ofta till en livslång känsla av inkompetens.

Är jag aldrig tillräcklig? Har jag faktiskt aldrig lärt mig nog? Varför får jag inte hämtaandan en stund etc.

Svaret kan sammanfattas i ett enkelt uttryck: “Lissabonprocessen”. Den säger rätt klartoch tydligt att utbildningen finns till för att tillfredsställa arbetsmarknadens krav - detlivslånga lärandet är till syvende och sist bara ett medel för snabb anpassning tillarbetslivet. Ett arbetsliv som idag är rätt svårt att förutspå .... fast satsar du fel så är detbara att anpassa sig åter en gång dvs lära sig ett nytt jobb. För arbetsmarknaden byggerpå stadig ekonomisk tillväxt och din livsuppgift blir att se till att företagen har tillräckligoch utbildad arbetskraft.Vi utbildas i det oändliga men på bildningens bekostnad. Och då växer den molandekänslan av otillräcklighet - den smyger sig på kanske helt obemärkt men följderna kanvara katastrofala.Ju mera kunskap vi har desto större är vårt behov av bildning. Men bildning kan tyvärrinte mätas direkt ekonomiskt kvantitativt. Och idag är det allt som oftast bara kallafakta och siffror som ligger som underlag för besluten.

7. Global folkupplysningNFR:s Global Engagement-projekt dokumenterar erfarenheterna som folkhögskolornahar samlat på sig. Projektgruppen lade upp huvuddragen för sitt arbete enligt följande:

“ Vi besluttede at gennemføre projektet ved at bruge netværksmøderne i de enkeltelande som “højdepunkter”. Op til hvert enkelt møde vil værtslandet gennemføre enegen kortlægning over aktiviteterne i landet i relation til det internationale. Dennenationale kortlægning præsenteres for netværket i forbindelse med mødet, hvor ogsåinviteres (få) nationale “eksperter” (højskolefolk centralt involveret i internationaleaktiviteter). I forbindelse med mødet enes gruppen om centrale elementer der skalindgå i et overordnet resultat papir; et papir der udvikles i løbet af processen.

I netværksgruppen deltager en person fra hvert land, og LUNI (Linköping universitet) ertilknyttet som videnskabelig ekspert der deltager i nogle af netværksmøderne.Processen vil fremkomme med 4 del-kortlægninger, et for hvert land, somnetværksmøderne analyserer og uddrager nøgleelementer fra. Disse elementer skrivesind i det endelige resultat papir, der hermed udvikles i løbet af processen.LUNI vil rådgive netværksgruppen mht. hvilke emner der kan afdækkes i forbindelse

102

med kortlægningen, og hvordan denne information kan systematiseres (men ikkenødvendigvis harmoniseres); dvs. udforme en matrix/formular.”

Tanken är att samarbetet med universitetet skall ge kartläggningen den vetenskapligakredibilitet som krävs. Slutrapporten skall innehålla de centrala aspekterna ifolkhögskolornas arbete med global folkbildning. Tanken är att på så sätt identifieraelement som är gemensamma för alla länder eller som kan utvecklas till att bli det.

8. Många bäckar småI Finland har folkhögskolornas erfarenheter av undervisning och bildning i demokratioch globalisering inledningsvis genom personliga intervjuer kartläggs i det s.k. Kansa-projektet. Det visar på ett nog så starkt engagemang :

“ det kan aldrig bli för mycket bildning i globala frågor och vi har ännu idag allt för litetav det på våra folkhögskolor. Världsmedborgarskapet är en vardagsrealitet för dagensmänska” ( citat ur Kansa-rapporten).

Teman för de finländska folkhögskolorna kan vara allt från globaliseringen, invandrare,utländska studerande, biståndsprojekt till samarbete med olika organisationer inom3:e sektorn.

Det här låter ju i och för sig helt fint men det finns ett uppenbart problem, nämligensynbarheten och genomslagskraften. Till och med inom den egna rörelsen råder detbrist på informationsutbyte och samarbete. Den ena folkhögskolan vet inte vad denandra gör och okunskapen blir bara större då man talar om folkhögskolor i olika nordiskaländer.Där var folkhögskolornas 150-åriga nordiska tradition borde vara en näst intill outsinligkälla att ösa ur blir det hela lätt bara till ett splittrat närverk av enskilda mer eller mindrebra punktinsatser.

Principerna för den äkta kommunikationen (se kap 2) får allt som oftast ta stryk. Hurärliga vi än är överför varandra så talar vi inte alltid samma språk eller så förstår vi heltenkelt inte innehållet hos de andra parterna.

Tanken på en form av Global Citizenship -examen ( se kap 5) som växte fram eftervärldskongressen i Tanzania är alltså inte heller så lätt att förankra ens på det nordiskafolkhögskolefältet. Folkbildningen anses nämligen vara fri bildning dvs var och enfolkhögskola ska själv suveränt få avgöra om vad som tas upp vid skolan. Att kunnaenas om något gemensamt “obligatoriskt”, hur värdefullt det än kunde vara, verkarvara stört omöjligt.

Många bäckar små gör en stor å heter det ju. Men det här gäller bara om bäckarnaträffar varandra någonstans på vägen. En bäck som svämmar över är ingenting att talaom, en å som bryter sina mönster tas upp i lokalpressen, men då de verkligt storaälvarna svämmar över bredden är följderna så pass märkbara, katastrofala att manberättar om det också på andra sidan jordklotet.

103

9. Global demokrati för den inre ringen“ I think we need a more strategic discussion on the role of media in popular education”(Edicio dela Torre)

Den filippinska folkbildaren Edicio dela Torre träffar huvudet på spiken då han efterlyseren mediastrategi för folkbildningen. Den strategin måste sträcka sig längre än till denlokala tidningspressen som den till stora delar gör idag.Om vi inte lyckas föra ut budskapet och potentialen är risken överhängande för att den“lilla demokratin” bara förblir liten och aldrig växer till sig.Om informationen om folkhögskolornas insats för den globala demokratinfortsättningsvis huvudsakligen begränsar sig till webbsidor och små notiser i lokalpressenså förblir globaliseringsbildningen en sysselsättning för ett fåtal ( många av dem redan“frälsta”) och når aldrig dem som verkligen behöver den.

“Folkbildningen är och kan bli räddningen för demokratin i den accelererandeglobaliseringen , men det kräver att vi måste organisera oss i Norden för att få fram vårbild av bildning och utbildning. Annars fara för urvattnat samarbete.”(Anders Ljunggren)

Målsättningen med NFR:s GlobalCitizenship-projekt är att kunna definiera nyttoargumentsom kan påvisa och konsolidera folkhögskolornas roll och kunskap på det här området.När vi har gjort det återstår alltså ännu att nå ut med det glada budskapet.Piece of cake!

104

DEMOS Policy rekommendationerfra de nordiske samråd

Norge:

Læring og demokratiDen norske delegasjonen under Den Nordiske Demokratikonferansen i Stockholm, 30.november - 1. desember 2007 uttalte følgende om framtidig satsning på området“læring og demokrati”:

Studieforbund og folkehøgskoler vil bidra til å styrke livskraftige samfunn gjennommøteplasser med handlingsrom for relasjonsbygging, utvikling og samfunnsengasjement- gjennom læring, kultur og debatt.

Studieforbund og folkehøgskoler vil øke sitt engasjement i pågående program for viktigesamfunnsspørsmål i tiden, for eksempel integrasjon, bærekraftig utvikling,lokaldemokrati, statskirkeordningen49, basiskompetanse og inkluderende arbeidsliv.

Hva ligger i en slik programerklæring for folkeopplysningens miljøer i Norge? Denneartikkelen berører i hovedsak studieforbundenes rolle og tar for seg lokaldemokrati,demokratiets dimensjoner og deltakelse i voksenlæring.

Voksenopplæringsforbundet - studieforbundenes interesseorganisasjon i Norge (Vofo)- uttalte seg høsten 2006 om Lokaldemokratikommisjonens50 første utredning NOU2005:6 “Samspill og tillit”. Her sier Vofo blant annet:

Studieforbundene bygger på folkeopplysningstradisjonen; den at kunnskap er enforutsetning for demokrati og kunnskap må være et gode for alle. Gjennom alle årsiden 1851 - da den første opplysningsorganisasjonen i Norge, Selskapet forfolkeopplysningens fremme, ble stiftet - har dette miljøet bidratt til å gjøre folk til aktivemedborgere og demokratiske aktører gjennom organisert kunnskapstilegnelse og øvelsei demokratisk praksis gjennom møtevirksomhet og dialog.

For oss er “demokrati” mye mer enn å delta ved valg. Demokrati er system, deltakelseog holdninger. Bl.a. i de såkalte “nye demokratier” i Europa har vi tydelig sett at alledisse tre dimensjonene må være til stede om et reelt demokrati skal fungere. For oss er

49 I Norge pågår (2006 - 2007) en debatt om hvorvidt man skal opprettholde en statskirke eller ikke og det erbl.a. slått til lyd for en folkeavstemning om spørsmålet. I den forbindelse kan folkeopplysningen komme til åspille en rolle.50 Lokaldemokratikommisjonen er et offentlig utvalg personer oppnevnt av den norske regjeringen for å kommemed bud på hvordan lokaldemokratiet kan styrkes. Kommisjonen startet sitt arbeid i 2005.

105

ikke minst den tredje - demokratiske holdninger - viktig. Vi mener at slike holdningertilegnes bl.a. gjennom det danningsarbeid som skjer i sivilsamfunnet; i det lokaleforeningsliv, i studieringene, på kursene og på andre møteplasser mellom mennesker.

Det offentlige Norge synes i liten grad å være opptatt av dette. Her synes det som omdimensjonen “demokratiet som system” har forrang. Analysene og valg av tilnærmingbærer preg av det. En analyse av folkeopplysningens eller læringens betydning forlokaldemokratiet er nesten helt fraværende i norsk debatt om demokrati.

“Demokratiet må læres på nytt av hver generasjon”; det er ikke lært en gang for alle.Staten har mange oppgaver i forhold til det lokale forvaltningsnivået, også på detteområdet. Innenfor den utpregede instrumentelle tenkning som råder i skolen for tiden,er det her åpenbart for lite å hente når det gjelder behovet for demokratisk dannelse.En statlig oppgave burde derfor kunne være å bidra til å stimulere frivillig sektor lokaltgjennom gode sentrale og lokale støtteordninger til den læringstradisjon de frivilligeorganisasjonenes studieforbund fører videre på dette området. Tilgang til læring er etdemokratisk gode i seg selv. Demokratisk læring er måten det gjøres på og som stimulerertil demokratisk praksis.

Demokratiet er til stede på flere arenaer i samfunnet og har mange dimensjoner. Hvakan det handle om, om vi ser på demokratiets dimensjoner i forhold til arbeidslivetversus samfunnslivet i øvrig?

Under har vi forsøkt å framstille denne relasjonen skjematisk:

DEMOKRATI OG ARBEIDSLIV HANDLER OM: DEMOKRATI OG SAMFUNNSLIV HANDLER OM:

Medbestemmelse Stemmerett og bruk av stemmerettenDemokrati på arbeidsplassen Medlem av politisk partiPartskunnskap (partene i arbeidslivet) Være aktiv, ha tillitsvervAnsattes representasjon i styringsorganer Være politikerBeslutninger i team Foreningsmedlem, foreningsaktivBeslutninger i prosjektgrupper Aktiv i lokalsamfunnsaktiviteterForholde seg til interne vedtekter og regelverk Interesseorganisering, gruppeinteresserForholde seg til ekstern lovgivning og praktisering Dugnad og annen frivillig innsatsDelta i bedriftsintern opplæring Delta i opplæringsaktiviteter i organisasjoner o.l.Demokratiske læringsmetoder, studiesirkler Demokratiske læringsmetoder, studiesirkler

Den som er enig i en slik framstilling, vil også tydelig se læringens betydning fordemokratisk praksis og demokratisk overlevelse.

Spiller studieforbundene i dag noen rolle for demokratisk deltakelse?En rapport51 for Voksenopplæringsforbundet fra Humanistisk Prosjektsemester /Humanistisk Fakultet ved Universitetet i Oslo, desember 2005 undersøkte dette forholdet.

51 Rapport: “Hvor begynner demokratiet? En analyse av sammenhengen mellom livslang læring ogdemokratideltakelse”, Vofo/Universitetet i Oslo 2005.

106

Vofos hypotese var at deltakelse på kurs i regi av studieforbund har en positiv innvirkningpå deltakernes kunnskap om og deltakelse i demokratiet. Vofo hevdet at dette gjelderuavhengig av om kursinnholdet er direkte relatert til demokrati eller ikke. Rapportenbekrefter delvis Vofos hypotese. I det følgende kommer noen av de intervjuede deltakernetil orde:

Hva mente deltakerne?“Demokratiet er ethvert sted hvor mennesker kommer sammen for å løse problemer ilikeverdig fellesskap”. “Demokratiet må sees på som mer enn en styreform”. “Kunnskaper avgjørende for menneskers deltakelse i demokratiet”. “Alle deltakelser, i form avborettslag, styrer og lokale organisasjonslag er viktige byggesteiner i demokratiet. Detsamme gjelder for studiesirkler og kurs, nettopp fordi de bringer mennesker sammentil diskusjon og refleksjon”. (Vår kursivering).Flere av deltakerne som ble intervjuet snakket om kursene som en arena hvor de kunneutvikle seg, både i forhold til seg selv og andre. De vektla videre at de i møtet medandre mennesker blir nødt til å lære seg eller utvikle de nødvendige ferdighetene forsosial samhandling.

Dette bekrefter Robert D. Putnams teori (2000:336)52, tolket slik av rapporten:“Putnams hovedpoeng er at samhandling og kommunikasjon med andre menneskerpå alle plan i samfunnet bør være grunnmuren i et demokrati. Demokratiets enklestenivå er den enkeltes hjem, og det er der den demokratiske prosessen begynner. Viderestrekker demokratiet seg til den andre ytterkanten, til borgernes representanter idemokratiske styringsorgan. For Putnam er det de enkleste demokratiske organene,eksempelvis nabolaget, foreninger, vel eller borettslag som gir folket mulighet til å væreaktive borgere i demokratiet.

Sosiale ferdigheterGjennom deltakelse i sosiale aktiviteter utvikler man sosiale ferdigheter, forståelse ogempati for andre. Aktiv deltakelse er inkluderende, skaper kunnskap og medførerhandling, og må derfor inneha en fundamental rolle i ethvert demokratisk samfunn.Demokratisk deltakelse kan ved hjelp av Putnam eksemplifiseres på flere måter. Deltakelseskjer ikke utelukkende gjennom åpenbare demokratiske handlinger som å stemme vedvalg, være medlem i politisk parti eller interesseorganisasjon, delta på politiske møter,debatter og demonstrasjoner, skrive under på opprop eller skrive leserinnlegg i aviserog tidsskrifter. Deltakelse i demokratiet er også å engasjere seg i idrettslag, velforeninger,borettslag, på dugnader, inneha tillitsverv på arbeidsplassen eller sine barns skoler, ogsist men ikke minst, å delta på kurs. Deltakelse på ett av disse såkalte nivåene, betyrmed andre ord at du deltar aktivt i demokratiet.”

52 Fra “Bowling Alone - The collapse and Revival of American Community”, Robert D Putnam, Simon &Schuster, New York 2000.

107

Rapporten konkluderer blant annet:“... Om begrepene demokrati og deltakelse defineres vidt, kan deltakernes forbedredeevne til å gjøre seg opp en mening og til å argumentere for den, definitivt sees sompositivt bekreftende svar Vofos hypotesen” Kurslederne støtter først og fremst hypotesenmed utgangspunkt i at kursdeltakelsen styrker deltakernes demokratiske ånd og girdem egenskaper som bedrer muligheten for deltakelse. Det er dette perspektivet somer mest framtredene i materialet som helhet og som derfor er rapportens mestnærliggende konklusjon”

I kampen for demokratiet duger bare fredelige våpen, der folkeopplysning og læring erblant de viktigste.

Oslo, 2007-03-12Sturla Bjerkaker, Vofo - Voksenopplæringsforbundethttp://www.vofo.no

Sverige:

FÖRBUNDET NORDISK VUXENUPPLYSNINGPOHJOISMAINEN AIKUISKASVATUSLIITTOTHE NORDIC ASSOCIATION FOR ADULT EDUCATION

Stockholm den 22 februari 2007

DEMOS-processen, bl.a. de nationella förberedelserna inför de nordiska seminarierna,diskussionerna inom olika studieförbund och antalogin, har på ett avgörande sätt bidragittill att folkbildningens aktörer samlat sig på bred nordisk nivå för samtala om dessnuläge utmaningar inför framtiden etc. FNV har som en av flera partners i processen,sökt bidra till denna framgångsrika process. Vårt Nordiska Ledarforum 2006 ochefterföljande årsmöte diskuterade folkbildningens framtida utmaningar, och bl.a. antogsvårt första idéprogram (vår värdegrund).

Processen som DEMOS initierat måste nu fortsätta och stort ansvar ligger inte minst påfolkbildningens nordiska samorganisationer, varav FNV är en. Det är också angelägetatt politiken i de olika nordiska länderna skapar goda utvecklingsmöjligheter förfolkbildningen. Vi återkommer senare i detta papper till detta.

DEMOS tar sin utgångspunkt i den nordiska välfärdsmodellen och som bl.a. präglas avett starkt civilsamhälle med många föreningar och organisationer. Mot den bakgrundenvill vi gärna inledningsvis beskriva hur vi ser på civilsamhället i allmänhet och

108

folkbildningen i synnerhet. Vi vill därför i citera vad som vi skriver i vår värdegrund omdels betydelsen av civilsamhället, dels om folkbildningen.

Civilsamhället i NordenKännetecknande för Norden är bl.a. ett mycket omfattande förenings- ochorganisationsliv. De enskilda nordiska ländernas historiska, sociala och kulturella somekonomiska utveckling har starkt präglats av respektive lands föreningsliv.

Dessa medborgarorganisationer spelar fortfarande en viktig roll i de nordiskademokratierna. För framtiden bör dessa organisationer och inte minst deras nordiskasamarbetsorganisationer spela en allt viktigare roll, dels som länk mellan politiken ochmedborgarna, dels som fora för en öppen och strukturerad dialog med det officiellanordliga samarbetet.

Civilsamhället i Norden har varit det officiella nordiska samarbetets drivbänk och växthus.Ett fortsatt nordiskt politiskt samarbete som önskar ett ökat medborgarengagemangställer krav på ett fungerande föreningsliv också på nordiskt plan.

Civilsamhället och den sociala ekonomin har också stor betydelse för utvecklingen avvälfärden och kulturen. Den sociala ekonomin främjar entreprenörskap, skapar socialtkapital och främjar delaktighet och kvalitet i välfärdssamhället.

Ett nordiskt politiskt och finansiellt stöd till samnordiska organisationer är därför likaviktigt som riktigt. I olika former finns nu sådana ekonomiska stöd men de är främstknutna, med några få undantag, till olika projekt, vars syften och förväntade resultat äruttalade av det officiella norden, inte de enskilt samverkande organisationerna.

Det behövs kontinuitet i det nordiska samarbetet också mellan civilsamhällets nationellaaktörer, oavsett ekonomisk situation, att delta på rimliga villkor. Ett nordiskt stöd tillsamnordiska föreningar bör premiera långsiktiga och hållbara relationer, och det kaninte enskilda kortsiktiga projekt göra.

Folkbildningen i NordenFolkbildningen och därmed studieförbund som FNV har som medlemmar, har ochkommer att ha en stor bety-delse för utvecklingen i Norden och de enskilda nordiskaländerna.

I folkbildningen möts människor i olika åldrar och med olika bakgrunder för att fritt ochfrivilligt utveckla sina intressen. Den sociala och kulturella gemenskap som detta utvecklarmellan medborgarna utgör i sig ett värde-fullt inslag i respektive lands demokratiskafolkstyre. I sig bidrar detta till att hos medborgarna utveckla och förstärka detdemokratiska sinnelaget och förståelse för grunderna i demokratins processer.

Det omfattande föreningslivet står också som huvudmän i olika former; som ägare tillfolkhögskolor eller stiftare och eller medlemsorganisation av studieförbund. Detta

109

engagemang från frivilligorganisationernas sida har sin bakgrund i deras behov av attockså tillgodose den egna organisationens kunskaps- och kompetensutveckling.Folkbildningen är därmed med en tvåhövdad aktör i det nordiska demokratibygget;som mötesplats för engage-rade medborgare och för civilsamhällets olika aktörer.

Folkbildningen organisationer har också en bred förankring i de enskilda ländernaskulturliv, t.ex. olika kultur-organisationer och betyder också mycket för utveckling avsåväl professionell som amatörkultur.

I de enskilda nordiska länderna har folkbildningen olika former av finansiellt stöd. Sommotiv till dessa former av stöd brukar framhållas folkbildningens samhällsnytta. Dessamotiv är minst lika starkt framträdande på nordisk nivå.

FNV verkar för att ett ökat samarbete mellan de samnordiskafolkbildningsorganisationerna.

Så till de frågor som DEMOS-processen ställt under nationell och nordisk debatt:

1. Hvordan styrker vi folkeoplysningens opgave og rolle i samfundet?Det er både enkelt og fristende at besvare dette spørgsmål med: Send flere penge. Dekritiske problemer for folkeoplysningen er imidlertid ikke først og fremmest penge ellermangel på penge. Hovedproblemet er, at der ikke - i det politiske og administrativebeslutningssystem - eksisterer en egentlig forståelse for og anerkendelse affolkeoplysningens samfundsmæssige betydning.

Udviklingen af realkompetencebegrebet som grundlag for beskrivelsen af den enkeltedeltagers resultat af at deltage i folkeoplysende aktiviteter er i et fornuftigt skridt hvornytteværdien “oversættes” til noget, som kursisterne forstår. Igennem en konkretiseringaf begrebet realkompetence anvender folkeoplysningen et sprog, som er egnet til atbeskrive værdien af vores ydelser på en måde, som også andre forstår. Sproget rettersig her især mod deltagerne i de folkeoplysende aktiviteter. Realkompetencebegrebethandler imidlertid først og fremmest folkeoplysningens værdi for den enkelte, herunderselvfølgelig også udviklingen af kompetencer inden for områder som demokrati ogmedborgerskab.

Der er imidlertid også en meget betydningsfuld samfundsmæssig side. Folkeoplysningenleverer også noget til samfundet. Dette “noget” kan beskrives som en tilvækst af “socialkapital”. Social kapital er et begreb, som vi kan bruge til at beskrive nytteværdien af defolkeoplysende aktiviteter i en form, som giver grundlag for en bedre kommunikationmed beslutningstagerne.En nyere dansk bog53, tager udgangspunkt i en undren over, at de nordiske velfærdsstater- trods svage økonomiske incitamenter - er blandt de rigeste i verden. Forfatterne finderikke, at dette hænger særligt godt sammen med gængs økonomisk teori, men at det

53 Gert Tinggaard Svendsen og Gunnar Lind Haase Svendsen: Social Kapital, en introduktion. Hans ReitzelsForlag. 2006

110

snarere svarer til problemet med humlebien, der ifølge de fysiske love ikke kan flyve.Virkeligheden er imidlertid, at humlebien kan flyve og at de nordiske lande er rige.Bogens svar er, at forskellen mellem teorierne og virkeligheden kan forklares gennemde nordiske landes “store beholdninger af social kapital”. Og de fortsætter: Hermedmener vi summen af det ofte helt uformelle samarbejde, der dagligt foregår på krydsog tværs mellem borgerne og mellem borgere og velfærdsstat og som hviler på tillid ognormer opbygget gennem en lang civil historie”.

Folkeoplysningen er en særdeles vigtig bidragyder til skabelsen af social kapital. Det erda også karakteristisk, at bogens konkrete eksempler på, hvor og hvordan civilsamfundetbidrager til væksten i samfundets sociale kapital, netop er andelsbevægelse ogidrætsbevægelse, altså områder, der er en del af folke-oplysningen. Men det erkarakteristisk, at den folkeoplysende voksenunder-visning ikke spiller nogenfremtrædende rolle i bogen. Udover at være en vigtig forudsætning for den økonomiskevækst er den sociale kapital også et centralt fundament for det aktive demokrati.

Konklusion: Udgangspunktet for en styrkelse af folkeoplysningens opgave og rolle måefter vores opfattelse være en langt bedre beskrivelse af, hvad folkeoplysningen leverertil samfundet og med anvendelse af et sprog, som forstås af beslutningstagerne. Det eren opgave, som haster og som de nationale og internationale folkeoplysendeorganisationer må tage på sig.

Konkreta insatserSette de dagsaktuelle diskursene på dagsorden: Dvs. ta de “store”/ofte kontroversielledebattene i demokatiske læringsarenaer (studieringer osv). Lær av Dansk FolkeoplysningsSamråd (DFS) som inviterere til - og tilrettelegger for - et nasjonalt “rådslag” etterMuhammedtegningene.

Forsterke samarbeidet på tvers av de forskjellige aktørene innen den frivilligevoksenopplæringen slik at vi kan opptre samlet og med mer tyngde inn i mot de nordiskebeslutningstakerne/politikerne.

2. Hvordan udvikler vi de folkeoplysningspolitiske strategier i Norden ogsikrer rimelige vilkår på folkehøjskoler og i studieforbund?De samnordiska folkbildningsorganisationerna, som FNV, ABF Norden, NordiskaFolkhögskolerådet för att nämna några måste dels utveckla egna strategier för att stärkainsatserna visavi främst de nordiska parlamentarikerna och Nordiska Ministerrådet. Dessaorganisationer bör också vara ett aktivt stöd för sina medlemsorganisationer i derasarbete visavi de nationella parlamentarikerna och regeringarna.

I ett mer offensivt arbete är det också att än mer en hittills samverka över de “gränser”som existerar mellan de samnordiska folkbildningsorganisationerna. Det kan gälla frågorsom fakta- och argumentinsamlingar, utformningar av trycksaker, gemensammaskrivelser och uppvaktningar.

Folkbildningen må också bli bättre på knytte an til politiske mål och strategier på nordisk

111

og nasjonalt plan, som f. eks “Norden som vinnerregion” og vektleggingen av “Livslangog livsvid læring”. Vise at suksess och måloppnåelse bl.a vil avhenge av omfolkeopplysningsak-tørene er trukket med.

3. Hvordan ser en proaktiv strategi ud i forhold til stat/folketing/kommune irelation til civilsamfundets organisationer og behov?Folkbildningens aktörer måste bli mycket bättre på att beskriva och synliggöra värdetav sitt arbete, tex. insatserna som främjar det sociala kapitalet som våra demokratier iså hög grad är beroende av. Kvalitetsarbetet i den egna verksamheten och utvecklingav kommunikations-strategier är andra delar av en sådan strategier.

Folkbildningen är också särskilt lämpad för att erbjuda de aktiva partiföreträdarna mötes-platser för samtal och diskussioner med medborgarna i angelägna och aktuellasamhällsfrågor.

Arbeide for at det offentlige fortsetter å forplikte seg økonomisk och ta et statlig ansvari förhållande till folkeopplysningen. Samnordiska folkbildningsorganisationer måste ocksåges rimliga ekonomiska villkor med bl.a. stöd från Nordiska Ministerrådet.

4. Hvad er de fem vigtigste bud på inkluderende og deliberativ praksis for defolkeoplysende organisationer?

- Öka självständigheten för att minska beroendet av olika politiska beslut.- Kommunikationen mellan folkbildningens olika aktörer måste bli bättre och

dessutom öka visavi allmänheten och politiken.- Öppenhet och strävan att erbjuda medborgarna olika former för samhällspåverkan.- Vara flexibla och ständigt söka utveckla metoder som ökar engagemanget bland

medborgarna i olika aktuella samhällsfrågor.- Stärka samverkan med olika frivilliga medborgarorganisationer för att öka

folkbildningens utveckling hos allmänheten.

Raymond SvenssonGeneralsekreterarehttp://www.fnv.se

Danmark:

Policy formuleringer indenfor temaområdet demokrati, aktivtmedborgerskab og livslang læringBaggrundVilkårene for demokratiet og medborgerskabet er under omstilling i disse år, ikke mindstpå grund af individualiseringen, globaliseringen og IKT, og de ændrede forhold mellemstat, marked og civilsamfund.

Både demokrati og aktivt medborgerskab bygger på to bærende søjler: retten og pligten.Som borgere i en demokratisk stat er vi således beskyttet af love og regler, der skal sikrevores økonomiske, politiske og kulturelle frihed, samtidig med, at det forventes af os

112

som medborgere, at vi tager aktivt del i det civile samfund og det politiske liv. Somdemokratiske borgere skal vi altså både pligtskyldigt handle i overensstemmelse medbestemte normer og retmæssigt efterleve love og regler.

Diskussionerne om det nutidige demokrati og medborgerskab går netop på, hvorvidtder er balance mellem søjlerne. Nogle mener, at vi som medborgere er blevet for optagetaf vores ret og lidt har glemt vores pligt; altså, at vi er blevet for passive medborgere, ogdet understøttes af faktuelle forhold, der traditionelt indikerer en aktiv deltagelse idemokratiet; det traditionelle, oplysende foreningsliv og de politiske partier melder omfaldende deltagelse og medlemstal. (Se www.magtudredningen.dk)

Men det er langtfra alt der er for nedadgående i demokratiet. I modsætning til detraditionelle foreninger og partier vokser antallet af specifikke patientforeninger,forbruger- og interesseorganisationer og brugerstyrelser således støt. Et ligeledes positivtbillede af den aktive medborger fremkommer, når man ser på de helt individuelledemokratiske deltagelsesformer, f.eks. antallet og kvaliteten af læserbreve, internetsiderog chat-rooms mv. Især de unge tager de nye medier i brug, når de går målrettet tilværks i demokratiet og, viser det sig ofte, gerne i opposition til traditionelle nationalenormer og regler.

Demokrati, aktivt medborgerskab og livslang læring i danskfolkeoplysningsperspektivDemokrati og aktivt medborgerskab er langtfra entydige begreber. Den måde deanvendes på afhænger både af de faglige perspektiver, de anvendes ud fra, samt denkontekst begrebet anvendes i - fx om man taler om personer, institutioner, civilsamfundeteller staten.

I folkeoplysningen arbejder vi først og fremmest med begreberne demokrati og aktivtmedborgerskab ud fra en alment dannende forståelsesramme. Det vil sige, at vi arbejdermed begreberne ud fra et demokrati-som-livsform perspektiv rettet mod civilsamfundetmed stadig reference til stat og marked. Behovet for referencen til stat og markedhenviser til det forhold, at folkeoplysningen hverken kan eller bør undslå sig at skullevære opmærksomme på hvordan det demokratiske fællesskab - staten, som vi er delaf, har brug for folkeoplysningen. Tilsvarende må vi erkende at vi opererer på et marked- nemlig markedet for vidensproduktion - hvorfor vi bliver nødt til at væreopmærksomme på diverse markedsmekanismer, fx, hvad, hvordan samt til hvem vibedst ‘sælger’ vores forskellige oplysnings-produkter.

Vi refererer i folkeoplysningen samtidigt til to niveauer, når vi taler demokrati ogmedborgerskab i folkeoplysningen, nemlig individniveauet og institutionsniveauet. Detfremgår fx tydeligt af dansk Folkeoplysnings Samråds formålsparagraf:

§ 2. Samrådet ser det som folkeoplysningens formål at bidrage til den enkeltes personligedannelse og uddannelse, og at medvirke til sikring og udvikling af demokratiet.Folkeoplysningen skal gennem sine mangeartede folkeoplysende aktiviteter fremmeborgernes medbestemmelse, medansvar og aktive engagement i samfundets udvikling.

113

Folkeoplysningen skal medvirke til at sikre borgernes kendskab til rettigheder og pligterog medvirke til at øge borgernes almenviden og deltagelse i et samfund med frihed,ligeværdighed og demokrati.

Vi kan i folkeoplysningen altså definere demokrati på to niveauer.

Individniveauet:På individniveau handler demokrati om aktive medborgere, dvs. individer, der gennemderes demokratiske livsform (= alment dannede konstruktive brug af deres sociale ogkulturelle kapital) medvirker til at styrke sammenhængskraften i civilsamfundet.

Policy-formulering I:Folkeoplysningens demokratiske opgave på dette niveau er:At styrke individernes sociale og kulturelle kapital således at de får de ressourcer, derskal til for at deltage aktivt i politiske, sociale eller kulturelle sammenhænge.

Institutionsniveau:På institutionsniveau handler demokrati om styreform, dvs. om den praksis individernekan og bør agere indenfor. Som institution bør demokrati være fordomsfri og til stadighedåbent overfor muligheden for at magten og retten sættes til diskussion, idet den givermulighed for, at alle medborgeres synspunkter høres og respekteres.

Policy-formulering II:Folkeoplysningens demokratiske rolle i forhold til institutionsniveauet er: at bidragekonstruktivt til institutionens praksis, idet folkeoplysningen som institution deltager idiskussionen om fordelingen af magt og forholdet mellem ret og pligt i samfundet.Folkeoplysningen skal skabe rammer for det aktive medborgerskab og gøre opmærksompå det demokratifremmende virke den har via sine særlige pædagogikker og rammer.Folkeoplysningen bør til stadighed gøre opmærksom på sin specifikke praksis-erfaringi den politiske dialog.

Folkeoplysningens indsats er gennem livslang læring, at give borgerne mulighed for atdygtiggøre sig og dermed øge deres engagement i både eget og i andres liv. Hermedbliver en væsentlig målsætning for folkeoplysningen at øge borgernes faglige, socialeog demokratiske kompetencer, således at de bliver i stand til at overskue og bidrage tildiskussionerne om samfundsindretningen og det gode liv - på lokalt, nationalt og globaltniveau.

Policy-formulering III:At klæde borgerne på til aktiv deltagelse i nutidens og ikke mindst fremtidens demokratigennem livslang læring forudsætter, dels at vi i folkeoplysningen forstår at udnyttevores erfaringer og udvikle vores ‘produkter’, dels at folkeoplysningen får økonomiskog politisk mulighed for at gøre dette.

Christine P. Sestoft, DFS - Dansk Folkeoplysningssamrådhttp://www.dfs.dk/

114

Finland 1:

Policyrekommendationer från Folkbildning NordenKoncept:

• Konceptet mångdimensionellt medborgarskap i fokus, inte längre entydigtintegration i det nordiska samhället, eller okritisk acceptans av “kulturellaskillnader”.

• Utgångspunkten för NMR:s satsningar inom demokrati måste vara proaktiva,inte reaktiva. Policyrekommendationerna nedan handlar om att ta initiativet, varamed och påverka utvecklingen, inte springa efter och försöka reparera bristerna.

Satsningar:Forskning:

• Det som behövs är mer forskning kring folkbildningens betydelse för det toleranta,aktiva samhället, med tydliga indikatorer.

• Vi saknar kompatibel nordisk statistik inom folkbildningen, vilket försvårar analyseroch åtgärdsförslag på nordisk nivå.

Kultur:• Satsning på mångkultur, kopplingen kultur-bildning, ökat stöd för olika

kulturyttringarMobilitet:

• Mobilitetssatsningar får ökad betydelse. Lärare, pedagogisk personal och vuxnalärande behöver se och uppleva mångfalden i Norden konkret. Det ökar förståelsenoch kontaktytan.

Dialog/hörande:• NMR och NR behöver bli mer lyhörda. Vi behöver metoder att regelbundet

involvera och ingå i aktiv dialog med miljöerna. Istället för traditionellintressebevakning och ideologisk protektionism måste dialogen innehålla kravfrån båda hållen!

• Fältet av aktörer är stort. Men utan medborgarnas legitimering kommer inte detransnationella rörelserna att kunna genomföra sina ambitiösa målsättningar. Enmetod som NMR bör stöda och utveckla är offentliga “medborgarkonsultationer”,med modell från EU:s ECC-process (European Citizenship Consultation).

• En metod som visat sig framgångsrik är framtidsverkstäder kring vår tids problemoch utmaningar. NMR borde organisera en rad verkstäder under de kommandetvå åren.

IT:• IT-alfabetiseringskampanj

Metodutveckling:• Folkbildare hävdar gärna att de är med och bygger det aktiva medborgarskapet.

Det har emellertid visat sig svårt att bevisa detta i praktiken. NMR behöver stödametodutveckling som medger kvantifiering av folkbildningens faktiska betydelseför det aktiva medborgarskapet.

• I likhet med EU:s allt tydligare satsning på mätbara resultat och tydligamålsättningar bör även folkbildningen tillsammans med NMR utveckla indikatorersom blir obligatoriska element i strategi- och målsättningsdokument.

115

Processer:

• Alltför mycket av demokratidiskussionen begränsas av ett snävt tänkande iansvarsfördelning och strukturbyggande. Norden behöver en visionsprocess församhällsutvecklingen, där alla aktörer inbjuds att delta

• Folkbildningen och vuxenutbildningen ingår som element i de nationellautbildningssystemen. Som sådana är deras möjligheter att påverka utvecklingenbegränsade. Även här behövs helt nya och gränsöverskridande forum för debattoch dialog. För folkbildningens del handlar det om att synliggöra de processersom får dialogbaserat lärande att fungera effektivt som inlärningsmetod medlångtidsverkan. Detta är inget folkbildare har ensamrätt på, tvärtom bordevärdegrunden kunna omsättas i pedagogik och aktivitet som allainlärningsinstitutioner kan dra nytta av.

• Nordens demokratier kan inte längre bygga på språket som enandeidentitetsskapare. Inte heller kulturarvet i sig. Medborgarskapet behöver andradimensioner, och NMR är i en central roll att utveckla dessa.

• De demokratiska utmaningarna kan inte lösas nationellt. I en globaliserande världmåste också Norden arbeta tydligare över gränserna. Gränsöverskridandeverksamhet inom Norden blir därför viktigare

• För att förankra visionerna i vardagen, och för att öka förståelsen mellan folkbildareoch politiker bör NMR stöda dialogprocesser mellan dessa grupper, så somdemokratikonferensen i Stockholm hösten 2006.

Johanni Larjanko, Samverkande bildningsorganisationernahttp://www.vsy.fi/

Finland 2:

Policyrekommendationer från Bildningsforum

Bildningsforum poängterar vikten av demokratifrågor som ett tvärgående tema nationelltoch inom nordiskt samarbete. Detta gäller framförallt inom folkbildningen, men äveninom hela det livslånga lärandet, som är mer än ett verktyg för anställbarhet påarbetsmarknaden. Inom hela EU likställs aktivt medborgarskap (active citizenship) medanställbarhet, och samma likvärdiga prioritering borde även synas i det nordiskasamarbetet.

NMR:s rapport Demokrati i Norden (ANP 2005:701) rekommenderar följande inomområdet kunskap, forskning och utbildning: “ En demokratisk utbildningsstrategi föreslåstas fram i de nordiska länderna och självstyrelseområdena, i syfte att stärka medborgarnaskunskap och medvetenhet om sina rättigheter och möjligheter men även skyldigheteroch ansvar i ett demokratiskt samhälle.”

Enligt Bildningsforum förutsätter ovanstående demokratistrategi en massiv folkbildandesatsning på gamla och nya medborgarkompetenser. De nordiska demokratierna är alltför

116

sköra om man enbart sätter sin tillit till politiska val och parlamentarism, även omröstningsprocenterna fortfarande är relativt höga i de nordiska länderna. Demokratinsom styrelseform och livsform behöver utvecklas parallellt.

Demokratin måste erövras på nytt av varje generation, och därför föreslår Bildningsforumföljande prioriteringar till Nordiska Ministerrådet och de nordiska nätverk och institutionersom arbetar samnordiskt:

1. Skapa ett permanent demokratiutskott som fungerar som ett nordisktobservatorium inom området. Välj in representanter från folkbildnings- ochmedborgarorganisationer i observatoriet. Uppdraget är att följa upp vad somsker i Norden, ordna konferenser tillsammans med miljöerna, förmedla projekt-och forskningsuppslag och därmed skapa en bättre dynamik och kommunikationmellan den mångfald av aktörer som finns i Norden.

2. Upprätta ett nordiskt demokratipris för bästa handlingsmodell (best practice) påbasis av pedagogiska och demokratiska kriterier. Motsvarande pris existerar sedanlänge inom miljöområdet.

3. Utveckla hörandemodeller mellan myndigheter och folkbildande organisationer.I Finland finns SAG-projektet som ökar transparensen i beslutsfattandet mellanmyndigheter och medborgarorganisationer. Norden behöver nya remissprocedureroch möjligheter att beakta små aktörer t.ex. för kulturella och språkliga minoriteteroch självstyrelseområden. Detta är viktigt för att garantera mångfalden i detnordiska.

4. Förnya Nordplus-programmen så att de synliggör demokratisatsningar. En goddel värdefullt pedagogiskt arbete görs lokalt och inom enskilda organisationer,men frukterna av arbetet blir inte alltid synliga. Anvisa specifika anslag för mobilitet,utbytesverksamhet och pedagogiskt utvecklingsarbete mellan de nordiska länderna.

5. Synliggör medborgarkompetenserna! Medborgarskap finns på en mångfald olikanivåer, men behöver också mobiliseras och utövas med en mångfald av olikaideologiska och värdemässiga förtecken. Låt folkbildande organisationer faciliteramedborgaraktivitet på deliberativa sätt, dvs. genom dialogbaserade metoder ochmötesplatser där alla får sin röst hörd. Förbättra nordbornas kännedom om derasrättigheter och skyldigheter, erbjud direktdemokratiska kanaler i form av t.ex.medborgarpaneler, och ta fram flexibla pedagogiska kurser och projekt sombefrämjar ovanstående kompetenser.

Björn Wallén ordförande Bildningsforummars-april 2007www.bildningsforum.fi

117

Bilag

DEMOS Round Table Paper - Forår 2006

Med DEMOS startkonferencen i Danmark d. 9. - 10. februar 2006, åbnede den bredediskuterende og inkluderende proces i DEMOS, som løber frem til slutkonferencen iStockholm, november 2006.

Til udbredelse af diskussionerne fremsendes hermed et papir baseret pådiskussionsgrundlaget fra startkonferencen.

Vi opfordrer til, at der afholdes nationale DEMOS Round Table diskussioner med såmange interessenter som muligt.

Round Table papiret lægges også på hjemmesiden www.nordvux.net til videre diskussion

Ambitionen med DEMOS er, at skabe en nordisk tænketank, som i politik og praksissammenkobler vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- ogdemokratiudredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiskekompetence.

Målet med DEMOS er at skabe en deliberativ læringsproces, som leder til et nyt policydokument indenfor temaområdet, en nordisk hvidbog om demokrati, aktivtmedborgerskab og livslang læring. Deliberativt demokrati er en moderne demokratiteoribaseret på samtale og diskuterende debatter.

Diskussionerne og konklusionerne fra Round Table møderne vil komme til at indgå iden videre proces og som grundstof til hvidbogen.

På startkonferencen holdt Ove Korsgaard, Danmarks Pædagogiske Universitet og ErikAmnå, Göteborgs Universitet.to centrale oplæg:

Medborgerskab og mangfoldighed:Medborgerskabet i et historisk pædagogisk dannelsesperspektiv. Hvilke konsekvenserhar det for folkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati pålokalt plan, europæisk plan og globalt plan?

Rettigheder - Folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet:En stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen har ikke med politik at gøre, men udgøri sin form og substans en væsentlig del af den sociale kapital i samfundet. Hvordan

118

påvirker det fællesskaberne, at individualisering og juridisk rettighedstænkning blivermere og mere fremherskende?

Fra Ove Korsgaards artikel om DEMOS:

Det siger sig selv, at den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må haveet forhold til begrebet folk. Uden en sådan mister ordet sin mening. Det er ordet folk,der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Der er ikke tale om oplysning i alalmindelighed, men om folke-oplysning.

Ordet folk er et af sprogets mest komplekse begreber, idet ordet har flere forskelligebetydninger....At give en indføring i det moderne demokratis to forskellige, og alligevel intimt forbundnebegreber, folkesuverænitet og menneskerettigheder, kan betragtes som en nutidig formfor borgerlig konfirmationsundervisning. Eller folkeoplysning. Mange glemmer, atDemokrati ikke kun forudsætter universelle menneskerettigheder, men også et afgrænsetdemos. Demokrati er med andre ord afhængig af såvel universelle principper sompartikulære enheder. På den ene side bygger demokrati på menneskerettigheder oglovgivning efter almene principper, og på den anden side på et folk, der udgør enafgrænset enhed, der kan identificeres.

Mange er af forståelige grunde utilpas ved begrebet folk. Ofte bruges det på måder,man ikke selv kan identificere sig med. Men frem for at erklære begrebet folk forudlevet, (...), er det efter min opfattelse bedre at gå ind i kampen om at give begrebeten betydning, der kan frigøre de kræfter, der ligger bundet i andre - mere utidssvarende- opfattelser af begrebet.

Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk. Ejheller er folkeoplysning et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der er enighedom. Folkeoplysning udgør tværtimod en kampplads, som forskellige interesser forsøgerat præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slå et slag for demos

Se hele artiklen på www.nordvux.net

Fra Erik Amnås oplæg om Rettigheder - folkeoplysning, social kapital og civilsamfundeter der flere problemstillinger, der er en diskussion værd:

Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund.Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske ogfolkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identitetenformuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet.Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningensparaplyorganisationer hævder at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt.Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men vi har dog ofte meget vanskeligt vedat præcisere, hvad dette særlige består i.

119

Mange andre uddannelses- og kulturaktører kan med god ret sige, at de har overtagetfolkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne?I Danmark har vi gennem længere tid eftersøgt fremtidens folkeoplysning i forskelligeforklædninger. Måske er det på tide at fokusere på nutidens folkeoplysning. De nutidigeudfordringer og justere selvforståelsen.

I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud.Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering erdog ikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis.Den ideologiske forankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt ogpolitisk og bl.a. være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivtmedborgerskab og livslang læring.Det er imidlertid de færreste af aftenskolens deltagere som går til demokrati. De går tilsprogundervisning - og naturligvis, meget andet. Gennem de senere år har aktiveringog socialt arbejde grænsende til behandling været store og vigtige aktiviteter i defolkeoplysende organisationer og aftenskoler. Staten tilkalder ofte folkeoplysningenfor at løse opgaver med socialt ansvar, information og debat.Især i opgaverne med socialt ansvar er det vigtigt, at de folkeoplysende organisationerer opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning. Den slags opgaver klæber.Og hvis det går galt. Hvem har så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed?I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrenceog alt hvad det indebærer.For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen (udover at være forretning) også væreautonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skal have stor indflydelse påindhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellem forretning ogfolkeoplysning.Folkeoplysningen skal vedvarende definere og profilere sig. Hvis ikke vi formår det,risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliver folkeoplysningensBermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser og forsvinder.

På DEMOS startkonferencen problematiserede Erik Amnå folkeoplysningens opgaveog udfordringer med hensyn til at styrke den sociale kapital og dermed dengrundlæggende tillid i samfundet. Det er afgørende, at folkeoplysningen forholder sigkritisk til egen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere.

(Se Erik Amnå’s Power Point slides på www.nordvux.net .)

120

Forslag til konkrete spørgsmål til de nationale diskussioner:i foråret / sommeren 2006:

Hvordan styrker vi folkeoplysningens opgave og rolle i samfundet?

Hvordan udvikler vi de folkeoplysningspolitiske strategier i Norden og sikrerrimelige vilkår på folkehøjskoler og i studieforbund?

Hvordan ser en proaktiv strategi ud i forhold til stat/folketing/kommune irelation til civilsamfundets organisationer og behov?

Hvordan sikrer vi mangfoldighed og multikulturalitet i DEMOSprojektet ogprocessen?

Hvad er de fem vigtigste bud på inkluderende og deliberativ praksis for defolkeoplysende organisationer?

DEMOS Round Table Paper- Debat i nordiske folkeoplysende organisationer -Efterår 2006

Med DEMOS startkonferencen i Danmark i februar 2006, åbnede den brede diskuterendeog inkluderende proces i DEMOS projektet, som løber frem til slutkonferencen i Stock-holm, november 2006.

Med udsendelsen af dette Round Table Paper opfordres de folkeoplysende organisationeri Norden til at diskutere og problematisere demokratiet og det aktive medborgerskabsvilkår og praksis i egne organisationer og dermed bidrage til DEMOS tænketank ogmetodeudvikling.

Dette papir lægges også på hjemmesiden www.nordvux.net til videre diskussion ogkan også kommenteres der.

Ambitionen med DEMOS er, at skabe en nordisk tænketank, som i politik og praksissammenkobler vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- ogdemokratiudredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiskekompetence.

Målet med DEMOS er desuden at skabe en deliberativ læringsproces, som kan føre tilet nyt policy dokument indenfor temaområdet og en nordisk hvidbog om demokrati,aktivt medborgerskab og livslang læring.Deliberativt demokrati er en moderne demokratiteori baseret på samtale og diskuterendedebatter.

121

Diskussionerne og konklusionerne fra de organisationer der reflekterer på Round Tablepapirerne vil indgå som grundstof i den videre proces til hvidbogen.

På startkonferencen holdt Ove Korsgaard, Danmarks Pædagogiske Universitet og ErikAmnå, Göteborgs Universitet.to centrale oplæg:

Medborgerskab og mangfoldighed:Medborgerskabet i et historisk pædagogisk dannelsesperspektiv. Hvilke konsekvenserhar det for folkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati pålokalt plan, europæisk plan og globalt plan?

Rettigheder - Folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet:En stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen har ikke med politik at gøre, men udgøri sin form og substans en væsentlig del af den sociale kapital i samfundet. Hvordanpåvirker det fællesskaberne, at individualisering og juridisk rettighedstænkning blivermere og mere fremherskende?

Fra Ove Korsgaards artikel om DEMOS:

Det siger sig selv, at den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må haveet forhold til begrebet folk. Uden en sådan mister ordet sin mening. Det er ordet folk,der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Der er ikke tale om oplysning i alalmindelighed, men om folke-oplysning.

Ordet folk er et af sprogets mest komplekse begreber, idet ordet har flere forskelligebetydninger....Mange glemmer, at Demokrati ikke kun forudsætter universelle menneskerettigheder,men også et afgrænset demos. Demokrati er med andre ord afhængig af såvel universelleprincipper som partikulære enheder. På den ene side bygger demokrati påmenneskerettigheder og lovgivning efter almene principper, og på den anden side pået folk, der udgør en afgrænset enhed, der kan identificeres.

Mange er af forståelige grunde utilpas ved begrebet folk. Ofte bruges det på måder,man ikke selv kan identificere sig med. Men frem for at erklære begrebet folk forudlevet, (...), er det efter min opfattelse bedre at gå ind i kampen om at give begrebeten betydning, der kan frigøre de kræfter, der ligger bundet i andre - mere utidssvarende- opfattelser af begrebet.

Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk. Ejheller er folkeoplysning et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der er enighedom. Folkeoplysning udgør tværtimod en kampplads, som forskellige interesser forsøgerat præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slå et slag for demos...Se hele artiklen på www.nordvux.net

122

Fra Erik Amnås indlæg om Rettigheder - folkeoplysning, social kapital og civilsamfundeter der flere problemstillinger, der er en diskussion værd:

Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund.Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske ogfolkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identitetenformuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet.Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningensparaplyorganisationer hævder at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt.Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men vi har dog ofte meget vanskeligt vedat præcisere, hvad dette særlige består i.Mange andre uddannelses- og kulturaktører kan med god ret sige, at de har overtagetfolkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne?Flere af de nordiske folkeoplysende organisationer har gennem længere tid eftersøgtfremtidens folkeoplysning i forskellige forklædninger. Måske er det på tide at fokuserepå nutidens folkeoplysning. De nutidige udfordringer og justere selvforståelsen.

I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud.Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering erikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis.Den ideologiske forankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt ogpolitisk og bl.a. være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivtmedborgerskab og livslang læring.Det er imidlertid de færreste af aftenskolens deltagere som går til demokrati. De går tilsprogundervisning - og naturligvis, meget andet. Gennem de senere år har aktiveringog socialt arbejde grænsende til behandling været store og vigtige aktiviteter i defolkeoplysende organisationer og aftenskoler. Staten tilkalder ofte folkeoplysningenfor at løse opgaver med socialt ansvar, information og debat.Især i opgaverne med socialt ansvar er det vigtigt, at de folkeoplysende organisationerer opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning. Og hvis det går galt. Hvemhar så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed?

I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrenceog alt hvad det indebærer.For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen (udover at være forretning) også væreautonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skal have stor indflydelse påindhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellem forretning ogfolkeoplysning.Folkeoplysningen skal vedvarende definere og profilere sig. Hvis ikke vi formår det,risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliver folkeoplysningensBermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser og forsvinder.

På DEMOS startkonferencen problematiserede Erik Amnå folkeoplysningens opgaveog udfordringer med hensyn til at styrke den sociale kapital og dermed dengrundlæggende tillid i samfundet. Det er afgørende, at folkeoplysningen forholder sigkritisk til egen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere.

123

(Se Erik Amnå’s Power Point slides på www.nordvux.net .)

Forslag til hvad de folkeoplysende organisationer kan formulere indspil tilDEMOS projektet og en fremadrettet policv på feltet samt debattere iefteråret 2006:

Hvad er organisationens eller skolens ambition med hensyn til demokratiog aktivt medborgerskab?Hvordan formuleres det i målsætning?Hvordan praktiseres det i hverdagen?Hvad er de vigtigste bud på inkluderende og deliberativ praksis for defolkeoplysende organisationer?Hvordan sikres mangfoldighed og multikulturalitet i organisationens praksis?

Kun ved til stadighed at problematisere og sætte demokratiets vilkår og praksis til debatskaber vi et levende demokrati.

Om forfatterne til DEMOS Antologien:

John Steen JohansenCand.pæd.psych., Rektor for Den Nordiske Folkehøjskole i Geneve, arbejder med EUprojekter, nordiske projekter og folkeoplysende voksenundervisning, særligt i relationtil livslang læring, aktivt medborgerskab og kompetenceudvikling

Staffan HübinetteLärare på Tollare folkhögskolaProjektledare för NVLs projekt “Demokrati genom flexibelt lärande”

Christer LindahlVerksamhetsutvecklare på Studieförbundet Vuxenskolans avdelning i Burträsk

Tore MellbergTidigare lärare och rektor på Örebro folkhögskolaProjektledare inom området folkbildning för Örebro läns landsting

Ingemar SvenssonProjektledare på CFL med ansvar för fortbildning och kunskapsbildning på områdetfolkbildningens flexibla lärande

Bengt GöranssonStatsråd (socialdemokrat) 1982-91Verksam i nykterhetsrörelse och folkbildning, bland annat som ordförande iABF, Arbetarnas Bildningsförbund 1980-82Ordförande i den svenska Föreningen Norden 2000-2007Ordförande i den parlamentariska Demokratiutredningen 1999-2000Ordförandeskap i skilda organisationer på kulturområdet

124

Kirsten PaabyFaglig leder i Stiftelsen Idébanken (siden 2001) - et kunnskapsmiljø som tilretteleggerfor dialoger om en bærekraftig framtid. Har hovedansvar for utviklingen av Idébankensmetoder for demokratiske samtaler blant annet med bakgrunn i mange års erfaringermed fremtidsverksteder som folkeopplysning innen forskings- og utviklingsarbeid i bådeDanmark og Norge.

Arthur DanielsenUtdannet statsviter, og jobber i AOF Norge med tillitsvalgtskolering for den norskeLandsorganisasjonen. Han har ansvar for utvikling og gjennomføring av kurs i fagenehistorie, ideologi, samfunn og internasjonale emner.

Jeppe LæssøeCand. Psyk., Ph.d. lektor i miljøpædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet.Hovedtema i forskning: Udviklingen i folkeoplysningens didaktik (mål, strategier,organisation, indhold, former) i relation til miljøproblematikken og bæredygtig udvikling.Har siden 1985 gennemført en lang række forandringsorienterede og interaktiveforskningsprojekter på området.http://www.dpu.dk/om/jepl

Ove KorsgaardLektor, ph.d., dr. pæd. institutleder på Institut for Pædagogisk Filosofi, DanmarksPædagogiske Universitet. Har udgivet en række bøger om idræts-, oplysnings- ogdannelseshistorie.Blandt andet en trilogi:Kampen om kroppen. Dansk idræts historie gennem 200 år (1982)Kampen om lyset. Dansk voksenoplysning gennem 500 år (1997)Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år (2004)

Jakob ErleKultursociologLeder af International Academy for Education and DemocracyMedlem af International Council i Association for World Education

Björn WallénRektor för Svenska studiecentralen SSC, initiativtagare till DEMOS tillsammans medJohn Steen Johansen och andra folkbildningskolleger. Har bl.a gjort en nordisk utredningför den finska regeringens politikprogram, Nordiska initiativ till aktivt medborgarskaputgående från principen om livslångt lärande (2005), där idén om en nordisk tänke-tank föreslås.

125

Seppo NiemeläProgramdirektör för den finska regeringens Politikprogram för medborgarinflytande2004-2007. Före det verksamhetsledare vid det finska samrådet VSY-SamverkandeBildningsorganisationerna, studierektor vid Landsbygdens Bildningsförbund MSL,journalist och skriftställare med ett antal publikationer.

Henrik von PhalerRektor Cityfolkhögskolan 2000-Ordförande i Nordiska folkhögskolerådet 2005-Ordförande i Finlands svenska folkhögskolförening 2004-Ordförande ESVA Finland 2004-Styrelsemedlem ESVA International 2005-TV-journalist (Nyheter & aktualiteter/Yle) 1990-2000Styrelsemedlem Publicistförbundet 1994-96Frilansjournalist 1988-1990

Rasmus Kolby RahbekAnsat ved Århus UniversitetCand. mag. i Æstetik & Kultur og IdéhistorieMA i Europastudier

126

Medlemmer af DEMOS styregruppen:

Antra Carlsen, NVL - Nordisk Nätverk för Vuxnas Lärande

Larry Kärkäinen, NVL - Nordisk Nätverk för Vuxnas Lärande

Björn Wallen, Svenska Studiecentralen

Raymond Svensson, FNV - Förbundet Nordisk Vuxenupplysning

Henrik von Pfaler, NFR - Nordisk Folkehøgskoleråd

Jorma Turunen, TSL Finland

John Steen Johansen, ABF Norden

Medlemmer af DEMOS redaktionsgruppen:

Ove Korsgård, Danmarks Pedagogiska Universitet

Erik Amnå, Göteborg Universitet,

Björn Wallén, Svenska Studiecentralen


Demos Sekretariatet:


Hafida Bouylud, AOF Danmark

http://www.aof-danmark.dk/

127

Summaries

DEMOS 2006

– En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden.

Med DEMOS startkonferencen i Danmark i februar 2006 begyndte en bredtdiskuterende og inkluderende proces for de mange organisationer, der blev involveret iDEMOS projektet. En proces som fortsatte via lokale debatter, Round Tables, seminarerog konferencer og i november 2006 nåede frem til konferencen om Demokratietsdimensioner, folkeoplysningens betydning i Stockholm.

Ambitionen med DEMOS var, at skabe en nordisk tænketank som i politik og praksiskoblede vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- og demokrati-udredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiske kompetence.

På startkonferencen holdt Ove Korsgaard og Erik Amnå to centrale oplæg, der på mangemåder blev retningsgivende for projektet.

Ove Korsgaard talte om medborgerskab og mangfoldighed -Medborgerskabet i ethistorisk pædagogisk dannelsesperspektiv og om hvilke konsekvenser, det har forfolkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati på lokalt plan,europæisk plan og globalt plan.

Den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må have et forhold til begrebetfolk. Uden et sådan mister ordet sin mening. Ordet folk er et komplekst begreb medmange forskellige betydninger, der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Derer ikke tale om oplysning i al almindelighed, men om folke-oplysning.Man må ikke glemme, at Demokrati ikke kun forudsætter universellemenneskerettigheder, men også et afgrænset demos. Demokrati er med andre ordafhængigt af både universelle principper og partikulære enheder. På den ene side byggerdemokrati på menneskerettigheder og lovgivning efter almene principper, og på denanden side på et folk, der udgør en afgrænset enhed, der kan identificeres.

Begrebet folk er ikke uproblematisk. Ofte bruges det på måder, det kan være vanskeligtat identificere sig med. Frem for at erklære begrebet folk for udlevet, vil det derfor værebedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning.

128

Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk.Folkeoplysning er heller ikke et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der erenighed om. Folkeoplysning udgør en kampplads, som forskellige interesser forsøgerat præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slå et slag for demos. Dette behandlesindgående i kapitlet om‘kosmopolitisk demos

Erik Amnå talte—på åbningskonferencen om Rettigheder - Folkeoplysning, social kapitalog civilsamfundet og pointerede, at en stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen ikkehar med politik at gøre, men i form og substans udgør en væsentlig del af den socialekapital i samfundet.

Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund.Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske ogfolkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identitetenformuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet.Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningensparaplyorganisationer hævder, at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt.Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men det er dog ofte meget vanskeligt atpræcisere, hvad dette særlige består i.Mange andre uddannelses- og kulturinstitutioner og andre aktører kan med god retsige, at de har overtaget folkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne?Måske er det på tide at møde de nutidige udfordringer og justere selvforståelsen.Folkeoplysningens særpræg er ikke meget bevendt, hvis det blot er retten til vedvarendeat påberåbe en egenart uden at være i stand til at eksplicitere denne. For ikke at taleom at omsætte den i handling.

I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud.Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering erikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis. Den ideologiskeforankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt og politisk og bl.a.være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivt medborgerskab, livslanglæring og bæredygtig udvikling.

Det er imidlertid de færreste af folkeoplysningens deltagere som går til demokrati. Degår til sprogundervisning, foredrag – og meget andet. Gennem de senere år har aktiveringog socialt arbejde grænsende til behandling været store, indbringende og vigtigeaktiviteter for mange af de folkeoplysende organisationer.

Staten tilkalder ofte folkeoplysningen for at løse opgaver med socialt ansvar, informationog debat. Især i forbindelse med opgaver med socialt ansvar er det vigtigt, at defolkeoplysende organisationer er opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning.Og hvis det går galt. Hvem har så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed?

I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrenceog alt hvad det indebærer. For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen, udover atvære forretning også være autonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skal

129

have stor indflydelse på indhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellemforretning og folkeoplysning.

Hvis folkeoplysningen fortsat skal medvirke til også at styrke den sociale kapital ogdermed den grundlæggende tillid i samfundet skal den vedvarende definere og profileresig. Folkeoplysningen må hele tiden problematisere egen rolle og forholde sig kritisk tilegen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere. Hvis ikkevi formår det, risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliverfolkeoplysningens Bermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser ogforsvinder.

Antologien DEMOS 2006 forelå først som en Pre Print Version i forbindelse medDemokratikonferencen i Stockholm og var med sine mange inspirerende bidrag eninvitation til den enkelte læser, foreninger og organisationer om at involvere sig ogbidrage til den vigtige demokratiske proces med det elementære demokratiskebrændstof: oplysning og samtale.

Ambitionerne med projektet er endnu ikke indfriet. DEMOS er stadig på vej somfolkeoplysende proces og tænketank og vil med den foreliggende antologi opfordrefolkeoplysende organisationer i Norden til lokalt at fortsætte arbejdet med at styrkeden sociale kapital og udvikle debatformer og metoder til at øge det aktivemedborgerskab.

Hvad skal der ske? Du står måske med antologien i hånden for første gang og har læstet par af de inspirerende artikler og overvejer hvordan de kan omsættes til debat oghandling i lokalområdet i den lokale folkeoplysning. Kort sagt hvor de kan blive tilnoget levende i den vedvarende debat om aktivt medborgerskab magt og demokrati.

Antologien er ligetil at anvende som grundlag for en studiecirkel. De enkelte afsnit erambitiøse i indhold og omfang og kan alle danne grundlag for generelle overvejelserog debat i relation til deres emne.

I løbet af DEMOS 2006 blev der afholdt tre konferencer, suppleret med skriftlige indlægog tilskyndelse til de nationale debatter i form af oplæg til Round Tables ( se bilag 1)

Round Tables samt de nationale projekter om demokrati og folkeoplysning varmedvirkende til at levendegøre og udbrede processen.

Som produkt af denne delproces foreligger de nationale indspil om policy. Forslag tilhvordan folkeoplysningen og demokratiet i Norden kan styrkes.

Der findes vigtige referencer til forskning, der er foregået indenfor demokrati i de sen-este ti år på www.nordvux.net. Desuden er der mulighed for at læse om, hvordanandre har ladet sig inspirere og formidle egne erfaringer

130

DEMOS er i sig selv en opfordring til debat og aktivitet. Kort sagt: anvend materialet iorganisationerne, på højskolerne og i studiecirklerne. Inviter til Round Tables og lokaletænketanke. Udform forslag til hvordan man kan gå videre med debatten lokalt ved atarrangere folkeoplysende debat dage i tilknytning til demokratiske mærkedage. Gørdem til folkeoplysningens mærkedage - DEMOS dage.

I de gode nationale forslag til Policy er der megen inspiration at hente. Diskuter lokalt -Er det noget der også kan anvendes eller tilpasses lokalt?

I DEMOS glæder vi os til denne mere omfattende og udvidede dialog som forhåbentligfølger efter denne bog og de mange studiecirkler i Norden.

Rektor Björn Wallén efterlyser i Från reaktivt till proaktivt medborgerskap et nytproaktivt folkeoplysningsprojekt som rækker udover de institutionelle rammer ogbeskæftiger sig med problemstillinger og løsningsforslag som medborgerne i Norden idet 2100 århundrede kan identificere sig med. Under titlen JA till medborgarskapfremføres bl.a. følgende observationer og erfaringer:

* bemærk medborgerskabets kontekstuelle og konstitutionelle faktorer i koblingenmellem pædagogisk praksis og politiske beslutninger* observer at demokrati læres gennem levende vekselvirkning mellem teoretiske(kundskaber, forståelse), etiske (værdikonflikter) og praktiske (færdigheder)‘kompetencer* dimensioner og tilpas folkeoplysningens metodik på basis af effekten på kort,mellemlangt og langt sigt

Den nordiske folkeoplysning har en vigtig opgave med at udvikle demokratiet somlivsform og støtte demokratiet som styreform.

Björn Wallen mener, at ovenstående bør gøres til genstand for en kritisk diskussion.Indenfor den nordiske folkeoplysning er det muligt at satse bevidst på voksnes læringog demokrati, men spørgsmålet er hvordan det skal gennemføres i en tid med svækkedeinstitutioner, færre ressourcer til folkeoplysningen, ændringer i borgernes engagementog en udviklet infomationsteknologi, som åbner for nye alternative fora med direkteindflydelse udenfor institutionerne.

Arthur Danielsen tager‘i Vårt vanskelige demokrati afsæt i den norske magt- ogdemokratiudredning som i årene fra 1998 til 2003 engagerede et par hundrede forskeretil at studere forskellige temaer i relation til begreberne magt og demokrati. Han påpegerat demokratiet er afhængig af at blive forstået; det er en bærebjælke i forestillingenom at demokratiet er et system for samtale og deltagelse. I Den norske magt- ogdemokratiudredning fremstilles et truende billede: Nationalstaten er svækket, magt erforflyttet til internationale organisationer og netværk, samtidig med at statens aktivitetersælges ud, med fragmentering, forvitring – og fremmedgørelse til følge.Med udgangspunkt i det enkle men omfattende spørsgmål: Er demokratiet blevet forvanskeligt? problematiserer forfatteren demokrati som styreform og deltagelse.En af pointerne er hvis deltagerdemokratiet skal reddes, er der behov for

131

ansvarsmobilisering netop hos enkeltindividet. Dette sker kun ved at holdninger ændres;lovændringer og departementale oplysningskampagner kan kun i beskeden grad bidragetil det. Hvis man mener noget med at politiske vedtagelser skal retfærdiggøres ogbegrundes overfor berørte parter, må der skabes arenaer hvor den enkelte kan delta påen måde som opleves relevant.

I kapitlet Att lära sig förlora – reflexioner om demokratins villkor forklarer BengtGöransson, med reference til demokratiudredningen i Sverige, der har et tyveårigtperspektiv i sin analyse af materialet, at forslagene snarere skal ses som konkretiseringeraf udredningens ræsonnement end som konkrete politiske beslutningsforslag, nogletanker som han anser for væsentlige at diskutere, hvis demokratiet skal kunne udviklesog forbedres. Han fremhæver en række tendenser og foreteelser i dagens samfund,som trænger til at blive analyseret og diskuteret kritisk, som forudsætning for at etstyrket demokrati.

Det er centralt for Bengt Göransson, at medborgerne generobrer partierne, hvis ikkede respekterer deres medlemmer. Det er vigtigere for partierne at være i dialog medmedlemmerne end at gætte sig til, hvad folk mener. Partimedlemmerne kan jo havetanker, pointer forfatteren, som er lige så gennemarbejdede, som partietskampagnestrategi. Det er vigtigere, at debattere gennemarbejdede synspunkter endat være repræsentativ i forhold til hvad der lige for tiden opfanges i en rundspørge.Medborgerne må bruge egen kapacitet, skaffe sig kundskaber og erfaringer somrefleksionsgrundlag for nye ideer.

Seppo Niemelä vinkler i kapitlet om Den nordiske oplysning om social kapital ogmedborgerskab to vigtige perspektiver. Med udgangspunkt i begrebet social kapitalbelyses hvorfor nordisk folkeoplysning har haft så stor indflydelse på de nordiskesamfund. Desuden søger han med inspiration i den folkeoplysende tradition atproblematisere og perspektivere folkeoplysningens rolle og nye måder at styrke, udvikleog opbygge social kapital og dermed bidrage til styrkelse af demokratiet

I Tankesmedjor och folkbildning beretter Jorma Turunen om tænketankenes historieog inflydelse. I USA och England, har de en stabil rolle i udformningen af den dagspolitiskediskussion. I Norden findes kun en håndfuld organisationer, som kan betegnes somtænketanke i‘de‘respektive nordiske lande og deres rolle som påvirker eller motor forden politiske diskussion er lille.

Udfordringen er at kvalificere samfundsdebatten og de alternative politiske processerved en systematisk afprøvning af tænketanksmodellen - også blandt de politiske partier.Det betaler sig at organisere virksomheden på et klart værdigrundlag, men med enklart større frihed end i partierne. Samfundets uddannelsesinstitutioner –oplysningsforbundene og folkehøjskolerne – er et godt fundament, for at skabemeningsfulde måder at organisere debat og alternative politiske processer på.

132

Jeppe Læssøe og Kirsten Paaby anviser i kapitlet om Demokratisk fornyelse i Nor-den 12 veier til fremme av den folkelige deltakelsen. De konstaterer at vi står ved enskillevei i Norden når det gjelder arbeidet for en bærekraftig utvikling. Norden rangererhøyt, når det gjelder økonomisk vekst, velstand og utdanning, men når det gjelder”økologiske fotavtrykk” kommer de nordiske land langt dårligere ut. Ressursforbruketinnebærer en ekstrem belastning for jordens økosystemer. Forbruket henger heller ikkesammen med ønsket om en mer rettferdig fordeling i verden. Forfatterne bringer disseproblemstillingene inn i diskusjonen om demokratiet og medborgerskapet i de nordiskeland og folkeopplysningens rolle.

Rasmus Kolby Rahbek skriver om Medborgerskab og folkeoplysning i europæiskperspektiv. Medborgerskabsbegrebet bruges i stigende‘som pædagogisk ideal i bådeen undervisnings og en dannelsesmæssig sammenhæng. Medborgerskab anskues oftesom nært affilieret med tanken om demokratisk dannelse og anvendes i sammenhængelige fra at lære folkeskoleklasser om god opførsel over løsningsmuligheder afintegrationsproblematikker til tanker om etableringen af et globalt civilsamfund.

Forfatteren pointerer hvor lidt man i denne debat har været fokuseret på at forståmedborgerskabsbegrebet i en europæisk sammenhæng. Godt nok taler man ifolkeoplysningskredse om vigtigheden af (ud)dannelse i europæisk medborgerskab ogetablerer kurser i samme, men der eksisterer meget få forsøg på systematisk at forstå,hvad der egentligt ligger i begrebet europæisk medborgerskab. På internationalt niveaufindes der efterhånden omfattende forskning i European citizenship. Spørgsmålet erom disse indsigter uden problemer lader sig overføre til en dansk/nordisk kontekst.

I kapitlet om Flexibelt lärande som stöd för demokrati och medborgerlig bildningpå 2000- talet spørger de fire forfattere Staffan Hübinette, Christer Lindahl, ToreMellberg, Ingemar Svensson om hvad vi skal med folkeoplysning i det 21. århundrede.Har den i det hele taget nogen eksistensberettigelse i en verden hvor vi dagligt og itimevis effektivt bombarderes med nye meddelelser via forskellige medier? Har dendemokratiske samtales stilfulde kundskabsopbygning nogen plads i en globaliseret verdenhvor den rasende kundskabsudvikling kræver en stadig højere grad af specialiseringog hvor motivet for studier mere og mere formuleres i termer om point og kvalificeredeeksaminer? Har folkeoplysningen med andre ord nogen rolle i det 21. århundrede og iså fald hvilken?

Multilayered Democracy – er det muligt? Spørger Jakob Erle. En konsekvens af desidste årtiers accelererede globaliseringsproces er et governance vacuum inationalstaterne, der medfører en svigtende evne til at håndhæve suverænitet. Somkonsekvens undermineres demokratiet. Til gengæld styrkes kosmopolitikken. Institutions-og regeldannelse på overnationale niveauer, som f.eks. den Europæiske Union,verdenshandelsorganisationen WTO og mere uformelle ikke-bindende arrangementersom f.eks. transnationale virksomheders sociale ansvarlighed. I kapitlet diskuteresdemokratiske muligheder for at tage udfordringen op, mulige skridt i retning af atudvikle demokrati på lokalt, nationalt, kontinentalt og globalt niveau: MultilayeredDemocracy.

133

DEMOS 2006

- antologia vallasta, demokratiasta ja aktiivisesta kansalaisuudesta Pohjoismaissa

Tanskassa helmikuussa 2006 pidetty aloituskonferenssi käynnisti laajan, keskustelevanja osallistavan DEMOS-prosessin, johon tulivat mukaan monet organisaatiot. Hankettajatkettiin paikallisilla Round Tables -keskustelutilaisuuksilla, seminaareilla jakonferensseilla. Marraskuussa 2006 järjestettiin Tukholmassa loppukonferenssi otsikol-la Demokratian ulottuvuudet, kansansivistyksen merkitys.

DEMOS-hankkeen tavoitteena oli luoda pohjoismainen think tank (aivoriihi taiajatushautomo), jossa pohjoismainen vallan ja demokratian tutkimus yhdistyisi sekäpolitiikan että käytännön tasoilla kansansivistysalan pedagogiseen ja käytännölliseenosaamiseen.

Ove Korsgaardin ja Erik Amnåsin aloituskonferenssissa pitämät alustukset olivat monel-la tapaa suuntaa-antavia hankkeelle.

Ove Korsgaard puhui esityksessään kansalaisuudesta ja moninaisuudesta. Hän käsittelikansalaisuutta kasvatushistoriallisesta sivistysnäkökulmasta ja pohti, miten kansan-sivistystyöhön vaikuttaa, jos kansalaisuutta, valtaa ja demokratiaa tarkastellaan paikal-listasolla, eurooppalaisella ja globaalilla tasolla.

Henrik von Pfaler skriver om Folkhögskolorna och demokratifostran og spørger omdet er en redningskrans i den globaliserade verden eller et tidsfordriv for de alleredefrelste og dannede.Han argumenterer for at demokrati er en kerneopgave for folkeoplysningen. Det er engrundforudsætning for et fungerende demokrati, at folket skal have tillid til defolkevalgte. For at denne tillid skal kunne opstå kræves, at man forstår hvad det heledrejer sig om eller i det mindste oplever at man forstår hvad som respektivt kan ellerikke kan gøres og hvordan man kan påvirke dette ved afstemning. Ellers vælger manbare alt for let at afstå fra at stemme. I dette perspektiv betoner forfatteren særligtfolkehøjskolernes og folkeoplysningens rolle.

DEMOS 2006 viste undervejs hvor megen inspiration, der er at hente i den nordiskeudveksling og debat i form af nordiske nytte.

Det er vores håb, at antologien som den nu foreligger vil opleves som en inspirerendebrugsbog i mange folkeoplysende sammenhænge og blive afsæt for livlig og produktivdebat.

134

Pohjoismaisen kansanvalistus- ja sivistysperinteen täytyy olla yhteydessä kansan käsit-teeseen; muuten sana menettää merkityksensä. Sanalla “kansa” on monia eri merki-tyksiä, jotka määrittelevät, miten “valistus” ymmärretään. Kyse ei ole valistuksesta yli-päätään, vaan kansan-valistuksesta. Emme kuitenkaan saa unohtaa, että demokratia eiedellytä ainoastaan universaaleja ihmisoikeuksia vaan myös rajatun demoksen olemas-saoloa. Demokratia on siis riippuvainen sekä universaaleista periaatteista että yksittäi-sistä yksiköistä. Yhtäältä demokratia perustuu ihmisoikeuksiin ja yleisiin periaatteisiinpohjautuvaan lainsäädäntöön, toisaalta taas kansaan, joka muodostaa tunnistettavan,rajallisen yksikön.

Kansan käsite ei ole ongelmaton. Sitä käytetään usein merkityksissä, joihin voi ollavaikeaa samaistua. Sen sijaan, että julistaisimme käsitteen aikansa eläneeksi, olisi siisparempi liittyä taisteluun sen uudelleenmäärittelemisestä.

Kansansivistys ei perustu mihinkään tiettyyn kansa-käsitteen määritelmään eikä se oleneutraali kasvatustieteellinen käsite, jonka merkityksestä ollaan yhtä mieltä. Kansan-sivistys on taistelutanner, jolla eri intressiryhmät yrittävät päästä niskan päälle. Tässätaistelussa on syytä puolustaa demosta. Aiheeseen paneudutaan luvussa, joka käsitte-lee kosmopoliittista demosta.

Erik Amnån esityksen aiheena aloituskonferenssissa oli Oikeudet - Kansanvalistus, sosi-aalinen pääoma ja kansalaisyhteiskunta. Hän huomautti, että suuri osa kansansivistys-alan toiminnasta ei liity politiikkaan, mutta muodoltaan ja sisällöltään se muodostaaolennaisen osan yhteiskunnan sosiaalisesta pääomasta.

Pohjoismainen kansansivistys elää tällä hetkellä markkinoiden, valtion jakansalaisyhteiskunnan välissä. Kansanvalistuksen itseymmärrys kuitenkin perustuu po-liittisten organisaatioiden ja kansansivistysorganisaatioiden ideologiseen perinteeseen.Tiivis suhde kansalaisyhteiskuntaan mielletään yleensä erottamattomaksi osaksi kan-sansivistyksen identiteettiä. Niin kansanopistot, kansalais- ja työväenopistot, sivistys-liitot kuin kansansivistyksen kattojärjestöt väittävät, että kansansivistys on ainutlaatui-nen. Että sillä on aivan erityistä osaamista ja että se näin ollen voi vaatia erityiskohtelua.Hyvin usein on kuitenkin vaikeaa täsmentää, mitä tämä erityinen osaaminen on.

Monet muut koulutus- ja kulttuuri-instituutiot ja muut toimijat voivat oikeutetusti sa-noa omaksuneensa kansansivistyksen metodit ja käytännöt. Mistä siis koostuu kansan-sivistyksen erityisluonne? Ehkä kansanvalistuskentän on aika vastata nykyhetken haas-teisiin muokkaamalla omakuvaansa. Kansansivistyksen omaleimaisuudesta ei ole juurihyötyä, jos se merkitsee vain pysyvää oikeutta vedota omaan erityisluonteeseen pysty-mättä kuitenkaan erittelemään sitä - puhumattakaan sen siirtämisestä käytäntöön.

Organisaatioiden arkeen kuuluu usein tasapainottelu markkinoiden ja valtion tukienvälillä. Toiminnan on oltava taloudellisesti kannattavaa. Kansansivistäjät mieltävät toimi-alansa hyvin ideologiseksi, mikä on epäsuhdassa vahvasti kaupallistuneen käytännönkanssa. Ideologiaperusta velvoittaa kansansivistyskenttää osallistumaan yhteiskunnalli-seen ja poliittiseen vaikuttamiseen muun muassa edistämällä demokratian edellytyksiä,aktiivista kansalaisuutta, elinikäistä oppimista ja kestävää kehitystä.

135

Suurin osa kansansivistysopetuksen osallistujista ei kuitenkaan opiskele demokratiaa.He käyvät kielikursseilla, kuuntelevat esitelmiä - ja paljon muuta. Viime vuosina työttö-mien aktivointi ja erilaiset hoidonomaiset sosiaalityön muodot ovat muodostaneet mer-kittävän ja tuottavan osan monien kansanvalistusorganisaatioiden työstä.

Valtio perää usein kansanvalistussektoria ratkomaan ongelmia sosiaalisen vastuun, tie-dottamisen ja keskustelun avulla. Erityisesti sosiaalisen vastuun suhteen kansanvalistus-organisaatioiden on tärkeää tiedostaa, että vastuu saattaa siirtyä. Entä jos käy huonosti- kenellä silloin on vastuu? Onko kansansivistyksestä tullut viranomainen?

Markkinoihin vaikuttavat tietysti sekä asiakkaat että yleiset markkinaehdotkilpailutilanteineen. Taatakseen uskottavuutensa kansanvalistuksen tulee olla paitsi lii-ketoimintaa, myös riippumatonta ja toteutusmuodoiltaan vapaata. Osallistujilla tuleeolla paljon vaikutusvaltaa sisältöön ja toteutukseen. Liiketoiminnan ja kansanvalistuk-sen tulee olla tasapainossa.

Jos kansansivistyksen halutaan jatkossakin osallistuvan sosiaalisen pääoman ja sitä kauttayhteiskunnan perusluottamuksen vahvistamiseen, sen tulee jatkuvasti profiloitua jamääritellä itseään. Kansanvalistuksen on pohdittava omaa rooliaan ja riippuvuus-suhdettaan valtioon ja kuntiin toimeksiantajina ja suhtauduttava kriittisesti omiin käytän-töihinsä. Jos emme kykene siihen, vaarana on, että valtion, markkinoiden jakansalaisyhteiskunnan välisestä kolmiosta tulee kansansivistyksen Bermudan kolmio -reitti, jonka varrelle se haaksirikkoutuu.

Ennen painoon menoa DEMOS 2006 -antologiaa jaettiin pre print -versiona Tukhol-massa pidetyn demokratiakonferenssin yhteydessä. Artikkelit innoittivat yksittäisiä luki-joita, yhdistyksiä ja organisaatioita osallistumaan tärkeään demokratiaprosessiin, jonkapolttoaineena ovat demokratian perusainekset: valistus ja keskustelu.

Hankkeen tavoitteet eivät ole vielä toteutuneet. DEMOKSEN taival kansansivistys-prosessina ja aivoriihenä jatkuu edelleen. Tämän antologian tarkoituksena on rohkaistapohjoismaisia kansansivistysorganisaatioita jatkamaan paikallistason työtä vahvistamallasosiaalista pääomaa ja kehittämällä aktiivista kansalaisuutta lisääviä keskustelu- ja toi-mintamuotoja.

Mitä on seuraava askel? Olet ehkä ottanut antologian käteesi ensimmäistä kertaa.Luettuasi muutaman innoittavan artikkelin alat kenties pohtia, miten niiden viesti voi-daan muuntaa paikallistason kansansivistystyön keskusteluksi ja toiminnaksi. Lyhyestisanottuna, miten artikkelien sanoma voi herätä eloon jatkuvassa keskustelussa aktiivi-sesta kansalaisuudesta ja demokratiasta.

Antologiaa voidaan hyvin käyttää myös opintopiirin pohjana. Yksittäiset osiot ovat si-sällöltään ja laajuudeltaan kunnianhimoisia, ja kukin osio voi toimia perustana yleisellepohdinnalle ja keskustelulle siinä käsiteltävästä aiheesta.

136

Vuonna 2006 DEMOS-prosessin puitteissa järjestettiin kolme konferenssia. Niitä täy-dennettiin kirjallisilla esityksillä ja alustuksilla, joiden tarkoituksena oli innostaa osallis-tujia kansallisen tason Round Table -keskustelujen käynnistämiseen (ks. liite 1).

Round Table -keskustelutilaisuudet ja kansalliset demokratia- ja kansanvalistushankkeetlaajensivat ja elävöittivät prosessia.

Tämän osaprosessin tuloksena syntyivät kansalliset policy-lausunnot, joissa ehdotetaantapoja kansansivistyksen ja demokratian vahvistamiseksi Pohjoismaissa.

Sivustolla www.nordvux.net on tärkeitä viittauksia kymmenen viimeksi kuluneen vuo-den aikana tehtyyn demokratiatutkimukseen. Lisäksi sivuilla voi lukea muiden kerto-muksia siitä, miten DEMOS-prosessi on heitä innoittanut.

DEMOS on itsessään kehotus keskusteluun ja toimintaan. Lyhyesti: käyttäkää DEMOS-materiaalia organisaatioissa, kansanopistoissa ja opintopiireissä. Järjestäkää Round Table-tilaisuuksia ja paikallisia ideapajoja. Ideoikaa demokratian merkkipäivinä järjestettäviä,kansansivistyksen hengessä toteutettavia paikallistason keskustelupäiviä. Tehkää niistäkansansivistyksen merkkipäiviä - DEMOS-päiviä.

Hyvät kansalliset policy-ehdotukset ovat monella tapaa innoittavia. Keskustelkaa niistämyös paikallistasolla - onko niissä jotain, mitä voidaan käyttää sellaisenaan tai soveltaapaikallistason toimintaan?

Me DEMOS-hankkeen jäsenet toivomme ja odotamme, että tämä kirja saa aikaankattavampaa ja laajempaa vuoropuhelua pohjoismaisissa opintopiireissä.

Artikkelissa Från reaktivt till proaktivt medborgerskap (Reaktiivisesta kansalaisuudestaproaktiiviseen) rehtori Björn Wallén ehdottaa uutta proaktiivista kansansivistyshanketta,joka ylittää instituutiorajat ja käsittelee kysymyksiä ja ongelmia, joihin 2000-luvun poh-joismaalaiset voivat samaistua. Otsikolla Kyllä kansalaisuudelle esitetään muun muassaseuraavia huomioita ja kokemuksia:

• kansalaisuuden kontekstuaaliset ja konstitutionaaliset tekijät tulee ottaa huomioon pedagogisen käytännön ja poliittisten päätösten välisessä linkissä• demokratia opitaan elävän vuorovaikutuksen kautta, johon kuuluvat teoreettinen (tieto, ymmärrys), eettinen (arvokonfliktit) ja käytännöllinen (taidot) osaaminen• kansansivistystyön metodiikkaa on mitoitettava ja muokattava lyhyen, keskipitkän ja pitkän aikavälin vaikutusten perusteella

Pohjoismaiselle kansansivistykselle itsestään selvästi kuuluva tehtävä on demokratianhahmottelu elämänmuotona ja sen tukeminen hallintomuotona.

137

Björn Wallenin mielestä edellä mainituista asioista tulee keskustella kriittisesti. Pohjois-mainen kansansivistyssektori pystyy panostamaan määrätietoisemmin aikuistendemokratiaoppimiseen. Kysymys kuuluu, kuinka tämä panostus toteutetaan aikana,jolloin instituutioiden asema heikkenee, kansansivistyksen resurssit kutistuvat,kansalaisaktivismi muuttaa muotoaan ja kehittynyt informaatioteknologia mahdollis-taa instituutioiden ulkopuolisia uusia, vaihtoehtoisia suoran vaikuttamisen muotoja.

Luvussa Vårt vanskelige demokrati (Vaikea demokratiamme) Arthur Danielsenin lähtö-kohtana on norjalainen valta- ja demokratiatutkimus, jonka puitteissa parisataa tutki-jaa tarkasteli vuosina 1998-2003 erilaisia valtaan ja demokratiaan liittyviä teemoja. Hänpainottaa, että demokratia on riippuvainen siitä, että se ymmärretään; käsitys demo-kratiasta keskustelevana ja osallistavana järjestelmänä edellyttää sitä. Norjalainen valta-ja demokratiatutkimus esittää uhkakuvan: Kansallisvaltio on heikentynyt ja valta siirty-nyt kansainvälisille organisaatioille ja verkostoille samalla kun valtion toimialojakilpailutetaan, mistä seuraa sirpaloitumista, hajaannusta ja vieraantumista.

Kirjoittaja problematisoi demokratiaa hallinto- ja osallistumismuotona yksinkertaisen,mutta kattavan kysymyksen kautta: Onko demokratiasta tullut liian vaikeaa? Yksi hä-nen huomioistaan on, että jos osallistuva demokratia halutaan pelastaa, tarvitaanvastuunottoa nimenomaan yksilötasolla. Tämä puolestaan tapahtuu vain asennemuu-toksen kautta; lakimuutoksilla ja viranomaisten valistuskampanjoilla on vain vähäinenvaikutus. Jos olemme todella sitä mieltä, että poliittisia päätöksiä tulee perustella jaoikeuttaa niille ihmisille, joihin ne vaikuttavat, on luotava toimintaympäristöjä, joissayksilö voi osallistua mielekkääksi kokemallaan tavalla.

Luvussa Att lära sig förlora - reflexioner om demokratins villkor (Häviämään oppiminen- demokratian ehdot) Bengt Göransson esittää joitakin ajatuksia, joista keskustelemisenhän kokee olennaiseksi edellytykseksi demokratian kehittymiselle ja syventymiselle. Kir-joittajan lähtökohtana on Ruotsissa tehty demokratiatutkimus, joka tarkastelee aihettaan20 vuoden aikaperspektiivillä ja jonka ehdotukset tulee nähdä pikemminkin tutkimuk-sen johtopäätösten konkretisointina kuin esityksinä seuraavan valtiopäiväkauden pää-töksiksi. Göransson nostaa esiin joukon nyky-yhteiskunnan suuntauksia ja ilmiöitä, joi-ta on analysoitava ja tarkasteltava kriittisesti vahvan demokratian vakiinnuttamiseksi.

Bengt Göranssonin keskeinen teesi on, että kansalaiset valtaavat puolueet takaisin, jospuolueet eivät itse kunnioita jäseniään. Puolueiden on tärkeämpää keskustella jäsentenkanssa kuin yrittää arvailla ihmisten mielipiteitä. Kirjoittaja huomauttaa, että puolueenrivijäsenellä voi olla yhtä viimeisteltyjä näkemyksiä kuin puoluetoimistonkampanjapäälliköllä. On tärkeämpää tuoda keskusteluun harkittuja kannanottoja kuinedustaa kulloinkin pinnalla olevia, ohimeneviä muotiaiheita. Kansalaisten on käytettä-vä omaa ajattelukykyään ja hankittava itse tietoa ja kokemuksia vertailukohdaksi.

138

Luvussa Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab (Pohjoismainenkansanvalistus sosiaalisesta pääomasta ja kansalaisuudesta) Seppo Niemelä esitteleekaksi tärkeää näkökulmaa. Lähtökohtanaan sosiaalisen pääoman käsite hän pohtii, miksipohjoismaisella kansanvalistuksella on ollut niin suuri vaikutus Pohjoismaidenyhteiskuntiin. Hän pyrkii myös kansansivistysperinteen innoittamana problematisoimaanja tarkastelemaan uudesta näkökulmasta kansansivistyksen roolia ja uusia tapoja tukeademokratiaa vahvistamalla, kehittämällä ja rakentamalla sosiaalista pääomaa.

Luvussa Tankesmedjor och folkbildning (Aivoriihet ja kansansivistys) Jorma Turunen ker-too aivoriihien historiasta ja vaikutusmahdollisuuksista. Yhdysvalloissa ja Englannissaniillä on pysyvä rooli päivänpoliittisen keskustelun muodostumisessa. Pohjoismaissa onvain kourallinen organisaatioita, jotka voidaan laskea aivoriihiksi, ja niiden rooli poliitti-sen keskustelun vaikuttajina tai herättäjinä on vaatimaton.

Haasteena on, voidaanko yhteiskunnallinen keskustelu ja poliittisten vaihtoehtojen ke-hittäminen pelastaa kokeilemalla järjestelmällisesti aivoriihimallia - myös poliittistenpuolueiden sisällä. Aivoriihien toiminnan tulisi perustua selkeälle arvopohjalle, muttaniillä tulee kuitenkin olla selvästi enemmän vapautta kuin puolueilla. Yhteiskunnanoppilaitokset - sivistysliitot ja kansanopistot - muodostavat hyvän organisaatioperustan,jos löydämme mielekkäitä tapoja toiminnan resursointiin.

Jeppe Læssøe ja Kirsten Paaby esittävät luvussa Demokratisk fornyelse i Norden (Demo-kratia uudistuu Pohjolassa) 12 tapaa ruohonjuuritason osallistumisen edistämiseksi. Kir-joittajat toteavat, että kestävään kehitykseen tähtäävä työ on tullut Pohjolassa tien-risteykseen. Talouskasvun, hyvinvoinnin ja koulutuksen alueilla Pohjoismaat menesty-vät hyvin, mutta “ekologisen jalanjäljen” kriteerein mitattuna sijoitumme huomatta-vasti huonommin. Luonnonvarojen käyttö kuormittaa maailman ekosysteemejä äärim-milleen. Se ei myöskään edistä pyrkimystä resurssien oikeudenmukaisempaan jakoonmaailmassa. Kirjoittajat liittävät nämä kysymyksenasettelut pohjoismaiseen keskuste-luun demokratiasta ja kansalaisuudesta ja kansansivistyksen roolista.

Rasmus Kolby Rahbekin aiheena on eurooppalainen näkökulma kansalaisuuteen jakansanvalistukseen. Kansalaisuus-käsitettä käytetään yhä useammin pedagogisena ihan-teena sekä opetus- että sivistysyhteyksissä. Kansalaisuuskäsitteen nähdään usein liitty-vän läheisesti demokratiakasvatuksen ajatukseen, ja sitä käytetään eri tilanteissa perus-koulun alaluokkien tapakasvatuksesta integraatio-ongelmien ratkaisumalleihin jaglobaalin kansalaisyhteiskunnan rakentamiseen.

Kirjoittaja kiinnittää huomiomme siihen, kuinka vähän tässä keskustelussa on pohdittukansalaisuuskäsitettä eurooppalaisesta näkökulmasta. Kansansivistyspiireissä toki pu-hutaan eurooppalaisen kansalaisuuskasvatuksen tai -sivistyksen tärkeydestä ja järjeste-tään kursseja aiheesta, mutta käsitteen “eurooppalainen kansalaisuus” sisältöä ei olejuurikaan pyritty järjestelmällisesti erittelemään. Kansainvälisellä tasolla Europeancitizenship -tutkimusta alkaa olla runsaasti. Kysymys kuuluu, voidaanko tutkimustulok-sia ongelmitta soveltaa tanskalaiseen/pohjoismaiseen kontekstiin.

139

Luvussa Flexibelt lärande som stöd för demokrati och medborgerlig bildning på 2000-talet (Joustava oppiminen demokratian ja kansalaissivistyksen tukena 2000-luvulla) kir-joittajat Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg ja Ingemar Svensson kysy-vät, mihin kansansivistystä tarvitaan 2000-luvulla. Onko kansansivistyksen olemassaolollaylipäätään oikeutusta maailmassa, jossa tiedotusvälineet tehokkaasti pommittavat mei-tä lakkaamatta uusilla viesteillä? Onko tietoa rauhalliseen tahtiin kartuttavalla demo-kraattisella keskustelulla paikkaa globalisoituneessa maailmassa, jossa riehuva tieto-kehitys vaatii yhä kapenevaa erikoistumista ja jossa opintojen tavoitteet ilmaistaan yhäuseammin opintopisteinä ja muodollisina tutkintoina? Onko kansansivistyksellä toisinsanoen jokin tehtävä 2000-luvulla, ja jos on niin mikä?

Multilayered Democracy - onko se mahdollista? kysyy Jakob Erle. Viime vuosikymmen-ten kiihtyvän globalisaatioprosessin yksi seuraus on kansallisvaltioiden hallintotyhjiö. Seheikentää valtioiden kykyä ylläpitää suvereniteettiaan, mikä vuorostaan horjuttaa de-mokratiaa. Sen sijaan kosmopoliittinen päätöksenteko lisääntyy. Tästä ovat esimerkkejäylikansalliset instituutiot ja säännöstöt, kuten Euroopan Unioni, maailmankauppajärjestöWTO ja epämuodollisemmat, ei-sitovat järjestelyt, kuten monikansallisten yritysten so-siaalinen vastuu. Luvussa käsitellään demokratian mahdollisuuksia vastata haasteeseenja esitetään mahdollisia askelia demokratian kehittämiseksi paikallisella, kansallisella,maanosatasolla ja globaalilla tasolla. Tätä prosessia kutsutaan nimellä MultilayeredDemocracy.

Luvussa Folkhögskolorna och demokratifostran (Kansanopistot ja demokratiakasvatus)Henrik von Pfaler kysyy, onko kansanopistojen demokratiakasvatus globalisoituneenmaailman pelastusrengas asiaan jo vihkiytyneiden ja valmiiksi sivistyneiden ajanvietet-tä. Kirjoittajan mukaan demokratia on kansansivistyksen ydintehtävä. Toimivan demo-kratian perusedellytys on, että poliitikoilla on kansan luottamus. Luottamuksen saavut-tamiseksi vaaditaan, että ihmiset kokevat tietävänsä mistä politiikassa on kyse, että heymmärtävät tai ainakin kokevat ymmärtävänsä mitä voidaan ja ei voida tehdä ja kuinkaäänestämällä voi vaikuttaa. Muuten äänestäminen jää helposti väliin. Kirjoittaja painot-taa tässä yhteydessä erityisesti kansanopistojen ja kansansivistyksen roolia.

DEMOS 2006 -prosessi osoitti, kuinka innoittavaa ja antoisaa pohjoismainenmielipiteidenvaihto ja keskustelu voi olla.

Toivomme, että kädessänne olevaa antologiaa käytetään inspiraation lähteenä monissakansansivistysyhteyksissä ja että se poikii eloisaa ja hedelmällistä keskustelua.

140

DEMOS 2006

A Nordic anthology on power, democracy, and active citizenship

In February, 2006 a conference in Denmark kicked-off the DEMOS project and all theinvolved organisations initiated a broadly based discussion and an inclusive process.This process continued through local debates, round tables, seminars and conferencesand in November, 2006 it reached Stockholm at the conference “Dimensions ofDemocracy, the importance of non-formal adult education”.

The ambition of the DEMOS project was to create a Nordic think tank which, by itspolicy and practice, connected important Nordic research and development efforts onpower and democracy to the educational and practical competences of Nordic non-formal adult education.

At the initial conference Ove Korsgaard and Erik Amnå made two essential introductorypresentations which, in many ways, became guidelines of the project.

Ove Korsgaard talked about citizenship and diversity in a historical educational perspectiveand the consequences for non-formal adult education when citizenship, power anddemocracy are viewed from a local, European and global point of view.

The Nordic tradition of “folkeoplysning” or “folkbildning” (non-formal adult education)must be closely related to the term “folk” which means “people”; otherwise the wordloses its meaning. The word “folk” is a complex term with a lot of different meaningsand it specifies how to understand “oplysning” (enlightenment/education). It is notabout education in a general sense, but about enlightenment of the people.

We must not forget that democracy not only implies universal human rights, but also alimited demos. In other words Democracy depends on both universal principles andparticular unities. On the one hand democracy is based on human rights and legislationfollowing general principles, and on the other hand it is based on a people whichconstitute a limited identifiable unity.

The term “folk” is not uncomplicated. It is often used in ways which makes it difficultto identify with. Instead of declaring the term “folk” out-acted, it would be better toaccept the challenge to add some meaning to the term.

The concept of “Folkeoplysning” is not by definition based on a certain understandingof the term “folk”. Nor is “Folkeoplysning” an educationally neutral concept whosemeaning is agreed. “Folkeoplysning” is a battlefield which different interests try toinfluence for their own sake. In this battle it is worth fighting for demos. This is thoroughlydescribed in the chapter on cosmopolitan demos.

141

At the same conference Erik Amnå spoke of rights, “folkeoplysning”, social capital,and civil society, and he underlined that a great deal of the activities within non-formaladult education has nothing to do with politics, but in its form and substance it constitutesan important part of the social capital in society.

In the Nordic region “folkeoplysning” or non-formal adult education is to be foundbetween market, state, and social capital. But its self-understanding is ideologicallyembedded in the political and educational organisations and the attendant heritage.The identity is often communicated as closely related to civil society. Both folk highschools, evening schools, the large educational associations and the umbrellaorganisation of non-formal adult education claim that “folkeoplysning” is unique. Ithas very special abilities and therefore entitled to exceptional conditions. But usually itis very difficult to specify these special abilities.

A lot of educational and cultural institutions and other operators in this field have theright to claim that they have assumed the methods and practices of “folkeoplysning”.So, what is the distinctive thing about it? Maybe it is time to meet the present challengesand adjust the self-understanding. The distinctive character of “folkeoplysning” is worthnothing if it is just a right to continuously plead distinctive characteristics without beingable to explicate them. Not to mention putting the words into action.

In the daily work the organisations frequently sway between market forces and statehandouts. The business has to make ends meet. The self-understanding with a strongideological foundation is not in compliance with a very commercial practice. Theideological foundation promises that “folkeoplysning” work socially and politically inorder to provide the basis for democracy, active citizenship, lifelong learning andsustainable development.

It is, however, only a minority of the participants of non-formal adult education whowould claim that they attend democracy. They attend language courses, lectures and alot of other things. During the last couple of years activation and social work, almost tothe point of treatment, have been lucrative and important activities of many educationalassociations.

In many cases the government requests non-formal adult education to perform taskswhich include social responsibility, information and debate. Especially regarding taskswhich involve social responsibility it is important that educational associations are awareof the displacement of responsibility. And who is responsible if something goes wrong?Has “folkeoplysning” or non-formal education become an authority?

On the other market there are of course both customers and general market termswith competition and all the other implications. To ensure its legitimacy, other thanbeing a business, “folkeoplysning” has to be autonomous with free organisation of theactivities and initiatives. There has to be a balance between business and“folkeoplysning”.

142

If non-formal adult education still is to contribute to the strengthening of social capitaland basic trust in society, it has to continuously display and brand its qualities. Non-formal adult education must question its own importance and remain self-criticalregarding its practice and independence from the government and the local authoritiesas the assigners. If this is not possible, there is a risk that the waters between state,market, and civil society become the Bermuda triangle of non-formal adult education.The waters in which “folkeoplysning” will disappear.

The anthology “DEMOS 2006” was first presented as a preprint version at the democracyconference in Stockholm and with its many inspiring inputs it was an invitation to theindividual reader, association, and organisation to involve and contribute to the importantdemocratic process with the elementary combustible: Education and dialogue.

The ambitions of the project are not yet achieved. DEMOS is still on its way as aneducational process and think tank and by the present anthology it requests the Nordiceducational associations to continue the work locally in order to strengthen social capitaland develop ways to debate and methods to increase active citizenship.

What is the next step of the process? Maybe you are holding the anthology for the firsttime and have just read a couple of inspiring articles, and maybe you are consideringhow they can be put into action and debate in the local educational association wherethey can turn into a live continuing debate on active citizenship, power and democracy.

The anthology is easy to use as documentation for study groups. Each chapter is ambitiousin content and scope and they can all constitute a basis for general reflections anddebate in relation to their own subject.

During DEMOS 2006 three conferences were held and supplemented by writtenpresentations and recommendations for the national debates in shape of discussionpapers for the round tables (text enclosure no. 1).

The round tables and the national projects on democracy and non-formal adult educationmade the process alive and disseminated the process.

The national policy inputs were generated as a result of this sub-process. The policiesare recommendations on how to improve Nordic non-formal adult education.

You can find important references to research and development efforts on democracyduring the last ten years on www.nordvux.net. You can also read about how othershave been inspired and communicated their own experience.

In itself DEMOS is a call for debate and activity. In other words: Use the book in yourassociation, at your folk high school, and in your study group. Invite for round tablesand local think tanks. Make suggestions on how to continue the debates locally byarranging educational debate days in connection with democratic special days. Turnthem into special days of non-formal adult education - DEMOS days.

143

The national policy recommendations are very inspiring. And there is no reason to waitfor more national comments. Discuss locally. Are the policy papers useful and can theybe modified locally?

In DEMOS we look forward to the comprehensive and extended dialogue which hopefullywill be the result of this book and the many Nordic study groups.

In the chapter “Från reaktivt till proaktivt medborgerskap”(From a reactive to a proactivecitizenship), Rector, Björn Wallén calls for a new educational project which performsoutside the institutional framework and works with issues and solutions which theNordic citizens of the year 2000 can identify with. Under the title “Yes to citizenship”he shares with us the following observations and lessons which have been learned:

• take into consideration the contextual and constitutional factors of citizenship in connection with educational and political decisions

• notice that democracy is taught by a living interaction between theoretical (knowledge and understanding), ethical (conflicts of values), and practical (qualifications) competences

• dimension and modify the methods of non-formal adult education according to the efficiency rate in the short, medium, and long term

It is an obvious task of the Nordic non-formal adult education to create democracy as alifestyle and support democracy as a way of governing.

Björn Wallen believes that the above statements should be subjected to discussion.Within Nordic non-formal adult education it is possible to do a determined effort inadult democracy learning, but the question is how to implement the effort in a time ofinstitutional tendency of decrease, reduction of resource allocation for non-formal adulteducation, displacement of the citizen’s involvement and developed informationtechnology which enables new, alternative forums of direct influence outside theinstitutions.

In his chapter “Vårt vanskelige demokrati” (Our difficult democracy), Arthur Danielsenuses Norwegian democracy study as his starting point. During the years of 1998-2003a couple of hundreds of researchers were engaged to study different issues in relationto the terms: Power and democracy. He points out that democracy depends on beingunderstood; it is a principal element of the idea that democracy is a system of dialogueand participation. The Norwegian study of power and democracy produces a threateningpicture: The national state is weakened; power has been transferred to internationalorganisations and networks, at the same time the public activities are outsourced andthe results are fragmentation, confusion and alienation.

144

On the basis of the simple but comprehensive question: Has democracy become toodifficult? The author questions democracy as way of governing and participation. Oneof his points is that if participative democracy is to be saved the mobilisation ofresponsibility of the individual will be reduced. It takes change in attitude; legislativeactions and information campaigns only contribute to a minor extent. If they seriouslythink that political decisions should be justified and substantiated to the parties involved,platforms must be established on which the individual can participate in a relevant way.

In his chapter “Att lära sig förlora - reflexioner om demokratins villkor” (To learn how tolose - reflections on the conditions of democracy), Bengt Göransson describes somereflections which he thinks is important to discuss if democracy is to be developed andimproved. He puts forward a number of tendencies and occurrences in modern societywhich need to be analysed and critically discussed if a strong democracy is to bemaintained. Bengt Göransson refers to Swedish studies on democracy which have aperspective of 20 years and whose recommendations should be considered as aclarification of the reasoning of the studies more than a proposed resolution to beadopted in the Swedish parliament “Riksdagen”.

It is essential to Bengt Göransson that the citizens regain the parties if the parties fail torespect its members. It is more important for the parties to have a dialogue with itsmembers that try to guess what people want. The author underlines that members ofthe parties may have reflections which are just as well-researched as the ones of thecampaign manager of the party office. It is more important to present carefully preparedpolicies for discussion than being representative of a snapshot based on a quick surveyof opinion. The citizens have to use their own thinking skills, obtain their own knowledgeand experience with which they compare the presented policies.

In his chapter “Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab” (The Nordiceducation on social capital and citizenship), Seppo Niemelä presents two importantperspectives. On the basis of social capital he describes why Nordic “folkeoplysning”has had such an immense impact on the Nordic societies. Inspired by the tradition ofNordic “folkeoplysning”, he also tries to question and provide a perspective on the roleof non-formal adult education, and new ways to strengthen, develop and build socialcapital and thus contribute to the strengthening of democracy.

In “Tankesmedjor og folkbildning” (Think tanks and non-formal adult education), Jor-ma Turunen presents the history of think tanks and the impact they have had on society.In the USA and the UK the think tanks are stable factors of the daily political discussions.In the Nordic region only a few organisations represent think tanks in their countryrespectively and they have only a modest ability to influence or to be the driving forceof the political discussions.

145

The challenge is to save the public debate and the processing of a political alternativeby systematic testing of the think tank model - also within the political parties. It isworthwhile to organise the activities on clear fundamental values, but at the same timethey have to be more independent than the political parties. The social learningenvironments like the educational associations and the folk high schools constitute astrong organisational basis if we find meaningful ways to facilitate and implement theactivities.

In their chapter “Demokratiets fornyelse I Norden” (The renewal of democracy in theNordic region), Jeppe Læssøe and Kirsten Paaby indicate 12 ways to promote popularparticipation. They demonstrate that the Nordic countries are standing at a crossroadsregarding initiatives for a sustainable development. The Nordic region rank high whenit comes to economic growth, welfare, and education, but when it comes to “organicfootprints” the Nordic countries rank low. The use of resources involves an immensestrain on the ecosystems of the earth. Furthermore the resource usage does not interrelateto the wish of a fair distribution of resources in the world. The authors bring theseissues into the discussion on democracy and citizenship in the Nordic region and theposition of non-formal adult education.

Rasmus Kolby Rahbek writes about “Medborgerskab og folkeoplysning i europæiskperspektiv” (Citizenship and non-formal adult education in a European perspective).The concept of citizenship is increasingly used as an educational ideal both in teachingand educational contexts. Citizenship is often considered closely affiliated with the ideaof democracy education and it is used in many contexts; it could be teaching publicschool students good conduct or possible solutions to integration issues or in reflectionsabout the formation of a global civil society.

The author points at the fact that the public debate has failed to focus on understandingthe concept of citizenship from a European angle. Even though representatives of non-formal adult education are talking about the importance of European citizenshipeducation and the provision of courses within this area, but only a few attempts havebeen made to understand the concept of a European citizenship. However, at aninternational level a lot of research on European citizenship has been carried out. Thequestion is if these studies are transferable to Danish/Nordic contexts without anydifficulty.

In his chapter “Flexibelt lärande som stöd för demokrati och medborgerlig bildning på2000-talet” (Flexible learning as support to democracy and citizenship education in the21st century) the four authors, Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg, andIngemar Svensson ask the question: Do we need non-formal adult education in the21st century? Does it actually have a reason for existing in a world where we areconstantly bombarded with new information through numerous media on an hourlybasis all day long?

146

Is there room for silent knowledge building of democratic dialogue in a globalisedworld where the raging knowledge development claims more and more narrowedspecialisation and where the motive for studies is increasingly formulated in terms ofscores and qualifying examinations? In other words does non-formal adult educationplay a role in the 21st century, and if so which role?

Jakob Erle asks: “Multilayered Democracy - is it possible?” The consequence for anaccelerating globalisation process during the last decade is a governance vacuum withinthe national states which results in a decreased ability to enforce sovereignty. The falloutis an undermining of democracy. On the other hand the cosmopolitical thinking hasbeen strengthened; formation of institutions and rules at supranational levels like e.g.the European Union, the World Trade Organisation, WTO and other informal and non-binding arrangements like the social responsibility of transnational companies.

This chapter describes the democratic possibilities of taking up the challenges, thepossible steps towards development of democracy at a local, continental and globallevel: Multilayered Democracy.

Henrik von Pfaler writes about “Folkhögskolorna och demokratifostran” (Folk highschools and democratic upbringing). And he asks if it is a lifebuoy in a globalised worldor a pastime for the already saved and educated? He argues for the fact that democracyis a principal task of non-formal adult education. It is a primary condition in a well-functioning democracy that the citizens actually trust the ones they have elected. Tocreate this confidence it takes that people perceive that they know what it is all about,that they understand or at least have a feeling that they understand what is possibleand what is not, and also that they can make a difference by casting their vote. Otherwisethey will take the easy option to refuse to vote. In this perspective the author underlinesthe special position of the folk high schools and non-formal adult education.

In the process, DEMOS 2006 also showed how inspiring the Nordic cooperative exchangeof ideas is, “nordisk nytte” (the Nordic usefulness).

We hope that the anthology as presented will be considered an inspiring and usefulbook in many educational contexts and that it will be used as the basis for live andproductive debates.

On behalf of the editorial committee and the steering committee:

John Steen JohansenThe DEMOS Secretariat, April 2007

The DEMOS process is financially supported by The Nordic Council of Ministers’ strategicfunding through Nordic Network for Adult Learning (NVL).

DEMOS- A Nordic anthology on power, democracy, and active citizenship

If non-formal adult education still is to contribute to the strengthening of social capital and basic trust in society, it has to continuously display and brand its qualities. Non-formal adult education must question its own importance and remain self-critical regarding its practice and independence from the government and the local authorities as the assigners. If this is not possible, there is a risk that the waters between state, market, and civil society become the Bermuda triangle of non-formal adult education. The ambitions of the project are not yet achieved. DEMOS is still on its way as an educational process and think tank and by the present anthology it requests the Nordic educational associations to continue the work locally in order to strengthen social capital and develop ways to debate and methods to increase active citizenship.

www.nordvux.net

Demos – en antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i norden

Documents

Transcript of Demos – en antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i norden