Charles Sanders Peirce, 1839-1914

Zeller vt04-2.3-Peirce 1

Charles Sanders Peirce, 1839-1914


Logik som tegnteori - semiotik

Peirce mener ”at al erkendelse er slutning” (Lübcke 2000, 21).

Dvs. at der ikke findes direkte og umiddelbar erkendelse eller intuition – som fx Husserl mente.

”Tesen om at erkendelse er en slutning, underbygger Peirce i sin teori om tegn, da han mener, at de forskellige slutningsformer kan reduceres til tegnrelationen.” (Lübcke 2000, 22)

Peirce: ”Som jeg mener at have påvist, er logik i almindelig forstand blot et andet navn for semiotik (…), den … formelle doktrin om tegn.” (Peirce 1994, 93)


Tegnfunktion - erkendelsesfunktion

Hvad har det med tegn at gøre?

Tegn er noget, der opleves af nogen som henvisende til noget andet. Tegnet er altså en grund til at erkende eller forestille sig noget andet.

Hvis al erkendelse er slutningsagtig (inferentiel), så findes kun viden på grund af anden viden.

Man kan sige: al viden henviser til anden viden.

Slutning er en påstands (konklusion) begrundelse vha. andre, forudsatte påstande (præmisser).

Dvs. forudsat præmisserne er sande så er konklusionen sand.


Tegnfunktion: middel

Eksempel:

Kikker jeg ud af et af vinduerne mod syd i vores hus og ser vimplen på flagstangen næsten horisontalt vise (flagre) til højre, så ved jeg, at det blæser kraftigt fra øst.

At opfatte noget som tegn betyder at erkende det, tegnet henviser til på grundlag af erkendelse/genkendelse af tegnet.

Tegnets særpræg – at henvise til noget andet – gør det til et medium eller middel for erkendelsesfunktionen: at erkende noget på grundlag af noget andet.


Tegnfunktion - tænkning

Noget lignende mener Saussure ved at opfatte et sprog som helhed af to med hinanden relaterede systemer – bevidsthedsstrøm på den ene side og systemet af ”lyd-billeder” på den anden. (Jf. Saussure-ppt.slide 7)

Da Peirce mener, al erkendelse er resultat af ræsonneren/tænkning – viden på grund af anden viden - , mener han også at al tænkning er tegnbaseret. (jf. Peirce 1994, 134: ”vi tænker kun i tegn.”)


Tegnfunktion – relation

Tegn er ikke ting, tegn er relationer.

Tegn er erkendelsesbaseret

Dvs. der findes ikke ”tegn i og for sig” eller en specifik tegnsubstans; der findes kun noget der fungerer som tegn for

nogen, der opfatter dem som tegn for noget.


Erkendelse - tegn

Erkendelse er ikke en ting, men en relation

Der findes ikke erkendelse (bevidsthed) i sig selv eller en specifik ”erkendelsessubstans”. Der findes kun, nogen der erkender noget-1 på grund af noget-2. Det noget-2, på grund af hvilket nogen erkender noget-1, fungerer som tegn for noget-1.

Erkendelse er tegnbaseret


Tegnfunktion – form

Tegnet er, hvad der foregår mellem østenvinden, vimplen og min krop. Erkendelsen er, hvad der foregår mellem min krop (sanseorganer, nervesystem), vimplen og østenvinden.

Det er ikke det stykke stof, der hænger på min flagstang, som er et tegn (fx for østenvind). Det er heller ikke min krop, der står ved vinduet og kikker på vimplen, der er en erkendelse.

Hvis vi taler om tegn, som om de var ting, eller om erkendelse/bevidsthed, som om det var en særpræget substans, så foretager vi en abstraktion.


Tegn i snæver og bred betydning:repræsentamen, objekt, interpretant

”Et Tegn, eller Repræsentamen, er det Første, der står i en ægte triadisk relation til et Andet, der kaldes dets Objekt, og derved er i stand til at udvirke, at et Tredje, der kaldes dets Interpretant, indtager den samme triadiske relation til dets objekt, som tegnet selv står i til det samme Objekt.” (116)

”I snæver betydning, som repræsentamen, er et tegn altså noget der for nogen står for noget; tegnet er selve billedet, fodsporet, det røde trafiklys eller hvad det nu måtte være. I bred betydning er ’tegn' derimod betegnelse for et treleddet fænomen, hele betydningsdannelsen eller semiosen.” (Søren Kjørup 2002, Semiotik, Roskilde: Roskilde universitetsforlag, 20)

Generel definition af tegn (Peirce 1994, 94, 116):

”Et tegn eller repræsentamen er noget, der for nogen står for noget, i en vis henseende eller egenskab.” (94)


Hvad er repræsentamen, interpretant?

Interpretant: ”Peirces betegnelse for det ene af de tre led i et tegn (…), nemlig den ’tanke’ der begriber at en given tegnbærer står for en given genstand (og denne tanke skal i sig selv opfattes som et tegn). ”(Kjørup 2002, 80)

Repræsentamen: ”Peirces betegnelse for det ene af de tre led i et tegn (…), nemlig den akustiske eller grafiske eller på anden måde materielle ’tegnbærer’.” (Kjørup 2002, 82)

Også interpretanten – opfattelsen af noget som tegn for et objekt – står i en tegnrelation til objektet. Peirce opfatter bevidsthed som en repræsentationsproces (semiosis).


Interpretant som tegn:uendelig semiosis

Svaret er nok, at en bevidsthedsakt (interpretant) kan være et tegn for en anden bevidsthedsakt; fx kan en synsakt [= interpretant 1], hvorigennem jeg ser en vimpel visende til højre [= objekt], være tegn for tanken [= interpretant 2], at vimpelen betyder østenvind.

Betyder det at den bevidsthed, der opfatter relationen mellem tegn-1 og objektet, selv er tegn-2 for samme objekt? – Men hvem er så interpretant-2 for denne tegn-2-relation?

Ifølge Peirce indtager interpretant ”den samme triadiske relation til dets objekt, som tegnet selv står i til det samme Objekt”.

Kjørup 2002: ”Da interpretanten selv er et tegn, der altså igen kan have en interpretant (og en genstand), kan man tale om muligheden for en ’uendelig semiosis’…” (o.c., 83)


Interpretant som bevidst tegn

”Et tegn, eller en repræsentamen, er noget som for nogen står for noget i en eller anden henseende eller egenskab. Det henvender sig til nogen, dvs. skaber i denne persons bevidsthed et tilsvarende tegn eller måske et mere udviklet tegn. Det tegn som det skaber, kalder jeg det første tegns interpretant. Tegnet står for noget, dets genstand. Det står for genstanden, ikke i enhver henseende, men med hensyn til en slags ide som jeg undertiden har kaldt den pågældende repræsentamens fundament ["ground"].” (Kjørup 2002, 20, jf. Peirce 1994, 94)

Peirces begreb ’interpretant’ har en vis lighed med det fænomenologiske begreb ’intention’. Gennem interpretanten/intentionen realiserer en bevidsthed en tegnrelation.


Tegn definitionresumé

Man kan sige: bevidsthed er en tegn-relation, men ikke alle tegn (fx vimplen) har selv bevidsthed.

Mellem tegn som repræsentamen og bevidsthed som repræsentamen består dog stadigvæk den forskel, at bevidsthed repræsenterer* objektet inde i sig selv og for sig selv, mens tegnet repræsenterer noget andet [= objektet] for en tredje [= en bevidsthed eller interpretant].

*fx ved at se, høre, forestille sig, huske, dvs. bevidst repræsentere noget, der opfattes som tegn.

Opfatter man tegn som triadisk repræsentations-relation der indeslutter bevidsthed og objekt, så kan man forstå bevidsthed som en triadisk repræsentations-relation, der indeslutter tegn og objekt.


Tegn definitionresumé forts.

Aktiveringen af disse mønstre opleves som det, fænomenologien kalder fænomener – tilsynekomster.

At bevidsthed ’repræsenterer noget inde i sig’, kan man på det fysiologiske plan forestille sig på den måde, at hjernen modellerer det, den er bevidst om, i form af neurale mønstre – dvs. aktiveringsmønstre af nerveforbindelser – der kan huskes og reaktiveres ved passende lejligheder (= lignende stimuli).


Tegn som triadisk relation:Første, Andet, Tredje

De 3 størrelser, en triadisk relation forbinder med hinanden, kalder Peirce Første, Andet og Tredje.

Grundlæggende for Peirces tegnteori – modsat fænomenologien – er, at tegn altid – både indre og ydre tegn – er relationer mellem 3 forskellige relata.

Sådanne relationer mellem 3 forskellige størrelser kaldes triadiske.

Første: ting i sig selv. Andet: ting i forhold til en anden ting. Tredje: ting i forhold til en anden ting for en tredje ting. Førstehed = lighed/identitet/enhed. Andethed = forskel/tohed. Tredjehed = middel/sammenhæng/enhed-og-forskel.


Figur 1: Triadisk relation, Første, Andet, Tredje

Tegn

Repræsentamen

noget = ting

Første

Objekt

noget = ting

Andet

bevidsthed

Interpretant

nogen = person

Tredje


Figur 1: forklaring

= interpretantens (bevidsthedstegnets) funktion: at interpretere noget som tegn dvs. som repræsenterende noget andet.

Disse funktioner vises i figuren gennem pilene:

= det ydre tegns funktion: at repræsentere noget for nogen.

De to kursive udtryk – repræsentamen, interpretant – er dels betegnelser for det ydre tegn og det indre tegn, der fremkaldes i den bevidsthed, der opfatter tegnet, men også for de funktioner, disse tegn udfører.


Figur 1: forklaringforts.

Dvs. interpretanten tænker på noget, der ikke er præsent, på grund af noget andet, tegnet, der præsent.

Det er kun muligt, hvis der er nogen til stede, der gennem interpretanten opfatter tegnet som stedfortræder/repræsentant for noget andet.

Tegnets tilstedeværelse gør noget, som ikke er til stede, præsent. Det gør det dog ikke fysisk eller ”i egen person”, men mentalt eller stedfortrædende præsent.

’Repræsentere’ betyder at gøre noget, der ikke er præsent, præsent.



Peirce påstår også det omvendte:

Interpretation er ikke mulig uden repræsentation – dvs. uden tegn.

Dvs. repræsentation er ikke mulig uden interpretation.

Interpretationen virkeliggør, hvad repræsentationen muliggør.

Tegnets (Første) funktion – at repræsentere noget andet (objekt, Andet) – fuldbyrdes kun, hvis der er en person, der gennem noget tredje (interpretant, Tredje) interpreterer tegnet som repræsentant for et objekt.



Peirce tænker hele systemet af virkelighedens og bevidsthedens univers som et semiotisk system sammensat af enheder (”størrelser” = Første) og dyadiske relationer (Andet) eller triadiske relationer (Tredje) mellem disse.

Termerne ’Første’, ’Andet’, ’Tredje’ er ikke kun abstrakte betegnelser for tegn-relationens relata mhp. deres forskellige funktion inden for denne relation; de er samtidig betegnelser for bestemte værensformer og dermed forbundne ontologiske roller inden for den peirceanske metafysik (virkelighedsopfattelse).


Triadisk relation

Et eksempel på en triadisk rum-relation er (skrevet symbolsk): Mellem(a, b, c). Det skal læses: a ligger mellem b og c.

En triadisk relation udtrykkes i et formalt logisk sprog som F(a, b, c). Her er F et tegn for en eller anden relation og a, b, c, er tegn for nogle genstande, der står i denne relation.

En triadisk relation er en relation mellem tre ”poler” (relata). I prædikatslogikken opfatter man relationer som prædikater, der kan udsiges af én, to, tre eller flere genstande.


Triadisk tegn-relation

Tegnrelationen kan formelt udtrykkes som

TEGN(repræsentamen, objekt, interpretant).

Det skal læses: noget, der repræsenterer (repræsentamen) et objekt for en bevidsthed gennem en interpretant er et TEGN.

Dvs. ”dens tre medlemmer er bundet sammen … på en måde, som ikke består i noget kompleks af dyadiske relationer” (116).

Peirce siger at tegnrelationen er en ægte triadisk relation (116).


Repræsentamen

et repræsentamen kan heller ikke være et tegn for en interpretant uden at repræsentere et objekt

et repræsentamen kan ikke repræsentere et objekt uden en interpretant;

Tegn-relationen er ikke en kompleks af dyadiske relationer, betyder:


Interpretant

en interpretant ikke bare kan opfatte et eller andet som repræsentamen (tegn) uden objekt og

en interpretant ikke bare kan opfatte et eller andet som objekt uden repræsentamen (hvert objekt er nogets (Førstes) objekt/genstand).

Der kan ikke være tale om en interpretant (en tegnbevidsthed), hvis den ikke består af (opfattelsen af) et repræsentamen som repræsenterende et objekt (for interpretanten). Det betyder at

Interpretant er opfattelsen af et repræsentamen som tegn for et objekt. Det hedder ’det Tredje’, fordi det indeholder eller omfatter det Første (repræsentamen) plus det Andet (objekt). Det gælder jo også matematisk: 3 = 1 + 2.


Bevidsthed som tegn

Husk: denne opfattelse står i direkte modsætning til Husserls opfattelse af intuition som umiddelbar bevidsthed af et direkte givet objekt.

Peirce siger (134): ”Vi tænker kun i tegn”.

En bevidsthed kan ifølge Peirce ikke bare opfatte (tænke på, forestille sig osv.) et objekt i en direkte dyadisk relation mellem objekt og bevidsthed. Den er nødt til at repræsentere objektet på en eller anden måde i sig selv (dvs. bevidsthedsmæssig) for at kunne opfatte det.


Ikon

Ikoner repræsenterer sammenhænge mellem objekter, der ligner hinanden. Dvs. der er ikke en fysisk sammenhæng mellem ikon og objekt – lighed er ikke en fysisk relation. Et ikonisk tegn identificerer sit objekt. Idé = begreb/prædikat = det identiske i det forskellige = ikon (jf. o.c., 118). Sproglige ikoner: begrebsord, udsagnsord, prædikatsudtryk, fx navneord, adjektiver, verber.

”Et Ikon er et Repræsentamen, hvis Repræsentative Kvalitet er en Førstehed … Et tegn pr. Førstehed er et billede af sit objekt og kan strengt taget kun være en idé. ” (o.c., 117)

”Et ikon er et tegn, der kun refererer til det Objekt, som det betegner, i kraft af sine egne egenskaber … Hvad som helst, hvad enten det er en kvalitet, en eksisterende enkeltting eller en lov, er et Ikon for noget, for så vidt som det ligner den ting og bruges som tegn for den.” (Peirce 1994, 100)


Ikon - eksempler

Alle billeder er ikoner – det gælder både de mere realistiske (især fotografier) og de mere abstrakte billeder. Diagrammer er eksempler på de mere abstrakte billeder. Også ideer (forestillinger, indre ”billeder”) er (abstrakte) ikoner for de egenskaber, som en mængde genstande har tilfælles. Algebraiske formler (ligninger!) er ikoner for andre formler, som de kan omformes til. (jf. Peirce 1994, 118-119)


Index

Eksempel:

Alle virkninger af en bestemt årsag er indexer for denne årsag: røg for ild, vejrhane/vimpel* for vind, højden af termometersøjlen for temperatur osv..

*Vimplen, der flagrer på flagstangen og viser vindretningen, er et index. Uden vind – ingen henvisning til vindretning. I det tilfælde er vimplen et index for vindstille. Vimplens indexfunktion er altså direkte afhængig af luftens bevægelsestilstand.

”Et Index … er et Repræsentamen, hvis Repræsentative karakter består i, at det er et individuelt andet. ” (Peirce 1994, 122)

”Alt hvad der fokuserer opmærksomheden, er et index.” (Peirce 1994, 123) – Sproglige indekser: indeksikalske ord, fx personlige, demonstrative, possessive, indefinitte (alle, nogle, ingen) stedord, tids- og stedadverbier og præpositionsforbindelser (jf. o.c., 124).


Symbol

”Alle ord, sætninger, bøger og andre konventionelle tegn der Symboler.” (Peirce 1994, 129). Hver individuel forekomst (eng.token) af et ord betyder kun noget som replika (kopi af samme type) af dette ord forstået som type. Ordforekomsten er en instansiering af typen.

”Et symbol kan … ikke udpege en bestemt ting” – [som indexer kan]. ”Ikke blot det, men det er selv en type og ikke en enkelt ting.” (Peirce 1994, 133). Fx et nationalflag er et symbol for et bestemt land kraft det enkelte flags individualitet (unikke tingegenskaber), men kraft af at være samme type som alle flag med de samme farver og former.

”Et symbol er et Repræsentamen, hvis Repræsentative karakter netop består i, at det er en regel, som vil determinere dets Interpretant.” (Peirce 1994, 129). Interpretant = sammenhæng mellem tegn og objekt.


Ikon, indeks, symbol som Første, Andet, Tredje progression: ikon = Første

”Ikonet har ingen dynamisk (kausal, JZ) forbindelse med det objekt, det repræsenterer.” (l.c.). Ikonets egenskaber ligner bare objektets; ikonet ”vækker lignende sansefornemmelser i det sind, der ser det som en lighed” (l.c.); dvs. ikonet minder om noget andet. Der er ingen virkelig/fysisk forbindelse mellem ikon og objekt (= Andet). Ikonet står for de samme egenskaber (= ENHED (1) = FØRSTE) ved tegn og objekt.

Første, Andet, Tredje skal nok forstås i forbindelse med tallene ’1’, ’2’, ’3’s overførte betydning: 1 enhed, 2 tohed/dyade/forskel (1 + 1, det ene og det andet), 3 trehed/triade/sammenhæng af enhed og tohed (1 + 2).

”Man kan bemærke en regulær progression af et, to, tre i de tre ordener af tegn, Ikon, Index, Symbol.” (Peirce 1994, 133)


Ikon, indeks, symbol som Første, Andet, Tredjeindeks = Andet

Det skal nok forstås sådan, at indekset ikke ville være i netop den tilstand (fx vimpelen på flagstangen), hvis grunden til dets henvisning til objektet (vindretning og vindstyrke) ikke var tilstede. Dvs. objekt og indeks hænger sammen som årsag og virkning. De hænger organisk sammen i den forstand, at man ikke kan tale om årsag uden virkning og ikke om virkning uden årsag.

Index står ikke for det samme, men det forskellige ved tegn og objekt. Indexet findes kun i forbindelse med noget andet. Derfor: Index = TOHED (1 + 1) = DET ENE + DET ANDET!

”Indexet er fysisk forbundet med sit objekt” (Peirce 1994, 133). Dvs. her har vi en dynamisk forbindelse. Peirce siger, at indeks og dets objekt ”udgør et organisk par” (l.c.).


Ikon, indeks, symbol som Første, Andet, Tredje symbol = Tredje

Symboler er et Tredje, fordi de både indeholder ikoner (idéer, begreber, Første) og indexer (indeksikalske tegn, Andet) for at symbolisere noget. Derfor: Symbol = TREHED (1 + 2) = TREDJE.

Ideerne er gennem vane eller lov (= konvention, regel) forbundne med objektet. Dvs. vi har vænnet os til (har lært) at forbinde bestemte tegn med bestemte ideer (begreber).

Et symbol ”er forbundet med sit objekt i kraft af ideer i det symbolbrugende sind” (l.c.). Det er disse ideer, der etablerer forbindelsen – ellers ville der ikke være nogen forbindelse.

Charles Sanders Peirce, 1839-1914

Documents

Transcript of Charles Sanders Peirce, 1839-1914