BUKS - Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur 26

K A RSTE N T UFT

LEGEALDER OG LEVEALDER

- ET LANDSKABSBILLEDE 2

LEGEALDER OG

LEVEALDER - ET LANDSKABSBILLEDE 12)

KARSTEN TUFT

LEGEALDER OG

L E V E A L D E R - ET LANDSKABSBILLEDE (2)

LOVE,MORAL OG

ERIN DRINGER

Tidsskrift for Børne- & Ungdomskultur nr. 26 1992: Karsten Tuft: Legealder og levealder - et landskabsbillede (2) © 1992 by forfatter og Børne- og UngdomsKulturSammenslutningen Tidsskriftet er sat med Century Old Style, Futura og Frutiger Forsideillustration: Ældste billede af dansk folkedans - fra Rostgaards manuskript, 1553, s. 34 7 Grafisk tilrettelæggelse: Alfred Iversen Sats og tryk: AKA-Print, Århus ISSN: 0907-6581

Tidsskriftet udgives med støtte fra: Statens Humanistiske Forskningsråd Undervisningsministeriets andelafTipsmidlerne

Mekanisk, fotografisk eller anden mangfoldiggørelse af dette tidsskrift er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret

Udgivet af: Børne- og UngdomsKulturSammenslutningen Aarhus Universitet, Bygning 325, Lokale 332 Ndr. Ringgade, DK-8000 Århus C. Tif. 8613 6711 (lokal 57 4)

Indledning

Identiteten mellem legealder og levealder har klart og direkte, omend negativt, udtryk i lovgivningen mod fest- og legekultur, formuleret i gårdsretter, recesser, ordinans, forordninger, reskripter og retsafgørelser. Den samme identitet ses i kirkens moralske opfølgning eller foregribelse af lovgivningen. Kirkens holdninger formuleres ved synoder, visitatsberetninger m.m.

Disse forbudslove fremlægges her for første gang nogenlunde samlet og afspejler direkte adelens og kongernes interesser. Den moralske opfølgning er kirken forpligtet til at fremstille. Fra reformationen bliver gudstjenestesproget dansk, og modspillet til kirkens livstolkning bliver derfor også mere direkte. Kirkens moralske opfølgning af lege- og festforbudene aftager stærkt med demokratiets indførelse, hvor kirken bliver en folkekirke. Lovforbudene med sigte på lege- og festkultur retter sig mod:

- familiefester (bryllup, barsel, begravelse) , - almindelige fester Gulegild er, majgild er, sommergild er) , - særlige fester (fastelavn, ride sommer-i-by, legestue) , - særlige livsudtryk (dans, hop, lege, udklædning, tromning m.m.) .

Det går op og ned med de juridiske forbuds styrke og konsekvens, og der er ikke altid overensstemmelse mellem jura og etik. Bønderne er - jvf. de mange retssager, de fører - godt inde i lovgivningen, og en usikker og vaklende lovgivning har formentlig vanskeligt ved at slå igennem.

Op til reformationen forstærkes forbudene mod festkulturen, men kort efter reformationens indførelse må man ophæve dem; de er for besværlige for almindelige mennesker, hedder det, hvilket vel betyder, at almindelige mennesker ikke vil acceptere dem. (Smig. 24.8. 1537 og 24.6. 1539) .

Uanset ophævelsen af forbudene fortsætter kirken sin fordømmelse af lege- og festkulturen, som om forbudene stadig var gældende.

Frem mod pietismen i 1700-tallet skærper lovgivningsmagten igen forbudene mod lege- og festkulturen og denne gang til et betydelig højere punkt end ved reformationen. Men atter må loven ophæves, denne gang mindre end et år efter sin vedtagelse. (Smig. 21 .4. 1730 og 19. 1 . 1731) .

4 år efter, 12.3. 1735, vedtages en stram forbudslov igen, men udvandes ret hurtigt efter.

love, moral og erindringer 1 1 7 A

Forbudslovgivningen behandler landsbyerne, bondesamfundet, særskilt, og der lovgives oftest også særskilt for adel, borgerskab og håndværkere. Det er typisk for de forbud mod fest- og legekultur, der rettes mod landsbyerne, at. . . :

- landsbyerne har de mest frie tøjler, - overholdelsen af forbudene savner effektivitet, som om interessen i at få

dem gennemført er svag, - bestemmelser, der indskrænker andres frihed, er svære at få til at tage

sig godt ud.

To tolkninger er teoretisk mulige: l. Skærpelsen af forbudene mod selskabelighed og lege er et spejlbillede

af, at folkekulturens selskabelighed og lege langsomt bukker under for presset og aftager. En sådan aftagen afspejles i adskillige udsagn Gvf. kapitel 3) og visitatsberetninger (se f.eks. Brorson, Hygom m.fl.) og kan, hvis det ønskes, forklares med, at folkets interesse for lege og selskabelighed langsomt visner bort, hvorefter levetid er blevet til arbejdstid, mennesker til lønarbejdere.

2. Skærpelsen af forbudene mod selskabelighed og lege afspejler i hovedsagen bevægelser i dannelseskulturen, som ikke har væsentlig betydning for folkekulturen. Hver gang forbudene skal føres ud i livet, må de opgives som ubrugelige, og efter 1800-tallets åbninger starter en udvikling, hvor dannelseskultur og folkekultur langsomt begynder at gå i mere positiv dialog med hinanden. Skærpelsen i forbudene afspejler magtesløshed snarere end effektivitet. Man råber højere og højere, fordi virkningen udebliver. Realiteten er, at selskabeligheden og legene er for stærke, og forbudenes hendøen afspejler selskabelighedens og legenes moralske og dannelsesmæssige sejr.

Forbudslovene afspejler ikke nødvendigvis den folkekulturelle udvikling. Almindelige mennesker er ikke spejlbilleder af paragraffer. Bevidsthed genspejler ikke, bevidsthed reflekterer. Analyse af lovenes juridiske indhold må her, som ved anden humanistisk forskning, adskilles fra receptionsanalyse, hvor mennesker opfattes som subjekter, aktører, og ikke objekter, forarbejdningsemner.

Som nævnt i l. del er det min opfattelse, at tolkning 2 ligger tættest ved virkeligheden og bedst opfanger den samlede mængde af data; de udtalel-

Å l 1 8 Legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

ser, vider og vedtægter, indsamlinger i 1800-ta.llet, m.m. , vi har, svarer bedre til en opfattelse af folkelighed som noget, hvis evner for tradition og nyskabelse har baggrund i refleksion, viljestyrke og overlevelsesduelighed, end det svarer til pædagogikkens myte om et fortabt og undertrykt folk.

Dette understøttes af de retssager, der refereres. Der klages fra kongens side over, at forbudene ikke overholdes, at ingen ses at være dømt. En del sager går ud på, at anklageren må straffes for egennyttighed; fiskalordningen, hvor anklageren som belønning får en del af bød en, opfordrer ligefrem til dusørjægeri og er derfor til større skade end gavn for forbudenes overholdelse. En del amtmænd forekommer at være imod lovenes indhold; det samme gælder en del præster og degne.

Til dette skal dog føjes:� Udvidelsen i arbejdstiden er reel og sætter sine spor. De voksnes fest- og legekultur møder vanskeligheder, får problemer; sproget ændres, de konkrete former ændres, fordelingen på tid ændres. Men holdningen, tolkningen af lege som en uundværlig del af tilværelsen, ændres ikke.

Lovene gengives kronologisk. En fremstilling efter område eller sammenhæng ligger udenfor denne bogs muligheder. Lovsproget gengives fra kilderne og kan i begyndelsen forekomme vanskeligt, men man vænner sig til det. Som optakt til lovene et par ord om legeme.

Middelalderens legere var voksne mennesker, der var gode til at lege. De kunne spille på fedel, gige, tromme, skalmeje,synge, lave narrestreger, fortælle historier, lave skuespil, pantomimer, akrobatik, kaste med knive, jonglere med bolde e.lign. De var >>håndværkere«, men fremstillede ikke genstande, blot oplevelser.

jyske Lov, 1241, har ikke selv bestemmelser om legere. Peder Kofod Ancher skriver i Dansk Lov-Historie, 1769, om jyske Lov og legerne:

>>Til sidst har jeg under N o. V. ladet følge et Stykke angaaende: legher om han vorder hard eller saar, d. v. s. : Gøglere eller Spillemand, om han vorder slagen eller saaret, som i nogle faa Haandskrifter findes ved Slutningen af J yd ske Lov.

Hverken hører dette Stykke til den Jydske Lov, som vore ældste og heste Haandskrifter udviise, ikke heller er det kommet fra vore egne Danske Love, men som det, i nyere Tider i sær, var meget brugeligt, naar en Lov eller Forordning var afskreven, at legge noget videre til, saa har og een eller anden fimdet for got, at lade dette Capitel komme til den Jydske Lov, enten som noget besynderligt og rart, eller som no-

Love, moral og erindringer 1 1 9 A

get latterligt. Uden tvivl er det en Svensk Lov, thi Væstgøthalaghen (Bardo.B. 7 fl.) saavel som Østgøthalaghen (Drapa B: 18 fl: par. l) har det samme.

I nogle Tydske Love af Middelalderen forekommer noget ligeledes. Saxenspiegel for Exempel (III: 45, samt Spec. Jur. Alem. C. 305, No 13) giver Spillemænd til Bod: Skyggen af en Mand.

Thi Spillemænd fordum ere blevne anseete som halv uærlige, som 'Ievi macula notati': Saxenspiegel giør dem til retløse (I: 37) , og i den Goslarske Lov (Leibnitz, Script. Brunsv. III. p. 524) sættes de ved siden af uægte; hvorfore de ikke maate nyde nogen giæv Mands Bod. Dog har man efter de Tiders Maade fundet for go t at tillægge dem et Skin deraf, nemlig en Bod sammenføiet med saa mange Vanskeligheder, at den ikke nyttede til andet end at giøre de arme Spillemænd til latterlige. Dette stykke har jeg ladet trykke efter en pergaments Haandskrift af Jydske Lov, tilhørende Hans Excellence Hr. Grev Thott, og conferered samme med No 447 i Duod. paa U. B. samt med een, som jeg ejer selv«.

I en af afskrifterne af jyske Lov findes følgende tilføjet, som i oversættelse lyder:

))Bliver leger slået, da skal han ikke derfor have hverken lov (dvs. æresoprejsning eller ret til at føre proces) eller fæ (dvs. erstatning) .

Bliver end leger såret, da skulle mænd tage kvie eller stud eller hest, der u tam er, og lede på den højeste høj, og lade alt hår af halen rage, og smøre halen. Leger tager om halen.

Man skal slå kvæg med kæp; kan leger holde, skal han have det gode, han griber, for sår, og nyde som han greb. Kan han ikke holde, da skal han tåle skam og skade, og aldrig bydes anden ret end den hudstrøgnes (trællens) embede«.

Æresoprejsning eller ret til at føre proces kan legeren altså ikke få. Bliver legeren såret, kan han få erstatning under omstændigheder, der er både ydmygende og urimelige; hvis man er såret, kan man jo netop ikke klare en fysisk prøve.

I f.eks. 6stgotalagagen føjes yderligere spot til skade ved at legeren inden prøven skal iføres sko, som også smøres ind.

A 1 20 Legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

Legeme skal ikke følges videre her. De nævnes af to grunde. Det fremgår direkte, at legefærdigheder er noget, voksne har, og at legeoplevelser er noget, voksne sætter pris på.

Endvidere nævnes legeme fordi de er knyttet til markedet, og man skal som spændingspol for den videre udvkling hele tiden forestille sig markedet som væsentligt for legene: Markedet tilhører de større byer og reguleres stramt af konger og stormænd. Men det er med markedet som ramme, at middelalderens legere bliver til vore dages underholdningsindustri.

Dra handkavle med hast M. STEJSKAL: DEN MANDLIGE UNGDOMS IDRÆTSLEGE 1 929-32

love, moral og erindringer 1 2 1 Å

EFTER MALERI FRA HERKEBERGA KIRKE l UPLAND; OMK. 1 500

Legere

Å 1 22 Legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

Lovforbud -rettet mod lege- og festku ltu ren

De første forsøg på juridisk indskrænkning af festkulturen rettes mod København, den største markedsby.l

Erik af Pommern (1412-39), Stadsretfor København: »49. Ingen then, der brullup gior, skall haffue mere end 23 disk mad med fem retter, och aff huer disk skall gieldis IIII o re penninge huer dag, uden klercke; haffuer han d flere disk mad och Retter, gielde Konning I marck Solff oc Staden I marck«.

Byernes lege- og festkultur rammes før landbosamfundets, hvis kultur er betydelig mere stærk og selvstændig. Og forbudene i byerne er typisk strammere end de samtidige for landet.

Kong Hans (1481-1513), Fri købstadsretfor al Danmark: ))37. Om Brollupskost. Brollupskost skall holdis thuo Dage, och huer Dag till enn Daffuere, och ey mere, och icke helder mere tilbedendis endt till trethi Diske, udenn Borgemesters och Raadzens synderlige Loff dertill, och de ey mere offuer loffue endt tiuffue Diske; dertill Embitzmendt, som ere Kiogemestere, Kiellersuendt, och Smaasuenne. Huem heremodt giOr, udenn Loff dertill, haffue forbrut sex Marck til Konningen och Stadenn. 38. Om Barsels-Kost. Barsels-Kost maa ingenn giore uden Borgemesters och Raadmendz Loff dertill, och icke hoyre endt til tolff Diske Madt, bode met Klercker och Ugfolck, udenn Borgemesters och Raadmendz Loff dertill, under sex Marcks Brode. 39. Om ]ordeferdz-Kost. Jordeferdz-Kost och Begiengilse gior huer efter sinn Formue, doch icke hoyre endt till tiuffue Diske Madt, bode m et Klercker och Ugfolck, udenn Borgemesters och Raadmeqdz Loff dertill, under sex Marcks Brode.

·

40. Nar Hosbonde och Hustru ere sammennkomen. Sidenn Brudgommenu och Brudenn ere sammennkommenn, och haffue enn Nat udi Senge legidt, da er handt hendis Hosbonde oc Forsuar fuldt och all, och ey for.

Love, moral og erindringer 1 23 A

41. Om Morgengaffue. Morgengaftue maa icke stOrre were udi nogenn Maade udi nogenn Kiobstedt endt tiuffue Marck, och mindre maa hunn were, efftersom huer Mandt formaar, och icke fOrmere giffuis endt andenn Brollupsdag«.

Reformationstidens asketiske tilstramning ses i, at lovene mod festkulturen nu også rettes mod bønderne.

Christian 2. 's (1513-23) såkaldt gejstlige lov, 1521, vil have bøndernes bryllupper indskrænket til højst at vare 2 dage. De skal holdes i stuerne og ikke i laderne for at begrænse antallet af gæster og for at begrænse dansen m.m. Endvidere vil kongen have alle sommer- og høstgilder afskaffet helt: »Dog må de på helligdage og ved Skt. Hans danse på gaden (forten) og øve dem i anden bekvemmelighed og glædskab«. Det skal nævnes, at der ikke kendes noget eksempel på retsafgørelse efter denne paragraf:

»129de Capitel. Om Brollop, Bartisel och Gilde. Ingen Bonde schall giOre Bryllop lenger endt y thuo Dage, Sondagen och Mandagen, om Ugen och ey lenger, Velckom then samme Afften, som the fOre Bruden hi em, och ey stOrre, endt the kunde giorit y theris egne daglig Stuer, och iche y theris Lader, och schulle the iche lade bygge noger ny Hus till.

Huo Heremodt giOr, hafue forbrut XL Marck till Konningen. Och schall ingen byude fleere till Bardzell, endt som handt hafuer

budet till Faddere, under samme Brode. Sammeledis schall och aflegges alle the Gylde, som the pleye at haf

fue paa Landzbyerne om Sommeren och Hosten; thi thet er tha then Tiidt, som Bonden schall afle thet, som handt schall hafue Gafn af om Aarit, och giifue syn Hosbonde till Landgylde.

Huo heredodt giOr, bode som forschrefuit staar; dog mue the om hellige Dage och om Sti Hans Nat gaa och dantze paa Gaden och ofue thennom y anden Bequemmelighedt och Gledschab«.

For byerne gælder strengere regler, og tilladelsen til at » . . . danse, synge og gøre dem glade« gælder kun de unge.

Christian 2. 's såkaldt verdslige lov, 1522: (Om købstæderne) »53. Om Brollup oc Barssell. Ingen wore Borgerre i wore Kiobsteder skulle hereffter giOre nogre Brollups-Koster lengre end two Dage, Sondagen oc Mandagen, oc ey

Å 1 24 legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

storre Kost end som hwer kand giOre i siith eget Huss, som han uti boer, under itt hunderet Marck Brode.

Thesligeste skall oc engen biude flere tiill Barsell, end som han haffuer byudet till Fadder, under samme Brode, dog huor saadane Bryllup oc Barseli ære, muæ Piger oc ungdt Folck komme therfore Huset oc dantze, qwæde oc giore thennom glade«.

Retsgrundlaget for afgørelse af retssager består ikke kun af de love, kongen udsteder. Man kan tage tingvinde og få ret. Det ses, at Christian 2.'s lovgivning ikke har haft nogen virkning for retsafgørelsen her.

Vidnesbyrd om Ebeltofte Mænds Fastelavn, 1533, 23. Februar. (Smig. omtalen i kapitel 3. Tingvindets afskrift i Nye Danske Magazin, l, 1794, s. 25-26, lyder) : »Wii effterschreffne Lauritz Skenckell tiill Egeskoff, Mattis Offwessøn Prouest i Randers, Morten Gladt wdi Knøbbell, Heritzfoget wdj Andssherit, oc Niells Anderssøn wdi Fordrup, giøre alle wittherligt met thette wort obne Breff, at ar effther Guds Burdt Mdxxxiij Torsdagenn nesth effther Poskedag paa Bisc6ps Gordenn wdi Ar hus, hørde wii lesse fore off eth besegledt Papyrs Tingswinde med fem Indsegle beseglet, wdjgiffuit tiil Ebbeltoffte Byting, oc lydendis ordt fran ordt som her effther fylliger:

Alle Mend thette breff seer eller høre lesse, helse wii Peder Matzen, foget tiill Ebbeltoffte Byting, Hans Jensen, Borgemester ibidem, Jes Owissen, Niells Schreder oc Thomes Legy, borgere oc bymend ibidem, ewindelig met Gud.

Aar effther Guds Byrdt Mdxxxiij , secunda feria Palmarum, tha wor skicket fore oss oc flere Dannemend, som then Dag forschreffne Byting søckte, beskeden Mand Niells Lassen, ibidem, huilcken thet lofflig esket, han bedes, fick oc framlede eth fullt Tingrwinde aff viij skellige troff oc logfasthe Dannemend, som wore Jens Owissen, Niells Skred der, Rasmus Seuerensen, Per Telussen, Per Tyrissen, Mogens Schredder, Thomes Legy og Michell Nielssen, Borghere oc Bymend ibidem, huilcke forschreffne viij Logfaste troff Dannemend alle sarndredelig wonde paa theris gode troo, siell oc Sandhed t, at thee hørde oc saage iiij gode gamble trofaste Dannemend fore thennom stande inden alle iiij Stocke samme Dag paa fornefinte Byting, som wore Pouell Rymsnyder, Niells B u egaard t, J o n Bentssen oc J es Willomssen, borghere og Bymen ibidem, oc windne kwndgiøre oc syæ paa theris Siell oc Sandhedt for thennum oc menige Tingr Dom, ath thee

Love, moral og erindringer 1 25 Å

haffue lecth oc wdspurdt med theris foreldernæ, som myntes wdi lxxx aar, oc thennom selffuer myntis haffuer i lx Aar, at thet haffuer werret Sedwann i forschreffne Ebbeltoffte By, wdaffArilds Tiidt, saa lengge thee mynde eller spørie kwnde met nogher mand, at thee haffwe hafft theris Fastelagens Leeg, frijj fraa Fieskesøndag oc saa thee viij dage omkriing;

och huilcken wdenbyes Mand ther kom tiill Byenn i the samme Fastelagens Dage, tha haffue thi j tagget j hwidt aff thennom, om han icke wilde giffue meere, oc giffwet hannom siidenn Øll igien nog, liighe saa som thij drwcke selffuer, thee Stwnd hannom løfte at siidde oc drycke met thennom then Dag wdt;

Men huilcken thet icke giøre wilde med Willig, tha haffwe thee taget aff hans Farekoste, anthen Øxe eller andet tiill Pant for j hu ed t, tiill saa lengge han gaff thennom j huidt, oc løsthe siith Pant igien fraa thennom, oc aldrig thennom haffuer werret lyxft nogher Deelsmaall till therfore, anthen i hr Otthe Nielssens tiidt, hr Eric Otsens, Jacob Krwmppens, Oluf Friissis, Biscop Jenssis, eller nogher andre gaade framfarne guode Leenssmends tiidt, fføre end nu Offue Perssen paa Eggisgordt haffuer ladet thet giøre, oc then tiidt wij spurde thet wor forschreffne Offue Perssen tiill Mestycke, thet wij toghe ij Øxer fraa Seueren Jepssen i Agrij, oc Anders Magenssen i Togerwp, Hige saa tiill Pant for ij h wide i samme Fastelagens Dage, the bød wij thennom theris Øxer igien wden alle Penninge, oc thij ey thennom haffwe wilde.

At saa gick oc faaer i sanden, thet winde wij met wore Indsegle tryckendis neden paa thette Breff.

Datum anno die ut supra. Tiill hues Tingrwindes Vidisses Stadtestning haffwe wii fornefinte

ladet trycke wore Indsegle oc Signetther neden fore Thette worth obne Breff, som giffwit er Aar oc Dag, som forschreffwit stander«.

(L.S.) (L.S.) (L.S.) (L.S.)

På bagsiden er noteret:

>>En W dschrefft oc Widisse besegledt epther thet Tingrwinde Ebbeltoffte Mend Haffwe tagget om theris Fastelagen«.

De gamle kræver og får deres ret. Rammen for begivenheden er bl.a. dette:


ENGLAND 1 4. ÅRHUNDREDE (STRUTI)

Stokkeboldspil

Der er i overklassen strid, forvirring og uro om magtfordelingen. Kirke, adel og konge er i åbenlys splid. Bønderne er stærkt utilfredse med at skulle betale tiende.

Skipper Clement, som var på Christian 2. 's side, var med sine skibe i Ebeltoft Vig omkring l. august 1532 for at forhandle med herremændene.

Samtidig blev Christian 2. narret til København med løfte om frit lejde. Lejdet blev brudt, og han blev indsat som fange på Sønderborg Slot, hvor han sad til 1559.

Frederik l. (l523-33) døde 10. april 1533. Uroen omkring rigets styring slog igennem på herredagene i København omkring Skt. Hans. Det hedder herfra 2. juli i Den anden reces fra Interregnum, at det af» • • • adskillige redelige årsager ikke muligt være kan, nogen herre eller konge at kåre eller udvælge«, og så vil biskopperne m.fl. selv prøve at styre landet som forsamling, hvilket de ikke har nogen kulturbaggrund for at gøre.

Det hedder også i recessen fra herredagene, at mange love for tiden gennemtvinges ved tingvind er, love som man er utilfredse med. Tingvindet fra Ebeltoft, hvor herremanden taber retssagen, kunne være et eksempel herpå:

»Sammeledis er oc berett oc tiilkiende giffuit, att mange Loffuer gioris oc giffuis uretteligenn, thenn almectigste Gudt tiill Fortornelse oc mangenn Mandt tiill Skade, tha, paa thett att saadan uchristelige Menedher, som saa mangfolligenn swergis, mue afistyllis oc tiillbage

l.owt, moral og erindringer 1 27 Å

bliffue, haffue wii thett saa besluttett, at huor saadanne uskiellige Lof fuer hender att giOris oc giiffuis u ti Juthlandt eller Fyenn, som her tiill Dagtz stOrst Klagernaall paa werridt haffuer, tha skulle the indkomme fore Biscop oc Bygdemendt efther Logenn oc gambell Siidtwanne oc straffuis ther tiilborligen fore«.

»Ligeledes er det berettet for os, at mange love gøres og gives uretmæssigt, den almægtige Gud til fortørnelse og mangen mand til skade. Derfor, for at sådanne ukristelige meneder, som utallige sværger, må ophøre og forsvinde, har vi besluttet, at hvor sådanne urimelige love træffer at gøres og gives i ]ylland og på Fyn, hvorfra der tilnu har været flest klagemål, at de skal fremføres for biskoppen og hyrnænclene efter loven og gammel sædvane og straffes tilbørligt derfor« .

Sommeren 1534 begynder det sidste store bondeoprør. I Nordjylland anføres bønderne af Skipper Clement og nedkæmpes hen mod jul. Skipper Clement blev også indsat som fange på Sønderborg Slot indtil han blev sat på hjul og stejle.

I løbet af foråret 1535 nedkæmpes bønderne på Fyn. Herefter indledes belejringen af København, der først overgiver sig året efter, sommeren 1536.

Christian 3. (1534/36-59) , der bliver den nye konge, gennemfører reformationen, fængsler adskillige biskopper, fratager dem kirkegodset og forklarer oprøret som Guds retfærdige straf for den ondskab bisperne udviste ved ikke at vælge ny konge i 1533.

Bønderne blev straffet hårdt og slap ikke for at betale den tiende, som de fandt urimelig.

Christian 3. 's anden kjøbenhavnske Reces, 24. August, 1537, samler de to paragraffer om henholdsvis bønder og købstæder i en og samme paragraf. Argumentet er, at købstædernes forbrug til glædskab ikke må optære bønderne. Bryllupper må højst vare to dage, kun holdes i stuen og til barsel må kun bydes fadderne.

Dog må de unge folk danse og gøre dem glade. Men det generelle forbud mod sommer- og høstgilder i Christian 2.'s lov undlades. I det hele har bestemmelsen her en svagere form end Christian 2. 's:

» 15. Wii formærcke oc mø gen W skickelighet att were wdi Kiøbstederne oc paa Landsbyerne mett Brøllupskost oc Barseli at giøre, saa att wdi samme Gledtskaff bliffwer giort stor Kost oc Tering, aff hwil-

A l 28 legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

cke Kiøbstederne bliifwe meget beswæckede: tha paa thet att then ene icke skall saa wptere then anden, tha wille wii,

att ingen Bryllupskost blandt Borgere eller Bynder skall ware lenger end wdi two Dage, och att ingen skall bede fleere till Bryllups-kost, end som band kand lade wdi synn egenn Stuffwe,

oc till Barseli skal ingen biudes vten allene Fadderne; dog maa the vnge Folck dantze oc giøre thennom glade« .

Det præciseres i reformationslovgivningen, at kirken ikke bestemmer hvem, der danner familie med hvem. Brylluppet er både familiedannelsesritual og fest og begge dele gennemføres af deltagerne.

Christian 3., 1539, 14. juni: »Den rette Ordinants, som nu sist paa Herre dagen y Ottense bleff offuer seet oc besegelet, Hu o riedis Kircketiennisten skal holdis vdi Danmarckeis oc Norges Riger, oc de Hertugdomme Slesuig Holsten.

( . . . ) Huorledis mand skal samele folck vdi Ecteskab. Med Ecte personer paa Ecteskabs wegne haffue Guds ordz tiene

re intet at skaffe, vden at giffue oc wiie dennom tilsammen, oc at wnderrette deris bekumrede samuittigheder. Alt andet hører werdzlig øffrighed till« .

Mindre end 2 år efter vedtagelsen af loven mod lege- og festkulturen, 24.8. 1537, må man ophæve den med den begrundelse, at den menige mand fandt den for streng og besværlig.

Christian 3 's odenseske Reces, 1539, 24. juni: »Wii Christian (o.s.v.) giøre alle witterligtt, at efftherdi wi nu haffue forfarett, oc oss aff wor elskelige Danmarckis Riigis Raadt oc thesligeste aff wore Lensmendt, som nu heer boss oss tiill thenne almyndelige Herredag wdi wor Kiøbstedt Othensse forsambiede ere, tillkende giffuet er nogle artickler, som findes wdi wor Ordinantz, som wii mett fornefinte wor elskelige Danmarckis Riigis Raadt for nogen Aar om allebande Politi oc Skick att holde her wdi Riigett haffue samtyckt oc ladett wdgange (Chrisitan 3. 's anden kjøbenhavnske Reces af 24.8. 1537) ,

at mange af samme Artickler findes att were then meenige Mandt for møget strengh oc beswerligh,


thesligeste therhos giffuet Oss mange andre Ærinde oc Artickler tiilkende, som thenn Tiid i samme wor Ordinantz bleffwe forglømtt oc icke samtøchtt,

tha haffwe Wii nu paa thett nye udi fornefinte wor elskelige Danmarckis Riigis Raadts N erwerelsse, som nu her hos Oss tillstede oc forsambiede ere, ladet samme wor Ordinantz Articke for Artickle, for Oss lesis oc hwer besønderligen fore seg iseer offuerweiget oc beraadslaget.

Hwilcke Artickle som Wii tha haffue fundet oc formerckett then meenige Mandt att haffue weret for møgett for strengh eller for beswerlige, thennem haffue Wii nu mett fornefinte wor elskelige Riigis Raadt forandrett, formildett oc remedierett, effter som the kunne were Oss oc wore Undersatte, meenige Riigens Indbyggere, liidelige, gaffillige oc tallige . . . «.

( . . . ) 12. Sammeledis om then Artickell (1537, 24.8. , 15, sammenlign også med 1521, 129. kap.) om Bryllupskost, som Wii, then meenige Mandt till Beste, haffwe udi wor Ordinantz ladett udgaae, at ingen Borger eller Bonde schulle giøre større Bryllupe, endt the kunde giøre udi theris Stuffwe, saa forfare Wii dog, att mange haf fe thaget Oss thet i werste Meeninge; thii ere Wii tillfredtz, att hwer herelfiher giør Brøllup oc Barsell effther syn egenn Willie oc Formue«.

I ophævelsen af loven nævnes slet ikke dens begrænsning af brylluppet til højst to dage. Denne begrænsning skal ses i sammenhæng med, at brylluppet sædvanligvis omtales som en række sammenkomster, der strækker sig over en uge. Dette forløb - man puster sig op og taber pusten - genfindes flere gange. (Smig. især 21 . November 1730 - 19. Januar 1731) .

J. LAURITSEN

Trække svin

Å 1 30 legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

Peder Pa l ladius, 1503-60 »O Herre Gud, at man skal nøde Folk til deres egen Nytte og Gavn! Hvilken blindhed maa der dog være iblandt Folket!« (P. Palladius, s. 92)

Ophævelsen af loven ændrer ikke på den reformerte kirkes forstærkede fordømmelse af landbosamfundets lege- og festkultur.

Den nyudnævnte biskop for Sjælland, Peder Palladius var uddannet ved universitetet i Wittenberg under Melanchton og Bugenhagen i årene 1531-37, og havde en overordnet rolle i forhold til reformationens gennemførelse i hele landet.

Efter Luthers godkendelse af kirkeordinansen, 14. Juni 1539, går Palladius igang med at undervise og sortere præster, fjerne helgenbilleder og besøge de 390 kirker i Sjællands stift.

Fra november 1537 til 1543 visiterede Palladius alle disse kirker; belærte præst, degn og menighed om de nye kirkeforhold. Han skrev belæringerne ned undervejs og samlede dem og sine notater i efteråret 1543, udgivet som Peder Palladius Visitatsbog.

Lovene til indskrænkning af selskabeligheden er altså ophævet på det tidspunkt, Visitatsbogen2 skrives. Trods dette skrev og belærte Palladius således:

M. STEJSKAL

Tæmme stude

Love, moral og erindringer 1 3 1 Å

» . . . så bør og ingen at tilstede at ride og rende inde på Kirkegården i Bryllupstid; det hørde djævelen til, saa vel som den Slemmeri og Demmen, man havde i Kirken paa anden heller tredje Brøllupsdag; det er aflagt til Landsting. Derfor skulle nu Kirkeværgerne tage Vare paa, som de ere tilbetroede«. (s. 9)

»Da kunne I vide, at her skal ogsaa ædes og drikkes inde; jeg mener ikke den Slemmen og Demmen og Dansen med Pibe og Tromme, som skede her udi Sæland inden Kirkedørene om Mandag heller Tisdag i Bryllupsugen; det hørde Djævelen af Helvede til og er derfor aflagt til Landsting ved Kongens Sværd. Her skal ædes og drikkes inde det, som vor Sjæl skal besynderlig spises med, og hvad vi skulle leve med her paa Jorden hos vor Næste«. (s. 44)

>> . . . thi der løber nu mange Fastelavn med, og vide ikke, hvad de skal holde derom, end dog det staar klarlig nok udi Kongens Ordinans, hvilke hellige dage man bør at holde«. (s. 126)

( . . . ) »Forvarer Eder, at I ikke bander og sværer eller slaas ud ved hin Majtræ, at I ikke slemme eller demmel Ingen natter maa I vaage over ved Majtræet, det er aflagt til Landsting, ikke heller St. Voldborg Nat. ( . . . ) Så vil I nu ( . . . ) blive gode Børn? - Ja, det vil vi - Love I mig det, at I vil gerne søge til Eders Sognedegn? - Ja, det vil vi«. (s. 86)

( . . . ) >>Forvar Eder, at I ikke sidde Natten over og Slemme! Thi al Natdrik og utilbørlig Natvægt, som er Hvegehors, Hvidebjørn, Julebuk, Huggetønde, Daartønd i Brøllup og andet saadant, er altsammen aflagt til Landsting under Kongens Sværd, hvo der findes med«. (s. 164)

Man kunne måske tænke, at henvisningen til loven dækkede over et lensbrev eller et andet privat dokument, men det forekommer ikke sandsynligt. Endvidere må man forvente, at en henvisning til landstinget i en offentlig belæring af menigheden også har dækning i landstingets vedtagelse. Det må derfor opfattes som en bevidst usandhed, når Palladius henviser til landsting, kongens sværd og kongens ordinans som juridisk grundlag for at forbyde lege- og festkulturen.

Citaterne fra Palladius omtaler en række konkrete legeformer, vi ikke kender nærmere; hvegehors, hvide bjørn, julebuk kunne henvise til figurer, som er almindelige i optog, hest, bjørn og buk. 3 Det er uklart, hvad huggetønde og dåretønde er. Forbudet mod huggetønde gentages 1553, 1555 og 1565) .

Vi ved ikke på hvilket niveau, der er spillet på pibe og tromme. Og vi har heller ingen beretning om, hvordan en bryllupsuge eller

fastelavnen kunne forløbe.


Palladius går i sin fordømmelse langt ud over, hvad Christian 3. 's reces 24.8. 1537 bestemte. Men også langt ud over, hvad Christian 2. 's gejstlige lov 1521 bestemte.

Først de meget konsekvente forbud i 1730-31-36 lægger jura til Palladius' etik; bondens livskode er arbejde:

»Det er en god Guds Helligdag, paa hvilken Du arbejder for din Føde, til Du vorder til J orden igen, som Du est kommen af; salig est Du, som æder det, som Du med dine hænder arbede for, og det er Guds Befalning, at Du skal æde dit Brød i dit Ansigtes Sved.

Derfore skulle I arbede ogsaa paa de Munkedage, som vi have nu intet længer at skøtte, paa det I skulle ikke være Guds Dagtyve;

som den Munk i Aar paa St. Ibs Dag, fik et Horn og tydet udi ved Majtræet og kaldet Naboer til Gadestævne og sage: 'Hvad vil vi gøre i Dag, det er St. Ibs Dag? Vil vi ikke holde Helligdag, hvad tykkes Eder? Ville I lyde mig ad, da vil vi gaa til Øls'.

Så må du drikke Helvedes Ild i din Hals: Gud haver befalet dig at arbejde, din Dagtyv, og ikke sætte Dig til Øls.

Eders Sognepræst maa ikke lukke Eders Kirkedøre op paa en af de Dage, uden den faldt paa Eders Bededag, aa det han ikke skal røve Eder Eders retfongen Arbed fraa.

Og dersom hine Lakkefogder vil tage Eders Høleer eller Segel fra EdeY4, tor I gaa og arbede paa samme Dage, da skyder Eder til Kongens Ordinans! Saa skulle I have vundet, og de skulle have tabt.

Det er nok, ja alt for møget, at Paver og Munker have røvet og staalet Eders Arbed fra Eder, at Eders egen Sognepræst heller nogen ugudelig Lakkefoged tør ikke det nu længer gøre.

Arbed for din Føde! Det haver Gud befalet Dig. Han haver ogsaa undt Eder hellige Dage nok, flere end halvfjerdsindstyve om Aaret; Gud givet, at I ville lade Eders Arbed paa dem og bruge dem retter end I gør!« (s. 134-135)

Peder Palladius skabte oversættelsen »bed og arbed« af det latinske >>ora et labora«, hvor rimene smukt bevaredes.

Palladius' etik har et overordentlig calvinsk præg. Med hensyn til børn forbyder han ikke lege. Han sammenligner børn med aber, som det er almindelig pædagogisk tradition, og fremhæver at de i deres lege vil efterligne det gode, de lærer i skolen.

1553, 25. maj, udgiver Palladius en Tractat om de Stykker, hvormed Guds Ord kan forfremmes og ved Magt holdes, hvori bryllupper omtales. Der er

Love, mora l og erindringer 1 33 Å

igen ingen præcis begrænsning i tid, men huggetønde nævnes atter, ligesom det fremgår, at kirken også har været brugt til at spise, drikke og danse i:

»Om Brøllupe. Her skal mand ramme maade met, at det bliffuer icke for megit eller formange dage, ey helder met stor Offuerflødighed, effterdi at den hugge Tønde er afjlagd, oc Brøllups Folekit maa icke helder æde och dricke i Kircken eller gøre it Dansehuss aff Kircken. Thi det hør oc Dieffuelsens børn til, oc sker til Guds store bespaattelse«.

Christian 3., 1554, 9. Maj: (Bøndernes festkultur har trængt sig frem også overfor præsterne i forbindelse med tiendebetaling) . ))Om hvad Præster og Kirkeværger i Skaane skulde give Bønderne til Beværtning, naar de fremførte deres Tiende. Wi Christian etc. Giøre alle witterligt, adt wi ere komne i forfaring, huorledis ad t naar Bønderne vdi vort Land Schaane yde och fremføre theris thiinde, tha forthære the hoess presterne medt Mad och Øll mere, end halftparten aff thiinden sig beløber.

Thi ville wi, adt ther om saa her effther holdes skal: ad t naar Bønderne yde theris thiind e, tha skal prestenn giffue then

nem alle thitsammen tho thønner øll, och icke mere, och Bønderne skulle føre samme øll vdi theris Gitdishus och ther dricke thet, och skulle icke ydermere besuere presterne, som her thil skeet er.

Vdj lige Maade skal och Kirkewergerne vdj huer Sogn giffue Sogne Mendene, naar the haffue fremført theris thiinde, tho thønner øll, och skal Kirken ther offuer icke ydermere besueris.

Fordrister sig nogen her offuer adt besuere enthen presten eller kirken, tha skal hand straffes ther fore, som for anden vold«.

Lege, pæne lege, kan i få tilfælde benyttes som belønning overfor børn og unge. Samme tankegang bruges i skoleloven af 1814. Men en streng calvinsk tankegang skelner ikke mellem høviske og uhøviske lege, her er alle lege uhøviske (se senere om Erik Pontoppidan) :


Christian 3. , 1555. 12. Maj: (Forklaring af nogle Artikler i Kirkeordinansen, vedtagen paa Superintendentmødet (Nationalsynoden) i Kjøbenhavn) »Om Degnens Embede. Skal huer sognedegen paa landsbyen vere plictig at oplese cetechismum først i sin blotte text oc saa it stycke aff Lutheri liden cetechismi forklaring, huer søndag oc høytids dag, strax hand haffuer ringit anden gang, for de vnge folck, som da tilstede er, huad heller de ere mange eller faa, den stund presten schriffter folekit i Chorit. Dette skal degnen giøre i sin sognekiercke neder ved funthen.

Der til med skulle de i de 3 hoffuit høytiders dage søge Landsbyerne om efftermiddag, huer dag til en by eller tho, oc da vdi en dannemands hus sammenkalde vnge folck, oc der lempelige vnderuise oc forhøre dennem vdi Catechismo, med en god tillockelse, oc siunge en Psalme med dennem, oc lade dennem siden høffuiskeligen lege paa gaden«.

Den mere præcise og detaljerede begrænsning af bryllupper tages nu op igen. For købstæderne er reglerne strengere, mere detaljerede og hierarkisk ordnede.

Landsbyerne sidestilles med håndværkere m.h.t. antal gæster, men der er ingen bestemmelser om hvilke og hvor mange dage:

Christian 3. 's femte kjøbenhavnske Reces, 1557, 20. Maj: »4. Efftherthii att ther findis stor Beswering hertilldags att were giortt paa Brøllupper, er ther giort en Skick paa, som hereffter holdis skall. Først udi Kiøbstederne, nar enn Borgemester, en Raadmandt eller en Kiøbmandt will giøre sitt Brøllup, tha skall han d t giøre samme Kost udi han egett Hus, oc thertill bede XXN Par Folck mett theris Børn oc Døtter, oc thereblandt skall oc were regnet Forgangs-Qvinderne, oc maa handt oc bede XII unge Karlle.

Thisse skulle komme tiillsammen om Søndagen oc effter gammel Sedwane følge Bruden oc Brudgammen till Kirchen, oc om Middagen komme udi Brudgarnmens Hus till Maaltiidt, oc om Affthenen paa Companiet eller Raadhusett til Dantz.

Om Mandagen skulle de udi liige Maade komme udi Brudgarnmens Hus till Middagsmaaltidt, oc om Affthenen paa Companiett til Dantz, oc skall theroffuer ingen ydermere Bekostning giøris.

love, moral og erindringer 1 35 Å

Men dersom Brudgammen will om Tiisdagen bede nogre hans Wenner till seg udi sitt Hus till Middags- eller Mftensmaaltiidt, thett skal udi hans Kroer.

En Embitzmandt skall oc giøre hans Kost i hans egitt Hus, oc skall bede XII Par Folck till Brølluppet mett theris Børn oc Døtter oc derudi beregnett Forgangs-Qvinderne.

Maa handt oc bede VI unge Karlle; the skulle udi lige Maade følge Bruden oc Brudgammen till Kircken oc siden komme udi Brudgarnmens Hus till Maaltiid, enthenn till Middag eller Mfthen, hwilckit Brudgammen will, oc om Mandagen komme ther oc udi hans Hus, enthen till Middags- eller Mthensmaaltid; oc theroffuer skall icke giøris ydermere Bekostning.

Paa Landtzbyerne skall saa holdis, att ingen Bonde skall bede till sit Brøllup flere end XII Par Folck mett theris Børn oc Døtter, oc will nogen bede mindre, thett skal stande til hannom selv.

Efftherthii thet befindis, at ther giøris store Bekostninger, nar nogen Danneqwinde kommer udi Barselseng oc Barnitt bliffuer født, besynderligen udi Kiøbstederne, tha skall thett affskaffis oc hereffther holdis effter gammel Sedwane.

Fordrister seg nogen till, enthen mett Brøllupskost eller Barsel heremodt att giøre, tha skall han d thermett haffue forbrott XL Marck danske Pendinge till Kongen, oc XL Marck till Byen, om thett er udi Kiøbstederne, oc paa Landtzbyerne XL Marck till sitt Herschaff«.

Kong Christian den Tredies Koldingske Reces, 1558, 13. December. »69. Om Bryllups-Kaast oc Barsel-Kaast att giore«. (Gentagelse af 1557) .

Kirken indskærper, at ringning ikke må benyttes til at kalde til gæstebud, leg, bystævne eller gildegårdsgang, men det fremgår, at forbudet ikke er effektivt endnu:

Synodalia fremsatte i Roskilde, 11. juni 1561, af hæderlige mænd M. Hans Albretsen, Biskop i Sjælland, og Peder Bilde, Kgl. Lensmand:

»Degnene skulle tage Vare paa Kirkeklokkerne, som kun skulle bruges ved Gudstjeneste eller Herskabsbud, som naar Folket sammenkaldes for at høre Guds Ord, ved Ugbegjængelse, eller det paamindes om Fredsbønnen, om Ildebrand, om fjendtligt Indfald.


Men Klokkerne maa ikke misbruges til at angive Gjæstebud, Leg eller Bystevne og Gildegaardsgang, hvortil der skal være et Horn i hver By; ej heller til at angive Tiden ('til Komiddag') « .

I afskrift nr. 2 af denne synode bemærker Niels i Følleslev, 1615:

»Det holdes intet, Bønder maa alt ringe til Gilde, ellers . . . «

Præsterne har stadig vanskeligheder med selskabelighed i forbindelse med tiendebetaling:

Frederik 2. (1559-88), 1568, 17. September. »Wii Fr. II etc. Giøre alle vitterligt, at os mangfoldige Klagemaal forekommer, huorledis at naar nogen bønder her udi Riget skulle yde Presterne deres Tiende, da besuer de dennom med t stor omkostning, och hos dennom fortære medt Mad och Øl mere, end en stor Part af Tienden kand beløbe.

Da paa det at Presterne medt slig unyttig Tæring maa bliffue forschonet, oc alting kand gange schichelig oc vel till, ville vi, at saa hereffter der medt skal holldes, at naar sognefolebene yder Presten deres Tiende, da skall han d giffue dennom tho Tønder Øl, oc iche meere; dennem skulle de føre till deris Gildishuus och iche driche dennem i Prestegaarden, eller Presten med t ydermere omkostninger besuere«.

Frederik 2., 1577, 17. November. »Mænd og kvinder skal stå hver for sig i kirken«.

Bondekulturenss juridiske ret til selv at afgøre, hvornår en ny familie er dannet, ophører men praksis ændres først ind i 1800-tallet.

Frederik 2. , 1582, 19. juni: »Kongelig Majestatis Ordinantz, lydendis om Ecteskaffs Sager. Om Troloffuelse. Efterdi at Ecteskaff er Guds egen Ordning oc indskickelse, huilcken derfor bør at begyndis met all aluorlighed oc Gudfryctighed . . .

Oc paa det alting kan d gaa diss ordentligere oc skickeligere til, skal effther denne Dag ingen Troloffuelse skee, foruden at Presten oc fem andre Vidnisbyrd i det mindste ere der offueruerendis.


Skal oc icke heller tilstædis dennem, som ere rettelige troloffuede, at søge Seng med huer andre, før end de er e viede o c giffne sammen v di Kircken«.

Præster må ikke deltage på lige fod i landbosamfundets lege- og festkultur, som de skal holde udenfor kirkens område (smlg. med vore dage, hvor der inviteres til fastelavnsgudstjeneste) :

Synoden i Roskilde, 1564: »Præsterne skulle være høviske og ærbare i deres Tale og holde Maade og ikke gjøre sig til Nar (agent scurras) . De skulle ikke holde sig som Øldaarer ved Gjæstebud og Bryllupper, ikke drikke eller dan d se paa Gaderne som Gjøglere . . .

Majgreve- og Majdrengs-Offer skal aflægges. Bønderdrenge pleje at udsmykke den Dreng, de have til Majgreve, med Sølvbælter, saa han næste Søndag, efter han blev tagen til Majgreve, løber for op til Alteret og ofrer, og de andre efter hannem. Og det gjøre de, drukne, bevæbnede og støjende til Forargelse og Spot for det gejstlige Embede . . .

Der klages over Degnenes natlige Drikkelag med Bønderne, som nogle endog gjøre sig til af«.

M. STEJSKAL M. STEJSKAL

Livtag Bæltetag

A 1 38 Legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

Synoden i Roskilde, 1565: » Præstemrend skulle ikke være Kj ø gemestere eller befatte sig noget med Huggetønde . . .

De sommerdrenges Offer skal forbydes, som bruges om Fastelavn og anden Tid«.

De mange fordømmelser har ingen virkning:

Synoden i Roskilde, 1567: »Det er almindelig Klage, at hvad her besluttes paa Landemodet, det holdes intet af; derfor skulle Provsterne ikke allene sige sine Præster, hvad der besluttes, men og dictere det til Pennen og gjentage de nærmest foregaaende Aars Synodalier.

Provsterne skulle i Landemode ved deres Ed bære Vidnesbyrd om deres Præsters og Degnes Lærdom, Levnet og Vilkaar, at de, som skyldige ere maatte straffes, thi der findes Drukkenskab, Øltapperi, Dands, Hug og Stik, blodige Eder, item de syge forsømmes«.

Der anmodes om landstingsforbud:

Synoden i Roskilde, 1570: »At den Maj-Vagt, som holdes Valdborg-Misse Nat og S. Hanses Nat, maatte og strængeligen blive forbuden og lyst til Landsting for nogen Ulempes Skyld, der findes hos«.

Synoden i Roskilde, 1572: »Lensmanden forbød strengeligen at bruge Klokkerne uden til Gudstjeneste.

Den Artikel af Ordinansen oplæstes, at Præster eller Degne ej maa holde Drankerhus . . . «

Synoden i Roskilde, 1578: » Majdrenge maa gaa om Dagen og ikke om N atten, dersom ingen Misbrug sker derhos«.

Synoden i Roskilde, 1586: »Kirkernes Klokker maa ikke misbruges med utilbørlig Ringen, som før er forbudt; og at det kan afstyres, skal Provsten tage derom Lensmanden til Hjælp i hvert Len, at de ikke van bruges.


At den nattekvæden, som Majdrenge bruge, maatte ogsaa ved Lensmanden afskaffes«.

Synoden i Roskilde, 1589: »Med Sang, Ringen, Prædiken, Orgelværk skal nu holdes, ligesom der gjordes før, nu maa synges Discant og leges paa Orgelværk«.

Synoden i Ribe, 1599: »XXVII. Icke tilstæde nogen letfærdig samkompst och N atteleeg, Gadild (S. Hanss Ild) , Hyrdeild, Julpløning och deris Offer«.

Lovgivningen om bryllupper på landet strammes. Som før må der kun komme 12 par gæster, og det bestemmes igen, som i 1537, at brylluppet højst må vare 2 dage (smlg. frd. 5 dage senere, 11 .4, for København, som understreger, at man mener det) :

Christian 4., 1610, 6. April: »Forordning om antal bryllupsgæster. Intet bryllup må vare længere end to Dage. (l. og 2. som før om købstæder) . ( . . . ) 3. Der nest paa landsbyerne skal ingen bunde mue bede til sit brøllup flere end 12 par folk med deris børn og døtre; vil och nogen bede mindre, daa skal det hannom være frit fore. 4. Och skulle saamme brøllupper in tit maa vare lenger end udi to dage, och der ofver aldielis ingen ydermiere velkom eller gestebud at mue giøris inogen maade. 5. Understaar sig nogen borger heremod at giøre, da skal hand hafve forbrut 200 rigsdaller, haltparten til os och anden haltparten til byen; men er det en bunde, da skal hand efter sin efne och formue straffis udaf sit herskab, under hver hand er boesiddendis«.

Men i recessen 5 år senere undlades begrænsningen i varighed atter. For håndværkere gøres antallet af gæster endvidere frit:

Christian 4. 's reces, 1615, 31. Marts: »28. Ingen, enten Borgemester, Raadmand, Professor, Pastor eller Capellan, maa til nogit Brollup biude mere end 24 Par Folck med deris Born, Forgangs-Quinderne derudi beregnit, tolff unge Karle derforuden.


En Embidsmand byde aff alle slags Halffparten, eller flere, om hannem lyster.

Gior nogen Borger eller geistlig herimod, bode sig 200 Ricksdaler, Ralffparten til Oss oc Cronen, oc anden Halftparten til Byen.

Udi lige Maade ingen Bonde biude mere end 12 Par Folck met deris Hustruer oc Bom til sit Brollup, mens forseer band sig herimod, da straffis band aff sit Herskab effter sin Effne oc Formue«.

2 år senere, 1617, 30. 7, udsendes en forordning, hvori kongen påtaler forsømmeligheden med dels at efterleve, men især at dømme efter artikel 28 i recessen fra 1615.

Indskærpningen gælder forholdene i købstæderne, mens bønderne slet ikke omtales.

På en af bondekulturens store festdage, l. maj, hvor bøgen sprang ud (kalenderen var ca. 10 dage bagefter vores) , og hvor maj-gilderne fandt sted, udsender Christian 4. en forordning, der direkte angriber disse gilder. Det er som før nævnt vanskeligt at få overblik over, hvor mange gilder der var typisk for en enkelt landsby (alle landsbyer har vel ikke holdt alle gilder) ; men at ville indskrænke dem til 3 forekommer drastisk og urealistisk. Indskrænkningen til en dag betyder, at i det mindste en del af selskabeligheden har varet mere end en dag:

Christian 4., 1618, l. Maj: (Forordning om ølsalg, kroer og gilder på landsbyerne; 1 . , 2. og 3. omhandler kroer) . ( . . . ) 4. Dernest eptersom vi ere vidende vorden, at de gilder, som paa landsbygden holdis, fast den samme uordning och skade som kroerne forordsager, da biude vi hermed i lige maader och alvorligen befalle alle saadanne gilder herepter at ajstillis paa trende ner, som om sommeren paa de steder, nogen gilder hid indtil sedvanlig gi orde ere, maa holdis epter, som bønderne derom self ens vorder, dog at hver gilde icke lenger end en da ug maa staa, huortil skal an ven dis, hvis vide och straf epter byes vedtegt ud:fifvis; kand det tilstrecke och noget derforuden erøfris, da skal saadant til byens nødtorft, gierder, grøfter eller andet anvendis. 5. Och ville vi icke aleniste de gilder afskafflt ha/ve, som bønderne under sig self anretter, meden och de, hvilke tienistetiundet eller andre for dennom bekoster.


6. Findis nogen herimod at giørre, da skal hver, som i samme gilde sig lader finde, gifve til deris herskaf toe daller, oeh den, husit tilhører, som samme gilde holdis, skal til herskabet sit feste forbrut hafve«.

Datoen l. maj bruges flere gange til at udsende forordninger. I 1624 udsendes en overordentlig detaljeret forordning om bryllupper m.m. i købstæderne:

Christian 4., 1624, l. Maj: »Forordning om, hvorledes herefter skal holdes med fæstensøl, brøllupper, barseler og begravelser i købstæderne i Danmark og Norge«. (Starter lørdag middag, varighed højst l dag, ingen udenbys spillemænd må bruges, vin og konfekt afskaffet, brudegave afskaffet- klokken må ikke stilles mod tiden) .

Christian 4., 1626, 26. September. »Forordning om bededage og gudfrygtighedsøvelser i krigens tid«. (Alle gilder og gæstebud, spil og dans forbydes på disse dage, helst også bryllup og dåb) .

Den første lov, hvis hovedsigte er legeforbud kommer 1629, 27. marts. Legeforbudet gælder både by og land. Fastelavnslege nævnes særskilt. Forbudet er så generelt i sin form, at man ikke kan undgå at spørge; er der lege, der ikke er letfærdige og forargelige? Høviske lege, der før er nævnt (synoden 12.5. 1555) ? Gejstlige skal holde sig udenfor selskabeligheden:

Christian 4., 1629, 27. Marts: »Forordning om Kirckens Embede oc Møndighed mod wbodferdige, sampt om afskillige Geistlighedens Forhold. ( . . . ) Til det Første. Om Kirekens Embede oe Møndighed mod Wbodferdige. 26. Skal oc her effter all tætfærdig oc forargelig Legen oc Fastelaufluen løbben stregeligen være forbyd en, effterdi saadant skeer meest paa de ti jder, som en huer Guds Barn størst Alvar oc Andaet burde at bevijse. ( . . . ) Til det Tredie. Huorledis Drieken, forargelig Omgengelse oe Klædedraet hoss Geistligheden kand reguleris. l. . . . Oe derfor naar nogen geistlig Mand hliftuer indbøden til noget erligt Værtskab, skal han ingenledis sig til Druekenskaft lade bewe-

Å 1 42 Legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

gis som ey heller til nogen anden Offuerflødighed, Nattesæde oc tætfærdighed i Snack, Dantz eller noget saadant; skal oc ingen anmode hannem, megit mindere wilde nøde hannem til nogen Druckenskab«.

I recessen 14 år senere samles en række af de udsendte forordninger. Det er strafbart ikke at komme til gudstjeneste. Legeforbudet gentages

uændret. Bryllupsbestemmelserne er detaljerede og mange for adel og købstæ

der, men summariske for bondekulturen; der henvises til Christian 3.'s reces, 1555 og 1557 og nu tilføjes en begrænsning i tid igen, nu på 3 dage, altså l dag længere end adelen.

Barsels- og begravelsesfestlighederne indskrænkes. Nattevågen forbydes.

Gildebestemmelserne fra l. maj 1618 opretholdes. Adelens pligt til at straffe overtrædelser indskærpes:

Christian 4. 's store Reces, 1643, 27. Februar: »Andet Capitel:Om Kirckens Embede oc Myndighed mod Wbodferdige. 26. Skal oc kerefiler all læt/erdig oc forargelig Lægen oc FastelaffenslOben strengeligen være forbuden, effterdi saadant skeer mest paa de Tiider, som ethuert Guds Barn storst Aluar oc Andagt burde at bevise. Gior nogen herimod, straffis aff Ofrigheden derfore. (27. Bøder må ikke bruges til gilde og drik, men skal anvendes til byens nytte, d.v.s. kongens tolkning, arbejde) . ( . . . ) Ottende Capitel. Om Bryllupper, Barseler, Begraffuelser, oc anden unottig Bekostning. l. (Om adelens bryllupper) : Skulle oc de Bryllupper, somAdelen giOre icke maa vare lengre end 2 Dage, som ere Sondagen oc Mandagen, oc udi lige Maade skal forholdis, om nogen Brylluper skeer paa nogen anden Dag udi U gen. (Indskrænkning af gaver, påklædning, mad, brudeseng, o.s.v.) Ingen af Adelen maa giOre serdelis Velkom om Mandagen, megit mindre anrette serdelis Giestebud om Tirsdagen . . . ( . . . ) 3. (Om gejstlige, borgmestre, rådmænd, øvrighed, borgerskab, majestætens tjenere, håndværkere, tjenestepiger, berygtede) : Bonderne paa Landsbyen skulle endeligen være tiltenckte at rette sig effter Christiani Tertii Recess med deris Brylluper, oc ingenlunde offuer tre Dage deris Brylluper forlenge.


Ingen Brudestoel maa beleggis uden med ulden Flamsk i det hoyeste, ey heller nogen Sted, huor Bryllup staar, skal der maa dragis uden halff Klæde hoyt, oc maa icke noget, som bedre end ulden Flamsk kand actis, dertil brugis. ( . . . ) 5. Barselkaast skal aldelis være affskaffet, at ingen Mad eller Drick, Kage, Ost eller Bagning, Confect, Brod eller andet, enten for Barnit bæris til Kircken, eller naar det hiemb er baarit, icke heller for, effter eller midlertid Barsel gioris oc Barselquinden forlOsis eller besogis, maa uddelis til nogen, som indbedis eller at besoge i Huset indkommer, Mands- eller Quindis-Personer.

Skal oc ingen kaage nogen Mad oc frembseode til Barselquinder, ey heller dennem nogen Drick, huad Naffn det oc haffue kand, tilskicke. Meden vil nogen sende en Almisse til en arm fattig Barselquinde, det være enhuer frit fore, dog allene en gerneene Ret tillige, eller Pendinge derfore, at enhuer sig selff effter sin Fornodenhed kand kiobe.

Til Barselquinders Kirckegang skal aldelis ingen Giestebud, Maaltid eller Fremberen af Kaast, Drick, Confect eller noget saadant skee, for eller effter Kirckegangen. ( . . . ) 7. Med Begraffuelser blant ufri Folck skal hereffter saaledis forholdis.

Forst skal aldelis ingen, som fOlger Uiget, gaae ind i Husit, naar det udberis, eller fOlge fra Kircken hiem igien, uden de, som lade begraffue oc Arffuingerne, dog de liiget bære maa allene (om de ville) gaae ind i Husit, naar det udbæris skal, om det dennem hos Doren icke tilbæris, oc skal, midlertid liiget staar offuer Jorden oc deroffuer vaagis, den Dode den Ære bevisis, at ingen Fyllerie, Æden eller Dricken holdis i Husit eller liigstuen, oc ingen Oll giffuis uden alene til Torsi

oc NodtOrfft, oc det uden Uigstuen . . . Skal ey heller til nogen Begraffuelse nogen Kaast spisis eller Dric

ken holdis udi Dodehuse, for eller effter liiget til sit Soffuested er henfult, meden saadan hedenske Fyllerie skal, den Mfgangne til Ære, gandske være affskaffet. ( . . . ) Syv og Tyvende Capitel. Om Kroerhold oc Gilder. 2. Alle Gilder, som Bonderoe enten selff anrette eller Tienistetynde for dennem bekoste, skulle paa Landsbyerne i lige Maade være affskaffede, paa trende neer, som om Sommeren paa de Steder, sedvanlig giort er, maa holdis, dog ingen lengre end en Dag maa vare, huor-


til skal anvendis huis Vide oc Straff, som effter Byens Vedteet skal udgiffuis; erotfris deraff noget, skal saadant til Byens Gierder, Groftter eller andet anvendis. Gior nogen herimod, skal huer, i samme Gilde sig finde lader, giffue til sit Herskab 2 Rixdaler, oc den Husit tilhorer, huor samme Gilde anrettis, haffue sit Feste Forbrut

Findis oc Adelen herudinden paa deris Gods effterladende oc offuer denne Anordning icke holde, da skal Kongens Lensmand være forplictet sig denne Anordnings Execution at paatage«.

Kongen klager over, at bededagsforordningerne ikke overholdes og at overtrædelser ikke forfølges:

Christian 4. , 1644, 2. Februar. »Paalæg om stræng Overholdelse af Bededags/ordningen af 9de Februar 1631. Wid, at efftersom wore obne Breffve och mandat Anno 1631 dend 9. Februarij er wdgangen, huorledis Aaret igiennem huer W ge i Kiøbstederne, och ellers huor tidt de paa Landsbyerne holdis schulle, och huad straff, de der prædiehen forsømme eller w-tilbørlig om Bededage sig forholder, schulle werre vndergiffven.

Och wi dog nu maa erfare, saadant i ringeste maader icke at holdis eller effterkommis, ja icke kand fornemme endnu dend første derfor at werre straffet, mens altid saa slet at werre forglemt, som de huerchen aff Gud i Himmelen eller christelig Øffrighed nogen tid haffde werret paabudden och befallett«.

Ved den næste indskærpelse af, at bryllupsbestemmelserne skal overholdes, holdes landbosamfundet også udenfor.

Der introduceres nu det system, at en fiskal (opsynsmand) skal urlnævnes og tjene sin løn ved:

» • • .for sin flid at nyde tredie Part aff Bøderne, den anden Byens eller hvers Øffrighed, den tredie de Fattige«.

Et sådan system vil, hvis det sættes i værk, hurtigt skabe en modvilje, der er langt farligere for eliten, end den smule arbejdsomhed, overholdelsen af lege- og festforbudene skaffer. Systemet afprøves i 1700-tallet.


Frederik 3. , 1655, 4. November. »Forordning om indskrænkning ajOverdaadighed ved Bryllupper (Om adelens bryllupper og begravelser, gejstliges og borgerliges, antal gæster efter formue, mad, vin) . 4. Bryllupper maa intet giøris vjdere end om Søndag, ingen Maaltjd eller Collation til indbudne Giæster at anrettis om Løfverdagen for Brylluppet, ey heller om Mandagen eller nogen anden Dag. 5. Ja-Gilder skulle gandske være afskaffet, oc hvad som helst derhen kand udtydis«. (frolovelse, fæstensøl, gæster, brudegave, en fiskal, brudestol) .

Bønder nævnes ikke. Der gives ikke dispensation til nogen. 1660 indføres enevælden. Fastelavnen stikker sit hovede frem:

Christian 5. , 1682, 18. Februar. » Rescr. ang. at ved Fastelavn maae Laugs-Kroer og Skil d te ikke forandres«.

Bryllupsbestemmelserne præciseres for bønderne. En lidt uklar bestemmelse af antallet af gæster og højst 2 dages varighed:

Christian 5., 1683, 13. Marts: »Kgl. Forordning om Klædedragt, Brylluper, Barseler og Gjæstebud. Om Brylluper.

·

(Adelen m.m.) 4. Naar Brylluppet er berammet, skal enhver lade sig vie i Kirken eller, naar de have Kgl. Tilladelse, i deres egne Huse.

Og maae til Brylluppet, som alene een Dag maae holdes, ei flere bedes, end 12 Par Folk, u beregnet Forældre, Sødskende, Sødskeodes Mænd, og Koner, Farbrødre og Morbrødre; (Om trolovelse, følge, brudegave, brudeseng, brudeskammel, brudebenk) . 16. Til Bryllupper paa Landet maae ikke bedes mere, end 8 Par Folk, dog de nærmeste Venner, som før er meldt, u beregnet; og maae Bryllupskosten gives samme Dag, som Brylluppet holdes, saa og næste Dag derefter og ei længere«.

Med Danske Lov, 1683, indledes et juridisk set skarpt angreb på lege- og festkulturen.


Bøder, der stammer fra brud på vider og vedtægter må ikke, som sædvanen er, bruges til sammenskudsgilde. De skal bruges til gærder, grøfter og andet i forbindelse med landbosamfundet tolket som landbrugsproduktion. En slags fiskal skal udnævnes.

Børn og unge må ikke lege på kirkegården. Det generelle legeforbud gentages, 6. bog, 3. kapitel, artikel 11 . Foru

den fastelavnslegene nævnes nu også julelegene direkte. J eg har ikke fimdet undersøgelser om retspraksis efter denne artikel, og tolker det på den måde, at artiklen ikke er anvendt i noget særligt omfang. (Se dog Hans Møller vs. Nicolai J æ ger, 1732-34) .

Danske Lov, 1683: »3. Bog, 13. Capitel. 32. Hvis Bøder og Straf, som efter Byens Vedtægt skal udgivis, eller for Græsning, eller for andet byen tilhørendis, bekommis, maa ej til Gilde og Drik anvendis, men til byens gierder, gryfter oc anden Byens Nytte, brugis; Og skulle saadanne Bøder saa vel som hvis af andet Byen tilkommendis kand indbringis, til den vederhæftigste Mand i Byen leveris, som skal giøre Byen Rigtighed, baade for hvad der indkommer, og hvortil det udgivis. (. . . ) 6. Bog, 3. Capitel. 10. Befindis Ungdommen paa Kirkegaardene med Legen, Stimen, eller anden Uskikkelighed, naar Guds Tieniste i Kirken forrettis, at vanhellige Tienisten, da skal de, som dertil have Tilsyn, have Magt til at straffe de smaa derfor med Riis, eller Pisk, og de store med Gabestokken;

Og hvis de store sette sig til Modstand derimod, have Skade for Hiemgield, om dem noget derover vederfaris, og skulle Forældrene, eller Husbonderne, i hvo de ere, naar det vorder dennem tilkiende givet, entholde deris Børn og Folk fra saadan Uskikkelighed, med mindre de selv ville straffis derfor som for Helligbrøde og med anden Brøde til de Fattige. 11 . Al letjærdig og forargelig Legen om jul, eller andre Tider, og Fastelavns Løben forbydis strengeligen, og bør alvorligen at straf/is«.


Christian 5., 1686, 27. Marts (11. apri/ 1702 og 10. apri/ 1731): »Forordning om en extraordinair Bededag aarligen. (Store Bededag, fredag efter påske) . . . Og skal alle Kongelige Undersaatter ædruelig, skikkelig og betimelig komme til Kirken paa denne Bededag, samt faste, indtil alle Ti enesterne ere forrettede, og entholde sig fra alt Arbeide, Reise (Posten alene undtagen) , samt Spil, Leeg, Do b bel og anden verdslig Forfængelighed«. (Gælder i by og på land, uden persons anseelse) .

I begyndelsen af 1700-tallet formulerer pietisterne sig meget tæt i retning af legeforbud også for børn. Det hedder hos en af AH. Franckes medarbejdere o. 1715:

»Leg må forbydes i alle sine former. Børnene skal oplyses om denne sag på en sådan måde, at man ved at stille dem over for de religiøse principper viser dem legens dårskab og dens spild af gode kræfter.

De skal føres til at se, at legen vil bortlede deres hjerter og tanker fra Gud, den evigt gode, og ikke være til andet end skade for deres åndelige liv«. (Citeret efter G. Kramer; Bd. II, s. 421) .

M. STEJSKAL (E T.K. 3593)

Ligge lig


Disse tanker bredte sig institutionelt med meget stor hastighed via vajsenhusene. I den teoretiske pædagogik breder de sig via myten om Robinson Crusoe, 1721, om opdragelse af voksne, og 40 år senere gennem Emile om opdragelse, hvor børn ikke leger sammen.

Frederik 4. , 1 721, 15. Marts: »Forbud paa spil og Leeg lor H.M. Dr. Lovises Død«.

For godserne Holmegård og Broksø på Sjælland indførte Birgit Skeel i instruksen til sin ridefoged, l. maj 1 724:

» Ridefogden skal for alle ting have Gud for øje, føre et ædrueligt, kristeligt og skikkeligt levnet . . . , gå alle og enhver, såvel inden som uden gården, for med et godt eksempel og selv også holde gårdsens folk samt bønderne og deres tyende til flittigt at besøge kirken og Guds Hus«.

Endvidere skal ridefogden:

» . • .forbyde al juleleg, fastelavnsløben, sommer-i-by-riden, krohold og krosøgning og alle samlinger, hvor ud af kan komme dobbel og drukkenskab, slagsmål og slige ting til Guds fortørnelse og menneskene til skade og forargelse« . s

Denne instruks bevæger sig klart ud over, hvad der er juridisk holdbart, og kan derfor ikke holdes.

I Mastrup, Randers Amt, påtvinger herremanden, 1 725, bønderne følgende vedtægt, som også er uden juridisk dækning og derfor præget af egennyttighed:

»44. Ald juleleg, hvorved megen uskickelighed tilforn er øvet, skal herefter være afskaffed. Hvo som låner ungdommen stue eller husvereise til samme leg, pantis strax af åldermanden med flere grander, som hand til sig tager, første gang for 2 mark til fattige, anden gang dobbelt.

Skulde samme husvært med sit anhang overfalde åldermanden og hans medfølge, begegne med hug og slag, da skal de næste tingdag derefter stefnis til ting og forfølgis med loven og på menige granders bekostning indtil sagens uddrag, når det er angivit for fuldmegtigen på Soestrup.


End tager husverten med sine sammenrottede nogen skade ved nødverge, da have samme skade for hiemgield«.6

Christian 6. , 1730, 21. April: »Forordning om Sabbatens og andre Helligdages tilbørlige Helligholdelse. (Er næsten som Fr. 12 Marts 1735, undtagen at Straffen i denne sidste er mildere. (Se Fr. 19 Jan 1731) . Forordningen gengives i Extraordinaire Relationer for April Maaned 1730) . Den 21 i denne Maaned er udkommen hans Kongel. Mayst. allernaadigste forordning om Sabbatbens og andre Hellige Dages tilbørlige helligholdelse og den hidindtil derved foreløbne Misbrugs Afskaffelse, som bestaar af 10 Artikler, hvor i bydes l. At alle og enhver, som med Frugt kunde høre guds Ord, paa Søn og Hellig-Dagene og deriblandt Skiertorsdag og Langfredag under Straf af Hellig-Brøde med mindre de ved Sygdom forhindres, skulle indfinde sig i Kircken, og have indseende med deres Børn og Tieniste-Folk, at de Kircken ey forsømer. 2. maae ingen understaa sig medens Guds Tieniste varer uden for Kircken eller paa Gaden at begynde nogen Tumult, ey heller maa paa Verkstæderne Søn og Hellig-Dage Arbeydes og ey førend Aften-Sang er ude, noget falbydes, samt paa Landet alt Arbeyde Skovning Fiskerie, J agt, Reyser og deslige paa de Dage forbydes. 3. Afskaffes ald Drik og dobbel paa de Dage hvorfore i Viin, Thee, og Caffee, Brændevins og Ølhuuser, samt Kroer ey noget førend Klokken 5 dog til Maadelighed maa udtappes, saa at saadanne Huuse skal lukkes fra Løverdag Aften Klokken 9 til Klokken 5 den anden Aften. 4. maae Portene i Kiøbenhavn og i de lukte Kiøbstæder ey aabnes eller oplukkes førend Klokken 4 Eftermiddagen undtagen for dennem som skulle af fornødenhed Reyse og Præsterne til deres Kircker uden Byerne og de som skulle ind i Byerne til Kirke. I Norge skulle TingReyserne saaledes indrettes, at vedkommende Øvrigheds Personer, om de ey Sabbathen over kunde ligge stille, hører Prædiken og holdes Skyds-Folkene til det samme. 5. I Kircken maa ingen holde Snak med hinanden eller Spatsere, mindre løbe af en Kirke i den anden men blive i Kircken til Tienisten er ende. 6. I Kiøbstæder skal ingen Bryllupper, Ja-Ord, Gilder eller store Giestebudder paa Søn- og Helligdagene holdes. Paa Landet tillades paa samme Dage Bryllupper, Trolovelser og Barsel-Gilder, dog uden ald u-orden og maa intet Bonde-Bryllup i Danmark og Norge vare lenge-


re end til Anden Dags Aften. Alle andre Bonde-Gilder i sær mellem Pintse-Dag og St. Hans Dag forbydes. 7. Music i Kirckerne paa Søndagene tillades ey videre end et stykke, efter at Velsignelsen er læst for Alteret, og skulle Præsterne i Danmark og Norge over alt baade i Kiøbstæderne og paa Landet, foruden den Læsning som skeer af Degnene, selv catechisere med Ungdommen i det mindste en halv Time efter Prædiken. 8. Ingen maa paa Søn eller Hellig-Dage eller Aftenen forhen lade spille Comoedier, Skue-Spil, holde Assemblee, Bal, Masquerader og saadan Leeg, og Tids Fordriv, ey heller paa nogen Hellig-Dag eller dends Aften holde Juule-Stuer eller sette noget paa Spil. 9. befales Høye og Nedrige Officerer til Lands og Vands, at de i alt følger det som er Anordnet om Sabbatbens og Fest-Dages Helligholdelse, · foregaae deres underhavende med go t Exempel og tilholde dem flittig at besøge Kircken, naar de ey ved Vagten eller Sygdom forhindres, og entholde sig fra Guds Bespottelse, Fylderie, Banden, Svergen og leve ved en sand Guds Frygt. Hans Kongl. Mayest. vil ogsaa herudi alvorligen have igientaget" hvis Forordningen om Land-Militlen i den 5te Punckts 9de Art. angaaende det unge Mandskab, at samme formedelst Exerceringen, ey i sin Gudstieneste skal hindres, byder og befaler; Og eftersom H.K.M. med største Mishag har fornummet, hvorledes endeel af Officererne ved Land-Militien, tvert imod H.K.M. allernaadigste Forordning, paa de hellige Dage, skal trekke heele Compagnier og Esqvadroner tilsammen, og lade dennem undertiden under Prædiken og imedens Guds Tieneste forrettes, ey alleene Excercere, men endog lade Trommen røres, saa haver H.KM. for sligt herefter at forekomme, alvorligen forbudet Officererne ved Land-Militien, Efterdags at understaa sig paa Søn- og Hellige Dage at drage fleere Dragoner eller Soldater til Excerceer-Plads end de som dertil hører, og maa ingen om Søndagen andensteds Excerceres, end paa den enhver anviiste Excerceer-Plads, paa det de baade selv kunde komme i Kirken og Bønderne ikke paa slige Hellige Dage derfra forhindres, og binder H.K.M. alt det paa Officerernes Samvittighed og det Ansvar de ere H.K.M. skyldige, dersom de ikke herudi H.KM. Christelige Intention efterkommer, og med ald Fliid og Nidkierhed seer derhen, at samme vedbørligen vorder efterlevet;

Og vil ellers H.KM. have alle andre H.KM. Betientere, som dette vedkommer, saa og alle Huus-Fædre og Huus-Mødre alvorligen erindrede, at de sig efter denne H.KM. allernaadigste Forordning i alle Maade retter og forholder, saaledes at de kunne beholde en god Sam-


vittigheds Vidnesbyrd og undgaae vedbørlig Straf, som alle de, hvilke herimod formasteligen handle, visselig og uden ald Naade, efter Sagens Beskaffenhed kunde vente.

Udi den 10 Art: skienkis Bøderne, for Hellig-Brødene til de Fattige, nemlig: af Kiøbenhavn Siælland og Møen til Conventhuset, og af de øvrige Stifter betales samme til Stift-Amtmændene og Biskopperne som uddeele dem til blandt de meest nødlidende«.

Christian 6. , 1730, 17. Oktober. »Forordning om Ringen og Forbud paa Spil og Leeg«. (p. 4)

Christian 6. , 1731. 19. januar. »Fr. Ang. Sabbathens og andre Fest- og Bededages Helligholdelse; hvorved Fr. 21 Apr. 1730 ophæves, saasom den gav anledning til Myndighed og Egennyttighed. (See Fr. 12 Mart. 1735) . : Ang. at som Erfahrenheden paa den eene Side noksom har udviist, at Vores Elskelige kiere Hr. Faders, Salig og Høylovlig Ihukommelse, ved den om Sabbatbens og andre Fæst og Bededages Helligholdelse, den 21 April udi nestafvigte Aar udgangne Forordning havde Christelige og berømmelige Intention, saa lidet er bleven opnaaet, at samme forordning langt meere har give adskillige, som derover skulle holde, Anledning baade at tiltage sig meere Myndighed, end dennem kunde tilkomme, saa og at lade see deres Egennyttighed og anden utilladelig Omgang, hvoraf da, i steden for den af Forordningen forventende gode Frugt og Opbyggelse, har reist sig adskillig Uorden, Confusion og Forargelse, foruden de Difficulteter Porternes Lukkeise her i Staden, saavel i Henseende til de der boe uden for Byen og dog her skulle søge Kirkerne, saa og til dennem, som paa nogle uden for Staden beliggende Stæder, skulle prædikke Ordet, har foraarsaget;

Og Vi nu paa den anden Side hos Os allernaadigst have overveiet, at Vores Lov og de om Sabbatbens og andre Fæst og Bededages Helligholdelse af vores i Gud hvilende Forfædre fra Tid til anden udgivne Forordninger ere saa tydelige og tilstrekkelige, at naar de ikkun ret voreder exequerede og vedkommende derover, efter deres allerunderdanigste Pligt, med vedbørlig Nidkierhed, og uden nogen particulier Hensigt eller Persons Anseelse alvorlige holde, Guds Ære da derved kand befordres, og ald syndig Sabbatbens og de andre Fæst og Bededages Vanhelligelse noksom hemmes og forrekommes;

Saa have Vi i Betragtning af ovenanførte Omstendigheder og Motiver allernaadigst fund en for go t ovenhernette af vores Elskelige Kiere

A 1 52 Legealder og levealder - et landskabsbillede 2

Hr. Fader Salig og Høylolig Ihukommelse den 21 April udi nestjorbigangne Aaar om Sabbatkens og de andre Fæst og Bededages Helligholdelse udgivne Forordning, aldeles at ophæve, saasom Vi og samme hermed igienkalde og ophæve:

Men efterdi Vi ikke mindre end Vores Høy-Salige Forfædre ere Nidkiere for Guds Æres og Tienestes Befordring, og derfore alvorligen ville, at Sabbathen og de andre Hellig og Bededage med ald tilbørlig Andagt skulle holdes og celebre es, og derimod ald utilladelig, forargelig og alleene af Gierrighed foretagende Arbeide, Handel og N æ ring paa bemeldte Dage aldeeles afskaffes;

Saa have Vi til den Ende hermed villet igientage, alt hvis udi Loven og de Øvrige om Sabbathens Helligholdelse af Vores Forfædre Salig og Høylovlig Ihukommelse udgivne Forordninger er anbefalet og paabudden, saasom Vi og alt dette hermed allernaadigst igientage og derhos strengeligen byde og befale, at Øvrigheden og alle Geistlige i Kiøbstederne og paa Landet, saa og Vores Politie-Mester her i Staden ey alleene med ald Alvorlighed og Nidkierhed og uden ringeste Forsømmelse eller nogens Forskaanelse herover tilbørligen holder, men at de saavel selv som Proprietarierne paa Landet og alle andre, sig derefter stricte rette, og herudinden Loven og de anførte Forordninger ey i nogen Maade overtræde, saafremt de ville undgaae Vores Høyeste U-naade, og den derpaa følgende haarde Straf og Undgieldelse;

Da Vi ellers allernaadigst, ville at Øvrigheden og vedkommende Betientere af Geist- og Verdslig Stand, ifald herimod nogen slags Forhindring, Besværlighed eller andre Omstændigheder skulle opdages eller findes, derom til Os allerunderdanigst skulle referere og til sligt at hæve allerunderdanigst Forslag giøre;

hvorpaa de efter Sagernes Omstændigheder, Vores allernaadigste Resolution og Ordre kunde forvente;

Thi byde Vi hermed og befale Vores Stadtholder i Vort Rige Norge, samt Grever og Friherrer, Stiftbefalingsmænd, Biskopper ,Amtmænd, Præsidenter, Borgemestere og Raad, Fogder og andre, som denne Vores Forordning under vort Cancellige Segl tilskikket vorder, at de den paa behørige Steder, til alles Efterretning, strax lader læse og forkynde, og saa derover alvorligen holde«.

Den meget pietistisk orienterede præst i Elmelunde på Møn, Nicolai J æ ger, var derfor i sine processer henvist til at holde sig til den gamle lov fra 1683.

Love, mora l og erindringer 1 53 A

Elmelunde, Møn, 29. juni 1732: Samtidig med at Kristen Testrup skriver sin krønike foregår en langvarig retssag på Møn, hvor 3 bønder sammen med en halv snes unge genoptog traditionen med sommergilde (sommer-i-by-riden) søndag den 29. juni 1732 og gentog gildet om onsdagen den 2. juli og i øvrigt havde tænkt sig at fortsætte; der har været spøgen, kasten med kranse fra hest, riden fra by til by, beruselse, trommen af især husmanden Anders Rasmussen, dans. Og det fortsatte til hen på morgenen.

En af bønderne, Hans Møller, står som forfatter til enkelte vidneudsagn. Ellers domineres de skriftlige kilder i sagen fuldstændig af præstens, Nicolai Jægers, breve.

Nicolaijægerførte mange retssager mod både sin menighed og sine kolleger.

I denne sag nægter han at lade de 3 voksne bønder, ikke de· unge, komme til Guds Bord. Det protesterer bønderne imod og får medhold heri af biskoppen og senere kongen, men præsten trækker retssagen ud i 2 år, og den slutter uklart.

Hans Møller skriver lørdag 5. juli til biskop Christen W orm:

»Som jeg fattige mand sidstleden Skt. Hans Dag var hos den høje herre (amtmanden, etatsråd von liitzow) og forespurgte mig, om byens ungdom måtte udi skikkeligt selskab holde dem lystige med sommer-riden og gilde, hvor på den høje herre gav mig dette svar, at når der af ingen klage eller klammeri skete, kunne det vel så tillades os, hvor efter vi da sidstleden søndag 29. junigjorde os lystige tilsammen med sommer-riden, både unge og gamle; men der af eller der ved skete ej ringeste klammeri eller fortræd.

Des årsag lever vi og i det faste håb ej derfor at skulle lide noget, allerhelst vi først var i Guds Hus, til al tjenesten var ude.

Dette har nu således henhvilet fra i søndags til i dag, da jeg og min hustru kom i kirken, at ville gå til skrifte, og i morgen til Herrens Alter, da afviste præsten hr. Nicolai Jæger mig og ikke ville antage mig, fordi jeg sidstmeldte søndag førte spæret (maj-stangen) for de unge karle og selskab; men sagde nok at ville antage min hustru, som hun ikke ville, uden jeg måtte gå med, og der efter måtte vi gå ud af kirken og hjem uden at komme frem, og sagde præsten foruden, at alle de, som var med, ville han gøre lige det samme ved, og ske den samme ret, når de kommer frem, da jeg og visselig tror, han og i dag afviste Hans Nielsens dreng, Niels i Torpe, som og var med. Foruden siger jeg dette: om hr. Jæger så må råde med os, som han vil, at vi her efter næp-


pelig får nogen tjenestefolk til vores gårdes arbejde og tjeneste, da alt kan fornemmes, de heller vil blive i de andre sogne end som hos os, som sognemændene vel og med mig siger det samme.

Bønfalder derfor allerydmygst til den høje og nådige herre, det han, som er min høje øvrighed, ville tage sig denne min tarv an, detjeg ikke så aldeles af sognepræsten fra Herrens Alter skal blive afvist, allerhelst jeg ej ved det ringeste mig at have forset, uden det aleneste, at jeg med andre gjorde mig lystig sidste søndag. Dette således overleveres den nådige herres høje eftersyn, i det håb at nyde hjælp ved på følgende resolution«.

Hans Møllers krav om at lystighed og kristendom hører sammen sejrer i historiens løb. I vore dage inviterer mange kirker til fastelavnsgudstjeneste, hvor både børn og voksne er velkommen til at møde udklædte, tøndeslagning, teater o. s. v. Selv trommer høres i folkekirken af og til. Dans (hoppen) er vel stadig fremmed, men det ændrer sig måske.

Men i 1732 har Nicolai Jæger loven helt på sin side, når der henvises til Danske Lov, 1683. Den helligdagslov, der 2 år før blev vedtaget, 21 .4. 1730, havde skabt for megen egennyttighed og måtte ændres allerede 19. 1 . 1731 (se 12.3. 1735, som indskærper de juridiske begrænsninger) .

Man må forestille sig, at bønderne var velorienterede om denne juridiske vaklen, da lovene er blevet læst op i alle kirker. Men den juridiske usikkerhed ændrer ikke på, at Nicolai Jæger har 1683-loven på sin side. Hans vanskelighed er, at han ikke har bondekulturens tolkning af livet med sig.

Bønderne protesterer. Hans Møller fremtræder ikke som en kuet eller fortrykt mand, men som en velovervejet, reflekterende person, der giver direkte svar på tiltale.

Det forhold at festskikken har været forsvundet nogle år og nu tages op af nogle få voksne kunne passe sammen med Kristen Testfups udsagn om forandring i humør og lystighed; lystighed er det centrale begreb i Hans Møllers skrivelse - at gøre sig lystig. livslyst opfattes i brevet som noget, man selv er med til at skabe. At gøre sig lystig er ikke nogen forseelse eller synd efter hans mening. Hans Møllers opfattelse er i diametral modsætning til kirkens vedtagne holdning; lystighed er synd, latter og spøgen er gudsbespottelse.

Hans Møllers brev diskuterer holdninger, men kommer ikke med en mere konkret beskrivelse.

Den mest konkrete beskrivelse kommer fra Nicolai Jæger (17. juli, 4. bilag) , hvis sprog meget tydeligt viser hans distance til legekulturen. Der er altså tale om klart illoyale udsagn:

love, moral og edndringer 1 55 A

»Relation om eet og andet meget forargeligt, som der ved passerer. De underlige ceremonier, som de have haft ved denne leg. l . Førend de red, havde de tilsammen sunget een salme og læst een bøn, og der på red de i Jesu navn (således er mig refereret i mit hus) . 2. Imidlertid de red, rørtes trommen. Een red for med en stok, hvor på var et hvidt klæde med et kors; næst efter red et par med maj-spær, hvilket de dansede om i hver by, hvor de kom, og imedens de således dansede, holdtes stokken over dem med det hvide klæde, som korset var på. 3. Da de kom tilbage igen og havde afredet, dansede de ligeledes omkring spæret under kæppen eller stokken med det hvide klæde med korset på. 4. Der på drak de og kontinuerede et stykke ud på natten med dans og spøgen. 5. Næste helligdag der efter gik gildet atter for sig med dans og drik«.

Fremmedgjortheden i beskrivelsen genkendes i utallige beretninger fra missionærer i Afrika, Grønland, o.s.v.

I det sidste bilag giver Jæger en mere generel beskrivelse, hvor han påstår, at gilderne er en slags hedenske ritualer. Disse bemærkninger citeres ofte, men genfindes ikke i de loyale udsagn:

>>Nogle andre observationer For nogle år siden, da de og ville begyndt med denne leg, hvilket jeg den tid fik hindret, sagde en mand til mig, at imedens de gjorde det, fik de både korn og kærne, hvilket jeg haver sagt øvrigheden.

Og som jeg samme tid fik nogle til at fælde deres maj-spær, som de havde oprejst, var der andre, som rejste et andet op igen. Og en af dem, som nu er død, sagde, at det gik med deres maj-spær som med vor Herre Kristus, at han opstod igen den tredie dag, så fik og de deres maj-spær på den tredie dag igen oprejst. Der tjente mig en karl den gang, som nu skal tjene for matros på Holmen, navnlig Anders Rasmussen Møen, han hørte ordene.

Endnu varnogle iblandt dem, som samme tid sagde, at jeg var AntiKrist, der skulle forstyrre kristenheden. Og andre sådanne flere grove ting, som man fast skulle holde utrolige.

Og som jeg fik legen den tid hindret, så ville jeg ikke heller røre mere der i, for at der ikke skulle komme større forargelse deraf; dog efterlod jeg ikke hemmelig at påminde og straffe dem, som var så gro-


ve, hvilke og der efter have bedret sig, at ikke nogen af dem denne gang har været med.

At alt dette, som jeg her om har refereret, er således rigtig og i al sandhed, kan jeg med min ed og samvittigheds bedste vidnesbyrd stadfæste og bekræfte«.

Bøndernes tolkning er altså, at den præst, der påstår, at lystighed og kristendom udelukker hinanden, er en Antikrist, en dårlig kristen. Denne holdning foldes meget stærkt ud i Rasmus Hansens værk, Gamle Minder, 1-2, som refereres senere (kapitel 7) .

Foreningen af kristendom og glæde, lyssyn, spontanitet er grundlaget for valgmenighederne i 1800-tallet, og denne udvikling pågår stadig.

Da herredstinget samles 25. august står disse to opfattelser overfor hinanden:

l. Præsten, Nicolai Jæger, som hævder, at det er en synd imod kristendommen at ride-sommer-i-by, hvorfor han nægter dem skrifte og nadver.

2. Bøndernes opfattelse af danse og lege som udtryk for livsglæde, der harmonerer smukt med kristen livsopfattelse; heri indbefattet, at præsten ikke er særlig god til hverken at tolke livet eller kristendommen. Det fremgår af referatet fra herredstinget, hvor det hedder om bøndernes svar på Nicolai Jægers angreb:

»Hvor til de (bønderne) svarede, de holdt detfor ingen Synd, og dersom, sagde Hans Møller, at han havde ikke gjort anden Synd, så ville han dø der på, om det var i samme Time.

Dertil svarede Hr. Jæger og sagde til dem alle tre: I tager fejl; jeg vil bedre oplyse Eder, om I vil høre mig.

J ens Brandt svarede: I kan ikke bedre oplyse os, end vi selv ved, og I kan ikke bede os ind i Himmelen, uden vi selv vil bede og selv fortjene det. Men så skal I på Guds vegne forlade os vore Synder.

Hr. Jæger sagde igen til Jens Brandt: I taler vild; dersom I vil høre mig, så vil jeg bedre oplyse Eder.

Så svarede Anders Larsen: Er det Synd, vi har redet, så har de andre og syndet, som havde redet før os; dog skal vi tribuleres derfor, at vi var de sidste, der red.

Og som disse 3 mænd ville ikke gøre anden Bekendelse eller lade sig sige af Præsten, så sagde Præsten, at han ej kunne annamme dem til Alters.


Hans Møller her til sagde: Nu har jeg været fra Alters i 7 uger, og om jeg dør imidlertid, så skal det kræves af Eders Neglerødder.

Dertil svarede Præsten som tilforn, med Formaning ligesom tilforn«.

Der er ikke noget kompromis mellem disse opfattelser. Man må bestemme sig. Det er uklart, om sagen optages til doms af herredstinget, men tiden fælder sin dom: Præsten tager fejl.

Nicolai Jæger udebliver fra provsteretten 1.9. og 17.9., skønt han er indkaldt, men han holder sig til lovens bogstav og kræver den efterlevet.

Provsteretten (biskop Worm) dømmer 31. oktober 1732: der skal skelnes mellem forargelige og ikke-forargelige lege (se senere om Pontoppidan) , og retten indstiller, at sognemændene tages til skrifte og nadver og at] æ ger skal advares om at gå mere forsigtigt til værks. Provsterettens dom indstilles til kongen for at blive gennemført.

Christian 6. resolverer 1 732, 28. November, at biskop W orm . . . :

)) . . . strax tilholder Sognepræsten hr. Nicolai Jæger, at han steder disse forbemeldte hans Sognemænd, hvilke han anklager, til lønligt Skriftemål og Herrens Bord, og haver du ham så derhos at advare, at han herefter i deslige Tilfælde går forsigtigere til Værks«.

Nicolai Jæger nægter stadig (9. december 1732 til Worm og 10. december til kongen) . I brevet til kongen skriver Jæger:

>)Må de påstå, at det er den eneste lystighed, Bonden har om året ved al sit Sved og Arbejde;

men det er sandelig ikke deres eneste lystighed på Møn, og efterdi jeg her med er aftvungen at sige, hvad Lystighed Møns Bønder desforuden have, da kan de næppe gødske deres J ord uden Gilde;

ved deres Høslæt have mange af dem Fiol eller Tromme for sig og holde Gilde i to eller tre Dage tillige.

Ved deres By-Stok, når de skifte Byfoged, haver de gerne en hel eller halv Tønde Øl, som Byen er stor til, at drikke og gøre sig lystig ved.

Sligt må tåles, efterdi det sker Søgnedage og er ikke så absolut Deres Kongelige Majestæts Lov imod. Her har de Unge heller ikke så stor Lejlighed til liderlighed som ved det så kaldede Sommergilde, hvilket de mange Steder berede sig tilfra Voldermisse og kontinuere siden fra Pinsedag hver Helligdag til hen imod Mikkelsdag med Drik og Spil


foruden andet, som hemmelig går i Svang iblandt dem ved den lejlighed, de have dertil;

hvilket Gilde, som det er en åben Dør for alle Laster, som i Deres Kongelige Majestæts Lov strengelig forbydes, så er det ikke noget, som jeg har kunnet samtykke i, endskønt jeg lige så vel trænger til Bonden som andre«.

Udsagnet her har flere budskaber: Antallet af gilder svarer til det, der ses i andre kilder. Bryllup, barsel og begravelse nævnes ikke, heller ikke julelege og faste

lavnsløben. Derimod nævnes høstgilde, d.v.s. et gilde knyttet til arbejde. Tendensen til at knytte gilderne til arbejde vil og skal øges som følge af forbudene mod dem som selvstændigt livsområde. Lønarbejdet vil forstærke denne tendens.

Fiol nævnes her en af de første gange, som noget der beherskes af bønder, og fiolen nævnes direkte som alternativ til tromme, altså som en overgangstid.

Jæger nægter altså fortsat; men det ses, at han finder lovgrundlaget for svagt og utilstrækkeligt. Den 20. december skriver Worm for første gang direkte til J æ ger, at gildet ikke var en synd:

Rejse den døde M. STEJSKAL (E.T.K. 2 1 28


» . • • thi af alle de Vidner, førte i Sagen, kan jeg ej se noget syndigt af dem at være begået med den Riden . . . «

Men Jæger nægter stadig. Gennem 1733 går sagen sin langsomme gang. 30. juni 1734 stadfæster landemodet provsterettens dom: Jæger skal

betale 20 rigsdaler til fattige præsteenker og betale sagsomkostninger med 12 rigsdaler, - og antage de 6 mænd til skrifte og nadver. Hvorefter Jæger stadig nægter at bøje sig.

Han førte siden adskillige sager mod sin menighed og mod sine kolleger. 17. november 1737 blev han forfremmet til provst og sognepræst i Stege. Han får endvidere udgivet et skrift i anledning af »jubelåret 1736«, 200-året for reformationen. 22. juni 17 40 prædiker han endog for landemodet.

Christian 6. 's helligdagsforordning, 1 735, 12. Marts, er det mest restriktive, der nås i juraen. Man er her tæt på P. Palladius' etik. Jvf. senere Erik Pon� toppidan:

- 1/3 af bødestraffene titlalder angiveren. - Kirkegang er tvungen. - Helligdage skal henleves i stilhed, bøn og kirkegang. - Bryllupper indskrænkes til 1 dag. - Alle andre gilder forbydes uden undtagelse. Ride-sommer-i-by nævnes

direkte.

1 735, 12. Marts: »Forordning om Sabbatens og andre Hellige-Dages tilbørlige Helligholdelse, og den hidtil dervedforeløbne Misbrugs Afskaffelse. (Cancel. p.21) . Nøiere bestemt ved Pl. 26 Sept. 1735. Ovf. Fr. 26 Oct 1770 samt Reser. 7 Febr. 1737, K Br. 5 Apr. og Rescr. 22 Aug. 1738 og 8 Nov. 1754) . Gr. Fr. af 19 Jan. 1731 har ikke haft den ønskede Virkning, og de forhen derom giorte Anordninger ere ikke vedbørlig efterlevede;

men mange have, isterlen for at søge Kirken og der opbygges, deels anvendt Søn- og Helligdagene til forfængeligt Arbeide og ufornødne Forretninger, deels misbrugt dem til verdslig Fornøielse, Vellyst og andre Laster;

især er og Skærtorsdag og Langfredag ganske lidet eller kun den halve Dag helligholdt l. Alle og enhver baade i Kiøbstæderne og paa Landet, som med Frugt kan høre Guds Ord, skal paa Søn- og Helligdagene, hvoriblan t Skærtorsdag og Langfredag aldeles skal regnes, samt paa de anordnede

A 1 60 Legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

Bededage flittig indfinde sig i Kirken, saavel til Høimesse som Aftensagn, hvor den holdes;

og maae ingen derfra under Straf af Helligbrøde efter Loven udeblive, med mindre han enten ved Sygdom eller anden lovlig Aarsag forhindres;

Enhver Hosbond eller Madmoder skal til den Ende have Indseende med deres Børn og Tienestefolk, at de Kirken flittig besøge, og at i Særdeleshed Tienestefolkene indfinde sig i Fro-og Tolv-Prædiken, hvor den holdes;

da ingen af dem derfor bør fritages, uden de, som behøves til Tilsyn med Huset, med Børn og Syge, eller og til anden uomgiængelig Tieneste (se Rescr. 2 Dec. 17 40) ;

Og skal Sognepræsterne og Medtieneme i Ordet overalt i Danmark og Norge anvende yderste Flid til at bekomme Kundskab om deres Tilhøreres Forhold herudi, og naar de ikke ved christelige Formaninger i Vedkommendes Huse kan raade Boed paa de Skyldiges Brøst og Feil, skal Sognepræsterne i Kiøbstæderne derom under Haanden advare Politiemesteren eller, hvor ingen er, Byefogden, at de ved deres Betientere lade give Agt paa dem, som saaledes foragte og tilsidesætte Forsamlingen i Kirken, og forestaaende Mulet af dem, naar de beviis findes Skyldige, vedbørlig lade indkræve, da de for deres Tilsyn og Møie hermed skal nyde 1/3 af slige Bøder.

På Landet skal de gemene Bønder, som herimod handle, naar Præstens Advarsel ei har frugtet, straffes lste Gang med 4 sk, 2den Gg med 8, og 3die G g med 16 sk Bøder, og i Mangel af Betaling lide paa Kroppen med at staae i Gabestokken paa Kirkegaarden, første Gang l , anden Gg 2, og tredie Gg 3 Timer;

Til hvilken Ende slige Gabestokke af hver Kirkes Eiere, hvor de endnu ei ere, besørges;

Og skal enhver Proprietair ved sine Tienere foranstalte, at Straffen over de Skyldige uden Forskiel exeqveres, hvilket og Amtmændene og øvrige Amts- og Regimentsbetientere i Danmark skal, saavel hos Kongens som Selveier-Bønder, saa og Amtmændene og Fogderne i Norge hos Odels Eiere og Bønder paasee, at sligt ved Sognefogderne i Danmark og Lensmændene i Norge vorder forrettet;

og skal Præsterne, fornemmelig paa Landet, paa samme Maade, som for Leiermaals Bøder skeer, give Attest for bemeldte Helligbrøde, og Bøder paa deres Samvittighed, og at de ikke veed flere dertil at være Skyldige; med hvilke Attester enhver Regnskabsfører skal belægge sine Regnskaber;


og maae ingen, naar Præsten har angivet ham for Helligbrøde og Bøder og derhos meldt Omstændighederne, ham derfor actionere;

men Øvrighederne skal strax, og uden ringeste Vidtløftighed undersøge slige Angivelser, og den Angivne enten skyldig eller friekiende;

Og skal Præsterne i Danmark til Vedkommende hvert fierding Aar, og i Norge paa hvert Ting til Fogderne indsende forommeldte Attester, som da skal undersøges, og, somforanført er, paaskiønnes Ovf. K Br. 28 Jun 1738 og l Aug. 1739) . (. . . ) (2. Forbud mod arbejde på helligdage) . ( . . . ) (3. Forbud mod krohold på helligdage) . ( . . . ) (4. Forbud mod rejser, skovture m.m. på helligdage) ( . . . ) 5. Ingen maae under Prædiken i Kirken holde Snak, eller Spadsere op og ned i Gangene eller løbe fra en Kirke til en anden. Men enhver skal, saalænge Prædiken og Gudstieneste varer, opføre sig med al christelig og sømmelig Veneration.

Handler nogen herimod, have han sig selv at tilskrive, om ham derover nogen Spot eller Fortred vederfares af Politi ens, Kirkens og andre vedkommende Betientere, som skal, saavidt dem ere mueligt, give Agt herpaa, og først paaminde, siden angive dem, som sig i Kirken usømmelig anstille, paa det de efter Sagens Beskaffenhed vedbørlig kan mulcteres og ansees. 6. Intet Bryllup, ]a-Ord, Gilde eller stort Giestebud maae i Kiøbstæderne holdes paa Søn- og Helligdage, efterdi Vedkommende dertil en anden Dag i Ugen kan udvælge, uden at de just dermed paa bemeldte Dage skulle give andre Anledning til Forargelse og Kirkens Forsømmelse; og skal Politiemester, og, hvor ingen er, Byefogderne hermed have flittig Indseende, og være authoriserede sligt at hindre, og dem, som sig derimod sætte, til vedbørlig Mulet og anden Strafs Undgieideise efter Sagens Beskaffenhed at lade tiltale;

Paa Landet kan Bryllupper, Trolovelser og Barselgilder hos Bønderne alene paa Søn- og Helligdagene, efterdi de fleste af dem dertil ikkun have disse Dage frie, for saavidt tillades, at enhver entholder sig fra al U skikkelighed især fra Fylderi e, samt at enhver forføier sig i rette Tid uden al Uorden igien til sit Hi em (nøiere bestem ved Fr. 14 Dee 1736) .


Alle andre Gilder, og især det saa kaldede Sommer i Bye-Riden (som Bønderne mellem sig selv paa Søn- og Helligdagene, især fra Pindsetil St. Hans-Dag holde) forbydes alvorligen, og skal baade Øvrigheden og Hosbonden see derhen, at slig Uorden og Misbrug, hvorved Gud fortørnes og Bonden Ruineres, herefter aldeles h emmes (Dette er nøiere bestem ved Rescr. 12 Jul. 17 48) . 7. Den udi visse kirker om Søn- og Helligdage hidtil brugelige Musik kan vedblive, dog maae den indrettes til Andagts Opvækkelse og paa den allerkorteste Maade, paa det den for Gamle og Unge fornødne Catechisation desto længere kan forrettes, saasom Præsterne overalt i Danmark og Norge, baade i Kiøbstæderne og paa Landet, skal foruden den Underviisning, som skal skee af Degnene, selv catechisere med Ungdommen, i det mindste 1/2 Time efter Prædiken, og den Præst, som har 2 eller flere Kirker, skal dog hver Søndag i en af dem forklare Cetechismum og kortelig overhøre Ungdommen af Prædikens Indhold (Cfr. Rescr. 22 fe br. 1737 og 18 Dec. 1739) . 8. Comoedie-Skuespil og deslige Ting maae aldrig om Søn- og Helligdagene eller og Mtenen tilforn holdes, eller af nogen Øvrigheds-Person, saafremt de ikke derfor ville være Kongens høieste Unaade underkastede, tilstædes;

Prospekt af Vordingborg med Gåsetårnet TEGNING 1 753 l FREDERIK 5 . 'S ATLAS.


Desligeste maae ingen paa Søn- og Festdage samt Aftenen tilforn anstille nogen Assemblee, Bal, Masqverade og slig Leeg og Tidsfordriv;

De saa kaldte fulestuer forbydes aldeles, og maae ingen Forsamling for at sætte noget paa Spil efterdags paa nogen Søn-eller Helligdag holdes.

Handler nogen herimod, da skal Po litlemesterne og, hvor ingen er, Byefogderne sligt undersøge, paa det, de Skyldige derfor med Mulet af Helligbrøde og ellers efter Befindende kunde ansees. ( . . . ) (9. Forbud mod excersits på helligdage) . ( . . . ) 10. De her anbefalede Bøder skal saavel i Kiøbstæderne som paa Landet af Vedkommende stricte uden Persons Anseelse inddrives;

Og blive disse Bøder, for saavidt ei deraf Betlenterne eller andre Vedkommende tilkommer, hermed skienkte til de fattige, saaledes at de i Khavn og Sietlands Province samt Møen betales til Conventhuset i Khavn imod de Committeredes Qvittering, men i de øvrige Stifter i

BREUGHEL, 1 424 Bondedans


Danmark og Norge skal disse Bøder efter hvert 1/4 Aars Forløb erlægges til Stiftamtmanden og Biskoppen i hvert Stift, som disse Penge derefter til de meest Fattige og Nødtrængende saaledes skal uddele, som de med en god Samvittighed for Gud og Kongen agte at ansvare. (See Fr. 23 Jan. 1739, par. 31 , Norske Frs. par. 32, Cfr. Rescr. 28 Oct. 1740) .

I det øvrige igientages alt hvis Loven og de om Sabbatens og andre Fest- og Bededages Helligholdelse udgangne Frr. indeholde. Og skal denne Fr. af Prædikestolene overalt af Præsterne aarlig paa de 2de Søndage tilligemed Artiklerne af Loven oplæses«.

Christian 6. 1 1 7351 26. September. }}Politie-Pl. (i Følge Kg. Befaling til Politiemester 9 og 23 Sept.) Ang. Sabbatens og andre hellige Dages tilbørlige Helligholdelse; som i Khavn skal iagttages, foruden hvis i Fr. 12 Mart. 1 735 er paabudet. (s. 137) : . . . Ved det i Fr. 12 Mart. 1735. Par. 3 paa Søn- Hellige- og Bededagene i Vertshusene aldeles forbudne Spil og Dobbel forstaaes saavel Instrumenters Lyd, som Kort- og Andre Spil, Jule-Lege, Paa-Spil-Sættelse og andre slige usømmelige Ting;

hvorfor samtlige V ærterne have derhen at see, at sligt ingenlunde i deres Huse foretages eller øves.

Hvo i saa Maade af Politi-Inqvisitionen antreffes eller og angives, skal derfor ansees med Straf af Helligbrøde, og det saavel Værten som Giesten uden Forskiel« .

Der klages som før over, at lovene ikke overholdes, og at lovovertræderne ikke retsforfølges:

Christian 6. 1 1 735. 23. December. »Fr. Om nøiere Kirke-Disciplin imod scandaleuse Synder. (Forandret ved Fr. 8. Jun 1767) . Gr. Endskiønt Loven og Frr. tydelig nok vise, at ingen, som forforargelige Synder efter Loven burde udstaae Kirkens Disciplin, sig enten selv derfra maae unddrage, eller af nogen anden uden Kg. Dispensation derfor fritages, vil dog Endeel ei mere med Kirkens Disciplin ansees; hvormed endeel Geistlige og Verdslige tvertimod deres Embeds Pligt see utilbørlig igiennem Fingre«. (Indskærpes at føre kontrol, holde regnskab, notere ned, m.m. med hvem, der tages til åbenbart skrifte) .


Og der klages over egennyttighed, processyge m.m. hos dem, der forfølger lovovertrædere:

Christian 6. , 1 735. 23. December. »Fr. Om Lovens Skierpelse imod temere Litigantes, samt uretvis Dommere og Procuratores (Cfr. Anordn. 16 Nov. 1 764 og Rescr. 28 Oct. 1 768.) . Gr. Justitlens uforhalede og retsindige Befordring er hidindtil hindret,

deels ved det at trættekiere Menneskers Ondskab samt egennyttige og retvise Procuratorers Opholdelse og Lovkroge have indviklet andre Undersaatter i unødvendige Processer, og giort Sagerne meget forvirrede og uendelige,

deels ved det at Underdommernes Egennyttighed, Vankundighed eller Partiskhed haver spildt Parternes Ret, og den ved vrang og uforsvarlig Behandling saaledes forvirret, at den aldrig mere har kundet komme for Lyset, og de i det mindste ere blevne nødte med største Bekostning at søge for Høieste-Ret, hvad de ved første Instance burde have erholdet;

Hvorudover Høieste-Rets Sagernes Tal aarlig bliver saa stort, at de ei lettelig i de sædvanlige Sessioner kan afgiøres, Undersaatterne udsues, og Landet opfyldes med Uretfærdighed, ublue og oftest falske Eeder og andre deraf flydende og himmelraabende Synder;

Hvorfore, for atforekomme og udrydde alAnledning til saadan Misbrug, herved alvorlig igientages alt, hvad Loven og de udgangne Frr. imod temere Litigantes og trættekiere Partier samt uretvise og partiske Dommere og onde og forføriske Procuratorer befaler (hvilket alt af Overretterne, især af Høieste-Ret, paa det allerstrængeste, om det end ei af Parterne var paastaaet, skal efterdags iagttages, samt desuden følgende befales) «. (Personer, der rejser sager af modvillighed eller trættekærhed skal betale både erstatning og bøde til Justits-Kassen) .

Helligdagsforordningens etik er i grundlæggende uoverensstemmelse med folkekulturen. Ved etikkens gennemtvingeise kommer den enevældige dannelseskultur endvidere i splid med sig selv. Resultatet bliver et uoverskueligt antal processer og modprocesser, som alt i alt sætter hele tankegangen i et meget dårligt - d.v.s. klart - lys.


» . . . de Store, baade Konger, Herremænd og Præster, er Skyld i det skammeligste, her sker mellem Bønder i vore Dage«. (Gamle Minder, bd. 2, s. 135)

Christian 6. , 1 736, 13. januar udsendesforordningen om konfirmation. Pligten til at deltage i gudstjenesterne udvides nu med børns og unges

pligt til at lære kirkens tolkning af tilværelsen. Indlæringen foregår under meget kontrollerede former, »gå til læsning«, som det kaldtes. Blandt andet skulle man lære biskop Erik Pontoppidans katekismusforklaring, Sandhed til Gudfrygtighed, udgivet 1739, 20Q..året for Luthers godkendelse af reformationens kirkeordinans.

Resultatet af indlæringen blev kontrolleret ved en eksamen, konfirmation, og denne eksamen skulle være bestået for at opnå de elementære borgerrettigheder som voksen; først og fremmest at blive gift og at kunne indgå fæste.

Enevoldsmagten betinger sig, at folk for at kunne danne familie og skaffe sig sit underhold, skal lære kirkens tolkning af livet, og kommer i åben konflikt med en folkekultur, hvor man selv vil afgøre, hvornår man er en familie med ret til at sove sammen, få børn sammen og klare sig selv.

Gennemtvinges forordningen med magt, tvinger man folk ud i handlinger, de opfatter som dybt uværdige, f.eks. at fød� i hemmelighed, i nogle tilfælde ombringe sine egne børn, foregive at mene noget, man ikke mener, o.s.v. Det hedder i forordningens punkt 1 :

»l . Børnenes Confirmation og Indvielse samt offentlige Examen og Prøvelse skal være en almindelig Pligt, som alle Børnene i Menigheden, ingen undtagen, skal nødvendig være bunden til, paa det ikke Persons Anseelse skal giøre nogen Splid i Menigheden«.

Også her efterleves forordningen med varierende nidkærhed. Måske er de nidkære præster langt fra de fleste. Men der afsættes en

række meget negative holdninger til kirken. Der bliver flere »præstehadere«, som man siger. Disse negative holdninger afspejles meget tydeligt i Gamle Minder (se kapitel 7) , der taler om konsekvenserne af konfirmationen som det skammeligste, De Store har ftmdet på. Det hedder (bd. l , s. 15()..151) :


» . . . hvorfor Præsten vedblev: 'Nå - nå - kom så med det da! Hvad er det, vi håbe?'

Endelig svarede en næsten mandvoksen Dreng: 'Ja, alle Bønder håbe, at de Store kommer til at svede i Helvede for alt det, de plager Småfolk med, også for dette Satans Læseri' « .

Det hedder videre (bd. 2, s. 140) :

»Og jeg siger det frit: I Store bære den største Skyld derfor, for I frister dem dertil med jer skammelige Haardhed. Se derfor er det, jeg paastaar, I bærer Skylden for det skammeligste, der sker mellem Bønder, og det er denne Føden i Dølgsmaal«.

Vurderingen fra kirken selv er anderledes. I sin visitatsindberetning fra Ribe Stift, 17 4 7, skriver biskop HA Brorson:

»l særdeleshed kan ingen pen beskrive den velsignelse, som den allernådigst anbefalede ungdommens konfirmation i Guds kirke har tilvejebragt; thi da man ikke kan nægte, at det jo her og der i stiftet er kun mådelig bestilt med skolerne, især i de vidt begrebne hedeegne, hvor sognene består af eneste og langt fra hinanden liggende gårde, så forårsager konfirmationen, at både forældre og børn, præster og skolemestre desto mere betjener sig af alle lejligheder til ungdommens undervisning«.

Skolegang er en befaling, der søges gennemført oppefra. Indholdet i indlæringen tilgodeser enevældens overklasses interesser, men ikke i tilstrækkelig grad landbokulturens.

Dette samt den øvrige lovgivning imod lege- og festkulturen kan kun gennemføres ved at etablere et udstrakt system af kontrollanter, som kontrolleres af andre kontrollanter, som kontrolleres af andre o.s.v. : Biskoppen skal besøge kirkerne jævnligt, provsten skal besøge kirkerne en gang om året. Præster og degne skal kontrollere børn og forældre. Alle kontrollerer alle i retningen oppefra og ned -konge, grever, friherrer, proprietærer, fuldmægtige, forvaltere, fogeder, fiskaler, amtsforvaltere, regimentsskrivere, biskop, provst, skolemester, degn, forældre, børn. Bøder, fængsel, gabestok, udskamning, offentlig udstillelse, udskældning, klø. Der står tvang henover det hele. Smig. Palladius: »Oh, at man skal nøde folk til deres eget bedste«.

Retten til at bestemme, hvad der er ens eget bedste, er kernen.


Atter må man gå på tilbagetog m.h.t. at begrænse lege- og festkulturen via jura.

Først gentages forbudene. Dernæst siges, at hvis bønderne » . . . endelig vil holde deres bryllups-, trolovelses- og barselsgilder . . . «, så må de gøre det en anden dag:

Christian 6. , 1 736, 14. December: »Fr. At det vel maae være Bønderne paa Landet (i begge Riger) tilladt (efter Fr. 12 Mart. 1735, par. 6) at holde deres Bryllupper, Trolovelser og Børnedaab om Søn- og Helligdagene, dog at det skeer uden noget Følge og Samling af Folk, undtagen de nødvendige Vidner, som ved slig Forretning har været tilstede, og det baade til og fra Kirken i al Stilhed og Sømmelighed;

men deres Gilder og Giestebudde samt Spil og Leeg, som de derpaa i deres Huse holde, skal paa samme Dage aldeles være forbudne at holdes;

Og hvis de derpaa endelig vil holde deres Bryllups- Trolovelses- og Barsel-Gilder, da skal de opsætte samme til en anden beleilig Søgndag i Ugen, hvorved de sig dog efter fornævnte Fr. skal forholde, saa at ikke heller paa den Dag nogen Uskik eller andet syndigt Væsen af Fylderie og Svermen til Guds Fortørnelse og Menighedernes Forargelse begaaes;

hvormed Øvrigheden og Hosbonden til Strafs Undgieldelse for dem, som handle herimod, skal have behørig Indseende, som de for Gud og Kongen agte at ansvare.

Og skal denne Fr. paa Landet aarlig paa de anordnede 2de Søndage tilligemed Artiklerne af Loven oplæses.

(Saasom der ved Brylupper, Trolovelser og Barsel-Gilder hos Bønderne, imod Fr. 12 Mart. 1735 er begaaet en og anden Uskik og Forargelse med Fylderie og anden utilbørlig Svermen og Forhold, hvorved Gud fortørnes og Sabbaten vanhelliges. Forandret, i henseende til Trolovelser, ved Fr. 19 Febr. 1783, cfr. Rescr. 21 Jan. 1778) «.

Der klages over, at forbudene ikke efterleves, og at overtrædelser ikke forfølges:

Love, moral og erindringer l 69

Christian 6. , 1 739, 4. December: » Rescr. (til Enhver af samtlige Stifts befalings- og Amtmænd saavelsom Grever og Friherrer i begge Riger; Notits til Generalkirke-Inspectionscollegium) ,

hvorved befales, at han paa det skarpeste holder over, at de om Overdaadighed, Yppighed og Uorden ved Bøndernes Samqvemme, Gilder og Gjæstebudde allerede udgangne Kongelige Forordninger stricte blive efterlevede, og at Almuen stundum ved Tinge bliver advaret, at entholde sig fra slig til deres egen Ruin sigtende Overdaadighed og Bekostning;

til hvilken Ende han haver at erindre Landfisealen at see dette efterlevet, m.v . . (Saasom det er erfaret, at der paa adskillige Steder ved Bøndernes Brylluper, Uigbegængelser samt andre deres Samqvemme og Gilder begaaes stor Yppighed og Overdaadighed saavelsom Drukkenskab og andre vederstyggelige Synder, til den store Guds Fortørnelse, foruden at de, der bekoste deslige Samqvemme og Gilder, enten ofte aldeles blive ruinerede, eller sættes i Borg og Gjeld) « .

» • • • Dands, Spil, Comoedier, Kroer-Gang og saadant, som altid er Synd i sig selv, men om hellige Dage dobbelt Synd«. (E. Pontoppidan: Sandhed til Gudfrygtighed, 1 737, pkt. 137) .

Biskop Erik Pontoppidan formulerer i sine skrifter den logiske konsekvens af enevældens dannelseskultur på smukkeste vis. Det ses f.eks. i hans ofte citerede:

»Fejekost til at urlfeje den gamle surdejg; eller de i de danske lande tiloversblevne og her for dagen bragte levninger af saa vel hedenskab som papisme; Et lidet skrift som tilsigter for en del at igengive christendommen dens renhed. Aar 1736, den danske kirkes andet jubelaar«.7

Det fremgår af titlen, at Pontoppidan lægger til grund, at folkekulturen er ved at dø. Denne forudsætning er, som de følgende århundreders udvikling viser og som før omtalt, uholdbar. 1700-tallet er en opgangstid for bondekulturen.

Julelegene og Fastelavnslegene omtales (s. 23-27) :


§ 10 om jule-Lege og deres Umaadelighed: �� . . . Hedendommen opfylde Alt med Legeværk, saa vel som Slemmen og Demmen ved vor Frelsers Fødselsfest . . .

Det var den muntreste Aarstid, da alt var fuldt af Dans og Lystighed;

Paa den Tid skal man have Lov til hvad man Lyster, naar de yngre komme sammen, og med de Yngre ikke saa faa, som ere mere fremrykkede saavel i Alder som i Galskab, paa en hvilkensomhelst Aften lige indtil Jomfru Marias Renselsesdag (2.2.) , for at beflitte sig paa Kortspil, som mesterligt veed at fordrive Tiden, og paa Hærskarer af andre Lege;

for at stampe i Gulvet saa med den ene, saa med den anden Fod; og for af alle Kræfter, forrykte i Hovederne, at kaste sig ud i alle

mulige Narrestreger, som Daarskaben ved grundigt at ransage sig selv har faaet lært sig.

§ 1 1 om Fastelavns-Narrerierne. ( . . . Øjnenes Tillokkelser . . . Kødets Lyst. . . Overdaadighedens Lokkemad . . . denne fordærvede Verdens Uhumskhed) «.

Helligdagsforordningen 1735, konfirmationslovgivningen 1736, Pontoppidans katekismusforklaring 1737 og de efterfølgende enevoldsetiske skrifter danner en logisk og konsekvent livstolkningscyklus, hvor lege- og festkultur er udelukket.

1 7 40 udgiver biskop Erik Pontoppidan Neue E rorterung der alten F rage: Ob Tanzen Siinde sey? Her diskuterer Philocosmo og Eusebio spørgsmålet, om udtrykket letfærdig og forargelig lege� betyder, at al leg er letfærdig og forargelig, eller der er to grupper af lege, de letfærdige og forargelige og de uskyldige og ikke-forargelige. Diskussionen former sig som en undersøgelse af, hvad sand kristendom er.

Philocosmo argumenterer for den sidste tolkning; at nogle få, udvalgte lege er uskyldige, at han selv gerne deltager i uskyldige og ikke-forargelige danse, og at præster ikke altid skal hænge med hovedet.

Eusebio argumenterer for, at al glæde og lystighed skal findes indenfor den hellige frygts grænser:

»At gøre sig lystig (det almindeligst forekommende udtryk for legens psykologi) kommer fra Satan, gennem timelig og verdslig øjenslyst, kødslyst og hoffærdigt liv . . . « ,


Eusebio benytter her den traditionelle henvisning til Bibelen. Citatet om »kødslyst og øjenslyst« findes overalt, hvor kirken vil udelukke lege- og festkulturen. B Eusebio argumenterer, at dans strider mod Kristus' sind, mod gudstjenestemåden, dans er spild af gode kræfter.

»l danse-forsamlinger driver Satan på med sværmeri og raseri. ( . . . ) Djævelen er den første dansemester. En danseskole er en djævleskole«.

Han henviser til kirkefædrenes holdninger9. Chrysostomos, bl.a. , som udtalte:

))Hvor der er dans, der er djævelen«.

I overensstemmelse med førnævnte citat fra Franckes medarbejder føres Philocosmo til at erkende, at hans hidtidige holdning har været en flugt fra sandheden, som er, at dans ikke på nogen måde rimer med den evangeliske kirkes sande kristendom. Han erkender sin enfoldighed og indser, at dans, komedie og opera må fordømmes som kætterske vildfarelser.

Philocosmo angrer sin hidtige synd i uvidenhed, men tøver alligevel lidt Eusebio fortsætter:

))Forsværg dans . . . og alle andre kødelige lyster. Når I kun først får smag for noget bedre, så vil denne Danse-Lyst snart falde fra hinanden«.

Endeligt overbevist og glad ønsker Philocosmo, at han snart kan diskutere videre med Eusebio, som slutter:

)) Det skal altid være mig en glæde at udrede opbyggelige sager med jer, i særdeleshed da I gør plads for sandheden«.

Hermed er diskussionen om lege- og festkulturen ført igennem med konsekvens.

Den videre udvikling viser, at denne etik er svag og uden livskraft, når den ikke har enevoldsmagten som underlag. De diskussioner, der føres af Pontoppidan, kontrasteres af de diskussioner, der føres i Gamle Minder, som hævdes at være erindringer fra midten af 1700-tallet, og som derfor kunne være et af folkekulturens etiske svar på tiltale.

A 1 72 t.gealde' og levealde' - et landskabsb;l lede 2

Missionsbevægelsen i 1800-tallet viderefører pietismens holdninger, men ellers fordufter de hurtigt, når enevoldskirke ændres til folkekirke.

lO år senere, 1 750, skriver Pontoppidan om »den sjællandske Bondekarls F astelavnsløben«:

»Som Herredsfogders Tordenstemme Aldeles ej formaar at skræmme, Men styrter glubsk i Synd og Skam Fordi just Forbud kildrer ham«.

Det fremgår her, at dannelseskulturens kraftanstrengelse ikke har nogen særlig indflydelse på folkekulturen.

Man kan tvinge med magt; men så meget magt har enevælden ikke. Man kan søge at overbevise ved argumenter, men her slår dannelseskulturens livstolkning slet ikke til. >>Det siger migikke noget«, synes reaktionen at være.

1 7 40'erne er en afgørende periode for dannelseskulturens fremstød. Jura og etik er argumenteret og organiseret, og der føres en del processer.

Der straffes for at have leget, og der straffes for at have straffet for meget for at have leget, eller straffet på en forkert måde, m.m. Herefter løber dannelseskulturens angreb ud i sandet.

1 741. Præsten i Saltum klager. »J eg er lige hjemkommen fra min degns bryllup.

O jammer, folket satte sig ned for aat æde og stod op for at lege«. lO

Christian 6. , 1 743, 20. August: »Rescript ang. atAlmuen skal Entholde sig fra Sommer-/by-Riden«.

Kontrolsystemet kontrolleres:

Christian 6. , 1 744, 19. juni: »Rescript (til Amtmanden over Antvorskov- og Korsør- Amter) , hvorved de Bønder i Ørmitslev By (der efter hans Ordre ere i Følge af Rescript af 6te April 17 42 ved Landfisealen tiltalte, for de imod Forordning af 12te Marts 1735, Par. 8 have været forsamlede i Juule hellige Dage, og holdet de saa kaldede ]uulestuer, samt af Antvorskovs Birkedommer hver, saavel de J utestuerne e re holdte hos, som de der hos dem have været forsamlede, dømt at betale 3 Lod Sølv foruden Omkostninger 28 Rdlr. 3 Mk. , fritages for at betale meere end 4 sk. , men De, som have holdt Julestuer, l Mk. hver; men at han skal tilstræk-


kelig irettesætte Birkedommeren (der synes at have dømt af Interesse, for at faae 1/3 Deel af Bøderne, da Forordningen viser, hvad Helligbrøde er for den gerneene Mand paa Landet, første Gang 4 sk. o.s.v.) for sin saaledes afsagte uforsvarlige Dom«.

Christian 6. , 1 744, 31. juli: » Rescript (til Amtmanden over Antvorskov- og Korsør-Amter, som har forestillet, at, uagtet Rescr. 20de Aug. a.p. ere fast begge Amternes Indbyggere faldne i Forseelse med Sommer-/by Riden, hvorfore og nogle af dem ere under Action, men Bonden ei taaler denne, eller at straffis paa Penge) : at De, som have været Anførere for hvert Sogn eller By i bemeldtes Forøvelse, skal straffes, Mandfolkene med at bære Kappen l a 2 Timer om Søndagen, naar Folk Gaae til Kirke, og Quindespersonerne med, lige saa lang Tid at staae i Gabestokken«.

Christian 6. , 1 746, 18. Februar. »Rescript ang. at en Landsoldat i Norge skal betale den idømte Helligbrøde for Drukkenskab, Dands og Spill paa den almindelige Bededag, eller, om han ei kan betale, straffes med 2 a 3 Dages Fængsel paa Vand og Brød; endskjøndt Chefen, paa Grund af Kongl. Resol. 19de Marts 1725 og Rescr. 7 de Maii 17 45, havde meddeelt ham Frihed for at betale«.

Den pietistiske etiks logik brister. Der åbnes for, at sommer-i-by-gilder er forenelige med kristelighed.

Grænsedragningen mellem forargelige og gode fester diskuteres også i folkekulturen. (Jvf. også kapitel 4 om vider og vedtægter) .

Frederik 5. , 1 748, 12. juli: »Rescr. (til Stiftbefalingsmændene i Danmark, ogsaa at tilsende de øvrigeAmtmænd G j en part) , ang. hvorledes Bondestanden sig med Sommer-/bye-Riden må forlyste Gvf. 14.11 .17 49) . Gr. Da den 6te Art. i Forordn. af 12 Martii 1735 iblandt andet forbyder den forhen brugte og saa kaldede Sommer-lbye-Riden, som Bønderne paa Landet imellem sig selv paa Søn- og Helligdage, og særdeles fra Pintse-Festen indtil St. Hansdag, have foretaget og holdt;

og det er fornummen, at En og Anden har villet forstaae denne Articuls Bydende derhen, ligesom denne Sommer-lbye-Riden skulde være saa aldeles afskaffet, at den endog ikke paa nogen af de SøgneDage i U gen paa foreskrevne Tid af Aaret af Bønderne maatte øves,

Å 1 7 4 legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

da dog Øiemærket af den Forordningen, som er en Sabats-Forordning, sigter derhen, at Sabathen og andre Helligdage til Guds Ære, med en christelig Andagt kunde blive helligholdet:

saa (paa det at Bondestanden, som næsten det ganske Aar igjennem med Agerdyrkningen og anden til sin Stand henhørende Gerning har et tungt Arbeide, paa den Tid af Aaret, naar det mindste Arbeide forefalder, ogsaa kunne nyde en liden sømmelig, og med sin Stand overeenskommende Fornøielse) gives hermed tilkjende,

At Kongen fremdeles ingenlunde vil tillade, at forberørte Sommerlbye-Riden paa nogen Søn- eller Helligdag maae foretages:

men vel at derimod maae være Bondestanden, hvor det maatte forlanges, paa en af de Søgnedage i Ugen, og paa den forhen dertil brugte Tid af Aaret, naar det nødvendige Boncle-Arheide ikke forsømmes, bevilget og tilladt, til en liden Opmuntring sig med forskrevne Sommer/bye-Riden at forlyste;

dog vil Kongen derhos, at baade Øvrigheden og Hosbonden skal have nøie Tilsyn, at ingen Uorden, Misbrug, Drukkenskab, eller anden Uskikkelighed, ved saadanne Samlinger gaaer i Svang, eller bliver foretagen, men at det forholdes dermed som med andre Gilder, efter Rescr. af 4 Dee br. 1739. (Cfr. og Rescr. l . Nov. 17 49) « .

Dannelseskulturen begynder at ændre syn på folkekulturen:

Kiøbenhavnske Danske Post-Tidende, 1 749, 16. juni: » Hofreportage fra Fredensborg . . . . (De kongelige) forblev der længe ud paa Eftermiddagen, for at bese en Hoben Bønder, som red sommer i by, og blev det dem tilladt, at ride ind i Slotsgaarden, hvor de først sang deres dertil brugende Sommervise, siden stod e de fra deres Hæste, og dansede under deres medførende Fane efter deres Musique, som bestaar af Trommer og Fioler, derefter stod e de til Hæst igen, og red 3de Gange omkring i Slotsgaarden, og svingede deres Faner hver gang, hvorover Begge Deres Majesteter, Cronprinzen og samlig de Kongelige Princesser diviterede Sig; og fik Bønderne deres Umage ret vel betalt«.

Følgende sag har samme udgangspunkt og et lignende forløb som Hans Møllers sag mod Nicolai Jæger. Der søges skelnet mellem sømmelig og usømmelig lystighed. Det er tydeligt, at bønderne ikke ser nogen modsætning i kristendom og beruselse:


Frederik 5. , 1 749, 14. November. »Rescr. (til Amtmanden over Roeskilde-Amt, og Notits til Biskopen over Sjellands-Stift) , . . . ang. nogle Bønderkarle, som have redet Sommer-ibye, og derpaa kom til Skrifte, skal dertil antages, dog at de anderledes herefter dertil berede sig, og ei holde deres Sommergilder om hellige Dage, eller derved misbruge Guds Ord.

Gr. Under 30 Aug. næstaivigt have nogle Sælsøe-Godses Bønderkarle indgiven en Klage over deres Sognepræst, at, formedelst de med deres Herskabs Tilladelse havde foretaget sig, at ride Sommer-ibye, og holde deres saa kaldede Sommer-Samqvemme, dog uden nogen derved foreløbne Usømmelighed, Drukkenskab eller Slagsmaal, skal han have vegret sig for at antage nogen af dem, som sig til Skrifte havde ladet tegne, til Gudsbord; hvorfore de derhos have begjert, at Præsten maate vorde tilhold t, dem ved første Altergang at antage, m.v.

I erklæring melder Amtmanden, at have undersøgt Supplicanternes Foredragende og Opførsel ved ommeldte deres Sommeribye-Riden, og ikke erfaret andet, end at jo samme har været i Ædruelighed og sømmelig Fornøielse, ligesom og Godsets Forvalter sligt beretter;

da derimod Sognepræsten lader, som han ikke veed af Rescr. , dat. 12 Julii 17 48, men henholder sig til Forordn. af 12 Martii 1735, som forbyder Sommerriden i Bye, og paa det Fundarnente holder Supplicanterne fra Skriftestolen og Alterens Sacramente.

M Biskopens Erklæring er fornummen, at Præsten saa meget mere kan holdes undskyldelig derudi, at han har vildet rette sig efter Sabbatsfordn. af 1735, og ikke efter Rescr. af 12 J ulii 17 48, som at bemeldte Rescr. ei har været Biskopen bekjendt, og følgelig Præsteskabet ikke communiceret;

og ang. de fra Skrifte Afviiste, at det dermed skal have den Beskaffenhed, at, da ommeldte Sommerriden i Bye udi Sælsøe-Sogn vare skeet en Fredag 20 Junii vare først Nogle deriblandt, som vilde gaae til Skrifte om Løverdag-Formiddag derpaa, dem Præsten ikke havde afsat fra Sacramentet, men afviist til bedre Beredelse, som formenes bedre, end om han havde styrket dem i deres Forsæt, da de ikke vilde vide, at de derudi havde forseet sig;

dernæst, at de have holdet deres Sommergilder ikke aleneste Søndagen derpaa, men endog hver Søndag derefter indtil Høsten;

og at Præsten eller forklarer, at de siden deres Sommerriden have samlet sig til saadanne deres Sommergilder hver Søndag-Eftermiddag, og begyndt deres Lystighed med en Psalme, og med Fader-Vor, det

Å 1 7 6 legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

Biskopen dog formener, ligesaavel at være stridig imod ovenmeldte Rescripts Forstaaelse og Øiemærke, som den saa kaldede Sommerriden i sig selv;

og, da samme om hellige Dage er forbudet, saa kunne vel ei heller deslige Sommergilder paa hellige Dage ansees og holdes for tilladelige, og end mindre den derved foreløbne Gudsords Misbrugs agtes for en skikkelig og uskyldig Forlystelse.

Disse Folk skal ei længere fra deres Altergang opholdes, men strax til Gudsbord antages.

Men, paa det de ei derover skulde tænke, at de have havt Ret i slig deres Foretagende, og, om muelige, en anden Gang gjøre det verre;

saa befales, at Arntmanden lader disse Bønder betyde, at Kongen ingenlunde har tilladt dem deres Sommergilder om hellige Dage, men samme ligesaavel som Sommerriden paa de Tider at skal være forbuden;

og end mindre approberer, at de misbruge Guds Ord til saadan Lystighed, eller at de, som agte sig til Skrifte, ikke anderledes berede sig til at saa alvorlig og gudeligt Forehavende«.

Frederik 5. , 1 754, 8. November. >> Rescr. (til Arntmanden over Stavanger-Amt) , ang. at de, som til Dovninger om Løverdagen ere forsamlede, skal under Mulet inden kl. 9 Aften forføie sig fra Gaarden til deres Hjem.

Gr. Arntmanden har forestillet, at Endeel af Præsteskabet i Amtet besværge sig over Sabbatbens Misbrug og Vanhelligelse, formedelst en der overalt iblandt Bønderne vedtagen Sædvane af de saa kaldet Dovninger, bestaaende af 20, 30 af 40 større og mindre Antal Personers Samling efter Indbydelse, nu paa een, og da paa en anden Gaard til at afslaae eller opskjære Bondens Høe eller Korn,

i det at saadanne Dovnings-Samlinger aldrig foretages uden om Løverdagen, da de lndbudne, som uden Penge arbeide, ei · alene fra Morgen, Arbeidet begyndes, og indtil Aftenen skal blive overflødig tracteret med Bondens bedste Mad og Drikke, men skal endog tilbringe hele Natten derpaa med Drik og Fylderie, samt som oftest med Spil og Dands indtil Søndags-Morgenen, og, naar da Øllet er opdrukket, skal de først lægge sig til Søvns, saa at, naar de have udsovet, skal Søndagen være borte, førend hver kommer hjem til sit Huus, og Kirken og Prædiken forsømt;

fra hvilken Sædvane Almuen ikke skal ville afstaae, endskjønt Præsterne med største Alvorlighed skal have formanet dem dertil, hvor-

love, moral og erindringer 1 77 A

fore Amtmanden har indstilt, om ikke disse Dovnings-Samlinger paa Løverdagen maatte aldeles forbydes, efterdi saadant frivillig Dagverk aldrig skal skee uden for Vederlag af Drik og Fylderie Natten til Søndagen, som derved skal blive vanhelliget uden mindste Fornødenhed, da en af de øvrige 5 Dage om Ugen dertil med mindre Forargelse skal kunde bruges.

Men, som Amtmanden tillige beretter, at naar saadan Dovning holdes paa andre Dage i Ugen, derved da 2 Arbeidsdage, i Steden for nu ikkun Een, medgaaer for Bonden, Veiret og paa den Tid af Aaret og paa den Kant af Landet ofte er saa ustadig, at, dersom Dovningen ei maatte skee paa Løverdagen, naar Veirliget dertil var beqvemt, saadant i Høe- og Korn-B jerningen da kunde foraarsage Landmanden alt for megen Skade;

og Kongen altsaa holder det betænkeligt, aldeles at forbyde Dovningen paa nogen vis Dag i Ugen, saa er fimden for godt, at:

Alle de, som til deslige Dovninger, der holdes om Løverdagen, ere forsamlede, skal inden Klokken 9 slæt om Mtenen forføie sig fra den Gaard, hvor Dovningen skeer, hver til sit Hjem, og det under en Taalelig Mulet efter Amtmandens Sigelse, saavel for Verten, som for hver af de forsamlede, der maatte blive over den Tid; hvilken Mulet skal være forfalden til Angiveren«.

1 757 søger herremanden for Kippinge, Maribo Amt, at påtvinge bønderne denne vedtægt, som de ikke skriver under, og som alene derfor ikke gælder:

»38. Ald fastelavns renden med alle andre uskikkelige julestuer, hvormed hidtil dags stor ødselhed i mad og drikke, ja Guds fortørnelse her udi landet er passeret, skal hermed gandske og aldeles være afskaffet, dog ei små sømmelige lystigheder herunder være forstanden«. u

Et bryllup varer stadig mindst 2 dage:

Christian 7. , 1 778, 21. januar. »Rescr. (til Stiftsbefalingsmanden og Biskopen over Ribe-Stift) , ang, at ingen Bryllupper paa Landet i Ribe-Stift maae holdes om Løverdagen.

(Paa det kan vorde afskaffet den Uskik, som efter Biskopens Forestilling og endeel Geistliges Klage til ham har indsneget sig, at Bønderne holde deres Brylluper om Løverdagen, hvilket de ikke have været


at bringe fra, undskyldende saadant med oeconomisk Aarsag, nemlig, at de slippe Bryllups-Gjesterne med 2 Dages Bevertning, da de Dagen derpaa følge med Brudefolkene i Kirke;

men at derved dog foraarsages, at de fleeste Gjester, siden første Bryllupsdag naturligviis tilbringes indtil langt ud paa N atten, sove Søndags-Formiddag bort, og de Faa, der følge Brudefolkene til Kirken, tilbringe Gudstjenesten sovende, til Menighedens største Forargelse) «.

I Norge har brylluppet varet længere end to dage:

Christian 7. , 1 781, 9. August: »Pl. om Brændeviinsbrænding i Norge. 4. Til Bryllupper paa Landet maae, i Overeensstemmelse med Fr. 13 Mart. 1683, ikke bedes mere end 8te Par Folk, uberegnet Forældre, Sødskende, Sødskendes Mænd og Koner, Farbrødre eller Morbrødre. Bryllups-Kosten maae ej gives længere, end samme Dag Brylluppet holdes og næste Dag derefter. De, som herimod forsee sig, bøde for hver Person, som over det bestemte Antal befindes ved Brylluppet, 16 skill. Dansk, og for hver Dag Brylluppet holdes længere 5 Rdlr, til lige Deling imellem Angiveren og den Skyldiges Hosbonde (Forandret og nøiere bestemt ved Fr. 12 Marta. 1783. l og 2 §) ; og skal Lensmændene altid, i det mindste eengang, indfinde sig ved Bryllupperne for at undersøge, om denne Anordning efterkommes, og i andet Fald strax anmelde saadant til de Skyldiges Afstraffelse. I øvrigt bliver det Stiftbefalingsmænd ene, Greverne, Friherrerne, Amtmændene og øvrige Embedsmænd i Norge, alvorligen paalagt, efter deres Eed og Pligt strængelig at holde over denne Placats og de deri paaberaabte samt derved paa nye indskierpede Anordningers nøieste Efterlevelse, da de, hvis de herudi, imod Formodning, befindes forsømmelige og efterladne, med Straf efter Omstændighederne kunne vente at vorde anseete«.

Trolovelsesgilder forbydes (smig. 1582) . Det indskærpes, at kirkevielsen skal overholdes. - Det er altså stadig ikke kirkevielsen, der i folkekulturen opfattes som den egentlige familiedannelse. Og det er tvivlsomt, om den nogensinde bliver det:


Christian 7., 1 783, 19. Februar. »Fr. om Trolovelser. l. Ingen Gilde eller Sammenkonst maae holdes i Anledning af nogen Trolovelse, men enhver skal forføie sig fra det Sted, hvor Trolovelsen holdes, hiem i sit Huus; og skal Byefogderne i Kiøbstæderne, samt Herreds- og Birkefogderne paa Landet, samt Fogderne og Lensmændene i Norge, have Indseende med, at saadanne Gilder og Sammenkomster ikke skee; men skulde de skee, da have de saadant strax at anmelde for vedkommende Stiftamtmand eller Amtmand; og skal da saavel Fæste-Manden som Fæste-Kvinden give hver for sig 2 Rdlr i Mulkt til Byens eller det Sogns Fattige, hvor Gildet eller Sammenkomsten har været holdet, og desuden enhver for sig ligesaa meget til den Byefoged, Herreds-Foged, Birkefoged, Foged eller Lensmand, som saadant haver anmeldet, hvilken Mulkt efter Stiftamtmændenes Ordre i Kiøbstæderne, og Amtmændenes paa Landet, udpantes, uden foregaaende Lov og Dom, af vedkommende Rettens-Betiente. ( . . . ) 6. De Trolovede maae ej flytte til hinanden og boe under Tag sammen, forinden Brylluppet er holdet; de, som handle herimod, straffes, som for fortilig Sammenleie. (See Rescr. 25. Nov. 1791. Cfr. KBr. 12 Nov. 1791) « .

Et bryllup må højst vare l dag og allerhøjst 2 dage. Antal gæster, bespisning, klædning søges reguleret. Det fremgår tydeligt heraf, at landbosamfimdet er i økonomisk fremgang:

Christian 7. , 1 783, 12. Marts: »Fr. Ang. Overdaadigheds Indskrænkning i Bondestanden i Danmark og Norge. Gr. Saasom Overdaadighed i Bondestanden paa nogen Tid har tiltaget, saavel i Danmark som Norge, deels i mad og Drikke, deels i Klædedragt, saa at Bønderne ikke lade sig nøie med de Ting, som Landet frembringer, men paa sine Steder ere yppige med Viin, Caffe og Klæder af fremmede Tøier, hvorved denne Stand forarmes og Pengene til Fremmede udgaae af Landet; Og Kongen, til at forekomme Overdaadighed overalt i Hans Lande, har ladet udgaae Fr. 20 J an. 1783, saa bliver og herved, til at forebygge slig skadelig Ødselhed i Bondestanden, følgende befalet: l. Til Bonde-Bryllupper, hvorunder tillige skal forstaaes Fæste-Møllere og Kroemænd, maae ej være mere end 32 Personer af begge Kiøn,

A 1 80 legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

unge og gamle, Brud og Brudgom, deres Forældre, Slægt og venner med indbegrebne; der maae ej gives mere i det høieste, end 4 Retter Mad, og Maae aldeles ej hverken Viin eller Caffe der forbruges;

Skulde nogen sig herimod forsee, da skal Brudeparret betale i Mulkt 2 Mk for hver Person, der mere er til Brylluppet, end de fornævnte 32 Personer; og skal Sognefogderne i Danmark og Lensmændene i Norge hermed have Indseende, og strax melde det for Herreds- og Birkefogden eller Sorenskriverens, som, efterat Sagen Gieste-Rets-viis er undersøgt og rigtig befunden, dømmer Brudeparret i den fornævnte Mulkt, halvdelen til Sognets Fattige og den anden halve Deel til Sognefogden og Lensmændene, eller hver anden der er Angiver, naar disse ej ere det; hvilken Dom sendes Amtmanden til Approbation, og naar den er erholdet, kan samme uden videre Appel exeqveres.

Dersom til noget Bondebryllup enten skulde gives mere end 4 Retter Mad, eller bruges Viin og Caffe, da skal Brudeparret derfor betale i Mulkt 8 Skill. for hver Person, som er til Brylluppet, hvormed sognefogden og Lensmændene have Indseende, saaledes som foran er sagt, og deles denne Mulkt da paa samme Maade.

Ugeledes skal og al Viin og Caffe være forbuden ved Barseler, Børnedaab, Kirke-Gang og Liigfærd, og maae i saa Tilfælde inden Mad gives uden til Udenbyes-Folk, alt under Straf af l Rdlr for hver Gang herimod handles, med hvilke Bøder det forholdes, som tilforn sagt er; ligesom der i øvrigt ingen Sammenkomster ved slige l..eiligheder maae være, saa skal og al Catfe-Drikken blant Almuen paa Landet være forbuden. 2. Ingen Bonde-Bryllup maae holdes mere end een Dag; dog maae 16 af Bryllups-Giesterne 2den Dagen komme tilsammen om Aftenen Kl. 6 og dandse til Midnat, dog uden at maae sættes til Bords.

Dersom noget Bonde-Bryllup holdes mere end een Dag, da skal Brudeparret betale en Mulkt fra 2 til 20 Rdlr, som Amtmanden fastsætter uden videre Appel, for hver Dag Brylluppet holdes mere end een Dag, og skal saavel Sognefogderne som Lensmændene hermed have Indseende, da Bøderne deles paa den i l § anførte Maade, ligesom det og med Executionen saaledes forholdes. 3. Ingen af Bondestanden paa Landet, ung eller gammel, gift eller ugift, maae bære andre Klæder, end af hiemmegiort Tøi, som Vadmel, Værken og andet deslige; Qvindfolkene maae aldeles ej bære Silketrøier eller Skiørter, eller Silke-Tørklæder; dog maae de bære en Silkehue, og Trøie og Skiørt af Kram-Tøi, og Bønderne ligeledes bære en Trøie


eller Vest af Kram-Tøi, og skal Sognefogderne og Lensmændene enhver for sit Sogn og district hermed have indseende.

Dog er det ved Rescr. 22 Dec. 1783, til Stiftamtmændene i Danmark og Norge, befalet:

At da det ved Fr. 12 Mart. 1783 i b lan t andet er forbudet Bønder og Almues Folk paa landet at bære Silke-Tørklæder, trøier eller Skiørter, med videre; men det af adskillige indkomne Forestillinger er Kongen foredraget, at det paa nogle Aar er blevet almindeligt, at anskaffe sig kaaber af Silketøi og Kyser af Fløiel, samt andre Silke- og Klædes-Klæder, og at Mængden deraf er saa stor, at det vilde være almuen til større Udgift, end til Fordeel, om de nu strax skulde afskaffes;

Saa maae det i saadan Anledning være Land-Almuen tilladt at bære deres, førend Fr. 12 Mart. 1783 udkom, sig anskaffede Silke-, Klædesog andre Klæder, sat Fløiels Kyser, udi 3de Aar fra samme Frs Dato, dog uden imidlertid af forbemeldte Slags, som er forbudet, at lade sig giøre nogen nye. Men i øvrigt skal det i alt have sit Forblivende ved Forordningen.

Tillige er det ved Rescr. l Oct. 1783, til Grev Schack til Schackenborg, anordnet:

At saasom det (da Grevskabet Schackenborg ligger meleret med de under Tønder, Haderslev, Lygum-Kloster og Apenrade-Amter henhørende Undersaatter, at faa Byer derfra ere undtagne) vilde foraarsage Vanskeligheder, naar den ene Naboe var forbuden at bære det, som den anden er tilladt; og da alle Bønder næsten bære Klædes-Klæder og Qvindfolkene Kramtøi, Silke-Hals-Tørklæder, endeel og Silke-Klæder, vilde det baade i Almindelighed blive en stor Bekostning, om slige Klæder strax skulde aflægges, og næsten umueligt at faae med et saa mange hiemgiorte Tøier færdige, allerhelst der, hvor gifte Koner, Enker og Piger alle arbeide paa Kniplinger at forfærdige, og lidet hiemmegiort Tøi vorder forfærdiget;

Saa maae det efter slige Omstændigheder i Henseende til de Schackenborgske bønder, der, som meldt, ere melerede med slesvigske Undersaatter, forblive, for saavidt deres Klædesdragt angaaer, paa samme Maade, som forhen; Men i øvrigt skal det have sit Forblivende ved forberørte Forordning. (Cfr. Canc. Br. 18. Oct. 1783 og Rescr. 14. Jul. 1786) .

Skulde nogen Bonde, mandfolk eller Fruentimmer, herimod handle og fremkomme enten i Kirke til Offers, til Bryllup, eller i nogen anden Forsamling, anderledes klædt, end her anordnet er, da bøde den Person, for hver Gang hans Brøst saaledes findes, 16 Skill. Dansk, den


1/4 Deel deraf til Sognefogderne og Lensmændene, og de øvrige 3/4 Dele til Sognets Fattige, hvilke Sognefogderne og Lensmændene oppebære, og de tre fierde Dele deraf til Sognets Fattig-Kasse betale.

Men vil de Skyldige ej i Mindelighed betale, da melde de det for vedkommende Herredsfoged, Birkefoged eller Sorenskriver, hvilke dermed omgaaes som i l § sagt er; og skulde nogen for slig Brøde tvende Gange være mulkteret og lade sig 3die Gang finde i saadan Brøst, da skal den Person, andre til Exempel, gaae sidst til Offers, naar hele Menigheden har offret, med mindre han eller hun forandrer sin Dragt og ikke lader sig see mere i forbudne Klæder, hvilket sognefogderne, Lensmændene og i fornødent Tilfælde de Kgl. Fogder have at holde over.

Denne Fr. skal oplæses 2 Gange om Aaret af Prædikestolen, den 2den Søndag efter Advent og lste Søndag efter Trinitatis, da de, som det Aar have betalt Bøder, navnligen oplæses; da Præsten tillige forklarer, hvorfor dette er befalet, og hvor meget denne befalings Efterlevelse er til Almuens eget sande Beste«.

Klage over klager. Der er ikke brug for den etiske domstol. Lovgivningen mister betydning, da landbosamfundet udmærket er i stand til at tage vare på sin egen etik (sømmelighed) :

Christian 7., 1 788, 19. juli: »Canc. Pro m. (til Bisk. i Sjelland) , ang. at Capelian H bør gives Advarsel for at have a) af egen Myndighed i Kirken holdt Tale mod Sommeriby-Riden, som Mænd og Karle begyndte med, b) ubeføiet klaget over, at de desuagtet fore fort dermed, uden at bevistigen noget Usømmeligt derved er foregaaet, thi Rescr. af 12te Julii 17 48 tillader det«.

Straf nedsættes:

Christian 7., 1 788, 7. November. »Rescr. (til Stiftbef. i Aarhuus, som indberettede, at 35 unge Folk af Haraldslunds Gods de 2 sidste Pintsedage, dog efter Gudstjenesten, imod deres Husbonds og Sognepræstens Forbud, have holdt et saa kaldet Gadelams Gilde, der førte adskillige Uordener med sig, samt ere derfore ved Birkets Politie-Ret tilfundne at betale hver a) Helligbrøde 9 Mk,

Love, mora l og erindringer 1 83 Å

b) til Sognets Fattige, Mandfolkene 2 Mk. og Qvindespersonerne l MK, og ligesaameget til Justitskassen, c) Gaardmand B. Ch. , i hvis Huus Gildet er holdet, desuden til Sognets Fattige 2 Rdlr. , og ligesaameget til Justitscassen, d) samtlige Omkostningerne 14 Rdlr. 3 Mk. 8 Sk. , men at de synes at være for haardt medtagne, ere for det meeste fattige, og nu erkjende deres Forseelse, i hvilken henseende deres Husbonde og ønsker Moderation) , ang. at det for denne Gang maae være nok, naar de betale Sagens Omkostning efter en af Stiftbef. billig befunden Regning, samt hvad Dommen tilpligter dem til Sognets Fattige«.

Tjenestefolkene får bestemmelserne indskærpet. Der tales stadig om fastelavnsugen (smig. Kirsten Hansdatter) :

Christian 7. , 1 791, 25. Marts: »Forordning om Politivæsenet paa Landet i Danmark, fornemmelig i Hensigt til Tieneste-Folk. ( . . . ) 12. Uagtet endeel Festdage ved fr. 26 Oct. 177012 ere blevne afskaffede, i den Hensigt, at de skulle anvendes til Arbeide og Virksomhed, i Steden for at misbruges til Lediggang; Saa erfares dog, at Tienestefolk paa endeel Steder i Landet ikke alene i bemeldte afskaffede Festdage, men endog paa visse andre Tider, saasom Fastelavns Ugen, Mikkels- og Mortens-Aften o.s.v. , ofte unddrage sig fra at arbeide for deres Hunsbonder og i det Sted spilde Tiden med Sviir; ligesom og, at de, om Samqvem ved Bryllupper, Barseler og Begravelser, udgarigne Anordninger ikke allevegne nøiagtigen efterleves og overholdes.

For at h emme disse U ordener, er det fundet nødvendigt, ikke alene herved at indskiærpe de, om utilladelig Kroe-Gang og Misbrug af Brændeviios Drik, tilforn udgivne og nu gieldende Anordninger; men det befales end videre paa det alvorligste, at ingen Tiener, uden sin Hunsbonds Tilladelse, maae udeblive fra sin Tieeneste og forsømme sit Arbeide nogen Søgnedag, være sig ved Begravelser, Bryllupper, Barselgilder, eller ved andre deslige Leiligheder; og dersom nogen herimod forseer sig, da skal Hunsbonden være berettiget til at afkorte ham 2 Mk i sin Løn, for hver Dag, til Deling paa samme Maade, som tilforn er bestemt; og dersom saadant skulde skee i flere end 3 Dage paa een Gang, eller oftere, end 3 Gange, naar det er enkelte Dage, da skal Tyendet have forbrudt sin Tieneste og desforuden bøde et Fierdingaars Løn, som ligeledes tilfalder Fattig-Kassen og den Skyldiges


Huusbond; hvilken sidste ogsaa bør antegne saadant hans Forhold paa det ham meddelende Skudsmaal.

Dog er det billigt, at Huusfædre tillade deres Tienestefolk at bievaane Bryllupper, Begravelser og Barnedaab hos deres nærmeste Slægt og Paarørende«.

Dans tillades på helligdage. Hermed ophæves i realiteten både bestemmelserne i Danske Lov og i Helligdagsforordningen:

Christian 7. , 1 798, 19. Maj: »Canc. Prom. (til Stiftsbefalingsmanden i Ribe) , ang. Concert, Bal og Dands i Ribe paa Søn- og Hellig-Dages Eftermiddage. Gr. En Mand i Ribe M.L. Timn, har i en til Cancelliet indkommen Ansøgninget meldet

at der i hans Huus er begyndt at holdes en Concert hver Tirsdag, men at det for de fleste af Interessenterne vilde være beqvemmere, om den kunde holdes om Søndagen, da Endeel tillige have ytret det Ønske, at de efter Concerten kunne have Bal; hvorhos han tillige har anholdt om:

En gammel bondekone læser i sin salmebog og strikker F. VERMEHREN . 1 85 1


at ham dertil maate meddeles Dispensation, endskjønt Forordn. af 12te Martii 1735 forbyder Alle og Enhver, paa Søn-og Fest-Dagene at anstille nogen Assemblee, Bal, Maskerade og deslige l.eeg og Tidsfordriv. Hans Kongelige Majestæt har under 9de Dennes resolveret:

'At det maae være fornævnte M. L. Thun tilladt i sit Huus at holde Concert om Søndag-Eftermiddag, og derefter Bal;

samt at det i Almindelighed maae tillades Almuen i Ribe om Søn- og H ellig-Dagene fra Klokken 5 om Eftermiddagen til Kl. l O om Aftenen at fornøie sig med Dands saavel paa offentlige Steder som Hjemme i deres Huse, dog at Saadant ei finder Sted i den sidste Uge i Fasten eller paa den almindelige Bededag, hvormed Politiet skal have det tilbørlige Indseende'« .

Christian 7. , 1804, 14.December, ophæver rescriptet for Ribe Stift, 2l . januar 1778, og det »tilstaaes den stræbsomme Bonde der i Stiftet at holde Bryllup om Løverdagen«.

Der bliver mere og mere stille om forbudene. Der gøres anstrengelser for at undergrave Danske Lovs 6-3-11, som indeholder et generelt legeforbud, og hvor fastelavnsløben nævnes særskilt:

Christian 8. , 1839, 9. juli: » • • • Birkedommeren ved Thorseng Birk . . . , ved tvende under bemeldte Birketingsret afsagte Domme havde i henhold til Danske Lovs 6-3-11 , idømt 'forskellige Personer Mulkt for at have deltaget i Fastelavnsriden, men at disse Domme ved Svendborg Amts Overpolitiret ere underkjendte, idet Overpolitiretten har antaget, at denne Fastelavnsriden, der bestod i . den saakaldte Riden til Ringen, ikke kunne henføres under den i Lovens 6-3-11 omhandlede Fastelavnsløben, anholdt om en Fortolkning af dette Lovbud. (Overpolitirettens, amtmandens, fortolkning bifaldes af kancelliet) «.

En slags afslutning på den juridiske udvikling kommer 1845, 26. Marts, hvor en ny søn- og helligdagsforordning udsendes.

Den enevældige dannelseskulturs etik for folket opgives. Det nævnes direkte, at bestemmelserne for helligholdelse af søn- og helligdagene i Danske Lovs 6. bog, 3. kap. og i forordningen af 12.3.1735 ophæves. De etiske begrundelser betegnes som forældede. Kirketvangen ophæves. Selvrådighed, som i enevældens dannelseskultur er et af de værste skældsord, en af de værste egenskaber ved bønderne, anerkendes som det rigtigste kulturgrundlag, også i henseende til kristelig følelse og erkendelse. Tiden har


tæret på tvangen, og dannelseskulturen sætter ikke nogen anden tvang i stedet, men tilslutter sig de facto folkekulturen. Derfor forsvinder også dusørsystemet

Kort efter afskaffes enevælden helt, og demokratiet bliver den nye ramme for kulturel udvikling; folkestyre, folkekirke, folkeskole, folkehøjskole. Folkekulturen får råde- og spillerum.

Den nye forordning indledes som sædvanlig med begrundelserne:

»Grundet at Kongen har fundet det nødvendigt for Kongeriget Danmark, saaledes som det allerede ved Fr. 10 Mar. 1840 er skeet for Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen, at foretage en Reform i de ældre Lovbestemmelser angaaende Søn- og Helligdagenes Helligholdelse.

Med Hans høisalige Forfædre har han aseet det for en hellig Pligt at Hævde den offentlige Gudstieneste, og kan saaledes ikke tilstede, at der foretages noget, som kan forstyrre Andre i de dertil indviede Dages rette og christelige Anvendelse; men Han har dog fundet, at adskilligt af, hvad der i hine ældre Lovbestemmelser er foreskrevet, og heriblandt især hvad der gaaer ud paa en Tvangsforpligtelse til at deeltage i den offentlige Gudstjeneste, behøver Forandring og Lempning.

Men idet Kongen vil have de Fordringer, som i denne Henseende skulle giøres gieldende ved den borgerlige Lovgivning, indskrænkede til det, der til christelig Ordens Opretholdelse er aldeles fornødent, giør Han Regning paa, at Hans Undersaatter, ved deres egen christelige Følelse og Erkiendelse, ville finde dem tilskyndede til at bruge Søn- og Helligdagene i Overensstemmelse med deres velgiørende Øiemeed, at give Menneskene den Hvile fra deres Hverdagsarbeide, hvortil de trænge, og hendrage Sindet til Gud og hans hellige Ord, og at de saaledes flirtigen og med christeligt Sind ville samles i Herrens Huus.

I Særdeleshed forventer Kongen, at Huusfædre og Huusmødre ville vise kiærlig Omsorg for at ogsaa deres Børn, Tyende og andre Underordnede tilbørlig benytte Søn- og Helligdagene, og at ligeledes Hans Embedsmænd og Andre, som deres Stillinger give særdeles Indflydelse paa deres Medborgere, troelig ville, navnlig ved deres gode Exempel, medvirke tilat de til den offentlige Gudstieneste indviede Dage holdes i Ære og rettelig anvendes.

Efter at et, i Overensstemmelse med disse Grundsætninger affattet, Lovudkast har været begge Forsamlinger af Provindsialstænderne for Danmark forelagt, og Kongen derover har modtaget disses Betænkninger, byder og befaler Han som følger:


(Regler om arbejde, marked, m.m.) ( . . . ) 7. Eiheller maae Giestgivere eller Andre, der holde Værtshuns paa Søn- og Helligdagene, modtage siddende Giester inden Klokken 4, endnu mindre forinden bemeldte Tid tilstede noget Slags Drikkelag eller Spil hos sig, men iøvrigt er der Intet til Hinder for, at hos Herhergere og Tracteurer og paa lignende Steder, hvor der beværtes med Spiisning og Forfriskning, saadant og forinden kan erholdes. 8. Maskerader, Dands, Skuespil, concerter (hvorved dog ikke Kirkemusik er meent) , Fugleskydning eller anden offentlig Forlystelse, Kegle- og andet støiende Spil, Giestebud i offentlige Huse maae ikke finde Sted på den i § l nævnte Tid (søn- og helligdage indtil klokken 4) . Ligeledes ere til samme Tid alle støiende Øvelser og Foretagender, al Klapjagt og J agt i Selskaber forbudt. Enkeltes J agt er kun utilladelig saa længe Gudstienesten varer. 9. Saa skal og al forstyrrende Raaben og Støi paa Gaderne og i husene være strengt forbudt paa den i § l nævnte Tid, fornemmelig medens Gudstienesten varer, og har Politiet at forhindre saadant, i fornødent Fald ved de Skyldiges Anholdelse.

Ligesaa skal det paasees, at Børn i Særdeleshed under Gudstienesten afholde sig fra at støie paa Gaderne, og at der, medens denne varer, ingen forsamlinger finde Sted paa Kirkegaarden og udenfor Kirkedøren. 13. Maskerader, Baller og saakaldte Legestuer maae ikke holdes Dagen før en Søn- eller Helligdag, og naar de øvrige i § 8 omhandlede Forlystelser finde Sted Dagen før en Søn- eller Helligdag, maae samme ikke fortsættes længere, end i det Høieste til Klokken 1 1 om Aftenen.

I den stille Uge, saavelsom paa den store Bededag og Aftenerne forud fra Kl. 6 maa det aldeles ikke tilstedes.

Ligeledes kulle paa den store Bededag alle ufornødne Arbeidssysler hvile hele dagen igiennem. Saadanne Arbeidssysler, saavelsom Forlystelser paa offentlige Steder, maae heller ikke finde Sted paa den første Dag af de 3 store Høitider«.

Overtrædelse kan straffes med advarsel, bøde eller fængsel. Systemet med dusør til angiveren nævnes slet ikke. Inddrevne bøder tilfalder politikassen, d.v.s. den fælles kasse.

Denne helligdagslovs bestemmelser gælder endnu, og diskuteres fortsat i forbindelse med diskotekers åbning, pinsekarneval, biografforevis-


ninger, m.m. Snart må disse bestemmelser vel også ændres, så de sidste juridiske legeforbud forsvinder.

I slutningen af 1700-tallet rapporterer mange om aftagen i bøndernes lege- og festkultur.

Det kan være svært at afgøre, om denne vurdering skyldes, at den etiske fordømmelse ændres til accept; herved registreres den »forargelige legen« ikke længere og opleves derfor som værende aftaget.

Eller om der er tale om fornyelse i landbosamfundets lege-og festkultur; så svinder de tidligere »forargelige lege« også.

Eller om der er tale om, at lege- og festkulturen, folkekulturen, går tilbage.

Som før nævnt er det min opfattelse, at svaret ligger i en blanding af de to første. Som illustration kan gives Olavius' Beskrivelse over Skagen, 1787:

» • • • men julelege ere her gået for det meste af brug, og forvandlet til sømmelige dandse. I forrige tider vare adskillige julelege meget almindelig, f.eks. at 'slå Palles øje ud', 'sy sko', 'gemme bælte', at 'stikke sin gås' m.v« . 13

» . . . Forvandlet til« afspejler folkekulturens evne til nyskabelse, »sømmelig« afspejler den dannede iagttagers målestok, som formentlig ændres i løbet af 1700-tallet.

Noter l. Her er ikke medtaget en række love, der indskrænker og forbyder lege i betyd

ningen hasardspil, samt indskrænkninger i muligheden for at søge erstatning ved

tab eller slagsmål i forbindelse med spil. Se Margrete L's almindelige stadsret art.

4 7, Erik af Pommern s stadsret for København, art. 37, 73,7 4, samt den gamle gårds

ret, som tillægges ham, art. 10, Kristoffer af Bayerns stadsret for København, art.

15,30 og Kong Hans' fri købstadsret for hele Danmark, art. 139, 145, 146.

2. Sidehenvisningerne i det følgende er fra Svend Grundtvigs udgave, 191 1 .

3. Det foreslås af Lis Jacobsen, 1925, s. 221f.

4. Smig. retssagen fra Ebeltoft, hvor de fire gamle netop vandt retssagen.

5. Citeret efter F.Skrubbeltrangs Det danske Landbosamfund, s. 190.

6. Vider og Vedtægter, bd. III, s. 550.

7. Pontoppidans erkendelse af folkekulturens reelle livskraft ses i hans ængstelse

for at omtale folkekulturen på dansk: »At omtale Kætterier er stundom enstydigt med

at udsprede dem <<, hedder det i Fefekost, s. 4, hvorfor han udgiver sit skrift på latin.

8. Johannes' første brev, 2, 15-17:

love, moral og erindringer 1 89 A

»Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden!

Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.

Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods,

er ikke af Faderen, men af verden.

Og verden forgå og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid«.

9. Se E. Louis Backmanns Den religiOse dansen inom kristen kyrka och folkmedicin,

Stockholm 1945, for en gennemgang af kirkefædrenes opfattelse af identitet mel

lem djævel og dans.

10. Citeret efter Elle Jensens Pietismen i Jylland, s. 149.

11 . Vider og Vedtægter, bd. /, s. 267.

12. »Den 3. jule-, Paaske- og Pintse-Dag; Hellig 3 Kongers Dag; Marie Renselses Dag;

St. Hans Dag; Marie Besøgelses Dag; Mikkels- og Alle-Helgens-Dag«.

13. Olavius, s. 339. For en nærmere beskrivelse af disse og mange andre gamle

lege se Jørn Møllers Gamle idrætslege i Danmark, 1-4 (So i Hul, Hund i Lænke,

Føde en Bjørn, Snøre Vibe) , 1990-91

Spillemanden samler børnene til legestue


HANS SMIDTH. 1 9 1 0

Gamle minder

Til at belyse landbokulturens refleksive forhold til spørgsmålet om hvad et godt liv er, ind. forholdet til kristendom, gengives i det følgende nogle af Rasmus Hansens fortællinger.

Som indledningsdigt benytter Rasmus Hansen følgende vers, som meget klart vidner om 1800-tallets ændrede i opfattelse af folkekultur:

»At folk var fæ i grunden, man stræbte åbenbart med pennen og med munden at gøre soleklart! Man og af alle kræfter, i fred såvel som krig, behandled' dem derefter, og kaldte sukket skrig!« (N .F. S. Grundtvig)

Fortællingerne har Rasmus Hansen (f. 1824) fra sin mor og svigermor, som er søstre, og begge har sagnene fra deres fars farmor, der er født kort efter 1700 og døde 1801, o. 95 år gammel. Endvidere fra sin egen farmor, født 1750, som døde o. 90 år gammel.

Endelig fortæller Rasmus Hansen, at han (ligesom Søren Pedersen) havde »ulyst til leg«. Det drillede de andre børn ham for, men en gammel husmand tog ham i forsvar, og fra ham kommer mange af fortællingerne.

Rasmus Hansen søger at gengive sagnene uden at ændre på dem, men nok med præg af hans egen fortællemåde.

I det følgende gengives nogle stykker, der let kan forbindes med det foregående kapitel. De præges i høj grad af etiske og politiske diskussioner. Om kristendom, troskab, opdragelse, De Store.

Præsten må som repræsentant for De Store holde for. På sin vis ligner strukturen i Rasmus Hansens fortælling Pontoppidans diskussion mellem Philocosmo og Eusebio; blot står Rasmus Hansen på folkekulturens side, så den lykkelige slutning her tolker livet positivt.

Præsten bedømmes som person til at være et rart og venligt menneske, blot han ikke havde gået i den sorte skole, og kunne slippe for pligten til at skulle forsvare De Stores håbløse urimeligheder.


Bind l slutter med, at den præst, der skulle repræsentere kirken i dens mest autoritære og folkekulturfjendske tid, Christian 6.'s, erkender, at bøndernes tolkning af livet er den sande:

»Efter denne Færd lod det, som Præsten saa at sige var en hel anden, og folk mente, der var flere Ting, der stødte sammen og bød ham eller nødte ham til at tage Skeen i en anden Haand.

For det første fandt de, at det maatte virke mægtigt paa ham, at han saa overraskende blev overtydet om, at han havde set mangt og meget i et helt skævt lys.

Dernæst havde han jo selv røbet, at det aldrig havde været Guds og nu heller ikke længer Kongens Villie, at Folk skulde nødes til Kirke og nødes til at leve et Uv i Fasten og Beden, med Læsning og Sang«. (s. 188)

Det er et gennemgående træk i fortællingerne, at bønderne går imod Luther opfattelse. Luther skelner mellem åndeligt og verdsligt regimente, som er de »to sværd«, der styrer verden.

Ifølge Luther styres det verdslige regimente gennem øvrigheden, som er indsat direkte af Gud. Denne øvrighed skal holde vold og undertrykkelse nede og opretholde en vis ret, og for dette skal den ikke stå kirken til ansvar. Øvrigheden skylder Gud sin oprindelse og står ham til ansvar.

Bønderne gentager atter og atter, at øvrigheden, de store, ikke er indsat af Gud men af sig selv eller den slemme. På samme måde mener bønderne, at præsterne har lært deres bibeltolkning i den sorte skole, men at det trods alt er muligt at diskutere dem til fornuft.

Kirketvang, gabestok, o.lign. har ikke noget at gøre i de religiøse sæd-vaner.

Forældre skal ikke slå deres børn. Arbejde er ikke livets mening. Gilder og lege har positiv værdi. En betydelig del af de diskussioner,

Rasmus Hansen gengiver, har deres oprindelse ved gilder, selskabelighed. Mand og kone er ligestillede. Der er en tendens til at kvinderne er de

mest skarpsindige, etiske fortolkere. De unge har stor frihed; lege, sove sammen, selv bestemme, hvem de vil

giftes med. Endelig sættes danskhed højt, og tysk sættes ikke særlig højt. (l det følgende henviser sidetallene i parantes til originalens sidetal.

Overskrifterne er mine. (K T.)) .


Bind l Tre sæt plagere

Skydeskive: Bønder danser om majstangen

ESKJÆR, SALLING. 1 794

)) (s. 42) Disse tre sæt plagere, bønderne nu var givne i vold, og som de ikke havde andet våben imod, end efter bedste evne at nedbede himlens hævn over dem, var først og fremmest kongen, der jo med et eneste ord kunne have taget det værste tryk bort, eller da sat en pind for det; dette tryk var adelens grænseløse råhed og havesyge. Men i stedet for fik de snart kongens enevælde at føle på en helt anden måde, da han efter eget tykke skrev dem i skat. Det hed sig nok, at dette kun skulle være, til der kom lidt orden i sagernes gang; men denne orden kom aldrig.

Dernæst var det nådigherrerne, som plagede med hoveri, med landgilde, med hug og onde ord og med såmange andre ting, så Gud sig burde forbarme.

Og til disse to sæt kom endelig alle de, der' have været i 'den sorte skole',

der nu under de enevældige konger først rigtig kom i vælten. Først var der et sæt af disse, der alle skrev love, som ingen forstod uden de selv, men som folk dog skulle handle efter, eller i det mindste lade sig behandle efter. Dernæst kom det sæt, der ville eller skulle lære folket kristendom. Også deres tryk måtte folket ( 43) føle, skønt man jo godt forstod, at folk umulig kunne


være rigtige kristne, når de havde gået i en skole, hvor Den Slemme selv stod for styret. Det blev da også en sølle kirkegang, der blev de fleste steder, for d. et gik hermed som med hoveriet, at folk kom kun, fordi de var nødte dertiL Og visen, der blev gjort i denne tid og lyder:

'Lad præsten kun præke, forkynde Guds Ord, jeg bryder mig ikke derom!'

. . . er vistnok et godt udtryk for mængdens tankegang. Disse to sæt plagere fra den sorte skole var de første, folket blev givet i

vold, senere hen kom der flere og flere«.

Christian 5. ( 1670-99) »Det blev dog

. langt værre, da den konge (Frederik 3.) døde, som havde

revet al magten til sig, for hans søn (Christian 5.) , der kom på tronen efter ham, delte så broderligt med herremændene og fredede i den grad om deres skødesynd, jagten, at han i folkemunde blev kaldt 'Herremændenes og de vilde Dyrs Konge'.

Han forskrev desuden fra Tyskland en mængde herrer, som han gjorde til grever og baroner, og disse blev ikke alene skattefri, men de fik endogså lov til at tage skat af bønderne, som var det kongen selv; de tænkte kun på at blive rige og fornemme, men slet ikke på at ophjælpe land og rige; ja de blev endog snart så jammerlige, at de næsten ikke gjorde andet end æde, drikke og ride på jagt. Og sådan et ståhej var der m�d disse mennesker, at de ikke engang kunne komme i kirke, uden at de skulle køres i en vogn med himmel over, og for hvilken der var spændt seks heste, der glimrede af sølv. Desuden hørte der fire karle til, for at det kunne gå standsmæssigt, nemlig; en kusk, en forrider, en løber (s. 44) og en tjener ( . . . ) « .


Bønder og præst diskuterer konge, præster og Gud (Bønderne hævder, at præsterne har gået i den sorte skole og driver sortekunster) :

»Er I mennesker da forrykte!« råbte præsten. »l har fortjent at stå skrifte allesammen, sådant vrøvl, som I siger om en Herrens tjener, som i grunden både er kongens tjener og Herrens også, eftersom han er (s. 54) udnævnt og indsat i sit embede af vor allernådigste konge«.

»I præster kommer altid med jeres sammenligninger mellem Vorherre og kongen«, sagde en gammel kone. »Men vi småfolk er nu af den mening, at kongen er ligeså slem, som Vorherre er god. Og far må jo selv vide det, at han, sålænge han har været konge, har taget fra småfolk og givet til de store. Men derfor synger vi bønder også om kongen:

Så ilde er hørt kong Kristians navn, for han er ikke på menigmands gavn!«

»Ha, ha!« råbte præsten og sprang op, »en nidvise om vor allernådigste konge, om majestæten selv! Ikke engang den kongelige krone kan frigøre en for disse plebejeres hånsord, de burde kagstryges alle de, der synge den vise og ophavsmanden til den burde miste hoved og hånd!«

»Gud fri os!« råbte flere. Men den gamle, der havde ført ordet, sad roligt, så stift på præsten og

sagde: »Giv mig kun an« jeg vil gerne dø for det, jeg har sagt, aldenstund det kun er den rene sandhed. Jeg er gammel, og det eneste, jeg kunne have lyst at leve for, var om jeg kunne få at se, at Vorherre skilte os af med denne konge, som han har givet os i sin vrede. Men derom kan jeg jo kun have meget ringe håb; jeg er jo nærved at fylde de fire snese, har døjet hunger og meget andet ondt i denne dyrekonges dage. Han derimod er vel næsten halvanden snes yngre og har aldrig døjet andet, end hvad han selv har afstedkommet ved drik og hor«.

»Ja så har han da rendtes med de vilde dyr, til han var færdig at brække arme og ben«, råbte flere.

»Det er dog rasende med (s. 55) de mennesker«, sukkede præsten, »Og hun den kælling er alt for gammel at anklage, jeg stod endogså for at få en irettesættelse, om jeg gjorde det. Men jeg må se at få en eller anden til at synge mig den vise« , sagde han endnu lavere. Han rejste sig derpå og sagde højt: »Kan en af jer synge mig den vise, som gamle Maren begyndte på før? Det må vist være en ny«.


))Ny er den vist ikke«, sagde somme, men synge den ville ingen og kunne ingen.

))Far skal have sandt at vide hos børn og gamle folk«, tog den gamle kone atter ordet, ))de andre er langt klogere end rotterne!«

De fleste lo; men præsten sagde stødt: ))Tror hun, gamle kvind, at jeg stiller fælder?«

)) Jeg gør så«, svarede hun, ))og jeg har aldrig troet noget godt om far. Det skulle været fars formand (forgænger) , ham havde ti for en stået til tjeneste og sunget en vise for, når han bad; men - det forstår sig - han forlangte os da heller aldrig til at synge nidviser om kongen!«

))Men dumme hob!« råbte præsten og stampede i gulvet, ))har jeg nogensinde forlangt sådan noget af jer!«

))Ja, ja!« råbte de alle. )Ni tør gøre vor ed derpå«, føjede somme til. Præsten rystede med hovedet, men sage formanende: )) Lad os ikke tale

mere om kongen. Hvordan kom vi dog ind på den upassende snak?« ))Det kom på tale om præsternes sorte kunster, men så påstod far, det

var upassende at skylde folk, der var indsat af Gud og kongen, for sådan noget; jeg søgte at gøre gældende . . . « .

))Nå«, svarer præsten, ))nu husker jeg det som mit fadervor! Men lad os ikke tale mere derom! Lad os hellere høre, hvad I ved om præsternes kunster, - og måske I kan sige mig, hvornår jeg sidst øvede en sådan?«

))Har far glemt det selv«, svarede en (s. 56) kone ))hvor skulle andre så vide det! Karen Per Nielsens kærnede i torsdags, men fik ikke smør, det ved jeg; derimod ved jeg ikke, om far har taget det?«

Nu sprang præsten vred op, slog i bordet og bandede, de skulle bevise, at han gav sig af med 'sorte kunster'. Men gildesfolkene lo og påstod, han var hel urimelig: Førstville han, at de skulle sige, når han øvede sådan ufærd sidst, og dernæst at de skulle bevise, at han han øvede sådan noget.

))Har jeg da talt så uforstandigt« , svarede han nedslået. ))Nu, ja - det er min svage side, at jeg forivrer mig«, sukkede han, ))jeg blev ellers en stor mand i verden; men nu taler vi ikke mer om den sag. Fortæl mig heller, hvad I ved om kloge præster!«

Der blev nu fortalt en del sagn, som i de dage var folks fælles eje. At begynde med påstod præsten, at det var løgn alt, hvad der fortaltes deri. Men til slutning svarede han: ))Åh, ja børn! Der sker, sandt for Herren, meget underligt i vore dage; og, som i selv siger, der er aldrig så fed en bitte flæsk, der jo er en kerte! ved, således er det såmænd også med præsterne. Selv mellem Vorherres apostle var en Judas, og han blev tålt; Vorherre sagde jo nemlig: J eg har udvalgt eder tolv, men en af jer er en djævel; men han drev ham dog ikke bort«.

Å l 96 legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

»Han satte ham da heller ikke til noget embede«, sagde en gammel mand temmelig højt. Men præsten lod, som han ikke hørte det, pikkede i bordet og sagde: »Giv lyd! Børn, jer sjælesørger har en formaning til jer, før han går!« Da det stilnede, tog han til orde og sagde: »Lyder eders ledsagere, og lader eder sige af dem til det gode. De skal jo gøre regnskab for eders sjæle. Vider derfor, mine elskelige! Der er ingen øvrighed uden af Gud, det være sig i kirken, i staten eller i skolen! Lige fra de kronede hoveder til degnen med paryk og livkjole l - Alle er de indsatte af Herren. Han ved godt, vi er ikke rene, men han er såre rig på miskundhed. Han graver og gøder om os og lader os sidde i vore embeder. Og, hvor skulle vi stakler ellers søge hen? Vi mægter jo ikke at grave, og vi skammer os ved at tigge. J a, vi fristedes til at gøre det værste for land og rige. Amen!«

»Men hver er det dog, far taler sådan om?« spurgte manden fra Boholt. »Er det Vorherre, eller er det kong Christian den Femte?«

»]eg mener først og fremmest himlens og jordens skaber, mine elskelige! Men jeg vil også lægge et godt ord ind for min allernådigste arveherre og konge, kong Christian den Femte. I må slet ikke gå i rette med ham, børn! Han er Herrens salvede! Selv om Herren i sin uendelige nåde gav jer Lucifer til konge, skulle i kysse på riset som lydige børn. Hvor meget må I da ikke glæde eder, da han har givet eder en så dydsiret Herre som Christian 5., der af omsorg for den rene lære har nægtet sin egen kone, dronningen, en ellers ringe bøn, og derved tydelig lagt for dagen, at han elsker Herren over alt« .

»Mon han også havde sagt nej, om en af hans friller havde bedt?«, spurgte en temmelig højt.

»Ti stille, mine venner!«, fortsatte præsten. »]eg kan forsikre jer, at alle lærde, vellærde og højlærde mænd roser kongen derf�r og påstår, at ingen med grund kan nægte, at han sætter den rene lære over sin egen huslige lykke. Så hjælper han, som han kan bedst, med til at bekæmpe tyrken og paven«.

>>Skal han også roses, fordi han sælger bønderne til krig i fremmede lande og øder pengene i sus og dus med friller (s. 58) og drikke brødre?«, spurgte konerne.

Præsten lod, som han ikke hørte det, men vedblev: »Og nu giver han os med det første en ny salmebog, når vi får den, er vi det kristeligste folk, der er på jorden. Lad os derfor bede: Gud holde sin hånd over vor allernådigste konge, der glemmer sine egne huslige sager af iver for Herrens! Gud lad ham nyde helbred og et langt liv, som han så fuldelig fortjener. Amen! - Og nu Guds fred og en god dag, mine sognebørn!« Dermed var præsten ude af døren.


»Hvad er det dog for en filister, I har fået til præst, svoger?«, spurgte Boholtsmanden, da præsten var ude af døren, »I har rigtignok fået en, der kan snakke op og ned af væggene. Går han sådan om og præker, behøver I såmænd ingen anden huspostil!«

»Ja, hvad han er for en, ved vi jo knap. Han har ikke været her før, men det er galt nok, at vi skal nøjes med ham til kirkepostil, så vi ville nødig have ham til huspostil også; så du har ret, der er ingen rede ved det ringeste af, hvad han siger. Kun er det klart, at han mener, at alle konger, nådigherrer, præster og degne, ja selv alle slags skattekrævere er indsatte af Vorherre, selv om de i al deres færd viser mere lighed med den slemme end med mennesker.

Men lad os nu glemme præsten og hans vrøvl, så godt vi kan; vi er jo nu til gilde, og her skulle vi glæde os. Godtår, svoger! Vorherre lever endnu! Og bladet vender sig, når han vil. Vi kan være visse på, det vender sig, før kongen og hans mænd eller slæng får landet lagt helt øde, for det vil Vorherre ikke have!«

De unge på legepladsen » (s. 79) Efter det gamle frasagn var det efter kirkefærden Mikkelsdag, netop i det samme år (1699) , da det havde været forhandlet i bylaget, om det ikke var rigtigst, at lade hver tredje ager ligge udyrket, at mændene sad samlede på stævnen for at overveje, hvornår de skulle tage fat og så deres rug. Høsten var endt, ' kornet var kommet tørt og godt i hus, jorden havde båret en rig grøde; og det var endnu ret et velsignet efterårsvejr.

Da oldermanden endnu lod vente på sig, faldt talen om et og andet, �l den endelig kom til at dreje sig om byens ungdom eller ugifte, for der var såmænd dem iblandt, der var fyldt de to snese.

Denne ungdom var netop i færd med at opføre en leg der »jævnved«, som kaldtes »at lade tampen gå«. Først skulle de have en udpeget, som skulle have tampen, da ingen ville gøre det godvilligt. De stillede sig så i en rundkreds, og den ældste pige begyndte at fremsige den brugelige remse, der endte med ordene: 'Nu er du fri!'

Det hele fulgtes med deltagelse, og alles øjne vogtende på, (s. 80) om hånd og mund fulgtes ad hos hende, så at kun de rigtige slap fri. Selv mændenes ordskifte standsede, som om det var en sag af vigtighed for dem også, at der ikke indløb nogen fejl. En og anden mindedes vistnok med lyst, måske med vemod, sine egne unge dage«.

A 1 98 lagealder og levealder - et landskobsb;l lede 2

J. GOTLIND

Bronn-putta (So i hul)

Bønderne og præsten d iskuterer bondemål , præsteuddannelse, tysk ku ltu r og konfi rmation (s. 120 og frem til slutningen, s. 197, drejer Kulturkampen sig overordnet set om »de stores« undertrykkelse, især omkring stavnsbånd og landeværn, mens det lokalt set i landsbyen drejer sig om en lang diskussion med præsten og hans kone om forståelse af kongens styreform, Bibelens forhold til kongens love og præstens egne meninger, om øvrigheden nu også altid er indsat af Gud, om den sorte skole, om den tyske påvirkning, om danskhed, om sprog, og opdragelse af børn spiller en stor rolle (to drenge fra byen tages i huset i præstegården) , den tvungne skolegang.)

(s. 121) »Herregud, vil de nu pådutte vi stakler et nyt slags synder: De vil dog altid over, hvor gærdet er lavest, de 'sorteskolefolk'! «

Præsten sad længe tavs. Derpå udbrød han: »Det er gyseligt at blive sådan misforstået af sine bedste venner. Hvad skal det dog blive til? De mennesker skulle, sandt for Herren, have en times forstands øvelse daglig - de skulle dog lære at tænke! Min Herre og mester! Det er et tungt åg, de har


lagt på din tjeners skulder! Skal jeg dog længe leve mellem disse barbarer, til hvis hjerne ikke en eneste videnskabelig funke har fundet vej !«

Han sad lidt som i tanker. Derpå spurgte han: »Udtaler I jer nu på samme måde om en, der tog en økse og kløvede hovedet på sin nabo, og en anden, der kørte et barn ihjel, der lå og legede på gaden, men som han ikke så?«

»Det gør vi ikke«, svarede Jens Rasmussen, »vi siger, at den første øvede sit med vilje, og at den sidste gjorde sit for vove«.

»Åh ja«, sukkede præsten - »mellem bønder kan det gå. Men min Gud og skaber! Det er et halvt barbarisk tungemål. Og skal dog en mand som jeg, der altid har haft sans for det skønne nedlade sig til at tale et sådant sprog. Jeg tør nemlig påstå, både for Gud og mand, at ingen har i vore dage stået i et bedre forhold til de guddommelige chariter end netop mig; og desuden har jeg ivrigere dyrket Polyhymnia end de andre høje muser. Skal, spørger jeg atter, en mand nedlade sig til at groft bondemål, for at blive forstået af en uvidende hob? Nej - det (s. 122) skal aldrig ske! De skal hæves fra barbariet! De skal, de må modtage vor dannelse!«

Folk lo ad hans sære fagter, og ad den præstetone, han mellem grødfadene var falden ind på. Men en gammel kone, der sad lige overfor præsten, tog ordet og sagde: »Hvad det dog må være et underligt land, der hvor den sorte skole ligger, som fader har været på; jeg fik i det mindst ud af faders sidste præken, at der var 'høje moser'. Men sådanne se vi jo aldrig for os, her er bankerne høje, men moserne er min sandten dybe, i det mindste somme af dem. Der påstås endog, at enkelte ere bundløse, men det lade vi nu stå ved sit værd«.

»Den sag vil jeg ikke indlade mig på«, svarede præsten, »jeg er ikke kommet for at måle jeres moser, men for at tage mig af jeres dannelse. Men da vi nu ingen vegne kan komme med inddelingen af synderne efter deres virkelige syndighed, lader vi den fugl flyve og tager fat på højsalig kong Frederik den Fjerde (1699-1730) , som I jo nu finder var så meget god. Min kone tog sig den frihed, at udtale, at han havde sine fejl. Det vil I jo nu ikke ligefrem nægte, men I tager det i en så stor almindelighed, at jeg som eders sjælesørger slet ikke kan lade det gå hen. I det mindste skal I tilstå, at hans Søn, vor nuværende allernådigste konge, er en langt mere gudfrygtig og dydsiret herre, end hans far var« .

»At Frederik den Fjerde hele sit liv var bondens fuldtro ven, det ved vi«, svarede mændene, »og han fulgte hele sit liv den grundsætning: Tag dig af de små, de store hytter sig nok. Derfor skal han mindes med tak, og ved hver lejlighed beder vi: Gud glæde hans sjæl! Om kong Kristian den Sjette (1730-46) ved vi ikke andet, end at han er de stores villige jabroder, som

Å 200 Legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

ingen ærlig (s. 123) mand desuden kan stole på, for han tager altid sit ord tilbage!« (Han genindførte og udvidede stavnsbåndet) .

»Hør mig«, sagde præsten, »jeg vil rive jer ud af jeres gruelige vildfarelse! Frederik den Fjerde var en djævel i sit hus, han havde to koner, han forskød sin virkelige dronning og indlod sig dobbelt i ægteskab. Han havde to koner i hele ni år - det er grueligt!«

»Han har vistnok ingen ære af den færd«, svarede skytten; ))men det var da kun en tysk kvind, han forskød. Og da tysken aldrig er dansken god, kan der ikke siges så stort om det, al den stund han tog en dansk igen i stedet for den tyske«.

))I mangler ikke et vist slags vid«, sagde præsten og rystede med hovedet, ))men I mangler al erkendelse af sandheden; for selv denne frase: Tysken er aldrig dansken god, er en stor løgn; tyskerne skriver de herligste bøger, nogen videnskabsmand vil læse; og tog vi derfor den tyske bogverden bort, blev livet tomt og øde!«

))Lad os nu blive ved tyskerne, derom faldt jo talen«, afbrød skytten. ))Jeg vil gerne tro«, fortsatte han, ))at fars tyske bøger kønt blive stående på den hylde, de blive sat. De lade vel også de danske bøger stå på deres hylde, uden at tilføje dem last eller skam. Men sådan er det ikke fat med tyskerne selv: De vil, at vi danske skal rette os efter alle deres indfald, og gøre alle deres krumspring, ja vel endog at vi skal tale og forstå deres sprog! På det område er jeg forsøgt: Jeg har, mens jeg stod ved landeværnet, fået flere skældsord af det lumpenpak, end nogen hovbonde kan køre på en stakket vogn, og flere hug end præsten kan tælle sammen, mens solen går fra øst til vest, bare fordi jeg var dansk og ikke ville forstå deres tyske kommando og endnu mindre 'tysken sprechen' med dem. Jeg påstår derfor bestemt, det var ingen fejl, at kongen ikke længer ville holde af den tyske rad, men det var en fejl, at han ikke skikkede hende hjem, og med det samme forviste alle hendes landsmænd fra kongens riger og lande. Det er sagtens de tyske dronningers skyld, at tyskerne har så meget at sige allevegne, så i kongens København kan vi knap gå to skridt uden at høre den 'tyske sprechen'. De er tyske lige fra generalen til den lumpneste underofficer, lige fra dronningen til den mest rådne kvind, som det er en skam bare at nævne. Selv her på landet træffe vi dem som grever og baroner, birkedommere og forvaltere, nådigherrer og tjenere, fruer og stadsmøer, ja fanden ved alle de bestillinger, de har bidt sig fast i, men noget pak er de tilhobe!«

))Tyskerne er dygtige folk«, påstod præsten, ))de overgå langt danskerne«.

))Det kan kun en skælm sige, og en nar tro«, ivrede mændene.


»Alt, der er værd at nævne her i Danmark, har vi fra tyskerne«, vedblev præsten.

»Nu tør jeg slå tilvæds om, at præsten igen tænker på bøgerne fra den sorte skole«, sagde skytten, »Og jeg vil godt tilstå, at jeg har hørt, de skal være dygtige til at skrive bøger. Men så skal præsten tilstå, at de i alle andre stykker er ret noget lumpenpak!«

Præsten rystede med hovedet, men skytten vedblev: »Det var deres skyld, vor konge tabte det store slag nede i det meklenborgske, hvor min formand i skyttetjenesten faldt (beretter om slaget, 1711) . Men hvad tyskerne har hjertelag til, det er at prygle danskerne og så proppe sig med det bedste her er i landet. De er på tiden skyld i al vor fortræd«.

»Ja, mine sognebørn« Det er fikse ideer, I har om de tyskere og om den kong Frederik den Fjerde. J eg siger eder nu med al den vægt, jeg kan lægge i mine ord, at han, vi nu kalder konge, er en anderledes gudfrygtig herre! Men det forstår sig, han vil tage sig meget for, som jeres uvidende-hob vil finde ugudeligt: I får herefter ikke lov til at gå til guds bord, før I ordentlig har lært at læse eders bøger!« (konfirmationens indførelse, 1736, er under forberedelse)

»Men om vi så vælger at blive derfra?« råbte flere. »Derfor er der tænkt på råd«, svarede præsten: »Den, som forsømmer

at gå til Guds bord, både vår og høst, skal herefter sættes i tugthuset. Og den, som ikke møder ved gudstjenesten, både til højmesse og aftensang, skal sættes i gabestokken. Desuden tænker jeg, vi får en ny lov mod løsagtigheden, som skal gribe stærkt om sig«. (Konfirmationen giver præsterne større magt: konfirmationen skal være bestået for at kunne gifte sig og indgå fæste)

»]a, far må rigtignok sige, det er meget, han har for, den ny konge, bare han ikke gaber videre, end munden er bred, så det går ham, som det gamle ord siger, at han gaber munden af led. I det mindste burde kongen dog have så megen forstand, at han lod tvang fare på det område, for de hunde, der nødes til skoven, bider sjælden gode dyr, og man kan nøde en ko til vands, men ikke nøde vandet i hende«.

»I er meget rige på gamle ord, men I er ellers nogle hårde halse og næsten uimodtagelige for al højere dannelse«, sagde præsten.

»Vi er født og opdragen til at være bønder«, svarede mændene, »Og galt kom det til at se ud, dersom alle gav sig på den sorte skole. Nu har vi kun en eller højst halvanden i hvert sogn, for det er klart, at da præsten æder mindst dobbelt så meget op som degnen, og da præsten dog kun er en, må degnen rimeligvis kun være en halv lærd mand. Vi har altså som sagt halvanden lærd mand i hvert sogn. Det er meget svært at fede og fylde disse


halvanden; og det går langt over vor forstand, hvor vi skulle få mad og drikke og klæder, hvis vi allesarnmen blev lærde, gav os til at dovne alle søgnedagene bort, sang eller prækede en smule om søndagen og så dog krævede at blive stoppede til næbbet. Hvis I nu ikke var helt ellevilde, lod I os være bønder, tale bondernål og følge den bondefærd, der er gået fra far til søn, mens måske fem snese præster efter hinanden har skiftet i kaldene. Og kommer en gang den tid, da børnene vanslægter og slår ind på jeres tro og tankegang, så går land og rige til grunde af bar jarnrnerlighed«.

»Men hvis I nu måtte råde jer selv, ville I så ingen præster have?« spurgte præsten.

>>]o, det ville vi da rigtignok«, svarede både mænd og koner, >>men så tog vi os en, der prækede Guds ord, og som ikke drev spot med bondernål og bondefærd«.

>>Præker jeg da ikke Guds ord?« råbte præsten og sprang op. >>Det kan godt være, at far præker godt nok, når han kommer på stolen«,

svarede folkene, >>vi forstår kun så grumme lidt af disse lærde talemåder. Men dette, vi her sidder og trættes om, (s. 127) er da ikke Guds ord. Og vi kan slet ikke forstå bedre, end at far vil forføre os til synd og løgn, når han vil have os til at sande med sig, at denne konge, der aldrig har voldt landets børn andet end fortræd, og efter fars ord truer os med langt mere, at han skulle være mere gudfrygtig end hans far, der, som en ret konge, i hele sit lange liv immer tænkte på menigmands gavn«.

>>}a, mine sognebørn! Jeg tænker, vi skal blive enige om den sag en anden gang«, afbrød nu præsten.

(s. 129, skytten Hans Nielsen:) >>Nu tror tyskerne sig, som sagt, et godt stykke klogere end Vorherre, for om de nu just ikke nægter, at han kan tale, så mener de dog, de har bedre forstand på, hvad der ligger i hans ord, end han har selv, og følgelig tror de også, at det, de siger om Guds ord, er langt mere værd, end hans eget ord«.

Præstens prædikener (s. 133) >>Derimod arbejdede præsten og hans kone meget ivrig på bøndernes dannelse, det vil sige, på at få dem til at glemme deres bondernål og tale et såkaldt dannet sprog. Præsten gik endog så vidt, at han tog prækestolen i brug i dette øjemed. Han skal således, efter ordet der går, en dag, da han efter skik og brug havde læst evangeliet om >>den store nadver«, slet ikke være kornmen længere i sin præken end til en beklagelse over, hvor vanskeligt det var for en dannet mand og Herrens tjener, når selv skriften

love, moral og erindringer 203 A

holdt på sådanne grove talemåder, som nadver udtrykkelig var (s. 133) ved siden af det fra tysktand indførte ord 'aftensmåltid', der i Tyskland udtales »abendmaahl« , ligesom det der hos os med et halvt barbarisk udtryk kaldtes den hellige nadver, hos tyskerne kaldtes 'das heilige abendmaahl'. At dette nu i høj grad ærgrede kirkegængerne, der så at sige med modersmælken havde indsuget den tanke, at tysken aldrig var dansken god, følger af sig selv; og dog skulle de jo gå i kirke eller også stå i gabestokken.

Det var dog især ved gildes/egene, at præsten og hans kone øvede deres dannelses-stræb; og her skal anføres et forsøg fra præstekonens side, der, såvidt vides, blev det sidste.

Præsten var nu bleven kendt i sognet som en vellærd og velstuderet mand, men fjernede sig m er og mer fra folket ved sit urimelige stræb efter at have dem til at tale fornemt; folk i byen var da i reglen også både lede og kede af hans og konens nærværelse ved gilderne; men det var heller ingen let sag at bryde gammel skik og lade være at byde dem med«.

Bønderne og præstens kone diskuterer bondemål »Nu traf det sig en gang, da de sad ved gildesbordet, at præstekonen fik noget at høre, som hun mente, hun kunne give bønderkonerne et rigtigt rap med og ret overbevise dem om deres bondemåls jammerlighed.

»]eg synes, sandt for Herren«, udbrød hun, som var hun meget forundret, ))at I siger 'hun' om solen! Hvad siger I da, når I taler om Månen?«

))Vi siger 'han'« , svarede flere. ))Men er I godtfolk nu også vis på, at solen virkelig er en 'hun'?«, spurg

te præstekonen. ))At solen skulle være en hund, er hverken sagt eller tænkt mellem bøn

der«, svarede konerne, ))det må være noget, I fornemme vil 'dutte' os på, derimod har der tit været sagt for spøg, at månen er gjort af en grøn ost« . (s. 134)

)) Men kære koner! I misforstår mig ganske. Det var langt fra, at jeg tænkte på en hun, men jeg spurgte bare, om I mente, solen var af hunkøn«.

))Hvis præstekonen havde spurgt, om vi troede, solen var en køn hund, havde det været let at svare på, men det andet udtryk, hun bruger, kende vi slet ikke. Vi har ellers læst i Bibelen, at Vorherre kalder solen og månen de to store lys; og deri er vi enige med ham. Vi kan ellers ikke sige præstekonen anden besked end den, vi har fra fædrene, at vi siger 'hun' til solen og 'han' til månen, ligesom vi siger 'han' til dugen, her ligger på bordet, og 'hun' til skeen, og ligesom vi imellem skovens træer sig 'han' til tornene og 'hun' til bøgen«.

A 204 Legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

»]a, I gode koner! Det bliver en lang historie, før vi blive enige«, tog præstekonen orden, men hun afbrødes med den bemærkning, at dertil hørte ikke mere, end at præstekonen lod dem være i fred, noget denne imidlertid fra sin side påstod, hun ikke kunne, eftersom hendes og hendes mands kald førte det med sig, at de skulle virke for bøndernes oplysning og dannelse. Og hun ville derfor fortælle dem, at de gamle klassikere kaldte solen en mand og månen en kvinde, og dernæst, at Vorherres ord havde fuldkommen uret, når det kaldt månen et lys, eftersom det var videnskabelig godtgjort, at månen var et både mørkt og koldt legeme.

Nogle stak i med at le højt, andre korsede sig over præstekonens ugudelige snak; men en gammel kone svarede roligt: >>Hvad det 'glaskisteri', eller hvad det nu kaldes, siger om solen og månen rager ikke os; og at I fornemme siger Vorherre ligefrem imod, viser kun, at I har en skrue løs, som vi bønder altid har troet om jer. - Men hvad siger nu præstekonen selv om solen? (s. 135) Hun ler ad os, fordi vi siger 'hun'; og det lader heller ikke til, at hun er enig med de gamle 'glaskister', for så måtte hun jo sige 'han'« .

>>J eg siger ' den'« , svarede præstekonen, men bønderne påstod, at det slet ikke passede; det kunne gå at sige >>den« om en stjerne for at vise, hvilken der mentes, men at bruge det ord om solen, som kun var en, det måtte de kalde vrøvl.

Præstekonen svarede kun med et dybt suk og sad dernæst tavs, til præsten kom og sagde, at det var på tide, de kom hjem.

Efter dette gilde enedes konerne i byen om at lade være med at byde præstens til gildes; og det var klart, at præsten og hans kone nu måtte mistvivle om at få de halvbarbariske bønder, som de kaldte dem, omvendte ad den vej .

Præsteparret tager to drenge ti l s ig Dog kunne de ikke opgive den søde drøm, at de med tiden skulle få dem til at forså, ja vel endog at tale det dannede sprog, og det varede heller ikke længe, før de slog ind på en ny vej , da de tog to fattige drenge fra byen i huset.

De havde immer disse to om sig, omgikkes dem venligt, og til gengæld skulle de føre dannede ord og talemåder ud mellem byens andre børn, som de om søndagen fik lov til at lege med. Det følger af sig selv, at disse to blev stærkt afrettede, og de nemmede da også et og andet: De havde således allerede aflagt det gro�e udtryk, »hem« og sagde meget kønt »hjem<<; de sagde heller ikke »frå<<, som bønder udtale det, men »fra<<. Og der var sagtens meget andet under indøvelse. Men i stedet for at smitte byens børn med de indøvede talemåder, lo disse af dem og kaldte dem de »fornemme<<.

Til sidst rev det ud i selv præstegården.


En dag, præsten sad i haven og læste, og drengene løb og legede, faldt den ene i brønden eller vandgraven, og den anden (s. 136) kunne ikke få ham hjulpet op. Han løb derfor til præsten og råbte: »Jens er falden i brønden!«

»Hvorfor hjalp du ham ikke straks op«, sagde præsten. »N ej, jeg kunne ikke, for han blev ved at vend 'røven' til mig«, var svaret. »Fy!« råbte præsten, »hvilket groft bondeudtryk! Du må slet ikke sige

'røven', du skal sige 'rumpen'«. »]a, havde Jens bare haft en 'rumpe'«, svarede drengen, »kunne jeg sag

tens fået ham op!« Præsten fandt snart, at det ikke gik an at stå her og give sprogundervis

ning, men skyndte sig og fik Jens trukket op. Præsten og hans kone kom snart på det rene med, at dette udtryk var

noget af det allerråeste hos deres sognebørn. Det var dog forskrækkeligt at kalde en del af det menneskelige legeme med et sådant navn. Ved at eftersøge fik de ud, at bønderne vel kendte ordet »rumpe«, men brugte det om dyrenes »hale«, hvorimod de slet ikke kendte dette sidste meget dannede ord.

Præsten tog denne sag så alvorligt, at han drog den frem i en præken over ordene: »Kære brødre! Hvad som helst der er sandt, hvad der er priseligt, hvad der er ærbart, hvad der er rosværdigt, det giver I agt på!«

Efter mange omsvøb og pæne talemåder kom det frem, at de havde såre mange ord, der ikke kunne kaldes ærbare, og til disse hørte ovennævnte, som han bød dem aflægge og bad dem bruge det dannede ord »rumpe« om denne del af det menneskelige legeme, mens de skulle optage ordet »hale« som navn på det, de hidtil havde kaldt »rumpe«.

At folk ærgrede sig over sådanne prækener, følger af sig selv, og de bad Gud om at få en anden konge, der ville hæve kirketvangen, så at de i det mindste kunne få lov at blive hjemme fra kirken. Præstens (s. 137) formaning om, at lyse ordet hale i kuld og køn fulgte de derimod ikke; det er vel endnu den dag i dag så godt som ukendt mellem fynske bønder.

Å 206 legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

Præsten lærer bondemå l I længere tid var der ikke noget samkvem mellem præstens og byfolket.

Dette pinte præstekonen; og en og anden lille fugl begyndte at synge om, at hun ville, præsten skulle gå til folk i deres huse, uden hensyn til, om han var indbudt eller ej .

Hvorom nu alting er, slog præsten ind på denne vej , og det gik ved sådanne lejligheder ikke ud på at skabe bønderne om eller gå i rette med dem, fordi de talte bondemål. Han var derimod ivrig på at mærke sig deres ord og talemåder; og nødtes han til at spørge ud om et og andet, føjede han til: »]eg skal dog lære at kende de folks talebrug, jeg skal præke for, eftersom den hellige Povl siger, at det er bedre at tale fem forståelige ord, for at undervise andre end at tale flere tusinde i et fremmed sprog, og jeg har nok mærket, at mit sprog hidtil har være eder mer end halvvejs fremmed. Jeg troede, at kunne lære eder mit; men I kan eller vil ikke lære det; så må jeg lægge mig efter eders«.

Det huede folk godt, og de sagde frit, at præsten gjorde vel i at tage således på sagerne, for var han, som han påstod, sendt af Vorherre, måtte det uden al tvivl også være Vorherres mening, at han skulle gå denne vej. Ordet lød jo til dem: >>Ær din far og din mor!« og det gjorde de bedst, når de blev ved at tænke, tro og tale, som de havde gjort hidtil.

Hvem ska l opdrage ti l kristendom Efter dette omslag i præsten færd kom han en søndag sidst i høst ind til J ens Rasmussens. Mand og kone og seks pigebørn sad om det lange bord i dagligstuen og havde lige istemt salmen; »Mit barn frygt den sande Gud«, da præsten trådte ind ad porten. (s. 138) Han blev sær ved at høre salmesang i bønders huse; han havde hidtil troet, at om just ikke al gudsfrygt så dog al udvortes godsdyrkelse var forsvunden fra disse. han ville derfor næppe tro sine egne øren, men blev stående og lyttede; snart hørte han dog klart, at de begyndte på salmens andet vers, der lyder således:

Jeg på Gud den fader tror, som alt skabte ved sit ord, o.s.v.

Han tog hurtigt de få skridt hen til fraromersdøren og trådte ind. Mand og kone og børn rejste sig for præsten, men vedblev for resten at synge deres salme til ende. Så snart den sidste tone døde hen, løftede præsten sine

Love, moral og erindringer 207 A

hænder og udtalte eller lyste velsignelsen over dem, hvortil de svarede: »Amen«.

Derpå indtrådte et øjebliks tavshed, men denne afbrød præsten ved at sige: »Gud, hvor der dog kan blive hyggeligt i en bondes stue!«

»Åh ja« , svarede manden, »der er godt at være alle steder, hvor Gud er inde; og han har jo selv sagt, at hvor to eller tre er samlede i hans navn, der er han selv midt iblandt; og vi er nu i alt ni samlede her«.

»Åh ja«, sukkede præsten, »jeg burde for længst have erkendt sandheden af den hellige Peders ord: Jeg finder det er sandhed, at Gud ser ikke på personer, men den, som elsker ham og øver retfærdighed, har han behag i, hvem han så end er. - Men hvad skulle her nu fulgt på denne salme, hvis jeg ikke var kommet?« spurgte præsten.

»Så havde vi sunget en salme til«, svarede manden, »og så ville vi have fremsagt troen og fadervor med børnene. Således harvore fædre gjort med os, og på den måde er vi komne til at tro på Vorherre«. (s. 139)

»]a så«, svarede præsten. »Men så har I vel også lært det i kirken, i Guds hus!«

»Nej det har vi ikke«, svarede mand og kone på en gang. »l kirken bliver folk bare hørt, om de kender ordene, men kender de dem ikke, før de kommer der, så lærer de dem rigtignok aldrig at kende. Det kan nu godt være, at kirken ikke er stedet, hvor folk skal lære sådan noget, men fejl bærer de store sig dog, efter min mening, ad, når de nu truer alle dem med tugthuset, som ikke kan sige disse ord med deres mund. Om de derimod lod være at tage dem til Guds bord, var måske rigtig nok«.

»Så gale er forholdene da heller ikke((' ytrede præsten.

»Således kommer sagerne til at stå, hvordan der så bliver vendt og drejet derpå((

' svarede manden: »Der er jo lyst til, at den, der ikke kan frem

sige de ti bud, trosbekendelsen og fadervor med nogle salmer og bønner, de må ikke gå til Guds bord. Og det er tillige lyst til som kongens lov, at den, der ikke går til alters to gange om året, skal i tugthuset. Og lægger vi alt dette sammen, får vi ud, at den, der ikke kan sige ordene, kommer i tugthuset((.

»Der er noget deri(('

svarede præsten; »men kongen tænker også på at råde bod på denne ulempe; der skal bygges skoler og indsættes lærere i alle byer, børnene skal så gå i skole, til de har lært deres bøger. Siden hen, før de skal til Guds bord, kommer de nok atter i skole hos præsten. Det bliver så ikke længer forældrenes sag at føre dem ind i menneskeheden som voksne, det bliver præstens og degnens. Det er også ønskelig, at dette kan komme i stand jo før, jo hellere((

' vedblev præsten, »for vi er jo sjælesørgere


(s. 140) og skal sørge for eders sjæle, men så er det oså helt nødvendigt, at vi får magt og myndighed dertik

»Men hvem har dog egentlig gjort jer til sjælesørgere?« spurgte konen, >>er det andet end noget, I går og bilder hverandre ind?«

>>Min gode kone«, afbrød præsten, >>jeg ved, I læser flittig i Bibelen, I må så vist oså have læst stedet, hvor den hellige apostel skriver: «Lyder eders ledsagere, lader eder sige af dem til det gode som de, der skal gøre regnskab for eders sjæle, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, for det er eder ikke gavnligt!«

>>Vi har nok læst det sted«, fik præsten til svar, >>men vi kan ikke forstå, at der står et ord om, at præst eller degn, bisp eller konge er sjælesørgere; og I er jo heller ikke vore ledsagere! jeg har hidtil ment, at vor fader og jeg er hinandens ledsagere«, påstod konen, >>og jeg mener også, at de ord, præsten nævnede, er udlagt bedre et andet sted i Bibelen, hvor der stå at læse - ja jeg kan vist ikke sige det ordret, men der står det nok omtrent: Hvad ved du mand, om du kan hjælpe konen til salighed, <?g hvad ved du kone, om du kan hjælpe manden? Og vi har da været enige om, at Vorherre lovede os, at vi da på dommedag glade kunne træde frem for Vorherre og sige: >>Se, her er vi, Herre, og børnene, du gav os!«

>>Det kan ikke nægtes, at det er en køn tankegang, I har«, svarede præsten, >>og var da alle, som I er, kunne vor allernådigste konge spare sig den ulejlighed at tvinge folk til gudsfrygt. Men man træffer ikke folk som jer under hver busk, knap nok i hver by, og så lyder guds eget ord på, at de skal 'nødes til at gå ind i hans hus'« . (Smig. Palladius) .

>>]eg har nok hørt og læst, at en konge sagde (s. 141) således«, svarede manden, >>men jeg skulle tage meget fejl, dersom denne konge lod folk nøde ved andet end gode ord!«

>>Sandt nok«, svarede præsten, >>men som dannede folk sige: Alle veje fører til Rom, eller, som den samme tanke udtales på bondemålet Alle kneb gælder. I det hele gælder det jo om at nå målet, og for at nå dette, må nok de mest passende midler bruges. Kongen er jo som fader for sit folk, og enhver fader må ved alle midler føre sine børn frem til det gode, eller lede dem på dydens vej, som dannede folk begynde at kalde det. Tvangen, endogså straffen, giver Bibelen anvisning på. Dette har vor allernådigste konge fået nåde til at forstå, og han vil sætte det igennem med nidkærhed, såvel overfor landets børn, som han er landsfader for, som over for de kongelige børn, hvis kongelige fader han er. Men eftersom blodets bånd er det stærkeste af alle bånd, så holder vor allernådigste konge mest af sin egen kongelige søn, hvorfor han også meget tit bliver pisket, så blodet flyder, og - det er bare for knægtens ulyst til gudsfrygt«.

love, moral og erindringer 209 Å

»Stakkels barn!« , udbrød konen. »Det hjælper så ikke ham, at han er højt på strå. Men tiden vil vise, om det ikke fører til det modsatte af gudsfrygt både med prinsen og med folket, for vi har gammelt ord, som siger: De kan nøde en ko til vandet, men ikke nøde vandet i hende! Og således kan kongen vistnok nøde os allesammen, sin egen søn med, til at læse, gå i kirke og bøje knæ, men nøde nogen ind i Guds rige kan han dog ikke!«

»Men det er den eneste måde, kongen kan frelse sin egen sjæl på«, svarede præsten, »Og desuden får (s. 142) vi trøste os med, at hensigten helliger midlet«.

»Det ordsprog kender jeg ikke«, svarede manden. »Det er også af fremmed rod«, svarede præsten. »Det stammer endog

fra folk, som er fredløse i kongens riger og lande. Men godt råd af revent skind er jo ikke at foragte; og i grunden udtaler det nævnte ord den tankegang, som vor allernådigste konge med hele sin samtid følger«.

»Vi forstår os kun lidt eller rette slet ikke, på jeres udenlandske tankegang; men det kan vi forstå, at kongen under os ikke noget godt, og at I folk, der har været i den sorte skole, styrker ham immer i alle hans påfund, eller vel rettere, I støber kuglerne, og han skyder dem ud. Det er vel sagtens jeres skyld, at stakkels bønder ikke længer må lege jul eller ride sommer i by! - Men lad os nu lade den sag fare, eftersom vi lige godt aldrig bliver enige derom. Derimod vil vi nu, da lejligheden gives os, gerne tale med præsten om, at vi har tænkt, vore to ældste pigebørn skulle følge med os til Guds bord nu til Mikkelsdag«.

»Men så«, svarede præsten og studsede. »l vil så ikke vente til det ny kommer i stand, som jeg talte med eder om?« (konfirmationen)

»Nej , den herlighed bryder vi os ikke om at få del i. Det vil jo så blive en sørgelig tid for stakkels børn, når de skal piskes til at læse - af de urimelige degne«.

Å 2 1 O Legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

Konfi rmationen (s. 145) Men endelig kom det, og det kom, som skulle det være en stor højtidelighed. Der blev nemlig sagt af de store, at der nu var gået lige to hundrede år siden, at troen på paven og hans helgener og munke blev afskaffet, og den såkaldte »evangeliske lutherske lære« blev indført; til minde herom blev der fejret en stor højtid, og ved denne lejlighed blev den kongelige anordning om konfirmationens indførelse oplæst, og dette blev kaldt et stort og glædeligt fremskridt i dyd og gudsfrygt. Men de fleste af menigheden tog det som en ny byrde, som de store lagde på deres skuldre.

Det næste år kom der en såkaldt »forklaring« (E. Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed, 1737) eller en ny lærebog, hvori det var slået fast, som sort på hvidt nu engang kan slås fast, hvad der skulle gå og gælde for sand kristendom, og hvordan de store ville have denne forstået.

Hidtil havde kristentroen gået fra mund til mund; nu gjaldt det om at kunne sine bøger uden ad. Det (s. 146) første, påstod tidens lærde, var alt for lidt og alt for forskelligt, det sidste, ja det var også lidt, det var det laveste lavmål, som tænkes kunne, men det var dog et bestemt system, og allerede dette var en stor vinding.

For så vidt det gamle sagn nu ikke rent har forvildet sig, var det dagen efter Mortensdag (1737) , at præsten første gang begyndte at holde »alterskole«, som det kom til at hedde i folkemunde. Dette navn kaldte præsten imidlertid barbarisk, og han kaldte det derfor at læse til konfirmation; og de unge kaldtes konfirmander.

Dette arbejde greb præsten med liv og lyst, uden at der just foreligger noget vidnesbyrd om, at han mente, det ville fremme kristenlivet en fingerbredde. Men kristenlivet var vist egentlig også smuttetfra præsten, ja måske endog fra hele tidsalderens præster og tilsynsmænd, og det, der var bleven tilbage, var nærmest det, samtiden kaldte dannelse.

Det hele kan derfor også bedst forstås, når vi lader være med at se kampen, der nu begyndte mellem præsterne og tidens ungdom, som en kamp mellem liv og død, sandt og løgn, men bare ser den som en kamp mellem fint og grovt, altså nærmest som en kulturkamp.

Værst var det, at kristendommen blev midlet, der skulle føre folket til det dannelsens mål, og det blev inden ret længe sat som et mærke på en god kristen, at han læste godt, og på et dygtigt menneske, at han kunne læse i hvilken bog, det skulle være.

love, moral og erindringer 2 1 1 Å

Konfi rmandlæsn ing Vi vil nu kigge indenfor i præstens konfirmandstue og se hans kamp og de skuffelser, han måtte døje. Vi må på forhånd vide, at præsten havde pålagt de unge at gå ind i stuen, såsnart de kom om morgenen, og så kønt sætte sig til at læse over på deres lektier, for at det kunne gå rigtig glat med (s. 14 7) oplæsningen, når han kom. Lige fra først af kom det nemlig især an på at få det til at se ud, som vidste børnene lige så god besked som deres m estere.

De unge fulgte tilsyneladende hans råd; og han havde flere gange glædet sig hjertelig ved at stå uden for døren og høre på den ham så dyrebare skvalder, der fremkaldtes ved, at flokken skar ind hver med sin halvt syngende, halvt vrængende stemme. Hans kone havde spurgt ham, og spurgt med virkelig deltagelse, hvad frugt han ventede sig af sin ny gerning; og han havde svaret med opklaret åsyn: »Du vil glæde dig, min dukke, på dannelsens vegne, om du bare en morgenstund lyttede uden for døren, mens børnene læser over på lektierne. J eg venter mig store ting af denne ny gerning, og hvis vort livs højeste ønske på nogen måde skal opfyldes, må det blive ad denne vej . Du er jo langt fra nogen ungmø, men du behøver vist ikke at leve de syv gange ti, før du må udbryde: 'Nej, hvilken forandring!' I stedet for den nærværende slægt med sin halvt barbariske mundart og sin stadige trodsen på det, den har hørt af fædrene, vil der være fremvokset en anden, på hvilken dannelsen har sat sit mærke!«

Præstekonen glædede sig inderlig ved præstens lyse håb og udbrød: »O, Gud ske lov! Han kroner dog enhver ærlig stræben med lykke og held!«

Og ægtefolkene græd med hinanden; men det var glædestårer. Konen kunne naturligvis ikke nægte sig selv den glæde at lytte uden for

døren den næste morgen, da de unge var samlede i stuen. Præsten var gået for at samle sine tanker og måske få nogle ny og klarere før han gik ind at overhøre børnene. Det gik også hel fornøjeligt for konen i begyndelsen.

Hvad de egentlig læste, brød hun sig kun lidt om; men hun hørte (s. 148) tydeligt, at læsningens dannende magt allerede havde virket stærkt på børnene. Hun mærkede sig især, at ordene »mig«, »dig«, >>fra« og mange andre blev udtalt med en hel ejendommelig klang, som hun straks sluttede måtte være et slags overgangssprog fra det barbariske, de havde lært som børn, og til det virkelig dannede, de nu gennem læsning og dannet omgang skulle hæves til. Hun udbrød halvhøjt: »Åh, hvilken forandring, når jeg ser hen til det skurrende, jeg er vænnet til at høre ved gilderne. Dette må have veje!« Hun viskede en tåre af med bagen af hånden, men det var en glædeståre.

Å 2 1 2 legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

Men hendes glæde blev dog snart formørket. Ret som hun vendte sig og vilde gå, skar det ind med en skrigende stemme inde fra stuen: »Jeg lader, som jeg læser, men læser ikke endda!«

N og le af de andre skældte, andre bandede over denne uorden; men så stemmede de igen op med læsningen. Inden ret længe råbte imidlertid en pige: »Goddag Per!«

En anden svarede: »Tak Per!« Og da tappen så at sige nu var taget af tønden, fulgte det øvrige af sig

selv, idet den første fortsatte: »Har du ikke set mine får, Per?« »]o, Per!« Der var rigtignok enkelte, som prøvede at standse legen; men det var

spildt umage, og først da det sidste svar var givet, hørtes hine at spørge: ))Står der således i jeres bøger?« Men svaret, de fik, var kun en skrallende latter.

»Det var noget andet«, sagde præstekonen halvhøjt og viskede atter en tåre af sine øjne, men denne var i hvert fald ingen glædeståre. Hun stod på

Bytte huer M. STEJSKAL


nippet til at gå ind til børnene og sætte dem i rette, måske ikke så meget fordi de havde slået sig til legen, som fordi hun med sorg og harm lagde mærke til, at de alle som en talte lige så barbarisk som tidligere, såsnart det gik udenfor bogen, men i det samme hørte hun præsten komme, og hun vendte sig mod ham med et tvungent smil.

»Du har grædt, mit barn!«, sagde præsten. »Det kom jeg til af glæde over børnenes læsning«, svarede konen. »Det er, sandt for Herren! også en lyst at høre«, svarede præsten. ))Og dog«, tog konen atter ordet; men præsten afbrød hende, idet han

sagde: ))Gem nu dine hverdagssorger hos dig selv, mit barn! Jeg går nu til min mest håbefulde gerning, og jeg må gå til den med lettet sind. Han åbnede døren og gik ind i stuen, hvor børnene var.

Præsten gik altså endnu denne dag til sin gerning med godt håb. Det gik også meget godt med lektierne; men det gavnede ham dog kun lidt, at han ikke vilde høre sin kones klagemål, da det ligefrem så ud, som skæbnen ville, at hans håb skulle have et knæk netop på denne dag, men det var da også bygget på drømme. Vist er det, at han stødte på noget, som han godt fornam, at han ikke kunne magte; og det var ham kun en ringe trøst, at han kunne skrive det på barbarismens regning. I sin såkaldte katekisation kom han nemlig til at spørge: ))Kan I sige mig, børn, hvad er egentlig troen?«

Præstens spørgsmål fremkaldte en tavshed, der snart kunne bleven pinlig både for præst og børn, men så tog en pige mod til sig og svarede: ))Troen er noget, som står i katekismen, når vi går i 'lilleskole', men når vi går i 'alterskole', står det i forklaringen«.

Mod sædvane lo præsten og spurgte: ))Men når I nu bliver store og bliver gift, hvor står det så da?«

Efter en lang tavshed svarer en anden pige: ))Så står troen, Gud (s. 150) ske lov, ingen steder: Så er vi sluppen hele det besvær og har ikke engang nødig at gå ud på kirkegulvet til overhøring; ja, hvis vi inden den tid får en konge, der vil tage de grimme gabestokke bort, kan vi jo endog lade være med at gå i kirke, når der ikke er noget, som drager os derhen«.

Trods denne åbenmundede udtalelse, lod det ikke til, præsten mærkede den onde frugt, som tvangen alt skød frem her, og som siden udviklede sig til en forfærdelig ligegyldighed; men han tog det ganske roligt og sagde: )) N ej, børn! Troen er en bestandighed i det, som vi håbe, og en fast overbevisning om det, som ikke ses! Mærk jer det, børn! Således udtaler den hellige Povl sig derom i brevet til ebræerne«.

Han fremlagde dette skriftsted flere gange klart og tydeligt og sluttede, at en eller anden nu vist var så flink, at han kunne sige ham, hvad troen var. Han kom da heller ikke til at vente længe, skønt svaret rigtignok kom fra

A 2 1 4 legealder og levealder - et landskabsbil lede 2

en anden kant, idet en pige stemte op: »Den anden part De tre trosartikler. Den første artikel, om skabelsen: Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber. - Det er: . . . « .

»Nej, nej ! Mit barn! Det er ganske fejl. Det var noget helt andet! Troen er«, begyndte han igen; men da ingen læste videre, fortsatte han, »en bestandighed i det, som håbes. Se det er nu den første tanke, vi må klare os, hvis vi vil forstå troen. Men, hvad er det da egentlig, vi håbe? Sig det nu, børn! At jeg kan have glæde af jer, jeg skal jo engang gøre regnskab for jeres sjæle!«

Det varede længe, før nogen ville ud med det, hvorfor præsten vedblev: »Nå, nå, kom så med det da! Hvad er det, vi håbe?«

Endelig svarede en næsten mandvoksen dreng: »]a, (s. 151) alle bønder håber, at de store kommer til at svede i helvede for alt det, de plager småfolk med, også for dette Satans læseri«.

»Kors dog«, råbte præsten, »men er det således fat?« »Min far og mor har da også det håb«, svarede en pige. »Min har det også«, råbte mange i munden på hverandre. »Det er skrækkeligt!« , sukkede præsten. »Men med det håb kommer de

alle til at stå til skamme«, sagde han fattet, »for det er grundet på en løgn, børn. Og I må endelig tro, at de store ikke gør småfolk andet end godt!«

Børnene tav. Men præsten vedblev: »Det er eders præst og sjælesørger, der siger eder

det, og I må endelig tro det børn, for det er lige så fuldt, som var det Vorherre selv, der sagde jer det« .

»]eg tror det ikke, om så Sankt Peder kom med bud om det fra himlen«, svarede den omtalte voksne dreng. »Og jeg er vis på, far troede det heller ikke, hvis bare han fik en halv snes skrupper af hundepisken, især når vor nådigherres højrehånd havde ved skaftet, for så revner huden ved detførste slag; og skjorten hænger fast ved det levrede blod, inden han vel har giver os det sidste. Og dem, der kan kalde sådan noget godt, må enten selv være skarnsfolk eller have mistet forstanden. Og kan sådanne undgå straf, må det være lige så slet vendt med lov og ret oppe i himlen, som det er her nede på jorden!«

Præsten så halvt forundret og halvt forfærdet på drengen, mens han med gnistrende øjen udtalte disse ord, derpå sagde han: »Hør, min dreng! Jeg skal vise dig, der er lov og ret her på jorden«, og gik derpå rolig ud af stuen.

»Nu får du«, sagde pigerne til ham. »Du skulle (s. 152) dog også holde tand for tunge, hvad kan der dog komme ud af at trodse de store, de har jo

Love, mora l og erindringer 2 1 5 A

magten, og de bruger den. Skønt det lader ilde, nødes vi nu til at følge ordet, der siger: Vi må kysse på den hånd, vi ønskede borte til albuen«.

Drengen stod lige på nippet til at give svar på tiltale, da præsten atter trådte ind i stuen med favnen fuld af store bøger og sagde, idet han slængte dem på bordet: »Se her, min dreng. Her skal du se, vi har lov og ret her i landet! Alt dette er højsalig kong Kristian den Femtes danske lov«.

»Hille død og krone!« udbrød drengen, »der er da noget at blade i! Men de må jo næsten blive katolske (gå fra forstanden) , som skal have alt det i deres hoveder! Står der ellers noget om, at de store må give os af hundepiske eller skikke os til helvede, hvis vi ikke ordenlig lærer deres bøger?«

»J eg kender kun de kapitler og paragraffer, som vedrører mine egne pligter og rettigheder«, svarede præsten, »men jeg ville vise jer bøgerne, børn, for om I mulig kunne få bedre tanker om lov og ret her i landet, som I jo nu har set med egne øjne, at vi har nok af, ja så meget har vi, at I selv gruede, da I så det«.

»Men har vi lov og ret andre steder end på de stores boghylder?«, spurgte den samme forvovne dreng. »I hovlavet på Klingtrup mærker vi slet ikke noget dertil. »Og herremanden beder da også 'den mand tage sig' på, at han ikke bryder sig om anden lov og ret, end den, han gør selv«.

»Det er onde tider, vi leve i«, sukkede præsten, »og I må ikke forlange, børn, at de just skal ligne himlens engle, dem I nu en gang kalder de store«.

))Det forlanger vi just heller ikke«, svarede drengen, ))men mennesker skulle (s. 153) de vel dog ligne; men de fleste af dem har jo næsten mer lighed med djævle«.

))Du er et ugudeligt skarn«, sagde præsten; og det er intet under, om du får mange hug af din nådigherre«.

)) Det kan nok være, at jeg siger folk ' det rene væsen'«, svarede han; ))men jeg får slet ikke flere hug end de andre, for sagen er, at vor nådigherre påstår, at han dog i noget vil ligne den himmelske Vorherre; og da han har hørt, der siges om ham, at han lader sin sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, så vil han lade sin vrede gå ud over onde og gode og lade hug regne over retfærdige og uretfærdige«.

))Du kommer nu ligegodt i gabestokken på søndag«, sagde præsten, ))for det kan umulig gå ustraffet hen at føre sådan tale om sin nådigherre. Og du bliver næppe konfirmeret til påske, så langt som du er borte fra troen«.

))Skal jeg i gabestokken«, svarede drengen, ))vil jeg bede far skrive op på en seddel ord til andet, hvad jeg har gjort og sagt og fæste denne på mit bryst samt bede nådigherren selv komme i kirke, og jeg tør bande på, at han straks siger, jeg skal tages ud. Og den anden trusel, at jeg ikke kommer frem til påske, skrækker mig i grunden ikke, jeg går nemlig lige så

A 2 1 6 Legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

gerne her over en vinter til, som jeg går til hove; her får jeg da ingen hug, og fars snak har vi jo lov at lade gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Det bliver jo for resten helt og holdent fars egen sag, han skal jo stå Vorherre til regnskab for min sjæl så vel som for de andres, og han skal jo så sørge for mig på dette område. Men ellers vil nådigherren vist snakke med i denne sag. Jeg tror, han har andre tanker med mig. Han har for resten selv afhørt mig og (s. 154) bandet på, at jeg kunne ord til andet, hvad der forlangtes af ham for at komme til Guds bord, og en bondekarl, føjede han til, skulle dog ikke være lærdere end hans nådigherre«.

»Nå ja, det var just heller ikke mit ramme alvor«, afbrød præsten ham, »men hvordan kom vi dog ind på alt dette«.

»}a, det husker jeg godt«, svarede drengen. »Præsten påstod, at troen var noget, der hverken stod i katekismen eller forklaringen«.

>>Nå ja«, afbrød præsten, »jeg ville slå det fast for jer, at troen egentlig ikke var noget, der stod i bøger, men levede i menneskers hjerte, og så fremlagde jeg hine ord af ebræer brevet; altså må vi lægge nøje mærke til det, at troen er en bestandighed i det, som håbes, og en fast overbevisning om det, som ikke ses. Men det er også af stor vigtighed, at vi fastholder den tanke, at mennesket håber kun noget godt, det onde sige vi derimod, at vi frygter. I kan altså ikke håbe, at de store kommer til helvede, I kan bare frygte det. Dog det vil vist føre os for vidt at oprede forskellen mellem frygt og håb, så vi gør nok bedst i at lade troen være, hvor den er i katekismen og lærebogen! Men der er så meget, der påtrænger sig; og jeg finder det særlig nødvendigt at gennemgå hustavlen med jer, at det kan blive fast indprentet hos jer, hvordan I skal leve et kristeligt liv i al gudfrygtighed og ærbarhed. I kan så læse over på stykket, der handler om svendes, pigers, daglønneres og arbejderes embede mod deres herrer, for jeg finder med den salige Luther, at det er nødvendigt for lærere og prædikanter at drive på de bud, som tilhørerne synde mest mod; og jeg finder eder meget syndefulde på dette område«.

Det var med tungt sind og mørkt blik, at præsten (s. 155) trådte ind i sin dagligstue, hvor hans kone og en pige var ifærd med at dække bordet.

Love, mora l og erindringer 2 1 7 Å

Præstens kone skifter men ing (Præstens kone forsvarer nu bøndernes opfattelse af at de store er indsat af den slemme) :

(s. 156) »Det er dog egentlig kun dem, der plager og undertrykker dem, de taler således om; derimod løfte de jo deres velgørere til skyerne og er dem tro og hengivne, vi kan gerne sige til døden. For en stor del giver jeg selv bønderne ret, især med hensyn til ham og hans lige, som talen faldt om i dag inde i stuen. Efter min mening er han uværdig til navnet menneske, det kan da aldrig være min mands mening, at fødsel, rigdom eller læsning gør en til en dannet mand, når han i sit daglige liv håner både Gud og mennesker!«

»De ydre fordringer til dannelse bør vi ikke foragte, lille kone!«, tog præsten atter ordet, og om denne sag udspandt der sig et langt ordskifte mellem ægtefolkene, hvilket den, der hørte det (pigen, som bragte det videre til landsbyen) , kun forstod lidt af, men drog dog den slutning deraf, at præstekonen var ved at slå sig til bøndernes tankegang.

�ode kruset gå Ugedagen efter sad de unge igen i præstens stue, og som præsten ville det, læste de over på lektien, der jo var det nævnte stykke af hustavlen.

Præstekonen lyttede igen ved døren; og en tid lang gik oplæsningen sin vante gang, men den døde mere og mere hen, indtil en siger: »Du læser jo ikke, Per!«

»Nej«, svarede vedkommende, »det skulle Fanden og ikke jeg sidde og hjabbe på det tøjeri; var det endda noget, der var lidt moro ved. Det er der måske for præstens vedkommende, og de store tænker nu kun en gang på sig selv, men for os er det til at blive gal over. Præsten handler her med os, ligesom vor herremand med sit småkræ: N år han rigtig vil more sig for godt køb, så tager han sin pisk, går ned i gården og slår det ene skrald efter det andet. Så giver hønsene sig til at kagle, ænderne rapper, kalkunerne skrukker og hundene gør, og af denne forvirrede støj ler herremanden, så det klukker i ham, og jo flere af gårdens folk eller hovfolkene, der vil tage del i hans latter, des gladere er han«.

»Vi har ingen hundepiske«, sagde en pige, »Og her er hverken høns eller andet småkræ; men derfor kan vi godt finde på noget: lad os gætte fuglenavne!«

A 2 1 8 Legealder og levealder -· et landskabsbil lede 2

»Nej, lad os 'lade kruset gå til hverandre'! « råber en anden. Og derved blev det.

Der skulle så udpeges to til at begynde; og den pige, hvis forslag gik igennem, påtog sig at udpege en for drengenes vedkommende ved at sige remsen:

Tigle, tigle, tene, små grene, min mave, brændt kage, brun stud, rend ud til kongens gård, hent et æg, smid på væg! Mine høns og mine gæs de gik i min lade, de gjorde mig en grumme stor skade: De tog et strå, de bed derpå, bed vippen af. Derfor har du skylden størst og skal derfor begynde først!«

Ordet »først« traf den store dreng, der, som vi har hørt, bar navnet Per. Han krympede sig ikke ved at begynde med legen i præstens stue. Det ville sagtens heller kun have hjulpet ham lidt; han tog nu fat med frisk mod og udpegede sig en pige til at lege med ved at fremsige en anden remse. Hun tog staks fat på legen og siger: »]eg lader mit krus gå til dig«.

Han spørger: »Hvad har du i det at føre?« Hun: »Pioner, citroner, tre vakre personer. Det sidste jeg den første så,

havde hun et rødstribet skørt på. Det sidste jeg den anden så, havde hun sølvspændte sko på. Det sidste jeg den tredie så, havde hun et par korte hoser på. - Sig«, spørger hun dernæst, »hvad vil du med den første?«

Den store Per gned sig i hænderne og gjorde flere (s. 157) pudsigheder til moro for selskabet, men siger derpå: »Hende vil jeg danse med!«

»Det er mig selv«, siger pigen. Flokken lo, nogle klappede i hænderne og råbte: »N år pigerne selv frier,

får karlene ikke nej !« Men pigen spørger rolig videre: »Hvad vil du med den anden?« »Hende vil jeg stå for præsten med« ( ægtevies til) . »Det er frøkenen nede på gården«, svarede pigen. Der blev atter leet og

klappet i hænderne. En sagde: »Der får du dig en 'med en fin særk' Per«.


»Det kan ikke være ringere«, svarede Per; og efter denne drøje spøg syntes latteren ikke at kunne tystne. Endelig spurgte hun: >>Hvad vil du med den tredie?«

»Det har jeg ikke nødig at sige«, svarede han, »det ved I nok!« »Åh ja« , svarede de, »men du skal lige godt sige det, ellers leger du ikke

rigtig!« »Hende vil jeg så lege kæres t med«, svarede han. »Det tyder ikke«, råbte flere, »sådan skal der ikke svares«. »Sådan .svarer vi i vor by«, svarede drengen, »for der er somme, der ikke

kan lide det andet udtryk«. »Ja, men nu er du i vor by«, påstod hine, »Og du skal skik holde eller land

fly!« »Hende vil jeg sove hos!« , råbte så drengen. »Det er præstens kokkepige«, svarede pigen. Og nu lod det, som der slet

ingen ende kunne blive på latteren.

Præsten var, længe før legen endte, kommen uden for døren, men hans kone havde hindret ham fra at gå ind, fordi hun ville høre, hvordan legen endte; men da han hørte det sidste udbrud af latteren, sagde han: »Nu går det for vidt! Det er den rene løsagtighed, og horeri er det næste, der følger på! Jeg må derind!«

Han tog alt i døren, men konen holdt ham tilbage og sagde: >>Åh nej dog, min kære mand! Det er dog kun en børneleg, eller en folkeleg, som du nu helst vil kalde det. Den er for resten ret morsom; og da jeg aldrig har hørt den før, beder jeg, at du vil lade dem lege den ud og så lade, som om ingen ting var sket. Du vil dog vel heller ikke tage børnenes lege fra dem, uden at du giver dem andre og bedre i stedet!«

»Du kan sagtens sige sådan, mor«, svarede præsten, »du har intet helligt embede at forestå og skal ikke gøre regnskab for nogen eneste sjæl«.

Men han lod hende dog få sin vilje; og da børnene var mæt af latteren, tog de igen fat på legen. Men det gik snart op for præstekonen, at det i grunden kun var en gentagelse af de samme spørgsmål, kun at disse blev fremsagt af en anden. Om rigtigheden af dette overtydede hun sig senere ved at spørge sine piger ud; af dem lærte hun tid efter anden flere folkelege, som hun tit legede med dem, endog når præsten hørte det. Han må altså ikke have fastholdt den tankegang, han udtalte, da han hørte børnene lege den første gang. Et udtryk ændrede præstekonen dog i den omtalte leg; da det efter hendes mening var upassende, måske også lidt usømmeligt at svare: »hende vil jeg lege kærest med«, eller som de andre børn påstod, at drengen


skulle svare, »hende vil jeg sove hos«: Så indførte hun, at der skulle svares: >>Hende eller ham vil jeg spadsere med«.

Som hans kone havde bedt ham, lod præsten som om ingenting var i vejen, da han kom ind til konfirmanderne. Han lod børnene oplæse deres lektie, og det gik godt fra hånden. Hver gang slutningen lød med de ord: »Det skal han få af Herren igen, hvad heller han er tjener eller fri«, gav præsten et veltilfreds (s. 160) nik og sagde: »Nu den næste!«

Men da den omtalte store Per havde læst de samme ord og modtaget det samme bifaldende nik, vedblev han: »Husfædres og husmødres embede mod tjenere: Og I herrer eller husbonder gører I det samme og lader trusel fare, vidende at og eders herre er i himlen, og der er ingen persons anseelse hos ham«.

Præsten havde under dette sidste stykke set og hørt på drengen med forundring, og da denne nu holdt op, spurgte præsten: »Hvorfor læste du dette sidste?«

»Fordi jeg mener, de har godt af at høre, hvordan de skal omgås os«, svarede drengen.

»Fik de det så at høre nu?«, spurgte præsten. »Det gjorde de vel ikke«, svarede drengen; »men så hørte vi andre da,

at de store må ikke engang true os, og endnu mindre må de slå os«. »Du har rigtig et ondt øje til de store«, sagde præsten. »Det har jeg«, svarede drengen, »men det er jeg ikke ene om, det har

alle ærlige mennesker på jorden«. »Er da alle de store uærlige?«, spurgte præsten. »Det må far vide bedre end jeg«, svarede drengen. »Men gudsbespotte

re er de allesammen, det er klart nok! << »Bevis dette!«, råbte præsten heftigt. »Der skal jo stå i Bibelen, at den, der undertrykker den ringe, forhåner

den, der skabte ham«, svarede drengen, »og forhåne og bespotte må jo være et og det samme; men det gælder måske kun bønder og andre småfolk?«

»Det må gælde alle, forsåvidt det står i Bibelen«, svarede præsten end-nu heftigere; »men hvornår har din slubbert læst det?«

»]eg har såmænd ikke læst det selv«, svarede drengen med tirrende ro, »jeg gør mig ikke den umage, jeg har hørt det af fars egen mund! Men det er (s. 161) kanske en fejltagelse? Det står der måske slet ikke?«

Præsten tabte nu aldeles herredømmet over sig selv og råbte: »Så gid Fanden fare i dig, dreng, for dreng du dog er!«

Pigerne skreg og slog kors for sig. Drengene lo vildt, men præsten for ud af stuen, og lidt efter kom en pige ind og sagde, at præsten var bleven syg, så de fik derfor gå hjem for idag.


Ordet om disse dage i præstens stue gik vidt og bredt, men de fleste fandt, at sådant snak måtte gøre børn alt andet end gode, og især mente de, det var skrækkelige ord af en præst, at Fanden skulle fare i drengen.

Denne kom imidlertid ikke mere sammen med de andre børn i konfirmandstuen, og alt kom derefter til at gå roligt af.

Pige står åbenbar skrifte (s. 167-172: Fortælling, hvor præsten udviser dømmesyge, ved at benytte en lov, som er afskaffet. Rasmus Hansen har hørt fortællingen af sin moder, hvis far havde været øjenvidne til begivenhederne. En trolovet men endnu ikke viet gårdmandsdatter har født, og der holdes barselsgilde, hvor der skåles for Struense, som har afskaffet den urimelige lov. Præsten hører det, og giver hende ordre til at skulle ))stå åbenbar skrifte« næste søndag.)

(s. 168) Pigen sad på det bare gulv, på det trin, der førte fra kirkegangen op i koret. Hun var iført sort kjole, som når hun ))gik til skrifte«, men bar ellers ikke noget, der smykkede hende. Hun så mere krænket end sørgmodig ud, og når hun af og til kastede et blik ned ad kirkegangen, spillede et bittert smil om hendes mund.

Da indgangs bønnen var læst og en salme sunget, gik præsten hen i kordøren til pigen. Han samlede lidt med nogle papirer, han holdt i hånden, men spurgte derpå: ))Er det gårdmand N.'s datter N.N. fra Tjeldbjerg, som her sidder?«

»Det er så«, svarede pigen uden at se op. »Du tilstår vel så her for din præst og sjælesørger og for hele den sam

lede menighed, at du uden at leve i kristeligt ægteskab har født et barn til verden?«, spurgte han dernæst.

))Det har jeg aldrig nægtet hverken for Gud eller mennesker«, svarede pigen.

))Dette barn«, fortsatte præsten, ))er ikke alene som andre børn født og undfanget i synd, men det er undfanget og født i horeri: Barnet er en horeunge, og du er en hore for Gud og mennesker! Forstår du det?«

))Nej , det går over min forstand« , svarede pigen, ))jeg forstår mig slet ikke på den tale« .

))Du vil ikke forstå talen«, gentog præsten, ))du er ligeså kødelig som det hele sogn! I foragte altid Herrens ord og hans tjeneres udlæggelse deraf og går efter eders egne vedtægter, men det skal hjemsøges over eder på hin dag!«


Derpå hævede han røsten og sagde: »Hører det, I genstridige! Det er Vorherre selv, der siger det, det står tydelig at læse et steds i hans ord: »Den, som tror Sønnen, har det evige liv, men den, som ikke tror Sønnen, har ikke livet, men Guds vrede er over ham«. Videre skriver den hellige Moses, at en pige, der er kommet således afsted, skal øjeblikkelig giftes, lige på stedet, hører du det! Det står i Guds hellige lov«.

»]eg er rede til at holde bryllup med min kæreste den dag i dag«, svarede pigen.

»Det tror jeg ved Guds død og pine nok«, råbte præsten. »Eders kødelige lyster kan I gøre alt for at tiltredstille l Men du skal, Vorherre død ikke giftes! Din nådigherre vil nu en gang, du skal leve ugift! O kan I uforskammede dog ikke bøje jer for Vorherres ord og være al menneskelig orden underdanig, da I dog ved, der ingen øvrighed er uden af Gud!«

Da pigen tav, spurgte præsten: »Kan du ikke forstå min mening, når jeg siger den så tydelig?«

»Nej, jeg kan ikke finde rede i al den snak om vorherres ord og nådigherrens vilje, om menneskelig orden og øvrigheder indsatte af Gud. Kun så meget mener jeg at være bleven klog på, at efter Vorherres ord skulle jeg og min kæreste giftes, men efter det, nådigherren kalder god orden, skal vi leve ugifte. Spørgsmålet bliver så, om vi skal lyde Gud mere end mennesker. Forstår jeg ikke fejl, er det nok præstens mening, vi skal lade Vorherres ord fare og rette os efter nådigherrens orden«.

»Det har jeg aldrig sagt, forhærdede!«, råbte præsten og stampede, »det skal meningheden kunne (s. 170) vidne med mig: I hørte jo mine ord, gjorde I ikke det, mine sognebørn?«, spurgte præsten, og vendte sig mod menigheden.

»Vi hørte det«, svarede flere, »men vi holder for, at pigen har ret«. »Det er forskrækkeligt«, sagde præsten, men løftede kækt sit hoved idet

han fortsatte: »Lad så være, men tier nu, mens jeg udtaler fordømmelsens ord over den frafaldne, som her står!«

Han udgød nu en sådan strøm af bibelsprog og skældsord over den stakkels pige, at de fleste fandt, det var en gru at høre. Nogen egentlig gang i alt dette tøjeri har det gamle sagn just ikke, men så meget mindes det dog, at pigen blev sammenlignet med alle de, der igennem tiderne har gjort brud på Vorherres orden, lige fra Eva, der åd af det forbudne træ i edens have, til den store skøge i Johannes' åbenbaring. Det var en meget værre gerning, end om hun havde hængt eller druknet sig, for alle andre synder, som mennesket kunne begå, var udenfor legemet, men, hvem der bedrev horeri, syndede mod sit eget legeme. Det ville have været en særlig lykke for hende, om hun havde faldet på banken og brudt sin hals, før hun øvede den

Love, moral og erindringer 223 "

skrækkelige gerning. Endelig blev han selv træt af dette skænderi og bød til slutning pigen bede sin præst og sjælesørger, såvel som den hele samlede meninghed om forladelse for sin store synd.

Pigen svarede: »]eg vil gerne bede Vorherre om forladelse, for ham står jeg som en synder overfor, men præsten og menigheden har jeg ikke gjort noget ondt!«

)) Det er himmelråbende uretfærdighed og trods«, sagde præsten, som det lod til med tungt sind. Han stod et øjeblik, som knuget af en svær byrde, men hævede atter røsten og sagde: )) Min kære menighed! (s. 171) Skal vi så overgive hende til Satan til kødets fordærvelse, om ånden mulig kan vorde frelst på Vorherres Jesu dag?«

Ingen svarede. ))Nå, hvad siger l?«, spurgte præsten. ))Jeg vil da ikke være med til det, som fader taler om der, og her er vist

mange, som deler min mening«, svarede en gammel mand og rejste sig. ))Jeg har fra barnsben lært at forsage Satan«, vedblev han, ))og jeg vil på ingen måde være med til at glæde den karl, ja, selv om det var den allerværste nådigherre, talen var om, ville jeg ikke være med at overlade ham til Satan, og nu er pigen her ikke blot min søsterdatter, men er en pige med et godt lov på sig, der kan gøre gavn både i mark og by, men nu bare er kommet ))lidt ud af sin led« over I stores urimelighed«.

M. STEJSKAL

Gå over stokken

Å 224 Legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

Han satte sig atter ned, og der blev en ængstelig tavshed. Præsten så spørgende til de andre.

»]eg vil heller ikke være med!« råbte flere i munden på hverandre. Præsten rystede på hovedet, men sagde endelig: »Så byder jeg alle at gå

ud, som ikke vil være med, når menigheden udspyer det forargelige af sin midte!«

Den gamle mand, der havde nævnet sig som pigens morbroder, rejste sig straks, tog sin hat og sin salmebog og gik, men han var aldrig så snart trådt ud på kirkegangen, før alle de andre rejste sig og strømmede ud af kirken, som om de flygtede fra en stor ulykke. Snart var præsten og pigen alene tilbage, og efter det gamle sagn skal præsten have sagt med et dybt suk: »]a, ja, så dømmer jeg dig ikke heller, gå bort og synd ikke mere!«

Hermed endte kirkefærden denne dag; og denne sag blev aldrig tiere omtalt af præsten, men derimod gik ordet derom så meget des friere fra mund til mund, (s. 172) ikke alene i det sogn, men endnu langt længere. Men det var klart for alle, at ingen mere ville blive indstævnet for den domstol, og at dette »at stå skrifte« nu kun var et spøgelse, der var nedmanet for stedse.

Lege og iganggi lde Det havde, fortæller de gamle, været skik og brug i mange herrens tider, at de, der skulle til alters om søndagen, gik til skrifte om lørdagen, men når de så kom hjem fra kirkefærden, havde det i Christian den Sjettes dage været strengt forbudt at foretage hånds gerning den eftermiddag eller aften; men hvad tid, der levnedes fra kvægets røgt, børnenes pleje og det allernødvendigste tilsyn med husets sager skulle de bruge til at læse, synge og bede, for at de værdig forberedet kunne modtage det hellige sakramente dagen efter.

Det gamle ord: »De hunde, der nødes til skoven, bider sjælden gode dyr«, viste sig desværre rigtig her, for ikke så få greb kruset eller terningerne for bogen, men det så de store ikke noget til.

Skønt alt sådan noget var slappet en del siden nævnte konges død, stod loven derom dog endnu i virkeligheden ved magt; og det kunne også ske, at en eller anden præst fik det indfald at virkeliggøre den i livet.

Den samme præst, som vi har gjort kendskab med, da han ville mane dette »at stå skrifte« op af graven, forsøgte sig også på dette område; og herom er fortalt følgende.

Anden lørdag efter påske havde der været skriftemål, og en stor mængde både ægtefolk og ugifte havde været i kirken. Over opfyldelsen af loven


om de hellige øvelser vågedes ikke med den samme ængstelige uro som tidligere. Som oftest gik folk en mellemvej; (s. 173) de læste lidt og arbejdede noget.

Den ovennævnte dag var det vedtaget, at bymændene skulle have et slags gilde, idet der var en, som skulle give sin »igang«. Og de ugifte havde samtalet om at mødes til en leg henad eftermiddagen.

Til den aftalte tid kaldte byhornet mændene sammen, men en halv times tid efter tog præsten sin pibe i munden og sin kæp i hånden og gik lidt henad gaden, som for at se sig om, men dog nok egentlig for at komme på det rene med, om nogle af hans skriftebørn var så ugudelige at forlade bøn og sang for at rådslå om verdslige ting på bystævnen.

Han blev ikke så lidt forundret, da han slet ikke traf mændene på stævnen, men derimod en hel flok karle, drenge og piger, både store og små.

»Har byhornet gået i dag for at kalde jer sammen til leg?«, spurgte præsten.

»Nej, vi enedes derom efter kirkefærden«, svarede en pige, som stod ham nærmest.

»}a, vi mente, at vi godt kunne more os lidt, mens mændene sad hos oldermanden«, føjede en karl til.

»Og hvad gør mændene hos oldermanden?«, spurgte præsten. »De drikker dens igang, som blev sat ud af lavet her i vinter, fordi han

havde stjålet«. »Åh, ja« , sukkede præsten, »de lægge således synd til synd! Er de der

også, som skal til Guds bord i morgen«, spurgte han dernæst. »De er samlet hele lavet«, fik han til svar. »Men nu l?«, spurgte præsten. »Hvorfor lege I? Hvordan kan I dog få

stunder til at lege i dag!« »Vi har også gået til skriftes«, svarede en pige, »og da vi jo så ikke kan

gøre noget nyttigt den dag, snakkede vi sammen om at mødes her«. ))Ja, men har I lov at lege på sådan en dag?«, spurgte præsten, ))den er jo

helliget (s. 174) til bøn og sang og andre gudfrygtigbeds øvelser!« ))Lege, som vi gør her, må vi dog vist«, lød svaret; ))så tåbelige har de

store da aldrig været, at de har forbudt os at lege bold eller 'enke'. Selv den skinhellige kong Kristian forbød kun de lege, der blev sunget og spillet til« .

»N å, nå!« afbrød præsten, »lad nu den højsalige konge have ro i sin grav!« »l sin grav får han såmænd aldrig ro«, sagde pigen og lo. ))Er I da rent af lave«, sagde præsten overrasket; »siger I, han får aldrig

ro i sin grav!« )) Det følger af sig selv«, svarede en karl; )) kongen har jo ingen grav, hvor

skulle han så få ro i den!«


»Vittigheder og atter vittigheder har I altid nok af; men gudsfrygt - derpå skorter det hos eder. Det kan nu godt være, det er ikke forbudt jer at lege«, vedblev han, »men det er jo pålagt jer at bruge tiden til læsning, bøn og sang, og det gør I da ikke, når I går her!«

»Hvem i alverden kan dog holde ud at hænge i de bøger altid«, svarede somme, men andre sagde: »Vi har læst noget og sunget noget, og far skulle bare høre, hvor godt vi kan vore sager«.

Ja, en føjede til, at selv om den hellige kong Kristian eller Vorherre selv ville overhøre dem, måtte de kalde det godt, hvis de da ikke var rent urimelige mennesker, ja det skulle være nær ved, at nådigherren på . . . gård, der dog ellers skulle være ikke så lidt værre end Satan selv, ville være tilfreds, om han hørte det.

»Ak«, sukkede præsten, >>hvornår bliver I dog så dannede, at I kan skelne mellem nådigherrer og djævle«.

»Såvidt er vi da, Gud ske lov, kommen for alle deres vedkommende, som selv skiller sig fra djævelskabet i deres daglige færd«.

»Vi vil ikke trættes om den sag«, afbrød præsten, »lad os derimod høre, hvordan (s. 175) det står sig med eders kristendom. Du kan læse os alterens sakramente«, vendte han sig til en pige, der også straks begyndte:

»Den femte part. Alterens sakramente. Hvad er alterens sakramente? Alterens sakramente er Vorherres J es u sande legeme og sande blod under brød og vin, indsat af Kristus selv, for at kristne skulle æde og drikke det. Hvor står dette skrevet?«

»Nå ja«, afbrød præsten, »det springe vi over, børn: Det er jo ellers steder, hvor de hellige evangelister og apostler omtale disse ting. Men du«, vendte han sig til en anden, »tag du os fat på indstiftelsesordene!«

Hun nølede lidt, og præsten begyndte derfor: »Vorherre Jesus Kristus i den nat. . . «

» . . . han blev forrådt«, tog pigen ordet, »tog han brødet, brød det og gav det til sine disciple og sage: Tager dette hen og æder, dette er mit legeme, som gives for eder. Dette gøres til min ihukommelse!«

»Nå, det gik jo« , sagde præsten. »Bare jeg kommer i gang«, sagde pigen, »kan jeg den hele mellemmad«. »Tal med agtelse om det hellige«, bød præsten, idet han vendte sig til en

anden og sagde: »Lad os høre lidt om skriftemålet«. »Sæt mig bare på det første«, bad pigen. Da ingen gjorde, som hun bad,

begyndte hun: »Takker Herren, fordi han er god! - Nej«, afbrød hun sig selv, »det er nok af bordlæsningen . . . « - »Det bør sig en biskop, lærer og tilsynsmand«, begyndte hun atter - »Nej, det er mindsandten også galt! Det var nok af hustavlen«, rettede hun. »Men nu skal I høre, jeg har det: Hvo


kan beskrive mig den store helvedes pine, der (s. 176) djævlehylen er, som hunde tude og hvine! . . . « .

»Nej«, afbrød præsten, »det var også galt!« »]a, det var nok af salmebogen«, svarede pigen. »Nej, det var af den bedendes kæde«, påstod en anden. »Det var så«, svarede præsten, »men kan ingen af jer andre sætte hende

på det rigtige?« En begyndte straks: »Hvorlunde man skal lære de enfoldige at skrifte.

Efter doktor Morten Luthers håndbog. Hvad er skriftemålet? Svar. Tøv nu bare lidt Skriftemålet begriber disse to stykker i sig, først at man bekender synderne, og dernæst at man får absolution eller afløsning af skriftefaderen, som af Gud selv . . . «. Derpå kom her pigen en hoste, og hun sagde: »Der slap tråden for mig!«

»]eg har enden«, svarede en anden og tog fat: » . . . og aldrig tvivle, men stadeligen tro, at syndernes forladelse er givne ham af Gud!«

»Det var ikke ganske med bogens ord«, sagde præsten, »men lad os nu få fat på salmebogen«, vendte han sig til en karl.

»Hvilken salme skal jeg læse?«, spurgte karlen. »Salmerne kan vi synge« , svarede præsten; ))men du kan læse os tak

sigelsen efter skriftemålet!« ))Karlen kløede sig bag øret, men begyndte: ))Taksigelsen efter skrifte

målet O du nådige og barnhjertige Gud og Fader! Jeg siger dig af mit hjertes grund lov og tak, at du haver forladt mig alle mine synder, og påny igen tilsagt mig det evige liv og dermed annammet mig til nåde. Jeg beder dig bjerteligen giv mig din helligånd og skab i mig et hyt hjerte, så jeg stadeligen tror, at alle mine synder ere mig for Kristi skyld forladne. - Men«, afbrød han sig selv, ))den skulle egentlig ikke have været længere, den bøn, for det, som følger efter, tjener kun til at gøre folk katolske i hovedet!«

»læs kun«, sagde præsten, ))og gem din verdslige visdom til mere passende sted; her stå vi i Guds hus!«

Pigerne lo, klappede i hænderne og sagde: )) Han glemmer vist helt, at han står på legepladsen bag bystævnen!«

Der blev nu lagt en hånd på præstens hærde; han ser tilbage og ser sin kone, der spørger: ))Katekiserer min mand nu på gadestævnen?«

))Åh, lille kone, en herrens tjener må tale ordet både i tide og utide. Høsten er, som ordet lyder, stor og arbejderne er få!«

Præsten fulgte nu, efter sin kones opfordring, med hen ad gaden. De unge på stævnen lo ham ud, da han vendte dem ryggen, - dog en sagde: »Nu slap vi ham dog; hvor mon han nu vil hen?« - ))Naturligvis hen hos oldermandens, til bymændene«, svarede andre.

A 228 Legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

(Præstens kone følger ham så ind til en gammel indsidderkone, hvor præsten kommer til kort i nogle skarpe replikskifter om bibelforståelse og lovkyndighed mht helligdagsloven.

Hun hævder endvidere både de unges ret til at lege og bymændenes ret til at holde igang-gilde, og at man i øvrigt holde sig til Guds ord, og ikke de sorte udlægninger. Præster skal være bedre til at skelne mellem det, der står i Bibelen, og det, der er love, forordninger o.s.v.

Præsten går så over og deltager i bymændenes igang-gilde, og overbevises her om, at der ikke er noget ukristent ved et gilde; sange, taler, skåler, forsoning, m.m.)

(s. 187) ))Frihed«, gentog præsten, ))der siges ellers, at bønderne er uskikkede til frihed; men det er vist en fejltagelse. Jeg har ingen steds set bønderne handle bedre end her, hvor de har deres fulde frihed, og jeg må føje til: Mange kunne have godt af at lære af jer. Godnat mine sognebørn! Jeg nødes til at agte jeres færd!«

(se også citatet fra s. 188 i starten af kapitlet) .

Bind 2

Kongen . Præsten . De unge ))Hvor der kommer ny folk, kommer ny skik«, siger et gammelt ord, og det måtte vi sande i disse åringer. Kongen var død (Christian 6. , 1730-46) ; og ham var der ingen, der vædede deres øjne over, i det mindste ikke af bønderne.

Og en skælm måtte den også være, der vilde sørge over ham: Han havde jo stavnsbundet alle danske mandfolk, lige fra de fyldte tre år og til de var fyldt de tre snese; han havde gjort forsøg på at stavnsbinde kvinderne også; og sidst havde han pålagt den urimelige ekstraskat, som alle folk var enige om, var det værste, nogen konge havde gjort ved folket.

Rigtignok lod det, som den ene konge immer blev værre end den anden: En havde tvunget folk til at lade deres børn gå i alterskole, og dem selv til at gå i kirke og til alters, hvis de ikke ville i tugthuset. Han lod sig lede af tyske og snakkede tysk; og han undte ikke engang stakkels bønder at lege jul eller ride fastelavn.

Den anden konge (Frederik 5. ; 17 46-66) gjorde alle de ulykker, her er nævnt foran, og så var han så fransk, som var han født i Paris. Og den ny var for det første et halvt barn, og rigtigt et ))uvornt« barn; og de gamle har altid


sagt, det var (s. 2) et tegn på guds vrede, når han satte børn og tåbelige folk til at regere over et land.

(Skafferen ved et gilde laver en nidvise om præsten, s. 14) :

Lad præsten kun præke om forsyn og dyd, om bryllup i næde, og verdner i sky! Men selv om han præker hver hellig og søgn, Så mene vi Guldbjerger dog det er løgn!

(Skafferen kommer i gabestok, s. 17, men menigheden nægter at spytte på ham, og heller ikke præsten og nådigherren tør så gøre det.

Præsten præker, og tager udgangspunkt i ordene »Men denne flok, der ikke kende loven, er forbandet«, i sin fordømmelse af menigheden. Desværre for ham er dette ikke Jesu, men farisæernes ord, der skulle vende folk fra at tro på Vorherre (s. 21) , og præsten sammenlignes derfor med Antikrist.)

(s. 79) Foråret var imidlertid, som det tit sker, kommen pludselig, og kreaturet kom i marken otte dage før påske. Det var det dejligste forår. Fuglene sang, og frøerne kvækkede i kæret.

Ungfolkene flokkedes på gaden om aftenen og aftalte lege til helligdagene; og glæden syntes at have fortrængt alle bange tanker.

Troskab og utroskab. Føde i dølgsmål (s. 130: diskussion om utroskab og troskab mellem mand og kone, bønder og stor. De stores moral er dårlig. S. 134) :

»Hvorom alting er, så lad os helst overlade til de store selv at svare for deres egne synder. Så meg�t er vist, på det sted har de mange flere end vi andre.

Men skal vi have kapitlet til ende om horeri, så har du vist nok ret, når du siger, der er ikke ret mange horeunger mellem bønderne. Men det kommer af, at bønderne er bleven ved fædrenes tro, og derfor er der langt mere troskab og kærlighed mellem bønder end mellem de store, der så gerne vil sluge al verdens visdom, men får for det meste kun dårskaberne . . . (s. 135) Og dog skikker præsterne dem uden videre højt til himmelen, højere end skikkelige bønder, for bønderne bliver kun salige, når de store bliver højsalige. Men for sådant hykleri skal præsterne stå Vorherre til regnskab, for de ved


godt, det er løgn, de siger, da det tydelig står at læse, der slet ingen forskel er på træl og fri hos Vorherre, og at vi alle blive engle lige«.

»Alle gode gange er tre«, sagde gamle Niels, der i dag var kommet i mændenes lav for sin søn. »Og for at blive ved teksten, må jeg nu sige, vi har fået tre prækener, som kun skiller sig deri, at den første handler om konger og deres synder (utroskab) , den anden om herremænd og deres synder. Vorherre skal jo nu dømme; og er vi foran på det sted, hvad jeg godt er enig med, så har vi også vore fejl. Gud være os nådig allesammen. Men jeg siger det forud, at om hundrede år kommer det nok frem, hvad der bor i bønderne, og så skal de nok blive regnede for det, de er. Ja, det kan være, de store bliver helt ivrige efter at få bøndernes venskab, ja måske ligeså ivrige, som de nu er for at få dem ødelagte. De stores regimente, må I vide, kan ikke stå ved magt: De spænder buen for stramt, hun brister!

De bryder dem i deres forhold til bønderne hverken om Guds eller menneskers ret. Jeg vil nu blive ved det, talen her er om; og jeg er nærved at påstå, de store, både konger, herremænd og præster er skyld i det skammeligste, her sker mellem bønder i vore dage. Rigtignok mener en, han er retfærdig, fordi han har skrevet en bog (Pontoppidan) ; en anden mener, han er det, fordi han har befalet bønderne at læse den (Kongen) ; en tredie fordi han afhører dem, før de må komme til Guds bord (Præsten) ; en (s. 136) fjerde fordi han har pisket børnene til at læse den (Degnen) ; og en femte fordi han har bygget en skole, hvori børn kan piskes til at læse. Men ved siden af alt dette lever de selv et langt skammeligere liv end de bønder, de handler så skammeligt med. Bøgerne kunne endda være gode nok, når de ikke ville plage folk med dem og så følge dem selv, men i deres lærdom som i deres liv går de ganske udenfor Guds ord . . . !«

(Præsten kommer ind og siger, det er løgn, og der starter en diskussion om utroskab; som før taber præsten på en måde, så han står som en, der forfalsker Bibelen.)

(s. 138) »]a, lad os lade sådan snak fare«, tog gamle Niels ordet, »Og blive ved det, der er givet vi mennesker at dømme i. Vi finder så forholde nok i Mosebøgerne, der kaldes horeri; og jeg er vis på, de fleste, her sidder, er enige med Vorherre og Moses, og kalder det samme horeri. Der er nu nævnt, at ligge hos andres koner; men det forhold, jeg nævnede (se på en anden kvinde og begære hende) , kaldes ingen steder horeri. Derimod har jeg læst to steder, at når en karl ligger hos en pige, der ikke er forlovet, og hun bliver frugtsommelig, så skulle han give hendes far i morgengave, hvad skik og brug var, og så gifte sig med hende. Dog havde hendes far ret til at


sige nej. (2. Mosebog 22, 16 og 5. Mosebog 22, 23-29) Hvad siger præsten dertil?«

»Jeg siger, at dem, der har magten hertillands, tyder disse skriftsteder på en anden måde«, svarede præsten. »Om jeg nu meldte dig?« (for at tale ondt om de store) .

»Nå, detgør de«, sagde gamle Niels, »men så siger jeg, de fører falsk lærdom«.

»Det er de, sandt for Herren, nødt til«, forsikrede præsten; »hvorledes skulle de ellers få grove bønder til at leve, som det er nødvendigt i en ordentlig stat?«

»Bønderne må være så grove som de vil«, sagde gamle Niels, »Så er de dog ganske nemme at få til at leve et ægteskab efter Guds ord, for det er de jo på en måde født til. Det er således den samme Gud, som har skabt os, der også har ladet Bibelen skrive, og med det samme er Bibelen på en måde skrevet i vore hjerter. Og alle dage får vi bønder mere tro til det, Vorherre har skrevet i Bibelen og vore hjerter end til det, I store vil bilde os ind for hans (s. 139) skyld, I kalde staten. For denne stat er jo åbenbar lige så slem som Baal eller Molok, Vorherre så strengt forbød sit folk at ofre til, når han ikke kan eller vil lade folk gå efter Guds ord, men skaber sig, som han var klogere end Vorherre selv«.

»Du stikker intet under stol, Niels!«, sagde præsten. »Det ville også klæde en mand 'vovt', der tæller på femte snes«, svarede

gamle Niels. »Men sådan snak kan komme dig dyrt«, sagde præsten. »Om jeg nu

meldte dig?« »Jeg har levet længe nok til at skamme mig ved at løbe mit liv med en

løgn«, svarede den gamle. »Men tror Niels da, jeg vil melde ham?«, spurgte præsten. »Det nødes jeg til at tro, når fader selv slår på det«, svarede Niels. »Jeg har vel dog ikke sagt det?«, spurgte præsten. »Jo vist sagde fader det«, påstod flere. »Ja, lad os så ikke snakke mer om den sag i aften«, afbrød præsten. »Når fader vil det, er jeg rede til at bryde af«, svarede den gamle. »Men

vide skal præsten, at det er mit og alles ramme alvor, når vi påstår, I store bærer skylden for det skammeligste, der sker mellem bønderne. For ser nu, når en karl og en pige enes om at ville være eller de blive mand og kone, så kan de til en tid glæde dem i håbet. Mange kan også vente til tid og lejlighed gives; men allerede dette, at herremanden helt og holdent vil råde for, når folk må gifte dem, er synd. Det er en tvang, der kun passende kan bruges mod dyrene.

A 232 Legealder og lewalder _ .. landskabsb;llede 2

Men der er mange, som slet ikke kan vente efter nådigherrens lejlighed. Naturen går over optugtelsen og -ja, det har (s. 140) jeg ikke nødig at nævne.

Men følgen bliver jo, hvis præst og herremand får det at vide, at karlen kommer til at ride træhesten og dernæst springe soldat; piger kommer til at 'stå skrifte'; barnet har alle lov at kalde horeungen; ja, det bliver kaldt gudfrygtighed at kalde det så. Det må ikke som andre børn blive døbt, mens folk er i kirke; er det tilmed en dreng, må han aldrig blive så meget som en stakkels skrædder; nej , han skal trykkes så dybt, det er muligt: Han skal altid være, hvad præsten nys kaldte en grov bonde. Forhadt og forstødt af alle er han udsat for at hade og trodse alle igen og falde i alle fristelser; og, hvad der er det mest urimelige, han må ikke tage arv, ikke engang efter sin egen moder, om han så er hendes eneste barn; nej, så arver jo nådigherren.

Og dog går det bedst, når det går på denne urimelige måde. Mange er der, som slet ikke kan bære denne skam, eller tænke dem tanken at skilles fra hverandre. Så skjuler de det for verden: Føder i dølgsmål og tager livet af børnene.

Jeg forsvarer ikke disse mennesker; men jeg beder: Gud være dem nådig. Og jeg siger det frit: I store bærer den største skyld derfor, for I frister dem dertil med jer skammelige hårdhed. Se derfor er det, jeg påstår, I bærer skylden for det skammeligste, der sker mellem bønder og det er denne føden i dølgsmål«.

»]a, du har desværre nogen ret, gamle Niels«, svarede præsten. >>Men hav nu tak, fordi I tog så vel på sagen med store Pær og Maren Løbers. Jeg skal nu hjem. Vi har jo søndag imorgen; Guds fred ovære med jeg, børn!«

»Du kan magte ham med al hans lærdom. Det er dog også farlig, så boglærd du er, Niels!«

»Der hører ikke megen lærdom til for at få ret, når vi kun forsvare, hvad ret er, og vi så har med mennesker at gøre, der vil lade ret være ret. Så skikkelig er nu vor præst; og dersom han ikke sad sådan i det med de store, at han skulle forsvare deres sag, var han den bedste mand, nogen kunne ønske; men I hørte jo selv, han sagde, han var nødt til det« .


Julelege (s. 170-172: Der nævnes remser for de små børn. De store børn) :

Den »villerste« (bedste) lystighed, vi havde, var at sidde på en bismer og >>dræe« en synål. Det var nu en træbismer, der blev lagt på gulvet. Den, der skulle prøve det, satte sig på den runde »kluns«, satte benene overkors over stangen, der skulle blive i sin stilling, og måtte slet ikke trykkes ned i gulvet. I denne stilling kunne de fleste nok sætte dem, for så længe kunne de nok støtte dem med hænderne. Men så kneb det! Der kom nu en med en synål og en med tråd, og mesteren skulle til at tage det i hænderne. Der hørte nu både øvelse og snildhed til at holde stillingen, og for de fleste rullede klunsen rundt, og mesteren lå på gulvet. Kun enkelte nåede nåleøjet med tråden; og hvis en eller anden virkelig fik den sat i, sås det som et helt mesterstykke, hvorom der taltes i lange tider.

5. fulelegene og mellemdagene (s. 173) Ved davren julemorgen blev der uddelt et stort sigtebrød, et fad prossekage og et par gåsehalse til hvert »tjenestebud«, karl, pige og dreng. Dette kaldtes (s. 17 4) »julegivt« , og det var også en ligefrem tilgivt, for tjenestefolk fik ligegodt deres mad, hvor de tjente.

Når der ellers ikke kom noget til hinder, gik juledagene på omgang i byen. De var gerne aftalt før helligdagene og blev holdt hver helligdagsaften lige fra juledag til Helligtrekongersdag, og der blev således gerne seks aftener at lege i.

Hvor vi samledes, fik vi frit hus, frit ly og frit øl; men det skulle kun være »tyndtøk Spillemanden gav vi hver en skilling; men det var da også den hele udgift, for maden fik vi af vor julegivt. Den første juledag efterkirkefærden samledes nu alle, som ville være med ved legene, på stævnen, og der aftaltes nu hver og hvor mange, der skulle bringe føring med hver aften; for sagerne skulle jo slå til, men heller ikke mere.

Disse legeaftener bar navn af julelege, legestuer, eller det ligefrem kaldtes at lege jul. Og leg og sang blev da også brugt mest, for vel havde vi spillemænd, og der blev da også danset, især langdanse, menfor det mesteblev der slet ikke spillet til disse - der blev bare sungen Gvf. Kristen Sørensen Testrup) .

Der var atten gårde i byen, og i hver af dem var der en karl, mindst en pige og en dreng. Hvis alle disse kom sammen, vilde der jo været over halvtredje snes; men der var altid nogle, som af en eller anden grund blev borte. Dog var vi gerne henad et par snese samlede.


Det gik altid for sig i en storstue, hvor der var hængt to, tre lamper. Vi havde allesammen sko på fødderne, og var i vore søndagsklæder: Pigerne i hvergarns »skørt og bul«, men derunder bar de en »højrød« bundet (strikket) trøje, hvis ærmer og hærdestykker kunne ses. Så havde de hagekappe og korsklæde, der sad glat over hætten. Disse to stykker (s. 175) var af rent, hvidt »kramlærred«. Og disse to stykker blev der set meget hen til, om de vare rigtig rene, så de måtte stives og stryges for hver gang, de brugtes, for så tog det sig så kønt ud til de lange højrøde ærmer. Mange, der havde råd dertil, havde såmænd sølvspænder i skoene og hovedvandsæg i lommen.

Karlene gik altid i grå eller hvide knæbukser og stumptrøje, men aldrig i kofte. Så havde de gerne en rød eller en rødstribet »brystdug« (vest) på. Den var for det meste af hvergarn, men en og anden bar da også en af højrødt »københavnstøj«. De gik altid med kønne, virkede hosebånd, men det var sjælden at se en med knæspænd er, for det blev ikke regnet med til god skik.

Efterhånden vi trådte ind i legestuen, stod konen i huset og bød os at være velkommen; men pigen stod hos, rakte os øllet og bad os at smage. Spillemanden var altid først i stuen og modtog os, straks vi kom, med nogle strøg på »fiolen«. Vi var også snart samlede, for det var ikke dengang som nu, det regnes for det villerste at komme bagefter. Nej , dengang kom vi i det højeste tre, fire flokke, da vi fra hver gade kaldte på hverandre og kom så allesammen i en flok. Det kunne nok ske, der var lidt mellem flokkene kom, men det kunne også ske, de kom næsten lige på en gang.

Vi fik os nu allerførst nogle raske danse, for at få varmen i kroppen. Spillemanden gned lidt på strengene, og de, der kunne, sang med. Vi kendte dengang hverkan »hamborgere« eller »lybekkere«, hverken »tyroler-« eller »wienervalser« eller noget af det tøjeri, der nu er i vælten. Derimod dansede vi vals og hopsa, riel og kæde, kongens navne og mange andre, som vi kunne allesammen. Dengang blev der altid lagt (s. 176) an på, alle kunne glæde dem ved legene; nu hører jeg, det langtfra er sådan fat.

Så legede vi så mange lege, det var en lyst. Vi tog altid fat på pantelegen; og den skal jeg nu fortælle jer om: Vi tog

hverandre i hånden, både karle og piger, og dannede en stor ring; så dansede vi rundt og sang:

Kragen sidder i ellen, hug ned i dal, hug ned idal! Hun siger, hun vil sig kvælde. Hug ned i dal!


Men hvo, som sig ej kvælde vil, han skal sætte sine klæder til. Dermed sidder vi alle!

For den sidste linje blev der også sunget:

Dermed står vi alle.

Men det var en vedtægt, når det lød om at stå, så skulle alle sidde; og når det omvendt lød, alle skulle sidde, så skulle de stå. Hvem der nu tog fejl, måtte give pant. Dette var altid et klædningsstykke: Et par handsker, en »snupdug« (lommetørklæde) , en hat eller noget lignende. Når alle i runddelen havde sunget for hver en gang, var denne del af legen ude.

Der toges så ved med at lyse panterne frem. En rakte til den ende de for-skellige sager i vejret, den ene efter den anden, og råbte: »Svi brænde!«

Den, det fremviste stykke tilhørte, svarede: >>Mig kende!« »Hvad er kendet?«, spurgtes dernæst: »To nødder og en kvist, det er både redelig og vist!«, skulle ejermanden

svare hertil. Blev der nu svaret rigtigt på fremlysning og spørgsmål, fik ejermanden

sit (s. 177) gods, toges der fejl, kastedes det i bunden igen. Der blev nu faret således frem med hvert enkelt stykke; og når det sidste var nået til sin ejer, var legen endt.

(s. 184) Når vi spurgte farmor, hvorlænge de holdt ud ved julelegene, svarede hun gerne, til en time eller to før midnat. Men hun føjede gerne til; det kunne også gå over den grænse, der var nok, som havde lyst til at spille op; og de kunne til sine tider rive de fleste med dem.

Der var ellers en hel flok, som de kaldte »skvaldrelavet«, der enedes til sine tider om at blive, når vi andre gik; og så gik det vildt til, hvor de kunne få lov at spille op, som deres hug stod til. ( . . . )

I grunden var alle julelegene ens, kun at vi sang nogle viser en gang og andre en anden aften. Og, som sagt, legede vi hver helligdags aften hele julen; og den sidste aften, vi legede, blev således helligtrekongersdags aften.

Å 236 Legearder og levealder - et landskabsbil lede 2

Fastelavnslege (s. 214) Juledagene endtes egentlig slet ikke med julen, men blev ved hver helligdagsaften lige til fastelavn; og der var bare den forskel, der vankede ingen julemad, efter julen var endt.

Der blev ellers leget, sunget og danset, der blev fortalt sagn og eventyr; men så måtte vi nøjes med æbler og nødder, hvoraf vi kunne have lommerne fulde; og vi fandt os ligesågodt derved, som var det steg og kage.

Gamle Niels var der næsten altid og fortalte meget om de gamle dage og om de gamle konger; og han vidste rede til sagnene mange snese år tilbage. Men de gamle sagn om gildehøjen og troldene der, fortalte han grumme nødig. Lystighederne endtes så med fastelavnslegene; og her havde karlene og drengene hver sine.

(karlene: ride til gase, katten drives af tønden, gilde) . (drengenes fastelavn lå ugen før for ikke at falde sammen med karlenes:

ride til kok) .

(s. 215) Ovenpå disse lege fulgte et gilde. Karlene red byen rundt fra gård til gård og bad pigerne komme til deres leg om aftenen. Foran red den, der havde trukket hovedet af gasen, og ved hans side holdt eller red spillemanden. Næst efter kom den, der havde taget det (s. 216) næstsidste tag på gasen eller slået det næstsidste slag på tønden. Han førte en underlig fane, der var lavet af et par brogede klæder og overhængt med alle slags bånd.

De andre kom så, par om par. Hvor de kom ind, blev de holdende på hestene, og spillemanden blæste på sin klarinet. Pigerne kom så ud med en potte øl og bad dem drikke; og til gengæld bød den, der red ved spillemandens side, pigerne til legen om aftenen. Dernæst kom konen og bød dem indenfor. De tog mod indbydelsen, sprang af deres heste, som drengene. der fulgte dem byen rundt, tog og holdt. De tog dem nu en »runddans« i storstuen, fra gård til gård; men hos præsten og herremanden fik de penge, gerne så mange, de kunne betale mjøden og brændevinet med til deres gilde.

Drengene havde, som foran fortalt, lov at ride, mens de trak hovedet af kokken. Derimod tålte karlene ikke, de red byen rundt, de måtte heller ikke have spillemænd. Der var jo forskel på »kong Salomon og Jørgen Hattemager«. De skulle og gå med træsko byen rundt, tilnøds måtte de have sko på i legestuen om aftenen, støvler måtte kun en lade sig se med, som havde gjort prøve som hovkarl, og stundede til at blive virkelig hovkarl. Sølvspænder eller sølvknapper måtte ingen dreng bære.


De gik dog trøstig både til herregården og præstegården, og dernæst fra gård til gård; og alle steder fik de et par skilling til hjælp til deres gilde, som den, der havde revet hovedet af kokken tog imod.

Somme steder fik de også et par æg, hvorfor de bar en kurv med dem. De sang altid en og samme bitte - karlene tillod dem ikke at synge andre -og den kaldtes kokkedrengenes bitte. Den var således:

Ja se, nu er vi kommet her! O, hør nu, hvad vi bede: Vi bede om et par skilling til hjælpe til vort gilde! somme elsker pigerne, for de er som en blomme; men vi elsker konerne, for de gi' er os noget i vor lomme!

N år de så havde fået deres gave, takkede de og sang:

Nu takke vi, så godt vi kan, for I mon os påskønne, og beder Gud af hjertens grund, han vil jer selv belønne!

Til karlenes gilde kom kun de piger, der gjorde hovtjeneste som storpiger; de yngre gik til drengenes, der jo kun var en leg, da de slet ikke havde spil; men var i grunden glade, de havde deres for dem selv: De sang og legede, de fortalte sagn og eventyr, de åd nødder og æbler, de drak mjød og æggeøl. Og det meste karlene havde for dem, var støvlerne og sølvknapperne, spillemanden og brændevinen.

Det var altid ugen før fastelavn, det såkaldte fastelavnsgilde stod. Men det blev gentaget fastelavns mandags eftermiddag. Da samledes karlene med storpigerne, og drengene med lillepigerne og legede »slå-til-pottens«, der jo endnu er en meget kendt leg. Varvejret godt, legede de dernæst bold eller andre lege. (s. 218) Var der is på dammen, løb de der, men aldrig kom drengene for nær, hvor karlene legede.

Om aftenen efter fastelavns mandag var så den sidste legestue om vinteren, da der blev holdt meget strengt over fastelavnstidens hellighed. Legestuer kunne der jo nu slet ikke være tale om; blev der holdt et enkelt bryllup, som jo nok kunne ske, måtte de hverken få kimet eller have spillemænd, da det


var til at fortørne Gud med. Det var ellers den gængse skik, at pigerne betalte gildet denne aften, og det kaldtes derfor pigegildet

Disse beskrivelser af lege- og festkultur i slutningen af 1700-tallet fremviser ikke nogen svækkelse; de bærer ikke noget særligt præg af de voldsomme fremstød fra dannelseskulturen.

Stå på hovedet på stol M. STEJSKAL


Slutning

Vi brødre var glade dansere allesammen.

Spændingsfeltet omkring tolkningen af legenes placering i livsløbet har flyttet sig. Polariseringerne mellem folkekultur, dannelseskultur og industrikultur fremtræder og er forandrede.

Indtil o. 1800 afspejles en særdeles skarp modsætning mellem folkekulturens Oandbosamfundets) idealer om almindelig, menneskelig mangfoldighed i livsudtrykkene, hvor legene har en fremtrædende og naturlig plads, på den ene side og på den anden side dannelseskulturens (konge, adel, kirke) standsopdelte enevældeideal, hvorefter bondestanden ikke bør foretage sig ret meget andet end at arbejde for de højere stænder og se det sande liv som fremtidigt. Folkekulturen tolker livsglæden som en blanding af her-og-nu og dengang-og-når. Dannelseskulturen tolkede livsglæden som noget, der ikke kunne tilhøre her-og-nu, muligvis kunne tilhøre dengang, men især tilhørte når; ideelt så dannelseskulturen livsglæden som noget, der tilhørte det sande liv efter døden.

Det ses i fremstillingen, at dannelseskulturen langt hen har magt til at kontrollere offentligheden, men ikke den kulturelle virkelighed.

Frem til 1800-tallet sætter dannelseskulturen sig enevældigt på offentligheden. Men dannelseskulturens mange fremstød kan ikke tages som udtryk for styrke eller sejr over folkeligheden, snarere tværtimod.

I løbet af 1700-tallet lider dannelseskulturen et afgørende nederlag overfor almindelige menneskers lege- og festkultur. Den dannede, livsfjendske holdning udvikles omkring 1730-40 til sin reneste form, hvor jura og etik forenes, og den bliver derfor også lettere at gennemskue og imødegå; et typisk eksempel er Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed, som er håbløs både som livstolkning og som grundlag for undervisning.

Landbosamfundet har, som anden folkekultur, et refleksivt forhold til livet, og tilværelsen kan ikke på kompetent vis tolkes gennem arbejdsomhed, ligesom Bibelen ikke kan tolkes ved nok så mange gange at citere Johannes' første brev, kap. 2, vers 15-17 om ikke at elske verden og dens kødslyst, øjenslyst og letfærdighed.

Markedskulturen (industrikulturen) holdes længe i en stærkt reguleret position; men også her må konge, adel og kirke give op i løbet af 1700-tallet.


Da konfrontationen mellem dannelseskultur og folkekultur nedtones i 1800-tallet, får industrikulturens dynamik, levetid må forvandles til arbejdstid, større og friere spillerum. Den centrale modsætning skifter position; fra at ligge mellem folkekultur og dannelseskultur kommer den nu til at ligge mellem folkekultur og industrikultur.

Industrikulturen levner af egen drift kun meget lidt, helst ingen, tid og rum for nydelse af kunst og leg.

Ved demokratiets indførelse 184M9 og loven om fri næring 1856 bryder en række samfundsmæssige omdannelser igennem.

I landbosamfundet blomstrer udviklingen gennem friskoler, højskoler, andelsbevægelse, :finansvæsen, m.m. Også i byerne bliver landbosamfundets tiltag synlige, ofte som næsten fæstningslignende bygninger, hvor landboforeningerne har til huse; endvidere er landbosamfundet mærkbart i byerne gennem vandringen fra by til land.

I byerne, hvor markedskulturen har sin oprindelse, ses modsætningen meget tydeligt som et livtag mellem folkekulturens ideal om mangfoldighed i livsudtrykkene og industrikulturens massive krav om at al menneskelig kraft skal anvendes som arbejdskraft. Det er velkendt i skildringerne af kvinde- og børnearbejde på fabrikker. Men også landbrugets udnyttelse af arbejdskraft fremviser denne modsætning.

Fra sidste halvdel af 1800-tallet organiseres de folkelige modtræk gennem partier, fagforeninger, kooperativ-bevægelse m.m.

Frem til begyndelsen af 1800-tallet er sammenfaldet mellem legealder og levealder umiddelbart synligt i almindelig sprogbrug. Videre frem til 1900-tallet kan både kropslighed og sanselighed sådan set også let følges, eksempelvis omkring dans.

Industrikulturen ser hurtigt sin fordel i at producere legeoplevelser, og udvikler en underholdningsindustri, som er overordentlig ekspansiv og kapitalstærk.

Men industrikulturen har umiddelbart ingen interesse i at folk selv er gode til at lege, underholde sig selv.

Sagt på en anden måde er der mellem folkekultur og industrikultur sammenfald m.h.t at opfatte legeoplevelser som noget, der er vigtigt gennem hele livet, selv om baggrunden er forskellig.

Det er vanskeligere m.h.t. legefærdigheder; bevirker legeindustrien, at de voksnes legefærdigheder forsvinder, så de voksne forkrøbles til til sidst kun at udvikle arbejdskraft? Det kan wrderes på mange måder, men man skal nok være varsom med den traditionelle pessimisme.

Siden 1700-tallet har de voksne haft et tidsproblem, men holdningen til lege- og festkultur synes uforandret positiv; det er især synligt i de vilkår,

Å 242 Legealder og levealder - et landskabsbillede 2

samfundet giver de unge, og i den institutionelle opdragelseskultur, der har udviklet sig i skole og daginstitution.

Vore dages tæmning af markedskræfterne gennem kvoter, normer o.s.v. betyder vel på sigt, at de voksne igen får mulighed for at tilbageerobre noget af deres tid gennem arbejdsfordeling, pensionering m.m.

Er voksne idag gode til at lege? Det er vel det afgørende spørgsmål. Svaret må deles i to:

l. Holdningen til lege, normen, d.v.s. legene som forbilledlige handlinger for vertikale livsudtryk, er, som i tidligere tiders folkekultur, uforandret positiv; lege skal gennemsyre tilværelsen. Børn skal være gode til at lege. Arbejde er ikke hele livet. ligesom man aldrig må reducere landbosamftmdet til kun eller primært at være et spørgsmål om landbrugsproduktion, er 8 timer heller ikke hele dagen. Man skal ikke i alt for stor grad have sin bevidsthe� placeret horisontalt, som fremtid. Nærvær hører sig til.

2. Udvikling af egne legekompetencer er et mere blandet område at få overblik over. Men polterabends, festkultur omkring sange, optræden og dans, vejfester, revyer, kor, spille selv, aerobic, uorganiseret idræt, hiphop for voksne, opløsning af industrikulturens formelle omgangsformer, rejseliv, ferieliv - alt det bærer dog i den rigtige retning.

Folkekulturen lever kontinuert gennem sin evne til at forene tradition og nyskabelse; det nye opfanges gennem en blanding af følelsesmæssig fascination og refleksiv overvejelse; »noget der stemte sammen med en indre følelse, vi havde, ( . . . ) noget vi alligevel paa bunden kunde forstå«.

I mange skildringer af folkekultur dominerer det synspunkt, at folkekulturen er traditionsbundet, statisk, styret af nedarvede skikke og forestillinger. Fremstillingerne benytter så en variation af temaetfolkekulturen er døende, der kan formuleres på denne måde: Gammelt = ægte folkelighed, nyt = uægte folkelighed (dårlige kopier af dannelseskulturen, åndløs glæde ved industrikulturens tomme frembringelser) .

I skildringen her opfattes det forhold, mange indsamlere har noteret, at nyt og gammelt blander sig i almindelige menneskers hverdagskultur, som et typisk og afgørende vigtigt træk ved folkekultur.

Denne blanding af tradition og nyskabelse i folkekulturen dækkes fint af vendingen jeg elsker den brogede verden. I hverdagen er det sådan, at brud, skift, ommøblering udføres af ungdommen. Ungdomskulturen kan derfor fremtræde som modsætning til de voksnes og gamles kultur; men ung-


domskulturen er i den kulturelle virkelighed en integreret del af folkekulturen, netop i kraft af sin betoning af nyskabelse.

Den blanding, vi finder idag omkring generationernes danseformer er derfor positivt typisk for folkekultur. H. Grtiner Nielsen skriver i Folkelig Vals, 1920:

»Men naturligvis er ikke alt, hvad nutidens almue selv anser for overlevering fra fjerne tider, af så høj alder. Det er en af folkloristikens vanskeligste opgaver at bringe historisk perspektiv ind i nutidens folkeoverlevering, at skelne mellem nyt og gammelt, fremmed og nationalt.

Spørger vi specielt om nutidens danske folkedanses oprindelse, må vi på forhånd stille os skeptisk overfor ret ofte at møde særlig gamle fremtoninger.

Det er altid mest ungdommen, der danser, og de unge er jo begærlige efter nyt, så det må antages, at nye danse ret hurtigt har fundet indpas, medens de gamle danse forsømtes og ofte gik helt i glemme.

Når vi blandt den danske almue træffer et så overvældende stort antal forskellige folkedanse rundt om i landet, er dette da også et talende vidnesbyrd om almuens nyfigenhed gennem tiderne.

Dansetraditionen, således som den foreligger nu, er tilfældig og historisk set ret forvirrende: gamle og nye danse træffes side om side i samme egn, og hver egn har sine egne danse. En bestemt danseform kan optræde under forskellige navne, medens omvendt et dansenavn kan dække over vidt forskellige danseudførelser.

Man må endvidere lægge mærke til, at udførelsen af en folkedans er ret individuel, idet enhver danser, som han kan bedst, og varierende dansemåder kan derved let indsnige sig. Optegnelser af en folkedans fra samme by kan derfor ofte være afvigende, når der er benyttet forskellige meddelere«. (s. 9)

Efter min mening giver H. Grtiner Nielsen her en fin skildring af folkekulturens blanding af tradition og nyskabelse, fryndt og fremmed, også selv om han i fremstillingen hælder til at opfatte gammelt som ægte folkeligt og nyt som uægte og tegn på at folkekultur tilhører en svunden tid.

Dannelseskulturen løber ind i kriser, når den vil knække eller afvise folkekulturen.

Endvidere er det karakteristisk for dannelseskulturen, at dens institutionsformer hidtil har haft meget svært ved organisk fornyelse.

Det ses f.eks. omkring reformationen, i 1700-tallet og i 1930'erne.


Efter 1800-tallet forholder dannelseskulturen sig i begyndelsen tøvende og usikkert overfor den nye modsætning. Det svinger fra romantisering af både folkekultur og industrikultur til formynderi og fordømmelse.

Fra 1930'erne allierer dannelseskulturen sig i større omfang med folkekulturen, selv om den i begyndelsen bilder sig ind, at den er fører.

Dannelseskulturens forhold til ungdom præges i samme periode mere og mere af folkekulturens forhold til ungdom for til sidst, efter 1960'erne, at acceptere de unges ret til selvrådighed.

Efter 1980-85 benyttes den traditionelle, pædagogiske scenografi - de frelste og de fortabte - ikke så tit mere. Der tales mere om med- og modspillere, nære og fremmede. Paradigmeskiftet i pædagogikken følger af, at større dele af dannelseskulturen efterhånden breder sig ud og indgår en mere positiv dialog med folkekulturen. Dannelseskultur og folkekultur har idag et langt mere forsonligt og frugtbart forhold til hinanden end tidligere.

Dannelseskulturens gamle dualisme skilte krop og ånd fra hinanden. Planer, fortid og især fremtid, forberedelse til et liv, der skal leves senere, men aldrig nu, blev begrebsliggjort i ånd. Nærvær, samvær, nydelse, udfoldelse, leve her og nu, blev begrebsliggjort med krop.

I denne, gamle pædagogiske verden kunne kroppen så bedst finde anvendelse som symbol på planer, magt, forberedelse o.s.v. ; især yndede man børns kroppe, fordi deres ånd ikke gjorde så stærk modstand.

Denne gamle dualisme omskrives nu. Kropslighed, sanselighed, seksualitet, selvfordybelse eller selvforglemmelse, at give sig hen; altsammen er det foreninger af krop og ånd, og dialogen mellem dannelseskultur og folkekultur kan med tiden give denne tolkning mæle.


OTIO HASLUND ( 1 842- 1 9 1 7)

Koncert : Kunstnerens børn med legekammerater


Li Heratur

Adam af Bremen: »Beskrivelse af øerne i Norden«. 1978. Andersen, Anders og sønnen Lars Andersen: »Optegnelser fra Holevadgården 1767-1863«. 1982. Andersen, Christen (fæstebonde i Nørre Tulstrup) : »Dagbog 1786-97«. 1979. Andersen, Martin: >> Hjemmemusikken og dens udbredelse«. 1984. Andersen, Svend Ellehammer og Mogens Brun: >>Skoletugt - træk af skoleopdragelsens historie«. 1988. Aries, Philippe: »Barndommens historie«. 1982. >>Anordning for Almueskolevæsenet på Landet i Danmark 1814«. 1980. Backmann, E. Louis: >>Den religiose dansen in om kristen kyrka och folkmedicin«. Stockholm, 1945. Bagger, Hedevig: >>Friedrich Frobel«. 1916. Bagger, Hedevig og Friedrich Frobel: >>Leg er barnets arbejde«. Dansk Frøbeltidende, maj 1907. Bagger, Hedevig og Sofus: >>Den danske Børnehave. Bemærkninger om smaa Børns Opdragelse og Undervisning«. 1885. >>Barnets Kulturhistorie«. 1980 og 1985. Bernild, O. og H. Jensen: >>Den feudale produktionsmådes historie i Danmark ca. 1200 til ca. 1800«. 1978. Bernth, Inger: >>To store ser på børn« i >>Barnet, pædagogikken, forskningen«. 1992. Bateson, Gregory: »Steps to an ecology of mind«. 1972. Bjerre, Markus: »Nissumbysønnerne og deres Hjem«. 1965. Bjørn, Claus: >>Bonde, herremand, konge«. 1980. Bol og By nr. 7: »M.H. Løvenskiolds hoveridagbog 1795-1797«. Udgivet af Fridlev Skrubbeltrang, 1973. Boldsen, J og J Vellev: »Den øde kirkegård« i Skalk nr. 4, 1980. Bomholt, Julius: »Folkeskolens Reform«. Vor Ungdom, 1931-32. » Bondedagbøger - kilder til dagliglivets historie« . Karen Schousboe, 1980. Bredal, Niels: » Børnespeiel«. 1568 og 1894. Brorson, H.A. : » Visitatsberetninger og Breve«. 1960. Cederholm, Rosa: »Rosamin. En pige af folket fortæller«. 1975.


Christensen, Agnes Nyrop og ].C. Gottlieb: »Moderne Dans. Hvad Alle bør vide«. København, 1919. Christensen, Bernhard: »Mit motiv«. 1983. Christensen, Christian: »En rabarberdreng vokser op«. 1974. Christensen, Christian: »Fra rabarberdreng til bondeknold«. 1975. Christensen, G. : » Læsestykker til opdragelsens historie 1-2«. 1966. Comenius: >>Moderskole«. 1636 og 1874. »Dagligliv i Danmark 1620-1720«. Redigeret af Aksel Steensberg, 1969. Danmark, 3. årgang. 1943. Dansk Musik Tidsskrift 1929-32. Danske Samlinger 1-10. 1866-85. Danske Studier, 1907-18. »Daniel Defoe, Robinson Crusoe, An authoritative text«. Ed. by Michael Shinagel. New York, 1975. Drotner, Kirsten: »At skabe sig - selv«. 1991. »Døde-Dands«. 1762 og 1967. Eichberg, Henning: »Identitet, krop og køn« i Ungdomskultur. Forskningsårbog 3, 1989. Ejerslev, M.P. (red.) : >>Den danske Bonde«. 1945. Elkonin, Daniil: »Legens psykologi«. Moskva, 1988. Ewans, Kai: »Jazzens Barndom i Danmark«. Jazzrevy 1934-36. Feilberg, H.F.: »Dansk Bondeliv 1-2«. 1910-13. Feilberg, H.F.: »Fra Heden«. 1920. Fiil, Steen m.fl. : » Bondeoffentlighed i Danmark i den 19. århundrede« i Fagtryk nr. 42, 1975. Folkehøjskolens Sangbog. 17. udgave, 1990. »Forordninger, recesser og andre kongelige breve 1558-1660, 1-6«. Udgivet af VA Secher, 1887-1918. »Gosmer - Baggrundsmateriale til Gosmerspillet, Gosmer 1980«. Redigeret af Claus Bjørn. Graves, Karoline: »Ved Halleby Å«. 1921 . Gravesen, Finn: »Musik og Samfund«. 1977. Gregersen, Hans: »Skipper Klement«. 1981. Grinde, Nils: »Norsk Musikk Historie« . Oslo, 1971. »N.F.S. Grundtvigs Dag- og Udtogsbøger 1-2«. 1979. Grundtvig, Svend: »Gamle Danske Minder 1-3«. 1854-61. Gøssel, Astrid: »Musik og Fællesskab« i Den frie Skole nr. 6, 1938. Gotlind, Johan (udg.) : »ldrott och Lek«. Nordisk Kultur XXN: Oslo, 1933. Haar, Helge og Jens Nørregaard: » Kirkehistoriske Læsestykker III«. 1959.


Haarder, Bertel: »Grænser for politik«. 1990. Halding, Helle: »Myternes krisetid«. Radioudsendelse i Pl. 1 1 .9.1992. Hansdatter, Kirsten: »Dagbog 1862-63«. Folk og Kultur, 1983. Hansen, Birgit: »Fester for sommerens komme«. 1980. Hansen, Bodil K. : »Skolen i landbosamfundet 1880-1900. Befolkningens holdning til skolevæsenet på landet«. 1977. Haslebo, Gitte: »Fordeling af tid og arbejde i velfærdsstaten«. 1983. Hastrup, Finn: »Danske Landsbytyper«. 1964. Hede, Christen: >>En hedebondes optegnelser«. 1978. Hegellund, Peder: >>Susanne«. 1578 og 1972. Heinsohn, G. og Knieper: >>Børnehave og legepædagogik«. 1979. Henningsen, Lars: >>Drenge og krigsleg«. Rapport ved BUKS, Aarhus Universitet, 1991. Henningsen, Lars og Klaus Lasvill-Mortensen: >>Det er livet, det handler oml« En video om drenges vilde lege. Vildskud, 1991. »Historien i Avisen, 1657-1924«. 1975. »Horsens Landbrugsforening 1862-1987«. Jubilæumsskrift i anledning af Landbrugsforeningens 125 års jubilæum. »H.O.T.«. 1934. Huizinga, Johan: »Homo Ludens«. 1963. Jansen, Lotte: »Hoveriet til Egeskovgård«. 1977. Jazzrevy 1935-36 og 1941-42. Jensen, F. Elle: »Pietismen i Jylland«. 1944. Jerlang, Espen (red.) : »Selvforv�tning«. 2. udgave, 1991. Jespersen, Hanne Tofte (red.) : »Man skal høre meget«. 1988. J ohnsson, Bengt: »Den danske skolemusiks historie indtil 1739«. 1973. Junge, J . : »Den nordsjællandske Landalmues Characteer, Skikke, Meninger og Sprog«. 1844. Kaivola-Bregenhøjs, Annikki: »Bondebryllup«. 1983. Kancelliets Brevbøger 1644-1645. 1968. Kirkehistoriske Samlinger, Ny række, II (s. 471-97) , IV (s. 359-83) , VI (s. 646-53) . 4. række, V (s. 213-98) . Kjærgaard, Thorkild: »Konjunkturer og afgifter - C.D. Reventlows betænkning af 11 . februar 1788 om hoveriet«. 1980. Kjærgaard, Thorkild: »Den danske Revolution 1500-1800. En ø ko historisk tolkning«. 1992. Knudsen, Frederik: »Skolebørnenes Legebog« . 1908. Knudsen, Frederik: »Dansk Legebog«. 1915. Knudsen, Frederik: »Hjemmenes Legebog«. 1921 . Knudsen, Frederik: »Træk af Boldspillets Historie« . 1933.

love, moral og erindringer 249 Å

Koch, Hal: >>Luther«. 1960. Kofod Ancher: »Lovhistorie bind l«. 1769. Christen Kold fortæller. 1988. Kold, Christen: »Om børneskolen«. 1850 og 1986. Kold, Christen : »Udvalgte tekster 1-2«. 1967. Kolderup-Rosenvinge, J.LA: »Gamle danske Love, II, IV og V«. 1821-27. Kongelige Forordninger og aabne Breve 1679-1849. Udgivet 1795-1849. Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve m.v. 1660-1870. Udgivet af Laurids Fogtmann m.fl. , 1806-1918. Korsgaard, Ove: »Kampen om kroppen, dansk idræts historie gennem 200 år«. 1982. Korsgaard, Ove: »Krop og kultur. Andelsbøndernes gymnastik mellem almuens leg og borgerskabets sport«. 1986. Korsgaard, Ove: »Kredsgang. Grundtvig som bokser«. 1986. Korsgaard, Ove: »Thyras bro. Det folkelige i Europa« i Else-Marie Boyhus (red.) : »Midt i højskolen«. 1991. Koudal, Jens Henrik: »Sang og musik i Dansk Folkemindesamling«. 1989. Koudal, J ens Henrik: »To sangere fra den jyske hede«. 1984. Kramer, Gustav: »August Hermann Francke, Ein Lebensbild. I-II« . Halte, 1882. Kristensen, Sven Møller: »Hvad jazz er«. 1938. Kristensen, Evald Tang: »Jyske Folkeminder«. Bind 2. 1876. Kristensen, Evald Tang: »Danske Børnerim, Remser og Lege«. 1898. Kristensen, Evald Tang: »Vore Fædres Kirketjeneste«. 1899. Kristensen, Evald Tang: »Danske Sagn 1892-1901«. 1980. Kroman, Erik: »Danmarks gamle Love 1-2«. 1945. Kyvsgaard, Britta: »Ny ungdom?«. 1992. Larsen, Joakim: »Bidrag til Den danske skoles historie 1-4«. 1984. Lassen, Viggo Møller: »legeepidemier«. Undersøgelse 1970-71 . Laub, Thomas: »Musik og Kirke«. 1937. Lauridsen, P.: »Om gamle danske Landsbyformer«. 1896. Leg. BUKS nr. 10, 1989. Lehrmann, Ulrik: »Avisen og agrarsmåborgerskabet«. 1978. Levy, Morten: »Den stærke slått«. 1974. »livet i Klokkergaarden« ved Frederik Lange Grundtvig. 1981. Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog for 1915. Lucidarius: »En folkebog fra middelalderen«. 1909. Lund, Troels: »Dagligt liv i Norden i det 16. Århundrede«. 1908. Læse-debat »Undervisning? - Leg?«. 1992. Madsen, Hans Helge: »Huse må ikke styrte sammen«. 1972.


Magnus, Olaus: >>Historia om de nordiske Folken, 1555«. Stockholm, 1976. Marx, Karl: »Kapitalen« Bind l. 1970. Milhøj, Povl: » Erhvervsstruktur og nationalindkomst«. 1979. »Miranda i Danmark. Francisco de Mirandas danske rejsedagbog 1787-1788«. 1987. Moberg, Carl-Allan: » Musikens historia i vasterlandet intill 1600«. Stockholm, 1973. Moseholm,Erik og Allan Rasmussen: »Den moderne dansemusik i Danmark«. Gengivet i Dansk Musiker Tidende 1970-72. Møller, Jørn: »Gamle idrætslege i Danmark 1-4«. (So i Hul, Hund i Lænke, Føde en Bjørn, Snøre Vibe) . 1990-91. Nasstrom, Gustaf: »Forna Dagars Sverige 2«. Stockholm, 1948. Nielsen, Carl: »Levende Musik«. 1976. Nielsen, H. Grtiner: »Danse på Høj« . Danske Studier, 1918. Nielsen, H. Grtiner: »Folkelig vals«. 1920. Lars Nielsens Dagbog (1771) 1789-1794, 1978. Nketia, J.H.: »Drumming in Akan communities of Ghana«. 1957. Nye Danske Magazin, bind l. 1794. »Nogle Træk om Jakob Bjerre og Ane Marie«. Udgivet af Anna Fink og Jakob Bjerre, 1903. Olavius, Olaus: »Beskrivelse over Skagen 1787«. 1975. Olrik, Axel: »Middelalderens vandrende Spillemænd i Norden og deres Visesang«. Opusculaphilologica, 1887. Olsen, Olaf: »Christian 4.'s Tugt- og Børnehus«. 1978. Olsen, P. Ussing og L. Kofoed Ærø: »Børn på Fabrik«. 1976. Palladius, Niels: »Om drukkenskab«. 1556. Palladius, Peder: »Visitatsbog«. Udgivet af Svend Grundtvig, 191 1 . Palladius, Peder: »Visitatsbog«. Udgivet af Lis Jacobsen, 1925. Pedersen, Finn Sten dal: »Den ulige frihed. Studier i myten om stavnsbåndsløsningens betydning«. 1988. Pedersen, Karl Peder: »Vestfynske fæstebønder«. Pedersen, Søren (gårdfæster og sognefoged) : »En fæstebondes liv«. Udgivet af Karen Schousboe, 1983. Petersen, Nils Holger: »Kristendom i musikken«. 1987. Piø, Iørn: »Nye veje til Folkevisen«. 1985. Pontoppidan, Erik: »Fejekost til at urlfeje den gamle Surdejg«. 1736 og 1923. Pontoppidan, Erik: »Sandhed til Gudfrygtighed«. 1739. Pontoppidan, Erik: »Ob Tanzen Stinde sey?«. 1740.


Porsmose, Erland: »De fynske landsbyer«. 1977. Porsmose, Erland: »Den regulerede landsby«. Porsmose, Erland: »Bønder, bryder og tjenere«. 1983. Qvortrup, Jens: » . . . Men bliver ikke værdsat«. Interview i Børn og Unge nr. 39, 1 . 10. 1992. Qvortrup, Lars: »Kedsomhedens tidsalder«. 1991. Rasmussen, Jørgen D. : »Bønderne og udskiftningen«. 1977. Rastad, Inger M.: »Kongelig fæstebonde i Ganløse 1670-1800«. 1973. Ravn, Hans Mikkelsen: »Heptachordum Danicum 1-2«. Udgivet af Erling Culberg, 1978. Reese, Gustav: >>Music in the middle ages«. London, 1941. Reventlow, Frederikke Charlotte: »Vore opblomstrende Børn«. 1777 og 1990. Rise-Hansen, C. : »Hoveriet på Ringsted Kloster 1570-1620«. 1968. Rossen, Jan Mink: »Extra-European music in the danish folklore archives«. 1989. Rousseau, Jean Jacques: »Emile eller om opdragelsen«. 1962. Rørdam, H.F.: »Danske Kirkelove 1-3«. 1883-89. Sachs, Curt: »World history og the dance«. New York, 1965. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 1866-75. Jens Sandholms optegnelser, »Bonde og Handelsmand«. 1948. Schiørring, Niels: »Musikkens historie i Danmark 1-3«. 1977. Schmidt, August F.: >>Landsbysmeden«. 1932. Schmidt, August F: »Fra Julestue til Valborgblus«. 1940. Schmidt, August F: »Gilder i Landsbyen«. 1942. Schmidt, August F: »Leksikon over Landsbyens Gilder«. 1950. Schmidt, August F: »Karen Toxværds optegnelser fra Sydfalster«. 1964. Sidel, Ruth: »Opdragelse i Kina«. 1974. Sigmund, Pia: »Oldemor Erna«. 1990. Sjoberg, Henry: » Folklig Dans 1-3«. Stockholm, 1966. Skot-Hansen, Dorte: »Kulturpolitik og folkekultur«. 1984. Skrubbeltrang, Fridlev: »Det danske Landbosamfund 1500-1800«. 1978. Snejbjerg-Tjørring Sognes Spare og Laanekasse 1875-1950. Sort, Thomas Jensen: »Skal Børn i Skole?«. Udgivet af Det danske Montessori-Selskab, 1917. Steensberg, Aksel: »Den danske Landsby«. 1973. Stentoft, Christian: »Hvordan Hans hittede Grethe«. Radiomontage, Pl. 24.9. 1992. Stejskal, Maximilian: » Folklig ldrott«. Helsingfors, 1954.

A 252 legealder og levealder - et landskabsbi l lede 2

Stærfeldt, Erik og Karsten Tuft (red.) : »Danske Daginstitutioner efter 1945 - Erindringsbilleder«. 1991. Sutton-Smith, Brian: ))Child's play«. Florida, 1982. Sørensen, Jørgen Wtirtz: ))Bondeoprør i Danmark 1438-1441«. 1983. Sørensen, Svend og Niels Nielsen: )) I hælene på Christen Kold. En skildring af en thybo og hans skole«. 1990. Tacitus: ))Germania«. 1974. Testrup, Kristen Sørensen: )) Rinds Herreds Krønike. Samlinger til Jydsk historie og topografi Il«. 1868-69. Thorsen, Niels: ))Kanonlitteratur«. -Kronik i Politiken 13. 10. 1992. Thuren, Hjalmar: )Nore Sanglege« i Danske Studier, l. række. 1908. Tuft, Karsten: ))Træk af børns tid«. 1985. Tutt, Karsten: ))Børn og pædagoger«. 1987. Vest- og Sønderjydske Kreditforening, Den: ))Hundrede Aar, 1860«. 28. september 1960. Veiersøe, Severin: ))Hendes Ansigt i ethvert Pigeansigt. En landsbydrengs dagbog fra 1800-tallet«. 1987. )Nider og Vedtæger 1-5«. Udgivet af P. Bjerge, T.J. Søegaard og AE Schmidt, 1904-38. Vonsild Kirkebog 1659-1708. Udgivet af Hans H. Worsøe, 1982. Vonsild-Dalby Tillysningsbog 1678-83. Udgivet af Hans H. Worsøe, 1987. Weber, Max: ))Den protestantiske etik og kapitalismens ånd«. 1972. Wiedemann, Erik: )) Jazz i Danmark - i tyverne, trediverne og fyrrerne 1-3«. 1982. Wieth-Knudsen, KA: ))Den europæiske Musiks Skæbnetime«. 1928. Zenius, Marianne: ))Genremaleri og virkelighed«. 1976. Ziehe, Thomas: ))Ambivalenser og mangfoldighed«. 1989. Aakjær, Jeppe: ))Jyske Folkeminder«. 1966. Aakjær, Jeppe: )Nredens Børn«. 1986.

Love, moral og erindringer 253 Å

l N D H o

FORORD

1. DEL: OVERVEJELSER OG TOLKNINGER

INDLEDNING

OM TOLKNINGER

DØRENE ÅBNES FOR LEGENE - 1800-TALLETS NYE OFFENTLIGHED

LOYALE UDSAGN

VIDER OG VEDTÆGTER- LOYALE AFTALER

DEN REGULEREDE L ANDSBY

2.DEL: LOVE, MORAL OG ERINDRINGER

INDLEDNING

L

LOVFORBUD REDET MOD LEGE- OG FESTKULTUREN

GAMLE MINDER

SLUTNING

LITIERATUR

D

UDGIVET AF BØRNE-OG UNGDOMSKULTURSAMMENSLUTNINGEN ISSN: 0907-6581

BUKS - Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur 26

Documents

Transcript of BUKS - Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur 26