BUKS - Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur 25

K A RSTE N T UFT

LEGEALDER OG LEVEALDER

-ET LANDSKABSBILLEDE 1

LEGEALDER OG

LEVEALDER - ET LANDSKABSBILLEDE (1)

KARSTEN TUFT

LEGEALDER OG

L E V E A L D E R - ET LANDSKABSBILLE DE 111

OVERVEJELSER

OG

TOLKNINGE R

Tidsskrift for Børne- & Ungdomskultur nr. 25 1992: Karsten luft: Legealder og levealder - et landskabsbillede ( 1) © 1992 by forfatter og Børne-og UngdomsKulturSammenslutningen Tidsskriftet er sat med Century Old Style, Futura og Frutiger Forsideillustration: Ældste billede af dansk folkedans - fra Rostgaards manuskript, 1553, s. 34 7. Grafisk tilrettelæggelse: Alfred Iversen Sats og tryk: AKA-Print, Århus ISSN: 0907-6581

Tidsskriftet udgives med støtte fra: Statens Humanistiske Forskningsråd Undervisningsministeriets andel af Tipsmidlerne

Mekanisk, fotografisk eller anden mangfoldiggørelse af dette tidsskrift er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret

Udgivet af: Børne- og UngdomsKulturSammenslutningen Aarhus Universitet, Bygning 325, Lokale 332 Ndr. Ringgade, DK-8000 Århus C. Tif. 8613 6711 Ookal 57 4)

Indhold

Forord 7

l. Del: Overvejelser og tolkninger Indledning 9

Lege (9) Kultur (15) Paradigmeskiftet i pædagogikken i 1980'erne (19) Legeopfattelser i traditionel pædagogik og psykologi (22) »Legen er barnets arbejde« (23) »l legen bearbejder barnet konflikter« (24) Om materialet (26)

Kapitel l: Omtolkninger 31 la ndsbykirkerne (31) Opdragelseskultur og fysisk vold (34) 1700-tallets bonde (35) Folkekulturens spændingsfelt (tradition og nyskabelse) (37) Folkekultur, dannelseskultur og de kulturradikale (39) Kropslighed og sanselighed som dannelseskulturel værdi (44) Vals (47) Folkekultur er altid levende (48) Ungdom. Bro og landskab (49) Dansk-tysk (51) Mand-kvinde (52)

Kapitel 2: Dørene åbnes for legene - 1800-tallets nye offentlighed 59 Man dansede meget den gang (59) l andbosamfundet som landbrugsproduktion (65)

Kapitel 3 : Lo yale udsagn 69 1800-tallet (69) To skridt frem (73) Tre skridt tilbage (73) Fra slutningen af 1700-tallet (75) Fra 1700-tallets første halvdel ( 77) Fra 1500-tallets første halvdel (79)

Kap itel 4: Vider og vedtægter - Loyale aftaler 85 Østrup, Lunde Herred, Odense Amt (86)

Nylarsker, Vester Herred, Bornholm (93) Kapitel 5: Den regulerede landsby 99

Mere arbejde (100) Mand-kvinde (101) Familiedannelse ( 102) Ungdomskultur (102)

2. Del: Love, moral og erindringer Indledning 1 17 Kapitel 6: Lovforbud rettet mod lege- og festkulturen 123

Peder Palladius, 1503-60 (131) Kapitel 7: Gamle minder 191

Bind 1: Tre sæt plagere (193) Christian 5 (194) Bønder og præst diskuterer konge, præster og Gud (195) De unge på legepladsen (198) Bønderne og præsten diskuterer bondemål, præsteuddannelse, tysk kultur og konfirmation (199) Præsten prædiker (203) Bønderne og præstens kone diskuterer bondemål (204) Præsteparret tager to drenge til sig (205) Præsten lærer bondemål (207) Hvem skal opdrage til kristendom (207) Konfirmation (21 1) Konfirmandlæsning (212) Præstens kone skifter mening (218) Lade kruset gå (218) Pige står åbenbar skrifte (222) Lege og iganggilde (225) Bind 2: Kongen, præsten, de unge (229) Troskab og utroskab. Føde i dølgsmål (230) Julelege (234) Fastelavnslege (237)

Slutning 241 Litteratur 24 7

Forord

Vi har i flere tidligere tidskriftsnumre haft børns og unges leg og legekultur som tema, og med Karsten Tufts Legealder og leveralder- et landskabsbillede, der udgives i nr. 25 og 26 af tidsskriftet, fortsættes denne tradition.

Legealder og leveralder-·et landskabsbillede er et resultat af flere års forskning og indsamling, og den rummer et enestående dansk materiale af eksempler og er en væsentlig udvidelse af begrebet »legekultur«.

Legealder og leveralder- et landskabsbillede består af 2 dele, hvor l. delOvervejelser og tolkninger- bringes i nr. 25 af tidsskriftet, og 2. del - Love, moral og erindringer - bringes i nr. 26.

I Overvejelser og tolkninger sættes legene ind i et historisk og .folkekulturelt perspektiv, og det danner grundlaget for en anden forståelse af leg end den gængse, hvor legen først og fremmest betragtes som et udviklingsmiddel for børn.

Leg tilhører imidlertid ikke kun en alder, og en af Karstens Tufts slående betragtninger er, at en relevant og meningsfuld legeteori ikke kan udvikles alene på grundlag af børns leg, sådan som det traditionelt er sket. Lege må i stedet studeres i fuld udfoldelse - hos voksne - på samme måde som sproget eller den motoriske udfoldelse, der har den voksne form som udgangspunkt.

Det er folkekulturen, hvor legene er en naturlig og u undværelig del af livet, der står i centrum i denne tekst. Legene er en kulturform, der rummer en særlig livstolkning. Derfor er legenes historie også en historie om en løbende kulturkamp mellem dannelseskulturen og folkekulturen som udtryk for hver deres tydninger og tolkninger af livet.

I Love, moral og erindringerviser fyldige uddrag af lovgivningen omkring lege- og festkultur (afsnittet Lovforbud rettet mod lege- og festkulturen) samt fortællingerne i Rasmus Hansens Gamle Minder, hvordan de sidste århundredes historie har været en kulturkamp mellem grundlæggende forskellige tolkninger af liv, leg og arbejde, hvor øvrigheden (ofte repræsenteret ved kirken) med love, forbud og forordninger har forsøgt at holde legekulturen i ave.

Denne kulturkamp løber videre i dag. Vi ser den i holdningen til populærkulturen - som fordummende - og i pædagogiske og udviklingspsykologiske teorier. Karsten Tuft foretager en om tolkning af de traditionelle legeteorier og dogmer, som f.eks. »leg er børns arbejde«, eller »i legen bearbejder

Overvejelser og tolkninger 7

børn konflikter«. Disse teorier er i realiteten en del af den undertrykkelse af legekulturen, som er sket historisk.

Han argumenterer for, at vi befinder os midt i et paradigmeskift. Pædagogikkens menneskesyn ændrer sig radikalt, og der gøres plads for de livsholdninger, som legene bærer med sig - bl.a. retten til selv at tolke sit liv.

Carsten J essen

Efteråret 1992

8 Legealder og levealder - et landskabsbillede l

Indledning

»Tyd din tid. Hinanden må være et gammelt ord, der overlever på tværs af tidens tand, fordi det rummer noget umisteligt. Holde hinanden i hånden; hvem er det, man holder i hånden?«

Lege Temaet legealder og levealder handler om at tolke livet. Om forskellige tolkninger, deres kulturelle tilhørsforhold og ikke mindst om retten til at være tolk.

Legekulturens livsformer er med til at skabe spænding og uro i tolkningsfeltet. Lege handler om at give sig hen, være socialt nærværende, nyde livet og kan stilles overfor de sider af tilværelsen, hvor man er på vej , tænker fremad, drager erfaringer, forbereder sig, sparer sig og sit.

Legekulturen forbinder sig med værdier som glæde, styrke, intensitet og kunnen.

Alt menneskeliv følger lange tidshorisonter, langsomme cirkelbevægelser og årstidsbestemte kredsgange. Det er barn-ung-voksen-gammel, barn af-kæreste med-ægtefælle til-forælder og bedsteforælder til, men også forløb med progressiv kvalificering, opsparing o.s.v. Især årenes gåen i ring er let synlig i landbokulturen; høste-så, fælde-plante, slagte-avle.

Man kan sige, at legenes krav om umiddelbart og intenst nærvær er med til at krydse disse horisontale livsperspektiver.

Legene tilhører samme verden som forelskelse, konkurrence, fest, meditation, diskussion for erkendelsens skyld og alle de andre handleområder, som iscenesætter umiddelbar tilstedeværelse i øjeblikket uden mål i den fysiske verden. Områder hvor man alene eller sammen med andre skaber en verden og glemmer tid og sted. Lege er vertikale livsformer.

Bagefter, når man er færdig med at lege eller diskutere, kan man så tage stilling til, hvor langt man er nået, hvor man skal begynde næste gang, hvad man skylder o.s.v. ; gå over i den verden, hvor forberedelse, planlægning, tidshorisonter, skemaer, afdrag, indbetalinger og restløbetid dominerer.

Derfor ligger f.eks. konkurrencer som højdespring og 100-meter løb, hvor fysiske målinger er afgørende, udenfor legenes område. Ligeledes lig-


ger konkurrencer, hvis varighed begrænses af fysisk tid, 2 halvlege a 30 minutter, 6 omgange a 3 minutter, udenfor eller på kanten af legeområdet

Men når dansene iscenesætter hop, spring og løb, som måles med en æstetisk målestok, og hvor varigheden afhænger af de sociale omstændigheder, falder de indenfor.

Legene tilhører og udfylder en verden af øjeblik og tilstedeværelse. De spænder en række vertikale livsformer ud overfor de mange horisontale livsløb, som strækker sig forbi synsgrænsen i både fortid og fremtid. Uden livsmønstre som legenes bliver livet tomt, totalitært og myreagtigt intetsigende.

I legene skabes rum og tid, der går på tværs af de fysiske dimensioner. Musikalsk rytme leger med tiden, sætter den i stå, vender den om, gentager den, lægger en tid henover en anden i snoede mønstre - bevægelser som den fysiske tids langsigtede, ensrettede perspektiv slet ikke kan have med at gøre.

Musikalsk æstetik bevæger sig i det hele taget i et område, hvor lighed med den fysiske verden ikke spiller nogen særlig rolle. Musik kopierer ikke noget, afbilder ikke noget; tolkning eller blot kommentering af den fysiske verden er ligegyldigt for den musikalske æstetik. Selv den sociale verden spiller en mindre rolle for musikkens æstetik.

I musikkens verden er lydenes æstetik særegen og danner sit eget univers. Det er en disciplinkrævende eller disciplintung æstetik, hvilket betyder, at frihedsidealet er svært opnåeligt. Det er et øvelses- og forberedelsesræs at gøre musikalsk udfoldelse let og ubesværet, ventet og uventet, forudsigelig og uforudsigelig, som den bør være.

I eventyrenes fysiske rum løber vand opad, mennesker flytter bjerge, frøer bliver til prinser, og tosser bliver profeter.

I idræts-legene udføres ved behændighed og styrke bevægelser, som synes at ophæve naturlovene; balancere med stok på næsen, jonglere med bolde, vælte kegler, løfte mere end de andre, trække en anden i åen, trylle mønter væk, springe badut, gå på hænder, slå saltomortaler, kolbøtter, tvekampe, springe buk, trække krog, lægge arm, brydes.

Som konkrete former skifter de unges styrkelege i tidens løb. Men selv meget gamle former kan holde sig temmelig længe:

»Om sommeraftener, der var der gerne sådan et samlingssted, hvor man så rendte og legede og prøvede kræfter, sådan gjorde karlene jo. De tog cyklerne i armene og stak dem op; hvor mange gange de sådan kunne løfte dem op og ned. Det var bare om at være stærk jo. Det var det, man så på. Om det var en, der var rigtig stærk og sådan«.l

Å . l O legealder og levealder - et landskabsbillede l

Som livsholdning - styrke er godt, vildt fedt, vilde lege er gode, at slås for alvor er dumt - fortsætter det i andre konkrete former.

Tumlerum, som det hedder i daginstitutioner, bærer en del af idrætslegenes stemning i sit navn. Den neutrale betegnelse legeplads har også gamle rødder.

Hele og halve jernmænd, marathon, rafting, overlevelsesture, har samme grundholdning, skønt den konkrete form er ændret.

Man prøver kræfter - slår sig sammen. Man prøver kræfter med sig selv, hinanden og naturen - og taber tit. Man rystes - rystes sammen.

Legene indgår i menneskers betydningsunivers med tolkninger, der strækker sig fra »verden er fuld af ensomme og skuffede tabere«, og det må der grines ad, man kan ikke andet end more sig over sin dumhed og lidenhed. Videre til »livet er fuldt af små og store glæder«, der kan fejres, når man vil. Og endnu videre til den yderste hengivelse, spillen sig ud til sine grænser uden tanke for andres dom - latterliggørelse, kærlighed eller beundring.

Legene placerer sig i livet med tolkninger, der støder imod protestantismens og klosterlivets tilbedelse af uret.

Klokken, timen, skemaet førtes fra klostret videre af protestanterne under stadig forfinelse; protestantismen er - ikke mindst i sin tyske, svejtsiske og hollandske form - en ur-kult, en livsform, hvor guldkalven er et kult-ur.

Forsøget på at indføre protestandsmens livstolkning i N orden har ført til en kulturkamp, hvor urets magtområde til stadighed søges holdt inde i et - ganske vist påtrængende - reservat. Tidligere fik man et ur i 25 års alderen, og før den tid fik man slet ikke noget ur. Så blev det en konfirmationsgave. Nu får børnene det ved starten i børnehaveklassen i 5-6 års alderen. Den fysiske tid trænger sig på. Det kaldes voksenisering med et forkert ord. Påtrængenheden er lige stor for børn, unge og voksne, selv om den historisk set ikke rammer samtidig.

Legenes æstetik, det særlige ved legene, får sprogligt udtryk på flere måder. F.eks. i indledningslinien Den signede dag med fryd vi ser, som TroelsLund argumenterer for tilhører den oprindelige sang.

Som så mange folkemelodier er den sikkert også dengang blevet brugt til at enhver kunne bruge versformen til at digte forskellige budskaber, når man syntes, de var vigtige nok.

Og der har sikkert også været tekstlinier og vers, der gik igen i forskellige kompositioner. Det samme kunne måske have været tilfældet med andre indledningsstrofer til folkemelodier, hvor man finder samme stemning:

Overvejelser og tolkninger 1 1

Dejlig er jorden En yndig og frydefuld sommertid I skovens dybe, stille ro Det var en lørdag aften Jeg kan se i dine øjne, at du har en anden kær Drømte mig en drøm i nat Dejlig er den himmel blå

Der udtrykkes også i disse linier umiddelbar glæde ved og længsel efter livet. Samme glæde og længsel, som kommer til udtryk i eventyrenes klassiske slutning: »Og de levede lykkeligt til deres dages ende«.

Opfattelsen her er, at legene tilhører folkekulturen og er med til at bære livsholdninger, der i historiens løb bevarer deres identitet, skønt de ændrer form og udseende, og slår igennem med styrke på mange af livets områder. De kommer klart frem fra begyndelsen af 1800-tallet, hvorefter processen er lettere at følge.

Hovedintentionen her er at gå den anden vej , tilbage på den anden side af 1800-tallet. Når der her tales om lege, tænkes på dans, sang, spil på instrumenter, akrobatik, kraftprøver, jonglere, klovne, fordreje ord og sætninger, drille, gøre nar, behændighed, udklædning, skuespil, mimen, gåder, vittigheder, korte historier.

Tolkning af væsentlige træk ved legekulturen: l. Ingen lege er sjove, men nogen af dem, der leger, er nogen gange sjo

ve. Legene er organisationsformer for forskellige handlinger, og indholdet afhænger af deltagerne. Legene giver plads til dem, der vil og kan lege, men skaber ikke selv denne villen og kunnen; den må man have tilegnet sig i forvejen ved at tilegne sig kulturen. Legene er præstationsorienterede, legekulturen er et præstationsræs, en præstationsglæderus.

Kun de såkaldte selskabslege (som altså netop ikke er rigtig selskabelige men sjove) gør dem, der leger, sjove, uanset hvor kedelige de i virkeligheden er; spise æble i vand, sige noget med en tændstik mellem over- og undermundens tænder, drikke vand med en teske, når man har slået en sekser o.s.v.

2. At lege er at bestemme selv - fremføres det ofte. Men man er dog afhængig af den legekultur, man fødes ind i. Legekulturens rigdom eller fattigdom sætter grænser for selvbestemmelsen.

Det er derfor muligvis mere rigtigt at sige »at lege er at bestemme sig« -

for hvilke af legekulturens former og indhold, man vil gøre til sine (styrke,

Å 1 2 Legealder og levealder - et landskabsbillede l

JULIUS EXNER, 1 866 Blindebuk

FOTO: N IELS NYHOLM, 1 990 Kædetik


musik, drama, behændighed) , de kornbinationer af lege, man udtrykker sin personlighed i eller blot er, det sæt af lege, man finder sig godt tilpas ved.

3. I lege gør man noget ud af tabere; man driller taberen, gør nar Gvf. f.eks. blindebuk) , hænger ham ud, giver ham almisser (i tik og dåseput f.eks.) . Man lyver, bedrager med sine bevægelser eller lyde. Stjæler fra dem, der har lidt (melde krig) .

Legene tolker livet som »fuldt af ensomme og skuffede tabere«. »Du er ikke noget særligt, tro det eller ej - du er en taber ligesom os«.

Alle kender til at tabe. I legene får man lov til at øve sig på at tabe, grine ad sig selv, klovne med sin uformåenhed - og alligevel gøre sit bedste, spille sig ud til sine grænser, krydse frem og tilbage over sine grænser, uden det åg at skulle vinde e .lign. I lege er taberen spændende. I lege er det spændende at tabe. Legene vender konkurrencemomentet den modsatte vej af sporten eller vender det begge veje.

I legene skal man altså ikke lave regler, der undgår tabere, skjuler dem, beskytter deltagerne mod at tabe - tværtimod. I legene udstiller man taberen, sætter ham i gabestok indtil en eller anden forbarmer sig, eller rettere synes at legen er blevet for kedelig og derfor lader sig tikke. Disse fornemmelser anes stadig i klangen i ordet »julelege« eller i forbindelsen >>små julelege«, som et historiens ekko.

Legenes budskab - tabere er interessante; verden er fuld af dem - er langt mere relevant end sportens - det gælder om at sætte rekord.

Sportens budskab om at sætte rekord er efterhånden blevet uvelkomment og upopulært, og derfor må de olympiske lege lede efter andre budskaber for at overleve.

Både sporten og legene fremsætter tolkninger af livet, omend de er forskellige.

N år det ikke længere er flot at fange flere og flere fisk i et træk, fælde flere og flere træer pr. dag, køre hurtigere og hurtigere på landevejen, - ja, så er de ritualer, der iscenesætter et sådant budskab, f.eks. sportsritualerne, ikke så populære længere; jvf. f.eks. den tiltagende underholdningsfokusering, inddragelsen af professionelle i de olympiske lege.

Latterkultur - udstille sig selv til nar, latterliggørelse, befriende latter, sund latter, hjertelig latter, drillende latter, skadefryd, klukkende latter -virker mere relevant.

I sportskonkurrencer høres både råben og skrigen men ikke megen latter. Konkurrencen vil finde »den bedste«; her skal man hele tiden tordne til sig selv: jeg kan, vi kan, jeg tør, jeg er den bedste, »I 'm the greatest«, vi vinder, vi vinder, vi kan vinde, vi tør vinde, vi vil vinde. 2

A 1 4 logealder ag levealder - et landskabsbillede l

4. At lege er at give sig hen: Spille sig ud til sine grænser, hengivelse i hinanden, være forlængelser af hinanden, nyde sig selv og blot være, den uendelige og gentagne tilblivelse, ekstasen, blive et kød. Jvf. senere om Tarkjell Aslaksson.

Legene rummer en meget stor spændvidde i den personlige motivering; på den ene side at give sig hen og yde sit ypperste, og på den anden side at klovne med sig selv, gøre sig til nar. Denne spændvidde udgør legenes hjerte. Hovedkonklusionen er den enkle:

Legealder og levealder er altid sammenfaldende; uanset hvordan indholdet, forholdet imellem dem og deres fremtræden er.

En relevant legeopfattelse, pædagogisk, psykologisk og kulturel, skal have identitet mellem legealder og levealder som sit udgangspunkt. Der kan ikke udvikles en legeteori, hvor grundlaget er begrænset til børns leg.

Man kan heller ikke studere frøhop ved kun at undersøge haletudser; menneskets udvikling fra barn til voksen er vel ikke mindre end frøens udvikling fra haletudse til grønfrø?

Ved forskning omkring sprogudviklingen eller den motoriske udvikling spiller netop den grundlæggende viden om det fuldt udfoldede sprog- og bevægelsesrepertoire hos de bedste voksne en afgørende rolle for udviklingsbeskrivelsen. Uden denne viden ville beskrivelsen løbe ud i sand eller ingenting, - ligesom legeudviklingen netop gør i de traditionelle teorier.

Og hvis, endelig, voksnes forhold til lege skulle vise sig at være forkrøblet eller på anden måde fejludviklet og mangelfuldt, så er det ikke mindre vigtigt, når legeudviklingen skal beskrives og forstås.

Kultur Hvad mente de om deres egen tilværelse? 3

For at etablere en relevant legeopfattelse må man gøre op med historiske tolkninger, der af mange opfattes som umistelige sandheder, som de næs-ten klamrer sig til.

·

I forbindelse med det historiske materiale om legekultur, der fremlægges her, er det nødvendigt, at man omtolker en række af disse identitets-myter, som vi spejler os selv og andre i (»børn«, »folk«, »frihed«, m.m.) ; ellers er der ikke plads til de livsholdninger, legekulturen giver udfoldelsesrum. Behovet for omtolkning gælder fortællinger og myter, der skal fremstille tolkningen af:

Overvejelser og tolkninger 1 5 Å

- 1700-tallets bonde som åndeligt, legemligt og socialt kuet og fortrykt, - landsbykirkerne som bevis på bøndernes grebenhed af og tilslutning til

kristendommen, - vold mod børn som en del af familiernes traditionelle opdragelseskultur, - feudaltidens landbosamfund som patriarkalsk, - 1930'erne som et folkekulturelt tomrum, der reddes af kulturradikal

tænkning, - dannelseskulturens progressive personer som førere for folkekulturens

hovedløshed.

Disse myter må om tolkes for at få plads til en legeopfattelse, der har identitet mellem legealder og levealder.

Når der ændres ved sådanne næsten magiske formler, rejses samtidig spørgsmål om, hvad vores identitet så er. Man kan et øjeblik føle stor usikkerhed, men det viser sig, at det er ikke så slemt.

Til at holde styr på det historiske materiale er det ikke nok blot at tale om kultur og legekultur. Udredningen her følger disse to tråde:

l. Op gennem historien foregår en kulturkamp mellem folkekultur, dannelseskultur og markedskultur 4

2. Denne kulturelle tre-deling krydses af fokus-skiftet fra landbokultur til bykultur

En sådan opdeling er sikkert alt for grov; hverken folkekultur, dannelseskultur eller industrikultur er ensartede, homogene og klart afgrænsede størrelser. Der foregår stridigheder mellem lag og grupper indenfor dem, og der dannes bånd mellem dem på kryds og tværs. Delingen må tages som et praktisk redskab.

Begrebet om kulturkamp benyttes som forståelsesramme for spændingen og brydningerne mellem de forskellige tydninger af godt og ondt i livet.

Kamp betyder ikke nødvendigvis kamp mellem dødsfjender. Og kamp skal her ikke forstås som den enes ønske om og forsøg på at udrydde den anden, men mere som en blanding af mod- og medspil mellem selvstændige kulturer, hvori indgår erobring og tilbageholdenhed, modsætning og forening.

Bondekulturens værdsættelse af menneskelig mangfoldighed og forskellighed fører en kulturkamp mod adelens, kongens og kirkens tolkning af bondens menneskelighed som arbejde og kun arbejde. Landbosamtun-

Å 1 6 legealder og levealder - et landskabsbillede l

det vil som folkekultur aldrig kunne reducere sin kultur til kun at være et spørgsmål om landbrugsproduktion, hvorimod denne reduktion er typisk for elitens dannelseskultur og industrikulturen (markeds-) .

Det er også en kulturkamp, når børns egen værdsættelse af at bestemme selv, lave mange forskellige ting, bruge mange sider af sig selv, konfronteres med en planlagt undervisnings fag, progressioner og snedige bagholdsangreb. 5

Der føres ikke bevis for, at det folkekulturelle (som landbokultur eller by kultur, børn e-, ungdoms- eller voksenkultur) , har selvstændig identitet overfor det dannelseskulturelle (adel, borgerskab, akademiske kredse) .

Men en hypotese om selvstændighed og egenart forekommer mig at være eneste mulighed, når de forskellige data skal lægges frem.

De forhold, der fremlægges i de følgende kapitler skal altså ikke bevise, at bondekulturen er sin egen og at den som værdisæt lever og udvikler sig ubrudt og kontinuert ind i bykulturen og frem til vore dage; uden tomrum hverken ved udskiftningen i slutningen af 170(}.tallet, omkring industrialiseringen i 1870'erne, i mellemkrigstiden i 1930'erne, eller i 1980'erne ved informationssamfundets fremkomst.

- Det hævdes blot, at der foregår en kontinuert folkekulturel udvikling, og at den ikke kan begribes uden en antagelse om kulturel selvstændighed, kulturelt selvværd.

Kultur er ikke noget statisk. Kultur er levende og må genskabes hver dag. Det angår vores opfattelse af, hvem vi er, hvem vi har noget fælles med (netværk med et militært begreb) , hvad vi synes er smukt og godt, og hvad vi vil støtte. Kultur har bevidsthedsmæssige, sociale, æstetiske og politiske dimensioner.

Væsentligt for folkekulturen (landbo kultur, arbejderkultur, lønarbejderkultur, almindelige mennesker, gennemsnittet) er:

- blandingen af tradition og nyskabelse, stivhed og nysgerrighed, - forankring i uformelle, personlige relationer; familier, lokalmiljø.

Folkekulturen er ikke baseret på institutioner, bureaukrati eller centralisme. Men folkekulturen skaber gerne foreninger, institutioner m.m.

Det er vigtigt her, at folkekultur ikke forstås som ubevidst, ureflekteret gentagelse af myter og ritualer fra en glemt fortid. Folkekultur betyder her kombinationen af tradition og nyskabelse; nysgerrighed, appetit, forandring eller blot lyst til skabe. Hvad mener jeg om min egen tilværelse? Hvad

Overvejelser og tolkninger 1 7 h

mener andre om min tilværelse? Siger det mig noget? Hvad mener vi om vores tilværelse?

Folkekulturen er ligesom dannelseskulturen baseret på viden, indsigt, kunnen; men formidlingen af disse kvalifikationer sker uformelt og evalueres uformelt.

Væsentlige sider af folkekulturen er normer for familieliv, opdragelseskultur og selskabelighed.

Tolkningen her er, at de fleste progressive udviklinger fødes og vokser i folkekulturelt regifor de udvikler sig i dannelseskulturen. Det sker ofte i en dialog, hvor folkekulturelle udviklinger efterfølgende opfanges og gives mæle af progressive lag i eliten.

Et positivt person-billede af en sådan alliance findes i forholdet mellem Christen Kold som den unge, selvlærde, urlannede og N .F.S. Grundtvig som den gamle, lærde, dannede. Grundtvig erkender dette forhold, da han i 1867 betegner Kold som Nordens - måske verdens største skolemand, hvad Kold efter min mening stadig er.

Fem ægte folkekulturelle træk er typiske for Kold. Han kalder i sit skrift Om børneskolen, 1850, aldrig børn for elever. Han mener ikke, man skal lære at læse, før det, man læser, siger en noget. Han mener ikke, at vold mod børn har noget at gøre i en opdragelseskultur. Han mener, friskolen går foran folkeskolen. Og han mener, forældre er gode opdragere.

Der findes utallige variationer af billedet på forholdet mellem folkekultur og dannelseskultur, og kun få af dem beskrives her.

Væsentligt for dannelseskulturen er en række institutioner, der har stor indflydelse på, hvad der holdes for at være dannet; akademier, konservatorier, kongehuse, aviser o.s.v. Formidlingen af viden er stærkt specialiseret, den foregår formaliseret og evalueres også formelt.

Dannelseskulturen er primært forankret i samfundets besiddende elite (adel, kirke, borgerskab) , og arbejdsideologien har derfor en fremtrædende rolle, ikke mindst i opfattelsen af meningsfuldt liv for den brede befolkning.

Industrikulturen (markedskultur) fokuserer på omsætning, køb og salg af varer og ydelser. Her er arbejdsideologien helt dominerende. 6

Trods sine tætte forbindelser til dannelseskulturen er industrikulturen ikke på forhånd solidarisk eller loyal overfor dannelseskulturens æstetik. I det hele taget er industrikulturen er ikke på forhånd æstetisk bundet, heller ikke til folkekulturen. Men man misforstår industri- eller markedskulturen, hvis man kun associerer den til fordummelse, svindel, tomhed.

Å l B legealder cg ]....,]der - et landskabsbillede l

Ægte konkurrence i forbindelse med køb og salg sker på både pris og kvalitet, d. v. s. også på æstetik, og de fleste mennesker har en udmærket smag; også selv om den ikke stemmer med dannelseskulturens kriterier.

Industrikulturens æstetiske ligegyldighed, dens aæstetik, betyder, at den formidler folkekultur e.a. med samme fornøjelse, som den formidler dannelseskultur.

Når industrikulturen formidler folkekultur, kalder dannelseskulturen det for »massekultur«; masse-begrebet henviser så både til masseproduktion, d. v. s. konkurrerence på pris, og til dumme mennesker, de bevidstløse masser, som køber hvad som helst, bare det er billigt. Dannelseskulturens svar på dette forhold er sædvanligvis magt - »hvor nødig vi end vil, er vi nødt til at bruge magt« - d. v. s. en centralstyret censur.

Som eksempler kan nævnes debatten i 1920'erne og 30'erne om, hvad der måtte spilles af musik i Danmarks Radio, hvor en del af dannelseskulturen kun vil tillade udsendelse af klassisk musik. Men debatten pågår sådan set stadig.

Endvidere kan nævnes forslaget om kanon- d. v. s. en statslitteraturliste7 - som angiver, hvad der er god litteratur.

>>Man« har i disse eksempler som i utallige andre ikke tillid til, at mangfoldigheden og det populære giver den bedste kvalitet. Dette dilemma ses hos både liberalister, betonkommunister, o.m.a.

Paradigmeskiftet i pædagogikken i 1980'erne I de senere år har vi set, at vurderingen af industrikulturen er skiftet fra hoven nedladenhed til tøvende, positiv værdsættelse:

- revyviser er ikke en >>lettere genre« men kunst, - tegneserier har adgang til biblioteker, - godt legetøj er det, der er populært hos børnene, - der overføres sædvaner fra familiernes opdragelseskultur til daginsti-

tutioner og skoler; sige du, være mere direkte og personlig, hjemlighed som værdi, give plads for lege og andre former for selvbestemmelse,

- de fleste forældre har god forstand på at opdrage børn; der oprettes forældrebestyrelser ved skoler og daginstitutioner,

- unge, der er storforbrugere af medier, bliver ikke dermed til hjernevaskede robotter, men er sædvanligvis temmelig kreativeS,

- uddannelse af rytmiske musiklærere på musikkonservatorierne (undtagen på det kongelige i København) ,

- loven om folkeoplysning udnyttes til det yderste,

Overvejelser og tolkninger 1 9 Å

- lokalplaner kan ikke bare presses ned over hovedet på folk, m.m.

Populært ændrer betydning fra smagløst til smukt som mulighed. Opfattelsen af udviklingen fra barn til voksen ændres derfor radikalt. Fra

at opfatte udviklingen som en stadig undertrykkelse, hvor kreativitet, fantasi, moral, sprog, musikalitet, motorik, følsomhed o.s.v. stadig reduceres indtil den i voksenalderen er stivnet, forkrøblet eller død, ses opvæksten nu som en proces, hvor der er plads til at udfolde sig i større og større cirkler.

Det typiske opvækstbillede ændres fra nedtur til optur. Pædagogikkens menneskesyn formuleres nu med termer som »barnet

er formående, kompetent, myndigt«, »barnet er medskaber af sit eget liv«, >>barnet er erobrer af sin egen udvikling«. Disse formuleringer lægger ikke noget egentligt nyt til opfattelsen af barnet som selvvirksornt, selvudviklende o.s.v. , der går tilbage til 1700-tallet.

Men: Pædagogikkens opfattelse af samfundet, familien, almindelige mennesker som generelt positive bidragydere til barnets udvikling er et paradigmeskift, der har været undervejs længe, og som nu er slået igennem i både skole og daginstitutioner, og hvis gennemslag efterhånden vil ændre pædagogikkens rationaler fra bund til top.

Den hidtige kornbination af menneske- og samfundssyn sætter opdrageisesinstitutionerne i en førerrolle, giver dem retten til formynderi. Det svarer til at daginstitutionerne er formet af progressive lag i dannelseskulturen. Den pædagogiske opførelsespraksis har fulgt paradigmet: de frelste (de rigtige pædagoger) - de truede (børn, unge, klienter) - de fortabte (forældre, lønarbejdere, samfundet) .

Paradigmeskiftet markerer afslutningen på denne epoke. Institutionelle, lukkede overformynderier ændres til åbne forsamlingshuse, hvor mennesker cirkulerer ind og ud ved forskellige lejligheder og i forskellige faser af deres liv.

Demokrati konstitueres nedefra og op. Det er demokratiets natur. Daginstitutionerne har traditionelt tilhørt dannelseskulturen. Men den

pædagogik, der nu slår igennem i daginstitutionerne, kommer ikke primært som nyskabelse indefra, men som et gennemslag udefra af værdier, der længe har været etableret i almindelig familieopdrage Ise.

Etableringen af forældrebestyrelser ved kommunale daginstitutioner er en logisk opfølgning af udviklingen. De er undgået og orngået længe, men de kommer altså. De udtrykker paradigmeskiftet; daginstitutioner og pædagoger kan ikke længere finde deres identitet i forvisningen om at frelse børnene fra den undertrykkelse og fejludvikling, de udsættes for af »samfundet«, men må finde deres faglige identitet som medspillere, deltagere.

Å 20 Legealder og levealder - et landskabsbillede l

Legene tilhører families/æren, og i landbosamfundet findes legekulturen som en meget synlig del af tilværelsen.

Markedet har haft stor indflydelse på den måde, legealderen fremtræder. Udviklingen omkring køb og salg eksploderer og gennemtrænger sprog og metaforer. Lege omdøbes til underholdning, idræt, fritidsbeskæftigelser m.m. Sproget ændres, og erkendelsen bliver vanskeligere.

Markedets indflydelse starter med middelalderens legere, hvor det at lege og de, der er bedst til at lege, urlskilles af den kultur, de er sammenvævet med, og gøres til underholdere.

Med tiden bliver dette til industrikulturens legefabrikker; underholdningsindustrien, der producerer legevarer ændrer personlige bånd og fællesskaber til det anonyme publikum, hvor hvem som helst kan udskiftes med hvem som helst.

lndtil 1800-tallet styres og reguleres industrikulturen stramt af dannelseskulturen, selv om industrikulturen i sig selv er æstetisk indifferent.

Når dannelseskulturens monopol falder, får detfolkekulturelle større og mere direkte indflydelse. Det ses tydeligt i 1800-tallets markeds- og industrikultur, som forskrækker de dannede.

I daginstitutionerne ses det ved, at det progressive borgerskabs dannede kvinder dominerer hverdagskulturen indtil 1980'erne, hvor børns selvstændighed i stigende grad tolkes folkekulturelt og ikke kun dannelseskulturelt; børnene (det lille folk) får lov til selv at bestemme, hvad der er godt legetøj - og vælger pistoler, sværd, hønseringe, glansbilleder, friserponyer, action man, he-man, plastik-sjippetove o.s.v. Alt det enhver ved er godt legetøj .

Det er et folkekulturelt gennemslag, ikke et industrikulturelt i betydningen fordummende, tomt. Industrikulturen skaber godt og dårligt legetøj med lige glæde og med æstetisk ligegyldighed, blot der er salg i det.

Når dannelseskulturen dominerer daginstitutionerne producerer daginstitutions-industrien puslespil, kalendersystemer, emnearbejdskasser, til nøds trælegetøj o.s.v.

Når folkekulturen dominerer, producerer industrien rigtigt legetøj; ikke af overbevisning eller af hjertet, men af interesse. »Det er blevet interessant«, som økonomerne og deres interesseorganisationer siger med den særlige undertGne, de nu lægger i ordet »interessant«.


Legeopfattelser i traditionel pædagogik og psykologi »M en at forsyne børn med gråt skæg i vuggen . . . er givetvis at gå for vidt«. (Christen Kold: Om børneskolen, 1850)

Børn læser ikke legeteori er. De kritiserer dem heller ikke. Dette burde føre til stor grundighed og omhyggelighed hos dem, der på andres vegne, uden deres vidende, skaber og formidler legeteorier.

Men mange gange har effekten været den modsatte; selv de mest urimelige påstande er blevet gentaget. Selv de mest unaturlige former for praktisk pædagogik har været gentaget dag efter dag, hvor man skamløst har spildt børns tid med tomhed.

Der har i den sidste snes år været ført mange diskussioner om legens betydning m.m., og det har sikkert haft en vis indflydelse.9

Men det er i høj grad tiden, udviklingen der har slidt på det snærende og forlorne ved psykologiens og pædagogikkens legeforståelser.

I de seneste års diskussioner fremstår pædagogikkens og psykologiens traditionelle legeopfattelser mere og mere som mekaniske ritualer og mindre og mindre som erkendelse baseret på analyse, dokumentation og diskussion. Dette resultat skyldes nok mere det førnævnte paradigmeskift, end det skyldes en videnskabelig erkendelsesudvikling.

De traditionelle opfattelser slår overhovedet ikke til overfor kravet om at tolke rigtige lege, som børn leger, fordi de godt kan lide dem. Det er dem, opmærksomheden nu retter sig mod, og det er i højere grad blevet muligt at diskutere fornuftigt og formidle relevant materiale, hvilket ses af de sidste 5-10 års udgivelser af litteratur, der beskæftiger sig med lege. lO

Den traditionelle pædagogik og psykologi har myldret med klicheer som >>det er synd for børn, hvis de holdes ude fra at deltage i det nødvendige arbejde«, >>de har bedst af at arbejde fra fødslen, og de vil så gerne, blot de får lov«, >>feudalbonden arbejdede fra årle til silde«, >>børn skal opleve den ægte håndværker, kun han kan give dem den sande inspiration til deres lege (især snedkeren) «, ofte blot kogt sammen til >>leg og arbejde er det samme for børn«, eller i krystalformer som >>legen er barnets arbejde«, »legen er arbejdets barndom«, >>lege og lære er det samme for børn«, >>leg og læring er det samme«, >>børn vil helst lære at læse i 5-års alderen, bare de får lov«, >> i legen bearbejder barnet konflikter«, >>i legen behersker barnet sin angst«, >> i legen gør det mindreværdige barn sig til herre«, >>leg og konkurrence er det samme« o.s.v.

Dokumentationerne glimrer ved deres fravær. Der anføres sammenligninger, henvises til store, betydningsfulde mænd, refereres til autoriteter i autoritære lande. Gang på gang efterlades man med det indtryk, at det cen-


trale i udsagnet er en påstand om, at man kan få børn til hvad som helst, blot man følger det autoritære genis anvisninger. Der er det sande i påstanden, at selv de mest gennemdresserede børn smiler overbevisende til gæsterne, når de fremfører det, de er dresseret til; men det er uforståeligt, at disse fremførelser kan vække andet end modvilje og ubehag.

Her skal to af disse legeopfattelser kommenteres: »legen er barnets arbejde« og »i legen bearbejder barnet konflikter«.

»Legen er barnets arbejde« Skønt den korte og klare formulering af nok oprindelig er dansk 11, så har den konsekvente pædagogiske praksis efter denne opfattelse været stærkest synlig i østtysk, sovjettisk, albansk og kinesisk opdragelse.

Det drejer sig om pædagogisk praksis, der styrer og regulerer alt, hvad børnene gør, og endvidere ofte benytter børnene som symboler - på partiet, nationen, folket, faderen. I 1970'erne havde denne pædagogik en uforklarlig dragning på ledende danske pædagoger. 12

Arbejdsromantik udtrykker - også når den fremføres som kritisk tænkning - en sort skoles tankegange, og ligger langt fra de fornemmelser, enhver kan erfare sig til gennem at lege selv; det er forbløffende og nedslående, at så snærende og undertrykkende tankegange overhovedet kunne forbindes med at tænke kritisk eller alternativt. Men at lægge sig selv og sine børn i lænker kan ikke i længden omskrives til at være befrielse eller frigørelse.

At idealisere myrer eller bier, som pædagogikkens arbejdsromantikere holder af, er dumt; myren standser ikke op og nyder tuens skønhed, tænker ikke over placeringen af næste nål, fester ikke, render ikke efter kæresten - den arbejder fra den fødes til den dør. Et sådant menneskeideal er hverken rigt eller betagende.

I 1970'erne blev arbejdspædagogikken ikke fremført som kirkedogmatisk gudsfrygt men som videnskabelighed. Især litteraturen fra det tidligere DDR og Sovjet blev brugt som kilder; den var oftest på tysk, vanskeligt tilgængelig og dermed vanskelig at forholde sig til og kritisere.

Videnskabeligheden i disse skrifter påstås i meget højtidelige vendinger, men er aldrig baseret på relevant iagttagelse, dokumentation og eksperiment. Relevant dokumentation erstattes af parallel, sammenlignende men uvedkommende dokumentation. Der henvises til andre forfattere, som siges at være anerkendte og berømte. Der fremføres lange ord og mange dogmer, som løber sammen i et tågeslør af megasætninger. Men der er

Overvejelser og tolkninger 23 Å

aldrig klarhed, aldrig enkelhed. Grundprincippet i videnskab - at iagttagelser gentages og gentages og gentages - undgås.

Traditionelle myter om bønder og håndværkere, hvis lykkelige liv kun bestod af arbejde, blev brugt til at stive arbejdstolkningen af livet af, og disse myter visner også, når de skal dokumenteres� Det finder man sådan set også hurtigt ud af.

Endvidere har man henvist til, at arbejdende mennesker er den bedste og mest nødvendige inspiration til børns lege; også denne tydning går i stykker, når den skal dokumenteres.

Tiden har gnavet kraftigt i den pædagogiske arbejdsromantik I 1970'erne så det ud til at denne pædagogiske opfattelse ville opnå mo

nopol som strukturpædagogik eller indlæringspædagogik, men i løbet af 1980'erne smuldrede den. 13

»l legen bearbeider barnet konfl ikter« Den psykoanalytisk inspirerede teori, som tidligere også har øvet en næsten hypnotisk virkning, svarende til arbejdstolkningens, har ikke som denne en lang række artikler og bøger at henvise titl4. Dens myteform bliver på den måde klarere. Den svarer næsten til en mundtlig fortælletradition.

Hvad menes der med, at barnet bearbejder konflikter i legen? Hvor ved man det fra?

I første omgang tolker man ligesom i arbejdsteorien; børn kan ikke arbejde rigtigt, selv om det er det, de helst vil, og derfor leger de i stedet for. Parallellen her er, at børn jo ikke kan gennemleve deres konflikter intellektuelt, og derfor leger de i stedet for. Begge teorier er altså .frustrationsteorier, mange/forståelser. Børn mangler noget, de først får senere, og derfor leger de imens.

Hvad forestiller man sig, at barnet gør, når det bearbejder konflikter? Er der noget i de forestillinger, man kan bruge, så man kan opfylde lidt af længslen efter at »tage det bedstefra dem allesammen«?

Vænner barnet sig til konflikten, angsten? Får det konflikten på afstand? Ser det konflikten udefra? Bliver konflikten mindre?

Erfaringen, som den kommer til udtryk i bøgernes eksempelmateriale, er denne:

l. Børn med store konflikter har meget svært ved at lege. De leger altså ikke konflikterne ud. Tværtimod desorganiseres deres lege. Og de har en tendens til også at desorganisere andre børns lege.

A 24 Legealder og levealder - et landskabsbillede l

2. Det opfattes som et af de vigtigste tegn på psykisk sundhed, at børn, også børn der lever med konflikter på nært hold, er gode til at lege. I legene kan børnene altså holde konflikterne på afstand. De sørger for at konflikter ikke ødelægger legene. Men når konflikterne bliver for store, så kan legene altså ikke klare sig. Så skal børn have hjælp. Megen hjælp. At hjælpe børn, der er dårlige til at lege, til at blive gode til at lege, vurderes til at være en af de vanskeligste pædagogiske opgaver overhovedet.

3. I legene glemmer man tid og sted. Enhver ved, at konflikter netop er noget, man slæber rundt på hele tiden og har svært ved at glemme, når man har dem. Man har svært ved at koncentrere sig, fordi man har nogle konflikter kørende inde i hovedet. Hvis legen har en funktion i relation til konflikter, så ligger funktionen nok her omkring; glemme sine bekymringer en tid, få lidt fred for sine bekymringer, vokse lidt på trods af sine vanskeligheder. Gode legefærdigheder kan være med til at beskytte, danne et immunforsvar, der indkapsler konflikterne. Men legene kan ikke smelte konflikterne om og forvandle dem til næring. Dette træk - i legene holder man konflikterne på afstand, glemmer sine bekymringer, holder pause for besværet; jo større bekymringer, jo større angst, jo vanskeligere er det at holde fri - kan bruges i en legeteori, hvor legealder og levealder er identiske.

4. Legene henter bl.a. inspiration i det, der er spændende. Det spændende ligger tæt ved det truende. Det farlige ligger tæt ved det skræmmende. Sommerfugle i maven ligger tæt ved knugen i maven. Men grænsen mellem dem er alligevel vigtig. En begravelse kan være farlig og spændende og en legeinspiration. Men hvis man selv har været med i de begivenheder, der førte til dødsfaldet, bliver begravelsen måske truende og skræmmende og vil ikke kunne bruges som legeinspiration. Eventyrets legen med de gode og de onde kredser om disse temaer ligesom (drengenes) krigslege, klatren i træer, laven huler o.s.v.

Der kan måske konkluderes på den måde, at disse traditionelle legeforståelser ikke siger ret meget. De er i virkeligheden næsten tomme. Det, de taler om, er væk eller har fået bedre navne; undervisning, behandling, arbejde.

Arbejds- og konflikttolkningen har tjent en mytologisering, hvis rolle er udspillet med familieopdragelsens gennemslag ind over pædagogikkens

Overvejelser og tolkninger 25 A

reservater, og de flyver nu hjemløse rundt i luften og forvirrer pæne folks bevidsthed, eller de kæmper for at bevare deres sidste bastioner.

De gængse psykologiske og pædagogiske teorier har medvirket til at forlænge den dogmatiske kirkes tidligere fordømmelse af både voksnes og børns legekultur ved at forvrænge legenes betydning og indskrumpe deres aldersområde til de første 4-5-6 år af et menneskes liv. Såvel kirkens som pædagogikkens og psykologiens almindelige tydninger af lege ligner ideologiske bestillingsarbejder, der ikke er forankret i livet selv, hverken historisk eller nutidigt.

1800-tallet er den tid, hvor folkekulturen begynder at blive synlig i det offentlige kulturbillede. Det, der udgør identitet (psykologi), og det, der skaber identitet (pædagogik), omdefineres og om tolkes.

Store dele af dannelseskulturen fortsætter med at forholde sig afvisende overfor folkekulturen, som man efterhånden lidt krampagtigt søger at fastholde enten som noget, der var flot, men nu er dødt, eller også som noget, der er identisk med en fordummende industrikultur.

I virkeligheden bryder folkekulturen langsomt med en lang række af de mere eller mindre bevidste fejltolkninger, der har karakteriseret den skrevne historie.

1980'erne har været et gennembrud for at almindelige menneskers almindelige opdragelse af deres børn tolkes som værdifuld og ikke tom. De fleste børn har en god barndom, lever i et godt hjem.

Tidligere eliters forståelse og fortolkning hænger stadig godt ved, men almindelig opdragelseskultur har i den sidste halve snes år vundet adskillige sejre og har stadig god vind.

Om materialet Når man arbejder med et stof i længere tid, ændres de sammenhænge, man ser. Som lærer ved pædagogseminarium og musikkonservatorium var det forbavsende at erfare, at de kendte legeopfattelser ikke i særlig høj grad overleveres skriftligt, og heller ikke i særlig høj grad baseres på undersøgelse. De fremtræder mest som mundtlig fortælletradition.

I forbindelse med en undersøgelse i 1978 af 2-6 årige børns rytmiske udtryk indsamlede jeg en del af det materiale, der fremlægges her.

I 1982-84 samlede jeg mere systematisk love med relation til voksnes lege, og søgte at forbinde det med den omskrivning af landbohistorien, der var igang.l5

Endvidere samlede jeg materiale til legebegrebets placering i pædagogikkens historie, hvilket af tidsmæssige grunde er udeladt her.


I 1986-88 deltog jeg i et projekt, Børn og pædagoger, hvor en video plus en bog illustrerer en legeopfattelse, der for mindre børns vedkommende ligger tæt på den legeopfattelse, der fremføres her.

I formidlingen lider materialet om landbosamfundets legekultur af den mangel, at vi overvejende kender det udefra og fra oven; typisk fra kirkens fordømmelser, kongens forbudslovgivning og retssager.

Det er svært at holde ud at læse alle disse fordømmelser af almindelige menneskers kulturliv uden at have deres eget gensvar.

For at få noget, der ligner modspil, har jeg dels benyttet det materiale, jeg har kunnet finde: fastelavn 1533, Kristen Sørensen Testrup, Hans Nielsen, vider og vedtægter. Dels benyttet omfattende citater fra friskolelærer Rasmus Hansens 2-binds værk Gamle Minder, 1882.

Man leder vel efter modspil, der svarer til de tanker, stoffet vækker i en selv.

Danske Rim, Remser og Børnelege, udgivet af Evald Tang Kristensen, 1896, giver ved sit omfang et stærkt indtryk af den vægt, alt dette må have haft blandt børn og unge i deres hverdage; mange af legene og remserne skal man være mere en 10-15 år for at mestre, og en sådan rigdom har ikke kunnet udfolde sig uden både opbakning og inspiration fra voksne.

Grainger optager Jens K. Jensens sang 16 FOTO : H.P.HANSEN, 1925


Noter l. Grethe, 70 år (citeret fra radioudsendelse 24.9. 1992, Pl: Hvordan Hans hittede Grethe. Montage af Chr. Sten toft) : »]eg blev 14 år dagen/ør, jeg kom ud og tjene. Man kom jo ud, når man var konfirmeret, ikke. Det var jo almindeligt. Når man kom ud af skolen, så skulle man ud og tjene på en gård. Og det kom jeg jo også. Og der tjente jeg så i 3 år der. Og man lærte da også en hel masse. Det gjorde man da. Helt sikkert. Det var jo livet på landet, ikke. Der var jo folk på gårdene, 2-3 karle og en pige, ikke. Så der var jo altid liv«.

Hans, tækkemand: >>Hende mødte jeg, det var længere tilbage, vi var forlovet i 3

år. Hun tjente som pige, hvor jeg kom som forkarl på Skovgården nede i Sjolde. Der var jeg forkarl. Det job havde jeg søgt. Og der, når de søgte folk til roearbejdet, der mødte op altså, alt hvad der kunne kravle og gå. Det var en begivenhed, og en mand skulle være lykkelig, hvis han havde 3 måneders arbejde på året. Men der var ikke noget, der hed hjælp dengang. Så der var ikke så meget at rafle om, vi skulle ud og hitte noget jo«.

At de konkrete former skifter, ses her ved at legepladsen på landsbyens gade

eller en storstue i en af gårdene er erstattet af formsamlingshuset

>>Så blev der jo holdt sådan nogen baller i forsamlingshuset, ikke. De begyndte gerne klokken 8. Og så sad alle pigerne på bænkene rundt sådan i siderne, der sad pigerne, ikke. Og så stod alle karlene sådan halvt ned på gulvet, der stod de sådan med hænderne. i lommen og kiggede på alle de her piger og tænkte, hvem skal vi nu gå hen og byde op, ikke. Og man sad jo og var spændt, hvem nu der kom og bød en op, ikke, og - de var jo vældig flotte.

De havde jo sådan et jakkesæt, ikke, sådan et, ja, som moden var dengang, med vide ben og slips og de havde jo altid slips på og skjorte og sådan almindeligt jakkesæt, ikke. Det havde de faktisk. Man så jo aldrig nogen i sweaters og sådan noget til et bal, nej, der var de fine, det var de. Og man sad jo og var spændt, hvem nu der kom og bød en op, og det var meget sjov.

Og så når musikken begyndte at spille, så for de hen, og de havde lige stået og udset sig den pige, de skulle danse med. Så for de lige ud over og bukkede jo så for den pige, og så dansede de.

Men så det værste ved det hele, det var, når der var sådan et bal, og det ellers gik godt, så var der jo alle de her på herregårdene, sådan blev de kaldt, herregårdsbisserne. De kom jo, sommetider sådan ud på aftenen, ikke, og så hvis der var, at karlene der havde begyndt at danse med nogle piger, som de gerne ville have haft fat i, så /lunne der blive et voldsomt slagsmål. De havde både svensknøgle og alting i baglommen. Det gik hårdt til. De havde også sommetider knojern. Det var temmelig voldsom, de kunne slås. Det var det altså<<.

Å 28 legealder og levealder - et landskabsbillede l

2. Smlg. mht. snyden og drillen Palle Fløe: »Beboerne er meget tjenstvillige og hjælpe hverandre både med råd og dåd, hvor de kunne, de er derhos grundærlige, sålænge man ikke kommer ind på handelens område, thi så ville de alle som en søge at sælge et kreatur til for høj eller købe til til for lav en pris, om det så er brødre, der handle.

'Luk dine øjne op, ellers kan du lukke din pung op', er et ordsprog, enhver hylder. Er det en mand fra en fjern egn, der handles med, søger man at snyde ham, så

meget man kan, når der findes en lille udvej til at føle samvittigheden frelst«. (s. 312) .

3. Fridlev Skrubbeltrangs Det danske Landbosamfund 1500-1800, 1978, s. 438:

» Vi ved i mange henseender for lidt om fortidens bønder, men mest om deres materielle kultur. (. . .) Hvad talte bønder om i deres hjem, på bystævne, ved gilder eller når de arbejdede sammen på bymark eller hovmark? Hvad mente de om deres egen tilværelse?<< 4. Opdelingen i folkekultur, dannelseskultur og industrikultur har udgangspunkt i

Dorte Skot-Hansens Kulturpolitik og folkekultur, 1984, især kap. l . I den historiske

fremstilling krydses denne 3-deling af dynamikken mellem land- og bykultur.

5. »Det udvidede undervisningsbegreb« er et af de sidste forsøg på at indskrænke

den tid, børn selv råder over. Det er ikke noget >>begreb<<, der udvides; det er un

dervisningen i sig selv. Undervisningsminister Bertel Haarder skriver:

»Når vi kalder virksomheden i børnehaveklassen undervisning, skyldes det et ønske om, at leg og andre udviklende aktiviteter også accepteres som undervisning. ( . . .) Adskillige børnehaveklasseledere underviser i dansk og matematik, og de gør det på en legelignende måde, der tager hensyn til det enkelte barns udviklingstrin.

( . . .) Det drejer sig altså ikke om at stjæle børns barndom, men om at imødekomme de enkelte børns lyst og behov for at lære mere<<, slutter artiklen De enkelte børns lyst og behov for at lære mere sukkersød t.

Artiklen findes i serien Læse-debat, udgivet af Landsforeningen af Læsepæda

goger, i hæftet Undervisning?- Leg?, 1992.

6. Marx' konklusion » . . . kapitalen forvandler levetid til arbejdstid<< er en udmærket

formulering af industrikulturens grundholdning til livet. Men industrikulturen er

ikke ene om at sætte dagsordenen.

7. Se Bertel Haarder, Berlingske Tidende 30.7: Hvordan får vi lynet til at slå ned? (. . .) Hvor finder vi det indhold, der kan ryste og begejstre?, Undervisningsministe

riets Nyhedsbrev 10.8. med forslag om obligatorisk liste samt Politiken 13.8. om

id&-katalog, modelpensum og andre camoufleringer af kanonen.

8. Se især Kirsten DrotnersAt skabe sig-selv, 1991, for en fremragende redegørelse for denne ændring i opfattelsen af æstetik, pædagogik og det populære.

9. Se f.eks. Inger Bernths artikel To store ser på børn i hæftet Barnet, pædagogikken, forskningen, 1992, som et af de sidste eksempler.

10. Se f.eks. de seneste års BUKS-udgivelser og litteraturhenvisningerne her.

11 . Hedevig Bagger, overskrift på en artikel i Dansk Frøbeltidende, maj 1907, som


slutter: » . . for Leg er Barnets Arbejde, just det, hvortil det bedst er skikket i Følge hele sin legemlige og aandelige Udvikling, - berøver vi dem Legen, berøver vi dem et af Barndommens største Goder. Desværre - vore Børn tjener for meget - og leger for lidt«. 12. Se f.eks. Ruth Sidels Opdragelse i Kina, 1974, som beskriver en lang række ek

sempler på børn, der gennem uniformering og udstilling omskabes til symboler til

forherligelse af arbejde, soldater, formanden, lærerinden. (Studer især Margot Ho

neckers udformning af østtysk opdragelse.)

Mødet med disse børn på studierejser førte ikke i sig selv til en kritik af denne

pædagogik. Det var som om, at blot børnene smilede, når de fremviste deres ind

øvede formationer, så var det jo et bevis på, at det var godt. Skønt enhver ved, at

børns smil ikke kan bruges til evaluering af pædagogik. Den voksne må selv tage

ansvaret for evaluering af pædagogik.

Den samme proces foregår nu omkring pædagogikken i Reggio Emilia.

13. På BUPL's Vedersø-kurser opretholdes monopolet dog.

14. Se f.eks. G. Heinsoho og B. Kniepers Børnehave og legepædagogik, 1979.

15. Især Thorkild Kjærgaards Konjunkturer og afgifter. D.D.Reventlows betænkning af 1 1. februar 1 788 om hoveriet, 1980, var en befrielse at læse: »Snarere end som en fornedrelsens periode må de sidste tiår før landboreformerne karakteriseres som en gennembrudstid for den danske gårdmand<<.

Om den traditionelt indterpede opfattelse af bonden som fortrykt, ussel, for

drukken hedder det:

»Dette må som helhed afvises. Der er tværtimod grund til at antage, at de vanskelige levevilkår gjorde bønderne endog særdeles villige til at prøve noget nyt, og at mange i den forbindelse løb personlige risici, som de fleste i dag ville finde uacceptable<< ( . . . ) >>Problemet var ikke bøndernes sløvhed, men deres opdyrkningsiver<<, (. . .) >> . . . at gårdmændenes landbrug som helhed ikke stagnerede, men tværtimod var inde i en udvikling parallel med storbrugets . . . <<. ( . . .) >>Når fællesskabet endnu mange steder blev fastholdt, skyldtes det givetvis ikke, som ældre forskning har ment, at bønderne var underkuede og manglede udsyn, men at det gamle system langt fra var så udlevet, som det ofte er blevet hævdet . . . << (s. 35ff) .

Skildringen i Konjunkturer og afgifter er fulgt op i Den danske revolution 1500-

1800, En økohistorisk tolkning, 1992.

16. Billedet stammer fra Percy Graingers og Evald Tang Kristensens indsamlingsrejse i september 1925. Hos museumsforstander H.P. Hansen i Herning er Grain

ger ved at optage Jens Kristian Jensens sang. Fra venstre ses iøvrigt meddeleren

Peder Sørensen Fløe, Tang Kristensens hustru Kirsten Marie og Tang Kristensen

selv.

Alle valserne fra Graingers indsamlinger i Danmark findes i dag på Dansk Folkemindesamling. Originalfotoet er i Johs. E. Tang Kristensens eje.


Omtolkninger

»Løft hovedet, så lyset kan falde på det!« (1800-tallets gymnastikbevæge/seJ

landsbykirkerne I 1100-årene blev der bygget omkring 2000 kirker i Danmark, og myten siger, at de blev bygget af frie bønder, som var grebet af kristendommen.

Historikere og arkæologer er i den seneste år gået imod denne udlægning.

I vikingetiden var der store forskelle på folk. F.eks. ejede Hvide-slægten o. halvdelen af Sjællands jord. I nogle landsbyer har der været en eller to meget store jord ejere. Nogle jordejere ejede flere landsbyer. Det ses arkæologisk i landsbytomterne, hvor det i slutningen af vikingetiden er de store ejendomme, der dominerer. Storbonden har haft en del mennesker i sit brød, og har haft en vis, magt over de øvrige bønder, begrænset af den magt, de kunne udvise.

Vi har altid kendt undtagelser fra myten om, at de 2000 kirker er bygget af frie, grebne bønder, men nu drejer tolkningen til, at de fleste se ud til at være stormandsbyggede:

l. Der findes mange kirker med f.eks. romanske kalkmalerier. De er malet af folk udefra, som har haft adgang til dyre materialer, så her er det stormænd, der må have stået for byggeriet: Kongen, som har en stor del af Danmarks jord, bisperne og de øverste kirkelige myndigheder, storbønderne.

2. Arkæologiske spor i forbindelse med indretningen af kirkernes vestende tyder på, at den eneste rigtige og fornuftige forklaring er, at her har stormanden haft sin plads, - ligesom og inspireret af de store kirker i udlandet. I domkirken i Aachen, havde kejseren sin plads i vestenden. I mindre målestok gælder det de små landsbykirker i Danmark.

3. Kirkernes beliggenhed. Kirkerne tilhører ikke det oprindelige landsbyanlæg. Landsbyerne har flyttet sig i tidens løb. Vi ser flere og flere tilfælde, hvor der er spor af murede beboelsesbygninger fra den tidlige middelalder lige udenfor kirkegården. F.eks. fra Lisbjerg ved Århus:


Udenom den romanske kirke er fimdet spor af indhegningen fra en stor vikingetids-stormandsgård, som nok har ligget netop der. Man må sandsynligvis regne med, at de tidlige kirker er blevet bygget på foranledning af og ejet af herremændene/stormændene. Det samme ses f.eks. på Island: Egenkirker, stormændenes egne kirker, som der var bestemmelser for, og hvor præster blev ansat af stormændene på kontrakt, evt. som præstlinge (unge mennesker der fik beskeden løn).

4. Sognene kommer først til da stenkirkerne bliver bygget. Der er næppe sogne før langt ind i 1200-årene. Sogneinddelingen kommer, da folk tvinges til at betale tiende, hvilket de protesterer og gør oprør imod. Tidligere betalte man ikke tiende, der blev betalt pr. afgift, når man kom til kirken. Måske har de, der har ejet og bygget kirkerne, endda taget sig betalt for at lade folk komme i kirke.

5. Der er i de seneste år fimdet en hel del gravsteder i kirkernes vesttårne, hvilket underbygger konklusionen om, at kirkerne var stormandsejede. I romanske vesttårne, som der er flere af, end man tidligere troede, er der fine, murede grave, smukt placerede inde i tårnet, hørende til den ældste fase af tårnets historie; man må tro, at det er stormændene, kirkebyggeren eller tårnbyggeren, som har ladet sig begrave der.

Man kan altså godt skyde en hvid pind efter troen på de frie 1100-tals bønder, som blev grebet af kristendommen, løftede i flok og byggede et par tusinde kirker.

Arkæologiske udgravninger, romanske malerier, indretning af siddepladser i kirkerne, så stormændene sidder flottest, fine gravsteder for stormænd i vesttårne, kirkernes placering på stormandsgårde o.s.v. tyder altsammen på, at kirkerne oprindelig er ejet af stormændene, bygget på deres initiativ, malet af importerede kunstnere, betjent af præster, der er betalt af og udnævnt af stormændene.

Kirkens oprindelige tilknytning til de herskende ses også i kampen for ensretning af gudstjenesten; nodesystemet, der skal sikre, at sange synges på samme måde alle steder, gudstjenestens mindste detaljer fastlagt centralt, kun mænd har adgang til prædikestolen, bøger til udenadslæren af den rigtige tolkning.

Erkendelsen af, at landsbykirkerne ikke, som i tidligere følelsesorienterede tolkninger, er bygget af bønder, der blev grebet af kristendommen, åbner for den omtolkning, at bøndernes forhold til kristendommens livstolkning fra begyndelsen har været et reflekteret forhold, hvor de hele tiden har vurderet dens relevans.

A 32 legealder og levealder - et landskabsbil lede l

Det reflekterede forhold har basis i, at folkekultur ikke kun betyder tradition - fastholde det vedtagne - men også fornyelse, nyskabelse, forandring. Hvad siger kristendommen om min tilværelse? Siger den mig noget?

Det bliver hermed også forståeligt, at retten til at tolke Bibelen, retten til at bestemme livets mening, retten til at bestemme sig - er et spændingsfyldt magtområde, som op til vore dage fortsætter med at præge kulturlivet

Ændringerne går fra den eliteejede kirkes tolkning af Bibelen som en ideologisk forklaring på elitens ret til at undertrykke og udsuge de små over til en mere folkekulturel kirke, der tolker Bibelen som en beskyttelse af de små imod de stores undertrykkelse. » Vi er ikke herrer over jeres tro, men ledsagere i jeres glæde«, citeres Paulus så for.

Fra Kingos og Brorsons mørkeliv (>>bort verdens juleglæde, bort syndig legestue«) til Grundtvigs og valgmenighedernes lyssyn (>>få har for meget og færrefor lidt«, >>kirke betyder glæde, spontanitet, lys«) .

Fra at se opdragelse som bortskæring af vildskud gennem tugt og ris til at se opdragelse som videregiveise af kompetencer. »]eg se med vemod de gutter små, hvis kinder blusse og øjne tindre; thi også de skal nu i skole gå, og immer mens de vokse blive mindre«, skrev Grundtvig.

Fra Brorsons og pietisternes kirke-jubel, når det lykkedes at bekæmpe julelege og sommergilder, til Grundtvigs kirkeforståelse, der benævner dem >>bondeplagere«l , og videre til vore dage, hvor kirken hvert år inviterer til fastelavnsgudstjeneste, hvor det er velset, at møde udklædt

Det reflekterede forhold får et stærkt og slående udtryk i 1800-tallet, hvor man kan sige, at bøndernes opslutning om valgmenigheder og missionsbevægelse er et både usædvanlig tolerant og bemærkelsesværdigt generøst træk set i lyset af den fordømmende og intolerante holdning, kirken selv havde stået for i århundreder:

- Alle øvrigheder er indsat af Gud. - Børn (drenge) skal slås, piskes. - Bønder skal kun arbejde og bede. - Al dannelse kommer fra kirken. - Bondekulturen er tom, bønder er uvidende, dovne, Guds ords foragtere,

en sprogfattig hob.

Netop retten til at læse og tolke Bibelen er et centralt spændingsfelt i Rasmus Hansens Gamle Minder, hvor det typiske dramamønster i fortællingerne er:


- Præsten har uret i alle diskussioner. - Præsten bliver hidsig og taber ansigt - mens selv børnene er rolige og

fattede. - Præsten skifter mening, vakler, er usikker, - og er på bunden et rart men

neske, blot han ikke var tvunget til at skulle forsvare De Store. - Konfirmationen tvinges igennem af De Store, og dens indførelse vækker

stærk modvilje.

Man kan sige, at kirkens tolkning af livet som grundlagt i skam, synd, skyld og frygt fra århundredeskiftet i vid udstrækning overtages og videreføres af psykoanalysen, især synligt i dens mørke, dunkle Id med dets kaos af sydende, sadistiske såvel som venlige, lyster.

Også kirken selv omtolker f.eks. seksualitet fra synd, skam og skyld til handlinger, der udtrykker intenst nærvær, noget usigelig smukt, stort, favne sin partner, blive et kød, skaberevne. - Seksualitet og ånd forstået som nært beslægtede.

Sådanne tolkninger, der giver plads også for de udtryksområder, legene tilhører, ligger meget langt fra »kødslyst, øjenslyst, let/ærdighed, gudsbespottelse, djævleværk« o.s.v., som har været god tone, underbygget af mange bibelcitater, indtil for få år siden.

Opdragelseskultur og fysisk vold »Det svider længe at slå smådrenge«. (Gammelt ordsprog)

Det kan være vanskeligt at afgøre oprindelsen til fysisk vold mod børn som pædagogisk værdi.

Det er let at vise værdsættelsen af fysisk vold i pædagogikkens historie. Vanskeligheden består i at finde forbindelsen til almindelig opdragelseskultur.

Hypotesen her er, at fysisk vold mod børn ikke indgår som integreret værdinorm i landbosamfundets opdragelseskultur. Begrundelserne er:

- Friskolerne, som har rod i opdragelseskulturen, har som et af deres vigtigste formål at afskaffe den fysiske vold i almueskolen.

- Erindringslitteraturen rummer mange eksempler på, at børn i landbosamfundet er blevet slået, men beretningerne placerer ikke den fysiske vold som en anerkendt, etisk værdsat omgangsform mellem børn og voksne.

Å 34 Legealder og l�ealder - et landskabsbillede l

- Skolens regulativer om tugt argumenterer ikke med, at man gør ligesom forældrene. 2

- Fysisk vold mod børn findes som norm, d.v.s. som forbilledlig handling, i stort omfang i Det gamle Testamente, og herfra hentes, historisk set, mange pædagogiske argumenter. 3

- Mange pædagoger dadler typisk forældre for ikke at ville slå deres børn, men for at tillade dem alt. 4

- En modsætning mellem dannelseskulturens og folkekulturens forhold til fysisk vold som integreret, værdsat opdragelsesmiddel kan være en udmærket hypotese. Så kan man se, hvor det fører hen.

1700-tallets bonde »Han har været en dristig mand til at paatale sin ret saavel hos høye som hos lave«. (Søren Pedersen Havrebjerg (1 776-1839) om sin /ar, Peder Sørensen, /æstebonde (c. 1 735-1800))

Den almindelig myte går ud på, at feudalbonden var forarmet, forkuet og undertrykt af herremandsstanden. Han sad på træhest eller puklede på hovmarken under ridefogdens pisk det meste af tiden; uvidende, alkoholiseret, enfoldig, kunne ikke læse og skrive, havde ikke tid til at dyrke sin egen jord, hans børn fik ingen opdragelse eller blev vanrøgtet, og de måtte som følge af karaktersvaghed tvinges til at drive gården videre. Han-myten handler mest om manden - blev pisket i soldatertjenesten af tysktalende korporaler og udsat for den værst tænkelige kadaverdisciplin.

Denne myte opfattes af mange som noget nær selvoplevet sandhed. Og dog er der næsten ikke noget af den, der er rigtigt. Tværtimod er det næsten alt sammen forkert.

Jeppe på Bjerget bruges ofte som bevis, skønt det er et teaterstykke skrevet af en relativt nidkær herremand; Jeppe er jo fattig, underkuet, fortrykt, fordrukken o.s.v., siges det. Men Jeppe siger dog selv: »]eg kan svare enhver sit, og derfor er jeg en fri mand«.

Jeppe er en solvent, holden mand, ikke en fattig mand. Han har problemer i sit ægteskab, men det er noget andet. Holberg viser, at bonden har hvad han skal have, og skal holde sig der, han mangler blot at have det godt med sin kone. Holberg vil ikke vise en undertrykt mand, men at en mand, der har det dårligt med sin kone, har det skidt Man skal her huske, at Holberg selv fulgte overklassens gamle, patriarkalske stil og foretrak at leve ugift.


Muligvis mener Holberg i Jeppe på Bjerget, at man ikke både kan have det godt og leve sammen med en kvinde. Men det bliver altsammen Holbergs meninger. Hvad mente bonden selv? Var der nogen bønder, der så Jeppe på Bjerget blive opført?

Oprindelsen til ideen om den kuede bonde kommer i slutningen af 1700-tallet, hvor der udspilles en politisk kamp mellem statsmagt og godsejerklasse.

Propagandaen fra statsmagten gik på godsejernes mishandling af bønderne. Man skabte myten til at mistænkeliggøre godsejernes behandling af bønderne. Myten skulle legitimere regeringsmagtens opgør med godsejerne om den politiske magt i Danmark.

længere fremme i 1800-tallet øges landets økonomiske aktivitet; bønderne skaber sig efter demokratiets indførelse og loven om fri næring en stadig bedre placering i samfundet gennem friskoler, højskoler, bankvæsen, andelsbevægelse o.s.v., og bliver landets ledende lag.

Denne selvskabte position tolkes af borgerskabet som bevis på succesen for deres egen myte om nødvendigheden af at frigøre bønderne fra godsejernes tvang. Man griber tilbage til mytestoffet fra slutningen af 1700-tallet.

Der opstår så en blanding af historieundervisning, mytologi og skoleundervisning: 1700-tallets bønder gennemgik en voldsom krænkelsesperiode, som kulminerede i slutningen af 1700-tallet. Her blev de befriet af en humanistisk indstillet regering, som knuste godsejerne og gjorde bønderne til samfundets ledende gruppe.

Det danske kulturliv og samfundsliv har virkelig taget denne myte til sit hjerte.

Data forklarer aldrig sig selv. Der må lægges en ramme, en tolkning, og denne ramme har man ikke ændret på i mange år. Den er fastholdt fra 1700-tallet op gennem 1800- og 1900-tallet til efter 2. verdenskrig og frem til den sidste halve snes år. Men data kan også sprænge myter.

Johan Hvidtfeldt antydede i Vejles Årbøger 1939 på baggrund af en undersøgelse af værnepligten, at 1700-tallets gårdmandsklasse ikke var underkuet men priviligeret, altså det stik modsatte af god tone. Men hans synspunkter blev imødegået og glemt; »tiden« var ikke til sådanne synspunkter.

Først i slutningen af 1970'erne begynder den tankegang at slå igennem for alvor, at myten er forkert. I korthed er realiteten om bøndernes situation i 1700-tallet, at de gennem hele århundredet er velsituerede; 1700-tallet er en gennembrudsperiode, hvor bønderne i alle henseender med hensyn til kulturelt niveau, levestandard, social agtelse o.s.v. oplever en uafbrudt fremgang. Uden en sådan stærk udgangsposition ville bønderne aldrig have haft mulighed for at skabe sig den position, de skaber sig i 1800-tallet.


N år synspunktet slår igennem nu, er det mest fordi tiden i dag er ændret, ikke at der er lagt nye data frem; først i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne bliver det klart, at familielandbruget for alvor er ved at miste sin dominerende indflydelse i dansk samfundsliv. 5

Folkekulturens spændingsfelt {tradition og nyskabelse} Demokrati konstitueres nedefra og op. Det er demokratiets natur. Uden den proces er der intet demokrati.

Folkekulturens spændinger omkring tradition og nyskabelse er ikke lette at følge, før vi når 1800-tallet og enevælden afskaffes. Indtil da stiller konge, kirke og adel sig hindrende i vejen for, at bondekulturen registreres og overleveres i form af skriftlig dokumentation for sit kulturelle stade. Landbokulturen tillades ikke at være direkte synlig, og det er vanskeligt at få svar på spørgsmålet »hvad mente de om deres egen tilværelse?«

I begyndelsen af 1800-tallet bliver bondekulturen genstand for romantisering fra de dannede. Registreringsforbudene ophæves, og man forestiller sig, at forandringerne i folkekulturen betyder, at den er døende, så nu må der samles ind, inden det er for sent. Men sådan er verden ikke skruet sammen.

Konkrete folkekulturelle formers forsvinden betyder ikke, at folkekulturen som sådan dør.

Ikke så snart var demokratiet indført 1848-49 før vi ser en lang række folkekulturelle bevægelser slå igennem nedefra og op. Store dele af eliten mente fortsat ikke, at bønder havde noget at gøre i landets styrende forsamlinger. Eliten mente sig ikke alene berettiget til at være førere, men mente sig især også berettiget til at blive betalt herfor, - ikke mindst ved at være fritaget for at betale skatter og afgifter til de fælles udgifter. Og denne holdning trækkes vi med endnu, men det får vel en ende.

Det viser sig imidlertid hurtigt, at almindelige mennesker i deres kultur har udviklet effektive rutiner i at initiere, organisere og udvikle.

Bondekulturen bryder i løbet af 1800-tallet gennem skrivemuren og ikke nok med det. Den etablerer en række institutioner, der er stærke nok til at konkurrere med og overtage dannelseskulturens institutioner. Friskoler, højskoler, frimenigheder, valgmenigheder, gymnastik- og skytteforeninger, politiske partier, industrier til forarbejdning og salg af landbrugsvarer, butikskæder, finansieringsinstitutter, kreditvæsen m.m. Bondekulturen sætter sig her en række fod- og fingeraftryk, der bemærkes langt ud over landets grænser og langt ud over deres egen tid.


Landbokulturen giver her et af de fornemste eksempler på tradition og nyskabelse i folkekulturel sammenhæng. Det siger næsten sig selv, at forudsætninger for at udfolde så samfundsmæssigt gennemgribende initiativer ikke er opstået på hverken en eller to generationer, men bygger på rødder, der går langt tilbage, rødder som ikke er fortidige eller døende, men særdeles nutidige. Folkelighed betyder nutid.

I bykulturen udvikles i 1800-tallets anden halvdel en række politiske bevægelser med Socialdemokratiet i spidsen, der skaber det politiske grundlag for velfærdssamfundet; lige muligheder for alle realiseres i en lang række omdannelser af samfundet. ligeledes en smuk og stolt kombination af tradition og nyskabelse.

Det er vanskeligt at finde personlige udtryk for hvordan folkekulturens sammensætning af identitet, tradition og nyskabelse opleves indefra af dem, der er medskabere.

En del af de udsagn, der gengives i kapitel 2, 3 og 4, tolkes som udtryk for nyskabelse i forhold traditionen og genskabelse i forhold til identiteten, selv om en del af dem umiddelbart giver udtryk for vemod over, at tidligere tiders kulturformer svinder.

Fami l iebal BLÆKSPRUTIEN, 1903


Folkekultur, dannelseskultur og de kulturradikale Vor egen tids forhold til musikalske lege (dans, sang, spil) har organisk forbindelse langt bagud i historien. Værdier, feeling, udvikles kontinuert; de konkrete legeformer og sproget forandres og fornys, men det er stadig almindelige hverdagsbevægelser, der udgør grundelementerne.

Kai Ewans (1906-92), orkesterleder og musiker, beskriver i en artikelserie sit møde med jazzen i 1917, og giver fremragende udtryk for dette at ændre skikkelse og dog bevare sig selv, tradition og nyskabelse forenet som to sider af samme sag:6

»Det var egentlig min Onkel, der fra Begyndelsen af var Skyld i, at jeg rigtig begyndte at interessere mig for Jazzmusik. Han sejlede nemlig den Gang, i 1916-19, paa Amerikabaadene, og bragte efter hver Rejse en Mængde amerikanske Plader hjem til mig. Først var det de den Gang saa populære Ragtime Plader: Temptation Rag, Maple Lea! Rag, Russian Rag, og hvad de saa hed. De var indspillet med Piano, Violin, Trompet og Banjo. Det sidste instrument kendte man paa de Tider slet ikke her hjemme.

I sommeren 1917 havde han nogle Plader med hjem, som vi, det var mine Fætre, Valdemar Eiberg og Peter Rasmussen og jeg, slet ikke kunde forstaa. ( . . . )

Men der var noget over dem, noget der stemte sammen med en indre Følelse, vi havde, noget der fik os til at spidse Øre og i høj Grad vakte vor Interesse.

Det er vist ikke galt at sige, at vi følte, at her var noget nyt, som netop havde Bud til os, fordi det var noget, vi alligevel paa Bunden kunde forstaa«.7

Formuleringerne » . . . en indre følelse, vi havde« og » . . . noget, vi alligevel på bunden kunne forstå« betyder, at fornemmelse og overvejelse svarer til hinanden; identitet imellem fascination og refleksion.

Den videre udvikling er også folkekulturel; små kafeer, værtshuse, møde med andre med samme indre følelse, turneer rundt i landet. Fornyelse af folkekulturen skabes af unge, udannede, ikke-lærde, i en række uformelle, personlige relationer, der foregår udenfor dannelseskulturens institutioner, og som fortsætter.

Ligesom i de foregående 20-25 år omkring cakewalk8 og two-step opnår jazzen stor popularitet i ungdomskulturen - » • • . det var noget, vi alligevel paa Bunden kunde forstaa« - og populariteten, folkeligheden, fortsætter


med charleston, jive o.s.v. frem til twist og hip-hop. Ændret sprog og ændrede former, men samme følelse af bevægelsesglæde og sanselighed på bunden, og samme mønster omkring æstetisering af almindelige hverdagsbevægelser.

Dannelseskulturen, derimod, havde det svært. Den var selv i krise på alle områder af sin æstetik; usikker på sin fortsættelse, splittet med hensyn til hvad uddannelsesstederne skulle formidle til næste generation. I syv sind m.h.t. den æstetiske vurdering af 12-tone musikken.

Men den reagerer overfor jazzen med den afvisning, man altid har vist det populære, og man var ikke sart med argumenterne.9

De fine, store og dyre restauranter ville ikke have dans og heller ikke sang. Det krævede endog ekstrabevilling at synge på restaurant.

Dannelseskulturens danseskoler søgte at tæmme folkekulturen, betvinge dens sanselighed og bevægelsesglæde, men måtte resignere:

»Dansebolschevikerne viste Tænder. De vilde ikke hæmmes i deres Frihed. De vilde vedblivende have Lov til at fremture i den Lovløshed, de befandt sig så godt i«. lO

Hed det opgivende set med borgerskabets øjne, hvor vild bevægelsesglæde og sanselighed er udannet og derfor lovløs.

Først i 1925 blev jazz »fint«, fortæller Kai Ewans. Det skal ikke forstås som anerkendelse, men jazzen fik en fod i klemme i døren til dannelseskulturen. Der var anerkendelse i dele af dannelseskulturen, men fortsat udelukkelse fra det fine selskabs institutioner; konservatorier, koncertsale, operascener, også i mange år efter at der foruden jazz var kommet rock, calypso, reggae, highlife o.s.v.

De kulturradikale var den største gruppe indenfor dannelseskulturen, som forsvarede jazz, børnebøger, revyer, seksualitet m.m. Den konsekvente afvisning fra den 'etablerede dannelseskultur skabte blandt andet en følelse af at være sat udenfor, isoleret, omgivet af fjender, næsten martyr, selv om de kulturradikale opnåede stor popularitet. Den martyragtige attitude har i et vist omfang overlevet som vane.

Borgerskabets modvilje gav sig samme år, 1925, blandt andet udslag i, at det blev gjort sværere at opnå dansebevilling i Københavns Kommune, og i den mere bornerte Frederiksberg Kommune blev charlestondansen simpelthen forbudt, 17. november 1926.

En række fremtrædende klassiske komponister, musikere og kritikere udgav skrifter, der i indædt voldsomme og grove vendinger underkendte


jazzen. Men andre klassisk uddannede, blandt andet, men ikke kun, de kulturradikale, forsvarede jazzen lige så glødende. l l

Denne dannelseskulturelle borgerkrig varede længe, og er vel først ved at ebbe ud med det folkekulturelle gennemslag fra begyndelsen af 1980'erne.

Kammersanger Emil Holm stod for tilrettelæggelsen af den første radioudsendelse med dansemusik i 1923 eller 24, hvor Valdemar Eibergs orkester spillede. Valdemar Eiberg var sandsynligvis den første dansker, der fik en saxofon, og skabte et af de første moderne danseorkestre. Efter transmissionen sagde Emil Holm: »Det var meget sjovt at høre, men De skal ikke drømme om, at det nogensinde bliver noget, der har med Kunst at gøre«. 12

De kulturradikale i 1930'erne er radikale i deres forhold til den kriseramte, etablerede dannelseskultur.

Men de er ikke nødvendigvis radikale i forhold til folkekulturen, hvis bevægelsesglæde og sanselighed gjorde tilegnelsen af jazzen uproblematisk og umiddelbar, - man kunne føle det, som om jazzen havde tilhørt en hele tiden. Den folkekulturelle tilegnelse sker længe før det kulturradikale gennembrud, og er en attorudsætningerne for de kulturradikale, ikke skabt af dem.

Romantikken gav 100 år før kunstnerne lov til at omtale og afbilde folkekultur. Kunstnerne, dannelseskulturen, både måtte og skulle nu afbilde folkeliv; lidt idealiseret og glansbilledagtigt, men også med ægthed og ind-

Et bryl lupsgi lde på en bondegård i det nord l ige Sjæl land JULIUS EXNER, 1875


levelse. De forestillede sig, at folkekulturen var døende og derfor skulle den opfanges, inden det var for sent.

De kulturradikale bygger videre på samme myte om folkekulturen13, og føjer et sidste kapitel til. Nu er folkekulturen ikke længere døende, men døden er indtruffet. Måske spiller industriarbejdernes levekår i anden halvdel af 1800-tallet en rolle for mytens fortsættelse. Kulturradikalismen går ikke i dialog med folkekulturen, men griber tilbage til og afslutter romantikkens fortælling om det folkelige.

De kulturradikale skelner ikke klart mellem dannelseskulturens værdikrise indenfor opera, teater, billedkunst, litteratur og orkestermusik på den ene side, og den folkelige ungdomskultur, man selv henviser til, på den anden side. Og hvis de ser ungdomskulturen, så ser de den som isoleret og ikke som en integreret del af folkekulturens værdinormer om blanding af tradition og nyskabelse. De kulturradikale ser ligesom· romantikerne folkekulturen på for lang afstand; de ser sig selv som skaberne af den progressive pædagogik, ikke som medskabere, der bidrager til at give en folkekulturel udvikling mæle.

Man tager dannelseskultur og folkekultur under et og ser dem som afsluttede. De kulturelle opgaver er derfor set herfra, at der må begyndes forfra med at skabe både ny folkekultur og dannelseskultur.

Industrikulturen ses af kulturradikalismen som leverandør af det populære, falske. De ser en mission i at lære folk at skelne mellem rigtig jazz og falsk jazz (industrikulturens populærmusik) . Kulturradikalismen kommer dermed til at formulere sig på samme formynderiske måde i forhold til folkekulturen som den øvrige del af det dannelseskulturelle lag, de tilhører.

En del kulturradikale ser derfor .alt i alt sig selv som martyrer i forhold til den etablerede dannelseskultur, som ikke vil give plads for fornyelsen, og som eneste lyspunkt i et folkekulturelt mørke. 14

Iscenesættelsen af pædagogisk arbejde som lyspunkt i et stort mørke udgør en af pædagogikkens stærkeste og ældste formidlingstraditioner; det er en iscenesættelse, som enhver pædagogisk »retning« eller »skole« frit kan benytte sig af:

Man iscenesætter et spil, hvor musik, sprog, moral, motorik, eller hvad der nu er tale om, er forsvundet. De almindelige voksne får rollen som ukreative industri-robotter e.lign.; de er skadelige eller i det mindste utilstrækkelige for børn at omgås. Scenen ligger hen i mørke og kulde. Et ensomt og truet barn står i et blegt lys, og ind kommer så en pædagog, badet i handlekraftens varme lysspot Til slut vandrer pædagogen og barnet hånd i hånd ud ad landevejen mod solnedgangen.


Samvær i en Eveldrup p ræstegård ved Viborg 1 8 1 2 : Tre par danser t i l viol in , mens andre nyder musikken og et barn leger

AKVAREL, VIBORG MUSEUM

Både Comenius i første halvdel af 1600-tallet og Rousseau i anden halvdel af 1700-tallet benytter denne myte. Men den kendetegner i det hele taget den pædagogik, der følger efter reformationen.

Hør f.eks. Peder Palladius i sin visitatsbog: »Oh Herre Gud, at man skal nøde Folk til deres egen Nytte og Gavn! Hvilken Blindhed maa der dog være iblandt Folket! «15

Eller præstens beskrivelse af almindelige mennesker i Gamle Minder (f.eks. bd. l, s. 121±) : » . . . disse barbarer, til hvis hjerne ikke en eneste videnskabelig funke har fundet vej!«, » . • . de skulle have en times forstands øvelse daglig« o.s.v.

Eller den strukturerede pædagogik, der i 1970'erne beskriver børn som egoistiske, stereotype, asociale mennesker, der ikke kan lege, og hvis forældre er nedslidte, kraftesløse lønarbejdere.

Der sættes hver gang lighedstegn mellemfolk og en anonym masse uden kompetencer. Forklaringerne er forskellige, men den pædagogiske iscenesættelse bliver langt hen den samme hver gang; et ansigtsløst publikum af forældre placeres tavse i mørket, og i lyskeglen på scenen ser man pædagogen, der frelser det truede barn fra djævle, kapitalisme, over-jeg, medievold, e.lign.

Folkekulturens reelle kulturstade usynliggøres. Dens udvikling bliver ikke begrebsliggjort, men det forhindrer ikke en folkekulturel udvikling som sådan.


Krops- og sanselighed som dannelseskulturel værdi Fremtrædende, progressive kvinder fra dannelseskulturen har haft hovedrollen i udviklingen af asyler, børnehaver, fritidshjem og vuggestuer (f.eks. Erna Juel-Hansen, Hedevig Bagger, Anna Wulff, Sofie Rifbjerg, m.fl.) .

Deres dannelseskulturelle baggrund ses tydeligt i bestræbelserne for at gøre undervisning i en eller anden form til det centrale pædagogiske perspektiv. 16

Legene accepteres og gives plads næsten uden omtale. Der bruges ressourcer på temmelig store legepladser, men de diskuteres ikke pædagogisk. De skal åbenbart bare være der. De fordømmes ikke. De fremhæves ikke. Baggrunden for at de i det hele taget skal være der kan kun forklares som folkekulturel.

Men der er også andre strømninger. Her beskrives de via Erna J uel-Hansen 17, der omtales som en af det mo

derne gennembruds mest helstøbte kvinder. Erna Juel-Hansen (1845-1922, f. Drachmann) var datter af skibslægen

AG. Drachmann, der var en pioner indenfor pigegymnastik De var 5 søskende, heriblandt også Holger Drachmann. Moren blev ramt af tuberkulose, da Erna var 9 år, og døde, da hun var 13. Opdragelsen var præget af stor frihed, »dresseret i frihed« kalder hun det selv, også en vis vildskab.

Erna elskede dans og bevægelse og uddannede sig indenfor gymnastikundervisning. Hun var med til at afskaffe tournuren og korsettet, etablere offentlige bade, agitere for kvinders strandbadning. Hun startede sammen med sin mand, Niels Juel-Hansen (1841-1905) , den første børnehave i Danmark, 1871-83, og uddannede sig i Berlin til Frobellærerinde.

Niels Juel-Hansen er gennem sit virke en udmærket repræsentantfor det patriarkalske borgerskabs dannelseskultur, ind. fysisk afstraffelse af børn.

En plan om en fællesskole (klasser med både drenge og piger) blev ikke realiseret, men E.J .H. er med til at starte en pigeskole, hvor hun underviser i gymnastik, engelsk, tysk og fransk. 1883 startede hun Danmarks første institut for pige- og damegymnastik, som blev en stor succes; det blev lukket 1890, da hun havde vakt forargelse med bogen En ung dames historie, der beskriver fødsel og kærlighedsforhold før ægteskabet, og borgerskabets mødre meldte deres døtre ud.

Hun holdt foredrag, var aktiv i Dansk Kvindesamfund, som skuffede hende, oversatte bøger, skrev selv romaner og skuespil, var redaktør, cyklist, m.m. I sit ægteskab fik hun 4 børn, som hun selv ammede og selv syede tøj til.


Hun ønskede skilsmisse fra sin mand, men levede i en tid, hvor forældremyndigheden udelukkende tilhørte manden.18 De blev gift 1871 og flyttede fra hinanden 1894.

Bevægelsesglæde og sanselighed er i mange afskygninger to af de værdier, der stråler fra Erna Juel-Hansen. De viser sig på forskellig måde i hendes liv.

I børnehavens pædagogik fremtræder hun først og fremmest som repræsentant for borgerskabets dannelseskultur. Der tales kun om pædagogik som undervisning. Men som ved asylerne er der til børnehaven et udendørs areal med legeplads, og husets to rum benyttes til henholdsvis undervisning/beskæftigelse og legesal; legene eksisterer stumt og umælende. Børns egne lege forekommer ikke i den pædagogik, hun har lært i Berlin.

I hendes egen gymnastikundervisning kommer bevægelsesglæden og sanseligheden lidt klarere frem:

>>]eg ville gerne at Du engang skulle se Din liden Pige i sin gerning, som overbefalingsmandinde . . . se den ånd hun har bragt ind mellem disse unge piger og ret få øje for ikke alene gavnligheden, men også skønheden af de legemsøvelser vi foretager, og dermed forstå min interesse for sagen . . . Folk siger . . . at det virkelig er ret tiltalende at se min lille person dirigere deroppe på den mindst kommandoagtige måde, og dog sikkert og bestemt lede øvelserne, der gå med m er end almindelig 'kvindelig' præcision og med mer end almindelig kvindelig ynde« . 19

Men hun svigtes her som på så mange områder af Niels, og gør efter 5-6 års ægteskab op med ham og skriver:

»Lad mig om tre Aar gaa hjem til Fader igjen. - Det er ingen Anmodning, som gjøres ud af en Stemning. - Men jeg kan ikke uden legemlig og sjælelig at gaa til Grunde leve sammen med Dig, som jeg gjør nu.

Jeg ved, hvor lidt jeg er for Dig, mindre og mindre Aar for Aar. Jeg skal villig indrømme, at det maaske er saare naturligt; meget er jeg ikke værd, og vi forstaaa nu engang ikke hinanden. - Gud er mit vidne, at jeg har forsøgt af trofast ærlig Iver at gjøre min Pligt overfor Dig i disse Aar; jeg har maaske ikke været heldig i mine Bestræbelser, i al fald ikke i Dine Øjne, men, saa sandt Gud er til, Sindet har været kjærligt og villigt, om Evnerne end ikke altid har strakt til. - En


eneste Ting tør jeg sige, at jeg har været fuldt ud - en god og kjærlig og omhyggelig Moder for vore dyrebare Smaa - men heller ikke der har jeg kundet gjøre Fyldest i Dine Øjne. - Dine ord i Aften til en Fremmed i mit Paahør have tilstrækkelig overbevist mig derom. - Noget haardere og mere haanende kunde ikke et Menneske sige mig, som var mig fjendsk - og Du . . .

Jeg har elsket Dig varmt og inderligt, som min Natur maa elske. Men vore Naturer passe ikke sammen. - Jeg er, hvad Du saa foragtende kalder en ))sanselig« Natur. Lad det nu en Gang blive sagt - og lad mig saa tage Din Foragt ogsaa i den Retning.

Min Kjærlighed er forlangende, attraaende, maaske af en ringere Slags end det, Du kalder Kjærlighed, men saadan er det nu en Gang. - J eg har skjult mit sande jeg for Dig, fordi jeg fra det Øjeblik vi blev e gifte mærkede og følte, at noget maatte og vilde blive fremmed imellem os. - Du tror mig ikke, men saa sandt Vor Herre skal komme os imellem en Gang, er det alligevel Sandhed. (. . . )

Man kan ikke bøje sin Natur uden Skade for sig selv og andre. Jeg har gjort det i den Retning overfor Dig, men jeg har ikke kundet gjøre det uden at noget er bristet i mig, det, der for mig var Lykken, Sandheden og Inderligheden i min Følelse for Dig, det, der var Varmen og Solskinnet i mit Liv med Dig, - det, Du mener er det unødvendige, uvæsentlige i Kjærligheden mellem Mand og Kvinde - den erotiske Følelse - det, der for mig gjør Ægteskabet til et Ægteskab. ( . . . )

Lad mig i de næste tre Aar være Din Veninde, Din Søster. Jeg tror, naar Du ikke stiller Fordringer til mig som din Kone, vil alt gaa bedre imellem os, og vort Liv vil blive naturligt. Du har saa mange Gange sagt, at Du ingen sanselig Fristelse har, og jeg har lært ingen at have; lad os saa arbejde troligt og ærligt sammen, som vi have gjort hidtil«.20

Bortset fra stil og stavemåde er der intet gammeldags over brevet. Et patriarkalsk samfund kan ikke være kropsligt. Det kommer klart frem

her. Forening af krop og sjæl er uforeneligt med et fadervæld e. 21 Den religionstolkning, der gennemsyrer brevet, slår først for alvor igen

nem her i 1990' erne, hvor formuleringerne om at mand og kvinde i ægteskabet bliver et kød generelt tolkes som ophævelse af den tidligere uoverstigelige modsætning mellem ånd og legeme; kropslighed og sanselighed opfattet som udtryk for ægte ånd.

Kropslighed og sanselighed er kun to af de værdifulde egenskaber, der lyser ud af Erna J u el-Hansen. Hun søger glæde, dygtiggørelse og kreativitet på alle livsområder og forener ægte dannelse og ægte folkelighed.


Vals Kulturkampen mellem folkekulturens udfoldelse af traditioner og nyskabelse og dannelseskulturens krisereaktioner genfindes i mange variationer længere tilbage i historien.

100 år før debatten om jazzdans førte man samme kulturkamp med valsen som bevægelsesmønster. Dannelseskulturen førte skrækkampagner om det farlige ved at danse vals. I Politivennen, 1800, skriver litteratus Kamp:

»Blandt de fire danseboder, hvormed Pederhvidtfeldts-Stræde så overflødig er beriget, udmærker den ene sig i besynderlighed ved en tromme, hvis fæle buldren forenet med en violins skurrende toner, tilvisse frembringer en yndig harmoni . . . det kan ikke stemme overens med god politiorden . . . « .

En anonym skriver samme år i Politivennen:

»Denne uskik er valsen. Hvad, hører jeg fra alle kanter råbe, valsen?, den rare vals, den søde vals, den guddommelige vals! Ja, valsen er det jeg anklager. Det er en uskik.

l) Fordi den ved sin voldsomhed har en skadelig virkning på de mange dansende, der har et svagt bryst.

2) Fordi den danses slet indtil væmmelse, og forjager fra ballerne mange urlansende tilskuere, der finde fornøjelse i at se en sindig og anstændig dans skønt udført, og væmmes ved et hurlumhej, der er det modsatte i alle henseender.

3) Fordi den er uanstændig. Den er et værktøj til forførelse for vellystningen, en materie for kåd snak for lapsen. ( . . . )

I England er valsen afskyet. Ved adskillige tyske hoffer er valsen forbuden at opføres. Skulle vore danske kvinder være mindre kræsne i deres glæder? Sikkert ikke. Balpolitiet vover derfor intet ved at bandlyse denne afskyelige svingom. Det være blot standhaftigt, og tingen vil gå«.

Kongelig Balletmester August Bournonville udgav så sent som 1839 en pjece, hvor han advarer mod den » • • • stadig mere og mere om sig gribende, voldsommere og voldsommere valseren rundt på vore baller«.

Også polka og mazurka blev i sin tid betragtet som og var revolutionære og vilde, ligeledes hopsa og scottish.


I folkekulturen insisterer man på legens væsen af nydelse, nærvær, intensitet, styrke og kunnen som en umistelig side af tilværelsen; det vil føre til invaliditet, hvis denne side af tilværelsen går tabt, og man kæmper for at bevare og forny den.

Folkekultur er altid levende Myten om folkekulturens død begynder samme tid og hænger sammen med myten om 1700-tallets forkuede bonde.

Folkekulturen er knyttet til familien, og myten om familiens opløsning eller død .er derfor en variation af myten om at folkekulturens tid er omme. Man har f.eks. indtil de seneste år forestillet sig, at skilmissetallet ville vokse og opløse familien som institution.

Romantikken så folkekulturen som døende, og kulturradikalismen så folkekulturen som forbi. Børn er blevet beskrevet som truede og dårlige til at lege, unge som medienarkomaner og voksne som nedslidte lønarbejdere, der ikke kunne leve op til kravene som ægtefælle og forælder. Heraf opstår den forvirring, der har præget de11 pædagogiske debat siden 1930'erne; de mange tegn og data om en levende folkekultur ikke har kunnet finde plads i en relevant forståelsesramme.

Forskningen idag viser, at familien som institution er rimelig sund og stærk, at den rummer et centralt sæt af livsværdier, og at det er muligt at bygge på den. Mange års udvikling af en rig boligkultur udtrykker dette værdisæt klart.

Folkekultur forstået som samlivsvaner - mellem ægtefæller, forældre og børn, kærester, bekendte, venner - har fortsat sin udvikling.

»Det er folkekulturens blanding af at bevare traditionernes kerneværdier og være nyskabende overfor traditionernes konkrete former, der er baggrund for dannelseskulturens progressive pædagogik«. 22

Grundtvig nærmer sig en opfattelse af folkelighed, som noget folk - også de levende - har. Men først Christen Kolds pædagogik, friskole-, højskoleog andelsbevægelsen realiserer en folkelighed, som både er nutidig og yderst mærkbar i sin gennemslagskraft. Og man skal frem til vore dage, før en tilsvarende erkendelse af folkelighed knyttet til bykulturen er mulig.


Ungdom . Bro og landskab Til at realisere dette er ungdomskulturen helt afgørende.

Ungdomskulturens rolle i forbindelse med nyskabelse er en af de vigtigste rødder i folkekulturen. Traditionen er, at de unge i høj grad selv vælger ægtefælle, selv vælger uddannelse, selv vælger hvem man vil sove sammen med, selv udvikler sin legekultur.

Netop ungdomskulturens gennembrud i 1960'erne var forløber for det generelle folkekulturelle gennembrud i 1980'erne.

Ungdomskulturens status i folkekulturen viser, omfrihed som værdi er noget, man tager alvorligt. I et patriarkat f.eks. er der ikke plads til frihed i ungdomskulturen; de to køn overvåges og holdes skarpt adskilt.

Hvilke muligheder har de unge for at tilkæmpe sig rum, fysisk og socialt? Er der i dag adgangsbegrænsning til voksendommen? Har samfundet brug for de unge?23

Ungdomstiden kan opfattes som en bro24; en fase, en overgang, et trin, en fortsættelse af den foregående periode og forberedelse af den næste periode, et led i en plan, et afdrag på livet, som man må se at få betalt af.

Men ungdom er, som resten af livet, også et landskab, et rum, en verden, man altid kan vende tilbage til, se sig selv i, måske blive i, en holdning, ungdomme lighed, det måske er vigtigt altid at have med sig, aldrig at forlade. Ungdom, voksendom og alderdom forbinder det forbigående og det nærværende, kun barndommen er subjektivt set rent nærvær.

De røde roser å de øine blå, de vakkre gjenter holder je utå, helst når je får den, j e ve ha, så er det morosomt å leva.

Sådan hedder omkvædet til en norsk folkevise25. Og i sidste vers lyder det:

De røde roser å de øine blå, mi eia kjærring holder je utå, nå har je fåt den, je ve ha, nå er de morosomt å leva.

Ungdommens ret til selv at træffe bestemmelse om sin livspartner hænger sammen med, at familien typisk består af 2 generationer - forældre og børn - og ikke 3 eller flere generationer.


Det almindelige er, at forældre og børn har hver deres husholdning. Når børnene flytter hjemmefra, må de gamle klare sig som selvstændig familie, aftægtsfolk, eventuelt som inderster e.lign. Man mødes som nære slægtninge, hvilket er noget andet end at lever i et hierarki med patriarken øverst.

Myten om 3-generationsfamilien, storfamilien, hænger sammen med patriarkatet, ældstemandsvældet, som formentlig ikke er typisk for det danske landbosamfund.26

Frihedsidealerne: Alle de uformelle relationers frihed - lege, venner, kærester, på tværs af formelle inddelinger i køn, stand, alder - alle disse frihedsgrader bryder med tidligere tiders pædagogik. De stive og formelle leddelinger, præget af en militær sprogbrug - divisionering, korpsånd, netværk, mobilisering - svækkes.

Når ungdom tolkes som ungdommelighed åbnes for den tolkningsmulighed, at rækkefølgen idag - igen - måske mere er barn - voksen - ung, eller måske endda voksen (voksen barn - voksen ung) - ung - barn?

Ungdommelighed er i det mindste som værdi frigjort som mulighed for også voksne og gamle.

Livet i H . D rach manns hjem i Bredgade27 TEGNING: HOLGER DRAC HMANN, 1868

A 50 logealder og IOWIOider - et landskabsbillede l

Dansk-tysk » Vi forstår os kun lidt, eller rettere slet ikke, på jeres udenlandske tankegang; men det kan viforst. . . «. (Gamle Minder, bd. l, s. 142) .

Den tyske indflydelse vokser efter reformationen. Luthers bibelfortolkning er enerådende, indtil pietismen tilføjer en ny, tysk fortolkning.

I adelen udgør de tyske kredse den væsentligste del af dannelseskulturen. Først Grundtvigs tolkninger af folkelighed skubber den tyske dominans til side. Christen Kold beskriver den tyske indflydelse som unaturlig for danskerne:

»Børneskolen har gjort sig skyldig i den fejl, at den næsten udelukkende har søgt at tale tiljorstanden og kun delvis tilfølelsen, mens fan

tasien, indbildningskraften, har været så godt som helt forbigået. Denne fejl har sikkert sin grund deri, at det danske folk er et gammelt folk, og ifølge de åndelige naturlove er i sinforstandstid.

Hertil kommer, at vore filosofiske naboer, tyskerne, i denne henseende har haft en betydelig indflydelse på os, og endog har fremskyndet denne refleksions-ånd, som altså for så vidt er fremmed og unaturlig«. (Børneskolen, s. 2)

Hedevig og Sofus Bagger omtaler den tyske inspiration omkring etableringen af børnehaver således i 1885:

»En af grundene til, at børnehaven her har udbredt sig forholdsvis langsomt, er vel, at tanken kom til os fra Tyskland med et særligt tysk præg. Som der i det tyske skolevæsen er noget overdrevent regelmæssigt og stift, finder man også i den tyske børnehave en vis lyst til at få alt ind i en bestemt ramme, noget overdrevent systematisk, som næppe kan psykologisk begrundes; man har efterhånden emanciperet sig noget fra den frøbelske hang til mystik og vidt drevne symboliseren, men der klages fra flere sider over, at man for meget lægger an på at paradere med børnenes færdigheder.

Der foreligger da den opgave at anyende de frøbelske ideer således, at de passe på danske forhold og danske børn.

Først og fremmest børn man da efter vor mening give hvert barn så megen frihed, som kan forenes med god orden og lydighed; der bør lægges mest vægt på den frie leg, i hvilken den ledende kun gri-


her direkte ind, når børnene mangle stof eller ikke kunne blive enige«.28

Begrebet »/ri leg« har lige siden været et kendetegn for dansk pædagogik. I disse linjer formuleres danskhed som frihed, bestemme selv, helst selv løse konflikter, ikke bruge børn som symboler, begrænse kravene til orden og regelmæssighed, lægge vægt på følelse og fantasi.

Hertil kan så lægges traditioner for at danne foreninger, begrænse forskellene i levekår og undgå dominans af et enkelt parti. At værdsætte rummelighed, mangfoldighed, det dannebrogede.

Mand-kvinde Endelig trækker mand-kvindeforholdet skel mellem landbokultur og adelskultur. Alene spørgsmålet om en effektiv landbrugsproduktion gør sandsynligvis landbokulturen uforenelig med adelens patriarkat. En smidig, alsidig arbejdsdeling, som feudaltidens landbrug kræver, forudsætter selvstændige mennesker. En specialiseret produktion er langt nemmere at forene med et hierarki, f.eks. et patriarkat.

Man kan sige, at samlerne (kvinderne, bønderne) står overfor jægerne (herremændene, adel og konge) , og Danmark kan måske kaldes et kvindeligt land i den forstand, at modersmålet er vigtigere for identiteten end fædrelandet, og at landskabskulturen domineres af kornmarker (samlernes område) , ikke af jagtmarker Gægernes område) .

»l Nytaars-Morgen fra 1824 udfolder Grundtvig den urimelige forestilling, at ' . . . Danmark er Historiens Palæstina', hvor Guds kvindelige udstråling har slået sig ned som folkets sjæl. Dog er der endnu ikke indgået ægteskab mellem det mandlig og kvindelige, idet der er indtrådt en ødelæggende konflikt mellem hjerne og hjerte.

'Thyra i Dvale' venter imidlertid på at blive vækket og ført til det store bryllup. Mod digtets slutning skildres Sjælland som et billede på den danske folkesjæl, og som en organisme, hvor en levende bølgende strøm, Isefjorden, forbinder hjerne og hjerte.

Efter det katastrofale nederlag i 1864 og underindtryk af Danmarks truede eksistens som selvstændig nation, tog Grundtvig igen forholdet mellem danskhed og kristendom op til vurdering. Stærkere end tidligere betegner han det danske folk som et kvindeligt folk, der har en hel selvstændig betydning.


Kristendommens lange historiske vandring, domineret af en mandlig kraft, skulle nemlig afsluttes med et bryllup i Danmark, hvor der skulle indgås ægteskab med landets kvindelig sjæl«.29

Noter l. N.F.S.Grundtvig, Dagbog 1804. Læsning af Bøgelunds historie (citeret fra Dag- og

Udtogsbøger, 1979, I, s. 105.) : >>Det vakte Harme og Uvillie mod alle de Bondeplage

re der existere og især dem der omringe Mig - hvoraf kun faae have Religjøsitet - og

da er den falsk - men ingen Moralistet - O! At leg dog som Præst kunde komme til at

staae i Forbindelse med saadanne Øvrigheder som ville deres Undergivnes sande Vel!«

Johannes Riide, præst i Vonsild, skriver 19.4. 1678: >>Dagen skal helligholdes og to

gange kirken besøges, men ikke at den bygang eller sammenkomst må ske om efter

middagen i de brændevinsvråer, ej på gaden at ungt folk med keglekast og sligt, men

som Eders bæster må hvile den dag, da hviler også Eders legemer i stilhed og tjener

herren med en hellig og Gudfrygtig omgængelse<<.

Og 18.12. 1681: >>På onsdag klokken 8 får vi det sidste kvarter i månen. Eftersom

vi dette år får en mørk jul, og øvrigheden har så alvorligt i disse besværlige tider for

budt juleleg, da skikker Eder som fromt lydet ungt folk og går ikke i disse skidne mør

ke aftener af Eders husbonds huse, men lover og priser Gud med en sang og Guds ords

bespørgende blandt hverandre, så har I nåde hos Gud . . .

Formanes også at folket de hellige aftener ikke drikke sig drukne og siden om mor

genen af hovedværk ikke skulle enten blive vækfra kirken, som de sig af det lange nat

tesæde forsove, eller hvis de i kirken komme, de da under prædiken sove og ikke gide

høre på Guds ord. Derfor formaner Paulus: Drikker Eder ikke drukne af vin, der af

et uordentligt væsen følger, men vær fulde af ånden og tal med hverandre om salmer

og lovsamnge og åndelige viser<<. (Vonsil-Dalby tillysningsbog, 1678-83. København,

1987) .

2. Forordningen om degnenes og skolemestrenes undervisning på landet, 23.1 .1739, i

forbindelse med konfirmationslovgivningen antyder, at forældre må opdrages til at

slå deres børn: >> Vil hans Formaninger og den maadelige Straf at sidde længer i Sko

len ei hielpe, siger han det til Forældrene, af hvilke ellf!r af ham i deres Nærværelse

de da med Riis efter deres Forseelse straffes. Men aabenbar ugudelighed med Banden,

Lyven, Skielden og forsætlig Trodsighed og Ulydighed, som i Skolen begaaes, straffer

han strax med Riis i de andre Børns Paasyn efter 14§«. (§ 21)

3. Især i Ordsprogenes Bog:

>>Herren revser den, han elsker, han straffer den søn, han har kær.

Min søn, lad ej hånt om Herrens tugt, vær ikke ked af hans revselse.

At vogte på tugt er vej til livet, vild farer den, som viser revselse fra sig.

At elske tugt er at elske kundskab, at hade revselse er dumt.


Viis søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.

Hvo riset sparer hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.

Tugt din søn imens der er håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.

Får spottere hug, bliver tankeløs klog, ved revselse får den forstandige kundskab.

Slag er rede til spottere, hug til tåbers ryg.

Blodige strimer renser den onde og hug hans indres kamre.

Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.

Spar ej drengen for tugt; når du slår ham med riset, undgår han døden; du slår

ham vel med riset, men redder hans liv fra Dødsriget.

Frygt He"en og kongen, min søn, indlad dig ikke med folk, som gør oprør.

Svøbe for hest, bidsel for æsel og ris for tåbers ryg.

Saligt det menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit hjerte, falder

man i ulykke.

Hvo nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden lægedom.

Ris og revselse, det giver visdom, uvorn dreng gør sin moder skam.

Med ord lader træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

Forvænner man sin træl fra ung, vil han til sidst være herre«.

Tilsvarende danske folkekulturelle ordsprog findes ikke.

4. Se f.eks. Comenius' Moderskolen. Og Palladius' Visitatsbog, s. 95-98: Palladius be

retter, at børn, som ikke tugtes vokser op og bliver modermordere, horkarle, fa

dermordere, svogermordere, o.lign.: »Saadant og andet mere vil Dig overkomme

med dit Barn; forsømmer du den (fysisk tugt af drengen) udi din Ungdom, han skal

bande dig, spytte Dig under Øjen, rive Haaret af dit Hoved, træde paa Dig og gøre

Dig Ve og Vaande, jammer og Kummer, Sorg og Bedrøvelse og grædende taare indtil

din Dødedag, at Du skal sige: 'Usel blev jegfødt til Verden, at jegfødde saadan en Søn'.

- Det er bedre, at Du lader hannem græde, naar han er liden; ellers skalt Du græde,

naar han bliver stor. Det er end godt, når Børnene græde; men det gaar ikke vel til,

naar Forældrene græde over Børnene«.

5. Thorkild Kjærgaard udtrykker det i en radioudsendelse, P1 11.9. 1992 med Regels ord: »Minerva flyver først ved aftenstide«. Erkendelsen kommer først, når hele

teaterstykket er spillet færdigt.

6. Noget tilsvarende kunne skrives om Olfert Jespersen og den sorte sanger og

danser Geo Jackson, som optrådte i København adskillige gange i perioden 1891-

1900, og som måske er banebrydende. På Geo Jacksons opfordring skrev Olfert

Jespersen jim og jeg var venner alle Dage, som også blev lanceret af Geo Jackson.

7. ]azzrevy, Juli 1935, s. 6.

8. Kagedansen blev i Rlustreret Tidende, 15.2., 1903, s. 325 omtalt: »Kagedansen, den

ny afsindige dans eller rettere sagt samling akrobatiske øvelser, denne vilde og fana

tisk hæslige negerdans er målestokken for, hvad der af plump amerikanisme kan im

porteres . . . Er den oprindelig opstået som en efterligning af kænguruens ejendomme-


lige, springende gangart? Nogle koreogiske forskere forsikrer dette, mens andre er

klærer denne hypotese for i højeste grad fornærmelig for kænguruerne . . . Den eneste

måde, vi kan frelse ungdommen fra sådanne udskejelser som afskyelige negerdanse,

er ved at byde dem på bedre ting, danse, i hvilke afveksling og livlighed parres med

anstand og gratie«.

9. Se f.eks. K.A Wieth-Knudsens Den europæiske Musiks Skæbnetime, 1928. Der fø

res en lang, følelsesladet debat i Dansk Musik Tidsskrift, Kritisk Revy, dagbladene,

m.m. Carl Nielsen, Fini Henriques, Ernst Hye-Knudsen, Knudåge Riisager, Sven

Møller Kristensen, m. m.fl. deltager. Se for en oversigt Erik Wiedemanns]azz i Dan

mark, bd. l, kap. III.

10. Agnes Nyrop Christensen og ].C. Gottliebs Moderne Dans. Hvad Alle bør vide.

København, 1919, s. 27.

11. Se f.eks. tidsskriftet H. O. T., 1934 ff, redigeret af Sven Møller Kristensen, og

Hvad jazz Er, af samme, 1938.

12. Citeret efter Erik Wiedemanns]azz i Danmark, 1982, bd. l , s. 75.

13. »Manglen af en folkemusik er det staaende problem for den europæiske musik

kultur i dag. Man staar tilsyneladende i den meningsløse situation, at behovet for

musik - som følge af den demokratiske udvikling og de tekniske fremskridt (radio) -

er større end nogensinde, mens musiken selv - som følge af den klassiske stils sam

menbrud og den moderne kunstmusiks ufolkelighed - er fattigere end nogensinde. Det

er en krise, der understreger jazzens betydning. Det er med rette, at ungdommenføler

sig i samklang med jazzen«. (Sven Møller Kristensens Hvad jazz er, 1938, s. 69.

Det siges endnu mere firkantet af Astrid Gøsset i Musik og Fællesskab (citeret

efter Den Frie Skole, nr. 6, december 1938, s. 66) : >>Gennem Aartusinder har Impro

visationsformen været Folkemusikkens Form. Undtagelsen rammer kun det korte

Mellemrum fra Tiden omkring 1600 til vor egen Tid og kun i Europa, hvor Musik

ken er blevet Formaal, og hvor Folkets Interesse for Musik gradvis er døet hen«.

Det gentages af B. Christensen i Mit liv, 1983.

14. I modsætning til både romantikken og kulturradikalismen søgte Evald Tang

Kristensen det særegne og selvbårne i folkekulturen; folkekulturen som selv

stændig og fri i forhold til dannelseskulturen.

15. Peder Palladius' Visitatsbog, s. 92.

16. En fornemmelse af tidlig undervisning, læse-, skrive-og regneøvelser, som bor

gerskabets tolkning af den nye rousseauske pædagogik ses i Frederikke Charlot

te Reventlows' Vore opblomstrende Børn, skrevet 1777-82, udgivet 1992, s. 18: »Kun

bemærkede af faa Venner rinde mine Dage blidt hen i dit og vore elskede Børns Sel

skab. Deres Undervisning være min kæreste Beskæftigelse og deres Kærlighed min

bedste Løn!<<

17. Erna Juel-Hansen er fremragende portrætteret i Pia Sigmunds bog Oldemor

Erna, 1991.


18. Først i 1880 får kvinder råderet over deres egen indtjening. I 1899 blev gifte

kvinder myndige, fik råderet over egen formue eller arv, og kunne drive selv

stændig næring. Først i 1922 fik også moderen forældremyndighed over fælles

børn.

19. Brev til Niels Juel-Hansen i forlovelsestiden o. 1868-71 , citeret efter Pia Sig

munds Oldemor Erna, s. 46. Hun skriver også, at hun har » . . . en umådelig lyst til at

få sig en ordentlig slåstur med dig idag; jeg er så oplagt til rigtig at tumle om, jeg tror

bestemtjeg kunne vælte dig!«

20. Skrevet 1876-77, citeret efter Pia Sigmund, s. 79-80.

21 . Grundtvig argumenterede i samme retning som Erna Juel-Hansen omkring

krop og sjæl: »Thi det er jo unægteligt, at Mennesket bestaar af noget Legemligt og

noget Aandeligt, som tilsammen udgiøre Et, sammensmelte i Selv-Bevidsthed, der jo

hverken giælder blot vor: legemlige eller blot vor aandelige, men vor menneskelige

Tilværelse - denfornuftige Personlighed - der er et Samfund afbegge«. (Nytaarsdagen,

1857) .

Og samme understrøm løber indenfor den folkekulturelle gymnastik bevægelse,

ikke mindst i kvindegymnastik, der bryder igennem i højskolebevægelsen fra 1884-

85.

22. Selvforvaltning, l. og 2. udgave, red. af Espen Jerlang afspejler denne perspek

tivændring. I l. udgave, 1988, begrundes udbredelsen af selvforvaltning som cen

tralværdi i progressiv reformpædagogik med de kulturradikales arbejde i 1930'rne.

I 2. udgave, 1991, forankres begrundelsen i en videreførelse af Kolds og Grundt

vigs tanker om » . . . dialogisk og fortællende undervisning med vægt på selvudfoldelse

og fællesskab« (s. 177) .

Hensigten her er, at forlænge perspektivet længere bagud end til 1800-tallets

romantik, Kold og grundtvigianisme.

23. Iflg.Arhus Stiftstidende, 19. 12. 1991, udtaler undervisningsminister Bertel Haar

der sig imod ophævelse af adgangsbegrænsningen til de videregående uddannel

ser med den begrundelse, at » . . . samfundet har slet ikke behov for det«.

Hvad betyder liberalt så? Betyder liberalt, at de unge selv har frihed til at vælge

deres kvalifikationer og tage ansvaret for konsekvenserne? Eller betyder liberalt

samfund, at økonomien har frihed til at bestemme over de unge mennesker og

indrette deres identitet efter økonomiske modeller? I sidste tilfælde bliver der lighedstegn mellem liberalisme og planøkonomi.

24. Se f.eks. Basil Mathews' Broen fra Drengeaar til Manddom. »Hvor finder vi den

bedste bro?«, spørger han og svarer: » . . . / idrætten«. Cit.e. Ove Korsgaaards Kreds

gang. Grundtvig som bokser, 1986.

25. Folkehøjskolens Sangbog, 17. udgave, nr. 226.

26. Smig. f.eks. Vonsild Kirkebog, 1659-1708. København, 1982.

27. Drachmanns tegning viser ham selv siddende ved staffeliet med guitaren inden


for rækkevidde. Derefter Erna, der netop har smidt sin kuglestang, som hun gjor

de øvelser med. Ved bordet Johanne og Mimi med den læsende Asbjørn i midten.

Harriet og Martha tumler sig blandt legetøj og strikketøj på gulvet. Til venstre den

noget overraskede Niels J u el Hansen i døren. På væggen kigger fader Drachmann

ned fra maleriet på sin brogede flok unger.

28. Hedevig og Sofus Baggers Den danske Børnehave, 1885, s. 22.

29. Ove Korsgaards Thyras bro. Det folkelige i Europa, s. 166.


C a . 1 00 gæster med musik og personale på fløjene . Læg mærke t i l granerne bag gæsterne


TILHØRER J. PLOUG, FREDERICIA

Dørene åbnes for legene - 1 800-tallets nye offentlighed

»Oplysning skal kendes på de udsigter, den åbner«. (Christen Kold: Om børneskolen, 1850)

Man dansede meget dengang »Man dansede meget den gang«, står der pludselig langt inde i et afsnit om brød og bagning:

»Brødet blev bagt af byg og rug, således at der kom l eller 2 skæpper rug til l tønde byg. For at sikre sig, at have korn til brød, hvis kornet skulle slå fejl et år, gemte man altid så meget korn, at man havde nok til 2 år. Loftet var noget gammelt, hvorfor man havde indrettet en plads dertil ude i laden. En bagning tog lang tid, da man degnede den første dag, æltede det op den anden dag, slog det op den tredie dag og bagte det den fjerde dag. I de tider var det almindeligt, at når man begyndte at spise af en bagning, bagte man straks den anden. Så havde man altid gammelt brød og det var mest drøj. Kornet var jo groft malet, kun lidt af det tæmsede de til sigtebrød. Som hvedebrød brugtes bakkelser og gode råd af fin bygmeL Småkager havde man ikke, mens Ane Marie var hjemme som ung. Det kom først noget senere. Man begyndte at drikke kaffe ved enkelte lejligheder. Ved gilder fik man mellemmad og varm øl, bakkelser og gode råd. Man dansede meget den gang. Juleaften fik de i Overgård byggrød og fisk, i de senere år suppe. Den aften de havde julefremmede, fik de gerne boghvedegrød. I julen var de unge ude til gilde hver aften. De kom gerne hjem kl. 12, for at få sovet ud til den næste dag«. l

I sammenhængen her skal >> • • • man dansede meget den gang« karakterisere landbosamfundet i 1800-tallets begyndelse; men den samme type udtalelse fremsættes jævnligt som karakteristik i andre århundreder; kort og summarisk, uden detaljerede beskrivelser af dansene eller de andre lege.

Måske er udtalelsens datid, »dengang«, bare typisk for ældre mennesker, der ser tilbage på deres eget liv, hvor de ikke danser så meget, nu de er blevet ældre. De beskriver ikke dansene nøjere, da dansene stadig ken-


des udmærket. Eller selv om de konkrete danse måske er forandret, så er danseglæden som sådan uforandret.

Men måske er danseglæden, legeglæden virkelig aftaget. Tacitus skrev i år 98 e.Kr. om danskerne, at » . . . intet andet folkeslag ofrer

mere på selskabelighed og gæstjrihed«.2 Siden da og indtil 1800-tallet har de skriftlige kilder haft travlt med at bekæmpe og fordømme selskabeligheden, herunder legene som en del af festkultur og hverdagskul tur.

Jeg hælder dels til en opfattelse om, at den aftagen i legeudfoldelser, som mange registrerer, nok så meget er knyttet til den skrivendes eget livsløb; altså at meget centrale dele af legekulturen, især en positiv holdning til lege, i virkeligheden lever, trives og udvikles trods de mange pessimistiske bemærkninger om opløsning og forandring.

På den anden side viser det sig, at legenes placering i livsløbet undergår bemærkelsesværdige forandringer i historiens løb. Heraf opstår megen forvirring.

Alt i alt er legene et komplekst spændingsfelt med realiteter, der opstår, forsvinder og forskubber sig, og tolkninger, der bryder ind over og skygger for hinanden, forbinder sig med hinanden i uventede alliancer.

Legenes placering i livsløbet afhænger af, hvem der tolker livets mening. Hvilke glæder og sorger rummer livet. Hvad har man ret og måske pligt

til at glæde sig eller sørge over. Og hvad skal man holde sig fra at føle glæde eller sorg ved. Hvor meget glæde må man udtrykke ved bryllup, barsel, begravelse, sommer, forår, julen, et overstået arbejde, skønhed, sundhed, hverdage, det man kan?

At fortolke livet er et magtområde, der i alle kulturer ofres væsentlige ressourcer på. Hos os har kirke, konger, forældre, slægtninge, kulturtraditioner kæmpet om at bestemme tolkningen.

De forskellige tolkninger har meget forskellige livsvilkår eller rettere overlevelsesvilkår. Magten over skriftsproget og magten til at bestemme, hvad der må beskrives, har sat dybe skel.

Selv om danerne lagde stor vægt på selskabelighed og gæstfrihed, var det ikke det, der blev skrevet om af dem, der gjorde sig til historieskrivere.

Da Adam af Bremen fra domkirken i Bremen udgav sin Beskrivelse af øerne i Norden cirka 1070, altså 1000 år efter Tacitus' beskrivelse, varetog han Pavekirkens og kongemagtens interesser og skrev stort set intet om danseglæde eller andre lege. Selskabelighed, fester omtales som noget, ordentlige kristne mennesker desværre må købe sig fritagelse for. Om sangene hedder det:


» løvrigt synger de også, som almindeligt under den slags offerriter, adskillige sange, der er uanstændige - hvorfor det er bedst at forbigå dem i tavshed«.3

Og det gjorde man (kirken) så. Ikke et ord, ikke en node. Ingen information, kun en voldsom eksformation, d. v. s. et væld af tegn på styrken af det unævnelige. M og til stikker det unævnelige endda sit hovede frem i forklædt, forvredet eller på anden måde kodet form.

Det er vigtigt, at man gør sig klart, at ubeskrevet ikke betyder død; det ubeskrevne kan meget vel både overleve og trives. På samme måde betyder beskrevet ikke uden videre levende; levende mennesker er ikke skygger af det skrevne, men det skrevne skygger ofte for levende mennesker.4

De skriftlige kilder giver os mulighed for at følge den historiske udvikling af salmemelodier og -tekster forholdsvis detaljeret og præcist.

Men tur-dansenes udvikling er kun sparsomt beskrevet og fortaber sig i det uvisse, blot vi kommer tilbage på den anden side af 1800-tallet. Dette afspejler kirkens holdning til, hvad der måtte beskrives som sande glæder i livet.

Men citatet viser uden omsvøb, at andre tolkninger af, hvad god og naturlig livsglæde er, lever og trives i bedste velgående, nærmest uanfægtet udenfor kirkens i virkeligheden ret begrænsede område. I de skriftlige kilder fylder kirken en stor del, men i virkeligheden er den måske lille.

Eksempler på at den naturlige og gode livsglæde kan foldes helt ud, blive til vild hengivelse, ekstase, når man spiller sig ud til sine grænser, ser vi i adskillige beretninger om spillemænd.

Om den norske spillemand Tarkjell Aslaksson (1802-1875) fortæller Johannes Skar 1903:

»Det kunne ske af og til, at han 'kom på den ramme slått'. Det var ikke mer end at det hændte; men så var det skræmmende.

Mest uhyggeligtvar det i Årdal engang, i et bryllup på Frøyrak. Den gang var han kommet til at drikke for meget, de havde sådan noget voldsomt stærkt øl på Frøyrak, og noget havde han drukket inden han kom, fordi han fulgte bruden, og da havde de gjort ophold på Neset og danset og drukket, mens de ventede på en brudekone fra J årdalsbø.

Da alle havde lagt sig om aftenen tumlede vi oppe, Ånond Neset og jeg. Så ville vi have Tarkjell til at fele igen; men da var han ikke til at finde. Vi fandt ham omsider på loftet i Åmund Frøyraks hus; der var han havnet. Vi fik ham med hjem, og Ånond kom med felen.


'N ej , jeg kan ikke fele; jeg er så syg at jeg dør! ', sagde Tarkjell - han lå og våndede sig i sit bræk.

'Men nu skal du få noget at styrke dig på', sagde Ånond. Og Gunnstein Frøyrak kom med øl og brændevin. Tarkjell drak. Men så kastede han op. Han drak igen og brækkede sig. Så holdt han det i lang tid. Til slut fik vi ham afsted op at sove. Ud på morgenstunden stod han op og fik sat sig ved bordet.

'Kom så med felen; jeg kan da prøve at stille den', sagde han. Han gjorde nogen strøg - så sank armen.

'Det nytter altså ikke meget at være mesterspillemand', sagde Ånond; 'nu er jeg bedre end Tarkjell Aslaksson', sagde han.

'Nu er alle bedre; Tarkjell er færdig', sagde Tarkjell. 'Nej , men det er det, at du kan ikke fele', sagde Ånond, og han blev

ved at drille ham. Tarkjell rettede sig efterhånden og kom i form. Han kom i vældig

form. Han fik sat fut i hele huset. Før vi fik set os om, så var huset fuldt af mennesker.

Brudetoget kommer fra k irke . Følget h i lses med geværskud og velkomststykket af 2-3 spi l lemænd under træet . Brudeparret følges af 2 brudepiger, mens en ældre daglejer holder ved hestene

MALERI : PETER JULIUS LARSEN, 1 85 1


Men da blev spillet overvældende. Det jamrede og hvinede i hver en fuge. Det var en gru at høre. Ånond Neset tog felen af ham. Men den spillede slårten lige godt. Alle var forfærdede. De så felen, mens den lå på bordet og spillede. Tarkjell var sluppet ud i forhuset.

'Dette var uhyggeligt!' , sagde Gunnstein. 'Det var lovlig sent, vi tog felen af ham!', sagde Ånond. Tarkjell fik samlet sig igen senere på dagen. Ånond drillede ham: 'Jeg troede, jeg var bedre end du; men nu tør

jeg aldrig vove mig mod dig m er', sagde han. 'Åh nej, det gør du vel næppe', sagde Tarkjell. Men der var en lang tid, han måtte ligge mellem to mænd om næt

terne, da han kom hjem igen til Austad. Spillet på Frøyrak var det største mesterstykke, Tarkjell gjorde med

felen: 'Jeg slår det aldrig, hverken før eller siden', sagde han«. s

Tarkjell Aslaksson og gæsterne bevæger sig ud til deres grænser på flere måder; søvn, beruselse, spil, provokation, drilleri, tvekamp. De leger med taberrollen, ler ad sig selv og hinanden.

Johannes Skars tolkning er, at det er Tarkjells største mesterstykke. Bemærk også brugen af ordet slå i Tarkjells egen vurdering.

Vi har alt for få af sådanne beretninger. Da Troels-Lund 800 år efter Adam af Bremen udgav sit fremragende

værk, Dagligt Liv i Norden (1879-1901) , skrev han i afsnittet om bryllup:

»Dagens adspredelser bestod i leg under alle former. Intet ord i datidens mund havde så vidtløftig en betydning som dette. Det omfattede alt, hvormed man kunne fornøje sig, flere i lag«.6

Men når det kommer til at skulle beskrive legene mere indgående, deres placering i det kulturelle værdiunivers, holdninger og modholdninger, hos mænd og kvinder, børn og gamle, - ja, så må også Troels-Lund give op:

»Desværre savner vi for N ordens vedkommende nærmere beskrivelse af, hvorledes en sådan fastelavnsdag har taget sig ud set på nært hold«.


Der findes kun meget få samtidige billeder, som kan belyse ældre danske juleskikke - fra tiden før 1800 overhovedet ingen:

>>Det har sin interesse at følge den skik 'at ligge på tro og love', således som den har holdt sig hos Nordens bønder ned imod vore dage. Dels giver de former, som vi her lærer at kende, os utvivlsomt vink om meget, der fandt sted også i det 16. århundrede, men hvorom de magre beretninger fra hin tid intet melder.

Dels bliver skikkens indhold et andet for os, idet vi her får den at se i ufordærvet, livskraftig tilstand, lærer at forstå den som mere end blot løjerlig ubehøvlethed, som virkelig bærer af sædelige værdier.

Skikken har været overordentlig udbredt. I Danmark, hvor den nu vistnok helt er ophørt, minder endnu kun den bekendte folkesang derom: 'Det var en lørdag aften, jeg sad og vented dig'« .

Natmandsbryl lup

A 64 legealder og levealder - et landskabsbillede l

MALERI: HANS SMIDTH

Mange kilder om legekultur virker løjerlige eller ubehøvlede - f.eks. »at ligge på tro og love«. Det er nødvendigt og fint at øve sig på at læse denne løjerlige fremmedhed som intens ægthed, som bærer af livsværdier. At udvide sin bevidsthed med andre associationer end dem, der kommer umiddelbart fra 1992-bevidstheden eller fra de ofte falske historiefortolkninger, man hørte i underskolen som barn, og som mange derfor forveksler med fortiden selv.

landbosamfundet som landbrugsproduktion Hvis vi vender os fra landbosamfundets legekultur til arbejdslivet, ja, så stiller sagerne sig helt anderledes. Afgifter, hoveri, dyrkningsmetoder, afgrøder, udbytte o.s.v. kan følges temmelig nøje gennem utallige optegnelser. Man kan blot ikke beskrive et samfund ved at beskrive arbejdsforhold: .

»Vi ved i mange henseender for lidt om fortidens bønder, men mest om deres materielle kultur. Kendskab til deres omgivelser og hvad de ejede kan vi få fra tingbøger, godsarkiver, skifteforretninger og andre kilder. Vi kan med stor sikkerhed vide, hvordan gård- og husbygninger så ud, og hente en mængde oplysninger om, hvad bønderne havde af husdyr, bohave, redskaber og andre ejendele. Om korn- og foderbeholdninger giver skifterne oftest usikre og omtrentlige oplysninger. Fandtes der penge, lå de antagelig på kistebund eller i andre gemmer, som få eller kun en enkelt kendte.

Hvad talte bønder om i deres hjem, på bystævne, ved gilder eller når de arbejdede sammen på bymark eller hovmark? Hvad mente de om deres egen tilværelse?«7

I det sidste spørgsmål ligger også denne bogs generelle motiv; i hvilket omfang er det muligt at indleve sig i landboernes meninger om deres egen tilværelse?

Samfund er mere end arbejdsforhold. Og man må aldrig reducere landbosamfund til kun at være et spørgsmål om landbrugsproduktion.

Familierelationer, vielsesmønstre, opdragelsesværdier og festkultur udspringer ikke mekanisk eller automatisk af bestemte arbejdsforhold.

Feudale produktionsmetoder har i nogle kulturer følgeskab af klø som opdragelsesmiddel og af patriarkalsk bestemte børneægteskaber som vielsesmønstre.

I den danske feudaltid fremtræder fysisk vold mod børn som et opdragelsesmiddel, kirken kræver og priser, men som foragtes i landbosamfun-


det - det er skammeligt, når store slår på små, og det skaber hos ordentlige mennesker en naturlig modvilje mod agressoren. Patriarkalsk bestemte børneægteskaber forekommer i samfundets øverste lag, hvor ægteskaber kan bruges til handel med gods og ejendom, mens landbosamfundets ungdom havde en række lege- og festkulturer, hvor de kunne finde sammen efter sympati og gemyt.

Overklassen interesserer sig levende for bonden som arbejder - de lever jo højt på afgifter, han betaler - men ser derfor ikke legekulturen som ret meget andet end en række aktiviteter, der formindsker afgifternes størrelse; det gælder derfor for overklassen om at tolke bondens liv, så lege- og festkulturernes værdi bliver nul eller - bedre - negativ. Og disse tolkninger er til overflod skrevet ned. Og det er stadig resterne af disse tolkninger, der er til debat. Hvad tænkte bonden om disse tiltag?

I bondens eget værdiunivers er arbejdet prioriteret ind i et større sæt af værdier, end det kommer frem i herremandens enøjede fokusering på bonden som arbejder. Jeg har samme vurdering af arbejdets rolle i feudaltidens landbosamfund som Ove Korsgaard:

»I almuens feudalkultur optog arbejde ikke så meget af dagens tid og årets dage, og blev slet ikke tillagt samme betydning som i borgerskabet. Derimod havde leg og spil, dans og dyst overordentlig stor betydning«.s

En detaljeret og samlet beskrivelse af almuekulturens værdisæt er sikkert ikke mulig.

En påstand om at arbejde ikke har første prioritet i feudalbondens liv kan kun hævdes med en vis usikkerhed, men i forbindelse med at skrive om legekultur ser det for mig ud til at være den mest fremkommelige antagelse.

I det følgende gives eksempler på både positive og negative udsagn, og så kan enhver jo drage sine egne slutninger.


Noter l. Nogle Træk om Jakob Bjerre og Ane Marie i Nissumby, udgivet af Anna Fink og

Jakob Bjerre. August 1903, s. 12.

2. Tacitus' Germania I, Wormianum 1974, s. 57.

3. Adam af Bremens Beskrivelse af øerne i Norden, Wormianum 1978, s. 48.

4. Markus Bjerres Nissumbysønnerne og deres hjem, 1965, s.26: >>Hos mor lå melodierne til de gamle tur-danse side om side med salmemelodierne, hun kunne lige så lidt finde sig i, at vi sang og spillede de første forkert som de sidste; den gode og naturlige livsglæde skulle have sin plads, ellers ville vi blive nogle forkrøblede stakler«. 5. Johannes Skars Camalt or Sætesdal, 1903 (1961) Fortællingen er her gengivet

fra oversættelsen i Morten Levys Den stærke Slått, 197 4, s. 16-17.

Flere led i fortællingen findes i sagaerne, f.eks. i Boses saga og i Saxos beret

ning om harpespilleren ved Erik Ejegods hof; vi mangler så en lang række fortæl

linger derimellem. Måske fyldes dette tomrum af en række eventyr.

6. Her citeret fra udgaven 1969, 6. bind, s. 342.

7. Fridlev Skrubbeltrangs Det danske Landbosamfund 1500-1800, 1978, s. 438. Sam

men med Thorkild Kjærgaards Den danske Revolution 1500-1800, 1991, er denne

bog hovedgrundlaget for skildringen af bondens arbejdsliv.

Begge forfattere skildrer bonden som aktiv og initiativrig, en med og modspil

ler i samfundslivet, ikke som et åndsformørket offer. Bonden ses som selvrådig og

kompetent gennem hele perioden, og netop denne kombination muliggør bondens

fremtrædende stilling i 1800-tallet med højskole, andelsbevægelse, gymnastikfor

eninger o.s.v. Den evne til at modstå det ideologiske tryk, der lægges fra reforma

tionen og frem - kompetent selvrådighed - er den samme evne, der skabte nej-et

2. juni 1992.

8. Ove Korsgaards Kredsgang. Grundtvig som bokser, 1986, s. 15.

Overvejelser og tolkn;nger 67 A

Et g i lde i Hedeboegnen


JULIUS EXNER, 1855

Loyale udsagn

»I så lille et folk som vort har vi ikke råd til at gå om uden at forstå hinanden«. (H.F. Feilberg)

l 800-tallet 1800-tallet rummer mange direkte udsagn om glæde. Censuren forsvinder, skrivekunsten udbredes, romantikken betyder, at bondekulturen ligefrem idealiseres. Svend Grundtvigs og især Evald Tang Kristensens kolossale samlinger fremfører vidneudsagn om omfanget og dybden af landbosamfundets kulturliv.

Der var mange lege. Man dansede meget den gang:

»N år rapshøsten begyndte, kom der to piger til at samle op efter hver høstkarl; den første tog med hænderne, hvad hun kunne overkomme, og lagde det i dynge, den anden samlede forsigtigt resten op. Men man måtte passe vel på ikke at træde på bælgene, for så sprak de.

Vi var gerne 4-5 mand til at høste, så det var jo efter den tid en større arbejdsstyrke; vi begyndte kl. 5 om morgenen og standsede kl. 8, for midt på dagen gik det ikke an at røre ved det; det var sjældent, at klokken var 9, når vi kom hjem.

Når vi havde spist mellemmad, kom vi gerne op i storstuen at danse. Vi var 2-3 brødre, som kunne spille violin; jeg vil ikke påstå, at det var fin musik, men man kunne godt danse efter den. Vi brødre var glade dansere allesammen, så pigerne kedede sig ikke.

Vi dansede til middag, og når vi havde spist, skulle vi jo helst i seng, men der var altid nogle, som hellere ville op at danse igen, så middagssøvnen blev gerne til løjer og sjov på en eller anden måde.

Kl. 4 begyndte vi igen at høste, og vi arbejdede til kl. 11 . Når vi så kom hjem og havde spist, kunne vi ikke styre os, men skulle atter op og have en svingom.

Men når dette gentager sig flere dage i træk, bliver man i længden lidt dorsk «. 1

Forfatteren er født 1841 , så erindringen her er fra midten af 1800-tallet. Hans far har samme glæde i sig og søger den ført videre:


»]o, der var grund nok for drengene til at skjule kortene, for fader hadede kortspil, 'det er tidsspilde', sagde han. Derimod kunne han meget godt lide, at de unge dansede; han kunne i timevis sidde stille på bænken og se på dansen med glæde, og var han i særligt godt humør, deltog han i den. Var der kommen fremmed ungdom til gården, sagde han gerne til dem: »I kan godt gå op i storstuen og danse! «2

Der er ikke tegn på hendøen eller visnen. Heller ikke en generationskonflikt ung-gammel med hensyn til dans; der er endnu ikke tegn på udskillelse af en ungdomskultur, der forholder sig konfliktuelt til forældregenerationen.

Det er der heller ikke hos Kirsten Hansdatter fra et husmandshjem i Knardrup på Sjælland. Hendes dagbog fra hun var 24-25 år er bevaret. Den er skrevet i perioden 25. december 1862 - 17. december 1863. Broderen, Niels, og faren er spillemænd. Fastelavnstiden er stadig på godt en uge og begynder søndag 15. februar, 1863:

»Tirsdagen den 1 7 idag har det været det behagligste Veier, man kan tænke sig, det har ikke blest, ikke en eneste Skjy har været at se paa den hele Himmel,

idag har Karlene siaaet Katten afTønden, de kom ikke til byen føren Ki lO men de blev snart færdig,

da Kl var 12 komAne fra Ganløse og hun havde sin datter Stine med, hun skulle været ud til Andrias, men hun blev her, hun fik æbleskiver, Ganløserne kom kjørende her igjennem Byen, Kl halv 3 kom Karlene her, de fik Æbleskiver og Brendevin, de var her allesammen, Hjulmandens Rikke kom herned, hun fik Æbleskiver og Kaffe,Vi gik til Gilde til Aften, jeg dansede nok men jeg morede mig ikke, Vi gik Hjem Ki l (fra) Kroen, Christen Peder har været her !aften, Moder bagede Æbleskiver, det frøs da Vi gik Hjem, det var Stjerneklart.

Onsdagen den 18 jeg sov til Ki lO saa fik jeg Kaffe og Æbleskiver paa sengen, det var et daarlig Veier det graadt og Taage, og det støvregnede, til Midag gik Fader og Niels til Gilde; og Kl 4 kom Alle Karlene til Byen,

Vi gik til Gilde til Aften, Inat har jeg mored mig Godt, da Kl var 4 begynte de at stoppe Strømper og Vi maate holde sammen Alle sammen og Vi maate ud igjennem Stuerne ud omkring i Gaarden to Gange omkring Stakken og Gaaden (gaden) , Vi dansede den Dans to Gan-

. ge og det varede end heel Time inden vi blev færdig og Vi dansede og


Straalerne og Stoledansen, og en anden Dans, da Kl var 5 kom Vi Hjem, det var Stjerneklart og det frøs da Vi gik Hjem, jeg havde et Brev som jeg fik af Sine Christensen.

Torsdagen den 19 idag sov jeg til Mirlag i Bengen, Karlene kom her tilligemed Fader og Niels da Kl var 8, Knuds Kirsten har været her alle tre Nætter, Hun sov til Kl 4, idag har det atter været en skjøn Dag men det har blest lidt fra Øster men til Mirlag blev det lundt, ikke en eneste Sky har været at see paa Himlen, Aftenen den skjønneste man kan tænke sig, Stjerneklart og lundt men det fryser og havde frøset sidste Nat men ikke ret meget, Niels er gaaet til Bringe til Fastelavnsgilde da Kl var 4, jeg har ikke bestilt noget iaften, nu er Kl 9, og nu gaa jeg iseng, jeg har laften skrevet et Brev til J ensens Rikke.

Søndagen den 22 Vi sov næsten til Solen skjennede ind til os, det var et daarlig Veier, det regnede til Kl 3 om eftermidagen, da blev Himlen klar, og da Vi gik til Gilde om Aften frøs det,

Kl lO fik jeg et Brev fra Jensens Rikke, det et smukt Brev og end Erindring, det var Jomfru Marie og Jesu i end Rosenkrands, jeg blev meget glad over det Brev,

jeg maatte sy hele Dagen paa Skjote og Maries Kjole, Kl 7 om Aftenen gik Vi Gilde, og vi kom Hjem Kl 3, jeg sov til Kl lO

som var . . .

Mandagen den 23 idag har det igjen været et smugt Veier, taagede tykke Skjyer stod paa Himlen til Kl 2 om Eftermidagen, da begynte Solen saa deilig at skjenne,

Karlene har været ude at kj øre Fastelavn, de har været i Vexø Kro, tre Vogne,

Kl 4 kom Niels Hjem, og Kl 5 gik han til Værløse at spille for Mendene,

Ellen Peders Smeds kom her til Besøg Kl halv 5, og Kl 6 gik jeg til Gilde, Marie var gaaet forud,

Vi morede os Godt da det var den sidste Fastelavn-Aften, Vi stoppede igjen denne Fastelavn, dansede Kurvedansen og Stoledansen, Kl 4 kom Vi Hjem, jeg sov til Ki lO,

Jørgen Slagter var her og Moder kjøbte Kjød imens jeg laae i sengen, saa stod jeg op og børstede Tø i af og derefter spant jeg hele Dagen og Aften til kl 9, saa gik Vi iseng,


Kl 11 kom Fader fra Gilde med Niels Møller og Peder Tommas Frederik, de var ude at muge og skjere Hakkelse, de fik Kaffe to Gange og Æg og Smørebrød og Kjød og Kl 4 gik de, alt dette paserede . . .

Tirsdagen den 24«.3

Der skildres ikke nogen generationskonflikt. Men dansenes sociale rum skildres alligevel som ungdomskultur - op til 25-30 år.

Det er i dagbogen tydeligt, at arbejde spiller en mindre rolle i tilværelsen, mens samvær i mange forbindelser spiller en stor rolle.

En mere overbliksagtig beretning, der både siger noget om lege- og festkulturens omfang og om cirkulationen mellem generationerne, er givet af Palle Fløe fra Ringkøbing Amt i 1870'erne:

>>Selskabeligt og dagligdags liv. Skønt befolkningen er temmelig påholdende, så gælder dette dog ikke, når talen er om at tage mod fremmede.

Når folk have indavlet, tage sammenkomsterne deres begyndelse, og de følge jo længere jo hurtigere ovenpå hverandre, eftersom julen nærmer sig.

I selv juletiden kan en familie godt være ude fjorten aftener i træk, og gilderne høre først rent op ved fastelavn.

Gårdfolkene have 2 til 3 julegilder for »de gamle«, d.v.s. gifte folk, et for ungdommen, hvor der danses, et for konerne alene og et for mændene.

Da det nu ofte bliver en tyve til tredive steder, hvor omgangen skal gåes rundt på denne måde, så vil det let ses, at der vil tid til at nå enden.

Husmandsfamilierne kunne naturligvis ikke holde så mange og store gilder, men forøvrigt omgås både gård- og husfolkene hverandre aldeles som ligemænd, og den skarpe adskillelse, der så let bemærkes på øerne, kendes ikke her. Selvfølgelig findes der også gårdmænd, for hvem det kniber at afholde udgifterne ved de mange gilder; men det får ikke hjælpe, de må med ligesåvel her, som når en af deres bekendte giver en punch på markedet; de må da traktere med en igen«.4


To skridt frem Danseglæden forsvinder ikke ved vandringen fra land til by. Den bliver tydelig og synlig på mange måder i industrialiseringens bykultur.

Fra landbosamfundets danseglæde går direkte forbindelse til den vidt berømmede danseglæde i »de brølende tyvere«, hvor politimestre rundt omkring i landet søgte at begrænse eller endog forbyde dansene.

Legekulturen, som for 1800-tallets landboungdoms vedkommende trivedes i »legestuer«, følger med ved vandringen fra land til by, og bliver et vigtigt led i oprindelsen til byernes ungdomskulturer.

Danseglæden i 1920'erne er ikke skabt af hverken pædagoger eller medier. Der er ikke tale om, at glæden ved forskellige former for lege dør og genoplives af store pædagoger eller medier. Tværtimod. 5

Men byernes ungdomskultur kommer i opposition til industrisamfundets dannede voksenliv, som sættes i scene af de etablerede.

Først i slutningen af 1980'erne ser der igen ud til at være kontinuitet i udviklingen fra ung til gammel. »Ungdommelighed« som ideal bliver - igen - en fælles værdi; lønarbejde må ikke ødelægge kroppen. En syerskes skulder må ikke invalideres gennem fabriksarbejde. En pensionist har ret til en sund krop for fortsat at kunne nyde sit liv.

Tre skridt tilbage Evald Tang Kristensens indsamlinger står som fremragende eksempler på kulturel grundforskning.

Melodierne er ikke søgt indpasset i de klassiske takt-mønstre og bestemte skalaer. Tang Kristensen leder ikke efter spejlbilleder af klassisk dannelse, men søger landbosamfundets egen kultur. Tang Kristensen søger i sit arbejde ægthed og autencitet, ligesom vi idag søger de unges eller børnenes egen kultur og ikke u behjælpelige efterligninger af vedtagen dyd og dannelse eller gentagelser af læremesterens eksempler.

Svend Grundtvigs indsamlere var ofte medlemmer af overklassen, der så landbosamfundet udefra og ovenfra, som fremmede med et fremmed sprog.

Cand jur. Harald V. Fiedier var proprietær på Sevedø ved Skælskør og er typisk for Svend Grundtvigs tidlige vise-indsendere. I maj 1847 indsendte han 14 af »gamle Ellens« viser. Om den 14. vise bemærker Fiedler, at den:

» . . . åbenbart tilhører nutiden og søger sine jævnlige blandt de produkter, der i masse er forudgået fra T riblers Enkes Forlag. Af denne slags


kan Ellen ikke få, men jeg skal ikke besvære mig med deres optegnelse«.

Ellen er glad for at synge, fornyer sine sange, men optegneren bryder sig ikke om fornyelsen ud fra et folkelighedsbegreb, der stadig inficerer kulturtænkningen; folkelighed er statisk tradition, noget godt og stærkt, der eksisterede i fortiden, evt. stadig lever blandt meget gamle eneboere, men det almindelige i vor egen tid er fladt, tomt og hult.

Som sagt betyder f.eks. lokalplaner, oprettelse af forældrebestyrelser, aktindsigt m.m., at denne opfattelse af folkelighed får et modspil: Folkelighed, kultur som hverdagens vaner, rummer idag som igår stærke værdier, mange almindelige mennesker værner om og nærer.

Proprietær Fiedier fortæller videre om Myse-Ellens viser:

»Forøvrigt er hendes Charakteer høist agtværdig og hendes Vandel har været reen. Hendes Stemme er, den høie Alder til Trods, endnu meget stærk, og hun foredrager Sangene i ægte sjællandsk Bondedialikt, dog paa de sidste Aar ikke uden nogen Usikkerhed baade i Melodi og Ord.

Jeg har bestræbt mig for at gjengive disse saa tro som muligt for at bevare det originale Præg, men jeg har dog hist og her, dertil ledet ved hendes egen usikkerhed, ikke kunnet undgaa at bortskjære, eller tilføie et Ord, hvor dette har ladet sig gjøre uden Indflydelse paa Grundtonen. Efter bedste Evne har jeg sat Melodierne i Noder, med hvilke der imidlertid ved bedre Musikkyndige vistnok bør foretages Forandringer. De obscoene blandt Ellens Viser, hvoraf en ældre, for hvilken hun har en særegen Forkjærlighed, er ret humoristisk, bære et nyere Præg, og forekomme mig formedelst de deri forekommende platte Udtryk, ikke at have noget Krav paa Opbevaring« .

Tankegangen her svarer til Adam af Bremens knap 800 år tidligere. Også Adam af Bremen beskrev nordboerne som folk med høj moral, blot ikke kristne. Men en umiddelbar, sanselig livsglæde vurderes som plat og kan ikke accepteres, ligesom forandring tages som bevis for visnen og ikke genfødelse:

»]eg slutter disse Optegnelser med den Bemærkning, at Sang og Syngelyst meget har aftaget mellem Almuen; de Fleste ville gjerne høre den, men Ingen lægger sig efter selv at synge (NB. jeg taler kun om

Å 7 4 Legealder og levealder - et landskabsbillede l

den mig bekjendte Omegn) . De sige: 'Naar Ellen døer, have vi ingen Sang meer', og jeg troer, at de have Ret i, at den her vil forstumme.

Også har Smagen med Tiden kjendelig forandret sig: De gamle Sange (fruelses Døtre undtaget) kimser man ad, og undrer sig over, at jeg saa ofte har kaldt Ellen til mig, for at høre netop dem, medens man helst lytter til de nyere Fabrikata; - og Pigen med Rokken eller Malkespanden giver enten en som No. xrv, eller en munter Dandsemelodie. Men det er i sig selv naturligt, at man helst bevæger sig i Nutiden, mindre heldigt, at man alt for meget lader sig paavirke af Moden, der alt meer og meer bliver Almuens Tyran«.

I disse betragtninger opdeles almindelige menneskers liv i folkelighed og mode, og betragteren kan hermed dække over sin afstandtagen til centrale værdier i det folkekulturelle: nærvær, humor, sanselighed, krop, bevægelse.

Det ville være beklageligt, hvis kun proprietærer og herremænd gav landbosamfundet stemme, når vi bevæger os flere skridt bagud, og så fattige er vi dog heller ikke.

Fra slutningen af 1 700-tallet Søren Pedersen, Havrebjerg, gårdfæster og sognefoged (1 776-1839) har efterladt sig en mængde erindringer og optegnelser. Han fortæller om sit forhold til lege nogle træk, der ligner Rasmus Hansens; som barn bryder han sig ikke om at lege, men vil hellere læse i bøger og passe sig selv (det er vel derfor, vi nu har en række optegnelser fra ham) :

» 18 § Om mine sinds lidenskaber og tilbøyeligheder m.m. i min ungdoms tid. Der ieg voxte noget til var i eg ikke, som de fleste børn almindelig gierne vil i lei (leg) og forsamling men var hellere ene og morede mig selv med hvad ieg fait paa. Dog vilde ieg gierne meget være hos min moder; ind og der ieg blev støre omtrent 6-8 a 10 aar var ieg sielden nogen tid i forsamlinger eller leie med andre børn, men nu langt hellere læste i mine bøger som ieg fra første stund og fremdeles har havt en overmaade stor løst til og hvorfore ieg mange gange fik utak af minde forældre, men i eg blev lige fuldt ved.

Tillige begiønte ieg meget tilig at have lidet arbeids sager at sysle med for mig selv om indskiønt at disse var til liden eller ingen nytte,


ia undertiden skadelig naar i eg som intet forstod begiønte at vilde save og hukke paa træestykker, som var bestemt til andet brug o.s.v.

Indog efter at ieg var bleven ene dreng i mine forældres gaar havde ieg liden eller ingen løst tilforsamlinger eller leie, det skulle være si el den at min moder kunde faae lokket mig til at følge med min søster og halvbroder til jule stuen eller andre deslige forsamlinger. Og dersom hun fik mig engang hertil saa varte det ikke lenge føren ieg gik hiem igien.

Men siden hen over mit 20 aar da i eg begiønte at giøre karls arbeide, forandredes min løst til dette gandske. leg begiønte at følge villig med de andre unge folk i forsamlinger, bolt lav med hos dem og især gav nøye agt paa deres danse, som ieg synes befalt mig vel.

Min søster, som ikke var den ringeste heri, sagte og lærte mig ogsaa noget heraf, som ieg alt agtede nøje paa, og ieg lærte efter haanden det og gik villig med og lod mig ikke lenger bede herom.

Dette undredes mange af mine bekientere over og derfore ofte sagte til mig, at dette havde de aldrig tilforn tengt om mig af min anden homør fra barne og drenge aarene af.

Kort sagt, ieg blev efterhaanden de andres mester her i og var her over for det meste deres formand i alle deres danse og slige julle og fastelavns leie m.f. og nu fik i eg undertiden utak af min fader, for han d synes, at ieg bolt mig for meget her til.

Saaledes blev i eg veed til i eg var over 30 aar, da begiønte det noget at tabe sig hos mig, da baade de fleste af mine forige leigekammerater afgik, vore forige danse blev aflagt og nye som man kun lidet kiente blev almindelige brugte især som valser o.d.l. og frem for alt krigs tiennesten, som ieg nu stadig maae holde, hindrer mig gandske her fra, og her over er dette nu næsten igien heelt fremmed for mig.

leg har af naturen ikke været meget sædelig i opførsel og taler ved forsamlinger o.d.l. men der i har min søster meget foregaaet mig, og hun bolt mig derover det meget fore, hvordanne ieg især i først ningen skulle skikke mig og ieg lydede hende ogsaa ad og rettede mig efter hendes ord.

Til an der vilde løstigheder har i eg ikke havt nogen lyst, saa som til at giøre folk latterlige, at prøve styrke, brydes og slaaes o. d. l. og af vrede har ieg aldrig tildenne dag giort. Noget trettekier og lidet selv klog har ieg stedse i min barn og ungdom været til hen imod mit 30. år da ieg især ved min megen over hevisning af læsningen har ret erkient disse feiler«.6

Å 7 6 legealder og levealder - et landskabsbillede l

Vf møder her forskellige lege - jule- og fastelavnslege, danse, drillerier, gøre grin med, styrkeprøver - og hører om Søren Havrebjergs holdning til dem. Hans holdning skifter med alderen. Hans moral præges af søsteren. Han omtaler sine kammerater som legekammerater til han er over 30 år. Legekulturen er for ham noget, både han og hans familie forholder sig personligt til; man kan være med, men man kan også lade være. Men legene stopper dog i 30-års alderen.

Legekulturen er også her noget, der skifter med tiden - nye danse kommer til. Men legekulturen er ikke noget, der er begrænset til en tidlig barndom; og kirkelige betragtninger over lege som kødslyst og øjenslyst er helt fraværende. Eller stikker de hovedet frem omkring styrkeprøver, brydning og gøre nar? Nej, Søren Havrebjerg antyder intet andet end sin personlige stillingtagen, sin selvrådighed.

Fra 1 700-tallets første halvdel 50 år før dette fandt sted, nedskrev Kristen Sørensen Testrup, 1685-1 761, sin Rinds Herreds Krønikefra 1 732-40. Han var altså 47 år, da han begyndte og 55, da han sluttede.

Kristen Testrup var begyndt som fæstebonde og sluttede som fæstebonde, men han havde held med handel og blev temmelig velhavende:

»Forandring ser jeg og i min tid på folks humør og lystighed. Det første, jeg kan mindes, og i min ungdom gjorde alle folk pro

tessjon af at lege om julen og sommeren en tid lang efter om helligaftner, da de, både unge og gamle, sankedes, hvor de vidste, der var en stor stue, og der bad sig lov at lege, som gemenlig varede til dag, hvorved ej alene blev danset, men formenlig blev spillet mange slags søm-

. melige lege, løb vel og nogle usømmelig iblandt hos somme. Denne legen er og nu så ganske aflagt, at de fleste nuværende folk

kender ej mere de ting eller ved, hvorledes tilforn blev leget, og til min faders i Testrupgård blev og altid således leget, og var præsten sal. hr. Kristoffer ofte med«.7

Har han ret? Det er vanskeligt at vurdere, men udsagnene har stor præcision.

Humør, d.v.s. sindets grundstemning, er et centralt begreb. Sker der et sindelagsskifte? Humør og lyst eller lystighed. Det var de samme begreber Søren Havrebjerg benyttede. Kirsten Hansdatter talte om at more sig.

Kristen Sørensen beretter ikke om ungdommen på nedskrivningens tid. Heller ikke om de forandringer i hans egne sociale relationer, der følger af hans rigdom. Det fortælles om ham, at han vedblev at klæde sig som bonde, men klædedragt alene gør det ikke.

Kristen Testrup mener at glæden er blevet mindre. Legekulturen er blevet mindre. Men i hvilket omfang er der tale om forandringer i legekulturen? Forandringer i de voksnes kultur? Forfatterens egen distancering fra sin oprindelseskultur?

Fire sider længere fremme i krøniken vender Kristen Testrup tilbage til temaet om livsglæde og sin egen ungdom og føjer sange og syngen til som endnu et bevis på forandringerne:

»]eg har tilforn anmærket den forandring i folks humør og lystighed, hvorpå jeg til bevis endnu kan anføre, at i min ungdom var alle folk meget genejet til at synge viser og lystighed, i særdeleshed de såkaldte 200 kæmpeviser og ellers mange andre både ny og gamle (min kursivering) , hvoraf jeg for min del har været liebhaber og deraf sanket en 500 eller flere, hvoraf jeg kunde en del udenad, og særdeles kan jeg de gamle toner eller melodier til bemeldte 200 viser, og var da skik både udi bryllupper, gæstebud og andre samkvem at synge med skålerne og ellers; men denne sang og lystighed er og nu så godt som forsvunden hos alle, og er det allerede nu kommet så vidt, at få eller ingen kan mere melodierne til fornævnte viser«.

De foregående udsagn har ikke omtalt sang. Måske har han ret. Måske er det ikke kun ham selv, der er blevet ældre,

og de konkrete former, der er forandret. Måske synger og danser folk mindre. Men det passer ikke ret godt med udsagnene fra 1800-tallet, med mindre man antager, at et skarpt fald er foregået i mere end hundrede år, hvilket ikke forekommer sandsynligt.

Umiddelbart efter disse meget præcise og detaljerede vurderinger går Kristen Testrup over til at omtale bryllupstraditionerne:

»l min ungdoms tid gjorde bønder her i byerne 3 dages bryllup med deres døtre; til samme bryllupper skulde altid være en såkaldet skaffer; han sad ikke tilbords, men skulde se til overalt både ude og inde, at ingen uorden blev begået, at maden kom ordenlig ind, at skålerne gik ret omkring; han begyndte og selv med alle skåleme først og takkede efter måltid med en lang harangue o.s.v. ; dertil brugtes meget i hans tid Søren Fandrup i Glærup og efter ham Anders J en sen.


Her var og i Rinds Herred hos en del bønder i min tid af de gamle store ralingshuse med 3 eller 4 stuer udi, hvilke nu efterhånden alle bliver forfaldne og øde, og små igen i deres sted opbygges, og i den sted, at alting tilforn var bygget af eg, bruges nu fyr og gran«.

Der kan indvendes temmelig meget mod en påstand om at syngen og skålen ved bryllupper skulle forsvinde; det er ganske enkelt ikke tilfældet.

Indskrænkningen i brylluppernes varighed kan følges frem og tilbage i tiden; dog skal man huske, at der er store variationer. Der er ikke tale om at bryllupper langsomt indskrænkes fra at vare l uge i 1500-tallet til at vare den halve time, det tager at udfylde papirerne på rådhuset i 1990'erne.8

Fra 1500-tallets første halvdel Vidnesbyrd om Ebeltoft-mændenes fastelavn i ugen omkring søndag 23. februar, 1533.

For Ebeltoft Byting fremføres 7. april 1533 et fuldt ting-vinde. Tingvindet accepteres af bytinget, og allerede 17. april kræves det og bliver stadfæstet på Herredstinget på Biskopsgården i Århus, torsdagen efter påskedag.9 Historien i tingvindet er følgende:

Bytingets møde 7. april ledes af Peder Matzen, foged ved Ebeltoft Byting, Hans Jenssen, borgmester, samt Jes Orvissen, Niells Schreder og Thomes Legy, borgere og bymænd i Ebeltoft.

På mødet fremfører beskeden mand Niells Lassen fuldt lovligt tingvidne fra Jens Orvissen, Niells Skredder, Rasmus Severensen, Per Telussen, Per Tyrissen, Mogens Schredder, Thom es Legy og Michel Nielssen, der omtales som 8 troværdige og lovfaste dannemænd.

I samdrægtighed vidner de på deres gode tro, sjæl og sandhed for Pouell Rymsnyder, Niells Buegaardt, Jon Bentsen og Jes Villomsen, der også er borgere og bymænd i Ebeltoft, og udtaler på deres sjæl og sandhed til det menige tings dom,

- at de har spurgt sig omkring og undersøgt sagen hos deres forældre, som menes at være i 80-års alderen, og hos sig selv, som menes at være i 60-års alderen, og de har på tro og love fundet.

» . . . at thet haffuer werret Sedwann i forschreffne Ebbeltoffte By, wdaff Arilds Tiidr, saa lengge thee mynde eller spørie kwnde met n ogher mand, at thee haffwe hafft theris Fastelagens Leeg, frij fraa Fieskesøndag oc saa thee viij dage omkriing«. (» . . . at det har været sædvane


i forskrevne Ebeltoft By, fra Arilds Tid, så længe nogen vidste, at de have haft deres fastelavns lege i de 8 dage omkring flæskesøn dag«) .

De otte dage omkring flæskesøndag er: onsdag, torsdag og fredag i fastelavnsugen, flæskelørdag, flæskesøndag, blå mandag, hvide tirsdag, askeonsdag.

Niells Lassen fortsætter som talsmand tingvindet med at berette, at hvis en udenbys mand kom til byen i fastelavnsdagene, da har de taget l hvid fra ham, hvis han ikke ville give mere, og givet ham øl til gengæld, og selv drukket med dagen ud. Men hvis den udenbys mand ikke ville gøre det frivilligt, har de taget af hans farekoster, en økse eller lignende som pant for l hvid, indtil han betalte l hvid og fik sit pant igen.

Sådan har det altid været, og der har aldrig tidligere været ført sager for bytinget af den grund, hverken i Otthe Nielssens tid, Erich Otsens, Jacob Krwmppens, Oluff Frisszis, Biskop Jenssis eller nogen anden lensmands tid.

Første gang, der har været ført retssag i den anledning, er nu, hvor Offue Perssen på Eggisgordt, har ladet det gøre, fordi de fire 60-årige, Pouell, Niells, Jon og Jes, tog 2 økser fra Severen Jepssen i Agri og Anders Maagenssen i Togerrup som pant for 2 hvid i fastelavnsdagen e.

De fire er yderligere fornærmede over retssagens urimelighed, fordi de - som det fremføres - tilbød Severen og Anders deres økser uden at de skulle betale, men de ville ikke have dem! De fremfører altså fuldt tingvinde på, at det er foregået således; at de ifølge gammel sædvane har været i deres fulde ret, og endda har været så storsindede ikke at holde stejlt på deres ret, men at Severen og Anders har været to kedelige og smålige sladderhanke.

De kræver og får tingvindet stadfæstet og vitterliggjort på Biskopsgården i Århus, hvor Lauritz Skenckell, herremand på Egeskoff, Mattis Offwessøn, provst i Randers, Morten G ladt, provst i Knøbbell og herredsfoged i Andsherrit, og Niells Anderssøn, herredsfoged i Fordrup må skrive under på herredstingets vegne.

Ved udskriften, 1794, hedder det også, at den er gjort efter det tingvinde, » . . • Ebbeltofft-Mend haffue taget om theris Fastelagen«. I protokollen omtales tingvidnet som » . . . udgivet til« Ebeltoft Byting og » . . . fremført« på bytinget. Fastelavnssøndag var som nævnt 23. februar det år.

Tingvindet fremførtes for Ebeltoft Byting 7. april. Allerede 17. april ( en uge efter Frederik L's død) stadfæstes det på her

redstinget i Biskopsgården i Århus efter krav fra bønderne. lO


Hvad de har leget, siger tingvindet ikke noget om; dans, udklædning, brætspil, gåder, fortælling? Men de har i hvert fald drillet. Og de benytter >>lege« om handlinger, gamle mennesker har krav på og ret til.

Disse loyale udsagn om ens eget forhold til en legekultur, man er vokset op med, skal illustrere flere træk:

l. Voksne og gamle holder efterhånden op med at tale om lege, som noget, de gør. Forandringen slår igennem i løbet af 1700-tallet.

2. Voksnes og gamles holdning til lege - tolkningen af at lege som noget godt, lege som en positiv værdi i deres betydningsunivers - ændres derimod ikke; det ses af Jakobs holdning til de unges lege.

3. De unge, ungdomskulturen, de voksnes og gamles forhold til ungdommelighed som livsværdi er central for legenes overlevelse fra 1800-tallet og frem gennem udviklingen af det industrielle bysamfund. Uden de voksnes generelt positive holdning er en sådan videreførelse af legene dødsdømt.

Noter l. Jens Sandholms Optegnelser Bonde og Handelsmand, udg. af Markus Bjerre og

H.P. Hansen, 1948, s. 56.

2. Samme, s. 52.

3. En bondepiges dagbog. Folk og Kultur, 1983

4. Palle Fløes Skikke og Levevis i den sydlige Del af Ringkjøbing Amt. Samlinger til

Jydsk Historie og Topografi, III Bind, 1870-71, s. 311 .

5 . Henning Eichberg skriver i artiklen Identitet, krop og køn, 1985, om de tyske lys

stuer, der til dels modsvarer til de danske legestuer:>> Kammeratskaberne kunne og

så gå ud og besøge pigerne ved deres lysstue (hvor de dog ikke måtte komme ind) og

senere ledsage dem hjemad, hvorved det kom til forskellige lege og drillerier. 'Natte

frieri' (ligge på tro og love, min bem.), som man finder det i andre regioner, var dog

ikke tolereret. Til gengæld samlede kammeratskaberne sig i sommertiden til dans, leg

og fest (hvor man f eks. klatrede i majtræer J og til spadsereture, som igen udgjorde ri

tualiserede møder med det andet køn.

Undersøgelsen viser overraskende, at denne traditionelle ungdomskultur ikke for

svandt med industrialiseringen.

Fabriksarbejde indebar et nyt tidsmønster - med ur og arbejdstid - og en ny rum

lig orden; med pendling mellem bo- og arbejdssted og med møde mellem folk fra for

skellige landsbyer og mellem de to køn.

Fra kirkens side dannede man foreninger for at udkonkurrere lysstuerne - men for

gæves. Arbejderklassen organiserede sig. Men kammeratskaberne og lysstuerne blev


ved«. (s. 204). »Den traditionelle ungdomskultur varede ved i nogle regioner meget længere end

forventet. Den blev ikke med det samme destrueret gennem fabriksarbejde. Tværtimod

ser det ud til, at den overtog nye funktioner netop under industrimæssige forhold«. (s.

205). »Historisk var udgangspunktet et bredt spektrum at kropsaktiviteter, som de unge

dyrkede inden for kammeratskabs- og lysstuekulturerne ganske vist kønsmæssigt dif

ferentieret, men samtidig forbundet:

Fælles dans- ogjlirtkultur,for de unge mænd, interne konkurrencer og eksterne ter

ritorialkampe, karnevalisme i form af festorganisation, optog og kattemusik, for pi

gerne håndarbejdshygge og fællessang.

Gennem myndighedernes pres blev denne sammenhæng dels kønsmæssigt opsplit

tet, dels -for pigernes vedkommende -forvandlet til arbejdstvang.

Fabriksvæsenets opkomst befæstede dog i nogle regioner den traditionelle ung

domskultur. Den blev nu en modvægt til arbejdsverdenens stress, til familiens koresi

dens og præstationspres samt til den nye immobilitet, som bredte sig, efter at svende

rejsen og tjenestepigernes temporære fraflytning var ophørt.

Set under denne synsvinkel indebar ungdomsbevægelserne en nyopdagelse af 'be

vægelse' i bogstavelig forstand, af vandretur og mobilitet, samtidig med gymnastikkens

og sportens nye bevægelseskultur. Men denne bevægelse kunne kun forme sig i et op

rør mod den disciplinerende voksen verden. Identitetsdannelsen var blevet til en /ion

jliktrig, antagonistisk proces: Ung imod gammel. Vidt forskellige politiske holdninger

kunne knyttes til dette ,forudsat at de også så antagonistisk på samfundslivet«. (s. 208-

209) .

6. Søren Pedersens En fæstebondes liv

7. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 2. Bind, 1868-69: Beslutning, s. 72

8. Et bryllup idag vil for mange omfatte: polter abend, selve brylluppet samt et

eftergilde, - altså stadig en 3-dages fest. For andre vil brylluppet omfatte l time på

rådhuset samt en middag for nogle få.

9. Tingvidnet er gengivet i kapitel 6.

10. Begivenhedernes ramme er bl.a.: I foråret 1525 gjorde bønderne i Skåne oprør

under ledelse af Søren Nordby. De blev, som de følgende danske oprørere, ned

kæmpet af Johan Rantzaus professionelle lejesoldater. ·

I Tyskland var der lignende oprør; reformationens fører, Martin Luther, op

fordrede de herskende til at slå bønderne ned » . . . som hunde«.

Skipper Clement, hvis ry for oprørskhed allerede dengang var stort, kæmpede

på Kristian 2.s side og havde med sine skibe været i Ebeltoft Vig omkring l. august

1532 for at forhandle med herremændene.

På samme tid blev Cristian 2. , som gennem sin kone havde arvet sig til penge

nok til at leje sig en hær, der var stor nok til at han kunne tvinge sig tilbage til den


danske trone (kongerne ved vi meget om) , narret til København med løfte om frit

lejde; lejdet blev brudt og i begyndelsen af august blev Christian 2. indsat som fan

ge på Sønderborg Slot, og Skipper Clement måtte flygte med sine skibe.

10. april 1533 dør Frederik 1 . , og en forsamling af biskopper og rigsråder be

slutter et par måneder senere, 2. juli, at de ikke vil eller kan vælge ny konge, men

vil styre riget selv, - hvad de ikke kan.

Der er kamp og forvirring blandt de herskende om, hvem der skal bestemme

og eje hvor meget i forhold til hvem. Både kirkens overhoveder, adelens og kon

gen strides.

I sommeren 1534 begynder de nordjydske bønders opstand, ledet af Skipper

Clement, der formentlig var søn af en fæstebonde under Vitskøl Kloster i Vesthim

merland.

Opstanden breder sig til til 49 herreder i Jylland, hvor mange herregårde bræn

des af. I december 1534 nedkæmpes bønderne af Johan Rantzaus landsknægte, og

plyndringer, mord, voldtægt, henrettelser, bødestraffe, forvisninger følger efter.

Mange hundrede bønder må lade livet, mange flere mister deres livsgrundlag. Til

sammenligning kostede bøndernes sejr over de adelige ved det berømte slag ved

Svenstrup 14 (fjorten) adelige livet. Disse 14 adeliges død omtales typisk som ned

slagtning, massakre o.l. begået af sanseløst blodtørstige og bloddrukne bønder,

der udøvede et rædseJsregimente osv.

1535 nedkæmpes bønderne på Fyn. Juli 1535 indledes belejringen af København, der først overgiver sig efter et år.

I august 1536 fængsler den nye konge, Cristian 3. , bisperne og fratager dem

kirkegodset


Dansende bønder G LASMALERI FRA GOTLAND, 1609


Vider og vedtægter - loyale aftaler

»Al brøde skal til drik«. (Kvarmløse, Holbæk Amt, 1624. Gamel sedvanne)

Vider og vedtægter (skrå, gildesskrå, vilkår, bylov) giver et billede af nogle sider af landbosamfundet

Vedtægterne rummer en række loyale aftaler og bødebestemmelse ved misligholdelse, som især drejer sig om de arbejdsprocesser, der udførtes af mændene, og hvor de var afhængige af hinandens hjælp.

Vedtægterne går ikke ind på kvindernes områder; også disse rummer en lang række større og mindre fælles arbejder, der er blevet organiseret mundtligt, og som også er knyttet til selskabelighed og lege.

Vedtægternes aftaler angår heller ikke direkte de af mændenes arbejdsprocesser, som den enkelte selv stod for.

I periferien af vedtægternes aftaler om optagelse og udmeldelse, skiftes til at passe bytyren eller byornen, skiftes til at være oldermand og stolsbroder, deles om at vedligeholde hegn og gærder o.s.v. skimtes andre sider af landsbyens liv. Blandt andet en del af selskabeligheden; den som knytter sig til optagelse og udmeldelse af lauget, igang og afgang, oldermandsskifte, smedens arbejde, pinse, m.m. l

Derimod taler vedtægterne typisk ikke om bryllupper, barsler, fastelavn, jul eller andre fester, den enkelte familie selv råder for. 2

Vedtægterne bestemmer altså ikke alt, dømmer ikke i alt. Tinget, stævnet, grandelaget regulerer ikke livet i landsbyen, er ikke byens domstol eller hjerte. Tinget organiserer en (mindre) del af landsbyens liv, er et af dens mange udtryk, men man finder ikke her et aftryk eller spejlbillede af landbosamfundet Man ser her en tand, og må så forsøge ved hjælp af den og andre oplysninger at danne sig et billede af hele legemet.

Ved siden af vedtægternes bestemmelser for en del af især mændenes fælles liv er der områder, der bestemmes individuelt, af en aldersgruppe, f.eks. de unge, og af hver familie.

Langt den største del af vore vider og vedtægter er gået tabt i tidens løb, men en del er indført i forbindelse med retssager; tingbøgerne vidner om, at bønderne ikke på nogen måde gik af vejen for at kræve deres ret.

En del af de overleverede vedtægter er ganske tydeligt herremænds forsøg på at binde bønderne til en livsførelse, der ville være til gavn mest for


herremanden, men en del vurderes at være ægte, d.v.s. udtryk for bøndernes egne meninger.

Siden Kong Hans' såkaldte Fyns Vedtægt fra 1492 har landsbyvedtægterne haft en vis juridisk status på landsplan.

Vedtægterne optages også i Kristian 5.'s danske lov (3. 13.31) , og gælder derfor vel sådan set endnu. Det er dog typisk for kongemagtens holdning, at vedtægternes alliance mellem arbejde og selskabelighed søges brudt til fordel for alliancen arbejde-arbejde; i den følgende paragraf, 3. 13.32, forbydes det direkte bønderne at anvende bøderne til gilde og drik, de skal anvendes til gærder, grøfter o.lign.

Den traditionelle formulering i Æbeltoft-mændenes tingvidne - »wdaff Arilds Tiidr« - henviser netop til landsbyens egen vedtægt, som på det tidspunkt ikke var nedskrevet, og som de 4 gamle kræver og vel at mærke får stadfæstet.

Det er kun i periferien af vedtægterne, at lege omtales. Da legene blandt andet hænger sammen med selskabelighed, gengives her to vedtægtsformuleringer, som dels er temmelig gamle, dels har relativt mange formuleringer om gilder og også kommer ind på legenes område (dans, sang, spil) .

Østrup, Lunde Herred, Odense Amt Der er først vedtægter om oldermanden, stols broderen, rugmarksgærd er, folden, lågen, bygmarksgærder, stenter, lukke huller i gærderne, lergravning, vogte marken, vangeleddene, kreaturer på markerne, pløjning, heste i tøjr, køer i tøjr, mødepligt, regler for god orden på møderne (»giv lyd«) , vedtægtsændringer, skovhugst, tyveri, dårlige ovne, bytyren, hyrden, sygdom, ligfølge, og:

»95. Om gild is skik at holde: Hvilken mand eller kvinde, som først kommer til Østrup by at bo, da skal de hver gifve l tønde øl til igang efter gamel sedvon. 96. Hver midfast søndag skal verre selfvorende gildisstefne, at møde om pindtsgilde at skiude til. Hvem da icke møder, gifve 2 sk. til vide uden sygeseng eller herskats forfald forhindrer hanum. 97 Och skal det gå ret om i byen at giøre gildisgerren och sanke gildiskornet, nar aldermanden finder denum fore at giøre kornit ferdig. 98. Anden pindtsdag skal gildet begyndis efter gamel sedvon, och gierdebroderen da at fly øllit til stollen i lavtide, och stolsbroderen at verre betlden der hos, och se til på gildbrøderoes vegne, at tønden blifver følt, før der tappis af hinde, vid 2 sk. til vide.


99. Hvilken mand, som kommer efter, nar der er fire mend af gildbrødrene ko men, den mand skal hafve en tomands skål til en pineskål, for han d icke kom før. Och så skal mand efter mand hafve samme skål, intil alle gildbrødrene er kommen. Och nar den siste gildbroder får samme skål, da skal band dricke to til ret om på sædit. 100. Nar di alle erre kommen til rolig sæde, førend den første tønde blifver afdrucken, da skal aldermanden klape til lyd och påminde sine gildsysken at tacke Gud almegtigste for sine goude gafver. Och nar di alle med gudfryctighed hafve tacket Gud, skal begyndis en hellig lof sang efter gamel sedvonne. Och nar samme lo/sang er udsiungen, skal aldermanden melle ud knifve och sver, som di kune hafve ont af, med flere formaninger efter gamel sedvone, och melle gildishus, gildisgård, gildisvei i frid, til hver gildbroder och gildsøster med deris folk och gester korner hiem til sit eget Och melle ind dandsen på gulfvit, och gerdebroderen til den første visse (her nævnes ikke fiol eller tromme) . 101. End forglemmer aldermanden slig formaning, gifve l åtting øl til vide, når di korner til fastinde stefne. 102. Och skal stolsbroderen strax begere, men lyd står, om der er nogen enten gildsysken eller gester, som hafver knifve eller ancler våben, at de denum andvorder at giemme. Forglemmer stolsbroderen sig, bøde l åtting øl til vide efter gamel sedvonne. 103. End findis nogne derefter at side med sine knifve eller andre våbin, da bøde l tierding øl til vide, enddog band ingen skade giør. 104. Hvem som sver om vorherris vunder eller sår på stefne eller i gildishus, gifve l sk. til de fattinge, och allermanden at opkrefve samme vide. 105. Hvem som taper øl i løndom och bær for døren uden allermandens minde, bøde l åtting øl til vide, och betalle øllit efter sit verd. 106. Er der fattig folk, da skal denum meddelis skenkerkanden fuldt eller mere efter leiligheden med allermandens och nabomis vilge och samtøcke. 107. Er der nogne af gildbrødren, som hafver rettighedt til øllit och kand icke komme tilgildet for forfald skyld, och hans bud kommer, men der er klart øl i tønden, da skal hanum sendis skenkerkanden en gang fuldt. End korner hverken band sielf eller hans bud efter sin rettighed den dag, have hiemmegield for det øl. 108. Hvem som kaster tønden af stollen, men der er klart øl i hinde, gifve l tierding øl til vide och betalle, hvis skade band giør på øllit.


109. Hvem som fortørner sin gildbroder eller gildsøster, deris bud eller giest med ukvems ord i gildishus, gitdisgård eller på gildisveig, gifve l fierding øl til vide. 1 10. Drager anten gildsøsken, deris bud eller giest i hverandris hår i gitdishus eller gård eller gildisvei, gifve en fierding øl til vide (oprin- ·

de lig 'en h alf tønde') . End slår de hverandre blå eller blodig, gifve en half tønde øl (oprindelig 'en tønde øl') . 111 . Hvem som spilder øl i gildishus med sin fri villig, gifve 2 sk. til vide. Hvem som slår skåle sønder, gifve 2 sk. til vide och betalle skållen. 1 12. Hvem som indbyder giester til gildis, han d skal indbyde denum, som naborne er icke imod, och denum, som icke giør perlament i andre byr. Og hvem denum indbyder, skal ænten sielf tage eller andvorde stolsbroderen hans knifve och våben i forvoring vid l fierding øl til vide. 113. Hvo som giest byder och icke lys hus for hanum, før hand indleder hanum i gildishus, gifve l tierding øl til vide. 1 14. Findis giest i den stofve eller gildishus hos den mand, der gildet drickis skal, nar gildbrødrenne sankis til gildet, da skal der dog lyssis hus for hanum, før hand fanger af gildisøllet, vid l fierding øl til vide. 115. Er giest nogen af gildbrødre imod, som enten findis i husset eller stander udenfor, da skal det strax tilkiendegifves af den, det vedkomer. Så skal hanum til det formenis eller settis men d emellom til borgen eller denum forlige. Hvilken siden opbryder, gifve l tønde øl til vide. 116. Hvod vide, som giest bryder, det skal den udgifve, som hanum indbød. 117. Hvem som ber nogen våben eller verger til gitdisgård eller efter nogen, som går frå gildet, før hand korner til sit hus, han d gifve l fierding øl til vide, och giør hand skade, gifve l tønde øl til vide. 118. Hvem der sider och dricker lenger, som allermanden hafver melt tønden med øllit i fri d, efter allermanden er hiemgangen, da bøde hver, som igien sider och dricker af det forbødne øl, l tierding øl. 1 19. Nar aldermanden enten skal melle øl til stollen eller melle det øl i frid til en anden tid, der liger på stollen, da skal hand altid hafve råd m et sine gild brødre, och, hvod di fleste ville, det skal han d samtøcke, om det kand verre alle gildbrødre och gildsøsken til gafn. 120. Den som er 18 år gammel, hand skyder helt skod til pindtsgilde och alle di gilder, som skydis korn til, eller nar di kiøfve øl for penge, och hver skal betalle for sig, som hafver drucket af samme kiøfveøl.


121. Den som er 12 år gamel, band skyde half skod til gildis, som forskrefvit står. 122. Småbørn, som icke er 12 år gamble, der ganger om efter meninge gildbrødris minde om gildisskod. 123. Skal hver gildbroder giøre regenskaf på stefne for så mange bud eller giester, som band hafver til gildit, vid l tierding øl til vide, om band dyller nogen. 124. Aldermanden skal altid sidde i sit rette gordsede til gildis efter gamel sedvonne. 125. Sarneledis skal och alle di andre gitbrødre och gildsøster hver side isit rette gords sæde til gilde, vid l tierding øl til vide. 126. Hvem som klager på gildissæde, band skal talle derom på stefne for naborne, och da skal allermanden met naborne lege hanum sit sæde ud, som det bør met rette at verre, och dermed skal de nøgis, och hvem siden opbryd er, bøde en half tønde øl til vide. 127. End den som hverken vil nøgis eller bøde den halfve tønde øl, som forskrefvit står, men fører sagen til tinge, tabher band siden sagen, da skal band bøde l hel tønde øl, for band icke ville nøgis hos sine nabois sigeise om samme gildissæde. 128. Nar stolsbroderen tilbyder dansen at gå på guljvit, hvilken som band tilbyder och icke vil gå, band bøde 2 sk. 129. Hvilken gildbroder eller gildsøster som indbyder sin giest, og hvem som same giest formener at komme i gitdishus uden skiellig årsage, och der med kommer klammer och tretie af sted, band gifve l tierding øl til vide. 130. Hvilken som hafver rettighed til nogen af di gilder, som drickis af byssen s vide, band må ingen anden indbede der til and er end sit eget tienistefolk på sin rettighed. Men vil band hafve andre til gildis med sig end sine egne folk, da indbyde sig denum och lysse hus for denum och betalle for denum som andre gester. 131. Men hvilken gildbroder, som hafver skot sit korn til gildis, och band hafver icke så mange bud at lade gå på sit skod, band må nyde sin gest til gildis, som det var hans eget bud på samme skod, dog skal band lysse hus for hanum och svore hans brøde, som forskrefvit er. 132. Hvilken gildbroder som gildet giør och øllit indleger, han skal fly skenken dertil. 133. Hvilken man som tager sin nabo is skodkorn til gildis øl, band skal hafve en dansk skilling med hver skepe byg til homblepenge, och intet mer, efter gamel sedvone.


134. Hvilken mand som hafver taget sine nabois korn och skal bryge deris gitdis øl, hand skal icke lade stollen verre tom for øl de første tov aftener, vid l fierding øl til vide, såframbt som gitdisskod kand til recke, uden det sker med meninge gildbrødris vilge och samtøcke. 135. Hver aften nar tønden med øllet blifver melt i frid af aldermanden, da skal stolsbroderen tage mål på tønden och forvore samme mål, vid l fierding øl til vide. Desligeste skal stolsbroderen och altid vere tilstede och held e tønden, at øllit blifver icket ranit eller spilt, vid l åtting øl til vide. 136. Hvod vide som blifver brot til nogen gilde, skal fordriekis neste søndag derefter, uden det sker med meninge bildbrødris samtøcke. 137. Hvilken mands bud som gåer på gulvet i gitdishus eller i gildisgård och giør noget, som kand vere nogen til fortørnelse, da skal hans hosbund svore deris brøde och betalle deris vide. 138. Hvilken mand som hafver rettighed til gildisøllet, och icke kommer sielf eller lader sin rettighed hente den dag med sit bud, om det vor hanum vitterligt, hand hafve hiemgield. 139. Hvem som hafver husfolk, som ganger til gildet, hand skal svore och rette for denum, om de søger gildissæder. Men de som tygge Guds almisse, det korner meninge gildbrødre til at gifve i Jesu nafn.

Dansende bønder. Bønderne fremtræder ikke fortrykte og træskoslæbende, men med styrke, fart og smid ighed

FRA JOAC HIM WIC HMANUS MANUSKRIPT, 1653

Å 90 legealder og lew.alder - et landskabsb;llede l

140. Forglemmer stolsbroder at fly dantsen på gulfvet, bøde 2 sk. til vide. 141. Forglemmer stolsbroder at forvore knifve och sver, bøde l fierding øl til vide. 142. Ingen gildbroder må gå til gildis med træsko, vid 2 sk. til vide. 143. Hvem som så dricker anden pindsdag, at hand forsømer messen tredie pindsdag, hand hafver forbrot til vide 2 sk. 144. Hvem icke lader byssens rettighed komme fram, nar allermanden hanum tid forlegger, hand hafve forbrot 2 sk. , hver gang hand sider ofverhørig. 145. Item må icke nogen af gildbrøder, som bygge och bo i Østrup, anten de som side for afveJsgårde eller husmend, verre genstridig at skyde sit korn til gildet, vid l fierding øl til vide. 146. Item skal der skydis 5 skeppe biug til hver tønde øl, som brygis skal til gildisøllet. 14 7. Skal allermanden hafve loug och magt til at tage tre mend af naborne at smage gitdisøllet hos gerdebroderen. Er det icke så got, som det sig bør, da skal det icke lege på stollen, men gerdebroderen skal fly andet got øl til stolen i lavtide, vid vide efter fire mends sigelse. 148. Men dersom allermanden och di fire mend tage øllet til nøge, och der findis dog brøst på, da stande de fire mend til rette der for, och di fire mend och gerdebroderen at fortigis derom, som de kunde hest. 149. Item skal allermanden altid hafve byssens vedtagne bylov i forvoring, och hvem som hinde forsømer, bøde efter fire mends sigelse«.

Til denne bylov er hæftet et pergamentsbrev om tinglysningen:

»Jørgen Bunde i Alløsse herritsfouget udi Lunde herrit, Søfren Søfrensen i Brandtzbye kong. maistæts diellefouget udi Lundeherrit, Madtz Rask i Hiordtzlef, Hans Jørgensen udi Eskelundit, Hans Knudtzen i Lunde, Peder Thommessen der sammested och Hans Juli i Otthense, vi giørre vitterligen for alle udi dette vort opne bref år epter Guds byrd 1598 onsdagen den 16. dags mai:

For os och meninge tingmend vor skicket Hans Rask allermand i Østrop och Jens Nielsen stoulsbrouder der sammested, hvilke der stoude her i dag inden tinge i lent liud af dorneren och loud lesse en byloug och gildisskik, som forskrifvit står.

Och forskrifne Hans Rask berette, at hand met stouels-broderen och meninge nabouer hafver siddit med hverancler på edrug stefne ock med deris fri vilge ladit optagne forskrifne byloug och artickler


dennom til gafn och heste, som nu bygge och bou i Ø stroppe och her efter kommendis vorder, for fred och rouligheds skyld och got nabouskaf at holde, och ville denne byloug och bog vid magt holdit hafve med alle sine pungter och artickler, di goude nabou til at forsvore met for uret, och om der fands nogen gienstridig, det Gud forbyde, dennom at strafe efter forskrifne artickler.

Dersom der begifvis flere sager, som disse forskrifne capitler icke omformelder, da må aldermanden udmelle af stefne fire m end der om at dømme, det gavnligt kunde være.

O g når noggen bryder vide, och icke vil bære sit pant frem m et goude, da må allermanden tage sine nabou och pante hanom i hans gård, och ingen lougmål dermed at forbryde.

Disligeste om der kommer sådanne sager, enten om tiueri eller i andere måde at randsage i hver mands gård, om allermanden det samtøcke vil med nabouerne, da skal icke helder derfor noggen lougmål der om forfølgis i noggen måde.

Hvorfor epter for bemeldte leglighed dorneren tilspurde alle de andre Østrops m end, om der var noggen, som her ville imoudstå, førend band stæde tingvinde.

Da vor der ingen moudsigelse i noger måder. Herefter bedis forskrifne Hans Rask et tingvinde, band det fik ved

åtte troufaste dannemen d, som vår Knud t Hanssen i Fremmerløf, Lauritz Christenssen i Nisløf, Rasmus lpsen i Othroppe, Oluf Søfrensen ibidem, Niels Rask i Fremmerløf, Niels Jørgenssen i Østrope, Knudt Anderssen i Lunde, Jep Perssen i Giorsløf, Niels Madtzen i Riastrop och Hans Perssen i Fremmerløf, hvilke alle endregtelig vindit, at de på forskrefne ting och dag sanderlig så och hørde, at så er vindit for os, det bekiende vi med voris beseglinger herneden.

Datum ut supra. Seks segl«.

Oprindelsen til hygge kan vel findes her; skyde sammen, slå sig løs, glædes, være blandt venner, deles om tingene, have fred og ro, mærke tryghed, aftaler om tid og sted, holde godt naboskab, hvem er ven, hvem er gæst, hvem må invitere hvem - undgå skænderi, slagsmål, fjender.


Nylarsker, Vester Herred, Bornholm Vedtægten for Nylarsker, Vester herred, Bornholm, er stadfæstet året efter Østrups, 1599. Der indledes med en række overvejelser over livet, hvor selskabelighed og kristendom er et af hovedtemaerne; mænd og kvinder omtales lige. Formålet med vedtægten angives som:

»Først at gudfrygtighed, ærlighed, kydskhed og kierlighed kunde deshædre forsvares og ved magt holdes;

dernæst at ald ugudelighed, ukydskhed, arrighed og fortred kunde straffes, afskaffes og bekomme sin løn, og andre sig for skade desbedre kand vide at tage vare.

Herforuden er også denne skrå og ret af alle andre erlige og fredsommelige brødre vedtagen og stadfæst och have lovet at vilde ved magt holde och forsvare.

Derfor bør alle brødre og søstre både at skikke og at holde sig efter dend, såvidt dend er ikke imod Guds bud og verdslig ret;«

Herefter beskrives fire områder:

»L Et ærligt laug og gilde bør begynde med bøn og formaning til Gud om lykke, velsignelse og fremgang

' . . . at vi udi dag alle og endrægtelig begynder denne vor drik og lystighed med bøn og formaning til den levende gud, at det kan med lyksalighed angåe og glædeligen endes'.

IL Hvordan enhver skal skikke sig imod sin broder og neste i denne verden

' . . . Derfor bør hver, som vil være broder eller søster i st. Nicolai gilde og laug, at være ærlig og gudfrygtig, ikke hadsk, avindsiug eller oprørsk, formedelset hvilket hand eller hun kunde være ærlige forsamling til oprør eller trette'«.

Der sluttes med 5 regler om at hjælpe hinanden ved sygdom, fattigdom, ulykker, vanskeligheder, større arbejdsopgaver. Herefter:

»III. Vi efterlølge den verdslige ræt, hvorledes hver skal skikke sig i laug og samkvem, og hvo som forser sig i disse vedtagne articler, hvad de derfor skulle bøde:


l. Hvo som broder eller søster vil være, skal være ærlig og giver til lauget l mark og love sig at være sogneherren og oldermanden lydig, så meget som tilbørligt er. 2. Hvilken som indgruer nogen broder eller søster, og det begav sig, at Gud henkaldede den, som indgruet blev, da skal forloveren kræve hans arvinger og betale lauget. 3. Hende det sig så, at den, som bliver indgru et, enten at flytte eller vil ikke siden søge lauget, da bør forloveren at betale og se sig en anden tid bedre for. 4. Hvo som indbyder nogen, da byde den, der ærlig er, og giver til lauget 4 sk. 5. Tager nogen broder giest ind med sig uden forlov, bøde sig for modtvillighed l mark. 6. Er det så, at nogen broders giest gjør sig unyttig i vort gildeshus og fortørner nogen broder eller søster med ord eller uskikkelighed, bøde sig for sin unyttige giest 2 mark. 7. Dersom nogen giest overfalder en broder uden skiellig årsage med hug eller slag, bøde 3 mark. 8. Stoelsbrødrene bør se vel til, hvilken der er snyltegiest eller gotfolks børn eller bud. Thi hvo som ikke er lovligen indbød en, da bør hannem at forvisses og ståe uden for døren, og der at begiere almisse, om han d er en betler. Dette bør at ske, på det vi kunde vide, hvo vort øl nyder; thi nærmer er fryndt end fremmet. Forsømmer stoelsbrødrene dette at udrette, och det kan bevises, da bøde hver 4 sk. 9. Når gilde eller forsamling sker i vort laugshus, da skal alle gildesbrødre og indbødne giester forvare deres verge udenfor gildeshuset og ei tage dem igien, førend de gå hiem. Men hvo som findes at vendes i gildeshus, går eller vald med sit værge, bøde sig til lauget l mark. 10. Bærer nogen broder værge med sig til gildeshus, anden broder til skade eller trodts, og det kan skielligen bevises, bøde derfor til lauget 2 mark. 11 . End drager nogen sit værge, kniv, øxe, sten, vognkiep eller andet, som kan d giøre skade med, enddog det ikke sker, bøde sig for sin onde villie til lauget 2 mark. 12. Hvo som slår sin broder i gildeshus, gård eller vald øreslag eller hårdrag, da bøde sig 2 mark. 13. Hvilken der hugger, slåer eller stinger sin broder med værge, øxe eller kniv, bøde sig til lauget l daler.


14. Hvo som slået sin broder blåe eller blodig med stang, knippel, sten eller vognkiep, bøde sig derfor 3 mark. 15. Bliver nogen broder klaget for oldermanden at ei vil betale sin gield, som han d til langet skyldig er, så legges hannem dag for at betale til næste drik. Vil hand ei betale, da skal oldermanden med stoelsbrødrene gåe til hands hus og pante hannem, og endda bøde for modtvillie l mark 16. Hvilken broder som bliver anklaget for nogen sag og ej vil adlyde sin oldermands stevning, ei heller nogen god broders advarsel, men findes ulydig første, anden og tredie gang, da skal oldermanden udnævne en broder af hvert sæde, og de skulde være pligtige uden al modsigelse at udsige ham fra ærlige dannemænds og fra ærlige brødres samkvem og ei tilstædes ydermere at være broder. Men sker det af vanvittighed, da bøde sig 4 mark, forbede lauget og være som ærlig broder. 17. Hvilken broder, som enten sidder på gildesbenken eller står i rette med sin broder for oldermanden og hører, at der klages på hannem, og hand da ikke svarer skielligen til det, hand anklages for, da bøde sig 4 sk. ; men svarer hand spottelig og vredeligen, bøde l mark. 18. Hvilken broder eller søster, der kalder anden ved ukvems ord, tyv, hore eller andet uærligt, bander eller svær og skiænder med unyttige ord, og det kand bevises med tvende eller fire skiellige vidner, bøde sig derfor til langet 2 mark eller en fierding øl og forbede sin vederpart Hvo dette ikke vil giøre, da blive af vort laug. 19. Er nogen så balstyrig og oprørsk af sig, at hand hverken vil eller kan d lade sig sige eller styre, da tage fire brødre og lede hannem ud af lauget; og når han d bliver ædru eller vis igien, bøde for modtvillighed og oprør l mark og siden forbede menige laugsbrødre. 20. Findes der nogen så ugudelig med sværgen og banden at øve sig, at ingen kand få ophøring, da bøde sig for hver ed 2 sk. eller forvises la uge t. 21 . Hvilken broder eller giest, der giør ulyd, når der knabbes af oldermanden på menige brødres bedste, og ikke tager sin hat af, bøde derfor 4 sk. Men er hand så uformuende, at hand ikke formår at betale, da skal og bør stoelsbrøderne at betale hannem for utugtighed som vedbør. 22. Hvilken broder, søster eller giest, som giør sogneherren ulyd, når hand på sit embedes vegne begiærer audients og lydighed, da bøde sig derfore efter fire brødres samtykke og dernæst forbede sogneherren.

. Overvejelser og tolkninger 95 Å

23. Hvilke brødre, som ere i sæde sammen og ikke holder det ved magt med tag, vægge, bord og bænke, da bøde sig alle ligemeget, hver 2 mark. Hvo som ferger på sædet, og de andre ikke vil hielpe til, da skal de ulydige være under fire brødres dom, som ret er. 24. Hvilken broder, som ikke setter sig i sit eget sæde, men trykker sig anden stæds ind, så at deres børn eller folk nødes da til at ståe på gulved, bøde sig derfor 8 sk. 25. Altid bør stoelsbrødrene at hielpe skiænkeren at forfremme øllet til hver mands sæde, om behov giøres. Men ville de ikke og blive ombedne, da bøde sig for ulydighed 2 sk. 26. Tapper nogen øl uden oldermandens og stoelsbrødrenes forlov, bøde sig l tierding øl. 27. Bær nogen øl ud af vort gildeslaug uden oldermandens samtykke, da bøde sig derfor l mark. Her skal man agte og undertage; Om nogen broder eller søster er syg, da måe dem tilstædes en kande øl, om de ere den begiærendes, af oldermanden. 28. Hvilken broder, være sig mand eller dræng, der findes at giemme tilsammen anden broders kande uden forlov, bøde sig derfor l mark. 29. Det skal ikke tilstædes nogen, som ståer på gulvet, at have nogen kande for sig selv, som her til dag meget brugeligt haver været, uden det sker med oldermandens samtykke. Ikke børn end heller nogen tilstædes en eller to, da at sanke mange tilsammen. Findes det, da bøde sig alle tillige, som de, der intet lov havde, hver 4 sk. Hermed er ikke forbøden hver ærlig broder at skienke sine børn eller folk, om de kunde ikke have rum hos bordene. 30. Hvo der slåer hofmodeligen eller af vred hue og med et ont forsæt sit drikekar mod jorden eller bordet, da bøde sig for hoffærdighed 4 sk. Og dersom det er en andens drikkekar, da betale sig det med et nyt. Spilder nogen plumpagtetigen øl med fri villie eller hofmod, bøde sig l mark. Men sker det med uforagt, da bøde sig 4 sk. , uden det er for groft. 31. Er det så, at nogen omflot og umettelig tager så meget øl til sig, så at band spyer eller giør anden uhøviskhed iblandt ærlige, da bøde l mark. Eller tages så meget, han d kan bære, og gåe hjem i tide og vogte sig for skade. 32. N år den første øltønde er taprunden om omskienket, og sogneherren haver endda påmind t almuen om gudfrygtighed og høviskhed, da skal oldermanden opnævne en ærlig og tugtig broder, som med høviskhed skal optagefordansen, som sædvanligt er. Men hvo som det nægter, bøde sig 8 sk. Må der ingen tilstædes at spille i vort gildeslaug


uden vor tilkeiste trommeslager, uden det er med oldermandens samtykke. Skal alle mænd og drænge, brødre og giester være forpligtet samtlig at være i laden, mens fordansen varer, og krandsene udskiftes. Findes nogen at undslå sig for krandsens skyld, bøde en tierding øl. 33. Er det så, at nogen springer frem i hans fordans og giør hannem nogen forhindring, da bøde sig l mark. 34. Giør nogen dem fortred i deres dans med spot, spe eller rekke noget i vej for dem, da bøde hand eller hun 6 sk. 35. Holder nogen sin foed i vejen eller noget for dem, som danser, og det kan bevises, at nogen falder derover, da bøde sig for sin fortred l mark. 36. Skal eller må ingen vanvittige børn eller · uforstandige, som ikke ved at rette dansen, bringe nogen dans i gildeslad en; men udenfor skal det være dem frit for at bruge sit bedste, dog så at de ikke fortørner nogen broder eller søster. Hvo her findes at giøre imod, skal forældrene straffe dem, når de kommer hjem, så de en anden tid kan tage sig vare. 37. Skal det være ærlige dannekvinder og høviske piger frit for at tage maigrever, når krandserne ere med smukke urter beprydede, og det til laugets bædste. Hvo som bliver første gang taget til maigreve, giver l mark, anden gang 2 mark, tredie gang 4 sk. , og det er det mindste. 38. Hvilken broder eller dreng der biudes en maigrevekrands af ærlige folk og vil den ikke annamme, men stræber imod og sønderriver krandsen, bøde sig for modtvillighed 2 mark eller l tierding øl. 39. Sogneherren, når hand bliver af oldermanden ombedet at oplæse skråen, skal hand findes villig at hielpe til, på det Guds ære kand forfremmes, og brødrene kunde leve veniigen og christelig tilsammen, hvilket sker, når de høre og lære, hvorledes hver broder bør at skikke sig imod Gud og sin næste. 40. Efterdi sogneherren, oldermanden, stoelsbrødrene og skiænker have tit meget at skaffe på laugsens bædste med indgrunese, giestesager og andet, som menige brødre kand være gavnligt og nyttigt, de bør dem derfor have deres fri skienk. Men er der nogen, som knurrer derfor eller afvindes derved, da er frit spørsmål, om de ikke fortiener deres fri drik, heldst fordi ved dennem skaffes til lauget, hvad andre fortære. De, som herimod knurrer, bøde sig for utaknemlighed 2 mark.

IV. Om at holde hegn, ager, veje«.


Det er en grundlæggende livsopfattelse i vedtægterne, at kristendom harmonerer udmærket med selskabelighed, beruselse, dans, livsglæde - al brøde skal til drik.

Disse selskabelige sider af livet fremtræder i vedtægterne som regulerede på lige fod og forbundet med andre sider. Selskabelighed, møder, arbejde, uddelegering af ansvar og pligter forbinder sig med hinanden.

I vore dage møder man den urealistiske misopfattelse, at markedet er frit. Markedet er overhovedet ikke frit, det er gennemreguleret af kvoter, normer, standarder, satser, sektorer o.s.v. Markedet har fra sin spæde start været nøje reguleret og overvåget, og det vil det nok blive ved med. At tale om det frie marked kan kun tjene til at skabe forvirring; markedet kan overhovedet ikke eksistere uden markeds betingelser, konkurrenceregler, som tilhører de strengeste og mest detaljerede regelformer.

Noter l. Se August F. Schmidts Leksikon over Landsbyens Gilder, 1950

2. »Derimod forbinder iganget slet ikke til andre gilder, hverken med bryllupper eller

med barselsgilder eller begravelser; men en hver har lov at tage med efter egen villie

og godtbefindende«. (Gamborg, Vends Herred, Odense Amt, akkord indgået 1832

om indretningen af igang) .

Å 98 Legealder og levealder - et landskab.b;llede l

Den regulerede landsby

»Skam få den, der arbejder mer end nødvendigt til livets ophold«. (Rasmus Hansen: Gamle Minder, bd. l, s. 50: En stor mand)

Den regulerede landsby! er i perioden 1500-1800 på mange måder forskellig fra vor egen tids landsbyer. Reglerne er anderledes, de hensyn, der tilgodeses, er vel også anderledes.

I nogle egne af landet er enegårde det almindelige (Vestjylland, Bornholm) , men i det meste af landet samles et antal gårde (3-20) , gennemsnitligt ca. 10, i landsbyer.

Landsbyen kan have form som en firkant, en række, to rækker e.a. , og den konkrete udformning formodes at have fulgt en forudgående plan fra begyndelsen. Landsbyen er ikke langsomt groet frem, men planlagt, reguleret.

Til hver gård hører en botoft (urtegård, have, byggegrund) , bestemte markstykker på de forskellige agre, bestemte andele i de fælles græsningsarealer og skove (så og så mange stykker kvæg på græs, svin på olden) .

Endvidere har landsbyen tæt ved sig et område (forte, gade) , hvor der kan holdes stævne, majgilder, de unge kan lege, optog, dyrene kan overnatte m.m. Dette fælles område skulle ikke være for lille, og er ofte på 10-15 tdr. land, svarende til 50-75 villahaver på 1000 kvm.

Markstykkerne og toften dyrkes af den enkelte gård, og udbyttet varierer fra gård til gård efter dygtighed og indsats; men reguleringen forbyder en gård, som har produceret særlig meget, at bruge overskuddet til at købe noget af en anden gårds marker eller toft. Man kan heller ikke overtage andres andele i græsningen og på den måde øge sit kvæghold eller svinehold.

Gårdhalveringer, som ofte kan komme på tale i arvesager, er som følge af reguleringen også forholdsvis sjældne i Danmark, hvilket har stor betydning for den typiske gårdstørrelse ved udskiftningen og ind i 1800-tallet.

Man kan heller ikke øge sin indtjening ved at handle i landsbyen med tøj, isenkram e.lign. Heller ikke herremanden må udbyde varer til bønderne, som han måske kunne skaffe billigt i udlandet. Køb og salg af varer kan efter reglerne kun ske på det regulerede marked i købstaden.

En ekstra arbejdsindsats kan altså øge levestandarden, men indenfor bestemte grænser, ligesom tilfældet er i dag. Disse grænser fører til en


intensivering af dyrkningen, d. v. s. nye afgrøder, mergling, gødskning o.s.v. Et øget udbytte, overskud af arbejdskraft, lånemuligheder o.lign. kan ikke omsættes til en større gård; kvoterne ligger fast. At gøre gården større kan i princippet kun ske ved f.eks. opdyrkelse af ny jord, inddragelse af nye arealer som overdrev.

Antallet af jordløse huse i landsbyerne er stigende gennem perioden. I 1511 tallet udgjorde de jordløse huse 3% af de fynske gårde, i 1682 50% og i 1700-tallet endnu mere.

De jordløse huse bygges ofte på forten, selv om loven forbyder det, og skaffer gårdene en arbejdskraft, der er nødvendig i forbindelse med intensiveringen af arbejdet på bøndernes egne gårde og forøgelsen af hoveriet for herremanden.

Mgifterne på gården består af tiende, landgilde og hoveri. Tienden til kongen og landgilden til herremanden stiger ikke i 1500-1800

tallet, udskrivningen af ekstraskatter er heller ikke dominerende, men hoveriet vokser betydeligt. Hoveriet består dels af arbejde (gangdage og spanddage) , dels af kørsler.

I begyndelsen af 1500-tallet er antallet af hovdage pr. fæstegård meget lavt, formentlig mindre end 10 dage om året pr. gård i gennemsnit. Mod slutningen af 1500-tallet stiger det årlige antal hovdage til o. 30-40, i midten af 1600-tallet til 60-70. Herefter er stigningen gået meget stærkt og når ved midten af 1700-tallet op over 200 årlige hovdage, hvilket vel svarer til en ekstra persons arbejdskraft, som den enkelte gård altså skal skaffe til dagen og vejen, ligesom gården skal avle til den ekstra arbejdskraft, intensiveringen af gårdens eget arbejde medførte.

Mere arbeide Det skal her tages i betragtning, at en forøgelse af udbyttet af en gård som regel er forbundet med både stigende forbrug af arbejdskraft og faldende udbytte pr. arbejdstime; altså at der skal arbejdes forholdsvis mere for et opnå en bestemt forøgelse i udbyttet, jo højere udbyttet er i forvejen.

Disse forhold genspejler sig i at antallet af arbejdstimer pr. dag øges, måske fra 5 til 10 i perioden 1500-1800. Antallet af arbejdsdage pr. uge øges, måske fra 4 til 5. Antallet af arbejdsdage pr. år øges; antallet af helligdage indskrænkes, nye arbejder puttes ind i sæsonarbejdets huller og porer (mergelarbejde, grøftegravning, opgravning af sten, hose binding, pottemageri, o.lign.) . Kløver kan høstes flere gange om året.

A l 00 Legealder og levealder - et landskabsbillede l

))Som et groft gennemsnit kan regnes med en arbejdstidsforøgelse på omkring 50% i de tre århundreder mellem 1500 og 1800«.2

N år hertil lægges, at befolkningen fordobles fra 550.000 til 925.000, ses det, at arbejdskraftforbruget alt i alt øges med 200%, og der må regnes med en produktionsstigning på mere end 100%. Reguleringerne af køb og salg af jord, dyrkningsret, varer og tjenester har altså bestemt ikke umuliggjort en forøgelse af arbejdet og produktiviteten.

Men den ekstra tid, der går til arbejde, skal jo tages fra noget. Kirken, som lægger ideologi til arbejdsudvidelsen, er i næsten alle tilfæl

de yngre end selve landsbyen. Det ses som regel meget tydeligt ved placeringen af kirken, at den er påtvunget; presset ind i et hjørne, hvor gårdene så må svinge sig udenom, bygget midt på forten eller et stykke fra landsbyen.

Der er vel en kirke i hver 5. eller 10. landsby, alt efter hvornår man vil tale om en landsby, så de fleste er uden daglig og direkte kontakt med kirken.

Selv i landsbyer med kirke er det først efter reformationen, at præsten beordres til at bosætte sig i landsbyerne, hvilket derefter sker temmelig langsomt. De resterende landsbyer betjenes med ))løbedegne«, og først i 1730'erne er der ))sædedegne«, d. v. s. degne med et jordløst hus, overalt.

Mand-kvinde Landbosamfundets kultur er ikke et spejlbillede af overklassens, heller ikke med hensyn til mand-kvinde forholdet. Landbosamfundets kultur har relativt høj selvstændighed i forhold til adelens og borgerskabets, og denne folkekulturyder de herskende modspil. Forholdet mellem folkekultur og elitekultur er dynamisk, modsigelsesfuldt og livligt; spændingen får sprogligt udtryk i dimensionen bondegård - herregård.

Bonde forbindes lige godt med -mand og -kone. Optagelsen i landsbyfællesskabet omfatter både mand og kvinde.

Kvindens arbejdsindsats i landbruget er ikke på nogen måde lavere eller mindre end mandens; hverken i omfang, kompleksitet, kvalifikationskrav eller resultatets brugsværdi. Tværtimod kan det siges, at hvis vi kommer fra et arbejdskulturstadie af samlere og jægere, hvor kvinderne er samlere og mændene jægere, så erlandbrugets dominans i Danmark en sejr for en kvindelig livsform. Danmark er et kvindeligt land.

Herremændenes fascination af jagt har i Danmark ikke fået lov til at dominere over landbruget og landskabet på samme måde, som det er tilfæl-

Overvejelser og tolkninger l O l Å

det i England, hvor gårdene i samme periode blev mindre og mindre, og hvor landskabet i langt højere grad indrettes efter elitens jægerkultur, hvilket også i dag er synligt.

Herremændene er Gvf. ord som her-skab, herre-mand, herre-gård, herre-sæde, lens-herre, felt-herre) overordentlig patriarkalsk sindede.3

Generaler er mænd, præster er mænd, jurister er mænd, riddere er mænd (»ridders-mænds-mænd« kalder de sig) .

I Rigets råd og ved recesserne deltager kun mænd. Mødedage hedder »herredage«. Helt i tråd med dette omtales bøndernes tolkninger af tilværelsen som »kællingetro«, der blandt andet formidles af hekse.

Familiedannelse Familien - kernefamilien - er det sociale kraftcentrum i landsbyens organisation; familiekulturen er afgørende og styrende for landsbyens kultur. Retten til at bestemme ny familiedannelse er derfor en meget vigtig kompetence.

lndtil 1582 er det efter gældende lov familierne selv, der ved trolovelse bestemmer, hvornår en ny familie er dannet. De to unge kan endog hemmeligt indgå gyldigt ægteskab (svarende til vore dages papirløse ægteskab) .

Efter 1582 får kirkehandlingen tilkæmpet sig juridisk betydning ved siden af trolovelsen, som går forud for kirkevielsen; efter trolovelsen flytter den nye familie sammen. Trolovelsen forbydes først mere end 200 år senere, 4. januar 1799, hvorefter den kirkelige vielse endelig opnår monopol. Det varer dog kun kort, idet borgerlig vielse må accepteres fra 1849, hvor grundloven sikrer religionsfrihed.

Selvrådighed er her som i andre væsentlige spørgsmål det dominerende træk i landbosamfundet.

Ungdomskultur Det fremgår af landbosamfundets ungdomskultur, at det dominerende mønster er, at ægteskab sker efter de to unges fri vilje. Ungdomskulturen rummer mange lege- og selskabsformer, der giver plads for at unge kan finde sammen også som kærester. 4 F.eks. Majgreve, majbrud, gadebasse, gadelam m. m. , som gik ud på at de unge ugifte hvert år valgte en festkomite, hvis formand hed gadebassen og dennes pige gadelammet Komiteen skulle arrangere årets mange sammenkomster blandt de unge.

Å l 02 Legealder og levealder - et landskabsbillede l

»Vi har os her en majbøg sat maj vær velkommen

Den sætter vi om Valborgsnat glæd os Gud og så den søde sommer

Den sætter vi så højt i sky, at den kan ses i hele vor by.

Min pige, hør du gøgens gal alt udi skovens grønne sal.

Hver fugl nu søger magen sin, min pige, søg du også din.

For vor sang her i jer gård lidt æg og øl, det vel vi får.

Vor spillemand I ej forglem, men giv ham til fiol og streng.

Hav tak, hav tak, du gode mand for pengene som du os gav.

Men hvem, som har og ikke gir, gid fanden stød ham op og nir.

Nu drager vi ud af jer gård, og kommer ej mer i dette år.

Nu skal I ha' så mange tak, som himlen er med stjerner sat.

I nat så er det Valborgsnat, vor skov tar på sin grønne hat.

Nu tar vi alle til vor hat, og byder jer farvel, godnat«. 5

Overvejelser og tolkninger l 03 A

Pastor O.D. Lytken fortæller til Dansk Folkeblad, 1836, om et sommer-i-by optog i Snesere sogn, 1834, hvor det beløb, der blev indsamlet ved optoget, androg sig til mere end et halvt års løn for samtlige deltagende karle. Men så kunne de også holde gilde hver søndag sommeren igennem.6

Der er meget langt fra det danske landbosamfunds ungdomskultur til de traditioner, der kendes fra andre landbosamfund, f.eks. mange muslimske, hvor pigen fra sin første menstruation overvåges døgnet rundt og holdes isoleret fra drengene.

»Sove-sammen-kultur«, »være-vågen-hele-natten-kultur« er vigtige elementer i ungdomskulturens forhold til selskabelighed, venskaber, kærester - nærhed, kropslighed, selvbestemmelse. Det kendes i form af vågenætter, vågestuer, nattemøder ved majstangen m. m. Det kendes også fra formen »At ligge på tro og love«, - »Det var en lørdag aften«.

Overalt er hovedsagen: vekslende besøg af egnens mandlig ungdom hos de ugifte piger især lørdag nat, hvilke besøg vedbliver ofte i årevis, lige til et enkelt par bliver enigt.

Fra dette øjeblik skifter forholdet præg. Når den unge mand herefter har » . . . gjort det vist« og » . . .fæstet« pigen

hos hendes forældre, har fra nu af kun han eneret til at besøge hende om natten.

Alt efter de enkelte egnes skik samledes man enten flere i flok eller strejfede alene om i mørket fra gård til gård. Hver søgte da hen til den, han helst ville være hos, og lagde sig, ligeledes fuldt påklædt, hos hende.

Den svenske professor Samuel Odmann, der i midten af det 18. århundrede som barn levede på landet med slige forhold nær for øje har skildret sine indtryk således:

»Hver nat mellem søndag og mandag gik sognets gossar som de kaldte det: 'på ligg'. Næppe var der nogen pige, som ikke havde ligget i seng med den mandlige ungdom i det halve sogn. Men herved foregik dog mindre lastbart, end man skulde tro. En og samme gossa kunde samme nat gøre ti besøg. Hele sengelaget varede nogle minutter. Det tillodes ham aldrig at stikke sin hånd under skindfeldet, hvormed piger var bedækket op til halsen. J eg så med egne øjne flere sådanne par i min patrons hus, uden mindste undseelse, stundom to par i en og samme seng. Pigens hoved lå pågossans arm og det lignede søskende-fortrolighed. Oftere hændte det, at den, der vovede nogen uanstændighed, blev kørt ud med alarm, og alle pigerne gjorde heri fælles sag«.


Hvad der for en del gav nattefrierierne noget betryggende var, at de var et godkendt møde for alle, i det mindste indenfor samme egn, og at enhver gæst, om han end skjultes af mørket, dog i virkeligheden var kendt. 7

Det ejendommelige for »nattefrieriet« er netop det uafgjorte i forholdet, de manges besøg hos mange i samme nat.

Vi får her tydeliggjort et spændingsfelt i folkekultur (lokalkultur) ; at kende og mærke mange i et vidtstrakt net af personlige forhold - knytte sig tæt til nogle få, venskaber, kæresteforhold.

Netop selskabelighed opfanger denne spænding og giver den udfoldelsesmuligheder. I 1929 fortæller fhv. tømrer Johannes Jørgensen, 79 år, til Ellen Ploug:

»l de fleste landsbyer lå en stor åben plads midt i byen. Midt på denne plads var en runddel på ca. 4-5 alen i diameter indhegnet og fyldt med jord, ca. l alen høj . Midt i var plantet et træ enten af ask eller røn. Om dette 'midsommertræ' samledes ungdommen midsommeraften til liv og lystighed med sang, leg, og dans rundt om træet«. 8

Sønderhoningdans FOTO: P. LUND, 192 1

Overvejelser og tolkninger l 05 Å

Pastor H.F. Feilberg fortæller:

»Ved fastelavnsgildet bliver 'Rådet' udnævnt. Det forløbne års 'Gadebasse' har i stilhed gjort aftale med karlene om, hvem der skal vælges, og midt under en af dansene, på et givet tegn, griber karlene fat på den karl, de har udset, og løfter ham op imod loftet, som han skal berøre, for at valget kan være gyldigt.

Går alt, som det skal, er vedkommende det nye års 'Gade basse'; han skal stå for legestuerne, uddele 'Gadelammene', være den villeste og ved gilderne den mest pyntede blandt jævninger; han har til hjælp en 'Svend', der ved gilderne skal tænde lys, tappe øl og brændevin, og en 'Dreng', der besørger alle de løbende forretninger«. g

Sammenskud, dans, lege, optog m.m. organiseres for Valborgsaften, pinse og de andre festdage:

»Disse kranse kom endnu engang i brug; thi når karlene red ind i gården, forsøgte de at hænge dem om gårdkonens hals, og lige så mange kranse, som det lykkedes dem at pynte hende med, lige så mange gange skulle de have lov til at danse en hel nat i hendes stue det år.

Der var de koner, der fik fem, seks kranse med sig, andre gjorde forsøg på at skjule sig, men karlene gav ikke tabt, søgte til de fandt dem. l

N atten efter ridtet var der ingen dans, men når de senere kom for at danse, var regelen, at de fik fri lysning og frit øl, så meget de ville drikke, inen musikanterne måtte de selv betale«. 10

En anonym optegnelse blev indsendt til Svend Grundtvig 1867. den er underskrevet af degn Rasmus Olsen (dæknavn) i Viemose og kaldes Viemoseopskriften. Det hedder her blandt andet:

»Natten til den dag, de har redet omkring, er det almindeligst, at de, som ved ridningen har indbudt, indfinder sig som gæster. De bliver da bespiste afvekslende med sigtebrød, kage, smør, kød, flæsk og sennep. Drikkevarerne er almindeligvis øl, brændevin, og kaffe samt undertiden punch.

Forøvrigt holder de sig så længe lystige, som de selv behager. Nogle dage efter står det egentlige sommergilde, hvortil de atter

bliver indbudte, nemlig til at spise til middag og siden holde sig så længe lystige, som de selv finder for godt.


Atter noget derefter holdes majindegildet, som er hos majindens forældre eller på et af dem foranstaltet sted, for de penge, majinden har samlet ind; er disse ikke tilstrækkelige, må karlene tillægge det manglende. Dette gilde er i det hele med beværtning og alt ligesom sommergildet« .l l

Krybe under stok M .· STEJSKAL

Ove<vejelse' og tolkn;nge' l 07 A

At sove sammen og nattevågen er også i dag fremtrædende træk i børneog ungdomskulturen. Det ses i forbindelse med at lege sammen, være sammen i weekender, se video sammen hele natten, gå i byen ved midnatstid og samles hos en hen på morgenen og sove til middag, festivals, ø-lejre, rejse sammen, bo sammen o.s.v.

Disse sociale formers nærhed og kropslighed forbinder sig uden besvær med badning, hip-hop, skateboard, cykling, dans, nøgenhed, frimodighed.

I disse sociale formers spændingsfelt indtager forholdet kærester - venner en hovedposition. Kærester og venner kan supplere, udelukke, støtte, hæmme hinanden, men afgørende for spændingsfeltets udfoldelse er de unges suverænitet i spørgsmål om både venner og kærester.

Parret spiller i folkekulturen en stærk rolle i hele den periode, der beskrives her. Ægtepar, forældrepar, det unge par, kærestepar, de gamle. Kernen i kernefamilien er parret; parrets suverænitet forudsætter, at det dannes af egen, fri vilje og videst muligt selv bestemmer m.h.t. arbejde, bosted, opdragelse o.s.v. En sådan suverænitet er uforenelig med det patriarkalske familiehierarki, hvor den ene af de nygifte indlemmes i den andens familie. Det er parrets suverænitet i kernefamilien, der ritualiseres i bl.a. pardans . . Parrets magt synliggøres. Også mange andre lege ritualiserer par og venskaber. Pardans er derimod ikke forenelig med patriarkalske familiehierarkier.

Det folkekulturelle værdisæt for familieliv kan ikke afledes af landbosamfundets produktionsformer, men må iagttages først og fremmest i børneopdragelse, ungdomskultur og selskabelighed. Oprindelsen til værdisættet fortaber sig langt tilbage i tiden, men omridset af det kan måske bedst angives på den måde, at man fødes ind i en kernefamilie, udgår herfra, skaber sin egen, som er ligestillet med andre, ikke underordnet dem, og med ret til at danne andre relationer. Troskab-svigt, intimitet-afstand, fortrolighed-ensomhed er centrale værdiperspektiver for både børn, unge, voksne og gamle i folkekulturens værdisæt.

Kernefamilien er ofte beskrevet negativt og udviklingspessimistisk, men beskrives her som et rigere udgangspunkt for et frit og selvstændigt liv end den ofte romantiserede 3. eller 4. generations familie; rigdommen afhænger af de kulturformer, kernefamilierne skaber indbyrdes, men kernefamilien som sådan har et stort potentiale.


Noter l. ]vf. E. Porsmoses Den Regulerede Landsby, bd. I-II, 1981.

2. Thorkild Kjærgaards Den danske Revolution, 1500-1800, En økohistorisk tolk

ning, 1992, s. 140.

3. Det fremgår af Christian 3's odenseske Reces, 1539, 24de Juni, at børneægte

skaber forekommer blandt adelen, men det nævnes ikke som karakteristisk for

bønder:

14. » . . . Oc effterthii Wii haffwe forfarett, hworledis att hertil! haffwer werett en

stor Twedragt oc Ueenighett blantt wore undersotte Riigens Indbyggere, oc besønder

ligen eblandt Adellen, hwilket dog største Parten skal were kommen af! thenne Aar

sagh, forthii, att mange af! Adellen, som giffwe theris Børn udi Egteskaff sammen,

pleye att lade theris Børn troloffwe hwerandre udi theris umyndige Aar, oc strax lade

thennem giffwis tillhobe, endog the icke ere komne till theris Skellsalder, saa att the

strax kunne haffwe Brøllup tillhobe, men lade thet saa thermed bliffwe opstandendis

paa nogen lang Tiid, hworaffthiit oc offte kommer stor Gudtz Fortørnelse oc thesli

geste Slectinges oc Wenners Forhaanelse, hworaff upvoxer stor Hadt oc Forderffwelse

eblandt Adellen: . . .

. . . saa att elfiher thenne Dag schall ingen tillsammen giffwes udi theris umyndige

Aar, oc førre endt the ere kommmen till Skellsalder, oc the tha kunde paa bode Siider

giiffwe theris]a oc Samtykke thertill, oc samme Egteschafftha kand bliffwe saa møget

thes waragtiger. Hwem theroffwer will forsigge syn Datter udi hendis umyndige Aar,

tha skulle the liigewell icke giijwes sammen, enten af Presten eller andre<<.

Denne modstand mod børneægteskaber kommer frem i Birgitte Gøyes berømte

kamp for at slippe ud af et børneægteskab. Hun vinder sagen, og det hedder der

for i den skilsmissedom, Birgitte Gøye får tilkæmpet sig: »Til ret ægteskab hører

sand, hjertelig og alvorlig fri vilje og samtykke på begge sider<<. (cit.e. Troels-Lund,

bd. 9, s. 240)

4. En lang række kilder beskriver dette. Se f.eks. Aug. F. Schmidt, H.F.Feilberg

(Dansk Bondeliv, Bd. l , 1910, s. 309f) , Troels-Lund m.fl.

Det hedder typisk: »Når to unge har fundet sammen . . . <<, »Når et par bestemmer

at holde bryllup . . . <<. Formuleringer, som afspejler at de unges egne viljer har hoved

rollen.

Se Birgit Hansens Fester for sommerens komme, 1980, for et væld af eksempler.

Samspillet mellem de unges egen vilje og familiens samtykkefremgår f eks. således

(j.P.Riis, 1928): » Forfrieren sørgedefor at træffe pigen, når hun var ene og sagde så

sit ærinde til hende. Gav pigen så sit samtykke, kom frieren en af de første dage efter

kørende eller ridende til hendes forældres går i sit bedste tøj og med høj hat, ofte led

saget af sine forældre. Og hvis pigens forældre sagde ja til hans frieri, betragtedes de

som forlovede, og der gjordes så aftale om medgift og når brylluppet skulde holdes<<.

Overvejelser og tolkninger l 09 A

Men de skildres ikke i Annikki Kaivola-Bregenhøjs Bondebryllup, 1983, hvor

selve festlighederne skildres.

5. Højskolesangbogen, 17. udg., nr. 327. 6. Pastor Otto Didrik Lytkens Om den Danske Landalmues Forlystelser og Gavnlig

heden af at nogle af dem hævedes og forædledes.

7. Troels-Lund, bd. 5, s. 22-30

8. Birgit Hansens Fester for sommerens komme, s. 26.

9. H.F.Feilberg, bd l, s. 311 .

10. Sarnnne, s. 322

11 . Citeret fra Birgit Hansens Fester for sommerens komme, s. 40-41 .

Å l l O Legealder og levealder - et landskabsb;llede l

l N D H o L ------------------------------

FORORD

l. DEL: OVERVEJELSER OG TOLKNINGER

INDLEDNING

OMTOLKNINGER

DØRENE ÅBNES FOR LEGENE

- 1800-TALLETS NYE OFFENTLIGHED

LOYALE UDSAGN

VIDER OG VEDTÆGTER- LOYALE AFTALER

DEN REGULEREDE LANDSBY

2.DEL: LOVE, MORAL OG ERINDRINGER

D -

-

7

9

31

59

69

85

99

INDLEDNING 117

LOVFORBUD REDET MOD LEGE- OG FESTKULTUREN 123

G AMLE MINDER 191

SLUTNING 241

LITIERATUR 4 7

UDGIVET AF BØRNE- OG UNGDOMSKULTURSAMMENSLUTNINGEN ISSN: 0907-6581

BUKS - Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur 25

Documents

Transcript of BUKS - Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur 25