Brun mands byrde

110 mm110 mm

178

mm

4 mm

BRUN MANDS BYRDEHASSAN PREISLER

HA

SS

AN

PR

EIS

LE

R B

RU

N M

AN

DS

BY

RD

E

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOFLINDHARDTOGRINGHOF.DK | FACEBOOK.COM / L INDHARDTOGRINGHOF

POLITIKEN

BERLINGSKE

DAGBLADENES BUREAU

„Forbandet suveræn bog“

WEEKENDAVISEN

„Ualmindeligt vellykket, avanceret og berørende.” POLITIKEN

„Brun mands byrde er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse den!” BERLINGSKE

„Hassan Preisler skriver knivskarpt hvirvlende SKIDEGODT ... Forbandet suveræn bog ... Ligner til forveksling årets debutant.” WEEKENDAVISEN

„En rablende diagnosticering af det moderne menneskes livsvilkår ... Vi er alle perkere.” JYLLANDS-POSTEN

„Hassan sætter problemer under debat, han kritiserer debatten, og så skrider han af sted til et federe sted, til fiktionen… vi er impone-rede.” INFORMATION

„En meget lovende debut” DAGBLADENES BUREAU

„Den brune onkel Danny? Hassan Preisler debuterer med rablende roman.” BT

GRATIS SMAGS-PRØVE

110 mm110 mm17

8 m

m4

mm


HA

SS

AN

PR

EIS

LE

R B

RU

N M

AN

DS

BY

RD

E

ROMAN


POLITIKEN

BERLINGSKE

DAGBLADENES BUREAU


WEEKENDAVISEN








GRATIS SMAGS-PRØVE

Til Sonia

Brun mands byrde

© Hassan Preisler og Lindhardt og Ringhof Forlag 2013

Forside: idé og foto: Per Morten Abrahamsen

Omslagslayout: Imperiet / Harvey Macaulay

Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen

Forlagsredaktion: Sune de Souza Schmidt-Madsen

Tak til Louise Ardenfelt Ravnild

Trykt hos UAB Print it

Udgivelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg

GRATIS LÆSEPRØVE

tryk i 8.000 eksemplarer

Printed in Lithuania 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået

aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Til Sonia

Brun mands byrde









GRATIS LÆSEPRØVE







Brun mands byrde

af

Hassan Preisler

Lindhardt og Ringhof

Saa Løft en hvid Mands Byrde

Send ud den bedste Søn

At tjene andre Racer

For en Landflygtigs Løn;

Hos raadvildt Folk og vilde

At tage tunge Tørn —

En tvær og kuet Stamme

Halvt Djævle og halvt Børn.

RudyaRd Kipling „Hvid Mands Byrde”

3

Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designer out

fit med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket jogging

tøj, men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæ

der jeg mig i krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og jeg

ville foretrække Mr. Jardex, men jeg tør ikke, og når jeg

tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige

skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men

jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem

du vil have, jeg skal være, og hvis du vil have en partner,

tag min hånd, og hvis du vil slå mig ned i vrede, står jeg

her, og hvis du vil have en bokser, træder jeg ind i ringen

for dig, og hvis du vil have en doktor, så undersøger jeg

dig, og hvis du vil have en chauffør, stig ind, og hvis du vil

køre mig en tur, ved du, at du kan; jeg er din mand, og jeg

er så omstillingsvillig og forandringsparat, jeg er fleksibel

som en balletdanser og modtagelig som en baby, og når

jeg er i Beirut, sidder jeg med spredte ben, ikke krydsede,

og når jeg er i New York, siger jeg „yeah“, ikke „yes“, og

når jeg er i Sevilla, går jeg aldrig med shorts om søndagen,

og når jeg er i Berlin, går jeg ikke med brune sko efter

kl. 17, og i alle de landsbyer, jeg har besøgt, og i alle de

storbyer, jeg har været i, har jeg set det samme og gjort

det samme, og alle de gange, jeg er vendt hjem og har sat

fødderne på dansk jord, har jeg bukket mig dybt og kysset

4

jorden under mine fødder og tabt min kalot og samlet

den rødhvide klaphat op og trukket den godt ned om

ørerne, før jeg smiler til spejlruder uden toldere og kom

mer ud til flag, der flagrer, og min May kommer løbende

i sort og smil, og vi kysser, og vi tager toget fra Kasterport

til Østtrup, og fire mænd og fire damer i ternede skjorter

og lyserød teint sidder om os, og de ser min klaphat, og

de siger „sikken en smuk datter, du har“ og „du får travlt

med jagtgeværet, når hun vokser op“, og jeg siger tak, og

vi kører ind i en tunnel, og der bliver stille i vognen, og vi

kører ud igen, og Sonia siger „se, nu kom lyset”.

Mit navn er Hassan Preisler. Jeg har optrådt i sammen

hænge, hvor emner som ligebehandling, mangfoldighed,

inklu sion og integration er på bordet. Jeg er egentlig skue

spiller, men jeg iklæder mig konferencejakken og de pæne

sko, trimmer skægget og holder foredrag om min opvækst

og viser små filmklip om andre farvede, der også synes, de

er mindre værd, og jeg sidder i paneler med andre far

vede, der, ligesom jeg gør det, får høje honorarer for at

fortælle om, hvordan det føles at være farvet i en hvid

verden. Vi sidder på rådhuse, i teatre, filmhuse, biogra

fer, museer, biblioteker. Ethvert sted, man kan finde en sal,

kan man holde en konference. Ligesom Blackwater har

malket krigskasserne, har integrationsindustriens krigere

haft frit spil til at køre rundt i gaderne og skyde civilister

i sagens tjeneste. Med front mod mig sidder politikere,

chefer, producenter, direktører og konsulenter. De har

5

gråt hår og skaldede isser, deres skjorter er dyre og stive,

og selvom de sidder ned, og jeg rejser mig op, er de stadig

et hoved højere end mig, men de har tørre mundvige, og

hænderne holder anspændt om de skrøbelige vandglas

af plastik, når de fører dem op til munden, og glassene

gen fyldes af servilt smilende frivillige. De høje herrer er

bange for undersøgelseskommissionen, der har indkaldt

mig som vidne, og vi er i Nürnberg, Johannesburg og Den

Haag, og vi rejser os, da det store integrationsmonstrum

snor sig ind ad døren i sin lange, sorte kappe og sin hvide

krave og paryk, og det ændrer navn for øjnene af os og

bliver til inklusionsmonstrum med et smil, og jeg kaldes

op til skranken, og jeg er ikke længere fremmedarbejder,

jeg er gæstearbejder, og jeg er ikke længere indvandrer, jeg

er nydansker, og jeg har ikke længere minoritetsbaggrund,

jeg har interkulturel baggrund, og jeg er ikke første eller

anden eller tredje eller fjerde eller femtegenerations

indvandrer, og jeg får lov til at give de høje herrer bind for

øjnene og rulle tromlen og lade løbet klikke mod deres

tindinger. „I må væbne jer med tålmodighed“ siger de, og

„tænk på dengang, hvor vi satte en sort kvinde til at sige

vejrudsigten“ siger ham med issen og brillerne og skæg

get, og han holder mig ind til sig, og jeg sidder fast i knu

set og ved pludselig ikke, hvilket ben jeg skal stå på, for

han lugter ligesom morfar Mogens, men han ligner foto

grafiet fra historiebogen af officeren i rød uniform, der på

pladsen i Delhi mejer min indiske forfader ned med en

hånddrevet Gatling gun, mens min indiske forfader råber

6

„Viva la Revolución“ på urdu, fordi han vil være herre i

eget hus, og vi trækker os fri af hinanden, og jeg aner ikke

mine levende råd.

Jeg møder min May nytårsaften til en fest på et reklame

bureau, og hun er inviteret af tvillingerne Mads og Andreas,

og jeg er inviteret af Aner Det Ikke, og jeg ankommer med

kvinder i fugleformation, og det er mig, der bryder vin

den, og jeg gør det i smoking, og jeg er højt på strå, for det

er længe siden, jeg har lyttet til Hassan, og han har ellers

noget at fortælle, for i Beirut tog Yalda sit gode flamenco

tøj og gik, og i Aarhus spillede han for tomme sale og

to stjerner i Stiften, og nord for København faldt hans

morfar Mogens om på lokummet med en knude i skal

len, og de fyldte ham med kortison og pakkede ham ind

i hvid skjorte og hvide bukser højt oppe med udsigt over

ringvejen, og morfar Mogens mistede sin personlighed og

pegede ud ad vinduet og sagde til mor „hobbitterne kører

og kører“, og morfar Mogens tørrede langsomt ud i sengen,

og øjnene sank dybere ind i hulen, og huden trak sig ned

omkring kraniet, og morfar Mogens sluttede af med åben

mund og et let „ah“, og vi bisatte ham fra Utzons kirke i

Bagsværd, og præsten med det store skæg lod mig læse

op fra talen, jeg skrev til morfar Mogens og hans billed

skønne Birthe, som han mødte, da mormor Else trak sig

ind i sig selv, og jeg rejste mig og gik op ad kirkegulvet, og

jeg foldede papiret ud, og jeg lænede mig op ad kisten for

at få støtte til mine rystende ben.

7

Få år efter dør billedskønne Birthe på Fælledgården uden

minder om andet end mænd, der var nærige, og mænd,

der var gavmilde, og den mest nærige havde et navn, der

lød sådan bambambam, og den gavmildes lød mere

sådan bambumbambumbambum, og jeg når at besøge

Birthe, og vi ser på billeder af morfar Mogens, og vi drik

ker te og spiser småkager, og hun siger „hvem er det nu,

du er?“, og jeg siger „jeg er Hassan“ og tænker „her har jeg

været før“, og jeg er tilbage hos mormor Else på Mølle

gården, og mormor Else siger „hvem er det nu, du er?“, og

jeg siger „jeg er Hassan“. Jeg orker ikke at besøge mormor

Else, men jeg har trukket mig op ved hjælp af skyld, og jeg

kører med Stog til Lyngby og bybus ad vejen ned til søen,

og jeg står af, og jeg slår paraplyen op, og jeg går ned langs

en spejderhytte og en radiosender, og jeg når frem, og

lugten af parfumefrit vaskepulver og smagsløst kartoffel

pulver trækker mig ind gennem døren, der skyder til side

med en tør lyd, og jeg går ned ad gange, og der er røde

mursten over det hele og blomstret patchwork i træram

mer og linoleumsglat gulv, og jeg nærmer mig kaffestuen

og ser det på lang afstand, og jeg stopper op et sekund, for

i dag er mormor Else på benene, og i dag holder mormor

Else hof, og mormor Else farer til fjerne egne af verden

og hiver de andre med, og hun lever livet, og hun maler

stuen rød, og hun er Karen Blixen og Emma Goldman og

Asta Nielsen, og jeg træder et skridt frem og ind i hendes

historie, og „der kommer min fætter Hassan“ siger hun,

og „han er fra Indien. Maharaja“, og mormor Else er stolt

8

som en pave, og jeg sætter mig, og hun velsigner mig

med hånden på min pande, og hun sidder ved sit store

mahogni skrivebord på godset på Strandvejen, og vi ser

ud over Øresund, og vi drikker kakao af kander af sølv, og

hoffet lytter betaget til mormor Elses historier fra Kenya

og Indien og Peru, men verden skælver, og noget fortaber

sig, og noget falder sammen, og mormor Else dykker ned

i et andet lag og siger „da, da, da, da, da“, og jeg ser op, og

skaren af tilhørere er klædt i tøj, der lugter parfumefrit,

og de er bundet til kørestole og slidte stole af bøgetræ, og

de mades med smagsløst kartoffelpulver af travle plejere,

og saften er lunken, og teen er kold, og jeg triller mormor

Else ned på stuen, og vi deler en mad med blåskimmel

ost, og hun siger „Saga“, inden hun trækker vejret dybt og

dykker ned til bunden, hvor jeg ikke kan se hende, og jeg

hiver i rebet til dykkerklokken, og jeg kalder hende over

radioen, men hun har slukket og svarer ikke, og jeg tager

jakken på og slår paraplyen ud og tager bussen og toget,

og der går ikke lang tid, inden mormor Else en nat dyk

ker igen og tager masken af og smider flasken og slipper

linen og sender et let „ah“ tilbage til sengen, hvor hun lig

ger, og mor og morfar Mogens vågner, og morfar Mogens

aer hende over kinden, og mor folder hendes hænder på

brystet, og jeg siger „farvel, mormor Else”.

Min May tager et fast tag om mig på dansegulvet, og jeg

vil ikke have, at hun skal slippe igen, og jeg spræller, og

hun holder fast, og vi cykler af sted op ad Godthåbsvej,

9

og der er håb, for min May er fra barndommens gade, og

hun har sort hår og brune øjne, og vi mødes om bordet

i natten og drikker te, og jeg siger „ved du?“, og hun siger

„kender du?“, og vi svarer „ja!“, og hun låser sig inde bag

et tykt lag kyskhedsbomuld og falder i søvn, og jeg sover

ikke før sent, og næste morgen er hun væk, og solen står

ind ad vinduet, og jeg ser mig omkring, og der er slidte

underbukser og brugte bh’er på gulvet, og der er kjoler

og bukser på stole og opslåede tørrestativer, og der er sko

overalt og strømper, der ikke passer sammen, og i det

gamle køkken er der fastgroede madrester på den tårn

høje opvask, og plastikskinken i køleskabet bukker opad

i hjørnerne, og plastikosten er hård som sten, og en kvart

pakke toastbrød er tør som sand, og dér står jeg med

åben mund og polypper og økologi og højt fiberindhold

og siger „hun er fantastisk“, og jeg henter computeren og

flytter kuffert og tasker og kasser og bøger og mapper og

møbler ind i lejligheden, men for hver kasse jeg tømmer,

og for hver stol jeg stiller op, tager jeg ejerskab over boli

gen og min May, og for hver gang jeg åbner et brev stilet

til min ny adresse, mærker jeg boligen og min May tage

ejerskab over mig, og for hver gang ejerskabet æder sig

ind på mig, bliver jeg mere skræmt, og for hver gang jeg

bliver mere skræmt, råber jeg højere og vredere og smider

en tallerken eller en kop i gulvet ude i det muntre køk

ken. Min May bager kager og kringler og medaljer, og jeg

gør rent og rydder op, og hun smider ud, og jeg samler

ind, og hun fyrer af, og jeg sparer op, og hun vil til par

10

middag, og jeg vil drikke med drengene, og hun vil giftes,

og jeg vil have et barn, og vores forskelle bliver klare som

krystal, og vores ligheder bliver matte som glasforpestet

opvask, og vi fjerner os fra hinanden, og vi bliver skuffede,

og vi bliver bitre, og vi gør os hårde, og vi bliver fjender,

og vi tager handskerne af, og vi slår igennem, og det gør

ondt ad helvedes til, og indimellem indgår vi skrøbelige

fredsaftaler, som da svigerfar Mohamed falder om med

prop i hjertet, eller da vi gifter os, eller da Sonia kommer

til verden, og når freden er ovre, er krigen taget til, og jeg

vil ikke tale, og min May er vred på mig, og jeg tænker, at

tidligere var det sådan, at når en mand og en kvinde fandt

sammen, så fik kvinden en hel masse flere mennesker at

tale med, og manden fik en hel masse flere mennesker at

fortælle dårlige vittigheder til, og jeg tænker, at der ikke er

flere storfamilier i Danmark, ikke ud over indvandrerne

og Mærsk, og jeg tænker, at fars familie var en storfamilie,

og mors familie var en storfamilie, og at vores hjem er en

frygtelig sårbar enhed.

Jeg bor lang tid i Mellemøsten, før jeg opdager, at kvinder ne

er smukke, og nu kan jeg slet ikke se andet, og da jeg er

yngre, beviser jeg min danskhed ved at elske kvinder med

hvid hud og blondt hår og blå øjne, og jeg siger højt og

tydeligt, at jeg foretrækker dem lyse, og Lotte er den første,

vidunderlig blond og fjern i blikket, og jeg kysser hende

under skolefestens kysselege, og de er smukke, de læber,

midt i det lyse ansigt og omgivet af lyst pagehår, og da jeg

11

første gang får en kæreste, er det Christina, og Christina

går til frisøren og farver sit korte hår i nye nuancer af lyst

en gang om måneden, og der er Sofie og Signe og Dorthe

og Ann og Ane og Trine og Lene og Julie og Maise, og de

skinner og stråler med blondt og mellemblondt hår og

grønne og blå og lysebrune øjne, og de har mælkehvid

flødehud, og vi går tur hånd i hånd, og jeg beder dem tage

hatten af og slå solbrillerne op, men undgå solen, og jeg

siger til hele verden „jeg har hende, hun er min, og hun er

hvid!“. Og så er der Eva! Og Eva er som sendt fra himlen,

og Eva er 72 jomfruer og mælk og honning, og ren og

uden omsvøb og fuld af tro, og vi supplerer hinanden til

perfektion, og vi tager til Athen og sejler fra ø til ø, og vi

tager til Bangkok og sejler fra ø til ø, og vi tager til Paris

og ser Bjarne vinde, og vi overværer det nye år tage sin

begyndelse på La Coupole og i Milano på Piazza Duomo

og i København på Trianglen og Langebro, og vi går til

parmiddag med Niels og Katrine og Camilla og Christian

og Preben og Charlotte, og jeg har fået det, jeg ville have,

og jeg er inde i varmen, jeg er på plads, og pengene passer,

og Eva folder sig ud og breder vingerne og smider sig ud

og flyver, og oppe mod den utroværdigt blå himmel sejler

Eva og Sofie og Sine og Dorthe og Ann og Ane og Trine

og Lene og Julie og Maise, men jeg basker med armene

og hopper på stedet og gør mig umage, og jeg har ikke

evnen, så de sejler ind på The Moose is Loose, og de tager

Peter og Carsten og Jakob og Jan og Lars i hånden, og de

lader ham kysse dem, og han tager dem på brysterne, og

12

de siger „vi elsker dig, Hassan, men du er så fjern, og du er

så lukket, og du er så opfarende“, og de har ret.

Til morgensamling sender smukke Tina fra 2.g et smil i

min retning, og der er ikke én eneste anden Hassan på

mit gymnasium, og der er ikke én eneste anden Hassan

i hele verden, og jeg er fri, og jeg klæder mig kontrover

sielt for forstadssmagen, men helt i tråd med det indre

København og går i cowboystøvler og hullede jeans og

Tshirts og sweatre med mønstre og bomberjakke, og jeg

har hår ned til midt på ryggen, og jeg sveder meget de år,

så jeg går med armene over kors for ikke at afsløre sved

pletterne, og det forveksles med arrogance, og det passer

mig fint, og dér sidder jeg så med benene oppe på bordet

og en Camel i mundvigen, og jeg er den eneste, der ved,

at jeg har lagt størst mulig afstand mellem den indre og

den ydre Hassan, og jeg tænker „i aften vil jeg kysse Tina

bag en busk og finde vej til hendes bryster under Robe di

Kappablusen“, og i morgen vil jeg skride gennem kanti

nen, og alle vil tænke „Hassan!“. Og nu står jeg her på gul

vet og svinger håret, og så ser jeg det: Jeg får øje på først én

Hassan og så én til, og de har skabt plads omkring sig på

dansegulvet et stykke fra os og er klædt i primærfarvede

drummerboyjakker, stramme bukser og lakstøvler, og de

har pomade i det lange, sorte hår, og de har solbriller for

øjnene, og de gør ting på gulvet, som ingen af os andre

gør eller tør, og vores højrevenstrehøjredans falder

sammen i deres selskab, og jeg må gøre noget, så jeg peger

13

på Prince og Prince og slår en skraldlatter op, og stemnin

gen letter, og vi genindtager vores space, og de to farvela

defyre danser ud af vores synsfelt, og jeg er dagens helt, og

kort efter står jeg og ser mig i spejlet ude ved toiletterne,

og jeg tænker „du er cool“, og jeg fylder hænderne med

vand, og jeg bukker mig forover og skyller mit ansigt, og

jeg rejser mig, og så står han dér bag mig, Prince 1, og han

ser mig ind i øjnene hen over min skulder, og jeg mær

ker hans hånd tage fat i min skulder, og han svinger mig

rundt og griber mig om halsen, og han hvæser med ånde

af sød sprut og bitter accent: „Din fucking forræder!“, og i

det samme kommer Nikolas ind og træder til og får over

talt Prince 1 til at slippe mig, og vi tager en pause, Nikolas

og jeg, og en Camel til at rette mig ud igen, inden vi træ

der udenfor, og dér ser vi sporene efter prinserne: Overalt

ligger unge mænd med blødende næser og ømme kæber

og løse tænder, og da prinserne danser ud ad hoveddøren,

er vi en flok på halvtreds, der følger efter for at vise dem,

men Prince 2 kaster en flaske Bols op højt i luften og ind i

vores flok, og flasken rammer Røde i hovedet, og han går

ud som et lys, og indenfor er Tina gået, og et par uger efter

skifter hun gymnasium.

Eva er ikke glad for, at jeg rejser til Mellemøsten, og hun

og jeg har siddet og gennemgået, hvad hun skal gøre, hvis

jeg bliver kidnappet, og vi er lige blonde i det her, selvom

hun er ægte, og jeg er falsk, og jeg tager fra Østerbro til

Beirut, og jeg ved, at jeg ikke vil vende tilbage til Eva. Jeg

14

ville så gerne være hvid sammen med Eva, men Evas søs

ter kalder mig gurker, og Evas fætre er grænsebetjente i

Korsør, og Evas mor har set Ikke uden min datter på VHS

i huset i Ølstykke, og i årene, der følger, rejser jeg frem og

tilbage mellem Beirut og madrassen på søster Rebeccas

gulv, og på madrassen er jeg bitter og bedre vidende og

besværlig, og i Beirut er jeg den bedste søn og tjener

andre racer og tager tunge tørn, og en aften går jeg fra

beirut bar til beirutbar med brevet fra ambassaden i lom

men, og alle, jeg møder, hører, at „jeg er her på særligt

legat“, og alle slår et imponeret klik med tungen. Og så

står hun der, Yalda, med kulsorte øjne og kulsort hår, og

håret krøller, og jeg krøller og bukker sammen på midten,

og noget har slået mig hårdt i maven, og Yaldas hænder

graver sig ind, og de åbner mig og frelser mig og beskyt

ter mig, og de ved bedre og kender svaret og løser gåden,

og vi krydser fra øst til vest og vest til øst i Beirut og

verden, Yalda og jeg, og vi slår os ned i Sevilla og Madrid

og Paris, og jeg er hendes muse, og hun er min klippe, og

jeg er oprørte vande, og hun er den, der glemmer, og det

er først, da hun ikke kan glemme mere, at hun slukker

mobilen og køber en billet ud af Beirut for altid, og jeg

kaster mig i stedet over Cynthia og Rania og Nathalie og

Caroline og Ballantine’s med Rafik og rød Libanon med

David og coke med Noel, og nætterne overtager dagene,

og teaterdirektøren siger „det er ikke godt nok, det, du

laver“, og teaterskolerektoren siger „det er ikke et akade

misk niveau, det, du leverer“, og jeg siger op i vrede, og

15

jeg skriver indlæg i L’OrientLe Jour og Daily Star, og jeg

brænder broer og graver grøfter, og jeg kalder dem kujo

ner og fortidslevn, og de svarer igen, og de kalder mig

arbejdsløs, og jeg siger „I skal se, jeg kan gøre det bedste“

og mobiliserer til borgerkrig, men krigen kommer mig i

forkøbet, og Beirut vinder, for Beirut kan brænde præsi

denter og ambassader og bydele, og jeg kan ikke andet

end at spille komedie, og jeg ender alene i Beirut uden

talenter, og jeg står og ser på bilvrag og ligdele og bydele,

der mangler, og flagstangen, hvor Dannebrog hang og

viftede, er bukket sammen og sodet til, og lugten er skarp

af grillet kød, og hjertet sidder oppe i halsen, og bilbom

berne får vinduerne til at skælve, og millioner marcherer

for og imod, og jeg går med og er både for og imod, og

tankbiler spreder hvidt pulver over murbrokkerne mod

stanken, og kommissioner lægger røgslør ud, og jeg lig

ger fladt på ryggen på taget af en etværelses i centrum,

og kirkeklokkerne og minareten kimer og kalder om kap,

og jeg ser op på stjernerne, og de leder ikke en skid mod

noget som helst, og jeg smider håndklædet i ringen og

vinker farvel til Université Saint Joseph og Université

Saint Esprit de Kaslik og Lebanese American University

og American University of Beirut og Theatre Monnot og

Beirut Theatre og David og Danny og Dany og Noel og

Ernesto og Marwa og Lama og Cynthia og Beatrice og

vender hjem uden tro på gud og demokrati og kærlighed,

og „resten er stilhed”.

16

Jeg ser ud over Holmenkollen, og jeg husker skihoppere,

der hoppede ufattelig langt og svævede helt ind i stuen i

Bagsværd, og jeg forstod ikke, at de turde, og nu hvor jeg ser

bakken, og den er urimelig høj og stejl, mærker jeg, at der

kun er frygt, når jeg sidder her, intet andet, og jeg ser ned

på min tallerken, og den er tom ligesom glasset, og over for

mig sidder den øverste chef for det største teater i Sverige,

og til højre for mig sidder vicekulturministeren i Norge, og

rundt omkring mig er spillere i integrationsspillet i gang

med deres kast og stød, og terningerne ruller, og kortene

vendes, og jeg går i seng med pessimismen, og jeg vågner

for sent næste morgen, og jeg har ondt i låget af vin og

cigaretter, og jeg løber ned til morgenmaden, og jeg fylder

mig med æg og pølser og bacon og lagefrugt med mysli

og yoghurt, og jeg sluger to kopper kaffe, og da de andre

rejser sig, følger jeg med dem ned i vores lille, lavloftede

konferencelokale, og chefer og embedsmænd og politikere

indtager gode positioner, og jeg sidder ved døren, og når

nogen skal ind eller ud, rammer døren mig i nakken, og jeg

dukker mig ned mod bordet og min kaffekop, hver gang jeg

hører nogen på gangen, og jeg forsøger at gøre alt, hvad jeg

kan for at bevare optimismen, men det er frygtelig svært.

Jeg skal til begravelse i Kokkedal Kirke, og mor og søster

Rebecca og jeg har gået den lange vej fra stationen til kir

ken, og biler og cykler stopper og spørger, om vi er faret

vild, og om vi har brug for hjælp – også på engelsk – og vi

siger „nej tak!“ og „no thanks!“, og da vi holder en pause,

17

kan jeg se, at vi er gamle, os tre: Mor har gråt hår og står

og vipper fra side til side med stivhed i ryggen, og søster

Rebecca er ikke søster Rebecca, men kvinde med barn og

mand og grad fra universitetet og stilling som lektor og et

alvorligt udtryk i masken, og vi går videre ad veje og stier

over marker og enge, og solen skinner, og det er køligt.

Mors veninde Anita er død af kræft, og jeg har taget dagen

fri, og jeg siger „jeg skal være der for mor“, men jeg tænker,

at jeg nok i virkeligheden er taget til Kokkedal, fordi tårer

for Mads og Janne og Signe, der nu er i fyrrerne, ligesom

søster Rebecca og jeg, og minder om barndomslege med

børnene Mads og Janne og Signe i en familie så tryg, som

kun familier i Kokkedal er det, og salmer og selvvalgte

sange fra medbragte musikanlæg med lethed stikker en

dag med teateradministration, og da vi går videre, tæn

ker jeg pludselig, at det egentlig er underligt, at søster

Rebeccas dreng er hvid som kridt, når nu min datter er

sort som kul.

Jeg samler en flok og grundlægger Bevægelsen Brun til

samfundsforandring, lighed, frihed og broderskab, og vi

er instruktører og skuespillere og journalister og sociolo

ger og tvværter og politikere, og vi er halve og hele, og vi

er kede og vrede, og vi vil salve og hele. Men vi er anarki

ster og liberalister og konservative og nykristne og gam

melateister, og vi stritter i alle retninger, og vi råber og

skriger ad hinanden „din håbløse idealist“ og „din uambi

tiøse pragmatiker“, og sagen drukner i diskussioner om

18

visioner og missioner, og vi udmatter hinanden med tale

i tunger og følelser fra barndommen og vokse værket, og

tilliden svinder, og mistroen vokser, og det hele slutter

med et brag af frivillighed for sagen Brun og sammen

rend af stjerner med hjerte for velgørenhed og øje for

opmærksomhed, og da revolutionen udebliver, og afte

nen flader ud, og vi keder folk, til de går, samles vi om

øl og chipsdonationer i læssevis og ved, at Bevægelsen

Brun er frosset fast i tiden, og sagen er tabt, og jeg tænker

„vi er selv ude om det“, men jeg løfter mit plastikkrus og

siger „dette er begyndelsen på noget stort“ og „vi kommer

til at forandre verden“, og vi smiler og skåler og lyver og

skråler natten ind i os.

Vi nærmer os Kokkedal Kirke, og mor sætter farten op, og

søster Rebecca siger „det dér gør hun altid“, og hun stryger

af sted med stiv ryg, der vipper fra side til side, og vi sætter

tempoet ned, søster Rebecca og jeg, for vi sveder hurtigt,

og vi nærmer os kirken og rækkerne af Hyundai’er i mørk

metallic, og mænd og kvinder i Troelstrup nikker til hinan

den og går med langsomme skridt gennem det knasende

grus hen mod toppen af højen og den gamle hvide bygning

af sten og glas med tårn og rødt tag, og mor er forsvun

det ind gennem døren, og Hyundaifolket følger hende i

halvt tempo, og søster Rebecca og jeg når frem, og nogen

maser en salmebog i hånden på mig, og jeg vil ikke lave

ballade, så jeg tager den, og vi sætter os under orglet, søster

Rebecca og jeg, langt fra familien foran og mor, der vinker

19

os frem, og præsten begynder, og vi sætter og rejser os i

høflighed som efter en dårlig teaterforestilling, og jeg ser

på søster Rebecca og vender øjne ad det hele: salmen, præ

dikenen, skibet og jeg ved ikke hvad, og jeg vil ikke mere,

jeg gider det ikke „hold nu op, det er bluff, han har jo ikke

noget tøj på, der er ingen gud“, og jeg læner mig tilbage, og

jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Og så gør de det

mod mig, de sataner: Bach! Og jeg tænker „det er tarveligt“,

og jeg åbner øjnene, og lyset falder ind gennem de mani

pulerende smukke ruder i farver, der gør kirken urimelig

effektiv, og jeg ser ud over grå pager og lyserøde isser, og

jeg ser mors og hundrede andres hvide nakker blive belyst,

og de er smukke, de nakker og pager og isser, og jeg hører

til og falder ind, og vi holder sammen, og Mads og Janne

og Signe, som jeg har kendt, siden jeg var Hassan Ahmad,

sidder med blanke øjne og børn i alle aldre og mænd og

koner fra Bruxelles og Washington, og de siger „Fader vor“,

og Mads, som var en lang dreng, allerede dengang vi spil

lede skumfodbold med svedige sokker og ølkasser i træ

som mål, rejser sig og tænder et anlæg med ledning hen til

kirkevæggen, og ud af den lille maskine lyder „No Woman

No Cry“, og digerne flyder over, og jeg græder, og da det

er slut, er jeg hævet og rød og træt, og det siler ned, og en

Huyndaimand med isse og hans kone med page giver os et

lift til stationen, og vi kører uden ord til København, og jeg

står af på Nordhavn og svinger benet over stangen og kører

cyklen til Østre Gasværk og markerer mig „inde“ på tavlen.

20

Vi bryder ud af Bevægelsen Brun og grundlægger teater

kompagniet danskdansk, og vi vil lave kulturprodukter,

der „vender op og ned på det hele“, og vi beder om mil

lioner, og vi beder om teater, og vi beder om omtale og

goodwill og støtte og kærlighed, og ingen nægter os det,

og vi tænker „det var godt nok satans!“, og vi ser den ikke,

frygten i deres øjne, når de tænker „dette kunne være frem

tiden, jeg må hellere give dem noget“, og vi hører den ikke,

rædslen i deres stemmer, når de hvisker „jeg vil ikke stemp

les som ham, der stod i vejen for udviklingen“, og pengene

fosser ind, og dørene åbnes, og hænderne folder sig om

vores, når vi bydes velkommen, og vi får kontor med

Mayland på væggen og pink sofa og glasbord og fri kaffe fra

cappuccinomaskinen, og vi bydes til premiere til højre og

venstre, og vi føres frem til seminarer og konferencer, og vi

fortæller vores succeshistorie, og de holder deres godbid

der frem, og jeg griber dem, og jeg kan danse og synge og

stå på bagben og logre, og jeg er gatekeeper og housenigger

og onkel Tom og tante Jamima og lille sorte Sambo, og jeg

siger „ja, massa“ og bukker og skraber og slikker og sutter

og bender over, og de er så sprøde, de pinde madder, og den

er så liflig, den cava, og blød pop og jazz fra husbandet

smyger sig ind og finder min modstand i hjernen og bedø

ver den med løfter om mere succes og flere penge og mere

magt og flere venner og bedre anmeldelser og Reumert og

Bodil og Robert og beundrende kolleger og kvinder, der

dåner, og teaterdirektørstol og skræddersyet jakkesæt og

håndsyede sko, og Sonia, der beundrer sin far, og mor, der

21

siger „hvor er du dygtig, søn“, og far, der nikker med aner

kendelse og kærlighed, kærlighed, kærlighed, og jeg tænker

med ét, at jeg er så forskellig fra far, som pæren kan falde

fra stammen, og det er uheldigt, for far kan godt lide far, og

jeg minder frygtelig meget om mor, og det er uheldigt, for

mor bryder sig ikke om mor. Far og hans klippe fasthed og

mor og hendes frem og tilbage.

Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske sna

rere i spændet mellem forestillingen om to identiteter:

den pakistanske og den danske. I den virkelige verden er

jeg undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund, som

barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg lærte

tysk, før jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bed

ste ven, der hed Suman, som voksen har jeg levet i Beirut,

New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og

bande og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et

ord urdu, og far voksede op som muslim, men er ateist,

mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg

er døbt i Helligåndskirken, men jeg har for længst meldt

mig ud af Folkekirken, og far lever sammen med sin Alice

på Østerbro, og mor er halvdelen af året i en landsby i

Sydfrankrig, og jeg er gift med min May, hendes far er

fra Cairo, hendes mor er fra Tårbæk, vores datter hedder

Sonia Aziza Preisler. Hun er smuk.

Murree Hills er forpost til bjergkæden Himalaya, og

mange pakistanere har aldrig set sne, og sne er der masser

22

af i Murree Hills, men ingen ved, hvad man skal gøre med

den, så skilifter og skiløjper står og henfalder, og skiudlej

ningen er lukket. Jeg besøger byen med fætter Guddu, og

han er et par år yngre end mig, og fætter Guddus stemme

knækker over, og hans overskæg er jomfrueligt tyndt og let,

og vi rejser med tog på første klasse fra Lahore til Islamabad

og med minibus op ad smalle veje og har for lidt tøj på og

må købe syntetisk pakistansk vintertøj, og fætter Guddu

tager mig i hånden og kæler mig i håndfladen, og jeg gør et

hop, for jeg har endnu ikke vænnet mig til, at det er stan

dard for mænd at holde hånd, når man går tur, og vi er på

vej op ad en skråning for at se, om der stadig skulle stå et

lille stenhus der, hvor det stod for mange år siden, og hvor

farmor Farkhanda fødte far en kold nat i helvede. Og da jeg

har besøgt byen, hvor far blev født, vil jeg væk igen, og det

kan kun gå for langsomt, for naturen er for overvældende

her, hvor man ser ned i Kashmirdalen, og hvor intet slutter

i horisonten, fordi den både har K2 og Mount Everest at

vise frem, og hvor fætter Guddu kæler for min håndflade,

og hvor jeg ligner lort i nylon, og jeg finder en mand med

skæg og hue og sjal, han er den eneste, der vil køre i den

tykke sne, og jeg køber plads på forsædet, og han skælder

mig ud på urdu eller panjabi over noget, jeg ikke forstår,

mens vi møver os ned ad bjergsiderne i timevis med livet i

hans hænder, og manden ser på mig, som om han vurderer,

hvilken sabel han skal bruge på min hals, og da vi ende

lig når frem til Islamabad, bryder jeg sammen i armene på

Sulfikar og Pinky, der er rejst fra Lahore for at møde mig,

23

og de spørger, hvad der dog er sket, og de griber fat i chauf

føren, og de vil banke ham, og jeg hulker „lad ham gå, lad

ham gå”.

Københavns Kommune bygger bro mellem „kultur insti tu

tioner“ og unge fra „belastede boligområder“, og de unge

møder op hos os til workshop med en workshopspecialist,

vi har hentet i Portugal, og jeg er skræmt, for jeg har ikke

noget at byde på, og jeg er mindre mand end drengene,

der stammer fra Arabien og Tyrkiet og Pakistan, ja, jeg er

mindre mand, end pigerne er, og jeg forsøger at gøre mig

bredere og dybere, og det kommer til at se underligt ud, og

det kommer til at lyde besynderligt, og vi står i rundkreds

og leger dramalege og taler om kunst og demokrati, og

jeg kan høre, at vi keder dem i sænk, og i pausen stiller jeg

mig over til deres gruppe og ryger for at ryge med, men

de behandler mig med distance, og en af drengene hedder

Hassan som mig, og hans forældre er fra Lahore, og jeg

siger „hvor sjovt, det er min far også“, og han siger „nå!“,

og jeg siger „jeg elsker Pakistan“, og jeg kan ikke høre hans

svar, men jeg tager et stort skridt ind i barndommens teg

neserie i sorthvid, og Hassan er med, og han er friheds

kæmper i sin del af verden, og jeg er med, og jeg er poli

tisk aktiv i min del af verden, og vi taler sammen, Hassan

og jeg, og jeg vil give ham et knus, men han beder mig

holde mig væk og spørger „hvad har du ofret for det, du

tror på?“, og slaget rammer mig lige midt i fjæset, og smer

ten er hidsig og dyb, og chokket er stort, og jeg tager mig

24

til næsen, og siger „hvad fanden …?“, og Hassan afbryder

mig og spørger igen, hvad jeg har ofret for det, jeg tror

på, og jeg siger, at jeg er medlem af Unicef, Børnefonden,

Amnesty International, og at jeg ikke er husejer, men lejer,

og at jeg køber økologisk, og jeg forsøger igen og igen, ind

til jeg giver op og svarer „jeg har ikke ofret noget som helst,

ingen verdens ting“, og jeg ser ikke på Hassan, men jeg ved

præcis, hvilke folder hans ansigt har lagt sig i, da han skod

der sin cigaret og vender sig og går, og jeg vender tilbage

til workshoppen, og vi leger „zib, zab, boing“ og sender en

usynlig bold frem og tilbage og hen over midten på cirklen,

og workshop specialisten ved ikke, at „zib“ betyder pik på

arabisk, og forstår ikke, at drengene og pigerne fniser, og

jeg lader, som om jeg ikke forstår, at dramalege er af en

anden verden, og som om jeg ikke ved, hvad „zib“ bety

der på arabisk, og da klokken bliver fire, går alle hjem, og

på cyklen på vejen hjem spiller jeg „Father and Son“ fra

trådløs sender til trådløs modtager, og jeg tænker på pla

der, der bliver brændt på bålet, da Cat Stevens bliver til

Yussuf Islam og smider en kjortel i farvet batik og trækker

i en kjortel af hvid bomuld og lader håret klippe og lader

skægget stå og går den lange vej fra Woodstock til Mekka.

Jeg er født Hassan Ahmad. Det kan jeg se af de gulnede

papirer, jeg har liggende i et plastikchartek i en stofklædt,

blå brev ordner inde i min del af Børge Mogensenreolens

underste del bag låger i Oregon Pine, ridset og slidt af

en anden familie, der købte dem, da de blev lavet for HB,

25

fordi alle havde ret til designermøbler, og jeg åbner Børge

Mogensen på vid gab, og jeg hiver ud og slår op i sorte

mapper og tømmer blå brevordnere ud på plankegulvet,

og gulnede dokumenter i plastikchartek ser op på mig, og

de ældste siger „Ahmad“, og det nyeste siger „Preisler“, og

der er mange inde imellem, som siger noget andet, men de

fortæller mig alle, at jeg er halvt djævel og halvt barn. Lille

Hassan med de skæve ben titter sjældent frem, og djævlen

Hassan tordner mod fjender og venner, for han ser ikke

forskellen, han sabler dem ned med sin krumsabel, og han

er 100 års Hollywoodarabere på kamel og hesteryg, han er

fundamentalist med mistro til hele verden, og han styrer fly

ind i bygninger, og når han ser lille Hassan med de skæve

ben, så taler han dundertale til ham. Og da min May ende

lig siger, at hun ikke kan mere, at hun er for ensom, at hun

er for ulykkelig, at jeg er fjern og lukket og opfarende, at vi

må dele det hele og give Sonia noget andet, står jeg der med

djævlen i hånden og lille Hassan med de skæve ben, og de

siger ikke noget, nogen af dem, og jeg putter Sonia, mens

min May sover ude, og jeg sidder hos Sonia, til hun falder i

søvn, og jeg er mast flad under dårlig samvittighed og skyld,

og jeg holder hendes lille hånd i min, og jeg siger „jeg elsker

dig, Sonia“, og hun siger „jeg elsker dig, far“, og jeg siger

„min Sonia“, og hun siger „min far“, og hendes øjne glider

stille i, og jeg smelter højlydt, og jeg hulker mig ud af hendes

værelse til det fjerneste hjørne af hjemmet, og jeg aner ikke

mine levende råd, og djævlen i mig siger „pas nu på, i him

lens navn!“, og barnet i mig siger „hold om mig, for satan!“.

26

Jeg flytter ind i Andreas’ lejlighed, der ligger lige om hjørnet,

og jeg skal forbi den spanske ambassade og den britiske

ambassade og de mange overvågningskameraer, der spej

der efter Hassan’er med slette intentioner, og jeg skal forbi

Sonias vuggestue med au pairpigeskuret og pædagogerne

i Munthe plus Simonsengevandter og gummistøvler fra

Ilse Jacobsen, og så er jeg der: Andreas bor i en lejlighed, der

minder om alle lejligheder i Beirut, med flækket vask og kar

og haner uden blandingsbatteri og bulet belægning på køk

kenbordet og køleskab i gangen og skarpt lys fra 60watt

pære i loftet, og her i lejligheden læser Andreas bøger og

surfer på nettet og laver mad i vandbad og vaku um, og

jeg sover på en smal briks og står op, når Andreas serverer

ristet rugbrød med blåskimmelost og kaffe med mælk, og

vi taler om alt, men ikke om, at min May har sagt, at jeg må

ud af hendes liv en tid, og mens jeg går i bad, går Andreas

på arbejde, og da jeg kommer ud med håndklædet om livet,

finder jeg en seddel på gulvet foran brevsprækken i gangen,

og jeg samler den op og læser: „Kære nabo, som du sikkert

ved, venter vi en lille pige, og vi har besluttet, at det skal

være en hjemmefødsel, så vi håber, du vil bære over med

det, hvis det skulle blive larmende. Vi håber selvfølgelig, det

vil gå stærkt. Kh dine naboer“, og jeg tænker på Andreas’

papirtynde vægge, og jeg pakker min kuffert og lægger en

note: „Kære Andreas. Tak for husly. God fødsel“.

Noel har parkeret sin ældgamle Mercedes i kvarteret

omkring det græskortodokse hospital, og lyset fra lam per

27

ne i gaden er varmt, og man kan klare sig med en tynd trøje,

selvom det er nat og efterår i Beirut, og vi har drukket tæt

af flasker af lys og mørk sprut på Ernestos store, nedslidte

terrasse og gemt os for naboernes blikke og røget joints af

helt frisk pot hentet ind fra Bekaardalen, hvor Hezbollah

hersker, og nu lægger vi Ernesto på bagsædet mellem tvil

lingerne Mads og Andreas, og han synker ned i søvnen, da

bilen gynger på slidte støddæmpere gennem smågader i

alt for høj fart, og vi snitter sidespejle, når Noel tvinger os

frem og op og ned gennem gyderne, og jeg ser hans helt

rolige øjne i bakspejlet, da han trækker solbrillerne op i det

sorte hår, lagt tilbage med pomade, og Noel er netop kom

met ud af spjældet, hvor han har siddet for at have handlet

med hash eller hårde stoffer, og Noels lillebror Dany var

bedste ven med min bedste ven Danny, og de var uadskil

lelige og kendt i gaderne som Dany og Danny, indtil Dany

stak af med Dannys kæreste med det knaldrøde hår, og

siden har Danny ikke talt til Dany, og i bilen er også Rafik,

den spinkle billedkunstner med det lyse hår og de grønne

øjne, der har trukket Noel ind i vores kreds, så vi har mistet

Danny for en tid, for blod er tykkere end whisky, og det er

mig, der har trukket tvillingerne Mads og Andreas med

til Beirut, og Mads er hippiekunstner fra Amsterdam,

og Andreas er soldat fra Afghanistan, og det er mange år

siden, at de gik hånd i hånd for ikke at blive væk, når de var

på udflugt med mor og far i Sønderjylland, og nu sidder

de her med Ernesto mellem sig og holder hænder, mens

de siger fuck og shit, og vi gynger gennem Beirut i alt for

28

høj fart. „Du er sikkert sådan en, der kan lide Chomsky“

lyder en stemme bag mig, og jeg ser ind i et par lumske

øjne under sorte krøller, og stemmen hviner over at have

afdækket endnu en vesterlænding, der køber proarabisk

litteratur i Virgin Megastores afdeling for politisk litte

ratur, og stemmen er klædt i rød Virginvest, og vestens

navneskilt siger Ernesto, og Ernestos far er socialist og har

en restaurant i en gyde i kvarteret Hamra på den anden

side af den grønne linje, og han har opkaldte Ernesto

efter sin politiske helt fra ungdommen, og Ernesto tjener

til studierne på det amerikanske universitet ved at sælge

bøger og drømmer om at komme til Frankfurt og studere

filosofi, for Ernesto elsker Hegel, Hesse og Heidegger, og

på trods af sin skingre stemme og visne arm og skødes

løsheden over for egen hygiejne taler Ernesto sig ind på

pigerne, og Julie fra Skotland og Carine fra Frankrig og

Samantha fra England falder pladask for Ernesto. Noel har

James Deanvibe, han klæder sig helt i sort, sorte sko, jeans

og læderjakke, og han siger ikke meget, men når han gør,

hvisker han tørt, og vi lytter, og han har en hjemmerul

let joint hængende i mundvigen denne nat på vej gennem

Beiruts gader. Vi når frem til Rafiks lejlighed, og jeg tæn

ker, at han snart bliver fortrængt af alle de Ballantine’s

kartoner, han har tømt og stablet op, og vi tager plads i

sofaerne omkring stuebordet, og det er lavet af en palle på

hjul, og jeg ser på døren til værelset ved siden af, hvor jeg

ved, hans malerier står stablet op, og der er kun adgang,

når hans selvværd tillader det, og absolut adgang forbudt,

29

når det ikke gør, og vi ligger dér, helt rundt på gulvet af

sprut og pot, og Rafik disker op med mere Almazaøl og

Ballantine’s og joints, mens vi lytter til Pink Floyd og Cat

Stevens og Beatles og fortæller historier, og tvillingerne

Mads og Andreas og mig på den ene side og Noel og Rafik

med Ernesto snorksovende mellem sig på den anden, og

da historierne begynder at kede os, får Rafik en idé: „Lad

os lege med Ernestos røv“ siger han, og Noel hvisker „yalla,

kom nu!“, og den næste times tid forsøger de at få os til

at være med til at skubbe en finger op i Ernesto, mens

Ernesto halvt i søvne, halvt vågen råber „la, la!“ – „nej, nej!“

– på arabisk, og Ernesto tigger og beder og skriger om nåde,

indtil lydcollagen i en Beatlessang pludselig river os ud af

vores latterkramper, da tvillingen Andreas får tilbagefald

til Afghanistantiden og fronten i Helmand og rejser sig

og brøler „mønsterværnskomplet!“ og smider sig på gul

vet, og drengene lader Ernesto være, og alle ser på Andreas,

og ingen ved, hvad han mener, og Andreas finder ud af sin

fejl og siger „nej, jeg mente ’pansret mandskabsvogn’ – jeg

troede lige …“. Et par år senere må jeg ringe til Noels tyske

kæreste i Berlin og fortælle hende, at Noel er død, og at jeg

ikke ved, hvad der slog ham ihjel, men at jeg har en mis

tanke om, at det var en overdosis.

Jeg står alt for tidligt op, eller, jeg står alt for tidligt op,

hvis jeg havde et søvnmønster, der kunne definere „tid

ligt“, men det har jeg ikke, og de seneste to måneder har

jeg slet ikke sovet, jeg har ligget og trukket mig selv rundt

30

i manegen, og poserne under mine øjne er tunge, og tein

ten er grå, og psyken er hysterisk, men vi er så langt ude

nu, jeg og mig, at vi ikke længere lader os gå på af det,

og vi taler til hinanden, og jeg siger „for fanden, vi sover

ikke, og sådan er det bare, kan vi ikke prøve at acceptere

det?“, men det virker ikke på mig, og jeg mediterer, og

jeg trækker vejret dybt ned i mellemgulvet, som man skal,

men det gør mig svimmel, og jeg har været hos lægen et

par gange for at tale om min stress og mine bekymringer,

og jeg har fået nogle piller, men piller er ikke noget for

mig, og huden klør, og knoglerne skraber mod hinanden,

og tankerne kører i ring i det uendelige, og jeg står på

Rogacki i det, der tidligere hed Vestberlin, Rogacki har

altid ligget, hvor det ligger, og her serverer man tysk mad

uden hensyn til tiden, der går, og ved kødstanden er det

griseknæ og grisetryner og griseører, og ved fiskestanden

er det spætte og sild og skrubbe, og jeg står ved fiskene

og har bestilt laks med det hele og et glas hvidvin og fal

der ind, men freden er forbi, da en flok drenge kommer

ind: De har sort hår og brune øjne, og de er klædt i løse

bukser og kropsnære trøjer, og jeg kan ikke høre, hvilket

sprog de taler med hinanden, men da de bestiller rejer

og muslinger, gør de det på tysk med streetaccent, og de

drenge kommer ikke på Rogacki normalt, kan jeg se, og

de ansatte bag standen, de store, tyske damer med ble

get hår og turkis øjenmakeup, kan ikke lide dem, og de

andre fiskespisere kan ikke lide dem, så jeg kan heller ikke

lide dem, og alle skuler til hinanden og hvisker ord, man

31

ikke kan høre, og damerne sender undskyldende skulder

løft til alle os andre, og jeg smiler forstående og lader mit

kropssprog sige „ja, det var da irriterende, at freden skulle

forstyrres på den måde“, og jeg vender drengene ryggen,

og de spiser op og går ud, og jeg venter en tid og betaler

og forlader Rogacki i den modsatte retning og kan ikke

smage den laks, jeg lige har spist.

Jeg tager toget til Kastrup meget tidligt om morgenen og

går ad lange gange til den fjerneste terminal, og på gul

vet er trykt med store tal og bogstaver „15 minutter“, „10

minutter“, „5 minutter“, „2 minutter“, „1 minut“, og jeg er

den sidste passager, ham, de alle sammen har ventet på,

og jeg sætter mig og spænder bæltet og læser manualer

om flystyrt, og vi gennemgår bracepositioner og vest og

maskeplacering, og jeg hører dem føre os gennem det på

tysk og engelsk og dansk, og jeg ser dem stå og pege og

markere og demonstrere, og da vi lander i Berlin, snupper

jeg den sølvgrå Samsonite og ruller ind i toget, der holder

på perronen, og fløjten lyder i det samme, og toget kører

mig til døren, og døren går op, og jeg åbner for strømmen

og vandet og varmen, og jeg lægger mig i 14 timer, og jeg

vågner i en drivvåd Tshirt og aner ikke, hvad der er op

og ned, eller hvad der er mig, og jeg sluger to panodiler og

et glas rødvin, og jeg går ud på gaden og misser mod den

hårde efterårssol og gyser ad den knivskarpe kulde, og jeg

går ned ad gaden og stopper op foran Kafféladen og går

ind og bestiller kaffe og croissant og slår skærmen op og

32

ser på siden, og dér er det. Mit punktum. Jeg har sunget

klagesange længe nok. Jeg vil være den, jeg er. Nu vil jeg

smide det hele over bord og være mig.

Da jeg var dreng, sad jeg i hjemmet i Bagsværd og så tv

med far, når han kom hjem fra arbejde og jeg fra skole,

og kokostæppet strakte sig knudret og bølgende og ueg

net til myresoldater fra væg til væg, og på det var stablet

afsyrede skabe og kommoder og borde og stole, og beton

murene var dækket af stigereoler i lyst træ med bøger og

tingeltangel og kunstplakater i rammer af guld, og det

hele var omfavnet af den enorme, mintgrønne hjørne

sofa, som var bleget af solen og stor og god at slænge sig i,

puderne skulle ruskes og rystes på plads, for at man igen

kunne kalde den en sofa, og tv’et var kilet ind i stigereolen,

og man måtte rejse sig, når man ville skifte mellem DR

og Sverige 1 og Sverige 2, og The Cosby Show var ugens

højdepunkt, for der kunne vi på dansk tv for første gang

se en farvet familie, der var normal, som bestod af velud

dannede og velfungerende mennesker, der gennemlevede

ting og sager af den slags, som veluddannede og velfunge

rende mennesker gennemlever, og de var ikke fremmed

arbejdere, eller indvandrere, eller gæstearbejdere med

sære problemer, der kun kunne være betinget af deres

kulturelle oprindelse, og de var ikke samfundsnassere, og

de var ikke en trussel mod nogen eller noget, og når jeg

sad i sofaen og så på min far, syntes jeg, at han lignede

Bill Cosby, og skammen over hans sorte hår og mørke

33

hud var lidt mindre påtrængende, end den ellers var. Til

forældremøderne skammede jeg mig over hans accent, og

når vi gik sammen på gaden, far og jeg, sakkede jeg bagud,

fordi han var anderledes at se på, og når han en sjælden

gang imellem lavede pakistansk mad, gemte jeg alt mit

tøj væk i skabe og skuffer for at undgå, at det skulle lugte

af karry og hvidløg, og når jeg bestilte tid hos frisøren,

kaldte jeg mig Christian og Bjarne og Jesper, og jeg lærte

mig selv en remse, som jeg kunne sige i umiddelbar for

længelse af „hej, jeg hedder Hassan“, og som lød: „Ja, det

er et arabisk navn, men far er mere dansk end danskerne,

og han er ikke muslim, han elsker øl og pølser, og jeg

har aldrig været i Pakistan, som er et tilbagestående og

kvinde undertrykkende samfund, og jeg taler ikke et ord

urdu, og mor er lyshåret og har blå øjne, og jeg er født og

opvokset i Danmark, og det er det eneste land, jeg kender,

og jeg er dansk, helt dansk, 100 procent“.

Jeg ser Kat på et varmt bliktag på et teater på Broadway i

New York, og jeg har det bedste udsyn til Phylicia Rashad,

som engang var fru Cosby, og som nu spiller rollen som

Big Mama, og jeg tænker tilbage på oplevelsen med far

foran tv’et. Vi venter længe i gangen, inden vi får at vide,

at ms. Cosby er klar til at modtage mig, og så går vi ned

ad smalle trapper for at møde hende i omklædningen, og

mit følge har arrangeret det hele på forhånd, og vi banker

stille på hendes dør og lukkes ærbødigt ind af en høj, kul

sort assistent, og dér sidder hun, fru Cosby, i en lys sofa,

34

der står i midten af hendes store og lavloftede garderobe,

og gulvtæpper ligger spredt ud over det meste af rum

met, og op ad væggene er spejle omkranset af teater pærer,

og fru Cosby er ældre, end jeg havde ventet, og kortere

og bredere, og hun rejser sig og går os i møde, og hun er

klædt i joggingtøj, og hun er afsminket, og hun har håret

trukket tilbage under et farvet pandebånd, og det drilske

smil, jeg kender så godt, trækker mig hen til hende, og jeg

giver hende hånden, og jeg hanker op i mig selv, og jeg

siger til hende, at der er noget, jeg må fortælle, og hun

inviterer mig til at sidde ved siden af sig i sofaen, og da

jeg ti minutter senere løfter hovedet og har bevæget mig

rundt i min barndom og famlet mig gennem historien om

Cosbyshowets indflydelse på mit forhold til far, ser jeg

direkte ind i hendes øjne, og hun lægger sin hånd på min,

og jeg må gispe efter vejret og sluge et hulk, og hun spør

ger „hvad søger du her i New York?“ i en pludselig og hård

tone, og jeg fortæller hende om det store arbejdslegat til at

udforske inklusionen af den amerikanske mangfoldighed

i kulturlivet, jeg har fået, og hun siger „hør her“ og presser

sin tone, så den bliver mere direkte, „du kan sagtens slå

dig ned her. Selvfølgelig kan du det. Det er vi mange, der

har gjort. Og held og lykke, hvis du gør det. Men jeg siger

det her én gang, og kun én gang: Din udfordring ligger

dér, hvor du kommer fra. Så tag nu hjem til Danmark og

tag handsken op! Du har pligt til at deltage i udviklingen

af dit sted og ikke bare løbe væk, når det bliver lidt hårdt.

Livet er hårdt“. To uger senere har mit ophold i New York

35

nået sin afslutning, og jeg rejser tilbage over Atlanten, og

i lufthavnen står far og ser en smule ældre ud, og han har

ikke set mig, og jeg vinker, og han løfter hånden til en hil

sen og går over mod mig, og jeg lægger armene om ham.

„Velkommen hjem, Hassan“ siger han.

Se, det var en pæn, lille historie. Men den er ikke sand. I

virkeligheden kan jeg ikke huske, om vi så The Cosby Show

eller ej, men jeg kan huske, at vi så Dallas og Dollars hver

søndag, og jeg blev sendt til bageren og købte lagkage, og

vi spiste den i den mintgrønne sofa, og den smagte mere

af sukker end af kage. Og jeg kan huske, at jeg nogle gange

skammede mig over far, andre gange var jeg stolt over ham,

og ms. Cosby sagde ikke til mig, at jeg skulle rejse tilbage

til Danmark, hun sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig

så meget, for det hele ville løse sig, og så smilede hun til

kameraet, og der blev knipset, og da jeg kom tilbage fra

New York, var det ikke far, men min May, der hentede mig i

lufthavnen, og hun kaldte mig ikke Hassan, men skat.

Jeg flyver altid med SAS, fordi jeg er bange for at ende

som et komma i avisen. Den dag det fly, jeg sidder i, bliver

kapret, og jeg bliver kidnappet og halshugget, vil jeg være

forsidestof; den dag skal TV2 News rydde sendefladen og

fortælle, at en af vores nations fremmeste har mistet livet,

og jeg er overbevist om, at hvis et SASfly hijackes af mænd

i partisantørklæder, vil min nation aktivere det bedste af

sig selv for at sikre passagerne, om ikke andet, så i deres

36

eftermæle, og jeg er overbevist om, at hvis man finder en

passagerliste på et fly fra Pakistan International Airlines

med en Hassan på sæde 27A, selv hvis det er en Preisler, så

vil man godt nok medgive at, ja, denne Hassan har dansk

pas, men jeg frygter, at man vil spørge: „Er det rimeligt

at sætte det store redningsapparat i gang for at sikre, at

denne danskpakistaner kan vende tilbage til Danmark?“,

og jeg kan høre debatten rulle i medierne, mens jeg flyder

rundt på en orange flåde i Atlanten og sidder som fange

i en brun lerhytte i Sahara. Men når jeg sidder i de blågrå

sæder hos SAS, er jeg dansker, der faldt i krig ude i den

store verden, og hvis andre Hassan’er med kolde øjne og

skarpe barberblade har tænkt sig at skære stewardesserne

til blods og bryde ind i cockpittet og slå piloterne til pluk

fisk og bruge vores maskine som missil og flyve os ind i

en skyskraber af beton og stål med et skingrende „allahu

akbar“, så er jeg dansk, og på sædet ved siden af mig i

flyet sidder pressemanden med det pjuskede hår, og foran

mig sidder sminkeguruen med læderhuden, og de hilser,

og den ene kan ikke huske, hvor han kender mig fra, og

den anden fortæller, at hans kone synes, han arbejder for

meget, og de er taget til Berlin, hvor der er European Film

Awards. Men jeg skal til seminar om, hvorfor tingene er så

uretfærdige, som de er: i teaterbranchen, i filmbranchen,

i samfundet, i livet, og vi, kvinderne, de handicappede, de

ældre, de farvede, muslimerne, de homoseksuelle, mødes

endnu en gang med nationale og internationale midler i

lommen, og vi skal holde i hånd, og vi skal klappe hin

37

anden på ryggen. Og vi sidder om bordet på en koreansk

restaurant i det centrale Berlin, og gulvet under det meget

lave bord er hævet og bliver til et bredt vinduesdisplay, og

vi sidder til skue for de forbipasserende under menuen

i lyskassen, bordet er ikke højere, end at vi føler, vi sid

der på gulvet, og at vi medvirker i noget på et etnisk plan,

og fem kvinder og jeg udgør resterne af uretfærdigheds

seminaret om ulighed og sexisme i det nordiske kulturliv,

og vi taler om, hvor slemt det står til, og hvor ulige vores

vilkår er i forhold til ham, vi ikke nævner, teaterlederen,

filmlederen, tvlederen, og vi er enige om, at hans person

er forstokket, og hans kunst er gammeldags, og hans facon

er diktatorisk, og hans institution er støvet, og jeg sidder

og siger mine replikker, og jeg nikker anerkendende til de

andres, men jeg finder det stadig sværere at bruge de ord,

som jeg flittigt har brugt gennem tiden, og jeg har lyst til

at sige til os, at vi skal tie stille, men jeg gør det ikke, og

jeg har ondt af os, men jeg siger det ikke, og vi er afkræf

tede og fast låste, og jeg skræmmes af tanken om, at det i

virkeligheden er os, der er forstokkede og gammeldags og

diktatoriske og støvede, og jeg bunder min rødvin.

David er sjov at se på: søvnige øjne og smalle skuldre og

høj pande. David er noget helt særligt. Han kan ikke væl

tes, og han kan ikke besejres, heller ikke af begejstring, og

det er nok, fordi han har oplevet så meget, som han har,

og David mener at gud, demokrati og kærlighed er illu

sioner, og under borgerkrigen slås Davids familie blod

38

tørstigt mod muslimerne i alliance med israelerne, og i

Davids landsby står en enorm statue af jomfru Maria og

skuer mod det muslimske vest, og i den landsby må to af

hans brødre lade livet i krigen mod shiaerne eller sun

nierne eller druserne eller palæstinenserne, og David har

en lejlighed i centrum af Beirut, og man skal kile sig ind

mellem to bygninger og mase sig op ad en smal trappe,

når man besøger David. David bor alene og forladt med

beskidt vasketøj strøet ud over gulvet og møblerne, og

vandhaner, der drypper, og et fjernsyn, der kører dag og

nat, og man kan altid komme forbi hos David, og der er

altid øl i køleskabet og pot i skuffen, og David er beskyttet

og kan tillade sig at gøre, som han vil, uden at få besøg af

det snagende sikkerhedspoliti, som alle frygter, og til en

klassisk koncert i den katolske domkirke ser jeg en dag

præsident Gemmayel forlade sine bodyguards og komme

hen til David for at give ham tre kindkys, der er libaneser

nes udtryk for respekt. Jeg har kendt David, siden jeg kom

til Libanon allerførste gang, og dengang var borgerkrigen

kun lige slut, og syriske styrker stod på hvert gadehjørne

i deres dårlige uniformer og våben fra sovjettiden og for

nærmede os, når vi kørte forbi i mærketøj og BMW, og

sådan gik dagene: ud og ind af biler, frem med papirer, op

med armene, spred benene.

Det er godt at være Hassan på fredage på Props og Harbo

bar i Blågårdsgade, hvor blonde piger, der studerer noget

med „international“ og „kulturforståelse“ og „nær og fjern

39

orientalsk“, siger „hej, Hassan“, og det er godt at være

Hassan i dag, hvor jeg får et opkald fra en blond direktør

for en nordisk fond, og hun siger „hej, Hassan“, og direktø

ren siger, at fonden ønsker flere ansøgninger fra „nynordi

ske“ ansøgere, og jeg gentager „nynordisk“, og jeg tænker

„det ord har jeg ikke hørt før“, og stavekontrollen accepterer

det heller ikke, og mens jeg lærer stavekontrollen, at den

må være lidt mere fleksibel og ikke stå så stejlt på sit, siger

direktøren, at ansøgningen gerne må gå på projekter, der

kan tiltrække et nynordisk publikum til den gammelnor

diske teaterscene. Jeg sidder og tænker, at der er mange

måder at anskue sådan nogle projekter på, og jeg tænker, at

jeg kunne opfatte dem som kulturopdragende og formyn

deriske, og jeg tænker, at jeg kunne opfatte dem som spild

af tid og penge, og jeg tænker, at jeg kunne opfatte dem

som bagstræberiske og gammeldags, men jeg vælger, at jeg

vil opfatte dem som inkluderende, fremadskuende og alle

pengene værd – ikke mindst fordi det er store summer, det

drejer sig om – og jeg sender en ansøgning i fondens ret

ning og trækker i jakken og finder minen frem og rejser til

Oslo og Stockholm og mødes med cheferne fra det sven

ske Riksteatern og det norske Riksteatern til samtaler om,

hvordan vi får de nynordiske til at se gammelnordisk tea

ter, og jeg flyver med SAS, og jeg bor på hotel, og jeg spiser

middage med dildtema og drikker drinks med parasol.

Jeg har ladet mig klippe korthåret, selv om jeg sagde, at

det aldrig ville ske, for „jeg er min egen, og jeg tilpasser

40

mig ikke, og hvis I ikke kan lide mit lange hår, så er det

bare surt for jer“, men jeg sagde det kun til mig selv, og

da de sagde det højt, at „vi synes, du skal klippe dit hår“,

sagde jeg okay og lod det klippe, og nu sidder jeg her med

mit korte hår ved siden af Pinky, og vi kører gennem den

pakistanske nat, og han spiller Bee Gees på maks. volu

men, og han synger med i falset, og han smiler over til

mig for at se, om jeg er imponeret, og det er jeg, viser jeg

ham med brynene, og da han lader mig sidde alene tilbage

med Robin og Barry og slæber sin 100 år gamle mor ud af

bilen, skruer jeg ned og får en pause, indtil Pinky kommer

springende tilbage og svinger bilen om hjørnet og drejer

volumenknappen tilbage på maks., og de skriger Children

of the World, og han skriger med, mens jeg prøver at stille

spørgsmål, „hvor skal vi hen?“ og „er der langt endnu?“, og

han svarer „yes, yes!“ og smiler, og jeg giver op og læner

mig tilbage, og vi ræser videre ud i natten, vi ligger lavt

på vejen i hans sportsvogn, der er rød og ny og skinner i

lyset fra gadens gule lamper, og jeg ser på Pinky i Tivolis

spejlkabinet, han er bred og smiler altid, og smilet trækker

næsen flad, og Pinky gør smilet til en skinger latter, når

noget skal løftes ud af en skidt stemning, som den dag,

hvor vi besøger Pinkys ven, „han er lærd og meget klog“

siger Pinky, og jeg vil trykke den lærdes hånd, men han

tager ikke min, han siger, at jeg lever som et dyr, fordi jeg

spiser svin, drikker vin og går i seng med en pige, som

jeg ikke er gift med, og Pinkys mågeskrig hviner os ud af

hans butik, da jeg svarer tilbage, at gud ikke findes, og at

41

det godt kan være, at jeg er et dyr, men at jeg i det mind

ste ikke er en idiot, og den lærde spørger retorisk, hvad

jeg mener med det, og jeg svarer, at jeg tror, at han ved,

hvad jeg mener, og han bander mig sønder og sammen

på urdu eller panjabi og med fagter. Pinkys søster er gift

med fars lillebror, onkel Baboo, og onkel Baboo er skal

det og kuglerund og rundrygget og bliver meget vred, når

han bliver vred, og onkel Baboo griber rattet og brøler sig

gestikulerende vej gennem trafikken, og chaufføren lukker

øjnene og beder en bøn, og onkel Baboo griner højt og

hæst og slår sig på lårene, når han er glad, og alle ved, at

onkel Baboo er forbryder og på flugt fra folk, han skylder

penge, og på flugt fra loven, og onkel Baboo har et knojern

i inderlommen og en revolver i blankt stål og mørkt træ i

handskerummet, og onkel Baboo har tre identiteter og tre

familier og tre huse og tre koner og børn med de tre koner,

og far sender penge via money transfer til onkel Baboo, når

onkel Baboo skal ud af en knibe eller en celle. Man kan

ikke lave en aftale med onkel Baboo og regne med, at den

bliver overholdt, og jeg har stået på talrige gadehjørner i

Lahore og ventet på onkel Baboo og er vendt om og gået

hjem igen, fordi onkel Baboo ikke dukkede op.

Vi sidder i bløde stole med gyldne armlæn og tjenestefolk

i hvide uniformer vimsende omkring os, og på Hilton og

Intercontinental drikker vi te og spiser clubsandwich uden

bacon, og vi hilser på opblæste forretningsmænd med

enorme mobiltelefoner, og vi taler engelsk, for sådan er det

42

blandt mine venner, de taler engelsk med engelsk accent,

og jeg er deres grund til at gøre det, og derfor elsker de mit

selskab, og vi drikker ud og spiser op, og i ugevis har Pinky

lovet mig whisky, men det bliver ved med at trække ud, og

jeg trænger som aldrig før, og i aften skal hans løfte indfries,

og vi begiver os ud i natten til Bee Gees og kører omveje og

stopper og spiser dahl og ris på bagsmækken for at lægge en

bund, og vi når frem til et ubeboet hus i et fint villakvarter,

og Pinky stiger ud, og jeg stiger ud, og der er mænd foran

indkørslen, og de giver os hånd uden ord, og den giganti

ske villa er omkranset af sort støbejern, og en af mændene

låser op, og vi går ind i det tomme hus, betonvægge og

stengulve sender lydene af vores sko tilbage i hovedet på os

og får os til at gå på tæer, og vagtmanden sendes ud med

lidt rupee i hånden, og en af mændene spænder tykke tæp

per for vinduerne, og en anden af mændene samler husets

madrasser i stuen, og da det hele er klar, tænder vi lyset og

misser med øjnene, da vi er badet i neon, og flaskerne står

brutalt i midten af madrascirklen, og der er isterninger i

en spand og 7UP og cola til at blande i, og vi river det i os,

mest bare sprut, og den ene bliver fuldere end den anden,

og da der ikke er mere i flaskerne, slukker og lukker vi vil

laen og knuser flasker og brænder etiketter, og det er som

altid Sulfikar med de lange krøller, der kører mig hjem, og

Sulfikar er anderledes end de andre, Sulfikar kommer altid

til tiden, og han har ikke nogen bil og kører mig hjem på

sin lille motorcykel, og jeg tænker, at Sulfikar i en anden

verden ville være min ven for livet, men jeg er ikke sikker,

43

for jeg ved ikke, om han ville kunne fungere i den anden

verden, og én ting, jeg har bemærket, er, at det ofte er lidt

med venner fra fjerne egne som med sarier: De føles godt,

så længe solen skinner, og sandet er varmt mellem tæerne,

men de skriger „feriefejlkøb!“, når man bevæger sig rundt i

regnvåde København med dem svøbt om livet. Og der var

blonde Ketti, der kom nyforelsket hjem fra Cuba med sin

sorte bokser og havde drukket rom og danset salsa og dyr

ket sex, og Ketti endte med at få et blåt øje og give en udvis

ning i retur, da hverdagen skulle flyttes fra den cubanske

sol til den københavnske støvregn, og der var endnu mere

blonde Sidsel, som mødte sin mand i Vestbeirut, hvor hun

udførte frivilligt arbejde for en humanitær organisation i

flygtningelejren Shatila, og Sidsel endte med at sætte sin

mand på gaden, fordi han var for livsglad til hendes tung

sind, og der var mor, der kom hjem fra Istanbul og kunne

sige ting som „jeg vil gerne bede om en kop kaffe og et

glas vand, tak“ på tyrkisk og introducerede mig for lægen

Sedat, som var et år ældre end mig, og som jeg skulle sitte,

da mor begyndte at irritere sig over alle hans ü’er og hans

afhængighed og kærlighed.

Casterne med navne som LaCopydan og Brüel Von Klit

zing ringer og siger „hvor kommer du fra?“, og jeg svarer

„hjemmefra“, og de siger „nej, hvor er du vokset op?“, og

jeg siger „Bern, Berlin og Bagsværd“, og de siger „nej, hvor

er du født?“, og jeg siger „Charlottenlund Fødeklinik“, og

de siger „hvad er dine forældre?“, og jeg siger „biokemiker

44

og lærer“, „ateist og buddhist“, og de siger „hvor stammer

de fra?“, og jeg siger „min mor er fra Bagsværd, og min

far er fra Lahore“, og de siger „aha, du er Pakistaner“ og

„hvorfor sagde du ikke det med det samme?“ og „vil du

være buschauffør, køkkenhjælper, rengøringsmand eller

taxachauffør?“, og jeg siger „jeg vil være kulturradikal ari

stokrat med en sofistikeret personlighed“, og de siger „det

står ikke i rollelisten, men du kan spille Samir“, og damen

bag skranken siger „værsgo at gå ind“ og sætter et plastik

skilt på brystet af mig, og jeg skubber til en metalbarre

med låret, og den svinger op, og dér står jeg i nye støvler,

allersidste skrig, og jeg hentes af en kollega, der er assistent

for manden, og jeg spørger ham „hvornår kommer den

dag?“, og dagen er kommet, for jeg kan teksten udenad, og

han hører mig i den igen og igen, og når vi mødes midt i

døren, er det ligesom jeg får stød, og jeg glemmer alt om

tøj og bumser i et stykke tid, og jeg skulle have været glad,

men jeg bliver trist, for mit hår er helt forkert, og jeg går i

det forkerte tøj, og jeg vågner og tør ikke tage hans hånd,

så jeg skriver et rasende brev, og sådan skyder jeg en kile

ind mellem mig og statsradiosymfonien, og de vælger en

fyr, der hedder Sten, og jeg pakker sammen og tager flyet

til Mellemøsten og finder hadet frem fra det indre og ven

der det mod Danmark. „En fremmed er en ven, du endnu

ikke har mødt“ har jeg råbt, hver gang jeg har passeret en

sæbekasse, jeg kunne stille mig op på, men jeg har anvendt

al min kompetence, alle mine talenter, hele mit repertoire

på at overbevise Danmark om, at jeg er en skidt fjende

45

at have, at jeg er en stærk spiller at have med på holdet,

for jeg gennemskuer og afdækker Danmark og dansker

nes globale inkompetence og danskernes kulturelle udue

lighed og danskernes livsfrygt, og jeg ser nationen, og „den

har ikke noget tøj på“ skriger jeg og glædes over, at jeg

har researchet vidt og bredt og rejst til verdens mang

foldighedsmonopoler og fundet ligesindede, der kunne

bekræfte mig i, at jeg har ret; i, at jeg er til.

Jeg er den Hassan, jeg skaber. Jeg er Hassan Preisler, skue

spilleren, debattøren, den urbaniserede, globaliserede

Hassan, jeg er den sofistikerede, demokratiserede, avan

ceret orienterede, superfremmelige Hassan, og jeg kan

ikke tillade mig at gå i H&M, jeg kan ikke lade skjorten

være knappet ned eller sætte hatten på sned. Ét fejltrin,

én eneste påklædningsbrøler, og jeg er færdig. For meget

polyester, og jeg er tyrker, for nystrøgede skjorter, og jeg

er araber, for brede jeans, og jeg er pakistaner, for smalle,

og jeg er græker. Det er en hårfin balance at skabe sin egen

Hassan. Men her er han, trådt direkte ud af bladene. Han

bor i New York City og Berlin og Beirut og London og

København. Overalt hører han hjemme, overalt falder

han ind og forsvinder i mængden af hyperglobaliserede

mennesker, og han taler engelsk, tysk og spansk, ikke uden

accent, men med den dér helt særlige, flade accent, der er

universel og ikke peger i nogen anden retning end mod

ham selv eller mod ingenting. Jeg er self-made Hassan, og

mit navn er legion, for vi er mange.

46

Micke er svenskernes Hassan, og Hassan er danskernes

Micke, og Micke er den sorte leder af dramaturgiatet på

Riksteatern, og vi giver hinanden farvede knus, et farvet

knus er et knus mellem to farvede, der siger „nå, du malker

også!“, og vi er klædt i sorte jeans og fløjlsjakke, hans er

rouge, min er olive, og jeg aner intet om hans baggrund, og

han kender ikke min, men han og jeg ved, at vi spiller fan

tastiske assimileringsoverturer hver især, og vi får stående

ovationer begge to, og vi er konferencerotter, han og jeg, og

vi tager taxa på fondens regning, og vi ser ud ad vinduet,

han på sin side og jeg på min, og vi ser grå klipper og snö,

og jeg tænker på öl, og på toppen af en lille bakke i det

farvede Grønland i det hvide Olso smider taxaen os af, og

vi træder ind i det, der engang var en kirke og nu er Black

Nordic Theater, og vi modtages af Cliff, og Cliff er lang og

senet og har dreads, og Cliff er the real deal, Cliff har ingen

fløjlsjakke, og hans hud er furet, hans kranie er tydeligt bag

huden, og da han har talt, lægger han armene om os, og

vi putter os ind til ham, og vi siger „fantastisk, Cliff“ og

„vidunderligt, Cliff“, og så falder talen på bomberne i Oslo

og Utøyamassakren, og Micke trækker i jegerkedaf

detpåjeresvegnekappen, mens jeg iklæder mig funda

mentalismeersådannogetforfærdeligtnogetkutten, og

vi siger, at det er højredrejningen, der har gjort det, og vi

håber, at Cliff vil sige „I er kloge, I to“, men det gør han

ikke, han siger „nej, jeg tror, grunden til, at I i Danmark

ikke har et ekstremistisk og højreradikalt miljø af samme

omfang, som vi har det i Norge, og som I har det i Sverige

47

(til Micke), er, at I har Dansk Folkeparti, og de har fungeret

som ventil for frygten og det had, frygten bringer med sig

og den vold, hadet og frygten bringer med sig“, og Micke og

jeg dykker ned i suppen og fanger en reje hver og krænger

dens skjold af og sluger den.

Onkel Amjad skuler til mig, og jeg aner ikke, hvor han ved

det fra, at jeg har drukket whisky i villaen, for jeg lister mig

ind, når jeg kommer hjem, og jeg sover med åbent vindue,

og jeg vågner tidligt næste morgen og går ud, inden jeg

møder ham, men onkel Amjad ved det, og hans øjne er

helt smalle af mistænksomhed. Onkel Amjad mistænker

os alle sammen, han mistænker sin chauffør, sine tjeneste

piger, sine sønner, sine døtre, sine naboer, sine venner, sin

kone, og han låser skabe, skuffer, døre, biler og telefonen

på bordet i soveværelset og første gang jeg møder onkel

Amjad, er jeg på tur til Pakistan med far og fars Grethe og

fars flok af skoleledere og skolelærere i Jacosko og fløjls

bukser og lilla bleer, og onkel Amjad er mistænksom over

for far og fars Grethe og skolelærerne og skolelederne, kan

jeg huske, og jeg er ti år gammel, og vi har kok, gartner, tje

ner, chauffør og bodyguard og minibusser, og der er børn

uden ben, uden øjne, med bittesmå knolde, der hvor der

skulle være fingre, med vidtåbne ganer og kløvede læber,

der forsøger at trænge ind gennem minibussens døre og

vinduer, og vores vagter smider dem ud, og jeg får syet mit

første skræddersyede jakkesæt, og jeg har det på til onkel

Baboos bryllup med en smuk kvinde, der bliver mor til

48

kusine Sadia. Enorme gryder og pander med lam og kyl

ling og okse og hvide ris og kulørte ris og ris med krydderier

og naanbrød fra tan dooriovn og enorme fade med kager

og risbudding og sød grød er stillet op på lange borde, og

vi fester i gigantiske telte dekoreret med lange kæder med

elektriske lys i mange farver og tunge tæpper på trægulve,

og en enorm trone glimter i guld og sølv, og der er mænd

i røde jakker med fakler, og onkel Baboo og den smukke

kvinde ser hinanden gennem et spejl, nogen holder op

mellem dem, og den smukke kvinde bryder sammen, da

hun ser ham i spejlet, og onkel Baboo smiler tilbage, og

jeg står dér, helt tæt på, i mit skræddersyede jakkesæt og

har fået en fedtplet på ærmet, som aldrig kommer af igen,

fordi jeg mister koncentrationen, da jeg forsøger at forstå,

hvad der foregår, og spilder et dryp curry, og senere forærer

den smukke kvinde mig en lille kugle af guldfarvet stof,

stærkt parfumeret, og beder mig love, at jeg vil ringe til

dem, når jeg kommer tilbage til Danmark, men at jeg skal

tale med hende og ikke med onkel Baboo, og jeg smelter,

og kuglen ender i trækassen, jeg laver på fritidshjemmet i

Bagsværd, og i trækassen er også en indtørret søhest, jeg

har fundet på Korfu, og oldemor Elises buskort og en sølv

mønt fra 1863 og en pakke bindicigaretter, som jeg ryger

i smug uden at inhalere, og bandet spiller på sækkepibe og

er klædt i kilt og skrårem, og onkel Baboo og den smukke

kvinde kører væk i en fin bil, og jeg står og ser efter dem

med fedtplet på ærmet, og et par dage senere, lige inden

vi skal hjem, besøger de os på terrassen, og jeg flyver med

49

kampdrage, og det går godt, lige indtil verden drejer rundt,

og jeg går bagover og styrter ned fra balkonen, ned i den

tomme pool og rammer bunden med et højt knas fra ryg

søjlen, og alting bliver blåt.

Beskeden på Facebook fanger mig med det samme, for jeg

kan se, at den kommer fra Tel Aviv, og det gibber i mig, for

der er løfter om oplevelser i beskeden, når den kommer fra

Mellemøsten. Denne gang er den fra journalisten Hanne.

Hun er ved at skrive en interviewbog om danskheden og

vil høre, om jeg vil lade mig interviewe, og jeg lukker hende

ind, mens jeg taler i telefon, og må henvise hende med fag

ter til at vente på mig, og hun slår sig ned i sofaen, og jeg

afslutter samtalen, og vi begynder med et knus, selv om

vi begge kun svagt kan huske, at vi har drukket Almazaøl

på Torino Express i Beirut for mange år siden, og det er

rasende Johannes, der ejer Torino Express med plads til

25 svedende gæster, når han pakker den tæt, og Torino

Express er bygget i oldgammel sandsten og muret op som

en krypt, og væggene er blanklakerede, og panelerne og

baren er i mørkt ædeltræ, og ved vinduet under rød neon

står Johannes og vender plader i raseri over bomber i biler

og kunder, der flygter, og koner, der skrider, når unge

damer knaldes i senge på dyre hoteller. Johannes gør mine

til en hilsen, når han ser et Beirutfjæs, han kender, og hans

grå hår hvirvler i alle retninger, og hans raseri sprøjter ud

til højre og venstre med plader af vinyl og whisky og blå

Gauloises, og bag baren på Torino Express er andre mænd

50

med gråt hår og raseri, og Mike er den værste: Når han er på

arbejde, må jeg finde alt mit mod og sige „one coffee, please“,

for han svarer „you wannabe Arab asshole!“ eller „shut up,

you Danish pussy!“ eller „fuck off, you orientalist!“, for Mike

er rasende over, at han ikke er ene vesthane i østhønse

gården Beirut, og jeg ville sådan foretrække at drikke min

eftermiddagskaffe et andet sted, for hans ydmygelser får

mig til at rødme og svede, men alle, jeg kender, er på Torino

Express, og ensomheden rammer hårdt, når den rammer i

Beirut. Journalisten Hanne tænder optageren, og vi sætter

os om kaffen og småkagerne. Hun er klædt elegant i dyr

uld, og der er ikke en meter metervarer på hende, det er

kulturradikalt, det hele, også brillerne og håret, og med ét

ved jeg, at jeg kender hendes spørgsmål på forhånd, og jeg

ved, at jeg har besvaret dem før: Hvorfor er danskerne så

lukkede? Hvad er det, danskerne er så bange for? Hvorfor

hader danskerne muslimer? Reserverede, frygtsomme og

hadefulde danskere er fundamentet, som jeg skal tale oven

på, og det gør jeg gerne, men jeg kan ikke gøre det, uden at

tankerne svæver i alle andre retninger, mens jeg taler, og de

mange gentagelser, jeg leverer, keder mig, og „ja, det er så

typisk dansk“ siger Hanne, når jeg hakker min krumsabel

ind i dansk humor og køkultur og omgangstone og køns

roller og mediedækning.

Jeg tager med Yaldas far, Fayek, op i Libanons bjerge, og vi

taler grimt om muslimer, og han lader mig mærke, hvor

omfavnet man kan føle sig i en arabisk familie. Han er en

51

lille mand, Yaldas far, Fayek, men det er mig, der føler mig

lille, når jeg står ved siden af ham, han har en bred, flad

nakke og kort, sort hår med grå stænk, hængende kinder

og tunge poser under øjnene, og vi tager hans enorme

Ford Expedition op til toppen af hans land i det smukke

Tannourine i det kristne Libanon, og chaufføren lukker os

ud og stiller sig tyve meter fra os, årvågen og med jagtgevær

over armen, og vi glor ud over massive jorder, tulipandriv

huse, æbletræer, arakbryggerier, kirker, skoler, landsbyer

og en gigantisk halvfjerdservilla med 400 kvadratmeter ter

rasse og indbygget bar med Chivas Regalflasker en masse

og master bedroom med tre trin op til en cirkulær seng,

og „alt dette kan blive dit“, siger Yaldas far, Fayek, til mig

og lægger en hånd på min skulder, og jeg er ved at besvime

af skræk. Yalda har fortalt mig, hvad der vil ske, hvis jeg

kom i hænderne på en libanesisk familie, men jeg ville ikke

lytte, og Yalda sagde „o.k., men så er du selv ude om det“,

og den libanesiske familie rammer mig med al sin kraft, og

min hud svider af helvedesild, og jeg har analfissurer af

stress, og jeg tager tyve kilo på i fed mad, og jeg har non

stop hovedpine af kæbespændinger og søvnløse nætter,

og turene i den hæsblæsende trafik til universitetet, hvor

jeg underviser, og smerterne i min røv er ulidelige, og jeg

ankommer storsvedende, og vagten vil se mit studiekort,

og hver dag siger jeg „jeg er ikke studerende, jeg er under

viser“, og hver dag ringer han til sin overordnede, og hver

dag lader han mig vente ved bommen i den bagende sol, og

hver dag siger han „welcome, Sir, sorry for the mistake”.

52

Jeg taler, jeg snakker ikke, og jeg siger ikke „Rebecca og mig

er søskende“, men „Rebecca og jeg“, og jeg ved, at det hed

der „han tog sin hat og gik sin vej“, ikke „hans hat“, og det

er af fuldstændig afgørende betydning for mig, at jeg taler

korrekt, hvis jeg træder ind i en sal eller et mødelokale eller

en café, og skulle det ske, at der i nærheden af mig sidder

en anden, der taler bedre, end jeg gør, så lukker jeg mun

den med syv segl og holder den lukket, og jeg iklæder mig

al min vestlige intelligens og kropsholdning og forholder

mig moderat kritisk og interesseret og opmærksom, og jeg

krydser benene og lægger armene over kors og sætter hån

den under hagen, og jeg skriver mails og sms’er og breve og

indlæg, og jeg læser og genlæser og retter og sletter og slår

op og korrigerer i det uendelige, og jeg ved præcis, hvor den

sætning, jeg påbegynder, vil ende, og „for det første“ må

og skal følges op af „for det andet“, og „som sagt“ kan ikke

møde op, hvis ikke det er blevet inviteret, og sten passer til

glashus, og skindet hører til bjørnen, og de ti fugle sidder

på taget, og hvis det sker, at det kortslutter, og hanen kom

mer til at lægge ægget, og lyset stiller sig under skæppen,

og græsset er grønnere i den anden ende, så må jeg hjem

og lægge hovedet i gasovnen og binde rebet om krogen og

lade motoren køre i garagen og tømme pilleglasset og gå

ned til broen over banen.

Det begynder foran spejlet, det hele. Når man skal møde

sin skaber, skal man være nybarberet, det ved jeg, for det

har jeg set på billeder i sorthvid fra overvågningskameraer

53

på gader og trapper og stationer i London, og bombemæn

dene fra Leeds var nybarberede, da de bar deres rygsække

med kunstgødning ned i undergrunden og ind i busserne,

og de ligner mig, de drenge, i deres jeans og sweatre og

magelige sko. „Ud fra hvilke krav valgte de sko den mor

gen?“ tænker jeg og ser ned på mine fødder. Men jeg skal

ikke møde min skaber, jeg skal møde mine medpassagerer i

metroen, og de er mænd og kvinder med tasker og iPhones

og klapvogne og aviser, og de ser op, når jeg træder ind

med min kuffert, og jeg spørger mig selv, om flest vil tro, de

ser en bombe i mit bælte, hvis jeg barberer mig, eller hvis

jeg lader skægget stå, og jeg ser mig i spejlet, og jeg bliver

gal, og jeg gør oprør mod mig selv, og jeg smider trimme

ren fra mig og begynder forfra. „Har du lyst til at lade dig

trimme eller ej?“ spørger jeg, men jeg kan ikke kende svaret

fra frygten, så jeg vælger den midterste indstilling, for den

er lidt af hvert: Den er pakistansk og dansk, den er muslim

og ateist, den er Hassan og Preisler.

For hver kilometer jeg fjerner mig fra København og nær

mer mig Havnsø, bliver jeg lidt mere indvandrer, og jeg løf

ter mig en smule i sædet og ser mig i spejlet, mens jeg kører,

og foran mine øjne bliver min hud mørkere, ikke sådan

sommersologsaltvandmørk, men gråligoggustengul

mørk, og håret er ikke længere kastanjebrunt, det er knas

tørt og lillasort, og jeg fortryder inderligt, at jeg ikke bar

berede mig, da bilen tager det sidste sving ind i Havnsø,

og jeg triller den op i rækkerne foran færgerampen, og jeg

54

kører beroligende, og jeg stiger ud med venlighed, og jeg

strækker benene, og jeg spejder efter færgen, og „nå, han

er nok lidt forsinket“ siger jeg til føreren af nabobilen for

at vise, at jeg har været her før, og jeg har styr på det hele,

og vi triller ind og tager trapperne op til salonen med den

lille café, hvor de sælger pølser og toast, og jeg kender det

bedste bord, men jeg lader det stå og tager det næstbedste,

for jeg ønsker ikke at lægge mig ud med nogen, der kunne

tænkes at tænke, at sådan nogle som mig altid tager det

bedste til sig selv, så vi sætter os ved det næstbedste bord,

og jeg henter pølser, masser af pølser, jeg bestiller dem

højlydt og bærer dem med attitude til vores bord ad flere

omgange, og det er de signalrøde, ikke de undseelige blege,

og min May smiler, for hun elsker kød og priser sig lykke

lig for, at hun i dag ikke stopfodres med økologi og højt

fiberindhold, og jeg har ladet kufferterne blive i bilen, og

pusletasken lynes helt op og tømmes for indhold ud på det

grå plastikbord, så alle kan se, at det ikke er en bombetaske,

og jeg siger „tager du ikke fødderne ned fra sædet?“ til min

May og „lille skat, lad være med at skrige“ til Sonia og „smil

til billetmanden“ til mig selv, og vi kører langs vandet til

huset, og jeg får allergi, for der er pollen på Sejerø, og jeg

snøfter, og næsen løber, og øjnene klør, og hovedet vær

ker, og jeg rammes af kuller, og allergi og kuller forstærker

hinanden og stopper mig ud med vat og stopper mig ind

i et lokale, der er stoppet ud med vat, og jeg længes mod

frie luftveje og motorveje mod byen, der er tryg, byen, hvor

jeg kan forsvinde, for på øen kigger alle på mig: billetman

55

den, havnefogeden, bondemanden, kioskdamen, fiskeren,

graveren, buschaufføren, og hvert skridt, jeg tager, bliver

fulgt af årvågne øjne, på øen står døre og cykler ulåst, for

hvor skulle tyven tage hen, når alle overvåger alle, og den

eneste exit fra øen, død eller levende, er med færgen, og i

Brugsen har damen skulet mistroisk til mig, så længe jeg

kan huske, og hun så sådan på mig i 80’erne, 90’erne, og

ind i det ny årtusinde skuler hun stadig til mig, og hun

gjorde det, da man sagde, at indvandrerne stjæler vores

arbejde og vores piger, og hun gjorde det, da man fandt

ud af, at indvandrerne er muslimer og terrorrister, og hun

skuler stadig på samme måde, nu hvor man har for travlt

med sig selv til rigtig at mene noget om dem, og hun ser op,

når jeg træder ind, og hendes bekymring for, hvad jeg har

tænkt mig at gøre ved hendes land og hendes ø og hendes

brugs og hendes liv, har kilet sig ind mellem os, eller måske

er det min forestilling om hendes bekymring for, hvad jeg

har tænkt mig at gøre ved hendes land og ø og brugs og

liv, der har kilet sig ind mellem os, jeg ved det ikke, men

hvert år begynder vi forfra, hun med sin mistro og jeg

med min, og hvert år når vi frem til en overenskomst efter

nogen tid, og hun nikker til mig, når jeg løber forbi hendes

hus i Nordby, hvor hun trimmer den trimmede have, og

min investering er masser af danskhed: Fyld kurven med

flæsk og øl, køb ind i træsko, gå tur ved fyret, vær stille i

kirken, kør hensynsfuldt, hils med mådehold, og hendes

investering er opgør med flodbølgen af stemmer fra tv’et,

hen over hæk og mælkekasser og benzinstander: „Denne

56

mand er farlig, han er religiøs fundamentalist, og på trods

af sin danske udstråling, så er hans mission at kolonisere

os, overtage os, smide os på porten, slå os ihjel med Sharia,

terrorisme, gadevold, narkohandel“, og Ikke uden min dat-

ter, og jeg kan se, da jeg løber forbi hækken, at smilet har

kostet hende dyrt, det er tydeligt, og jeg elsker hende for

det smil, også selvom jeg kan se på de hvide knoer, at hun

holder godt fast om lugejernet, og jeg forstår, at det projekt

at blive Sejerøbo eller Sejerøing eller Sejerling, eller hvad

det hedder, må synes håbløst for den, der måtte ønske at

blive det, hvis han ved et tilfælde skulle se mig løbe forbi

damen fra Brugsen og se os udkæmpe indre slag for at

smile til hinanden, og på terrassen i trykimprægneret

lærke træ sidder jeg tilstoppet af histamin og fortvivlelse og

venter på, at piller og positiv tænkning trænger igennem,

og jeg hører bilerne geare ned, når de passerer åbningen

i hybenbuskene og har frit udsyn til mig og mit assimile

ringsshow, og jeg nikker til dem iført Tuborg og bar mave,

og om natten sidder påfuglen på taget og skraldgriner.

Tilbage i København mærker jeg storbyens puls som min

egen, underligt nok ikke noget, jeg mærker, når jeg dykker

ned gennem skyerne og svinger ind over Skåne og venstre

om med Kastrup som mål, når jeg vender hjem fra Berlin

og Beirut og New York, og jeg smider bilen ud i yder

banen og drejer fra mod centrum, og jeg børster den sid

ste rest Sejerøpollen ud af skægget, og jeg bærer kufferter

og tasker og Sonia ind til min May, og jeg stikker af, for

57

byen er by night, og jeg smider mig op på cyklen, håndfar

vet petroleumsstel glimter metallic, og lilla skærme strå

ler dekadent, og Bobikebarnesæde med regnslag klaprer

mig frem til smarte barer med øl og små skarpe, og jeg

skryder og nyder. Men på barerne møder jeg nu og da en

anden Hassan, som har adgangskort til det her show, for

han laver også kunst og reklame og tv, og han forbander,

at jeg er her, og jeg forbander, at han er her, for vi min

der hinanden om, at vi begge er krøblinger, og som sådan

fremstår den hvide Kødby hvidere end kridhvide Sejerø,

og jeg mærker små, dødnervøse svedperler løbe ned ad

panden, og min tunge fugter knastørre mundvige, så jeg

hæver mig op over dem alle sammen og citerer englæn

derambassadøren James Mellon, der kaldte danskerne for

et stammefolk, og jeg kalder alle omkring mig Sejerøbo

og Sejerøing og Sejerling og siger, at jeg længes efter New

York, og jeg råber, at min May og jeg vil flytte til L.A., og

med den sidste rest rank ryg træder jeg ind i en taxa, og

cyklen spændes bagpå, og den har overvægt på grund af

barnesædet og hænger meget i venstre side, så jeg læner

mig mod højre, og chaufføren taler til mig, og jeg svarer,

men jeg vender ansigtet bort, for han må ikke lugte alko

holen i min ånde, for han hedder Hamid eller Hisham

eller Hussein, kan jeg se på hans hyrekort, og han ser på

mig, og han spørger venligt, hvad der er i vejen, og det får

dæmningen til at brase sammen i mig, og jeg giver los og

fortæller ham om alt dette frem og tilbage, der skubber

og hiver i mig, og han siger, at det kender han godt, for

58

sådan havde han det også, indtil han fandt ud af, at sva

rene på alt ligger i koranen, og jeg ser over på ham, og han

er spinkel, også i stemmen, han er lille og væver og har

langt skæg, og han fortæller mig, at han voksede op som

araber uden forhold til Arabien, og han havde vendt sig

mod mor og far og gud og hummus og tabbouleh, og en

dag, hvor han lå ned i sit ingenting, mødte han en pige fra

Pakistan, og hun samlede ham op, og de giftede sig, og de

slog sig ned i det pulserende Karachi, og han fandt eller

blev fundet af gud, og de fik fire børn, og han vendte til

bage til København med konen og børnene og skægget og

koranen, og nu er han midt i trediverne, og han er stålsat

og fri af tvivl. Han vil gerne give turen on the house, eller

på guds regning, men jeg betaler og koncentrerer mig, alt

hvad jeg kan, for at stige ud uden at dingle, og jeg synes,

at det lykkes, men jeg ved det ikke med sikkerhed, og jeg

parkerer min cykel med Basta og kæde og lister nøglen i

døren og falder i søvn på sofaen med den sidste bid rug

brød med leverpostej i mundhulen foran genudsendelsen

af et kokkeprogram med en desillusioneret inder med

restaurant og hjerteproblemer og en vred kok, der råber

til ham, at han skal genfinde troen og sin sjæl.

Samad er mørk og midaldrende og fra Bangladesh, og

når Samad går på arbejde, er det som tjener på en indisk

restaurant i London. Samad har lange arbejdsdage og lav

løn og behandles dårligt af sin boss og belønnes for sit slid

med småmønter i tips, når kunderne går fra bordet. Samad

59

slæber brød og ris og kylling og lam og mangolassi og rød

vin fra køkkenet til bordet, og Samad bærer tomme tallerk

ner og glas og bemærkninger om for meget spidskommen

og for lidt gurkemeje med tilbage, og en dag tager Samad

et stort skilt på maven, hvorpå der står: „Jeg er ikke bare tje

ner, jeg har studeret, jeg er forsker, jeg har været soldat, min

kone hedder Alsana, vi bor i Østlondon, men vi kunne rig

tig godt tænke os at flytte nordpå, jeg er muslim, men allah

har forladt mig, eller jeg har forladt allah, jeg er ikke sikker,

og min bedste ven hedder Archie, og jeg er 49 år gammel,

og kvinderne vender sig stadig om efter mig på gaden, en

gang imellem“, men Samad findes ikke i virkeligheden, og

når jeg har mareridt om Samad, vågner jeg med en drøm

om, at jeg en også dag kan sætte et stort skilt på maven,

men indtil den dag kommer, læser jeg i blade om, hvordan

man skal klæde sig denne sæson.

Jeg har fundet ud af, at man kan bruge skaftet på to spi

seskeer og vride låsen på toiletdøren op udefra, og jeg

hugger et par fra skuffen, da vi har hjemkundskab nede

i det store skolekøkken, og vi laver altid noget med kogte

ærter, og det begynder godt og ender skidt, når vi kaster

ærterne efter hinanden og Pernille, der er lærer, og hun

græder, når vi gør det, og for mig slutter det på gangen

med ryggen presset ind i garderobestativet og benene

gemt under en frakke, og da klokken ringer til pause,

uden at jeg er blevet opdaget, priser jeg mig lykkelig for

stativets dybde og frakkens længde, og jeg rejser mig og

60

mærker med fryd de to skeer gnide mod hinanden i min

baglomme, og metallet føles vidunderlig skarpt mod ryg

gen, og jeg venter på spisefrikvarteret og på, at Kamal

skal på lokum, og da øjeblikket er der, og Kamal har spist

sine chapatier med chutney, samler jeg klassen i stilhed,

og vi går i flok til toiletdøren, og jeg ser på dem alle, og

jeg vender mig mod døren, og jeg presser forsigtigt de to

skeer ind låsen, og jeg holder vejret og vrider den rundt

i en hurtig bevægelse og sparker døren op, og dér sidder

Kamal, som jeg vidste, at han ville sidde, med fødderne

oppe på sædet på hug og bukser og underbukser foldet

sammen på gulvet ved siden af toilettet, og jeg ved, at reli

giøse pakistanere sidder sådan på toilettet, de synes, det er

urent at sidde på et toilet, andre har siddet på, og jeg ved,

at Kamal er religiøs pakistaner, det har min far fortalt mig,

og drengene jubler, og pigerne hviner, og jeg tager Kamals

bukser og underbukser og kaster dem ind i flokken, og

drengene lader dem gå på omgang, og pigerne væmmes

med øjnene gemt bag hænderne, og Kamal tigger os om

at give ham bukserne tilbage og lukke døren, og jeg træk

ker det ud i det uendelige, og det er Iqbal, der til sidst

forbarmer sig og giver Kamal bukserne og lukker døren

og siger „lad ham være“.

En dag dumper brevet ind gennem brevsprækken og siger

„kom til Østerbro“, og jeg sælger min sjæl til lavestbydende

og opgiver ideen om at flette mig sammen med underklas

sen og de farvede, og jeg smider mig i armene på kridhvide

61

mænd og damer i grå bukser og firhjulstrækkere, og til

fremvisning møder vi op foran repræsentantskabet, der ser

os an, og vi siger „jeg er skuespiller“ og „jeg er filminstruk

tør“, og de dømmer os inde, så jeg bærer kasser og reoler

ud og kører med mahognielevator til vores nye hjem og

blikke fra dørspioner, og jeg cykler rundt mellem ambas

sader med kameraer i kupler og spots på høje stænger, der

peger i alle retninger, og politibiler, der cruiser i slow forbi

med lyskegler, der fejer omkring, og jeg gør mig til, og jeg

smiler, og jeg vinker og hopper og danser og køber mere

Mogensen og Jacobsen og Panton og B&O og bærer det op

med tydelighed, og jeg sikrer mig, at man kan se ægte kunst

fra gården og gaden, og jeg steger ikke et gram karry, og jeg

siger „shhhh!“ til Sonia og „ikke de sko!“ til min May, og

da jeg skal til eksamen på generalforsamling med repræ

sentantskabet siger formanden „det er ikke sådan, vi plejer

at gøre“, da jeg sætter mig på en stol, som ikke er min, og

„vi løb en risiko, da vi tog jer ind“, da jeg finder min plads,

og da jeg går hjem, tænker jeg „det skal fandme være løgn“,

og jeg lader skægget stå, og jeg finder de sorte Diorbriller

frem, og jeg kigger med bombe i blikket mod kameraer og

biler med spots og naboer i dørspioner og formanden med

briller og blikket rettet mod fortiden, og jeg er Ernesto Che

Guevara og Ernest Hemingway og Abraham Lincoln, og jeg

anlægger skæg mod uretfærdighed og uret, og det klør og

kradser i sommervarmen, men jeg lader det stå, og dagene

går, og så en dag er det formanden, der ringer og siger „der

er en større lejlighed ledig til jer, hvis I vil have den“.

62

Jeg vokser op i Berlins amerikanske sektor under Den

Kolde Krig, og vi er omgivet af soldater og 4. juliparader

og Kennedystatuer, og far er top-notch biokemiker på

Max Planckinstituttet, og vi lever omkranset af hegn og

en tåget forestilling om verden udenfor og dens mørke

kræfter, og jeg er fem år gammel, da jeg bliver socialist, og

det er kun, fordi revolutionen endnu ikke har indfundet

sig, at jeg ikke er kommunist, men mit mest håndgribe

lige bidrag til omfordelingen af goderne er, når jeg giver

ældre mennesker et bolsje fra min lomme og siger „det

skal du have, fordi du snart skal dø“, og far og forskerne

klipper hul i hegnet omkring compoundet om natten, når

de er på hash og lsd og amfetamin, men hegnet mellem

vores verden og forestillingen om verden udenfor er langt

sværere at trænge igennem, og hver morgen skal min lykke

knuses, og jeg må forlade det arkitekttegnede hjem blandt

andre forskere med socialistbørn og løfter om peace and

love, og jeg må gå ørkenvandring gennem hullet i hegnet

til den fine privatskole, og med spritnyt penalhus og sko

letaske i primærfarvet plastik trasker jeg frygtsomt af sted,

og i skolen må læreren slå, hvis man har det på skrift, og

det har jeg ikke, men lussingerne rammer alligevel hårdt,

når de bliver delt ud, og på tavlen er der en planche med

guld og sølvstjerner, som vi gør os fortjent til ved at være

dygtige og lydige, og jeg er dygtig og lydig, men alligevel

bliver jeg tildelt en plads i den dårlige ende af klassen, da

vi efter det første skoleår skal deles i to, og jeg ender sam

men med de af drengene, der har papir på, at de må få

bank, og de af pigerne, der lugter underligt, og frikvarteret

bruger vi i gården, de dårlige og de dygtige, og i gården er

også den smukke dreng; han står midt i det hele omgivet

af andre drenge, som han sender ud på missioner, og den

smukke dreng har kridhvidt hår, hvidt og rent som vattet i

de juledekorationer, vi bygger fra september, til vi endelig

får fri lige inden jul, og han er rolig i bevægelserne, og hans

stemme er selvsikker, og hans smil er vindende, og selv på

lærerne har han den effekt, og de elsker ham, og jeg elsker

ham, og jeg spørger mor og far, hvad man gør, hvis man

vil være ven med en, man ikke kender, og de svarer, at man

bare skal gå over til ham og sige „hej, jeg ville blive glad,

hvis du vil være min ven?“, og fra den dag ved jeg, at jeg

ikke er i sikkerhed, hvis jeg lytter til deres råd, når jeg skal

gøre mig gældende på den anden side af hegnet. Da far går

til skolen for at få en forklaring på, hvorfor hans dygtige

og lydige søn er endt i bunden af klassen, forklarer lære

ren, at jeg skriver femtallet spejlvendt, og far svarer „det er

der mange børn, der gør“, men læreren siger, at det skyldes

mine pakistanske rødder, og far svarer „Hassan kan hver

ken skrive eller læse eller tale urdu“, men læreren siger, at

det må have tvunget sig ned i mig, ind i mine celler, via fars

gener og kromosomer – og Sheikh Ph.d. Dr. Asad Farooq

Ahmad bestemmer sig i det øjeblik for, at „Tyskland er ikke

det rette land for os“, og kort tid efter kommer flyttevognen

og kører os til Danmark.

110 mm110 mm

178

mm

4 mm


HA

SS

AN

PR

EIS

LE

R B

RU

N M

AN

DS

BY

RD

E

ROMAN


POLITIKEN

BERLINGSKE

DAGBLADENES BUREAU


WEEKENDAVISEN








GRATIS SMAGS-PRØVE

Til Sonia

Brun mands byrde









GRATIS LÆSEPRØVE







Til Sonia

Brun mands byrde









GRATIS LÆSEPRØVE







110 mm110 mm17

8 m

m4

mm


HA

SS

AN

PR

EIS

LE

R B

RU

N M

AN

DS

BY

RD

E

ROMAN


POLITIKEN

BERLINGSKE

DAGBLADENES BUREAU


WEEKENDAVISEN








GRATIS SMAGS-PRØVE

Brun mands byrde

Documents

Transcript of Brun mands byrde