Begyndelsen på en Epoke

8/14/2019 Begyndelsen p en Epoke

1/30

Begyndelsen p en epokeI marts 1844 skrev Arnold Ruge til Marx: "Min ven, tror du vi vil komme til at leve tilstrkkeligt lnge til atopleve en politisk revolution. Vi der er disse tyskeres samtidige? Det er kun nsketnkning." Fire r senerevar revolutionen en kendsgerning. Ruges pessimistiske ord citeres som motto i Guy Debords bog"Skuespilsamfundet" (La Socite du Spectacle), der udkom i december 1967. Debord anvendte sentensensom et morsomt eksempel p en historisk ubevidsthed, som i dag i stadig stigende grad holdes i live af tilsvarende grunde, med den samme effekt og p en mde der virker uforanderlig, tiden taget i betragtning;seks mneder efter udgivelsen af Skuespilsamfundet indtraf okkupationsbevgelsen, der blev Frankrigsstrste revolutionre begivenhed efter Pariserkommunen.Den mest omfattende generalstrejke som nogensinde har standset konomien i et avanceret industriland oghistoriens frste vilde generalstrejke; revolutionre okkupationer og deres tillb til direkte demokrati; denmere og mere komplette udslettelse af statsmagten i nsten to uger; bekrftelsen af vor tids revolutionreteori, hvor man her og der ovenikbet kunne se en begyndelse p dens delvise virkeliggrelse; den vigtigsteerfaring for den moderne proletariske bevgelse som nu er p vej til at etablere sig i alle lande i en fuldtudviklet form; og eksemplet som nu m overskrides - dette er essensen af den franske bevgelse i maj1968, og allerede heri findes dens sejr.

Vi skal senere vende tilbage til bevgelsens mangler og svagheder, som var naturlige konsekvenser af svel uvidenhed og improvisation, som af fortidens ddvgt, selv p stedet hvor bevgelsen bedst nedeat komme til udtryk. Specielt var der konsekvenserne af alle de splittelser, som det med prcision lykkedesat forsvare alle de krfter der forenede sig for at holde den kapitalistiske samfundsorden ved magten. Dadet gjaldt systemets liv eller dd, var de politiske og faglige bureaukrater beskftigede med denneredningsaktion, i en grad der var hjere og bedre, end selv politiet var i stand til. Men lad os frst opridse dekendetegn som okkupationsbevgelsen lagde for dagen i sit eget centrum, der hvor den var mest fri til atkunne omdanne sit indhold i ord og handlinger. Der proklamerede den sine ml langt tydeligere end det er lykkedes for nogen som helst anden spontan revolutionr bevgelse i verden at gre; og dens ml var meget mere yderliggende og aktuelle end dem som de tidligere revolutionre organisationer nogensinde,selv i deres bedste jeblikke, har haft evnen til at formulere i deres programmer.Okkupationsbevgelsen indeholdt proletariatets pludselige tilbagekomst, som historisk klasse udvidet til atomfatte majoriteten af det moderne samfunds lnmodtagere, og stadigvk med det ml virkelig at afskaffe

klasseforskel og lnslaven. Bevgelsen indebar samtidens kollektive og individuelle genopdagelse af historien, af flelsen af at det var muligt at gribe ind i historien, og fornemmelsen af den kendsgerning at"ingenting lngere kunne vre som fr". Oplivet betragtede menneskene den ejendommelige tristetilvrelse de havde frt blot en uge tidligere, den kamp for overlevelse som havde hindret dem i at leve ogsom de nu havde tilbagelagt. Bevgelsen var en generaliserende kritik af alle slags fremmedgrelse, af alleideologier og af hele den gamle organisering af det virkelige liv; en forkrlighed for at generalisere, og for atopfatte alt i sin helhed. I denne proces forngtedes ejendomsretten, og hver og en betragtede sig somhjemmehrende overalt. Det erkendte begr efter dialogen, efter det fuldstndig frie ord og smagen for etvirkeligt fllesskab fandt sin plads i de bygninger som stod bne for mder, og i den flles strid: telefonerne(der tilhrte det ftal af tekniske hjlpemidler som stadigvk fungerede) og de mange kurerer og tilrejsendei Paris og over hele landet som opretholdt kontakten mellem de okkuperede lokaler, fabrikker ogforsamlingsstederne, bevarede den virkelige kommunikation. Okkupationsbevgelsen var et klart nej til, altfremmedgrende arbejde; og indeholdt livsglden, festen, legen, menneskenes og tidens virkeligetilstedevrelse. Den indeholdt ogs forkastelsen af enhver autoritet, enhver specialisering, enhver hierarkiskfordrivelse fra ejendom; en forkastelse af staten, partierne og fagforeningerne, heri inkluderet svelsociologer som professorer. Alle de som bevgelsen gennem en lynhurtig kdereaktion fik vkket (mskevar den sknneste parole som blev skrevet p murene den der kort og godt ld: "Hurtigt") foragtede p envirkelig radikal mde deres gamle eksistensvilkr. Det gjaldt selv dem som havde arbejdet for at holde dissevilkr ved magten - lige fra fjernsynsstjerner til byplanlggere. P samme mde som mange stalinistiskeillusioner (i deres mest sdladne former fra Castro til Sartre) blev aflivet, sledes faldt ogs en hel epokesrivaliserende og solidariske lgne fra hinanden og ligger nu tilbage som den ruinhob kun de kan udgre. Vedat de skaldte udenlandske arbejdere i stort tal kastede sig ind i kampen og samtidig med at en stor mngde af europiske revolutionre hastede til Frankrig, genopstod den internationale solidaritet spontant.Den udstrkning i hvilken kvinderne tog del i kampens forskellige former er ogs et vigtigt tegn p densrevolutionre dybde. At man frigjorde sig fra de fremherskende sder og skikke var ogs et vigtigt skridt.Bevgelsen var ogs en kritik, delvis illusorisk, af varen (i dens malplacerede sociologiske forkldningSOM "forbrugssamfund") og indeholdt allerede en forkastelse af kunsten som endnu ikke havde observeretsig selv som sin historiske negation (gennem den abstrakte og ndsforladte formulering "Fantasien til


2/30

magten", som ikke kendte til midler hvormed man kunne omstte denne magt til praktik, at genopfinde alt ogidet den savnede magt, savnede fantasi). Det overalt bekrftede had til bagstrberne havde endnu ikkenet et teoretisk-praktisk kendskab til hvorledes disse skulle elimineres: neo-kunstnere og politiske neo-direktrer, neo-tilskuere til den bevgelse som forngtede dem. Hvis den praktiske kritik af anti-livetsskuespil endnu ikke var net frem til sin revolutionre overskridelse, s beror dette p at tendensen til

"spontane rd" i majrevolten var forud for nsten alle de konkrete midler (inklusiv den teoretiske ogorganisatoriske bevidsthed) som en dag vil muliggre denne tendens' omdannelse til en magt idet den er den eneste magt.Lad os i forbifarten benytte lejligheden til at pisse p alle platte kommentarer og falske vidnesbyrd frasociologer, pensionerede marxister, den gamle bevarede ultravenstrefljs samlede dogmatikere ogskuespillets krybende ultra-modernistiske dogmatikere - ingen af dem som levede med i bevgelsen skalkunne sige at han ikke besad denne foragt.I nr. 10 af Internationale Situationniste skrev vi i marts 1966: "Det som i mange af vore pstande kan virkesom forvovent spekulation fremfrer vi i bevidstheden om at fremtiden vil vise deres overvldende oguigendrivelige historiske bekrftigelse". Bedre kunne det ikke have vret sagt.Naturligvis udfrdigede vi ingen profetier. Det vi sagde var til stede: de materielle forudstninger for et nytsamfund var forlngst blevet produceret, det gamle klassesamfund holdtes ved magten overalt ved at dets

undertrykkelse moderniseredes betydeligt og ved at dets modstninger udvikledes i endnu strre overflod -og den besejrede proletariske bevgelse vendte tilbage med sit andet angreb, som var endnu mere bevidstog totalt. Mange tnkte sikkert alt dette som historien og nutiden klart har vist - en del har oven i kbet sagtdet - men det forblev abstrakt og forsvandt i den tomme luft: uden ekko og uden mulighed for indgriben.Situationisternes fortjeneste bestod helt enkelt deri at de genkendte og udpegede nye angrebspunkter for revolten i samfundet (hvilket ikke p mindste mde udelukkede, men tvrtimod genindfrte alle de gamle):urbanisme skuespil, ideologi osv. Da denne opgave udfrtes p radikal vis, blev den i stand til at fremkalde (ihvert fald kraftigt forstrke) visse begivenheder som praktisk revolte. Ekkoet udeblev ikke: under denforegende epoke havde f indenfor de forskellige venstrebevgelser fremfrt en kritik som var altdkkende. Hvis mange mennesker har gjort hvad vi har skrevet, s er det fordi vi hovedsagelig skrev detnegative, det som s mange fr os har mttet opleve og som vi selv har stiftet bekendtskab med. Det som idette forr 1968 trdte frem i bevidsthedens dagslys var alts intet andet end hvad der havde slumret i"skuespilsamfundets" nat, hvis Lys og Lyd Show kun foreviste en evindelig, positiv, dekoration. Og for voreseget vedkommende havde vi "levet med det negative", iflge det program vi formulerede i 1962 (jvf. I.S. nr.7, side 10). Vi fremfrer ikke vore "meritter" for at hjembringe klapsalver, men for at oplyse s mange sommuligt der vil handle p samme mde.

Sorbonne okkuperet

Alle dem som lukkede jnene for denne "kritik under kaos" befstede kun deres egen overgivelse til detmoderne herrevldes urokkelige undertrykkelse. Dets anti-utopiske "realisme" var ikke lngere virkelig,ligesom en politistation eller Sorbonne ikke lngere er virkelige bygninger efter at vre blevet behandlet af brandstiftere eller "Katangesere". Da den totale revolutions underjordiske spgelse rejste sig og udstrakte


3/30

sin magt over hele landet, svarede den gamle verden med spgelsesagtige illusioner som oplstes af dagslyset. Ganske enkelt: efter tredive rs elendighed, som i revolutionens historie kun glder for enmned, kom denne majmned som rummede tredive r.At virkeliggre vore nsker krver et prcist historisk arbejde. Noget som er den direkte modstning til denintellektuelle prostitution, som overfrer sin evige illusion p en hvilken som helst virkelighed. Se nu for eksempel denne Henri Lefebvre, som citeredes i det foregende nummer af dette tidsskrift (okt. 1967) fordihan i sin bog Position: contre les technocrates (ditions Gonthier) vovede sig ind p en kategoriskkonklusion, hvis videnskabelige opblsthed knap seks mneder senere afslrede sin virkelige vrdi:"Situationisterne fremlgger ikke en konkret, men en abstrakt utopi. Bilder de sig virkelig ind at folk ensknne dag vil se p hinanden og sige: "S er det nok! Nu er det slut med arbejde og ledere! Lad os f enende p det her!" og at de siden hen skal stige ind til den uddelige fest, ind til skabelsen af situationer?Selv om dette er hndt en gang tidligere - i daggryet til den 18. marts 1871 (Pariserkommunen. Se"Pariserkommunen 1871". Et dokumentarium ved Thorvald Berthelsen og Claus Clausen i Bibliotek Rhodos1972) - s vil denne begivenhed ikke kunne gentages". En slags intellektuel indflydelse blev tildelt Lefebvre,da han i smug kopierede visse af SI's radikale teser (jvf. vort flyveblad fra 1963 "Til historiens skraldespand",genoptrykt i I.S. nr. 12), men sandheden i denne kritik forbeholdt han det forgangne. Og endda hidrrte densnarere fra nutiden end fra Lefebvres historiske refleksioner. Hvad han advarede imod var illusionen om aten bevgelse i dag skulle vre i stand til at genfinde disse resultater. Tro blot ikke at Henri Lefebvre er deneneste forhenvrende tnker hvem begivenhederne definitivt fik latterliggjort: de som ikke bar sig lige skomisk ad som han, tnkte ikke desto mindre p samme mde. Alle de eksperter som roder i den historisketomhed erkendte under flelsesstormen i maj at ingen havde forudset noget af det som skete. I sine tanker m man dog medtage alle de "genopstandne bolsjevikiske sekter", som i de sidste tredive r ikke et enestesekund er ophrt med at udrbe revolutionen fra 1917 som vrende umiddelbart forestende. De togforfrdeligt fejl: det drejede sig i virkeligheden ikke lngere om 1917, og de var absolut ikke nogen Lenin'er.Hvad angr den gamle ikke-trotskritiske venstrefljs rester, s var det, de frst og fremmest savnede, enstrre konomisk krise. I hvert eneste revolutionrt jeblik underkastede de sig denne krises tilbagekomst,og da de satte "kikkerten for det forkerte je" kunne de intet se. Nu, da de omsider aner, at det var enrevolutionr krise i maj, m de alts til at bevise denne usynlige konomiske krise var til stede i forret1968. Uden den mindste smule angst for at virke komiske pusler de nu med at fremskaffe disse beviser,grafiske kurver og fremstillinger over hvorledes arbejdslsheden og priserne steg osv osv.... Denkonomiske krise er alts ikke lngere for dem den forfrdelige klarheds objektive virkelighed, der

gennemlevedes og blev skrevet s meget om helt frem til 1929, men er snarere blevet til en altergang sombekrfter deres religion.P samme mde som det ville vre ndvendigt at udgive et helt nyt oplag af SI's tidsskrifter for at fremvise ihvor hj grad alle disse mennesker kunne tage fejl fr denne majmned, da ville det ogs vre ndvendigtat skrive digre vrker der kunne tjene som rundvisning blandt alle de dumheder og halve bekendelser, somer blevet fabrikeret efter maj. Vi vil dog njes med at citere floskel-journalisten Gaussen, som med sin artikeli Le Monde den 9. december 1966, troede sig at vre i stand til at berolige bladets lsere ved at fortlledem at Strasbourg skandalen var blevet ivrksat af nogle situationistiske galninge, der havde "enmessianistisk tiltro til massernes revolutionre kapacitet og deres anlg for frihed". Frdric Gaussensanlg for frihed har siden da ikke ndret sig en tddel; - men se, der har vi ham jo igen, og det endda isamme avis, men denne gang fra den 29. januar 1969, og nu er han blevet aldeles forrykt over at han overaltkan finde, at "flelsen af det revolutionre vindpust er universelt". "Gymnasiaster i Rom, studenter i Berlin,"de rasende" i Madrid, Lenins "forldrelse brn" i Prag, oppositionelle i Belgrad, alle angriber de den

samme verden, den gamle verden ... "Gaussen bruger nu nsten samme ord til beskrivelsen af at alle disserevolutionre har en "kvasimystisk tro p massernes skabende spontanitet." Vi vil selvflgelig ikketriumferende brede os over vore intellektuelle modstanderes bankerot, og det er ikke fordi denne "triumf" -som i virkeligheden ganske enkelt er den moderne revolutionre bevgelses triumf - skulle savnebetydning. Nej, vi afstr fra det p grund af emnets ensformighed og p grund af den klare ijnefaldendebedmmelse som, hvad angr hele den periode der sluttede i maj, forkyndte den direkte klassekampstilbagekomst: Klassekampen som erkender aktuelle ml, historiens tilbagekomst (frhen var det deteksisterende samfunds omvltning der virkede usandsynligt, nu er det dets opretholdelse). I fortsttelsen er det i stedet vigtigere at fremfre nye problemer; at kritisere bevgelsen i maj og at indlede den nye epokespraktik.I alle andre lande har den fremadstrbende sgning efter en radikal kritik af den moderne kapitalisme (privateller bureaukratisk) indtil nu vret udsat for forvirring, og havde p den tid endnu ikke forladt den trangestudenterghetto-base, som de havde erobret. Majbevgelsen derimod var ikke nogen studenterbevgelse,

selvom svel regeringen og aviserne som den modernistiske sociologis ideologer hyklerisk troede det. Den


4/30

var det revolutionre proletariats bevgelse, som efter et halvt rhundredes undertrykkelse og jvnt henfrataget alt, igen dukkede op. Dens ulyksalige paradoks var at den kun kunne tage til orde og finde sinkonkrete form p den i hjeste grad ufavorable kampplads af en studenterrevolte: gaderne der holdtes af deoprrske omkring Latinerkvarteret og de okkuperede bygninger i denne zone, der for strstedelensvedkommende tilhrte Undervisningsministeriet. I stedet for at spilde tiden p den virkelige historiske parodi

som de leninistiske og pro-kinesiske stalinister fremfrte, forkldte som arbejdere (oh, endelig at vreproletariatets ledende avantgarde!), m man indse, at det man i virkeligheden s var modstningen: denmest avancerede del af arbejderne - uorganiserede og splittede p grund af undertrykkelsens forskelligeformer - forkldte til studenter i fagforeningernes og skuespilsinformationstjenestens beroligende billeder.Majbevgelsen var ikke en eller anden politisk teori der sgte efter arbejdere til brug for densvirkeliggrelse; den var det aktive proletariat der sgte sin historiske bevidsthed.At den sabotage af Universitetet, som blev gennemfrt af nogle grupper af unge revolutionre - der ivirkeligheden var notoriske anti-studenter (vi taler her om "De rasende" og selvflgelig ikke om majoriteten af "22. marts-bevgelsen") - i Nantes og Nanterre, gav lejlighed til at udvikle direkte kampformer, som specieltde yngre arbejdere i deres utilfredshed, fx. i Caen og Rodon, allerede valgte i de frste mneder af 1968, -det er en omstndighed som p ingen mde er fundamental og som aldrig kunne skade bevgelsen. Detsom skadede den var derimod, at den frembrusende strejke i sin egenskab af vild strejke vendt imodfagforeningernes nsker og forholdsregler, kunne kontrolleres af fagforeningerne. Disse accepteredestrejken da de var ude af stand til at forhindre den (der er intet usdvanligt heri idet det er den taktikfagforeninger altid anvender overfor vilde strejker). Denne gang mtte de imidlertid acceptere den i nationalmlestok. Det var ved at acceptere denne "ikke-officielle" generalstrejke at de blev accepteret af den. Defortsatte med at kontrollere fabriksportene ligesom de fortsatte med at vre isolerede fra den virkeligebevgelse - fra den enorme majoritet af arbejdere som helhed og fra hvert eneste virksomhed i forhold til deandre. Den handling, som var den mest enhedsmssige og mest radikale kritik som nogensinde er set, blevsledes samtidig til en sum af isolerede dele og til en parade af banale, officielt fremfrte krav. P sammemde som fagforeningerne havde vret tvunget til at slippe strejken ls i sm stykker, som mundede ud i enkvasi-totalitet, sledes var det ogs styk for styk at de gik i gang med at likvidere bevgelsen. Medterroristiske kneb og gennem forbindelser, som de havde eneret p, tvang de folkene indenfor de forskelligenringsgrene til at acceptere de sm-reformer som alle og enhver endnu den 27. maj forkastede. P dennemde blev generalstrejken slet tilbage til et afbalanceret leje af kold krig mellem fagforeningsbureaukrater og arbejdere. Fagforeningerne erkendte strejken p de vilkr at den gennem sin praktiske passivitet i stilhed

erkendte at den ikke frte til noget. Fagforeningerne, lige fra de stalinistiske til de mest borgerligereformistiske, "forspildte aldrig en chance" til at optrde revolutionrt, da der intet revolutionrt findes hosdem. De spildte heller ikke nogen chance p at vre reformister med store resultater, for situationen var altfor farlig revolutionr til at de turde tage risikoen for at lege med den, eller se sig selv drage fordel af den.Helt benlyst nskede de at dette hurtigst muligt skulle bringes til ophr, hvad prisen s end skulle blive. Her fik det stalinistiske hykleri flgeskab af sociologer af den semi-venstreradikale type - samdrgtigheden var beundringsvrdig (jf. Coudray i La Brche, Ed. du Scuil 1968) - som viste en usdvanlig respekt for arbejdernes kompetence (noget der kun gres i usdvanlige situationer), og for deres - som man kanformode - "modne" beslutninger. Med den mest fantastiske kynisme, klar til at blive debatteret, og denplanlagte sagkundskab der var det genkendelig p grund af sin ufejlbarlighed: "Arbejderne vidste for engangs skyld hvad de ville, de ville ikke have nogen revolution!" Men det bedste bevis p arbejdernes reelle,afvbnende og frygtindgydende vilje er de forhindringer, der sattes op foran dem og deres skaldte mangelp vilje, de mundkurve som bureaukraterne fik sat p dem, samtidig med at de selv badede i fedt, angst oglgnagtighed. Kun hvis man glemmer den historiske helhed i det moderne samfunds bevgelse, kan manvre i stand til at nyde denne positivisme, som rsonnerer i cirkler og som overalt synes at den nuvrendeorden er fornuftig fordi den har hvet sin "videnskab" gradvist op til at betragte denne orden adskilt fra selvesprgsmlet og adskilt fra svaret. Sledes noterer samme Coudray "at hvis man har disse fagforeninger, skan man kun f 5 %, og er det 5 % man vil have, s er disse fagforeninger tilstrkkelige til formlet". Hvisman ser bort fra sprgsmlet om alle disse herrers hensigter i forhold til deres virkelige liv og dets interesser,s er dialektik det de savner mindst af alt.Arbejderne havde naturligvis, som altid og overalt, udmrkede grunde til at vre misfornjede ogpbegyndte den vilde strejke fordi de anede den revolutionre situation, der var opstet gennem de nyesabotageformer p universitetet og de p hinanden flgende fejlgreb som disse fremkaldte hos regeringen.benbart var arbejderne njagtig lige s ligeglade som os overfor de forskellige former og reformer indenfor universitetet. Men de var ikke ligeglade overfor kritikken af kulturen, dekorationerne og hverdagslivetskolonisering af en avanceret kapitalisme, - en kritik som hurtigt fandt sin udbredelse efter at de frste smskrammer havde fet fjernet universitetets slringsnet.


5/30

Arbejderne har gennem deres vilde strejke fet dementeret alle de lgnhalse som pstod at de talte i deresnavn. I fabrikkerne havde de ikke forstet at udtale sig for egen regning, i samdrgtighed, og dermed sigehvad de ville. Men for at sige hvad de havde p hjerte, var det ndvendigt at de gennem deres selvstndigehandlinger fik skabt de konkrete betingelser, der ville tillade dem at handle og tale. Den nsten overaltforekomne mangel p en sdan dialog, p en alliance svel som p det teoretiske kendskab til den

proletariske klassekamps selvstndige ml (disse to grupper af faktorer kan kun udvikle sig parallelt)forhindrede arbejderne i at ekspropriere dem som havde eksproprieret deres virkelige liv. Den avanceredekerne af arbejdere (omkring hvilken den nste revolutionre proletariske organisation vil tage form) komalts til Latinerkvarteret som en fattig slgtning til "studenterreformismen", som selv for en stor del var etkunstigt produkt skabt af pseudoinformation eller smgruppers naive missionsarbejde. De var ungeindustriarbejdere, tjenestemnd, arbejdere fra okkuperede kontorer, lderjakker, arbejdslse, "galeintellektuelle", "katangesere", revolterende gymnasiaster. Det var de arbejdersnner som den modernekapitalisme i sin trang til at konsolidere sine planer oftest rekrutterede for undervisning til nedsat pris.(Stalinister, jeres snner er med os!)

Slut med stilheden At en ikke uanseelig del af de franske studenter og specielt de som befandt sig i Paris deltog i bevgelsener jo en klar kendsgerning; hvilket dog ikke kan tjene hverken som en grundlggende karakterisering eller som en af dennes vigtigste holdepunkter. Af Paris' 150.000 studenter deltog ved de mindst farefuldedemonstrationer hjest mellem 10.000 og 20.000, og kun nogle ganske f tusinde var med under devoldsomme sammenstd i gaderne. Det eneste jeblik under krisen, som udelukkende l i studenterneshnder (for vrigt et af de afgrende jeblikke i bevgelsens udvidelse) var det spontane oplb iLatinerkvarteret den 3. maj efter arrestationen af ansvarlige vensteradikale folk p Sorbonne. Om morgenenefter okkupationen af Sorbonne var nsten halvdelen af dets generalforsamling, som benbart da havdeptaget sig en oprrsk funktion, stadigvk studenter der var urolige over deres eksamensvilkr og somderfor sgte efter en eksamensreform i deres favr. Nogle af de studenter der deltog, og som var en smuleklgtigere, tilkendegav at sprgsmlet om magten var rejst; men de tilkendegav det som regel kun p grundaf, at de tilhrte det naive klientel omkring de sm venstrefljspartier, de s det hele ud fra det gamleleninistiske skema eller under indflydelse fra det yderste stens Maoisme. Helt rigtigt havde dissesmgrupper deres kvasi-eksklusive base i studentermiljet, og den elendighed som stadigvk fandtes dr kunne tydeligt aflses i de pseudo-totale flyveblade som kom fra dette milj. De fremstormende arbejderesbedste indgriben i Sorbonnes frste dage hilstes af disse studenter, som drmte om at blive Dr. phil. iRevolution, som regel med pedantisk og hjtravende stupiditet samtidig med at de mundvandssavlende ogklappende kunne blive stimuleret af en eller anden sygelig manipulatr, som samtidig med at han fremlagdesine dumheder kunne omtale "arbejdernes klasse" med udmrkelse. Alene det faktum, at dissegrupperinger kan rekruttere en vis mngde studenter er allerede et sygdomstegn p det eksisterendesamfund: smgrupperne er det teatralske udtryk for en reel og uklar revolte, der sger sine rsager til enreduceret pris. Endelig vidner det faktum, at en lille fraktion af studenter virkeligt tilsluttede sig de radikale

krav i maj, om bevgelsens bredde og dybde; det forbliver til deres agtelse.


6/30

Selvom adskillige tusinde studenter som individer betragtet ved hjlp af de erfaringer de fik i 1968 mere eller mindre har kunnet frigre sig fra den plads som blev tildelt dem af samfundet, s er intet i den storestudentermasse blevet forandret. Sdan er det, ikke i kraft af pseudo-marxisternes platheder der betragter studenternes sociale baggrund (den borgerlige og smborgerlige majoritet) som den bestemmende faktor,men snarere i kraft af den skbne der definerer studentens liv: studentens fremtid er afgrende og

bestemmende for hans nuvrende handlinger. Han er et masseprodukt, bestemt for en hj, middel eller lavposition i organiseringen af den moderne industriproduktion. Forresten er studenten urlig nr hanforulempes over denne "opdagelse" af logikken i hans uddannelse, det er nemlig ikke frste gang at det er blevet bekendtgjort at hans liv ikke vil forme sig som andet end et "input"; hvem skulle have kunnet stikke detunder stolen for ham? At det er blevet konomisk usikkert at skulle beskftige ham optimalt ' og isr sprgsmlet om det virkeligt skulle vre ndvendigt med de "privilegier" som samfundet tilbyder ham i dag,har sikkert haft en grundlggende betydning for hans forvirring og revolte. Tilslutningen til den ene eller denanden bureaukratiske smgruppe-ideologi er den naturlige flge af studentens iboende karrierelyst.Studenten der drmmer om at vre bolsjevik eller stalinist, som skal g ud og erobre nye omrder (dvs.Maoist), sidder mellem to stole: indtrffer den ndring af magten, som han nsker, ikke, s regner hansikkert med, at han p grund af den kendsgerning at han har studeret, at han kan komme til at forvalte enlille bid af samfundet indenfor den kapitalistiske ramme; i det tilflde at hans drm skulle blive til virkelighed,vil han se sig selv i lyset af sin evne til at forvalte samfundet i sin egenskab af garanteret videnskabeligtmedlem af politbureau. Smgrupperingernes drmme om at f lov til at herske, giver sig ofte udtryk i denklodsede mde hvorp disse fanatikere fremviser deres foragt overfor visse af arbejdernes krav, som de ireglen ganske enkelt opfatter som et sprgsml om "brd og smr p bordet". Allerede her ser manimpotensen i denne vanens magt, som havde gjort bedst i at tie, og nedvurderingen og foragten bryde frem.Foragten, som disse venstreradikale og selvudnvnte eksperter i arbejderklassens almene interesser, nr de har fet statsmagten og politiet i "deres svage hnder" (som styrkes af deres opportunisme), vil vre slykkelige for at stte op mod samme arbejderes fremtidige utilfredshed - njagtigt som i Kronstadt ognogenlunde som i Peking. Nr man endelig er kommet udover perspektivet i disse enevldigebureaukraters bakteriologiske smittespredning, s er det umuligt at tage sociologers og journalisterspstede modstning mellem oprrske studenter, som formodes at sige nej til forbrugersamfundet, ogarbejderne, som stadigvk gerne vil tage del i det, alvorligt. Det forbrug det drejer sig om er kun et forbrug af varer. Det er et hierarkisk forbrug, der udvides for alle, men kun ved at blive endnu mere hierarkisk. Denmoderne vares byttevrdimssige nedgang og forfalskning sker i alle samfundets lag, men selvflgelig pforskellig mde. Alle oplever dette forbrug af skuespilmssige og virkelige varer i en fundamental fattigdom"fordi den ikke selv ligger hinsides bervelsen; det er kun bervelsen der er blevet beriget"(Skuespilssamfundet). Arbejderne tilbringer ogs deres liv med at forbruge skuespillet, passiviteten, denideologiske svindel og varen. Men p trods af dette er deres illusioner om de konkrete forhold der pduttesdem, mindre end andres, om den pris de m betale hvert eneste jeblik af deres liv, for produktionen af altdette.Studenterne i maj 1968 har alle disse rsager taget i betragtning, ikke vret andet end bevgelsensbagtrop.Den uformenhed som nsten alle studenter med revolutionre hensigter viste, har i betragtning af alderes frie tid, som disse burde have vret i stand til at anvende for at belyse revolutionens problemer, var bedrvelig, men af temmelig sekundr betydning. Uformenheden hos den store masse af arbejdere, somholdes i snor og belgges med mundkurv, har derimod vret meget undskyldelig, men var af afgrendebetydning. Hvad angr situationisternes beskrivelse og analyse af de vigtigste jeblikke af krisen, er disse

blevet fremlagt i Ren Vinets bog Enrags et situationnistes dans le mouvement des occupations ("Derasende og situationisterne i okkupationsbevgelsen", Gallimard 1968). Det vil vre tilstrkkeligt her atresumere de punkter som fremhves i denne bog, sammensat i Bryssel i de sidste tre uger af juli, ved hjlpaf de dokumenter som var tilgngelige. Efter vor mening br man dog ikke drage disse konklusioner i tvivl.I perioden mellem januar og marts havde gruppen "de rasende" stor fremgang ved at sabotere forelsninger og lokaler (i april blev de langsomt aflst af 22. marts-bevgelsen). Universitetsrdets modtrk, som var altfor kluntet og forsinket, i forbindelsen med to p hinanden flgende lukninger af Nanterrefakulteterne,resulterede i studenternes spontane oprr i Latinerkvarteret den 3. maj. Universitetet lammedes dels af strejken og dels af politiet. En uges gadekampe var en krkommen lejlighed for de unge arbejdere til at givesig hen i oprret; for stalinisterne til hver dag at diskreditere sig selv ved gentagelsen af de mest utroligelgne; for SNEsup's [Den Nationale Fagforening for Universitetsansatte] og smgruppernes ledendevenstrefljsfolk til at brillere med deres mangel p fantasi og principfasthed; for regeringen til fuldkommenmalplaceret - og immervk ude af takt med tiden - at anvende sin styrke og til at give ulykkelige

indrmmelser. Om natten mellem den 10. og 11. maj vkkede bevgelsen, som havde bemgtiget sig


7/30

kvartererne omkring Rue Gay-Lussac og kunne holde disse i mere end 8 timer ved at yde modstand fra 60barrikader, hele landet og pressede regeringen til en vigtig kapitulation: den lod politistyrkerne trkke sigtilbage fra latinerkvarteret og genbne Sorbonne, som den ikke lngere kunne f til at fungere. Periodenmellem den 13. og 17. maj var et tidspunkt, hvor bevgelsen uimodsteligt voksede og udvikledes til enalmen revolutionr krise; den 16. maj var uden tvivl den afgrende dag for fabrikkernes forberedelse p at

kaste sig ud i en vild strejke. Den 13., dagen hvor de store bureaukratiske organisationer pbd engeneralstrejke for hurtigt og bekvemt at f gjort en ende p bevgelsen (og samtidig om muligt drage lidtfordel af den), var i virkeligheden kun en begyndelse: Nanterres arbejdere og studenter angrebpolitistationen og de der vendte tilbage til Sorbonne som okkupanter bnede for arbejderne. Sorbonne blevstraks en folkeklub, hvor til sammenligning sproget og kravene i 1848-klubberne virker frygtsomt. Den 14.okkuperede arbejderne i Nantes deres fabrik Sud-Aviation og indesprrede direktrerne. Den 15. fulgtesderes eksempel af to-tre andre virksomheder og fra og med den 16. - den dag der proklameredes strejke pRenault-Billancourt - fulgte flere efter. S godt som alle virksomheder skulle sl flgeskab; og s godt somalle institutioner, ideer og vaner skulle komme til at blive udfordret i de flgende dage. Regeringen ogstalinisterne forsgte febrilsk at standse strejken ved at oplse dens brende princip: de gik med tillnforbedringer hvis klare funktion var at arbejdet straks skulle genoptages. Den 29. mtte stalinisterneacceptere gaullismens sandsynlige fald og forberedte sig, mod sin vilje sammen med den resterendevenstreflj, p at opsamle den farlige arv: at afvbne og knuse den sociale revolution. Hvis de Gaulle havdetrukket sig tilbage, overfor borgerskabets panik og stalinisternes drligere og drligere opbremsningsforsg,da ville den nye magt have blevet den samme som den foregende, ganske vist svagere, men officiel:stalinisterne skulle have forsvaret en regering som fx. bestod af Mends-Waldeck med borgerligemilitsenheder, aktivister fra partiet og dele af hren. De ville ikke have forsgt at handle som en Kerenskij,men som en Noske. De Gaulle, som var mere kontant end hans administratorer, lettede stalinisternes byrdeved en kundgrelse den 30., hvoraf det fremgik, at han ville forsge at holde sig p taburetten med allemidler: dvs. ved at stte hren ind for at pbegynde en borgerkrig og for at holde eller tilbageerobre Paris."De lyksalige stalinister var meget forsigtige med ikke at udtale sig om strejkens fortsttelse indtil regimetsfald. De var hurtige til at acceptere gaullistvalget, hvilket ogs blev den pris de mtte betale. Under sdanneomstndigheder l alternativet umiddelbart enten i proletariatets selvstndige bekrftelse eller ibevgelsens totale nederlag; mellem rdenes revolution eller "aftalerne i Grenelle". Den revolutionrebevgelse kunne ikke gre dette op med det franske kommunistparti (FKP) frend de Gaulle var blevetsparket ud. Den form for arbejderstyre som kunne have udviklet sig under krisens efter-gaullistiske fase var p samme tid truet af staten og FKP og kunne ikke undg dets kommende nederlag." (Vinet, cit.)Bevgelsen begyndte at aftage selvom arbejderne hrdnakket fortsatte at strejke i flere uger, hvilket allederes fagforeninger indtrngende anmodede dem om at afslutte. Naturligvis var bourgeoisiet i Frankrig ikkeforsvundet; det var kun blevet tavs af skrk. Den 30. maj stod det sammen med de konformistiskesmborgere frem for at give staten sin sttte. Men staten, som allerede var blevet s godt forsvaret af detbureaukratiske venstre, kunne kun falde hvis den selv ville, al den stund og s lnge som arbejderne ikkehavde rrt grundvolden for disse bureaukraters magt ved at fremtvinge deres egen selvstyrende magtform.Arbejderne gav dermed staten denne frihed og mtte til gengld modtage de gamle vanlige konsekvenser.Flertallet af dem havde ikke indset den totale betydning deres egen bevgelse havde, og ingen kunne gredet i deres sted.Hvis blot i en eneste stor fabrik i dagene mellem den 16. og 30. maj havde konstitueret sig som arbejderrdgennem en generalforsamling, som havde al beslutningsmssig og udvningsmssig magt, bortjagetbureaukraterne, organiseret deres selvforsvar og opfordret alle strejkende i de forskellige fabrikker til atstte sig i forbindelse med dem, da ville et sdant sidste kvalitativt skridt omgende have kunnet frebevgelsen frem til den sidste kamp, som den historisk fik markeret. Et stort antal af virksomheder ville havefulgt dem. jeblikkeligt ville en sdan fabrik vre blevet indsat som okkupationsbevgelsens virkeligecentrum, i stedet for de frste dages rdvilde og i alle henseender excentriske Sorbonne: virkeligereprsentanter fra de talrige arbejderrd som faktisk allerede eksisterede i visse okkuperede bygninger ogalle de som kunne have udbredt sig i de forskellige industrigrene ville have forenet sig omkring denne base.En sdan forsamling ville da have vret i stand til at proklamere ekspropriation af al kapital, statskapitaleniberegnet; bekendtgjort at hele landets produktionsmidler herefter befandt sig som vrende kollektivejendom for det i direkte demokrati organiserede proletariat; og ville have vret i stand til gennem siteksempel at henvende sig til alverdens arbejdere for at f sttte for denne revolution, fx. gennem erobringenaf nogle af telekommunikationens tekniske hjlpemidler. Nogle vil selvflgelig sige at en sdan hypotese er utopisk. Her er vort svar: det er njagtigt derfor at okkupationsbevgelsen objektivt set i flere tilflde har vret kun en time fra et sdant resultat siden den kunne vre i stand til at sprede en sdan skrk; nogetsom alle straks kunne mrke p den vanlige statsmagt og det skaldte kommunistiske parti's panik ogderefter p den lige s flelige sammensvrgelse som man fik sammenkogt for at undg at tale om


8/30


9/30

Sprgsmlet om antallet af dde i majbevgelsen har jo foranlediget en polemik overfor hvilkenordenshndhverne (som nu for tilfldet er rolige) ikke kan ophre med at komme tilbage til. Den officiellesandhed er at kun fem - hvoraf en var strmer - dde p stedet. Alle som pstr dette tillgger sig selv atdet beror p et fantastisk held. Det videnskabeligt fantastiske heri er at man aldrig har erkendt at blot en af de mange, virkeligt mange, alvorligt srede dde de flgende dage - et fantastisk held som dog ikke

beroede p den hurtige kirurgiske hjlp, og specielt ikke om natten p Rue Gay-Lussac. Denne enkle jongleren med antallet af dde var dengang meget mlndvendigt for den hrdt trngte regering og det er da ogs herefter af forskellige rsager forblevet sdan. De retrospektive beviser pokkupationsbevgelsens revolutionre karakter er i deres helhed imidlertid lige s klare, som det den fikslngt i ansigtet p verden gennem det at den eksisterede: beviset p at den fik gjort et frste udkast til enny legitimitet er at det i juni mned genoprettede regime aldrig har brudt sig om at anklage (for at genindfresamme indre statslige sikkerhed) de som var ansvarlige for de benbart ulovlige handlinger som bervedestaten dens autoritet og til og med dens bygninger. Men det mest benlyse for dem som kender til vortsekels historie vil endda vre dette: alt det som stalinisterne uden rast eller ro og p alle stadier gjorde for atbekmpe bevgelsen beviser at revolutionen var der.Medens stalinisterne altid p vanlig mde har reprsenteret idealet af et arbejderfjendtligt bureaukrati idettes rene form, trampede de venstreradikale bureaukratiske misfostre kun i klaveret. De behandlede deeksisterende bureaukratier benlyst hensynsfuldt (ikke "22. marts-bevgelsen", den havde travlt med atmele sin egen kage til fordel for sine egne eventyreres, ungtrotskisteres, maoisters vel, etc. etc.) med dentilfjelse at der for dem samtidig tilbagestod at ville (dog kun hvis det stemte overens med deres egneutilstrkkelige kalkyler) "at presse mere til venstre" en spontan bevgelse som i forvejen var meget mereekstremistisk end dem selv, og et politisk apparat, som under ingen omstndigheder kunne givekoncessioner til venstreismen i en s benlys revolutionr situation. I rigdommelig blomsterpragtblomstrede ogs pseudo-strategiske illusioner: visse venstreradikale (som fx. Cohn-Bendit og andremedlemmer af "22. marts", o.a.) troede p at man ved at okkupere et eller andet ministerium natten til den24. maj skulle have vret istand til at tilskrive bevgelsens sejr, medens andre venstreradikale samtidigtmanvrerede for at forhindre en "overdrift" der ikke passede ind i deres planer om hvorledes sejren skullevindes. Andre som nrede den mere blufrdige drm om at bevare en "ansvarlig" og afluset administrationfor at kunne holde et "sommeruniversitet", troede at fakulteterne skulle blive bybaser for guerillaen. (Alle faldtde uforsvarede efter arbejderstrejken, og allerede Sorbonne kunne, selvom det var et tilfldigt centrum for den udvidede bevgelse, med sine bne dre og nsten tmt for folk mod slutningen af den kritiske nat

mellem den 16. og 17. maj, vre blevet tilbageerobret p mindre end en time gennem et fremstd af CRS-politiet). De sm kliker, som ikke ville indse at bevgelsen allerede var hinsides et politisk skifte i Staten,eller p hvilke vilkr den virkelige indsats kunne fremfres (at en total sammenhngende bevidsthed kunneopst i fabrikkerne) modarbejdede derfor reelt dette perspektiv ved i stort tal at udsende deres mldteillusioner, og give alle og enhver et drligt eksempel ved deres bureaukratiske optrden, som allerevolutionre arbejdere spyttede p; og slutteligen at parodiere, p den mest ulykkelige mde, alle dehedengangne revolutionre former; parlamentarismen som guerilla i dens zapatistiske stil, - uden at denneelendige filmforevisning nogensinde gengav blot s meget som en krumme af den mindste virkelighed. Deretarderede ideologier fra venstreismens smpartier - beundrere af fejltagelserne i en forsvundenrevolutionr forgangenhed - var som sdvanlig overordentlig godt nedrustede for at kunne forst enmoderne bevgelse. Og "22. martsbevgelsen" - hvor summen af deres filosofiske gang biksemad var spdet op med en modernistisk mangel p sammenhng, der var sammenflettet af lse trdender,kombinerede det forgangne med s godt som alle ideologiske skavanker og med fejlene hos enforvirringsskabende naivisme. Bagstrberne befandt sig i spidsen for dem som selv demonstrerede deresangst for "bagstrb". Disse folk, hvordan eller hvorledes de s end gjorde det, betragtede bagstrber somen eller anden slags fare med en mystisk naturlig oprindelse, som skyldtes deres manglende kendskab til demest elementre sandheder vedrrende bagstrb og organisation, og om forskellen p en delegeret og enuansvarlig "talsmand". En sdan talsmand (som fx. Cohn-Bendit) var bundet af det modangreb som sattesind af fjenden, fordi den grundlggende og effektive magt for "22. marts-bevgelsen" var at give interviewstil verdenspressen. Deres latterfremkaldende stjerner skred frem i projektrlyset for overfor pressen aterklre, at de var p vagt overfor selv at blive stjerner."Aktionskomiteerne" som dannedes spontant overalt stod og vaklede p den tvetydige grnse mellemdirekte demokrati og den splittelsesfremkaldende bagstrberiske mangel p sammenhng. Dennemodstning klvede nsten alle disse komiteer i deres indre. Men endnu tydeligere var opdelingen mellemto fremherskende organisationstyper der begge havde fet samme etiket. P den ene side fandtes der komiteer som var dannet p lokalt plan (aktionskomiteer i bykvarterer eller p virksomheder,okkupationskomiteer i visse bygninger der var faldet i hnderne p den revolutionre bevgelse) eller dannet for at opfylde visse srskilt angivne og benbart praktisk ndvendige opgaver, specielt bevgelsens


10/30

internationalistiske udvidelse (italienske, nordafrikanske aktionskomiteer etc.). P den anden side s manbedriftskomiteer som var et forsg p at genoprette den gamle syndikalismes udbredelse, men som regel ide halv-privilegeredes sold - hvis karakter var prydet med korporativistisk indhold - som talerstole for srskilte specialister, som i deres egenskab af samme, ville tilslutte sig bevgelsen, overleve i den, og til ogmed skaffe sig en smule bermmelse fra den "Filmproduktionens kongres", "Forfatterforeningen", "Det

engelske Instituts aktionskomit" og hele resten. Endnu tydeligere end modstningerne om mlene, var dogmodstningen mellem metoderne. P den ene side var beslutningerne til for at blive virkeliggjorte, p denanden side var det abstrakte nsker. P den ene side havde de alle de trk som er karakteriserende for dekommende revolutionre rds magt, p den anden side var de en lattervkkende parodi p statsmagtensundertrykkelsesorganer.De okkuperede bygninger udgjorde en af bevgelsens strkeste holdepunkter nr de blot ikke stod under fagforeningernes "loyale forvaltningsbureaukraters" autoritet, og i den udstrkning de ikke forblev isoleredesom en slags pseudo-feudal ejendom, der kun tilhrte dem som normalt frdedes p universitetet (se fx. pSorbonne i de frste dage, de bygninger i Nantes som "studenterne" bnede for arbejdere og vagabonder,INSA hvor Lyons revolutionre arbejdere installerede sig, det Nationale Pdagogiske Institut). Disseokkupationers egen logik kunne have frt til bedre resultater: man br for vrigt lgge mrke til hvor lidt enbevgelse, som forblev paradoksalt angst overfor at rekvirere varer, overhovedet ikke bekymrede sig omallerede at have beslaglagt en del af statens faste ejendom.Selv om det til slut blev forhindret at dette eksempel blev genoptaget i fabrikkerne, s m det ogs siges atden stil der blev skabt gennem mange af disse okkupationer lod meget tilbage at nske. Den velbevaredeslendrian hindrede nsten overalt indsigten vedrrende situationens betydning og de instrumenter som dentilbd den eksisterende aktion. I nr. 77 af Informations Correspondance Ouvrire (jan. 69) indvender manmod Vinets bog (Enrags et situationnistes dans le mouvement des occupations. Edition Gallimard), der havde anfrt ICO-ernes tilstedevrelse ved Censier, at de arbejdere, som allerede lnge havde vret ikontakt med dette blad "ikke har 'belejret' hverken Sorbonne, Censier eller et hvilket som helst andet sted;alle har de vret engageret i strejken p deres arbejdspladser" og i "forsamlingerne p gaderne". "Detnkte aldrig p at holde 'en permanent plads' i den ene eller anden form p fakulteterne, og endnu mindrep at konstituere sig som 'arbejderled' eller '-rd', selvom de s var for 'okkupationernes opretholdelse',hvilket de iflge dem selv betragtede som "en deltagelse i parallelle organisationer med den hensigt at sttesig selv i arbejdernes sted". Lngere fremme fremturer ICO at de under alle omstndigheder afholder "tomder pr. uge" i deres gruppe fordi "fakulteterne, og specielt da det mere rolige Censier, tilbd gratisdisponible lokaler". Sledes har ICO-arbejdernes skrupler (som man gerne vil foregive de lige s virksommesom fordringslse arbejdere som vrende sandheder, nr de indlader sig p en strejke p en njerebestemt arbejdsplads eller p nje afgrnsede gader) kun kunnet fre dem til at afskrive et af de mestoriginale aspekter, muligheden for at kunne flytte fra stamcafeen til gratis lnte lokaler i et eller andet roligtfakultet. De tilstr ogs - med en liges tilfredsstillet mine - at et ikke njere angivet antal af dereskammerater "hurtigt ophrte med at komme til ICO's mder fordi de ikke fik nogen reflekser overfor dereslyst til "at gre noget". "At gre noget" er alts blevet for disse ICO-ere til en skammelig tendens til at kunne"stte sig i arbejdernes sted", og sdan set, i stedet for at bre arbejdernes vsen i sig, som iflgedefinitionen jo kun kan eksistere i fabrikkerne, hvor fx. stalinisterne tvinger ham til tavshed og hvor ICO under normale forhold m afvente at alle arbejdere skal befri sig indtil fuldstndig frihed direkte p pladsen (srisikerer man vel heller intet andet end at stte sig i stedet for den samme og fortfarende stummearbejder?). Et sdant ideologisk valg af splittelse er en udfordring mod de virkelige behov, som s mangearbejdere i maj flte var virkelige ndvendigheder: samordning af og kommunikation mellem basernes

kampformer og ideer gennem frie mder udadtil, fordi fagforeningspolitiet havde underkastet sig fabrikkerne.ICO er, og det vre sig fr eller efter maj, kommet til slutningen af dets metafysiske rsonnement: deneksisterer selv kun som et stencileret skrift, i hvilket en halv snes arbejdere tlmodigt finder sig i at"fremkomme med deres egne analyser" i stedet for "de som spontant kan skabes af hundredvis af andresom ikke har redigeret det. Nummer 78 fra februar kan yderligere meddele os" at p et r er oplagstalletget op fra 600 til 1000 eksemplarer". Medens "Rdet for okkupationernes opretholdelse" (Conseil pour lemaintien des occupations, CMDO) som blot gennem dens okkupation af Institut Pdagogique Nationalsyntes at have chokeret ICO's dyd, lod fx. uden at det skadede dets vrige aktiviteter, gratis trykke tekster ioplag p 100.000 eksemplarer gennem en umiddelbart opnet overensstemmelse med de strejkendetypografer ved IPN-trykkeriet i Montrouge, tekster hvis oplag spredtes til absolut strstedelen blandt andrestrejkende arbejdere. Og endnu har ingen forsgt at vise at disse teksters indhold p mindste mde sigtedep at stte sig i stedet for beslutninger truffet af hvilke som helst andre arbejdere. Og deltagelsen i deforbindelser som CMDO opretholdt i Paris og ude omkring i landet, stod aldrig i modstning til destrejkendes nrvrelse p arbejdspladserne (for s vidt heller ikke p gaden). Desuden fandt nogle


11/30

strejkende typografer det betydeligt bedre at arbejde hvor som helst p en anden mde med de til rdighedstende maskiner end at forblive passive p "deres" virksomheder.Arbejderpassivitetens puritanere mistede her chancen for at tage til orde til gengld for alle de gange de var blevet tvunget til tavshed, som hos dem efterhnden var vokset op til at vre en slags stolt vane. Langtskadeligere var imidlertid tilstedevrelsen af en mngde ny-bolsjevikiske eventyrere. Men det vrste var dog stadigvk den ekstreme mangel p homogenitet i den forsamling, som under de frste dagesokkupation af Sorbonne, uden at have villet det eller overhovedet klart forstet det, fandt sig selv somvrende det eksempeldannende midtpunkt for en bevgelse som drog fabrikkerne med sig. Denne mangelp social homogenitet beroede frst og fremmest p studenternes nedbrydende og talmssige overvgt(trods den gode vilje hos mange af dem) og forstrkedes af et ganske stort antal af besgere, hvis motivhelt enkelt var turistens. Det er en sdan objektiv base som tillader alt grovere manvre af en Krivines ogPenous slags at udbrede sig. Deltagernes splittelse gede den grundlggende splittelse i de handlinger som vedtoges af en improviseret forsamling, som gennem hndelsernes kraft var kommet til atreprsentere (i alle dette ords betydninger, og alts ogs dets vrste) et perspektiv for oprettelse af arbejderrd over hele landet. Denne forsamling besluttede samtidigt for Sorbonne - for vrigt drligt og pen mystificerende mde, den formede end ikke at kontrollere sin egen virksomhed - og for samfundet ikrise: den ville og proklamerede, i kejtede men oprigtige ord, enighed med arbejderne, den gamle verdensnegation. Lad os samtidig som vi nvner dens fejl ikke glemme at man lyttede til den. Samme nummer 77 af ICO fordmmer situationisterne for at have forsgt at handle eksemplariske i denne forsamling for at "bliveen legende", for at have placeret personer "p historiens tribune". Vi tror ikke at vi har gjort nogen til stjernep en historisk tribune, men vi ved at disse "arbejdersknnders" anvendelse af overlegen ironi passer sigmeget drligt her: det var en historisk tribune.Da revolutionen gik tabt mtte naturligvis den falske bevidstheds socio-tekniske mekanismer, som i detvsentligste var uskadede, genoprettes: skuespillet kolliderer med sin rene negation og ingen reformismekan herefter overgive strre indrmmelser til virkeligheden, ikke engang 7 %. Noget sdant ville enundersgelse af de ca. trehundrede udkomne bger - for nu kun at regne med dem som er udkommet iFrankrig ret efter okkupationsbevgelsen - uden videre kunne bevise overfor de mindst underrettede. Deter imidlertid ikke det store antal af bger som man skal spge med eller nedvurdere, men derimod vissepersoner, som besat af risikoen for bagstrbet, har troet sig at vre kaldet til at trde frem og forklare;personer som imidlertid har s meget mindre grund til at vre urolige, da der sdvanligvis hos dem ikkefindes meget som kan lokke bagstrbernes snedighed frem. Det faktum at s mange bger er blevetudgivet betyder frst og fremmest at bevgelsens historiske betydning, trods misforstelser og interessantebestridelser, er blevet erfaret i dybden. Det som betydeligt enklere kan kritiseres er, at der blandt 300 bger knapt findes ti som fortjener at blive lst, hvor det drejer sig om beskrivelser og analyser som har undget atfastlse sig i latterlige ideologier, eller de dokumentsamlinger som ikke er blevet forfalskede. Den totaltdominerende altfor mangelfulde information og forfalskning er eksemplarisk blevet tilpasset den mdehvorp man altid har omtalt situationisternes aktivitet. Uden overhovedet at ville nvne de bger som pdette punkt begrnser sig til enten at vre fuldstndig tavse eller til at fremkomme med nogle absurdeanklager, s er der hovedsagelig tre typer af lgne som gr igen i disse bger. Den frste model gr ud pat begrnse SI's virksomhed til Strasbourg atten mneder tidligere som den frste, fjerne igangsttelse af en krise i hvilken den slutteligen skulle vre forsvundet (dette er ogs den holdning som indtages i Cohn-Bendits bog, hvor det til og med er lykkedes ikke med et eneste ord at nvne gruppen "De rasendes"eksistens i Nanterre). Den anden model - denne gang en positiv lgn og ikke lngere igennem hvad denudelukker - bekrfter p trods af alle indikationerne p det modsatte, at situationisterne skulle have haft

eller accepteret noget som helst samarbejde med "22 martsbevgelsen", mange gr til og med s langt atman helt og holdent sammensmelter os med den. Den tredje model fremstiller os til slut som en autonomgruppe af uansvarlige og vanvittige individer, der trdte frem som en overraskelse, ja med vben i hnd, vedSorbonne og andre steder for at s en uhyggelig uorden, og stillende de mest ekstravagante krav.Alligevel turde det vre svrt at bengte en vis kontinuitet i situationisternes handlinger 1967-68. Men detforekommer prcist som om denne kontinuitet er blevet oplevet som noget ubehageligt af dem som gennemstort opslede interviews eller ved deres rekrutteringer tildeler sig selv en rolle som ledere for bevgelsen;en rolle som SI for sin part altid har tilbagevist. Deres enfoldige ambition forleder dem til at skjule netop detsom de selv kender lidt bedre til end andre. Den situationistiske teori fandtes hos store skarer somudspringet til denne generaliserende kritik der fremkaldte de frste episoder i majkrisen og som udviklededen. Det var ikke udelukkende en flge af vor indblanding ved universitetet i Strasbourg. Vaneigems ogDebords bger var fx. blevet udsendt i hver to til tre tusinde eksemplarer nogle mneder i forvejen,hovedsagelig i Paris, og et usdvanligt stort antal af dem var blevet lst af revolutionre arbejdere (visse

tegn tyder p at de i hvert fald i forhold til deres oplagstal har vret de mest stjlne hos boghandlerne i


12/30

1968). Gennem gruppen "De rasende" kan SI smigre sig med ikke at have vret uden betydning for dendirekte kilde til den uro der var ved Nanterre og som skulle komme til at fre sig s langt. Slutteligen tror viikke at vi var srligt langt bagefter massernes spontane bevgelse som dominerede landet i maj 1968,bde i lyset af det vi gjorde i Sorbonne og gennem de forskellige former for aktioner som CMDO siden henudfrte. Foruden SI i almindelighed eller det store antal individer, som godtog og handlede i

overensstemmelse med dens teser, s forsvarede endnu flere de situationistiske perspektiver, entengennem direkte pvirkning eller ubevidst, fordi det for en stor del var dem som denne epokes revolutionrekrise frembar, objektivt set. De som ikke tror os, behver blot at lse skriften p vggen (for dem som ikkedirekte har erfaret dette henviser vi til den fotosamling som Walter Lewino har udgivet: L'Imagination auPouvoir [Fantasien til magten], Losfeld 1968).Man kan alts pst at den systematiske nedvurdering af SI kun er en detalje, som er homolog med denfremherskende lres aktuelle og normale forringelse af hele okkupationsbevgelsen. Den jalousi som vissevenstreradikale har nret overfor SI og som s strkt bidrager til deres historieforfalskende beskftigelsesavner forresten en hvilken som helst anledning. De mest venstreradikale smgrupper har ingen grund til atoptrde som rivaler til SI, for SI er ikke en gruppe af deres slags. Den konkurrerer ikke med dem imilitantisme p deres omrde og foregiver ikke som dem at styre den revolutionre bevgelse i navn af eneller anden pstet "korrekt" tolkning hos et eller andet forstenet sandshedsvidnesbyrd i et marxistisk eller anarkistisk citat. Man m ikke glemme at SI, i stedet for disse abstrakte drvtyggerier hvor den gamleklassekamps altid aktuelle slutstninger forekommer i en hbls forvirring af fejl og bedragerier somsnderslider hinanden, principielt har tilfrt den teoretiske debat om samfundet, kulturen og livet en ny esprit.Denne esprit er garanteret revolutionr. Den har p en srskilt mde kunnet alliere sig med den virkeligerevolutionre bevgelse som begyndte forfra. Og det er i hele den udstrkning som denne bevgelse fiken ny karakter, hvor den fandtes ligne SI, hvis teser den delvist havde taget p sin egen kappe; ogingenlunde ved hjlp af en traditionel politisk proces. Den overvejende nye karakter af denne praktiskebevgelse er njagtig aflselig i selve den indflydelse (som helt og holdent er fremmed for en dirigerenderolle), som SI ans sig at udve. Alle tendenser til venstreradikalisme - det medregnet "22. marts" som i sinkludebutik havde noget leninisme, kinesisk stalinisme, anarkisme og til og med lidt, lidt "situationisme", somde ikke har fattet - stttede sig udtrykkeligt til en lang rkke af foregende kampe, eksempler og doktriner,som hundreder af gange er blevet publiceret og diskuteret. Uden tvivl var disse kampe og udgaver blevetundertrykt af den stalinistiske reaktion og negligerede af den borgerlige intelligentsia. Men de var doguendeligt meget mere lettilgngelige end SI's nye synspunkter, som aldrig havde kunnet gre sig kendte

undtagen gennem vore egne skrifter og gennem vore aktuelle aktiviteter. At de sjldent sete SI-dokumenter som man kender til, har net en s stor opmrksomhed beror tydeligvis p at en del af den avanceredekritik genkendte sig selv i dette sprog. Sledes befinder vi os alts i en ganske god position for at kunne sigehvad maj, til og med latent, hovedsagelig indeholdt, at n frem til bevidstheden om okkupationsbevgelsensubevidste tendenser. Andre, som lyver, siger at der ikke fandtes noget at forst i dette absurde raseri; entenprojicerer de kun faktiske synspunkter som er forldede og mindre vigtige p deres ideologiskebiograflrred som om det var hele sandheden; eller ogs fortstter de med den taktik som de har udviklet iArguments: gennem selvvalgte enqueter stadigt at skabe sig nye emner. De har til deres tilrdighed de storeaviser og de sm vennetjenester, sociologien og de store oplag. Vi har intet af alt dette og vi udleder vor ytringsret kun fra os selv, og alligevel kommer det de siger angende maj til at forsvinde ind i det ligegyldigeog glemmes bort; og det er hvad vi siger om dem som vil blive stende og slutteligen blive troet oggenoptaget.Den situationistiske teoris indflydelse kan aflses svel p vggene som i de handlinger de revolutionre i

Nantes udfrte, ligesom i "De rasendes" virksomhed, der var eksemplarisk p sin mde. Man kan i avisernefra begyndelsen af 68 se med hvilken indignation man mdte de nye handlingsformer som "De rasende"begyndte at tilfre og systematisere. "Det snavsede Nanterre" blev til "det tossede Nanterre" blot fordi nogle"slyngler p universitetsomrdet" en dag blev enige om at "alt det som er diskutabelt skal diskuteres" ogfordi de ville "at man sagde dette til hinanden".I virkeligheden havde de som slog sig sammen og dannede "De rasende" ingen forudfattet mening omhvorledes man skulle agitere. Disse "studenter" var nemlig kun der for formens og stipendiernes skyld. Nublev imidlertid betonbygningerne, studenternes dumme indbildskhed og de modernistiske professorersbagtanker dem endnu mere forhadte end hvad deres gamle vaner og blikskursbyerne i Paris's udkanter tidligere har vret. I hvad som her fandtes tilbage af menneskelighed fandt de kun elendighed,kedsommelighed og lgn; i denne kulturelle suppe, i denne sprukne koncert af Lefebvres "rlighed",Touraines slutning p klassekampen, Bouricauds lange arme, Lourau og hans kybernetiske fremtid. Men derasende kendte desuden til situationisternes teorier og vidste at de studenter som i ghettoen anvendte deres

hoved til at tnke med, ogs kendte til dem. De bestemte sig for at alle skulle have kendskab hertil og de


13/30

begyndte at give sig til at demaskere lgnen, medens de sparede op til senere at kunne finde nye omrder for deres leg, for de regnede afgjort med at nr studenterne og lgnhalsene var blevet krt ud ogfakulteterne delagt, at da kunne de med lidt held begynde p en sammenstyrtning i en helt anden skala,hvor "lykken og ulykken skulle begynde at tage form".

Udsnit af en tegneserie fra De Rasende

Deres fortid, som de aldrig forsgte at skjule (deres oprindelse var for strstedelen anarkistisk, men ogssurrealistisk og i visse tilflde trotskistisk) kom snart til at blive til bekymring for dem som de frst ramlede

sammen med: de gamle venstreradikale smgrupper, CLER's trotskister eller de anarkistiske studenter iberegnet Daniel Cohn-Bendit, som alle kaglede om UNEF's mangel p fremtid eller psykologiens funktion.At de rasende i talrige tilflde valgte, uden nogen undvendig parlamentering at blive udelukket frauniversitetet, beskyttede dem imod den fremgang de fik blandt en snes studenter; det beskyttede dem ogsmod rkeslse tilhngere og imod alle dem som var ude efter en situationisme uden situationister, hvor dekunne dyrke deres tvangsforestillinger og elendighed. P grund af disse omstndigheder kom gruppen somregel kun til at best af et halvt dusin agitatorer, ogs selv om de engang imellem nede op p et antal af femten. Og som vi alle har kunnet se, s slog det jo godt nok til.De metoder som de rasende anvendte - specielt at de saboterede forelsningerne - vkkede straks dybeanstd hos svel de venstreradikale som hos de velafrettede studenter, ogs selvom de i dag er lige ssdvanlige p universitetet som i gymnasterne. De venstreradikale organiserede endog sommetider ordensvagter for at beskytte professorerne fra en regn af forulempelser og rdne appelsiner. Udbredelsen ibrugen af de velfortjente forulempelser, vginskriptionerne, kamprbet om uvilkrlig boykot af

eksamenerne, udbredelsen af flyveblade i universitetslokalerne - med et ord: hele deres daglige skandalseeksistens pfrte de rasende et frste forsg p undertrykkelse: Riesel og Bigorgne indkaldtes den 25. januar til universitetsdekanen, Cheval blev i begyndelsen af april smidt ud fra sit kollegievrelse, Bigorgneblev det forbudt at blive der i slutningen af februar og han fik senere, i begyndelsen af april fem rsudelukkelse fra alle universiteter i Frankrig. Parallelt begyndte smgrupperne nu at udvikle en strammerepolitisk agitation.Det var frst senere at de gamle aber i dette reservat begyndte at lade sig forstyrre, for de var s optaget af at iscenestte deres "tanker" i de mest forkludrede komedier. Man mtte derfor tvinge dem til at smidemasken som Morin, der grn af fortrydelse under studenternes klapsalver skreg: "I gr henviste I mig tilhistoriens skraldespand ... " Nogen afbrd: "Hvorfor er du kommet tilbage?" - "Jeg foretrkker at vre pmddingen i stedet for at vre hos jer som passer den, og jeg foretrkker under alle omstndigheder atvre i skraldespanden fremfor at vre i krematoriet!" Eller endnu bedre: Tourain, som savlende af vanvidvrlte: "Jeg har fet nok af anarkister, for ikke at tale om situationister! I jeblikket er det mig sombestemmer her, og skulle det en dag blive jer, s vil jeg begive mig hen til et sted hvor man ved hvad det vil


14/30

sige at arbejde." Kun et r senere blev disse banebrydende synspunkter yderligere udviklet i RaymondArons og Eteimbles artikler, i hvilke de protesterer imod det umulige i at arbejde under sdanne forhold ogmod fremkomsten af venstre-totalitarisme og rde fascisme. Fra den 26. januar til den 22. marts foregik tilstadighed disse voldsomme afbrydelser af forelsningerne. De rasende vedligeholdt denne permanenteagitation for at kunne gennemfre flere projekter, som kom til at forblive ufuldbyrdede: at udgive en brochure

i begyndelsen af maj og for sammen med revolutionre fra Nantes at erobre og plyndre universitetetsadministrationsbygning i begyndelsen af marts. Inden universitetsdekan Grappin havde fet set s meget,tilkendegav han ved sin pressekonference den 28. marts at "en gruppe uansvarlige studenter i noglemneder havde forstyrret forelsninger og eksamener og praktiseret soldatermetoder indenfor universitetet... Disse studenter kan ikke sammenstilles med nogen kendt politisk organisation. De udgr et megeteksplosivt element i et milj som er meget letantndelig." Hvad angr brochuren, s var revolutionenhurtigere end de rasendes trykkere. Og efter krisen var man tvunget til at afst fra at udgive den tekst, soms her bagefter skulle have virket profetisk.Alt dette forklarer hvilken interesse de rasende havde for aftenen den 22. marts, hvor stor deresmistnksomhed a priori s end har vret imod de vrige protestanter. Medens Cohn-Bendit, som allerededa var blevet en stjerne p Nanterres himmelhvlv, forhandlede med dem som ikke rigtigt kunne bestemmesig, installerede ti rasende sig ensomme i universitetsrdets sal, for frst 22 minutter senere at forenes medhvad som skulle blive til "22. martsbevgelsen". Det er kendt (jvf. Vinet) hvorfor og p hvilken mde derasende trak sig tilbage fra denne farce. De inds at politiet ikke kunne virkeliggre det eneste ml de havdesat op for denne aften: at delgge samtlige eksamenshandlinger. Ud p de sm timer den 23.ekskluderede de fem stykker, som i angst for at "adskille sig fra studentermasserne" havde ngtet at forladesalen!Det er for s vidt interessant at kunne konstatere at man i oprindelsen til majkrisen kan finde et opgr medde falske tnkere fra kredsen omkring "Arguments". Men nr de rasende angreb denne slibrige skare af subversive tnkere, udnvnt af staten, gjorde de andet og mere end blot at slide en gammel plade: de talteallerede i egenskab af en okkupationsbevgelse, som sloges for sammen med alle mennesker atgennemfre en virkelig okkupation af alle sektorer indenfor dette lgnagtige samfundsliv. Og ved, gennemp betonmurene at skrive: "Tag jeres begr alvorligt," delagde de samtidig den bagstrberiske ideologisom kom til udtryk i sloganet "Fantasien til magten" der lanceredes af "22. martsbevgelsen" p en sprtentis mde. De rasende var fyldte af begr, medens de andre savnede fantasi.I april var de rasende nsten aldrig synlige i Nanterre. De tillb til direkte demokrati, som udbasuneredes af "22. martsbevgelsen" var benlyst umulige at virkeliggre i et s drligt selskab, og de rasende sagde pforhnd nej til at lade sig opfatte som yderliggende spasmagere til venstre for den latterlige arbejdsgruppe"Kultur og Kreativitet". Derimod betd nanterresstudenternes genoptagelse af visse af deresagitationsmetoder (selvom det skete p en mde som var blevet bevidst fordunklet af debatten om anti-imperialismen) at debatten begyndte at komme ind p det omrde som de rasende havde efterstrbt.Pariserstudenternes angreb p politiet den 3. maj, som svar p universitetsadministrationens seneste ogklodsede modforholdsregler, viser det ogs - de rasendes voldsomme flyveblads "Hids jer op til kamp", der uddeltes den 6. maj, fremkaldte kun indignation hos de leninister som var omtalt der, det l nemlig i niveaumed den virkelige bevgelse: med to dages gadekampe kom de oprrske til at finde en anvendelig mde.De rasendes egen aktivitet sluttede lige s konsekvent som den begyndte. De blev behandlet somsituationister lnge fr de overhovedet var med i SI, idet de bagstrberiske venstreradikale efterabede demsamtidig med at de troede sig i stand til at kunne forbig dem i tavshed med deres pralende skryderier overfor de journalister, som de rasende klart og tydeligt havde tilbagevist. Ja, selv ordet "rasende", medhvilket Riesel fik sat et s uafvaskeligt mrke p okkupationsbevgelsen, gled langsomt over til at blivesynonymt med "cohn-bendist" i pressen.Den hurtige rkke af p hinanden flgende gadekampe i majs frste "ti-dagesuge" sammenfrte straks derasende, situationisterne og en del andre kammerater. Deres overensstemmelse formaliseredes den 14. maj- dagen efter Sorbonnes okkupation - da de overgik til "Comit Enrags - Internationale Situationniste", der samme dag begyndte at udsende en del dokumenter med denne betegnelse. Nu udtryktes de situationistisketeser allerede helt selvstndigt og i stor udstrkning i det indre af bevgelsen. Men det gjaldt ikke om atopstille srskilte principper omkring hvilke vi senere hen skulle kunne gre krav p at forme eller at vejlededen virkelige bevgelse; nr vi sagde hvad vi tnkte s sagde vi hvem vi var, medens en mngde andrevar tvungne til at skjule for sig selv, for at kunne forklare at man mtte flge deres centralkomits korrektepolitik. Samme aften begyndte generalforsamlingen i Sorbonne, der nu ogs stod ben for arbejderne, p atp stedet at organisere sin magt. Og Ren Riesel, som var den mest radikale i diskussionen om Sorbonnesegen organisation og i sin stillingtagen for en total udvidelse af den pbegyndte kamp, blev indvalgt i denfrste okkupationskomit. Den 15. henvendte de situationister, som befandt sig i Paris, sig til udlandet og til


15/30

landet som helhed med et cirkulre: "Til SI's medlemmer og til de kammerater som har erklret sig ioverensstemmelse med vore teser". Denne tekst analyserede i nogle f ord den proces som var i gang oghvilke vendinger den kunne tage, i aftagende sandsynlighed: udmatning af bevgelsen, hvilket skulle blivetilfldet om den forblev begrnset "til studenterne inden den anti-buraukratiske agitation er net frem tilarbejderne", undertrykkelse, eller til slut "social revolution?". Cirkulret indeholdt ogs oplysninger om vore

hidtidige handlinger og opfordrede til maksimale anstrengelser for at "gre bevgelsen kendt, sttte ogudbrede den". Som umiddelbare ml i Frankrig foreslog vi: "Okkupation af fabrikkerne (aftenen i forvejenhavde man just fet besked om at Sud-Aviation faktisk var blevet okkuperet), konstituering af arbejderrd,definitiv lukning af universitetet og en fuldstndig kritik af alle arter af fremmedgrelse". Det br bemrkesher, at dette var frste gang i hele sin eksistens at den situationistiske internationale bad nogen - hvem detend mtte vre - at gre noget. Dette glder til og med dem som stod vore teorier nrmest. Vort cirkulreforblev heller ikke uden ekko, srskilt hvor det gjaldt et par steder, hvor majbevgelsen skulle komme til atblive mest udbredt. Om aftenen den 16. udsendte SI et andet cirkulre i hvilket der blev gjort rede for hvadsom var hndt i dagens lb og i hvilket ogs "en usdvanlig kraftprve" blev forudsagt. Her kom doggeneralstrejken til at afbryde denne serie, som efter den 20. blev genoptaget i en anden form gennem desendebud CMDO sendte ud i landet og til andre lande.

Sidste rapport fra Okkupationskomiteen ved Generalforsamlingen p Sorbonne,den 17. maj

Vinet har i sin bog detaljeret redegjort for hvorledes Sorbonnes okkupationskomit - der om aftenen den 15.genvalgtes en masse af generalforsamlingen - mtte se de fleste af sine medlemmer forsigtigt forsvindeunder trykket af alle de manvrer og intimideringsforsg som fremfrtes mod dem af et informelt bureaukrati(UNEF, MAU, JCR etc.) som i al hemmelighed selv strbte efter at gre sig til herrer over Sorbonne. Den16. og 17. befandt sig sledes de rasende og situationisterne i den situation at de alene havde ansvaret for okkupationskomiteen. Da den generalforsamling, som samledes den 17. maj, hverken kunne komme til atgodkende eller forkaste (manipulatrerne forhindrede enhver afstemning i forsamlingen) de handlinger somkomiten havde udfrt i kraft af sit mandat, forklarede vi omgende at vi forlod dette hensygnendeSorbonne, og alle de som var med i denne komit udvandrede sammen med os. De dannede senerekernegruppen i "Rdet for okkupationernes opretholdelse" (CMDO). Her br det ppeges at denokkupationskomit man valgte efter vort opbrud kom til at forblive i funktion, identisk i sin sammenhng ogstorslet i sine handlinger som vi jo alle kender til, endda helt frem til politiets tilbagekomst i juni. Der blevaldrig mere talt om at lade generalforsamlingen dagligt vlge delegerede, som kunne afsttes. Den komit

som bestod af professionelle, lykkedes til og med at afskaffe generalforsamlingerne, som i deres jne kunvar en kilde til uro og spild af tid. Situationisterne kan derimod sammenfatte sin aktivitet ved Sorbonne i disse


16/30


17/30

grunde i et srskilt jeblik, og som atter er blevet uafhngige siden rdets oplsning". (Vinet, cit.). CMDOhavde vret et forbindelsesled, ikke en magt.Under og efter maj har en del fordmt os for at have kritiseret alt og alle og flgagtigt kun anset atsituationisterne handlede acceptabelt. Dette er ikke rigtigt. Vi godkendte massernes bevgelse i hele densudstrkning og de bemrkelsesvrdige initiativer som titusindevis af individer tog. Vi godkendte svel endel revolutionre gruppers virksomhed i Nantes og Lyon som vi fik kendskab til, samt al deres virksomhedder var i kontakt med CMDO. De dokumenter som Vinet anfrer viser jo klart og tydeligt at vi desudendelvist godkendte mange aktionskomiteers deklarationer. Det er klart at vi ville have godkendt mange andregrupper og komiteer som vi ikke kendte til hvis vi blot var blevet informerede herom. Og endnu merebenlyst er det, at eftersom vi ikke kendte til dem, kunne vi ikke p mindste mde kritisere dem. Nok omdette. Hvad derimod angr venstreismens smpartier og "22. martsbevgelsen", Barjonet og Lapassade,s forbavser det os virkeligt at nogen som har kendskab til vor tidligere stillingtagen skulle vente sig en artiganerkendelse fra vor side, specielt nr man ser p hvorledes de i dette sprgsml vrende typer optrdte idenne periode.Vi har heller aldrig pstet at visse af de handlingsformer okkupationsbevgelsen anvendte skulle have endirekte situationistisk oprindelse - mske lige netop med undtagelsen af udnyttelsen af tegneserier medkritisk indhold. Tvrtimod mener vi at de alle kommer fra arbejdernes "vilde" kampe, og vi har siden flere r tilbage i proportion hertil ogs anfrt eksempler p dem i visse numre af vort tidsskrift og regulrt angivetderes oprindelse. Det var arbejderne som frst angreb et blads hovedkontor i protest mod de falskeoplysninger avisen spredte om dem (Lige 1961), som frst brndte biler af (Merlebach 1962) og som frstskrev den nye revolutions slagord p vggene ("Her slutter friheden" p en vg ved Rhodiaceta 1967).Derimod kan det fremhves at frste gang en professor "stod skoleret" og jagedes vk fra sit podium var den 26. oktober 1966 i Strasbourg (benbart som et forspil til hvad de rasende skulle komme til at gre iNanterre) - det var hvad situationisterne gjorde ved kybernetikkeren Abraham Moles ved hanstiltrdelsesforelsning.Alle de tekster vi udgav under okkupationsbevgelsen viser at situationisterne aldrig nrede nogle illusioner om bevgelsens muligheder til helt og holdent at lykkes. Vi vidste at denne revolutionre bevgelse, somvar objektivt mulig og ndvendig, dog subjektivt opstod p et meget lavt niveau: spontant og snderrevet,ukendt med sin egen historie og om helheden i sine ml, tilbagekom den revolutionre bevgelse efter ethalvt sekels snderknusning og fandt at alle de som havde slet den ned (borgere og bureaukrater) stod ogventede i gode kamppositioner. Efter vor opfattelse fandtes der kun en svag chance for at bevgelsenvirkeligt skulle have vret lykkedes, og det var mellem den 17. og den 30. maj. Men vi har ogs vist atdenne chance, som dog skabtes af bevgelsen, var det maksimum der blev sat p spil i det jeblik krisennede et vist punkt og som definitivt ogs var vrd at stte p spil. Allerede p dette tidspunkt var bevgelsen efter vor opfattelse en stor historisk sejr - hvad som end senere skulle hnde. Og vi mener atallerede halvdelen af det som skete ville have vret et meget betydningsfuldt resultat.Ingen kan bengte at SI var imod al propaganda, svel for sig selv som for smgrupperne. CMDO hvedeingen "situationistisk fane" og der findes heller intet om SI i vore tekster fra den tid, lige med undtagelse af den tekst som besvarede Barjonets frkke indbydelse til en flles front dagen efter mdet i Charlety. Ogblandt alle de reklamemssige forkortelser, som de grupper der gr krav p at lede revolutionen skrev pvggene i Paris, forekommer ikke en eneste som betegner SI - og endda er vore tilhngere uden tvivlmestre i at skrive p vggene.Vi mener - og vi siger dette frst og fremmest til kammerater som i andre lande kommer til at stiftebekendtskab med en krise af samme natur - at disse eksempler viser hvad nogle f individer med ensammenhngende opfattelse i vsentlige sprgsml kan udrette under det frste stadie af denrevolutionre proletariske bevgelses tilbagekomst. Under majdagene i Paris befandt der sig kun en halvsnes situationister og rasende, og i det vrige land fandtes ingen. Men en lykkelig forening af spontanrevolutionr improvisation og en slags almen sympati som stod omkring SI tillod at en helt udbredtvirksomhed kunne samordnes, ikke kun i Paris men ogs i andre store byer, som om der alleredeeksisterede en organisation over hele landet. I endnu strre udstrkning end denne spontane organisationfandtes en flelse af en vag og mystisk situationistisk trussel, som man ogs gav udtryk for fra mange sider:sledes var det med de hundredvis, ja oven i kbet tusindvis, personer som bureaukraterne udnvnte tilsituationister eller mere ofte situs, som den populre forkortelse ld p og som dukkede frem i denne tid. Vifler os hdrede af det faktum at dette ord "situ", som synes at have sit nedsttende udspring i det sprogsom anvendes i visse studenterkredse ude i landet, og som ikke bare anvendes for at betegneokkupationsbevgelsens mest ekstremistiske elementer, men som ogs har bibetydningen vandal,

tyvekngt og gadedreng.


18/30

Vi tror ikke at det lykkedes os at undg en hel del fejltagelser. Men det at vi regner dem op her er stadigtberoende p at vi tnker p hvad de kammerater som lngere fremme kan komme til at gre i lignendesituationer, og hvad de kan lre sig af dem.

Sparkist-barrikade P Rue Gay-Lussac, hvor vi befandt os i smklynger som var opstet spontant, traf enhver af os flere dusinpersoner som vi kendte eller som genkendte os af udseende og kom hen for at tale med os. Derefter begavhver og en sig af dem selv ud i dette vidunderlige kaos som det "befriede kvarter" udgjorde, ud til den eneeller anden "frontlinje" eller dets forsvarsvrker, oven i kbet inden politiets uundgelige angreb. Dette skete

p en sdan mde at ikke alene blev alle isolerede fra hinanden, men som regel ogs hver enkelt fra sinegen gruppe. Det var en stor misforstelse fra vor side, at vi ikke straks bad alle om at blive p stedetsamlet. Hvis en gruppe havde handlet p den mde ville den uundgeligt vokse, som en snebold der ruller ned ad en bakke, til den indeholdt alle dem vi kendte af disse barrikadekmpere - det var her hver enkelt af os traf flere venner end man p et helt r tilfldigt kan stde p i Paris. P denne mde havde vi vret istand til at danne en enhed p to til trehundrede personer, som kendte hinanden og som handlede i enighed,hvilket netop var det som der savnedes mest under den splittede kamp. Uden tvivl var denne kamp under alle omstndigheder dmt til at mislykkes; det talmssige forhold mellem de styrker som omringedekvarteret og oprrsstyrkerne var sdan noget som 3:1, for nu slet ikke at nvne de frstes overlegenhed iudrustning. Men en sdan gruppe ville have givet et vist manvrerum, hvad enten det drejede sig om etmodangreb eller at forlnge barrikaderne st om Rue Mouffetard (en zone som politiet holdt ganske drligtendda til langt hen p natten) for p denne mde at have kunnet bne en retrtevej for alle dem somsenere havnede i politiets garn (et par hundrede undslap ved et rent held ved at sge ind i cole NormaleSuprieure).I okkupationskomiteen p Sorbonne gjorde vi nsten alt hvad vi kunne med tanken p omstndighederneog den almindelige travlhed. Man kan ikke fordmme os for ikke at have gjort mere for at pynte pudseendet af denne bedrvelige bygning, som vi knapt nede at inspicere. Det er sandt at der fandtes etkapel der, men vi havde p en plakat opfordret okkupanterne - ligesom Riesel gjorde det overfor generalforsamlingen den 14. maj - at s hurtigt som muligt at delgge det. (Plakaten ld: "Lad osomgende afkristne Sorbonne. Vi kan ikke lngere tolerere et kapel her. Lad os grave op hvad der findestilbage af dslet Richelieu, statsmand og kardinal, og sende det tilbage til Elysepalet og Vatikanet!"). Pden anden side eksisterede "Sorbonnes Radio" aldeles ikke som sender, s man kan ikke bebrejde os for ikke at have anvendt den. Det er indlysende at vi intet kendte til ildebranden den 17. maj eller at vi skullehave psat den, som et skummelt rygte der blev spredt af smgrupperne ville gre gldende; alene datoener tilstrkkeligt for at vise hvor upolitisk et sdant projekt ville have vret. Vi hngte os heller ikke i detaljer,hvor nyttige disse s ellers kunne have vret. Det er alts ren fantasi nr Jean Maitron fremfrer at

"Sorbonnes restaurant og kkken ... forblev i hnderne p 'situationisterne' helt ind i juni. Iblandt demfandtes meget f studenter. Derimod mange unge uden arbejde." (La Sorbonne par elle-meme, s. 114,


19/30

Editions Ouvrieres, 1968). Alligevel m vi dog bebrejde os selv denne fejl: de kammerater som stod for distributionen af flyveblade og deklarationer ndrede fra og med den 16. maj kl. 17 underskriften fra"Sorbonnes okkupationskomit" til "Okkupationskomiteen ved Sorbonnes selvstndige og folkeligeuniversitet" uden at nogen spekulerede over det. Dette var absolut en ganske afgrende tilbagegang, i vorejne havde Sorbonne kun en vrdi derved at det var en bygning som den revolutionre bevgelse havde

bemgtiget sig, og denne underskrift fik folk til at tro at vi skulle anerkende en plads som stadigvk gjordekrav p at vre et universitet - ogs om det s var et "selvstndigt og folkeligt" universitet, for hvilket vialdrig har nret andet end dyb foragt, og som det ville have vret endnu mere kelt at have accepteret i etjeblik som dette. En mindre vigtig fejl, som beroede p manglende opmrksomhed, gjorde vi den 17. majda vi uddelte en tekst som var forfattet af de brede lag ved Renault med en underskrift som ld:"Okkupationskomiteen". Komiteen havde selvflgelig ret da den stillede midler til disposition for arbejdernesmuligheder for at kunne tage til orde uden censur, men det skulle have vret anfrt klart at det var arbejderne der havde redigeret denne tekst og at okkupationskomiteen blot udgav den. Og dette s megetmere da disse arbejdere, der opfordrede til at man skulle fortstte med at "g til Renault", derved havdekunnet anvendes mod et af fagforeningernes argumenter (som p denne tid stadigvk virkedemystificerende) der gik ud p at det var ndvendigt at fabriksportene forblev lukkede, sledes at politiet ikkeskulle kunne tage dette faktum at de var bne som en forventning og en mulighed for at angribe fabrikkerne.CMDO glemte at betegne hver eneste af sine tryksager med: "Trykt af strejkende arbejdere", hvilket skullehave vret eksemplarisk og i perfekt overensstemmelse med de teorier de ledte tankerne hen p og etudmrket svar p de fagforeningsmrker som trykkerierne i almindelighed lader pstemple. En alvorligerefejl var, at medens vi gjorde fortrffelig brug af telefonerne, s forsmte vi fuldstndig muligheden for atanvende telex, som ville have sat os i stand til at n en lang rkke af okkuperede fabrikker og bygninger ihele Frankrig og sende informationer ud over hele Europa. Ejendommeligt nok forsmte vi ogs at anvendede astronomiske observatorier som blev tilgngelige da observatoriet i Meudon blev okkuperet.Men bortset fra dette kan vi gennem en eventuel opsummering af det vigtigste SI foretog sig ikke finde nogetsom skulle vre kritikvrdigt.Lad os i stedet betragte okkupationsbevgelsens hidtil vigtigste resultater. Bevgelsen besejredes iFrankrig, men den knustes ikke. Dette er uden tvivl det mest bemrkelsesvrdige og det som har denstrste interesse i praktikken. Det virker som om at en sdan her alvorlig social krise aldrig er ophrt, menefterflges af en undertrykkelse som mere eller mindre svkker den revolutionre strmning - denneundertrykkelse er den betaling som man har kunnet vente sig for den historiske erfaring som hver gangtilfres. Det er velkendt at der ikke er forekommet nogen politisk undertrykkelse i egentlig forstand,naturligvis udover de talrige udlndinge der blev kastet ud af landet via det administrative apparat og dehundredvis oprrsmagere som i de efterflgende mneder blev dmt for skaldt offentlig forbrydelse.(Selvom mere end en tredjedel af CMDO's aktive tilhngere anholdtes under forskellige sammenstd,havnede ingen i denne kategori; CMDO trak sig stille og roligt tilbage i slutningen af juni). Alle de politiskansvarlige fra denne periode der ikke klarede sig fri af en arrestation i slutningen af krisen, blev lsladte efter et par uger og ingen af dem blev stillet for retten. Regeringen var tvunget til at beslutte sig for dettetilbagetog, kun for at f det til at se ud som om roen var genoprettet ved universiteterne og at der ikke var nogen fare for eksamenerne efterret 1968; det behvedes blot for de medicinstuderendes aktionskomit atpresse en lille smule p for at man kunne f denne vigtige indrmmelse allerede i slutningen af august."Hvad der er blevet frontalt angrebet ... er ganske simpelt den velsmurte kapitalistiske konomi" (Vinet), ogden er alvorligt blevet bragt ud af balance af den revolutionre krises omfang. Selvflgelig ikke gennem

lnforhjelser, som den sikkert nok kunne udholde, og heller ikke gennem det at produktionen har vretlammet i nogle uger, men fremfor alt derved, at det franske borgerskab har mistet troen p sit lands stabilitet:dette sammen med de vrige aspekter p dagens valutakrise medfrte en kraftig kapitalflugt og en ny krisefor Franc'en allerede i november. (Landets valutareserver faldt fra 30 milliarder i maj 1968 til 18 milliarder etr senere). Efter den forsinkede devaluering den 8. august 1969 begyndte le Monde nste dag at forst "atFranc'en ligesom generalen fik sit 'ddsstd' i maj".Det "gaullistiske" regime var kun en lille, meget lille detalje i den almindelige sprgsmlssttelse af hele denmoderne overudviklede kapitalisme. De Gaulles magt fik imidlertid ogs sit ddsstd i maj: P trods af at deGaulle kom tilbage i juni (hvilket objektivt set ikke var svrt, som vi har vist det, idet den virkelige kamp ikkestod her og desuden allerede var tabt) kunne han ikke skjule at det var ham, der i sin egenskab af ansvarligfor den stat der nu havde overlevet okkupationsbevgelsen, der var ansvarlig for at staten havde mttetudholde den skandale det indebar at bevgelsen overhovedet kunne eksistere. De Gaulle som ikke gjordenoget andet end at dkke over det der skete p sin egen lille specielle mde (og det som skete var kun det

kapitalistiske samfunds normale modernisering) havde p grund af sin prestige kun ladet som om hanherskede. Denne prestige blev overordentlig tilslet i maj, hvilket han selv forstod og som senere hen den


20/30

herskende klasse og vlgerne kunne overbevise ham om ved at stemme ham ud p ubestemt tid. Detfranske borgerskab leder nu efter en ny slags politisk magt, som skal vre mere rationel, mindrevgelsindet og ikke s hjt oppe i det bl. Den skal vre lettere at forsvare mod denne nye trussel somborgerne til deres bestyrtelse har set dukke frem. Gennem folkeomvalget den 27. april 1969, men somoplbet natten derp annullerede, ville de Gaulle gre kl p denne onde drm som stadigvk var til stede,

"majs sidste spgelse". Den "stabile magt", som pludselig var snublet til, flte nu at den ikke havde opnetat komme i balance og fandt det derfor at vre alt for uforsigtigt s hurtigt at skaffe sig sttte gennem endnuet konventionelt politisk ritual. De slagord demonstranterne rbte den 13. maj: "Ti r er nok!" fik deresbekrftelse: der blev ingen 11 rs fdselsdag ved magten for de Gaulle, og dette var ikke fordi han blevforhindret heri af den bureaukratiske eller pseudoreformistiske opposition, men fordi man den 14. maj 1968s hvorledes Rue Gay-Lussac i virkeligheden stod i direkte kontakt med alle Frankrigs fabrikker.

Okkupationen af rektorkontoret p Sorbonne

En almen uorden, som radikalt stter sprgsmlstegn ved alle institutioner, er opstet i de fleste fakulteter og srskilt i gymnasierne. Ogs om det nsten lykkedes for staten at redde undervisningen i de eksaktevidenskaber og ved hjskolernes har man p den anden side tabt godt og vel hele lseret 1968-69, ogbeviserne har ikke lngere den samme vrdi selv om massen af studenter langt fra foragter dem. Ensituation som denne er i det lange lb uforenelig med en industristats normale funktion, og den er det frstetrin p vejen mod underudvikling ved at den skaber en kvalitativt "kvrkende flaskehals" ielementrundervisningen. Ogs selv om den ekstremistiske strmning kun har beholdt et lille fodfste istudentermiljet, synes det at vre tilstrkkeligt strkt for at fastholde en proces af kontinuerligt forfald: islutningen af januar okkuperedes rektors arbejdsvrelse i Sorbonne og plyndredes, siden da har mange ogganske alvorlige episoder vist at blot fastholdelsen af pseudo-undervisningen udgr en ganske stor urovkkende kilde for ordensmagten.I mange af de fabrikker som havde deltaget i wild-cat strejken og hvor radikale grupper havde formeret enmere eller mindre fagforeningsfjendtlig agitation, ledte denne sporadiske agitation til mange partielle strejker,til trods for bureaukraternes anstrengelser. Disse strejker som s let paralyserer de mere og merekoncentrerede virksomheder, hvis indbyrdes forbindelse gennem forskellige produktive processer fortsatvokse

Begyndelsen på en Epoke

Documents

Transcript of Begyndelsen på en Epoke