BAGLANDET...gens Fællesråds pris i 1997 og med Kronprinse-parrets Sociale pris i 2010. Og nu har...

BAGLANDET Stedet hvor man kan være

sig selv og sammen

20 år som fristed for voksne, der har været anbragte som børn

Baglandet_20_Rent.indd 35 18/05/17 15:14

BAGLANDET— 20 ÅR —

BAGLANDET Stedet hvor man kan være

sig selv og sammen

20 år som fristed for voksne, der har været anbragte som børn


Baglandet – stedet hvor man kan

være sig selv og sammen

Tekst: Eva Åkerman og Bjarne Hesselbæk

Redaktionsgruppe: Viggo Spangsberg (ansvarshavende),

Asbjørn Agerschou, Tore Kargo, Lasse Meldgaard Bloch

Lay-out: Mark Gry Christiansen

Tryk: Nofo Print A/S

Oplag: 1.000

Juni 2017

Tak til alle jer, der har stillet op med oplysninger og

baggrund og til jer, der har delt jeres liv med os i interview.

En særlig tak til Richard Bergman, selv baglænder og

fotografen bag de fantastiske fotos på side 4, 8, 18, 21, 24,

32 samt forside. Se flere af Richard Bergmans billeder her:

http://www.richardbergman.portfoliobox.me/ Udgivelsen er støttet af Østifterne


— 3 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Midt i København ligger Baglandet i en hyggelig lejlighed på første sal. Her er lys og plads og mu-lighed for at voksne, der har været anbragt som barn og ung, kan mødes. Her kan de få lov at være sig selv og sammen, få et netværk, få et bagland.

Baglandet blev skabt for tyve år siden – i juni 1997. Det er blevet fejret og udmærket flere gange un-dervejs i sin historie. Blandet andet med Børnesa-gens Fællesråds pris i 1997 og med Kronprinse-parrets Sociale pris i 2010.

Og nu har bestyrelsen og den daglige ledelse for Baglandet besluttet at fejre og markere 20 års med det jubilæumsskrift, du sidder med i hånden.

Udgivelsen er en mosaik af stemmer og indtryk og billeder, der tilsammen skal beskrive lidt af Baglandets tyveårige historie. Her kan du møde Lorentz Lindemann, der fik ideen til Baglandet og formåede at skabe stedet, der skal give tidligere anbragte et bagland – et sted at høre til.

Du kan læse et interview med Eva, en af de bag-lændere, som brugerne kalder sig selv, der har været med næste fra starten. Og et interview med to nye baglændere, David og René.

Du kan finde 14 leveregler for Baglandet, levereg-ler, der på mange måder har været en rød tråd i stedets udvikling. Du kan få et indblik i den dag-lige leder, Viggo Spangsbergs tanker om Baglan-det. Og du kan læse en håndfuld citater fra den nyeste brugerundersøgelse blandt baglænderne.

Vi har fået et interview med en spændende forsker på området for udsatte børn og unge, Anne Kir-stine Mølholt, der står bag en splinterny ph.d.-af-handling med titlen “Når man har været anbragt. Fortællinger om fortid, nutid og fremtid hos unge, der har været anbragt uden for hjemmet”.

Rasmus Kjeldahl der er direktør for Børns Vilkårs direktør giver sit bud på de politiske udfordringer på området.

Og så er der interview med den første bestyrel-sesformand Geert Jørgensen og et forord fra den nuværende Gry Rambusch, der ikke bare er bør-neadvokat, men også selv er tidligere anbragt. Og endelig er der en masse billeder fra Baglandet – nye som gamle.

Alt sammen bud på, hvad Baglandet er for et sted, hvor det har bevæget sig fra, hvad det bety-der for baglænderne og hvilken rolle det spiller i hele det samlede billede.

God læselyst.

En fortælling om de første 20 år


— 4 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Som formand for Baglandets bestyrelse er jeg både stolt og glad for at være med til at fejre, at Baglandet fylder tyve år. For Baglandet er et vig-tigt sted i mange unge og voksnes liv. Baglandet er netop et ’bagland’ for de mange, som her fin-der svar på den rodløshed og mangel på netværk, tilværelsen efter en anbringelse kan byde på.

Jeg plejer at sige, at hvis ikke jeg var formand for Baglandet, så havde jeg selv været baglænder.

For jeg er ikke bare formand for bestyrelsen fordi jeg arbejder med udsatte børn og unge. Jeg er selv tidligere anbragt og derfor ser jeg det også som en del af min opgave at forstå og oversætte baglændernes verden til omverden.

Jeg er meget stolt af at være bestyrelsesformand for Baglandet, og mit håb er, at Baglandet også fremover kan blive ved med at udvikle sig og være et fristed for tidligere anbragte. Vi arbejder i bestyrelsen aktivt for også at sikre fremtidige baglændere et rum, hvor de kan møde ligesin-dede og hvor de kan få støtte til at håndtere de udfordringer, som mange tidligere anbragte løber ind i.

Vi arbejder for at sikre det nødvendige politiske fokus og opmærksomhed på at fastholde og ud-vikle steder som Baglandet. Og også de mere nære linjer, der handler om hele tiden at se på, hvordan vi kan arbejde for at gøre Baglandet til et godt og brugbart sted at være en del af for baglænderne.

I bestyrelsen er vi alle stolte af at være en del af Baglandets bagland. Derfor vil vi også gerne ønske alle, der har været involveret i Baglandet gennem de sidste tyve år tillykke med jubilæet. Vi håber på, at Baglandet også de næste 20 år vi kunne skabe en forskel for alle de baglændere, som det hele handler om.

Gry Rambusch, bestyrelsesformand

Forord


— 5 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

”Det, der satte det i gang var en aften, jeg sad hjemme ved plankebordet i mit hus. En helt al-mindelig onsdag aften, hvor jeg sad der i køkke-net med kone og to glade unger med mad over det hele. Og da slog det mig: Hold da kæft, det er jo dét her, jeg har manglet. En familie. Dét at spise aftensmad sammen. Fællesskab og glæde. Og det er i al sin enkelhed baggrunden for, at jeg skabte Baglandet. Jeg så med ét, at der var no-get, jeg kunne gøre.”

Ordene er Lorentz Lindemanns når han svarer på, hvorfra ideen til at skabe Baglandet kom. Lo-rentz Lindemann er bagmanden bag Baglandet. Og han har sagt ja til at fortælle om baggrunden for at han skabte Baglandet – hans mål og visi-oner med det sted, der åbnede dørene for 20 år siden.

Lorentz’ historie rimer med mange andre af Baglændernes: Anbragt uden for hjemmet på grund af misbrug og vanrøgt af både ham og hans tre ældre søskende. Hele sin af barndom og ungdom (16 år) tilbragte Lorentz Lindemann på børnehjem. Lige til han blev 18 og blev afleveret på civilforsvarets kaserne i Hillerød.

Så ønsket om at gøre noget, der kunne for-

bedre vilkårene for anbragte børn og unge kom af egne erfaringer og egen mangel på et bagland.

TRÆ UDEN RODKLUMP“Jeg havde den her forestilling om, at når jeg blev voksen, så skulle jeg skulle bo i et lille hus ude på landet med en have og Veluxvinduer i taget. For det havde vi på børnehjemmet. Så da jeg kom til kasernen og så, at jeg skulle bo på en otte-mands-stue med et lille kosteskab ved hver seng, og forstander A. Lange, der gav mig den korte besked, at her skulle jeg bo, så væltede min ver-den,” fortæller Lorentz.

“Jeg har ofte tænkt, at det er som at tage på planteskolen og hente et træ og så skære rod-klumpen af. Sådan havde jeg det. Jeg var rodløs. Uden historie og uden bagland.”

MISBRUG SOM BEDØVERSå militæret blev ikke nogen succes for Lorentz. I stedet blev det starten på et langt kapitel i hans liv med hashmisbrug og andre stoffer:

“Mit misbrug var som et plaster på såret, kan man sige. Jeg forsøgte at dulme. Jeg forsøgte at hælde noget i og fylde det kæmpe sorte hul, jeg

Baglandet var svaret på det spørgsmål der blev stillet

// Lorentz Lindemann havde en vision om at ville skabe en helt egen kultur

for de tidligere anbragte. At skabe det fællesskab og tilhørsforhold, mange

af dem har manglet


— 6 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

havde indeni af sorg og traumer og angst. Jeg forsøgte at bedøve den smerte, jeg følte. Og det gjorde jeg i mange år. Det var et sort kapitel i mit liv. Og det har mærket mig og præget mit efter-følgende liv,” siger Lorentz.

Misbrug blev lagt på hylden i 1992. Det var et vendepunkt. Beslutningen om at stoppe hang tæt sammen med at få børn og stifte familie. Med Lo-rentz’ egne ord handlede det om at blive betroet noget. Midt i det opstod en erkendelse af, at han kunne bruge sine erfaringer til at hjælpe andre.

EGNE ERFARINGER I SPIL“Jeg tænkte, at hvis jeg bare kunne bruge mine egne erfaringer med at være anbragt til at hjælpe andre i samme situation, så kunne mine oplevel-ser og erfaringer komme i spil og gøre en forskel. Tænk, hvis jeg kunne trække på det jeg havde op-levet og følt i et job. Tænk, hvis jeg kunne gøre noget godt for andre.”

Lorentz havde set børn komme og gå på bør-nehjemmet. Og havde set og hørt deres frustrati-oner, sorg og de ting, der prægede dem. Og det savn, de alle delte.

“På den måde var Baglandet et naturligt svar på det spørgsmål, jeg oplevede, der blev stillet. Anbragte og tidligere anbragte børn har brug for et bagland. Vi har brug for et sted, en flok menne-sker, et tilhørsforhold. Alt det mangler man som tidligere anbragt. Og alt det var grundideen med oprettelsen af Baglandet. Det skulle være et sted, en flok, et tilhørsforhold,” fortæller Lorentz.

STAMMEKULTURLorentz havde en vision om at ville skabe en helt egen kultur for de tidligere anbragte. At skabe det fællesskab og tilhørsforhold, mange af dem har manglet:

“Jeg sad der i mit hus midt ude på en bar mark og fik den her tanke om, at vi er nødt til at skabe

en helt ny kultur. En stamme. Og skabe et fælles historie og kultur. Jeg tænkte det lidt ligesom hvis man forestiller sig, at det var en indianerlandsby, man skulle bygge op fra en bar mark; der skal etableres bålsteder og tipier og depoter til mad. Alt det der. Man skal tænke alt det basale og alt det vigtige. Derfor gjorde jeg også meget ud af historiefortællinger i Baglandet. Vi delte historier og øvede os i at fortælle historier,” siger Lorentz.

POLITISK STØTTEFakta er, at Lorentz’ ide om Baglandet blev op-fanget af politikeren Pernille Frahm, der hjalp Lo-rentz med at bære ideen ind på det politiske bord. Og derfra gik det stærkt:

“Jeg fik mulighed for at fortælle om mine tan-ker om behovet for et Bagland til en del politikere og kunne mærke, at der pludselig var accept af hi-storien – og af mig. En politisk accept af, at der var et problem her, og at vi var nødt til at gøre noget. Det var en fantastisk oplevelse, at der pludselig var hul igennem og en vilje til at hjælpe med at løse det problem, jeg pegede på,” siger Lorentz.

Og det politiske system var villig til at hjælpe Lorentz i gang med Baglandet.

“Man kan sige, at vi på mange måder var hel-dige. Vi ramte et tidspunkt, hvor der var politisk lydhørhed. Hvor der var vilje til at ændre vilkå-rene for udsatte børn og unge. Og dét politiske vindue gjorde det muligt at skabe Baglandet og blev starten på noget fundamentalt og vigtigt for mange tidligere anbragte,” fortæller Lorentz.

PENGE FRA SATSPULJENDa først ideen med et mødested for tidligere an-bragte blev plantet bar partiet SF den med ind til forhandlingerne om Satspuljemidlerne, der er en pulje, der hvert år bliver uddelt til sociale projekter.

“Undervejs i forhandlingerne om Satspulje-midlerne blev jeg ringet op af Villy Søvndal. Han

“JEG HAR OFTE TÆNKT, AT DET ER SOM AT TAGE PÅ PLANTESKOLEN OG HENTE ET TRÆ OG SÅ SKÆRE RODKLUMPEN AF. SÅDAN HAVDE JEG DET. JEG VAR RODLØS. UDEN HISTORIE OG UDEN BAGLAND.”(LORENTZ LINDEMANN)


— 7 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

lagde en besked på min telefonsvarer, hvor han fortalte mig, at Baglandet havde modtaget 1,7 millioner kroner. Jeg tror jeg hørte den besked ti gange inden jeg helt forstod, at det var virkeligt,” fortæller Lorentz.

Men det var virkeligt. Og bevillingen fra Sats-puljemidlerne var startskuddet på oprettelsen af Baglandet. Første adresse var en lejlighed på Ve-sterbrogade. Og her indrettede Lorentz med en håndfuld hjælpere det første mødested for tidli-gere anbragte børn.

Konceptet var enkelt og blev hurtigt en suc-ces; her kunne man komme og være sammen med andre ligesindede. Baglænderne kunne dele oplevelser. Eller lade være. De kunne deltage i ar-rangementer og aftensmad og spil og snak. Eller de kunne bare være der. Baglandet var deres sted – og her kunne de være en flok, et fællesskab.

MÅLTIDET ER CENTRALT“Da jeg fik mine to børn var der mange ting, som gik op for mig. En aften da vi alle fire sad i køk-kenet og skulle til at spise aftensmad sammen tænkte jeg ’Hold da kæft, det er jo det her, man har brug for!’ Mad – måltidet. Dét at være sam-men om at spise et måltid med mennesker man holder af. Det handler jo så meget om omsorg og om at være til stede og om kærlighed. Så mad er på mange måder en foræring, når man arbejder med relationer. Det er et enormt virkningsfuldt pædagogisk redskab; her kan man få ro på og komme tæt på. Give en oplevelse af at give noget. Og det er noget, anbragte børn ofte ikke får nok af, siger Lorentz og fortsætter:

“Så det blev helt centralt for mig i Baglandet; vi skulle have fælles aftensmad, som noget der bandt os sammen. Måltidet skulle være en cen-tral del af vores dna. Så vi prioriterede det at lave og spise mad sammen rigtig højt. Ved det fælles spisebord talte vi sammen. Og her fik vi ’voksne’ også mulighed for at sætte lidt grundregler op for det sociale samspil. Man skal tale pænt, lytte til hinanden, ikke diskutere og man rækker ting videre til hinanden. Den slags. Helt basale socia-le spilleregler, som mange anbragte børn ikke får ind på samme måde som ikke-anbragte gør.”

Så han indførte fælles aftensmad for baglæn-derne. Og et enormt spisebord midt i Baglandet viste, at her samledes man. Bordet og maden var

centralt:“Når vi sad der ved bordet og spiste et måltid

sammen i Baglandet, så indførte vi det, vi kaldte en ’Vejrmelding’. Det betød, at man lige gav en kort melding til de andre om, hvordan man havde det i dag. Det var også en øvelse i at sætte ord på og blive tydelig om, hvordan man har det. For at styrke sig selv.”

VI ER ET FÆLLESSKAB“For mig var det utrolig vigtigt, at jeg med Bag-landet skabte et fællesskab. En stamme. For det har tidligere anbragte børn brug for. Derfor har jeg også arbejdet meget med at skabe et fælles sprog og traditioner og noget at mødes om. Jeg ville skabe en bevidsthed om, at Baglandet var noget, vi fælles om. En bevidsthed om, hvem den enkelte var. Mange af os tidligere anbragte er jo uden historie. Så med Baglandet ville jeg skabe en fælles historie. Vi er baglændere!,” siger Lorentz.

“Hvis jeg kunne ønske noget for Baglandet og baglændere, så måtte det være, at der var et større og mere ærligt politisk fokus på området for anbragte børn. Jeg kunne ønske mig en større opfindsomhed og lidt mere mod. Mod til at for-andre og tænke nyt. Og til at tænke de anbragte børn ind i et perspektiv, der gælder hele deres liv. Ikke kun de år, de er anbragt. Vi bør for eksempel udvide efterværn til at gælde hele livet. For alle – ikke mindst børn, der har været anbragt – har brug for et Bagland. Hele livet,” slutter Lorentz.

“FOR MIG VAR DET UTROLIG VIGTIGT, AT JEG MED BAGLANDET SKABTE ET FÆLLESSKAB. EN STAMME. FOR DET HAR TIDLIGERE ANBRAGTE BØRN BRUG FOR,” (LORENTZ LINDEMANN)


— 8 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Eva husker tydeligt første gang hun besøgte Bag-landet: “Jeg var vel lige blevet 18 – måske 19 – da min kontaktpædagog Kathrine tog mig med ind på Baglandet. Det var til en lanceringsfest for bo-gen, “Landet bag kaos”. Og der var fuldt af men-nesker. Men der gik faktisk et helt år, inden jeg tog mod til mig og kom ind i Baglandet selv. Det var så grænseoverskridende for mig, fordi jeg ikke ville, at andre så mig som ‘tidligere anbragt’. Det var på en måde vigtigt for mig at bryde med et mønster. Jeg ville ikke, at det at være ‘tidligere anbragt’ var del af mig. Det var ikke noget, jeg fortalte til nogen. Så der var ikke ret mange, der vidste det om mig. Jeg passede min skole, og in-gen kunne se på mig, at jeg var tidligere anbragt. Så for mig var det en overvindelse at begynde at komme i Baglandet.”

Jeg savner mit Baglandet, som jeg kender det

EN DEL AF EN FAMILIE Men så begyndte Eva at komme regelmæssigt i Baglandet. Hun beskriver de første møder som præget af “sindssygt mange knus”:

“Det var ret vildt. Der var den her stemning af varme og accept og tryghed lige fra man trådte ind ad døren. Man blev altid mødt af en masse varme kram fra alle. Og så sad vi i én stor gruppe i sofaen og røg smøger og snakkede. Det var en af Lorentz’ ting; at vi skulle kramme og have fysisk kontakt. Det var meget vildt for mig i begyndel-sen, med al den kontakt og kram. Men det blev godt. Man fik på den måde en fysisk vane smidt lige i hovedet. Og det var sådan det var, de første mange gange i Baglandet. Jeg havde det som om jeg var en del af en stor familie,” fortæller Eva.

// Eva er en af de baglændere, der

har været med stort set fra begyn-

delsen. Hun giver her et tilbageblik

på, hvad Baglandet har betydet for

hende.


— 9 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

HER KUNNE JEG GIVE SLIP Eva er i dag 34 og i gang med en universitetsud-dannelse i medievidenskab på Syddansk Univer-sitet. Hun har som en af dem, der har været med fra starten, sagt ja til at fortælle sin historie med Baglandet. Et sted, der tydeligvis har betydet me-get for Eva:

“Jeg blev meget hurtig en fast del af Baglan-det og hang meget ved. Der var meget varme. Meget tryghed og en stærk stemning af at høre til og være en del af en familie. Det var virkelig mit fristed. Jeg kan huske, at jeg er løbet ind i Skin-dergade mens jeg holder tårerne tilbage. Og først i dét øjeblik, hvor jeg kom ind på Baglandet kunne jeg give slip og falde fra hinanden. Jeg vidste lige-som bare, at jeg kunne komme derind og at der var nogen, der tog sig af mig. Denise og Lorentz var min familie. Her kunne jeg bare give slip og læsse af med alle de ting, jeg gik med inde i hove-det efter min barndom. Jeg følte mig set. Sådan rigtig set – med hjertet!”

OMSORG FRA TOPPEN Hvis Eva skal sætte ord på, hvad der gør, at Bag-landet er et værdifuldt sted at komme, så handler det især om de ansatte, der er der:

“Det handler meget om voksne, der forstår og anerkender en, der hvor man er og med de ting, man tumler med som tidligere anbragt. Voksne, der har en forståelse for det at have været an-bragt. Her skal være nærhed og tilstedeværelse.”

Eva fortæller, at i de år, hun brugte Baglandet meget, der fungerede lederne – Denise og Lorentz – nærmest som ’mor og far’ for baglænderne:

“Man kunne virkelig åbne sit hjerte der. Og bare fortælle, hvordan man havde det. Man vidste bare, at de ville passe på en. Der var den der enor-me tillid. De tog det alvorligt, det man sagde. Og det betød meget for mig og gjorde en væsentlig forskel for mig i de år. Og for den rodløshed, jeg-tror jeg deler med mange andre tidligere anbrag-

te. Jeg tror, at hvis Baglandet fortsat skal vokse og blive ved med at gro, skal der altid være fokus på at styrke tilliden og arbejde med relationerne mellem de “voksne” og baglænderne.

Det kommer jo fra toppen: Når man oplever omsorg og kærlighed og empati oppefra, så vil der også være omsorg blandt os. Sådan oplevede jeg det dengang, jeg brugte Baglandet.”

VEJRMELDINGER OVER SPISEBORDET Noget af det, Eva fortæller, hun har med sig fra tiden i Baglandet er, at de sammen øvede sig i at sætte ord på:

“Lorentz gik meget op i, at vi skulle være sammen om at spise, sidde sammen og tale med hinanden over maden. Ikke noget med at gå midt i det hele, men man blev siddende til alle var fær-dige med at spise. Så aftensmad blev sådan et samlingspunkt i Baglandet. Og så blev det indført, at vi hver især skulle give en ’vejrmelding’, som var sådan en slags status på, hvordan vi havde det og hvad der skete i vores liv. Det kunne være langt og stort eller småt. Men man skulle lige sige nogle ord om, hvor man var. Så vi blev trænet i at sætte ord på. Og det gav et enormt tæt forhold os bag-lændere imellem. Vi kom så tæt på hinanden fordi vi hele tiden vidste, hvor vi var i livet. Og vi var fælles i det med at sætte ord på, hvad vi opleve-de i vores barndom og hvordan vi oplevede livet. “Sammen er vi stærkere”, sagde Lorentz altid. Og det er nok lidt det jeg savner.”

“Jeg har de seneste år lukket lidt ned for den del af mit liv. Jeg bruger ikke rigtigt Baglandet så meget mere. Og det giver mig en rodløshed, som Baglandet formåede at løse for mig i alle de år, hvor Denise var ansat. Det gav mig et sted at høre til. Det hjalp på min rodløshed. Når man har til-bragt sin barndom eller dele af den som anbragt kan man få et savn efter et sted at høre til, man mangler en platform og et fundament af tryghed. Det formåede Baglandet at give mig dengang.”

“MAN KUNNE VIRKELIG ÅBNE SIT HJERTE DER. OG BARE FORTÆLLE, HVORDAN MAN HAVDE DET. MAN VIDSTE BARE, AT DE VILLE PASSE PÅ EN...” (EVA)


— 10 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

De fleste af de 14 punkter, som bringes nedenfor i kort form, har stadig fuld gyldighed her femten år efter de blev formuleret. Det bekræfter samtaler-ne med både nye og gamle baglændere, medar-bejdere og bestyrelsesmedlemmer af Baglandet.

Enkelte af punkterne, om “Vejrmeldingen”, kravet om supervision og mønsterbryderen som rollemodel tolkes og efterleves dog lidt anderle-des i dag end dengang.

Ingen visitation. Der er ingen krav om visitati-on, du kan komme som du er. Du er her frivilligt – ikke henvist, anbragt eller placeret. Du er her som menneske – ikke som klient eller offer.

MODNE VOKSNE AT TALE MED. De ansatte bygger først og fremmest på deres egen livserfa-ring og bruger meget sig selv i de vigtige samta-ler. De ansatte lytter og stiller spørgsmål uden at levere endelige løsninger og svar. Dem skal den enkelte finde frem til selv.

DEN ANSATTE SOM FØLGESVEND. Den pri-mære opgave som ansat er at gå ved siden af baglænderne og støtte dem i en ofte kaotisk hverdag. At hjælpe dem med at formidle viden om baglænderne til systemet om ønsker og so-ciale kompetencer – eller fravær af samme. Og så at mægle, når baglænderne støder sammen med systemets mangel på forståelse.

Leveregler for landet bag kaos

LIGEVÆRDIG KONTAKT. Frivilligheden, det at man ikke kan blive smidt ud og fraværet af for-mel magt, lægger kimen til en ligeværdig kontakt mellem baglændere og ansatte. Baglænderen be-stemmer selv, hvilke råd hun vil bruge og bevarer dermed magten over eget liv.

BAGLÆNDERE MØDER BAGLÆNDERE. Bag-landet er mødestedet for mennesker der er fælles om det særlige: at være anbragt uden for hjem-met i opvæksten. Her kan baglænderne spejle sig i hinandens erfaringer, problemer og løsningsstra-tegier. Det er med til at styrke den enkeltes iden-titet og selvværd. Nogle bliver længe, fordi det er deres behov. Andre i et kortere tidsrum – hvor de måske finder retningen i deres liv og “klarer sig”.

ET NETVÆRK FOR TIDLIGERE ANBRAGTE. Kun ganske få baglændere har kontakt til deres familie – eller til den institution eller plejefamilie, hvor de har været anbragt. I udgangspunktet har de kun det sociale system, hvis de går ned. Og så det netværk, de har med hinanden. Det findes – men det er sårbart, og meget afhængigt af op-bakningen fra de ansatte.

SAMVÆR UDEN SKRIVEBORDSKULTUR. Samværet forgår i naturlige, hjemlige rammer. I et frit samspil uden underkastelse eller foranstalt-ningskultur. De mest intime spørgsmål finder svar i stuen, ved spisebordet, i køkkenet – eller på en spadseretur med en ansat.

// Da Baglandet havde eksisteret i nogle år, fulgte journalist Else Marie

Andersen i tre måneder livet blandt baglænderne og beskrev det i bogen

“Landet bag kaos”. I den opridser hun blandt andet 14 kerne punkter om

Baglandet, som her er gengivet i kort form.


— 11 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

MÅLTIDET ER CENTRALT. Baglændere har levet med spisesale i opvæksten og alene som voksne. De har aldrig fået et naturligt forhold til mad. Derfor er måltidet centralt i Baglandet – som i familien. Fællesspisning giver en naturlig samhø-righed med afslappet stemning og løs snak.

“VEJRMELDINGEN”. Efter måltidet følger en – frivillig – mundtlig statusrunde. En træning i at fokusere på og fremlægge problemer – som et første skridt på vejen mod at løse dem.

GRÆNSER FOR DET AFVIGENDE. De ansatte skal være rummelige. Men de skal fastholde nor-malsamfundets normer og grænser. Brug af alko-hol og stoffer er forbudt i Baglandet – men der er ingen fordømmelse af den enkeltes brug uden for Baglandet. Omvendt tydeliggør de ansatte gerne de problemer, der kan fastholde baglænderen på sidesporet. Og så skal man tale ordentligt – og vente til det bliver ens tur ved bordet.

MØNSTERBRYDEREN SOM ROLLEMODEL. Det er vigtigt at møde den rigtige voksne på det rigtige tidspunkt. Uanset stor eller lille robusthed, gener eller kreativitet er der brug for en rollemo-del. Og gerne en, der er kommet videre fra det sted, man selv er gået i stå. Som viser, at det kan lade sig gøre at bryde med destruktive adfærds-mønstre – og kæmpe sig frem til et liv med over-skud.

SUPERVISION ER ET “MUST”. Baglændere kan være pissebesværlige, konfliktsøgende og aggressive. De kan have eksistentielle kriser og et massivt misbrug. Det kræver utroligt meget af de ansatte, der konstant skal vise omsorg og forstå-else og stå til rådighed. Derfor er supervision en nødvendig “tankstation”, hvor de ansatte kan få supervision hos en psykolog.

BILLEDSPROGET. Både de ansatte og bag-lænderne bruger meget billedsprog. Baglænder-ne synes det giver dem en større forståelse for deres situation og problemer at bruge billeder: “Et helt lokale fyldt med kasser af problemer fra barndommen – hvor mange skal jeg åbne ad gan-gen?”. “At føle mig som et krus.” “At blæse al sin uansvarlighed ned i en pose”. I kaos kan det være lettere at holde fast i et billede på sin situation frem for på en hel masse ord.

REJSEN SOM UDVIKLING. På rejser og ud-flugter får tidligere anbragte med underskud i hverdagen mulighed for at møde nye mennesker. Mennesker der ser dem med friske øjne og ikke møder dem som afvigere. Rejsen skaber samti-dig et rum, hvor den enkelte er nødt til at indgå i fællesskabet.


— 12 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

“Det er ikke alle tidligere anbragte, der har brug for hjælp. Og ikke alle der har brug for hjælp be-høver lige meget. Baglandet blev især for nogle af dem, der havde den tungeste bagage. Baglandet skulle ikke kun være stedet for de pæne og til-passede. Vi ville rumme alle – også dem, der ikke kunne være andre steder,” siger Geert Jørgensen, mangeårig bestyrelsesformand for Baglandet.

Geert Jørgensen var direktør i LOS, interes-seorganisationen for de private opholdssteder, da grundlæggeren af Baglandet Lorentz Lindemann i 1999 bad ham træde til som bestyrelsesformand.

“Gennemgående har der vel været tilknyttet cirka 20-30 skiftende baglændere i forskelligt omfang. Vi havde nok regnet med flere til at be-gynde med. Men de der dukkede op, havde brug for mere end en kop kaffe og en snak med de an-satte og ligesindede. De havde brug for dybere samtaler og tæt samvær med andre tidligere an-bragte – og ofte en hånd i forhold til kontakten til myndighederne. Brug for at mødes, lave mad og spise sammen med andre. For et sted hvor de ikke skulle forklare sig, fordi de andre kendte deres si-tuation,” siger Geert Jørgensen.

Det betød, at lederen og de to ansatte havde nok at gøre med at skabe det, der var vigtigst for brugerne. Det hjem, det bagland, de aldrig havde haft.

Baglandet blev for dem med den tungeste bagage

BRUG FOR EN FORMEL ORGANISERINGDa Geert Jørgensen trådte til som bestyrelsesfor-mand, havde han et godt netværk i området for anbragte børn og unge. Han havde blandt andet en baggrund som leder af et privat bosted med tilhørende produktionsskole. Og han var deltager i en vellykkert lobbyindsats for at få indført efter-værn op til 23 år.

“Der var god brug for nogen, der havde styr på den mere formelle organisering. Baglandet kaldte sig en forening, men havde hverken med-lemmer eller kontingent eller andet der kende-tegner en forening, og flere bestyrelsesmed-lemmer ønskede at stoppe. Samtidig var der uoverenstemmelser med Socialministeriet, der også havde svært ved at klare Baglandets noget uortodokse administration og organisering,” siger Geert Jørgensen.

Den nye bestyrelse overtog så kontakten med ministeriet og omdannede samtidig Baglandet til en fond.

“Vi spurgte Københavns Kommune, om de ville være fondsmyndighed for os, men de takke-de pænt nej. Jeg tror de frygtede at hænge øko-nomisk på os, hvis vores bevilling fra satspuljen en dag forsvandt.”

Det gjorde den nu ikke. Baglandet har gen-nem alle 20 år været finansieret af satspuljemid-

// “Baglandet var stedet, der ville

rumme alle,” siger Geert Jørgensen,

der var med til at sikre rammer og

ro om Baglandets arbejde de første

mange år efter starten


— 13 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

ler, siden 2010 dog på en sådan måde, at bevil-lingerne er en del af finansloven. Og kravet om fondsmyndighed er blevet opfyldt gennem den statslige kontrol med regnskaberne.

JA TAK TIL PROFESSIONALISME – MEN HJERTET SKAL VÆRE MEDGeert Jørgensen vedkender sig gerne, at opholds-steder, plejefamilier og døgninstitutioner har et stort medansvar for, at nogle unge står svigtede tilbage, når deres anbringelse er forbi og de skal ud i livet.

“Det er aldrig uden problemer at vokse op uden sin familie – og måske også have en tung arv med fra den. Men efter min mening handler det rigtig meget om, hvor tæt man tager børn ind. Det er ikke nok med det gode hjerte, men kølig professionalisme gør det altså heller ikke,” siger Geert Jørgensen.

“Professionalisme er vigtig, men hjertet skal være med. Jeg kan huske psykologer og pæda-goger, der advarede mod at etablere nære rela-tioner til de anbragte børn. Det kan børnene slet ikke tåle, sagde de. Og når de skal flytte, bliver de jo bare svigtet igen. Det tror jeg fundamentalt er forkert. Nære relationer er afgørende for, at bar-net og den unge får et stærkt fundament videre i livet,” siger Geert Jørgensen der fremhæver, at rigtig mange opholdssteder, familieplejer og døg-nistitutioner i dag formår at knytte og fastholde den slags relationer.

“Men det er der desværre stadig mange, der ikke gør. Hvor man må sige ude af øje ude af sind, når børnene forlader stedet,” siger Geert Jørgen-sen, der ofte har gjort sig til talsmand for, at op-holdsstederne burde afsætte en post i budgettet for de børn, der har boet der.

“Det kan være en hjælp til at skaffe tid og rum til de børn, der har brug for det ståsted på vej ud i livet. Hvis man sender et barn videre, uden at det har oplevet nære relationer, skal det næsten gå galt. Det skal det også hvis et barn oplever, at det er glemt i det øjeblik det er ude af døren.”

FRISKE KRÆFTER TOG OVERDa Geert Jørgensen stoppede som formand for Baglandets bestyrelse i 2011 var grundlæggeren og lederen gennem halvandet årti, Lorentz Linde-mann, stoppet kort forinden. Det var en kulmina-tion på længere tids uro.

“Uden Lorentz havde der aldrig været et Bag-land. Hans ideer og hans ledelse, hans karisma og hans styrke både udadtil og indadtil var basal i de første mange år. Lorentz var den gode historie – og fortalte den godt til offentligheden. Min og bestyrelsens rolle var at sørge for at det formelle, rammerne og organiseringen, fungerede,” siger Geert Jørgensen.

Bestyrelsen deltog selvfølgelig ikke i det dag-lige arbejde. Medlemmerne besøgte Baglandet nogle gange om året og spiste nogle gange med. Men på et tidspunkt kunne bestyrelsen se, at dens brugerundersøgelser gik fra at være altovervejen-de positive til at være negative. Nogle baglænde-re gik i opposition, nogle holdt op med at komme – og det kom til stærke gensidige beskyldninger.

“Vi blev enige med Lorentz om at skifte le-der i Baglandet efter femten år. Da den proces var ovre, trak jeg mig fra bestyrelsen, så der kunne komme friske kræfter til også der. Og heldigvis er der stadig i dag et stærkt Bagland med ny ledelse og bestyrelse,” siger Geert Jørgensen.

DER ER PLADS TIL MANGE FLERE BAGLANDEUndervejs er der etableret Baglande tre andre steder i landet. I Aarhus, i Aalborg og i Vejle. Der er ikke tale om kopier af Baglandet i København. De har hver deres tilblivelseshistorie og hver de-res måde at gå til tingene på. Men deres formål er det samme som det, der i tyve år har været fundamentet for Baglandet i København. At være “landet bag kaos” for tidligere anbragte, som det hed i en bog om Baglandet fra 2004.

“Jeg mener der er brug for mange flere Bag-lande, også gerne i flere former. Der er stadig rigtig mange tidligere anbragte, der har brug for det tilbud, et bagland er. Men jeg tror desværre at “systemet” vil spænde ben for, at vi får flere. De synes tilbuddene er for dyre. Spørgsmålet er for mig blot – for dyre i forhold til hvad. Og så kan de ikke lide, at baglandene er åbne, at man ikke skal visiteres dertil. Der er baglandene jo fundamen-talt i modstrid med systemlogikken der handler om registrering, dokumentation og kvalitetssy-stemer,” siger Geert Jørgensen.


— 14 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —


— 15 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —


— 16 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —


— 17 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —


— 18 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Viggo Spangsberg tager imod med en stor skru-enøgle i hånden, da Baglandets dør åbner sig i opgangen. Han har lige ordnet Baglandets køk-kenvask, forklarer han, og lægger skruenøglen fra sig. Viggo viser rundt i den hyggeligt indrettede lejlighed, der rummer et stort køkken, flere stu-er og musikrum, kreativt værksted og rum, hvor Baglænderne kan trække stikket og være lidt i fred.

Det er tydeligt, at Viggo er en vigtig figur for stedet og dets brugere. Hans rolle er med egne ord ’alsidig’:

“Jeg har været leder her siden 2012, og jeg har mange roller: Jeg er leder og tager dermed de overordnede beslutninger, jeg står for den økono-miske styring af stedet og for alt det administra-tive, for det meste af kontakten ud af huset, jeg har samtaler og almindeligt samvær med bag-lænderne, og så varetager jeg en del af de prakti-ske opgaver – også når der skal en skruenøgle til for at ordne køkkenvasken. I det daglige kører jeg

Et sted, hvor man kan være sammen – eller bare være

dog Baglandet i tæt samarbejde med Helle, der er pædagog og projektmedarbejder. Og så naturlig-vis sammen med baglænderne.”

VI ER DE VOKSNEDet handler om at få tingene til at fungere, forkla-rer Viggo. Lige fra kaffemaskinen til at tale med baglænderne om deres problemer.

“Der er mange snakke ved køkkenbordet. Og det kan handle om alt muligt – børneopdragel-se, familierelationer, ting fra barndommen, deres økonomi og så videre. Helle og jeg bliver ofte kaldt for ’de voksne’. Og det hænger sammen med, at vi er her, vi taler med baglænderne og forsøger at hjælpe,” siger Viggo.

“Den rolle, vi forsøger at udfylde over for baglænderne er også som ’de voksne’. Vi for-søger at gøre ting, som forældre normalt bliver brugt til. For de baglændere, der kommer her, har i mange tilfælde ikke den store kontakt med deres biologiske bagland. De har brug for støtte

// “Den rolle, vi forsøger at udfylde

over for baglænderne er også som

’de voksne’. Vi forsøger at gøre ting,

som forældre normalt bliver brugt

til,” siger Baglandets leder


— 19 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

og opbakning. Vi tager med dem til møder med kommunen, med til tandlægen, jeg kan komme hjem og hjælpe med at samle et ikea-møbel eller hjælpe med at flytte. Vi tilbyder ikke terapi her. Men vi kan hjælpe med at lægge et øre til – og være voksne og hjælpe med at finde handlemu-ligheder og løsninger. I øvrigt har baglænderne også ofte indbyrdes den rolle over for hinanden.”

50 TILKNYTTEDE BRUGEREBaglandet er et møde-, rådgivnings og netværks-sted. Her mødes tidligere anbragte, når stedet holder åbent tre eftermiddage/aftner om ugen. Her kan de få en snak og en kop kaffe, mødes med deres Baglænder-venner og bare være, som Viggo beskriver det. En del af de faste brugere har selv nøgler og kan også komme udenfor åb-ningstiden, hvilket mange benytter.

Der er ca 50 Baglændere, der har en fast til-knytning til Baglandet. Nogen kommer her ofte, andre kun en gang imellem. I gruppen er alders-fordelingen lige nu mellem nul og 74 år. Nul, fordi en del af Baglænderne har deres børn med her-ind, fortæller Viggo.

Baglandet er et sted, hvor man kan være sig selv. Man kan være sammen med andre, der har haft tilsvarende oplevelser fra barndommen. Her behøver man ikke skjule noget eller lade som om. Nogle af dem har i perioder ikke deres eget sted at bo, eller deres parforhold og øvrige netværk er brudt sammen, og så kan Baglandet være dét faste holdepunkt i livet.

“Jeg synes, man kan sige, at mange Baglæn-dere deler en form for rodløshed og ensomhed. Og for nogle af dem er Baglandet det mest stabi-le i deres liv,” understreger Viggo.

MÅLTIDET ER CENTRALTBaglandet har en madmor, der hedder Sidsel. Hun er ansat til at sørge for, at der er mad to af de tre aftner, Baglandet holder åbent. Den tredje aften er en frivillig, John, aktiv i køkkenet. Og al-tid i samarbejde med en eller flere baglændere. Måltidet er nemlig fortsat centralt for Baglandet, fortæller Viggo:

“Et fælles måltid er et godt udgangspunkt for at være sammen. Det er lige som, når man er hjem-me og besøge sine forældre – det er det, vi gerne vil skabe her. Det bliver så også et forum, hvor vi kan få vendt verdenssituationen og talt sammen. Der er også et opdragende element i det fælles måltid; her kan vi tale lidt om bordskik og den slags sociale regler, så måltidet bliver en hyggelig ople-velse for alle. En del baglændere har det ikke na-turligt med sig. Og det er i alle livets forhold godt at kunne begå sig; og at kende de basale regler.” “Mange tidligere anbragte har huller i deres ba-sale viden. Ofte fordi deres skolegang har væ-ret afbrudt og mangelfuld. Så måltidet kan også være der, hvor vi får lukket nogle af de huller. Og her i Baglandet er alle lige, her er det i orden at spørge om alle de huller, man har i sin basisviden. Hvem var det for eksempel nu lige Napoleon var,

“JEG SYNES, MAN KAN SIGE, AT MANGE BAGLÆNDERE DELER EN FORM FOR RODLØSHED OG ENSOMHED. OG FOR NOGLE AF DEM ER BAGLANDET DET MEST STABILE I DERES LIV.” (VIGGO SPANGSBERG)


— 20 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

eller hvad er det nu de politiske partier står for. Og den slags. Så vi taler rigtig meget under de fælles måltider. Vi snakker om alt muligt. I virke-ligheden om det, der optager os alle: politik, sam-fund og de ting vi ser på nettet eller i fjernsynet. På den måde deler Baglænderne også viden og hjælper med at lukke hinandens huller med viden og holdninger,” fortæller Viggo.

JUL DEN 23.“Vi har en masse traditioner, som Baglænderne går meget op i. Vi holder for eksempel jul den 23. december. Så har vi et enormt langt bord her midt i stuen, som bare bliver fyldt med mennesker. Da jeg var nyansat tænkte jeg, at det der med jul den 23., dagen før den 24., det var da noget sært no-get, og at det kunne vi lige så godt gøre den 18. december. Men DÉT kunne ikke lade sig gøre. En tradition skal holdes. Så jul er den 23. december i Baglandet,” smiler Viggo.

“Jeg tror at for mange af dem er er det afgø-rende, at de VED, at Baglandet er her. Det er en mulighed, hvis de får brug for det. Nogle har pe-rioder, hvor de ikke kommer så ofte, efterfulgt af perioder, hvor de igen begynder at bruge stedet.”

Baglandet har ikke en masse regler eller ved-tægter, men man skal kunne begå sig socialt, hvis man skal have lov at være der. Og så er alkohol og andre former for påvirkethed bandlyst.

“Det er sket nogle ganske få gange, at vi har været nødt til at afvise nogle, fordi de havde en adfærd, så de ikke kunne være her. Vi kan ikke lukke mennesker ind her, der overskrider andres grænser – og dermed udelukker andre fra at kun-ne komme her. Det kan for eksempel handle om truende eller voldelig adfærd. Og det vil vi ikke have her.”

Kærlighed opstår naturligvis også i Baglan-det mellem Baglænderne. Viggo fortæller, at det er blevet til to børn mellem Baglændere i den tid, han har været her. “Kærlighed og følelser er jo dejligt, men vi plejer at tage en snak om, at de skal overveje, om de begge kan komme her – også hvis det går i vasken. Ligesom vi taler om, hvordan man viser sin forelskelse frem i Baglan-det.”

ØNSKER FOR BAGLANDETHvis Viggo skal ønske noget for Baglandet og Baglænderne i anledning af markeringen af, at stedet fylder tyve år, er det:

“Jeg håber, at Baglandet vil bestå og blive passet på. Og der er brug for flere steder rundt om i landet. Og jeg ville ønske for Baglandets brugere, at de kunne få al den hjælp, de har brug for. Tidligere anbragte burde have mulighed for livslang hjælp med at bearbejde de ting, de træk-kes med. Det er så urimeligt, at det skal være så vanskeligt at råbe systemet op for at få hjælp. Det må være mit ønske for Baglændere og andre tid-ligere anbragte: At de får adgang og ret til hjælp og støtte – livet igennem,” slutter Viggo.

“MANGE TIDLIGERE ANBRAGTE HAR HULLER I DERES BASALE VIDEN. OFTE FORDI DERES SKOLEGANG HAR VÆRET AFBRUDT OG MANGELFULD. SÅ MÅLTIDET KAN OGSÅ VÆRE DER, HVOR VI FÅR LUKKET NOGLE AF DE HULLER.” (VIGGO SPANGSBERG)


— 21 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Vi mødes i Baglandets fællesstue, inde på Fari-magsgade i Københavns indre by. Forårssolen skinner ind gennem vinduerne til den store stu-elejlighed, ude fra den store lyse gård. En bag-lænder har fyldt en vindueskarm med spirende blomsterplanter og krydderurter, klar til at blive plantet ud, når der bliver lidt varmere.

To nyere baglændere, René og David, har sagt ja til at fortælle om deres tid som anbragte børn, deres vej til Baglandet og hvad stedet bety-der for dem og deres liv. René er 30 år, nyuddan-net socialpædagog og arbejder på et psykiatrisk bosted. David er 31 år, pensionist og arbejder med at overleve.

FOR LIDT RUMMELIGHED – FOR DÅRLIG VISITATION“Jeg levede mine teenageår på institutioner, se-nest som domsanbragt til jeg var 21. Første gang jeg blev anbragt var på en kostskole, da jeg var 11 år. Det holdt ikke så længe, så blev jeg smidt ud på grund af en såkaldt hændelse. Jeg stak en anden dreng med en lommekniv. De sagde, der altid var problemer med mig. Og listen over vold, tyverier og narkokriminalitet er også pænt lang,”

De smider en ud for de sociale brud man blev anbragt for

siger René, der ligesom David er kommet i Bag-landet i fem måneder.

Listen over anbringelsessteder René stiftede bekendtskab med er også pænt lang og omfatter blandt andet adskillige plejefamilier. I en af dem fandt han sine ejendele i indkørslen en dag han kom fra skole. Plejeforældrene skulle skilles, og det var hans skyld, sagde de.

“Når man bliver anbragt på grund af sociale brud og kriminel adfærd, så er det da underligt man bliver smidt ud fordi man ikke lige stopper den dag man bliver anbragt. Der er simpelthen for lidt rummelighed – og for dårlig visitation,” siger René om de mange afbrudte anbringelser.

EN BARNDOM MED 25 ANBRINGELSEROg afbrudte anbringelser er noget David kan tale med om. 25 forskellige steder var han anbragt i sin barndom, tæller han sig frem til.

// Anbringelsesstederne er for

dårlige til at rumme børnenes

problemer. Og det var vel ellers

meningen med anbringelsen, mener

David og René, to nye baglændere

“FOR MIG ER DET BEDSTE VED BAGLANDET AT DET ER DET HJEM, JEG ALDRIG HAR HAFT,” (DAVID)


— 22 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

“Jeg kom på Nordvang da jeg var 9. Min mor sagde, hun ikke kunne klare mig, at jeg truede med at begå selvmord. Det har jeg aldrig kunnet få til at passe. Men de gav mig en diagnose, kaldte det atypisk autisme,” siger David, som først for nylig mødte sin mor igen efter 20 år. “Nu sagde hun, at hun bare ville have mig væk fordi min far var voldelig og truede med at slå hende ihjel.”

Efter opholdet på det psykiatriske hospital kom David til et drengehjem på Falster. Han var meget ked af stedet, som blandt andet havde sto-re problemer med narkotika.

“Jeg gjorde alt for at komme væk. Men jo mere ballade jeg lavede, jo flere penge fik de for at beholde mig, Så det tog tre år inden jeg blev smidt ud,” siger David.

Derude var der ikke rigtig nogen der stod klar til at tage imod David med åbne arme. Så han røg ind i en række såkaldte midlertidige som-merhusanbringelser, hvor det nogle gange var pædagoger andre gange uuddannet personale. Undervejs i forløbet kom det til en stigende selv-medicinering med hash, som efterhånden blev til et egentligt stofmisbrug.

“Jeg var misbruger til jeg var 23. Undervejs var jeg indlagt på Nordvang igen, hvor jeg fik en ny diagnose som maniodepressiv. Siden da er det blevet til diagnosen skizofren,” fortæller David, hvis behandler nu mener, han er på vej ud af diag-noserne. Undervejs fik han konstateret en sclero-se, som betyder at han nu får pension.

FOR MEGEN OMSORG, FOR LIDT VIDEN OM SAMFUNDETHvad var det, der førte de to nye brugere i retning af Baglandet. Og får dem til at komme tilbage re-gelmæssigt?

“Da jeg blev 30 fik jeg en eksistentiel krise. Jeg var ved at være færdig med min bachelor som socialpædagog. Jeg havde tilbud om et fuld-tidsjob. Men jeg havde bare lyst til at smide det hele i gulvet, gøre en ende på det hele. Lige der opsøgte jeg Baglandet, som jeg havde hørt om gennem min uddannelse,” siger René.

“Man kan sige jeg erkendte, at jeg havde brug for fæller. Jeg føler mig anderledes. Afvist alt for tit af dem, der burde tage ansvar. Da jeg blev 18 blev jeg placeret i en lejlighed, men der var ingen til at fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Og jeg havde ikke lært det. Problemet med at være an-

bragt er for megen omsorg og for lidt viden om samfundet. Alt bliver gjort for dig. Så jeg endte i Ribers og alt mulig andet lort.”

I den periode brugte René også en del stof-fer. Han beskriver et behov for at teste sine egne grænser efter at have levet under meget faste rammer – og stofferne som et redskab i processen med at finde sig selv og blive voksen.

INDFORSTÅETHEDEN – OGSÅ UDEN ORDDavid hørte om Baglandet, der hvor han går i be-handling. Og mener selv, det var i sidste øjeblik.

“Jeg var træt af at leve. Jeg var ved at brække mig over det hele. Så da min behandler fortalte mig om stedet, ringede jeg med det samme. Jeg har stort set været her siden. Og tænker på, hvor meget der kunne have været anderledes, hvis jeg havde mødt Baglandet, da jeg var 18 år.”

“Det afgørende ved Baglandet er indforstået-heden mellem brugerne. Da jeg kom, var der en der så mig dybt i øjnene. Og jeg følte mig for-stået. Uden ord. Baglændere forstår behovet for at være destruktiv. For at have lyst til at tage 30 dage i streg på coke. Her kan jeg sige det og få et godt svar. For eksempel hvorfor jeg skal lade være,” siger René.

Det svinger meget, hvor ofte han kommer. Men Baglandet er en base, når han er i krise. Når dagene alene derhjemme er for svære.

“Baglandet er et sted, hvor jeg kan tanke energi. Når jeg har overskud bruger jeg nok me-get tiden andre steder og sammen med andre,” siger René, der fremhæver anerkendelsen og for-ståelsen som det bedste ved Baglandet. Det der skaber overskud.

DET HJEM JEG ALDRIG HAR HAFT“For mig er det bedste ved Baglandet at det er det hjem, jeg aldrig har haft,” siger David. Han har brugt mange år på at finde sig selv, og synes han er kommet meget tættere på, efter han er be-gyndt i Baglandet.

René og David er enige om, at mødet om spi-sebordet med de andre baglændere er en vigtig del af Baglandets – og deres eget – sociale liv. Her er mad og samtaler og socialt liv. Alt det, der er med til at bekæmpe ensomheden.

“Alligevel er der for mig rigtig meget negativt forbundet med langborde. Det minder mig nogen gange for meget om institutionerne og kulturen


— 23 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

der,” siger Rene. “Det forstår jeg godt. Men forskellen er, at her er

det os, der sætter dagsordenen,” indvender David.

JEG STOLER JO IKKE PÅ FOLKDe synes begge de kommer godt ud af det med de ansatte i Baglandet. Men det er helt overve-jende de andre baglændere, de har brugt mest indtil nu.

“Helle skal med mig til mit næste net-værksmøde,” siger David om en af de ansatte. Og fremhæver at andre baglændere får støtte til at finde en lejlighed, skrive ansøgninger til kommu-nen og andre praktiske ting.

“Man bruger medarbejderne her, fordi man ikke tror på samfundet. Altså bare at skulle til tandlæge. Jeg stoler jo ikke på folk,” siger David.

René fremhæver brugeranonymiteten, det at Baglandet ikke er en del af det offentlige system, som en afgørende faktor.

“Det skaber den nødvendige tryghed hos alle os, der ikke rigtig stoler på nogen,” siger han.

Det er ellers ikke fordi socialpædagoger som sådan har nogen høj stjerne hos mennesker der har været anbragte, er budskabet fra de to baglændere.

“Altså mange af os der har været anbrag-te kan fornemme en pædagog på lang afstand. Vi har simpelthen lært at være skeptiske. Alt for mange pædagoger sætter ligesom et skjold op mellem sig selv og barnet. Det skjold står i vejen for, at pædagogen bruger sig selv,” siger David.

BRUDDET MED REGLERNENår René skal forklare, hvorfor han trods denne skepsis har valgt at uddanne sig til pædagog, fortæller han først om en positiv erfaring med en voksen behandler:

“Lige før jeg fyldte 18 blev jeg smidt ud af den misbrugsbehandling, der var en del af min doms-anbringelse. Men min misbrugsbehandler brød alle regler og tog mig hjem til sig og sin familie. Her fik jeg for første gang en slags far. Han holdt fast i, at jeg havde talenter, at jeg skulle prøve dem af – og prøve igen, hvis det gik galt. Det var

med til at give mig et håb og en modstandsdyg-tighed. At have en, der ikke fordømte mig, selv om jeg faldt i, som var der for mig uanset hvad.”

René er sikker på, at det var afgørende for, at han en dag kunne handle. Den dag, han blev træt af at gentage sine fejl og syntes der skulle ske noget bedre.

“Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle blive pædagog. Og har altid følt solidaritet og empa-ti for mennesker med vanskelige liv. Så jeg søgte først ind på den pædagogiske assistentuddannel-se. Der oplevede jeg at være en slags ekspert, fik venner og gode karakterer – og fik modet og ly-sten til at søge ind på pædagogseminariet.”

DER ER BRUG FOR MANGE FLERE BAGLANDEDavid og Rene er enige om, at der er brug for mange flere steder som Baglandet.

“Der er 11.000 anbragte børn. Antallet falder, men det er godt nok mange. Og der er vel højst plads til et par hundrede omkring de fire eksiste-rende baglande. De resterende risikerer at blive endnu mere fremmedgjorte end de allerede er. Når jeg skal fortælle om mig selv, føler jeg mig ofte fremmedgjort. Vi har jo ikke de andres fami-lieoplevelser,” siger René.

Hverken David eller René fik tilbudt efter-værn. Og ville nok heller ikke have stolet nok på systemet til at tage imod det, siger de. Men de peger på, at der er al mulig grund til at gentænke måden, man anbringer børn. Og måden, man be-handler mennesker, der har været anbragte.

“Jeg arbejder på et bosted med ældre psy-kisk syge, mange med et misbrugsproblem. 9 ud af 10 af dem har været anbragte som børn. Vi er overrepræsenterede i alle de dårlige statistikker. I fængslerne og som misbrugere. Vi får dårlig skolegang og alt for få får en uddannelse. Vi bor dårligere og er mindre på arbejdsmarkedet end andre,” siger René.

Og så går turen ud i den store gårdhave, til en smøg eller to og en snak ude i forårssolen.

“ALT FOR MANGE PÆDAGOGER SÆTTER LIGESOM ET SKJOLD OP MELLEM SIG SELV OG BARNET. DET SKJOLD STÅR I VEJEN FOR, AT PÆDAGOGEN BRUGER SIG SELV.” (RENÉ)


— 24 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

15 baglændere afleverede det spørgeskema, der var lagt frem. De 10 af svarene kom fra kvinder, de fem fra mænd. De femten svarpersoner kom fra København og kommuner i Hovedstadsregionen.

Aldersmæssigt spredte brugerne sig på et inter-val fra 20 til 73 år. Fire var mellem 20 og 29 år. Tre var mellem 30 og 39 år. Fire mellem 40 og 49 og tre mellem 50 og 59 år.

De 11 af baglænderne kom fra flere gange om ugen til flere gange om måneden. Syv har brugt Baglandet i mere end fem år, tre i mindre end et halvt år og resten midt imellem.

Ved brugerundersøgelsen to år før blev der også spurgt om for eksempel uddannelse, børn og bo-form.

I 2013 svarede hovedparten, at de boede alene i en lejebolig og at de ikke havde en kæreste. Godt halvdelen svarede, at de havde 1-3 børn.

Uddannelsen gik fra 9. klasses afgangseksamen til lang videregående uddannelse, og status på arbejdsmarkedet gik fra arbejdsløse til under ud-dannelse og i beskæftigelse.

Hvem bruger baglandet - og hvordan?

// Baglandet gennemfører med jævne mellemrum en undersøgelse blandt

brugerne. Den seneste måling er fra januar 2016. Læs her et par udpluk fra

tilbagemeldingerne fra baglænderne.


— 25 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Kvinde 42 år, besøg flere gange om året gennem mere end fem år“Jeg føler mig velkommen, anerkendt som den jeg er, tryg og som en del af gruppen. Det er rart at vide, at Baglandet er der som et sikkerhedsnet.”

Mand 41 år, besøg 2-3 gange om ugen i mere end fem år“Nye venner, forståelse, hjælp til livet og støtte i alle mulige situationer. Det har flere gange været min eneste livline til “virkeligheden”. Jeg får fejret fødselsdage og højtider, hvor jeg ellers har været ensom. Baglandet er mere eller mindre uundvær-ligt for mig og mit liv.”

Kvinde 22 år, besøg to gange om ugen det seneste halve år“I Baglandet er der ro, forståelse, omsorg og plads til alle personligheder. Baglandet er den base, jeg aldrig har haft derhjemme eller i min anbringelse.”

Kvinde 29 år, besøg en gang om måneden gennem et halvt år“Det er utroligt befriende at mødes med andre mennesker, som har været anbragt. Man møder forståelse og ligesindede. I andre sammenhæn-ge kan man føle sig anderledes, og måske ikke tale så meget om sin fortid. Det er rigtig vigtigt at man i ny og næ kan søge hen til en tryg base som Baglandet er.”

Kvinde 40 år, besøg 2-3 gange om ugen gennem 1-2 år“Et bagland, der endelig støtter mig. Jeg er ikke længere alene om alt. Jeg får støtte, omsorg og samtaler, plads til at være mig og en “familie” der er der for mig.”

Mand 53 år, besøg 2-3 gange om måneden gennem mere end fem år“Baglandet har været, og er, for mig en uerstatte-lig hjælp i forhold til at håndtere de psykiske føl-ger af en traumatisk opvækst og traumatiserende anbringelser.”

Kvinde 25 år, besøg to gange om ugen gennem et halvt år“Det betyder meget, at jeg møder nye mennesker og er social. Min søn omgås også med børn på hans alder.”

Kvinde 32 år, besøg en gang om måneden gennem mere end fem år“I Baglandet er det rart, at andre har haft lignende baggrund som en selv, så man kan slappe af og være sig selv. Det er ofte en stor hjælp for mig, da jeg er enlig mor med fysiske helbredsudfordrin-ger, at vi kan komme ind, som man måske ville gøre hos sine forældre, og spise en gang imellem.”

Hvad betyder din tilknytning til Baglandet for dig?

// Et bagland der endelig støtter mig, en “familie” der er der for mig,

svarer en kvinde på 40 år på brugerundersøgelsens spørgsmål om, hvad

Baglandet betyder for hende. Vi har plukket en række besvarelser ud, som

du kan læse her


— 26 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Mand 35 år, besøg en gang om ugen gennem to år“Baglandet er socialt samvær, udflugter og hjælp til møder med offentlige instanser.”

Kvinde 31 år, besøg 2-3 gange om måneden gennem 3-5 år“For mig er Baglandet et frirum, hvor jeg kan få lov at være mig selv. Jeg skal aldrig pynte på no-get, og baglænderne og personalet forstår min baggrund.”

Kvinde 26 år, brugte Baglandet for fire år siden“Baglandet betød, at der var et sted, hvor jeg kunne få opbakning og støtte i en svær tid, hvor jeg skulle lære at stå på egne ben. I dag betyder det, at jeg ved, at Baglandet findes. At der er et sted, der kan agere hjem for mig, når jeg har brug for det. Det er en meget stor støtte selvom jeg ikke kommer der til dagligt. Der findes ingen an-dre steder, hvor man kan få den støtte, man har brug for som tidligere anbragt.”

Kvinde 52 år, besøg 2-3 gange om måneden gennem mere end fem årBaglandet betyder rigtig meget, fordi det er mit andet hjem, når man ikke har meget familie. Det er dejligt at kunne mødes med ligesindede.”

Mand 56 år, besøg 2-3 gange om ugen gennem mere end fem år“Andre at snakke med om de samme oplevelser – og alle andre ting. Hjælp til at lave mad og meget mere.”

Kvinde 73 år, besøg en gang om ugen gennem 18 år“Havde Baglandet eksisteret, da jeg kom til Kø-benhavn i 1964, havde jeg nok ikke ligget græ-dende, da jeg fik min første lejlighed.”

Kvinde 42 år, brugte Baglandet for 16 år siden“Baglandet var i 1998 et sted, hvor jeg søgte til-flugt og et sted hvor jeg fandt tryghed og varme og en masse empati og særlige venner som jeg stadig har kontakt til. Jeg havde en meget svær periode i mit liv og havde slet ikke nogen struktur eller orden i hverken min bopæl, familie eller fø-lelsesmæssigt. Så uden at blinke kan jeg sige, at Baglandet helt klart gav mig en masse redskaber til at få ryddet op i rodet.”


— 27 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Kunne jeg bare få en opskrift på livet

“Der er mange forskellige anbringelseshistorier, lige så mange som der er mennesker, der har op-levet anbringelse. Men der er også fælles møn-stre, måder at skabe meninger med livet, nu de ikke længere er anbragte.”

Vi sidder i frokoststuen på Anne-Kirstine Møl-holts arbejdsplads, Aalborg Universitets afdeling i Sydhavnen i København. Anne Kirstine har for nylig færdiggjort sin ph.d.-afhandling “Når man har været anbragt. Fortællinger om fortid, nutid og fremtid hos unge, der har været anbragt uden for hjemmet”.

Afhandlingen bygger på samtaler med 8 unge mellem 20 og 35 år om deres fortid og nutid – og deres forventninger til fremtiden. Samtalerne blev ført halvårligt gennem to år og forsøger netop at kortlægge de fælles mønstre.

DE VIL IKKE STÅ I GÆLD“De unge fortæller om oplevelsen af at have mod-taget omsorg fra andre i en periode – hvor an-dre har fået løn for at vise dem omsorg. De ved, det er anderledes. At der har været en form for

// Mennesker der har været anbragt

har mere end noget andet brug for

relationer, siger forskeren bag ny

afhandling om oplevelser hos unge,

der har været anbragt

“UNGE DER HAR VÆRET ANBRAGT STRÆKKER SIG OFTE FOR VIDT OG HAR SVÆRT VED AT SIGE FRA – FORDI RISIKOEN FOR AFVISNING LURER. DE MANGLER SIMPELTHEN ET FUNDAMENT, ET NETVÆRK, ET TILHØRSFORHOLD SOM IKKE ER BETINGET,” (ANNE-KIRSTINE MØLHOLT)


— 28 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

betingelse, for at de har modtaget den omsorg, som de har fået under opvæksten. Det adskiller sig fra det traditionelle syn på børns modtagel-se af omsorg fra familien, da den bygger på ube-grænset omsorg. Og det gør det svært for dem at modtage omsorg fra andre efter anbringelsen. De synes, det sætter dem i gæld. De er samtidig blevet meget betænksomme og ekstremt gode til at give omsorg til andre. Så meget at de ofte går på kompromis med sig selv. De yder for andre for at blive accepterede, for ikke at stå i gæld.”

Anne-Kirstine fremhæver, at de unge fortæl-ler om oplevelsen af at være blevet valgt fra. Selv-om de på den ene side fortæller om det at være anbragt som et privilegium, hvor de kommer væk hjemmefra til mere sikre rammer, oplever de på den anden side et svigt og en opvækst, der ad-skiller sig fra andres. De er blevet valgt fra, og nu vil de gerne accepteres af andre. Det gør dem opsøgende i forhold til andre, og udstyrer dem nærmest med et omsorgsgen.

“Det er både en styrke og en svaghed i for-hold til dem selv. De strækker sig ofte for vidt og har svært ved at sige fra – fordi risikoen for afvis-ning lurer. De mangler simpelthen et fundament, et netværk, et tilhørsforhold som ikke er betin-get.”

LÆNGSEL EFTER DET NORMALEMennesker der har været anbragt, deler forståel-sen af begrebet familie op i tre grupper: Idealfa-milien, der hvor kærligheden er ubetinget. Deres egen familie, som de måske har mødt igen efter anbringelsen og som ofte trækker langt flere kræfter, end den giver. Og så den normale familie, som også har sine hverdagsproblemer, men hvor mor kommer med en pose mad efter man er flyt-tet hjemmefra, hvor man kan tale med forældre og søskende, hvor man fejrer julen sammen.

“De ved godt, at den perfekte idealfamilie er en konstruktion. Det er den normale, de længes efter. Det er den, de også gerne vil have. Som et alternativ søger de så andre relationer, nære ven-skaber eller andre måder at skabe netværk.”

De unge fortæller på den ene side om et grundlæggende behov og en grundlæggende mangel som en konsekvens af deres liv i anbrin-gelse. På den anden side fortæller de, at de er ble-vet rigtig gode til at passe på sig selv – og ser de-res jævnaldrende som uerfarne i sammenligning.

“Der er jo en styrke og en begrænsning i den stærke vilje til at ville klare sig selv. På den ene side ruster det de unge med en ressource, hvor de kun er afhængige af dem selv. På den anden side betyder det også, at det kan være vanskeligt for dem at bede om hjælp, når de egentlig ønsker det. For det vil samtidig udfordre deres syn på dem selv som nogle, der kan klare sig selv.”

“DE BRUGER UTROLIGT MEGET ENERGI PÅ AT REFLEKTERE. DE KOMMER IKKE BARE IND I ET RUM. DE ANALYSERER RUMMET, SITUATIONEN OG MENNESKENE, DER ER DER.” (ANNE-KIRSTINE MØLHOLT)


— 29 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Det bliver svært at tage mod hjælp, også til den helt centrale overgang det er at blive voksen. Alt for mange får den ikke eller tager ikke imod det, de får tilbudt. Og opdager først alt for sent, at de havde behov for hjælp.

FREMMEDHEDEN I HVERDAGSLIVETEn helt central ting for mennesker der har været anbragt, er ifølge Anne-Kirstine fremmedheden i forhold til hverdagslivet. Handlinger, der er selv-følgelige for andre, volder dem store bekymrin-ger.

“De bruger utroligt meget energi på at reflek-tere. De kommer ikke bare ind i et rum. De ana-lyserer rummet, situationen og menneskene, der er der. Mange situationer forekommer dem frem-mede. Det skyldes både deres oplevelser i forti-den med ofte ustabile forældre og tilvænningen til nye omgivelser, når de blev anbragt. Men de fortæller også, at det skyldes de så ofte er blevet korrigeret af andre, at de har udviklet en skeptisk holdning til sig selv. Al den refleksion binder deres opmærksomhed til den aktuelle situation.”

Det giver problemer med at tænke langsigtet og med at planlægge. Med at svare på, hvad ens fremtidsplaner er. Fordi kræfterne går med at ma-nøvrere fra den ene situation til den næste.

“Mennesker der har været anbragte bliver ofte klandret for at leve ustabile liv. De fremhæ-ver selv ustabiliteten som et grundvilkår. Deres opvækst var ustabil, det er den de kender. Efter anbringelsen flytter de måske mere end gennem-snittet og skifter uddannelse oftere. Til forskel fra deres opvækst, hvor det var andre, der tog be-slutninger om de ustabile vilkår i deres liv, er det dog nu typisk dem selv, der handler, dem selv der ændrer deres liv. På den måde giver ustabiliteten mening, uanset om den er hensigtsmæssig.”

DEN UDMATTENDE NORMALITETDet at leve op til normaliteten kræver rigtig me-get, når man har været anbragt. Man bruger rigtig megen energi, bliver hurtigt træt og trækker sig tilbage.

“Så ender de nogle gange med at se mas-ser af serier og få masser af søvn for at opbygge energi til de skal ud og møde samfundet igen. De har alle sammen hver deres individuelle strategi-

er. På den måde forstår de de vanskeligheder de oplever i hverdagen som individuelle – frem for at se dem som fælles vanskeligheder, der kræver overordnede løsninger.”

TRE SAMTIDIGE ALDREEndnu et fælles mønster for mennesker der har været anbragt er oplevelsen af tre forskellige ald-re. Fysisk føler de sig på niveau med deres jævn-aldrende. Når det kommer til livserfaring føler de sig meget ældre og er nogle gange nærmest mætte af oplevelser. De har set det meste og har ikke brug for flere oplevelser. Emotionelt og prak-tisk oplever de sig derimod som små børn.“De eftersøger en opskrift på livet, på grundvil-kårene, fordi de hele tiden oplever alt som nyt og fremmed for dem selv. Samtidig bliver det jo sværere at spørge om alt det man ikke forstår, jo ældre man bliver. De unge jeg har talt med fortæl-ler, at de hele tiden tror, at de bliver bedømt, men at de samtidig ved, at de er deres egne hårdeste bedømmere og at de er yderst sensitive over for kritik.”

DET HANDLER OM RELATIONERAnne-Kirstine Mølholts formål med den aktuelle ph.d. har været at afdække de unges oplevelser af og forventninger til deres liv. Ikke at nå frem til en liste med konkrete bud på en bedre indsats. Men hun peger gerne på en retning.

“Når så mange mønstre er fælles for menne-sker der har været anbragt, er det jo fordi det ikke ligger i den enkelte, men i relationen til samfun-det. Vi skal flytte fokus fra den enkelte anbragte over til relationen til samfundet. Det er ikke den enkelte, der skal tilpasse sig. Men samfundet og dets opfattelse, der skal ændres. Der er brug for flere fleksible løsninger i forhold til deres ønsker til hverdagssituationer. En af de unge i min under-søgelse understregede for eksempel under en af vores samtaler, at der er noget i det sociale sy-stem, der skal tænkes helt om. Vi må erkende, at det ikke er nok at give praktisk hjælp. Mennesker der har været anbragt har først og fremmest brug for relationer.”


— 30 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

Der er meget, der kunne blive bedre på området for socialt udsatte og anbragte børn. Det mener Direktør for Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl, der er en af de store aktører på den socialpolitiske sce-ne. Også når det handler om tidligere anbragte, har Rasmus Kjeldahl bud på, hvad man burde fo-kusere på:

“Vi skal som samfund have en langt større opmærksomhed på anbringelsesområdet. Alle undersøgelser viser, at der fortsat er alt for store forskelle i de chancer, man har som anbragt i for-hold til ikke-anbragt.”

Det handler både om sundhed, trivsel og ikke mindst om skolegang, understreger Rasmus Kjel-dahl:

“Og det er altså et problem for samfundet, at vi ikke ændrer den forskel. Både når man ser på det ud fra den enkelte. Men også når man ser på det med ressource-briller – sådan samfundsøko-nomisk. Vi burde i højere grad have ambitioner for de anbragte børn; arbejde målrettet på, at de skal have gode skolekundskaber og en ordentlig skolegang. Der skal vi bevæge os lidt væk fra, at

Vi skal have ambitioner for de anbragte børn

det er ‘synd’ for de her børn og til at vi som sam-fund ønsker at gøre noget godt for dem,” siger Rasmus Kjeldahl.

EFTERVÆRN SKAL STYRKESRasmus Kjeldahl peger på især ét område, hvor det i hans optik kunne blive bedre, nemlig efter-værn:

“Det giver slet ikke mening at give slip på den unge, bare fordi han eller hun bliver 18. Både fordi den enkelte unge ikke nødvendigvis på det tids-punkt er klar til at stå helt alene, og fordi man også kan vælge at anskue det med ‘investerings-briller’ på og tænke, at det er sært, at samfundet har investeret så meget i den unge via en anbrin-gelse – og så slipper dem når de fylder 18.”

“Vi tænker som børnefaglig organisation, at vi som samfund bør se på, om vi gør det godt nok med efterværn. Ofte har anbragte børn jo ikke noget særligt stærkt netværk af forældre eller onkler og tanter og bedsteforældre. Derfor giver efterværn så meget mening.”

// Vi bør have mere fokus på vilkårene for udsatte børn og unge, inddrage

dem i langt højere grad og sikre dem bedre ret til efterværn. Sådan lyder

det fra Børns Vilkår, når man spørger, hvordan det står til med området for

anbragte børn og unge.


— 31 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —

VI SKAL GIVE DEM ET BAGLANDRasmus Kjeldahl peger på, at netop udfordrin-gerne med efterværn tydeligt illustrerer, at der er behov for steder som netop Baglandet:“Vi har som fællesskab en forpligtelse til at ræk-ke ud og støtte tidligere anbragte børn og unge. Vi skal give dem det bagland, de ikke har,” siger Rasmus Kjeldahl.

Han peger dog på den udfordring, også i for-hold til Baglandet – at mange af de unge er ‘for-anstaltningstrætte’.

“De orker ikke flere pædagoger eller sagsbe-handlere. De vil bare klare sig selv. Så jeg tror ba-lancen må være – også for Baglandet – at der er fokus på dét. Børn og unge har brug for at blive set og ikke føle sig som en ‘brik’ i et system. Når vi taler med børn og uge, der er eller har været anbragt er der en hel der tyder på, at mange af dem har en oplevelse af, at de bare er et num-mer – et kommunalt tilfælde. Og så trækker de sig og bliver pas på udviklingen i eget liv. Og det er det værste der kan ske,” siger Rasmus Kjeldahl og fortsætter:

“Vi skal sørge for, at alle børn og unge oplever, at de har indflydelse på eget liv. Så en udfordring for Baglandet er nok, at brugerne skal inddrages. Og at pædagogerne skal trække sig og ikke fylde for meget. Jeg tænker også, at det er vigtigt, at brugerne af Baglandet ikke fastholdes i en iden-titet som tidligere anbragte, men at de derimod styrkes i en identitet som dem selv.”

“VI SKAL SOM SAMFUND HAVE EN LANGT STØRRE OPMÆRKSOMHED PÅ ANBRINGELSESOMRÅDET. ALLE UNDERSØGELSER VISER, AT DER FORTSAT ER ALT FOR STORE FORSKELLE I DE CHANCER, MAN HAR SOM ANBRAGT I FORHOLD TIL IKKE-ANBRAGT,” (RASMUS KJELDAHL)

“VI BURDE I HØJERE GRAD HAVE AMBITIONER FOR DE ANBRAGTE BØRN; ARBEJDE MÅLRETTET PÅ, AT DE SKAL HAVE GODE SKOLEKUNDSKABER OG EN ORDENTLIG SKOLEGANG.”

(RASMUS KJELDAHL)


— 32 —

— B AG L A N D E T · 2 0 Å R —


”Baglandet gør et vigtigt stykke arbejde, fordi tidligere anbragte unge her kan indgå i et fællesskab med andre, der har stået i en lignende situation. Jeg sætter stor pris på, at mødesteder som Baglandet hjælper tidligere anbragte unge i deres dagligdag – både når det kommer til praktiske hverdagsting, men også med rådgivning om f.eks. økonomi og

uddannelse. Baglandet fortjener derfor et stort tillykke med sit 20 årsjubilæum.”

MAI MERCADO, BØRNE- OG SOCIALMINISTER

BAGLANDET— 20 ÅR —


BAGLANDET...gens Fællesråds pris i 1997 og med Kronprinse-parrets Sociale pris i 2010. Og nu har...

Documents

Transcript of BAGLANDET...gens Fællesråds pris i 1997 og med Kronprinse-parrets Sociale pris i 2010. Og nu har...