Anders og julius og andre historier

Søren Ryge Petersen

Anders og Julius og andre historier

Fotografier af Nicolai Howalt

Gyldendal

88484_anders og Julius_.indd 3 08/09/11 14.34

Indhold

Forord · 9

ISådan begyndte det · 15Anders og Julius og Nicolai · 28Enlig mor · 39Campingturen · 48Julius’ fødselsdag, 75 år · 54Det store drama · 56Kalv nr. 217 · 68Møget · 73Høsten · 79Den sidste mælk · 86Kalvene · 91Julius’ fødselsdag, 80 år · 93Jeg keder mig ikke ... · 100Hjælpende hænder · 110Jodle Birge · 116Anders’ fødselsdag · 118Rullegardinerne · 124Julius’ død · 128

II De gamle · 135Valborg fra Bjerregrav · 138Edith fra Østerbro · 149Bitten Clausen fra Als · 158Tre søstre · 163Tre søskende · 170Evalds medalje · 178Danmarks bedste kringle · 182


9

Forord

Jeg har ikke tal på, hvor mange tv-programmer jeg har lavet ef-terhånden, men det nærmer sig nok de 500. 34 år ved Danmarks Radio sætter spor. Jeg er mig helt bevidst, at langt de fleste af disse programmer har det ligesom aviser. De bliver set, og de bliver husket en dag eller to eller måske en uge. En gang imellem får man lavet noget, der indeholder et eller andet frækt eller underholdende eller mor-somt, og så huskes det lidt længere. Men det meste er og bliver små skvulp i det mediehav, der fylder mere og mere i alle menneskers dagligdag. Nu kan det være svært at vide, hvilket indtryk programmerne gør på seerne. Ganske vist måles der i vore dage på livet løs, og vi ved præcist, hvor mange der sidder foran skærmen hvert sekund, og hvad de ser. Men hvor godt programmet er, og hvor længe man husker det, det er en helt anden sag. Det kan ikke måles. Jeg er imidlertid i den situation, at jeg hver vinter holder såkaldte foredrag rundt om i landet. Da møder jeg mange mennesker, og da får jeg mange spørgsmål og kommentarer til mine tv-program-mer.

På grundlag af disse kan jeg med stor sikkerhed sige, at de af mine tv-programmer, der huskes bedst af alle, er dem med Anders og Julius. For uanset hvor jeg kommer hen, så er det allerførste spørgs-mål: ’Hvordan går det med Anders og Julius?’ Og det næste: ’Fortæl lidt mere om Anders og Julius.’


10

Og det er jo egentlig utroligt. For jeg har over en periode på fem-ten år, fra 1990 til 2005, lavet syv programmer om Anders og Julius. Godt et halvt dusin små programmer à 28½ minut. De handler om to ældre brødre, der lever på en gård på Djursland. De har ikke vun-det en million, de lider ikke af uhelbredelige, sjældne sygdomme, de har ikke udført store bedrifter – de lever bare et jævnt og virksomt liv på deres gård og deres jord. Alligevel har beretningen om dem gjort så stort indtryk, at jeg er sikker på, de vil blive husket mange år endnu. I efteråret 2010 samlede vi tv-programmerne, syv styk, på en dvd. Der blev solgt 50.000 styk inden nytår. Et fantastisk bevis på, at danskerne ikke har glemt dem. Nu er turen kommet til alt det skrevne. En lang stribe historier, der blev skrevet, når det var oplevet, og derefter bragt i Dagbladet Politiken. Siden blev de trykt i mine bøger, efterhånden som de udkom. Landet og året i 1995, Historier fra Danmark i 1998, Fortæl-linger fra et TV-liv i 2000, Julius’ fødselsdag og andre historier i 2001, Bette Anna og andre historier i 2005. Bøgerne er blevet godt modtaget, men har haft et problem. Igen og igen er jeg blevet spurgt om, hvilken bog der handler om Anders og Julius, og svaret har været det samme hver gang, at det gør de alle sammen. Der er en-to-tre historier om dem i hver af bøgerne. Nu kommer den ægte vare. I denne bog har vi samlet alt det, jeg har skrevet om Anders og Julius igennem årene. Og jeg har benyt-tet anledningen til at skrive en stribe historier, der aldrig har været skrevet før. Desuden er der Nicolai Howalt. Fotografen. I nogle år besøgte han Anders og Julius mange gange og tog tusindvis af billeder. Nogle af dem blev brugt i Politiken og magasinet Press. Nogle blev til en udstilling på Charlottenborg. Desuden var det meningen, at der skulle laves en fotobog med billederne også. Den blev desværre – af usagte og komplicerede årsager – ikke til noget. Derfor er det mig en stor glæde, at en flok af Nicolais billeder bliver brugt i denne bog. Til sidst skal det nævnes, at denne bog altså hedder ’Anders og


Julius og andre historier.’ Brødrene fylder det meste, men der blev også plads til endnu en håndfuld af de historier, jeg holder aller-mest af at lave – både på tv og på papir. Historier om mennesker. Ganske almindelige mennesker med en ualmindelig historie. De fortjener også at blive husket.

April 2011Søren Ryge Petersen


I


15

Sådan begyndte det 1984-88

Det var helt præcist i foråret 1984, da jeg flyttede til det sted, hvor jeg stadig bor. Det er en lille gård langt ude på landet, og der er ikke ret mange naboer. De få, der er, bor på god afstand. Under sådanne omstændigheder er det ekstra vigtigt at kende sine naboer, og derfor sørger man naturligvis for ret hurtigt at aflægge visit og se hinanden an. Anders og Julius er naboer mod vest, nøjagtig 1100 meter væk. De andre naboer havde fortalt lidt om dem, om de to brødre, der var noget for sig selv, og som bl.a. råbte højt. Det vidste vi allerede, for når vinden kom fra vest, kunne vi somme tider høre dem. De kom ikke på visit hos os, og derfor tog jeg en dag på visit hos dem for at byde mig selv velkommen. Da jeg kørte ind på deres gårdsplads, skete der noget: Min tv-hjerne begyndte omgående at slå gnister, for det gør den pr. auto-matik, når jeg ser eller hører eller oplever noget, der er en god historie – som måske kan blive til godt fjernsyn. Gårdspladsen var nemlig fantastisk. Ganske almindelig og ke-delig med grus og sten og bygninger på tre sider. Men også med en flok gamle traktorer, Ferguson’er, lige så mange biler, mest fol-kevogne, nogle vogne, nogle dæk, et oliefyr, et badekar og en del andet skrammel. Men det var ikke nogen losseplads. Det var bare så tydeligt, at herinde mellem bygningerne og mere eller mindre skjult af bræn-denælder og hyldebuske stod alle de køretøjer, som igennem mange år havde aftjent deres kørepligt, og som derefter var gemt, men


16

ikke glemt. Det var ufattelig dekorativt – det smukkeste forfald, som tænkes kan. Lige til at filme. Jeg stod ud af bilen og gik ind i stalden, for jeg kunne høre stem-mer derindefra. Da gnistrede tv-hjernen endnu mere, for aldrig før var jeg kommet ind i sådan en stald (selv om jeg har færdedes i stalde i hele mit liv). Der var halvmørkt derinde, selv om det var lyst udenfor. Der var møgbeskidt. Væggene var næsten sorte af støv og snavs. Vinduerne var uigennemsigtige. Loftet var ved at falde ned. Men så var der dyrene, for stalden var fyldt med køer og kvier. To rækker smukke, velplejede køer i båse, der var strøet med rigelig halm. Man kunne se på et sekund, at disse dyr havde det godt – at der blev passet godt på dem. Og så var der menneskene, for Anders og Julius var ved at fodre og malke. Jeg kan naturligvis ikke huske præcist, hvad der blev sagt i løbet af de ti minutter, mit besøg varede, men det gjorde dybt ind-tryk. For her kom jeg som et vildfremmed menneske for første gang, og så kom de mig i møde med en ligefremhed og nysgerrighed og en byge af spørgsmål. Undervejs nåede de at afbryde hinanden adskillige gange – med høje stemmer – og skælde hinanden ud og hen til en ko og tilbage igen. Der var fuldt tryk på hvert sekund, og deres ansigter og stemmer udstrålede en sjælden energi. Min tv-hjerne kørte på højtryk. Men jeg sagde ikke noget om det. Jeg spurgte dem ikke, om jeg måtte komme og lave et fjernsynsprogram om deres rod af en gårdsplads, deres møgbeskidte stald og deres råben og skrigen. Hvis jeg havde gjort det, ville de med fuld ret og stor undren kunne have svaret, at hvorfor ville jeg dog det, og så ville jeg være blevet dem svar skyldig. Så jeg tog af sted igen, og de næste år var jeg bare deres nye nabo, der boede på Jens Bangs sted og kom forbi en gang imellem og snakkede. Der gik fem år, før jeg turde spørge, og da spurgte jeg ikke, om jeg måtte lave fjernsyn om dem, men om jeg måtte lave noget om deres duer. For det havde jeg fundet ud af i de mellemliggende år: At Anders


17

og Julius ikke var specielt stolte over deres liv, som havde været knokkelarbejde fra først til sidst. Og heller ikke over deres gård, som de kaldte en skrabalderejendom. Men duerne havde en helt speciel rolle. Der var hundredvis af duer, og de var fredede i klasse A. Der var duer i stalden, duer på loftet, duer i laden, duer ude og inde. De ynglede overalt. Når man gik i stalden, skulle man altid passe på ikke at komme til at træde på en rede med æg eller unger. Det var Julius’ duer. Anders var træt af dem, fordi de svinede over det hele, og fordi han jævnligt fik en due i hovedet, når han gik i stalden. De spiste også alt for meget korn, syntes han. Så de kom jævnligt op og skændes om duerne, ikke alvorligt, men højt og tydeligt. Alligevel var de begge et eller andet sted klar over, at det var usædvanligt og imponerende med så mange duer på deres gård. Derfor spurgte jeg altså, om vi måtte lave lidt fjernsyn om duerne – bare et mindre indslag på fem-ti minutter. Det måtte vi gerne, og så kom vi med fotograf og lydmand og det hele og filmede duer i en uendelighed. Duer inde og duer ude – duer i luften og på taget og på gårdspladsen og i rederne – æg og unger i alle størrelser. Undervejs drak vi kaffe og snakkede. Der var ingen tvivl om, at Anders og Julius havde det helt fint med at have besøg af os. Men jeg havde en bagtanke, for der skulle jo også fortælles noget om alle disse duer. Så på et tidspunkt spurgte jeg dem, om de ville stille op i bare fem minutter til et lille interview. ’Nej, nej,’ sagde de, ’det kan du da selv gøre – du ved jo alt, hvad der er værd at vide om de duer.’ Hvortil jeg svarede, at det gjorde jeg måske nok, men det var jo deres duer, og så syntes jeg bestemt, at det var dem, der skulle fortælle om dem. Det argument kunne de ikke stille noget op med, og så sagde de ’Ja, så gør vi det.’ Hvorpå Anders gik ind i huset og kom ud igen lidt efter – med det pæne tøj på! Så stillede de op ved siden af hinanden og mig ved siden af ka-meraet, og så blev Anders og Julius filmet til fjernsynet for første gang i deres liv. Jeg spurgte, og de svarede.


20

Det var en katastrofe. Det var dødkedeligt. De snakkede slet ikke, som de plejede. De var pæne, høflige og afdæmpede. De kom ikke op at skændes. De svarede på spørgsmålene, men den sædvanlige gnist var forsvundet. De var nemlig i fjernsynet, og så skal man opføre sig ordentligt. Efter fem minutter havde jeg nok og sagde tak. Så gik Anders ind for at skifte tøj, men Julius blev stående. For et eller andet sted var der jo så meget, han ville have sagt, hvis bare ikke det kamera stod der og kørte. Han havde gjort sig tanker om både det ene og det andet, og da jeg sagde, at vi var færdige, så væltede det ud af ham. Julius blev sig selv igen, og ordene strømmede. Da gjorde jeg noget, som jeg aldrig har gjort hverken før eller siden. For kameraet stod stadig på stativet, og Julius stod foran det, og fotografen stod ved siden af mig og lyttede med, og så gav jeg ham et diskret tegn, hvorpå han lige så diskret trykkede på optageknappen og trådte et skridt tilbage. I løbet af de næste tre-fire-fem minutter fik Julius gjort rede for det meste af sit liv. Om fortid og fremtid, om arbejdet og stalden. Om revisoren og skatten og borgmesteren. Han talte ikke til kameraet, for det kørte jo ikke (troede han), han talte til mig. Indtrængende, stærkt, flot og med sit eget overdådige sprog. Hans sidste næsten råbende replik var noget i retning af, at ’Når vi ikke må have grise mere, når vi ikke kan lave mælk mere, så holder vi op, Søren. Kan du forstå det!’ Jeg nikkede bare, og så var det hele overstået. Julius var blevet tør i halsen og ville ind til en sodavand. Da vi kørte hjem, vidste jeg godt, hvad vi havde bag i bilen. En masse optagelser med duer, et jævnt kedeligt interview med An-ders og Julius om duerne – og så fire-fem minutters rent guld med Julius. Jeg viste det naturligvis til Leif Hjortshøj, min redaktør, og et par af mine kollegaer. De var dybt fascinerede og helt enige. Når Julius snakker, så bryder han igennem skærmen, helt og aldeles. Men de kunne jo også høre, at der var noget galt. Julius sagde det flere gange undervejs: ’Den kører da ikke’, og da jeg fortalte, hvor-dan det var lavet, ikke med skjult kamera, men foran et ’slukket’


21

kamera, helt og aldeles imod Julius’ vilje, da sagde Leif Hjortshøj, at dette kunne vi under ingen omstændigheder bruge. Sådan snyder man ikke, når man laver fjernsyn. Han tilføjede dog lidt efter, at ’Du kan kun bruge det, hvis du siger det til Julius, som det er – og får lov af ham.’ Det havde jeg ikke meget lyst til. Men jeg havde også stor lyst til at vise den ægte Julius i fjernsynet, så dagen efter tog jeg mod til mig og kørte ind til ham. Det var en varm dag. Han sad på trappen i skyggen, og da jeg kom, spurgte han, hvordan interviewet om duerne havde været. Jeg sagde, at det var udmærket, og tilføjede så i samme åndedrag. ’Kan du huske, du snakkede videre bagefter om stalden og knokleriet og alt det andet?’ ’Ja, det kan jeg godt,’ svarede Julius, ’men det tog I jo ikke.’ ’Jo’, sagde jeg, ’det kom vi til.’ Og da var det, at Julius i et kort øjeblik nåede at kigge op på mig, og jeg kunne se, at overraskelsen og måske vreden glimtede i hans øjne. Men inden han nåede at sige noget, tilføjede jeg: ’Og ved du hvad, Julius – det var det allerbedste.’ Hvorpå Julius kiggede dybt forundret på mig. Han tænkte sig om og blev slet ikke vred, men sagde bare ’Var det det?’ Og så skyndte jeg mig at sige, at det simpelthen var noget af det bedste fjernsyn, jeg nogensinde havde lavet, og jeg havde vist det til Leif Hjortshøj og de andre, og Leif er søn af en dyrlæge, og de syntes det samme, og hvis han ikke havde noget imod det, ville jeg frygtelig gerne bruge det i fjernsynet, selv om det slet ikke handlede om duer. Og Julius lyttede til mig, og så sagde han stilfærdigt, at jeg da bare kunne bruge det. Der var ingen snak om snyd og bedrag, der var bare en Julius, som den dag fik noget at vide, som formodentlig ingen nogensinde havde sagt til ham før: At han var god, endda rigtig god! Jeg forstod ikke sammenhængen dengang, men jeg gjorde det siden. Jeg er sikker på, at Julius i hele sit liv – lige siden han lærte at snakke – har fået at vide af sin mor og sine brødre og sin stedfar, af købmanden og lærerinden, af kammeraterne og mælkekusken


24

– at ’Hold din kæft, Julius, lad være med at råbe, lad være med at bande, du er dum at høre på.’ For Julius har snakket som et vandfald og råbt og skændtes og diskuteret med alt og alle i hele sit liv, og han ved langt ind i sjælen, at når han siger sin mening og hæver stemmen, så ryster folk på hovedet og griner ad ham. Men den dag fortalte jeg ham – og havde endda optaget det på film og vist det til andre – at når Julius siger sin hjertens mening, så er han god, endda rigtig god. Han troede på mig. Og derfor: Den 22. august 1988 fik Julius sin fjernsynsdebut, som skulle få så vidtrækkende konsekvenser for både ham og Anders og for mig. Han var på i fire minutter, og det var ligegyldigt, hvad han sagde, det var måden, han sagde det på. Alle huskede det bagefter. Nu var banen klar, og alligevel varede det næsten to år, før jeg lavede mit første egentlige program om Anders og Julius. Ikke fordi det var svært, men fordi ting skal have den tid, de har brug for. Jeg havde ikke lovet nogen noget som helst om Anders og Julius; jeg vidste bare, at når tiden var inde, så ville jeg kunne lave et program om dem og deres dagligliv på gården – og at det ville blive godt. Vi gjorde det i foråret 1990, mens mirabellerne blomstrede. Det var meget, meget nemt og meget hyggeligt. Vi filmede på gårds-pladsen og i stalden og i laden. Jeg snakkede med Anders og snak-kede med Julius. Der var stort set intet, der var planlagt på forhånd. Og det var der jo alligevel, for jeg vidste, at jeg ville snakke med Julius om hans gamle biler – især det ældgamle vrag af en DKW, der holdt oppe på bakken. Så vi gik derop, og så snakkede vi, mens kameraet kørte. Da var det, at Julius for alvor rullede sig ud og fortalte de mest utrolige historier om den gamle bil og videre til dengang, de var så fattige, og videre til moderen, der var død for længst, men skulle nævnes alligevel, fordi hun havde været det vigtigste menneske i hans liv. Og ja, så stod vi der, og Julius fortalte om dengang, moderen døde, og han og Anders passede hende til det sidste, og det var slet ikke aftalt, der var ingen spørgsmål på gule papirlapper, det var kun Julius, der på enkleste vis fortalte sin version af den uendelige historie om mor og børn og moderen, der døde derhjemme hos


25

børnene: ’Skulle vi ikke kunne passe vores mor på hendes gammel dage, når hun passede os, da vi hverken kunne krybe eller kravle – skul’ vi ik’, Søren!’ Og så nikkede jeg jo bare, og der var fem sekunders stor og be-væget tavshed, hvorpå Julius kom med sin uforglemmelige replik: ’Var der mere, du ville spørge om?’ Jeg rystede på hovedet, for det var der ikke. Men jeg vidste, at bare disse sidste fem minutter af snakken med Julius var mere værd end nok så mange tv-dokumentarprogrammer om liv og død, og at jeg nok aldrig nogensinde ville få en så både smuk og stærk afslutning på et program som dette: ’Var der mere, du ville spørge om?’ Programmet blev sendt den 4. april 1990, og jeg brugte musik fra Verdis Requiem. I dagene og ugerne derefter kom der snesevis af breve, som jeg tog med over til Anders og Julius og læste højt, fordi de alle handlede om, at der i hele Danmark havde siddet næsten en million mennesker den 4. april og var blevet dybt bevægede over at møde de to brødre fra Djursland. Et af brevene var fra en DKW-entusiast på Sjælland. Han havde set det gamle vrag af en DKW i programmet og var fyr og flamme. Han tilbød at komme på besøg hos Anders og Julius i sin gennem-restaurerede DKW, der var af samme årgang som Julius’, og jeg blandede mig omgående og spurgte, om vi måtte være med. Det måtte vi, og det betød, at vi allerede samme efterår kunne sende programmet om ’Julius’ store dag’, som adskiller sig fra alle de andre programmer om brødrene, fordi det kun består af glæde. Om Julius, der genoplevede sin ungdoms bil og endda fik lov til at køre en tur i den (med tv-fotografen på bagsædet). Det var så det. Men så enkelt er det ikke, for når man laver fjern-syn af denne slags, så forpligter det. Når man pludselig viser et par hidtil helt anonyme mennesker frem for halvdelen af Danmark, så får det følger. Det kan man som tv-tilrettelægger ikke være ligeglad med. For jeg vidste det jo. Allerede inden programmet om Anders og Julius blev sendt den 4. april, vidste jeg, at de ville blive dan-


26

marksberømte – og hvad det indebærer. Jeg havde endda snakket med dem om det, at nu skal I vide, at hyænerne og sjakalerne kommer. Når halvdelen af landet sidder en formiddag og snakker om et tv-program og et par mennesker, de har set aftenen før, så er det også en nyhed, og så af sted, af sted. Så kommer de fra Eks-tra Bladet og B.T. og Se&Hør og Billed Bladet og skal skynde sig og skumme fløden. Så laver de små, intetsigende historier, og så drøner fotograferne rundt for at tage billeder af det mest beskidte og mest rodede, de kan komme i nærheden af. Så bliver I udstillet som originaler og ikke som mennesker. De lyttede til mig og nikkede. Men da hyænerne og sjakalerne kom og endda havde en halv flaske snaps med, så var det jo meget hyggeligt, og så fik de deres billeder og skrev deres overfladiske bemærkninger. Hvorpå man – i det lange perspektiv – kan glæde sig over, at den slags heldigvis ikke har den store betydning. Det er ikke originalerne, man husker – det er menneskene! Alligevel kan jeg ikke lade være med at benytte lejligheden til at skælde ud over konkurrenten TV 2, for de gjorde noget, jeg finder utilgiveligt. De møvede sig ind på Anders og Julius’ enemærker på en så taktløs måde, at det burde indklages for alverdens døm-mende instanser. For de fandt jo ud af, at her er der altid godt stof, når man lige skal lave et tre-minutters indslag til at slutte de regionale nyheder med. Sådan et hygge-smile-grine-indslag til aftenkaffen. Derfor sendte de en stor limousine ud og kørte Anders og Julius til Jodle-Birges museum på Himmelbjerget, placerede dem på et par halmballer og trakterede dem med røde pølser. Og derfor kom de forbi en dag op imod jul, da Julius lå i sengen og havde det rigtig dårligt. Det var julemanden, der kom, og han ville altså sige glædelig jul til Julius, selv om Anders mente, det var en dårlig idé. Hvorpå de gik helt ind i det soveværelse, der er så privat, at jeg ikke ville drømme om gå derind med et kamera, og så sagde julemanden ’Ho-Ho’ og ’Glæde-lig jul, Julius’, og ’Hvordan har du det, Julius’, og ’Ha’ det nu bedre, Julius’ – alt imens Julius bare lå i sin seng og havde det elendigt, og kameraet naturligvis tog nærbilleder af al elendigheden.


De skulle skamme sig, skulle de! Men heldigvis bliver den slags jo også glemt. Jeg glemte dem naturligvis ikke, for de er jo mine naboer. Jeg havde ikke planer om at lave flere programmer med dem, men fire år senere skete der noget. Da blev Anders temmelig syg af en diskusprolaps, og da besluttede Aarhus Amt, at der skulle føres en ny vej lige forbi deres hus og gård. Det var ved at tage livet af dem. Og ja, da blev deres skæbner så åbenlyse, at jeg ikke kunne lade være. Jeg lavede programmet ’Anders og Julius og den nye vej’, som slet ikke var et debatprogram eller et partsindlæg, men som stille og roligt fortalte om den menneskelige afmagt. Jeg kan tydeligt huske den dag, jeg besluttede at lave det. Da kørte jeg bare forbi på vej hjem, og da så jeg dem ude på marken med deres traktor og møgvognen, som skulle tømmes, og det var BILLEDET. Synet af de to gamle mænd, som skulle klatre op på vognen for at læsse af og næsten ikke kunne – det sagde mere end tusind ord. Og selvfølgelig fik de lov til at jamre og skælde ud foran kame-raet. Men endnu en gang var det det uforudsigelige, der kom til at bære programmet, fordi det var det ægte. At jeg hjalp Julius med at bære korn ned fra loftet, fordi han ikke kunne selv, men når jeg nu var der, så var det jo så oplagt at få det gjort, så han kunne få marken sået til. Og at vi senere på dagen fik køerne lukket ud på marken, for det havde de også snakket om i flere uger, men Anders kunne jo ingenting, og Julius turde ikke gøre det alene. Det var ikke noget, vi gjorde for fjernsynets skyld, men kameraet var der og registrerede det hele. I sig selv er det ingenting at bære nogle sække korn ned fra et loft og lukke en flok køer ud. Men når det lyser ud af hvert sekund, at Julius næsten ikke kan kravle ned ad stigen, fordi han er blevet for gammel, og han er hundeangst for, at køerne skal vælte ham, selv om han har makket med køer i hele sit liv, så bliver det godt fjernsyn, og man behøver ikke være opvokset på landet for at forstå det.


28

Anders og Julius og Nicolai 1994

En ko har fire patter, og Anders har syv køer, selv om de også er Julius’. Hver morgen og hver aften vasker han de 28 patter i lunkent vand og mærker efter, om alt er i orden. Malker bagefter. 20.380 gange om året er han i nærkontakt med en kopatte, og hver eneste forandring i dens overflade, tykkelse, spændthed, temperatur og følsomhed registreres, fordi det har så stor betydning. For koen, for mælken, for Anders. Men Nicolai er bange for køer, så han rørte ikke ved deres patter med sit kamera. Hvorimod han stak det helt ned i Julius’ havregryn og ind i hans øre, og ’Ved du hvad, Søren, så var der en dag, hvor jeg bare skulle ha’ mig en leverpostejmad, og Nicolai han rendte rundt om mig og tog billeder fra den ene side og den anden side, og da jeg så ville ta’ noget sennep på leverpostejen, for jeg elsker stærk sennep, så sagde han, at jeg skulle vente, og så stak han ap-paratet helt ned i senneppen og tog en masse billeder.’ Det fortalte Anders grinende, mens han kiggede på billederne af dueungen i Julius’ hånd og konstaterede, at det var dog fantastisk, så skarpt det var. Mens Julius brokkede sig højlydt over, at nogen kunne finde på at tage sådan et billede af sådan nogen grimme hænder, hvortil Anders replicerede med en vis højtidelighed i stem-men, at ’Det er jo en arbejdsnæve – ka’ du ikke se det!’ Jovist, Nicolai har været der. Han har tilbragt fem-seks fulde dage hos brødrene Anders og Julius og fotograferet 50 ruller film, hvilket er det mest ubegribelige frås, de nogensinde har oplevet. Forhistorien er denne:


30

At Nicolai Howalt kom til Djursland, fordi han skulle tage bil-leder af mig til en artikel, jeg havde skrevet til magasinet Press. Vi havde en fornøjelig dag, og jeg syntes også, at han lige skulle hilse på Anders og Julius, for de kan godt lide, når der sker noget, og en ung fyr, en fotograf, helt fra København, det er der da noget ved. Vi var der en halv times tid, og bagefter var Nicolai sløret i blik-ket. Han havde næsten ingen billeder taget, men havde set tusind. Han snakkede meget om, at han gerne ville vende tilbage til Anders og Julius engang, og jeg skulle nok hjælpe ham med at formidle den nødvendige kontakt. I august ringede han. Ville så gerne komme. Havde fået invita-tion til at udstille på Charlottenborg og drømte om at lave en serie af Anders og Julius. Hvorpå jeg tog over til dem og roste Nicolai sønder og sammen, for ham kan man stole på, han er ikke ude på sensationer og rådne traktorer, han vil gerne fortælle om jeres liv i fotografier, ligesom jeg gjorde det i tv. Selvfølgelig måtte han komme. Han var derovre i tre lange dage og kom tilbage til os om aftenen, bleg af træthed. Spiste, satte sig ind til fjernsynet og faldt i søvn. Han tog hjem til København og fremkaldte film, og han kom igen i september, fordi han ville have mere. Han fik lavet en smuk udstilling på Charlottenborg, og han kom igen året efter, for der blev ved med at være billeder hos An-ders og Julius. Men der var også ord, mange ord. Nicolai fortalte jo om alt det, de havde sagt og gjort, mens han fotograferede. Og Anders og Julius fortalte mig om alt det, Nicolai havde sagt og gjort, mens han fotograferede. Jeg befandt mig i ordstrømmenes centrum, i orkanens øje, og jeg kunne registrere, at den gode Nicolai vistnok var gået tættere på Anders og Julius, end nogen anden havde gjort i hele deres lange, slidsomme liv. Og ikke kun med kameraet. ’Han pumper os, så ska’ vi dæl’me også pumpe ham!’ Sådan holdt Julius ligevægten i de dage, da Nicolai ikke spurgte om køer og korn og andre synlige ting, men om kvinder og kærlighed, for-ældre og barndom. Da han fulgte med ind i soveværelset og bade-værelset og kiggede ind i mange skjulte rum, for ellers kan han ikke


31

ta’ gode billeder. Slet ikke vise dem frem til andre. Det var måske derfor, at Julius mistede tålmodigheden den sidste dag, da Nicolai skulle med ned i engen efter græs til køerne, fordi han ville have billedet af Anders og Julius, der laver noget sammen, for det har de jo gjort hver dag i 65 år. Julius på traktoren, Anders på vognen bagved, hunden ved siden af, køerne bagved. Nicolai ville have det hele med på billedet, så han hang på traktorens trinbræt, holdt fast med den ene hånd og fotograferede med den anden, og han gik og gik foran traktorens hjul og fotograferede, og så endelig råbte Julius, at ’Har vi ikke en fork til Nicolai, så han kan komme til at læsse noget græs på vognen i stedet for det pjat, som er alt for farligt,’ hvortil Nicolai svarede ’Nej, jeg er fotografen.’ Ja, Nicolai er fotografen. Han fotograferede sig langt, langt ind i Anders og Julius’ ellers så lukkede verden, stak kameraet ind i de usynlige sprækker, som hans ærlighed og ligefremhed åbnede for ham. Alligevel vil jeg tillade mig at kommentere en håndfuld af billederne, fordi der jo er så uendelig meget, som læserne ikke ved, og som måske gør dem endnu bedre.

Udsigten fra køkkenvinduet(Se foto side 6-7)

Her sidder de hver dag. Morgen, middag, aften og indimellem. Elmetræet gror op foran vinduet og bliver skåret tilbage, når det er for meget. Og hver morgen og hver aften henter de en trillebørfuld korn ovre ved kværnen i laden. Lukker ladeporten efter sig, for at duerne ikke skal flyve ind i kornet, og trækker trillebøren over i stalden til køerne. Det er nemmere at skubbe en trillebør, men de trækker den, fordi den skal over trinnet ind til stalden. Skubber man den over, så giver det et bump, og så spilder man måske noget korn. Når man trækker, kan trillebøren listes over uden at spilde.


34

Anders med køerne

Hver morgen og hver aften i hele sommerhalvåret går Anders forbi mirabelletræerne op på marken og råber på køerne. ’Bosch, bosch, bosch,’ gjalder han, så det kan høres helt ned i engen. Så står han og venter på, at de skal dukke op, og da han så billedet, studsede han. ’Det var da mærkeligt, at den sortbrogede går dér, for den plejer da aldrig at gå bagefter den røde. Og hende, som står der og kigger, det er hende med de spidse horn, som fik kalv den 9. januar.’ Hvis man gav Anders bind for øjnene, førte ham ned i stal-den, snurrede ham rundt ti gange og derefter lod ham røre ved den ene bagpatte på en af køerne, så ville han omgående vide, hvilken ko det var, hvor gammel den var, hvornår den sidst var syg, om den sparkede til højre eller venstre, og hvor meget mælk den gav om dagen i foråret, da han var så syg i sin ryg og sit ben, at han næsten ikke kunne holde ud at malke. Nu går det lidt bedre, og så slipper de måske alligevel for at sælge de sidste syv, som traskede tungt ind i stalden den morgen, da Nicolai trodsede al sin frygt og fotograferede Anders og køerne med vidvinkel. Så skal man tæt på.

Dueungen

Engang for mange, mange år siden fik Julius nogle duer. Nu er der cirka 300. De bor i stalden. De yngler, skider, flyver og kurrer i stalden. De har reder og unger overalt. Når køerne har fået korn, står der en sværm af duer omkring dem og æder med. Anders skælder ud over duerne mange gange hver dag. Julius skælder ud over, at Anders skælder ud. For det er Julius’ duer, og han passer på dem. O ve og skræk, hvis man kommer til at træde på et æg eller en unge. Så råber han så højt, at alle duerne letter, og Anders skælder ud igen, fordi der altid er én, der ramler ind i ham, og det er han dødtræt af.


36

Soveværelset

Her sov moderen, og her døde hun i 1977. Nu er det Julius’, og hunden sover ved siden af. Anders sover i kammeret på loftet. Men Julius er træt, forbandet træt. Han har hele tiden mest lyst til at lægge sig. Har ondt i maven og ryggen og i armene og benene. Han kan ikke forstå, at han skal sove så meget, men han kan ikke lade være. Når han har været i stalden om morgenen, går han op og lægger sig. Når han har været i engen efter græs, går han op og lægger sig. Når han har kværnet korn, givet kalvene mælk, læsset møg af, spist middagsmad, spist aftensmad – hver gang får han en forbandet lyst til at lægge sig – og gør det. For resten har de snak-ket om, at han skal have sådan et reb med et håndtag i loftet over sengen, ligesom de havde på sygehuset. Så er det lidt nemmere at komme op igen.

Dobbeltportræt i stuen

Anders er en flot fyr, synes de fleste. Julius siger altid selv, at han er grim. Han kan jo ikke se, at der en hel sommers sol i ansigtet og et helt livs lyst og nød i øjnene, for han kigger aldrig i et spejl. Men den dag var maven helt tosset, og måske var det derfor, han var så træt. Den var også blevet større, og luften ville ikke gå, og Nicolai kunne jo ikke vide, at dagen efter sendte Julius frivilligt bud efter lægen, som er et godt menneske og kender Julius og ved, hvad man skal gøre og ikke skal gøre. Den dag kørte han omgående Julius til sygehuset, for han havde tarmslyng, og det kan man dø af. Men Julius ville ikke i narkose og opereres, for det kan man også dø af. Han ville hjem til Anders, som ikke kan gå rundt alene, når han har så ondt i benet og ryggen. Julius blev opereret. Under lokalbedøvelse. Så kunne han snakke med lægen imens. Han kom hjem to dage efter. Så kunne han være med til at høste.


Det sværeste er at forklare dem helt til bunds, hvorfor en Nicolai ta’r billeder, og en Søren skriver ord. Der lurer en konstant frygt for at blive til grin. Men Anders hjalp selv med til forståelsen, da han sad og kiggede på dobbeltportrættet og naturligvis intet sagde om sig selv. ’Det er jo fantastisk, som han har fået det hele med – se de to revner i væggen – de har været der i mange år – og dem kan man se lige så tydeligt.’ Mens hans store pegefinger kørte op og ned ad revnerne på billedet. Og Julius går rundt og siger ’Adidas Abeba’, som klinger flot og eksotisk i hans mund. Det lærte han nemlig af Nicolai den dag, han pumpede ham og fik at vide, at hans far har boet i Etiopien, hvor hovedstaden hedder sådan, og ’Ham Nicolai, han kunne dæl’me sige Adidas Abeba i en rasende fart.’ Derimod fik han ikke at vide, hvor meget en tv-producer ved Danmarks Radio tjener, for det vidste Nicolai ikke. Hvorimod vi alle har moret os kosteligt over, at Nicolai i lang tid troede, at Julius hele tiden sagde, at ’Jeg er så stiv som et ærtetræ.’ For det gjorde han jo ikke. Han siger bare hele tiden, at ’Jeg er så træt så træt.’ Han siger det på jysk, og der er ingen tvivl om, at han taler sandt. Man kan jo se det på billederne. Nicolai har fået det hele med. Men brugte også 50 ruller film.


Anders og julius og andre historier

Documents

Transcript of Anders og julius og andre historier