AFF 4-2010:Layout 1 - Antifascistisk ForumMcCarthyisme 2010 – det er regnskabets time 20. november...

FRA INDHOLDET:

Leder: McCarthyisme 2010 – det er regnskabets time

Ærlighed varer længst!

Debatmøde om AntifascistiskForum

Goebbels – den førstemoderne spindoktor

Historieforfalskning – en delaf den danske selvopfattelse

Opgør med gavementaliteten

På vagt for freden i 9 år

Én ting er sikker...

Vietnam – befriet eller faldet?

OKTOBER KVARTAL 2010

NR. 43. ÅRGANG

2 l Antifascistisk Forum nr. 4-2010

Udgivet af:Foreningen Antifascistisk Forum

Ledelse:Formand og politisk red.: Anton NielsenAnsvarsh. redaktør: Flemming HybertMedl. af redaktionen: Henning Jacobsen, Lilli RodeckKasserer: Dennie Ditzel

ISSN nr.: 1903–5152

Grafisk design: Karen HedegaardTryk: Kailow GraphicFotos: Arbejderen Forside: Leo Scherfig

Abonnement: 200 kr. pr. år (4 nr.)Giro nr.: 3627 – 10320879

Løssalg: 50 kr.

Henvendelse om Antifascistisk Forum til:Anton Nielsen, Møllevej 17, 3650 ØlstykkeMail: [email protected]. 47 17 90 69

Oplag: 2.000 eksemplarer

Eftertryk og citater er tilladt under forudsæt-ning af korrekt og fuldstændig kildeangivelse,herunder af forfatternavnet.

Antifascistisk Forums redaktion står ikke i alle tilfælde inde for indholdet i de bragte ar-tikler. Artiklerne bringes, fordi redaktionenfinder, at artiklerne kvalificeret bidrager til en bedre erkendelse af de emner og problem-stillinger, der falder ind under tidsskriftetsformål.

McCarthyisme 2010 – det er regnskabets time20. november 2003. Scenen er sat i VejleCentret – Dansk Folkeparti afholderlandsmøde. På talerstolen står partietskandidat til EU-parlamentet, forfatterenUlla Dahlerup. Hun har talt længe, sa-len syder. Had og racisme står hende ud af halsen, da hun nærmer sig afslut-ningen:

“Hvad er klokken? Armbåndsure iVesteuropa registrerer nu på sammedag både år 2003 efter Kristus og år1371 efter Muhammed. Men folkevan-dringstiden kan jo ikke blive ved. Der-for er der sket et vagtskifte i porten.”

“Venstrefløjen og de kulturradikalehar kuet meningsdannelsen i et halvtårhundrede. De minder mig om lugtenaf råddent blomstervand. Vi er alle be-stemt til at forenes på kirkegården,”fastslog hun, “men så længe vi arbej-der, må vi opklare fortidens mørklagtehændelser og sige hinanden sandheden.Det er vi nødt til at gøre for at forhin-dre, at den slags magtmisbrug fortsæt-ter i fremtiden. Det er vores pligt, ogjeg ved, at I er klar.”

“De fredløse står i porten, gengan-geren banker på – det er regnskabet ti-me,” slutter hun, medens hele forsam-lingen rejser sig. Klapsalverne går overi langvarige ovationer.

127 år efter anarkismens fader,Mikhail Bakunin’s død, tilsluttedeDansk Folkepartis EU-kandidat sig tilhans grundlæggende tese, nemlig at

“...kirkegården er opstandelsens forud-sætning.” Tankevækkende at det så-kaldte yderste venstre og det yderstehøjre så ofte har samme udgangspunkt.Ringen er sluttet kunne man sige. Ba-kunin og Pia Kjærsgaard.

Men der skulle gå yderligere syv år,før “gengangeren” og de sorte lejesven-de fik inkvisitionen på plads. Men den19. september 2010 startede opgøret –et skuespil i tre akter – med “de rødelejesvende”, som ifølge Ulla Dahleruphavde kuet meningsdannelsen i et halvtårhundrede.

Retten var sat i DR-tv2. Den af tv-ledelsenudnævnte inkvisitator, Jacob Rosen-krands – Danmarks øjeblikkelige svarpå USA’s McCarthy – var som sit for-billede udspørger og dommer i en ogsamme person. Der var ikke tale om etdokumentarprogram, som det ellersfremgik af tv-programmet. De journali-ster, som var indkaldt til seancen, del-tog på falske betingelser. Resultatetblev derefter. Uanset hvad de sagde,var de dømt på forhånd. Enkelte spag-færdige forsøg på at få lidt fornuft ind istudiet, var dømt til at mislykkes påforhånd. Scenen var sat – det var regn-skabet time!

Man kunne fristes til at le af så me-gen tåbelighed, historisk uvidenhed ogalmindelig uforstand, hvis ikke det varet tidens tegn – et rigtig dårligt tegn –

som viser sig overalt i vort samfund, iforskellig udformning bevares – menaltid i reaktionens og dumhedens tjene-ste. Formålet er at stille spørgsmål vedmennesker troværdighed og politiskehæderlighed, at brændemærke dem somikke retter ind til højre som samfunds-fjender i en farlig og kriminel ideologistjeneste – som udanske!

Det borgerlige Danmark eroderer –er på vej til at gå moralsk i opløsning.Gamle dyder og normer regnes ikkemere. Regeringens medlemmer – medstatsministeren i spidsen – sætter stan-darden, og lyver borgerne lige op i an-sigt. Magtarrogance og korruption gårhånd i hånd, mens man råber på lov ogorden. Mens fanden hytter sine.

Imens stilles andre til regnskab for derestidligere gerninger. Fornægt og und-skyld din ungdoms fejltagelser. At duhar kæmpet for de små i samfundet, atdu har kæmpet for et andet, et bedre ogmere retfærdigt samfund – et sociali-stisk samfund. Stop al din snak om in-ternational solidaritet, det er landsfor-ræderi og støtte til terrorisme osv.

Nogle bukker desværre ryggen oggør som befalet. Andre nægter fortsat atparerer ordre. De kommer ikke i fjern-synet, de kommer i byretten som de ter-rorister de er. Det er de rigtig røde!!

Antifascistisk Forum nr. 4-2010 l 3

Ærlighed varer længst!Den værste finanslov i nyere tid er nu på plads med alle de konsekvenser, somderaf følger – og det er ikke få. Den skandaleramte regering har åbenbart sat sigsom mål at lave så mange uoprettelige skader, inden den bliver tvunget til at gåaf, som muligt. Så genopbygningen efter dens sociale krigsførelse modbefolkningsflertallet bliver så vanskelig og omkostningsfuld som muligt.

Af Anton Nielsen

★ Finansloven og dens føl-gelovgivninger, som regerin-gen og Dansk Folkeparti hargennemført som deres prisfor fortsat at støtte regerin-gen og stemme finanslovenigennem, er denne gang afen så lav karakter socialt,økonomisk og moralsk, atdet trodser en enhver beskri-velse. Alle områder rammes.Intet er helligt for de forene-de sortebrødre – inklusiveKristendemokraternes red-ningsmand på tinge, somsikrede den ene manglendestemme – når nedskærings-kniven skal svinges.

Tidligere kultur- og ju-stitsminister, nu økonomi-og erhvervsminister, BrianMikkelsen mener i fuld al-vor, at det er en finanslov,som man vinder et valg på.

Hvem der har bildt hamdet ind vides ikke. Og detkan i hvert fald konstateres,at det næppe bliver de kon-servative stemmer, som hol-der Brian Mikkelsen og denselvudnævnte udenrigsmini-ster og formand for DetKonservative Folkeparti, Le-ne Espersen på taburetterne.Der er næppe mange, somvil betragte det som et tab.

Arbejdsløshed, fattigdom,racisme og demokratisk fallitI skrivende stund har vi fort-sat til gode at se det fuld-stændige lovgrundlag. Men

det vi kender er mere end til-strækkeligt til at vise, hvaddet drejer sig om.

– Kommunerne har i åre-vis levet under regeringensøkonomiske åg, som har be-tydet nedskæring på ned-skæring igennem årene. I2011 strammes skruen yder-ligere. Al snak om det kom-munale selvstyre må nu for-stumme – nedskæringernedikteres af regeringen ogEU.

I år rammes skolevæsnet,børneinstitutionerne, ældre-plejen og bibliotekerne i hid-til uset omfang. Skoler luk-kes på stribe, mens statsmi-nisteren rejser land og rigerundt og propagandere for”verdens bedste skole”. Dethænger ikke sammen. Lige-ledes lukkes hundredvis afbørnehaver. Samtidig be-skæres børnechecken med350 millioner i 2011 stigen-de til en milliard i 2013. Også afviklingen af kulturenfortsætter planmæssigt – fo-reløbig har flere end 100biblioteker måttet dreje nøg-len om. Samlet har statentænkt sig at ”spare” 210 mil-lioner kroner på kulturen.

Helt galt går det i forholdtil de stadig flere arbejds -løse. Kommunerne får 525millioner kroner mindre tilaktivering af de arbejdsløse.Denne nedskæring kommerefter regeringens ultimativekrav om nulvækst i kommu-nerne. Men en ulykke kom-

mer, som det vil være de fle-ste bekendt, sjældent alene.Dagpengeretten er alleredeblevet beskåret fra fire til toår, som et element i regerin-gens såkaldte ”genopret-ningspakke”. På det senestehar man også besluttet atindføre et prisloft på uddan-nelsen af arbejdsløse, somindebærer en nedskæring på

389 millioner kr. Samletnedskæring i forhold til dearbejdsløse – ca. en halvmilliard kroner i 2011.

Alt rammes. Den offent-lige trafik skal yderligerenedskæres, f.eks. skal DSBspare 300 millioner kr. – for-modentlig for at få råd tiludviklingen af privatbilis-men. Så motorvejen mellem

VKO-regeringen har frem til og med 2010 givet skattelettel-ser til de rige på 223 milliarder kroner.


Holstebro og Herning til 2,5milliarder kroner, som stats-ministeren forærede Ud-kants-Danmark for at holdepå Venstres vælgere, fortsæt-ter som planlagt. Det sammegør Femernbro-projektet,der anslås at vil komme til atkoste ca. 40 milliarder kro-ner + yderligere en 10 til 15milliarder, inden man en-gang af åre er færdig. Allere-de nu – hvor der absolut in-tet er sket – er prisen stegetmed 7,5 milliarder kroner.

Fjervarmen, arbejdsmil-jøet, kampen mod klimaæn-dringerne, ulandshjælpen og

ikke mindst flygtninge ogindvandrere må lægge ryg tilen fornærmende og ydmy-gende politik, som bringermindelser frem om det syd-afrikanske og israelskeapartheid system.

Man kan fastslå, at efterde sidste stramninger, er kunrige mennesker med en højuddannelse fra EU, USA ogde øvrige vestlige lande vel-komne i Danmark. Der skalstilles en bankgaranti på100.000,- kroner ved fami-liesammenføringer – kærlig-heden har sin pris – samtidigmed, at man skal igennem et

indviklet og diskriminerendepointsystem, hvis eneste for-mål er at udelukke menne-sker fra denne klodes fattig-ste lande. De skal ikke kom-me her og leve på nas. Manskal kunne tale et verdens-sprog: Engelsk, fransk, tyskog spansk, hvis man skal gø-re sig håb om at komme indi det danske ”velfærdspara-dis”. Hvorfor kinesisk ikkeer med vides ikke. Det er daellers det sprog, der tales afflest mennesker på jorden.

Det er – hvad enten desorte præster og deres mini-ster Rønn Hornbech vil er-kende det eller ej – etniskdiskrimination, og er i stridmed alle internationale afta-ler på området. Et menne-skes økonomisk værdi ermed de nye ændringer, detvigtigste. ”Den som ingenpenge har …”

Menneskerettighedernetaler man slet ikke om. Dethar man øjensynlig ikke rådtil.

Den såkaldte Ghettoplanvil yderligere forstærke het-zen mod udlændinge. Manhar til hensigt at rive boliger,som intet fejler – i hvert faldikke noget som ikke kan re-pareres – ned. Udover detuanstændige i at rive boligerned i en tid, hvor der mang-ler boliger, som almindeligemennesker kan betale, så lø-ser det ikke de sociale og an-dre problemer, der er i de så-kaldte Ghettoer. De løseskun ved et opgør med denracistiske og menneske-fjendske politik, som VKO-regeringen er eksponent for.

De forgyldteMen der er andre, som harråd. For hvem penge ikke ernoget man snakker om, det

er nogen man har. Det frem-går af pressen, at VKO-rege-ringen frem til og med 2010har givet skattelettelser til derige på 223 milliarder kro-ner, samtidig med at mannæste år vil forøge gældsæt-ningen af vort land med 213milliarder kroner. De fattigeog de arbejdsløse betaler gil-det. Pengene hentes i vid ud-strækning i pensionskasser-ne. Det sker samtidig med,at erhvervslivet forgyldesmed årlige skattelettelser istørrelsesordenen 280 mil-lioner kroner. Det er så aso-cialt, som det kan blive.

Endnu et område er fri -taget for nedskæringer. Mili-tæret naturligvis – og PET.Sidstnævnte skal holde øjemed rigets indre fjender, der-til kræves – i takt med at de-mokratiet sættes ud af kraftog borgernes retssikkerhedsystematisk undergraves –særdeles rundhåndede bevil-linger, og det får man – naturligvis. Det skulle ligepasse andet!

Hvad militæret angår, måintet komme i vejen for voreraske drenge i Afghanistan.Der skal altid være rigeligemidler til krudt og kugler. Vi skal terrorismen – i Dan-mark såvel som i Afghani-stan – til livs. Vi er demo-kratiets forkæmpere – vortdemokrati. Det skal de have,om vi så skal proppe det nedi halsen på dem. Vi kommermed fred, kan de ikke snartforstå det!

Eller som den tyske kej-ser Wilhelm sagde det til si-ne tropper en måned før før-ste verdenskrigs afslutningog Tysklands endelige ne-derlag:

”Vil fjenden ikke havefred, må vi bringe Verden

Ærlighed varer længst...

Citat fra Politiken (Sket i ugen) den 24. oktober 2010.

Fra magtens cirklerStatsminister Lars Løkke Rasmussen gav en journalistfra TV2 en grov skideballe, fordi han tillod sig at spørgestatsministeren vedrørende overbetalingen til privatho-spitalerne uden først at have lavet en aftale. Det førte tilfølgende overvejelser vedrørende indavl og sammen-spisthed i rubrikken ”Sket i ugen.”:

”TV2 valgte at slette optagelsen af den edderspændtestatsminister…” Uudsletteligt er imidlertid indtrykket af,at indavlen mellem danske politikere og journalister erbegyndt at vise tydelige tegn på degeneration:

Ikke bare valgte TV2’s kanalchef, Mikkel Hertz atskaffe klippet af vejen. TV2 News’ redaktør, Ulla Øster-gaard valgte ligefrem at give Statsministeriet en und-skyldning. Samme Ulla Østergaard har tidligere væretspindoktor for bemeldte Lars Løkke Rasmussen og er iøvrigt gift med skatteminister Troels Lund Poulsens (V)nuværende spindoktor, som ikke skal forveksles med An-ders Fogh Rasmussens spindoktor, Michael Ulveman,der er gift med den tidligere TV2-vært Tina Nikolajsen,som nu arbejder på Danmarks Radio, hvor hun er blevetkollega med Tv-avisens Mette Walsted Vestergaard, somer gift med Anders Fogh Rasmussens tidligere spindok-tor, Michael Kristiansen, som – i modsætning til Foghsanden tidligere spindoktor, Henrik Qvortrup, der nu erpolitisk redaktør på TV2 – arbejder som kommentator påTV2 News.

Således er cirklen sluttet og troværdigheden kortsluttet.”


Debatmøde om Antifascistisk ForumMedlemmer og læsere indbydes til at diskutere fremtiden for tidsskriftet Antifascistisk Forum.

Mødet finder sted onsdag den 8. december kl. 19.00 i Bogcafeen, Frederikssundsvej 64, København NV

fred ved, at vi med jernnæveog blinkende sværd slår por-ten ind hos dem, der ikke vilhave fred.”

Der er meget nyt undersolen. Tyskland 1918 – Dan-mark 2010.

Hvor er oppositionen henne?Hvor er oppositionen henne?Efter de barslede med hintberømmelige Columbusæg,som bare skal koge 12 mi-mutter længere om dagen, såville alle problemer på for-underlig vis løse sig til allesbedste, har man ikke hørtmeget til dem.

Måske har de haft formeget om ørerne. Ole Sohnblev anklaget for at have væ-ret rød i sin ungdom – hvadhan aldrig har været – det ervi mange der kan skrive un-der på. Så der er ikke nogetat sige til, at lille Ole føltesig såret. Nu gik alting jo el-lers lige så godt, finansmini-sterposten vinkede lige rundtom det næste hjørne. Derskulle bare sluges et par ka-meler mere, så skulle denvære hjemme. Nu er det helenoget mere usikkert.

Også Socialdemokratietsformand har haft sine pro-

blemer – skatteproblemer –men de ser lykkeligvis ud tilat være overstået. Så hunburde da i hvert fald være fitfor fight – men også hun oghendes håndgangne mændhar været besynderligt tavse– og så lige nu, hvor valg-kampen så småt er ved at be-gynde. Hvad laver de?

Hvor er oppositionenhenne i flygtninge- og ind-vandrer-politikken for tiden?Igennem længere tid har detværet svært at se forskel påVKO- regeringens og Soci-aldemokratiets og SFs hold-ninger i det spørgsmål. Iskrivende stund er der uro iSFs bagland, men hvad me-ner ledelsen – Søvndal ogSohn?

Næsten dagligt kan manse repræsentanter for de topartier på fjernsynet erklære,at Dansk Folkepartis sidstenederdrægtige påfund er in-teressant og må overvejesnærmere. Hvad og hvem erdet, man lefler for? Er manenig med regeringen i be-handlingen af flygtninge ogindvandrere? Er man enig iregeringens ghettoplan? Såsig det, så vælgerne ved,hvad de har at rette sig efter.

Betyder en vedtagelse affinansloven med Socialde-mokratiets og SFs stemmer,at de to partier er enig medVKO i overgrebene på flygt-ninge, indvandrere, arbejds-løse og andre af landets sva-geste mennesker? Så sig det.Alt andet er bedrag.

Vil I rulle VKOs lovgiv-ning tilbage? Eller vil I fort-sætte der, hvor Lars LøkkeRasmussen forhåbentligsnart bliver nødt til at slip-pe?

Eller skal vi endnu en-gang opleve, at alle desmukke ord om ”velfærds-staten”, som verdens ottendevidunder, når det kommer tilstykket ikke er andet end etpolitisk fupnummer, somigennem generationer er ble-vet brugt til at passiviseredansk arbejderklasse.

Ro på bagsmækken. Vier alle i samme båd, plejer Iat påstå, så forhold jer roligt,at den ikke vipper. Men detkan vi ikke love, hvis I barefortsætter den førte politik,måske med lidt afrundedehjørner, men alligevel en po-litik, som til forveksling lig-ner det, vi nu i snart 10 århar måttet døje med. Det vil-

le være endnu et vælgerbe-drag. Det må høre op, hvisder skal opbygges fornyettillid på venstrefløjen.

Ærlighed må være enhelt klar forudsætning for ar-bejderbevægelsen og fagbe-vægelsens opslutning bag enny regering, når VKO er fal-det. Ikke flere halve sandhe-der og hele løgne. Alle haren plads ved samfundetsbord, påstår I, mens sandhe-den indtil nu har været, at Ihar bestyret det kapitalisti-ske system, og det til ar-bejdsgivernes og monopo-lernes store tilfredshed.

En virkelig ændring –socialt, økonomisk og poli-tisk – som ikke bare er etforsøg på at sminke et over-levet rådnende samfundssy-stem, som det kapitalistiskekrisesamfund – betinger etopgør med hele klassesamar-bejdspolitikken – og kræverubetinget ærlighed og soli-daritet.

Skal vi vende udviklin-gen og drive højrekræfternetilbage – ikke bare for envalgperiode, men for bestan-digt – er enhed i arbejder -bevægelsen en forudsæt-ning.


Goebbels – den første moderne spindoktor

Af Klaus Haase

★ Da Fogh efter sin valgsejrpå vej til til statsministerietstod på en båd og fejrede sigselv, var den første han tak-kede for sin sejr, venstres re-klamemand Claus Hjort Fre-deriksen.

Frederiksen havde hentetinspiration til Foghs valg-kampagne i USA. Faktiskvar det Hjort Frederiksen,der dirigerede Foghs valg-kamp, med sit politiske spin.Som tak for sin indsats fikhan tildelt en ministerpost.Men selv om han hentedesin inspiration i USA, er deti den germanske politiskekultur i 30’erne, at det mo-derne politiske spin for alvortrådte i karakter…

Politisk spind og ideologiSom bekendt var AndersFoghs vej til magten bro-lagt med slogans, iscenesæt-telse og stram styring. Gentagede erklæringer ogsætninger. Postulater og fordomme.

Den tidligere danskestatsminister og nu Natoskrigsminister, fik leveret po-litisk spin, da han skulle ha-ve den danske løgn om ira-kiske ødelæggelsesvåben tilat glide ned hos vælgermas-

sen. Således blev Danmarken krigsførende magt.

Samtidig var det et led ihans spin, at omgærde sinenyliberalistiske visionerpræ ciseret i hans bog omMinimalstaten, med tavshedog diskretion.

Den ufolkelige Fogh vil-le gerne bevare en slags fol-ketække med en profil som”hele Danmarks statsmini-ster”, på trods af, at han i sinbog kommer med meget arrogante udfald mod dan-skernes behov for socialtryghed. Desuden er bogenspækket med nedladendebemærkninger om velfærds-samfundet.

Fogh omgikkes på man-ge måder sandheden lemfæl-digt. Man kan endda påstå,at det var en bevidst strategi,på hans vej mod rollen somfører for verdens størstekrigsapparat…

I 2010 er spindoktorenen naturlig del af den danskepolitiske hverdag. Fogh kansiges at være den første dan-ske statsminister, der heltbevidst, systematisk og ma-nipulerende benyttede spin-doktorstrategi på sin vej tilmagten.

Men hvordan ligger detegentlig med begrebets hi-storiske ophav?

Et lidet flatterende ophavFænomenet politisk spin, harblandt andet sit lidet flatte-rende ophav i nazismenssump. Denne politiske ret-ning havde iblandt sine fø-rende ideologer en nærmestmoderne spindoktor.

Her tænkes på Hitlerspropaganda og kulturmini-ster Joseph Goebbels (1897–1945). Han må siges at væreden første europæer, dermed succes benyttede poli-tisk spin. Det synes indly-sende, set i historiens bak-spejl, at Goebbels fik sin mi-nisterstatus i taknemmelig-hed for den strategi han hav-de lagt, for at få Hitler tilmagten.

Goebbels gennemførteen tvivlsom karriere somHitlers iscenesætter og mestfanatiske og loyale medspil-ler i partitoppen.

Egentlig var Goebbelsakademiker og intellektuel.Han havde læst germanistik,historie og klassisk filologi.Hele fem universiteter nåedehan at komme på under sintid som studerende. Han for-søgte sig som litterat og for-fatter. Uden succes. Desudenhavde han en lang ledig-hedsperiode, hvor han føltesig kasseret, indtil mulighe-

den for at gøre karriere i detnazistiske apparat for alvorsatte ham i beskæftigelse.

Goebbels kom hurtigt ikontakt med Hitler, som hannøje har udtrykt sin beun-dring for i sine efterladtedagbøger. De afslører des-uden Goebbels som et nær-mest sygeligt forfængeligtmenneske. Endvidere kom-mer Goebbels had til jøderneog en hysterisk nationalismeogså gennem årene til udtryki samme dagbøger.

Gennem sit politiske spingjorde Goebbels hvad hankunne for at undergraveWeimarrepublikken, som varen overgangsperiode, derstøttede det spinkle tyske de-mokratiske kompromis, ind-til nazisterne lukkede ogslukkede for det borgerligedemokrati i 1933.

Goebbels betegnede demokratiet som ”trist lige -mageri”. Desuden hentedeGoeb bels inspiration til sinretorik gennem Hitlers bog”Mein kampf”.

Det var allerede i midtenaf tyverne Goebbels kom ikontakt med DNSAP, somhan blev medlem af. Detblev samtidig via den vej,han søgte en ny identitet ogen karriere i det nazistiskesamfund.

Goebbels var den første i moderne tid, der tog spin-propagandaentil sig. Andre er fulgt stærkt efter. Det gælder blandt mange andretidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han var en mesteri gentagelsens kunst. Akkurat som Goebbels.


En karriere båret frem af spinGoebbels karriere i nazipar-tiet startede under beskednekår, men han endte med atblive et af partiets mægtigsteog mest magtfulde personer.

Han startede sit parti -arbejde i det nordvestligeTyskland, og bed sig medsin retorik fast i partiets

presse (som propagandist)Det startede med måneds-blade. Sidenhen blev hansendt til Berlin, hvor detblev hans opgave at udma-nøvrere ”de røde”, socialde-mokrater og kommunister,der stod stærkt her.

Goebbels var meget in-trigant, kom ustandselig iclinch med demokratiske

kræfter, som han svinede til.Det gav ham sager på hal-sen. Goebbels princip var, at dårlig omtale var bedreend ingen omtale. Hans vå-ben var delvis en svulstignationalistisk og racistiskretorik, og en tæt alliancemed SA, nazisternes storm-tropper.

De var en flok primitivegadedrenge, der chikaneredeminoriteter og modstandere.Med Goebbels ord, skulle deerobre gaden, mens han togsig af valgtaler og verbalpropaganda. Goebbels lave-de politisk spin lang tid førdet begreb eksisterede. I enblanding af selvhævdelse oghadkampagner, erobrede hangadebilledet sammen medsine stormtropper.

MediepropagandistenDet var Goebbels, der somden første for alvor tog mo-derne midler i brug, omkringpolitisk profilering: Radio-en, aviserne, og biltransportblev flittigt anvendt. Strate-gisk benyttede Goebbelsgentagne sætninger og slo-gans. Via biltransport kunnehan nå et utalt af valgmøderpå næsten ingen tid.

Goebbels tog også kultu-ren i brug i sin propaganda,og da Nazisterne kom tilmagten, blev han kultur ogpropagandaminister. Såledeskunne han vie sit politiskeliv påvirkningen af masser-ne. Goebbels fik vide befø-jelser til at påvirke det tyskefolks dagligliv helt ude i

stuerne foran radioen. Gen-nem aviser. Ved kampagner.I biografen. Han dyrkedespin der matchede det, somden nazistiske propaganda-maskine havde behov for,når man skulle mobiliserebefolkningens velvilje ogengagement.

Loyal spindoktor til det sidsteSom krigen skred frem, ognederlaget nærmede sig,blev hans propaganda mereog mere grotesk og karike-ret. Lige til det sidste, toghan rundt og holdt taler for”folket” for at opildne demtil fortsat kamp og opofrel-se. Selv da Hitler var gået ihi i sin bunker, drog Goeb-bels rundt ved frontlinien ogtalte om ”en kommendesejr”.

Modsat nutidens spin-doktorer, var Goebbels enyderst loyal en af slagsen.Han gik den lange seje vejsammen med sin politiskearbejdsgiver Hitler. Hanssyge fanatiske virkeligheds-forståelse blev nærmest surrealistisk, da verdenskri-gen nærmede sig sin ende.Mens Hitler dirigerederundt med ikke eksisterendehære, talte Goebbels om ik-ke eksisterende mulighederfor sejre.

Lad tilfældet Goebbelsstå som et skræmmeeksem-pel på, hvad spindoktori kanføre til, når det går værst forsig!

Gøbbels. Første moderne spindoktor

En dygtig lærling


Af Lilli Rodeck

På det tidspunkt Danmark fiksine kolonier havde driftigeforretningsfolk startet enhandelsrute, som sendte folktil Guldkysten (Ghana), somhentede guld og elfenben.Handelen blev ofte legitime-ret med mission, hvor manfik medfølende borgere til atyde økonomisk støtte tilfrelse af de sorte fortabtesjæle.

Senere, da man fik DeVestindiske Øer, sendte manslaver fra Ghana uden atman ændrede missions-ide-en. De godhjertede borgeresyntes jo det var menneske-kærligt, at man sådan togdisse vilde og gav demchance for et kristent og ar-bejdsomt liv til glæde fordem selv og især forret-ningsmændene. Fra De Vest -indiske Øer sendte man såsukker og rom til Danmark.

Da kronen overtog kolo-nierne i 1700-tallet, indførtekongen strenge regler for

slaverne. Disse regler var ik-ke givet af et godt hjerte,men havde det formål at for-hindre slaveoprør og flugt.Danmark var i De Vestindi-ske Øer de hårdeste slave-ejere. På Guldkysten overtogkronen den givtige slavehan-del, hvor man havde aftalermed en af de store stammer,som forsynede danskernemed slaver fra de andrestammer. Danmark udvikle-de sig til at være verdensdygtigste til at stuve slaver-ne på slaveskibene. Måletvar at få så mange levendeslaver frem til den billigstepris.

I 1792 forbød det danskerige den transatlantiske sla-vehandel, men det blev førstgennemført i 1803. Manprøvede efterfølgende medplantagedrift; men også det-te måtte opgives og Dan-mark solgte Guldkysten tilenglænderne i 1850. Grun-den til, at slavetrafikkenblev forbudt var ikke fordiman havde fået etiske skrup-

ler, men snarere det, atGuld kysten kostede danskesoldater livet på grund aftropesygdomme!

Slaveriet og handelenmed sukker og rom fortsattefrem til 1848, hvor Peter vonScholten, af frygt for en re-volte, valgte at ophæve sla-veriet. Siden da gik det skidtmed forretningerne og øernesolgtes 1917 til USA.

Historieforfalskningengiver os den idé, at Caribien(De Vestindiske Øer) er kedeaf, at Danmark ikke mereejer øerne; fordi vi jo var sågode kolonister; men sand-heden er nok snarere, at øer-ne måske selv ville havevalgt selvstændighed! I sko-lernes historieundervisninger slavetiden og kolonitidenbehandlet overfladisk, såman ikke får forrykket voresforkerte egenforståelse.

Kigger vi på Grønland, er hi-storien meget anderledes. Vi fik Grønland, sammenmed Norge i 1300-tallet.

Grønland havde uanede res-sourcer i hvalolie og elfen-ben. Oprindelig fik Dan-mark interesse i landet langtmod nord, fordi en gal norskmissionær ønskede at tageop og finde de fortabtenordboere.

Hans Egede drog op tildet nuværende Nuuk i 1721;men han fandt ingen nord -boer, og gik så i gang med atoplyse disse vilde fortabtehedninge. Omkring hansmission oprettedes den før-ste handelsstation. Da hanforlod Grønland efter ko-nens død overtog hans sønmissionen.

Hvalfangere havde gen-nem længere tid huseret påkysten, og havde indførtmange sygdomme, som ud-ryddede en stor del af ky-stens befolkning. Danmarkoprettede handelsstationerlangs kysten og fik flere ogflere kolonier. De danskekolonibestyrere var enerå-dende, og mange af demhavde en opfattelse af lokal-

Historieforfalskning – en del af den danske selvopfattelse!Danmark har gennem generationer fået opbygget en selvforståelse gående ud på, at vi var gode koloniherrer og at slaveriet ikke var helt så slemt! På samme måde opfattervi, at vi har været rigtig gode herrer i forhold til Grønland, som jo stadig er en del af voreskongerige! Men dykker man ned i historien tegner der sig et helt andet billede.


befolkningen, som uvidendeog glade børn.

Denne holdning holdt sigtil slutningen af 2. verdens-krig. F.eks. måtte grønlæn-derne ikke få petroleums-lamper, selvom det ville væ-re en stor lettelse i deresdaglige liv. Danskerne ansågrønlænderne for at være altfor uforsvarlige til at kunnebruge denne form for belys-ning.

Så for Grønland kom 2.verdenskrig som en gave fraoven. Danskerne havde ikkeforbindelse hjem til, ogmange amerikanske soldaterkom og anlagde baser. Medsig havde de petroleumslam-pen. Amerikanerne blev me-get chokeret over den ud-bredte fattigdom de mødte.Den stod i skærende kontrasttil de danske udsteds- og ko-lonibestyrere. Efter krigenfik Danmark besked på hur-tigt at forbedre vilkårene, el-lers ville Grønland blive ta-get fra Danmark.

Denne trussel fik til føl-

ge, at Danmark indledte enfordanskning af Grønland. I 1953 blev Grønland etdansk amt, og målet var, atinden for overskuelig tid,skulle Grønland blive dansksprogligt og kulturelt. Mensådan gik det ikke. De dan-ske udsendte var, for mangesvedkommende, racistisk ind-stillet. Og skulle en danskerforledes til at have grønland-ske venner, var han uaccep-tabel i de danske kredse.Fordanskningen betød, atder blev lavet en ny skole-forordning, hvor de klogesteelever kom i danske klasser,og de andre ”kun” lærtegrønlandsk. I dagligdagenoplevede grønlænderne at deklart var andenrangs menne-sker.

Da hjemmestyret efter en fol-keafstemning 1979 blev ind-ført, blev grunden lagt forstore ændringer. Men etbloktilskud kan ikke giveråd til alt, så Grønland måtteindstille sig på langsomme

ændringer, hvor målet jo varet grønlandsk selvstændigtland. Grønland valgte atmelde sig ud af EF i 1985.

Den grønlandske selvfor-ståelse er langsomt ved atblive opbygget, så man ikkemere føler sig mindreværdi-ge. Men det er en hårdkamp, da alt hvad der vargrønlandsk, mad, sprog ogkultur, gennem tiderne erblevet kasseret som dårligtmodsat dansk mad, sprog ogkultur.

Danskernes selvopfattel-se i forhold til Grønland eret kærlighedsforhold, hvorman ikke ved noget om denkraftige undertrykkelse, somgrønlænderne har følt. Der-for bliver mange danskerefornærmede, når grønlæn-derne ikke viser samme var-me følelser i forhold til dan-skere.

Men hvem af os har ikkehørt de dybt fornærmendevittigheder og begreber, somudstiller grønlændere somfordrukne, incestuøse og

selvmorderiske. Men denbarske sandhed er, at dan-skere drikker meget mereend grønlænderne, at incestikke kun er forbeholdt grøn-lændere (Tøndersag m.m.)og at vi her i Danmark ogsåhar en høj selvmordsrate.Men da der ikke findes såmange mennesker på Grøn-land, har man ikke råd til atmiste mennesker.

Jeg kunne komme medmange flere eksempler påden historieforfalskning,som gennemsyrer voressamfund. Og jeg mener deter vigtigt at forholde sig tilfortiden på en mere sandfær-dig måde, da det kan væreyderst farligt for en nation affå den tanke, at de er og altidhar været bedre end andre!

Grønland fordanskes.


Opgør med gavementalitetenI sin tale ved folketingets åbning bebudede statsminister LarsLøkke Rasmussen en intensiveret fortsættelse af VK-regeringensklassebestemte nedskæringspolitik.

Af Flemming Hybert

★ Det var et forventeligthykleri, statsministeren lag-de for dagen, da han den før-ste tirsdag i oktober i åb-ningstalen, til beskrivelse afrigets stilling, forsøgte sig irollen som ansvarlig og om-sorgsfuld landsfader.

”I Danmark har vi skabten situation, hvor vi kan be-tale regningen fra krisen påen ansvarlig og ordentligmåde”, hed det. Som en rødtråd fremgik det, at den”globale krise” er ophav tilnødvendigheden af fortsattenedskæringer.

Krisen udnyttesMen sandheden er snarere,at krisen behændigt benyttessom påskud til yderligerenedskæringer, til fornyedeangreb på den arbejdendebefolknings velerhvervederettigheder.

Den nuværende regeringsamt ditto tidligere regerin-ger, i tæt alliance med DanskFolkeparti, bærer ansvaretfor en falleret økonomiskpolitik, hvis klassemæssigeindhold fremstår som tilba-gerulning af velerhvervedesociale rettigheder, privatise-ringer, overbetaling til denprivate sygehussektor ogstorstilede skattelettelser tilde velbjærgede.

I talen henviste LøkkeRasmussen til gamle dyder ,som ”Orden i økonomien.Tæring efter næring. Person-ligt ansvar.”, og videre sagdehan, ”det jeg er ude efter, ervores – politikernes – gave-mentalitet.”. man kunne for-ledes til at tro, at han der-med varslede et opgør medden ellers rundhåndede for-gyldning af bankerne ogspekulanterne.

Men som allerede anty-det forholder det sig stikmodsat. Med gavementalite-tens ophør skal man i stats-ministerens optik forstå, atden hårdt plagede befolk-ning skal belastes med nyenedskæringer og nye over-greb. Regningen for denfejlslagne politik skal beta-les af ofrene for selvsammefejlslagne politik. Jamen, deter jo mageløst!

Og for ligesom, at sættedet hele i relief. fremturedestatsministeren videre: ”Re-geringen er i gang med atbane vejen. Vi har sænketskatten på arbejde, så flerefår en større interesse i at ta-ge fat. Vi har reformeretdagpengene. Så tusindvisflere kommer i arbejde.”

Med få ord, og forholds-vis utilsløret klargør statsmi-nisteren i virkeligheden,hvordan afviklingen af ”vel-færdsstaten” skal afmonte-

res. Via skattelettelser udhu-les det finansielle grundlagfor den offentlige sektor. Viahalvering af dagpengeperio-den og forringelse af dæk-ningsgraden undermineresden arbejdsmarkedskon-struktion, der ved festligelejligheder og i EU-sam-menhænge betegnes som”den danske model”.

CafepengeOgså de studerende fik etskud for boven. Med lance-ring af udtrykket ”cafepen-ge” Har der længe været li-net op til et angreb på SU tilhjemmeboende studerende.Angrebet udeblev da hellerikke. Med henvisning tilskabelsen af en bedre folke-skole hvilende på en seks ti-mers skoledag, der ikke ergratis og i øvrigt kræverprioritering, hed det:

”Regeringen vil afskaffeSU’en til hjemmeboende un-ge på ungdomsuddannelser– de såkaldte cafèpenge”.Hvordan man styrker uddan-nelserne ved at give medden ene, og tage med denanden hånd, forekommermere end uklart. Med min-dre da, at øvelsen går på, atbringe fordums ulighed i ad-gangen til uddannelser i spil.Den sociale skævhed er til atfå øje på.

Det er ikke mange områ-

der af det politiske spektrumder unddrages den tiltænktemassakre.

Hvad angår sundheds -politikken, som Lars LøkkeRasmussen færdes hjemme-vant i står de smukke ord oghensigter heller ikke målmed virkeligheden. Påkræftområdet halser vi i fle-re henseender langt efter deøvrige nordiske lande. Ogdet samme gælder den gen-nemsnitlige levealder. I talenhed det:

”Vi prioriterer sundheds-området. Sammenlignet medda regeringen trådte til, bru-ger vi nu 26 milliarder kro-ner mere hvert år.”. Pengenemå være endt som overbeta-ling i lommerne på privat -hospitalerne. Den oplevedevirkelighed er, at det offent-lige sundhedsvæsen på denkonto er blevet drænet forressourcer. Fritvalgs-ordnin-gerne, og forsikringsprincip-pet er med til at sløre gen-nemskueligheden for borger-ne. Amerikanske tilstande påområdet er forestående. I ku-lissen rumles med indførelseaf yderligere brugerbetalingfor bestemte ydelser.

Et gennemgående træk istatsministerens salgstale erordet frihed. ” Nu skal vi gi-ve frihed under ansvar tilDanmarks pædagoger, syge-plejersker og SOSU-assi-


stenter. Frihed til alle offent-ligt ansatte. For det er frihedder får ideerne til at blom-stre”. Bag flosklerne gem-mer sig naturligvis, hvad en-hver pædagog og sygeplejer-ske ved nedskæringer påpersonalet. Friheden skal fåhver enkelt til at løbe hurti-gere. Til skade for patienter,børn og ældre.

GhettoerFremmedfjendskheden fikogså mange gode ord medpå vejen. Her mærker mantydeligt Dansk Folkepartisfingeraftryk, eller er det blotfor regeringen en bekvem at-titude, som den skjuler sig

bag? Det nyeste påfund ijagten på og stigmatiserin-gen af borgere af anden et-nisk herkomst, udover devanlige økonomiske sanktio-ner, er opfindelsen af begre-bet ghettoer.

Regeringen har – somdet hedder – identificeret 29ghettoområder, hvor alskenskriminalitet florerer. For atkomme den til livs vil manty til nedrivning af funk-tionsduelige og velindrettedeboliger.

Det er helt utilstedeligt.Ikke mindst fordi, at det ikkeløser de bagvedliggende år-sager. Arbejdsløshed, fattig-dom, social udstødning m.m.

Helt grotesk forestiller rege-ringen sig, at nedrivningerneskal foregå for lejernes reg-ning, via Landsbyggefon-den. Princippet er som påskoleområdet med cafepen-gene. Hunden fodres medegen hale.

Det skal nævnes, at stats-ministeren i andre dele af ta-lens ”menneskevenlige” af-snit forsvarede landets dis-kriminerende og intimide-rende udlændingepolitik. Li-gesom han på det udenrigs-politiske område glorificere-de dansk støtte og krigsdel-tagelse i henholdsvis Irak ogAfghanistan. Men det er etkapitel helt for sig. Det bli-

ver grundigt bedømt andetsteds, og med skyldig op-mærksomhed på regeringenssæregne flair for magtmis-brug, fortrængninger og løg-ne.

Regeringens politik rum-mer mange både skjulte ogåbne aspekter, præget afsmåborgerlighedens snusfor-nuft og visionsløse køb-mandslogik.

Men det altdominerendeog gennemgående træk er, atden nu fremtræder ganskerå, som storkapitalens direk-te redskab. Det kræver svar,der rækker videre end oppo-sitionens tilpasningsmodel.En offensiv strategi, derbygger på målrettet mobili-sering af befolkningens res-sourcer. Den industrielle ud-vikling i Danmark skal sik-res. Befolkningen kan ikkevære tjent med, at der skal-tes og valtes med danske ar-bejdspladser, som i f.eks. til-fældet med skatteyder-støt-tede Vestas.

Et stop for gavementali-teten er rigtig set af LarsLøkke Rasmussen, menstoppet skal adresseres kor-rekt, til dem der bærer an-svaret for hullet i den danskestatskasse, dvs. samfundetsprivilegerede. Et stop for ga-vestrømmen til dem, er enforudsætning for fremtidigvelfærd.

Venstre ved du, hvor du har?


På vagt for freden i 9 årTirsdag den 19. oktober 2010 kunne Fredsvagten markere sin 9-årsdag. Siden den daværende danske regerings indtræden i den såkaldte ”krig mod terror”i 2001 har Fredsvagten stået foran Christiansborg på vagt for fred i verden.

Af Henning Jakobsen

★ Fredag den 19. oktober2001 havde den danske re-gering besluttet sig for in-volvering i Afghanistan-kri-gen – eller ”krigen mod ter-ror”, som den brutale USA-ledede angrebskrig hykleriskbetegnedes ovenpå terror -aktionen 11. september 2001i USA.

En dansk krigsdeltagelse,der var besluttet i logisk for-længelse af den daværende –erklærede socialdemokrati-ske – statsminister Poul Nyrup Rasmussen’s støtte -erklæring til det krigsivrigeUSA. ”Vi er med jer helevejen”, fik han minsandtensagt til sin amerikanskeåndsfælle, George Bush, oghvad Nyrup-regeringen fik

påbegyndt, har Fogh- ogLøkke-regeringerne fortsatlige siden.

Intet som helst tyder des-værre på, at krigsiveren ogden generelle følgagtighedoverfor USA’s og EU’s im-perialistiske manøvrer blivermindre under en måskekommende socialdemokra-tisk ledet regering. Derfor erder fortsat brug for en stærk

fredsbevægelse i Danmark. Den samme dag i okto-

ber, hvor danske soldaterblev udkommanderet tilUSA’s terroristiske krigmod verdensfreden, begynd-te en lille, men voksendekreds af sjællandske freds-aktivister at stå vagt for fre-den foran Christiansborg. Si-den da har Fredsvagten ståetvagt for freden hver dag i

Protest ved udsendte soldaters flagdag 5. septemberFra 9-års dagen

mere end 9 år foran Christi-ansborg, ligesom der er ved-taget et politisk grundlag,opbygget en hjemmeside ogstiftet en støtteforening.

To generationer affredsvagterDenne artikels forfatter hartalt med to fredsvagter, derer trådt til i kampen for fre-den på forskellige tidspunk-ter af Fredsvagtens forelø-bigt 9-årige historie.

Thorleif Andersen, 75 årog pensionist, fortæller omsin start i Fredsvagten: ”Jegbegyndte i vagten i efteråret2001. For mig er kampenmod kapitalismen og moddens konsekvenser (herun-der krige) vigtigt”. Og netopi det antikapitalistiske arbej-de i organisationen ATTAC(der arbejder for, bl.a. gen-nem beskatning, at begrænsestorkapitalens uproduktive

og spekulative flytning afkapital) fortæller Thorleif, athan stødte på en fredsvagt,der fik ham med i arbejdet iFredsvagten.

Katrine Øhlenschlæger,23 år og studerende, fortæl-ler om sin baggrund for atblive fredsvagt: ”Jeg starte-de med at være fredsvagt isommeren 2006. Havde ofteset folk stå inde ved vagten,når jeg deltog i demonstra-tioner.

For hver gang jeg så disse folk, fik jeg dårligeresamvittighed over ikke selvat være fredsvagt. Så da jegGrundlovsdag genkendte enaf fredsvagterne (...), grebjeg fat i ham og spurgtehvad der skulle til, for atman kunne blive vagt. Hanhev straks et vagtskema ogen kuglepen frem og sagde,at hvis jeg skrev mig ind dér,ja, så var jeg fredsvagt. Ogdet gjorde jeg. Siden da harjeg taget en vagt for fredenca. 2 gange om ugen”.

Fredsarbejdet fortsætterKatrine fortæller videre omFredsvagtens arbejde: ”At vistår foran Christiansborghver eneste dag er en vigtigog stærk markering. Jeg erstolt over at være en del afFredsvagten. Kunne siddederhjemme og skælde TV’etud. I stedet møder jeg op ogsiger fra overfor Danmarkskrig.

Jeg tror ikke på, at mankan skabe fred med bomber.Og hvad laver Danmark i etland, så langt væk som Af -ghanistan? På et af vores ho-vedbannere står der “KrigER terror”. Og jeg er enig!Så længe Danmark deltagerI ”krigen mod terror”, vil jegvære at finde i regnbueha-vet”.

Thorleif forklarer, hvor-for han mener, at fredsarbej-

det er vigtigt: ”Handling gøraltid en forskel; de mange”menige” – arbejderklassen– kan i forening gøre heleforskellen. Den danske tilba-getrækning fra Irak hængersammen med modstandenmod denne krig. Men samti-dig har jeg ingen illusionerom, at der ikke – med Dan-mark som medlem af EU ogNATO – vil komme flerekrige med dansk deltagelse”.

Igen og igen pointererThorleif, at det er kapitalis-men og dens negative konse-kvenser, der skal bekæmpes.”Derfor er jeg også aktiv iklimabevægelsen”, slutterThorleif.

Men fredsarbejdet frem-byder også vanskeligheder,ifølge Katrine: ”Det er hårdtarbejde at få vagtskemaet tilat gå op. Man skulle ellers

tro, at tilmeldingerne vælte-de ind, når vi har stået der såmange år. Så hvis du, lige-som mig, gerne vil gøre no-get aktivt for freden, vil jeggerne opfordre dig til atkomme ind og skrive dig påen vagt”, slutter Katrine.

Har man lyst til at bakkeop om Fredsvagtens arbejde,kan man som Katrine Øhlen -schlæger opfordrer til, kom-me forbi Fredsvagten ogmelde sig til at tage en vagtpå typisk 2–3 timer eller be-tale et beløb til støtteforenin-gen Fredsvagtens Venner påreg.nr.: 8401, kontonr.:1041096 i Merkurbank.Medlemskab af Fredsvag-tens Venner koster 100 kr.pr. kalenderår.

Kilder: www.fredsvagt.dk www.nejtilkrig.dk


Fredsvagtens grundlagAlle har lige ret til freden.

1. Fredsvagten er en sammenslutning af mennesker, sompå tværs af politisk, religiøs og etnisk baggrund, trorpå at vejen til fred bygger på dialog og global retfær-dighed.

2. Fredsvagten står, siden 19. oktober 2001, foran Chri-stiansborg hver dag for at markere vores protest moddansk deltagelse i “Krigen mod Terror”, som risikererat forværre sikkerheden, globalt som lokalt.

3. Fredsvagten holder en Håbets Ild tændt, en symbolsklivsflamme for de mennesker, der får knust deres liv,familier og samfund, som følge af krig.

4. Fredsvagten praktiserer selv freden i sit møde med offentligheden.

5. Fredsvagten repræsenteres til enhver tid af de vagterder står der.

6. Fredsvagtens samlede udtryk og holdninger diskute-res og udvikles på stormøder.

7. Fredsvagten kræver ingen andre forudsætninger af si-ne deltagere end at stå for fredens sag på ovennævntegrundlag.

Således vedtaget på stormødet 3. august 2002, Folkets Hus, Nørrebro

Fredsvagt Thorleif Andersen

Fredsvagt Katrine Øhlen -schlæger


Én ting er sikker...Forfatter: Mogens Japsen

★ Michael Kjeldsen er etsæregent menneske, som vigerne vil præsentere for An-tifascistisk Forums læsere.Til skræk og advarsel. Pågrund af de overraskendetanker, han gør sig og desæregne meninger, han gørtil sine. Nogle af hans tankerog meninger er så forbløf-fende, at man som læserhensættes i en tilstand af dybundren og en følelse af atvære taget ved næsen.

De, som i årevis kæmpe-de for fred og Danmarksselvstændighed under 2. ver-denskrig, viser sig i stedet –efter Michael Kjeldsens op-fattelse – i det skjulte atkæmpe for det modsattegennem snedige antidemo-kratiske strategier. Samtidiger det sådan – efter samme Michael Kjeldsens opfattelse– at de, som i årevis samar-bejdede med fjenden, dybestset var dem, som kæmpedefor fred og Danmarks selv-stændighed.

Ikke sært, at MichaelKjeldsen kan vække en læ-sers nysgerrighed.

Hvem er han, ham Michael Kjeldsen?Lad os først tage fat i detfaktuelle. Hvad ved vi omham?

Michael Kjeldsen har ihele sit liv boet, uddannetsig og arbejdet i Danmark,og man kan derfor – måskelidt naivt – forvente, at haner præget af den måde dan-skerne lever livet og af denviden om til eksempel Dan-marks historie, som danskeforskere gennem årene

lægger frem for befolknin-gen.

Men i Michael Kjeld-sens tilfælde må man ind-rømme, at man straks frastarten bringes i tvivl om,hvad det er, der påvirker ogbestemmer hans liv og livs-opfattelser, i takt med, atman lærer hans tanker atkende. Men der en ting, derer sikker, og den vender vitilbage til.

Den danske virkelighed,som den udfolder sig til en-hver tid, opfatter MichaelKjeldsen ikke som andre.Han er i stedet nået frem tilen række egenartede opfat-telser, der synes at være ba-seret på nogle ufravigeligetankekonstruktioner, der harbefriet ham for den tvivlensnådegave, som andre, seriø-se forskere dyrker med storflid og alvor.

Men det gør MichaelKjeldsen ikke. Han har nem-lig set lyset. Det vender vitilbage til.

Hvad beskæftiger Michael Kjeldsen sig med?Michael Kjeldsen modtagersin løn som adjunktvikar påRUC (Roskilde Universitets-center) på Institut for hi-storie og samfundsforhold,postboks 260. Privat bor hani Charlottenlund, postnum-mer 2920.

Han er cand. phil. i historie fra KøbenhavnsUniversitet. Han fik sin ek-samen i 1993.

På RUC beskæftiger han sigi særlig grad med emnersom:1. Demokrati og politiske

kulturer,2. Anden verdenskrig og det

besatte Danmark/Europa,3. Dansk- og international

arbejderbevægelse,4. Marxisme, socialisme,

kommunisme, fascismeog nazisme,

5. Den kolde krig og6. Det tyvende århundredes

historie.

Hans aktuelle forskning(selvom ordet forskning noker et for ambitiøst ord at anvende om Michael Kjeld-sens udgivelser) vedrører ofte kommunisterne, deresindsats i liv og mål for tilvæ-relsen. Det ses for eksempelaf nogle af hans artikler, derhar titler som ”kommunister-nes overgangsstrategi og de-mokratiet”, ”truslerne mod demokratiet under besættel-sen,” ”kommunisme og demokrati.”

Hvad står han for, Michael Kjeldsen?Ens følelsesliv kommer iusædvanlig heftig bevægelseved læsningen af MichaelKjeldsens udgivelser. Oghvorfor nu det? Fordi Mi-chael Kjeldsen tillader sig atlyve og fordreje virkelighe-den for at få den til at passetil hans ganske omfattendefordomme.

Én ting er sikker: Mi -chael Kjeldsen hader kom -

Var medlemmerne af Frihedsradet nyttige idioter?


mu nister, deres motiver,samfundsanalyser og -mål.De vil ingen det godt; destræber efter magten, kæm-per mod demokratiet medalle midler og uanset, hvadandre måtte mene og ønske.Det er han selvfølgelig vel-kommen til at mene. Og detmå erkendes, at helt alenestår han jo ikke med denslags tanker.

Michael Kjeldsen er gåetså vidt, at de negative tankerom kommunister og kom-munismen er blevet en manihos ham. En mani, der fårham til at fråde i en sær, negativ begejstring, hvergang han skal beskæftigesig med kommunister ellerkommunismen. Og det gørhan gerne. Han kender sinfjende.

Det kan ikke udelukkes,at der bag alt dette gemmersig en ikke ukendt frygt forkommunismen.

Nogle eksemplerLad os gennem et par ek-sempler vise hans syn påkommunismen og kommuni-ster. Men lad det være sagtmed det samme: Det er ikkemuligt at gå i dybden medeksemplerne, dertil er hanstekster ofte for primitive ogusandfærdige. Det ville der-for kræve alt for megenspalteplads at tilbagevisehans urimeligheder.

Måske undrer du dig somlæser over, hvorfor vi – efterdet hidtil skrevne om Micha-el Kjeldsen – overhovedetskriver om ham og hans idio-synkrasier og ofrer så megenspalteplads om ham – spalte-plads der kunne have væretbrugt til vigtigere emner.

Vi gør det, fordi ganskemange – efter at have væretudsat for et sandt (borger-ligt) propagandabombarde-ment om kommunismensrædsler – i større eller min-dre omfang – har ladet sigforlede til at dele hans frygt-prægede meninger om kom-munisternes indsats under 2. verdenskrig. Men vi gørdet også, fordi MichaelKjeldsen indtager en stillingsom underviser på RUC,hvor han kan gøre ungemennesker ondt. Han kanvildlede dem. Ja, sågar fådem til at tro på hans opfat-telser.

Lad os gå over til det før-ste eksempel:

Eksempel 1Michael Kjeldsen kan godtse, at modstandsbevægelsen,der talte mange kommuni-ster, gjorde livet surt for dentyske besættelsesmagt blandtandet gennem den omfatten-de sabotage af de jernbane-strækninger, som tyskerneblandt andet brugte til atfragte varer (ikke mindstlandbrugsvarer) til Tysklandog tyske soldater til og fraDanmark og Norge.

Michael Kjeldsen kanogså godt se, at modstands-bevægelsen udgav mange illegale blade, der – i mod-sætning til den tyske propa-ganda – fortalte sandhedenom krigens gang herhjemmeog i udlandet.

Han kan se alt dette, oghan kan skildre det, men hanser bare ikke modstands -bevægelsens indsats på disseog andre områder, som no-get positivt, ja noget afgø-rende for Danmarks og dan-

skernes fremtidige skæbnesom selvstændig, demokra-tisk nation.

Michael Kjeldsen hæv-der – i modsætning til de se-riøse forskere, der beskæfti-ger sig med besættelsestiden– at kommunisternes indsatsi kampen mod besættelses-magten, skal ses som hand-linger, der havde til formålat bringe det danske demo-krati i fare.

Efter Michael Kjeldsensopfattelse er kommuni -sternes indsats et led i enkommunistisk langtidsstra -tegi, der havde til formål at nedkæmpe demokratiet og det demokratiske Dan-mark.

Hvad ville modstands -bevægelsen da?Alle, som beskæftiger sigmed besættelsestiden underanden verdenskrig (1940-45)ved, at kommunisterne sam-men med de borgerligt ind-stillede i modstandsbevægel-sen i enighed blandt andetkæmpede for:

1. At smide tyskerne ud afDanmark,

2. At sikre, at fascismen (na-zismen) ikke fik mulighedfor ensidigt at præge dan-

skerne og dermed afgø-rende svække demokratietog

3. At sikre, at Danmark blevaccepteret som et af de allierede demokratiskelande. I denne henseendeblev det modstandsbevæ-gelsens og Frihedsrådetsindsats under tyskernesbesættelse af Danmark,der i sidste ende og underudfoldelse af et megetomfattende diplomati fikde allierede til at anerken-de Danmark som allieret.Det var på et hængendehår, at det lykkedes. Oghvorfor det? Fordi isærSovjet og England togklart afstand fra de danskeborgerlige politikeressamarbejdspolitik med besættelsesmagten og desamme politikeres åbneros af Tyskland – også itilfælde hvor det havdeværet let gørligt at tie stille.

At Michael Kjeldsen også eren sand mester i konspira-tionsteorier ses af følgendeeksempel.

Eksempel 2Michael Kjeldsen hævder, athan ved at grave dybt i kil-

Michael Kjeldsen hævder, at danske modstandsfolk havde tilformal at bringe det danske demokrati i fare.


der fra modstandsbevægel-sens koordineringsenhed,Frihedsrådet, kan dokumen-tere, at rådet havde et klartikke-demokratisk syn påDanmarks fremtid.

”I virkeligheden” hævderMichael Kjeldsen, ” var denillegale modstandsbevægel-se en fare af dimensioner fordet danske demokrati. ”

Michael Kjeldsen fast-slår, at Frihedsrådets med-lemmer ikke var de forkæm-pere for demokratiet, somman tidligere har troet.

Michael Kjeldsen tøverikke med at hævde, at kom-munisternes totalitære hold-ninger havde en stor, ja af-gørende indflydelse på Fri-hedsrådets politik, og detselv om rådet havde social-demokratiske og borgerligemedlemmer. Som bevis påkommunisternes ødelæg-gende arbejde i Friheds -rådet, fremhæver MichaelKjeldsen kommunisterneskrav om et omfattende op-gør med de folk, som gik ty-skernes ærinde. Opgøretskulle finde sted efter kri-gen, og ville efter MichaelKjeldsens mening bringekommunisterne (alt for) tætpå at kunne overtage magteni Danmark.

Strategien var klar. Gen-nem en omfattende udrens-ning af de demokratisk ind-stillede politikere, skulle derbanes vej til magtens afgø-rende stillinger for kommu-nisterne.

Efter Michael Kjeldsensmening er det rystende, atman ikke hidtil har kunnetse, at Frihedsrådets ikke-kommunistiske medlemmeregentlig var kommunisternesnyttige idioter.

I november 1943 frem-lagde Frihedsrådet program-met ” Når Danmark atter erfrit”. Et program der på enrække felter viste vejen til-bage til demokratiske og fre-delige tilstande i Danmarkefter krigen. Programmet vi-ser, at vejen tilbage til demo-kratiet blandt andet måtterumme et opgør med alle de,som var skyldige i og desom var medansvarlige ikrænkelsen af Danmarksselvstyre og retsgrundlagunder besættelsen.

Som mange ved, komdette program til at spille envæsentlig rolle i opgøretmed de kræfter, der skrup-pelløst havde forfulgt egnemål og interesser og egenvinding – samtidig med atde tilsidesatte de mest ele-mentære demokratiske spil-leregler i Danmark. Og disseegne mål og interesser kanmed andre ord beskrivessom ønsker om profit for enhver pris, gerne kortsigtet ogogså selv om deres mål in-debar samarbejde med enbesættelsesmagt.

For Michael Kjeldsenhar nærlæsning af program-met gjort det tydeligt, atprogrammet ”Når Danmarkatter er frit” skal ses somformuleringer af en raffine-ret, kommunistisk udrens-ningsstrategi. Programmetsgennemførelse ville føre tilet på alle måder urimeligtopgør med de politikere ogembedsmænd, som loyaltfulgte de demokratiske spil-leregler.

Altså, programmet villeføre til et opgør med Dan-marks demokratiske magte-lite, en pointe, som kun Mi-chael Kjeldsen har formået

at se. Hele retsopgøret villeblive et opgør med de demo-kratiske kræfter og de demo-kratiske politikere i Dan-mark og en vej for kommu-nisterne til at overtage magten i Danmark.

Ved læsningen af Micha-el Kjeldsens skrifter får mandet indtryk, at et sådant op-gør, ville være udemokratiskog rent ud skandaløst.

Også de foreslåede par -lamentariske kommissionerser Michael Kjeldsen som etslet skjult middel til et opgørmed Danmarks demokrati-ske kræfter, et opgør der vil-le lette vejen for kommuni-sterne til de pladser, der hid-til havde tilhørt den demo-kratiske magtelite.

Læserne må nøjes meddisse 2 eksempler, om ikkeandet for at skåne denne arti-kels forfatters blodtryk.

Afsluttende bemærkningNår man i nogen tid har be-skæftiget sig med MichaelKjeldsen og hans tanker omkommunismen og kommuni-sternes onde gerninger, kanman, som jeg, komme i tan-ke om en sang som MarleneDietrich sang i årene efterkrigen. Sangens titel er ”Sagmir wo die Blumen sind”. I denne sang indgår et om-kvæd, som siden er blevetkendt på næsten alle denneverdens sprog. Omkvædetlyder således: ”Wann wirdman je versteh’n, wann wirdman je versteh’n!”

Marlene Dietrich syngerogså en sang, der slutter medordene: ”Und der Krieg istkein Gesetz der Natur, undder Friede ist kein Ge -schenk…”

Disse to citater sætter alt,

hvad Michael Kjeldsen stårfor i relief.

Michael Kjeldsen afskyrkommunisterne og kommu-nismen. Og der er mange,der ganske som MichaelKjeldsen ikke kan forstå eller ikke vil forstå, at derskal kæmpes for freden, ogat freden er det dyrebareste,der findes. Freden er ikke engave, der dumper ned frahimlen.

Og kæmpe for freden un-der 2. verdenskrig, det gjor-de kommunisterne. Tyskerneskulle ud af Danmark.

De kræfter, som MichaelKjeldsen hylder og kalderdemokratiske, kæmpede ikke for freden og ikke forDanmark. I stedet for atkæmpe lagde de sig logren-de tæt ind til ”den stærke”.

Det var den tids og vortids udenrigspolitik.

Michael Kjeldsen er adjunktvikar på Institutfor Historie og Sam-fundsforhold på RUC.

I en årrække i 70erne og80erne var han interna-tional sekretær i KommS,Kommunistiske Studen-ter.

Én ting er sikker...


Det skete i vor tid. Historiske blade

I anledning af DR 2 har fundet det nødvendigt at sende serien ”De røde lejesvende”, hvortidligere journalister på DR-tv – i bedste McCharty stil – blev afhørt om deres ungdoms ”politiskefejltagelser”, bringer vi nogle historiske kendsgerninger. Journalist Jens Nauntofte blev den 30. april 1975 filmet stående med en mikrofon på envietnamesisk kampvogn. Saigon er befriet, sagde den unge Nauntofte, som rigtig var. Men dervar noget han havde misforstået, blev han belært om 35 år senere. Byen var faldet – og absolutikke befriet! Og dermed basta. ”Den røde lejesvend” var hængt ud til spot og spe for åben skærm.

Af Anton Nielsen

★ Lad os derfor et øjeblikgenopfriske Vietnams nyerehistorie.

USA overtog krigen moddet vietnamesiske folk efterfranskmændenes nederlagved Dien Bien Phu i 1954.Sådan kunne det se ud forden, som ikke vidste bedre,eller den som lod sig bedra-ge af den amerikanske pro-paganda – eller for de nytil-komne generationer, somendnu ikke var født, da disseskelsættende begivenhederfandt sted. Men USA havdeallerede i 1945 demonstreretsin magt og hensigter i Asien.

Et kort rids af udviklingen iAsien fra 1945:

Anden verdenskrig varslut i Europa den 8. maj

1945, men i Østen fortsattekampene mod Japan. Desluttede, da amerikanernekastede atombomberne overbyerne Hiroshima og Naga-saki den 6. og 9. august.

”Amerikanerne søgteførst at formindske Sovjetsindflydelse i Asien,” skrevden kendte, britiske fredsfor-kæmper Bertrand Russellnogle år senere.

”De ønskede at forhindreenhver russisk aktivitet i Asi en, idet de frygtede alt,som kunne opmuntre de so-cialistiske nationers frem-gang i de områder, der kæm-pede for uafhængighed. Påmødet mellem de allieredepå Yalta, var der indgået af-taler, som banede vejen forat Sovjetunionens indtrædenpå den asiatiske scene eftersejren over Hitlers ”tusind-årsrige”.

Denne faktor – samt denationalistiske bevægelsersstyrke – vejede tungt, da be-slutningen om at udslette Hi-roshima og Nagasaki blevtruffet…

Mens atombomben blevudviklet overvejede de ame-rikanske politikerne utvivl-somt dens anvendelighedsom skræmmemiddel overfor de sovjetiske ledere. Men kernevåbnenes fryg-tindgydende kraft kunne ligeså let være blevet demon-streret ved at gennemføreforsøg på ubeboede områ-der. Beslutningen om at bru-ge dem mod asiatiske stor-byer må derfor have mindstto motiver.

For det første et psykolo-gisk motiv. Brugen af atom-bomben mod japanerneskabte nemlig den myte, atdet var bombningerne, der

drev den japanske ledelse tilovergivelse.

Af indlysende grundekunne de sovjetiske ledereikke forventes, at hoppe påden limpind. Men for almin-delige mennesker i Vesten –såvel som for asiatiske na-tionalistledere – der ikke varvidende om, at japanernehavde bedt om fred seks må-neder tidligere, var myten letat acceptere.

For det andet ønskedeman at demonstrerer USA’smagt, og at man ikke villetøve med at bruge den til ud-slettelse af andre asiatiskebyer, hvis man følte at dettjente ”amerikanske interes-ser.”

”… udslettelsen af de tojapanske byer kunne næppeforventes at gøre USA popu-lær i Asien,” skrev Russellvidere. ”I særdeleshed ikke

Vietnam – befriet eller faldet?


på baggrund af de asiatiskenationalistlederes ofte tvety-dige holdning til japanerne.Disse forfærdelige handlin-ger kunne kun være udtænktfor at terroriserer asiatiskenationalister.”

(Russell, Bertrand:Krigsforbrydelser i Vietnam.(Spektrum 1967.)

Det stoppede dog ikke deasiatiske folks kamp modkolonialismen. Kravet omfrihed og national suveræni-tet lød overalt i Asien og Af-rika. Det britiske imperiumgik for alvor i opløsningmed Indiens selvstændighedi 1947, men også i de tidli-gere hollandske og franskekolonier var frigørelsen ifuld gang.

VietnamUnder krigen mod japanernedannedes en bred mod-standskoalition under ledelseaf kommunisten Ho ChiMinh. Koalitionen ”VietNam Doc Lap Dong Minh”– bedre kendt som VietMinh.

I foråret 1945 vandt VietMinh frem i hele Vietnam.Store områder – ikke mindsti den nordlige del af landet –var under Viet Minhs kon-trol. Hen på sommeren hav-de de den faktiske magt i hele landet.

Den 19. august dannedesVietnams første frie regeringi Hanoi, og den tidligere ja-panske og franske nikkeduk-ke og såkaldte ”kejser” abdi-cerede.

Den 25. august fandt deren stor demonstration sted iSaigon. Demonstranterne er-klærede deres støtte til dennye regering under Ho ChiMinhs ledelse.

Den anden september1945 udsendte Viet Minh- regeringen det nye Vietnamsuafhængighedserklæring.Erklæringen var inspireret afden amerikanske uafhængig-hedserklæring af 4. juli1776. Den dag afholdtes etstort møde i Hanoi.

Her et lille uddrag af enreportage fra mødet den an-den september:

”Fra alle gadehjørnermellem de paladsagtige, tid-ligere franske bygningermyldrede vietnameserne indpå pladsen, hvor mødet skul-le afholdes.

Torvet var fyldt medmennesker og flag. Friheds-bevægelsens røde fane medden gule stjerne midt på.

Ho Chi Minh oplæste detfrie Vietnams uafhængig-hedserklæring:

”Alle mennesker er skabtlige. De er af deres skaberudrustet med visse uomtvi-stelige rettigheder. Blandtdisse rettigheder er livet, fri-hed og stræben efter lykke.”

Over en million vietna-mesere var forsamlet på tor-vet for at høre Ho Chi Minhlæse uafhængighedserklæ-ringen op.

Midt i sin tale afbrød hansig selv og spurgte:” Kan Ihøre, hvad jeg læser?”

”Jahh!” rungede svaretgennem Hanois gader.

Herefter vedtog forsam-lingen:

”Vi sværger at støtte vornye republik, ”Den demo-kratiske republik Vietnam”,den provisoriske regering ogpræsidenten Ho Chi Minh.

Hvis franskmændenekommer tilbage, sværger vi,at vi ikke går ind i den fran-ske hær, at vi ikke sælgermad til franskmændene, at vi

ikke længere vil gå fransk-mændenes ærinde.”

Mellem 1945 og 1947søgte Viet Minh at forhandlesig til uafhængighed afFrankrig. Ved udgangen af1945 havde Frankrig sendtca. 50.000 soldater ind iSydvietnam, men forhand-lingerne fortsatte som intetskete.

I januar 1946 blev der af-holdt almindelige valg, somtil overflod bekræftede lov-ligheden af Viet Minh-rege-ringen.

I marts 1946 underskrevpræsident Ho Chi Minh enaftale med franskmændene,som udtrykkelig fastslår:

”Den franske regeringbetragter republikken Viet-nam som en fri stat med sinegen regering og parlament,sin egen hær og finanser, ud-gørende en del af den indo-nesiske føderation i unionmed Frankrig.”

Og USA? Hvor var USAhenne på dette tidspunkt. De havde endnu ikke fundetderes egne ben i forhold tilVietnams nye socialistiskeregering. Det fremgik tyde-ligt af en bemærkning i NewYork Times kort tid efter Viet nams indgåelse af afta-len med Frankrig:

”Ho Chi Minh er Viet-nam. Denne mærkelige lillefremtoning, tilsyneladendeså svag og dog så sikker påsine hensigter, opflammendeånden, jernvilje og sandsyn-ligvis den nye stats fremtid.Han formede den, han hær-dede den i ilden, og han villede den.”

Krigens startMen franskmændene gavpokker i deres løfter til viet-nameserne. I stedet startede

de en intensiv militær op-bygning. Yderligere titusin-der af franske soldater blevsendt til landet. Tilstedevæ-relsen af horder af fremmed-legionærer førte til voldsom-me uroligheder i byerne.Massakre blev igen hver-dagskost.

Den endelige magtde-monstration kom den 23. no-vember 1946, da de terror-bombede Haiphongs havn.Tusinder af uskyldige civileblev dræbt den dag. Hereftervar en fredsslutning gjortumulig.

”På dette tidspunkt dukker USA op på scenen,”skriver Russell videre. ”Forhvis det ikke havde været forUSA’s Marshallhjælp, såhavde Frankrig ikke været istand til at finansierer denuhyre kostbare og langvari-ge krig, som fulgte.

Amerikansk hjælp gjordeikke bare krigen mulig, menhavde også betydelig indfly-delse på den måde, hvorpåkrigen blev ført.

USA gjorde på dette tids-punkt Frankrig klart, at denamerikanske hjælp ville op-høre, hvis krigen alene bleven brutal kolonikrig. Ameri-kanerne ønskede, at denskulle fremstå i offentlighe-den som et antikommunistiskkorstog,”

Som Russell udtryktedet:” En krig mod sam-fundsomstyrtere, banditterog rebeller, en krig somskulle sætte en stopper for”sovjetimperialismens” ag-gressive hensigter. Krigenskulle udkæmpes af en ”tem-melig ren nationalhær i Viet-nam – vietnameser skulle slåvietnameser ihjel.”

Denne ”nationalhær”skulle ”kraftigt støttes af

Vietnam...


Frankrig og dets allierede iden frie verden – ikke af enkolonimagt.”

Indledningsvis udnævnteman den tidligere fransk/ja-panske quisling, Bao Dai –som tidligere havde abdice-ret til fordel for Ho ChiMinh – til ”kejser” endnuengang. Herefter var krigensparole, at Frankrigs tilstede-værelse i landet alene var forat beskytte den ”lovlige re-gering” under Bao Dai.”

Det blev fastholdt propa-gandistisk frem til 1954 –skæbneåret for den franskekolonimagt i Vietnam.

Ifølge New York Timesfra den 22.juli 1954, som ci-terer den franske FN-ambas-sadør, Jules Moch:

”… havde Frankrig pådette tidspunkt 400.000 sol-dater i Vietnam. 92.000 vardræbt og 114.000 var såredepå fransk side. Krigen havdeforeløbig kostet 7 milliarderdollars. De franske officererblev dræbt lige så hurtigt iVietnam, som de kunne ud-dannes på det franske mili-tærakademi, Saint Cyr,” for-talte ambassadøren den ame-rikanske avis. Franskmæn-dene blev mere og mereuvillige til at lede krigen,hvilket var meget forståeligt.

Der var uro i stadig flereaf de gamle franske kolonier– ikke mindst i Nordafrika. ITunis, Marokko og Alger.Det var tydeligt, at en ameri-kansk overtagelse af krigenvar på trapperne. Så megetdesto mere som det alleredevar USA, der betalte det me-ste til krigens førelse.

New York Times skrevsåledes den 4. juli 1954:

”I indeværende år beta-ler De forenede Stater 78%af den franske unions om-

kostninger i den indokinesi-ske krig.”

Dien Bien PhuBelejringen af den franskefæstning, Dien Bien Phu,blev indledt i begyndelsen af1954. Slaget varede 56 dage.På fransk side kæmpede denfranske hærs bedste enheder,den vietnamesiske side blevledet af den legendariske ge-neral Giap.

Det bør også nævnes her– så det ikke som så megetandet forsvinder i historiensglemmebog – at det var iforbindelse med belejringenaf Dien Bien Phu, den ame-rikanske udenrigsminister,John Foster Dulles, ifølgeBertrand Russell, ”tilbødden franske udenrigsmini-ster, Bidault, at bruge kerne-våben.”

Det viser måske mereend så meget andet, hvortrængt USA og dets stedfor-træder Frankrig følte sig pådet tidspunkt, og hvilken

umenneskelig tankegang derogså den gang rådede i Pen-tagon.

De franske tab blev – ef-ter den betingelsesløse over-givelse ved Dien Bien Phuden 8. maj 1954 – opgjort til6000 ud af i alt 16.000 mand– heriblandt en general, 16oberster, 1749 officerer ogunderofficerer.

Langt de fleste af de re-sterende 10.000 mand varhårdt sårede. De berygtedefranske fremmedlegionærertid i Sydøstasien var ende-gyldigt forbi. De blev over-ført til Nordafrika, hvor defortsatte deres myrderier iAlger.

Den franske ydmygelseved Dien Bien Phu tvangFrankrig til forhandlingsbor-det i Genève. Den 21. juli1954 indgik Frankrig enfredaftale med Vietnam, ogfranskmændene måtte træk-ke sig ud af landet, som dehavde taget som koloni alle-rede i 1847.

Genève-aftalen delte pro-visorisk landet i to:

Vietnams DemokratiskeRepublik – som det blevkaldt dengang – i nord, medgrænse ved den 17, bredde-grad ved floden Ben Hai ogmed Hanoi som hovedstad.

I sydrepublikken Syd -viet nam med Saigon somhovedstad. Her oprettedeUSA en marionetstat medden af dem udpegede dikta-tor Ngo Dinh Diem i spid-sen. Der blev ikke afholdtvalg, hvilket var en eklatantovertrædelse af Genève-af -talen.

Den amerikanske krigI 1960 oprettedes FLN –Den nationale Befrielses-front – i Sydvietnam, som afamerikanerne og i den vest-lige presse konsekvent kald-tes for Viet Cong – vietna-mesisk kommunist. FLN be-kæmpede effektivt marionet-styret i Saigon og den ameri-kanske besættelsesmagt.

I 1964 havde FLN befrietstore dele af Sydvietnam,men fra og med 1965 blevsåvel Syd – som Nordviet-nam udsat for stadig vold-sommere terrorbombarde-menter.

USA havde haft såkaldterådgivere og instruktører iVietnam fra 1945 og frem tilfranskmændenes nederlag i1954. Da USA overtogfranskmændenes krig modVietnam øgedes antallet dra-matisk. Men i den amerikan-ske presse, snakkede mandog stadig om ”USA’s stør-ste hemmelige krig.”

Det ændrede sig i 1961,da præsident Kennedy send-te de første militære styrkertil Vietnam: I 1962 var der11.200 amerikanere i Viet-

Ho Chi Min


nam. I 1967 var tallet voksettil flere end 600.000. I 1969havde USA og dets såkaldteallierede – vietnamesiske,australske og andre – overen million soldater under vå-ben i Vietnam.

”Den frie presse” og denvietnamesiske virkelighedMan har senere påpeget denvigtige kendsgerning, atViet nam-krigen var den før-ste krig, som via fjernsynet,kom direkte ind i de småhjem verden over, og at detvar en vigtig medvirkendefaktor i mobiliseringen afkrigsmodstanden over helejorden.

Det var og er ubestride-ligt, og det blev siden stærktmedvirkende til, at USA’smilitær efterfølgende harlagt deres klamme hånd påal ”nyhedsformidling”, så-dan som det blev demonstre-ret i den først Golf-krig ogsenere, da USA overfaldtIrak i marts 2003. Og nu i2010 i Afghanistan.

Men det begyndte medden skrevne presse – førstog fremmest den amerikan-ske – som fra begyndelsenentydigt tog parti mod detvietnamesiske folks befriel-seskamp, men efterhåndensom deres egne rapporterer,afslørede den ene uhyrligemassakre efter den anden,fundamentalt ændrede hold-ning til krigen.

Her nogle eksempler frabegyndelsen af 60-erne,hvor den amerikanske eska-lering af krigen for alvor togfart:

New York Times. 7. juli1962:

“ Taktisk luftstøtte bru-ges i stor udstrækning. Det

er vanskeligt at afgøre omfolk, som bliver dræbt af na-palm og sprængbomber, erguerillaer eller blot bønder.”

New York Times 16. juni1962:

”Skønt regeringen gørvisse forsøg på at omskolede fangne guerillaer, blivermange skudt.”

New York Times 5. juni1962:

”Syv spedalskhedsklinik-ker blev ved fejltagelser ud-slettet på bombetogter sidsteefterår.”

Chicago Daily Times 18. ja-nuar 1963:

”Regeringen anser VietCong-hospitaler for at værerimelige mål for infanteri-eller luftangreb. Hvis vietna-mesiske officerer beordre etluftangreb på et hospital,bomber og beskyder maski-nerne det, selv når der eramerikanere med som rådgi-vere eller instruktører.

Da en amerikansk tals-mand blev spurgt, om ameri-kanerne officielt godkendtedisse angreb, svarede han:”Der gælder ingen særligeregler for Vietnam.”

Det vietnamesiske luft-våbens maskiner bliver oftefløjet af amerikanere.”

The Voice of America. 6. ja-nuar 1963:

“I løbet af året 1962 haramerikanske luftstyrker ud-ført 50.000 angreb modlandsbyer og på praktisk talthele landbobefolkningenudenfor de strategiske lands-byer.”

New York Times 21. oktober1962:

”Amerikanere og vietna-mesere marcherer sammen,kæmper sammen og dørsammen, og ret meget mereer der ikke at sige om denting.”

New York Herald Tribune.23. november 1962:

”De Forenede Stater erdybt involveret I den størstehemmelige krig i landets hi-storie. Aldrig har så mangeamerikanske militærperso-ner været sat ind i et kamp-område uden noget formeltprogram for information afoffentligheden, om hvad derforegår. Det er en krig somudkæmpes uden officiellerapporter eller oplysningerom antallet af indsatte trop-per eller den mængde pengeog udrustning som anven-des.”

Langsomt var situationensalvor ved at gå op for denamerikanske presse. Den 19.januar 1963 skrev The Na-tion bl.a.:

”Denne krig, i hvilken7.000.000 mennesker er ble-vet anbragt i interneringslej-re (kz-lejre), 160.000 dræbt700.000 tortureret, 350.000fængslet – hvortil anvendes160.000 lejre…

Det er en beskidt og gru-som krig. Lige så beskidt oggrusom som den krig, derblev ført af de franske styr-

ker i Algeriet, og som cho-kerede den amerikanskesamvittighed så meget…”

”Og”, fortsatte The Na-tion,” sandheden er, at DeForenede Staters hær 10.000miles hjemmefra, kæmperfor at opretholde et åbenlystog brutalt diktatur i en uer-klæret krig, som aldrig harfået den konstitutionellesanktion fra De ForenedeStater Kongres.”

Den folkelige opinionvar også så småt ved at våg-ne. ”Den hemmelige krig”var ikke længere så hemme-lig. Protesterne mod krigentog til.

Provokationen i Tonkin-bugtenW.W. Rostow – lederen afdet amerikanske udenrigs-ministeriums afdeling forpolitisk planlægning – frem-lagde i 1964 en plan – kendtsom Plan 6 – der gik ind for flådeblokade og luft-bombardementer af Nord -vietnam.

London Daily Herald skrevherom den 4. marts, bl.a.:

”W.W. Rostows ”Plan 6”omfatter indledningsvis enflådeblokade af Hanoishavn, Haiphong. Hvis Hanoistadig afslår at indstille hjæl-pen (til Befrielsesfronten iSydvietnam), skal de nordli-ge havnebyer bombarderes

Vietnam...

1975. Nordvietnamesisk tank foran præsidentpaladset i Saigon.


fra søen, og endelig skalamerikanske, strategiskebombemaskiner angribe sel-ve Hanoi, om nødvendigtunder sydvietnamesiskflag.”

Den 10. april 1964 rap-porterede New York Times,at udenrigsminister DeanRusk havde gjort Seato-sta-terne klart, at ”De ForenedeStater var absolut besluttetpå at blive i Sydvietnam,”og han gentog, at ”krigenmåske snart ville brede sigtil Nordvietnam.”

Den 13. april 1964 kun-ne man i Wall Street Journalbl.a. læse, at ”… de af USA planlagte sydvietna-mesiske bombeangreb påNordvietnam kunne begyn-de så tidligt som i slutnin-gen af maj eller i begyn -delse af juni.”

Da disse oplysninger nå -ede frem til offentligheden,foregav samme presse over-raskelse og bestyrtelse, somom De Forenede Stater varet uskyldigt offer for et over-raskelsesangreb. En enkeltsenator, Wayne Morse, svangsig op til at erklære, at:

”En udvidet krig i Asienkan kun vindes, hvis vi an-vender kernevåben.”

Den 30. juni 1964 træng-te den amerikanske SyvendeFlåde ind i Nordvietname-sisk territorialfarvand i Ton-kin-bugten, ud for Haiphongog nær til den kinesiske øHainan. Man beskød to småvietnamesiske øer Hon Meog Hon Ngu.

Samtidig søgte man atbilde verdensoffentlighedenind, at det var nordvietname-siske patruljefartøjer, somhavde angrebet den ameri-kanske destroyer ”Maddax”.

På denne løgnagtige bag-

grund, vedtog den amerikan-ske kongres en resolution,der gav præsidenten ret til attage forholdsregler ”for atforhindre yderligere aggres-sioner.”

Herefter påbegyndteUSA sine terrorbombarde-menter af Nordvietnam, somhavde til formål at ødelæggede nordvietnamesiske indu-stricentre og havne, læggebyerne i ruiner, forhindreden udenlandske hjælp i atkomme frem, og ikke mindstskulle den vietnamesiske be-folknings kampmoral knæk-kes.

Af den såkaldte ”Penta -gon Rapport” fremgår det, atmistroen til den amerikanskeledelse – den politiske såvelsom den militære – voksedevoldsomt i den amerikanskebefolkning på denne tid.

I en rapport skrevet af enmr. McNaughton henledesopmærksomheden på ”kri-gens mangel på popularitetblandt de unge.”

”Der er en vidt spredt ogstærk fornemmelse af det så-kaldte ”Establishment” ergået fra forstanden. Der eren fornemmelse af, at vi prø-ver at tvinge et folk langtvæk, som vi ikke forstår,(bedre end vi forstår den yn-gre generation herhjemme)ind i Amerikas billede, og atvi går til helt absurde yder-ligheder med det.

Beslægtet med dennefornemmelse er den voksen-de polarisering her i USAmed kimen til den alvorlig-ste splittelse i befolkningen iover 100 år…”

Et større angreb på rege-ringens politik nærmede sig,konstaterer ”Pentagon Rap-porten” på baggrund af treefterretnings-rapporter fra

CIA, der ”bekræfter syns-punkterne” blandt de civilemodstandere af luftangre -bene.”

En rapport konkluderersåledes, ”at 27 månedersamerikanske luftangreb,”havde haft bemærkelsesvær-digt små virkninger på heleHanois strategi i krigsførel-sen, og den tillidsfulde synpå langtids-udsigterne forkommunisterne, og på landetpolitiske taktik med hensyntil forhandlinger.”

En anden rapport (fra 27.maj 68) karakteriserer stem-ningen i Nordvietnam efterlangvarige luftangreb som”resolut stoicisme med enbetydelig udholdenheds-re-servoirer, der ikke er berørtendnu.”

I en tredje CIA-rapportsiges det, ”at den amerikan-ske luftkampagne i betydeliggrad havde undergravetNordvietnams industrielleog militære anlæg. Men dis-se tab har ikke nedbrudtNordvietnams materielle ev-ne til at fortsætte krigen iSydvietnam.”

Nej hverken den nord -vietnamesiske befolkning el-ler den nordvietnamesiskeregering gav op. Kampen

fortsatte og forstærkedes.Men sandt er det også, atUSA’s massive bombarde-menter ødelagde størstede-len af Nordvietnam. USAkastede mere end 13 millio-ner ton bomber og 72 millio-ner liter ødelæggende gift(kemiske og bakteriologiskevåben).

Mens dette skrives – 35år senere – er landet og be-folkningen endnu ikke kom-met sig over USA’s barbari-ske folkemord. Det vil tagegenerationer.

My Lei-massakrenEn af deltagerne i ”den hemmelige krig” en såkaldt”rådgiver” ved navn ColinPowell. På dette tidspunkt(1963) var han kaptajn. Senere blev han øverstkom-manderende for USA’s væb-nede styrker, og senere igenudenrigsminister i Bush Jr.regeringen.

Det var ham, som i 2001på alverdens tv-skærme løjverdens befolkning lige op iansigtet, da han i FNs Sik-kerhedsråd påstod, at Irakhavde masseødelæggelses -våben og var en trussel – ikke blot mod sine naboer –men ikke mindst en trussel

Mod løgnen om pastaet angreb pa USA-skibe i Tonkin-bugten


mod USA’s interesser i regionen. Irak måtte stoppesinden det var for sent. Der -efter overfaldt USA og dets”villige koalition” – udenFNs tilladelse – Irak. Blandtaggressorerne var Danmark:

Men dengang var hansom sagt kun kaptajn og”rådgiver” i Vietnam og til-knyttet en sydvietnamesiskenhed. Enhedens opgave varat forhindre støtten til mod-standsbevægelsen FLN vedat afbrænde landsbyer i AShau-dalen. Andre ”rådgive-re” kaldte fremgangsmåden”modproduktiv”, mens Po-well forsvarede denne frem-gangsmåde også kaldt ”tøm-havet-metoden”.

I 1968 vendte Colin Po-well tilbage til Vietnam, hvorhans opgave nu var at sløre,hvad amerikanske soldaterforetog sig i den lille vietna-mesiske landsby My Lei den16. marts. Han var mandenmed erfaring i de dele, og hangjorde, hvad han kunne for atlægge låg på massakren i MyLei. Det lykkedes ikke dennegang, på grund af en ameri-kansk helikopter pilot.

Den 16. marts 1968 myr-dede amerikanske soldater

347 ubevæbnede mænd,kvinder og børn i den viet -namesiske landsby My Lei.Når massakren i My Lei – tilforskel fra mange andre mas-sakre af lignende art – komtil offentlighedens kendskab,skyldes det ”illoyale” ameri-kanske soldater, der ikkelængere ville accepterer dettilsyneladende uendeligeblodbad på den vietnamesi-ske befolkning.

En sådan soldat var pilo-ten, Hugh Clovers Thomp-son Jr., fra Stone Mountain iGeorgia. Hans kortfattedeberetning lød som følger:

”De amerikanske militær-helikoptere hang i luften overden dødsdømte by. På jordenindfangede amerikanerne debeboere, som forsøgte atflygte. Mens de blev gennetsammen, fornøjede noglesoldater sig med at voldtagede unge piger, men så beor-drede en officer dem til attømme deres M-16-maskin-geværer imod de forsvarsløseog angste bønder. De be-tænkte sig ikke et sekund.Slagteriet varede i fire timer.

Piloten Thompson Jr.landede sin helikopter mel-lem flygtende bønder og ja-

gende soldater. Han truedemed at skyde sine egne, hvismyrderierne ikke hørte op.Da han havde fået dem pas-siviseret, gik han med to afhans folk hen til en grøft,hvor ligene af de myrdedemennesker var blevet kastetned i, og trak en tre år gam-mel dreng op, han var endnui live.

Den kommanderende of-ficer i My Lai den dag imarts 1968 var løjtnant Wil-liam L. Calley Jr.. Han varden eneste, der efterfølgendeblev rejst sag imod. Ingen afhans overordnede blev dra-get til ansvar. Sagen startedei november 1970 og trak ud ifire måneder.

Sagen – og bogen ”Løjt-nant Calley’s historie”, skre-vet af John Sack på bag-grund af samtaler med løjt-nant Calley – gav tilsammenet billede af en ung indoktri-neret amerikaner med af-grundsdybe fordomme omandre mennesker og en totalpolitisk uvidenhed, somgjorde ham til et let offer formilitaristiske og racistiskefloskler. Hvad tænkte enmand som løjtnant Calley?Hvad var hans idealer?

Et par smagsprøver fraCalley’s verden:

”Hvis jeg var præsident,ville jeg måske forandre ad-skilligt. Men indtil jeg bliverdet, er jeg som alle andre:Jeg adlyder Amerikas ordrer.Det er nemlig det hæren er:En mejsel, der skal holdesskarp, og som det amerikan-ske folk skal kunne bruge.Hvis folket siger: Af sted ogslet Sydamerika ud! Så gørhæren det. Flertallet bestem-mer, og hvis flertallet sigertil mig: Af sted til Sydviet-nam! Eller: Rusty Calley el-

ler løjtnant Calley, eller hvadde nu siger:

Af sted og massakrerhundredetusinde kommuni-ster! Så massakrer jeg hund-redetusinde kommunister.Men – forsvare den slags viljeg ikke. Jeg er imod mas-sakrer og præker ikke denslags. Jeg gør mig ikke tilhykler for sådan noget. Ellermåske netop det er hykleri,og alligevel gør jeg, hvad jegfår besked på. Jeg vil ikkegøre oprør. Jeg sætter detamerikanske folk over minegen samvittighed – altid.Jeg er amerikansk borger.”

Fra retssagen: Anklageren havde ankla-

get løjtnant Calley for over-lagt mord.

Calley:” Det er sandt: Jegsad oppe sammen med ser-genterne til ud på de små ti-mer den 16. marts 1968 ogplanlagde at slå de menne-sker i My Lei Fire ihjel. Jegfyldte skydevåbnenes maga-siner og gode Gud! Hvoroverlagt kan det blive? Detsiger sig selv, at vi i Vietnamkaldte det stormangreb.”

”… er det måske nogetnyt at slå mennesker ihjel ikrig? Hvad fanden skullekrig ellers bestå i, hvis ikke iat slå mennesker ihjel? Ogødelægge deres huse og de-res gårde og deres livsform –det er jo krigen! Og hvempokker går det ud over andreend civilisterne?

Jeg sad dér og hørte denkaptajn snakke (anklageren),og jeg kunne have tudet: Jegtænkte på de tusinder afmænd, tusinder af kvindertusinder af børn, tusinder afspædbørn, der blev slagtet iVietnam, og hvis lig rådnedebort. Det lod ikke til, at den-

Vietnam...

Ved Dien Bien Phu

ne kaptajn kendte noget tildem. Men det gjorde jeg:Jeg havde været i Vietnam.”

”… jeg er den store ame-rikaner fra den anden side afhavet. Jeg skal nok tage fu-sen på de folk her.”

”Hvorfor var jeg i MyLei?” spurgte løjtnanten sigselv. Havde han samvittig-hedsnag? Nej tilsyneladendeikke. Men hvorfor var hankommet til My Lei? Hvemvar fjenden?

”Hvad mig selv angår,”filosoferer han,” plager dentanke mig ikke, at jeg slogde mennesker i My Lai ihjel.Jeg gjorde det ikke af lyst –jeg kunne ikke slå ihjel aflyst. Vi var faktisk sådan setikke i My Lai for at dræbemennesker. Vi var der for atdræbe en ideologi, der re-præsenteres af… tja, jeg vedikke. Skakbrikker. Figurer.Kødmasser. Men jeg var ik-ke i My Lei for at udslettetænkende mennesker. Jegvar der for at tilintetgøre enuhåndgribelig idé. For at til-intetgøre kommunismen.”

SejrenSejren kom i to tempi. Den27. januar 1973 måtte USAog marionetregeringen i Sai-gon underskrive en fredafta-le med Den DemokratiskeRepublik Vietnam (nord) ogDen Provisoriske Revolutio-nære Regering – FLN (syd).

Aftalen betød, at USAskulle trække deres tropperud AF Vietnam, og at derskulle afholdes frie valg ihele landet. Det blev under-streget, at delingen af Viet-nam ved den 17. breddegrad– en følge af Geneve-aftalenned Frankrig i 1954 – var entilfældig og midlertidig de-ling, som skulle ophæves

ved først givne lejlighed.Desuden skulle vietnameser-ne have ret til at samles tilmøder, og ret til at oprettepartier og organisationer.

Madame Thi Binh –FLNs udenrigsminister – fikhelt berettiget Nobels freds-pris for sit store arbejde forfreden. Derimod var det etabsurd udtryk for den vest -lige dobbeltmoral, at hunskulle dele prisen med sinmodpart USA’s udenrigsmi-nister, Henry Kissinger, somkun havde forhandlet påskrømt.

For det viste sig hurtigt,at hverken USA eller mario-netterne i Saigon havde tilhensigt at overholde aftalen.

De flere end 200.000 po-litiske fanger blev ikke frigi-vet. Enkelte kom dog fri veden handel med amerikanernesom indebar at vietnameser-ne til gengæld skulle frigivenogle tilfangetagne ameri-kanske soldater. Men mangefanger blev flyttet til nyefængsler. Politiske fangerforvandledes derved til al-mindelige kriminelle fanger.

Samtidig angreb Saigon-styrets soldater stadig hyppi-gere de landsbyer, der varunder FLN-kontrol. Man varnødt til at bevogte landsby-erne døgnet rundt, for atundgå at de blev lagt i aske

af Saigons mordbrændere.FLN protesterede naturligvismod disse grove brud påfredsaftalen, men lige lidthjalp det.

De næste to år blev debefriede områder udsat forSaigon-styrets angreb igenog igen. Men alligevel gikman i gang med at genop-bygge de befriede områder.

I Saigon-området bredtedet almindelige mismod sig.Pengestrømmen fra USA tilmarionetterne var delvis tør-ret ud. Soldaternes lønningerblev stadig mindre værd, såmange tabte modet, og tan-ken om, at de måske tabtekrigen, strejfede stadig flereaf dem. Derfor tog deserte-ringerne til. Et stadig stigen-de antal sluttede sig til befri-elseshæren, hvor mange afdem i forvejen havde familieog venner.

Sådan var udviklingen,indtil FLN tabte tålmodig -heden. Det var efterhåndentydelig for enhver, at Thieu-styrets dage var ved at væretalte. Styret eroderede ogville inden for en overskue-lig tid falde sammen.

Et af mange tydelige tegnvar bl.a., at den ene avis efterden anden blev lukket, fordide havde skrevet om de sta-dig større vanskeligheder forSaigon-styret.

Frihedsbevægelsen be-gyndte sin offensiv den 1.januar 1975. Den vandt hur-tigt massiv tilslutning byerog landsbyer.

I marts startede den så-kaldte Ho Chi Minh- kam-pagne. Man rykkede fremstort set uden at møde mod-stand. Thieu forlod landetsammen med sin familie. Deamerikanske ambassadefolk,og de tilbageblevne ”rådgi-vere” forlod så hurtigt deresben kunne bære dem Saigon.

Alverdens fjernsynsseerekunne betragte deres paniskeflugt med helikopter fra am-bassadens tag, hvorfra deblev fløjet ud til de ameri-kanske hangarskibe uden forkysten.

USA’s tab var godt50.000, mens godt tre mil-lioner vietnamesere mistedelivet i kampen for Vietnamsfrihed.

Den 30. april kom sidsteakt. Befrielseshæren rykke-de ind i Saigon med direktekurs mod det såkaldte ”uaf-hængighedspalads”. Entanks brød gennem smede -jernsgitteret og det røde flagmed den gule stjerne vejedeover Saigon.

Mere end 30 års krig varslut med det vietnamesiskefolks totale sejr. Al magt varnu i revolutionens tjeneste.

Det var en historisk sejrfor det vietnamesiske folk,ligesom det var en stor sejrfor alle de undertrykte folke-slag, der kloden over kæm-pede mod imperialisme ogundertrykkelse.

Vietnams sejr visteUSA’s – supermagtens – afmagt over for et enigtfolks beslutsomme og ret-færdige kamp for en bedrefremtid.


Protester mod Vietnamkrigen

Grafik: Thomas Kruse

AFF 4-2010:Layout 1 - Antifascistisk ForumMcCarthyisme 2010 – det er regnskabets time 20. november...

Documents

Transcript of AFF 4-2010:Layout 1 - Antifascistisk ForumMcCarthyisme 2010 – det er regnskabets time 20. november...