Aarbog 4 1974

ÅRBOG

FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN S

HISTORIE 4

'AVWM

Manuskripter og bøger til anmeldelse bedes sendt til:Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens Historie,Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv,Rejsbygade l, 1759 København V

Denne årbog er udgivet medstøtte fra Kulturministeriet.

Copyright by GMT

ISBN 87 87392 69 0

1. udgave 1974

Special-Trykkeriet, Viborg A/S

ArbejderbevægelsengBibliotek on Arlñv

ÅRBOG FOR

ARBEJDERBEVÆGELSENSHISTORIE 4

. . Udgivet .af . .

Selskabet tzl forsknzng z arbejderbevægelsen; hzstone

ved

Gerd Callesen, Niels Finn Christiansen, Peter Søndergård

og Michael Wolfe

1974

EM

Indhold

Jens Engberg: Socialdemokratiet i Århus 1882-83 ....................................... .. 5

Martin Grass: Arbejderskandinavisme omkring 1. verdenskrig .................. .. 55

Hans-Norbert Lath: Niels Lorents Petersen og den danske arbejderbevæ-gelse 1871-1877

.............................................................................................. .. 89

Bruce Aubry: Socialdemokratiet og kristendommen. Stauning og Keir Har-die 1913

........................................................................................................ .. 111

Ole Stender-Petersen: Danmarks socialistiske parti - et forsøg .................. .. 129

Søren Federspiel: Socialdemokratiet og de tyske partistn'digheder ............ .. 147

Norbert Fluger: Arbejderopstanden i Østrig 1934 ....................................... .. 165

Anmeldelser .................................................................................................. .. 171

Tidsskriftoversigter ved Gerd Callesen og Einhard Lorenz ........................ .. 260

SOCIALDEMOKRATIET I ÅRHUS

1882-88

Begyndelse, rekrutteringsgrundlag, program og avis

Af jens Engberg

IndledningI oktober 1871 oprettedes i Århus en afdeling af Internationale. Afdelingen fik en

kort opblomstring. Da Internationale i august 1873 blev forbudti Danmark, vide-

reførtes afdelingen i Århus under navn af Århus og Omegns demokratiske Arbej-

derforening, men mod slutningen af 1870'erne indstillede også denne forening al

virksomhed. I oktober 1882 stiftedes imidlertid en forening, Demokratisk Sam-

fund, der i foråret 1883 omdannedes til en kraftfuld socialdemokratisk partifore-

ning.

Her skal undersøges nogle aspekter af historien omkring dannelsen af den år-

husianske afdeling af Socialdemokratiet. Først redegøres for, hvorledes Demokra-

tisk Samfund stiftedes og omdannedes til en socialdemokratisk partiforening, der-

næst undersøges, om det talmæssige omfang af bevægelsens rekrutteringsgrund-

lag kan oplyses, tillige om der kan konstateres kvantitative forskelle, som kan bi-

drage til at forklare, at bevægelsen fik gennemslagskrafti 1882, men ikke havde det

i 1872. Herefter sammenholdes Demokratisk Samfunds program fra 1883 med

Gimle-programmet fra 1876, hvorpå Århus-programmet vurderes i lyset af Marx'

kritik af Gotha-programmet.

Derpå redegøres for indholdet frem til udgangen af 1888 af Demokratisk Sam-

funds blad Socialdemokratisk Ugeblad, forløberen for dagbladet Demokraten.

På grundlag af redegørelsen for indholdet af bladet søges konstateret, hvordan

Demokratisk Samfund formulerede sin politik i Socialdemokratisk Ugeblad,samt hvordan den her formulerede politik forholdt sig til Demokratisk Samfunds

program.

2. Demokratisk samfundDe ledende ved oprettelsen af Demokratisk Samfund var Emil Marott og Harald

Jensen. Marott var født i Store Heddingei 1856. Han uddannedes som typograf og

kom i 1875 til København, hvor han begyndte at interessere sig for den social-

5

demokratiske bevægelse, men i øvrigt også sympatiserede med venstre-bevægel-sen. Efter i nogle år at have været soldat kom Marott i 1882 til Århus, hvor han fikansættelse på venstrebladet Århus Amtstidendes trykkeril Harald Jensen var fødti København 1851, også han blev typograf, arbejdede omkring 1871-72 et årstid iÅrhus, hvor han hørte Geleff og blev påvirket af ham, var derefteri København,men vendte i 1875 tilbage til Århus og fik ligeledes arbejde på Århus Amtstidendestrykkeri. I 1876 blev Harald Jensen formand for typografemes fagforening i År-hus. I 1881 blev han formand for en sammenslutning af de typografiske fagfore-ninger i Jylland, som i 1882 blev landsdækkende. Harald Jensen havde forbindelsemed kredsen omkring resterne af Demokratisk Arbejderforening, gennem ham var

der kontinuitet fra den århusianske In temationale fra 1872 til den socialdemokra-tiske bevægelse fra 1882 eller 1883.?

Initiativet til oprettelsen af Demokratisk Samfund blev taget den 1. oktober 1882,da en lille kreds af mennesker, hvoriblandt Marott og Harald Jensen, besluttedeat indkalde til et møde for at drøfte oprettelsen af en forening.3 I følge hvad én afdel tageme 50 år senere huskede, var det hensigten at lade foreningen udvikle sig tilet politisk parti, mens Harald Jensen i 1883 og 25 år senere mente, at det politiskehavde udviklet sig af sig selv lidt efter lidt. Allerede den næste dag holdtes det førstemøde, hvortil indfandt sig 17 mennesker. Som indbydere stod Marott, skrædder R.

Madsen, cigarhandler N.C. Petersen og typograf Arnold Olsen. På indbydernesvegne udtalte Marott, at hensigten med mødet var at danne en demokratisk for-

ening for unge mænd.Der var tilslutning til tanken, de tilstedeværende indtegne-de sig straks som medlemmer, og der blev nedsat et udvalg til at forme foreningenslove. Til dette udvalg valgtes Marott, R. Madsen, N.C. Petersen, urmager Henrik-

sen, Skomager Poulsen og typograf LA. Svendsen.Ved det næste møde ugen efter vedtoges foreningens love, som nu er gået tabt.

Foreningen kaldtes »Demokratisk Samfund navnlig for unge Mænd i Aarhus«.Dette navn var blot tænkt som et dække over foreningens egentlige politiske for-

mål, blev det senere hævdet af én af mødedeltageme. Det var foreningens formålat »udvikle og begrunde en demokratisk overbevisning« og at »drage til sig ungemennesker, som ofte ikke har lejlighed til at tilbringe en friaften på en fornuftigog behagelig måde«.4

Det næste halve år udfoldede foreningen en livlig virksomhed med mindst et

møde hver uge med foredrag, diskussioner og selskabelige sammenkomster. Dis-kussionsemneme og foredragene, der blev holdt af foreningens egne medlemmer,var af blandet art. Der lagdes ud med et foredrag om håndværkernes og arbejdernespolitiske stilling, der 'var foredrag om kongedømme eller republik, om normal-

arbejdsdagen, om den socialistiske bevægelse blandt landarbejdeme, om kirkensadskillelse fra staten og om politisk oplysningsarbejde, men der blev også holdt

foredrag om' rent oplysende og underholdende emner som f. eks. »Fædrelandskær-

lighed« eller »En rejse i Nordafrika». En aften hørte man et foredrag betitlet »Hvader råhed«, en anden aften taltes over emnet »Hjemeskaller«, eller der holdtes oplæs-ning i »Jysk Mundart«. Der blev holdt gåsegilde, bal, tønde- og potteslagning,maskerade og et punchegilde, hvor den første skål var »For kongen«. Der var intet

6

ved foreningens aktiviter, som de ses i dens forhandlingsprotokol, der kunne tyde

på, at Demokratisk Samfund havde nogen bestemt politisk orientering. Forenin-

gens medlemstal var i oktober 1882 nået op på 50,5 i juli 1883 var der 180 medlem-

mer.6 Der er ikke bevaret nogen medlemsfortegnelse, og der kendes derfor kun nav-

nene på de medlemmer, som deltog i det stiftende møde den 2. oktober, som valgtes

til bestyrelsen, eller som deltog i diskussionerne efter foredragene, og som derfor er

nævnt i forhandlingsprotokollen .7 Det drejer sig om 43 mænd. Af disse kendes pro-

fessionen for de 42. Af disse var de 29 håndværksuddannede eller beskæftiget med

håndværkslignende erhverv. En var skræddermester, resten var tilsyneladende

svende. ikke færre end 8 var typografer, 7 var Skræddere. Desuden var der blandt de

42 et antal af 3, der var journalister. Blandt de resterende 10var der en kontorist, en

gæstgiver, en musiker, en cigarhandler, en fabrikant, en handelsmand og en pante-

låner. Tilbage er 3 arbejdsmænd,hvoraf de to indmeldtes i april 1883 som ikke be-

talende medlemmer i forbindelse med optagelsen af resterne af Demokratisk Ar-

bejderforening, og én , som er nævnti forbindelse med murer Jacob Jensens med-

lemsskab. Selv om der muligvis har været flere arbejdsmænd end disse 3 blandt

medlemmerne, har de faglærte håndværkere alligevel domineret. Det var kun

mænd, der var medlemmer. Kvinder var udelukket fra medlemsskab, også efter at

»navnlig for unge Mænd« var strøget af foreningens navn. Omskabelsen af Demo-

kratisk Samfund til en afdeling af Socialdemokratiet kom, som Harald Jensen hæv-

dede, lidt efter lidt. Ved foreningens tredie møde den 24. oktober talte urmager Hen-

riksen om håndværkemes og arbejdernes stilling. Henriksen angreb Folketingets

Venstre skarpt for deres lunkenhed over for arbejderspørgsmåletog arbejdernes for-

hold i byerne, og han fremhævede nødvendigheden af, at arbejderne fik deres egne

repræsentanter. Der udspandt sig en livlig diskussion efter foredraget, hvor man

vel har drøftet den socialdemokratiske bevægelses betydning. Foreningens avis-

hold kunne tyde på sympatier for Socialdemokratiet: Man abonnerede på Folke-

tidende og den københavnske Social-Demokraten. Foreningens love ændredes ved

et møde den 22. januar 1883. Her droppede man »navnlig for unge Mænd i Aar-

hus« af foreningens navn, men lovændringeme sigtede i øvrigt ikke, så vidt det

kan ses, mod at lette overgangen til tilslutningen til Socialdemokratiet. Der var

diskussion efter ændringemes vedtagelse, men om hvad kan ikke ses. Ved samme

lejlighed indvalgtes handskemager Andersen og skræddermester Johansen i be-

styrelsen; den sidste blev næstformand. Da disse to efter foreningens overgang til

Socialdemokratiet ekskluderedes, kan deres indvalg i bestyrelsen ikke opfattes som

en styrkelse af en eventuel socialdemokratisk-venlig fløj.

Mandag den 12. marts 1883, efter at man havde diskuteret emnet søndags- og nat-

arbejde og indførelse af en normaldag, fremkom Harald Jensen, som hidtil i følge

forhandlingsprotokollen ikke havde spillet en betydende rolle, med følgende fore-

spørgsel: »Om bestyrelsen agter at fremkomme med forslag til at omdanne for-

eningen til Socialdemokratisk Samfund« Forespørgslen blev støttet af et flertal af

de tilstedeværende, men enkelte talte imod, og Harald Jensen fremsatte derefter føl-

gende forslag til resolution: »Forsamlingen opfordrer bestyrelsen til ved en gene-

ralforsamling at søge foreningens navn og program forandret i socialdemokratisk

7

retning, og hvis dette sker, at søge samvirke med Socialdemokratisk Forbund iKøbenhavn«. Denne resolu tion blev vedtaget med 24 stemmer mod 4, men flere af-holdt sig fra at stemme'3

Ved den efterfølgendegeneralforsamling den 2. april blev vedtagelsen om for-eningens omdannelse bekræftet. Stemmetallet er ikke anført i forhandlingsproto-kollen. Der nedsattes et udvalg bestående af Marott, Harald Jensen, redaktørKnudsen, typograf Laursen og skrædder Olsen til at udarbejde de nye love »i so-cialdemokratisk retning«. Disse nye love blev sendt til Socialdemokratisk Forbundi København til godkendelse. Forbundets bestyrelse stillede enkelte forslag til æn-dringer, hvad disse gik ud på, vides ikke, men besluttede i øvrigt at anbefale For-bundet at optage Demokratisk Samfund som »en filial i Århus«. På Forbunds-mødet den 28. april blev optagelsen vedtaget. Den 30. april blev de nye love dereftervedtaget af Demokratisk Samfund ved en generalforsamling, og lørdag den 5. majfejredes den nye forenings tilblivelse ved en fest i forsamlingsbygningen.9 Hermarkeredes forbindelsen med den tidligere arbejderbevægelsei Århus, idet Demo-kratisk Samfund, som foreningens stadig hed, fik overraktden fane, som havde til-hørt den århusianske Intemationale.Ved festen udveksledes telegrammer medSocialdemokratisk Forbund i København. Demokratisk Samfund havde anmodetom at få Hørdum sendt over som taler ved festen, men dette havde ikke kunnet kom-me i stand10 og hovedtaleren blev derfor Harald Jensen. Han udbragte et leve forSocialdemokratiet, »som ikke var et nationalt parti, og hvis opgave det var at fri-gøre arbejdet. Proletarens børn fødtes til trælle i følge den nuværende samfunds-ordning, som kun var skabt ved menneskenes havesyge og egenkærlighed; den varkort sagt bygget på menneskenes udyder. Det var arbejderne, hvem det tilkom at re-formere samfundet, således at der blev ret for alle og uret for ingen, da det var dem,der led mest under den nuværende ordning. Men målet kunne kun hås ved sam-menhold og enighed, og om end det ikke nåedes i vor tid, skulle vi indvirke på deunge, således at de kunne føre sagen frem til sejr«.“ Den sidste taler var skrædderThomasen, der talte over ordet »lighed« i almindelighed, og specielt over den lig-hed, som burde være mellem håndværker og arbejdsmand, måske en hentydning tilbrydninger indenfor Samfundet. Men efter den sidste tale var der bal i den Demo-kratiske, og det varede lige til klokken 5 den næste morgen.

Det er umuligt at afgøre, om det har været Marotts og Harald Jensens hensigt fraDemokratisk Samfunds stiftelse, at det skulle omdannes til en socialdemokratiskpartiforening, nár tiden var moden hertil. For Marotts vedkommende kan det væretvivlsomt, om han, der ikke før 1882 havde været aktiv i arbejderbevægelsen,men

som i bred almindelighed havde sympatiseret med oppositionen mod højrestyret,sigtede så langt som mod dannelsen af en Århus-afdelingaf Socialdemokratiet. Detforholder sig anderledes med Harald Jensen. Hans politiske tilhørsforhold var

ham klart allerede tidligt i 1870'erne, og af ham ville man snarere kunne vente, atSamfundet var oprettet med det formål at skole en kreds af unge arbejdere i densocialdemokratiske tænkning og at lade den organisation, hvori skolingen skete,danne basis for den socialdemokratiske partiforening. Harald Jensen gav selv iførste nummer af Socialdemokratisk Ugeblad følgende fremstilling, der intet rø-

8

her om hans egne eventuelle intentioner: »Efterhånden viser det sig, som altid,når folk først får øjnene op for politik, at det langt overvejende antal af medlem-

merne, for størstedelen håndværkere, sympatiserede med de socialdemokratiske

idéer. Man var derved kommet til et foreløbigt resultat, og der blev mere og mere

stemning for at give foreningen et bestemt politisk præg ved at slutte sig til det

danske socialdemokratiske forbunds hovedbestyrelse i København«.12

Hvad enten overgangen til Socialdemokratiet har været planlagt eller ej, gikden ikke ganske uden tab af medlemmer. Den 20. marts, altså ugen efter at Harald

Jensen havde fremsat og fået vedtaget sit resolutionsforslag, ekskluderedes på et be-

styrelsesmøde foreningens næstformand, skræddermester Johansen. Som grundblev givet, at Johansen havde udvist »ikke-demokratisk optræden i foreningen«.Eksklusionen blev bekræftet på en efterfølgende generalforsamling, men kun med

36 stemmer mod 13. l-lMarott oplyste senere, at eksklusionen var begrundet med, at

Johansen havde anmeldt et medlem af Samfundet til politiet for en ubetydeligbedragerisag," men det er uanset dette nærliggende at sætte eksklusionen i for-

bindelse med stridigheder som følge af omlægningen. Et andet medlem med an-

ciennitet fra det stiftende møde og forhenværende bestyrelsemedlem, typografArnold Olsen, udmeldte sig af foreningen.15 Senere på året, i december 1883, frem-

kom der i Århus Folkeblad forskellige indlæg med angreb på Demokratisk Sam-

fund, der blev beskrevet som en drikkebule, og på Marott, der karakteriseredes som

ugudelig og drikfældig. Disse indlæg angaves af Folkebladets redaktørat være for-

fattet af medlemmer af Samfundet. Uroen kom også til udtryk ved ét af Samfun-

dets møder, hvor handskemager Andersen, et andet stiftende medlem og tidligerebestyrelsesmedlem, vedblev at afbryde Marott. Meget forsmædeligt måtte bestyrel-sen tilkalde politiet for at få Andersen fjernet. Den følgende dag blev Andersen eks-

kluderet. Eksklusionen blev vedtaget med 78 stemmer mod 16.16 Marott forklare-

de uroen med, »at nogle ganske få medlemmer, der iøvrigt ikke udmærker sig ved

nogen sympati eller interesse for Socialdemokratiet, tror at kunne forårsage split-telse iblandt os og ødelægge det, der ved en alvorlig og flittig virksomhed var op-

bygget-r.17 Eller med andre ord, uroen var forårsaget af en tilbagebleven rest af

medlemmer, der ikke kunne sympatisere med Samfundets tilslutning til Socialde-

mokratiet. Mod Andersens eksklusion havde talt urrnager Henriksen, ligeledesstiftende medlem af Samfundet. Han blev ekskluderet i juli 1884, da det blev opda-get, at han havde stemt på højremanden godsejer Ingerslev," men derefter var det

slut med eksklusioneme, og der blev ro i foreningen.I året 1883 fortsatte Demokratisk Samfund sin virksomhed. Den vigtigste be-

givenhed ud over, at Demokratisk Samfund begyndte at udgive sit eget blad,var givet, at bestyrelsen besluttede sig til at nærme sig fagbevægelsen. Den 23.

juni holdtes et fælles møde med flere århusianske fagforeningers bestyrelser,hvor man drøftede en fælles stillingtagen til den netop løbende cigararbejder-strejke. Den 10. august holdt Demokratisk Samfund et offentligt møde i forsam-

lingsbygningen om cigararbejderstrejken. Formanden for cigararbejderforbun-det var hovedtaler, og der deltog 300 mennesker i mødet. Lørdag den 18. august

holdtes et nyt møde, hovedtaleren var denne gang C. Hørdum, og der deltog

9

1.000 mennesker. Man bemærkede i Demokratisk Samfunds forhandlingspro-tokol, at det store fremmøde vidnede om, »at interessen for deres egen sag be-

gynder at vågne hos de århusianske arbejdere og lover godt for sagens fremgang«,

Noter:1. E. Marott: Tidsbilleder, 1930.

2. Demokraten 25. sept. 1932.

3. Demokraten 2. okt. 1932, Demokraten 24. sept. 1907. Den følgende fremstilling byggernavnlig på Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol 1882-1892, der findes i Arbej-derbevægelsens bibliotek og arkiv, afleveret dertil 1936 fra Socialdemokratiet i Århus.

4. Århus Amtstidende 3. okt. 1882.

5. Århus Amtstidende 31. okt. 1882.

6. Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol, 1882-1892, 18. juli 1883, s. 12.7. Se bilag 1.

8. Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol 1882-1892, referat i Social-Demokraten17.3.1883.

9. Ang. forhandlingerne med København henvises til forhandlingsprotokol for Socialde-

mokratisk Forbund 1878-1886, Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, 24. april 1883,28. april 1883. Referat af festen i Århus i Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol1882-1892, 5. maj 1883 s. 11 og Social-Demokraten 9. maj 1885.

10. Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol 1882-1892 5. maj 1883 s. 11.

11. Socialdemokraten, 9. maj 1883.

12. Socialdemokratisk Ugeblad 19. juni 1883.

13. Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol 1882-1892, 19. og 20. marts 1883 s. 8.

14. Socialdemokratisk Ugeblad 29. jan. 1883.

15. Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol 1882-1892, 30. april 1883 s. 10.

16. Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol 1882-1892, 24. jan. 1884, s. 18-19.

17. Socialdemokratisk Ugeblad 29. jan. 1884.

18. Demokratisk Samfunds forhandlingsprotokol 1882-1892, 2. juli 1884 5. 24-5.

3. Det talmæssige rekrutteringsgrundlag for Demokratisk

samfund.Umiddelbart må man formode, at den socialdemokratiske bevægelse i Århus re-

krutterede sine tilhængere navnlig blandt arbejderne, håndværkerne, de mindst be-

midlede af håndværksmestrene og de selvstændige næringsdrivende. Idet følgen-de undersøges, om størrelsen af dette befolkningsgrundlag kan oplyses, tillige om

der af forskelligt statistisk materiale for årene 1872 og 1882 kan ses forskelle, som

kan bidrage til at forklare, at bevægelsen fik gennemslagskraft i 1882, men ikke

havde det i 1872. Materialet, som benyttes, er folketællingeme fra 1870 og 1880,

10

skatteligningerne fra 1872 og 1882, listerne over valgberettigede fra 1872 og 1882,

og protokolleme over udbetalinger fra fattigvæsenet ligeledes fra 1872 og 1882.

Dette materiale afprøves i forbindelse med følgende hypoteser:l. Rekrutteringsgrundlaget øges, når antallet af arbejdere, daglejere og tyen-

de øges absolut.

Og i forlængelse heraf:

2. Rekmtteringsgrundlaget øges, når antallet af arbejdere, daglejere, medhjæl-

pere og tyende øges relativt.

Hypoteserne 8 og 4 forudsætter, at indkomstniveauet sænkes ned til arbejderløn for

middelklassen, således at denne nærmer sig opslugning i proletariet:3. Rekrutteringsgrundlaget øges, nár antallet af personer med arbejderlønnin-

ger øges absolut.

0g:4. Rekrutteringsgmndlaget øges, når antallet af personer med arbejderlønnin-

ger øges relativt.

Hypotese 5 lyder på, at der indtræffer en yderligere forarmelse af arbejderklassen:5. Rekrutteringsgrundlaget øges, når der sker en generel sænkning af indkomst-

niveauet for de lavestlønnende.

Den følgende hypotese hviler på den modsatte teori.

6. Rekrutteringsgrundlaget øges, når indkomstniveauet hæves for større dele afde lavestlønnende.

De efterfølgende hypoteser lyder:7. Rekrutteringsgrundlaget øges, når der sker hær/ning af indkomstniveauet for

de lavestlønnede, men dette ikke følges af øget politisk indflydelse.Og:

8. Rekrutteringsgrundlaget øges, nár enkelte grupper opnår hurtige indkomst-

forbedringer, som ikke modsvares af indkomstforbedringer for andre grup-

per.

Hypotese 9 giver plads for den mulighed, atder ikke sker en forarmelse af de lavest-

lønnede, men at væksten i indkomst alligevel er så stor for de rigeste, at der opståren øget forskel mellem rig og fattig:

9. Rekrutteringsgrundlaget øges, når der bliver større forskel mellem laveste og

højeste indtægter.9

Den første redegørelse for industri- og arbejdsforhold i Århus er J. T. Bayers fra1885.1 Ifølge Bayer fandtes der i byen i 1885 1008 mennesker, nemlig 798 mænd,82 kvinder og 128 børn under 14 år, der var beskæftiget som industriarbejdere.Bayers undersøgelseer dog ikke af stor værdi i den foreliggende forbindelse, da den

ligger sent og kun omfatter industriarbejdere og kun ved private virksomheder.2

Århus havde i 1870 ca. 15.000 indbyggere, i 1875 ca. 19.500 ogi 1880 ca. 25.000.3

Ved folketællingeme i 1870 og 1880 grupperede man købstædemes folketal efter

familiefaderens placering i produktionslivet, hvorved det gøres muligt at foretageen opdeling i tre hovedkategorier:

ll

1870 1880

1.Embedsmænd, funktionærer, mili- Tal Pct. Tal Pct.

tære, rentenydere samt disses fami-

lier 3.531 24 5.100 20

2. Selvstændige næringsdrivende samt

disses familier 5.398 36 9.126 37____________

3.Medhjælpere, arbejdere, daglejereog tyende samt disses familier 6.096 40 10.605 43

.H

I alt 15.025 100 24.831 100

Gruppe 3 voksede kraftigt i absolutte tal fra 1870 til 1880. Forudsætningerne for

hypotese 1 ses således at have været til stede. Også grupperne 1 og 2 voksede: forud-

sat at familiestørrelsen var den samme i 1870 som i 1880 ide 3 grupper, stod gruppe3 relativt omtrent ligeså stærkt i 1870 med 40 pct. som i 1880 med 43 pct. Forudsæt-

ningerne for hypotese 2 har ikke været tilstede. Det er klart, at de sociale skel i byenikke har fulgt skellene mellem de tre ovenfor opstillede grupper. Til selvstændigenæringsdrivende var således ikke blot medregnet alle håndværksmestre og selv-

stændige næringsdrivende uanset deres forretnings størrelse (syersker f. eks. ), men

tillige folk, som uden at være daglejere ikke var i fast ansættelse hos andre. Det er

derfor rimeligt med brug af skatteansættelseme at se på indtægtsgrupperingerne,også for derved at konstatere, om der rokkes ved den ovenfor brugte inddelingi 3

grupper.

Skatteansættelseme skete i 1872 og 1882 på den måde, at ligningskommissi-onen, uden at der var indgivet selvangivelse, fastsatte et tal for den enkelte skatte-

yders årlige indkomst. Fastsættelsen skete efter ligningskommissionens medlem-

mers viden om den enkeltes omstændigheder eller efter et skøn over den med er-

hvervet forbundne indkomstmulighed. Man vidste, hvad arbejdere og håndværke-

re tjente, og man havde en præcis opfattelse af de handlendes og industridrivendes

indtægtsmuligheder. Ansættelsen viste ikke den egentlige indkomst, der skete re-

duktioner for de næringsdrivende vedkommende til skønnede udgifteri forbindel-

se med indkomstens erhvervelse, mens de laveste indkomster reduceredes forud for

skattebetalingen.4 Ansættelsen gjaldt ikke blot den enkelte forsørgers indkomst,men også de penge, som tjentes af hans kone og børn; dette forklarer, at ind-

komsterne for arbejdere kan overstige de fra andet materiale kendte arbejderløn-ninger. Der kunne protesteres over ligningskommissionens skøn, men det synesikke at have været almindeligt, at det skete. Skatteligningerne, således som de frem-

træder i de to lignings-protokoller for 1872 og 1882,5 er således ikke oversigter o-

ver byens indbyggeres indkomster, men kategoriseringer efter skønnet indkomst. I

1872 fastsattes indtægterne i rigsbankdaler i med 50 delelige tal og med 250 som la-veste beløb. Indtægter under dette beløb har man altså ikke sat i skat. I 1882 sketeligningen i kroner i med 100 delelige tal og med 600 som laveste indkomst. I det

12

følgende sammenstilles 1872 indkomst i rigsbankdaler omregnet til kroner med

indkomst i 1882 i kroner. Indkomsmiveauet har ganske vist været stigende,6 hvad

også fremgår af den forhøjede grænse fra 500 til 600 kr., men da det er umuligt nøj-

agtigt at bestemme 1872-lønnens værdi i forhold til 1882-lønnen, da der her kun

skal søges efter en grov opdeling i få kategorier, og da denne opdeling tegner sig

meget tydeligt, skønnes det forsvarligt at foretage denne sammenstilling. Forin-

den denne opdeling forsøges, skal bemærkes, at det ikke af erhvervsbetegnelserne

fremgår, om en håndværker er svend eller mester. Om en snedker med 800 kr.om

året synes det rimeligt at antage, at han er svend, mens snedkeren med f.eks. 2.500

om året efter al sandsynlighed er mester. Snedkeren med 900-1.000 om året kan

derimod ligeså vel være svend som mester.

De laveste indtægter på 500 kr. i 1872 og 600 kr. i 1882 havde næsten udeluk-

kende daglejere og arbejdere, faglærte som ufaglærte. I denne kategori findes

f.eks. snedkere, bagere, smede, opvartere, arbejdere ved jernbanen, gårdskarleog brænderikarle, men dog også folk som en musiklærer, en jembaneassistent,en lærerinde og en kommis.

Arbejderne er også dominerende blandt dem med 7-800 kr. om året, men her

finder man tillige f.eks. en grønthandler, en værtshusholder, en kaffebrænder, en

vognmand, en politibetjent, en handelsfuldmægtig, en fabriksbestyrer, en vej-assistent, en købmand.

Blandt dem med 900 kr. årligt findes stadig arbejdsmænd og håndværkere, men

en del af de her placeredehåndværkere kan have været selvstændige mestre. Kun få

arbejdere har nået 1.000 kr. om året, nogle typografer har f. eks. denne ind-

komst. For håndværkemes vedkommende gør der sig samme usikkerhed gældendesom overfor, men det forekommer sandsynligt, at det er mestrene, som har kunnet

svinge sig op til 1.000 kr. Ellers finder man her f. eks. fuldmægtige, vognmænd, for-

skellige funktionærer, en Optiker, en gæstgiver, en bogholder, en telegrafbestyrer,en maskinbygger, en pantelåner, en droscheholder, en restauratør, en bankfuld-

mægtig.

Indtægter mellem 1.000 kr og 3.000 kr. har været almindelige for købmænd,

høkere og andre selvstændige næringsdrivende. En lærer har tjent 1.800 kr., en ad-

junkt 2.500 kr. en præst 2.600 kr., en mægler 3.000 kr.Indtægter over 3.000 kr. om

året og op mod 5.000 har været nået af et begrænset antal handlende og af hånd-

værksmestre med virkeligt store forretninger, desuden af nogle fabrikanter samt af

visse overordnede embedsmænd. Nogle af byens sagførere og læger har tjent mel-

lem 3.000 og 5.000 om året.

Indtægter over 5.000 kr. om året har kun byens matadorer haft. Man finder her f.

eks. i 1882 borgmesteren med 8.500 kr., biskoppen med 9.000 kr., desuden ejerne af

de store købmandsforretninger, handelshuse og industriforetagender, som nåede

indtægter mange gange større end borgmesterens og hiskoppens.Ud fra ovenstående synes det rimeligt at inddele de i skatteprotokollerne lig-

nede i 4 grupper:

13

1. Indtægten under 1.000 kr. om året.

2. Indtægten mellem 1.100 og 3.000 kr. om året.

'3. Indtægten mellem 3.100 og 5.000 kr. om året.

4.1ndtægten over 5.100 kr. om året.

Resultatet bliver herefter med tallene afrundet til nærmeste lO-tal sa'tledeszl7

1872 1882

Årlig indkomst Tal Pct.

LOOO kr. 2.360 57l. IOC-3.000 kr. l.390 343.100-5.000 kr. 210 55. l00- kr. 170 4

Ialt

Antallet af skattelignede med lønninger ikke større end arbejderlønninger er øgetabsolut fra 1.780 i 1872 til 2.360 i 1882. Tilstedeværelsen af forudsætningerne for

hypotese 3 synes således bekræftet, men der ligger naturligvis i dette kun en indi-

rekte bekræftelse af oplysningerne i folketællingeme om en stigning i tallet påarbejdere. Antallet af personer med lønninger ikke større end arbejderlønninger er

nemlig gået relativt tilbage fra at udgøre 71 pct. i 1872 til kun at udgøre 57 pct. i

1882. Forudsætningerne, som ligger til grund for hypotese 4 har ikke været til

stede. Da det relative tal på arbejdere med mere og familier i 1870 udgjorde 40 pct.

og i 1880 43 pct., så burde (når bortset fra forrykninger, som skyldtes stigningen i

folketallet fra 1870 og 1880 til 1872 og 1882 og eventuelle forskelle i børnetal) det re-

lative tal på folk med arbejderlønninger have været lidt større i 1882 endi 1872. Da

det imidlertid er væsenligt mindre, faldet fra 71 pct. til 57 pct. eller 14 pct., kan for-

klaringen kun være, hvis folketællingemes erhvervsgrupperinger er rigtige, at et

antal mennesker, som i 1872 aflønnedes med arbejderlønninger eller havde ind-

tægter som selvstændige af samme størrelse, i 1882 er rykket op i den næste ind-

tægtsgruppe. Forudsætningerne bag hypotese 3 synes derfor ikke at have været til

stede. Snarere har vi nærmet os bekræftelse på tilstedeværelsen af forudsætninger-ne enten for hypotese 6 (indkomstniveauet hæves for større dele af de lavestlønne-

de) eller også for hypotese 8 (enkelte grupper opnår indkomstforbedringer, som ik-

ke modsvares af tilsvarende indkomstforbedringer for andre grupper). Da hypotese6 vanskeligt kan forenes med hypotese 8, må senere prøves en afklaring på dette

punkt. Forudsætningeme bag hypotese 5 er ikke fundet til stede, intet tyder på, at

der er sket en generel sænkning af indkomstniveauet for de lavestlønnede. Det

er muligt, at de ændrede forholdstal mellem de lavestlønnede og dem med mellem-indkomster kan indicere øgede sociale spændinger. Den relative tilbagegang for

gruppen med arbejderlønninger kunne skyldes, at indtægtsniveauet generelt har

14

været stigende, men kunne også hænge sammen med, at et større antal små

håndværksmestre og handlende i 1872 lå på linje med arbejdere, men at de i

1882 indtægtsmæssigt havde distanceret sig fra disse. Hvis det sidste har været til-

fældet, kunne det have bidraget til at skabe frustration hos de tilbageblevne og hos

arbejderne jfr. hypotese 8. I øvrigt må bemærkes, at den stærke vækst i gruppen

af skattelignede med indtægter fra 1.100 til 3.000 kr., kan have betydet en styrkelseaf Socialdemokratiets rekrutterings grundlag, for så vidt som det var småmestre

og småhandlende eller særligt velstillede arbejdere, der rykkede ind i gruppen,

og for så vidt som de har været villige til at støtte Socialdemokratiet.

Afstanden mellem de laveste og højeste indtægter er blevet øget voldsomt i 10-

året mellem 1872 og 1882. I 1872 var den højeste indkomst rådmand H. Liisbergs,36000 kr., han fulgtes af biskop Brammer, som tjente 34.000 kr., derefter kom køb-

mand C Langballe med 28.000 kr. og købmand Lazarus med 20.000 kr. I 1882 der-

imod tjente Hans Broge 120.000 kr., bryggeriejer L. C. Meulengracht tjente 100.000

kr. og derpå tjente 8 købmænd hver 40.000 kr. I 1872 havde 29 mennesker ind-

tægter på 10.000 kr. og derover, summen af indtægterne var 470.000 kr., men

i 1882 havde 67 indtægter over 10.000 kr., og summen af indtægterne blev 1.245.

000 kr. Tilstedeværelsen af forudsætningerne for hypotese nummer 9 bekræftes

således.

Det skal herefter undersøges, om der under grupperne af skatteansatte fandtes et

større antal af lavtlønnende i stilling som arbejdere, medhjælpere, tyende eller

uden erhverv. I 1872 var tallet af skatteansatte 2.510. Ved folketællingen i 1870 var

der i Århus 4.643 mænd i alderen fra 18 til 70 år, d.v.s. i den alder, som hovedsage-

ligt var den erhvervsaktive. Af disse 4.643 udgjorde de skatteansatte i 1872, d.v.s.

2.510, kun 54 pct. l 1880 var det tilsvarende tal 7.214, af hvilke de 4.130 skatteansat-

te i 1882 udgjorde 57 pct., således at antallet af ikke - skatteansatte skulle være 2.136

i 1872 og 3.102 i 1882. I overvejelserne må indgå, at der i begge årene blandt de 18-

70-årige mænd var 4-500 militære, som ikke er taget med blandt de skatteansatte.

Endvidere var nogle af de yngste blandt de 18-70-årigemuligvis ikke begyndt at ar-

bejde, og en del af de ældste kan have holdt op med det. Der var enkelte kvinder

blandt de skatteansatte. Endelig må tages i betragtning, at byen var i stadig vækst,

også antallet af mænd i alderen mellem 18 og 70 år må være steget; i 1872 og 1882

fremkommer ved absolut interpolation tallene 5.157 og 7.728. Det ræsonnement,

der herefter kan opstilles, ser for 1872 således ud:

(Mænd 18-70 i 1870 = 4.693) + (Skatteansatte 1872 = 2.510) + (Militære = 4-500) +

(Nogle af de yngste) +(Nog1e af de ældste) + (Enkelte skatteansatte kvinder) +

(Vækst mænd 18-70 1870-72 = 464) = ca. 2.000.

For 1882 nås ved samme ræsonnement et tal på omkring 3.000, således 'at det

skønnes, at der var ca. 2.000 mænd i 1872 og ca. 3.000 i 1882, der placeredes under

indtægtsgrænseme 250 rigsbankdaler og 600 kr. om året. Tæller man ved hjælp af

-folkëtællingeme de gifte mænd i 1870 og 1880, viser det sig, at man her når tal af

samme størrelsesorden som tallene på de skatteansatte, og det er derfor nærliggen-

de at tro, at de ikke-skatteansatte er dem, der har haft små indtægter og ikke har haft

egen husstand. Antallet af mænd med arbejderlønninger har altså væreti 1872 om-

15

kring 3.800 og i 1882 omkring 5.400; den absolutte fremgang i denne gruppe harværet betydeligt større, end det fremgår af tallene over skatteansatte. Dette er en

yderligere bekræftelse af forudsæmingeme bag hypotese 3.

At der har været en større gruppe af medhjælpere, arbejdere, daglejere og ty-ende, end det fremgår af skatteligningeme, vides allerede fra folketællingerne,men

tilstedeværelsen af en stor gruppe af medhjælpere og tyende uden egen husstandbekræftes yderligere, når listerne over valgberettigede ved Folketings- og kommu-nalvalg inddrages. Valgret havde uberygtede mænd over 30 år, med mindre ae udenat have egen husstand stod i privat tjenesteforhold, nød eller havde nydt understøt-telse af fattigvæsenet, som ikke var eftergivet eller tilbagebetalt, var ude af rådig-hed over deres bo eller ikke havde haft fast bopæl i byen i ét år.” Af mænd over 30år var deri 1870 i følge folketællingen 2.873. Valgret havde imidlertid kun 2.295,uden valgret var således 578 eller 20,2 pct. I 1880 havde byen 4.444 mænd over 30år, valgret havde 3.216, uden valgret var 1.228 eller 27,6 pct.9

Det relative tal på mænd uden egen husstand har været større i gruppen af mændunder 30 år end i gruppen over denne aldersgrænse, men anvendes alligevel pro-centsatseme 20,2 og 27,6 over for det samlede tal på mænd mellem 18 og 70 åri hen-holdsvis 1870 og 1880, nås et tal, der viser, at938 i 1870 og 1.991 i 1880 ikke ville op-fylde betingelserne for valgret bortset fra kravet om alder. Selv om byen var i vold-som vækst, var kravet om ét års bopæl dog så kort en tidsbegrænsning, også få var

understøttede af fattigvæsenet (jfr. nedenfor), at hovedparten af dem, der ikke op-fyldte valgretsbetingelserne, må være blevet kasseret som vælgere, fordi de var i pri-vat tjenesteforhold uden egen husstand. Der var altså en stor gruppe mænd i tje-nesteforhold, i 1870 henved 1.000, i 1880 henved 2.000.10

Det generelle statistiske materiale over udbetalinger gennem byens fattigvæsenrøber intet hverken om tiltagende forarmning eller bedre økonomiske kår i byensunderste lag. I kalenderåret 1872 udbetales der af fattigvæsenet understøttelse af

forskellig art til 231 personer med samt disses eventuelle familier. Tallet på under-

støttede har altså været større end 231, én af de 231 understøttede var f .eks. en sme-

desvend, der havde kone og 4 børn. På samme måde udbetaltes der i 1882 under-

støttelse til 383." Sættes disse. tal på 231 og 383i 1872 og 1882 i relation til befolk-

ningstallene for 1870 og 1880 ses det, at som enkeltpersoner eller familieoverhove-der modtog i 1872 1,5 procent understøttelse, i 1882 ligeledes 1,5 procent. Denne

overensstemmelse kan lige så vel være udtryk for en svingning i fattigvæsenetsunderstøttelsespolitik som for en stabilitet i behovet for understøttelse, og tallenekan derfor ikke bruges som grundlag for oplysning om omfang eller karakter af fat-

tigdommen i byen. Heller ikke fattigvæsenets protokoller kan bruges som bekræf-

telse på hypotesen om tilstedeværelsen af betingelserne for hypotese 5 om en sænk-

ning af indkomstniveauet for de lavestlønnede.

Nogle af de oplysninger, som er meddelt i det foregående,skal herefter stillessammen. Endvidere skal tallene for årene 1872 og 1882, hvor iagttagelsen stammer

fra henholdsvis 1870 og 1880, indføjes in terpoleret, og kvotien terne for forholdenemellem de forskellige størrelser skal beregnes tillige med de procentvise forandrin-

ger mellem kvotienteme for 1872 og 1882. Resultatet bliver således:

16

1872 1882

Kvo- Kvo- Forholdsvis

Nr Kategorier Tal tient Tal tient stigning i pct.

1 Skatteansatte over 1.100 730 0,41 1.770 0,75 82,9

Andre skatteansatte


Skattcansatte ialt


Mænd 18-70 + skatteansatte

over 1.100


Mænd 18-70

5 Skatteansatte over [100 730 0,27 1.770 0,49 81,5

Ikke skatteansatte 18-70

6 Skatteansatte ialt 2.510 0,49 4.130 0,53 8,1

Mænd 18-70

_7Mænd 18-70 ikke skatte-

ansatte 2.647 0,51 3.598 0,46 + 9,8

Mænd 18-70

8 Skatteansatte under 1.100 1.780 0,35 2.360 0,31 +11,4

Mænd 18-70

9 Skatteansatte l.100-3.000 530 0,10 1.390 0,18 80,0

Mænd 18-70

10 Skatæansatte over 3.000 200 ,04 380 0,05 25,0

Mænd 18-70

_

11 Valgberettigede 2.479 0,48 3.400 0,44 + 8,3

Mænd 18-70

12 Valgberéttigede 2.479 0,99 3.400 0,82 +17,1

Skatteansatte

13 Valgberettigede 2.479 1,39 3.400 , 1,44 3,6

Skatteansatte under 1.100

17

1872 1882

Kvo- Kvo- Forholdsvis

Tal tient Tal tient stigning i pct.

2.479 4,68 3.400 2,45 +47,6

530 1.390

2.479 12,39 3.400 8,94

200 380

Nr Kategorier

14 Valgberettigede

Skatteansatte HOG-3.000

15 Valgberettigede

Skatteansatte over 3.000

Tallet på skatteansatte med indtægter over 1.100 kr. er blevet større fra 1872 til

1882 i forhold til andre skatteansatte og skatteansatte i det hele taget, i forhold til

mænd i gruppen mellem 18 og 70 år, og i forhold til ikke-skatteansatte (tabellensnr. 1-5). Tallet på skatteansatte er blevet forholdsvis større, samtidig med, at tallet

på ikke-skatteansatte er blevet forholdsvis mindre ( 6 og 7), hvilket sidste også er

tilfældet med de skatteansatte under 1.100 kr. (8). Heraf følger, at der må være

sket en generel stigning i indkomsten for de lavestlønnende: Forholdsvis fle-

re er kommet over grænsen for skattebetaling (som sattes op fra 500 til 600 kr.);der kan ikke være tale om, at et større tal er forsvundet ned under grænsen. Der

er således grundlag for at betragte forudsætningerne for hypotese 6 som tilste-

deværende, der har fundet en stigning sted i indkomsten for de lavestlønnede.

Samtidig er der sket en betydelig vækst i det forholdsvise tal på ansatte over 1.100

kr., en begrænset gruppe har opnået indkomstforbedringer, som ikke er blevet op-nået på tilsvarende vis af det store flertal. Forudsætningerne bag hypotese 8 synes at

have været til stede.Der er sket en forholdsvis stigning i tallet på de højestansatte(tabellens nr. 10); der er blevet flere rige, hvilket peger mod forudsætningerne for

hypotese 9. Endelig ses det, at tallet på valgberettigede er blevet relativt mindre i for-

hold til tallet på mænd mellem 18 og 70 år, skatteansatte mellem 1.100 og 3.000

og skatteansatte over 8.000 kr. (tabellens nr. 11-12, 14-15), men lidt større i for-

hold til skatteansatte under 1.100 kr. Trods de generelle stigninger i indtægt,

og selv om et større antal har hævet deres indkomster over normal arbejderløn,har relativ færre valgret. Forudsætningeme for hypotese 7 har været til stede, øgetindkomst har ikke ført til øget politisk indflydelse.

Resultatet af det foregående bliver, at tallet på arbejdere og folk med lønningersom arbejdere er vokset absolut sammen med byens indbyggertal, mens der ikke er

sket nogen stærk relativ vækst i tallet på arbejdere. Tværtimod at »middelstands-

folk« er sunket ned på arbejderløns-niveauet, synes det at fremgå, at der er sket en

indkomstforøgelse for enkelte grupperi den laveste skatteansættelsesgruppe, såle-

des at afstanden mellem disse enkelte grupper og de lavestlønnende er blevet øget.Dette er sket, selv om der ikke er sket nogen forarmelse af de lavestlønnede, der sy-

nes tværtimod at være sket en hævning af indkomstniveauet også for disse. Afstan-

den mellem de rigeste og de fattigste er blevet mærkbart øget, og politiske rettig-

18

heder i form af valgret er ikke blevet opnået foralle i de grupper, hvor der er sket en

indkomstforbedring. Generelt har relativt færre haft valgret i 1882 end i 1872.

l. J. T. Bayer. Dansk Provinsindustri statistisk fremstillet, 1885.

2. Bayers undersøgelse har dog interesse ved at vise, hvor mange arbejdere, der var samlet

på de største arbejdspladser, idet store arbejdspladser må betragtes som fremmende for ar-

bejderbevægelsens udvikling. I 1885 beskæftigede de 3 største virksomheder 110, 97 og 62

voksne mænd.

3. Statistisk Tabelværk. 8 rk. 18 bd. Tabeller over Folkemængden i Kongeriget Danmark,

1870, 1871: J. P. Trap: Kongeriget Danmark, 2. udg. 6. bd., 1879. s. 12: Statistisk Tabel-

værk, 4 rk. Litra A nr. 3. Folkemængden i Kongeriget Danmark 1880, 1883.

4. I København var principperne for ligningen fastsat i Lov og Ordning af de kommunale

Skatter'i Staden Kjøbenhavn, 1. feb. 1861, §§ 9 og 1 1, et lignende system må have været an-

vendt i Århus, men det vides ikke i kraft af hvilken bestemmelse.

5. Protokoller over skatteligninger i 1872 og 1882 i Århus byarkiv.6. Jfr. Jørgen Pedersen: Arbejdslønnen i Danmark, 1930, s. 77-87: Svend Aage Hansen:

Økonomisk Væksti Danmark, K, 1720-1914, 1972, s. 255.

7. Afrundingen fordi optælling og rubricering efter indkomst rummer fejlmuligheder, nårder ikke skrives kort ud på hver enkelt.

8. Danmark Riges gennemsete Grundlov af 5. juni 1849 (1866) § 30; Kommunal Valglov af

26. maj 1968.

9. Der er benyttet valglisteme over Folketings- og kommunalvalg i byarkivet.10. Disse tal er givetvis meget forsigtige vurderinger, for det første p.gr.a. at tjenesteforhold

uden egen husstand, som anført, må have været mere almindeligt i de yngste klasser, for

det andet blev der tilsyneladende manipuleret med valglistemêTA. Bjømbak klagede i

1882 over, at 71 navngivne kommis'er hos byens større købmænd var anført som valgbe-rettigede, skønt de var i privat tjenesteforhold og ikke havde egen husstand. Brevet liggerved valglisten for 1882.

11. Fattigvæsenets protokoller i byarkivet.

4. ProgrammetDemokratisk Samfunds program fra 18831 må ses i lyset af Socialdemokratisk For-

bunds Gimle-program fra 1876,2 der er en ret uforandret oversættelse af det tyske

Gotha-program fra 1875, 3 blot med ændret indledning af et enkelt punkt og til-

føjelse af to nye. Det svenske Socialdemokratiska Arbetareförbundet i Malmø udar-

bejdede og publicerede sit program i november 1882.4 Rent kronologisk kunne

Århus-programmethvile på det svenske program, men dette er som Gimle-pro-

grammet en oversættelse af Gotha-programmet og visse dele af oversættelsen stam-

mede fra forbindelsen med Socialdemokratiet i København. Også det norske pro-

gram for den Socialdemokratiske Forening fra 1885 er omtrent enslydende med

Gimle-programme t.5 Hvad enten Århu s-programmet hviler på Gimle-programmeteller direkte på Gotha-programmet, er det derfor rimeligt at sammenholde Århus-

med Gimle-programmet, og der er ingen grund til i første omgang atanstille sam-

menligninger mellem Århus-programmetog Gotha-programmet eller det svenske

1882-program. I det følgende sammenholdes Århus-programmetmed Gimle-pro-

19

grammet, først for så vidt angår den generelle disposition, dernæst redegøres for,hvad der af Gimle-programmet er medtaget eller udeladt i Århus-programmet,oghvad der er forfattet selvstændigt af Århus-udvalget,og til slut gives med udgang.punkt i Marx' kritik af Gotha-programmet en almindelig vurdering af Århus-pro-grammet.

Århus-programmet(herefter Å-p) er bygget op i to hoveddele, hvoraf den førsteviser hen til det samfund, som må skabes, mens den anden beskæftiger sig med re-

former, som må tilvejebringes allerede i det eksisterende samfundDen førstehoveddel er disponeret således, at der i tre indledende punkter gives begrundelserfor nødvendigheden af og rimeligheden i at arbejderne overtager beherskelsen af

produktionsmidleme. Disse tre punkter munder ud i proklamation om handling,således at målet, et socialistisk samfund, nås. I anden halvdel siges i et indledende

punkt, at det primære må] ikke kan nås umiddelbart, hvorefter deri 14 punkteropstilles en række reformkrav, hvis opfyldelse ikke nødvendigvis er betinget afden generelle samfundsændring.

Gimle-programmet (herefter G-p) er mindre skematisk i dispositionen. Opde-lingen i to hoveddele findes her, men ikke på den måde, at første del er viet det kom-

mende samfund, anden del det eksisterende. I G-ps første del findes to underpunk-ter, hvoraf det første ved at karakterisere det eksisterende samfund og opstille målfor dets ændring giver grundsætningeme og forudsætningeme for det andet, hvori

angives en række krav og mål for arbejdernes befrielse og politiske virke for at over-

tage produktionsmidleme og skabe et bedre samfund. Det her nævnte kan være mål

i sig selv eller midler til opnåelse af endelige mål. Anden del af G-p opstiller de re-

formkrav, som også til dels er brugt i Å-p, men opdelt således, at de første er gæl-dende også i det nye samfund, mens anden del fordres gennemført allerede i det ek.

sisterende kapitalistiske samfund.

I Å-ps første punkt siges, at arbejdet er frembringer af det menneskelige sam-

funds goder, og at arbejderne bør ligestilles med samfundets øvrige medlemmer.

Dette er i ordlyden i nogen grad ligt G-ps første punkt. Der er dog, som det skal ses,

en væsentlig forskel betinget af brugen af ordene»frembringer af« i Åvpog »kilden

til«, som bruges i G-p. I G-p tales der om, at alt udbytte bør tilfalde de arbejdende, i

Å-p derimod om arbejdernes ligestilling, hvilket giver en anden mening. Punkt2 i

Å-p, der beskriver fomedrelsen af menneskene under det kapitalistiske fåmands-

vælde og overgrebene under den frie konkurrence, har samme mening som anden

passus i G-p, men ordlyden er en anden og voldsommerei Å-p.I Å-pspunkt 3 hed-der det, at staten må blive folkets eneste arbejdsgiver. I det tilsvarende punkt i G-psiges mere ubestemt, at arbejdsmidlerne må blive fælles ejendom og stå til afbenyt-telse for alle, så det rene udbytte tilfalder enhver og bliver uddelt på retfærdigmåde. Den proklamation om handling, som disse tre første punkter i Å-pmunderud i, er højst forskellig fra det nærmest tilsvarende i G-p. Hvor G-p kun kort talerom, at arbejderklassen må befri arbejdet og ved alle lovlige midler stræbe efter en fristat og et socialistisk samfund, taler Å-pmere ordrigt, og uden at der her understre-

ges, at kun lovlige midler skal anvendes, om at rejse energisk og organiseret mod-stand mod det herskende system for at skabe en mere retfærdig og fornuftig ord-

20

ning af de sociale og moralske forhold i et socialistisk samfund i en fri stat. Å-p er

altså radikalere, elleri hvert fald mere præcist i omtalen af sine midler, og det socia-

listiske samfund er satforud for den fri stat. Grundlaget for samfundsordenen i Å-pskal blive frihed, lighed og broderskab. Frihed, lighed og broderskab (eller rettere

broderkærlighed) findes også i G-p, men her som noget, der skal herske ikke direk-

te mellem menneskene, men mellem nationeme. Frihed, lighed og broderskab er i

øvrigt ikke med i Gotha-programmet, hvilket kunne indicere, at G-p og ikke

Gotha-programmet har været forlæg for Iovudvalget i Århus, hvis da ikke netop

den anderledes brug af udtrykkene i forhold til G-p kunne pege på uafhængighe-

den af dette.

I det indledende punkt i Å-ps anden del siges det, at det socialistiske samfund

endnu ikke kan etableres, fordi gammel fordom, dumhed og kapitalisternes mod-

stand stiller sig i vejen. Denne hårde formulering findes ikke i G-p. I G-p hedder

det, at alle andre klasser end arbejderklassen over for denne er en reaktionær mas-

se. Denne formulering mangler til gengæld i Å-p,her står der tværtimod, at mod-

standen mod det herskende system bør føres af arbejderne (småborgerne). Place-

ringen af ordet »småborgeme« i parentes efter ordet »arbejderne« viser, at for for-

fatterne af Å-p at se har disse to klasser haft fælles mål, hvis meningen da ikke er, at

de er én og samme klasse. I Å-p tales der ligeledes bredere end i G-p om partiet (dvs.Demokratisk Samfund) som samarbejdende med øvrige meningsfæller blandt ar-

bejderne. Det er dog muligt, at der her tænkes ikke på samarbejde med grupper

uden for partiet, men på samarbejdet med Socialdemokratisk Forbund i Køben-

havn.

Å-p går derefter over til at omtale de reformer og krav, som må gennemføres alle-

rede i det bestående samfund. Det siges her, at disse krav må søges opnået ved be-

nyttelse af den ret, som lovene hjemler, hvilket giver en anden mening, end hvor

G-p udtrykkeligt hævder at ville søge det socialistiske samfund gennemført inden-

for lovenes rammer. Selve kravene får i Å-pogså en ganske anden betydning end i

G-p, idet, som nævnt, G-p ser en del af kravene som statens fundament, altså ogsåsom den socialistiske stats fundament, mens Å-p kræver dem som midlertidige

nødvendige reformer, indtil det socialistiske samfund kan realiseres. Det første re-

formkrav i Å-p,udryddelsen af alle sociale og politiske uligheder, er i ordlyd ligt et

tilsvarende krav i G-p. Men her tænkes det først opnået i den socialistiske stat. Å-psto næste reformkrav, nemlig almindelig, lige, direkte valgret med hemmelig af-

stemning, 22 års valgretsalder og valgdag på en søndag, direkte lovgivning gen-

nem folket ved almindelig afstemning, indførelse af parlamentarismen og afskaf-

felse af tokammersystemet, svarer til 8 punkter i G-p. Her gælder imidlertid igen, at

Å-p ser disse ting som nødvendige reformer, mens G-p betegner dem som statens

fundament, altså som G-ps socialistiske stats fundament. I G-p rejses der ikke krav

om parlamentarisme, til gengæld kræver dette program specifikt valgret for kvin-

der, hvilket ikke er tilfældet i Å-p. I Gotha-prog'rammet sættes valgretsalderen til

20 år mod 22 år både i G-p og Å-p. Dette kunne igen pege på G-p som Å-ps for-

læg, hvis da ikke dette er en af de ting, som Socialdemokratisk Forbund har kræ-

vet ændret.

21

I Å-p kræves almindelig, fri, fælles og forpligtende undervisning i statsskoler,mens der i det tilsvarende punkt i G-p tales om almindelige folkeopdragelses insti-lutter, organiserede af staten samt om almindelig, lige og obligatorisk skoleunder-visning. Å-per klarere, tillige mere vidtgående i sit krav om fri, d.v.s. gratis under-visning og i kravet om skolerne som statsskoler, hvor G-p mere vagt taler om fol-keopdragelses-institu tteme som blot organiserede af staten. Med disse institutter iG-p må iøvrigt menes børne og ungdomsskoler; det giver dårlig mening at tro, at

der har været tænkt på voksenundervisning. I den tyske tekst i Gotha-programmetvirker dette punkt heller ikke så forkludret som i den danske. Antagelig netop afdenne grund ændres dette punkt da også ved beslutningaf Socialdemokratisk For-bund i oktober 1882 til det mere mundrette: »Fri og fælles skoleundervisning istatsskoler og oprettelse af bømeopdragelsesanstalterved staten.«B Dette er ret

ligt mening og ordlydi ÅQp,men der er ikke verbaloverensstemmelse, og derfor hel-ler intet der tyder på, at lovudvalget i Århus direkte har benyttet denne program-ændring.

Som G-p kræver Å-pafskaffelse af den stående hær og indførelse af et folkeværn,men tillige Danmarks neutralisering, indtil der oprettes internationale voldgifts-domstole. I Å-p kræves afskaffelse af alle indirekte skatter som i G-p, men i Å-p fin-des den tilføjelse, at visse indirekte skatter må bevares af hensyn til udlandet, indtilfrihandel er indført over alt. Kravet om indførelse af en skat med stigende skala er

ens i de to programmer. Igen i punktet om retsplejens offentlighed har Å-p ting,som ikke findes i G-p, nemlig krav om indførelse af nævningedomstole og offent-lig ansættelse af sagførere. I G-p siges i forbindelse med punktet om uddannelseblot, at religionen må være en privatsag, mens Å-p har et selvstændigt punkt, derkræver kirkens adskillelse fra staten og præstemes aflønning af menighederne.Begge programmerne kræver fri foreningsret, fælles er også kravet om indførelse afen normalarbejdsdag og forbud mod nat- og søndagsarbejde. G-p har desuden en

tilføjelse om forbud mod arbejde i fabrikker, hvor helbred og sædelighed går tabt,som mangleri Å-p.Begge programmer kræver tilsyn med og sanitetskontrol af ar-

bejdspladser og arbejdsboliger ved embedsmænd, valgte af arbejderne. G-p kræverfuldstændig ret til at forvalte syge- og understøttelseskasser uden regeringens ind-

blanding, samt (uafhængigt af Gotha-programmet) human omsorg for syge, gam-le og arbejdsinvalider. I Å-p findes disse punkter, men der mangler bemærknin-gen om regeringens ikke-indblanding og i stedet for human omsorg kræves un-

derstøttelse uden bortfald af borgerlige rettigheder.Endelig er der visse punkter, som findes i G-p, men som ikke er medtaget i Å-p:

Der fordres: »Afskaffelse af lønarbejdssystemet, samt enhver slags udbytning,ligemeget i hvilken form den optræder«.»Det danske socialdemokratiske arbejderparti virker nærmest i en national stam-

me, men er overbevist om arbejderbevægelsensinternationale karakter-«.

»Produktionsforeningerne er for industri og agerdyrkning på den måde at ind-rette, at den socialistiske organisation kan opstå af fælles arbejde.«

22

»Præstegårdsjordeneinddrages, og anden til salg værende landejendom købes

af staten og bortforpagtes derefter af denne til husmænd og andre landarbejde-

re«.

Der fordres: »Afskaffelse af cellesystemet samt adskillelse imellem politiske og

såkaldt simple forbrydere«,

Sammenfattende må det siges som resultatet af sammenligningen af Å-pmed G-p,

at det første tydeligt nok har mange ligheder med det sidste. Om Århusudvalget har

benyttet G-p eller Gotha-programmet kan ikke siges, da de punkter, som findes i

G-p, men ikke i Gotha-programmet, og som er medtageti Å-p,kan være tilføjet på

foranledning af Socialdemokratisk Forbund. Sandsynligheden taler dog for, at År-

husudvalget ikke har været uden kendskab til det danske G-p. De generelle dispo-

sitioner i Å-p og G-p er nogenlunde lig hinanden, trods den betydningsfulde for-

skel, at Å-psreformpunkter sigter mod det eksisterende samfund, mens G-ps sigter

mod dels det eksisterende, dels det kommende samfund. En række enkeltpunkter i

G-p er tilsyneladende ordret overtaget i Å-p, andre punkter er givet visse hoved-

sageligt stilistiske ændringer eller der er føjet ting til. Det bemærkelsesværdige ved

Å-p,der hvor ligheden med G-p konstateres, er imidlertid, at det ikke, som både G-

p og det svenske 1882-pr0gram, er en blot og bar oversættelse af Gotha-program-

met fra 1875. I de punkter, hvor Å-ps forfattere var enige med G-p, har de ønsket at

bruge deres egne ord.

Den ganske særlige interesse, som må knyttes til Å-p, udspringer dog ikke af dets

stilistiske nyskabelser, men derimod af at Å-p indholdsmæssigt på flere væsentlige

punkter adskiller sig markant fra de tre andre programmer. Å-p er blevet til som et

selvstændigt socialdemokratisk partiprogram i den periode, hvor den socialde-

mokratiske bevægelse grundlagdes, hvor der ikke var plads eller fantasi til store ud-

sving i de nationale programmer, hvor holdningen fra Gotha-programmet, inden

publikationen i 1891 af Marx' kritik fra 1875 var blevet kendt, endnu var domine-

rende. I det følgende skal de punkter, hvori Å-p adskiller sig fra G-p, og dermed

også fra Gothaprogrammet, undersøges i lyset af Marx' kritik af Gotha-program-

met.7

Om Gotha-programmets første punkt, at arbejdet er kilden til al rigdom og kul-

tur, skrev Marx, at det var forkert, fordi naturen lige så vel er kilde til brugsvær-

dierne. Ejendomsret over naturværdier i forening med arbejde skaber rigdom,mens det menneske, der ikke er i besiddelse af andet end sin arbejdskraft, er henvist

til at være slave for den, der har gjort sig til ejer af de materielle arbejdsbetingelser.Gotha-programmet fortsætter i en eftersætning, at da arbejde kun er muligt i sam-

fundet, tilhører arbejdsudbyttet, med lige ret for alle, dets medlemmer. Herom

skrev Marx, at denne sætning er den samme, som altid er blevet hævdet af forsva-

reme af de bestående samfundstilstande, nemlig at arbejderudbyttet må tilkom-

me samfundet, mens der kun tilkommer arbejderen det, som ikke er nødvendigt

23

for opretholdelsen af samfundet. Allerede i G-p er denne eftersætninggledet ud,man har muligvis haft betænkelighederved den tyske formulering, men det er i såfald ikke lykkedes at sætte noget andet i stedet.” I Å-p derimod hedder det, at arbej-det er frembringer af samfundets goder, og at arbejderne må stilles lige med sam-fundets øvrige medlemmer. Sætningen er således ud fra Marx' bemærkningeri detmindste rigtigere end i Gotha-programmet, idet den sætter arbejdet som frembrin-ger og ikke som kilde, og idet den opstiller arbejdernes krav som ikke underord-nede samfundets.Til gengæld rammes sæmingen af den kritik, som Marx rettermod Gotha-programmets punkt 3, at det, hvis der er tale om det eksisterende sam-fund, er absurd at kræve ligestilling med de ikke-arbejdende, og at der i det kom-munistiske samfund ikke kan findes det borgerlige samfunds forestillinger omligestilling. Begrebeme retfærdighed og ligestilling er i følge Marx moraliserendeog derfor blot en forhindring for arbejdernes begribelse af kapitalismen.

Om Gothaprogrammets (og G-ps) andet punkt, at kapitalistemes monopol påarbejdsmidleme betinger arbejderklassens elendighed , skrev Marx, at formulerin-gen kun inddrog kapitalisterne, ikke grundbesiddeme. I Å-p tales blot om detkapitalistiske fåmandsvælde som elendighedens årsag uden at arbejdsmidlemenævnes, punktet er altså i denne udformning ikke åbent for fortolkning om ude-ladelse af grundbesiddeme. Ordene i Å-p om gammel fordom, dumhed og kapi-talistemes modstand som hindring for etableringen af det socialistiske samfund,ville Marx antagelig kritisere som ren idealisme.9

Mod Gothaprogrammets tredie punkt, at arbejdets befrielse kræver arbejdsmid-lemes ophøjelse til samfundets fælleseje og kollektiv regulering af det samlede ar-

bejde med retfærdig fordeling af arbejderudbyttet, rejste Marx sin hårdeste kritik.Marx indvendte, at udtrykket »arbejdsudbyttet«var uanvendeligt, fordi det ikkefremgik, om udbyttet var produktets samlede værdi, værdien som arbejdet havdetilføjet produktet, bruttoværdien eller værdien minus produktions- og andreomkostninger. Om udtrykket »retfærdig fordeling« skrev Marx, at det bunde-de i den borgerlige opfattelse, at alle skulle have lige ret for lige arbejde, alt-så i virkeligheden ulige ret for ulige arbejde, mens der i det kommunistiske sam-

fund, hvor mennesker ikke blev vurderet i kraft af deres arbejdskapacitet, villeblive ydet efter evne og giver efter behov. Endelig skrev Marx, at spørgsmåletom fordeling af arbejdsudbyttet var underordnet og afledte opmærksomhedenfra det mere betydningsfulde spørgsmål om fordelingen og den ændring af pro-duktionen, som ville finde sted i det socialistiske samfund, hvor den afgøren-de forandring ville være, at hele produktionen indrettedes til produktion forde menneskelige behov. Der ville således ikke blot finde en fordeling sted af detindividuelle konsum, men man ville også forlade kapitalens produktion forakkumulationen, d.v.s. produktionen netop for brugsværdier, der er unødven-dige for det menneskelige konsum. Det var dette socialismen ville opnå, og stil-let over for den kolossale befrielse for menneskeheden, som dette ville betyde,blev al snak om retfærdighed og lighed tåbelig. Heraf udsprang Marx' despe-rate raseri over programmet. Marx' kritik af dette punkt i Gotha-programmetrammer ikke Å-p, der kort og klart, uden bemærkning om retfærdig fordeling

24

af arbejdsudbyttet, opstiller som mål, at staten bliver folkets eneste arbejdsgi-ver, altså netop sigter mod produktionsmidleme, ikke mod produktionsudbyt-tet. At der med »stat« i Å-p ikke menes den eksisterende stat, men det socialistiske

samfund, fremgår tydeligt af punktets placering. I øvrigt må det bemærkes, at

forestillingen i Å-p om en statsform som rammen om det socialistiske samfund er

ganske umarxistisk, og at heller ikke Å-p giver udtryk for forståelse for betydnin-gen af produktionomlægningen.

Marx kritiserede Gothaprogrammets punkt om, at arbejdets befrielse må være

arbejderklassens værk, og at alle andre klasser overfor arbejderklassen er een reak-

tionær masse. Han harcellerede over det ubestemte, at »arbejdet« skal befries, og

han henviste til Det kommunistiske Manifest, hvor der tales om bourgeoisiet som

revolu tionært i forhold til adel og middelstand og som revolu tionært under indtrykaf den truende proletarisering . Endvidere henviste han til samarbejdet mellem

arbejderbevægelse og håndværkere, små-industridrivende og bønder under det

tyske rigsdagsvalg i 1874. Igen må det konstateres, at Å-p ikke rammes af kritik-

ken. Sætningen om alle andre klasser som reaktionære er væk, der tales tværtimod

om, at der rejses modstand fra arbejdernes (småborgemes) side, ikke for ubestemt at

befri arbejdet, men for at skabe et socialistisk samfund.

I Gotha-programmet hed det, at arbejderklassen virker indenfor den nuværende

nationale stats rammer, men er klar over, at kampens resultat bliver internationalt

broderskab mellem folkene. Dette blev i G-p til, at Socialdemokratiet virker

»nærmest i en national stamme, men overbevist om arbejderbevægelsens interna-

tionale karakter.« Marx afviste, at arbejderbevægelsen på nogen måde begrænses af

nationalstatemes grænser. Punktet er udeladt i Å-p,og ganske givet bevidst, man

sporer aktiv opposition i, at Harald Jensen den 5. maj 1883 ved den nye partidan-nelses stiftelsesfest udbragte et leve for »Socialdemokratiet, som ikke var et natio-

nalt parti.«1°Gotha-programmet erklærede at tilstræbe med alle lovlige midler den

fri stat og det socialistiske samfund, ophævelse af lønsystemet med den jernhårdelønningslov og afskaffelse af al social og politisk uenighed. Om dette krav skrev

Marx, at begreberne om lønsystemet og den jemhårde lønningslov var overtaget fra

Lassalle, hvis på Malthus' befolkningslov byggende teori det var, at arbejdslønnenaltid vil være lig det minimalt nødvendige til livets opretholdelse. Marx indvendte,at arbejdslønnen ikke er lig arbejdets værdi, men lig den værdi, der fastsættes påarbejdskraften i penge, således at der bliver en merværdi, som kan overtages af ka-

pitalisterne. Punktet var derfor et alvorligt overgreb med et af den socialistiske

tænknings fundamentale punkter. I øvrigt hånede Marx den manglende logik i,at den jemhårde lønningslov, som ifølge Lassalle var naturgiven, uden videre

skulle afskaffes. Marx harcellerede også over, at man ville afskaffe al social og po-litisk ulighed; med afskaffelsen af klasseforskellen ville uligheden forsvinde af

sig selv.

Mod forestillingen om den fri stat indvendte Marx, at der overhovedet ikke i an-

vendelsen af termen stat var gjort plads for overvejelser om dens forskellige ind-

hold i det eksisterende kapitalistiske samfund, i overgangsfasen til det socialis-

tiske samfund, hvor staten ikke kan være andet end proletariatets diktatur og ende-

25

lig i det socialistiske samfund, hvor staten vil dø bort. Ved kun at kræve de demo-

kratiske rettigheder gennemført indenfor rammerne af det eksisterende samfunds

stat ophørte Gotha-programmet med at have noget at gøre med såvel proletaria-tets diktatur som det socialistiske samfund. De reformistiske krav om demokra-

tiske rettigheder, der tilmed kun søgtes opnået med lovlige midler, var uværdige,fordi de i virkeligheden kun førte til en konsolidering af det kapitalistiske sam-

fund. -

Gotha-programmets punkt er overtaget uden større ændringer i G-p, dog er det

interessant at bemærke, at der er foretaget den redaktionelle ændring, at den ulogi-ske frase om den jemhårde lønningslov er taget ud.

I Å-p findes dette punkt ikke, eller rettere, det er omredigeret til ukendelighed.Her hedder det i stedet, at der skal tilstræbes en retfærdig og fornuftig ordning af de

sociale og moralske forhold, men det siges udtrykkeligt, at dette vil blive nået i et

socialistisk samfund. Frihed, lighed og broderskab er den borgerlige revolutions

mål, og Marx ville antagelig have vendt sig mod, at de er placeret så centralt som

overhovedet muligt som det endelige mål, om hvilket det siges, at det skal nås ved

lovlige midler. På den anden side ligger i kravet om frihed, lighed og broderskab

det krav om den eksisterende stats omstødelse, som Gotha-programmet var veget

tilbage for. Derimod har Å-p intet at indvende mod, at der allerede i det eksisteren-

de samfund tilstræbes udryddelse af social og politisk ulighed ved hjælp af lovli-

ge midler. Å-p rammes derfor ikke på samme måde som Gotha-programmet af

Marx' kritik, at man for de demokratiske rettigheder, »disse rare småting«, glemtehovedsagen. Gotha-programmet (og ligeledes Å-p) var opspaltet i et maksimums-

og et minimumsprogram. Dette er navnlig karakteristisk for partierne under 2. In-

ternationale, men gør sig i øvrigt gældende (med forskelle i radikalitet o.s.v.) alle-

rede i arbejderbevægelsen siden 1. Internationale. Marx godkendte, hvad især hans

deltagelse i l. Internationale viste, en sådan programmatisk spaltning, men var,

som det fremgår af kritikken af Gotha-programmet, ikke indstillet på at godkendede ting, som han betragtede som fonæderi over for socialismens teori. Marx søn-

derlemmede kritisk såvel programmets reformistiske indhold som dets bestemmel-

se af indholdeti det fremtidige samfund og bestemmelsen af den socialistiske pro-

duktionsområde. For Marx blev maksimumsprogrammet således ikke blot magt-

overtagelsen eller arbejdernes overtagelse af produktionsmidleme (som i Å-pspkt.2), der blot er en forandring af den kapitalistiske produktionsmådes værdiforøg-ning, men maksimumspmgrammet må rumme en videnskabelig bestemmelse af

socialismen. Marx ville således ikke tolerere at bestemmelsen af og propagandaenfor socialismen blev udeladt, kravet om lønarbejdets afskaffelse skulle være det

centrale i et socialistisk partiprogram. Marx' nærmest som ligegyldighed virken-

de holdning over for reformpunkteme skal forstås ud fra dette.

Gotha-programmets og G-ps punkt om oprettelse af produktionsforeninger for

industri og agerbrug ud af hvilke der skulle opstå en socialistisk organisation af

arbejdet, om hvilket Marx hånende skrev, at det var udtryk for Lassalles opfattelse,at man med statslån kunne bygge et nyt samfund, er ikke medtageti Å-p,heller ik-

ke G-ps punkt om præstegårdsjordemes anvendelse for husmænd og landarbejde-re er medtaget.

26

Marx, der altså ikke vurderede betydningen af Collier-programmets punkter om

de demokratiske rettigheder højt, viede dem heller ikke megen opmærksomhed.Marx anså således feks. kravet om og kampen for normalarbejdsdagen som et na-

turligt led i et socialistisk partis kamp, men hævdede også, at kravet om normalar-

bejdsdagen i sidste ende imødekom kapitalens krav, hvis det ikke knyttedes sam›

men med kravet om lønarbejdets afskaffelse og udbredelsen af viden om den langtstørre mulighed for under socialismen at nedskære arbejdsdagen.n Om punktet

lige folkeopdragelse ved staten, almindelig skolepligt og gratis skoleundervisningskrev han, at undervisningen ikke kunne blive lige i et klassedelt samfund, at kra-

vet om gratis skoleundervisning ville føre til, at de velstilledes udgifter til under-

visning ville blive afholdt af statskassen, og at folkeopdragelse ved staten, sålæn-

ge der var tale om det kapitalistiske samfunds stat, var et skadeligt krav. Som an-

ført er dette punkt i Gotha-programmet sprogligt omredigeret i både G-p og Å-p,men meningsmæssigt er der ikke sket ændringer, således at såvel G-p og Å-p pådette punkt rammes af Marx' kritik. Om kravene om en normalarbejdsdag, ind-

skrænkning af kvindernes arbejde, forbud mod børns arbejde og tilsyn med fabriks-

arbejde skrev Marx, at de var for upræcise; der burde f .eks. have været anført, hvad

arbejdsdagen skulle være. Om fabriksinspektører burde der have stået, at de kun

kunne afsættes ved dom, og der burde have været bestemmelser om sundhedsforan-

staltninger og beskyttelse mod ulykker. Heller ikke G-ps og Å-ps punkter vedrø-rende dette er præcise, dog bemærkes det, at Å-p kræver understøttelse af syge og

arbejdsinvalider.Det konstateres ved denne sammenholdning af Marx' kritik af udkastet til

Gotha-programmet med Å-p, at en række af de kritiske bemærkninger, som Marx

anførte mod Gotha-programmet, ikke ville kunne være bragt i anvendelse mod Å-

p. Det falder naturligt her at opsummere Marx' kritik i tre kategorier. Den første og

væsentligste vedrører sammenkædningen mellem statsbegrebet og reformkrav.

Hovedsagen er her, at der i Å-p skelnes skarpt mellem på den ene side det eksiste-

rende kapitalistiske samfund med samt dets stat og på den anden side det kom-

mende samfund, endvidere at denne skarpe skelnen ikke findes i Gotha-program-met, og at der i Gotha-programmet fordres en række reformer og opstilles en ræk-

ke krav, som det dels for nogles vedkommende ud fra Marx' opfattelse ville være

umuligt at få gennemført i det eksisterende samfund, dels for andres vedkommen-

de ville være skadeligt at få gennemført. I Å-p derimod stilles refonnkravene ude-

lukkende til det eksisterende samfund, mens det udtrykkeligt siges, at disse reform-

krav kun må fremsættes, fordi det socialistiske samfund endnu ikke har kunnet

skabes. I Å-p gennemføres således smukt en skelnen mellem maksimums- og mi-

nimumskrav, der hvor disse i Gotha-programmet rodes sammen. I anden kategori

indgår Marx' kritik af en række begreber i Gotha-programmet, som i følge Marx

var arvegods fra Lassalles falske lære. Gotha-programmets punkter om arbejdetsom kilden til al rigdom, om arbejdsudbyttet og den retfærdige fordeling, om alle

andre klasser som én reaktionær klasse overfor arbejderklassen, om den jernhårde

lønningslov og om oprettelsen af produktionsforeninger for at skabe en socialis-

tisk organisation er de væsentligste i denne forbindelse. Om disse punkter gælder

27

det, at de alle er ændret eller udeladt i Å-p, således at Å-p fremtræder som mindre

lassalleansk, mere marxistisk end Gotha-programmet og G-p. Den tredie kategoriaf Marx' kritiske bemærkninger rummer angrebene på enkeltpunkter for mangelpå præcision dels i den politiske tænkning, dels i sprogbrugen. Også her gælderdet, at Å-p.har formuleringer, som er således ændret i forhold til Gotha-program-met og G-p, at de ikke rammes af Marx' kritik. Heri ligger ikke, at det postuleres,at Å-p er et rent marxistisk partiprogram, i alle detaljer i overensstemmelse medhovedlinieme'i Marx' forfatterskab. Å-p indeholder, som allerede anført, punkter,der strider mod Marx' lære, således navnlig forestillingen om, at der også i det so-

cialistiske samfund vil eksistere en stat. Desuden er Å-pskrav om retfærdighed for

arbejderne som anført ganske umarxistisk, kravet om arbejdernes ligestilling isamfundet kan dårligt opfattes som andet end et krav om arbejdernes ret til borger'-liggørelse, kravene om et socialistisk samfund i en fri stat, at engang frihed, lighedog broderskab kan blive grundlaget for samfundsordningen er dels ulogisk, efter-som den borgerlige revolu tions mål er uforenelige med det socialistiske samfund,dels vel i virkeligheden i højere grad udtryk for en venstreliberalistisk end for en

socialistisk grundholdning hos programforfatteme. Å-p bliver meget hurtigt fær-dig med revolu tionen (»da imidlertid den tid endnu ikke er kommet, da disse ret-

færdige idéer i sin helhed kan overvinde gammel fordom, dumhed og kapitalister-nes modstand«), hvorfor det ligger lige for at postulere, at for forfatterne har revo-

lutionen manglet aktualitet, over for kravet om revolution var deres holdning de-cideret defaitistisk, reformeme var langt væsentligere end revolutionen.

Forfatterne af Å-p har været utilfredse med G-p, har søgt at skabe et program, dervar i overensstemmelse med deres mere eller mindre usikre viden om socialismen ,

men har på grund af mangel på kontant viden navnlig måttet give deres utilfreds-

hed med G-p udtryk ved at udelade punkter fra det . Iøvrigt må det bemærkes , at Å-

ps reformisme og mangel på revolutionær bevidsthed må vurderes i lyset af tilstan-

den i det samfund, som programmet vendte sig mod. Det må tages i betragtning, at

det var forbundet med fare for liv og helbred også i det danske samfund at kæmpefor de punkter i programmet, der ikke var revolutionære, men blot reformistiske.

Sammenfattende kan konstateres, at det fremgik af den direkte sammenstilling af

G-p og Å-p,at G-p (eller Gotha-programmet) med hensyn til de enkelte punktersplacering og ordvalget har været benyttet som et forlæg af Århus-udvalget.Pro-

grammets indledende del har Århusudvalgetnavnlig ikke brudt sig om, det er skre-

vet helt om, men reformkravene er i hovedsagen bibeholdt, selv om der er foretagetden betydningsfulde ændring, at reformkravene er stillet til det eksisterende sam-

fund. Visse krav er ikke medtaget, andre er givet en drejning, bl.a. har Århus-ud-

valget interesseret sig for pacifisme (internationale voldgiftsdomstole). Af sam-

menstillingen af Marx' kritik af Gotha-programmet med Å-p er det fremgået, at

Århusudvalgetfik givet sit program et indhold, der i mindre grad var lassalleansk,i højere grad var marxistisk end G-p og Gotha-programmet.

Imidlertid anses kendskabet til Karl Marx og hans forfatterskab ikke for at haveværet stort i Danmark forud for udgivelsen af første bind af Kapitalen i SocialistiskBibliothek i 1885. Den københavnske Socialdemokraten indeholdt 17. marts og 2.

28

maj 1883 en nekrolog og en mindeartikel over Karl Marx, men begge disse artik-

ler er karakteriseret ved deres mangel på præcise biografiske oplysninger og man-

gel på omtale og vurdering af Karl Marx' forfatterskab. Der gives blot titlerne Kom-

munistemes Manifest, Kritik af den politiske Økonomi og »Karl Marxes Mester-

værk Kapitalen.« Over for disse noget korte og primitive omend anerkendende ar-

tikler står artiklerne om Karl Marx og andre af socialismens teoretikere i Socialde-

mokratisk Ugeblad, som fra den 19. juni 1883 blev udgivet af Demokratisk Sam-

fund i Århus med Harald Jensen som redaktør. Ugebladets 2. og 3. nummer af 3 og

10. juli indeholder en artikel om Karl Marx. Artiklen er usigneret. Forfatteren ken-

der nøje Karl Marx' levnedsløb og nævner følgende af Marx, produktion: Rhei-

nische Zeitung, tysk-franske tekstbøger i samarbejde med Arnold Ruge, Filosofi-

ens elendighed, Neue Rheinisische Zeitung, Det kommunistiske Manifest, Bidragtil kritikken af den politiske økonomi, Kapitalen I og de utrykte forarbejder til II

og III. Om kritik af den politiske økonomi siger artiklens forfatter, at den er et

lærd værk og ikke let at læse. Om Kapitalen I står der i artiklen: »Det blev udgiveti Hamburg og vakte langt mere opsigt end hans tidligere anførte socialøkonomis-

ke skrift; hans forskninger over værdiernes oprindelse var her langt mere udstrak-

te og resultaterne begrundede ved et storartet materiale. Foruden de egentlige viden-

skabelige forskninger indeholder værket en i sin art enestående samling af kends-

gerninger over udviklingen af den engelske arbejder- og fabrikslovgivning og 0-

ver tilstanden i den engelske arbejderstand overhovedet«. Artiklens forfatter må

også om Kapitalen konstatere, at den ikke er let at læse, men skriver: »Kapitalener et epokegørende værk og tillige som Socialdemokratiets katekismus.« Forfatte-

ren ved besked om stiftelsen af Internationale i 1864 og skriver, at den arbejdede for

gennemførelsen af socialismens store ideer. Om Marx' forhold til Lassalle står der

i artiklen, at Marx ikke var nogen udelt beundrer af Lassalle og hans agitation, og

at »det kan heller ikke nægtes, at Lassalle var specielt tysk, eller måske rettere prøj-sisk arbejderven; han troede, som før meddelt, at kunne opnå noget af regeringenfor arbejderne, et håb, som Bismarck gav næring, og somJassalleanerne endog hå-

bede på flere år efter Lassalles død«. Det hedder i artiklen, at lasselleanernes håb

viste sig at være en illusion, og det skildres, hvorledes Liebknecht og Bebel be-

kæmpede dem. Artiklen bærer i sine redegørelser for Marx' forfatterskab præg af

forfatterens selvoplevelse, og den afsluttes således: »Men lige som Karl Marx med

sejg udholdenhed og uegennytte kæmpede for retfærdighed for arbejderne, såle-

des vil hans ideer stadig føres frem, indtil sejren er vunden, når det er arbejdendefolk vil ihukomme hans ord: proletarer i alle lande forener ederl«

Det var som sagt Harald Jensen, der var redaktør af Socialdemokratisk Ugeblad,det var også ham, der skrev hovedparten af indholdet, han var bekendt for fra sine

unge år at være meget belæst,” og det må efter al sandsynlighed have været ham,

dervar forfatter til Karl Marx-artiklen.Harald Jensen var tillige medlem af udval-

get, der skrev Å-p.Den åbenlyse begejstring og beundring, der kommer til udtrykiartiklen om Marx, kan spores i Å-ps marxistiske drejning bort fra det af Lassalle

prægede Gotha-program. Det er ikke muligt at finde et enkelt sted hos Marx, hvor-

fra Å-p er hentet, Å-p indeholder desuden adskillige misforståelser,men alligevel

29

peger Å-ps indledning og navnlig dispositionen af Åcp,der giver dette programden største afstand til Gotha-programmet, mod de provisoriske statutter for FørsteIntemationale fra 1864.'3

Statutteme indledes med ordene »I betragtning af« fulgt af en række »at'er«

hvorpå følger et konkluderende »I betragtning heraf« og opridsning af, hvad derskal gøres. Denne dispositionsform er lig dispositionen i Å-p, hvor der efter en

generel, uden for programmet stående, ;omtale at foreningen indledes med tre

»da'er« fulgt af et konkluderende »bør« og derpå en række handlingspunkter. Å-psførste »da« om arbejdernes sociale og politiske ligestilling svarer til statutternes om

lige rettigheder og afskaffelse af et hvert klasseherredømme. Å-psandet »da« om

det kapitalistiske fåmandsvælde, den døde kapital og arbejdernes forurettelse sva-

rer til statuttemes andet »at« om monopolet på arbejdsmidleme som grundlagetfor trældommen. Å-ps tredie »da« om nødvendigheden af at standse kapitalens o-

vergreb og gøre staten til eneste arbejdsgiver og det konkluderende »bør« svarer tilstatutternes resterende »at« er om nødvendigheden af arbejderklassens økonomis-ke og politiske frigørelse. Endelig kan Å-ps intemationalisme i modsætning tilG-ps og Gotha-programmets tale om de nationale rammer pege mod Å-psbrugaf statutterne.

Noter

1. Se bilag 2.

2. Aftrykti Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En bygning vi rejser, I, s. 92-93.

3. Aftrykt i Wolfgang Treue: Deutsche Parteiprogramme 1861-1956, 1956, s. 66-67.4. Från Palm till Palme. Den svenska socialdemokratins program 1882-1960, 1972, s. 16.5. Einhard Lorenz: Norsk socialisme i dokumenter, 1970, s. 24-26.6. Forhandlingsprotokol for Socialdemokratisk Forbund 1878-86,26.okt. 1882, Arbejderbe-vægelsens bibliotek og arkiv.

7. Ved det tyske Sozialdemokratische Arbeiterparteis første kongres i 1869 vedtages detsåkaldte Eisennach-program, der var udarbejdet navnlig på grundlag af Første Inter-nationales principper af August Bebel, som var under indflydelse af Marx og Engels. Vedsiden af Sozialdemokratische Arbeiterpartei eksisterede den for en tid af Ferdinand Lassal-le ledede Allgemeine Deutsche Arbeiteiverein. I maj 1875 ved enhedskongressen i Gothaforenedes de to partier, og man antog Gotha-programmet. Udkastet til dette program blevi 1875 kritiseret af Marx og Engels som etaf Lassalles ideer gennemsyret miskmask af vul-

gærdemokratiske forestillinger og fuldstændigt forvanskede kommunistiske teser. Pro-

grammet blev dog vedtaget kun med få ændringer. Kritikken blev udtrykt i Marx' brev tilden tyske socialdemokratiske leder Vilhelm Bracke 5. maj 1875 med den dertil knyttede af-

handling Randglossen zum Program der deutschen Arbeiterpartei, i Engels breve til den

ligeledes tyske socialdemokrat Bebel 18.-28. marts 1875, til Bracke 11. oktober og til Bebel12. oktober 1875, alt sammen publiceret i dansk oversættelse i Socialistisk Bibliotek bind10 (Mondes forlag), Karl Marx: Kritik af Gotha-programmet, 1940.Marx' Randglossenfindes i Karl Marx Friedrich Engels Werke Band 19, Institut für Marxismus-Leninimusbeim ZK der SED,1972, s. 15-32.

8. Den samme ændring er foretaget i det svenske 1882-pr0gram. Ændringen skyldes dognæppe, som hævdet af Bengt Ahlsén i Från Palm till Palme s. 17, Palms overvejelser over

Gotha-programmets utilstrækkelighed, snarere at Palms formulering er hentet fra

Gimle-programmet.

30

9. Jfr. f. eks. forordet til kritik af den politiske økonomi.10. SocialDemokraten 9. maj 1883.

11. Jfr. f.eks. i Løn, pris og profit afsnit 13.

12. C.E. Jensen og EJ. Borgbjerg: Socialdemokratiets århundrede, II, 1904, s. 368-69.

13. Karl Marx Friedrich Engels Werke Band 16, Institut für Marximus- Leninismus beim ZK

der SED, 1971, s. 14-16.

5. Socialdemokratisk ugeblad i 1883

Den 19. juni 1883 udkom det første nummeraf Socialdemokratisk Ugeblad. Bladet

var Harald Jensens. Han satte sin opsparede kapital på 12-1300 kroner i foretagen-

det, og han blev selv redaktør. Bladets kontor var Harald Jensens værelsei Munke-

gade 4, og staben bestod foruden Harald Jensen selv af Emil Marott og en 10 års

pige. Alt stof blev skrevet af Harald Jensen eller Marott. »Vi måtte skrive den fra

første til sidste linie«, udtalte Harald Jensen i 1908, »de store blade ville ikke byttemed os, og vi havde ikke råd til at holde dem. Følgelig blev saksen kun et lidet brugt

redskab, men pennen så meget desto mere«1

Formålet med bladudgivelsen blev angivet på forsiden af første nummer:»De to

partier, som kæmper om magten heri landet , er os i og for sig temmeligt ligegyl-

dige. Arbejderne kan kun følge det ene så længe, til flertalsherredømmet faktisk er

indført, så har de andre og større interesser at varetage end disse splidagtige og kun

af egen interesse sammenholdte partier kan føre frem, thi kun Socialdemokratiet

virker for det hele samfunds velvære; men dette er ikke gået op for store masser af

Danmarks arbejdere, som villigt har ladet sig indrullere i disse partier, ladet deres

egne sager ligge for at rage kastanjeme ud af ilden for andre. Dette bør ikke være så.

At oplyse disse arbejdere om, at de selv har interesser, de skal varetage, og pligtermod deres stand, dem selv og deres børn, de skal opfylde, at meddele dem, hvorle-

des deres brødre andet steds kæmper for deres ret, og derved opmuntre dem til at

gøre ligeså i stedet for trøstesløs at lide og tåle, at blotte ubarmhjertigt de usle, for-

agtelige forhold, som er en følge af samfundets nuværende ordning, og at vende de-

res øjne mod den lysende idé om menneskenes samfund i frihed, lighed og broder-

skab - det skal være vort mål, og dertil håber vi på kraftig bistand af enhver tæn-

kende arbejder.«Nedenstående skema viser, hvordan pladsen har været anvendt i Socialdemo-

kratisk ugeblad (herefter SU):

Hovedemne Pct. Underemne Pct.

l.Socialismen 20,0 1.1 Socialismens teoretikere og 9,2

forfattere, revolutionære for-

fattere og ledere

1.2 Socialismens teori, program 10,8

og politik2.Socia1demokratiet i Dan- 12,5 2.1 Socialdemokratiet i Dan- 1,0

mark og beslægtede bevæ- mark

gelser i udlandet 2.2 Demokratisk Samfund 4,9

2.3 Socialdemokratisk Ugeblad 3,5

31

2.4 Socialdemokratiets forhold

til Venstre

2.5 Socialdemokratiske, socia-

listiske, revolutionære bevæ-

gelser i udlandet

3.Fagbevæge1sen og arbejds- 8,6 3.1 Fagforeningerpladsforhold 3.2 Strejker og arbejdsstridighe-

der

3.3 Arbejdspladsforhold3.4 Landsarbejderforhold

LandsarbejderforholdFæstevæsen,fremmedarbejdere

4. Fjender 6,0 4.1 Overklassens liv og vaner,

overgreb mod arbejderklass.4.2 Militæret, militarisme4.3 Politiets og domstolenes

overgreb4.4 Kongen

5.1ndenrigspolitik 7,7 5.1 Rigsdagen, forhandlinger5.2 Valg til Rigsdagen5.3 Venstre

5.4 Højre5.5 Kommunalpolitik

6. Nyhedsstof andet end oven- 3,8 6.] Indenrigs-nyhederfor 1-5 6.2 Udenrigsnyheder

7.Kulturelle forhold 1,9 7.1 Kirken, religiøse forhold

7.2 Skolevæsen, voksenunder-

visning7.3 Andre aviser og tidsskrifter

8.Socia1e forhold 5,7 8.1 Arbejdsløshedsunderstøttel-se, fattigvæsen, sygesikring,sundhedsvæsen

8.2 Afholdssagen8.3 Forsorg for børn, børnevæs.

9.Ku1turstof 17,0 9.1 Historie, dansk og udenl.

9.2 Føljeton, noveller

9.3 Digte, sange9.4 Vittigheder, anekdoter

lO.Ikke-redaktione1t stof 16,8 101 Meddelelser om møder, fag-foreningsmeddelelser

10.2 Læserbreve

10.3 Annoncer

Sum 100,0

32

0,2

2,9

0,9

2,1

3,41,2

1,0

2,3

2,5

0,90,3

1,9

0,1

0,9

2,6

2,2

1,4

2,4

0,8

0,6

0,5

4,4

1,0

0,3

5,9

6,7

3,5

0,9

2,1

0,4

14,3

100,0

Der har været lagt stor vægt på at bringe artiklerne om socialismens teoretikere

og forfattere og om revolutionære ledere; der er brugt så meget som 20 pct. af den

disponible spalteplads til disse emner. Under næste hovedemne har Socialdemo-

kratiet i Danmark interesseret meget lidt eller det har været svært at skaffe stof om

dette emne (1,0 pct), mens der har været mere interesse for socialdemokratiske og

revolutionære bevægelser i udlandet (2,9 pct.), og størst interesse for Demokratisk

Samfund og SU i Århus (tilsammen 8,4 pct.) Fagbevægelsen forhold og arbejds-

pladsforhold er blevet tildelt kun 8,6 pct. af pladsen, ved dette hovedemne er der ble-

vet givet mest til underemnerne strejker og arbejdspladsforhold (tilsammen 5,5

pct.), mens fagforeningemes forhold kun er tildelt 0,9 pct., mindre end både land-

arbejder- og fæstevæsens/fremmedarbejder- spørgsmålene har fået, og mindre end

der f. eks.er viet afholdssagen. Angreb på militæret og anti-militariske artikler har

været prioriteret forholdsvis højt, der er tildelt disse emner 2,5 pct. Forhold om-

kring kongen og retsvæsenets og politiets overgreb har interesseret mindre

(tilsammen 1,2 pct.), mens historier om overklassens liv og vaner og 0m overgrebmod arbejderklassen har fyldt 2,3 pct.

Meget naturligt har SU ikke haft stof om forhandlinger i Rigsdagen før denne

åbnede i oktober, men selv da har emnet ikke fået megen plads (1,9 pct. for hele å-

ret fra juni). Venstre og dets forhold er kun viet0,9 pct. af spaltepladsen, mens deri-

mod Højre har fået 2,2 pct. Inden- og udenrigske nyheder, bortset fra sådanne som

faldt under det ovennævnte, tildeltes kun 3,8 pct. Kulturelle forhold vedrørende

kirke, skole og andre aviser og blade fik endnu mindre, nemlig 1,9 pct. SU beskæf-

tigede sig en del med spørgsmål vedrørende arbejdsløshedsunderstøttelse, fattig-væsen, sygesikring og sundhedsvæsen (4,4 pct.), mens spørgsmål om bømeforsorg

kun tildeltes 0,3 pct. og afholdssagen så meget som 1,0 pct. Kulturstof defineret

som historie, føljeton'er og noveller, digte, sange, vittigheder og anekdoter var

med ialt 17,0 pct. et stort område, som det formodentlig ikke var svært at skaffe

stof til. SU bragte en del meddelelser om foreninger og møder (2,1 pct.) I dette lig-ger noget af det fagforeningsstof, som ikke har været bragt som egentlig redaktio-

nelt stof. Der var ikke mange læserbreve (0,4 pct. ); navnlig mod slutningen af året

blev bladet godt forsynet med annoncer (14,3 pct. for hele året). Sammenfattende

må det konstateres, at SU har haft et klart parti-politisk sigte: Socialismen og So-

cialdemokratiet, fagbevægelsen og arbejdspladsforhold, forholdet til institutioner

og personer, der opfattes som fjender, lagde beslag på 47,1 pct. af spaltepladsen,mens alle emner (bortset fra det ikke - redaktionelle stof) kun lagde beslag på 36,1

pct.Artiklerne om socialismens teoretikere og forfattere og om revolutionære for-

fattere og ledere, som bragtes på bladets første side, var ledsaget af et portræt af

den pågældende, og i SU's egne reklamer blev disse artikler fremhævet. I 1883

bragte SU artikler om Karl Marx og Lassalle, de tyske socialdemokrater Karl

Liebknecht og August Bebel, den i 1848 henrettede tyske demokrat Robert Blum,

franskmændene Saint-Simon, Gustave Courbert (maleren, der deltog i Kommu-

nen), Jaroslav Dombrowski (general under Kommunen), Jean Baptiste Milliére

(revolutionær, henrettet efter Kommunen) englænderne Robert Owen og Shelley

33

(digteren), den russiske revolutionære forfatter Nikolai G. Chemyshevski og en-

delig den danske digter U.P. Overby. I udvælgelsen af disse personer har tilsyne-ladende flere hensyn spillet ind. Marx og Lassalle måtte helt selvfølgeligt med.For Liebknechts og Bebels vedkommende har man følt en forpligtelse, der måtte

opfyldes, selv om det var vanskeligt at skaffe dette stof fremz. Hvad gælder de an-

dre personer, har vist navnlig muligheden for adgang til et kildemateriale væ-

ret bestemmende3, men derudover er det tydeligt, at der er grebet ud efter de agi-tatoriske muligheder. Overby blev tydeligt brugt, da det var agitatorisk hensigts-mæssigt at have en dansker med, og da hverken Pio, Geleff eller Brix kunne bru-ges. Om Shelley står der, at han var de undertryktes ven og derfor måtte kæm-pe mod det elendige, hykleriske samfund. Hans digte tilhørte Socialdemokra-tiet. Courbet blev direkte udnævnt til at være socialdemokratisk kunstner. Mankunne på denne måde pege på en socialistisk kultur i modsætning til den aristo-kratiske, alle angreb om forfladigelse og kulturløshed måtte falde til jorden. I om-

talen af de franske kommunarder er den agitatoriske effekt udnyttet mere direkte.Om Milliére står der f .eks.: »Han var en hader af løgn og hykleri og måtte på den

skændigste måde bøde med sit liv derfor. Det er gået og går dag for dag mange som

ham, men folkene råber på hævn over det »civiliserede« samfunds autoriseredemordere. Og den vil kommel« Omtalen af Socialdemokratiet i Danmark uden forÅrhus bestod hovedsageligt i referater af møder i København. Der blev intet gjortfor at fortælle om Socialdemokratiets københavnske ledere eller om medlemstaleller organisationsform. Et tilløb til en status-opgørelse haves i følgende bemærk-ning: »Arbejderpartiet hari de sidste par år gjort så store fremskridt og er blevet såstort, at der absolut af begge partier (Højre og Venstre) må tages hensyn dertil. I

København er det, kan man godt sige, det største parti, om end det endnu ikke er re-

præsenteret på Rigsdagen, hvilket der dog til næste valg er stor sandsynlighed for,at det bliver, ikke alene i én, men i flere kredse«. Om de rent praktiske ting i forbin-delse med forholdet til Venstre taltes ikke meget. Typisk er en bemærkning om, at

et fællesmøde mellem Demokratisk Samfund og Venstre spændte af, uden at derhørtes mislyd.

Demokratisk samfunds egne møder blev omhyggeligt refereret. Der bragtes an-

noncer om forestående møder og opfordringer til indmeldelse. Foreningen blev be-skrevet således: »Demokratisk Samfunds medlemmer består af yngre som ældre,

hæderlige og retsindige arbejdere her i Århus og tillige i omegnen, hvoraf denstørste del er vælgere, og det kan siges, at det langtovervejende antal af Samfundets250 medlemmer virker med liv og interesse for sagen som helhed«. Om styrefor-men i foreningen hed det: »Arbejderne styrer selv og leder deres sager i den eneste

rigtige retning og uden indblanding af dem uvedkommende elementer«. Mod årets

slutning konstateres det, at »Demokratisk Samfund er den politiske forening her i

byen, som fra den dag den blev stiftet og indtil dato har trukket det tungeste læs ogved sin virksomhed har kastet et sådant lod i den politiske vægtskål her i byen, at vinu her har et arbejderparti, inderligt forbundet med det københavnske, og hvis or-

ganisation for hver dag bliver stærkere og stærkere; dets antal vokser stadig og dets

indflydelse bliver større og større, fordi det her lige som Socialdemokratiet alle

34

andre steder tæller den dygtigste og intelligenteste del af arbejderne i sin midte«.

Om sin egen virksomhed konstaterede SU mod slutningen af 1883: »Et kraftigt

og stærkt organ er en nødvendighed for at vor sag skal kunne få den fremgang, den

bør have, og det har vist sig i det halve år, hvon' Socialdemokratisk Ugeblad har

arbejdet, at det har bidraget til at overtyde mange af vore standfæller om, hvad deri

sandhed var deres interesser, og også bidraget til at standse eller forhindre yder-

ligere undertrykkelse af vor stand«.

Artiklerne om beslægtede bevægelser i udlandet bragtes, som det hed i program-

artiklen, for at oplyse om, hvordan brødre andet steds kæmpede for deres ret og for

at opmuntre til lignende kamp. Der var artikler om socialdemokratiet i Tysklandog Sverige og om arbejderbevægelser og oprørske bevægelseri Frankrig, Italien,

Schweitz, U.S.A., Irland, Spanien og Rusland.4 Der betonedes idisse artikler »ar-

bejdernes solidaritet i alle lande og nødvendigeheden af en stadig forbindelse mel-

lem socialisteme i alle lande«.

SU beskæftigede sig ikke med fagbevægelsen uden for Århus, derimod forsøgtedet at virke for organisering af de århusianske arbejdere og håndværkere. Alle fag-foreningerne skulle »arbejde på at samle så mange som muligt indenfor sine ram-

mer for at blive så talrige og stærke som muligt«. Målet var »en organisation af

samtlige fagforeninger i Århus under en fælles hovedbestyrelse «. Den eneste strej-ke, somi 1883 blev behandleti SU, var cigararbejderstrejken i København: SU rede-

gjorde for den historiske og økonomiske udvikling indenfor faget og opfordrede»enhver rettænkende arbejder til at støtte de strejkende i deres hårde kamp mod

kapitalen«Indtil september 1883 bragte SU kun mindre artikler om arbejderforhold, navn-

lig om forholdene på havnen, men derefter tog bladet sagen op om et nyt regle-men t, der var indført på jernbanens cen tralværksted. SU fandt, at det drejede sig om

regler, »der kunne passe for små børn og ikke for voksne mennesker. Regler som

ikke alene ville stille arbejderne i klasse med slaver, men også berøve dem lysten til

at arbejde«. Der blev holdt et møde for centralværkstedets ca. 400 arbejdere af for-

skellige fag, og SU skrev i forbindelse med sit referat: »Vi vil håbe, at arbejdernevil indse nødvendigheden af en enig og resolut optræden i denne sag, da det gæl-der intet mindre end deres stilling som fri arbejdere. Den offentlige menings sympa-ti er på arbejdernes side, og direktøren gør rettest i snarest at træffe en anden for et

statsværksted værdigere ordning, men foreløbig skal vi advare enhver arbejder mod

at søge eller modtage tilbud om arbejde på jernbanens centralværksted i Århus«

SU fortsatte året ud en voldsom kampagne og truede med at afsløre lyssky licitati-

onsforretninger. Navnene på 6 arbejdere, der har skrevet under på at ville over-

holde reglementet, blev offentliggjort. SU forklarede, at det var væsentligt at for-

hindre, »at staten, samfundet, som arbejdsgiver går i spidsen for at undertrykke og

slavebinde arbejdeme«. I øvrigt var det næppe tilfældigt, at SU særligt beskæftige-de sig med forholdene på havnen og ved jernbanen. Internationales formand i År-

hus i begyndelsen af 1870'erne, C. C. Kruse, havde arbejdet på centralværkstedet,

og arbejdspladser som havnen og jernbanen, der var store og beskæftigede arbejde-re af flere fag, og som stod i forbindelse med omverdenen, var områder, hvor man

skulle forvente, at Socialdemokratiet kunne hente støtte.

35

SU kørte en kampagne mod de såkaldte fæstemænd, der udbød dansk eller uden-landsk arbejdskraft. Der blev under overskrifter som »S'lavehandel med svenske pi-ger« bragt eksempler på. at f. eks. svenske piger var lokket til landet med løfter om

høj løn og godt arbejde, hvorpå de blev fæstet bort til den laveste løn og det rin-geste arbejde. Sidst på året tog SU en sag op, hvor en kreds af store landmænd på et

møde i Århus havde drøftet det betimelige i at importere kinesiske kulier som

landarbej dere. SU drog følgende lære af sagen: »Denne handlemåde af vores gods-ejere viser også tydeligt og klart, hvor dumt det er ved valgene at stemme på en

godsejer, og hvad arbejderne fra denne side har at vente. Kun Socialdemokratiet,arbejderpartiet, påtaler overalt arbejdernes tarv. og til det bør enhver arbejder slut-te sig.« SU noterede iøvrigt, at der havde været Venstre-mænd til stede ved detpågældende møde, men at de ikke havde protesteret.

SU beskæftigedesig i et par større artikler med forholdet mellem landarbej-deme og Socialdemokratiet. Landarbejdemes elendige forhold blev beskrevet, ogdet blev konstateret, at der ikke var umiddelbar god forståelse mellem dem og byar-bejdeme. Årsagenhertil var den propaganda, som blev drevet »så aldeles systema-tisk, at det måtte falde enhver i øjnene: at hensigten var at holde disse to stænder,som i så mange retninger har samme interesse, borte fra en samvirken, som aldelessikkert ville rive den magt, de begunstigede stænder hver dag misbruger, ud af dereshænder til fordel for det hele folks velfærd og lykke«. Stillet over for dette måtte alle

landarbejdeme »slutte sig sammen om Socialdemokratiets program, slutte sigsammen i egne foreninger og holde socialistiske blade«.Historier om »oprørendestorborgerlig nederdrægtighed« var hyppige i SU. Hvor hundbidermandhistorier

siges ikke at være stof, mens mandbiderhund er en nyhed, indtog SU groft sagt den

holdning, at storborgershundbiderarbejderbam var den eneste version, som var

værd at bringe. Følgende notits er typisk: »En 13-års dreng blev i tirsdags overkørtudfor Frederiksgade af en herskabsvogn, hvori 2 damer befandt sig. Da drengen var

fattigt klædt, anså damerne det naturligvis ikke for umagen værd at lade holde«.

SU's meddelelser om militæret og militarismen bestod dels i historier om dendanske hær, hvor officereme var dumme og brutale og begik overgreb mod de me-

nige, dels i mere teoretiske artikler om militærvæsenets overflødighed. Krige var

følger af kongers og stormænds vanstyre og begærlighed og ville ikke kunne finde

sted, når de socialistiske tanker var slået igennem i landene. På samme måde påvi-ste SU, at politiet og domstolene i Danmark begik overgreb mod arbejderne, og at

lighed for loven kun var mulig i et socialistisk samfund. Kongen blev ikke direkte

angrebet i SU, derimod bragte SU flere historier om, hvordan folk var blevet slåeteller udsat for fortrædeligheder, fordi de ikke havde vist tilstrækkelig ærbødighed,når kongen optrådte offentligt.

I sine Rigsdags-referater bragte SU uddrag af Venstreledemes indlæg, som SU

fandt fornuftige, mens Højreledemes taler ikke blev refereret og i øvrigtblev fejetaf som tåbelige.SU omtalte gerne Venstres folkemøder. Den store deltagelse blevset som tegn på bærekraften i oppositionen, men SU lagde ikke skjul på, at man

anså Venstres politik for utilstrækkelig: »- de ledende mænd er bange for at sigederes mening' fuldt ud, bange for at komme til at love de besiddelsesløse vælgere for

36

meget af fremtiden, kun lige nok til at ildne dem op til kamp for grundloven. Og påhvad måde skal folket så kæmpe? Ingen besked.« SU sympatiserede med en Ven-

stremand som V. Pingel (fra 1884 folketingsmedlem valgt i Århus), anerkendte

Venstres ledere som dygtigere og hæderligere end Højres, men indskærpede, at al-

liancen med Venstre kun var taktisk betinget og at den rummede farer: »Fremfor

alt, lad os arbejdere, både land- og købstadsarbejdere, passe nøje på, atvi ikke hjæl-

per gårdmændene op ved siden af godsejeme og så selv bliver lukket ude. Ganske

vist vil det blive et fremskridt, at det regerende mindretal bliver større, men om det

vil hjælpe de besiddelsesløse arbejdere noget, er et tvivlsspørgsmål«. Højre var i

følge SU »en lille herskende klike, der ved at brøle sig halsen af led, støtter det nu-

værende regimen te, støtter sin egen privilegerede stilling i samfundet.« Højres

politik ville føre til en revolution, som SU for så vidt ville kunne hilse med tilfreds-

hed, selv om man dog helst så udviklingen foregå ad fredelig vej. I sin behandlingaf kommunalpolitikken i Århus angreb SU byrådets arbejderfjendtlighed og anty-

dede korruption og sammenspisthed.Det inden- og udenrigske nyhedsstof i SU vari de fleste tilfælde af en sådan art,

at det virkede agitatorisk mod inden-og-udenrigske magthavere. Helt upolitiskenyheder kan findes, f.eks. om en naturkatastrofe, men oftest er der til alt knytteten politiserende kommentar.

Harald Jensen hævdede som nævnt, at saksen kun blev lidt brugt af SU's redak-

tion, men pennen så meget desto mere, altså at han og Marott selv forfattede bla-

dets stof og kun i ringe grad lånte fra andre aviser. Påstanden er korrekt, hvilket

alene fremgår af SU's emnefordeling: hovedvægten var lagt på omtale af lokale

forhold af en sådan art, at der intet var at hentei de andre århusianske aviser. For

det udenlandske nyhedsstofs vedkommende er det dog indlysende, at SU må have

haft en kilde. Denne kilde synes hovedsageligtat have været den københavnske So-

cial-Demokraten, hvis udenrigsnyheder SU benytter direkte eller i forkortet form.

I enkelte tilfælde angiver SU dog sin kilde til at være Der Sozialdemokrat, den i

Schweiz publicerede og i Tyskland forbudte avis. Dette er tilfældet for en artikel i

SU den 24. juli om Bebels valgi Hamburg, som genfindes i Der Sozialdemokrat

den 19. juli. Ligeledes har SU i en artikel den 31. juli om valgeti Kiel. Artiklen

er en direkte oversættelse af en artikel i Der Sozialdemokrat den 26. SU den ll. sep-

tember indeholder en artikel i anledning af årsdagen for slaget ved Sedan. Artik-

len çr en stedvis forkortet, stedvis direkte oversat artikel fra Der Sozialdemokrat for

den 6. september. En artikel i SU om valgene i Frankrig den 28 august er et uddragaf en artikel i Der Sozialdemokrat den 23. august. En artikel i SU den 25. septemberom Martin Luther har som forlæg en artikel i Der Sozialdemokrat for 20. septem-

ber. SU for 25. september har desuden et referat af arbejderkongressen i Zürich,

hentet fra Der Sozialdemokrat den 18. september. SU bringer den 9. oktober en

anekdote, der stammer fra Der Sozialdemokrat den 27. september.Det kunne tænkes, at SU's artikler fra Der Sozialdemokrat stammede ikke direk-

te fra den tyske avis, men var hentet fra den københavnske Social-Demokraten,

der også citerede Der Sozialdemokrat. Dette er imidlertid ikke tilfældet. SU in-

deholder direkte oversættelser af artikler fra Der Sozialdemokrat, som overho-

37

vedet ikke har været bragt i Social-Demokraten. Det er således hævet over al tvivl,at Århus-socialdemokraterne i 1883 regelmæssigt har set Der Sozialdemokrat.Af en bevaret postforsendelses-fortegnelse fra 1887 fremgår det, at der ikke er

bleven sendt numre af Der Sozialdemokrat direkte til Århus,5men dette kan haveværet anderledes i 1883, eller Harald Jensen kan f.eks. have fået et af de eksempla-rer, som gik til Flensborg. Hørdum i København var agent for Der Sozialdemokrat,men den hurtighed, hvormed SU var i stand til at citere Der Sozialdemokrat, synesat udelukke, at ordningen har været, at SU modtog Der Sozialdemokrat fra Køben-havn.

SU's artikler fra Der Sozialdemokrat indeholder, hvad der kan betegnes som SU'snyhedsstof fra Tyskland. Det er værd at lægge mærke til, at SU har lånt af de mere

refererende artikler i Der Sozialdemokrat, men ikke har fundet anledning til at be-nytte det tyske blads teoretiske artikler, hvortil bla. Marx havde bidraget, og hvor-til Engels endnu bidrog. SU har citeret hyppigere og bredere fra Der Sozialdemo-krat end Social-Demokraten gjorde det, men dette synes at hænge sammen med, at

Social-Demokraten fik sit tyske nyhedsstof navnlig fra Ritzaus Bureau, som SUikke havde forbindelse med. Der Sozialdemokrat kunne altså hævdes ikke primærtat være brugt af SU på grund af bladets status som det internationalt førende social-istiske blad, men som en erstatning for adgangen til et nyhedsbureaus tjenstydel-ser. På den anden side er det dog naturligvis ikke nogen tilfældighed, at det netopvar Der Sozialdemokrat, SU valgte at hente sit tyske nyhedsstof fra.

Noget kunne tyde på, at SU i hvertfald én gang har haft adgang til det franskerevolutionære blad L' Intransigeant. SU den 23. oktober indeholder en artikel om

den franske præsident Ferry og hans modtagelse under en rej sei N ordmandiet. SU

angiver i en note at bringe artiklen som et nødvendigt korrektiv til de storborger-lige blades hyldestartikler. Artiklens forfatter var den (endnu i 1880'erne) revo-

lutionære Henri Rochefort, og artiklen hævdes i SU at være hentet fra Rochefortsblad L' Intransigeant. Den pågældende artikel stammer ikke fra Social-Demokra-ten, derimod ses det, at Social-Demokraten den 17. oktober citerer en anden artikelfra L' Intransigeant, som altså tilsyneladende må have ftmdet vej til socialdemokra-teme i København og Århus i oktober 1883. SU synes ikke at have andre artikler i1883 fra L' In transigeant, så abonnement på det franske blad har man næppe haft,.

Kirken nærmede SU sig i 1883 med nogen forsigtighed. Det afvistes, at Socialde-mokratiet ville afskaffe kirken, men der blev ikke lagt skjul på, at kirken var en delaf undertrykkelsesapparatet. En indsamling til fordel for kirkebyggeriet i Århusblev betegnet som tiggeri, og SU hævdede, at der i forvejen var rigeligt plads ideeksisterende kirker. I følge SU brugte kapitalisterne deres monopol på kundskabsom et middel til at holde arbejderne nede. Det var derfor et mål for Socialdemo-kratiet at få forbedret skolevæsenet, men man var klar over, at »storborgerne« ville

opfatte det som »-storartet uforskammethed af os at fordre, at proletariatets skidne

unger skulle sidde på skolebænken ved siden af noblessens pomadiserede børn.«

Kampen 'for uddannelse var derfor en politisk kamp. SU tilrådede arbejderne at

følge Borgerforeningens undervisning i regning, men advarede mod nogle fore-drag om historie, der kun var »sagavrøvl« og altså tidsspilde. SU polemiserede

38

sjældentmod andre aviser, men meddelte undertiden, at Social-Demokraten eller

det socialistiske tidsskrift Ravnen indeholdt stof af interesse for SU's læsere.

SU angreb forholdene under fattigvæsenet, krævede en dækkende arbejdsløs-

heds- og alderdomsunderstøttelse, sygesikring for arbejderne og deres sikring mod

arbejdsulykker. Meddelelser om mishandling af fattige børn var ikke så hyppige,som de blev i Sabroes tid, men SU fortalte arbejdeme, at under det eksisterende sy-

stem kunne de ikke vente andet, end at deres børn ville blive prisgivet storborger-

nes ubarmhjertighed, skulle de selv dø fra dem. SU havde sit eget karakteristiske

standpunkt til afholdssagen: snarere end at se drikker-iet som årsag til fattigdom-

men, så SU fattigdommen som årsag til drikkeriet. Det nyttede altså ikke at ud-

rydde symptomet drikkeri, ondet måttet angribes ved sin rod, d.v.s. der måtte gen-

nemføres en anden samfundsorden.

Artiklerne om historie, føljeton'er, noveller, digte, anekdoter og vittigheder

tjente det hovedformål at bevidstgøre læserne om samfundets uretfærdighed.

Magthaverne og de rige fremtrådte i dette stof som onde og dumme. Digtene

var socialistiske kampsange, føljeton'er og noveller handlede om de fattiges li-

delser, om krigsvæsenets galskab og om storborgemes udsvævelser, de histori-

ske skildringer beskæftigede sig med tilstandene i lande i oprør.

Iæserbrevene i SU vedrørte Demokratisk Samfunds forhold, indeholdt spørgs-

mål af teknisk karakter eller de vendte sig polemisk mod enkeltpersoner, som f.eks.

i et læserbrev, hvor en havnearbejder angreb borgmesteren for nogle nedsættende

bemærkninger om havnearbejdeme. Der annonceredes i SU navnlig for tøj og

mad. SU skrev i sine egne annoncer, at »avertissementer villei Socialdemokratisk

Ugeblad finde vid udbredelse mellem arbejdere og småborgere, og da bladet har

en billig avertissementstakst, anbefales det d'hrr. handlende at avertere deri«.

Sammenfattende kan det siges, at det verdensbilledet, som kom til udtryk i SU,

var ét, hvor der herskede en knivskarp deling mellem to klasser. På den ene side

stod en fåtallig klasse af storborgere, det vil sige navnlig fabriksarbejdere, storkøb-

mænd, grosserere, godsejere, præster, officerer, embedsmænd, Højres ledere, kon-

gen, kort sagt alle der var besiddende, fordi de udnyttede andre. I særlige tilfælde

var de, som erfaringerne fra udlandet viste, parate til at dræbe for at beholde deres

magt, ejendom og position. De var udlevede af deres liv i overflod, dumme fordi de

aldrig var prøvede, amoralske og uhæderlige. De hadede og frygtede underklassen,

som de troede stræbte dem ikke blot efter ejendommen, men også efter livet. Over

for storborgeme stod det store flertal af arbejdere og småborgere, hæderlige og

hårdtarbejdende mennesker, der levede i fattigdom og i en ufrihed, som nærmede

sig trældom, hvis børn ikke måtte få uddannelse, og som blev snydt og bedraget på

enhver tænkelig måde af storborgeme. Nogen middelklasse fandtes der ikke. De

midler, som storborgeme benyttede sig af for at undertrykke arbejderne og små-

borgerne, var, ud over den brutale udnyttelse af nøden, militæret, politiet, dom-

stolene, kirken, skolen, og Høj re-partiet. Der fandtes et Venstre-parti, men dette ar-

bejdede ikke for arbejderne og småborgeme, om end det måske kunne bruges til at

gavne dem i begrænset omfang. Den eneste måde, hvorpå arbejdere og småborgere

virkelig kunne udfris, var ved at de antog de socialistiske principper, hvilket for-

39

udsatte, at de nåede til erkendelse om, at de fås fremgang skete på de manges be-

kostning.Den agitatoriske kraft i SU må have været stor, koncentreret som det er om

enkelte betydningsfulde politiske emner, provokatorisk og medrivende som det er isproget, sikkert i overbevisningen om sit budskabs rigtighed. På det århusianskeborgerskab må SU have virket som en brand i næsen, for det nystartede Social-demokrati i Århus må bladet have været et Virksomt middel til på den ene side atholde sammen på allerede erhvervede medlemmer, på den anden side til at skaffe nytilgang af medlemmer.

Noter

1. Demokraten 19. juni 1908 indeholder en jubilæumsartikel og nogle erindringer af HaraldJensen.

2. Om Bebel - artiklen meddelte SU, at det muligvis senere ville lykkes at skaffe materialefrem. men det glippede tilsyneladende, for artiklen blev kun på nogle få linier.

3. Shelley - artiklen byggede på Georg Brandes artikel i Det nittende Aarhundrede maj-juni1875, også Iassalle - artiklen byggede på en Brandes-artikel i dette tidsskrift juli-sept. 1875.

4. Artiklerne om Rusland havde som kilde Alphons Thun: Geschichte der revolutionairenBewegung in Rusland. Denne bog udkom i Leipzig 1883; det er ganske interessantat be-mærke, at den endnu i udgivelsesåret blev brugt i SU.

5. Ernst Engelberg: Revolutionäre Politik und rote Feldpost 1878-1890, 1959, s. 284-90.

6. Programmet og socialdemokratisk ugebladDet er hensigten nu at undersøge, i hvilken grad Demokratisk Samfunds programfra 1883 søgtes fremmet i Socialdemokratisk Ugeblad i 1883.Århus programmets (Å-p) første reformpunkt, der handlede om udryddelse af

alle sociale og politiske uligheder, blev taget alvorligt i Socialdemokratisk Uge-blad (SU): det bærende i bladet var i næsten alt, hvad det indeholdt, kampen mod

ulighed og uretfærdighed. De næste punkter om folkeafstemninger, parlamenta-risme og afskaffelse af to-kammersystemet, hemmelige afstemninger, 22-årsvalg-ret og valgdag på en søndag interesserede derimod ikke SU i en sådan grad, at en

agitation for dem prægede bladet. I forbindelse med en omtale af Gimle-program-met blev der dog argumen teret for punkterne under henvisning til, at de delvis var

realiseret i andre lande, og at de var forudsætningen for en demokratisk stat. Vær-

dien af at Socialdemokratiet som i besiddelse af Rigsdagspladser, blev ikke pro-blematiseret, det fremgår tværtimod ret klart, at det har været indlysende for SU, at

et væsentligt skridt på vejen mod et socialdemokratisk samfund var taget, hvis So-

cialdemokratiet kunne komme til at beherske Rigsdagen. Udsigteme til, at detskulle kunne ske foreløbig, var dog ikke store, og måske af den grund har punkter-ne i programmet om det parlamentariske system ikke optaget så meget. Det frem-går i øvrigt også, at SU prioriterede organiseringen af fagforeningerne over erob-

ringen af pladser i Rigsdagen. Det er således karakteristisk, atdet første nummer afSU i en artikel om arbejderbevægelsen i Jylland, særligti Århus, opstillede bevæ-gelsens mål som det at få genrejst fagforeningerne efter deres bortdøen i slutningen40

af 1870'erne: »Det første, som der nu her i Århus vil være at tage fat på, er en fast

organisation af fagforeningerne«, Derpå skulle fagforeningerne samles inden for

hver by, og til sidst skulle der dannes en organisation, som kunne samle by-organi-sationerne. At der også opstod et rent politisk arbejde, eller at de kunne være af be-

tydning for bevægelsen også at komme i besiddelse af pladseri Rigsdagen, nævnes

ikke i denne forbindelse, antagelig igen fordi det faglige arbejde forekom realisa-

belt, mens det mere politiske måtte forekomme urealisabelt.

I sin holdning til spørgsmålet om arbejdernes og arbejderbømenes ret til ud-

dannelse og skolegang anlagde SU tre linjer, der alle kunne tjene til uddybelse af

reformpunktet om fri, fælles og forpligtende skoleundervisning i statsskoler. Dis-

se tre linjer tjener udmærket til at karakterisere det splittede i SU's politiske hold-

ning. I den første linje blev der slået på uretfærdigheden ved, atde riges børn fik den

bedste uddannelse: »Det er i højeste grad uretfærdigt at det afskæres enhver ver-

densborger, der tilfældigt første gang har set lyset i en fattig stue, al mulighed for at

komme fremad og blive til noget i livet«. Der blev altså krævet lige adgang til ulig-heden, målet var at åbne for den enkeltes adgang til at komme fremad, hvilket

antagelig vil sige at berige sig. Den anden linje derimod krævede uddannelse til

alle arbejdere, fordi uddannelse var gavnlig og nødvendig, for at man kunne blive

en god borger i samfundet.Desuden var uddannelse og kulturen vigtig del af livets

goder, som storborgerne nu beholdt for sig selv, men som det var rimeligt og ret-

færdigt, at arbejderne også fik de] i . Der krævedes altså her uddannelse til arbej-derne og deres børn, for at de kunne blive borgerliggjorte, klassesamfundet skulle

ikke ophæves ved borgerklassens (og overklassens) forsvinden, men ved at arbej-derklassen også blev borgerklasse. Endelig fandtes der en tredje linje jævnsides med

de to foregående, hvorefter der blev krævet uddannelse til arbejderne, fordi deres

uvidenhed holdt dem nede og forhindrede dem i at nå til politisk selvbevidsthed,således at de, altså hele arbejderklassen, kunne gennemskue det kapitalistiske sy-

stem og se, hvorledes de blev udnyttet i det. Efter denne linje tjente uddannelsen

altså et formål i bekæmpelsen af kapitalismen.SU agiterede kraftigt mod den stående hær, men kun i form af udfald mod offi-

cerer, militarisme og udgifter til militærvæsen. Den anden del af reformpunktet,om indførelse af almindeligt folkevæm og Danmarks neutralisering indtil inter-

nationale voldgiftsdomstole oprettedes, interesserede ikke bladet. På samme måde

angreb SU kraftigt politiet og retsvæsenet, hvis embedsmænd hovedsageligt var

udgået fra den moralsk fordærvede kapitalistklasse, og som støttede de rige og

undertrykte de fattige.Der blev intet gjort i bladet for at fremme programpunktetom nævningedomstole, offentlighed og mundtlighed i retsplejen og sagføremesansættelse og aflønning af staten. Dette mønster genfindes i forbindelse med punk-tet om indførelse af en skat med stigende skala. SU benyttede lejligheden ved frem-

komsten af årets oversigt over indtægter og skatter i Århus til at angribe, at nogle af

de største indtægter blev unddraget beskatningen på grund af de pågældendes op-

hold uden for byen, men det faktum, at beskatningsprocen ten var den samme for de

største indtægter som for de mindste, blev ikke angrebet trods reformpunktets krav.

Punktet om afskaffelse af indirekte skatter med undtagelse af dem, som forholdet

41

til udlandet nødvendiggjorde indtil frihandels indførelse over alt, blev ikke taget

op i SU. Heller ikke punktet om uindskrænket foreningsret blev der propagande-ret for i SU. Punktet om kirkens adskillelse fra staten blev derimod uddybet; det

blev som tidligere anført forklaret, at Socialdemokratiet ikke ville have religionenafskaffet, men derimod ville kirkens og præstemes undertrykkelse og udnyttelse af

arbejderne til livs.

Om de ovennævnte reformpunkteri Å-pmå det sammenfattende siges, at de ikkehar været væsentlige for SU. For så vidt som SU har taget deres emner op, har for-

målet ikke så meget været direkte at fremme reformerne, men derimod at angribedet eksisterende samfund for dets misgreb i forbindelse med hvert enkelt punkt. Detkan også udtrykkes således, at for SU har den negative kritik netop på disse punkterværet væsentligere end Å-p's positive reformforslag. Dette hænger selvfølgeligsammen med, at SU var en avis, og tilmed en avis , der lagde overordentlig stor vægt

på at opnå en agitatorisk virkning. Denne agitatoriske virkning fik, som det kanses af SU, en stor kraft og livfuldhed i angrebene, som ikke ville have været opnået,hvis SU's linje havde været den, mere sagligt at virke direkte for Å-p's reform-

punkter. I øvrigt kan det naturligvis også anføres, at forudsætningen for, at refor-meme kunne gennemføres, var, at misgrebene var ryddet af vejen, hvilket angre-bene kunne bidrage til. SU's holdning i de spørgsmål, som havde emner fælles

med Å-p'sreformpunkter om arbejdspladsforhold og socialforsorg, var anderledesend holdningen til de oven for omtalte punkter fra Å-p.Lige som SU i spørgsmå-lene om Rigsdagen og valgret ikke var synderligt engageret i sammenligning med

engagementet i fagforeningsspørgsmål, var bladet i holdningen til Å-p's punkterom de demokratiske rettigheder upræcis i forhold til den nøgterne tone, som an-

lagdes i forbindelse med de punkter, som direkte angik arbejdernes vilkår som ar-

bejdere. Netop i behandlingen af disse punkter vises SU's politiske holdning kla-rest. SU lagde i sin omtale af arbejdernes forhold hovedvægten på aflønningen 0gforholdene på arbejdspladserne, herunder på sikringen mod arbejdsulykker, mens

kravet om normalarbejdsdag og forbud mod nat og søndagsarbejde, som det frem-

førtes i Å-p, i forhold til dette kom i anden række. Dette var sikkert en realistisk

politik, arbejderne havde ikke interesse i en arbejdstidsforkortelse, hvis den ville

betyde en reduktion af daglønnen. Dog blev der også agiteret for 8-timers dagen. En

normalarbejdsdag på 8 timer var tilstrækkelig til, at der kunne produceres de va-

rer, som samfundet havde behov for, blev det hævdet i SU, navnlig da, når det ville

vise sig, ateffektiviteten i arbejdet ville blive meget større, end når arbejdsdagen var

på op til 12-14 timer. De lange arbejdsdage var desuden umenneskelige. Der var

ikke levnet arbejderne tid til andet end at arbejde og sove. De berøvedes fritiden med

mulighed for samliv med deres familier og lejlighed til at uddanne sig, således at de

var langt mindre nyttige borgere for staten, end de ville være med den kortere ar-

bejdstid. Et væsentligt argument i SU for 8-timers dagen var yderligere, at indfør-

tes den, ville den meste arbejdsløshed kunne afskaffes, fordi der måtte flere ar-

bejdere til (dette argument stred delvis mod argumentet om, at den forkortede ar-

bejdsdag ville være lige så effektiv som den lange). En eventuel skepsis over for 8-ti-mers dagen begrundet i angsten for indtægtsnedgang blev mødt med det argu-

42

ment, at arbejdslønnen ikke ville gå ned med reduktionen i timetallet, »thi da

arbejderne lønnes ikke efter, hvad de fortjener, ikke med det udbytte deres arbejde er

værd, men efter de fomødenheder de har behov for forat kunne leve, vil daglønnenholde sig akkurat på samme standpunkt som nu«. Der er her en tilbagevenden til

Gotha- og Gimle-programmemes brug af Lassalles »jemhårde lønningslov«, som

Marx havde vendt sig imod, og som gik ud på, at arbejdslønnen altid ville være ligdet minimalt nødvendige til livets ophold. Dette punkt var, som tidligere nævnt,ikke med i Å-p, men er altså her taget op igen i SU.

Spørgsmålene, som omfattedes i Å-p”sreformpunkter om alderdoms- og syge-

sikring, blev behandlet indgående i SU. Den til grund liggende betragtning var, at

det eksisterende samfund udsatte arbejderne for så mange risici, at der var behov for

en hel kæde af sikringssystemer, f. eks. ulykkestilfælde-, sygdoms-, krise-, alder-

doms-, begravelses-, enke og børneforsikringer. Da det imidlertid på grund af de

herskende samfundstilstande var umuligt at tilvejebringe alle disse former for for-

sikring, så måtte kræfterne koncentreres om at få skabt en aldersdomsog ulykkes-forsikring. Ræsonnemen tet er altså af samme art som i Å-p's indledende punkter,hvor der står, at da den tid endnu ikke er kommet, da de retfærdige idéer kan gen-

nemføres, så må der arbejdes for rækken af reformpunkter, men i SU er der tagetendnu et skridt tilbage fra den store samfundsomvæltning, når der siges, at da den

tid endnu ikke er kommet, da alle reformpunkteme kan gennemføres blot angåen-de social sikring, så må man nøjes med at søge dele af dem realiseret.

Den aldersdomsog ulvkkesforsikring, som Socialdemokratiet burde arbejdefor, skulle være frivillig d.v.s. det skulle overlades til den enkelte arbejder selv at be-

stemme, om han ville være med til at betale til den eller ej. SU gik ind for, at staten

bidrog med 40 procent til forsikringen, arbejdsgiverne med 35 procent og de for-

sikrede med 25 procent. Mod tvungen forsikring talte, at arbejderne i arbejdsløs-

hedsperioder ikke ville kunne bidrage, hvorfor man måtte lægge alle udgifter over

på arbejdsgiverne. Men gjorde man det, ville arbejdsgiverne ved at forhøje deres

priser vælte alle udgifterne over på forbrugerne. Da det var arbejderne, der var for-

brugerne, ville de alligevel komme til at betale, men uden samtidig at sikre sig den

medbestemmelse over forsikringeme, som ville tilfalde dem, hvis de betalte direk-

te. En form for »jemhård lønningslöv« spøger tilsyneladende her igen, men i øv-

rigt kan argumentet forekomme at være en efterrationalisering foranlediget af, at

det alligevel ikke var muligt at få arbejdsgiverne til at betale alle udgifterne.Muligheden for, at det blev staten, der alene afholdt udgifterne til forsikringen, har

SU ikke diskuteret, selv om vel en samtidig gennemførelse af skat med stigendeskala efter Å-pville kunne forhindre, at udgifterne udelukkende blev væltet over på

arbejderne. Af principielle grunde var SU også ud fra en individualistisk-friheds-

opfattelse mod tvungen forsikring: »Desuden er vor tid ikke for tvang, hvor det en-

kelte individs personlige mening (ikke) tages i betragtning, - i den passer kun fri-

hed, altså må det være ethvert enkelt medlem overdraget selv at bestemme, om det

vil lade sig forsikre eller ej«. Også i spørgsmålet om hvor store beløb, der skulle

udbetales fra forsikringen, tog SU et standpunkt, der var langt fra alle socialistiske

idéer. Beløbet burde være. 2/ 3 af normallønnen, da der selvfølgeligmåttevære et

43

vist rimeligt forhold mellem arbejdsindsats og løn, og da de arbejdende ikke ville

kunne affinde sig med, at de ikke-arbejdende ulykkesramte og gamle havde det

samme i indtægt, som de selv fik. SU ville desuden finde det acceptabelt, hvis der i

Danmark indførtes den samme bestemmelse for ulykkesforsikringen, som fandtes

i Tyskland, at der udbetales forsikring i forhold til den ulykkesramtes egen skyldi ulykken: Skyldtes ulykken arbejdsgiveren, så skulle han betale den ulykkesramtefuld erstatning, var arbejderen selv ved uforsigtighed skyld i ulykken, så fik han el-

ler hans familie kun halv erstatning.Jævnsides med, at der i artiklerne, der snævert handlede om aldersdomsog ulyk-

kes forsikring, blev taget standpunkter som de ovenfor refererede, blev det dog og-så hævdet i SU i artiklerne, hvor de mere principielle linjer blev lagt, at det var sta-

tens uafviselige pligt på alle måder at yde dem, der var ude af stand til at skaffe sigarbejde, understøttelse og beskyttelse. Alle syge skulle hjælpes, hvad enten syg-dommen var pådraget på grund af uforstand eller var uforskyldt. Arbejdsinvaliderskulle ikke kastes bort som ubrugelige redskaber, men staten og arbejdsgiveren var

i fællesskab forpligtede til at sørge for, at de ikke gik totalt til grunde eller henvis-

tes til tiggeri. De gamle skulle ikke sættes på fattiggården, når de blev uarbej dsdyg-tige: gennem deres livsindsats havde de ort sig fortjent til en bedre skæbne, ogdet var staten, der skulle sørge for, at de fik en ordentlig og menneskelig alderdom.

At SU havde to holdninger i disse spørgsmål er vanskeligt at forstå, hvis man

ikke netop bliver opmærksom på, at SU anlagde én praktisk, pragmatisk hold-

ning, når det drejede sig om at fremsætte krav på områder, hvor det var væsentligtaf hensyn til arbejdernes kår som arbejdere at få gennemført blot enkelte moderate

reformer, og en anden mere idealistisk program-præget holdning, der kunne bru-

ges, dér hvor det politiske ståsted skulle markeres, og hvor der alligevel ikke var ud-

sigt til at vinde praktiske resultater. Disse to holdninger eksisterede ved siden af en

grundindstilling, som gik ud på, at de egentlige forbedringer forarbejderne i deres

kår hverken ville blive tilvejebragt gennem de små reformer, eller ved at Å-p's re-

formpunkter ville blive til virkelighed, men gennem arbejdet for at samle arbej-derne i fagforeninger. Det er f.eks. karakteristisk, at SU på forhånd opgav enhver

tanke om, at staten og arbejdsgiveren ville kunne bringes til at yde bidrag til sik-

ring af arbejderne og deres familier mod følgerne af kriser eller strejker, da arbej-derne i disse situationer havde interesser, der vari modstrid med de priviligeredesinteresser. Arbejderne måtte selv tage initativet til opbygningen af strejkekasser, og

forudsætningen for det var (hvad Å-p ikke sagde noget om), at der skete en opbyg-ning af fagforeningerne og etableredes et samarbejde mellem dem. Staten og de pri-vilegerede var altså ét, nemlig kapitalisterne og arbejdsgiverne. Disse kunne brin-

ges til at bidrage til en aldersdomsog ulykkesforsikring, fordi en sådan ikke vari

direkte modstrid med deres egne interesser. Det gjaldt derfor for Socialdemokratiet

om at presse staten og de priviligerede, således at der blev skabt de forbedringer i ar-

bejdernes kår, som nu engang kunne skabes, selv om de også var små og langt fra

opfyldelsen af Å-p's reformkrav. Forbedringer, som gik imod kapitalistemes inter-

esser, som i det foreliggende tilfælde strejkeunderstøttelse, måtte arbejderne selv

tilvejebringe, dvs de måtte her opgive forsøg på at gøre brug af staten og måtte i

44

stedet bygge fagforeningerne op. For at fagforeningerne kunne styrkes, var det

imidlertid nødvendigt, at arbejderne blev politisk bevidstgjorte, hvorfor også den

direkte agitation i SU var vigtigere end fremføringen af Å-p's reformpunkter.Set på denne måde forekommer emnefordelingen i SU rimelig. Mens det tid-

ligere konstateredes, at fagforenings- og arbejdspladsspørgsmål og spørgsmål om

socialforsorg ikke fyldte meget i SU i sammenligning med den totale stofmængde,

så viser det sig, når man ser på hvilke af Å-p's reformpunkter, der har interesseret

SU mest, at det særligt var disse punkter, som SU valgte ud til behandling blandt

de øvrige reformpunkter. Prioriteringen har således været den, at der først lagdesvægt på den politiske agitation, derefter på de dele af Å-p's reformpunkter, som

det kunne være muligt at realisere, hvilket ikke var ude af trit med Marx' bemærk-

ning til den tyske socialdemokrat Bracke i forbindelse med kritikken af Gothae

programmet, at et skridt virkelig bevægelse er vigtigere end snese af programmer.

7. Vurdering af Demokratisk Samfunds rogram og politikI Åp's fire første punkter opstilledes i kort begreb hus-socialdemokratemes

opfattelse af socialismen og det eksisterende kapitalistiske samfund. Der stod her,

at arbejdet er frembringer af samfundets goder, og at retfærdigheden fordrer, at ar-

bejderne stilles lige med samfundets øvrige medlemmer, men at de forurettes af

kapitalens overgreb. For at forhindre dette, måtte staten blive folkets eneste ar-

bejdsgiver, hvorfor arbejdere (og småborgere) måtte organisere sig, således at der

kunne skabes et socialistisk samfund byggende på principperne om frihed, lighedog broderskab. Disse synspunkter ligger også til grund for og er meget nøje fulgt i

SU's redegørelser for sin opfattelse af det eksisterende samfund og de socialistiske

ideer:

Verden havde, i følge SU, altid været sådan indrettet, at nogle få havde under-

trykt de mange. I oldtid og middelalder havde de undertrykkendes magt hvilet påderes besiddelse af jorden; der havde fundet bondeoprør sted, men disse oprør var

udtryk for utilfredshed, ikke for ønsker om at revolutionere. Den første egentligerevolution var kapitalismens sejr over adelen, hvorved bourgeoisiet havde bemæg-

tiget sig produktionen og dermed midlet til undertrykkelse. Under den franske

revolution havde mellemklasseme tiltvunget sig andel i storborgemes fordele, men

fjerdestanden, arbejderne, levede stadig i undertrykkelse og nød. Det nu eksiste-

rende samfund var klassedelt. Aristokratiet bestod af godsejere, officerer, børsjob-

bere, fabrikanter, grosserere, ågerkarle og præster. Disse mennesker, der var sam-

fundets kræftskade, følte sig hårdt presset og havde søgt ly bag bajonetterne. Den

ikke særligt talstærke bondeklasse, hvis talsmænd var dens mest velhavende med-

lemmer, kæmpede med aristokratiet om magten, men kun for egne fordele og på en

halvhjertet måde. Småborgeme, d.v.s. handlende, mindre næringsdrivende og

håndværksmestre, havde en tilbøjelighed til at alliere sig med storborgerne, men

måtte, evt. ved at man skadede dem i deres næring, bringes til at indse, at deres

interesser var identiske med arbejdernes. Den største klasse var arbejderklassen,som udgjorde en enhed på tværs af alle landegrænser. Dens medlemmer produce-

45

rede samfundets goder, men nød ikke lønnen herfor. Arbejderne måtte tidligt ud at

tjene, blev slidt op i kapitalens store trædemølle, og kastedes til side som ubruge-lige, når de ikke længere havde arbejdskraft at sælge. Arbejderklassen var en hel-

hed, der var ikke forskel på land-eller byarbejdere, på faglærte eller ufaglærte.Der forestod nu, at den arbejdende klasses kummerfulde materielle stilling skul-

le forbedres, således at de, der udførte arbejdet, også fik andel i udbyttet. Ingen af de

besiddende skulle direkte berøves noget, der kunne endog blive tale om at udbetale

erstatning, hvis f.eks. en fabrik måtte konfiskeres, men det skulle forbydes, at ejen-dom for fremtiden formeredes ved andres arbejde. Det fremtidige udbytte skulle

fordeles mere retfærdigt. Der ville derved alligevel over nogen tid opstå en ny ret-

færdig form for ejendomsret, hvorefter al ejendom ville tilhøre dem, der skabte

værdierne. Hvorledes denne ejendomsret nærmere skulle udøves, var ikke ganskeklart. Al produktiv ejendom, også jordejendom, skulle inddrages under staten,

dvs. at ejendomsretten skulle udøves kollektivt gennem staten. Det ville dog ikke

blive staten, der skulle forestå ledelsen af de enkelte kollektivt ejede virksomheder,der ville af arbejderne direkte blive ansat embedsmænd, udvalgt efter deres tekniske

og administrative evner. Hvorledes statsformen ville blive, lades ret uklart, bortset

fra at begreberne om frihed, lighed og broderskab ville komme til at ligge til grundfor den, således-at staten nærmest ville være som den eksisterende, men uden den-

nes mangler og fejl. Det nye samfund skulle tilvejebringes ved, »at bevidstheden om

de fås udvikling og fremgang på bekostning af de mange bliver levende blandt mas-

serne, således at derved kravene på en udjævning, en ligevægtsstilling, med andre

ord, et retfærdighedsprincip fremstår.« Erkendelsen skulle altså trænge igennemhos befolkningen. Hvad der derefter ville ske, var igen ret uklart. På den ene side

synes det, som om man i SU har forestillet sig, at rigtigheden af de socialistiske

principper også ville trænge igennem hos kapitalisterne, således at disse af sigselv, inderligt kede af deres roller som undertrykkere og deres isolerede liv i goldtpengebegær, ville opgive deres forrettigheder. På den anden side ville man dogogså kunne tvinge kapitalisterne f. eks. ved hjælp af de politiske magtmidler, som

ville tilfalde arbejderbevægelsen, når den kom i flertal i Rigsdagen. Overgangen til

det nye samfund ville altså blive en revolution for så vidt som hele samfundssyste-met ville blive forandret, når nød, sult, krig og uretfærdighed blev afskaffet og lig-hed og frihed blev indført, men revolutionen ville næppe blive voldelig, i hvert-

fald ønskede SU helst at undgå volden. For så vidt som arbejderne måtte orga-

nisere sig for at kæmpe politisk, ville dette ske først og fremmest gennem fag-foreningerne; nødvendigheden af at få skabt et socialistisk parti med en velfunde-

ret teori og et handlekraftigt partiapparat blev ikke understreget.Betragtes nu Socialdemokratiet i Århusi 1883, sådan som det fremtrådte i SU, ud

fra de krav, som kunne stilles til et (ikke eksisterende) ideelt socialistisk revolu-

tionært parti på rent marxistisk grundlag, springer den århusianske bevægelseslyder klart frem. De århusianske socialdemokrater forsøgte ikke at foretage nogeneksakt analyse af det danske samfund i 1880'erne som et klassesamfund, de så ikke

klasserne først og fremmest i lyset af deres forhold til produktionsmidlerne, men

opfattede dem ud fra idealistiske holdninger som undertrykkere og undertrykte,

46

som slette og gode mennesker, de prøvede ikke at vurdere styrkeforholdet mellem

klasserne, havde ikke gjort sig klart, om samfundets økonomiske udvikling ville

virke for eller mod arbejderbevægelsen. De gjorde sig heller ikke forestillinger om,

hvilken lære deres bevægelse kunne uddrage af de europæiske revolutioner i 1848-

49 eller af Pariserkommunen, selv om de brugte fortællingerne herfra agitatorisk.De beskæftigede sig ikke med den danske arbejderbevægelses historie i det foregå-ende årti og søgte altså heller ikke at udnytte erfaringer herfra.

Socialdemokratiet i Århus havde ikke gjort sig mange taktiske overvejelser om,

hvilke indrømmelser arbejderbevægelsen kunne give det kapitalistiske system i

den øjeblikkelige situation uden at sætte sin identitet over styr og havde kun ukla-

re forestillinger om, på hvilke punkter arbejderklassen kunne kæmpe sammen

med småborgerskabet og gårdejerklassen mod aristokratiet. Kræfteme blev ikke

koncentreret om at opbygge et klassebevidst parti, der kunne føre arbejderklassen i

kraft af teoretisk erkendelse og effektiv organisation. Man var tilbøjelig til at op-

give arbejdernes egen klassebevidsthed og klassestolthed for at komme i besiddelse

af borgerlig kultur og opnå en borgerliggørelse. I artiklerne i SU koncentrerede

man sig om at virke for øjeblikkelige forbedringer i arbejdernes kår uden at ind-

skærpe, at der var et videre mål. Politikken var defensiv, omtrent som om det socia-

listiske samfund indførtes sammen med og var iden tisk med indførelsen af ordnede

arbejdsforhold og 8 timers dagen. Der var ikke megen vejledning at hente for den

enkelte arbejder eller for grupper af arbejdere om, hvordan der skulle handles for at

nå frem til det egentlige opgør ikke bare med den enkelte uretfærdige arbejdsgiver,men med det hele kapitalistiske system. Der blev henvist til samling i fagbevægel-sen, men i forhold til dette blev der ikke lagt megen vægt på at påvise nødvendig-heden af, at arbejderbevægelsen kom i besiddelse af den politiske magt for at brugestatsmaskineriet til opnåelse af sit endelige mål. Det fremgik ikke engang klart,hvad fagforeningerne skulle bruges til, når de var blevet stærke organisationer om-

fattende alle arbejdere.Det må videre, i fortsættelse af denne karaktergivning ud fra et marxistisk be-

dømmelsessystem, regnes den århusianske bevægelse til last, at den hyldede paci-fistiske ideer og ikke havde forestilling om, atarbejderbevægelsen kunne drage for-

del af en krigssituation for at fremme sine egne formål, og at den ikke ville kunne

sige sig fri for anklager om at tilslutte sig lassalleanske begreber om den jemhårdelønningslov.Både med sine indledende punkter og med sine reformpunkter sigtede Å-p,og

dermed også SU for så vidt som reformpunkterne blev fulgt, mod en demokratisk

republik, men uden forestilling om, at den demokratiske republiks hovedfunk-

tion skulle være at blive forum for det endelige opgør mellem borgerskabet og

proletariatet. Hverken i SU eller i Å-p tydede noget på, at man havde forstået den

marxistiske statsteori eller begrebet om proletariatets diktatur (begrebet nævnes så

vidt det kan ses overhovedet ikke i SU i 1883), hvorfor også alle henvisninger til,hvad der skulle afløse den eksisterende stat,blev uklare og faldt tilbage til den bor-

gerlige revolu tions begreber om frihed, lighed og broderskab og dermed også i sid-

ste ende til den rene reformisme. Man forstod nok, at det var arbejderbevægelsens

47

endelige opgave at erobre statsmagten, selv om der som anført ikke blev lagt vægtpå, hvorledes dette skulle foregå, og selv om det blev set som et meget fjernt mål,men man havde ikke forstået, at formålet med erobringen af statsmagten ikke var at

skabe »en fri stat« som efter Å-p, men at nedbryde selve statsbegrebet.Focuserer man ud fra samme betragtningsmåde som i det foregående på det

århusianske socialdemokratis dyder, springer det mest i øjnene, at bevægelsenopstillede overgangen af ejendomsretten til produktionsmidleme til samfun-det som det centrale mål. Ud fra forståelsen af dette måls nødvendighed slog man

i SU, i næsten alt hvad bladet indeholdt, på det kapitalistiske samfunds under-

trykkende, udbyttende og hele umenneskelige karakter og forklarede, hvorfor

der i stedet måtte træde en socialistisk samfundsorden. Videre delte Socialdemo-

kratiet i Århus ikke Gotha-programmets opfattelse af, at alle andre klasser i for-

holdet til arbejderklassen var reaktionære, men var villigt til at samarbejde f.eks.

med småborgerskabet, om end som anført samarbejdets karakter ikke var nøjefastlagt. Såvel i Å-p som i SU betonedes bevægelsens internationale karakter,man forstod betydningen af at medinddrage landarbejderklassen, man pole-miserede ikke direkte mod, men støttede heller ikke Gotha-programmets ideer

om produktionsforeninger som et middel til at fremme socialismen. Man led

ikke af revolutions-romantiske forestillinger, men så arbejdet for det socialis-

tiske samfund som en lang og sejg kamp, som sikkert først de næste generatio-ner ville kunne føre til ende. Trods en til misundelse grænsende åbenbar sympatifor den borgerlige kultur og for den borgerlige uddannelse, var der samtidigi SU en proletarisk bevidsthed, udtryk for en direkte opposition til hele det bor-

gerlige væsen. Århus-socialdemokratemes manglende marxistiske erkendelse,som i det foregående er blevet anført, men som i øvrigt var naturlig deres hele

isolerede stilling taget i betragtning, kan også posith forklares som en prole-tarisk jordnær klassepolitik, der udsprang ikke af akademiske forestillinger, men

af en bevidsthed, der var præget af indlevetheden med arbejderklassens tænkemå-

de og levevis.

Socialdemokratiet i Århus i 1883 virkede for at samle arbejderne, bevidstgøredem om deres interesser, organisere dem i fagforeninger og løsrive dem fra borger-skabets indflydelse og det hårde ideologiske, politiske og økonomiske tryk, som de

var udsat for hver dag. Bevægelsen havde som mål en total forandring af det eksi-

sterende samfund, hvorfor den var revolutionær, uanset at den så brugen af vold

som et middel, den kun kunne blive drevet til at benytte af sine modstandere. Be-

vægelsen tilstræbte, at produktionsmidleme skulle overgå til samfundets eje, og

derfor var den socialistisk. Socialdemokratiet i Århus havde mere kendskab til

marxismens ideindhold, end Gimle-programmets forfattere havde haft det i 1876,men ikke så meget kendskab, at bevægelsen med rette kunne kaldes marxistisk.

48

BILAG 1.

Medlemmer af Demokratisk Samfund fra stiftelsen 2. okt. 1882 til maj 1883, nævnt

i Samfundets forhandlingsprotokol.

Navn

P. Andersen

B. Bamewitz

Th. BergBorch

Bøgger-SørensenChristensen

Debel

J. B. FeiringJ. Grouleff

Grünwald

Hansen

Henriksen

Holm

Hornsleth

A. JacobsenJensenHarald JensenJacob JensenJohansenJosiassenP. 0. JørgensenN. Knudsen

KraghLaursen

R. Madsen

Emil Marott

Møller

Martin Nielsen

Olsen

Arnold Olsen

N. Petersen

N. C. Petersen

R. Petersen

Poulsen

G. Poulsen

Rasmussen

J. Sort

Sontag

Profession

handskemager

typografjournalistkon torist

P

typograftypografgæstgiversnedker

musiker

blikkenslagerurmager

arbejdsmandsmed

skrædder

skrædder

typografmurer

skrædder

skrædder

Skomagerredaktør

kedelsmed

typografskræddermester

typogtafpan telåner

snedker

skrædder

typografarbejdsmandcigarhandlertræskomagersnedker

Skomagersmed

redaktør

handelsmand

I bestyrelsenmedlem

suppleant

medlem

næstformand

næstformand

formand

suppleantrevisor

medlem

medlem

medlem

Stiftendemedlem

Ja

jajaja

jaja

ja

ja

ja

jaja

ja

ja

ja

49

Sørensen murer

J. Sørensen arbejdsmandL. A. Svendsen typograf sekretær jaJ. Thomasen skrædder

G. Werner fabrikant

BILAG 2.

Program for Demokratisk Samfund 1883.

Da arbejdet er frembringer af alt det menneskelige samfunds goder, og retfærdig-hed fordrer, at arbejderne i såvel social som politisk retning stilles lige med sam-

fundets øvrige medlemmer:

Da under det nuværende kapitalistiske fåmandsvælde den døde kapital betingermenneskenes ret og værd, og arbejderne højst uretfærdigt og vilkårligt tilsidesæt-tes og forudrettes af kapitalens og den såkaldte »fri« konkurrences overgreb:

Da det for aldeles at standse og forhindre kapitalens overgreb mod den levende ar-

bejdskraft er nødvendigt, at staten bliver folkets eneste arbejdsgiver:

Bør der fra arbejdernes (småborgemes) side rejses en energisk og organiseret mod-

stand mod det herskende system, så at i stedet herfor kan træde en mere retfærdigog fornuftig ordning af de sociale og moralske forhold, kort sagt: et socialistisk

samfund i en fri stat, at en gang frihed, lighed og broderskab bliver grundlaget for

samfundsordningen.

Da imidlertid den tid endnu ikke er kommet, da disse retfærdige idéer i sin helhed

kan overvinde gammel fordom, dumhed og kapitalistemes modstand, stræber

»Demokratisk Samfund« ved samarbejde med øvrige meningsfæller blandt arbej-derne og ved benyttelse af den ret, lovene hjemler, blandt andet hen til:

Udryddelse af alle sociale og politiske uligheder.

Direkte lovgivning gennem folket ved almindelig afstemning. Indførelse af parla-men tarismen og afskaffelse af tokammersystemet. Almindelig og lige direkte valg-ret med hemmelig afstemning både til stats og kommuneinstitutioner. Valgret-ten bør sættes til 22 år og valgdagen være på en søndag.

Almindelig, fri, fælles og forpligtende skoleundervisning i statsskoler.

50

Afskaffelse af den stående hær og indførelse af almindelig folkevæm og indtil in-

ternationale voldgiftdomstole oprettes: Danmark neuualisering.

Afskaffelse af alle indirekte skatter med undtagelse af dem, som forholdet til ud-

landet nødvendiggør, indtil frihandels indførelse overalt.

Indførelse af en skat med stigende skala.

Retslig bistand i enhver henseende. Indførelse af nævninger, offentlighed og

mundtlighed i retsplejen. Sagføreme skal ansættes og lønnes af staten.

Kirkens adskillelse fra staten. Religionen bør være en privat sag og præsterne løn-

nes af menigheden.

Uindskrænket foreningsret.

Indførelse af en normalarbejdsdag.

Nat- og søndagsarbejde forbydes.

Forbydelse af børns arbejde i fabrikker, samt tilsyn med og sanitetskontrol af ar-

bejdssteder og arbejderboliger ved mænd, valgt af arbejderne.

Alderdomsforsørgelse for de gamle og understøttelse af de syge og tilskadekomne

arbejdere uden bortfald af borgerlige rettigheder.

51

SummaryThe purpose of this paper is to examine the following aspects of the beginning ofa Social Democratic Parti in Århus (Jutland) in the years 1882-83:

1. How a debating society for young men was started in October 1882 and in

April 1883 transformed into a Social Democratic Party allied to the Party in Co-

penhagen.2. The numerical strength of the Party's basis of recruiting is examined. Fur-

ther it is examined to what extent quan titative differences in the composition ofthe classes of the town can explain why it was possible to form and maintain a

Party in 1882-83 while a similar attempt in 1872 failed.3. The Party's program is compared with the Social Democratic Party's pro-

gram of 1876, further the Århus-programis analysed on the basis of Marx's criti-cisms of the Gotha-program of 1875.

4. The contents of the Party's weekly newspaper in the year 1883 are analysed.It is shown how the Party formed its policy, further this policy is seen in the lightof the Party's program.

The debating society was formed seemingly without any purpose of transfor-

ming it into a Social Democratic Party. The members of the society were nearlyall skilled workers. Only a few members were unskilled workers, and these didnot take much part in the activities of the society. The transformation of the

society took place on the initiative of two young typographers who later becameeditors of the Party's newspaper. The transformation of the Party caused a declinein the membership, but the Party soon regained its strength and within a year the

membership rose to about 200.

In 1870 Århus had about 15.000 inhabitants, in 1880 about 25.000. It is shownthat the number of workers raised absolu tely, but not relatively. Based on the tax-

assessments it is shown that the middle class comprising for instance trades-

people, master artisans, shippers and Officials suffered no decline in their income,so that the middle class did not sink down in the class system into the workingclass. Neither did the working class become poorer, on the contrary it seems that

part of this class increased its income. In spite of this, relatively fewer people hadthe right of voting in 1882 than was the case in 1872. There was a marked increasein the distance between the extreme points of the scale of incomes from 1872 to

1882, the small upper class of merchants raised their income significantly from1872 to 1882.

The Århus SocialDemocratic Party's program of 1883 was, unlike for instancethe Copenhagen-program of 1876 or the Swedish Malmöprogram of 1882, not

merely a translation of the Gotha-program of 1875. The Århus-programwas on

some points a rejection of the Gotha-program and its wording bases on Lasalle'steaching. The main thing here is that the Århus-programsharply distinguishesbetween the existing capitalist society and the socialist society to come, and thatthe reforms demanded in the Århus-programare put forward solely because ithad not been possible to create a socialist society where introduction of such re-

52

forms would be meaningless. Although it was far from being a true marxist pro-

gram, some of Marx's criticisms of the Gotha-program did not apply to the Århus-

program. There was a wider knowledge of Marx and his authorship in Århus in

1883 than was the case in Copenhagen in 1876.

The two last parts of the paper try to demonstrate that the Party's weekly news-

paper laid the mainstress on being propagandistic in order to make the workers

demand changes in society. Furthermore the attitude of the weekly was'pragmatic.The weekly was more interested in the conditions of the workers at their places of

work than in the possibilities of building a system of trade unions. Attacks on the

upper class were given more space than were attempts to agitate for the formation

of a strong and effective Party. What really mattered was to win the minds of the

workers, so it was more important to show that it through the Party was possibleto obtain some reforms, than to explain and agitate for the Party's program.

53

Arbetarskandinavism 1912-1920: Ko-

mittén för skandinaviska arbetarrörelsens

samarbete, några aspekter

A f Martin Grass

»Arbeidarskandinavismen eller samarbeidet i sosialistisk arbeidarpolitikk i Nor-

derlanda er like gamal som den sosialistiske agitasjonen«, så inleder Fostervoll

sin framställning om den tidiga arbetarskandinavismen.l Denna skandinaviska

grund betecknas som något karakteristiskt för arbetarrörelsens och dess organisa-

tioners framväxt i Danmark, Norge och Sverige.2 Med all rätt har dock samtidigt

beteckningen »skandinavisk arbetarrörelse« tillbakavisats som något missvisande,

eftersom verkligheten bakom helt enkelt består av nationella rörelser och organisa-

tioner som verkar i olika ekonomiska, sociala, politiska sammanhang och som

uppvisar naturliga skillnader i sin utveckling och sitt handlande trots en viss ge-

mensam bakgrund och konkret ömsesidig påverkan (geografisk närhet, politi-ska och andra kontakter, danskt inflytande på partibildningen och programut-

formningen osv.).3Man kan urskilja tre faser i arbetarrörelsens skandinaviska samarbete.

Det tidiga oorganiserade samarbetet bars upp av »einskildmenn« (Fostervoll)som kom från eller blev påverkade av den danska socialdemokratin, föregångaren

och läromästaren, och gjorde avgörande insatser inom de skandinaviska grann-

ländemas arbetarrörelse. Danmark, som i motsats till Norge och Sverige redan

kunde uppvisa en sektion inom den första intemationalen, blev även genom

grundandet av ett politiskt parti (Det Socialdemokratiske Forbund, 1878) ban-

brytande och var överhuvudtaget en viktig förmedlare av organisatoriska och

programmatiska impulser från kontinenten och den ledande tyska socialdemo-

kratin. Bland sådana »einskildmenn« var Lex. den svenske skräddaren August

Palm som på sin gesällvandring vanns för socialismens sak i Nord-Slesvigi tysk-dansk miljö, verkade några år i Danmark och som efter sin hemkomst till Malmö

blev en av de första socialistiska agitatorema och en av partigrundarna i Sveri-

ge. Vidare spelade i Norge Lex snickaren Sophus Pihl och sadelmakaren Marius

Jantzen från Danmark tillsammans med den svenske snickargesällen O. J.

Ljungdahl (även han »fostrad« inom den danska rörelsen) och lite senare den

danske borstbindaren Carl Jeppesen en viktig roll för partibildningen. Inte minst

Jeppesen hörde under en lång tid till de ledande namnen i det norska partiet.4

Ett fastare, mera organiserat samarbete skapades på fackligt initiativ genom de

skandinaviska arbetarekongressema. Efter framför allt fackförbundssamverkan

55

och danska förarbeten inbjöd Fackföreningamas centralkommitté i Göteborg1886 till den första Skandinaviska kongressen.5 Man diskuterade huvudsakligenfackliga frågor, men även fackorganisationemas politiska roll. I resolutionenuttalades förhoppningen om att »den öfverensstämmelsei grundåsigterna«och»den endrägtighetskänsla mellan de hittills organiserade arbetame i de skandi-naviska ländema«, som visat sig på kongressen, skulle utvecklas »till att blifva ettstarkt, varaktigt brodersband mellan samtliga arbetame i dessa land, som skallvisa sig vara starkt nog att skapa en ljusare framtid för det under de nuvarandesamhällsförhållandena i så hög grad åsidosatta arbetareståndeud På de 8 skandi-naviska arbetarekongressema fram till krigsutbrottet 1914 behandlades praktiskttaget samtliga organisations- och programfrågor samt fackliga och politiskaspörsmål som var av betydelse för den växande arbetarrörelsen i Skandinavien.Kongressema blev »ein sentral kampplass« (Fostervoll), ett naturligt och viktigtdebattforum för olika riktningar och taktiska linjer. Den fackliga inriktningenförblev påming (inte minst vad de deltagande delegationemas sammansättningbeträffar). Konkreta frågor som diskuterades var bl.a. strejkformer, skandinaviskstrejkhjälp, 1897 års Skandinaviska strejkavtal (huvudsakligen mot strejkbrytarefrån grannländema) som omedelbart praktiserades under den stora lock-outen iDanmark 1899, arbetslagstiftning med arbetarskydd, arbetslöshetsförsäkring,nor-

malarbetsdag som grundläggande punkter. 1897 beslutades om fackliga central-organisationer, ett beslut som snabbt verkställdes (De Samvirkende Fagforbund1898, Landsorganisationen i Sverige 1898, Arbeidemes Faglige Landsorganisati-

on i Norge 1899). Dessutom togs Lex. lantarbetarfråganoch kooperationen upptill behandling. En viktig politisk förhandlingspunkt blev from. 1892 den svensk-norska unionen vars fredliga upplösning 1905 varit ett solidariskt mål för de skan-dinaviska ländemas socialdemokrati. Andra politiska frågor som diskuteradesvar bl.a. militarismen och rösträtten.7

Den tredje fasen inleddes på den 8:e arbetarekongressen 1912. I en motion frånStockholms arbetarekommun krävdes »fastare former för samarbetet« mellan deskandinaviska organisationema och »en verkställande myndighet« som kundeansvara för kongressbeslutens genomförande. Förslaget bifölls. Kongressen »för-ordar« ett permanent skandinaviskt utskott i överensstämmelse med motionen.8Till dess funktioner finns det anledning att återkomma längre fram.På en sammankomsti Göteborg den 11 och 12 oktober 1913 konstituerade sigdetta utskott under namnet Kommittén för skandinaviska arbetarrörelsens samar-

bete, även kallat Skandinaviska samarbetskommittén.9 Det dröjde alltså drygt ett

år, innan kongressbeslutet kunde verkställas, vilket tycks tyda på en inte alltförhög angelägenhetsgrad. Men beslutet fick ju bl.a. först ratificeras av de berördaorganisationema. Åven norska stortingsvalet hösten 1912 och danska folke-tingsvalet i maj 1913, Intemationalens fredskongress i Basel i november 1912 ochden danska partikongressen i februari 1913 bidrog säkert till dröjsmålet. Ett förjuni 1913 planerat konstituerande möte i anslutning til] den norska LO-kongres-sen (Kristiania, 22-29/6) fick uppskjutas, eftersom norska LO's kommittéledamotännu inte hade utsetts.lo

56

I Göteborg representerades Sverige genom partisekreteraren Fredrik Ström och

LO-ordföranden Herman Lindqvist, Danmark genom partiordföranden Thor-

vald Stauning och DSF -ordföranden Carl F. Madsen, Norge genom partisekrete-raren Magnus N ilssen och LO-ordföranden Ole 0. Lian.11 Bortsett från Ström

(han ersattes 1916 av den nye partisekreteraren Gustav Mölleri samband med den

svenska partisplittringen)12 var det dessa personer som tillhörde kommittén un-

der hela dess existens och som under kriget bar upp dess viktiga fredsarbete. I

några sammanträden under kriget deltog även centralorganens chefredaktörer,

Hjalmar Branting (tillika partiordförande), Frederik Borgbjerg och Jacob Vid-

nes för den svenska, danska resp. norska »Social-Demokraten«.13 Man kan alltså

konstatera att det var de ledande namnen inom de Skandinaviska huvudorganisa-tionema som på ett eller annat sätt var engagerade i kommitténs arbete. Det gäl-ler inte minst för den danska sidan.

Kommitténs mål var enligt Stockholmskongressens beslut 1912, som bekräfta-

des på det konstituerande mötet i Göteborg 1913, »att befrämja de nordiska so-

cialdemokratiska partiemas samverkan i olika avseenden« och speciellt »att låtaverkställa de skandinaviska kongressemas beslut och att mellan kongresserna le-

da samarbetet«. Det år alltså fråga om en koordinerande samt intensifierande och

en exekutiv funktion vid sidan om de stora allmänna mötena. Kongressen skulle

kompletteras, inte ersättas. Det påpekades dock att de tilltagende officiella över-

läggningama mellan de Skandinaviska fackliga och politiska organisationernaorde att kongressinstitutionen inte kändes lika angelägen som tidigare. Ett

nytt kongressdatum utsattes inte heller, utan man uppdrog åt samarbetskommit-

tén resp. huvudstyrelsema att företa nödvändiga åtgärder i denna fråga, »när

förhållandena så anses påkalla«.“ Under kriget var det tekniskt omöjligt att sam-

mankalla en stor kongress. Skandinaviska samarbetskommittén fick sköta samar-

betet. Inte förrän 1920' samlades man - för sista gången - till den 9:e arbetarekon-

gressen i Köpenhamn.15På samarbetskommitténs första sammanträde 1913 behandlades först och

främst den tekniska och organisatoriska ramen för den fastställda verksamhe-

ten.16

Man bekräftade arbetarekongressens rekommenderande beslut att kommittén

skulle bestå av två ledamöter ifrån varje land, en från vardera huvudorganisation.Åven de finska broderorganisationerna var berättigade till medlemskap. Enliglkommitténs verksamhetsberättelse för 1914 hade dessa också följdriktigt kon-

taktats. Men det finska partiet hade avböjt att medverka tills vidare, medan fin-

ska LO inte hade svarat alls.17 Först på den nämnda 9:e Skandinaviska kongres-sen i Köpenhamn, där en finsk delegation deltog liksom under några tidigarekongresser (1907, 1912), aktualiserades en finsk representation genom ett förnyatbeslut i denna fråga (pga. kommitténs sönderfall dock utan resultat).18

En ordförande och en sekreterare skulle leda kommitténs arbete. Båda skulle

utses på två år och tillhöra delegationen i det land, där kommitténs ordinarie

sammanträden stadgeenligt skulle äga rum. För den första mandatsperioden ut-

sågs följaktligen de både svenskama, Lindqvist (ordf.) och Ström (sekr.).

57

Kommittéledningens löpande utgifter skulle betalas av det lands organisatio-ner vilkas delegerade bildade styrelsen. Alla övriga kostnader (för konferenser

etc.) skulle bestridas av samtliga huvudorganisationer gemensamt.

Kommittén skulle sammanträda vartannat år. På begäran kunde dock extra

möten sammankallas däremellan. Under kriget använde man sig också flera gån-ger av denna möjlighet.19 Sammanträdena skulle hållas växelvis i de skandina-

viska huvudstädema, enligt planen 1915 i Köpenhamn, 1917 i Kristiania, 1919

intressant nog i Helsingfors, sedan i Stockholm, Köpenhamn osv. Längre äntill Kristianiasammankomsten 1917 kom man dock aldrig?o

Den allmänna, både innehållsliga och mera konkreta ramen för det skandina-

viska samarbetet och därmed även för Skandinaviska samarbetskommitténs verk-samhet hade angivits av Stockholmskongressen 1912. De grundläggande motive-

ringarna övertogs härvidlag från ett utlåtande av den svenska partistyrelsen påpartikongressen 1911, vilket också förelagts Stockholmskongressen.21

Detta utlåtande hade föranletts av en motion av Carl Lindhagen (aktiv paci-fist, senare medlem i det nya socialdemokratiska vänsterpartiet 1917) för Stock-

holms arbetarekommun, där det krävdes att SAP's partiprogram skulle utökas

med meningen: »Ett arbete för Nordens enhet till gagn för de skandinaviska fol-

ken och såsom ett trappsteg till den internationella samhörigheten«. Lindhagenville att socialdemokratin aktivt skulle anknyta til] »den gamla nordiska enhets-

tanken« och med ett sådant intemationaliseringsarbete bidra till skapandet av en

världsfred som »bygges endast på politiska enhetstankar«.22 Förslaget avvisades

av partiledningen. Å ena sidan hänvisades till socialdemokratins naturliga inter-

nationella fredsarbete i Norden och annorstädes. Å andra sidan avböjdes kravet

på »enhetlig statsbildning« i Skandinavien, eftersom detta bara kunde vara ett av-

lägset framtidsmål, men en socialdemokratisk medverkan till »större gemensam-

het« mellan de skandinaviska ländema på lämpliga områden erkändes. »Ett

folkligt samarbete« i Skandinavien »fram mot enhetlighet, där en sådan med

fördel kan tillämpas«, understöds därför att det anses ha haft stor nytta hittills

och vara av betydelse även för framtiden. En utvidgning av sådant samarbete mo-

tiveras även med ett annat argument av mera principiel] karaktär, nämligen den

internationella socialdemokratins intresse av övemationella enheter och inter-

nationaliseringsprocesser. Socialdemokratin borde således försöka att »gå i spet-

sen« för ett sådant interskandinaviskt samarbete.”

Formuleringen av de mera konkreta målen för en socialdemokratisk insats

hade den svenska partikongressen överlåtit åt den 82e arbetarekongressen. Där

angavs Lex. följande riktpunkter: »gemensamt uppträdande i utrikespolitiskaangelägenheter för befrämjande av intemationell lag och samfärdsel«, för »ovill-

korlig skiljedom mellan de nordiska ländema«, för om möjligt »lika lagstift-ning på skilda områden« och inte minst inom den sociala sektom, »vidgateko-

nomiskt samarbete«.24 Ett svar på svenska partikongressens frågot är förstås detnämnda kravet på en skandinavisk kommitté som förelagts arbetarekongressen.”

Socialdemokratins skandinavism26 följer två linjer. Å ena sidan bidrar man

till ett mera utvecklat mellanstatligt samarbete, där man samtidigt försöker att

58

bevaka folkets intressen, t.ex. i fråga om lagstiftningen. Ett sådant skandinaviskt

samarbete som självklart är inordnat i ett större sammanhang - »ett trappsteg

til den internationella samhörigheten« för att låna Lindhagens ovan citerade for-

mulering - utfördes till stor del inte minst inom Nordiska interparlamentariskaförbundet. Detta startade med regelbundna delegerademöten 1907 och samman-

fattade de enskilda ländemas interparlamentariska fredsgrupper, där även so-

cialdemokratin aktivt medverkade.27 Dessutom förekom självfallet annan prak-tisk skandinavism.28 Samarbetskommittén kunde följaktligen nöja sig med att

uppmana de berörda socialdemokratiska representantema att göra sitt inflytan-de gällande i dylika organ, framför allt i fråga om fredssaken, skiljedom etc.29

Samverkan med andra grupperingar med anknyming bl.a. till den borgerligafredsrörelsen och med andra former av skandinavism var således ett politiskt lö-

sen för den växande skandinaviska arbetanörelsen (en samverkan som i Danmark

och Sverige var viktig även för den nationella politikens framsteg). Som bekant

skedde en motsvarande utveckling t.ex. i fredsfrågan även inom den socialistiska

lnternationalen som helhet.

Å andra sidan var det fråga om arbetarskandinavism, en forsättning av det ur-

sprungliga samarbetet mellan de skandinaviska arbetareorganisationerna efter

ömsesidigt stöd i organisationsmässiga och taktiska hänseenden »i grunnleg-gingstida« (Fostervoll) och en gemensam frammarsch på olika fronter fram till

25-årsjubileet av det organiserade samarbetet. Om samarbetskommittén möj-

ligtvis bildats med Nordiska interparlamentariska förbundet som förebild - det

finns tyvärr inga uppgifter om kommittéinitiativets bakgrund -,3° så får den gen-

om sin huvudsakliga arbetsuppgift - att främja en praktisk arbetarskandinavism -

samtidigt en naturlig särprägel. Det gällde att tillsammans utföra »ett arbete

över allt där sådant kan vara fruktbringande för arbetareklassen«, som kommit-

tén formulerade det på Göteborgsmötet 1918." Som konkreta uppgifter anges

där, sedan man s.a.s. delegerat de internationella frågoma: en förbättring av

»fackorganisationemas skandinaviska understödsverksamhet«, en punkt som

varit viktig sedan samarbetets början; dessutom ett gemensamt agerande i li-

kaledes välbekanta och fortfarande aktuelle frågor såsom normalarbetsdag,arbetarskydd, arbetslöshet, försäkring osv.; vidare anförs t.ex. antimonopol-lagstiftning.32 Det stora målet för detta specifika interskandinaviska samar-

bete år med en formulering av Stauning från hösten 1914: »Den skandinavi-

ska unionen skall byggas på socialismens grund«.55 I detta ligger något av so-

cialdemokratins och arbetarskandinavismens naturliga distans till andra »uni-

ons«tankar och andra samarbetsformer än arbetarrörelsensf*4 Samhällsomdanin-

gen på det nationella planet och inom den skandinaviska »unionen« skall 'dock

ske på den parlamentariska reformens väg och det innebär i praktiken trots allt

ett visst mått av samarbete med andra demokratiska samhällskrafter. När social-

demokratin senare kom i regeringsställning suddades följaktligen skillnaden

mellan samverkan och distans i det skandinaviska samarbetet ännu mera ut, och

Per Albin Hansson, Sveriges dåvarande socialdemokratiske statsminister, kunde

på ett skandinaviskt mötei Köpenhamn i december 1934 konstatera: »Arbetarskan-

59

dinavismen smälter sålunda, under det att den alltjämt behåller sina egna arbets-

former, alltmera sammen med de allmänna strävandena till skandinaviskt sam-

förstånd«.35

På vilket sätt skulle Skandinaviska samarbetskommittén utöva sin koordine-

rande och intensifierande funktion?

Konkret sägs inte mycket om detta på det konstituerande sammanträdet. Di-

rektiven är inte systematiskt och klart formulerade och blir det in te vid senare till-

fällen heller. I oktober 1914 föranleder således ett meddelande om nya riktlinjerför kommitténs verksamhet en särskild dementi av Borgbjerg som hänvisar po-sitivt till de gamla riktlinjemas giltighet och användbarhet. (En riktig förän-dring erkänns dock: »Samarbejdet er blevet stadigt inderligere«).36Kommitténfår egentligen bara i uppgift att informera om existerande lagstiftning ide respek-tive länderna, om väckta förslag och vidtagna åtgärder samt att utbyta redogörel-ser om socialdemokratiska insatser på riks- och kommunalplanet. Avsikten är

förstås att aktivera och inspirera till gemensamma och överensstämmande aktio-

ner, framför allt i parlamentet. I samma syfte uppträder kommittén adhortativt,dvs. man upprnanar de skandinaviska organisationema till samfälld aktivitet i

fråga om både de delegerade internationella problemen i resp. organ och den cen-

trala praktiska arbetarepolitiken i den parlamentariska verksamheten." Infoma-

tion och rekommendation år med andra 0rd samarbetskommitténs befogenhets-mässiga medel. De enskilda organisationema förblir suveräna. Gemensamma be-

slut fattas på arbetarekongressen av de delegerade ombuden, men genomförandetär - trots samarbetskommitténs verkställande funktion - helt och hållet de auto-

noma huvudorganisationemas sak. I sin konstruktion liknar den »skandinavi-

ska Internationalen« den stora socialistiska Intemationalen, vars exekutivkom-

mitté dock självfallet hade en långt starkare förankrad koordinerings- och kon-

taktfunktion.”

Skandinaviska samarbetskommitténs verksamhet är inriktad på en praktiskskandinavisk inrikespolitik. På det internationella fältet får kommittén egent-

ligen bara en konkret uppgift, nämligen att vid internationella kongresser samti-

digt organisera »enskilda möten« med socialdemokratiska riksdagsmän, kom-

munrepresentan ter och journalister »för dryfta de av frågor rörande skandinaviskt

samarbete«.39 Det rör sig alltså om en högSt pragmatisk anvisning för det inter-

nationella samarbetets praxis. Uppdraget innebär inte att kommittén får agera

självständigt, t.ex. som auktoritativ representant för en enhetlig, samskandina-

visk socialdemokratisk vilja i ett intemationellt sammanhang. Detta understry-ker bara kommitténs beroendeställning och hjälpfunktion. Den internationella

socialistiska byråns (ISB) exeku tivkommitté hade i detta avseende trots alla brister

en mera självständig position.Samarbetskommitténs andra funktion var den verkställande. På Göteborgsmö-

tet 1913 upprepade man således kongressbesluten från 1912 och försåg dem medett beslutsmässigt ställningstagandex10Kommittén åtog sig att »vid lämplig tidpunkt« anordna de föreslagna skandi-

naviska arbetarmötena vid den svensk-norska gränsen med anledning av en 100-

60

årig fredlig koexistens mellan de skandinaviska ländema och »för främjande av

de skandinaviska arbetares gemensamma intressen«. Man kunde inte ana, vilken

aktualitet dessa fredsdemonstrationer i juni och juli 1914 egentligen skulle få i

krigets skuggaålEn kongressmotion hade föreslagit att en skandinavisk socialistisk tidsskrift

skulle ges ut. Förslaget hade tillställts respektive huvudstyrelser.42 Kommittén

avstyrkte ett sådant företag tills vidare och hänvisade til] de existerande veten-

skapliga tidsskriftema i Sverige och Norge (»Tiden« och »Det tyvende aarhundre-

de«) samt till olika praktiska svårigheter. Man tillfogade - och detta är karakteris-

tiskt för kommitténs ställning v att huvudorganisationemas »yttrande« över detta

ställningstagande skulle inhämtas.

Den skandinaviska kongressen hade ställt sig positivt till införandet av ett

världsspråk eller intemationellt hjälpspråk, men hade samtidigt framhållit att

undervisning i ett av de levande stora språken skulle ske i de skandinaviska folk-

skoloma. Dessutom hade kravet framlagts att de skandinaviska språken skulle få

användas på de internationella socialistkongressema (med efterföljande tolkning)samt i korrespondens mellan ISB i Bryssel resp. Intemationella fackliga sekretari-

atet i Berlin och de skandinaviska organisationema!8 Samarbetskommittén

beslöt för det första att underrätta ISB om världsspråksfrågan och förorda en be-

handling på den kommande kongressen, för det andra att informera Verband für

die Schaffung eines Weltsprache-Amtes i Bern*4 om besluten, för det tredje att

hemställa hos ISB att få använda de skandinaviska språken och samtidigt på-peka att detta redan var tillåtet inom det fackliga samarbetet. Dessutom togstill protokollet att undervisning i ett av de stora språken förekom i de skandi-

naviska huvudstädemas folkskolor och att »anledning förefanns antaga« att en

udvidgning skulle följa.Ett sista kongressbeslut hade förordat »ett energiskt agitations- och upplys-ningsarbete« till förmån för den kooperativa rörelsen och »dess betydelse i klass-

kampen«, en praktisk utbyggnad av kooperationen och detta inte minst i form av

interskandinaviskt och intemationellt samarbete.45 Kommittén vidtog inga sär-skilda åtgärder med hänvisning till å ena sidan ett existerande »gott« samarbete

mellan arbetarrörelsens olika grenar och å andra sidan den utförliga behandlin-

gen på socialistkongressen i Köpenhamn 1910 samt möjligheten till fortsatt dis-

kussion på den kommande kongressen.Genom n'ktlinjema för Skandinaviska samarbetskommitténs verksamhet och de

verkställda kongressbesluten får man en god bild av arbetarskandinavismens re-

lativa bredd och aktuella inriktning, men samtidigt även av dess brister. Man sak-

nar konkreta åtgärder för en skandinavisering av arbetarepolitikens praxis, en

konkretisering på det centrala verksamhetsfältet: den skandinaviska inrikes-

politiken, med »den skandinaviske unionen på socialismens grund« (Stauning)som framtidsmål. Inga medel anges, jämförbara Lex. med strejkvapnet i rösträtts-

frågan på arbetarekongressen 1897, för genomfördandet av de gemensamt upp-

dragna reformmålen. Initiativet låg och förblev i detta avseende hos de enskilda

nationella organisationema, eftersom samarbetskommittén som synes inte heller

61

fick en mera aktiv befogenhet, och eftersom reformemas karaktär (lagstiftningsfrå-

gor) krävde en politisk anpassning i de enskilda ländema.

Mer eller mindre utanför låg det högst akuta fredsproblemet. Samarbetskom-

mittén fick här inga specifika direktiv vad beträffar den regionala enhetens re-

presentation och aktion. Å ena sidan skulle socialdemokratins representanter som

sagt medverka i motsvarande organ tillsammans med de borgerliga partierna. Åandra sidan arbetade de respektive ländemas sektioner med denna problematikinom socialistiska Internationalens ram (Lex. framträdde på den betydelsesfullaextrakongressen i Basel i november 1912 också de skandinaviska delegaterna til-

sammans med Belgien, Luxemburg, Holland och Schweiz vid sidan av de stora

ländema).I och med krigsutbrottet 1914 förändrades - under omständighetemas tvång -

kommittéarbetets praxis."SÅ ena sidan försköts verksamhetens tyngdpunkt. Det år de internationella pro-

blemen och framför allt fredsfrågan, viktiga även för den neutrala skandinaviska

socialdemokratin, som kommer i centrum. 1 och med borgfredspolitiken och in-

för den akuta försörjnings- och dyrtidsproblematiken, som fick lösas enskilt pånationellt plan, fanns det för tillfället ingen plats för en skandinavisering av arbe-

tarepolitiken, för skandinavisk inrikes- och refonnpolitik. I samarbetskommitténs

verksamhetsberåttelse för år 1915 konstateras således att styrelsen under året ut-

fört en hel del uppdrag, men att den internationella situationen »självfalletmedfört att här som på andra områden åtskilligt fått vila, som under norrnala

förhållanden skulle blivit föremål för närmare handläggning«.*7Å andra sidan inledde kommittén en intensiv intemationell aktivitet som be-

handlas utförligt i annat sammanhang!8 Kommittén verkade - tillsammans

med de övriga neutrala partiema - som motor i den internationella socialde-

mokratins fredsarbete och kunde med den neutrala konferensen i Köpenhamni januari 1915 och förberedelsema till Stockholmskonferensen 1917 - det sena-

re inte bara höjdpunkten för det skandinaviska (och holländska) fredsarbetet

under kriget, utan för Intemationalen överhuvudtaget - uppvisa uppmärksarn-made, om än resultatlösa försök.

'

Utifrån detta agerande ser Peder Hedebol i kommittéformen som sådan en

möjlighet til] effektiv och »hurtig Handling« i en komplicerad krigssituation.4gVisserligen agerade kommittén delvis självständigti förhållandet till sina huvud-

organisationer, men dess aktivitet berodde mindre på själva samarbetsfonnen än

huvudsakligen på den personliga och aktiverande insatsen av de enskilda kom-

mittémedlemmama. I detta sammanhang måste framföralltdet aktiva fredsintres-

set från Stauning och den danska sidan framh'a'vas. På danskt initiativ blev ock-

så samarbetskommittén indragen i den internationella verksamheten. Trots den

nya situationen och de nya arbetsuppgiftema förändrades inte kommitténs be-

fogenhetsmässiga ram, och det betraktades tydligen inte som någon brist.5° Kom-

mittébesluten förblev alltså rekommendationer och underställda den beslutande

makten hos huvudstyrelsema. Kommittén kunde agera i sitt eget namn och Lex.

uppmana ISB till handling, men den kunde fortfarande inte handla på eget bevåg

62

i den skandinaviska socialdemokratins namn. Det är också typiskt att samarbets-

kommittén upplöstes i och med de nationella partiorganisationemas splittringmot krigsslutet och efter kriget.

De intematinella fredsansträngningama under sommaren 1918 och förarbe-

tena ti11 Intemationalens konferensi Bem (3-10/ 2-1919) bars följaktligen inte län-

gre upp av samarbetskommittén, utan huvudsakligen av Branting tillsammans

med Stauning, den holländske partiledaren Pieter J. Troelstra och ISB-sekretera-

ren Camille Huysmans, de personer som även tidigare hade deltagit i och lett

fredsarbetet inom den neutrala och skandinaviska samarbetets ram tillsammens

med Skandinaviska samarbetskommittén. Den viktigaste orsaken till att samar-

betskommittén bara »försvinner« efter en period av intensiv intemationell akti-

vitet är att söka ide norska partiförhållandena. From. oktober 1917 låg kommit-

téns styrelse stadgeenligt hos den norska delegationen för den kommande 2-års-

perioden.51 I och med det norska partiets (DNA) steg åt vänster i april 1918 och

den följande anslutningen till den tredje (kommunistiska) Internationalen på

extrakongressen i juni 19191ämnade DNA - i motsats till fackorganisationen - det

skandinaviska samarbetet i den dittillsvarande formen. Man samarbetade i stål-

let med de skandinaviska vänsterpartiema, vilka följdriktigt grundade sin egen

samarbetskommitté i december 1919.52

Den 9.e skandinaviska arbetarekongressen i Köpenhamn (21-23/1-1920), där

DNA officiellt inte deltog längre, stod i denna splittrings tecken. Norske LO-

ordföranden Lian, medlem i Skandinaviska kommittén sedan 1913, beskrev si-

tuationen på följande sätt: »... siden den sidst afholdte skandinaviske kongreser der indtraadt en ny situation indenfor den skandinaviske-arbejderbevaegelse.Den gang havde vi kun én Internationale og ét socialistisk arbejderparti i hvert

af de skandinaviske lande. Samarbejdet var let og naturligt under krigen og

efter denne er der opstået en splittelse indenfor den socialistiske bevægelse verden

over,... Den første skandinaviske følge er den, at de arbejderpartier, som tilhører

3. Internationale, allerede har afholdt deres skandinaviske kongres, og derved er

det skandinaviske samarbejde sprængt. Vi har således i dag 2 skandinaviske sam-

organisationer. Vi beklager splittelsen, men beklagelseme ændrer ikke for-

holdet. Det er nu en gang således, og vi må regne med disse forhold og indrette

os derefter«55

Lians slutsats av den faktiska situationen blir helt enkelt att det framtida skan-

dinaviska samarbetet skall inskränkas och endast omfatta de fackliga organisa-tionerna. Det skulle alltså nästan betyda en slags återgång till samarbetets be-

gynnelse. Lians förslag accepterades dock inte. I stället beslutades enligt ett reso-

lutionsförslag av DSF-ordföranden Madsen - »i haab om, at det politiska parti i

Norge snart igjen kommer indenfor rammerne« - »att forsaette det påbegyndtesamarbejde mellem arbejderorganisationeme i de skandinaviska lande« samt att

utvidga detta samarbete genom att äntligen få med sig den finska socialdemokra-

tin, som också var representerad i Köpenhamn.54En återupplivning av Skandinaviska samarbetskommittén kunde inte lyckas

genom sådana allmänna och mera på förhoppning grundade riktlinjer. Ett or-

63

ganisatoriskt samarbete kunde tills vidare inte 'åtstadkommas.-"5 Den »skandinavi-

ska Internationalen« år i detta avseende en trogen avbild av den internationellarörelsen i stort. Under det närmaste årtiondet praktiserades en arbetarskandina-

vism på olika plan och framför allt inom den fackliga rörelsen, ett praktiskt ochåter oorganiserat samarbete såsom under den tidiga fasen, dock nu på bredare

grund och med vida större erfarenhet och räckvidd genom lång gemensam sam-

verkan och arbetarrörelsens framflyttade maktpositioner. 1932 grundades medNordiska samarbetskommittén ett nytt samskandinaviskt koordineringsorgan,ett organ för mellanstatligt samarbete på olika områden. Socialdemokratin, nu-

mera i regeringsställning i Danmark och Sverige (och Norge efter 1935), fören-ade nu den specifika arbetarskandinavismen med andra skandinaviska strävan-

den till samförstånd och samverkan.56

Skandinaviska samarbetskommittén i allmänhet och framför allt dess härbara antydda verksamhet i form av fredsarbete under kriget har hittills bara fått

sporadisk uppmärksamhet i litteraturen.

Fredsaktiviteten har behandlats utförligare i den översiktliga uppsatsen av Ha-

rald Jørgensen om »Staunings fredsarbejde 1914-1918«. Kommittén som sådan

(funktioner, möten etc.) eller det skandinaviska samarbetes problematik (Lex.nyanser och skillnader) tas dock inte upp till behandling.57 En mycket kort redo-

görelse om krigsperioden lämnas av Peder Hedebo] i den första årgången av dendanska interparlamentariska årsboken.58 I sin ovan anförda bok om den tidigaarbetarskandinavismen ger Fostervoll en kort utblick över samarbetskommittén

och det efterföljande samarbetet.59I anslutning till detta redogör Per Albin Hans-

son för arbetarskandinavismen i en kort översiktsartikel i »Nordens Kalender«

för 1937, där kommitténs fredsinsats betecknas som dess viktigaste arbetsresul-

tatf*0 I den stora översikten av Henning Nielsen om »Nordens Enhed« och en

skandinavism i olika former nämns arbetarskandinavismen på flera ställen och

karakteriseras som »et yderst vigtigt led i det nordiske samarbejde«, Åven samar-

betskommitténs konstituerande och dess verksamhet under kriget tas upp, men

bara ytterst kortfattat.61 Annars rör det sig mest om mycket korta antydninger i

framställningar om Internationalen, huvudsakligen i samband med ISB's för-

flyttning hösten 1914 och den neutrala Köpenhamnskonferensen 1915.62 Likale-

des finns det bara korta notiser i skandinaviska översikter, parti- och fackföre-

ningshistorier.Ga De flesta av dessa omnämner dock inte alls samarbetskommit-

tén och i synnerhet dess fredsarbete. Det gäller nog också för den enda använd-

bara samskandinaviska översikten för krigsperioden av Edvard Bull sr.64

Det är intressant att konstatera att samarbetskommittén oftast berörs i danska

arbeten. Det torde dock inte vara någon slump. Från dansk sida var man tidigastengagerad i och intresserad av skandinaviskt samarbete och där tycks man också

ha tillskrivit kommittén en viktig betydelse genom att med Stauning och Madsen

delegera två toppfunktionärer till dess verksamhet. Det var det danska partietmedStauning i spetsen som tog det första iniviativet till en skandinavisk insats i

september 1914 genom att inkalla kommittén och initiera en neutral konferens idess regi. Stauning och hans danska organisationskommitté kom genom förbere-

64

delsema till denna Köpenhamnskonferenssjälvklart i centrum för det förberedande

skandinaviska fredsarbetet. Bl.a. genom samarbetskommittén forsökte Stauning

bli fredsaktiv upprepade gånger under kriget.55 Slutligen låg kommitténs ledning

under en viktig period - av betydelse framför allt för konferensförsöket på danskt

initiativ efter den ryska februarirevolutionen 1917 - i den danska delegationenshänder.66 Behandlingen av den skandinaviska - liksom internationella - aspekteni dessa arbeten står således i nära kontakt med intensiteten av det konkreta skandi-

naviska resp. internationella engagemanget (vilket ju också gav nedslag i käll-

materialet).Därmed snuddar man samtidigt vid problemet, i vilken utsträckning arbe-

tarskandinavismen faktiskt var förankrad i medvetandet hos de skandinaviska or-

ganisationema, som ju i första hand hade att föra en praktisk arbetarepolitik pådet nationella planet, för att in te tala om de djupare leden, eller om den huvudsak-

ligen var av demonstrationskaraktär och blev frammanad vid festliga tillfällen.

Denna fråga, om den överhuvudtaget kan få ett tillfredsställande svar, kan jag in-

te gå in på här. Stauning sammanfattar 1920: »Igjennem 34 år har de skandinavi-

ske arbejderorganisationer udviklet praktisk skandinavisme. Vi har hjulpet og på-

virket hinanden, vi har støttet og udviklet, og vore organisationer er vokset i magt

og indflydelse«.57Det praktiska stödet i samarbetets början är säkert av betydel-se. Frågan är bara, om citatets sista led pekar på ett naturligt resultat av det skan-

dinaviska samarbetet, vilket Stauning tycks vilja antyda, dvs. om den skandinavi-

ska arbetarrörelsens uppsving konkret blev påverkat av samarbetet och om de

skandinaviska kongressema och andra samarbetsformer fick ett djupare inflytan-de på den konkreta politiska verkligheten i de skandinaviska ländema.” 1912

sammanfattar Köpenhamns borgmästare Jens Jensen, en veteran inom arbetar-

skandinavismen: »Men de skandinaviske kongresser har mægtig bidraget til at

fremme den praktiske internationalisme mellem arbejderne verden over«69 Här

tillskrivs arbetarskandinavismen »eksemplets magt« (så Stauning drygt 20 år se-

nare)7° i ett stort perspektiv, vilket knappast motsvarar den konkreta, men som

sagt inte undersökta verkligheten. Socialdemokratins interskandinaviska samar-

bete verkar vara en möjlig och kanske specifik konkretisering av intemationalism

i den slutna skandinaviska enheten, mera en regional avbild än en globalt påver-kande förebild. Men den subjektiva känslan av denna egeninterpretation och av

den skandinaviska internationalismen överhuvudtaget får inte underskattas, när

dess förankring undersöks.

I fråga om Intemationalen har man konstaterat en bristande intemationell

djupeffekt hos de nationella sektionema, vilket fick sin avgörande betydelse för

dess sammanbrott i och med krigsutbrottet 1914.71 Något dylikt kan förmodas

gälla även för den regionala skandinaviska enheten, som dock aldrig sattes på

liknande prov. Skandinaviska samarbetskommitténs konstruktion Lex. upp-

visar ju organisatoriskt och konstitutionellt desamma svagheter som görs an-

svariga för Intemationalens bristande funktionsduglighet. Den skandinavi-

ska internationaliseringsprocessen och den praktiskt verkande skandinavrse-

nella förbehållen och kraven; ju starkare arbetarrörelsen blev desto mer. Inte kri-

65

tiken av kommittéformens exklusivitet (slutna möten med några personer) ochinte heller hänvisningen till de allmänna skandinaviska kongressema (med valav ombud i organisationema) som botemedel tycks träffa det egentliga proble-met.72 Ty inte heller kongressema hade ju något inflytande över att besluten verk-

ställdes; dessa var i regel aktiverande rekommendationer för en varierande poli-tisk praxis; kongressen var till stor del ett forum för ömsesidig information och

fungerade som en demonstration av arbetarrörelsens makt och »enighet«.Av betydelse tycks snarare frågan vara, i vilken uttsträckning det gavs organi-

satoriska möjligheter för ett starkt och effektivt organisations- och aktionscen-

trum, dvs. huruvida de enskilda skandinaviska organisationema överhuvudtagetvisade sig vara beredda att delegera överordnade kompetenser och funktioner tillen övemationell, interskandinavisk institution.73 Precis som inom Intemationa-len förblev de nationella organisationemas suveränitet oantastad, och dännedblev även möjligheten till en in temationalisering resp. skandinavisering av den

dagspolitiska praxis väsentligen inskränkt.När Skandinaviska samarbetskommittén inrättades 1912/13, skapades princi-

piellt en viktig utgångspunkt för ett organiserat och praktiskt fastare samarbete .

mellan arbetareorganisationema i Danmark, Sverige och Norge. Den »nationella«traditionen och dessa organisationers växande betydelsei den inhemska politi-ken i respektive länder var emellertid ett hinder för att ett organ konstrueradessom kunde bli en verklig motor för en samordnad frammarsch på väg till en påsocialismen byggd skandinavisk »union«. Kriget som försköt kommitténs intres-

seinrikming och kraft från den praktiska arbetarepolitikens och skandinaviska

inrikespolitikens målsättning bidrog till att kommittén egentligen inte kundeutvecklas och finna sin form. Den skandinaviska socialdemokratins uppsving.koncentrationen inåt och på det demokratiska och sociala genombrottet, senare

regeringsansvaret med nya perspektiv, på det mellanstatliga planet Lex. medver-kan i Nationernas Förbund, detta och andra faktorer förändrade även formernaför det skandinaviska samarbetet. Den specifika arbetarskandinavismen sköts i

bakgmnden och indordnades i resp. underordnades nya, av sakförhållandena

»framtvungna« mål och krav. Men även nyare former av skandinavisk samver-

kan har sina komplicerade och olösta skandinaviseringsproblem och Staunings i

december 1934 uttalade förhoppning är fortfarande en utopi: »Vi ser det nordi-

ske samarbejde virke med eksemplets magt, og vi vil ikke tabe troen på det videre

gående samarbejde imellem mange, ja, mellem alle folk«.74

66

Bilaga 1.

Schematisk översikt över de skandinaviska arbetarekongressema 1886-1920 och Skandinavi-

ska samarbetskommitténs möten 1913-1917.

Skandinaviska arbetarekongresser:75Göteborg, 27-29/8 - 1886

Deltagare från Sverige 44, Danmark 15, Norge 2. Det behandlades bl.a. fackföreningamas

politiska och ekonomiska program, fackföreningamas samarbete, 8-timmars arbetsdag,strejkers organisation, ställning till arbetsgivareorganisationer, skiljedomsrätt, arbetslös-

hetsfrågan, lantarbetare kontra stadsarbetare, skydd av skandinaviska arbetare i utlandet.

upplysning av arbetare, allmän rösträtt.

Köpenhamn, 16-19/8 - 1888

Deltagare från Sverige 18, Danmark 111, Norge 6. Det behandlades bl.a. fackföreningars pro-

gram och organisation, normalarbetsdag, strejkfrågan och skandinaviska strej kkassor, ar-

betsinspektion och skiljedomsrätt, ackordsystemets avskaffande, förbud av hemarbete, in-

temationell arbetslagstiftning, försäkringsfrågan, sjömännens ställning.

Kristiania, l4-17/8 - 1890

Deltagare från Sverige 5, Danmark 30, Norge 70. Det behandlades bl.a. fackföreningamasskandinaviska samarbete, strejkers organisation, skandinavisk strejkkassa och strejkkom-mittéer, arbetamas organisationsrätt, ackordsystemets avskaffande, förbud av hem- og nat-

arbete, normalarbetsdag, lantarbetarfrågan, politisk taktik (arbetamas valdeltagande).

Malmö, 18-20/8 - 1892

Deltagare från Sverige 53, Danmark 70, Norge 10. Det behandlades bl.a. de fackliga och po-litiska organisationemas mål och taktik, fackföreningamas samarbete, strejkfrågan, nor-

malarbetsdag, arbetarskydd, försäkring, lantarbetarfrågan, kooperationen, fängelsearbete,hemarbetets avskaffande, lärlingsfrågan, parlamentarism, statssocialism, unionsfrågan.

Stockholm, l9-2l/7 - 1897

Deltagare från Sverige 101, Danmark 52, Norge 23. Det behandlades bl.a. arbetarrörelsens

mål, fackföreningamas ställning till den politiska organisationen, fackföreningsunion i

Skandinavien, arbetarskydd, arbetslöshetsfrågan, ackordsystemets avskaffande, allmän

sjukvård, fängelsearbetet, skolundervisning, politisk rösträtt och rösträttsstrejk, freds- och

unionsfrågan.

Köpenhamn, 22-24/8 - 1901

Deltagare från Sverige 114, Danmark 215, Norge 24. Det behandlades bl.a. arbetarrörelsens

mål, fackföreningamas organisation, använding av kampmedel såsom streik (här också

strejkbrytareproblemet), bojkott etc., facklig skiljedom, normalarbetsdag, hemarbetets av-

skaffande, arbetslöshetsfrågan, lärlingsutbildning och fackskoleundervisning, kooperatio-nen, kvinnlig arbetskraft, sjöfartslagstiftning, arbetarpressen, allmän rösträtt, militaris-

mens avskaffande, unionsfrågan.

Kristiania, 6-8/9 - 1907

Deltagare från Sverige 124, Danmark 95, Norge 168, Finland 6. Det behandlades bl.a. arbe-

tarrörelsens mål, den fackliga organisationen, fackföreningamas självhjälp, fri övergångmellan de skandinaviska fackföreningama, ömsesidigt understöd vid konflikter, kvinnomas

organisering, normalarbetsdag, arbetslöshetsfrågan, lagfäst skiljedom vid arbetstvister, koo-

perationen, främjande av arbetamas utbildning och kultur, arbetarpressen och skandina-

visk information, funktionäremas ställning, kamp mot militarismen.

67

Stockholm, 2-5/9 - 1912

Deltagare från Sverige 123, Danmark 109, Norge 74, Finland 9. Det behandlades bl.a. orga-nisationsformer och taktik, skandinaviskt samarbete och samarbetskommitté, dyrtid och

trustväsen, normalarbetsdag, arbetslöshetsförsäkring,bostadsfrågan, kooperationen, skan-dinaviska arbetaremöten 1914, intemationellt hjälpspråk, skandinavisk socialistisk tids-skrift militärfrågan.

Köpenhamn, 21-23/ 1 - 1920'

Deltagare från Sverige 109, Danmark 208, Norge 78, Finland 3. Det behandlades b1.a. stödunder fackliga konflikter, demokrati på arbetsplatsen, socialiseringsfrågan, sociallagstift-ning, det skandinaviska samarbetet.

Skandinaviska samarbetskommittén:76

Göteborg, 11-12⁄10 . 1913

Konstituerande sammanträde. Mötesdeltagare för Danmark Thorvald Stauning och Carl F.Madsen, för Sverige Fredrik Ström och Herman Lindqvist, för Norge Magnus Nilssen ochOle 0. Lian. På dagordningen: Organisatoriska beslut; kommitténs allmänna målsät-

ning; kongressbesluten från 1912 verkställs; kommittéledningen hos den svenska delegatio-nen.

Stockholm, lO-ll/lO - 1914

Extrasammanträde på danskt initiativ. Mötsdeltagare som 1913, dessutom Frederik Borg-bjerg, Hjalmar Branting och Jacob Vidnes för den danska, svenska resp. norska »Social-

Dernokraten«. På dagordningen: ISB's förflyttning till Holland, vilket godkänns som en

provisorisk åtgärd; konferens för de neutrala ländemas socialdemokrati för att behandla

fredsfrågan; skandinaviska arbetaremöten vid svensk-norska gränsen i juni och juli 1914 (seäven samarbetskommitténs verksamhetsberättelse för 1914 i bilaga 2 nedan).

Stockholm, 24/10 - 1914

Extrasammanträde på norsk begäran (ang. förslaget av American Socialist Party om en in-

temationell socialistkongress eller ett utökat möte med 1813)och fremför allt på begäran av

holländaren Pieter J. Troelstra (betr. förflyttning av ISB). Mötesdeltagare: Stauning ochMadsen, Ström och Lindqvist samt chefredaktörema Borgbjerg och Branting och som gästTroelstra. På dagordningen ISB-frågan och bl.a. de provisoriska stadgama för den nyabyrån i Haag, vilka godkändes; den neutrala konferensen, Troelstra anslöt sig til] planen(se även samarbetskommitténs verksamhetsberättelse för 1914 i bilaga 2 nedan).

Köpenhamn, 17/ l - 1915

Extrasammanuäde under den pågående neutrala socialdemokratiska konferensen. Mötes-

deltagare: samtliga kommittéledamöter (se 1915). På dagordningen: Staunings förslag tillett uttalande på konferensen diskuterades; ang. konferenskostnadema beslöts om en ge-mensam uppdelning. (Om Köpenhamnskonferensen se samarbetskommitténs verksam-hetsberättelse för 1915:1 i bilaga 2 nedan).

Köpenhamn, 4⁄9 - 1915

Ordinarie sammanträde (Stauning hade dock initierat ett nytt extrasammanträde som se-

dan skulle sammanfalla med det ordinarie mötet). Mötesdeltagare: samtliga kommittéleda-möter (se 1913) samt chefredaktörema Borgbjerg och Branting. På dagordningen: kommit-téledningen övertas av den danska delegationen; Köpenhamnskonferensens beslut ang. en

hänvändelse till de neu trala regeringama om en fredsmedling; möjlighet til] en aktion frånISB's sida (se även samarbetskommitténs verksamhetsberättelse för 1915:2 i bilaga 2 ne-

dan).

68

Köpenhamn, 8-9/ 12 - 1916

Extrasammanträde möjligen på danskt initiativ. Mötesdeltagare Stauning och Madsen,

Gustav Möller (som ersatte Ström) och Lindqvist, N ilssen och Lian samt chefredaktörema'

Borgbjerg, Branting och Vidnes. På dagordningen: den s.k. studieresan av några danska

och svenska socialdemokrater till Tyskland och Belgien under sommaren 1916; den inter-

nationella situationen, där man uttalade sig å ena sidan för fortsatt neutralitet av de skandi-

naviska ländema och å andra sidan för en fredsinsats av lSB's exekutivkommitté samt de

socialdemokratiska partiema; den ekonomiska situationen; värvning av arbetskraft till ut-

landet (se även samarbetskommitténs verksamhetsberättelse för 1916 i bilag: 2 nedan).

Stockholm, 9⁄5 - 1917

Extrasammanuäde med anledning av de pågående försöken att få till stånd en socialdemo-

kratisk allmän fredskonferens i Stockholm. Mötesdeltagare: kommittén i den nya samman-

sättningen (se 1916) samt på särskild inbjudan Brandng. På dagordningen: konferensens

initiativ; anslutning till Holländsk-skandinaviska kommitténs arbete (se även samarbetso

kommitténs verksamhetsberâttelse för 1917 i bilaga 2 nedan).

Kristiania, 20/10 - 1917

Ordinarie sammanträde. Mötesdeltagare: samtliga kommittéledamöter. På dagordningen:kommittéledningen övertas av den norska delegationen; den nya norska lagen om utvisningav utlänningar; understöd för de i Holland intemerade belgiema; önskvärdheten av en

skandinavisk kongress, frågan överläts åt den nya styrelsen (se även samarbetskommitténs

verksamhetsberättelse för 1917 i bilaga 2 nedan, där mötesdatumet är felaktigt angivet).

Bilaga 2.

Ur Skandinaviska samarbetskommitténs verksamhetsberättelser 1914 - 1919.

1914

Kommittén för skandinaviska ubemærörelsms

samarbete

Kommittén konstituerades vid möte i Göteborg den 11 och 12 oktober 1913, då ombud voro

närvarande från soc.-dem. partiema och landsorganisationema i Danmark, Norge och Sve-

rige. Vid mötet fattade beslut äro återgivna i vår berättelse för år 1913.

Kommtténs styrelse, som för två år, räknat från ovannämnda möte, utgöres av hrr Herm.

Lindqvist och Fredr. Ström, har utgivit berättelse över verksamheten under år 1914, vari

meddelas de åtgärder, styrelsen företagit för att realisera kommitténs beslut. Härom medde-

lar styrelsen följande:Inbjudan till finska partiet och finska landsorganisationen att med var sitt ombud ingå i

kommittén har jämlikt beslut tillsänts vederbörande. Enligt meddelande från finska soc.-

dem. partiets styrelse har finska partiet beslutat att genom ombud icke representera i kom-

mittén. Från finska landsorganisationen har intet svar ingått.1fråga om de fattade beslu ten rörande åtgärder för skandinavisk samverkan har konferen-

sens bêslut tillställts de sec-dem. riksdagsgruppema. Huruvida något initiativ, i anslutningtill mom. 1 och 3 i resolutionen, varit möjligt åstadkomma, är för kommitténs styrelse icke

känt, då någon rapport från resp. riksdagsgrupper icke inkommit.

Angåendeanordningar för utbyte ländema emellan av redogörelser för huvudgrundemai de för arbetareklassen viktigaste existerande lagama och för av socialdemokratin i anslut-

ning därtill väckta förslag, så må meddelas att från soc.-dem. partieti Danmark under året

en dylik redeogörelse inkommit. De svenska och norska redogörelsema äro ännu icke

färdiga. ,

Förslaget om åtgärder för friexemplar av huvudorganen åt de soc.-dem. riksdagsmännen

och funktionärema har icke kunnat realiseras, då förslaget stött på vissa svårigheter inom

resp. huvudorgans expeditioner.

69

Rörande besluten om skandinaviska arbetaremöten sommaren 1914 ha 8 större dylika un-

der kommittéstyrelsens medverkan ägt rum, nämligen i Fredrikshald, Meraker och Arvika.

Samtliga dessa möten vore synnerligen lyckade, besökta som de voro av tusentals deltagareoch ledda efter gedigna program. Mötena ha icke genom egna inkomster kunnat helt tåckakostnadema. Den uppkomna bristen skall, enligt beslut, täckas av de svenska och norska

huvudstyrelsema.Angående Göteborgs-konferensens beslut att avstyrka utgivandet av en gemensam skandi-

navisk socialistisk tidsskrift skulle yttrande hos resp. huvudstyrelser inhämtas. Huvudsty-relsema hava meddelat att de godkänt koferensens beslut.

Skandinaviska kongressens och konferensens beslut rörande int. hjälpspråk har medde-lats int. soc. byrån i Brüssel samt "Verbund für die Schaffung eines Weltsprach-amtes" iBern jämlikt beslut vid konferensen i Göteborg.Likaså har, jämlikt besluti Göteborg, i skrivelse till int. soc. byrån i Brüssel och int. fack-

liga sekr. i Berlin hemställan orts att dessa institutioner måtte dels inrätta sig så att kor-respondens mellan dem och de nordiska ländema måtte ske på något nordiskt språk, delsock att vid de int. kongressema även de nordiska språken må få begagnas och bli tolkade.Åvenledes har meddelats till int. soc. byrån kongressens beslut i kooperationsfrågan.Samtliga vid 8:de skand. kongressen och konferensen i Göteborg fattade beslut äro så-

lunda expedierade.Verksamheten i övrigt under 1914 har dels bestått uti att förmedla och så långt möjligtstå till tjänst med upplysningar och undersökningar som hava påkallats från den ena ellerandra av de anslutna ländemas politiska eller fackliga organisationer, dels varit knuten till

frågor och åtgärder, som haft samband med det utbrutna världskriget och dess följder.På förslag av kommitténs danska ledamöter sammanträdde kommittén till extra möte

den 10 och 11 oktober i Stockholm. I detta sammanträde deltogo även de tre ländemas hu-

vudorgans chefredaktörer. Den fråga, som här behandlades, gällde vad som från Nordensarbetarerörelse kunde åtgöxas för att återknyta de halvt bmstna banden mellan Internationa-lens anslutna arbetaregrupper, ävensom att söka åstadkomma fred mellan de kämpandefolken.

Efter indgående överläggningar beslöts:dels att förorda int. soc. byråns tillfälliga förflyttning till Holland, dels att inbjuda till

en konferens (förslagsvis i Haag eller Köpenhamn) av representanter för socialdemokratini de neutrala ländema.

Konferensens uppgift skulle vara:

1) att söka samla och stärka den folkmening hos de neutrala ländema, som kräver krigetsavslutande på sådant sätt, att en varaktig fred betryggas;

2) att därigenom söka skapa ett gynnsamt underlag för medlingsförsök, som kunna gö-res på grundvalen av att vid det blivande allmänna fredsslutet inga eventuella gränsföran-dringar ske utan erkännande av folkens självbestämningsrätt;

3) att överlägga och besluta om en eventuell gemensam hänvändelse från de på konfe-

rensen företrädda soc.-dem. partiema till de neutrala ländemas soc.-dem. riksdagsgrupperatt på lämpligt sätt vända sig till sina resp. regeringar med hemställan till dessa att under-

söka möjligheten av initiativ för krigets avslutning, eventuellt genom gemensam framställ-

ning från ett antal neuuala staters regeringar.Vidare beslöts

inbjuda socialdemokratiska partiet i Holland att biträda inbjudan till en dylik konfe-rens pá föreliggande program.För att närmare dryfta en del med anledning av mötet den 10 och 1] oktober uppkomnaspörsmål sammanträdde kommittén ånyo i Stockholm den 24 oktober. I detta sammanträ-

des förhandlingar deltog även P. Troelstra från Holland. De norska ledamöternar hade tillmötet, som telegrafiskt inkallats, anmält förhinder.

Vid detta sammantläde

dels bekräftades i huvudsak besluten från föregående möte, att överlämna det närmareordnandet av den beslutade konferensen åt danska soc.-dem. partiet,

70

dels diskuterades de närmare reglerna och uppgiftema för den till Haag föreslagna till-

fälliga förflytningen av int. soc. byrån.Den sålunda beslutade soc. fredskonferensen försiggick i Köpenhamn den 17 och 18 ja-

nuari 1915. En närmare redogörelse för dess förhandlingar och beslut kommer att lämnas i

berättelsen för 1915 års verksamhet.

Källa: Berättelse över Landsorganisationens i Sverge verksamhet år 1914 (Stockholm 1915),s. 52-54

1915:1

Kommittén för skandinaviska arbetarerörelsens

samarbete

Ur kommitténs styrelseberättelse för tiden I jan.-31aug. 1915 meddela vi följande:Berättelsen för 1914 slutade med en skildring av förberedelsema til] den svensk-dansk-

norsk-holländska fredskonferensen. Denna forsiggick i Köpenhamn den 17 och 18 jan.1915. Representerade voro de soc.-dem. partiema och landsorganisationema i dessa fyra län-der.

De delegerade voro följande:Sverge: Hj. Branting, Fr. Ström, Herm. Lindqvist, Ernst Söderberg.-Norge: Magnus Nielsen, J. Vidnes, Ole 0. Lian, Sverre Iversen.

Danmark: Th. Stauning, F. Borgbjerg, Sigvald Olsen, Carl F. Madsen.

Holland: P. Troelstra, H. Van Kol, Wibaut, Vliegen.

Dagordningen hade följande lydelse:l. Aktion för fredsslut.

a. Hemställan till regeringamab. Socialdemokratins fredsprogram.

2. Förslag från Schweiz och Amerika.

a. Förslag om inkallande av en konferens från de neutrala statema.

b. Förslag om inkallelse av en neutral soc. kongress.Konferensen öppnades med ett tal av Stauning, Köpenhamn, som bl.a. framhöll, att det icke

inginge i konferensens uppgift att döma mellan de stridande partema. Men Intemationalen

har senast genom beslut å Köpenhamnskongressen 1910 ålagt socialdemokratema att, om

krig utbryter, ingripa för dess snara avslutning. Ett sådant ingripande kan icke nu förbere-

das av socialdemokrater från alla länder, men de socialdemokratiska partiema i Skandina-

vien ha känt det som at plikt att bidraga till stärkande av den folkmening, som kräver

varaktig fred emellan folken. Om möjlighetema för åtgärder i denna riktning skall konfe-

rensen förhandla. Tal. förklarade så konferensen öppnad, under den förhoppningen, att den

i mänsklighetens och kulturens intresse måtte kunna göra ett om också ringa bidrag til]

avslutandet av det nuvarande tillståndet och till skapandet av ett nytt folkets broderskap.Hr. Stauning meddelade därefter, att de amerikanska och schweiziska ombuden icke kun-

nat infinna sig. Ej heller hr Morgari från Italien hade anlänt.

Till konferensens ordförande valdes hr Sigvald Olsen och till sekreterare hr Borgbjerg.Utom de 16 delegerade från Sverge, Norge, Danmark och Holland, bevistades konferensen

av några danska partivänner, som deltagit i dess organisering, av redaktören för det hol-

ländska partiorganet "Het Volk", dzr Roode, och fru Leepa, som bringade en hälsning från

det judiska "Bund". Hälsningsskrivelser hade ingått från Intemationalens sekreterare Ca-

mille Huysmanns, från de socialdemokratiska partiordförandena i Schweiz och Tyskland,från det franska partiet, från “labour Leader", Stockholms Maskinarbetarefackförening m.

fl. Till Huysmanns avsändes en telegrafisk hälsning.Efter en ingående och grundlig diskussion fattades följande beslut.

1. Den socialdemokratiska konferensen i Köpenhamn, som omfattar representanter för

Holland, Sverge, Norge och Danmark, har, liksom förut socialistema i Schweiz och Ita-

lien, känt behov av att samlas för att dryfta det rådande tillståndet och ge uttryck åt de stäm-

71

ningar, som röra sig inom arbetareklassen, samt att söka upprätthålla den internationellasolidariteten under den kris, världen nu genomgår. Konferensen konstaterar, att kapitalis-men i dess imperialistiska form, vilken kommit till uttryck i de ständigt stegrade kapprust-ningama och i en hänsynslös utvidgningspolitik, under medverkan av en hemlig och oan-

svan'g stormaktsdiplomati nu fört världen till den katastrof, som socialdemokratin förutsagtoch beständigt vamat de makthavande för. I detta ögonblick, då hela mänskligheten upp-

fylles med avsky för de fasor och ödeläggelser detta krig brägt över världen, ger konferen-sen uttryck åt den fasta och kraftiga fredsvilja, som råder inom de på konferensen represen-terade ländemas folk. Konferensen betraktar som sin huvuduppgift att samla och stärkaden fredsvilja, som otvivelaktigt i alla länder kräver krigets avslutande på sådant sätt, att

en varaktig fred betryggas.\Denvänder sig med detta mål för ögonen til] de socialistiska ar-

betarna i de krigförande ländema och hänvisar till de principer för Intemationalens soli-daritet och proletariatets rättskänsla, vilka blivit fastslagna på alla Intemationalens kon-

gresser. Kongressen i Köpenhamn 1910 sammanfattade i sin resolution mot kriget dessaprinciper på så sätt, att den förpliktade de socialistiska representantema i parlamenten tillatt verka för a) obligatorisk, intemationell skiljedom, b) rustningamas inskränkande medallmän avrustning som mål, c) avskaffandet av diplomatins hemliga verksamhet och full

parlamentarisk ansvarighet för utrikespolitiken, d) erkännendet av folkens självbeStäm-manderätt och strävanden att hindra krigiska angrepp och våldsamt undertryckande.

Konferensen anser det därfor som en plikt för alla socialistiska partier att arbeta på ett

snart fredsslut och därvid sätta in alla krafter på åstadkommandet av fredsvillkor, som ickebära frön till nya krig utan bilda grundvalen för intemationell avrustning och utrikespo-litikens demokratisering. Konferensen protesterar mot folkrättsbrottet mot Belgien och ut-

talar förväntan om att socialistema i alla krigförande länder på det skaxpaste skola motsätta

sig varje annektering med våld i strid mot folkens självbestämmanderätt. I det konferensensålunda upprepar Intemationalens fredsprinciper, uppmanar densamma den Internationel-la socialistiska byrån att, så snart förhållandena medgiva och senast vid fredsunderhandlin-

gama, börja samla de socialistiska partiema till gemensamt rådslag om de fordringar, som

böra uppställas vid fredsslutet. Konferensen betraktar detta som en nödvändig förutsätt-ning för att fredsvillkoren icke skola fastställas utan det arbetande folkets medverkan el-ler mot dess vilja och uppmanar arbetama i alla länder att koncentrera sina ansträngningarpå åStadkommandet av en snar och yaraktig världsfred.Världskriget med alla dess fasor blev möjligt endast därigenom, att kapitalistklassen i de

olika ländema ännu har makten i sina händer. Konferensen uppmanar därför arbetare-klassen att med ännu större kraft och hänförelse arbeta på enadet av den politiska mak-

ten, så att imperialismen kan krossas och den internationella socialismen fullborda sin folk-befriande uppgift.

Kongressen beslöt vidare fatta följande beslut:2. Konferensen hemställer till socialistema i de neutrala ländema att i parlamenten eller

på annat ändamålsenligt sätt vända sig til respektive regeringar med anmodan om att tagai övervägande, huruvida de, var för sig eller gemensamt, tro sig kunna med utsikt till fram-

gång erbjuda de krigförande ländemas regeringar sin medling till uppnåendet av en snar

och varaktig fred.

Konferensens tredje beslut var av följande lydelsc:3. Den socialdemokratiska konferensen i Köpenhamn erfar, att fem dumamedlemmari Ryss-land, vilka samlats för att utarbeta en rapport till den nu pågående konferensen, av denna

anledning belagts med häkte. Konferensen uttalar sin sympati för dessa fem partikamrateroch sin skarpaste protest mot ett dylikt förfarande mot arbetareklassens lagliga represen tan-

ter.

På söndagen den 17 jan. hölls i Köpenhamns rådhus ett stort offentligt fredsmöte, där fle-ra av konferensens deltagare talade.

Vid sammanträde med kommittén den 19 jan. beslöts att kostnaden för konferensens

72

anordnande, kr. 1,359 : 12, skulle delas lika på de tre skandinaviska ländernas huvudorga-nisationer.

Styrelsen för kommittén har under året f. 6. utfört en del uppdrag och vidtagit vissa åt-

gärder i enlighet med stadgamas bestämmelser, men sjävfallet har den utrikespolitiska si-

tuationen medfört att lñr som på andra områden åtskilligt fått vila, som under normala

förhållanden sku11e blivit föremål för närmare handläggning.Kommitténs årsmöte hölls i Köpenhamn den 4 sept. Härvid avgick den svenska styrelsen.

Herm. Lindqvist och Fr. Ström, som da fungerat i två år, och övergick styrelsen till de dan-

ska kommittéledamötema Carl F. Madsen, ordförande, och Th. Stauning, sekreterare, som

nu skola fungera i två år.

I samband med årsmötet hölls även ett möte för överläggning rörande vilka initiativ,som eventuellt kunna vidtagas, utöver vad som beslutades vid konferensen i januari, i och

för åstadkommande av fredsförhandlingar. Vid detta möte voro, förutom kommitténs leda-

möter, jämväl nårvarande de både redaktörema Hj. Branting och F. J. Borgbjerg. Det fatta-

de beslutet skulle genom dessa bliva meddelat. Då ingen särskild berättelse blivit utskriven

för tiden efter årsmötet, för vilken tid väl kommer att redogöres i samband med verksamhe-

ten under år 1916, kunna vi här ej återgiva beslutet ifråga.

Källa: Berättelse över Iandsorganisationens i Sverge verksamhet år 1915 (Stockholm 1916),s. 57-60.

1915:2 och 1916.

Kommittén för skandinavisk ubetarerörelsens

samarbete

Ur kommitténs berättelse för tiden 15 sept. 1915-31 dec. 1916 anföra vi nedanstående:

Vid kommitténs möte i Köpenhamn den 4 sept. 1915 övergick ledningen från de svenska

til de danska ledamötema, på sätt som beslöts vid konstituerande mötet ll och 12 oktober

1913. Kommitténs ordförande år nu Carl F. Madsen och sekreterare Th. Stauning.I anslutning till de beslut, som fattats vid konferensen i Köpenhamn l7 och 18 jan. 1915,beslöt kommittén vid sitt möte den 4 sept. samma år att göra nedanstående uttalande:

l) Att hemställa til den Intemationella socialistiska byran att forsätta och fömya försö-ken att återknyta de internationella banden, och söka åstadkomma en socialistisk grund förfred och för agitation för denna.

2) Att genom de respektive partistyrelsema hemställa till resp. länders regeringer, att

dessa må, då tiden är inne, göra föreställningar om slutande av fred.

I anslutning till dessa uttalanden har på socialdemokratiska partiens i de tre nordiska

ländema vägnar orts framställning till den Int. byrån att verka för fred och internatio-

nellt samarbete, och genom fortsatt korrespondens lyckades man även få byråns förståelseför de framförda önskningama. Det visade sig emellertid, att de socialdemokratiska parti-ema i England, Frankrike och Belgien vägrade att möta till en allmän intemationell konfe-

rens. Man upptog då tanken på en konferens av den Int. byråns ledamöter i de neutrala län-

dema. En sådan konferens utlystes först till i maj 1916, men måste sedan uppskjutas och

hölls den 31 juli i Haag. Till densamma mötte representanter från Argentina, Förenta sta-

tema, Holland, Sverge och Danmark.

Konferensen offentliggjorde två uttalanden. Det ena angående de ekonomiska förhål-

landena under och efter kriger, det andra om socialdemokratins syn på kriget samt en önskan

om snart kunna samla hela den Int. socialistiska byrån til möte.

I april 1916 blevo förtroendemännen inom de skandinaviska arbetareorganisationema av

de tyska parti- och fackorganisationemas huvudledningar inbjudna till ett besök i Tysk-land, där man ville lämna uppgifter om organisationsförhållandena samt konferera om vis-

sa arbetarespørsmål. Dessutom ville man giva de inbjudna partivänneme tillfälle att göraen studieresa i Belgien. Inbjudan mottogs, men i sista ögonblicket blev på grund av sjuk-domsfall och mellankommande arbete en del personförandringar.

73

De som deltogo i resan voro: Från Sverge: Nils Persson, A. C. Lindblad och Harald Hal-

lén; från Danmark: Carl F. Madsen, I. A. Hanssen och Sigv. Olsen; från Norge skulle Ole 0.

Lian, deltaga, men erhöll han förhinder.

Korrespondensen angående resan ombesörjdes av den skandinaviska kommitténs ordfö-rande och sekreterare.

Når de inbjudna antogo inbjudningen var det naturligtvis i önskan att bidraga till beva-rande av förbindelsema med broderorganisationema samt för att få tillfälle att se förhål-landen, varom man endast ägde kännedom genom ofullständiga tidningsmeddelanden.Man ansåg även att resan skulle dana en naturlig motvikt till andra, fömt företagna resor,som hade givit anledning till mycken debatt och misstydningar.

Den danska socialdemokratins ledning har dessu tom, i samförstånd med kommitténs ord-förande och sekreterare, och i överensstämmelse med tendensen i kommitténs hela arbeteunder kriget, beslu tit att söka förbindelser åt alla sidor för att direkt kunna verka i enlighetmed de fredsuttalanden som orts. I slutet av år 1915 beslöts sålunda att låta två delege-rade resa till England och att de even tuellt skulle utsträcka resan även till Frankrike. Försö-ket misslyckades den gangen, enär engelska legationen nekade utförda behövliga pass. Meni november 1916 kunde två danska partivänner resa och erhöllo möjlighet att konferera meden del partivänner i England. Senare har, i anledning av den franska landsorganisationenskongress, orts försök att sända delegerade till Paris i december 1916. De franska myndig-heterna nekade emellertid att utställa pass.

De medlemmar av kommittén, som representera de fackliga landsorganisationerna, hahaft anledning att sysselsätta sig med väckt fråga om hållande av en facklig konferens iBern i december 1916. Som det icke var möjligt att få samlat representanter från alla länderblev, på förslag av de skandinaviska sekretariaten, konferensen uppskjuten.

Till kommitténs möte i Köpenhamn den 8 och 9 december 1916 voro redaktörema för desocialdemokratiska huvudorganen i de tre skandinaviska ländema, Branting, Vidnes och

Borgbjerg, inbjudna. Branting var förhindrad deltaga, varemot de två sistnämnda deltogoi sammanträdet.

Vid mötet förelågo följande frågor till behandling:De utrikespolitiska förhållandena.

De ekonomiska förhållandena och lagstiftningen.Arbetarevärvningen till utlandet.I första punkten gjordes nedanstående uttalande:

“Permanenta kommittén för samarbete mellen de skandinaviska ländemas arbetarorgani-sationer, samlad till möte i Köpenhamn, beslutar rikta följande framställning till broderor-

ganisationema i de krigförande ländema:Det fruktansvärda kriget har nu snart rasat i 2 1/2år och våra partier kunna, liksom årets

konferens i Haag, endast se, att detta krig förvisso medfört mycken sorg, ett omätligt mate-

riellt och moraliskt elände, försatt de ekonomiska förhållandena i gungning och ställt iutsikt outhärdliga bördor för framtiden, men intet avgörande för någon av partema. Däre-mot har det alltkämt dragit flere länder in i katastrofen och man står inför fortsatta oerhör-da blodsoffer och ödeläggelser av kolossala värden.

Under intrycket härav och i känslan av de lidanden, som hemsöka våra klassbröder ialla land, bedja vi såväl partiemas ledningar som de enskilda partivännerna att ånyo tagaunder övervägande vad socialdemokratin kan och bör göra.

Det är vår övertygelse, att i alla länder folkens vilja står bakom önskan om en avslutningpå kriget, och i våra egna landsmäns namn samt otvivelaktigt även i överensstämmelse 1med större delen av mänskligheten hemställa vi så enträget vi kunna till de socialistiska

“

partiema i de krigförande ländema att nu gripa sig an med arbetet på att samla arbetarklas-sen kring de krav, som kunna föra världen fram till en varaktig fred. Vi hänvisa till de påinternationella socialistiska kongressen 1910 framlagda fordringama, som upprepats av kon-ferenser i såväl de krigförande som neutrala ländema och vars huvudpunkter äro obliga-torisk intemationell skiljedom, erkännande av folkens sjlvbestämmanderätt och rustnin-gamas inskränkande med allmän avrustning som slutmål.

74

I det konferensen uttalar sitt erkännande av den internationella socialistiska byråns stän-

diga försök att medla mellan partiema och uppfordrar den att fortsätta detta arbete, hän-vända vi oss till broderpartiema i de krigförande ländema med vår trängande maning att

på grundvalen av ovanstående socialistiska grundsatser träda fram inför offentligheten med

proletariatets krav på krigets avslutande och för ávägabringande av garantier mot återupp-repande av denna fruktansvärda världskatastrof.

Vi uppfordra såväl verkställande utskottet inom lntemationella socialistiska byrån som

arbetarorganisationema i de krigförande ländema att nu söka åstadkomma den överlägg-

ning mellan partiema, som enligt vår mening skulle bereda väg för freden, efter vilken alla

folk längta.Världskriget har bragt det arbetande folket oerhörda lidanden. Det är därför naturligt,

att kravet på fred i första hand reses av arbetama och det är vår övertygelse att en hemsk

framtid väntar folken, därest det icke snart lyckas att bringa denna blodiga uppgörelse till

ett slut.

Från flera håll ha under det senaste året fredsröster höj ts. Dessa strävanden böra samman-

föras av socialdemokratin, som skulle förväwa sig en oförgänglig ära, om den lyckadesåstadkomma en folkvilja, som vore i stånd att nu göra slut på kriget.”Rörande Skandinaviens neutralitet antogs ett uttalande så lydande:“De utrikespolitiska förhállandena medföra många svårigheter för de skandinaviska län-

dema och därmed även faran för förvecklingar. Samtliga medlemmar av kommittén ha pårespektive länders partiers vägnar förklarat, att hos dessa råder en orubblig neutralitetsvil-

ja. Och kommittén uttalar en förväntan om att de socialdemokratiska organisationerna och

parlamentariska representantema för framtiden liksom hittills måtte stödja alla strävanden

för neutralitetens bevarande och eftersträva största möjliga inflytande i denna livsfrågaför det arbetande folket.

Konferensen anbefaller partistyrelsema att när så kräves anordna partimöten för att läm-

na partiets medlemmar i största utsträckning upplysningar om utrikespolitiska och han-

delspolitiska förhållanden. Slutligen uttalas, att om situationen framdeles skulle göra det

önskvärt skal] kommittén sammanträda jämte representanter för de tre ländernas fackligaoch politiska huvudledningar till nytt övervägande av situationen.”

Dessa uttalanden utsändes omedelbart till Int. socialistiska byrån och de partier, som äro

anslutna till denna.Beträffande de ekonomiska förhållandenas utveckling under kriget och om de åtgärder,

som från det allmännas sida vidtagits mot dyrtiden så redogjordes därför av de olika län-

demas representanter. Kommittén beslöt att mellan de olika ländema upplysningar skulleutväxlas för att användas av partiema.

I tredje frågan upplystes, med anledning av att försök i ganska stor utsträckning gjortstill arbetarevärvning i utlandet, att fackorganisationema sysselsatt sig med saken samt att

även regeringama hade sin uppmärksamhet riktad på densamma. Kommittén beslöt att

inhämta ytterligare upplysningar samt förordade ett likartat förfarande i de olika länder-na.

Källa: Berättelse över Iandsorganisationens i Sverge verksamhet år 1916 (Stockholm 1917),s. 55-58.

1917.


samarbete

Ur kommitténs berättelse för tiden I jam-15 okt. 1917 anföra vi nedanstående:

Kommitténs ledning, som varit förlagd i Danmark, framhåller, att det är nog så naturligtatt verksamheten såväl under berättelseperioden som under närmast föregående tid huvud-

sakligast koncentrerats på försök att bidraga till ett slut på kriget genom återuprättande av

förbindelsema mellan de olika ländemas socialdemokratiska partier. Under årets första

75

del fördes i sagda syfte en del korrespondens i anslutning till de beslut kommittén fattadevid sitt sammenträde i december 1916.

Emellertid kom ej den ifrågasatta konferensen av partivänner i ententeländerna till

stånd, och den av tyskama den 1 februari verkställda skärpta blockaden och u-båtskrigetvar det föga hopp om att kunna tränga igenom med fredsönskningar. Då kom revolutioneni Ryssland och tände nytt hopp om att folkens fredslängtan skulle kunna segra. Då kom-mittén fick kännedom om revolutionens omfattning och karaktär avsände den, genom sin

sekreterare, nedanstående skrivelse till Exekutivkommittén för den internationella socia-listiska byrån:

“Årade partivännerlI det jag hänvisar til] de av Kommittén för skandinaviska arbetarrörelsens samarbete tidi-

gare översända framställningama angående byråns verksamhet, senast under sistlidne de-cember månad, tillåter jag mig att på nytt, i överensslämmelse med i alla tre skandinavi-ska ländema rådande stämningar, göra Exekutivkommittén uppmärksam på den freds-

längtan, som råder i ländema, och om den önskan vi alltid framhållit, att försök måtte gö-ras att samla arbetarklassen till intemationell aktion för krigets avslutning.

Det förefaller mig att det nu åter är en lämplig tidpunkt för handling eller åtminstoneför försök till handling.Händelsema i Ryssland äro av så stor betydelse för arbetarklassen att de må fylla oss med

glädje, men det är min tro, att de även ha berett vägen för en snar fred. Det år nu mera an-

ledning än någonsin till att försöka åvägabringa en forståelse mellan alla socialdemokra-tiska partier för att därigenom få grunden lagd till fred, och det år de skandinaviska fol-kens hopp, att den lntemationella byråns ledning nu vill göra sin stämma hörd i socialis-tisk anda.

Vi känna väl de vanskligheter, som hittills funnits, och vilka nog ännu ej övervunnits,men det är otvivelaktigt av betydelse att den rätta vägen anvisas var gáng en möjlighetframträder, och jag vill icke neka till att stillheten inom Intemationalen efterhand verkar

tryckande.I Danmark ha vi alltid hävdat, att den av organisationema upprättade byrån med en en-

ligt beslut tillsatt ledning bör ha initiativet och ledande ställning, liksom ledningens råd i

viktiga situationer bör inhämtas och så vitt möjligt följas. Utgående från dessa grundsatserha vi bekämpat de nedbrvtningsförsök inom den internationella organisationen, som ut-

gâtt från Zimmerwald, och vi vilja fortsätta denna kamp därför att Zimmerwaldsrörelsen

är osund och stridande mot arbetarklassens intressen. Men jag vill icke fömeka att det ef-terhand blir mycket vanskligt att intaga denna hållning, när socialdemokratins officiella

organ hemfaller till stillhet och tillsynes är maktlös. Stämningen för Zimmerwaldsrörel-sen visar under dessa förhållanden, och det blir en ny olycka för arbetarklassen, om tron påInternationalens program och vilja försvagas mera än som allaredan har skett.

Det är möjligt att dessa ord äro hårda, och det är möjligt att det arbetas i den anda som

vi önska. I så fall beder jag om förlåtelse för vad jag framhållit; det är sagt därför att vi hår

i Danmark icke ha fått del av någon verksamhet just nu då vi anse att lörutsättningar finnas.

Otvivelaktigt förstår Ni att ovanstående sagts i bästa avsikt och det skulle glädja social-

demokratema i de skandinaviska ländema om en fruktbringande verksamhet snart kunde

upptagas från den Internationella byråns sida.

Jag vill ej underlåta upplysa om att den skandinaviska kommittén kommer att samman-

träda om få dagar för att dryfta och överväga om vi hår i Skandinavien kunna vara i stånd

till att giva något bistand i det fredsarbete, som vi hoppas skall följa det stora genombrot-tet i Ryssland.Köpenhamn den 1 april 1917.”

Den 9 maj sammanträdde kommittén till sammanträdei Stockholm. Man kunde då konsta-tera att de holländska medlemmama av Intemationella byråns exekutivkommitté tagitinitiativ till sammankallande av en intemationell socialistisk konferens och i och för för-

76

beredande arbete härför skulle resa till Stockholm. Med detta initiativ var kommittén till-

freds.

Det upplystes vidare vid sammanträdet, att det varit kommittéledningens mening att sam-

mankalla kommittén till extra möte för att delegera represen tanter till Ryssland för att där

taga del av revolutionen, då genom pressen er'hölls meddelande om att Branting redan av-

rest till Petrograd. Det danska partiet beslöt då att sända Borgbjerg som sin representantmed bemyndigande att meddela den ryska revolu tionskommittén de grunder på vilka den ty-

ska socialdemokratin ville arbeta för fred.

Man hade vidare tänkt anordna en konferens med de engelska och franska partivänner,som enligt meddelande i pressen skulle i anledning av revolutionen resa till Ryssland, men

avstått därifrån då det blev känt att de skulle resa som sina regeringars representanter.Efter avslutad behandling av föreliggande frågor gjorde kommittén nedanstående utta-

lande:

“Den permamenta kommittén för samarbete mellan arbetarorganisationema i Norge,Sverge och Danmark, som ända sedan krigets utbrott 1914 har sökt att påskynda upptagan-de av det internationella samarbetet mellan de socialdemokratiska partiema för att däri-

genom uppnå ett slut på kriget och åvägabringa en varaktig fred, uttalar sitt erk'ännande

åt och tillfredsställelse med det initiativ, som i detta avseende nu är taget av den holländ-

ska delegationen i Intemationella byråns exekutivkommitté.Den skandinaviska kommittén biträder helt planen om att det skall utföras ett undersö-

kande och förberedande medlingsarbete genom konferenser mellan delegationer från resp.

länders broderpartier och den i Stockholm bildade kommittén, och uttalar hopp om att

detta arbete skall frambringa en grundval för samföstånd mellan partivännema i alla län-

der, så att en gemensam aktion för en god fred kan upptagas.Skandinaviska kommittén anser det som självklart, att arbetet för Intemationalens åter-

upprättande och för krigets avslutning genom en fred i överensstämmelse med socialdemo-

kratins ofta uttalade grundsatser, nu ensamt må bedrivas av den kommitté, som på initiativ

av den holländska delegationen har begynt sitt arbete, och försäkrar skandinaviska kom-

mittén att de skandinaviska arbetarpartiema oförbehållsamt skola giva sitt stöd och anslut›

ning till arbetet samt uttalar de bästa önskningar om dettas lyckliga fortgång."I samband med den norska landsorganisationens kongress höll Kommittén r'ör skandina-

viska arbetarerörelsens samarbete sitt årsmöte i Kristiania den 22 oktober 1917. Närvarande

voro kommitténs samtliga ledamöter: hrr C. F. Madsen och Th. Stauning, Danmark, Ole

0. Lian och Magnus Nielsen, Norge, samt Herm. Lindqvistpch Gustav Möller, Sverge.Dagordningen upptog följande ärenden:l. Berättelse över verksamheten 1917 intill oktober månad.

2. Utvisningen av svenskar från Norge.3. Anslag till skolor för de i Holland intemerade belgiema.4. Fråga om hållande av skandinavisk kongress.

Den av Madsen och Stauning förelagda verksamhetsberättelsen - för vars innehåll vi redo-

gjort här ovan - godkändes.Ifråga om den pågående utvisningen av svenskar från Norge ansåg kommittén sig kunna

konstatera, att dessa utvisningar icke i alla fall voro så väl motiverade. Kommittén kunde

dock ej besluta om tillgripande av några särskilda åtgärder, utan uttalade, att ledamöter-

na måtte var på sitt håll söka motverka utvisningama.Under punkt 3 rapporterades, att den danska landsorganisationen av Camille Huysmans

mottagjt anmodan att anslå 100,000 kr. till skolor åt i Holland intemerade belgier. Det dan-

ska sekretariatet hade svarat, at det ville inhämta den holländska landsorganisationens ut-

låtande i saken innan beslut kunde fattas; ansåg, i övrigt att frågan borde ordnas genom det

Intemationella sekretariatet. Huysmans hade härpå svamt att varken den holländska lands-

organisationen eller internationella sekretariatet hade med frågan att göra, då denna var

Huysmanns eget initiativ. Huysmans hade vidare meddelat att han ämnade framställa lik-

nande begäran om anslag till skolverksamheten i Holland även till de övriga skandinavi-

ska ländemas landsorganisationer. Dessa hade dock ej mottagit sådan anmodan. Kommit-

77

tén beslöt att, såvida begäran om anslag inkom till någon organisation, denna då icke skul-

le avgöra saken utan konferens med broderorganisatonema.Vid behandlingen av frågan om hållande av en skandinavisk kongress uttrvckte kommit-

téns alla medlemmar sympati för en sådan samt uppdrogo åt kommitténs ledning att under-söka om förutsättningar funnos för hållandet av en skandinavisk kongress under loppetav år 1918.

Sedan de danska medlemmama av kommittén, som stodo i tur att avgå från ledningen av

kommitténs arbete, överlämnat kommitténs handlingar till de norska ledamötema, vilkavoro i tur att övertaga ledningen, valdes Ole 0. Lian till ordförande och Magnus Nielsentill sekreterare för kommittén under efterföljande två år.

Källa: Berättelse över Landsorganisationens i Sverge verksamhet år 1917 (Stockholm 1919),s. 64-67.

1918.


samarbete

Vid kommitténs sammanträde i oktober 1917 övergick ledningen av kommitténs arbete till

de norska ledamötema, vilka till ordförande valde hr Ole 0. Lian och til sekreterare hr Mag-nus Nielsen.

Kommittén har ej haft anledning att sammanträda under år 1918.

Däremot hölls på förslag av det norska sekretariatet en konferens i Köpenhamn dagarna11-13 september mellan representanter för landsorganisationema i Danmark, Norge och

Sverge. Ur det därvid förda protokollet anteckna vi nedanstående:

Konferensen bestod av följande delegerade:För sekretariatet i Danmark: Hrr Carl F. Madsen,Anthon Andersen, Alf. Christiansen, E.

Svendsen, Th. Stauning, 1. A. Hansen, Martin Petersen, Arnold Nielsen, fru Sofie Rasmus-

sen, Rud. Poulsen, 1. P. Jönsson, Peder Hedebol, Vill. P. Arup och 1. P. Nielsen.

För sekretariatet i Norge: Hrr Ole 0. Lian, Rich. Hansen, A. Bratvold, P. Aarøe, A. Knud-

sen, A. E. Gundersen, J. Teigen, H. Pettersen och Oscar Olsen.

För sekretariatet i Sverge: Hrr Herm. Lindqvist, Emst Söderberg, Arvid Thorberg, And.

Sjöstedt, J. Jönsson och Oskar Hagman.Förhandlingama öppnades av ordföranden för De Samvirkende Fagforbund i Danmark,

hr Carl F. Madsen, som hälsade de närvarande välkomna.

Konferensens dagordning hade följande lydelse:l. Muntlig berättelse om de fackliga förhållandena och om arbetarklassens ställning under

världskriget.(Härunder behandling av:

a) Lönerörelsema under krisen och dyrtiden.b) Näringsförhållandena.c) Samhälliga åtgärder under kristiden.)

. Frågan om genomförande av lagfäst B-timmarsdag.

. Fackorganisationen i Finland. (Vad kan göras för att komma de fackliga organisationernai Finland till hjälpP)

4. Det skandinaviska och internationella samarbetet. (överläggningar om eventuellt ge-mensamt uppträdande under internationellt nyorganisationsarbete, och om utvidgandetav det skandinaviska samarbetet, speciellt under kriget.)Under dagordningens första punkt lämnade de tre ordförandena berättelser om arbetar-

klassens ställning i de skandinaviska ländema under världskriget. De redegjorde för om-

fattningen och karaktären av de genomförda lönerörelsema och förhandlingarna om dyr-tidstillägg samt om utvecklingen av de offentliga kristidsanordningama för säkerställande

av befolkningens förseende med livsmedel och om de åtgärder, som vidtagits för motarbe-tande av dyrtiden och lindrande av bostadsbristen.

78

00M

De avlämnade berättelsema visade den stora betydelse fackorganisationema och arbetar-

nas politiska inflytande haft för arbetarna under kristidens hårda dagar. Delegerade voro

eniga om att motverka de rörelser, som söka föra ut arbtarrörelsen från de sunda och säkra

former, varunder den hittills arbetat och vunrrit framgårrgar.Sedan frågoma slutbehandlats enades konferensen om att godkänna nedanstáende utta-

lande i de behandlade frågorna:

'"ÅttatimmarsdagenSom tidigare uttalats av internationella och skandinaviska arbetarkongresser, år den hitin-tills allmännt gängse arbetstidens längd förkastlig både av hygieniska och kulturella grun-der.

Det råder nu som fört fullständig enighet om, at fackorganisationemas verksamhet föravkortning av arbetstiden oavbrutet må fortsättas, och konferensen anbefaller - även med

hänsyn till rådande arbetslöshet - att denna fråga föres i förgrunden vid nu förestående plan-läggning av organisationernas arbete.

Det är emellertid klart för konferensen, att en fullt tillfredsställande l-øsning av arbets-

tidsfrågan endast kan uppnås genom lagstadgad maximalarbetsdag, som i regel bör vara 8

timmar, och arbetareklassen bör därför framdeles utöva sitt politiska inflytande för att nå

detta mål.

För främjande av uppgiften förordar konferensen landsorganisationema i de tre skandi-

naviska ländema att framställa fordran om att lagförslag fortast framläggas, varigenomdetta arbetareklassens gamla krav tillmötesgås.

Hjälp till de iinska arbetama

Konferensen uttalar sin varmaste sympati med de finska klasskamrater, som till följd av densenaste tidens förhållanden äro utsatta för hårda lidanden, och uttalar önskan om, att orga-nisationema snart må kunna resa sig för tillvaratagande och skyddande av arbetareklassensintressen.

Konferensen uppmanar därför de skandinaviska ländemas arbetare och organisationerlämna bidrag till de av huvudorganisationema igångsatta insamlingama, samt beslutaratt omedelbart tillställa de finska kamratema ett belopp av 30,000 kroner med 10,000 kro-

nor från vardera av de tre repråsenterade landsorganisationeme.

Skandinaviskt samarbete

Då det måste anses betydelsesfullt, att de fackliga landsorganisationema känna alla planerpå avtalsförhandlingar inom kommande tid och hur dessa utfalla, uttalar konferensen, att

det i största möjliga omfattning bör utväxlas meddelanden härom, liksom det då så erfor-dras má hållas mindre konferenser, når de skilda ländemas organisationer ha planlagt sinverksamhet.

Internationel!! samarbeteDen skandinaviska arbetarkonferensen, som är fast övertygad om att intemationellt sam-

arbete mellan arbetarorganisationema är av yttersta vikt för främjandet av arbetarklassensintressen, beklagar att det rådande krigstillstándet delvis har avbrutit de förbindelser, som re-

dan hade medfört värdefulla resultat.

Konferensen uttalar sin anslutning till de av den fackliga konferensen i Bern 1917 antagnabeslut, öch understryker konferensens uppmaning till landsorganisationeme “att sätta in

all kraft på att snarast möjligt skaffa de ännu rådande divergensema ur världen, vilka en-

dast uppstått genom kriget, så att enigheten återställes".Då det är övertygelse, att arbetarmassoma icke i egna intressen ha anledning att bekriga

varandra, utan att kriget däremot skapar för arbetama ohyggliga förhållanden, uppfordravi ånyo alla våra klassbröder att påskynda återupptagandet av det internationella sam-

arbetet för att därigenom hämja det store frigörelsearbetet.Det är också i alla arbetares intresse, att de stora internationella uppgifter, som föreligga

79

vid ett kommande fredsslut, bliva behandlade under medverkan från alla organisationer.Fackföreningama böra därför överallt medverka till hållandet av en intemationell fackligkonferens, där våra organisationers och våra klasskamraters sak kan bliva föremål för nöd-

vändig diskuSsion och freden mellan arbetama bliva återmpprättad."

Källa: Berättelse över Landsorganisationens i Sverge verksamhet år 1918 (Stockholm 1920),s. 72-74

1919.


samarbete

Ledningen av kommitténs arbete har under år 1919 legat hos kommilténs norska medlem-

mar. Till följd av det norska partiets imagna särslällning har samarbetet med detta ej kun-

nat uppehållas, utan har den norska Landsorganisationens ordförande Ole 0. Lian ensamt

haft kommitténs korrespondens omhand.

Redan under det kriget pågick blev det av kommittén beslutat, atten skandinavisk arbe-

tarkongress skulle sammankallas så fort möjlighetema det medgåve för att man skulle kun-

na få tilllälle att taga ställning till de problem, som kunde uppstá för arbetarklassen efter

krigets slut. In anslutning härtill beslöt kommttén, i samråd med resp. huvudstyrelser, att

utfärda inbjudning till den 9zde Skandinaviska arbetarkongressen, som man först tänkte

sig kunna hålla i november eller december 1919. Emellertid inträffade förhållanden, som

gjorde att enighet uppnåddes om att skjuta på tiden od1 bestämdes i enlighet därmed tiden

för kongressens hållande til dagama 21-23 jan. 1920.

Enligl bestämmelsema för kommitténs arbeta skall ledningen af kommitténs verksam-

her under år 1920 övergå til de svenska ledamötema.

Källa: Berättelse över Iandsorganisationens i Sverge verksamhet år 1919 (Stockholm 1921),

80

Noter.

1. K. Fostervoll, Arbeidarskandinavismen i grunnleggingstida (Oslo 1935), s. 7.

2. Jfr H. Koht/ H. M. Lange, Arbeiderreisning I (Oslo 1937), s. 232 »Arbeidarreisningen i

Noreg, Danmark og Sverike vart meir mellomfolkeleg enn nokon stad elles i verda«;

se vidare not 4 nedan.

.Jfr W. Galenson, Arbejder og arbejdsgiver i Danmark (Köpenhamn 1955), s. 50 f.

.Jfr Fostervoll, Arbeidarskandinavismen, s. 7f. 4lff., 51ff.; Koh t/ Lange, ArbeiderreisningI, s. 228ff.; Det norske arbeiderpartis historie 1887-1937 I (Oslo 1937), s. 40ff. 58ff.; H.

Meyer, Den politiske arbeiderbevegelse i Norge (Oslo 1935), s. 58H.: E. Bull jr. Arbeider-

klassen i norsk historie, (Oslo 1947), s. 102K. 194f.; G. Ousland,Fagorganisasjonen i Nor-

ge I (Oslo 1949), s. 41ff.; O. Bertolf/E. Christiansen/P. Hansen. En bygning vi rejser.Den politiske arbejderbevaegelses historie i Danmark 1 (Köpenhamn 1954), s. 161 ff.; T.

Lindbom, Den svenska fackföreningsrörelsens uppkomst och tidigare historia 1872-

1900 (Stockholm 1938), s. 36ff.; Y. Palmgren, Född til agitator. En studie i AugustPalms politiska utveckling och verksamhet (Morala 1971), s. 24ff., K. Raloif, Deutsche

und dänische Arbeiterbewegung in ihren Wechselbeziehungen i Grenzfriedenshefte

1966, s. 24ff.5. Om konfressen se Fostervoll, Arbeidarskandinavismen, s. 69ff.; J. Lindgren, Det social-

demokratiska arbetarepartiets uppkomst i Sverige 1881-1889 (Stockholm 1927), s. 185ff.;Lindbom, Den svenska fackföreningsrörelsens uppkomst, s. 95ff.

6. Redogörelse för de skandinaviska fackföreningskongressema i Göteborg 1886 och Kö-

penhamn 1888 (Stockholm 1889), s. 15 f.

7. Jfr den schematiska översikten i bilaga 1 nedan; föredrag av 1. Jensen i Protokoll och be-

rättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen i Stockholm den 2-5 september 1912

(Stockholm 1913), s. 33ff.; Fostervoll, Arbeidarskandinavismen, s. 70ff.; Lindbom, Den

svenska fackföreningsrörelsens uppkomst, s. 37lff.; i allmänhet även korta hänvisnin-

gar i relevanta parti- och fackföreningshistorier.8. Protokoll och berättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen, s. 93ff. - I dansk

litteratur tillskrivs felaktigt Stauning initiativet till samarbetskommittén, så t.ex. Leh-

mann, Fra Bydreng til Statsminister (Köpenhamn 1937), s. 145; O. Bertolt/ H. C. Hansen,Th. Stauning. Folkets Søn, Danmarks Statsminister (Köpenhamn 1942), s. 62; O. Ber-

tolt i Dansk Biografisk Leksikon XXII, s. 422.

9. Protokoll fört vid Kommitténs för skandinaviska arbetarrörelsens samarbete, Göteborg,11-12 oktober 1913, i Arbejderbevaegelsens Bibliotek og Arkiv (ABA); i utdrag tryckt i

Socialdemokratiska partistyrelsens berättelse över år 1913 (Göteborg 1914), s. Bff. (Cit.SAP Berättelse) och i Berättelse över Landsorganisationens i Sverge verksamhet år 1913

(Stockholm 1914), s. 87ff. (cit. LO-Berättelse).10. Jfr Ström till Stauning, 14⁄5 och 10/6-1913; Nilssen och Lian till Ström, 9⁄9; Ström till

Stauning, 11⁄9; Ström till Stauning och Madsen, 15⁄9, samtliga i ABA.

11. För enkelthetens skull avstår jag här från biografiska hänvisningar.12. Jfr Verkställande utskottets protokol] 24/10-1916, SAP-partistyrelsen, Stockholm. Möl-

ler deltog för första gangen i kommittémötet i december 1916.13. Se översikten över sammanträdena under kriget i bilaga 1 nedan.14. Protokoll och berättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen, 5. 120i., S. Olje-

lund, Arbetarrörelse i Norden (Stockholm 1944), s. 20 uppger inte korrektatt kongresser-na »ersattes« av kommittén.

15. Jfr Kommitténs verksamhetsberättelser för 1917 och 1919 i bilaga 2 nedan.

16. Det följande, om inget annat anges, enl. mötesprotokollet, se not 9 ovan. - Dagordnin-gen hade föreslagits av de svenska ledamöterna, se Ström till Stauning och Madsen, 15/9-

1913, ABA; sammanträdet öppnades av Herman Lindqvist.17. Se kommitténs verksamhetsberättelse för 1914 i bilaga 2 nedan.

18. Se nedan med notema 54 och 55.

19. Se översikten i bilaga l nedan.

20. Ibid. och kommitténs verksamhetsberättelser för 1918 och 1919 i bilaga 2 nedan.

$00

81

21. Jfr Protokoll och berättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen, s. 931.

22. Förhandlingar vid Sverges socialdemokratiska arbetarepartis åttonde ordinarie kongressi Stockholm den 9-16 april 1911 (Stockholm 1911), s. 99.

23.1bid. s. 99f. partistyrelsens motivering genom Ernst Söderberg samt Brantings inlägg. -

Lindhagen tog motionen tillbaka, »då den rönte lite motstånd, och tog lasta på den väl-

villiga motivering som fanns i partistyrelsens utlåtande«. J. Lehmann, Carl Lindhagen(Köpenhamn 1960), s. 20 uppger felaktigt att Lindhagens förslagt antagits.

24. Protokoll och berättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen, s. 941.; även upp-

repat på samarbetskommitténs konstituerande möte 1913, se protokollat i not 9 ovan.

25. Jfr not 30.

26. Felaktigt upper U. Bracher, Geschichte Skandinaviens (Stuttgart 1968), s. 108 att denskandinaviska socialdemokratin inte företrädde en skandinavism (»... lag die skandina-vische Zusammanarbeit eingebettet in die grössere Solidarität einer sozialistischen in-temationalen Bewegung«); se däremot H. Nielsen, Nordens Enhed gennem Tiderne II

(Köpenhamn 1938), s. 211, 385.27. Om det nordiska interparlamentariska samarbetet se t.ex. E. Wavrinsky, Den svenska

riksdagens interparlamentariska grupp 1892-1917 (Stockholm 1917), s. 746.; Nielsen,Nordens Enhed III, s. 5411.; Det norske starting gjennom 150 år 111 (Oslo 1964), s.

l70ff.; F. Sterzel, lnterparlamentarisk union och svenska riksdagens interparlamentari-ska grupp (Stockholm 1967), s. 163ff.

28. Se därom H. Nielsen, Nordens Enhed III.

29. Jfr mötesprotokollet 1913 enl. not 9 ovan.

30. Klart står det allmänna sambandet med frågan i SAP-partistyrelsens citerade utlå-

tande på 8:e partikongressen 1911, hur ett närmare skandinaviskt samarbete kunde för-

verkligas, och med Stockholms arbetarekommuns agerande. Stockholms arbetarekom-

mun hade som nämnt genom Carl Lindhagen - han var också engagerad i det interparla-mentariska arbetet och den interparlamentariska fredsgruppen - motionerat om en mel-

lanstatlig skandinavisk union på partikongressen, men inte fått bifall. Det var även

Stockholms arbetarekommun som motionerade om arbetamas skandinaviska utskott

på den skandinaviska arbetarekongressen 1912. Man följde alltså problemet upp och gavmed ett konkret och genomförbart förslag ett av svaren på partikongressens frågor. Ty-värr finns ingenting om detta i Stockholms arbetarekommuns protokollbok för perio-den (i Arbetarrörelsens Arkiv, Stockholm).

31. Jfr mötesprotokollet i not 9 ovan.

32. Ibid.

33. Staunings hälsningstal den 23/ l 1-1914 i Protokoll från Sverges socialdemokratiska ar-

betarepartis (ajoumerade och fortsatta) nionde kongress i Stockholm den 3-4 aug. samt

den 23 nov.-l dec. (Stockholm 1915), s. 25.

34. Lite vacklande och i en av tiden präglad tillhakablick formulerar P. A. Hansson i sin

artikel »Arbetarskandinavismen« i Nordens Kalender 1937, s. 871. »att arbetamas skandi-

navism aldrig avsett att vara någon särskild art av skandinavism med andra mål än an-

nan sund och praktisk skandinavism« och lite längre ner »Förhållandena hänvisade un-

der en lång löljd av år arbetarna att koncentrera sitt skandinaviska samarbete till speci-ella uppgifter... Utestängda från den nationella gemenskapen kunde arbetarna icke

anamma den skandinaviska gemenskapen i dess högre mening (sic). Det var endast na-

turligt att klasskänslan och klassgemenskapen blevo starkare än den allmänna samhö-

righetskänslan och satte ptägel även på de förbindelser, som arbetama kunde knytaöver landsgränsema«.

35. Cit. hos Fostervoll, Arbeidarskandinavismen, s. 15; jfr P. A. Hanssons artikel i Nordens

Kalender 1937, s. 92.

36. Dansk Social-Demokraten 13/10-1914, 5. 3.

37. Se beslut under § 9 mötesprotokollet 1913, not 9 ovan.

38. Jfr G. Haupt, Programm und Wirklichkeit. Die internationale Sozialdemokratie vor

1914 (Neuwied-Berlin 1970), 5. 21H. 5311. 836.

82

39. Beslut under § 9,7 i mötesprotokollet 1913, se not 9 ovan.

40. Besluten enl. mötesprotokollet, ibid.; se ävan kommitténs verksamhetsberättelse för 1914

i bilaga 2 nedan.

41. Jfr Protokoll och berättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen, s. 95f.; en rap-

port om dessa möten behandlades på samrarbetskommitténs sammanträde den 10-11/

10-1914; se även kommitténs verksamhetsberättelse för 1914 i bilaga 2 nedan.

42. Jfr Protokoll och berättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen, s. 96.

43. Jfr ibid. s. 966.

44. Se om detta A. L. Guérard, A Short History of the International Language Movement

(London 1922), s. l78ff. - Weltsprache-Amt hade fram till kriget endast lite framgång,dess verksamhet fördes sedan vidare i Nationemas Förbunds regi.

45. Jfr Protokoll och berättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen, s. 90".

46. Se översikten över kommitténs sammanträden i bilaga 1 nedan och kommitténs verk-

samhetsberättelser i bilaga 2.

47. LO-Berättelse 1915, s. 59; jfr P. Hedebol, Arbejdernes skandinaviske Samarbejde under

Krigen, i Aarbog for de danske interparlamentariske Grupper 1918, s. 183; Fostervoll,Arbeidarskandinavismen, s. 9; Nielsen, Nordens Enhed III, s. 31.

48. Se min avhandling Friedensaktivität und Neutralität. Die skandinavische Sozialdemo-

kratie und die neutrale Zusammenarbeit im Kn'eg, August 1914 bis Februar 1917, som

kommer att publiceras i Schriftenreihe der Fredrich-Ebert-Stiftung under våren 1975.

49. P. Hedebol i Aarbog for de danske interparlamentariske Grupper 1918, s. 182; därefter

Nielsen, Nordens Enhed III, s. 31.

50. Jfr not 36 ovan.

51. Se utöver mötesprotokollet samarbetskommitténs verksamhetsberättelse för 1917 i bila-

ga 2 nedan.

52. Jfr ibid. berättelse för 1919; DNA-centralstyrets uttalande av den 19⁄ 12-1919, avtryckt i

Det norske arbeiderparti. Beretning 1919 (Kristiania 1920), 5.58; om vänsterpartiemasskandinaviska samarbete och deras skandinaviska kongress den 8-10 december 1920 ibid.

5. 541i.: jfr Det norske arbeiderpartis historie 11, s. 230.; Fostervoll, Arbeidarskandinavis-

men, 5. 9.

53. Protokol og Beretninger fra 9zde skandinaviske Arbejderkongres i København den 21.-

23. Januar 1920 (Köpenhamn 1920), s. 60t.54.1bid. s. 60H. 701.; jfr SAP-Berättelse 1920, s. 411.; LO-Berättelse 1920, s. 85ff.; E. Wiin-

blad/A. Andersen, Det danske Socialdemokratis Historie. Fra 1871 til 1921 1 (Köpen-hamn 1921), s. l46f.; Det norske arbeiderpartis historie II, 5. 231f.; Ousland, Fagorgani-sasjonen i Norge I, s. 368K.

55. Den rikliga korrespondensen ang. det skandinaviska samarbetet i ABA upphör, såvitt

jag kunde se, med 3 skrivelser från Carl F. Madsen, daterade den 14/10-1920 och adres-

serade till det finska socialdemokratiska partiet (nominering av 2 kommittéledamöter),SAP (nominering av nya kommittéledamöter) och norska LO (övertagande av DNA's

kommittémandat och nominering av nya ledamöter).56. Se Fostervoll, Arbeidarskandinavismen, s. 9ff.; Nielsen, Nordens Enhed III, 5. 448114

Oljelund, Arbetarrörelse i Norden, s. 20; P. A. Hansson i Nordens Kalender 1937, s. 91f.57. H. Jørgensen, Staunings fredsarbejde 1914-1918, i Th. Stauning. Mennesket og politi-

keren (red. B. Schmidt) (Köpenhamn 1964); s. 129-152.

58. P. Hedebol, Arbejdernes skandinaviske Samarbejde under Krigen, i Aarbog for de danske

interparlamentariske Grupper. Første Aargang 1918 (Köpenhamn 1919), s. 182f.

59. K. Fostervoll, Arbeidarskandinavismen i grunnleggingstida (Oslo 1935), 5. W.

60. P. A. Hansson, Arbetarskandinavismen, i Nordens Kalender 1937, s. 87-92.

61. H. Nielsen, Nordens Enhed gennem Tiderne (Köpenhamn 1938) 11, s. 175, 211, 253,307i. 3586. 428 och III, s. 301.

62.1nte alltid korrekta uppgifter, såvitt jag kan se, hos M. Fainsod, International Socia-

lism and the World War (Cambridge, Mass 1935), s. 46; 0. H. Gankin/ H. H. Fisher, The

Bolsheviks and the World War. The Origin of the Third International (Stanford, Cal.

83

63.

65.

838?

72.73.

74.

75.

76.

1940), s. 2581.; A. Van der Slice, International Labor, Diplomacy, and Peace 1914-1919

(Philadelphia 1941), s. 34; J. Braunthal, Geschichte der Internationale II (Hannover1963), S. 52; A. Reisberg, Lenin und die Zimmerwalder Bewegung (Berlin 1966), s. 127f.;H. Lademacher, Die Zimmerwalder Bewegung I (Paris 1967), s. XLVIII. - Oftare nämns

Holländsk-skandinaviska kommittén, där den skandinaviska delen utgjordes av samar-

betskommittén, i samband med förberedelsema av Stockholmskonferensen.

Det finns uppgifter Lex. hos Wiinblad/Andersen, Det danske Socialdemokratis Histo-

rie I, s. 145, 329ff.; De Samvirkende Fagforbund i Danmark. 1898-1923. Etkortfattet Til-

bageblik over Fagbevaegelsen (Köpenhamn 1922), s. 37; Koht/ Lange, Arbeiderreisning11, s. 127; Det norske arbeiderpartis historie 11, s. 170, 174; Oljelund, Arbetarrörelse i Nor-

den, 5. 20; Bertolt/ Hansen, Th. Stauning, s. 62f.; Lehmann, Fra Bydreng, s. 144f.; Ous-

land, Fagorganisasjonen i Norge 1, s. 345, 639f.; Under samvirkets flag. Udg. i anledningaf De samvirkende Fagforbunds halvtreds-aars-jubilaeum den 3. januar. 1898-1948 (Kö-penhamn 1948), s. 294; Bertolt/ Oiristiansen/ Hansen, En bygning vi rejser I, s. 364f.; se

även F. Ström, I stormig tid (Stockholm 1942), s. 29ff..E. Bull sr, Die Entwicklung der Arbeiterbewegung in den drei skandinavischen Län-

dem 1914-1920 i Archiv für die Geschichte des Sozialismus und der ArbeiterbewegungX, 1922, s. 329-361; även i norsk översättning Arbeiderbevaegelsens stilling i de tre nor-

diske lande 1914-1920 (Kristiania 1922).Se Lex. kommittesammanträdena i september 1915, december 1916 samt Staunings ini-

tiativ i april 1917 i samarbetskommitténs verksamhetsberättelser i bilaga 2 nedan. I sam-

band med en ny fredsframstöt efter oktoberrevolutionen 1917 skriver Stauning karakte-

ristiskt nog till initiatoren Alexander Helphand-Parvus den 23/ 11: »Das Komitee des

skandinavischen Zusammenwirkens, in dessen Namen ich früher handeln konnte, hat

vor kuner Zeit den Regeln gemäss den norwegischen Genossen die Leitung übertra-

gen...«, i ABA.

.Se kommitténs verksamhetsberättelse för 1917 i bilaga 2 nedan.

. Protokol og Beretninger fra 9de skandinaviske Arbejderkongres, s. 5.

. Det fastslås efter den socialdemokratiska egeninterpretationen utan närmare eftertanke

Lex. hos Fostervoll, Arbeidarskandinavismen, s. 186;Nielsen, Nordens Enhed II, 5. 211,385.

. Protokoll och berättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen s. 40.

70.

71.

Cit. hos Foster'voll, Arbeidarskandinavismen, s. 16f.

Jfr Lex. G. Haupt, Der Kongress fand nicht sratt. Die sozialistische Internationale 1914

(Wiener Neustadt 1967), s. l72ff.

Oljelund, Arbetarerörelse i Norden, s. 20.

För Fostervoll, Arbeidarskandinavismen, s. 186 år detta i positiv mening karakteristiskt

för den »skandinaviska Intemationalen«; lite mera kritisk däremot G. Ousland, Ole 0.

Lian. Arbeidemes faglige Landorganisasjons formann ennem 20 år fra 1906 til 1925

(Oslo 1955), s. 34.

Cit. hos Fostervoll, Arbeidarskandinavismen, s. 17.

Se utöver de tryckta kongressprotokollen Skandinaviske arbeiderkongresser. Beslutnin-

ger og resolutioner vedtagne ved de skandinaviske arbeiderkongresseri Gøteborg 1886,i Kjøbenhavn 1888, i Kristinia 1890, i Malmø 1892, i Stockholm 1897 og i Kjøbenhavn1901 (Red. M. Ormestad) (Kristiania 1906); en diskuterande översikt över kongresserna1886-1892 hos Fostervoll, Arbeidarskandinavismen.

Samarbetskommitténs otryckta (maskinskivna eller stencilerade) protokol] finns samt-

liga i ABA; några finns även i Arbeiderbevegelsens Arkiv, Oslo, LO-korrespondens 1914-

1918 ( 10-11/ 10-1914, 9⁄5 och 20/ 10-1917): i SAP partistyrelsen, Stockholm, Bilagor till

VU-protokoll (10-1 l/ 10 och 24/10-1910; i LO-arkivet, Stockholm (9⁄5 och 20/10-1917).

Käll- och litteraturförteckning.

Otryckta källor.Arbeiderbevegelsens Arkiv, Oslo

LO's korrespondansearkiv 1914-1918

Arbejderbevaegelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), KöpenhamnSocialdemokratisk Forbunds och De samvirkende Fagforbunds arkiv, 1913-20

Landsorganisationen, Stockholm

Skrivelser. Utländska landsorganisationer. Skand. samarbetskommittén 1913-1917

Skrivelser. Intern. sekretariatet. Diverse skrivelser(Ut1andet)

SAP, Socialdemokratiska partistyrelsen, Stockholm

Verkställande utskottets protokoll samt Bilagor till VU's protokol] 1914-1917

Tryckta källor.Berättelse över Landsorganisationens i Sverge verksamhet år 1913-1920 (Stockholm 1914-

1921)Det norske arbeiderparti. Beretning 1919. Utarbeidet ved partikontoret (Kristiania 1920)

Förhandlingar vid Sverges socialdemokratiska arbetarepartis åttonde ordinarie kongress i

Stockholm den 9-16 april 1911 (Stockholm 1911)Protokoll från Sverges socialdemokratiska arbetarepartis (ajoumerade och fortsatta) nionde

kongress i Stockholm den 3-4 aug. samt den 23 nov.-1 dec. 1914 (Stockholm 1915)Protokoll och berättelser vid 8:de skandinaviska arbetarekongressen i Stockholm den 2-5

september 1912 (Stockholm 1913)Protokol og Beretninger fra 9de skandinaviske Arbejderkongres i København den 21.-23.

Januar 1920 (Köpenhamn 1920)Redogörelse för de skandinaviska fackföreningskongressema i Göteborg 1886 och Köpen-hamn 1888 (Stockholm 1889)Skandinaviske arbeiderkongresser. Beslutninger og resolutioner vedtagne ved de skandina-

viske arbeiderkongresser i Gøteborg 1886, i Kjøbenhavn 1888, i Kristiania 1890, i Malmø

1892, i Stockholm 1897 og i Kjøbenhavn 1901 (red. M. Ormestad) (Kristiania 1906)Socialdemokmtiska partistyrelsens berättelse 1913 (Göteborg 1914), 1920 (Stockholm 1921)Ström, Fredrik I stormig tid (Stockholm 1942)

Bearbetningar.Bertolt, Oluf/Christiansen, Ernst/ Hansen, Poul. En bygning vi rejser. Den politiske arbej-

derbevaegelses historie i Danmark. Bd I (Köpenhamn 1954)Bertolt, Oluf/ Hansen, H. C. Th. Stauning. Folkets Søn, Danmarks Statsminister (Köpen-

hamn 1942)Bracher, Ulrich Geschichte Skandinaviens (Stuttgart 1968)Braunthal, Julius Geschichte der Internationale Bd II (Hannover 1963)Bull, Edvard sr Die Entwicklung der Arbeiterbewegung in den drei skandinavischen län-

dem 1914-1920 (in Archiv für die Geschichte des Sozialismus und der Arbeiterbewegung,hrg. Carl Grünberg, Bd X, Leipzig 1922, s. 329-361)

Bull, Edvard jr Arbeiderklassen i norsk historie (Oslo 1947)De Samvirkende Fagforbund i Danmark. 1898-1923. Et kortfattet Tilbageblik over Fagbe-

vaegelsen (Köpenhamn 1922) 4

Det norske arbeiderpartis historie 1887-1937 (red. Halvdan Koht) Bd I 0. 11 (Oslo 1937 0.

1939)Det norske storting ennom 150 år Bd III. Tidsrommet 1908-1964 (av Tim Greve) (Oslo

1964)

85

Fainsod, Merle International Socialism and the World War (Cambridge, Mass. 1935)Fostervoll, Kaare Arbeidarskandinavismen i grunnlegginstida (Skrifter fra Abeidernes hi-

storiske forening, I) (Oslo 1935)Galenson, Walter Arbejder og arbejdsgiver i Danmark (Köpenhamn 1955)Gankin, Olga Hess/ Fisher, H. H. The Bolsheviks and the World War. The Origin of the

Third International (The Hoover Library on War, Revolution, and Peace, PublicationNo. 15) (Stanford, Cal. 1940)Guérard, A. 1... A Short History of the International Language Movement (London 1922)Hansson, Per Albin Arbetarskandinavismen (i Nordens Kalender 1937, s. 87-92)Haupt, Georges Der Kongress fand nichtstatt. Die sozialistische Internationale 1914 (Wiener

Neustadt 1967)Programm und Wirklichkeit. Die internationale Sozialdemokratie vor 1914 (Neuwied -

Berlin 1970)Hedebol, Peder Arbejdernes skandinaviske Samarbejde under Krigen (i Aarbog for de danske

interparlamentariske Grupper. Første Aargang 1918) (Köpenhamn 1919), s. 182-183Jørgensen, Harald Staunings fredsarbejde 1914-1918 (i Th. Stauning. Mennesket og politi-

keren, s. 129-152) (red. Börge Schmidt) (Köpenhamn 1964)Koht, Halvdan/Lange, Halvard M. Abrbeiderreisning Bd I och II (Oslo 1936/ 1937)Lademacher, Horst Die Zimmerwalder Bewegung Bd I (Einleitung) (Paris 1967)Lehmann, Johannes Fra Bydreng til Statsminister (Köpenhamn 1937)

Carl Lindhagen (Köpenhamn 1960)Lindbom, Tage Den svenska fackföreningsrörelsensuppkomst och tidigare historia 1872-

1900 (Stockholm 1938)Lindgren, John Det socialdemokratiska arbetarepartiets uppkomst i Sverige 1881-1889

(Stockholm 1927)Meyer. Håkon Den politiske arbeiderbevegelsen i Norge (0le 19352)Nielsen, Henning Nordens Enhed gennem Tideme Bd II och III (Köpenhamn 1938)Oljelund, Stefan Arbetarrörelse i Norden (i Nordens Serie, utg. av Föreningen Norden, 6)

(Stockholm 1944)Ousland, Gunnar Fagorganisasjonen i Norge Bd 1. Fra avmakt til stormakt 1870-1920 (0510

1949)Ole 0. Lian. Arbeidemes faglige Landorganisasjons formann gjennom 20 år fra 1906til 1925. Minneskrift (Oslo 1955)

Palmgren, Yngve Född till agitator. En studie i August Palms politiska utveckling och verk-samhet (Motala 1970)

Raloff, Karl Deutsche und dänische Arbeiterbewegung in ihren Wechselbeziehungen (iGrenzfriedenshefte 1966, 1, s. 24-36)

Reisberg, Arnold Lenin und die Zimmerwalder Bewegung (Berlin 1966)Sterzel, Fredrik Interparlamentarisk union och svenska riksdagens interparlamentariska

grupp (Stockholm 1967)Under samvirkets flag. Utg. i anledning af De samvirkende Fagforbunds halvtreds-aars-

jubilaeum den 3. januar. 1898-1948 (Köpenhamn 1948)Van der Slice, Austin International Iabor, Diplomacy, and Peace 1914-1919 (Philadelphia

1941)Wavrinsky, Eduard Den svenska riksdagens interparlamentariska grupp 1892-1917 (Stock-

holm 1917)Wiinblad, Emil/Andersen, Alsing Det danske Socialdemokratis Historie. Fra 1871 til 1921.

Festskrift i Anledning af 50-Aars Jubilaeet Bd I (Köpenhamn 1921)

86

Das Komitee für die Zusammenarbeit

der skandinavischen Arbeiterbewegung.Konstituierung 1913, kurze Ubersicht

1914-1920, einige Aspekte.Der Arbeiterskandinavismus, d.h. die Zusammenarbeit der skandinavischen

Arbeiterorganisationen, ist ein noch ziemlich weisses Kapitel in der Geschich-

te der skandinavischen Arbeiterbewegung. Die Skandinavische Grundlage wird

als charakteristisch für die Entwicklung der Bewegung und ihrer Organisationenin Dänemark, Norwegen und Schweden bezeichnet. Die Zusammenarbeit verlief

in drei Phasen. Das nichtorganisierte Zusammenwirken in der Frühzeit wurde

von Einzelpersönlichkeiten getragen, die von der dänischen Bewegung, der or-

ganisatorischen und programmatischen Lehrmeisterin, ausgingen oder von ihr

geprägt wurden (1sz August Palm, Sophus Pihl, Carl Jeppesen). Die zweite Pha-

se war die der festeren organisatorischen Zusammenarbeit durch die skandina-

vischen Arbeiterkongresse, deren erster auf gewerkschaftliche Initiative hin 1886

in Göteborg zusammentrat. Auf diesen Kongressen wurden fast alle Probleme der

organisatorischen, programmatischen und taktischen Entwicklung im politischenund gewerkschaftlichen Bereich diskutiert, wie z.B. Streik und skandinavische

Streikhilfe, Bildung von gewerkschaftlichen Zentralorganisationen (1897), Ar-

beitsgesetzgebung, Landarbeiterfrage, Wahlrecht, Militarismus, schwedisch-nor-

wegische Union (ab 1892). Die Dritte Phase wurde auf dem 8. Arbeiterkongress

1912 mit dem Beschluss eingeleitet, ein Komitee für die Zusammen'arbeit der skan-

dinavischen Arbeiterbewegung zu bilden.

Das Skandinavische Zusammenarbeitskomitee konstituierte sich auf einer

Sitzung am 11.-12.10.1913. Seine Aufgabe war exekutiver (Ausführung der Kon-

gressbeschlüsse) und koordinierender Art (Zusammenarbeit zwischen den Kon-

gressen). Das Komitee setzte sich aus zwei Vertretem eines jeden Landes zusam-

men, aus je einem Partei› und Gewerkschaftsdelegierten. Das Zusammenarbeits.

komitee sollte sich in erster Linie mit praktischer Arbeiterpolitik beschäftigen,sozusagen mit skandinavischer Innenpolitik, deren Ziel eine Skandinavische Uni-

on »auf der Grundlage des Sozialismus« war. Verbesserung der gewerkschaftli-Chen Unterstützungstätigkeit, Arbeitergesetzgebung, Herausgabe einer skandi-

navischen sozialistischen Zeitschrift, Arbeiterkundgebungen an der norwegisch-schwedischen Grenze 1914. Plädoyer für eine Weltsprache und die Zulassung der

skandinavischen Sprachen in der intemationalen sozialdemokratischen und ge-

werkschaftlichen Arbeit, Agitation für die kooperative Bewegung, das waren

konkrete Fragen, mit denen sich das Komitee 1913 zu befassen hatte.

Das Skandinavische Komitee bekam informative, adhortative und empfehlen-de Befugnisse. Den au tonomen Organisationen blieb es überlassen, die Beschlüsse

des souveränen Arbeiterkongresses, die das Komitee ausführen sollte, tatsäch-

87

lich durchzusetzen. Das Komitee hatte eher eine Hilfsfunktion. N icht die Kritikan der Exklusivität der Komiteeform (einige Mitglieder) und nicht der Hinweisauf die Arbeiterkongresse (Wahl der Delegierten in den Organisationen) treffendas eigentliche Problem der organisatorischen Skandinavischen Zusammenar-beit. Entscheidend erscheinen die Frage nach der Verankerung des Arbeiterskan-dinavismus einerseits und die Beurteilung der Konstruktion des Zusammenarbeits-komitees andereseits. In letzterem Falle ist hervorzuheben, dass das Skandinavi-sche Komitee nicht als starkes und effektives Organisations- und Aktionszentrumkonstruiert wurde, dass also die autonomen Organisationen nicht bereit waren,

Kompetenzen und Funktionen an ein übergeordnetes, interskandinavisches Organabsugeben. Damit war, wie innerhalb der Internationale, keine Möglichkeit füreine Internationalisierung ISkandinavisierung) der tagespolitischen Praxis mitdem genannten Ziel gegeben.

Mit dem Kriegsausbruch 1914 änderte sich die Aufgabenstellung des Komi-tees völlig. In den Mittelpunkt traten die internationale Problematik und vor al-lem die Friedensfrage. Das Zusammenarbeitskomiteeengagierte sich in der inter-nationalen Friedensarbeit der neu tralen Parteien. Die Initiativen zur Kopenhage-ner Konferenz der Neutralen 1915 und zu den Bemühungen um die StockholmerKonferenz 1917 kamen vom Skandinavischen Komitee. Allerdings ist diese Aktivi-tät nicht der Komiteeform an sich zuzuschreiben, sondern dem persönlichenEngagement der Komiteemitglieder, an erster Stelle dem dänischen Parteivorsit-zenden Thorvald Stauning. Die Befugnisse wurden auch nicht erweitert, und dasKomitee blieb, auch wenn es etwas selbständiger agierte, in der Abhängigkeitder Skandinavischen Organisationen. Das »Verschwinden« des Komitees 1918nach einer Periode intensiver Tätigkeit erklärt sich ebenfalls aus dieser Veran-

kerung. lnNorwegen, wo die Leitung des Komitees lag, kam es zur Linksschwen-

kung der Partei. .Dies und die Parteispaltungen in den anderen Ländern lähmten

die Komiteearbeit. Der Wiederbelebungsversuch auf dem 9. Arbeiterkongress1920 gelang nicht. Die organisatorische Zusammenarbeit wurde wie in der Früh-zeit durch ein Zusammenwirken vor allem der gewerkschaftlichen Organisatio-nen ersetzt. Erst in den 30er Jahren wurde ein neues Zusammenarbeitsorgan be-bildet. Durch die Regierungsstellung der Skandinavischen Parteien bekam dieseZusammenarbeit eine etwas andere Ausrichtung, der Unterschied zwischen dem

spezifischen Arbeiterskandinavismus und anderen Formen des Skandinavismuswurde verwischt.

Eine kurze Literaturübersichtzum Skandinavischen Komitee, eine schematischeübersicht über die Arbeiterkongresse 1886-1920 und über die Sitzungen des Zi-sammenarbeitskomitees 1913-1919 sowie Auszüge aus den Tätigkeitsberichtendes Skandinavischen Komitees 1914-1919 ergänzen den Aufsatz.

Martin Grass

88

Niels Lorents Petersen

og Den danske Arbejderbevægelse1871-1877

af Hans-Norbert Lahme

IDen heldige omstændighed, at der i to arkiver (Arbejderbevægelsens Bibliotek og

Arkiv i København og Intemationaal Instituut voor Sociale Geschiedenis i Amster-

dam) er fundet en del om ikke ukendte, så dog stort set ubenyttede Petersen-breve

har muliggjort den følgende fremstilling. Den kan ikke være mere end en skitse,som prøver at belyse den danske arbejderbevægelse i Pie-perioden fra en meget per-

sonlig og dermed subjektiv synsvinkel, fra Niels Lorents Petersens. Samtidig skal

den bidrage til en N.L. Petersen biografi, som måske en dag kan skrives.

Det er en kendsgerning, at N.L. Petersen fra historieskrivningens side er blevet

»glemt«l -

og dette, skønt den danske buntmagersvend var en kendt og vigtig per-

sonlighed i de fleste europæiske arbejderorganisationer i det 19. århundrede, ligefra Wilhelm Weitlings »Bund der Gerechten« (»De Retfærdiges F0rbund«) til

»Il.Intemati0nale«x<.2 Men hvorfor så gøre hans forhold netop til den danske ar-

bejderbevægelse til genstand for undersøgelsen?Det afgørende for denne problemstilling var, at der i et af N.L. Petersens mange

efterladte breve til O.C.Andersen i København kan læses, at han, N .L. Petersen, en

gang før »stormesteren« kom ind i billedet, havde skrevet til Mundberg, »vi skulle

dog gjøre et Forsøg med et Opraab til de danske Arbejdere«, og dette skulle være

startsignalet for en dansk arbejderorganisation.3 Dette brev må ses som en fort-

sættelse af de kontakter, N.L. Petersen i 1868 og 1870, den gang som den »Interna-

tionale Arbejderassociations« officielle emissær, havde oprettet med potentiellesocialister i København.4

Der er altså meget, der tyder på, at N.L. Petersen spillede den vigtige rolle som

det, der kan kaldes »the missing link« mellem Pios »Internationale« og Karl Marx'

»Første«, og det var her, interessen for skitsens problemstilling blev vakt: Hvordan

så den socialistiske pioner på det værk, han havde været med til at skabe? Hvad

gjorde han for at hjælpe det under etableringsfasen og - sidst men ikke mindst -

hvordan så han på Pio, særligt'il877, da denne udvandrede til Amerika?

Den følgende skitse kan kun give utilstrækkelige svar på disse spørgsmål, som i

en senere Petersen-biografi burde tages op igen. Dens forfatter vil helst se den for-

stået som en del af forarbejdet til en sådan.

89

IIDet er ikke uden grund, at denne skitse begynder med året 1870. Dette år blev skel-

sættende for den internationale arbejderbevægelse,fordi denne med den tysk-fran-ske krig for første gang blev konfronteret med krigsproblemet5 og fordi der i Paris,

som en af denne krigs følger i 1871 gjordes det første forsøg på en proletarisk magt-

overtagelse.Dette års problemer berørte også N.L. Petersen, som i begyndelsen af 1870 sta-

digvæk opholdt sig i Paris, hvor han i de forudgående ca. fem år havde spillet en af-

gørende rolle for organiseringen af en tysk arbejdersektion, som senest i 1870 var

kommet i den »Internationale Arbejderassociations« kølvand for at blive dens

»Deutsche Sektion [...] in Paris« (»Den tyske sektion af den internationale

Arbejderassociation i Paris«).6 At Petersen selv i denne tid betragtede sig som

»Lassalleaner«7 synes ikke at have stået i vejen for hans sympati for arbejderbe-

vægelsens Marx-fløj (d.v.s. »Internationalen«), idet han jo i hele denne tid havde

stået i et nært og venskabeligt forhold til Joh. Ph. Becker i Genëve, som på trods af

mange uoverensstemmelser med London var Intemationalens mand.8

Den 20. februar 1870 finder vi »L. Petersen« blandt »Les soussignés, socialistes

allemands« (»de undertegnede, tyske socialister«), som i det socialistiske blad »La

Marseillaise« protesterede imod den franske Proudhhon-tilhænger Eugéne Var-

lins forventede arrestation9 1°. Den følgende 5. april var N. L. Petersen i Lon-

don for af generalrådet af få betroet opgaven »to establish sections or correspon-

dences« (»at oprette sektioner eller at tilvejebringe korrespondancer«) i Køben-

havnm Derfra skrev han den 22. i samme måned sit velkendte brev til Jung i Lon-

don, hvori han oplyste adressaten om mødet med »9 Sozialisten« samtidig med at

han meddelte, at der var blevet planlagt endnu et møde i København, hvorefter han

ville rejse tilbage til Paris.11

Det sidste tegn på N.L. Petersens ophold i Paris og hans vigtige rolle som med-

lem af den tyske sektion daterer sig fra den 13. juni 1870: da sektionen denne dag i

»La Réforme sociale« opfordrede ligesindede til indmeldelse, var det nærmest en

selvfølge, at de fornødne optagelsesskemaer kunne fås hos »Petersen, quai

d'Anjou, 29402 Derefter må danskeren have forladt Paris. Hvornår dette skete og

med hvilken grund vides der intet sikkert om, men det synes ikke uberettiget at an-

tage, at bortrejsen hang sammen med de franske myndigheders socialistforfølgel-

se, som i juli 1870 kulminerede med den såkaldte (politiske) »III. proces imod In-

temationalen«. Når så fremragende medlemmer af den tyske sektion som Leo

Frankel allerede i juni følte sig truet af Louis Napoleons socialistfjendtlige hold-

ning,la kan det antages, at også N .L. Petersen har været i fare.

Hvor danskeren så tog hen vides ikke med sikkerhed. Muligvis rejste han med det

samme til London, hvor vi finder ham i november 1870.m I slutningen af februar

1871 havde han endnu ikke forladt byen,” og først i den følgende september var

han igen i Paris.15 Her havde situationen i mellemtiden været underkastet en total

forandring. Bortset fra krigen og Kommuneopstanden var den tyske sektion holdt

op med at eksistere, fordi den daværende kejserlige franske regering sidst i august

og i begyndelsen af september 1870 havde udvist dei Frankrig bosatte borgere af de

krigsførende tyske delstater og dermed likvideret den tyske sektion.16

90

Men med Henri Bachruch'7 var den tyske sektions sidste sekretær18 allerede i au-

gust kommet tilbage til Paris, og som det fremgår af et brev, han i denne måned

skrev til Karl Marx i London, havde han ved sin hjemkomst truffet flere gamle sek-

tionsmedlemmer i den franske hovedstad.19

Med disse mænd har N .L. Petersen med sikkerhed så snart som muligt genopta-

get forbindelserne.

l. »L.P., Paris«Om Petersen i tiden mellem besøgeti København i 1870 og tilbagekomsten til Pa-

ris i september 1871 havde haft kon takt med meningsfæller i København, vides ikke

med sikkerhed. Men det tidligere citerede af Mundberg modtagne brev, der kun af-

giver et indirekte bevis, antyder, at sådanne kontakter må have bestået.

Først i januar 1872 findes der sikre tegn på regelmæssige kontakter mellem N.L.

Petersen og den nu organiserede danske arbejderbevægelse. Socialisten fra den 6.

januar 1872 noterede nemlig, at

»til Pressefonden er indkommet: Fabriksarbejder Andersen 1 Rd. [...] LP., Paris

2 Rd. [...]«1'0'

Initialerne kan uden tvivl tydes som »L. [orents] P. [etersen]«, og de to rigsdalervar hans omgående svar på den danske centralkomités opfordring til menings-fælleme til at bidrage til køb af et eget trykkeri. Myndighedemes pres på de danske

trykkerier havde nogle gange nærmest gjort det umuligt at lade bladet udkom-

me." Opfordringen til meningsfælleme havde for første gang kunnet læses i Socia-

listen fra den 6. december 1871 og var blevet gentaget to uger senere.22 Dette kan

tages som tegn på, at N.L. Petersen abonneere på bladet, hvis ikke han havde hørt

om sagen fra anden side. Begge muligheder forudsætter en forbindelse mellem

ham og den socialistiske arbejderbevægelse i Danmark.

Den 24. februar begyndte der i partibladet en serie korrespondancer fra Fran-

krig, som hovedsagelig beretter om landets arbejderbevægelse, eller rettere sagt om

dens rester, om Thiers-regimes brutale hævnaktioner på de tilfangetagnekommunarder og om enkelte arbejderes skæbne i Paris efter Kommunen.23

Det fremgår af disse korrespondancer, at deres forfatter var en ubetinget tilhæn-

ger af den »Marx'ske« Internationale, idet han for eksempel konstaterede, at

»det følgelig er Arbejdernes helligste Pligt at slå sig sammen med andre Landes

Arbejdere, og atdet kun er den store, indbyrdes forenede Mængde af Arbejdere fra

alle Lande, som vil være i stand til at omdanne den nuværende Tingenes Til-

stand, der er en sand Ynk for hele Europa. Arbejdernes Frelse kan kun naaes ved

en fast og kraftig Solidaritet [...], d.v.s.: ved at slutte sig til den internationale

Arbejderforening [...]«24Den første artikel i serien, som bærer overskriften »Brev fra Paris (Fra vor Korre-

spondent)«, indeholder ved siden af en situationsskildring ud fra en klassebevidst

arbejders perspektiv, den interessante bemærkning, at

»en eller to Korporationer af Arbejdere er ifærd med at reorganisere sig i Pa-

ris«.25

Det må tilføjes, at det franske begreb»corporation« i denne tids sprogbrug endnu

91

var almindeligt for at betegne arbejderorganisationer,26 og det er muligt, at det ikke

gik op for den sandsynlige oversætter eller bearbejder af korrespondancen, at det

skulle oversættes med det danske »sektion« eller »afdeling«. Da det af det i det

følgende citerede brev fra N.L. Petersen til Socialistens redaktør fremgår, at korre-

spondanceme blev indsendt til Pio, skyldes fejloversættelsen sikkert dennes util-

strækkelige franske Sprogkundskaber.27Citatet skal derfor forstås således, at der er tale om en eller to tidligere parisiske

sektioners forsøg på en reorganisering, deriblandt muligvis, som allerede andet-steds formodet, N.L. Petersens gamle tyske sektion.28

At sådant, på grund af den franske regerings udpræget socialistfjendtlige politik,som havde sit udgangspunkt i, at Thiers gav Internationale skyld for Pariser-

kommunen,29 måtte foregå i al hemmelighed, er indlysende. Af denne grund kan

der ikke være tvivl om, at kun en person med ret gode forbindelser til den socialis-

tiske undergrund i Frankrig kunne have vidst besked med arbejdernes reorganise-ringsforsøg.

Dette såvel som den i artiklerne mærkbare London -venlige holdning og særligden kendsgerning, at en del af artiklerne bærer underskriften »Henry« eller »H«30

tyder på den tidligere omtalte Henri Bachruch som forfatter. Bachruch var en ube-

tinget tilhænger af arbejderbevægelsens Marx-fløj; han var desuden særlig fortro-

lig med den franske arbejderbevægelses illegale rester, fordi han siden august 1871

havde hjulpet forfulgte kommunarder ud af landet;31 og frem for alt, hørte han til

N.L. Petersens vennekreds i Paris såvel før som efter den skelsættende tysk-franskekrig og Kommunen.32

Af et brev til Alfred Jørgensen, som var den første af de mange redaktører af Socia-

listen i interimstiden efter førernes fængsling, fremgår det, at N.L. Petersen ikke

var disse korrespondancers forfatter, men at det var ham som formidlede dem. I

dette brev skrev N.L. Petersen, at

»den Corespondance fra Paris som under H. L. Pios, Redaktion blev ind-

sendt til Socialisten, er ikke mer at regne paa - Manden er bliven ked af Arbeidet -

jeg vil gjøre mig alt Udmagen at finde en Anden derfor -imidlertid har jeg som

de seer af det bifölgende - vovet et Forsög - men jeg tvivler om, at det er dulig og

bruglig - i ethvert Tilfælde er en Mængde 0thografiske Feil [...]at gjøre saa af mit

helle Skriveri - naar det kunde anvendes - ikke bliver stort tilovers. Dog Herr

Redaktør, antag da idetmindste den gode Vilie fra min Side -

og undskyld de

Skriveri - for hans Feil -

og den Frafald han har taget [...]«.33Heraf kan det ses, at N.L. Petersen nu selv prøvede at skrive korrespondancer fra

Paris, fordi den korrespondent, som han havde skaffet Socialisten, ikke længere var

villig til det. N. L. Petersens erstatningsbidrag blev dog ikke optaget i partibladet,som i de følgende måneder gik over til at benytte artikler fra Berlingske Tidende

eller telegrammer fra Ritzaus bureau til at berette om tilstandene i Frankrig.34Foruden at N.L. Petersen skaffede Socialisten en Paris-korrespondent forsøgte

han også at finde en i London. I april 1872 skrev han nemlig til O.C. Andersen, at

han i de nærmeste dage vil skrive

»til London og haabe at erobre en Correspondent for Socialisten derfra«,35

92

men dette synes ikke at være lykkedes for ham; der har ikke kunnet findes korre-

spondancer fra London i partiorganet.Først i slutningen af december 1872 bragte partiorganet igen en »Korre-

spondance til Socialisten« fra Paris. I denne blev den franske regering kritiseret,

fordi den forsøgte at få indflydelse i Asien, blandt andet ved at have kurtiseret

»Gesandten for et eller andet østerlandsk Hof«. Med et blik på den samme rege-

rings brutale afregning med kommunardeme kommenteredes dette hånende:

»Naa, naar man betragter de bestaaende Forhold, kan det maaske passe godt, at

efterligne den asiatiske Despotisme, thi til europæisk C ivilisation mærker man

kun lidt.«36

Korrespondancen er underskrevet med »h-P«, og af »P« står for Petersen frem-

går af et brev til O.C. Andersen, hvori han beder vennen om at

»efterspørg de tillige hos Redaktionen om et brev er ankommet for fjorten dagesiden [...] med en korrespondenzs for Sozialisten [...]«.37Den efterspurgte korrespondance må være den ovenfor citerede. Hvad »h« står

for, er derimod svært at afgøre. Med Bachruch synes N. L. Petersen ikke længere at

have forbindelse, da denne siden sommeren 1872 mere og mere havde trukket sig ud

af arbejderbevægelsen. Derom skrev danskeren engang i 1874 til Becker, som åben-

bart i lang tid heller ikke havde hørt fra den parisisk-tyske sektions sidste sekretær:

»Bacheruch (sicl) [...] hat schon längst den Sozialismus auf den Nagel gehängt[...] seid Jahr und Tag mit uns nicht zusammengekommen -«.3"8

Derimod kunne »h« tyde på den tyske socialdemokrat Carl Hirsch, som siden ef-

teråret 1872 havde væreti Paris, hvor han arbejdede som korrespondent for libera-

le tyske blade. N.L. Petersen og Hirsch blev gode venner, sikkert fordi de i Wil-

helm Liebknecht havde en fælles bekendtR*9 Det er tænkeligt, at den erfarne jour-nalist hjalp den med pennen ubehjælpsomme N .L. Petersen med at skrive de

nævnte korrespondancer. Det ser ud til, at denne til midti 1873 skrev eller formid-

lede endnu flere korrespondancer til Socialisten, hvoraf nogle kendetegnedes som

sådanne.”l Også et brev til 0.0 Andersen, hvori N .L. Petersen beretter om Louis

Blanc, »som jo også er blevet moderat«,**1antyder, at han i den første halvdel af 1873

var det danske partiorgans Paris-korrespondent. Da N.L. Petersen i juli 1873 gen-

optog sit hektiske rejseliv kunne deri Socialisten heller ikke læses flere beretnin-

ger om Frankrig eller Paris, som kunne vurderes som korrespondancer.

2. »At trække Mängden som endnu staa paa halv vej«Mens han endnu boede og arbejdede i Paris sendte N.L. Petersen tit små pengebe-løb til København, nogle gange for at understøtte socialismens »fängslede Føre-

re«,42andre gange som bidrag til de hyppige strejker i begyndelsen af 7 0-erne. Såle-

des gav han i juni 1872 »2 x 3 Rd. til Skomagemes Skrue«, fordi han mente, at

han »som en Søn [...] af en Skomager som havde sin Nød fra Morgen tidlig til Af-

ten sildig at skafe Brød - for Bømeflokken som skreg derefter«,ikke måtte stå tilbage,

93

»når endlig endlig engang dette Haandværks - Stilling i Samfundet i min Føde-

stad - kom mer for Offentlighedenozc43For at kunne bidrage med et større beløb lovede han O.C. Andersen at prøve at for-

anstalte »en Colecte« blandt dei Paris bosatte danskere på samme måde som han

før havde kunnet indsamle 40 Francs til de strejkende københavnske murere."

Denne pengeindsamling ville Petersen helst forbinde med en kraftig socialistisk

agitation, fordi

»alle Middler maa benyttes -for at trække Mängden som endnu staa paa halv vej -

eller er ligegyldig overfor Arbejderbevægelsenoxd5Det mest velegnede sted til dette formål synes at have været den »Skandinaviske

Klub« i Paris, vel fordi det var her de i byen boende danske arbejdere mødtes.46 Men

landsmændene var mere interesseret i selskabelig hygge end i den socialistiske

arbejderbevægelse. I 1872 foranstaltede de for eksempel et stort og traditionelt

dansk julegilde, i hvilken anledning de, som N.L. Petersen ikke uden sarkasme be-

skrev det, '

»efter Fædrene skik ville spiese Gaasesteg og Risengröd ganske gemütlig«.45'Derimod viste det sig at være umuligt for N.L. Petersen atgøre noget for socialis-

mens udbredelse blandt landsmændene i den franske hovedstad. Derover klagedehan til 0.0 Andersen.

»Jeg troede da jeg tog Initiativen for at faa her nogle Abonenter for Socialisten -

at Bladet vilde idetmindste skjænkes mer Opmærksomhed -

og blive flitiger læstsom virkelig er Tilfældet men jeg ser at hvad Läsningen angaar bliver den Ber-

lingske foretrukket - naa man over hovedet tar et Anløb for at låse [...] Forholde-

ne her i Paris er vel ikke gunstig for at propagandere for Socialisten -

og jeg maa

ogsaa tilgive at jeg kanske ikke har udøvet den dertilhørende nødvendige Virk-

somhed som fordum og ved andre Lejligheder det var 1842 i Lausanne i Sveitz

at jeg for første gang indtraade i en Arbejderforening og siden den tid har jeg of-

te haft Leilighed for at understøtte vores Sag bringe nogeti Gang - o.s.v. - Og jeghar altid fundet nogen om det ogsaa kun var faa (en, to i Begyndelsen) hvortil jegkunde slutte mig. Men jeg ved ikke hvad der er Skyld deri her - Jeg seer mig for-

gjeves om derefter - der er vel flere som siger at de er Socialister som kalder sig saa-

ledes -

og som i Samtale ogsaa beviser det - men naa det gjælder for at ta fatt paa

noget, finder jeg ingen -«.47Det er muligt, at Petersen, på baggrund af sine gennem årtiers arbejdei socialis-

tiske foreninger vundne erfaringer, havde planer om at samle sine landsmænd i en

organisation, som skulle have lignet den prækommunale tyske sektion i Paris.

Men som det kan ses af det citerede brev var det danskernes sløvsind eller, som N.L.

Petersen selv mente, det forhold »at vi danske ikke opfatter det sociale Spörgsmaalmed den Alvor og Dybde som vi finder hos Arbejderne af andre Nationer«*18 som

stod i vejen for ethvert forsøg på at vinde landsmændene for den socialistiske be-

vægelse. N.L. Petersen mente, at det måske kunne hjælpe, hvis der fra København

kom »en af vores beste Stridsmänd« til Paris.483 Men disse planer blev dog ikke gen-nemført.

Petersens aktiviteter blandt landsmændene i Paris synes i 1873 at være blevet ned-

94

trappet. I hvert fald kan der ikke spores snævre forbindelser mellem ham og dem,

og det var nu igen de tyske socialister i Paris, han for det meste omgikkes!9

3. »Nachrichten aus mein Heimath«Ved siden af partiorganet Socialisten, som N.L. Petersen havde abonneret på i al

fald fra januar 1872,50 spillede O.C. Andersen, hans ven siden 1868, en vigtig rolle

for hans kontakter til den danske arbejderbevægelse.Den livlige korrespondance,hvoraf dog kun den ene del, nemlig NJ... Petersens breve til O.C. Andersen, er ble-

vet bevaret, tyder på, at Københavneren var det mellemled N.L. Petersens kontak-

ter til hjemlandets socialistiske bevægelse gik igennem.Med interesse fulgte N.L. Petersen dennes vækst. Meget tilfreds registrerede han i

juni 1872, at, om også Pio, Geleff og Brix var blevet arresteret, var »alt [...] opret-

holdt og gaar foran«, og dette kunne tages som bevis på,»at vi Nordboer - vel sædvenlig kommer bagefter Sydboerne [...] men naar vi en-

gang har pakket fast - da lader vi ikke saa ledt igjen slipp«.51N.L. Petersen mente, at grunden til den unge danske arbejderbevægelses styrke

nok måtte være, at dens fundament var blevet så solidt lagt, at

»Bygningen i Fremtiden [kan] udholde et hvert Stød - saavel fra Aristokraternes,

Capitalistemes, Storborgemes og Prøjsernes Side«52

N.L. Petersen glemte desuden ikke, at underrette Becker i Geneve om den dan-

ske arbejderbevægelses fremskridt:

»Ich habe diese Tage Nachrichten aus mein Heimath, aus dem Lande Däne-

mark erhalten - dorten geht Alles vorwärts [...] - Social Demokraten ein täglicherscheinedes Blatt zählt 3000 Abonen ten - so dass die Unkosten gedeckt sind und

noch ein kleiner Uberschuss übrig bleibt -«55

skrev han december 1874 til den gamle ven.

Det positive syn på den danske arbejderbevægelse, forhindrede dog ikke N.L. Pe-

tersen i at bedømme dens politiske perspektiver meget nøgtemt og med sans for

realiteterne, hvilket tydeligst kommer til udtryk i et af de få breve til O.C. Ander-

sen, hvori han prøvede at vejlede vennen med gode råd om den politik, som efter

hans mening skulle føres af hjemlandets socialistiske bevægelse. Denne måtte

under ingen omstændigheder indgå koalitioner med Venstre, thi, mente N .L. Pe-

tersen i brevet fra 1874.

»vel haaber de danske Socialister at naar Venstremanden kommer til Magten - vil

det gaa dem noget bedre - Gud give det, men Fanden skal tage mig naar jeg tror

det [...] Naar vi ikke som et selvstændigt Parti kan optræde paa den politiskeSkueplads, var det bedre at vi med mer Forsigtighed gik til Værks - heller bedrere

holdt os ganske Tilbage«.56Det var nemlig ifølge N.L. Petersen vigtigere først at sørge for en stærk og kamp-

dygtig organisation, før man, med al magt og i koalition med Venstre forsøgte at

komme ind i rigsdagen. Det sidstnævnte diskuteredes den gang livligt i partiorga-net.57

Var der først en gang blevet grundlagt en stærk socialistisk organisation så

95

kunne man, mente N. L. Petersen, på denne baggrund for alvor prøve at få rigs-dagsmandater:»Er vi engang først kommet så vidt som de tyske socialister, saaledes organiseretja vel da kan vi i det mindste gjøre et Forsøg i hvorvel det vel ikke ändre noget i

vors Afhängighed af Capitalmagten - ligeledes for de tyske Socialister om de end-

ogsaa faa et Duzin Socialister ind i Rigsdagen - <.58

Heraf kan det ses, at N.L. Petersen ikke så noget mål for den socialistiske be-

vægelse i den parlamentariske virksomhed, men, som han selv definerede det, kun

et middel til at styrke arbejdernes selvtillid, dvs. at vække deres klassebevidsthed.At dette var meget vigtigt nægtede han ikke:

»denne vækkelse maa jo forangaa et Parti - som haaber, troer -ja som Fremtidentilhører«.59

Selvom denne definition af det parlamentariske spils betydning for den socialis-

tiske arbejderbevægelse vel nok ikke kan betegnes som »marxistisk«, så tydeliggørden alligevel, at N .L. Petersen havde fjernet sig fra Lassalleanismen og at han ten-

derede til Marx-tilhængemes opfattelse.60

IIII juli 1873 forlod N.L. Petersen Paris for i nogle måneder at slå sig ned i nærheden

af Joh. Ph. Becker i Genevelil Her meldte han sig straks ind i den tyske arbejder-forening, som også havde nogle danske medlemmer. Selv om disse det meste af

tiden var fraværende, håbede N .L. Petersen dog snart at kunne »faa Kløv paadem«.62 Under en lille udflugt til Vivis og Lausanne kunne han genopfriske gam-le bekendtskaber: han mødte der nemlig »et par gamle Landsmænd [...] et par af

dem var i Fordums tider ivrige Communister, men alderen har gjort dem til Inva-

lider«.63

Som det kan ses kunne Petersen ikke lade være med at gøre noget for arbejderbe-vægelsen; den var blevet til hans livsindhold. Rejsen til Geneve synes at have været

optakten til at N.L. Petersen, som nu var over 60 år gammel, igen gik »på valsen«:allerede i september i samme år tog han tilbage til Paris,64 som han atter forlod i

juli 1874 for at bo og arbejdei Charleville, en lille provinsby i Ardennerne.65 Men

det havde ikke været rejselysten som havde fået N.L. Petersen til at vende ryggen til

den franske hovedstad; grunden var simpelthen, at han havde haft svært ved at få

arbejde, siden han var kommet hjem fra Geneve, i nogle måneder havde han end-

dog været helt uden beskæftigelse!S6Men selvom han var så heldig at få godt og vellønnet arbejde i Charleville, var

den lille by ikke efter hans smag. Den kedede ham, han savnede adspredelse og

læste derfor »som en Hermite«.57 Det værste var nok, at deri byen ikke kunne fås an-

det en »Dün Bier - kein Wein« (»kun tynd øl - ingen vin«),og at beværtningerneoven i købet blev lukket hver aften kl. 22.68 Det er igen typisk for N.L. Petersen, at

han ikke forsømte at bede O.C. Andersen om at sende det danske partiorgan til sit

nye opholdssted.” Åbenbart kunne han ikke leve, uden at følge med i den danske

socialismes udvikling.

96

l. Bruxelles og KøbenhavnMens han boede i Charleville besluttede N .L. Petersen sig til at besøge sit hjem-land. Rejsen skulle foregå engang i foråret 1875, men, skrev han til O.C. Andersen,

ingen skulle forvente noget stort af ham når han kom til København,

»at jeg da kommer med fulde seigl - nei [...] som det sömmer sig en gammel Ma-

tros - vil jeg ganske gemütlig drikke min SSoppen -

og see til og glæde migderover hvorledes de unge Sögaester tumler sig om paa Verdenshavet«59'

Rejsen blev påbegyndt en gang mellem december 1874 og marts 1875, den nøj-

agtige dato kendes ikke. Imarts 1875 kom N.L. Petersen til Bruxelles. Oprindelighavde han med det samme villet rejse videre til København, men da han havde fået

at vide, at vejret i Danmark var meget uvenligt, besluttede han sig til først at gøre

ophold i den belgiske hovedstad.70

Byen var ham ikke ukendt: han havde været her både i 1848 og 1859; den ene gang

blev han involveret i den belgiske revolution, som så ham sammen med Marx, En-

gels og Moses Hess »mit samt belgischen Grössen« (samt belgiske storheder«), den

anden gang reorganiserede han en arbejderforening.71Lige efter ankomsten stiftede N .L. Petersen bekendtskab med det belgiske poli-

ti, som kaldte ham til et forhør. Om dette stod i sammenhæng med hans tidligereophold i Bruxelles eller om det blot var en ru tinesag vides ikke. Om forhøret skrev

Petersen til Becker, at det ikke blev til noget ubehageligt, fordi han havde

»meine Papiere wie es jedem Handwerksburschen geziemt der um sein Brot zu

verdienen bald da bald dort arbeitet - in der grössten Ordnung weshalb mirauch bei zweitemalige Einladung bedeutet wurde ich könte bleiben, es wäre

nichts -«."2

At N. L. Petersen også i Bruxelles kendte ligesindede kan vel tages som en selv-

følge. Der var for det første den belgiske socialist og tidligere Proudhon-tilhængerCésar de Paepe, en af den »Første Internationales« store skikkelser,” som N .L. Pe-tersen muligvis siden 1848 havde været bekendt med; af den tyske arbejderforeningi Bruxelles kendte N .L. Petersen medlemmerne Schott og Rothmeier;“ så var derden unge tyske billedhugger Paul Kersten, en af det tyske politi eftersøgt lassal-

leaner, som på N .L. Petersens anbefaling rejste til Paris hvor han plejede danske-rens døende ven Moses Hess;75 slutteligt mødte Petersen i den tyske arbejderfore-ning en tysk bogtrykker ved navn David Zeh. Det bemærkelsesværdigeved dennemand var, at han påstod at kende Louis Pio, som han havde mødt i 1872 i Geneveunder den daværende »stormesters« besøg hos Becker. 75 Dette ville den mistroiskeN. L. Petersen dog først have bekræftet fra Beckers side; han synes ikke at have været

særlig begejstret for Zeh, fordi denne måske har været ham »ein wenig zu geschwät-zig« (»en smule for snakkesalig«) og bad Becker i et brev om nærmere oplysnin-ger.77

Grunden til N .L. Petersens mistroiske holdning var nok, atdet af og til lykkedesfor myndighederne at indsmugle politistikkere og andre »agents provocateurs« i

arbejderforeningeme, hvad danskeren for ikke længe siden selv havde kunnet ople-ve.78

På forespørgslen må Becker have svaret, at Zeh talte sandt, idet N.L. Petersen

97

siden da ikke havde noget imod ham.79 Også under opholdet i Bruxelles stod N.L.

Petersen i forbindelse med København. Allerede i de første aprildage fik han at

vide, at de tre fængslede socialistføreres løsladelse snart kunne forventes. Derom

skrev han til Becker:

»Durch eine Brief den ich vor 14 Tage aus Copenhagen erhielt wurde mir schon

gemeldet dass es so gut wie gewiss ist dass sie frei gelassen werden (wahrschein-lich wenn ich nicht irre fällte in diese Zeit des Königs Geburtstag) - Man war jahalb genothigt sie frei zu lassen - den man fürchtete wahrscheinlich durch län-

gere Haft namentlich Pio könte in Gefängniss sterben - Ja [...] in mein Vater-

land ist man doch nicht ganz und gar russisch - noch und doch besitz doch unser

liebe Regierung ein bisschen Humanität freilich sind Sie während diese drei

Jahren, so ungefár wie gemeine Verbrecher - im zuchthaus bebeandlet [...]«x.80Den 5. juni skrev N. L. Petersen til Becker, at han om to dage ville rejse til Kø-

benhavn,” hvortil han efter en sejltur af mere end tre døgns varighed ankom d. 10.

juni med dampskibet 'Danmark'.'52 I København opholdt N. L. Petersen sig kun i

tre dage, hvor han boede hos vennen O.C. Andersen.”3 Derefter tog han til Frede-

riksberg for i fire uger at logere hos sin familie," hvorefter han igen rejste til Kø-

benhavn. Omkring d. 10. auust rejste han atter tilbage til Paris.35

I København var der lige blevet holdt grundlovsfest. N .L. Petersen som havde

kunnet høre og læse om den,86 syntes, at den havde været så bemærkelsesværdig, at

han skrev en længere beretning om den til Paepe i Bruxelles, som så skulle prøve at

få den optaget i et belgisk arbejderblad.87For første gang, skrev N .L. Petersen i denne beretning, var grundlovsfesten, som

ellers

»seid 1848 unter Leitung der Hervorragenden Classen jährlich stattgefundenhatte und wobei der Arbeiterstand nur als Schafherde figurierte [...]«,

blevet afholdt nærmest som en ren arbejderfest:»Unsere Partei [...] hatte Einladungen nach die Provinzstädte ergehn lassen an

den verschiedenen GewerksGewerksaftvereine, Gesangvereine ppp in der Haupt-stadt - und wohl mancher Arbeiterverein - der unter dem bescheidenen Titel

als Krankenverein Consum Verein und der gleichen es lieber vorgezogen hätte

in bescheidene Entfemung und ohne öffentliche Theilnahme, die Sache mit

anzusehen oder mitzumachen - wurde vom Strome gleichsam mit fortgeris-sauna.

Desuden skrev N.L. Petersen til de Paepe, at grundlovsfesten havde været en stor-

stilet demonstration for de løsladte arbejderførere.89Under det kun tre dage varen-

de ophold i København lærte N .L. Petersen også nogle af de fremtrædende danske

socialister at kende.90

Det kan antages, at han ved denne lejlighed også fik omtalt sin egen fortid som

en af den europæiske socialismes pionerer, fordi nemlig Social-Demokraten fra

den 17. juni 1875, altså lige efter at han havde tilbragt de tre dage i København, for

første gang overhovedet nævnte ham.91

Senere fik N.L. Petersen også lejlighed til at hilse på Louis Pio, som han mødte

på det landsted, som socialistføreren, der var hårdt medtaget af fængselsopholdet,

98

havde trukket sig foreløbigt tilbage til. N .L. Petersen havde fået æren af at over-

række Pio en lille pjece, de danske socialister havde tilegnet deres fører, desuden

skulle han hilse Pio fra David Zteh.92

Opholdet hos familien i Frederiksborg viste sig at være meget behageligtiforPe-

tersen; selv mente han, at han der levede »som den värste Storborger«.93 Han dis-

kuterede med byens fattiglemmer og i mangel af meningsfæller med republikanskindstillede venstretilhængere. Forgæves forsøgte han desuden at komme i brev-

kontakt med Harald Brix.94

I begyndelsen af august 1875 kom han tilbage til København, hvor han igen fik

logi hos O.C. Andersen.” Som han meddelte de Paepe ville han bruge tiden til »vie-

les zu erfahren und Bekantschaften zu machen mit den dortigen Gesinnungsge-nossen« (»at få meget at vide og at gøre bekendtskab med meningsfællerne der«).96Pio var i mellemtiden kommet tilbage fra en rejse til udlandet,97 således at N .L. Pe-

tersen vel nu havde rig lejlighed til at tale med ham. Det må have været under dette

andet besøg i København de af N.L. Petersen i tillægget nævnte samtaler har fun-

det sted.

2. 1875 - 1877Efter tilbagekomsten til Paris beskrev N.L. Petersen iet brev til Becker sine indtrykaf den danske arbejderbevægelse; disse var i det hele taget positive, omend tilbage-holdende. Overfor Becker beskrev han den danske socialisme som langsomt men

permanent fremadgående; dens styrke lå i enkelte personers ihærdige arbejde. Nog-le socialister var ifølge N .L. Petersen ægte »Wühlhubers« (»rumle-Olsener«, d.v.s.

agitatorer), som de tyske fra 1830 og 1848 slet ikke kunne måle sig med.98 Men i in-

tet af de breve, i hvilke N.L. Petersen efter besøget i København beskrev hjemlan-dets socialistiske bevægelse nævnes Louis Pio (med undtagelse af brevet til de Pae-

pe). Om dette hænger sammen med en vis skepsis over for denne mand vides ikke

med sikkerhed, men kan på baggrund af brevet til 0.0 Andersen om Louis Pios og

Geleffs flugt til Amerika formodes (se tillæg).Både positivt og skeptisk skildrede N. L. Petersen den danske arbejderbevægelse

til de Paepe; til denne skrev han:

»[...] ich muss gestehn es marchirt gut, ich könte bald sagen sehr gut [...] wie-

wohl auch dort [...] allerlei Kleine Persönlichkeiten und Fehler vorfallen.«99

Af hvilken art disse stridigheder var giver N .L. Petersen dog ingen oplysningerom.

I tidsrummet mellem besøget i København i 1875 og socialistføremes flugt til

Amerika prøvede N.L. Petersen flere gange at komme i kontakt med Louis Pio.

Som det fremgår af hans breve til O.C. Andersen1°° skrev han til Pio og sendte ham

også tit socialistiske tidsskrifter. Det sidste betød for den gamle håndværker sikkert

et finansielt offer, men han fik »sjældent et svar« (tillæg). For den danske arbejder-bevægelse virkede N .L. Petersen forsat så godt som han kunne. Således skaffede

han Social-Demokraten en del abonnementer blandt danskerne i Paris,101 og til

socialdemokratiets julebazar i 1876 sendte han et udvalg pelse, som han som bunt-

mager jo havde lettere adgang til.102

99

Efterretningeme om at Brix igen var blevet idømt en lang fængselstraf, havde

han læst »med skamröde som dansker«. Dermed var Danmark kommet på lige fod

med autoritært regerede lande som Tyskland og Rusland.1°3 Det største personligeoffer, N.L. Petersen bragte den danske arbejderbevægelse, var et bidrag på 100Francs til foreningshuset i København. Da Pio i 1875, efter at han var blevet løsladtfra fængslet, for alvor fik gang i byggesagen, sendte N.L. Petersen dette for ham

store beløb til København, hvor det blev omsat til aktier a 10 kroner. Under sit sid-ste ophold i København, kort før sin død, mindedes N .L. Petersen dette i et brev tilen ven i Geneve; den nu alvorligt syge over 80-årige skrev tilbageskuende:»War ich doch der Erste als Pio ein Aufruf ergehen liese zum Un terzeichnung fürAktien zum Bau eines Vereinshaus von Paris aus [...] für ein Hunderfrankenmich zeichnete - und wie mein alter Freund Andersen> sich ausdrückte

Pio machte damit Reklame [...]«1°4N. L. Petersens engagement for hjemlandets arbejderbevægelseog hans vilje til

at bringe ofre for den fremtræder ganske tydeligt. Den gamle in ternationalist

prøvede at hjælpe så godt som han kunne og med de midler han havde til rådig-hed.

Pios og Geleffs flugt til Amerika må derfor være kommet som etchok for ham.Han havde fået at vide om dette, den danske arbejderbevægelses alvorligste brud,igennem et brev fra 0. C. Andersen. Hans omgående svar til den sidstnævnte ud-

trykker ikke alene skuffelse'og frygt for den danske arbejderbevægelses videre ek-

sistens, men det har passagevis også karakter af en personlig afregning med Louis

Pio (tillæg).Brevet giver udtryk for, at Pics og Geleffs flugt for N. L. Petersen var noget af det

mest forkastelige, arbejderførere kunne finde på. Tyskerne August Bebel og Wil-

helm Liebknecht var, som han antyder det, gentagne gange blevet idømt fængsels-straffe, uden at de dog fraveg deres sag så meget som en tomme, og også N. L. Peter-

sen havde været udsat for forfølgelse.1°“ I hele det 19 årh. var forfølgelse nærmest

uundgåeligt for fremtrædende socialister. Flugten syntes i øvrigt at have bestyrketN. L. Petersen i det noget negative indtryk af Louis Pio, som han åbenbart havde

fået under samtalerne med ham 1975 i København. Det må være helt klart, at en op-

lyst tænkende og praktisk arbejdende socialist som den danske buntmagersvendikke kunne have forståelse for noget som f .eks. Pios hang til religion og hans ud-

vandringsprojekt. Særligt det sidste var jo i sig selv asocialistisk, da det bevidst gav

afkald på socialismens hovedprincip, at emancipere proletariatet ved hjælp af det

bestående (borgerlige) samfunds transformering (til et socialistisk). Derimod var

dette et forsøg på at opbygge et nyt samfund helt fra bunden af, uden konfronta-

tion med det bestående, dvs uden om klassekampen. Når så tillige pengefor-holdene omkring partiorganet var i uordenJW', kan det ikke undre, at N. L. Peter-

sen med megen skepsis så på den danske arbejderbevægelseschancer for at overle-ve.

Efter det skelsættende år 1877 synes N. L. Petersen at have mistet interessen forden danske socialisme. I hans stadigvæk talrige breve til 0. C. Andersen findes der

ikke længere tegn på engagement, han spørger ikke engang om den resterende ar-

100

bejderbevægelses tilstand. Dette kommer tydeligt til udtryk i et brev, han i 1879

under et besøg i Danmark skrev til Becker i Geneve, hvor han selv havde boet siden

april 1877"”. Brevet er præget af en slags ironisk distans til den danske arbejderbe-vægelse. Dets vigtigste passager lyder således:

»Copenhagen d 10 Juli 1879

Lieber Freund Becker!

Ich bin seid 8 Tage ungefähr ins liebe Vaterland, und seid 3 Tage in mein Ge-

burthort [...] In Staate Dännemark geht es vor der Hand ein wenig bunt her in

socialistischem Lager, nach abgehaltener Congres, hat die Partei sich entzhweit- die Minderheit wollen den Pio Cultus aufrecht halten jedoch unter keine Be-

dingung mit die Linke marchieren - als Verfechter des Staatsgrundgesetz - die

Mehrzahl dagegen, wollen mit die Linke für das Staatsgrundgesetz - gegen die

Rechte sich schlagen - jedoch von keine Pio Cultus was wissen -in Summa strei-

ten sie sich unter einander um des Kaisers Bart- zu Belustigung der Bourgoisi -

wie weiland in deutschland Eisenacher - und Lassaleaner, mit dem unterschie-

de - das dorten der Streit doch einen emsthafteres Gepräge bewahrte . Jedochhier im kleine dännemark nimt alles einen kleinlichen Karakter an - besser ge-

sagt ein kleinlich nationalen der hiersige Socialismus wirdt ebenfalls davon

berührt, so wie es mir scheint - Hätte ich nicht als vagabundirender Weltbürgermir so lange in die Fremde herumgetrieben - alles wollte mir wahrscheinlich

hier besser munden - Mit Parteigenossen habe ich bis jetz wenig verkehrt -

[...]«.'°6

IVOvenstående citat skal afslutte denne skitse. N .L. Petersen fremtræder i den som en

af de socialister, der blev præget af fyrrëmes arbejderorganisationer. Vant til det

permanente politipres, og hele tiden enten helt eller halwejs i illegaliteten, havde

disse mænd ingen anden mulighed end det personlige offer, det ihærdige propagan-da- og organisationsarbejde og deres ubetingede tro på socialismen, at tjene deres

sag med.

Det var denne idealistiske og offervillige holdning N.L. Petersen lod den dan-

ske arbejderbevægelse komme til gode; på denne baggrund må derfor hans skuffel-

se over den ses.

N.L. Petersens skuffelse over den danske socialisme var dog ikke ensbetydendemed at han vendte ryggen til hele den socialistiske bevægelse: efter 1877 fandt hani

den tyske arbejderforening i Geneve en ny virkekreds, hvor han indtil sin død var et

af de mest agtede og fremtrædende medlemmer,1°7 selvom han ikke længere viste

interesse for sit hjemlands socialistiske bevægelse.

101

N OTER1. Det eneste forsøg på en Petersen-biografi er: 0. Bertolt, N.L. Petersen, i: Dansk Biogra-

fisk Leksikon, bind XVIII, København 1940, pp. 237 ff.2. Til Petersen og Weitling se: 0. Brugger, Geschichte der deutschen Handwerkervereine

in der Schweiz, Bem-Leipzig 1932, pp. 168 ff., 207. Derudover: se SPD's Petersen-ne-

krolog i: Der Sozialdemokrat, 19. VII. 1894, Beilage (»Todtenliste der Partei«). Det dan-ske socialdemokratis Petersen-nekrolog giver flere oplysninger, se: Social-Demokraten,nr. 167, 21. årg. (19.VII.1894) (»N.L. Petersen«).

3. Aftrykt hos: H. N. Lahme, Zur Vorgeschichte der dänischen [AA-Sektion (1866-1871),dok. V, kommer i: IRoSH. XIX (1974), p. 72.

. Ibd.

. Jvf. feks. J. Braunthal, Geschichte der Internationale, Band 1, Hannover 1961, pp. 154ff.

. Sedertil: G. Iangkau, Die deutsche Sektion in Paris, i: IROSH XVII ( 1972), pp. 103-150.. Dertil: Lahme, 0p.cit., dok.III, og: E. Silbemer, Moses Hess. Geschichte seines Lebens,

Leiden 1966, pp. 534 ff.

8. Dette bevidner de mange Petersen-Becker-breve fra 60'erne i: Becker-Nachlass, IISG

(Amsterdam). Om Becker: Neue Deutsche Biographie, 1. Band, Berlin 1971, pp. 717 ff.9. Varlins brogede liv beskrives i: Dictionnaire Biographique du Mouvement Ouvrier

Francais, publié sous la direction de Jean Maitron (videreciteret som: DBMOF), Tome

IX, Paris s.d., pp. 276-279. Om hans idéhistoriske placering f.eks.: M.M. Drachkovitch,The Revolutionary Internationals, 1864-1943, Stanford/Califomia 1966, pp. 61f.

10. Aftrykt hos: Langkau, 0p.cit., dok. 1, p. 138.lOa. The General Council of the First International (Minute books) vol. 1868-1870,

Moskva-London s.d., p. 228.11. Aftrykt hos G. Jaeckh, Die Internationale, Leipzig 1904, pp. 229 f.

12. Langkau, 0p.cit., dok.III, p. 138.

13. Ibd., pp. 126 f. Franke] (også: Fränkel) blev Kommunens arbejdsminister: jvf. DBMOF,T.VI, pp. 91:93.

13a. Petersen til Becker, London. 8.XI.1870, Becker-Nachlass (IISG), D 11 595. De her be-

nyttede breves originaler befinder sig, såvidt der drejer sig om Petersens breve til Becker, iIISG's Becker-Nachlass, hvorimod Petersens breve til O.C. Andersen befinder sig blandtdennes efterladte papirer på ABA (København). Andre opbevaringssteder betegnes mednavns nævnelse. Petersens undertiden svært læselige breve citeres så vidt muligt i over-

ensstemmelse med originalen, det samme gælder tegnsætningen. [...] betegner udeladte

passager, <...> mine tilføjelser, (...) svarer til paranteser i originalen. Tysk IS skrives ss.

14. Petersen til Becker, London, 23. 11. 1871, D II 596.15. Jvf. Petersen til Becker, Paris, 14.1.1872, D 11 597.

16. Jvf. Silbemer, 0p.cit., pp. 624 ff.

17. Jvf. DBMOF, T,IV, pp. 167, og: E.Siklos-Vincze, Ungarn in der Kommune von Paris

und die Rückwirkung der Pariser Ereignisse auf Ungarn, i: AfSG X1 (1971), pp. 450 f, 456

f og passim.18. Langkau, 0p.cit., pp. 102, note 2, 134.

19. Bachmch til Marx, Paris, 16.VIII.187l, Marx-Engels-Nachlass (IISG), D 94 (fotokopi).20. Nr. 1, 2. årg (6.1.1872).21. Socialisten, nr. 21, l. årg. (6.XII.1871) (›Til vore Medlemmer«).22. Ibd., og nr. 23, 1. årg. (16. XII.1871) (»Presse Fonden«).23.1 ugebladet Soc.' udenrigspolitiske del »Situationen« kom korrespondanceme i den

følgende rækkefølge: nr.8, 2.årg. (24.11.1872), nr.9, 2.årg. (2.111.l872), nr.ll, 2.årg.(»Marts 1872«). I dagbladet Soc. står de under »Korrespondancer til 'Socialisten'« i:

nr.10, Lårg. (l2.IV.1872), nr.15, 1.årg. (18.1V.1872), nr. 20, l.årg. (24.IV.1872).24.1bd., l2.IV.1872.

25.1bd., 24.II.1872.

U'vå

\l°'i

102

26.

27.

28.

29.30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43.

44.

45.

46.

46a.

47.

48.

48a.

49.

50.

51.

52.

53.

54.

Jvf. f.eks. Testut, Association Internationale des Travailleurs, Lyon 1870, p. 57: »On

commence toujours par faire en société de prévoyance, de credit ou autres les corpora-

tions dont on recherche les adhésions [...]«. Jvf. også ibid., p. 249.

I anledning af Pios besøg i Leipzig i 1872 skrev Wilhelm Liebknecht til Engels: »Vorge-stem war Pio [...] hier, - er kam von Genf [...] Zum Glück zwang ihn seine mangelndeKenntnis des Französischen wesentlich mit Becker und den deutschen Internationalen

zu verkehren, som dass er von Bakunistischen Anfechtungen frei blieb«. Oversættelse: »I

forgårs var Pio [...] her, - han kom fra Geneve [...] Heldigvis tvang hans mangelfuldekendskab til det franske ham til for det meste at omgås Becker og de tyske internationa-

lister, således at han blev fri for bakunistiske anfægtelser«.Georg Eckert (ed.), Wilhelm

Liebknecht. Briefwechsel mit deutschen Sozialdemokraten, Band 1, 1862-1878 (videre-citeret: Liebknecht. BW) Assen 1973, p. 409, note 3.

Langkau, op.cit., p. 137.

Braunthal, op.cit., pp. 167 ff.

Soc., 24.11.1872; ibd., 2.111.1872, og 12.1V.1872 og 18.IV.1872

Jvf. det anførte brev fra Bachruch til Marx (note 19), og: Bachruch til Marx, Paris,

3.1X.1871, ibd.

Om tiden før Kommunen jvf. Langkau, op.cit., dok.1, p. 138, om tiden derefter ibd.,

dok.XII, p. 150.

Petersen til Jørgensen, Paris, 19.V.1872, O.C. Andersens efterladte papirer.Jvf. Soc., nr. 23, Lårg. (15.1V.1872), Og ibid., nr. 34, 1.årg. (9.VII.1872).Petersen til 0. C. Andersen, Paris, 15.IV.1872.

Soc., nr.2.74, l.årg. (25.X11.1872) (»Korrespondance til 'Socialisten'«).Petersen til 0.C. Andersen, Paris, 4.XII.1872.

Petersen til Becker, Charleville, 13.V11.l874, D 11602. Oversættelse: »Bacheruch (l) [...]har for længst lagt socialismen på hylden [...] i lang tid ikke kommet sammen med os var.

Ang. Hirsch jvf. Liebknecht, BW, p. XXX. Ibd., p. 458 f. Desuden: Silbemer, 0p.cit. pp.

632, 634 f og passim, og: W. Tschubinski, Wilhelm Liebknecht. Eine Biographie, Berlin

1973, passim.F.eks. nr.l45, 2.årg. (27.VI.1873); ibid., nr. 161, 2.árg. (16.V11.1873).Petersen til Soc.'s redaktion, Paris, 25.VII. (VIP) 1873, O.C. Andersens efterladte papirer.Petersen til O.C. Andersen, Paris, 1. ?.1873.

Petersen til O.C. Andersen, Paris, 20.VI.1872; jvf. også brevet til Jørgensen, note 33, og

Petersen til Andersen, Paris, 15.1V.1872.

Se note 43, første brev. Soc., nr.5, 1.årg. (6.VII.1872) kvitterer: »L.P., Paris. De 40 Frcs. til

Muremes Strejke er nu efter fhv. Kredsformand Mundbergs Løsladelse rigtig modtag-ne«,

Se note 43, første brev.

Den »Skandinaviske Klub« beskrives også af »Byarbejderen« (W.Lund) i:O.Bertolt (ed.),Tre danske arbejderes Livserindringer, København 1925, p. 164. »Byarbejderen« besøgteklubben i 1883.

Petersen til O.C. Andersen, Paris, 4. X11.1872.

Petersen til 0.C. Andersen, Paris, »8.XII.1872.Ibd.

Ibd.

Bl. disse: Victor Schily (se: Liebknecht, BW, pp. 450, 458 f; Silbemer, op.cit., p. 643 og

passim; Langkau, op.cit., p. 105), Hirsch (se note 39), og selvfølgeligt Moses Hess

(Silbemer, op.cit. pp. 634, 637).Petersen til 0. C. Andersen, Paris, 15.IV.1872.

Petersen til O.C. Andersen, Paris, 20.VI.1872.

Petersen til O.C. Andersen, Paris, 28.XII.1872.

Petersen til O.C. Andersen, Genf, 2. VII. 1873.

Jvf. f. nr.76, 2.årg. (30.111.1873) (»V0re Føreres Dom«).

103

55. Petersen til Becker, Charleville, 13.XII.1874, D II 604. Ovesættelse: »Jeg har i disse dagemodtaget efterretninger fra min hjemstavn, fra landet Danmark - der går alt fremad. - So-cial Demokraten et dagligt udkommende blad tæller 3000 abonenter - således at omkost-ningerne er dækket og der endog bliver et lille overskud.«

56. Petersen til O.C. Andersen, Paris, 3.1.1874.57. Jvf. Soc., nr. 224, 2.årg. (2l.X.1873), som bringer nogle venstremænds opråb til det

kommende folketingsvalg. Diskussionen dertil ibd., nr.286, 2.årg., (9.XII.1873) (»Findesder ingen Socialister i Danmarkh), og ibid., nr. 292, 2. årg. (16.XII.1873) (›'Højre' og'Venstre' contra Socialisteme«).

58. Se note 56.

59. Ibd.

60. Jvf. Hirsch til Liebknecht (27.11.1873): »Petersen [...] ist nun ganz auf unserer Seite«.Oversættelse: »Petersen [...] er nu helt på vores side«, Liebknecht, BW, p. 450, note 3.

6]. Petersen til 0.C. Andersen, Genf, 2.VII.1873.62. Ibd.

63.1bid. Denne interessante bemærkning fortjener nærmere efterforskning.64. Petersen til Becker, Paris, 24.1X.1873, D II 600.65. Petersen til O.C. Andersen, Paris, 3.VII.1874.66. Petersen til Becker, Charleville, 13.VII.1874, D 11 602.67. Petersen til O.C. Andersen, Charleville, 6.XII.l874.68. Se note 66.

69. Petersen til O.C. Andersen, Charleville, 19.VII.1874.69a. Petersen til O.C. Andersen, 6.XII.1874.

70. Petersen til Becker, Brüssel, 15.111.1875, D II 617. Brevet må være blevet forkert arkiveret,da reposituren svarer til årene 1878 f. Det kan skyldes, at det meget utydelige årstal kanlæses som »1879«. Den korrekte datering fremgår dog af brevets indhold.

71. Ibd.

72. Petersen til Becker, Brüssel, 18.V.1875, D II 607. Oversættelse: »mine papire iden største

orden, som det sømmer sig for enhver håndværkersvend, der forat tjene til sit brød, arbej-der snart her snart der, hvorfor det også blev betydet mig ved anden tilsigelse, at jegkunne blive, det var ingenting.«

73. Jvf. Leks. Braunthal, op.cit., passim.74. Petersen til Becker, Brüssel, 5.VI.1875, D II 608.75. Petersen til Becker, Brüssel, 18.IV.1875, D II 606. Se også: Silbemer op.cit,, pp. 64% og

passim.76. Se note 74.

77. Ibid.

78. Liebknecht, BW, 469.

79. Se note 74.

80. Se note 75 (brevet).8]. Petersen til Becker, Brüssel, 5.VI.1875, D II 608.82. Dateringen o.s.v. fremgår af: Petersen til de Paepe, Frederiksborg, 2l.VI.1875, N.L. Pe-

tersens efterladte papirer, ABA.

83. Ibd.

84. Ibd.

85. Jvf. Petersen til Becker, Paris, 25.VIII.1875, D 11 609.86. Jvf. note 82.87. Ibd.

88. Ibd.

89. Ibd.

90. Ibd.

91. Se nr.136, 2.årg. (l7.VI.1875) (»Proletariatet og dets Forkæmpere«).92. Jvf. note 82.

104

93. Petersen til 0. C. Andersen, Frederiksborg; 25.VI.1875.94. lbd.

95. Jvf. note 82.

96. ibd.

97. Jvf. Pio til Becker, Kopenhagen, 27.VI.1875, Becker-Nachlass D II 640. Jvf.også:Social-demokmten, nr. 184, 2.årg. (20.VII.1875) (»Nyheder«).

98. Petersen til Becker, Paris, 3.X.1875, D 11 610.

99. Jvf. note 82.

100. Jvf. feks. Paris, 2l.V.1876 og Paris, 16.1.1877.101. Petersen til O.C. Andersen, Paris, 25.IX.1876.102. Petersen til O.C. Andersen, Paris, l2.XI.1876; jvf. også: En bygning vi rejser, 1. bind, p.

120.103. Jvf. note 100, andet brev.

104. Petersen til Fechner, Copenhagen, 6.VI.1894, »Kleine Korrespondenz«, IISG. Jvf. også:En Bygning bind 1, p. 120. Aktietegningen startede med et opråb i Social-Demokra-ten, nr. 233, 2.årg. (8.X.1875) (»Indbydelse til Aktietegning«).

104a. Dette bevidner Leks. Wermuth-Stiebers politihåndbog »Die Communisten-Ver-

schwörungen des neunzehnten Jahrhunderts,« 2. Theil, Berlin 1854, hvori Petersen

figurerer som nr. 486 af de eftersøgte.10%. Se dertil f.eks. En bygning ..., Bind 1, p. 94 f.105. Jvf. Petersen til Andersen, Genf, ll.IV.1877.106. D 11 618. Oversættelse: »Kære ven Becker! Jeg harværetca. 8 dage i det kære fædreland og

ca. 3 dage i min fødeby [...] I staten Danmark går det for øjeblikket en smule broget til iden socialistiske lejr. Efter den afholdte kongres har partiet delt sig i to - minoriteten vil

opretholde Pie-kulten, men under ingen omstændigheder marchere med Venstre - som

statsgrundlovens forfægter. Flertallet derimod vil med Venstre for statsgrundloven kæm-

pe mod Højre, men vil dog ikke vide noget af Pie-kulten - summa summarum strider de

indbyrdes om kejserens skæg - til bourgeoisiets forlystelse - som i fordums tid i TysklandEisenacheme og lassalleaneme, med den forskel at striden der dog bevarede et alvorlige-re præg, men her i det lille Danmark antager alt en smålig karakter, rettere sagt en små-

lig national. Den herværende socialisme bliver ligeledes berørt synes det mig. Havde jegikke drevet så meget omkring i det fremmede som vagabonderende verdensborger - villealt sandsynligvis smage mig bedre her. Med partikammerater har jeg indtil nu haft lidenkontakt [...]« Til de i brevet nævnte fundamentale stridigheder se referaterne om Køb-magergade - kongressen i Socialdemokraten, nr.152. 4.årg, (6.VII.1877), nr. 153, s.â.(7.Vll.1877), nr. 154. s.å. (8.VII.1877) (»Den danske almindelige Arbejderkongres«).

107. Se dertil SPD's og det danske socialdemokratis Petersen nekrologer, note 2.

105

TILLÆG

Niels Lorents Petersen til 0.0 Andersen

Paris d. 27. M'ars 1877

Kjære Ven!

Jeg har erholdet i dag det korte Brev, og om jeg endogsaa ikke havde erholdet det,

vilde jeg dog alligevel, været lige saa klog - det synes mig af Indholdet af Brevet at

slutte om ihvorvel du er en oprigtigt og trofast Socialist - du dog i Henseende af den

praktiske deeltagelse i Bevægelsen, har været dig noget fjernet - ellers havde du ja

dog straks kunde skrive mig noget bestemtere - - du vil erindre dig at du iet Brev

skriv til mig - At Pios Stilling ikke var mere holdbar -

og at han selv tilgav - at i det

hoieste i tre Aar, en kan holde ud -- saa som trendt lyd det

Jeg svarede dig derpaa naar Pios Stilling i Hjemmet ikke mere er holdbar bliver

han eller ikke i Hjemmet o.s.v. -

Men hvorfor hans Stilling var bliven saaledes derom skriv du ikke - kun nogenlun-de pegede du hen paa de financielle Forhold - namentligi Hensyn til Bladet og

Trykkeriet --

Sandsynligt er Pengeforholdene saaledes i Udorden i det socialistiske Parti i Dan-

mark at ingen derid ved rede -

og muligtat det ikke staar tilbage, for nogen i de nye-

ste Tider forefaldne Gründer Svindel --

2. Man begyndte paa for meget, og udførte for lidet - alt skulde gaa i Hast og til-

sidst voxete det en over Hovedet -

og man viste ingen bedre Vei for at komme ud af

Klemmen, ind til at reise til Amerika - især da Veien alt nogenlunde var banet -

ihvorvel man ikke havde tänk derpaa, da Projeektet bliv bekjendt gjort at være nød-

saget til at blive en af de Förste for at benytte det -

Hvorledes det endogsaa er - Pio og Geleff - socialistiske Bane er afsluttet i Hen-

seende til Arbejder Bevægelsen i Hjemmet - Ligesaa vel som for Ex Liebknecht og

Bebel i Betragtning til Tyskland naar de vilde løbe bort fra dette Land - Lykke paa

Reisen - men de kan let blive skuffeti deres Forventninger - Amerika er ikke Dan-

mark -

og mindre som i nogen som helst Land - er det aandelige Arbeide betalt og

anerkjendt der heder det for alt dygtige Anne og barkede Näver - Denne udvan-

dring for at grunde en Oolonie i Kansas - og som kom saa ovenkulds vil meget sand-

synlig ikke före til nogen Resultat og naa dette er Tilfaldet, vil de som har udvand-

ret ikke takke Pio og Geleff stort derfor - Og de vilde mugligt önske dem tilbage til

Danmark.

3. Førere af en Arbejderbevægelse i hvilken som helst i Europa, og hvis Navne er be-

kjend i alle lande - hvorom Tidender har berettet - som har en Virkningskreds i sel-

106

ve dette Land - som har opvækket den socialistiske Bevægelse der - löber eller reiser

ikke bort til Amerika hverken langsom eller' udforven tet, og naar dog dette skeer, da

Farvel di existere ikke mere for os -- som sagt Lykke paa Reisenllll -

Men Hvad Hovedspørgsmaalet bliver for alt er dette - Vil den socialistiske Be-

vægelse i Hjemmet gaa sin Gang fort - eller er den stanset eller ödelagt for det at

disse to Mænd er reist til Amerika vil vi haabe det første - detvilde være bedröveligtnaar det siste skulde blive Tilfældet - dette vilde være et Bevis paa hvorliden Rod

Arbeiderbevægelsen indtil - nu har fæstet i Danmark -

og jeg maa sige jeg tror til-

deles noget saadant - Man stötter sig for meget paa enkelte Personer, saa at Mäng-

den af Arbeiderstanden udviklede ikke nok selvständighed - Vi er nu engang disse

sövnige Jensener og som maa tages i Sleptoget af andre N ationer, og dermed har vi

dog den Indbilding hvad Fandens Karle vi er -

Jeg, for at bemærke da det passer til Sagen har skrivet forskjelige breve til Pio

sjælden.

4. et Svar - Jeg var ofte den modsætte Mening som ham - at nævne: Religionen og

Udvandringen - jeg tror at Pio yndete ikke gjerne Modsigelser -- I min første Sam-

tale med ham i Hjemmet kort efter Udladelsen af Fængselt - kom hans religiöseeller overjordiske Fantasier til Synen - han mente nemlig Menneskene fölte underti-

den Iängsel efter at beskäftige dem - med det Overjordiske med Aandeverden saa

omtrent forstod jeg dette som egentlig for mig som materiel-praktisk Socialist var

udforstaaligt - Jeg var den modsætte Mening -

og det er jo sildigere ogsaa vist sig -

thid han har erklæret naa han skulde vælge en Religion synes han om Katholocis-

men bedre end om Protestan tismen og hans sidste Tale som tildels var rettet imod

Fritænkeme vidner om at han ikke tror frie -

Synderlig nok har en tysk Meningsfælle". Literat som opholder sig er i Paris ogsom spurgte mig dit og dat om Pio - og da jeg bemærkede ham om vores oven-

nævnte Samtale; svarede da er denne Mand ikke at stole paa -

Jeg tror ikke som du at det seer ud til at Pio er - hvorfor - til vad Nytte - P Han vil og-saa söge en Virkningskeds i Amerika - hans Karacter er ikke til at hensove Tiden,kanske bliver han Stifter af en nye religiöse Communistisk eller socialistisk Sekte.

5. Geleff löber forhaanden med - hvad vil nu blive af Brix? - Al tsaa Oppositioen har

dog havd nogen Berettelse 0 havde hurtigere og klarere gjennemskuet hurtigere ogklarere gjennemskuet Sagen - end du -

Jeg kan ganske tænke mig ind i din Stimung jeg hvad det heder at blive skuffet ogderfor tilbringe sovnlöse Natter - men dette vil ogsaa gaa forbie og du vil da paa nyefatte Haab - Men for alting gjör ikke saa store Forhaabninger og tag Menneskerne

som de er og ikke som de skulde være - Jeg er nu siden 1842 med og afseet fra de för-

ste Aaringer - har jeg ikke hengivet mig til Illusioner - i Henseende til Socialis-

mens Realisering - men den er en Sandhed, og dette er mig nok - selv om vi tobene-

de Pattedyr aldrig kom paa den Standpunkt som vi i vores Fan tasie ofte fore maler

os Frem tiden

Dette forhaanden som Svar paa dit Brev - vil Social Demokraten udkomme som

107

sædvnligt? da skik mig dem som kan ankome her til den 7 Apriel - thid længer vil

mit Ophold sandsynligt ikke vare her [...][...] Lev vel

altid din

Ven L Petersen

P.S.: Et brev fra dignaa du ved noget nöjerehvorfor Pio og Geleff er rejst 0.s.v.

mange Hilsen til din kone

og vær ikke for gnaven mod hende

og Byggesagen?

Efter originalen på ABA, O.C. Andersens efterladte papirer.

' Muligvis Carl Hirsch.

108

Niels Lorents Petersen und die dänische

Arbeiterbewegung 1871-1877Die vorliegende Skizze will ihr Verfasser als Teil der Vorarbeit zu einer Niels Lo-

rents Petersen Biografie verstanden wissen. Bei dem Material, das ihr zu Grunde

liegt, handelt es sich zum grössten Teil um den 0. C. Andersen-Nachlass im ABA

(Kopenhagen) und um Teile des Becker-Nachlasses im IISG (Amsterdam).Der dänische Kürschner N. L. Petersen (1813-1894) war zwar nicht unbedingt

ein Pionier der europäischen, speziell deutschen Arbeiterbewegung, jedoch einer,der seit Weitling immer »dabeigewesen« war. Der Arbeiterbewegung in seinem

Heimatlande leistete er Geburtshilfe, indem er zuerst 1868, dann 1870, und dies-

mal als offizieller IAA-Gesandter, mit Gleichgesinnten in Kopenhagen Verbin-

dung aufnahm und damit die Gründung einer dänischer Sektion vorbereiten

half.

Interessant musste es deshalb sein, sein weiteres Verhältnis zur dänischen Ar-

beiterbewegung zu beleuchten.

Im September 1871 kam N. L. Petersen wieder nach Paris, wo verschiedene Mit-

glieder der ehemaligen »Deutschen Sektion« einander wiedergetroffen hatten.

Ab Ende 1871⁄Anfang 1872 stand der Däne in permanenten Kontakt mit der sich

langsam etablierenden Arbeiterbewegung in seinem Heimatlande. Er half mit

finanziellen Beiträgen sowie mit Korrespondenzen aus Frankreich für das

nische Parteiorgan »Socialisten« (»Der Sozialist«), welche er entweder selbst

schrieb oder für die Freunde in Paris- vermutlich Henri Bachruch und Carl Hirsch- verantwortlichzeiclmeten. Darüberhinaus agitierte N. L. Petersen eifrig, aber

erfolglos unter seinen in Paris lebenden Landsleuten. Dem Freunde 0. C. Ander-

sen in Kopenhagen gab er in der schwierigen Zeitder Gefangenschaf t von Pio, Ge-

leff und Brix, den dänischen Arbeiterführem, politische Ratschläge; Joh. Ph.

Becker, dem anderen lebenslangen Freund, schilderte er laufend das stete Wach-

tum der sozialistischen Bewegung des Heimatlandes.

Nach fünfjähriger Abwesenheit besuchte N. L. Petersen 1875 wieder seine

Heimatstadt Kopenhagen. Vorher hatte er noch in Brüssel Station gemacht, wo

er alte Freunde, darunter de Paepe, wiedersah und neue Bekanntschaften mach-te'. u.a. lemte er bei dieser Gelegenheit den Pfälzer David Zeh kennen, welcher

1872 gelegentlich eines Aufenhaltes in Genf Louis Pio kennengelernt hatte, alsdieser gerade bei Becker zu Gast war, und den landflüchtigen deutschen Soziali-sten Paul Kersten, welcher kurz darauf nach Paris ging und dort N. L. Petersens

alten Freund Moses Hess bis zu dessen Tode pflegte. In Kopenhagen machte N. L.

Petersen,die Bekanntschaft der gerade aus dem Gefängnis entlassenen drei Arbei-

terführer. Pio gefiel ihm nicht sonderlich, da sich herausstellte, dass der von sei-

nen dänischen Genossen verehrte und als Held gefeierte erste Mann der dänischen

Arbeiterbewegung zu religiösen Phantastereien neigte, etwas, was der mit harter

Agitations- und Organisationsarbeit grossgewordene N. L. Petersen nicht billi-

gen konnte. Trotzdem versuchte er auch nach seiner Rückkehr nach Paris, mit Pio

in Verbindung zu bleiben.

109

N. L. Petersens Skepsis Pio gegenüber wird am deutlichsten in dem Brief, den

er an 0. C. Andersen schrieb, als Pio und Geleff in Frühjahr 1877 die dänische

Arbeiterbewegung im Stich liessen und, versehen mit erheblichen Geldbeträgenaus den Kassen der Polizei, nach Amerika flohen. In diesem Brief schildert N. L.

Petersen seine Eindrücke von Louis Pio, erzählt von den meist vergeblichen Ver-

suchen, mit ihm in Kontakt zu kommen und stellt ausserdem mit bemerkenswer-

ter Schärfe die politische Tragweite dieses skandalösen Verhaltens fest. (Sieheden Anhang.) Die Flucht der dänischen Arbeiterführer nach Amerika war ein

Wendepunkt in Petersens Verhältnis zur Arbeiterbewegung des Heimatlandes.

Sein Interesse an ihr erlosch, wohl aus persönlicher Enttäuschung darüber, dass

Pio die von ihm, Petersen, mitbegründete sozialistische Bewegung in Dänemark

an den Rand des Abgrundes gebracht hatte. Die Schilderung, die N. L. Petersen

bei einem emeuten Besuch in Dänemark 1879 seinem Freund Becker von den Zu-

ständen in der dånischen Arbeiterbewegung machte, war alles andere als freund-

lich oder gar interessiert; in ihr kommt allerhöchstens eine Art von beissend-iro-

nischer Distanzierung zum Ausdruck.

H ans-N orbert Lahme

110

SOCIALDEMOKRATIET OG

KRISTENDOMMEN

Stauning og Keir Hardie 1913

ved Bruce Aubry

I september 1913 var James Keir Hardiel på nippet til at foretage en foredragsrej sei

de fire skandinaviske lande, men han var ikke længe om at indse, atet sådant besøgindebar farer for den intemationalismens ånd, som han havde viet så meget af sit

liv til.

Den kristne socialist Francis Herbert Stead,2 som var forstander for BrowningHall i Walworth havde indført en årlig »arbejdsuge« (Labour Week) i sit arbejder-herberg i Syd-London.

»Institutionen vidste sig fra begyndelsen kaldet til at fremme arbejderbevægel-sen i religionen... men om den fremtrædende rolle Vor Herre Christus havde be-

stemt den 'til at spille indenfor bevægelsen vidste ingen i begyndelsen foruden

Han Ved pinsetide i 1908 da et førende medlem af Labour Party viste 120

tyske arbejdere rundt i parlamentsbygningen, stilledes han overfor et forslag om

en uge med religiøse møder og taler af Labour Party parlamentsrnedlemmer.Men ideen befandtes ikke opportun. En beslutning blev omsider fremskyndetved åbenbaringen af den folkelige bevidsthed ved parlamentsvalget i 1910«3

Den første »arbejderuge« begyndte den 1. maj 1910, og hver aften holdt en kendt

arbejderfører et foredrag om religionens betydning for arbejderklassen. Talerne

var John Hodge, MP for Gorton; Arthur Henderson, MP for Bamard Castle; Phi-

lip Snowden, MP for Blackburn; Walter Hudson, MP for Newcastle-on-Tyne; J.Keir Hardie, MP for Merthyr; Will Crooks, MP for Woolwich; George Landsbury,MP for Bow og Bromley; Will Steadman, sekretær for TUC; og Arthur Peters,

organisationsekretær for Labour Party. I Browning Halls månedsblad

Fellowship blev den første arbejderuge beskrevet som en »stor kollektiv hyldest til

Christus fra den engelske arbejderbevægelsesførende ledere De aflagte vidnes-

byrd blev tydeligvis modtaget og brugt af Frelseren. Ved det der skete før, under og

efter arbejderugen er vi blevet os Hans bevægende kraft yderligere bevidst.«4 Ærke-

biskoppen af York slog kraftigt til lyd for at få talerne trykt i bogform og W.A.

Hammond udgav dem under titlen Labour and Religion-*5 Denne bog blev oversat

til dansk af Valdemar Ammundsen, professor i kirkehistorie ved Københavns

universitet, og den udkom i forkortet udgave i 191 l.6 Professor Ammundsen skrev i

sit forord:

lll

»(Med arbejderugen) er der her sket en virkelig begivenhed, som man må øn-

ske kendt og overvejet i de videst mulige kredse. Forskellen også fra Maurices og

Kingsleys bevægelse er den før nævnte: dette er ikke kristne som forkyndersocialisme, men arbejdere, for en stor del socialister, som forkynder kristen-

dom.«7

Stead hævdede, at oversættelsen var blevet vel modtaget både i religiøse kredse og

arbejderkredse i Skandinavien, og at den var blevet positivtanmeldt i den socialde-

mokratiske presse i Danmark.8 Ammundsens oversættelse blev brugt af finnerne til

at lave en udgave på deres eget sprog.

Den anden »arbejderuge« afholdtes i Browning i 1911, og talerne offentliggjor-des igen af W.A. Hammond under titlen Christ and Labour. 9 Den succes Ammund-

sens oversættelse havde fået, gav Kruse »en af lederne af Socialdemokratisk Ung-doms Forbund i Danmark« mod til at udarbejde en dansk udgave af Chris! and

Labour.lo Den tredje og fjerde »arbejdsuge« afholdtes henholdsvis i Cardiff og

Glasgow. Stead fandt, at den femte »arbejderuge« i Browning Hall var den bedste i

rækken.ll Han blev inviteret til Lillehammer i Norge for at fortælle historien om

denne »arbejderuge« på »en konference med tohundrede kristelige studenter fra de

fire skandinaviske folk«,12 Denne invitation skyldtes Ammundsens oversættelse,

og en konference afholdt i Kristiania i juli 1910 med det formål at diskutere »for-

holdet melem kristendom og arbejderklassen. Konferencen nåede til det en-

stemmige resultat, at noget måtte der gøres, men hvad dette noget var, var skjult for

dem«. '3 Efter at have hørt Steads beretning bad de delegerede ham gennemrej se de-

res lande. Han overbeviste dem imidlertid om, at det ville være bedst at udvide

»ideen til at invitere to førende Labour Party parlamentsmedlemmer til at komme

og selv videregive ånden, budskabet og ideen bag arbejderugen«.“ Medens Stead

var i Lillehammer, traf han formanden for de lokale socialdemokrater, som var

kommet for at høre foredraget og som fortalte Stead, at Ammundsens oversættelse

læstes af et stort antal norske arbejdere. Denne mand fra Lillehammer var broder til

sekretæren for Arbeiderpartiets gruppe i Stortinget. Steads norske medarbejderOlaf Devik” satte sigi forbindelse med ham, og Stead mente, at dette ville være nyt-

tigt for at muliggøre en fællessocialdemokratisk-kristelig understøttelse af fore-

dragsrejsen. Desuden, »har jeg fået at vide, at takket være læsning af Labour and

Religion og især Deres tale, har de norske socialdemokraters holdning til kristen-

dommen undergået en meget hurtig forandring. Under den nyligt afsluttede valg-

kamp afviste de socialdemokratiske ledere kraftigt anklagen om, at Socialde-

mokratiet var fjendtligt overfor kristendommen, skønt deres modstandere havde

gjort mest muligt ud af netop denne anklage. Altså synes tiden både i politisk og re-

ligiøs henseende moden til det budskab, De kommer med«.“3

Arthur Henderson17 og J. Keir Hardie var de to Labour Party parlamentsmed-lemmer, som Stead havde valgt til at ledsage sig på rundrejsen. Den 1. decem-

ber 1912 sendte Olaf Devik forslag til rejsens program.

112

»Hvis De kan tilbringe to ugeri Skandinavien omfattende tre søndage, vil jegforeslå følgende plan. Først rejser De til Köbenhavn fra søndag til onsdag; tors-

dag tager De til Stockholm og bliver dér til søndag; mandag tager De til Göte-

borg, hvor De taler om tirsdagen; onsdag til Kristiania, hvor De bliver til søn-

dag. Fra Kristiania tager De toget til Bergen og bliver der om muligt en dag. For

Kristianias vedkommende tror jeg følgende arrangement vil være egnet: den før-

ste aften, torsdag, et møde i »Folkets hus«, hvor der er plads til 1200. Næste dagdels konference med arbejderførere heri Kristiania, dels offentlige møder i for-

skellige dele af byen. Jeg tror, det vil være praktisk på hvert af møderne at have en

af de engelske gæster og en nordmand. Så vidt jeg kan se for øjeblikket, vil detikke blive vanskeligt at få 4 - 5 af vore bedste folk til at deltage som talere ved

sådanne møder. Den sidste dag, søndag, ville et stort møde i vores største sal, Cal-

mayergartens missionshus, hvor der er siddepladser til 3000, være finalen på De-

res besøg. Hvis årstiden og vejret tillader det, kan der også arrangeres udendørs

møder.«13

Arthur Henderson foreslog, at mndrej sen skulle finde sted i de fjorten dage, der lå

lige før den 20. september. 19 Hardie havde modtaget andre indbydelser til at rejse tiludlandet i løbet af sommeren 1913. Skønt den internationale kongres, der skulle af-holdes i Wien, var blevet udskudt, havde han alligevel til hensigtat besøge Canada

og USA. Stead ville have ham til at slå Nordamerika- og Skandinaviensturensammen ved at rejse fra New York til Bergen. »Jeg håber inderligt, at De vil være i

stand til at modtage den skandinaviske indbydelse, når den kommer. Hvis De bli-ver nødt til at vælge mellem de to rejser, har jeg en fomemmelse af, at Canada ogVestamerika kan vente. Dem kommer vi jo hele tiden i kontakt med via den engel-ske trykpresse. Men en åben dør til Skandinavien udgør en meget mere enestående

mulighed.«20Den planlagte Nordamerikarej se udgjorde ikke den eneste interessekonflikt,

Hardie stod overfor. Skønt han var en overbevist kristen, indså han, at hans social-demokratiske kammerater på kontinentet så anderledes på forholdet mellem reli-

gion og politik. Han havde allerede besøgt Skandinavien under Internationalens

kongres i København i 1910 og havde truffet lederne af Socialdemokratiet.” Har-die skrev til Stauning22 og modtog dennes svar:

»Det besøg,De taler om, er helt ukendt for partiet. Vi samarbejder overhovedetikke med de kristelige organisationer (der omfatter både arbejdstagere og-givere); disse er fjendtligt indstillet overfor vore organisationer, først og frem-mest fordi de under strejker har skaffet arbejdskraft - strejkebrydere - til arbejds-giverne, og i denne henseende er de blevet understøttet af de kristelige forenin-

ger i egentlig forstand. De oplysninger De har modtaget, er således ikke rigtige;der findes imidlertid folk i de kristelige organisationer, der kalder sig socialde-

mokrater; måske er det disse folk, der står bag det omtalte besøg«.23

113

Hardie havde også skrevet til Magnus Nilsen fra det norske Arbeiderparti, og den-

ne svarede:

»Vi skal herved meddele Dem, at det ville glæde os at have en konference med

Dem og hr. Henderson, hvis en sådan kan arrangeres af hr. Stead og Christi-

an Social Work. Vi formoder da også at vore partiorganisationer i Sverige og

Danmark vil gå ind i dette arrangement.«24

Fra Stockholm skrev Branting til Hardie:

»I sverige har der hidtil ikke været nogen kristelig organisation, der har været

rede til at gøre fælles sag med den socialistiske bevægelse. Men jeg tror, at Deres

forestående besøg kan ændre dette. I bevægelsen har vi kristne heriblandt præs-

ter, f.eks. er to af vore rigsdagsmænd præster i den svenske folkekirke. Nu vil der

blive taget et initiativ af hr. N. Beskow, lærer og frimenighedspræst i Djursholm(en forstad til Stockholm), en personlig ven, tror jeg, til Deres ven, hr. Stead, for

at organisere sindsligevægtige kristelige socialister (måske vil et vist antal teo-

logistuderende i Lund træde ind). Denne lille kreds vil så træffe foranstaltnin-

geme i samarbejde med partiet. Jeg håber, at Deres besøg på den måde vil

blive godt arrangeret, og jeg ønsker Dem hjertelig velkommen til Sverige.«25

Det lader ikke til, at F. Herbert Stead var klar over den modstand, som lederne af det

danske Socialdemokrati havde givet udtryk for eller nødvendigheden af enighedmellem de tre skandinaviske Socialdemokratier. Han skrev til Hardie, at Olaf De-

vik havde skrevet for at meddele ham, at partisekretæren for det norske Arbeider-

parti vil skrive til ledeme af arbejderorganisationeme i Danmark og Sverige. Han

har spurgt formanden for det danske parti, der svarede, at det danske parti uden

tvivl ville være med. Der vil snart, siger han, blive nedsat et udvalg til forberedelse

af besøget og til at tage stilling til planerne.«26En måned senere skrev Magnus Nil-

sen til Hardie, at »vores forberedelser til Deres og hr. Hendersons konferencer heri

byen er ved at blive truffet.«27 I skarp modsætning til det norske og svenske Social-

demokratis villighed til at hjælpe med rejsen vedblev Stauning at modsætte sig pla-nerne.

»Men nu har vi modtaget en meddelelse fra det norske Socialdemokratis foret-

ningsudvalg, hvori det siges, at partiet er blevet bedt om at deltage i arrange-

mentet af møder med repræsentanter fra »Christian Social Work« i London, så-

fremt man kunne regne med Keir Hardie og Henderson som foredragsholdere.Desuden spørger det norske forretningsudvalg os, om det danske socialde-

mokratiske parti vii gå ind på denne plan, således at foredragene også kan hol-

des i Danmark. Samtidig har delegerede fra en række kristelige foreninger,repræsenteret ved en vis missionær Norlev, sendt mig et brev, ifølge hvilket en så-

dan plan har været overvejet i nogen tid.«28

114

Stauning fortsatte med at forklare det danske Socialdemokratis stilling til spørgs-målet om religion.

»Socialdemokratiet har altid holdt meget stærkt på princippet, at religion må

være en absolut privatsagl29 -

og dette punkt har altid været et vigtigt led i vort

program; derfor blander vi os ikke og har aldrig blandet os i den slags sager; re-

ligiøse møder har altid været os ligegyldige. Og vi har aldrig haft nogen grundtil at være taknemmelige overfor dem, der blander religiøse og sociale problemersammen, for når alt kom til alt har de altid vist sig at være vores fjender, hvis

virkelige mål var at holde arbejderne borte fra Socialdemokratiet og fagfore-ningerne. Således har en kristelig organisation ved navn Kristeligt Dansk Fæl-

lesforbund eksisteret her i landet i mange år. Formålet er faktisk at holde de

'kristne' uden for fagforeningerne og Socialdemokratiet; inden for nogle fag har

den forårsaget ret alvorlige konflikter og prøver at slutte særlige overenskom-

ster med arbejdsgiveme. Desuden har den gentagne gange under konflikter til-

budt så mange af sine medlemmer som muligt at arbejde for arbejdsgiverneistedet for de strejkende arbejdere. Der findes også en 'Kristelig Ungdomsorga-nisation', som man her almindeligvis betragter som en forberedelsesskole til se-

nere indtræden i det omtalte forbund. Naturligvis er Socialdemokratiet ikke, ogkan ikke være, venligt stemt overfor forbund af denne art. Partiet og fagfore-ningerne bekæmper dem, og der er ingen mulighed for samarbejde. Hvad an-

går de øvrige kristelige organisationer, har vi hidtil stillet os neutralt, fordi de

ikke har angrebet os direkte. Men hvis man betragter de folk, der er ledere af næ-sten alle disse organisationer, finder man, at de fleste af dem i virkeligheden er

blandt vore bitreste fjender. Nogle af dem har, skønt de har været medlemmer af

Socialdemokratiet, i den senere tid kompromitteret sig ved at deltage i en mili-

tærpropaganda sat i gang af nogle af vore mest reaktionære elementer, en pro-

paganda der også omfatter offentlige indsamlinger af midler til at bygge forter,støbe kanoner osv. De kristelige organisationer udgiver i København et dag-blad, hvis redaktører altid er i direkte opposition til vore ideer og arbejde bådepolitisk og fagligt. Denne avis prøver ustandseligt at kaste mistanke af enhver

art på lederne af vort parti og fagforeningerne, navnlig fordi disse energiskfastholder upartiskhed med hensyn til det religiøse spørgsmål, hvilket jo er et

yderst vigtigt punkti vort program. Det besøg, de kristelige organisationer nu

ønsker, skal uden tvivl udnyttes mod Socialdemokratiet. Keir Hardie og Hen-

derson vil af vore modstandere blive brugt til at bevise overfor arbejderne, hvor

'slette' lederne af det danske socialdemokratiske parti er.Deres ord vil blive mis-

brugt, og vore fjender vil triumferel De vil derfor forstå, at vi ikke kan gå ind i

et samarbejde med organisationerne og med lederne af den 'kristelige bevægel-se'. Vore partifæller vil ikke kunne forstå vore motiver, hvis vi gjorde det. Vort

svar til det norske socialdemokratiske parti vil derfor med sikkerhed blive et af-

slag. Men De kan føle Dem helt overbevist om, at det danske Socialdemokrati

med fornøjelse ville fremme et sådant arrangement, hvis formålet med rejsenvar at sprede faglig og politisk oplysning. Hvis De, kære partifælle, havde talt

115

om et forslag af denne art, ville vi modtage det med den største venlighed. De

vil sikkert undskylde, at jeg sender Dem denne lange redegørelse,men sagen har

nu antaget sådanne komplikationer, at jeg føler mig forårsaget til at forklare

vor faktiske holdning for Dem. Det ville glæde os meget at modtage Deres svar

hurtigt, da vi naturligvis ikke kan sende et endeligt svar til Norge etc., før vi

kender Deres syn på sagen.«5°

Efter at Hardie havde svaret på denne forklaring af situationen i Danmarkfn skrev

Stauning igen.

»Jeg har modtaget Deres brev og skal herved meddele Dem, at Deres besøg underde omtalte omstændigheder næppe vil vise sig gavnlig for partiet; desuden er vi

alle for tiden optaget af valgkampen, og følgelig kan forretningsudvalget ikke

træde sammen for efter den 20. maj, så jeg kan ikke sende Dem forretningsudval-gets mening før dette tidspunkt.«52

I sit næste brev til Hardie kunne den danske leder viderebringe forretningsud-valgets mening.

»Partiets forretningsudvalg har nu igen beskæftiget sig med spørgsmålet om den

forestående rejse til Skandinavien og henviser til den redegørelse, jeg har sendt

Dem. Forretningsudvalget må endvidere fraråde besøget under de nuværende

omstændigheder men overlader det naturligvis helt til Dem og hr. Henderson,om De vil komme til Skandinavien alene som de religiøse foreningers gæster. Jegbeklager, at sagen stiller sig på denne måde, for det danske Socialdemokrati ville

være overordentligt glad ved at modtage Dem her og på anden måde få lejlighedtil at høre, hvad De måtte have at sige vedrørende den socialistiske bevægelseblandt arbejderne; - men så håber vi på det en anden gang.«33

Nu var det blevet det norske Socialdemokratis tur til at sige fra.

»Som De tidligere har erfaret gennem Cand. Devik havde hovedbestyrelsen for

det socialdemokratiske parti og vor gruppe i Stortinget til hensigt at invitere hr.

Keir Hardie og hr. Henderson som repræsentanter for Christian Social Work til

en foredragsrej se i de skandinaviske lande, under forudsæm ing a f, at det svenske

og danske socialistparti også gik ind for det. Jeg har nu modtaget endelige oplys-ninger fra Sverige og Danmark, om at forretningsudvalgene i disse lande pågrund af visse omstændigheder ikke kan være med iarrangemen tet, og det er her-

efter umuligt i år at sende Dem en officiel fællesinvitation fra vore parti-organisationer. Men der er stadig den mulighed at danne komiteer blandt deinteresserede i sagen, og vi vil nu prøve dette.«34

Efter at så megen støtte var faldet bort, havde pastor Sirenius i Helsinki taget imod

Hardies og Hendersons tilbud om at besøge Finland, såfremtde zaristiske myndig«

116

heder ville tillade det. 55 Men Hardie havde truffet sin beslutning ef terat være kom-

met tilbage fra årskongressen for den internationale kvindelige stemmeretsallian-

ce i Budapest.

»Partiets holdning gør det meget vanskeligt i det mindste for mig at gå videre

med ideen, skønt jeg vil lade muligheden stå åben en uge eller ti dages tid endnu

for at se, hvad der kommer ud af det. De kan sikkert forstå, at jeg ikke kan deltagei noget, som mine socialistiske kammerater i de forskellige lande kunne tage ilde

op.«35

Stead vedblev at prøve på at holde rejsen levende og sagde til Hardie, at han »fuldt-

ud forstod (den) generøse loyalitet (Hardie) nærede overfor (sine) kammerater i 50.

cialdemokratiet«. Men »samtidig indebærer den kendsgerning, at man som partinar afvist den slående fornyelse, det er at invitere Dem til at tage på en rejse for

»arbejderugen«, ikke på nogen måde, at man ville have noget at indvende imod, at

De kom på privat opfordring. Det har man, hvis jeg husker det danske brev rigtigt,selv foreslået, og de norske socialdemokrater er selv gået i gang med at sørge for en

privat invitation. Således kunne Deres akcept af en sådan invitation ikke blive an-

set som ukammeratlig eller fomærmelig.«37 Steads udlægning af [det danske brev*

tyder på, at Hardie havde vist ham det korte brev af 6. juni og ikke den lange rede-

gørelse af 24. april. En uge senere modtog Stead en formel invitation fra pastorSirenius til at komme til Finland i spetember, og »hvis besøget i de øvrige skan-

dinaviske lande ikke bliver til noget, vil det finske udvalg dække alle vore udgifterog ville være glad for at få vort besøg udvidet med nogle dage.«38

J. Keir Hardie ville ikke risikere at fomærme sine skandinaviske kammerater og

afslog derfor pastor Sirenius invitation. »Jeg beklager«, skriver Stead »at De ikke

ser Dem istand til at modtage indbydelsen fra Finland. Men skænk endelig ikke

mine følelser den mindste tanke. Spørgsmålet var simpelthen, om denne indby-delse var en kaldelse fra Gud. Hvis den var, må den modtages ligemeget hvad. Hvis

den ikke var det, er vore følelser en uvedkommende ting for ikke at sige en ufor-

skammethed. Vi er, håber jeg, hver især 'i Herrens tjeneste'.«39 For ikke at skuffe

pastor Sirenius alt for meget besluttede Stead at tilbyde selv at tage afsted.

Den 3. spetember 1913 tog E. Herbert Stead ud på en rundrejse i Skandinavien.

Han sagde til Hardie, at han ville prøve at planlægge en rejse til september 1914, ogat Arthur Henderson var parat til at overveje det. »Må jeg have lov at sige, at De vil

tænke over sagen til den tid, eller hvilket andet tidspunkt?«40 Der er nedkrasset

blyantsnotat på dette brev, hvori Hardie beder sin sekretær svare:

»Næste år mødes Intemationalen i Wien om efteråret 8: når jeg skal være med

der, er intet andet muligt. Men der kommer flere år efter dette. De bedste hils-

ner.«“

Men næste år var 1914 og Intemationalen skulle blive ødelagt af udbruddet af 1 Ver-

denskrig. Den internationalismens ånd, som Hardie havde levet og kæmpet for

skulle aldrig blive genoplivet. Tragedien skulle slå ham ihjel i 1915, og han kom

aldrig til at besøge Skandinavien igen.

117

NOTER

l. James Keir Hardie (1856-1915), der som 10-årigbegyndteatarbejde i Skotlands kuiminer,virkede i en årrække som journalist ved arbejderblade og som fagforeningsleder. I 1892blev han valgt til underhuset som uafhængig arbejderrepræsentant (én af de to første),og det følgende år var han den ledende skikkelse ved stiftelsen af det socialistiske Inde-

pendent Labour Party, hvis formand han blev fra 1894 til 1900. Efter et valgnederlagi1895 blev han atter i 1900 valgt til underhuset, hvor han sad til sin død. Ved Trades Um'-on Congress's tilslutning i 1900 til oprettelsen af Labour Representation Committee:

(uafhængige arbejdervælgerforeninger) i samarbejde med Hardies parti - og derved en

løsrivelse fra Det Liberale Partis formynderskab -

og på dette grundlag dannelsen af et

samlet parlamentarisk arbejderparti i 1906 med Hardie som første formand, anses Hardiefrem for nogen anden for at være grundlæggeren af det moderne Labour Party. Hardie

repræsenterede en ikke-marxistisk og teorifattig form for socialisme, som dog i forholdtil den samtidige Fabianisme var mere radikal i kravet om en hurtig socialisering af helesamfundsøkonomien. For Hardie var denne det eneste naturlige grundlag for en slagsuniverselt broderskab og social retfærdighed. (Jfr. hans brev til Stauning, note 31 og til-

læg IL).2. Francis Herbert Stead (1857-1928) var frimenighedspræst (Congregationalist) og jouma-

list; bror til den kendte journalist og folkebevægelsesskribent, William Thomas Stead

(1849-1912), som gik ned med »Titanic«.3. F.H. Stead: Eighteen Years in a City Swarm. London, W.A. Hammond, 1913. s. 196 f.

Antagelig hentyder Stead til, at Det Konservative Parti - til trods for en betydelig frem-

gang på bekostning af Det liberale Parti ved valget i januar 1910 - alligevel ikke fik til-

strækkelig 'folkelig' opbakning til fortsat at støtte overhusets afvisning af den liberale

regerings finanslovforslag. Muligvis hentyder han også til Arbejdspartiets beskedne frem-

gang fra 30 til 40 mandater (ud af ialt 670).4. Sst., s. 199

5. Labour and Religion. London, W.A. Hammond, 1910.6. Engelske Arbejderførere om Kristendommen. Kbh., 1911.

7. Sst. Jfr. EH. Stead: Eighteen Years in a City Swarm. London, 1913. s. 200.8. Sst.

9. Christ and Labour. London, W.A. Hammond, 1911.

10. Hardie havde truffet en Alfred Kruse fra Kristeligt Dagbladi København på Internationa-lens kongres i 1910.

11.F.H. Stead: Eighteen Years in a City Swarm. London, 1913. s. 204.

12. Sst., s. 206.

13. F.H. Stead til ].K. Hardie, 5. feb. 1913 (ILP-arkiv).14. Sst.

15. »Lektor ved universiteteti Christiania og en glødende ung socialdemokrat.« RH. Stead til

LK. H., 20. feb. 1913 (ILP-arkiv).16. EH. Stead til J.K.H., 5. feb. 1913 (ILP-arkiv).17. Arthur Henderson (1863-1935), støberiarbejder og fagforeningsleder, var medlem af un-

derhuset for Labour Party fra 1903 til sin død, bortset fra kortere afbrydelser. Han efter-

fulgte Hardie som parlamentspartiets formand 1908-10 og igen 1914-17 og 1931-32. Han

var partiets sekretær 1912-34, indenrigsminister 1924 og udenrigsminister 1929-31. Imod-

sætning til Hardie var han ikke medlem af det mere radikalt socialistiske IndependentLabour Party, men repræsenterede den dominerende liberalistiske fløj i fagbevægelsensledelse. Da han blev Labour.: partisekretæri 1912, indmeldte han sig imidlertid i det me-

re re'form-socialistiske Fabian Society.18. EH. Stead til J.K.H., 5. feb. 1913 (ILP-arkiv).19. RH. Stead til J.K.H., 11. dec. 1912 (ILP-arkiv).20. EH. Stead til LK. H., 14. dec. 1912 (lLP-arkiv).21. Se János Jemnitz' artikel i Bulletin of the Society for the Study of Labour History, no. 24

(1972), ss. 30-33.

118

22. J.K.H. til Stauning, 4. feb. 1913 (ABA-arkiv).23. Stauning til J.K.H., 11. feb. 1913 (ILP-arkiv).24. M. Nilsen til J.K.H., 18. marts 1913 (ILP-arkiv). Forfatterens fremhævelse.

25. H. Branting til J.K.H., 19. feb. 1913(1LP-arkiv). Hardies From Serfdom to Socialism var

blevet oversat til svensk af Primus Nymann, og var udkommet i 1909.

26. 17.11. Stead til J.K.H., 20. feb. 1913 (ILP-arkiv).27. M. Nilsen til J.K.H., 18. marts 1918 (ILP-arkiv),28. Stauning til J.K.H., 24. april 1913 (ILP-arkiv). Se tillæg I ndf.

29. Et af de slagord, der var sat op på væggene ved lntemationalens kongres i København i

1910, var: »Religion er en privatsag«. J. Joll: The Second International. 5. 193.

30. Stauning til J.K.H., 24. april 1913 (ILP-arkiv).31. J.K.H. til Stauning, 28. april 1913 (ABA-arkiv). Se tillæg II ndf.

32. Stauning til J.K.H., 8. maj 1913 (ILP-arkiv).33. Stauning til J.K.H., 6. juni 1913 (ILP-arkiv).84. M. Nilsen til EH. Stead, (ILP-arkiv). Forfátterens fremhævelse.215.1111. Stead til J.K.H,, 24. juni 1913 (ILP-arkiv).36. J.K.H. til EH. Stead, 28. juni 1913 (ILP-arkiv).37. RH. Stead til J.K.H., 30. juni 1913 (ILp-arkiv).38. EH. Stead til J.K.H., 5. juli 1913 (ILP-arkiv).391.11. Stead til 114.11., 14. juli 1913 (ILP-arkiv).40. EH. Stead til ].K.H., 25. aug. 1913 (ILP-arkiv).41. Sst.

119

TILLÆG I

Artiklens citater fra Staunings breve til Hardie (d. 11/2, 24/4, 8/5 og 6/6 1913 - jfr.noterne 23,28,30,82,33) er oversættelser af de på engelsk affattede tekster, som Har-die modtog. Disse engelsksprogede breve er imidlertid oversættelser fra Stauningskoncepter, som er opbevarede på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. I for-hold til Staunings koncepter viser de engelske breve adskillige afvigelser, og stilener gennemgående noget neddæmpet og mere »diplomatisk«. Til sammenligninggengives nedenfor Staunings breve af 11/2 og 24/ 4 i de oprindelige danske ver-

sioner. Brevet af 11⁄2 (ligesom 8/ 5 og 6/ 6) eri Staunings egen hånd, medens brevetfra april er maskinskrevet og med åben dato - givetvis, fordi det skulle forelæggesfor partifæller, inden det blev afsendt. Dateringen til den 24/ 4 stemmer med den en-

gelske version, som Hardie dog (fejlagtigt) refererer til som brevet af den 27/4 i sitsvar af 28/ 4.

Kbh. 11/2 1913.

Kære Partifælle

Det af Dem omtalte Besøg er mig og Partiet her ganske ubekendt. Der er intet Sam-

arbejde mellem Socialdemokratiet og de kristelige Organisationer. Disse står i

fjendtligt Forhold til Arbejderpartiet, hovedsagelig fordi der under støtte fra

Kristelige Foreninger er oprettet en kristelig Fagorganisation (omfattende baadeMestre og Arbejdere) hvorfra der under Konflikter er leveret Skruebrækkere.Den Oplysning De har faaet er saaledes ikke rigtig, men naturligvis er der i visse

kristelige Foreninger ogsaa Folk der kalder sig Socialdemokrater og det er jo mu-

ligt, at det er disse der beskæftiger sig med nævnte Besøg.Med soc. Hilsen

[Th. Stauning]

Socialdemokratisk Forbund

Köbenhavn den 1913

Nr. 187/1913

Mr. Keir Hardie

Ærede Partifælle

Som De vil erindre forespurgte De mig under 4. Februar d. A. om hvorvidt detsocialdemokratiske Parti var medvirkende ved Arrangementet af et Besög i Dan-

mark og de andre nordiske Lande. Jeg svarede Dem dengang, at vi ikke havde no-

get Kendskab til et saadant planlagt Besög og at vi ikke samarbejdede med de

kristelige Organisationer.Nu har jeg imidlertid faaet en Henvendelse fra det socialdemokratiske Partis Be-

styrelse I Norge, hvori det meddeles at der er rettet Henvendelse til Partiet der med

Forespörgsel om dette vil medvirke ved Arrangement af Möder for Repræsentanter

120

fra »Christian Social Work« London naar der kunde göres Regning paa Keir Har-die og Henderson som Foredragsholdere og den norske Parti-Bestyrelse spörgernu om det danske Partis Bestyrelse vil tiltræde Planen saaledes at Turen gaar over

Danmark.

Samtidig har jeg faaet Henvendelse fra en Kreds af Repræsentanter for kristeligeForeninger heri landet repræsenteret ved Missionær Norleu, hvori Planen ligele-des fremsættes.

I Anledning af det saaledes foreliggende maa jeg först bede Dem oplyse mig om

hvorvidt De har givet det Löfte om at være Foredragsholder for de paagældendekristelige Foreninger. -De Henvendelser der foreligger kunde nemlig tyde paa at

Deres og Hendersons Löfte ikke absolut foreligger og jeg har naturligvis min Tvivlefter vore Brevveksling i Februar.

Dernæst tillader jeg mig at göre Dem bekendt med Forholdene her i Landet paadet omhandlede Omraade:

Socialdemokratiet har al Tid strængt hævdet: Religionen en Privatsag, saaledessom udtrykti Partiets Program. Som Fölge heraf har vi aldrig blandet os i religiösMödevirksomhed og vi har aldrig haft Grund til at være taknemlige overfor demder herhejmme har blandet religiöse og sociale Betragtninger sammen, de har

nemlig al Tid vist sig at være vore Fjender, der havde det Formaal at holde

Arbejderne borte fra Socialdemokratiet og fra Fagforeningeme.I en Del Aar har her saaledes bestaaet en kristelig Organisation kaldet »Kriste-

ligt dansk Fællesforbund«. Den optræder som Fagorganisation, arbejder paa atholde de kristelige ude af Arbejderpartiets almindelige Fagforeninger og har i vis-se Fag afstedkommet ret ondartede Kampe og hertil kommer at den udenom de al-mindelige Fagforeninger söger at faa Overenskomster med Arbejdsköbeme ognaar de faglige Konflikter er udbrudt har det kristelige Forbund ved flere Lejlighe-der hjulpet Arbejdsköbeme og leveret de Skruebrækkere som Forbundet kundeskaffe.

Her bestaar ligeledes en kristelig Ungdomsorganisation, der almindeligvis be-tragtes som Forskole for det foran nævnte Forbund.

Socialdemokratiet kan naturligvis ikke se med Velvilje paa Organisationer afdenne Art. Partiet saavelsom Fagforeningeme har maattet bekæmpe disse og Sam-

arbejde med dem er naturligvis udelukket.Overfor andre kristelige Organisationer har vor Stilling været neutral, forsaa-

vidt de har afholdt sig fra Angreb paa Arbejderklassen eller paa vort Parti. Mennaar vi ser paa Mændene der staar i Ledelsen for næsten alle kristelige Organisa-tioner, saa ser vi, at de fleste er vore politiske og forbitrede Modstandere. -Enkelteder tilhörte Socialdemokratiet har netop i den sidste Tid kompromiteret sig ved at

deltage i en af de mest reaktionære Elementer iværksat militaristisk Agitation ogIndsamling til Forsvaret (Befæstninger, Kanoner o.s.v.).

Der udgaar, et af kristelige Organisationer udgivet Dagblad, heri Byen, der vedalle Lejligheder staar som Arbejderklassens Modstandere saavel politisk som un-

der faglige Kampe og der foregaar saavel igennem dette Blad, som paa anden Maa-de en stadig Mistænkeliggörelse af Arbejderpartiets Tillidsmænd fordi disse næg-ter at tage Parti i religiöse Spörgsmål.

121

Det Besög som de herværende kristelige Foreninger nu önsker iværksat vil

utvivlsomt ogsaa blive udnyttet imod Socialdemokratiet. Keir Hardie og Hender-

son skal af vore politiske Modstandere bruges som Vidnesbyrd overfor danske

Arbejdere om thr slette de danske Tillidsmænd i Fagforeninger og Socialde-

mokrati maa anses for at være. Deres Udtalelser vil blive misbrugt og vore Mod-

standere vil glæde sig.De vil af foranstaaende kunne forstaa at vi næppe kan indlade os i Samarbejde

med de kristelige Bevægelsers Organisationer og Ledere. Vore Partifæller vilde

ikke kunne forstaa Bevæggrundene om vi gjorde det. Svaret paa de skete Henven-

delser bliver derfor ganske sikkert afslaaende. Jeg beder Dem imidlertid være for-

sikret om at Socialdemokratiet i Danmark meget gerne vilde være medvirkende,

hvis det drejede sig om en Rejsei fagligt og socialistisk Oplysningsöjemed. Om De

kære Partifælle havde fremsat et saadant Ønske for os skulde vi behandlet det med

störste Velvilje.Jeg beder Dem undskylde at jeg har ulejliget Dem med denne længere Rede-

görelse, men Sagen har antaget Former som gjorde det nödvendigt at jeg klarede

vort Standpunkt overfor Dem.

Jeg tör maaske forvente Deres svar på det foranstillede Spörgsmaal, da jeg af-

venter det för Svar gives paa de skete Henvendelser, og jeg tegner.

med soc. Hilsen

[Th. Stauning]

TILLÆG IIHardies breve til Stauning (d. 4/ 2 og 28/ 4 1913 - jfr. noterne 22 og 31) er opbevare-de på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv sammen med de danske oversættel-

ser, som Stauning læste. Både originalerne og oversættel serne gengives her i deres

helhed. Brevet af d. 28 april er bemærkelsesværdigt for det klare udtryk, Hardie

giver for sin holdning til kristendommen 00g socialismen.

10 Nevill's Court,

London, E.C.

Feb. 4th 1913

Dear Comrade,I have been approached by a brother of the late Mr. W.T. Stead inviting me to pay a

visit to Denmark, Norway and Sweden in the au tumn. Mr. Stead takes a very active

part here in London in Christian Social work, and he informs me that the propos-

ed visit to the three countries named above is to be undertaken under the joint

auspices of the Socialist and Labour movements and some Christian organisa-tion. Before giving any defnite reply to the invitation I want to be sure of my

122

ground, as I do not wish to accept unless I am quite sure that the arrangemen ts are

bona [ide and that the Socialist Party is cooperating. Perhaps you will be goodenough to advise me on this matter at your very earliest convenience as Mr. Stead is

now pressing for a definite reply.With all good wishes, I am,

Yours fraternally

[sign.] ]. Keir Hardie

10 Nevill's Court, London, E.C.

4. Febr. 1913

Kære Kammerat,En broder til afdøde W.T. Stead har henvendt sig til mig med Opfordring til at be-

søge Danmark, Norge og Sverig til Efteraaret. Hr. Stead tager meget aktiv Del heri

London i Kristelig socialt Arbejde, og har sagt mig, at dette Besøg skulle foretagesunder Medvirkning og Støtte baade fra den socialistiske Arbej derbevægelse og nog-le af de kristelige Organisationer. Men førend jeg vil give ham endeligt Svar, vil jegvære sikker i min Sag, og bestemt vide om Arrangementet er fuldtud ærligt ment,

og om Socialistpartiet virkelig medvirker? De vil derfor sikkert gøre mig den

Tjeneste at oplyse mig saa snart De kan herom, for Hr. Stead trænger paa for at faa

mit Svar.-

Med alle gode Ønsker

Broderlig Deres

(Sign) ]. Keir Hardie

10, Nevill's Court,

London, E.C.

April 28th. 1913.

Mr. Th. Steining,Remersgade 22,

Copenhagen, Denmark.

My dear Comrade,I am greatly obliged by your very interesting letter of the 27th current, to which I

hasten to reply. The circumstances are these. In this country there is a very strong

religious organisation known as »The Brotherhood.« It is not connected with any

church or denomination. Its organistion, is almost entirely in the hands of the

workingclass, and most of its leaders are active Socialists. The main object of the

Brotherhood is to proclaim the. social teaching of Jesus, and it has been the means

of bringing Socialism under the notice of thousands of young men connected with

churches who otherwise might have remained outside our influence for many

years more. Most of our Socialist speakers speak occasionally under the auspices

123

of the Brotherhood, and three years ago I went to Lille in France, and addressed a

great Socialist demonstration there also under its auspices.The proposed visit to Scandinavia, however, is not strictly under the auspices of

the Brotherhood, but of a Social Settlement here in London, which has been in

Charge of the Brother of the late W.T. Stead ever since its foundation twelve or

fourteen years ago. I do not know whether you have these Social Settlements in

Denmark. I do not lay much store by them, but they are strictly nonsectarian, and

do a great deal of very useful social work in poor neighbourhoods. It was Mr. Stead,the head of this organisation, who invited me to join the depu tation which he was

organising to visit Scandinavia. He gave me the assurance that the trip was beingjointly organised between certain religious bodies there resembling our Brother-

hood, and the Socialist and Labour Parties. Before even discussing the matter with

him I wrote you, and the other Leaders of the Movemen ts in the three countries, myformer letter, and judging from the replies, apart from your own, I concluded my-self justified in accepting the invitation, which I accordingly did. The other visi-

tor is Mr. Arthur Henderson, M.P., a leading Trade Unionist, and a Fabian Socia-

list.

That is the story so far as I am concerned. But now, in more definite reply to yourletter of the 27th let me say that in any address we shall deliver, at least I speak for

myself, the object will be to show that the church of practically all denominations

is antichristian, that Oirist's gospel was really a social message with Communism

for its end, and that the ruling classes have so distorted his teaching as to turn it to

their own use. I understand these meetings are to be organised on a nonsectarian

basis. That they are to be joint conferences between Labour organisations and reli-

gious bodies, and I should an ticipate that one certain ou tcome would be to make it

more difficult for the churches or organisations connected with them to continue

their hostility to Socialism and the Socialist Party.At the same time, I will cancel the engagement at once if there is going to be the

slightest feeling amongst my Socialist comrades that it would in any way preju-dice or injure them in their work. My first object all the time and everywhere is to

help the Socialist movement, and it was in the hope that such might be the out-

come of the visit that I finaly agreed to accept the invitation. As soon as you have

come to a decision I should be glad to learn the result, and meanwhile,With all Good Wishes and Fratemal Greetings,

I am,

Yours Sincerely,[sign] ]. Keir Hardie

124

10, Nevill's Court

London. EC.

28.Apr. 1913

Hr. Th. Stauning, Kbh.

Kære kammerat,

Jeg er Dem meget taknemlig for Deres meget indholdsrige Brev af 27. ds. og svarer

herved hurtigst. Heri Landet findes en meget stærk, religiøs Organisation, kaldet

The Brotherhood (Broderskabet). Direkte står det ikke i Forbindelse med nogenKirke eller Sect. Styrelsen er næsten udelukkende i Hænde paa Arbj dere, og de flew

ste af Lederne er aktive Socialister. Hovedformaalet er at virke til Forstaaelse af, at

Jesu Lære fremfor alt er en Lære om social Ordning af Samfundet, og denne

Organisation har evnet at bringe Tusinder af unge Mænd til at forstaa Socialis-

men, Mænd, der staar paa en kristelig, religiøs grund og ellers sikkert vil være for-

blevet ganske udenfor vor Indflydelse endnu i mange Aar. De fleste af vore socialis-tiske Talere talte af og til efter Indbydelse af denne Organisation, og jeg har selv

fulgt en saadan Opfordring, da jeg for tre Aar siden talte i Lille i Frankrig til en me-

get stor Forsamling ved en socialistisk Demonstration i denne By.Det paatænkte Besøg i Skandinavien sker dog egentlig ikke paa F oranledning af

denne Organisation, men ledes fra en social Forening heri London, der er blevet

styret af en Broder til afdøde W. T. Stead, lige siden dens Stiftelse for en 12-14 Aarsiden. Jeg ved ikke, om man i Danmark har saadanne sociale Foreninger, saakald-te »settlemen ts« - Personlig gør jeg ikke meget af dem. De holder sig iøvrigt udenfor enhver sekt-agtig Bevægelse, og udretter en hel Del nyttigt Arbejde i de fattigeKvarterer. Det var Hr. Stead , der bad mig om at slutte mig til det Udvalg, der skulle

rejse til Skandinavien. Han forklarede, at Rejsen organiseredes af religiøse For-

bund, der lignede det omtalte »Broderskab« i Forening med det socialistiske Parti.Men jeg gav intet bestemt Tilsagn om at deltage, skrev først til Dem og de andre

skandinaviske Førere, og da Sverig - Norge svarede ret gunstig og Deres første Brevheller ikke var helt afvisende, mente jeg at kunne forsvare at modtage en Indbydel-se, som den omtalte. Den anden Deltager er Hr. Henderson, en af vore Førere in-denfor Fagforbundene; han er »Fabian« Socialist.

Men som egentlig Svar paa Deres Brev af 25 ds vil jeg tilføje at, for mit eget Ved-

kommende, vil jeg, i mine Taler paavise, at den officielle Kirke i alle dens Formerialle Lande i Virkeligheden er antikristelig, at Kristus' Evangelium derimod er et

socialt Budskab, hvis Maal er Kommunisme, og at Kristi Lære er ganske forvan-sket og falsk fortolket af de herskende Klasser, for at anvende den i disses egen Inter-

esse. Jegr gaar ud fra, at disse Møder ikke skal ledes ud fra nogen enkelt bestemt

Sekts Opfattelse, og at et Resultat af dem kunne blive, at forskellige religiøse Ret-

ninger søger et Samarbejde med Arbejdsorganisationerne, for at gøre det vanske-

lig for den officielle Kirke at vedblive med deres fjendtlige og afvisende Holdningover for Socialismen og det Socialistiske Parti.

Men hvis mine socialistiske Kammerater mener at min Optræden her vil blive

125

endog kun i ringe Grad til Skade for deres Arbejde, tager jeg mit Løfte tilbage; for-

jeg vil ikke være med til ad nogen Vej at modvirke vor Bevægelse. Jeg har altid kun

ønsket, og vil altid kun ønske at fremme Socialismen, og det var kun, fordi jegtænkte, at min Medvirken her kun blive til Nytte for vor Sag, at jeg, efter adskilligOvervejelse, ikke sagde absolut Nej til Indbydelsen.

Jeg beder Dem derfor hurtigst at sige mig Deres aldeles bestemte Mening om

disse Ting, hvad vil faa afgørende Indflydelse paa min Stilling ang. denne Ind-

bydelse, og forbliver

med de bedste Ønsker og

min broderlige Hilsen

Deres ærbødige

[sign.] Keir Hardie

Redaktionel note: Med forfatterens tilladelse har redaktionen udvidet de oprinde-lige biografiske oplysninger i noterne 1, 2 og 17 og har tilføjet kommentaren i note

3 samt tillæggene.

126

Social democrats and social Christians

Stauning and Keir Hardie in 1913

In 1913 James Keir Hardie, the 'grand old man' of the British Independent La-

bour Party was invited to take part in a lecture tour of the Scandinavian countries

to be sponsored join tly by the Scandinavian Social Democratic parties and various

local religious organisations. The initiator and organizer of the trip was the Rev.

Francis Herbert Stead, a brother of the noted journalist. The background for

Stead's initiative was a series of annual »Labour Weeks« since 1910, at which

prominent members of the Britisk Labour Party gave talks to working men on

subjects relating to social politics and Christianity. After some of these talks had

been translated into Danish, Stead established contacts in the Scandinavian coun-

tries and planned to collaborate with them in spreading the message of social

Christianity to the workers of Scandinavia and Finland. It was as part of this ar-

rangement that Hardie as well as Arthur Henderson, the secretary of the Labour

Party, were invited to tour the Nordic countries in the autumn of 1913.

From the very ou tset Hardie was concemed to verify to what extent the Scandi-

navian Social Democratic parties really were involved, and therefore he wrote di-

rectly to the leader of the Danish Social Democrats, Thorvald Stauning. This ini-

tiated a correspondence of at least two letters from Hardie and four from Stau-

ning, in which the former gives an interesting appraisal of Christian social work

and the relation of the Christian churches to »Christ's gospel« which »really was

a social message with Communism for its end«, and in which Stauning picturesthe Danish Christian worker organisations as subversive to the organisation and

purposes of the Social Democratic labour movement. As a result of Staunings atti-

tude and warning that Hardie's and Henderson's participation in the arrange-ment would be tumed against the Danish socialist party, Hardie put off the trip,and the Sister parties in Norway and Sweden withdrew their original tentative

support to the arrangement. (Both of Hardie's letters are reproduced in their ori-

ginal English in the supplement - Tillæg II - on the preceeding pages.)

127

»DANMARKS SOCIALISTISKEPARTI« - et forsøg

Af Ole S ænder-Petersen

Der var uro på arbejdspladserne i de januardage 1957. Løbesedler opfordrede direk-te til dannelse af et nyt socialistisk parti før det forestående valg, hvor arbejderneifølge de aktivistiske kredses mening måtte manifestere sig i opposition både til

Socialdemokratiet (Sd) og DKP.1

I de forudgående uger havde Ungam-begivenhedeme vakt uro i DKP. Idecem-ber havde den 62-årige togfører Anders Storgaard, der repræsenterede DKP i Es-

bjerg byråd, taget afstand fra SUs politik og udmeldt sig af DKP, mens han fortsatblev siddende i byrådet.2

Under de ivrige diskussioner i jan. 1957 blev der på et møde 30. januar i Kvinder-nes Bygning af oppositionelle medlemmer af DKP rejst kritik af DKP, bl.a. af dets

deltagelse i samlings-regeringen (»befrielsesregeringen«)i 1945, hvorved det var

kommet til at optræde som »borgerskabets sikkerspisende skødehunde for at få

nogle taburetter«, som en taler udtrykte sig, ligesom hele talen om en fredelig over-

gang til socialismen blev kritiseret, fordi kapitalen formentlig ikke vil rette sig ef-ter et folketingsflertal. Ib Hetmar Petersen gav oplysninger på nævnte møde om en

forestående ny partidannelse med A. Storgaard som den ledende kraft.5 Hetmar Pe-tersen var en af de mange, der ikke kunne finde sig »til rette« i etaf de store, etable-rede partier. Han havde været medlem af Dansk Samling, derpå »generalsekre-tær« for »Danmarks republikanske nationalforening«, dannet 14.2.1956 med ind-førelse af »en verdslig og demokratisk republik« på programmet,4 ligesom hanvirkede for en sammenslutning af to bevægelser,»De socialistiske arbejdsgrupper«og »De frie demokrater«,5 der var aktive med agitation på arbejdspladserne.

Det var Hetmar Petersen, der blev formand for den på et møde d. 10. februardannede »Sammenslutningen af 10. februar til dannelse af Danmarks socialistiskeParti (Venstresocialisterne)«.6Der verserede i disse dage rygter om, at kredsen om

Hetmar Petersen havde kontaktet Erhard Jacobsen for at få ham til at anmelde det

ny parti i Folketinget, så man selv slap for at indsamle de fordrede 10.000 under-skrifter. Erhard Jacobsen betegnede det selv som »en fuldkommen vanvittig tan-

kel«, hvilket lyder sandsynligt. Rigtigt var det derimod, at den ny gruppering kon-taktede den såkaldte Moltved-gruppe, der bestod af kommunister, der fra 1950 var

blevet ekskluderet, fordi de havde en opfattelse, der må siges at ligge til venstre for

DKF-ledelsens, og allerede i 1953 havde rettet en lignende kritik mod DKPs politikomkring befrielsen7 som den, der blev fremsat på mødet d. 30. januar fra andenside. Der var en ret markant forskel mellem Hetmar-grupperingen og »Moltved-

gruppen«, førstnævnte var næppe marxistisk, i hvert fald »reformistisk«, sidst-

129

nævnte marxistisk-leninistisk (men ikke - endnu - trotskijstisk).8 For læge GeorgMoltved havde et samarbejde med Hetmar-gmpperingen ingen interesse.9 Han

ønskede at holde sig afventende overfor en ny partidannelse, der var præget af så

stærke indre brydninger, hvortil skal være stødt et modsætningsforhold til en af le-

derne, tidligere DKP-rejsesekretær Knud Pedersen, der gik helt tilbage til mod-

standsbevægelsens tid.lo Siden, da DSP var blevet fastere konsolideret, kom der doget vist samarbejde i stand med »Moltved-gruppen«.

1. Det ny partiPå mødet d. 10. februar var der blevet valgt en bestyrelse, der fra begyndelsen præge-des af stærke brydninger. D. 17. og 18. februar kom det til et åbent opgør.l A. Stor-

gaard følte sig foranlediget til offentligt at advare mod Ib Hetmar Petersen, hvis

gruppe til gengæld d. 27. februar vedtog at fortsætte den iværksatte underskrift-

indsamling, så det ny parti med 10.000 underskrifter kunne opstille til folketings-

valget 14. maj? På en generalforsamling dagen efter besluttede gruppen om Stor-

gaard derimod at undlade at opstille ved valget under henvisning til, at den ikke

ønskede at medvirke til »spild af arbejderstemmer« (ministeriet H.C. Hansen hav-

de siden efteråret oplevet skærpet opposition fra de borgerlige partiers side), lige-som det blev besluttet at afbryde forbindelsen med Hetmar-gruppen, der blev an-

klaget for at have »forsøgt at tilrane sig herredømmet over det nye parti ved at spille

tidligere kommunister ud mod tidligere socialdemokrater under påberåbelse af in-

filtration fra det kommunistiske partis side«.3 Forud for denne generalforsamlingvar det lykkedes Storgaard at vinde fire af den oprindelige bestyrelses otte medlem-

mer for sig.4Der var nu to partigrupperinger med navn af DSP. Det varede ikke længe. Het-

mar-partiet udsendte den i øvrigt ikke uefne rotaprinttrykte 4-sidede ugeavis »Ven-

stre-socialisten«, der bl.a. anklagede modparten for kommunistisk infiltration.

Den gik snart ind.5 Alene Storgaards parti var tilbage og udsendte regelmæssigt et

duplikeret månedsblad for medlemmerne.6

DSP vakte straks en hel del interesse. Gallup Instituttet foranstaltede et rund-

spørge. På spørgsmålet, om et nyt socialistparti havde sin berettigelse i dansk poli-

tik, svarede 17% ja, 41% nej, mens 42% svarede ved ikke. Overraskende var det, at

DKP-medlemmeme blandt de adsprugte havde den højeste ja-procent (40).7 I sin

to-årige historie kunne DSP i øvrigt glæde sig over en vis, behersket interesse i den

»borgerlige« presse, mens socialdemokratiske publikationer først søgte at frem-

stille det ny parti som de borgerlige partiers hjælper, siden -specielt efter at det vis-

te sig, at det ikke opstillede ved folketingsvalget 1957 '- at bagatellisere det. DKP-

pressen nærmest fortav det.

Nok så meget som Ungarn var det DKPs - i mindre grad Socialdemokratiets- rigide partidisciplin, der vakte utilfredshed blandt oppositionelle kommunis-

ter/socialdemokrater.8 Som noget særligt blev det netop derfor af DSP fremhævet,

at partidemokratiet var sikret i det,9 og fra begyndelsen foretog det forholdsreglertil at sikre det. Det ny parti byggede på lokale partiforeninger, dannede på basis af

130

geografisk område, fag, arbejdsplads eller særligt område og udstyrede med størst

mulig selvstændighed.lo Pr. 1. maj var der dannet partiforeninger i Esbjerg (A.

Storgaard formand), i Kolding (formand skoleinspektør Louis Lomholdt), i

København og Roskilde, snart kom der også en partiforening i Hornbæk.11

Selve DSPs love skulle sikre medlemsdemokratiet. Et lovforslag fremgik af

drøftelser på generalforsamling 2. april, og det tillod udtrykkelig (i §7) fraktio-

ner,12 noget, der var ukendt i hvert fald i DKP. Et vidtgående partidemokrati, der

ikke siden er overgået i noget socialistparti herhjemme, sikredes i DSPs love.13

Det særegne ved DSPs opbygning - bortset fra bestemmelser om årligt delegeret-møde (kongres), hovedbestyrelse (HB) og formand › var bestemmelserne om spe-

ciel urafstemning. HB valgtes ikke på kongres, men - for to år - ved hemmelig og

skriftlig urafstemning blandt alle partimedlemmer efter den andræske forholds-

talsvalgmåde (§ 18 (17)). Også formandsvalget - for et år - afgjordes ved urafstem-

ning efter kvalitetsmetode (§ 22 (21)). Videre kunne 1/ 5 af DSPs medlemmer »til en-

hver tid« kræve lov- og programbestemmelser og HB- eller delegeretmødebeslut-

ninger prøvet ved urafstemning, ja, 1/ 5 af medlemmerne kunne også »til enhver

tid« kræve hele HB sat på valg, nyt formandsvalg, urafstemning om udskiftning af

partimedlemmer, der varetog betroede partihverv, og lov- eller programændrin-ger skulle altid ud til urafstemning (§32). Disse bestemmelser tog speciel sigte på at

sikre mindretalsrepræsentation i HB. Det afhang dog nok så meget af partimed-lemmemes vilje, at partidemokratiet ikke blev et dødt bogstav, men en levende

realitet, og sekretæren Kn. Pedersen betonede siden," da lovforslaget sendtes til

urafstemning, at »Enigheden i vort parti må aldrig blive en falsk enighed tilveje-bragt ved kæft-uit-og-retning-systemet, og vort partis styrke skal ikke bestå i

stærke mænds« formynderskab, men i en vågen medlemsskares interesserede med-

leven i partiets virksomhed«,Pr. 13. august 1957 havde partiet 182 medlemmer, heraf 78 i Esbjerg, 41 i Kol-

ding og 39 i København. Hvad den sociologiske sammensætning angår, var langtden overvejende del arbejdere, 116 af de 182 medlemmer stod også i en fagforening,deraf 54 i Dansk Arbejdsmands Forbund, 18 medlemmer havde faglige tillids-

hverv. Der var da 10 studemde og 32 husmødre i DSP. Af medlemmerne var 45 kvin-

der og 137 maend.l5

II. Ideologisk »magtkamp«Allerede fra sin start oplevede DSP skarpe indre brydninger, ja, reelle politiskemagtkampe. Hertil stødte nok så interessante ideologiske (og mere »fredelige«)brydninger. Det kunne slet ikke være anderledes, da DSP samlede personer af vidt

forskellig observans, der kun havde »socialismen«, der er et flydende begreb, fæl-les. Fra begyndelsen stredes moderate med mere radikale, marxister med reformis-

ter, og en taknemmelig tribune havde alle i det duplikerede, månedlige »Medlems-blad«. DSPs politik blev netop udformet på basis af diskussion. Der hævede sig røs-ter mod den reformistiske strømning i DSP.1

Den direkte anledning var udkast til en politisk udtalelse, 12. marts udsendt af

131

sekretariatet (Kn. Pedersen, Mette Bryld og Knud Jacobsen) til diskussion blandt

medlemmerne.2 Deri blev de gamle partier vel kritiseret, men udkastet måtte na-

turligt medføre en reaktion fra mere stringen te socialister/ marxister. En deltager,der allerede forud for DSPs start havde udarbejdet en meget kritisk analyse af det

sovjetiske statsbureaukrati,3 kaldte udkastet »ganske forbandet reformistisk« og

anbefalede allerede under kapitalismen at søge at arbejde for og indføre »visse ele-

menter af socialistisk moral«; »Sovjet, Ungarn, Polen osv. har vist, at det er nogetman saftsusemig skal gøre, hvis proletariatets diktatur ikke skal ende i partiets,kollektivets, »vor elskede leders« eller andre mindre gruppers og personers dikta-

tur«.4 Denne opfattelse blev af den dengang ledende DSP-teoretiker Jørgen Mor-

tensen karakteriseret som »selv reformistisk«, da »moral altid er noget, der er be-

stemt af samfundsforholdene, [der] må ændres, før man kan gøre sig håb om no-

gen ændret moral«,5 En anden kritiker forelagde et detailleret ændringsforslag til

udtalelsen,6 og sekretariatet viste sig lydhør overfor hans forslag. 1. juni forelå da

en omredigeret udtalelse] der var blevet radikalisereti forhold til marts-forslaget.Fortalen var vel den samme, men i overensstemmelse med nævn te kritikers forslagfordredes i pkt. 1 18 års valgret og ophævelse af spærreregler for mindre partier, i

pkt. 2, at kirke og stat blev skilt, derimod blev kravet om republik og afskaffelse af

den tvungne værnepligt (kritikeren var militæmægter) ikke efterkommet, i pkt. 3

anbefaledes alene bekæmpelse af enhver blokdannelse, Danmark ud af NATO, et

»genforenet, neutralt Europa«, omfattende både Øst- og Vesteuropa samt en isole-

ret dansk nedrustning. Ej heller kritikerens mere vidtgående socialistiske krav, fx.

at al udbytning ordes strafbar, at jorden blev socialiseret (udtalelsen har alene

støtte til andelsbevægelsen), nationalisering af bankvæsen og storindustri styret af

arbejdenåd (udtalelsen har alene nogle ord om »arbejderudvalg med ret til at del-

tage i produktionsplanlægning og regnskabsopstilling«) eller ligeløn blev efter-

kommet. Dog går udtalelsen i pkt. 4 med nyt krav om »socialisering af storindu-

stri, bank- og forsikringsvæsen« videre end kritikeren selv, der dog havde villet givenationaliserede en vis erstatning. Som kritikeren krævede DSP i sin udtalelse

grundlovssikret ret til arbejde. Også nogle af hans enkel tfordringer fandt optagel-se. Den ny udtalelse (men ikke Breums forslag) havde også krav om fuld grund-

skyld, værnen om dansk kultur og øget statsstøtte til kulturelle formål.

,At DSPs programudvalg på syv medlemmer, bl.a. med ovennævnte »moralist«

og »a-moralist« som medlem,8 i det store og hele indtog en reformistisk position,

fremgik af, at det ligeledes d. 1. juni udsendte den britiske økonom G.D. H. Coles

artikel »Hvad sker der med kapitalismenP« i så temmelig stort et duplikeret oplag -

dog blot som et debatoplæg, tilføjede udvalget ligesom beroligende. Foruden atter

»moralisten«9 tog en marxist af den ældre skole10 til orde. Den sidste anfægtedeColes yndlingstese, at kapitalismen synes at kunne overvinde sine vanskeligheder.Cole fortav dog ikke arbejdernes egen kamps betydning og var endog helt Herbert

Marcuse'sk inde på fagforeningemes rolle i det etablerede system og arbejderneshele konserverende, ja, »reaktionære« rolle som en slags »halvborgerlige deltagerei den kapitalistiske udbymingsproces«, fra dem var ingen revolution at vente.

Ovennævnte marxist søgte at påvise Coles slægtskab med revisionismens grand old

132'

man Bernstein. Ligesom sidst i 1930'me var baggrunden for den tilsyneladendevelstand kæmpemstninger, hvortil kom udbyming af koloniale lande. Og arbejds-løshed var der jo stadig, præciserede han, men indrømmede dog Cole, at Marx ikke

havde forudset fx. fagforeningemes samfundsbevarende rolle. Men: »foran os er

stadig katastrofen«.I tilslutning hertil betvivlede et andet DSP-medlem »muligheden for en fredelig

overgang til socialismen«, der endnu ikke var set, en tese, der imidlertid - paradok-salt nok i modsætning til tiden endog kort efter Stalins død - nu var så levende som

nogensinde bådei SUKP og DKP (mens Kinas KP alleredei 1957 så småt begyndteat stille sig kritisk overfor tesen om fredelig overgang - dog endnu ikke offi-

cielt).12 Endnu et par medlemmer gav på linje med den refererede kritik deres

besyv med, således advarede én mod at forvente for store resultater af en valgdel-tagelse fra DSPs side.”

En sejr kunne DSPs marxistiske fløj notere med afholdelsen af et fællesmøde i

Københavnsafdelingen med »Moltved-gruppen« 18.11.1957 i Folkets Hus i

Rømersgade, hvor Moltved og en DSPler indledte en debat om mulighederne for

socialismen i Danmark."

III. Kommunevalget 4.3.1958Der var udskrevet valg til de kommunale råd til d. 4. marts. I overensstemmelse med

beslutning af 28.2.1957 var der d. 20.9.1957 afsluttet HB-valg ved urafstemning i

DSP.l Den ny HB bestod af Lomholdt, der i ca. 10år havde repræsenteret Sd i byrå-det i Fredericia2 og nu blev formand for DSP, fisker Runo Jensen, Esbjerg, arbej-derne P.N. Pedersen og Otto Poulsen (sekretær), Poul Breum, Anders Storgaard(kasserer) og malersvend Kaj Larsen, Hornbæk. På et HBmøde besluttede partiet at

opstille ved de kommende valg.3Med iver gik DSP ind i valgkampen. I sin agitation slog det bl.a. på, at Sd »gangpå gang stemmer sammen med venstre i økonomiske forhold«4 (detvar under »tre-

kantregeringen« fremgået af valget 1957). 1 februar 1958 kunne DSP hævde, at valg-forberedelserne allerede havde givet det »et skub fremad. Der er opstillet kandida-ter i flere byer end ventet«. 1 Esbjerg var opstillet hele 15 kandidater (med Stor-

gaard i spidsen), og der blev udsendt et righoldigt valgmateriale. I Koldingopstillede partiet fem kandidater (bl.a. Lomholdt). I Århus og Fredericia var derdannet ny partiforeninger, og der blev opstillet tre kandidater i hver. Også i Hel-

singør var der dannet en partiforening, og her opstilledes tre kandidater for DSP. I

Gladsaxe var opstillet tre bl.a. Kn. O. Bendtsen og Tove Jensen, og Roskilde parti-forening havde opstillet Otto Poulsen og fru Ruth Jacobsen, »... desuden har vi

haft kontakt med nogle tidligere socialdemokrater, på Bornholm, som for fire år

siden brød med partiet og selv opstillede og fik en mand valgt. De ønsker at støtte

partiet. Ligeledes fra Møen, hvor en kreds af utilfredse arbejdere vil opstille. Der

har desuden været afholdt mange møder«.5

lvrig var agitationen også i København. Her opstilledes typograf Thorv. Jen-sen, medlem af Københavns partibestyrelse, arbejderen Kaj Andersen, medlem af

133

og kasserer i DSPs første HB arbejderen E. Munch Nielsen og cand.mag. Poul

M0th,'i der havde en lang virksomhed bag sig som politisk skribent, således havde

han i 1941 udsendt »nasjonalist eller verdensborgerP«,et kampskrift mod nationa-

lismen i hel Frederik Dreier' sk ånd,7 og fra 1947, og i hvert fald fem år frem udsend-

te han »det ny arbejderblad«, et trotskijstisk organ.

DSP fik ved kommunevalget bogstavbetegnelsen J. Liste J fik i København

noget over 3.109 stemmer eller 0,9% af stemmerne mod De Uafhængiges 0,5, RFs 2,3

(1,8)5 og DKPs 9,1 (10,7%). Over hele landet fik listeJ 6.067 stemmer eller 0,3% mod

RFS 2,4 (5,3 - 2,2%),9 DKP 3 (4,3 - 4,4) og Uafhængige 1,2 (2,7 - 0,2%).10Af de afgivnebystemmer fik DSP 0,5%.ll

Hvor hentede DSP nu sine stemmer fra? Af procenten for Sds tilbagegang siden

1954 (1,9%) og for DKPs (1,4%)'2 er det naturligt at slutte, at DSP opsugede en vis del

af denne tilbagegang. (RVs og RFs lille tilbagegang svarede til KF s fremgang).Selv om resultatet vel næppe helt svarede til HBs forventninger, havde DSP i Es-

bjerg fået indvalgt Storgaard, i Helsingør maskinarbejder Bernhard Paulsen.13 I

København manglede Poul Moth kun få stemmer i at komme ind i borger-

repræsentationen.”

IV. Den aktive københavnske partiforening og ny brydningerDSPS partiforening for København blev stiftet 26.4.1957 med en bestyrelse be-

stående af maskinarbejderne Knud 0. Bendtsen og John Israelsen, stud.mag.ernePoul Breum, Toni Madsen og Kuno Malinowski samt stud.polit. Jørgen Morten-

sen. Bestyrelsen konstituerede sig med et sekretariat: Bendtsen, Breum og Toni

Madsen.1 På generalforsamling d. 9.8. 1957 fik foreningen en ny bestyrelse. Nye var

Mette Bryld, Rasmus Jakobsen, Kaj Andersen og Willy Storgaard (kasserer).Bendtsen var atter med og blev formand, Breum og Mortensen atter medlemmer.2

Patiforeningen voksede støt og sikkert fra oprindelig 30 medlemmer til 50 ligefør valget for i maj 1958 at tælle 75 medlemmer.5 Imidlertid gennemrystedes fore-

ningen af svare fraktionskampe. Der havde dannet sig en revolutionær fløj af

»gamle trotskijster« som Moth, Gunner Jensen, Preben Kinch og ÅgeKjelsø, hvor-

til kom Poul Møller, der havde været med fra DSPS start. Heroverfor stod en mere

moderat fløj, der dog synes mere »udflydende«, men i hvert fald Jørgen Mortensen

må have tilhørt den. I foråret 1958 holdt den revolutionære fløj flere fraktions-

møder. Den befrygtede, at DSP helt skulle blive behersket af reformisterne, så me-

get mere som den store Esbjerg-afdeling, der talte over halvdelen af DSPS medlem-

mer, lå så temmelig langt ad højre til efter den radikale fraktions mening; den

besluttede på sine fraktionsmøder at erobre Københavnsbestyrelsen på general-

forsamlingen d. 23. april.i Bestyrelsesvalget blev virkelig en (tilsyneladende) sejr for

denne fraktion. I stedet for Jørgen Mortensen og W. Storgaard blev Poul Moth ind-

valgt (blev sekretær), hans nære medarbejder Preben Kinch blev suppleant. For-

mand blev på forslag af Poul Møller, der selv blev kasserer, Kai Westerberg.5 Denne

havde været vicesekretær i »Danmarks republikanske nationalforening»6 og som

Hamar-tilhænger redaktør af »Venstre-socialisten«, men havde dog siden taget en

184

vis afstand fra Hetmar.7 Den ny Københavnsbestyrelse overtog fra den gamle Mette

Bryld, Rs. Jakobsen og Kaj Andersen, og også Breum var med på ny.. General-

forsamlingen blev opfattet som en sejr for den radikale fraktion, der nu syntes at

have flertal i bestyrelsen, selv om det nu, bagefter, indrømmes at denne fraktion

gik »for drastisk« og »uklogt« til værks?

Københavnsafdelingen gik på denne tid yderligere frem. Kn. O. Bendtsen var

blevet formand for en helt ny partiforeningi Gladsaxe med ti medlemmer, en an-

den partiforening var »Kommunale lønarbejdere« med 34 medlemmer. Desuden

stod gruppen »De socialistiske demokrater« i kontakt med den københavnske par-

tiforening.lo Efter 9. maj svulmede denne op til ikke færre end 87 medlemmer.

Blandt de nyindmeldte var Preben Wolstrup, Svend Hansen og Peter Hartvig.11Mens Preben Kinch vil opfatte12 det nu forestående som den slagne moderate

fraktions modattak, opfatter Mette Bryld det hele13 som et opgør med et forment-

ligt »infiltrations- og kupforsøg... fra ekstremt højreorienterede, for ikke at sige

ny-nazistiske, kræfter« Kinch opfatter naturligt M. Bryld som »reformist« (hvadhun dog ikke oprindeligt skal have været), og hun fik da også følgeskab af så

temmelig radikale folk som Kjelsø og Breum. 12 Overhovedet er det svært at se, hvor

de ægte reformister var i denne strid.'

Hvorom alting er så var det gruppen om M. Bryld, der fik ekskluderet Peter Hart-

vig, hans kammerat, det »gamle« DSP-medlem Erik Johnsen, Poul Møller og Wol-

strup med et knebent flertal.”

Siden foråret havde M. Bryld kendt Hartvig som stærk høj reorienteret, en over-

gang havde han været medlem af KU og Uafhængig Ungdom.” Trådene var ikke

lette at udrede. Ved at studere højreorienterede blade på Det kgl. Bibliotek kom M.

Bryld og Kjelsø til det resultat, at P. Møller havde været med i den nationalistiske

»Atterdagsbevægelse« og haft tilknytning til kredsen om Jon Galsters blad »9. Ap-

ril«, der angreb gamle politikere og gjorde meget ud af »Rostock-mødet«. Beggefraktioner var enige om, at Erik Johnsen bevidst skulle have introduceret Hartvig,

og at han skulle ekskluderes.12 Men den virkelige »bagmand« var efter M. Brylds

mening i dag - og vistnok også dengang - Poul Møller. Hun støttedes af Rs. Ja-

kobsen, Kjelsø og Breum.12

Selv erindrer jeg, hvor disse interne partistridigheder foruroligede mig.15 På to

ekstraordinære generalforsamlingeri Folkets Hus, fortsat i Guldberggade 7 hag-lede beskyldninger og modbeskyldninger ned over forsamlingen. Poul Møller

skulle være løbet med kassen, Mette Brylds fraktion skulle være de ægte fascister,

hed det. På den første ekstraordinære generalforsamling d. 18 juni vedtoges, at hele

bestyrelsen skulle trække sig tilbage, der stilledes mistillidsvotum til P. Møller og

Westerberg; kun det til Møller vedtoges. På den næste, d. 27. juni, blev der valgt en

hel ny bestyrelse, bestående af telefonmontør Keld Jarlborg (formand), Kjelsø, M.

Bryld, Preben Kinch, Poul Moth og Arne Herløv Petersen. Palle Juul Holm og

Thomas Berg valgtes til suppleanter.16

Også denne bestyrelse var stærkt venstreorienteret. Den fremgik efter et faktisk

forlig mellem de to fløje, efter at den radikale fraktion havde lidt et faktisk neder-

lag på generalforsamlingeme.

135

Allerede ved valgtide havde Københavns partibestyrelse ved et udvalg, hvoriMoth og Breum var ledende medlemmer, fuldendt et programudkast for DSP, derblev udsendt til diskussion blandt medlemmerne og drøftedes på møder.17 Det har

speciel interesse, fordi det er trotskijstisk inspireret. Kritikeren Breums krav framarts 1957 havde udtrykkelig fundet optagelse, det gjaldt også de fleste af hans

dagskrav.Efter en historisk indledning med kritik af socialdemokraternes og stalinister-

nes fejlbegreb og omtale af den »anarkistiske« kapitalisme følger hovedpartiet om

socialismen og »vores mål«. Socialismen defineres som fælleseje af produktions-midlerne i et socialistisk verdenssamfund. Også bankvirksomheder og jorden skal

socialiseres, dog således at andelsdriften - åbenbart under indtryk af den ny kurs iPolen18 -hævdedes at ville sejre ad frivillig vej. Vigtigt var det faglige afsnit, hvorder blev krævet arbejderråd (tillidsmandsudvalg), ikke den tidligere udtalelsesmoderate samarbejdsudvalg med udvidede beføjelser. DSP erklærede at stå for uaf-

hængighed af magtblokkene, for international afrustning og afskaffelse af værne-

pligten. I pkt. 5 om »Forfatning« er målet bl.a. republik, afskaffelse af spærrereg-lerne for mindre partier og kirkens adskillelse fra staten. Målet var vel »detsocialistiske demokrati«, men udvalget opererede med et »socialistisk folketing«,hvor der også måtte være plads for ikke-socialistiske partier, der alene virkede med

parlamentariske midler. Moth foranledigede selv et oprindeligt forslag om, at et af

arbejderrådene valgt »arbejderting« skulle have alle vigtige forslag forelagt og i til-fælde af uenighed med Folketinget have afgørelsen, strøget. Videre krævedes

socialisering også af de liberale erhverv, kvindernes ligeret, ligeløn, frivilligtmoderskab og en friere skole. Det var meningen, at alt dette, socialismen, skullerealiseres via proletariatets diktatur, som man opfattede som et arbejderrådsstyreåla det polske og ungarske i 1956 (under »foråret« og opstanden). Som Khrustjov var

man inde på to muligheder en fredelig og en voldelig. I U-landene regnedes medden sidste, men også i Vesteuropa måtte der regnes med »store og voldsomme

kampe«, hed det lidet koncist.

Dette forslag blev med andre partiforeningers samarbjdet af DSPs programud-valg på et møde i Fredericia d. 8 juni til et helt nyt forslag. 19 Heri berørtes end ikke,hvorledes man tænkte sig de opstillede goder realiseret. Disse svarer i det store oghele til Mothforslagets, dog savnes i pkt. »1. Forfaming« det »socialistiske folke-

ting«, Nyt i forhold til Mothudkastets økonomiske afsnit (pkt. 1 ) er punkt 2. om, at

produktionen skal planlægges i store linjer af et meget repræsentativt udvalg.Blandt de dagsaktuelle krav er optaget nogle af det københavnske udkasts, fx. det

faglige afsnit, hvor »bedriftsråd« med udvidede beføjelser skulle afløse sam-

arbejdsudvalgene, nye er kravene om gmndlovssikret ret til arbejde og fuld grund-skyld.

Dette udkast vedtoges ved en urafstemning med 229 ja-stemmer og 8 nej-stem-mer. Desuden skulle der stemmes om to formuleringer af et særligt pkt. 9 om kirke

og stat, hvorom der var uenighed i udvalget: a) kirken skilles fra staten, menighe-derne sørger selv for præster, kirker etc., b) adskillelse af kirke og stat, trosfrihed foralle. b) vedtoges med 168 stemmer mod a), der fik 53.20

136

Udtryk for den københavnske partiforenings aktivitet var to trykte løbesedler»Til medlemmer af Danmarks kommunistiske parti«21 og »Til Københavnske

Arbej dere«, 22 der uddeltes ved hus- og arbejdspladsagitation. Deri blev det betonet,at »DSP er et revolutionært parti. Vil kapitalen ikke bøje sig for den brede befolk-

nings krav om at lade arbejderne overtage deres retmæssige ejendom, da må den

tvinges dertil«. Sidstnævnte løbeseddel var et initiativ udgået fra den på en gene-

ralforsamling d. 21. oktober valgte ny bestyrelse, der atter talte Jarlborg (for-mand), Breum (næstformand), Kinch (kasserer) og Moth (sekretær), mens ny med-

lemmer var Kjeld R. Møller, Harry Jensen og Johs. Larsen, der tilhørte »Moltved-

gruppen«.23 Denne bestyrelse fik på en generalforsamling 17. december til opgave»at lette overgangen til Socialistisk folkeparti«.2*

Selv om den københavnske partiforening var yderst aktiv med møder og agita-tion, var det ikke den, der stod bag det vigtige skridt, udgivelsen fra 1.9. 1958 af det

trykte månedsblad »Socialisten« var. 25 Ansvarshavende redaktør for 1. nummer var

Otto Poulsen, Roskilde, derefter Bernh. Paulsen, Helsingør, det redigeredes af et

udvalg med Kn. O. Bendtsen i spidsen. Bladet bragte kommentarer til begivenhe-der i ind- og udland, specielt lejemes interesser lå det på sinde. Det var prægetaf en ret moderat linje.

D. 21. november stiftedes i København en ny partiafdeling, »Unge Socialister«,ungdomsafdelingen. Initiativet udgik fra »Venstre-Socialistisk Ungdom« (VsU),der blev grundet 25.2. 1957 (som afløser af det 11 dage i forvejen grundede »Dan-marks Social-Marxistiske Parti«, hovedsagelig beståde af studerende) ogoprindelig havde tilknytning til Hetmar-gruppen. VsU fik efterhånden ca. 50 med-lemmer og var 10.7. 1957 trådt i forb. m. DSP. 22.1.1958 havde VsU omdannet sigtil en studiekreds i tilknytning til DSP, og en livlig mødeaktivitet på et ret højtniveau prægede dens virke.26

Oprettelsen af en særlig DSP-ungdomsafdeling var blot konsekvensen af et snæ-

vert samarbejde med DSP, der i øvrigt også nu havde fast etablerede afdelinger iÅrhus med læge Poul Schleisner som formand, i Tikjøb med malersvend KaiLarsen som formand og i Ålborg.”7

V. Opløsningen af DSPAlt imens uddybedes krisen i DKP. 19. oktober var Aksel Larsen blevet afsat som

folketingsgruppens ordfører. Kai Moltke, der støttede ham, men hidtil havde stået

for en ret så hård kurs overfor alskens »frafaldne« og »overløbere«, hvilket ogsåkunne komme til udtryk - ikke uden munterhed - på offentlige møder, blev suspen-deret.1 DKPs 20. kongres 31. okt.-2. novbr. betegnede et opgør med Larsen-folke-

ne, Moltke blev nu ekskluderet, mens Larsen i en længere tale på kongressen for-

svarede sit standpunkt. En nyvalgt centralkomité, hvoraf han ikke engang var

medlem, valgte i stedet for ham den ret ukendte Knud Jespersen, medlem af Ål-

borg byråd, til formand. Det hindrede dog ikke sympatidemonstrationer for Aksel

Larsen på kongressen.2 Vel fortjente kadrer udtrådte af DKP, andre blev eksklude-ret. I Gladsaxe og Sundby fx. formerede de »socialistiske foreninger«.3

137

Aksel Larsens eksklusion af DKP 15. novbr.4 og »spaltningen« af DKP5 lå bag

opståen af et nyt parti, »Socialistisk Folkeparti« DSPs Københavnsledelse er-

klærede sig i en løbeseddel rede til at samarbejde med et sådant nyt parti.6 På et

sonderende møde 22. november stillede Aksel Larsen sig dog ret afvisende overfor

en føler fra DSP, formidlet af Holger Vivike.7 Dette afskrækkede dog ikke DSPs HB

mere, end at den på sit møde 22.-23. november, da meddelelsen om dannelsen af SF

indløb, vedtog en udtalelse om »nødvendigheden af en socialistisk samling om et

bredt, men konsekvent marxistisk parti«, en forudsætning for en slig samling var

dog »anerkendelsen af et virkeligt partidemokrati« DSPs HB-møde opfordredeledelsen af SF »til en fordomsfri drøftelse med oprettelsen af et socialistisk enheds-

parti som mål« og tilbød SF-ledelsen spalteplads i »Socialisten«.8 Alligevel kom

der kritiske røster til orde på HB-mødet. Uden at det blev offentligheden bekendt,

beklagede HB det uheldige i, at Aksel Larsen og fæller ikke forud havde kontaktet

DSP endsige givet meddelelse om den forestående partidannelse.9Dette DSPs HB-møde var også vigtigt, fordi der af det fremgik en ny HB. De naer-

mere omstændigheder, der medførte, at Storgaard pludselig afløste Lomholdt, er

ukendte, men kun én kandidat var opstillet til formandsvalget, Storgaard, hvorfor

han i overensstemmelse med den ved tilligere urafstemning ændrede lovparagraf2110 var valgt uden afstemning.ll Delegeretmødet i Århus 6.-7. september12 havde

vedtaget at udvide HB til ni medlemmer. På den af stemmeudvalget udsendte

stemmeseddel, dateret 1.] l. 1958, var opstillet otte kandidater, hvoraf ingen tidlige-re havde været medlem af HB, men hvoraf vi har truffet nogle i det foregående:

Knud 0. Bendtsen, Keld Jarlborg, Bernh. Paulsen og Poul Schleisner, hvortil kom

Mogens Bloch Jensen, formand for »Kommunale Socialister«, og Svend Stor-

gaard, søn af A. Storgaard. Resultatet af urafstemningen blev, at de fem valgtesind i den ny HB, der overtog Breum, P.N. Pedersen og Kai Larsen fra den gamleHB.13 Ikke uvigtigt var det, at sekretæren Otto Poulsen grundet kritik af hans

redaktion af »Socialisten« på delegeretmødet i Århus var trådt ud, han havde

meldt sig ud af partiet."Allerede d. 23. november blev der gennem Schleisner knyttet kontakt med det

konstituerende SF, hvis to repræsentanter overfor Schleisner bl.a. gjorde gælden-

de, at DSPs »mangel på landskendte politikere og faglige ledere [var] en svag-

hed« (de to gamle arbejderpartier havde altid betragtet noget sligt som en styrke),

og også overfor DSPs partidemokrati stillede SFs to forhandlingsrepræsentanter

Bjarne Jensen og Morten Simonsen sig reserverede. Dog forsikrede de, at DSP på en

SF-stiftelseskongres kunne blive repræsenteret efter medlemstal.15

I den følgende tid blev kontakten mellem DSP og SF uddybet. Partiforeninger-

ne i Århus, Ålborgog Gladsaxe indledte et samarbejde med afdelinger af SF, og den

københavnske DSP-forenings sekretær var helt indstillet på en overgang til SF.16

På et nyt HB-møde i DSP 10.-11. januar 1959 vedtoges det at lade medlemmerne

tage stilling til en formelig opløsning af DSP. Derpå udsendtes 14. januar fra sek-

retariatet ved Kn. O. Bendtsen stemmesedleme til de lokale partiforeninger til ud-

deling blandt medlemmerne med henblik på en ny urafstemning.17De duplikerede stemmesedler tog i selve teksten til orde for SF, hvis »principiel-

138

le synspunkter er de samme som vort partis«, og det hed, at SF »vil komme til at

hvile på et meget bredt grundlag i arbejderklassen og befolkningen« Der kunne

stemmes for 1) en opløsning af DSP eller 2) DSPs fortsatte beståen og om, hvorvidt

DSPs »eventuelle overskud« (pr. 15.8.1958: ca. 980 kr.) i tilfælde af opløsning skulle

tilfalde a) SFs bladfond eller b) »Frit Danmark« Inden 22. januar skulle stemme-

sedlerne indsendes til stemmeudvalget ved Kn. O. Bendtsen.lg

Resultatet af denne den sidste uraftemning i DSP var, at 163 af de 447 stemmebe-

rettigede stemte for opløsning, 38 mod. Mulighed a) vedtoges.19DSPs ledere var med ved den endelige dannese af SF på et landsmøde 15. februar.

SF erklærede her at bygge på marxismen. Aksel Larsen blev formand. Vigtigt er

det, at de to maskinarbejdere Kn.0. Bendtsen, formand for partiforeningen i Glad-

saxe, og Bernh. Paulsen, medlem af Helsingør byråd, blev indvalgt i SFs forret-

ningsudvalg på ti medlemmer?0 og at Poul Schleisner i juni på SFs første kongresblev indvalgt i SFs hovedbestyrelse på 25 medlemmer.” A. Storgaard blev formand

for SFs første lokalafdeling uden for København, i Esbjerg, og forstod også fra

1960, da han indvalgtes i Folketinget, dér at gøre SFs politik gældende.22

Som konklusion må det hævdes, at det her behandlede forsøg på at danne et nytsocialistisk parti opfyldte et behov blandt arbejdere, intellektuelle og funktionæ-

rer. Det var et svar på de to gamle »reformistiske« partiers svagheder. DSP banede

vej for SF, idet det ikke har været uden betydning for, at Aksel Larsen og andre

»vovede springet«, andre havde jo for længst ort det. Forsøget åbnede også vejfor større forståelse i DKP for »særmeninger«. DSPs meget stærke betoning af

det interne partidemokrati var noget positivt, udtryk for »demokrati fra neden«

Derimod må selve opløsningen af DSPs anses fori hvert fald diskutabel. Allere-

de i den på SFs 2. kongres 1961 valgte HB savnedes de tre DSP-topfolk. 1964 ud-

trådte Storgaard under SFs hidtil værste krise.” Der var alligevel større forskel mel-

lem DSP og SF, end DSPs HB havde villet indse under de to partiers »hvedebrøds-

dage« SFs program - programudtalelse vedtaget på 1. kongres 6.6. 1959 - havde

ganske vist lighedspunkter med DSPs; men det var mere moderat, er holdt i al-

mindelige vendinger, savner DSP-programmets konkrete krav inkl. kravet om

republik og adskillelse af stat og kirke, opstillede i lapidariske sætninger. Til ogmed 2. kongres var denne »uskarpe« udtalelse SFs egentlige program.24 Specielt var

og blev partidemokratiet det svage punkt. SF lagde ikke som DSP en næsten alt af-

gørende vægt på medlemsdemokratiet, tilmed begyndte bureaukratiske tendenser

og en vis »persondyrkelse« at gøre sig gældende til skade for kritikken nedefra.25SF kunne således ikke helt opfylde de behov, der havde ligget til grund for

dannelsen af DSP. Selv om de fleste DSP-medlemmer vel fulgte Storgaard over i

SF,26 gjaldt det ikke alle, og nogle søgte andre veje efter en tids forløb. Et par med-

lemmer genfindes 1964 i Harald Søbys »Den Danske Frikirke«, kort efter omdøbt

til »Den socialistiske Kirke« og hans pinsemarcher.27 Søby selv tilsluttede sig vel

samme år SF. Storgaard selv havnede efter et kort intermezzo i 1964 med »Freds-

politisk Folkeparti« 1967 i Sd. Men atter andre af DSPs medlemmer har tilsluttet

sig DKP eller VS, da dette parti formeredes i 1967. VS kan jo i øvrigt, hvad love og

139

program angår, minde lidt om DSP, skønt der også her er forskelle.28 Enkelte

socialister fra DSP fandt sig »til rette« i det nye idealistiske venstresocialistiske par-

li.

140

NoterEnkelte aktive omkring DSP har reageret positivt på henvendelser fra min side. En tak skalsåledes rettes til Palle Juul Holm, der har stillet hele sin politiske korrespondance omkringog efter DSPs start til rådighed, til Knud 0. Bendtsen, der 1 I. 3. 1974 leverede forfatteren sitomfattende arkiv fra sin tid i DSP, til Mette Bryld for vigtige oplysninger, til Preben Kinchog Gunner Jensen for værdifulde oplysninger i breve. Jeg har overdraget det værdifuldemateriale til ABA. Hele det af mig benyttede kildemateriale befinder sig - bortset fra en-

kelte avisartikler og et enkelt stk. - i ABA.1. To løbesedler fra »De frie demokrater« »betalt og udsendt af en kreds af arbejdere inden-

for Jernindustrien«, jvf. »Information« (fork. Inf.) 23.1.1957.2. Inf. 7.12.1956. »land og Folk« (fork. L 8c F) 7.12.1956.3. »Politiken« (fork. Pol.) 31.1.1957.4. Maskinskreven seddel fra »Danmarks republikanske nationalforening« fra febr. 1956,

jvf. annonce fra foreningen i Inf. 15.9.1956.5. Pol. 18.2.1957. Skrivelse fra »Den socialistiske Arbejdsgruppe« til Børge Outze 25.1 1. 1956

(kopi), bl.a. signeret af Mette Bryld, Palle Juul Holm, Knud Millech, Jørgen Mortensen,Knud Pedersen, Kai Westerberg og Poul Møller, som alle genfindes i DSP. »Forslag til

Orientering om De socialistiske Arbejdsgrupper«, 9.12.1956 (hekwgraferet).6. Kn. Pedersen til ABA, 11.7.1957. -

7. Se Georg Moltved: »Kommunisme i Danmark. En matxistisk-politisk analyse af Dan-marks kommunistiske Parti siden besættelsen«, Kbhvn. 1953, p. 5, 16-22.

8. ib., p. 24 f., 31, 39-42, 44 f.9. Pol. 18.2.1957.

10. Brev til Ole Stender-Petersen af 8.2. 1974 fra Gunner Jensen og egen erindring.

1

1. lb Hetmar Petersen til pressen, 19.2.1957 (hektograferet). DSPs »Medlemsbladet« (fork.Mdlbl.) nr. l/20.3.1957 (duplikeret).

2. »Berlingske Aftenavis« (fork. BA) 26.2.1957. »Venstre-socialisten. Organ for Danmarkssocialistiske Parti« nr. 1⁄16.-22.3. 1957. Ib Hetmar Petersen i Inf. 23.2. og i Pol. 2621957.

3. Mdlbl. nr. 1. Jvf. udtalelse fra 16 medlemmer fra Storgaards gruppe i Inf. 1.3.1957.4. Den oprindelige bestyrelse: Ib Hetmar Petersen, Egon Petersen, Palle Juul Holm, Preben

Olsen, Willy Storgaard, E. Munch Nielsen, Kn. Pedersen, Henning Lyhne _(meddelelsefraH. Lyhne, Kn. Pedersen, J. Mortensen, 24.2.1957 (kopi)). De fire sidste genfindes blandt20 indkaldere af generalforsamlingen 28.2. (samtidig skrivelse (kopi)). De tre sidste gen-findes i den dér valgte bestyrelse på ni medlemmer, de andre var bl.a. A. Storgaard,Rasmus Jakobsen, Mette Bryld og Thomas Berg (meddelelse fra sekretariatet, 12.3.1957(duplikeret)). Nævnte Palle Juul Holm optages efter nogle vanskeligheder, da han men-tes for længe at have støttet Hetmar Petersen, i DSP i novbr. 1957 (H. Lyhne til P. JuulHolm, DSPs bestyrelse 10.7.1957; Kn. O. Bendtsen til samme, DSPs Kbhvns.-bestyrelse4.11.1957).

5. De udsendte numre fra marts-april, tre rotaprint-trykte, et duplikeret (det sidste af13.4.1957) i ABA, jvf. Knud Pedersen til ABA 11.7.1957: »Venstresocialisten« blev ikke»udsendt af vort parti«, »Hetmar Petersens »parti« og blad eksisterer ikke mere«. Jvf.Hetmar Petersens partis »Foreløbigt program«, 19.2.1957. Et tilnærmelsesforsøg frahans side i marts og et initiativ i maj 1957 til forening af de to partier udgået fra »DSP«Ålborg førte intet til (Hetmar Petersen til »Kære kammerater«, 2.3.1957. »DSP«s Ål-borg-afd. »Til de stridende parter«, Ålborg 13.5.1957 (kopi)).

6. De udsendte numre i ABA, det sidste var nr. 4⁄maj 1958.7. »Berlingske Tidende« (fork. BM) 2.5.1957.8. Ursula Schmiederer: Die Sozialistische Volkspartei Dänemarks..., Frankfurt a.M. 1969

(fork. Schmiederer), p. 24 f., 27 1'.

9. Trykt løbeseddel udsendt efter folketingsvalget i 1957.

141

10. Mdlbl. 4⁄l.5.1957.

11. ib. 5/16.9.1957.

12. Lovforslaget blev fra DSPs første delegeretmøde 17.-18.8.1957 sendt til urafstemning efter

strygning af §7, - hvilket ikke betød, at fraktioner nu var forbudt, tværtimod (Mdlbl.8/2.9.1957). Lovudvalgets forslag (i Mdlbl. 7/ 30.7.1957) blev vedtaget (»L0ve for D... s...

P...« (duplikeret)).13. Vi har et tidligere eksempel på vidtgående partidemokrati med urafstemning: Danmarks

kommunistiske Arbejderparti 1922-24 (J. Olsen/ B. Schoubye: Reformpolitik eller revolu-

tion, 1973, p. 96).14. Knud Pedersen i Mdlbl. 8⁄2.9.1957.15. »Danmarks socialistiske Partis delegeretmøde den 17. og 18. august 1957« (duplikeret

oversigt).'

1.Mdlbl. 2⁄27.3.1957.2. »Vor politik skal vise vej til socialismen«, 12.3.1957 (duplikeret). Mette Bryld blev

20.5.1957 erstattet af Henning Lyhne som sekretær (den i n. 15/ 1 nævnte oversigt).3. Dan Thalmay: »Analyse af den sovjetiske statsmagt« (hektograferet). Thalmay blev

2.4.1957 medlem af HB i stedet for gartner Thomas Berg.4. Indlæg i Mdlbl. 2⁄27.3.og 3/31.3.1957.5. ib. 2⁄27.3.1957.

6. P. Breum ib. 2⁄27.3.

7. »Udtalelse fra Danmarks socialistiske Parti. Vor politik skal vise vej til socialismen«,1.6.1957 (duplikeret). Jvf. allerede den på basis af den hidtidige diskussion på DSP-

generalforsamlingen 2.4.1957 redigerede udtalelse (duplikeret).8. Mdlbl. l⁄20.3.1957; andre medlemmer var Knud Millech, Willy Storgaard, Th. Berg og

Rs. Jakobsen udpegede af DSPs HB.

9. Mdlbl. 7⁄30.7.1957.

10. Poul Moth ib. 5⁄16.6.1957.

11.01e Stender-Petersen ib. 6/ 10.7.1957.12. Se »Oprindelsen til og udviklingen i uoverensstemmelseme mellem SUKPs ledelse og05...« af red. af »Renmin Ribao« og »Hongqi«, 6.9.1963. p.ll, 14-17, 41 H.

13.A. Kjelsøi Mdlbl. 2⁄lebr. 1958.

14. Skrivelse fra bestyrelsen ved Knud 0. Bendtsen, novbr. 1957 (duplikeret).

[11.

1. Mdlbl. 8⁄2.9.1957. J. Mogensen i Inf. 12.8.1957.

2. Brev af 9.2.1974 fra L. Lomholdts svigersøn overlæge Vagn Grynderup til Ole St.-Peter-

sen: L. Lomholdt afgik ved døden 9.3.1978.

3.Md1b1. 9⁄10.ll.1957.

4. ib. 1⁄januar 1958.

5. ib. 2/ febr. 1958. To valgkandidat-lister fra Gladsaxe i ABA. Jvf. valgavis fra EsbjergsDSP-afdeling med billeder af samtlige DSP-kandidater i ABA.

6.1nf. 8.-92.]958. »Dagens Nyheder« 8.10.1957.

7. Se Fr. Dreiers skrift »Folkenes Fremtid« i Finn H. Mortensen/jobs. Nymark (ed.): Frede-

rik Dreier. Folkenes Fremtid (Gyldendals Uglebøger). 1973, p. 13-37. P. Moths pjece er

opført under »Egentlige illegale bøger og pjecer« i Niels Alkilz Besættelsestidens Fakta,

udg. af Sagførerrådet, II, 1945, p. 1351-56.8. Tallene i parentes er fra de kommunale valg 1954 med en i øvrigt ringe valgdeltagelse.9. De to tal i parentes er fra henh. folketingsvalget maj 1957 og kommunevalgene marts

1954.

10. BM 6.3.1958. Socialdemokratiske Noter 1957-58, p. 463, 451. BMs valgskema 5.3.1958.11. BM 9.5.1958.

142

12. BM 6.3.1958.13. BM og »BT« 5.3., BA 23.10.1958.

14. Gunner Jensen i brev af 8.2.1974 til Ole St.-P.

IV.

1. Mdlbl., sæmummer 1.7.1957. Protokol over stiftelsesmødet26.4.1957 førtaf D. Thalmay.2. Mdlbl. 8⁄2.9.1957.

3. »Arbejderpolitik Medlemsblad for Danmarks socialistiske Parti i København« nr. 1/

maj 1958 (duplikeret), det eneste udkomne nr. (Preben Kinch i brev af 8.2.1974 til Ole

St.-P.).4. Preben Kinch i nævnte brev af 8.2.1974.5. »Arbejderpolitik« nr. I; også Hagen Juul afgik på generalforsamlingen 23.4. Han hav-

de novbr. 1957 afløst Breum, da denne kom i HB.

6. Se n. 4, indledn.

7. Kai Westerberg i skrivelse af 20.5.1957 (hektograferet).8. »Arbejderpolitik« nr. 1.

9. Pr. Kinch i brevet af 8.2.1974.

10.»Arbejderp01itik« nr. l/maj 1958. »De socialistiske demokrater« (ca. 10 medlemmer)splittedes på et vist tidspunkt i 1958, idet halvdelen af gruppen gik over til DSP (sam-tale med Kn. 0. Bendtsen 11.3.1974). Gruppen udsendte »Lønarbejderen« (nr. 2/ 15.3. ognr. 3/ 1.4.1958 i ABA) (duplikeret). Medlemsliste fra »Københavns kommunale løn-

modtagere«, 26.8.1958 (håndskrevet).ll. Maskinskreven liste over »Medlemmer af Danmarks socialistiske Parti - Københavns Par-

tiforening afskrevet 22.5.1958« med vigtige notitser på bagsideme af 5. 1 og 3. Hartvig er

den senere kendte redaktør af det stærkt højreorienterede blad »Reflex«, der udkom 1969.

Jvf. også brev fra Kn. Pedersen til Otto Poulsen om Hetmar Petersen og Kai Westerbergsforbindelse med Atterdagsbevægelsen, 17.1. 1958.

12.1 sit brev af 8.2. 1974.

13. Brev af 24.1. 1974 til Ole St.-P.

14. Pr. Kinchs brev af 8.2. 1974.

15. Schmiederer skriver på 5. 42, at DSP »war in den knapp zwei Jahren ihres Bestehens ge-

prägt von persönlichen Konflikten und Gruppenzwisten: Strukturmerkmale einer Par-

tei, die ohne breite Basis, ohne klare gemeinsame Programmatik durch Zusammen-

schluss kleiner isolierter Gruppen und gutwilliger Einzehler entstanden war.« Men slige»kendetegn« har ej heller været ukendte for partier med »bred basis, fælles program-matik«. At DSP skulle være opstået af »små isolerede grupper«, argumenterer Jør-gen Mortensen mod i Inf. 12.8.1957.

16. Maskinskreven liste over »VsUs møder«.

17. Duplikeret materiale i ABA.

18. Jvf. det af Kai Westerberg redigerede »Andels-socialisten« nr. l⁄ nov. 1957 med uddrag afWl. Gomulkas maj-tale.

19. Duplikeret program i ABA.

20. »Socialisten. Frihed - Lighed - Broderskab. Partiblad for Danmarks Socialistiske Parti«nr. 2⁄1.10.1958 (trykt).

21. Signeret Kjeld Jarlborg og Poul Moth.

22, Signeret Kjeld R. Møller og Poul Moth.

23.»Socialisten« nr. 4/ 1.12.1958. DSPs Københavnsafdeling til bladudvalget, 2.11. 1958

(duplikeret).24. Sekretæren [Poul Moth] til medlemmerne, [decbr. 1958] (duplikeret).25. 4 numre i ABA, findes ikkei Det kgl. Bibliotek, givetvis fordi bladet ikke er forsynet med

bogtrykker-angivelse. Et nr. 5 af »Socialisten« lå klar i trykkeri, men udsendtes ikke

(sekretariatet til partiforeningeme, Herlev 11.1.1959 (kopi)).26. Maskinskreven liste over »VsU - møder« med »Store begivenhederi VsU«. Mette Bryld og

143

Arne Herløv Petersen fra VsU var i forvejen medlemmer af DSP, ja indvalgtes i juni i be-

styrelsen (»VsU-kart0tek« (maskinskrevet)).27. »Socialisten« nr. l/l.9.1958.

V.

1 Schmiederer p. 38.

2. L Ec F, 1.- 3.11.1958.

3. Schmiederer, p. 41. f.

4. L 8c F 16.11.1958.

5. Schmiederers udtryk p. 39 f.

6. Løbesedlen »Til Københavns Arbejdere« (trykt).7. L & F 23.11.1958.

8. »Socialisten« 4/ 1.12.1958. Udtalelsen blev redigeretaf Breum, Bernh. Paulsen, Bloch Jen-sen og Schleisner (Sekretariatet til HB og partiforeningeme, Herlev 8.12.1958).

9. Sekretariatet til HB og partiforeningeme 8.12.1958.

10. »Socialisten« 3/ 1.11.1958. Ordlyden af de ændrede §§ 9, 13, 15, 21 og 32 i skrivelse fra

stemmeudvalget, udat. [omkring 1.10.1958] (duplikeret),jvf. også stemmeseddel til uraf-

stemningen om denne lovændring (duplikeret) og valgtallene derfra (håndskrevet).11. Stemmeseddel fra stemmeudvalget, 1.11.1958, benyttet (i Berlingske red.- arkiv).12. Jvf. »Socialisten« 2⁄1.10. 1958.

13. Nævnte stemmeseddel, »Socialisten« 4./ 1.12.1958.

14. Sekretariatet til HB og partiforeningeme, Herlev 8.12. 1958. »Protokol over Danmarks

Socialistiske Partis hovedbestyrelsesmøder« ført af P. Breum.

15. P. B.[reum] i »Socialisten« 4/ 1.12.1958. Navnene på DSPs to forhandlingsrepræsentan-ter: venlig oplysning fra Kn. O. Bendtsen i samtale med mig 11.3.1974.Jvf. Kn. O. Bendt-sen til Morten Simonsen og Bjarne Jensen, Herlev 24.11.1958 (kopi).

16. Sekretæren [Poul Moth] til medlemmerne i Københavns partiforening, [decbr. 1958](duplikeret).

17. Sekretariatet v. Kn. O. Bendtsen til partiforeningeme, Herlev 11.1. 1959.

18. Stemmeseddel, dateret Herlev 14.1. 1959 (duplikeret). »Protokol over Danmarks Socialis-

tiske Partis hovedbestyrelsesmøder«.19. Sekretariatet til partiforeningerne, Herlev 26.1. 1959.

20. BM 16.2.1959.

21. Socialdemokratiske Noter 1958-59, p. 741.

22. BM 17.11.1960. Inf. 26.-27.]1.1960.

23. L & F 30.10.1961. BM og »BT« 28.3.1964.

24. i »Socialistisk Folkepartis program og politik - hvad vi vil« [1961].25. Schmiederers kritik af SF, p. 71, 77 f., 119 ff., 172.26. Jvf. sekretæren [Poul M0th],ti1 medlemmerne, [decbr. 1958].27. Ole Grünbaum: Mord i kirken, 1971, p. 170-76.

28. VS” program, præget af »leninisternes« fraktion, vedtaget på 4. kongres i decbr. 1971 (i»VS-bulletin« 4.8.1972) kan meget minde om DSPs københavnske partiforenings udkast,hvad angår analysen af kapitalismen, kritikken af de »reformistiske partier« og betonin-

gen af »arbejderklassens revolutionære diktatur« som overgangsformation, men DSP-ud-

kastet har (revolutionære) konkrete enkeltkrav som VS-programmet savner (det har end

ikke et eksplicit krav om republik, skønt VS vel næppe er royalistisk), DSP-udkastet er ejheller så teoretiserende som VS-programmet, og til forskel fra det forkaster dette fuld-

stændig muligheden for en fredelig overgang til socialismen. Forskellen mellem DSPs

endelige program og VS' er endnu mere udtalt, både hvad angår VS' »leninistiske« pro-

gram og det nu gældende program, vedtaget på 5. kongres decbr. 1972 (»Program for Ven-

stresocialisterne«). Dog - ønsket er det samme i dag som for 16år siden. Hvad partiloveneangår, så åbner også VS' love (i »VS/bulletin« IIS/18.1.1974,jvf. lignende lovforslag fra

1971 ib. løsblad VA nr. 1. [1971]) mulighed for urafstemning, men kun en vis mulighed,HB vælges på kongressen, og VS lægger så lidt som noget andet parti en så alt afgørendevægt på medlemsdemokratiet, som DSP gjorde.

144

Dänemarks Sozialistische Partei - ein

Versuch

Hervorgegangen aus der Unruhe in und um die Kommunistische Partei Däne-

marks (DKP) über die Ereignisse in Ungarn 1956 entstand im Februar 1957 Dä-

nemarks Sozialistische Partei (DSP). Die Geburt war schwer und der Anfang war

von scharfen Auseinandersetzungen zwischen zwei Gruppen gekennzeichnet,von der die eine (um den ursprünglichen Initiator Ib Hetmar Petersen) wünschte,dass die DSP an der Folketingswahl am 14. Mai 1957 teilnehmen sollte, währenddie andre (um das ausgetreten DKP-Mitglied, den Esbjerger Stadtverordneten,Lokomotivführer A. Storgaard) nicht die Arbeiterstimmen durch eine (verfrühte)Wahlteilnahme spalten wollte. Es gab anfänglich sogar zwei DSP's, aber es war

die letztgenannte Gruppe, die sich durchsetzte und in den nächsten Jahren dieDSP vertrat, während die erstere, nachdem sie einige kleinere Zeitungsversuchehinter sich hatte, bald ihre Parteiarbeit einstellte.

Die überwältigende Mehrheit der DSP-Mitglieder waren gewerkschaftlich or-

ganisierte Arbeiter, aber auch viele Intellektuelle und Studenten wie Hausfrauen

schlossen sich der neuen Partei an, die sich sofort von den beiden bestehenden Ar-

beiterparteien abgrenzte. Viele ausgeschlossene und ausgetretene DKP-Mitglie-der traten der DSP bei (die Hetmar Petersen Gruppe warf in ihren Schriften der

»siegenden« DSP vor, dass sie ein Opfer »kommunistischer Infiltration« sei); aberauch frühere Sozialdemokraten, unzufrieden mit dem Reformismus und der mili-

tärfreundlichen Haltung der Sozialdemokratie, traten der neuen stark anti-mili-taristischen DSP bei, so war der Landesvorsitzende (vom 20. Sept. 1957 bis zum 22.Nov. 1958), Schulinspektor L. Lomholdt aus Kolding, früherer aktiver Sozialde-mokrat und hatte diese Partei 10 Jahre lang im Stadtrat von Fredericia vertreten.

Die meisten DSP-Mitglieder kamen so aus Parteien, in denen die innere Partei-demokratie einen schweren Stand gehabt hatte, und gerade deshalb legten die Sat-

zungen der'DSP ein sehr starkes Gewicht auf die Sicherung der Mitgliederdemo-kratie (Fraktionen waren erlaubt, und alle entscheidenden Beschlüsse, die Wahldes Vorstands und des Vorsitzenden sollten durch geheime, schriftliche Urabstim-

mungen entschieden werden).Dies war eine Stärke aber auch eine Schwåche, s0 wurde die besonders aktive

Kopenhagener Abteilung (Ortsgruppe) der DSP im Sommer 1958 von äusserst

heftigen, »ungesunden« Fraktionskämpfen betroffen.Die ideologischen Auseinandersetzungen in der DSP fielen nur zum Teil mit

diesen Fraktionskämpfen zusammen. Schon vom Anfang der DSP an diskutier-

ten »reformistische« intensiv mit mehr revolutionär-marxistischen Kräften. Die

letzteren siegten, so dass die DSP sich radikalisierte, ihre Erkärungen wurden ra-

dikaler, revolutionärer.Die DSP nahm an den kommunalen Wahlen am 4. März 1958 in mehreren

Städten teil. In Kopenhagen bekam die DSP 3.109 Stimmen (0,9%), insgesamt

145

6.067 Stimmen (0,3%). In Esbjerg wurde A. Storgaard gewählt und in Helsingørebenfalls ein Kandidat.

Nach der Wahl wurde die Kopenhagener Ortsgruppe von den genannten Frak-

tionskämpfen geprägt. Der Kopenhagener Vorsrand war danach bis zur Auflö-

sung der DSP trotzkistisch geprägt. Auch das am 8. Juni 1958 in Fredericia ange-

nommene, auf der Grundlage von mehreren Entwürfen erarbei tere, Parteiprogram,das u.a. die Sozialisierung der Produktionsmittel umfasste, war Stark vom Sekre-

tär der Kopenhagener Ortsgruppe Poul Moth und dessen trotzkistischem Pro-

grammemwurf geprägt.Als die Sozialisrische Volkspartei (SF) um den eben ausgeschlossenen langjäh-

rigen DKP-Vorsitzenden Aksel Larsen entstand, nahm die DSP sofort Kontakt

auf mit dieser neuen sozialistischen Parteiformation, die in vielem angeblich der

DSP ähnelte. Der Vorstand der DSP beschloss sogar die DSP zugunsten der SF

aufzulösen. Bei der damuf folgende Urabstimmung im Januar 1959 beschlossen

81% der jetzt ca. 1.000 DSP-Mitglieder die DSP aufzulösen (zugunsten des indivi-

duellen Eintritrs in die SF). Einzelne führende Persönlichkeiten der DSP wurden

in die ersten Vorstände der SF gewählt, was natürlich war, da die DSP der SF so-

zusagen den Weg bereitet hatte, ihr Vorläufer war.

Der Versuch eine neue sozialistische Partei zu gründen erfüllte Latsächlich ein

Bedürfnis unter Arbeitern und anderen, die in der dänischen Politik heimatlos

geworden waren. Sie war eine Antwort auf die Schwäche der beiden alren Arbei-

terparteien. Die starke Betonung der intemen Parteidemokratie in der DSP war

etwas positives, Ausdruck einer »Demokratie von unten«. Dagegen muss die Auf-

lösung der DSP mindestens als diskutabel angesehen werden. Die DSP-Mitglie-der, die in den ersten Vorständen der SF vertreten waren, verschwanden ab 1961;1964 :rat A. Storgaard in der bis dahin schwersten Krise der SF aus der Partei aus.

Der Unterschied zwischen SF und DSP war trotz allem grösser als der DSP-Vor-

stand zu sehen gewünscht hatte. Das Programm der SF war moderater als das der

DSP, die SF legæ nicht ganz das selbe Gewicht auf die Mitgliederdemokratie wie

die DSP. Die SF konnte so nicht ganz die Bedürfnisse erfüllen, die der Gründung

der DSP zu Grunde gelegen hatten.

Ole Stander-Petersen

146

SOCIALDEMOKRATIET OG DE

TYSKE PARTISTRIDIGHEDER

Det nordslesvigske spørgsmål og det danske socialdemokra-

ti i 18703ernes begyndelse, på baggrund af striden i den tyskearbejderbevægelse.

Ved Søren Federspiel

Fra sit konstituerende møde i oktober 1871 havde den danske afdeling af den In-

ternationale Arbejder-Association (IAA) et ret nært samarbejde med den tyske ar-

bejderbevægelse.Denne var siden 1860'erne delt i to rivaliserende retninger: Allgemeiner Deut-

scher Arbeiterverein (ADAV), grundlagt af Ferdinand Lasalle i 1863 og Sozialde-mokratische Arbeiterpartei (SDAP), oprettet på kongressen i Eisenach i 1869, medWilhelm Liebknecht og August Bebel som ledere.

Samarbejdet mellem dansk og tysk arbejderbevægelse gav sig et særligt og be-

mærkelsesværdigt udtryk i Nordslesvig. Bemærkelsesværdigt på baggrund af na-

tionalitetsstridighederne mellem dansk og tysk i Nordslesvig og særligt i forholdtil det herskende borgerskabs nationalisme.l Dette samarbejde må betragtes som

værende udtryk for en selvstændig proletarisk-intemationalistisk praksis fra dendanske afdelings side.

I maj 1872 blev der, i den anden slesvig-holstenske valgkreds (Åbenrå-Flens-borg) afholdt omvalg til den tyske Rigsdag. Denne begivenhed gav den danske

afdeling lej lighed til og mulighed for at praktisere sin allerede tidligere erklæredeintemationalisme.2

Ved valget opstillede lassalleanerne deres præsident Wilhelm Hasenclever i

opposition til såvel den tyske som den danske nationale kandidat.3 På denne bag-grund var de danske socialisters støtte til Hasenclever derfor uproblematisk. Detsamme var imidlertid ikke tilfældet i forhold til de indre tyske partistridigheder.

Et væsentligt aspekt i disse var de to tyske partiers stilling til IAA og den inter-nationale solidaritet, de hver især stod for.4 SDAP, der var tilstuttet Internationa-

le, var som sådan den danske sektions broderorganisation i Tyskland, mens ADAV,der stod udenfor og fjendtligt overfor Internationale, i denne henseende var den

danske afdelings modstander.

At man i den danske sektion var sig dette dilemma mellem en korrekt teoretisk

stillingtagen og en pragmatisk praksis bevidst, fremgår af Louis Pios brev til

Friedrich Engels af 24. marts 1872, hvor det hedder: »Den del af de tyske socialis-

ter, som hører til 'Allgem. Deutscher Arbeiterverein' har fornylig anmodet om

147

vor bistand i anledning af Hasenclevers valg i Flensburg i Slesvig. Vi ynder op-

rigtigt talt ikke den spalming, der i Tyskland er fremkommet mellem de to socia-

listiske partier og håber at den med tiden vil udjævnes; det er pinligt at være vid-

ne til, hvorledes de gensidig forkætrer hinanden, omendskønt der ikke for os

udenforstående synes at være nogen væsentlig forskel i deres principper. Da kam-

pen i Slesvig tillige udelukkende føres mod storborgeme, har vi troet det hen-

sigtsmæssigt at understøtte Hasenclevers valg, idet vi dog samtidig har ladet par-

tiet vide, at vi ikke forstår deres adfærd mod 'Volksstaat's parti og håber, at de

anerkender de internationale principper i deres fulde udstrækning. Jeg tror at

vor hjælp'vil være af afgørende betydning for Hasenclevers valg, hvis den blot

kommer tidsnok.«5 Den konkrete skelnen mellem de to grene af den tyske arbej-derbevægelse viser, ligesom Pios betænkelighed ved at støtte Hasenclever og

ADAV fordi partiet ikke »anerkender de internationale principper i deres fulde

udstrækning«, at man har indset det problematiske i ved som en afdeling af IAA,

at støtte denne organisations modstandere, lassalleaneme. »Da kampen i Slesvig

tillige udelukkende føres mod storborgerne,« er disse betænkeligheder dog blevet

overvundet, denne samme begrundelse kommer til udtryk i »Socialisten« for 7.

april 1872, i artiklen »Valgeti Flensborg«.At Pio må have været fuldtud på det rene med stridighedeme i den tyske arbej-derbevægelse godtgøres endvidere af det forhold, at han på hjemvejen fra sin rejsetil Genf, der strakte sig over to måneder, fra slutningen af december 1871 til slut-

ningen af februar 1872, orde ophold i Leipzig, hvor han i samtaler med Lieb-

knecht blev grundigt informeret om disse tingenes tilstand. Dette fremgår af et

brev fra Liebknecht til Engels af 15. februar 1872, hvor det hedder: »Vorgestern

war Pio, Red. des 'Sozialisten' hier,... Ich habe Alles sehr ausführlich mit ihm

besprochen, und ich denke, die Copenhagener werden sich der unsaubren Ele-

mente entledigen, die auch dort eingeschmuggelt worden sind und sich einge-

schmuggelt haben. Gegen die Schweitzerlinge,6 die jetzt in Schleswig-Holsteinihren Hauptsitz haben... wird nun von Dänemark und von Hamburg aus ein

kombini-rter Angriff gemacht werden, der jedenfalls seinen Zweck erreicht...«7.

Under sit endnu nærmere liggende besøg i Hamborg i midten af marts 1872 i

forbindelse med trykningen af »Socialisten«, hvor Pio var i forbindelse med den

fremtrædende eisenacher August Geib,8 er han sikkert ligeledes blevet gjort be-

kendt med striden mellem SDAP og ADAV. Geib skrev i et brev til Liebknecht,

dateret Hamborg 24. marts 1872, følgende om de danske socialister: »Die Redak-

teure des dänischen 'Socialisten' waren heut vor 8 Tagen hier, indem sie ihr

Blatt hier drucken liessen... Wir müssen uns die Dänen zu Freunden halten; es

sind tüchtige Männer u. reichen uns über Schleswig her die Hand zur Agitation.Die Versuche Hasenclevers, die Dänen für sich zu gewinnen, sind total geschei-tert. Und das müssen sie immer...«9

Brevene fra de to rivaliserende parter i den tyske arbejderbevægelse til den dan-

ske afdeling må yderligere have understreget dilemmaet for de danske socialister.

Disses støtte til lassalleanervpræsidenten fremtræder på denne baggrund og

på trods af den som en i egen tligste forstand intemationalistisk stillingtagen, som

148

en ophævelse af dette modsætningsfyldte forhold, hvor man i dobbelt henseende

underordner nationale stridigheder intemationalismen. De danske socialisters

støtte til Hasenclevers valgkamp kom til udtryk i »Socialisten«, dels i form af ar-

tikler, dels som korrespondancer fra Slesvig-Holsten. I artiklerne opfordres de

danske arbejdere i Nordslesvig til at stemme på Hasenclever, fordi de med ham

»Får en repræsentant, som ikke alene kan hævde deres selvbestemmelsesret i na-

tionalitetsspørgsmålet, men også vil forstå at varetage deres tarv som den tilside-

satte og forkuede stand i samfundet.«10

»Hr. Hasenclevers valg vil i dobbelt henseende være en fordel for de dansksinde-

de arbejdere i Flensborg, eftersom han for det første vil virke for, at de får ret til

at slutte sig til det land, som deres fortid har knyttet dem til og for det andet fordi

han tillige vil være en værdig repræsentant for arbejderklassen,... Ved at stemme

på hr. Hasenclever tilfredsstiller Slesvigs arbejdere altså på en gang deres patrio-tiske og deres klasse-interesser;...«ll Korrespondancerne i »Socialisten« stammer

fra Altona-socialisten H. Radenhausen, der, som det også fremgår af de offentlig-gjorte breve, har været den drivende kraft i de slesvig-holstenske socialisters be-

stræbelser for at opnå støtte fra København. Radenhausens brev af 21. marts 1872

må anses for at være den opfordring, som i »Socialisten« nr. 6, 7. april 1872 omta-

les på følgende måde: »Som vi allerede tidligere har omtalt for et par dage siden

(i nr. 1, 2. april) er vi af det socialdemokratiske parti i Tyskland og navnlig i

Hertugdømmeme blevet opfordret til at virke for hr. Hasenclevers valg i Flens-

borg...« Den intemationalistiske stillingtagen, der kommer til udtryk i Raden-

hausens brev af 24. april, hvor han fremhæver de danske og tyske arbejderes fæl-les bestræbelser overfor det nationale borgerskab, må siges at ligge på linie med

de danske socialisters internationalisme, således som denne kommer til udtryk i

»Socialisten« og i Pios brev til Engels.Ligheden mellem Radenhausens og Pios bestræbelser, der i en vis forstand for

begges vedkommende går på tværs af moderorganisationemes, og som sådan kan

ses som en form for selvstændig, umiddelbar intemationalistisk praksis, under-

streger formodningen om, at Altona-socialisterne og med dem socialisterne i

Slesvig-Holsten udgjorde om ikke en opposition, så dog et selvstændigt element

i ADAV. Samtidig kan denne overensstemmelse bidrage til at forklare, hvorfor

den danske afdeling af IAA støttede de slesvig-holstenske socialisters valgkam-pagne. At det måske snarere har været denne end lassalleanerpræsidentens valgman' støttede

- selv om de to ting naturligvis er nøje forbundne - kunne Hepnersandet brev af 13. april tyde på, det hedder her som gensvar på Pios svar: »Raden-

hausen er et ordentligt menneske, men Radenhausen har så godt som ingen ind-

flydelse på Hasenclever, der er og bliver en sjoverl« Pio har sandsynligvis i sit

svar på Hepners første brev fremhævet Radenhausen og dennes intemationalisme

som begrundelse for at støtte socialistemes valgkamp i Nordslesvig. De slesvig-holstenske socialisters særlige stilling har med andre ord ligesom taget brodden

af uforsonligheden mellem IAA-socialisteme og lassalleaneme i de danske socia-

listers øjne.Som det fremgår af brevene fra Radenhausen støttede den danske afdeling også

149

valgagitationen i Nordslesvig ved at efterkomme dennes ønske om at sende »en

pakke med Deres ældre læste numre af Socialisten« til Flensborg; derimod blev

Radenhausens og Winters ønske om at få stillet en dansk agitator til rådighed ik-

ke opfyldt, muligvis som følge af Hepners hårdnakkede modstand mod et sådant

skridt.

Som afslutning på kampagnen i »Socialisten« til fordel for Hasenclevers kandi-

datur bringes den 25. maj, umiddelbart inden valget (d. 27. maj), dennes valgpro-gram, hvori det om det nationale spørgsmål hedder: »Arbejderens interesse er den

samme, enten han taler dansk eller tysk. Kampen til opnåelse af den politiskeog sociale frihed bør derfor være en fælles. Socialismens bånd forener alle natio-

naliteter.«12 .

Foruden at belyse den danske afdelings og de slesvig-holstenske socialisters in-

temationalisme giver brevene et ganske godt indtryk af den bitre strid mellem

de to retninger i den tyske arbejderbevægelse; en strid, der netop kulminerede i

begyndelsen af 1870'erne.

Et eklatant eksempel herpå og på, hvorledes de danske socialisters støtte til

lassalleaneme blev brugt i den indre tyske partistrid er en artikel i SDAP's hoved-

organ »Der Volksstaat«: »Der Hetzartikel des Neuen Social-Demokrat«; i denne

citeres det lassalleanske partiorgan »N euer Social-Demokrat« for en artikel, hvori

man bl.a. har draget følgende konsekvens af den danske sektions støtte: »Die

dänischen Sozialisten haben schon vor längere Zeit, freilich leider vergeblich, die

Herrn Liebknecht und Bebel aufgefordert, die Angriffe gegen die Lassalleaner

einzustellen.«, »Volksstaats« svar herpå lyder kort og godt: »Gelogen von A bis

Z.«13

Den danske sektions støtte til lassalleaneren Hasenclever, således som denne

motiveres i Pios ovenfor citerede brev til Engels, synes så meget mere berettiget,som den sammenslutning af de to grene af den tyske arbejderbevægelse, der kan

ses som det centrale punkt i motiveringen, faktisk fandt sted i 1875 på kongres-sen i Gotha. Denne samlingskongres indkasserede den tyske arbejderbevægelse en

skarp kritik fra Karl Marx.M

Ved valget den 27. maj opnåede Hasenclever at få 9%, svarende til 995 af de i

kredsen afgivne stemmer; sammenholdt med antallet af abonnenter i Åbenrå på»Neuer Social-Demokrat« (7) og på »Socialisten« (6) viser stemmetallet, at både

danske og tyske arbejdere må have stemt på Hasenclever.15

Brevene, der alle beror i Rigsarkivet, blev beslaglagt af politiet i forbindelse

med arrestationen af Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff natten mellem den 4.

og 5. maj 1872.

Foruden disse findes (fandtes) endnu tre breve fra de tyske socialister til den

danske afdeling, hvilket fremgår af en af politiet udarbejdet liste over beslaglagtmateriale til brug i retssagen mod de fængslede socialistførere.16 Listen, der er

forsynet med fortløbende numre oplyser følgende herom: »30. et do (brev) dat.

Ottensen 6. april 1872 fra Georg Winter ang. et møde i Flensborg, hvortil Geleff

anmodes om at indfinde sig.«; »32. et do (brev) af 6. april 1872 fra W. Liebknecht

i Leipzig ang. processen mod socialdemokraterne i Tyskland og at Hasenclever

150

er Bismarcks agent.« og »59. et brev dat. 24. jan. 1872 fra H. Radenhausen ang. et

af Hasenclever afholdt arbejdermøde i Altona.«17

De nedenfor. offentliggjorte breve, der gengives med* bibeholdelse af den oprin-delige stavemåde, er oversat i noterne. Understregningeme i de originale breve er

her gengivet ved kursivering. [...] disse steder er i den tyske udgave rekonstrueret

efter den samtidige danske oversættelse.

H. Radenhausen til »Socialistens« redaktion.”

Redaction des jeden Sonnabend

erscheinenden Blattes

Socialisten in

KopenhagenAltona d. 21. März 1872

Löbliche Redaktion!

Da in nächster Zeit in Flensburg eine Reichtagswahl zum Parlament stattfinden

wird, s0 wird unser Vorsitzender Georg Winter - Socialist - am 24. März d. J.nach Flensburg reisen um da selbst für die Wahl des Präsidenten des allgemeinendeutschen Arbeiterverein zu agitieren.lg Ich erlaube mir deshalb Namens der al-tonaer Socialisten und speciell des Herm Winter, unsere Freunde in Kopenhagenzu ersuchen ihren ganzen Einfluss auf die dänische Bevölkerung und ins Beson-

dere den dänischen Arbeiten zu verwenden, damit diese [lben] den Socialistenund Präsidenten des allgemeinen [deutschen] Arbeitervereins Herm Hasencleverin Berli[n ihre] Stimmen zuwenden. Bekanttlich ist das Wahlrecht [allgemein]und direct, also jeder der 25 Jahr alt ist ist W[ahlberechtigt]. Dass Herr Hasencle-ver für das Selbstbestimmungsrecht [der] Bevölkerung ist, branche ich als Socia-list wohl nicht zu erwähnen,20 ebenso wäre es überflüssig an Ihrer Bereitwillig-keit betreff Ihres Beistandes zu zweifeln und wäre es Herm Winter und uns Alto-

naer Socialisten sehr erwünscht bis Sonnabend Abend in Besitz einer Zustirnmen-

den Antwort Ihrerseits zu sein. Falls jedoch solches nicht möglich, so addressirenSie gefälligst Ihre etwaige Zuschrift an den Herm

M. R. Schulz Schriftsetzer

Südermarkt in Flensburg.21Winter bleibt in Flensburg bis zum 28. März. Ausserdem wäre es uns sehr er-

wünscht wenn Sie an die Addresse von Schulz in Flensburg ein Paket lhrer alten

gebrauchten Socialisten einsenden wollten, die dann Seitens des Herm Winter

an die dänische Bevölkerung Flensburgs vertheilt werden.22

Wir Altonaer Socialisten liefem unsere gelesenen Socialistische Blätter - bei-

läufig hat Altona 1000 Abbonnenten aufzuweisen - regelmässig den auf dem

Lande Agitie'renden an, die dann dieselben den Bauern umsonst übergeben und

ist solches erfahrungsgemäss ein sehr praktisches Agitationsmittel. Bei der Wahl

in Flensburg wäre es uns sehr erwünscht einen Ihrer Agitatoren uns zur Seite

151

gestellt zu schen der der Sache des Socialismus unberechenbare Dienste leisten

könnte.” Etwaige Geldauslagen werden wir prompt Ihnen übermachen und

zeichne

Mit ausgezeichneter Hochachtung.H. Radenhausen.

Allee 173.

Adolf Hepner til Louis Pie.”

Herrn Pio Copenhagen Leipzig 3/4 72

Werther Parteigenosse!Im »Neuen Sozialdemokrat« No 39, Seite 3, lese ich, dass »die Führer der däni-

schen Sozialisten in Copenhagen zur Unterstützung der Wahl Hasenclevers

(in Flensburg) einen dänisch redenden Agitator zugesagt haben.«25 Die däni-

schen Intemationalen werden doch hoffentlich nicht die Wahl eines geschworen-en Feindes der Intemationalen unterstützen, der die Internationalen in seinem

Blatte u. in seinen Reden beharrlich verleumdet u. beschimpft! Ich bitte um Ihre

gel. baldige Erklärung hierüber.”Mit bestem Gruss von uns Allen

an Sie u. alle dortigen Partei-

genossenIhr

Adolf Hepner.

Wenn ich zu Pfingsten nach Hamburg reise, komm ich vielleicht zu Ihnen her-

über. Was kostet es von Hamburg nach Copenhagen?Der Obige.

Adolf Hepner til Louis Pio.27

Herm L. Pio KopenhagenLeipzig 13/4 72

Geehrter ParteigenosselVon Ihrem Briefe - soweit er sich auf die Unterstützung der Wahl Hasenclevers

bezieht - bin ich sehr wenig erbaut.za Erlauben Sie mir, die Sache Ihnen noch

einmal klarzulegen:Radenhausen ist ein ordentlicher Mensch, aber Radenhausen hat so gut wie

keinen Einfluss auf Hasenclever, welcher ein Lump ist u. bleiben wird! Hasen-

clever hat in Reden u. im »Sozialdemokrat« die Internationale systematisch be-

kämpft; wie kann man da seine Wahl unterstützen? Sie lesen ja auch den »Neuen

Sozialdemokrat« u. miissen doch also die Geschichten kennen. Sollten Sie indess

nicht im Besitze der fraglichen Nummem sein, so bin ich bereit, sie Ihnen zu

schicken. Es ist zwar schlimm, dass Sie die Unterstützung schon zugesagt ha-

152

ben - allein, wenn man sich getäuscht Hat, wie in diesem Fall, ist man nicht

vcrplichtet, sein Wort zu hanen.” N iemand kan gezwungen werden, gegen sein

eigen Fleich u. [Blut] wüthen. Und das würden Sie thun, wenn Sie einen erklär-

ten Feind der Intemationalen unterstützen würden. Dass Copenhagen nichtin unserer Abonentenliste steht, ist nicht unsere Schuld, sondem die der Post,die uns das Verzeichniss gibt. Möglich auch, dass das Blat an Sie erst mittelsder Hamburger Postexpedition gelangt, u. deswegen Ihr Exemplar unter »Ham-

burg« inbegriffen'ist. -3°

Nach Copenhagen würde ich gern komen, aber wenn die Hin- u. Rückreise

22 Thlr. kostet, so ist es für mich zu theuer.

Mit bestem Gruss auch seitens

Liebknechts u. Bebels

Ihr

Adolf HepnerHohestr. 4

Georg Winter til Louis Pioå"1

Herrn L. Piol

Kopenhagen

Geehrter Herr!

Am Sonnabend d. 20. d. M. werde mich nach Flensburg begeben, in Begleitungdes Herm Radenhausen von hier. Hoffentlich treffe ich Herrn P. Geleff odersonst ein Anderer aus Kopenhagen dortf*2

Die Stattuten erhalten Sie umgehent.”Meine Adresse in Flensburg bei Herm M. R. Schulz Südermarkt.

In Eile

IhrOttensen d. 18/4 72. Georg Winter

H. Radenhausen til »Socialistens« redaktør.34

Redaction des Socialisten

in KopenhagenGotersgade 55. Stuen.

Altona d. 24. April 1872

Herr Redacteurl

So eben kommen Winter und ich von einer Agitationsreise aus dem Norden zu-

rück, und verfehlen nicht Ihnen das Resultat und den Verlauf derselben mit-

zutheilen, zumal die Bourgoisblätter nicht ermangeln wer [den] ihren Geifer

gegen uns auszuspritzen, denn darin sind sie vollständig international und dieNorddeutsche wie Dannevirke, die Flensburger Zeitung ect.35 werden Hand in

153

Hand ans Werk gehen um unser vollständig errungenes Resul[tat] sowohl bei

den dänischen wie deutschen Arbeitem möglichst zu verklein[ern]5'*6 doch wir

werden fortwühlen und sind fest überzeugt, dass nach 14 Tagen wenn wir Apen-

rade, Flensburg und eventuell Hadersleben wiederum [be]suchen werden, bei den

dänischen Arbeiten es heissen wird:

Naar Tydsken kommer her

Saa glæder sig enhver.

Nachdem wir Sonnabend Abend in Flensburg angelangt wurden sogleich zwei

Volksversammlungen abgehalten, und zwar in Adelbylund für den [Süder] theil

Flensburgs und auf der Klippe für den Nordertheil. Beide Locale waren über-

füllt, und referirten Winter in Adelbylund und Schulz und H Radenhausen auf

der Klippe unter donnemdem Zuruf sowohl von Seiten der dänischen wie deut-

schen Arbeiter, dessen Bestrebungen jaauch gleichartig sind. Am Sonntag Nach-

mittag wurde eben ausserhalb Flensburg in St Nicolai Schützenhausgarten eine

Volksversammlung im Freien abgehalten wo Winter die Rede hielt und wo trotz

des regnerischen Wetter eine immense Volksmasse sich versammelt hatte, die

lautlos zuhörte und mit donnerden Stimmen ihre Zustimmung zu erkennen gab.Als Curiosum muss ich erwähnen, dass bei der Versammling in Adelbylundum 10 Uhr ein Officiant oder Wachtmeister die Versammlung schloss und zwar

wie man sagt weil hier das dänische Gesetz noch massgebend sei und nicht das

preussische.Famose internationale Interpretation der Gesetze! -

Am Montag Abend war Volksversammlung in Apenrade und war das Local-

Thalia Theater - erdrückend voll.

Nicht mit besonders gi'mstiger Erwartung betraten wir das Local, da wir ganz .

allein stehend und ohne auch nur eine Seele unser nennen zu können, zumal die

dänische Sprache daselbst vorherrschend, hatten wir uns danach getäuscht, denn

gleich nach Einleitung der Rede Winters erhob sich ein allseitiger Beifall, der sich

bis zum Schlusse fortwährend steigerte, darauthin richtete der Vorsitzende Herr

Hansen betreff des Schiffszimmererstreiks einige Worte an die Versammlung37und meldete sich ein Herr Raben Grossbürger in Apenrade zum Worte, dessen kur-

zer Inhalt aber s'oviel ich verstehen konnte war, dass die Leute in Apenrade genug

verdienten um Leben zu können. Aber wie ein Blitz aus lichten Höhen fuhren

von allen Seiten von oben bis unten aus der gesammten Volksmasse die lautesten

Missfallsäusserungen gleich einem Wolkenbruche auf ihn herab sodass er sich

schleunigst zurückzog, trotzdem der Polizeimeister sein möglichstes that um ihm

das Wort zu erhalten.

Daraufhin erhielt Radenhausen das Wort und besprach in plattdeutscher Spra-

che, unter allgemeinen Beifall, die bevorstehende Wahl, sowie die Bestrebungen

der Pariser Kommune, die von dem reactionären Gesindel aller Länder in den

Schmutz gezogen wird-*58

Mit Bedauem vermissten wir einen unserer Kopenhagener Freunde, der uns

hier von unschätzbarem Werthe hätte sein können, und werden falls nach unserer

Wiederkunft in cirka 14 Tagen in Apenrade wir wiederum auf uns selbst ange-

154

wiesen sein werden, so wird einer der unsrigen es versuchen sich in dänischer

Sprache verständlich zu machen-*39

In der Erwartung, dass solches jedoch nicht von Nöthen, zeichnet

Mit ausgezeichneter HochachtungH. Radenhausen.

P. 5.

Vor den Versammlungen, sowohl in Flensburg wie Apenrade, wurden zu Tausen-

den Exemplare des Socialisten, wie des Neuen Social Demokrat vertheilt und

konmen wir bei weitem nicht Alle befriedigen.

155

Noter

1. Se herom Poul Bagge: Nationalisme, antinationalisme og nationalfølelse i Danmark

omkring 1900, i Festskrift til Astrid Friis, København 1963, 5 1-29.

2. Se herom eksempelvis »Socialisten« nr. 4, aug. 1871 og nr. 7, sept. 1871 artiklen »Natio-

naliteten og Socialismen« og »Socialisten« nr. 22, 9. dec. 1871 artiklen »National og

International«.

3. Se herom Heinz Volkmar Regling: Die Anfänge des Sozialismus in Schleswig-Holstein,Neumünster 1965, s. 150-170, og Gerd Callesen: Die Schleswig-Frage in den Beziehun-

gen zwischen dänischer und deutscher Sozialdemokratie von 1912 bis 1924, Åbenrå 1970,s 16 f.

4. Se herom og om den rolle IAA spillede i den tyske partistrid Roger Morgan: The Ger-

man Social Democrats and the First International 1864-1872, Cambridge 1965.

. Børge Schmidt: 80 Louis Pio breve og en bibliografi, København 1950, s 33.

. Johann Baptist von Schweitzer var Lassalles efterfølger som præsident for ADAV, i maj1871 trak han sig tilbage fra denne post og efterfulgtes af Wilhelm Hasenclever.

7. Georg Eckert (udg.) Wilhelm Liebknecht Briefwechsel mit deutschen Sozialdemokra-

ten, bd. I 1862-1878, Assen 1973, s 409 n 8.

Oversættelse:

I forgårs var Pio, redaktør af 'Socialisten” her,... Jeg har talt meget udførligt med ham

om alt, og jeg tror, at københavnerne vil skille sig af med de beskidte elementer, som og-

så der er blevet smuglet ind og selv har indsneget sig. Mod Schweitzer-tilhængerne, som

for øjeblikket har deres hovedsæde i Slesvig-Holsten... bliver der nu fra Danmark og fra

Hamborg rettet et kombineret angreb, der i hvert fald når sit mål...

8. August Geib var en af initiativtagerne til oprettelsen af Eisenach-partiet i 1869, fra 1872

var han kasserer i partiet og dets rigsdagsmedlem fra 1874 til 1876; han var endvidere re-

daktør af »Hamburg-Altonaer Volksfreund«, der udkom fra okt. 1871 til april 1872 og

har sikkert været den, hvem Liebknecht har tiltænkt ledelsen af angrebet fra Hamborgm ADAV (se ovenfor Liebknechts brev til Engels af 15. feb. 1872). I sin bog Sozialismus

und eutsche Sozialdemokratie, Hannover 1967, s. 16 omtaler Hans-Josef Steinberg Au-

gust Geib som en af de fem personeriden tyske partiledelse, der havde »eine solide Kennt-

nis der ökonomischen Theorie von Karl Marx«, (et solidt kendskab til Karl Marx' øko-

nomiske teori).9. Georg Eckert (n 7) op. cit. s 409/10.

Oversættelse:

Redaktøreme af det danske “Soeialisten' var her idag for 8 dage siden, idet de lod deres

blad trykke her... Vi må holde os gode venner med danskerne; det er dygtige folk og ræk-

ker os over Slesvig en hjælpende hånd til agitationen. Hasenclevers forsøg på at vinde

danskerne for sig er totalt mislykkedes. Og det må de nødvendigvis altid...

10. »Socialisten« nr. 15, 18. april 1872.

11. »Socialisten« nr. 6, 7. april 1872.

12. »Socialisten« nr. 42, 23. maj 1872.

13. »Der Volksstaat« nr. 43, 29. maj 1872.

Oversættelse:

De danske socialister har allerede længe, ganske vist desværre forgæves, opfordret de

herrer Liebknecht og Bebel til at indstille angrebene på lassalleanerne. Løgn fra A til Z.

14. Se Karl Marx: Randbemærkninger til det tyske Arbejderpartis program, (Kritik af Got-

haprogrammet), i Marx/Engels udvalgte skrifter (MEUS), bd. [1, København 1973, s

1 1-30.

15. Gerd Callesen: Die Arbeiterbewegung in Nordschleswig 1872-1878. Hauptzüger ihrer

Entwicklung, maskinskrevet manuskript, København u.å., s 5.

16. Listen, der er udarbejdet af politibetjent Chr. Friis og afskrevet af Oluf Bertolt findes i

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), i skuffen Pio Div. Fortegnelsens første

26 numre mangler.17. Disse i højesteretssagen mod Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff manglende breve,

0301

156

18.

19.

20.

ligesom originalen til den af politiet udarbejdede fortegnelse er uden resultat eftersøgti Landsarkivet for Sjælland m.m. og i Rigsarkivet af undertegnede i samarbejde med

Jonna Duch Christensen. Det skyldes sidstnævntes indsats, at de her offentliggjorte bre-

ve er blevet fremdraget.Originalen i Rigsarkivet, Højesteret Domssager 1873 6⁄8 sag nr. 107.

Oversættelse:

Redaktionen af det hver

lørdag udkommende blad

Socialisten i

København

Altona den 21. marts 1872

Rosværdige redaktion!

Da der i den nærmeste tid afholdes rigsdagsvalgi Flensborg, vil vor formand, sodalisten

Georg Winter den 24. marts d.å. tage til Flensborg for der i egen person at agitere for

valget af præsidenten for den Almindelige Tyske Arbejderforening. Jeg tillader mig der-

for i Altona-socialistemes og specielt i hr. Winters navn, at bede vore venner i Køben-havn om at gøre al deres indflydelse gældende overfor den danske befolkning og især

overfor de danske arbejdere, således at disse stemmer på socialisten og præsidenten for

den Almindelige Tyske Arbejderforening hr. Hasenclever i Berlin. Som bekendt er der

almindelig og direkte valgret, således at enhver, der er fyldt 25 år, er stemmeberettiget.At hr. Hasenclever går ind for befolkningens selvbestemmelsesret, behøver jeg som

socialist vel ikke at nævne, ligeledes ville det være overflødigt at tvivle på Deres beredvil-

lighed til at stå os bi, og det ville være hr. Winter og os Altona-socialister meget kærkom-ment inden lørdag aften at være i besiddelse af et bekræftende svar fra Dem. Skulle dette

dog ikke være muligt, så kan De venligst adressere Deres eventuelle skrivelse til hr.

M. R.. Schulz, Typograf.Südermarkti Flensborg.

Winter bliver i Flensborg indtil den 28. marts. Herudover ville det være os meget belej-ligt om De til Schultz' adresse i Flensborg ville sende en pakke med Deres ældre læstenumre af Socialisten, som så vil blive uddelt blandt den danske befolkningi Flensborgaf hr. Winter.

Vi Altona-socialister videregiver regelmæssigt vore læste socialistiske blade - for

nærværende kan Altona opvise 1000 abonnenter - til agitatoreme på landet, som så giverdisse gratis til bønderne, dette er erfaringsmæssigt et meget praktisk agitationsmiddel.Ved valget i Flensborg ville det være os meget kærkomment, at se en af Deres agitatorer,der ville kunne yde socialismens sag uvurderlige tjenester, stillet til vor rådighed.

Eventuelle udgifter vil vi prompte godtgøre Dem og tegner jeg migMed særdeles højagtelse

H. Radenhausen

Allee 173Dette brev er sandsynligvis den første opfordring, de danske socialister har fået til at

støtte Hasenclevers kandidatur.

Om de slesvig-holstenske socialister og disses vilkår i Nordslesvig se Gerd Callesen (1115), der herom siger, at betingelserne for arbejderbevægelsen i Nordslesvig var dårlige,i første række p.g.a. ringe erhvervsmæssige og sociologiske forydsætninger - fra

nationale modsætninger, (Callesen s 2). Det er på denne baggrund det forhold skal for-

stås, at opfordringeme om støtte kom fra Altona og ikke fra Flensborg eller Åbenrå.

Dette, at lassalleanemes præsident gik ind for selvbestemmelsesretten, var ikke en så selv-

følgelig ting, som Radenhausen her fremstiller det. Både i forbindelse med den dansk-

tyske krig i 1864 og med den fransk-tyskei 1870/71 optrådte lassalleaneme som fortalere

for tysk-nationale synspunkter. I slutningen af 1863, da det slesvig-holstenske spørgsmålpåny tilspidsede sig, vedtog et møde af lassalleanere i Hamborg at oprette et frikorps,der skulle virke for at bevare det tyske fædrelands ære, hvorved Slesvig-Holsten ikke

157

21.

22.

28.

24.

kunne adskilles fra Tyskland, landets årelange åg under Danmark måtte derfor brydes.Det lassalleanske frikorps blev dog aldrig en realitet. - se Gerhard Beier: Marx, Engels,Lassalle und der deutsch-dänische Konflikt 1848 und 1864 (11), i Grenzfriedenshefte

1962, nr. 4, s 235-37. Ligeledes gik lassalleaneme ved krigsudbruddet i juli 1870 fuldt og

helt ind for Bismarcks krig mod Frankrig, idet de indtog en klar nationalistisk holdning.Dette forhold fik et markant udtryk derved, at de lassalleanske medlemmer af den nord-

tyske Rigsdag stemte for krigsbevillingeme - Bebel og Liebknecht undlod at stemme.

Det var først efter Preussens afgørende sejr ved Sedan 2. sept. 1870, at lassalleanerne æn-

drede signaler. - se Hans-Josef Steinberg: Sozialismus, Intemationalismus und Reichs-

giündung, i Reichsgründung 1870/71, udg. Theodor Schieder og Ernst Deuerlein, Stutt-

gart 1970, s 819-344, især s 330 ff. og Werner Oonze/ Dieter Groh: Die Arbeiterbewegungin der nationalen Bewegung, Stuttgart 1966, s 86-93.

M. R. Schulz er identisk med udgiveren af den danske oversættelse af Lassalles i 1863forfattede: »Aaben Svarskrivelse til Central-Kommiteen angaaende Indkaldelsen af en

almindelig Tysk Arbejder-Kongres i Leipzig«, der udkom i Flensborg under denne titel.

Den danske udgave er ikke forsynet med årstalsangivelse, men efter en annonce for dette

skrift i »Socialisten« nr. 4, 5. juli 1872 at dømme, kunne udgivelsen være sket i 1872.

At dette faktisk skete fremgår af P. S.'et i Radenhausens andet brev af 24. april.At en dansk agitator ikke kom til Nordslesvig, hverken under Altona-socialisternes før-

ste eller anden agitationstume fremgår af brevet fra Georg Winter af 18. april og af bre-

vet fra Radenhausen af 24. april; da der iøvrigt intet materiale foreligger, der kunne tydepå, at man fra den danske sektions side senere hen sendte en agitator til Nordslesvig, måman slutte, at en sådan udsendelse ikke har fundet sted. Det er muligvis brevene fra Hep-ner og Liebknecht, der har afholdt den danske afdeling fra at tage dette skridt, jfv. neden-

for n 29.

Originalen i Rigsarkivet, Højesteret Domssager 1878 6⁄8 sag nr. 107

Oversættelse:

Hr. Pio, København.Ærede partifælle!I »Neuer Social-Demokrat« nr. 39, side 3, læser jeg, at »føreme for de danske socialister

i København har lovet at sende en dansktalende agitator til støtte for Hasenclevers valg(i Flensborg).« De danske i'nternationalisterl vil dog forhåbentlig ikke understøtte val-

get af en svoren fjende af intemationalisteme, der i sit blad og i sine taler til stadighedbagvasker og forhåner intemationalisternel

Jeg udbeder mig Deres behagelige forklaring herpå så snart som muligt.Med de bedste hilsner fra os alle

til Dem og alle derværende partifæller.Deres

Adolf Hepner.Når jeg til pinse rejser til Hamborg, kommer jeg måske op til Dem. Hvormeget koster

det fra Hamborg til København?

Leipzig den 3. april 1872

Den samme.

a. intemationalist bruges heri betydningen: tilhænger af Internationale.

25.

Adolf Hepner var et fremtrædende medlem af SDAP, han stod sammen med Liebknecht

og Bebel anklaget for højforræderi ved processen i Leipzig, men blev frikendt. Bebel ogLiebknecht blev idømt festningsstraf, som de afsonede fra juni 1872 til april 1874, i den-

ne periode var Hepner med mellemrum redaktør af »Der Volksstaat«. Efter [AA's Haag-

kongres i sept. 1872, blev Hepner arresteret for sin deltagelsei kongressen. På denne for-svarede han i talen: »Behøver den internationale Arbejderforening et GeneralrådP«, ge-neralrådets synspunkter overfor bakunisteme, og fik også-idenne forbindelse sagt lassal-leanerne et par velmente sandheder; talen findes gengivet »in extenso« efter »Original-manuskriftet« i »Socialisten« nr. 23, 26. okt. 1872.

Om et sådant løfte faktisk er blevet givet er ikke ganske klart, jfr. nedenfor II 29

158

26. Pios forklaring til Hepner eksisterer så vidt vides ikke længere, men af Hepners andet

brev til Pio af 13. april kan man delvist slutte sig til indholdet.

27. Originalen i Rigsarkivet, Højesteret Domssager 1873 6/ 8 sag nr. 107.

28.

29.

30.

31.

Oversættelse:

Hr. L. Pio, København

Leipzig den 13. april 1872

Ærede partifælle!Af Deres brev - for så vidt som det drejer sig om støtten til Hasenclevers valg - er jeg me-

get lidet opbygget. Tillad mig endnu en gang at klarlægge sagen for Dem:

Radenhauscn er et ordentligt menneske, men Radenhausen har så godt som ingen ind-

flydelse på Hasenclever, der er og bliver en sjoverl Hasenclever har i taler og i »Social-

Demokrat« systematisk bekæmpet Internationale; hvordan kan man så støtte hans valg?De læser jo også »Neuer Social-Demokrat« og må dog således kende historierne. Skulle

De imidlertid ikke være i besiddelse af de pågældende numre, så er jeg parat til at sende

Dem disse.

Det er ganske vist værre, at De allerede har lovet støtten - dog, når man har ladet sigbesvige således, som i dette tilfælde, er man ikke forpligtet til at holde sit 0rd. Ingen kan

tvinges til at rase mod sit eget kød og blod. Og det ville De gøre, hvis De understøttede

en erklæret fjende af intemationalisteme. At København ikke står i vores abonnentliste

er ikke vor fejl, men derimod postvæsenets, som giver os fortegnelsen. Det er også muligtat bladet først når Dem via postekspeditionen i Hamborg, og Deres eksemplar derfor står

opført under »Hamborg«.-Jeg ville gerne komme til København, men når frem- og tilbagerejsen koster 22 thlr.,så bliver det for dyrt for mig.

Med de bedste hilsener også fra

Liebknecht og Bebel.

Deres

Adolf HepnerHohestr. 4.

Pios svar har åbenbart været af en sådan karakter, at Hepner har set sig nødsaget til at

gentage sine advarsler mod Hasenclever; det er værd at bemærke Hepners forholdsvis

positive bedømmelse af Radenhausen, der kunne støtte formodningen om de slesvig-holstenske socialisters særlige stilling i ADAV.Pios brev har øjensynligt bekræftet rigtigheden af Hepners informationer om den dan-

ske afdelings støtte til Hasenclevers valgkamp, det er ikke herudfra ganske klart om Piosløfter til lassalleanerne også har inkluderet, at en dansk agitator skulle komme til Nord-

slesvig, men på baggrund af Hepners første brev af 3. april er dette dog overvejendesandsynligt. At den danske afdeling alligevel ikke sendte en agitator kan formodes at

være et resultat af Hepners og Liebknechts advarsler.»Der Volksstaat« nr. 26, 30 marts 1872, indeholder en abonnentfortegnelse for førstekvartal af 1872, hvor København ikke omtales som hjemsted for abonnenter på bladet;at den danske afdeling abonnerede på »Der Volksstaat« og også på »Neuer Social-Demo-krat« i denne periode fremgår af en kvittering fra »Kjøbenhavns Brevpostkontor« til»Lieutnant Pio« for betaling af abonnement på de nævnte aviser i »Januar fjerdingår1872«;kvitteringen befinder sig i Rigsarkivet, HøjesteretDomssager 1873 6⁄8 sag nr. 107.

Originalen i Rigsarkivet, Højesteret Domssager 1873 6⁄8 sag nr. 107.

Oversættelse:

Hr. l... Pio

København

Ærede herre!

På lørdag den 20. dm. tager jeg til Flensborg sammen med hr. Radenhausen her fra by-en. Forhåbentlig træffer jeg der hr. P. Geleff eller en anden fra København.

159

32.

Statutteme modtager De omgående.Min adresse i Flensborg er hos hr. M. R. Schulz, Südermarkt.

I hast

Deres

Ottensen den 18.4. 1872 Georg Winter

Georg Winter var, som omtalt i Radenhausens brev af 21. marts, formand for socialister-

ne i Altona.

Hverken Geleff eller nogen anden kom til Nordslesvig, jfv. ti 23. Geleff var den danske

sektions rejsende agitator, han var i slutningen af 1871 og begyndelsen af 1872 på agi-tationstume i Jylland.

33. Det drejer sig sandsynligvis om ADAV's statutter. Pio må have skrevet til Altona-socia-

34.

listerne og bedt om at få tilsendt disse. Efter opsangen fra Hepner og Liebknecht er det

ikke usandsynligt, at Pio har følt et behov for at få en eksakt viden om ADAV.

Originalen i Rigsarkivet, Højesteret Domssager 1873 6/ 8 sag nr. 107.

Oversættelse:

Redaktionen af Socialisteni København

Gothersgade 55, stuen.

Altona den 24. april 1872

Hr. redaktør!

Winter og jeg er netop kommet tilbage fra en agitationsrej se nordpå og undlader ikke at

meddele Dem resultatet og forløbet af denne, især da bourgeoisibladene ikke vil undslå

sig for at udspy deres flåde mod os, thi deri er de fuldstændig internationale og Nord-

deutsche som Dannevirke, Flensborg Avis ect. vil gå til værket hånd i hånd for mest mu-

ligt at forklejne vort fuldstændigt opnåede resultat hos såvel de danske som de tyske ar-

bejdere, vi vil dog fortsætte med at agitere og er fast overbevist om, at det, efter 14 dagesforløb når vi igen besøger Åbenrå, Flensborg og muligvis Haderslev, blandt de danske

arbejdere hedder:

Når tysken kommer her

Så glæder sig enhver.

Efter at vi lørdag aften var nået til Flensborg, blev der straks afholdt to folkemøder, og

det i Adelbylund for den sydlige del af Flensborg og på Klippen for den nordlige del.

Begge lokaler var overfyldt, og mens Winter talte i Adelbylund, talte Schulz og H. Ra-

denhausen på Klippen under tordnende bifald fra både de danske og tyske arbejdere,hvis bestræbelser jo også er de samme. Søndag eftermiddag blev der, lige udenfor Flens-

borg i haven til Sct. Nicolai skydehus, afholdt et folkemøde i det fri, hvor Winter holdt

talen og hvor der trods det regnfulde vejr havde samlet sig en umådelig folkemængde,der hørte til i stilhed og med tordnende stemme gav sit bifald til kende. Som et kuriosum

skal jeg anføre, at der klokken 22 optrådte en officiant eller vagtmester i forsamlingen i

Adelbylund, der erklærede mødet for hævet og endog, som man siger, fordi den danske

og ikke den preussiske lovgivning endnu er fremherskende her.

Glimrende international lovfortolkningl -

l mandags aftes var der folkemøde i Åbenrå og lokalet - Thalia teater - var propfyldt.Det var ikke med særlig gunstige forventninger, vi trådte ind i lokalet, eftersom vi

stod helt alene uden så meget som at have en eneste tilhører på vor side, især da det dan-

ske sprog var dominerende der, dette havde vi ladet os skuffe af, thi straks efter Winters

indledende tale rejste der sig fra alle sider et bifald, der varede ved og tog til lige indtil

talens slutning, derpå rettede formanden hr. Hansen nogle ord til forsamlingen angåen-de skibstømrerstrejken, hvorefter en storborger fra Åbenrå hr. Raben bad om ordet, det

lidet hans tale indeholdt, var imidlertid, så vidt jeg kunne forstå, at folk i Åbenrå tjentetilstrækkeligt til at kunne leve af det. Men som et lyn fra en klar himmel, brød der fra

alle sider, fra øverst til nederst, lig et skybrud de lydeligste mishagsytringer løs over ham

fra hele folkemængden, så han skyndsomst trak sig tilbage og dette til trods for at politi-mesteren orde sig de yderste anstrengelser for at lade ham beholde ordet. Derpå fik

160

35.

36.

37.

38.

39.

Radenhausen ordet og talte på plattysk under almindeligt bifald om det foreståendevalg og om Pariserkommunens bestræbelser, der bliver trukket ned i skidtet af det reak-tionære pak i alle lande.

Det var med beklagelse, at vi savnede en af vore venner fra København, der kunne haveværet os til uvurderlig nytte her, og er vi igen henvist til os selv efter vor tilbagevendentil Åbenrå om ca. 14 dage, så vil en af vore egne forsøge at gøre sig forståelig på dansk.

I forventningen om, at dette dog ikke vil blive nødvendigt, tegner jeg migMed særdeles højagtelse

H. RadenhausenP. S.Ved forsamlingeme både i Flensborg og Åbenrå blev Socialisten ligesom Neuer Social-Demokrat uddelt i tusindvis af eksemplarer, hvorved vi dog langfra kunne tilfredsstillealle.

For dette brev gælder, at det dels refereres dels citeres i »Socialisten« nr. 23, 28. april1872 i artiklen »Valget i Flensborg«.Sandsynligvis Radenhausens oversættelse af »Flensborg Avis«; “Norddeutsche' refererertil »Flensburger Norddeutsche Zeitung«, begge disse udgaves som navnet siger i Flens-borg; »Dannevirke« blev udgivet i Haderslev.Både den danske og tyske nationale presse i Nordslesvig stod yderst fjendtligt overforsocialisteme, især gjaldt dette for »Dannevirke«, se Callesen (n 15) s 3-4; i »Socialisten«nr. 15, 18. april og nr. 18, 21. april 1872 går, sandsynligvis, Pio ind i en polemik med»Dannevirke«, der bl.a. har anfægtet rigtigheden af, at Hasenclever skulle gå ind fornordslesvigemes selvbestemmelsesret.Der var på dette tidspunkt flere strejker i Åbenrå, se Callesen (n 15)Det at forsvare Pariserkommunen var ikke typisk for lassalleaneme. Radenhausens ud-talelse kan tages som endnu et tegn på de slesvigholstenske socialisters særstilling i ADAV.Dette forhold ligesom Radenhausens plattyske tale viser, at ønsket om at få en danskagitator til Nordslesvig, ikke alene havde sin grund i taktisk bestemte overvejelser, men

også i det praktiske forhold, at ingen af de ledende Altona-socialister kunne tale dansk.

161

Die Sozialdemokratie und die Auseinan-

dersetzungen in der deutschen Arbeiter-

bewegung

1871 wurde die dänische Sozialdemokratie als Sektion der IAA mit Louis Pio als

Vorsitzendem gegründet. Pio und die dänische Sektion schlossen sich frühzeitig

dem von Marx und Engels theoretisch begründetem proletarischem Intematio-

lismus an.

In Verbindung mit der Nachwahl zum deutschen Reichstag im Mai 1872 im 2.

schleswig-holsteinischem Wahlkreis (Apenrade-Flensburg) wurde eine Zusam-

menarbeit zwischen der dänischen und schleswig-holsteinischen Arbeiterbewe-

gung eingeleitet mit dem Ziel die Wahl des Lassalleaners Wilhelm Hasenclever

durchzusetzen. In dieser Zusammenarbeit zeigte die dänische Sektion ihren Wil-

len und Eignung den Intemationalismus kompromisslos zu verwirklichen, wo-

durch sie sich unzweideutig vom nationalen Bürgertum distanzierte.

In einem Brief an Engels vom 24. März 1872 unterstrich Pio diesen Aspekt der

Unterstützung der Lassalleaner als das Wesentliche, indem er gleichzeitig die

Hoffnung ausdrückte, dass die Auseinandersetzung in der deutschen Arbeiterbe-

wegung zwischen Lasalleanem und Eisenachem beigelegt werden würde.

Diese Auseinandersetzung und das Bewusstsein der dänischen Sozialisten dar-

über, führte mit sich, dass diese sich in einem Dilemma befanden: sollte man als

Sektion der IAA den erklärten Gegner dieser Organisation, den Lassalleaner-Prä-

sidenten Hasenclever, stützen oder sollte man dies unterlassen und darnit die her-

vorragende Gelegenheit nicht ausnützen, die die Wahl in Nordschleswig darstell-

te, um die internationale Solidarität der Arbeiterklasse über nationale Grenzen

und politische Differenzen hinweg zu demonstrieren?

Die Briefe von einerseits den schleswig-holsteinischen Sozialisten H. Radenhau-

sen und Georg Winter und andererseits dem hervortretenden Eisenacher Adolf

Hepner müssen den dänischen Sozialisten dieses Dilemma noch schärfer verdeut-

licht haben. Ihre Unterstü tzung des Wahlkampfes in Nordschleswig wird auf die-

sem Hintergrund ganz klar eine Stellungnahme im eigentlichen Sinn des In-

temationalismus.

Zum Verständnis der Unterstützung der Lassalleaner durch die dänischen So-

zialisten ist es weiterhin wesentlidl die selbständige Haltung der schleswig-hol-

steinischen Sozialisten im ADAV - in der Person Radenhausens - zu bemerken.

Diese Haltung kommt deutlich zum Ausdruck in den Briean Radenhausens und

Hepners.Die Briefe der deutschen Sozialisten geben darüber hinaus einen Einblick in

die Rivalität der beiden Zweige der deutschen Arbeiterbewegung.Ausser den hier veröffentlichten Briefen, schickten - laut einer von der Polizei

ausgearbeiteten Liste über beschlagnahmtes Material in Verbindung mit dem Pro-

162

zess gegen die Führer der dänischen Sozialisten - weitcrhin Wilhelm Liebknecht,Georg Winter und Heinrich Radenhausen Briefe nach Kopenhagen. Diese Briefe

sind demit nicht auffindbar.

Søren Federspiel

163

Arbejderepstanden i Østrig 1934

Af Norbert Fluger

Ludwig Bolzmann-Instituttets publikationer er vigtige kilder til studiet af

arbejderbevægelsens historie. Udgiveren af denne skriftrække er professor Karl R.

Stadler, som kendes af de historikere i Danmark, der deltager i de internationalekonferencer til studiet af arbejderbevægelsens historie i Linz. Stadler er fødti Wieni 1913. I sin studietid engagerede han sig stærkt i politik og emigrerede efter Øs-

trigs besættelse i 1938 til England, hvor han afsluttede sine studier, hvorefter hanunderviste i nyere historie og internationale forbindelser ved universitetet i

Nottingham. I 1968 kaldtes han til instituttet for social- og nationaløkonomi i

Linz, hvor han nu er professori samtidshistorie. I 1973 udnævntes han ligeledes tilrektor for Karl-Renner-Institu ttet i Wien, et socialdemokratisk akademi, der mod-

tager ca. 4 mill. kr. (I) årligt til forskning i arbejderbevægelsens historie.Karl R. Stadler har i Ludwig Bolzmann-Instituttets publikationsrække, for-

men tlig fordi man nu er i 40-året for de østrigske arbejderes opstand i 1934, offent-

liggjort en bog om deltagernes emigration og deres tragiske skæbne i det fremme-de.

Arbejderdigteren Oskar Hansen skrev i 1934 i anledning af kampene i Wien»Den nye Wienervals«, hvori det hedder:

Nu hørte vi helt andre sange

og helt andre toner fra Wien,vi lyttede underligt bangehvad meldes, hvad meldes fra Wien.Vel dansede de nu dernede,men dødens dundrende vals,vi så kammerater i strid for en fanede ej ville give tilfals.

Vi lytted og hørte en wienersangen dirrende, durrende stormklokke klang.Det dundred i gade, på torv, i hus,det rasled af mure skudt ned i grusen blodig og knitrende, dødsmærkesitrende

maskingeværknitrende wienervals.

Og vi der fik håbene knuste,da faneme faldt i Berlin,nu var det som stormene suste,

de kæmper som helte i Wien.

165

En rejsning mod uret og lænker

i kamp for retfærdigheds sag,

det suste ud over en lyttende verden

af brusende blankrøde flag.Hvad stormed' i sind som den wienersang,de trodsige toner, den gamle klang,en strålende ildhu, et kampens skrigslængt ud i en tid, der er gul af svig.På torve og pladser i strid mod paladsergik arbejdermassernes wienervals.

Arbejderskuespilleren Villy Nielsen sang den på utallige møder over hele landet,

og både tekst og udførelse udtrykte præcist, hvad alle socialister følte under de

østrigske arbejderes kamp. Den internationale arbejderbevægelse havde jo svigtet

netop på det tidspunkt, hvor det så ud til, at det kapitalistiske system skulle brydesammen i den krise, der i 1929 ramte hele den industrielle verden. I stedet for et

generalangreb fra arbejderpartieme, kom de deklasserede lag fra alle klasser i be-

vægelse, dannede massepartier og erobrede statsapparatet, understøttet af de

skrækslagne kapitalistiske og militære kræfter. Hverken det internationale Social-

demokrati, der var blevet hængende i en ren parlamentarisme, eller de kommunis-

tiske partier, der overgik hinanden i antiparlamentariske tirader, gjorde forsøg påat forsvare arbejderklassens demokratiske rettigheder. Den socialistiske bevægel-ses største partier gik skammeligt under. En dyb håbløshed bredte sig i den inter-

nationale arbejderbevægelse, hvor kun den 1. femårsplans vellykkede gennem-

førelse i Sovjetunionen var det eneste lyspunkt. Midt i dette mørke kom efterret-

ningen om de østrigske arbejderes opstand den 12. februar 1934, som alverdens

socialister fulgte i frygt og håb. Kommunistemes glæde over opstanan var beher-

sket, de havde jo siden VI. Verdenskongresfulgt en ultravenstre kurs, hovedfjendevar socialdemokraterne, som man kaldte socialfascister. Nu stod de over for det fak-

tum, at det ikke var en kommunistisk men en socialdemokratisk organisation, der

havde grebet til våben. Nu gjaldt det for dem så hurtigt som muligt at overbevise de

kæmpende om, at de socialdemokratiske føreres forræderi var skyld i nederlaget,under kommunistisk ledelse ville opstanden have sejretl Af agitatoriske grunde og

for at vise, at en stor del af de kæmpende var gået til kommunisteme, så Sovjet-unionen bort fra de ellers meget strenge indvandringsbestemmelser og tillod en

masseindvandring af de flygtede februar-kæmpere. Når sandheden skal siges, faldt

denne agitation på frugtbar grund. Ultravenstre formuleringer dominerede i elen-

digheden i flygtningelejrene i Tjekkoslovakiet og Jugoslavien, man så i Sovjet-unionen et Eden, hvis porte stod åbne for alle virkeligt revolutionære. Sådanne

forestillinger måtte næsten tvangsmæssigtgøre dem til 0er i de stalinistiske ud-

rensninger, i hvilke mange af dem gik til grunde.Professor Stadler, der på dette tidspunkt selv blev kommunist, har nu med sin

bog givet et mangesidet og objektivt bidrag til den tids historie. Den bygger på

mange udsagn fra overlevende, der vendte hjem, familiemedlemmer til afdøde eller

166

savnede Schutzbundfolk og på omfattende arkivsstudier ikke blot i arbejderbevæ-gelsens biblioteker og arkiver, men også i Gestapos og det østrigske statspolitis ar-

kiver. Med undtagelse af det statslige Leninbibliotek i Moskva, som beredvilligt har

stillet materiale til rådighed, har samtlige sovjetiske myndigheder, Marx-Lenin In-

stituttet, Instituttet for Arbejderbevægelsens Historie og Instituttet for KPSU's

Historie afslået ansøgninger om materiale. At Statsbiblioteket i Østberlin har

undladt at besvare alle henvendelser er næsten selvfølgeligt.Stadler beskriver kort Schutzbunds historie, som går tilbage til Arbejder- og

Soldaterrådets ordensvæm, og i få sætninger tilintetgør han myten om denne

kamporganisations »demokratiske målsætning«. Proletariatets diktatur i russisk

version var dem i hvert fald lige så sympatisk som forsvaret for forfatningen. Han

beskriver også den principielle strid om forskellige organisationsformer - den mili-

tære eller partisanorganisationen. Den militære sejrede. Stadler er stærkt kritisk

heroverfor og understreger derfor efter min mening ikke stærkt nok de positivesider ved den militære holdning. Militariseringen var, som han også rigtigt be-

mærker, nødvendig, fordi der i Østrig ikke var almindelig værnepligt, og de unge

arbejdere måtte jo et eller aiidet sted lære våbenbrug for at kunne kæmpe. Den be-

virkede også, at man effektivt kunne holde de fascistiske bander nede. Til forskel

fra Tyskland og Italien måtte fascisteme i Østrig rømme feltet, arbejderne havde

helt til 1934 magten på gaden, der fandtes ingen myrdede arbejdere og ingen øde-

lagte arbejderforsamlingshuse. Men Stadler kunne også have påvist, at sådanne

militære organisationer har tendenser til at fortabe sig i blanquistiske forestillin-

ger med isolationistiske eliteideer, korpsånd, overvurdering af disciplinen og en

antiintellektuel holdning, der ofte er forbundet med antisemitiske strømninger.Efter Komintems VII. verdenskongres var disse forestillinger ikke i særlig høj kurs

hos kommunisteme - og nu førte denne ultravenstre kurs Schutzbundfolkene

direkte ind i Stalins fængsler og straffelejre. Stadler bemærker i forbindelse med

omtalen af det .»Autonome Schutzbund« (en efter februarkampene dannet lille

organisation, der ikke var tilsluttet hverken de revolutionære socialister eller

kommunisteme, men med kommunistemes velsignelse sejlede på en ultravenstre

kurs), at hvis februarkampene havde fundet sted efter VII. verdenskongres, ville

alle østrigske socialdemokrater være gået til kommunisteme. Dette er et rent tan-

kefoster; hvis nemlig Komintems beslutninger i stedet for på VII. havde været truf-

fet allerede på VI. verdenskongres, ville Hitler aldrig være kommet til magten, og

februarkampene ville ikke have fundet sted. Det er en svaghed ved Stadlers frem-

stilling, han viser ikke tilstrækkelig tydeligt, at udrensningeme i Sovjetunionen joi første række rettede sig mod det utopiske ultravenstre og først senere ramte alle de

andre afvigere i en heksesabbat, der udleverede den russiske arbejderklasse til en ny

industrifeudalisme og samtidig kastede den europæiske arbejderbevægelse flere år-

tier tilbage.Men tilbage til februar 1934. Stadler beskriver nøjagtigt flugtorganisationen og

den første flugtru te, som i øvrigt på egen hånd etableredes af den dansktalende dr.

Josef T. Simon, wienerbarn hos den tidligere kirkeminister pastor Poulsen, med

stort organisationstalent og mod. Han reddede herved mange mennesker fra fæng-

167

se] og måske død. Livet var reddet, men midt i lediggangen i de tjekkoslovakiskelejre og den økonomiske elendighed kom Sovjetunionens tilbud om at modtage»februar-heltene«, og allerede i april 1934 afgik den første transport, 350 mand

både socialdemokrater og kommunister, til Rusland. Alt i alt rejste 800 Schutz-

bundfolk og 200 familiemedlemmer til Sovjetunionen. Den 1. maj paraderede de

med hævet knytnæve på den røde plads i Moskva, Stalin og kolleger hilste tilbage.Nu begyndte en drømmetilværelse. Schutzbundfolkene rejste gennem hele Sovjet-unionen, levede en privilegeret tilværelse. Bela Kun og hans folk, som endnu hav-

de magten i Komintem, hjalp dem til lejligheder, de fik anvisning på levnedsmid-

ler, men modydelsen var underskrifter på manifester og erklæringer rettet mod det

østrigske Socialdemokrati og antagelse af russisk statsborgerskab. Leningrad,Charkov, Rostov og Gorki var Schu tzbundfolkenes emigrationscentrer. Efter mor-

det på Kirov ændrede alt sig. De første, der var gået over til kommunisterne og hav-

de råbt højest mod Socialdemokratiet, var også de første, som vandrede i fængslerog lejre. De mistede alle privilegier, måtte forlade deres lejligheder, mange for-

svandt sporløst. Det russiske folks skæbne var også deres skæbne. Ca. en trediedel af

Schutzbundfolkene gik til grunde i Sovjetunionen. De, som ikke havde antagetrussisk statsborgerskab og faldt under den amnesti, der var udstedt af den østrigske

kristeligt-fascistiske regering, foretrak at vende tilbage til Østrig. I Tjekkoslovakietog de andre vestlige lande forblev nu kun de politisk svært belastede, ca. en tredie-

del. I 1936 kunne en del, der endnu var i Sovjetunionen, melde sig til de interna-

tionale brigader i den spanske borgerkrig. Fra andre emigrationslande, ja selv fra

Østrig, kom Schutzbundfolk til Spanien, hvor de i forhold til det nationale befolk-

ningstal stillede det største kontingent. Deres disciplin og deres bevidste interna-

tionalisme orde dem til et bærende element i brigademe. Mange faldt.

Sommeren 1939, i Hitler-Stalin pagtens tid, blev mange af de arresterede af Sov-

jetunionen udleveret til Gestapo ved broen ved Brest-Litowsk; den mest kendte er

Franz Koritschoner, de østrigske kommunisters første leder, venstreradikal og jøde;han førtes til Auschwitz og myrdedes der. I sandhed en ærefuld side i marxis-

men-leninismens mindebog!Mange Schutzbundfolk, der havde overlevet udrensningeme i Sovjetunionen,kæmpede i den røde armé. Efter krigen vendte nogle hjem til Østrig, nogle blev i

Sovjetunionen. En anden gruppe kæmpede i to selvstændige bataljoner i Titos

partisanarmé i Slovenien. I alle vestlige arméer kæmpede Schutzbundfolk som fri-

villige individuelt mod Hitler. Mange børn af Schutzbundfolk har overlevet og er

fuldstændig integreret i Sovjetunionen. Alle de emigrerede Schutzbundfolk elske-

de det russiske folk.

Stadlers bog er et meget vigtigt og et eksemplarisk stykke nutidshistorie. En

historiker kan jo ikke være polemisk, han må lægge kendsgemingerne frem til be-

dømmelse. Et faktum har professor Stadler ikke nævnt, nemlig at politisk emigra-tion altid betyder politisk undergang. Fjernet fra hjemlandets politiske grobundbliver politikken et abstraktum. Også de, der overlevede udrensningeme i Sovjet-unionen, var politisk døde. Så bittert det er, må det dog siges - Stadler siger det ikke.

Der findes ingen undskyldninger for mordene i Sovjetunionen, men også i andre

168

lande gik og går politiske emigranter tilgrunde. Det er en sandhed, som i dag må er-

kendes af spaniere, ungarere, polakker og tjekkere. I morgen vil den også bekræf-tes af chilenere og andre sydamerikanere. Den politiske emigration er den menne-

skelige tilværelses mest extreme erfaring, en kontinuerlig identifikationskrise.

Karl R. Stadler: Opfer verlorener Zeiten. Die Geschichte der Schutz-

bund-Emigration 1934. Europa Verlag, Wien 1974, 392 s., ö.S. 198.-

N orbert F [uger

169

ANMELDELSERCarl Erik Bay: Socialdemokratiets stilling i den ideologiskedebat i mellemkrigstiden.

Forlaget GMT, Grenaa 1973. 287 s.. 30 kr.

Titlen peger på et mere omfattende emne end det, der faktisk er bogens: den drejersig nemlig om socialdemokratiske ideologiske positioner på et bestemt område: det

kulturpolitiske, og her især det litterære. Der er, som forfatteren selv gør opmærk-som på, i det væsentlige tale om en materialesamling. Som sådan er den ganske om-

fattende og meget oplysende.Bogen er delt op i to hovedafsnit, omfattende henholdsvis perioden 1924-1933 og

perioden 1933-1940. Forud for disse afsnit går en slags indholdsmæssig optakt til

det følgende: en redegørelse for den kulturpolitiske diskussion mellem KK. Steinc-

ke og Herbert Iversen i Socialisten 191 1-13. I denne optakt peges på den problema-tik, der er grundlæggendei bogen som helhed: Socialdemokratiet i forhold til to

kulturpolitiske tendenser, én, der kort sagt sigter mod at bibringe arbejderklassenså meget af det borgerlige samfunds kultur som muligt, og én , der er rettet mod at

etablere arbejderklasse-specifikke kulturelle former. De formulerede eller ufor-

mulerede principper bag de to tendenser kalder Bay henholdsvis udjævnings-teon'en (med Bomholts udtryk) og erstatningsteon'en. Han dokumenterer, at den

første teori/ tendens var den absolut dominerende i Socialdemokratiet. Inden for

partiet formuleres den sidste kun af enkeltpersoner som Herbert Iversen (og det er

altså før den periode, som bogen behandler) og Julius Bomholt (iArbejderkultur).Skellet mellem de to tendenser går ikke mellem reformisme og revolutionær hold-

ning, men mellem henholdsvis fraværet og tilstedeværelsen af klassetænkning pådet kulturelle område. Således er Bomholts arbejderkultur til erstatning af den bor-

gerlige, som Bay påpeger, et forsøg på at tænke socialdemokratisk arbejderkulturinden for det kapitalistiske samfunds rammer.

Foruden det indholdsmæssige skel mellem de to tendenser, er bogen som sagtbygget op omkring et historisk skel, der lægges ved året 1933. Det er året for nazis-ternes magtovertagelse i Tyskland, og det er året mellem A rbejderkultur (1932) ogDanmark for Folket (1934). Det første afsnit tegner et broget billede af socialde-mokratiske indlæg i den kulturpolitiske debat: fra Bergstedts specielle form for

folkelighed til Hartvig Frisch's deltagelse i det marxistiske Clarté fra Georg Wiin-

blads æsteticerende teater- og filmanmeldelser til Bomholts litteraturhistorie og

Arbejderkultur. Det andet afsnit beretter om, hvorledes »Kulturen for Folket« . lin-

jen slår igennem i kølvandet på Danmark for Folket. Dette gøres via en redegørelsefor Bomholts bevægelse fra arbejderkulturen over en folkekultur, stærkt præget

171

af arbejderklassen, til en slet og ret forvaltning af den nationale kulturarv i slut-

ningen af 30'erne. Desuden indeholder dette afsnit kapitler om partiets forhold

til Poul Henningsens kraftige kritik af dets (manglende) kulturpolitiske hold-

ning og til Frisindet Kulturkamp, om kampen mod pornografi og smudslit-

teratur og Steinckes angreb på ytringsfriheden og et afsnit om Bergstedts vej til

nazismen.

Det fremgår af bogen, at der - mest direkte i den anden periode - er en sammen-

hæng mellem udviklingen i partiets erklærede generelle politiske linje og udvik-

lingen i den erklærede kulturpolitiske linje. Det er en sammenhæng, der fremstår

af materialet selv, således som det er systematiseret af Bay. Nogen analyse er der

ikke tale om. Bogen er, som det hedder i forordet, »beskrivende, refererende og cite-

rende med indflettede »strøtanker««. Lidt senere i forordet står der: »På den anden

side har vi at gøre med så talende fakta, at de ingen morale behøver, men nok en

politisk-økonomisk forklaring.« En sådan forklaring ville, hvis den skulle være

nogenlunde gennemført, forudsætte et omfattende arbejde og ville betyde en bog af

en ganske anden karakter end den der nu er udgivet. Det er både forståeligt og

rimeligt, at Bay har foretrukket at publicere det materiale, han har fremdragetog bearbejdet, i den ret uanalyserede form, frem for at lade det forblive upub-liceret til en historisk materialistisk analyse var lavet (eller evt. slet og ret lade

skriftet forblive upubliceret, fordi det ikke lever op til kravene til en sådan ana-

lyse) - det fremgår af forordet, at problemet har stillet sig på denne måde for

ham. Materialet vil være til stor gavn for andres arbejde med samme eller be-

slægtede emner. At man kunne mene, at visse stofområder med rimelighed kunne

være inddraget til egentlig behandling - forbliver man inden for den mere litterære

ramme kunne man nævne fænomener som AOF's bogkreds og H jemmets Søndag -

ændrer ikke noget væsentligt ved det.

På den anden side kan man - uden at stille krav om en politisk-økonomisk funde-

ret, gennemført analyse - rette kritik mod bogen:1. Materialet er godt nok i sig selv særdeles talende. Men det betyder ingenlunde,

at det ikke har en analytisk klarlæggelse af sit indhold behov, en klarlæggelse som

er andet og mere end det at drage konklusionerne af materialet. I den henseende

springer Bay en række steder over, hvor gærdet er lavest. F.eks. kunne der have

været gjort betydeligt mere ud af sammenhængen mellem en socialdemokratisk

opfattelse af forholdet mellem kapital og stat på den ene side og de kulturbegreber

(og den svingen mellem dem), der fungerer i de forskellige socialdemokratiske

skrifter. Bomholts A rbejderkultur er et eksempel på en signifikantvekslen mellem

bredere og snævrere kulturbegreber betinget af sammenhængen (og det vil i sidste

instans sige betinget af forsøget på at undgå skrigende modsigelser). Iden sammen-

hæng ville det være værd at se på spørgsmålet: hvilken betydning har det, at Bom-

holt i sin håndfaste anvendelse af Marx' skelnen mellem basis og overbygning får

placeret »Politiske Former« og »Lovene, Rettergang osv.« i basis (meget tyder på,at det er alt andet end en tilfældig fejlhuskning)?

2. Den manglende analyse får en principiel begrundelse, idet det dog er lidt u-

klart, hvilken rækkevidde, der fra forfatterens side er tillagt denne begrundelse:

172

»En række kendsgerninger af såvel politisk som kulturel art er blot markeret uden

at de behandles nærmere; en vis viden er altså forudsat. Disse mangler er søgt af-

hjulpet ved at anføre samtidens vurderinger, idet disse samtidig principielt må an-

ses for at være af større værdi end eftertideris - inklusive undertegnedes.« (p. 6 - jegfremhæver RP).

En opfattelse af historieanalysens, og mere generelt: socialvidenskabens, rolle,som den, der fremgår af det citerede - tilsyneladende særskilt objektiv, men i realite-

ten subjektivistisk, idet det, som de historiske subjekter tror om sig selv, tilkendes

en erkendelsesmæssig fortrinsstilling - en sådan opfattelse harmonerer dårligt med

den marxisme, som forfatteren flere steder påberåber sig.3. Bogen er forsynet dels med en indledning, hvor baggrunden for reformismen

og revisionismen søges skitseret, dels med et efterskrift, »hvor der i korthed er sagt,hvad jeg mener der bør siges vedrørende det foreliggende materiale«, Begge dele,ikke mindst efterskriftet, lider under alvorlige skavanker. Pladsen tillader be-

klageligvis ikke nogen udførlig redegørelse, så jeg skal indskrænke mig til at næv-

ne nogle punkter: Der tales om, at den korrekte metode til at få de konstaterede fæ-

nomener anbragt på en politisk-økonomisk basis må bestå i« 1. En analyse af

Socialdemokratiets stillingtagen til det politiske begivenhedsforløb i den tid, par-tiet har eksisteret. 2. En analyse af de »videnskabelige« politisk-økonomiske teorieri samme periode.« Jamen, hvad med den politisk-økonomiske virkelighed? Det

citerede er karakteristisk for efterskriftet som helhed i den forstand, at hovedvæg-ten i analyse-skitsen lægges på den formulerede politiske holdning. Ganske vist ta-

ges økonomiske og klasseanalytiske bestemmelser fra Lenins imperialis-me-analyse som udgangspunkt; men der peges blot på dem, de forbliver rent ud-

vendige, postulater, i sammenhængen (rent bortset fra, at en ukritisk anvendelse afLenins analyse under alle omstændigheder er et problematisk forehavende).

Desuden volder anvendelsen af Lenins analyse på danske forhold naturligt nokvisse vanskeligheder (noget andet ville være at bringe en analyse af den danske

økonomi i forhold til de ting Lenin beskriver). Her træder det idealistiske perspek-tiv, centreringen omkring den tilkendegivne holdning, hjælpende til. Det danskeSocialdemokrati reduceres simpelt hen til en filial af det tyske, dets reformisme ogrevisionisme reduceres til et barn af den tyske reformisme og revisionisme. Når detdanske parti fulgte den almindelige tendens til »opportunismen som udartningunder imperialismen« har »specielt udenrigspolitiske hensyn været afgørende«,Bay stiller sig ikke det spørgsmål, hvordan disse udenrigspolitiske hensyn i den

grad kunne rodfæstes blandt danske arbejdere.Det er ligeledes karakteristisk, at Bay i forbindelse med det tyske parti fokuserer

på teoretikeren Bernstein uden at nævne den mængde af reformister (blandt de tid-

ligste og mere kendte: Georg v. Vollmar), som eksisterede både før og efter Bern-

steins opgør - og det ikke specielt i partitoppen, som Bay skriver, men i allerhøje-ste grad også (eller især) i landdage, lokale råd, fagforeningsafdelinger m.m. Bayser heller ikke den dobbelthed, der fra starten ligger i den tyske partiledelse (hvil-ket f.eks. giver sig udslag i censureringen af Engels” forord til Klassekampene i

Frankrig). For ham bliver det derfor slet og ret »meget overraskende«- dvs. ufor-

173

klarligt - at det tyske socialdemokrati og ll Internationale på den ene side kunne

fordømme revisionisterne og på den anden side begynde at føre reformistisk poli-tik.

Og endelig - nok så vigtigt - betyder analyse-skitsens tilgang, at der uden vak-

len tales om »småborgerliggørelse« af den danske arbejderklasse og om »omsla-

get« til småborgerlighed og revisionisme i det danske socialdemokrati. Det forud-

sættes altså, at socialdemokratiet generelt bevægede sig fra at være et revolutionært

til at være et reformistisk parti. Det forekommer at være en yderst problematisk an-

tagelse. Dette er ikke kun et spørgsmål om valgsamarbejdsproblemet. Bortset fra

dette, endvidere bortset fra spørgsmålet om mere eller mindre socialistisk overbe-

visning hos forskellige personer og mere eller mindre militante aktiviteter og hold-

ninger, og endelig bortset fra formuleringeme i lQlB-programmet, er det noget

vanskeligt at betegne det danske socialdemokrati som politisk-organisatorisk (ob-, jektivt) revolutionært, med den klare opdeling i en økonomisk fagforeningskamp

centreret omkring løn- og arbejdsforhold (kort sagt: varetagelse af varen arbejds-krafts interesser) og en politisk kamp rettet mod udvidelsen af den parlamentari-ske basis.

Analysen på grundlag af det materiale, Bay fremdrager, står altså endnu tilbageat lave. Materialet og dets bearbejdning må hilses med glæde.

Ralf Pittelkow

Eduard Bernstein: Sosialismens forut-

setninger

Indledning ved Harald Berntsen

Oslo, Pax Forlag, 1973. 336 5. Kr. 47,95.

»Sjældent har modtagelsen af et skrift overrasket forfatteren, som forfatteren af det

foreliggende arbejde«. Således beskriver Eduard Bernstein, i en senere udgave af

»Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie«,

reaktionen på det værk, han første gang udsendte i 1899, og som kom til at danne

det teoretiske grundlag for revisionismen - de europæiske socialdemokratiers

ideologi.Dette centrale og

- efter 75 år - stadig aktuelle bidrag til forståelse af udviklingenindenfor arbejderbevægelsen er nu kommet i norsk oversættelse i Pax-serien »So-

sialistiske klassikere« Mag. art. Harald Berntsen, der har stået for oversættelsen,

har samtidig skrevet en 100 sider lang indledning, der på forbilledlig klar vis sætter

Bemsteins teorier ind i en historisk og idéhistorisk sammenhæng.

174

Bernstein udsendte »Voraussetzungen« fra sit eksil i London, hvor han havde

opholdt sig i over 10 år. Herfra havde han bl.a. som redaktør af »Der Sozialde-

mokrat« og gennem sin nære kontakt med Engels vundet ry som én af det tyskeSocialdemokratis og dermed også 2. Internationales mest fremtrædende marxisti-

ske teoretikere. Efter Engels død i 1895 begyndte Bernstein imidlertid gradvis at fra-

vige sine ortodokse marxistiske standpunkter. Først med artikelserien »Probleme

des Sozialismus« i »Neue Zeit« (1896-98), der så småt satte gang i revisionisme-

debatten indenfor SPD, og senere med »Voraussetzungen«, hvor han søgte at ska-

be en egentlig sammenhængende kritik af den ortodokse marxisme.

En teoretisk revision af marxismen fandt samtidig sted i Italien, Frankrig, Eng-land og Rusland - 0g Bernstein var påvirket fra flere sider - men med denne boghavde for første gang en fremtrædende ortodoks marxist og socialdemokratisk

lederskikkelse givet en sønderlemmende kritik af marxismen; derfor den stærke

reaktion, som Bernstein stod uforstående overfor. Uforstående, fordi han mente, at

der blot var tale om en nødvendig revision, der bragte teorien i overensstemmelse

med den reformistiske linie, det tyske Socialdemokrati fulgte i praksis. Det er den-

ne reformistiske praksis, Bernstein prøver på teoretisk at forklare og retfærdiggørepå bagrund af den almindelige samfundsudvikling.

Den stabile økonomiske situation i 90'ernes Tyskland, der gav arbejderne bedre

økonomiske kår, var for Bernstein et tegn på 'marxismens fejlvurdering. Parti-

programmets deterministiske ord om en stadig forarmelse af arbejderklassen holdtikke stik (»Fakta tvang mig til at ændre de idéer, der lå til grund for min tro«). Pådenne baggrund udviklede han sin kritik, der faldt i 4 hovedpunkter.1. En total re-

vision af den materialistiske historieopfattelse, der erstates af en idealistisk

opfattelse, hvor socialismen legitimeres som retfærdig. De økonomiske forholdreduceres til én faktor blandt mange andre. 2. Produktivkræfteme og produktionsforholdenes betydning for udviklingen mindskes. Man er i stand til i højeregrad at styre de økonomiske mekanismer (dæmpe kriserne), hvilket giver socialde-

mokraterne øget mulighed for ad parlamentarisk vej at påvirke og ændre. 3. Den

hegelske dialektik anses for værende marxismens arvesynd - en frit svævende tan-

kekonstruktion. 4. Værditeorien er en abstraktion som ikke kan konstateres empi-risk. Alle disse punkter uddybes og Marx og især Engels blev - ofte fejlagtigt - tagettil indtægt for synspunkter, der lå på linie med Bemsteins.

Ved hjælp af et stærkt problematisk statistisk materiale søgte Bernstein at påvi-se, at der i løbet af 90'erne havde været en stigning i an tallet af mindre og mellem-store virksomheder, og at der var sket en spredning af kapitalen gennem aktiesel-skaber. Dette var ifølge Bernstein i strid med Marx' koncentrations -

og akkumula-

tionsteori og væltede den såkaldte sammenbrudsteori. Men Marx' teori om kapita-lismens sammenbrud, der hvilede på et sammenspil af en lang række sociale lov-

mæssigheder, var en procesbeskrivelse og ikke del af en deterministisk historie-

opfattelse. Det Bernstein her angreb, var derfor ikke så meget Marx, som det var det

tyske Socialdemokratis Marxopfattelse fremført af især Kautsky og Bebel. Denne

Marxfortolkning var stærkt in flueret af Darwins evolu tionstanker og var præget af

et mekanisk syn på udviklingen - sammenbruddet og dermed revolutionen ville

175

naturnødvendigt komme. Denne for så vidt berettigede kritik fører dog over i en

næsten total afvisning af marxismen.

Bemstein kaldte sig selv for en udpræget analytisk natur, og det er da også

karakteristisk, at han vanskeligt opfattede i større sammenhænge. Han atomisere-

de udviklingen i en sådan grad at al totalitet udviskedes.

I hans berømte polemisk prægede sætning om, at bevægelsen var alt og målet in-

tet, ligger nok en kerne til forståelse af hans teorier og idéer. Han indskrænkede sigtil en empirisk analyse af den øjeblikkelige situation (90Jemes Tyskland) og mis-

tede på denne måde overblik og sammenhæng. Marx' sammenhængende system af

sociale lovmæssigheder blev helt opløst af Bernstein og erstattet med en idealis-

tisk-liberalistisk holdning.Bemsteins syn på det parlamentariske systems muligheder hvilede fremfor alt på

et sådant stærkt forenklet og atomiseret syn på det komplekse kapitalistiske system.

Staten blev således (som hos Lassalle) hævet op over samfundet, som et organ i hvis

interesse det var at gavne almenheden, og ses på denne måde ude af sammenhængmed de politiske og økonomiske magtforhold. Stat- samfund - politik - økonomi

blev hos Bernstein mere eller mindre isolerede begreber.Den idealisme og aldeles utaktiske åbenhed, som Bernstein lagde for dagen -

og

som fik Karl Korsch til at kalde ham for »denne mest samvittighedsfulde, ærligste

og mest konsekvente af alle usocialistiske socialister« - var ikke velset blandt par-

tiets reformister, der holdt gode miner til slet spil, for at holde partiet samlet. Tin-

gene blev sagt uden omsvøb og blotlagde den dybe afgrund mellem partiets retori-

ske marxisme og reformistiske praksis. Bernstein sagde rent ud, at det er Socialde-

mokratiets opgave »...at almengøre borgerligheden« og deklamerede: »Jeg vedstår

og erklærer, at jeg anser borgerskabet - det tyske ikke undtaget - for fortsat temme-

lig sundt ikke bare økonomisk, men også moralsk« (s. 239 f). Som en konse-

kvens af denne tankegang fulgte det naturligt, at man fra socialdemokratisk side

ikke skulle bekæmpe, men søge samarbejde med de borgerlig-liberale kræfter, for

at nå frem til socialismen, som Bernstein kaldte for »organisatorisk liberalisme«

(s. 243). Dette skulle nås gennem en styrkelse af fagforeningerne og den koopera-tive bevægelse, gennem sociale reformer og en demokratisering af statsapparatet.

Principperne for en sådan politik hvilede helt og holdent på et social-liberalt

grundsyn. Gennem en spredning af ejendomsretten (ikke ophævelse) og gennem

en vis styring og stabilisering af kapitalen ville arbejderne blive styrket. Dette sid-

ste førte ligefrem til et kamufleret forsvar for kolonialismen, som en genvej til at

hæve arbejdernes lønninger. Det, Bernstein søgte frem mod var et blandingsøko-

nomisk system, hvor kooperative, statslige og private virksomheder eksisterede

side om side.

Når det er sagt at Bernstein ikke var nogen original tænker (og det sagde han selv)

og med sin utaktiske åbenhed ikke succesrig som politiker, må man til gengældsige, at han som politisk iagttager bedre og tidligere end andre fattede, hvad der rør-

te sig i partiet hvorefter han forstod at give basale strømninger en ideologisk over-

bygning. Partiets radikale retorik lagde et røgslør over disse kendsgerninger, så selv

en ellers nøgtem iagttager som Lenin så revisionismen som et isoleret fænomen,

176

blot fordi man isolerede Bernstein på de efterfølgende partikongresser. Bernstein

blev opfattet som revisionismens fader, hvor han blot var fødselshjælperen.Bernstein nåede aldrig partiets egentlige magtcentrum, og han skuffedes gang

på gang over reformismens faktiske magtudøvere - parti- og fagforeningsbu-reaukrateme - hvis tro på socialismen på sin vis var lige så deterministisk be-

grundet, som hos den oentristiske gruppe omkring Kautsky.Revisionismedebatten, som fulgte i kølvandet på Bernsteins bog, og som blev en

af de mest spændende og frugtbare debatter i arbejderbevægelsens historie, har ef-

terladt en række betydelige bidrag fra folk som Kautsky, Plekhanov, Parvus, Le-›

nin og måske først og fremmest Rosa Luxemburg, hvis skarpe og velfonnulerede

indlæg øjensynlig også orde størst indtryk på Bernstein. Rosa Luxemburg så

den historiske betydning, der lå i dette første forsøg på at skabe et ideologisk grund-lag for, hvad hun kaldte »de opportunistiske strømninger indenfor Socialde-

mokratiet« Som de fleste andre var Luxemburg dog ikke i stand til at afdække de

dybere politiske og sociale årsager til, at revisionismen opstod og senere sejrede.Dette må nok stadig, trods et væld af teorier, betragtes som et af revisionismeforsk-

ningens mere uafklarede områder.

Den problemstilling, som Bernsteins bog er udtryk for, har ikke ændret sigvæsentlig siden bogen udkom. De tanker og idéer, der fremlægges, udgør nok sta-

dig i bred forstand socialdemokratiernes ideologiske grundlag, men de har ikkeværet uden indflydelse på andre arbejderpartier. Den historiske lære man kan

uddrage af »Voraussetzungen«, har således værdi for arbejderbevægelsen som hel-

hed. Harald Berntsen formulerer det i sit forord på denne måde »... når den teoreti«

ske kamp forstummer og teorien stivner til en opremset lektie, er der alvorlig fare

på færde - uanset hvor tilsyneladende revolutionær teorien er. En teori som ikke

holdes i live gennem stadig og bred teoretisk debat i sammenhæng med praksis,kan nemlig retfærdiggøre en hvilken som helst praksis, dvs. den er netop grund-laget for en praksis som i lighed med et pendul stadig svinger fra den ene yderkanttil den anden, som et hjælpeløst offer for den vind som i øjeblikket blæser«. Revi-

sionismedebatten er aktuel.

Niels Senius Clausen

177

Gerd Callesen:

Socialdemokratiet og internationalis-

men

Kilder til belysning af det danske socialdemokratis syn på det

slesvigske spørgsmål 1906-24. Udgivet i samarbejde med Sel-

skabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Køben-

havn Fremad, 1973. 40 sider ill. kr. 18,75.

Den foreliggende kildesamling henvender sig til gymnasier, HF, seminarier og

studiekredse på tilsvarende niveau. Undervisningstilbuddet til disse områder i

arbejderbevægelsens historie har hidtil været uhyre sparsomt; det må derfor hilses

velkommen, at Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie har taget

initiativ til at råde bod på denne mangel ved udsendelsen af foreløbig tre kildesam-

linger, der alle behandler centrale emneområder indenfor arbejderbevægelsenshistorie.

Callesens kildesamling belyser det vigtige og forsømte aspekt: socialdemokra-

tiets stillingtagen til nationalisme og intemationalisme.

Der gives ingen egentlig begrundelse for periodeafgrænsningen, men kildesam-

lingen knytter sig stort set både tids- og emnemæssigt til Callesens dissertation fra

1970: Die Schleswig-Frage in den Beziehungen zwischen dänischer und deutscher

Sozialdemokratie von 1912 bis 1924.

Når Callesen i sin indledende kommentar redegør for formålet med kildesam-

lingen ved at sige: »På dette grundlag (Marx-Engels's) må man se, hvorledes in ter-

nationalismen gav sig udslag i Socialdemokratiet i en konkret sammenhæng.« (s.

7), må man beklage den noget kortfattede og forholdsvis unuancerede udredning,han giver af Marx-Engels's syn på det nationale spørgsmål og in ternationalismen.

Læserens mulighed for at bedømme socialdemokratiets intemationalisme ud fra

denne målestok svækkes i nogen grad; det siger dog sig selv, at en dyberegående

analyse og udredning af Marx-Engels's synspunkter er udelukket alene af plads-

mæssige hensyn.Den indledende kommentar ligesom realkommentaren til hver af de fem afsnit,

hvori kildesamlingen er inddelt, er iøvrigt meget instruktiv og velafbalanceret med

sin redegørelse for den teoretiske og praktiske side af sagen; især forekommer Calle-

sens understregning af intemationalismen som en af de virkelige forhold ud-

sprunget, for arbejderklassen eksisterende realitet at være værdifuld.

I selve udvalget af kilder synes der at være en lignende balance. Dette er opdelt i

178

fem afsnit: 1) Et socialdemokratisk fremstød og dets følger (1906), 2) Diskussionenom intemationalisme og nationalisme i Socialdemokratiet 1912, 3) Internationa-

lismen og krigsudbruddet, 4) Reaktionen på afstemningssi tuationen ien nordsles-

vigsk partiforening marts 1919 - marts 1920, 5) Stauning-Wels overenskomsten

1923.

De fem afsnit udgør hver for sig og sammen en helhed, i hvilken den teoretiske

diskussion om hvad internationalismen indebærer for arbejderbevægelsen, og den

praktiske politik, man fører i N ordslesvig, i stigende grad kommer til at fremstå

som modsætninger. I teorien vedkender man sig den proletariske internationalis-

mes ide, i praksis fører man en politik, der ligger langt fra realiseringen af ideen.

Kildesamlingens pædagogiske styrke ligger også i dette forhold, at den fremtræ-der som en helhed, i hvilken teori og praksis er ligeligt tilgodeset, og at den giverlæseren mulighed for at vurdere, hvad den manglende vekselvirkning mellem teo-

ri og praksis i socialdemokratiets politik medførte, og hvorfor internationalismenled en så krank skæbne, at den blev reduceret til en tosidig aftale mellem det danske

og tyske socialdemokrati om Slesvig.Kildesamlingen sætter videre det nordslesvigske spørgsmål ind i en ny og fra den

traditionelle borgerlig-nationale fremstillingsmåde vidt forskellig sammenhæng,hvilket både fagligt og pædagogisk må tillægges stor betydning. Alt i alt repræsen-terer Callesens kildesamling et glædeligt initiativ i retning af en ny og problem-orienteret historieundervisning, den giver et solidt indblik i dette væsentlige, men

lidet behandlede emne i arbejderbevægelsens historie. Den må derfor ønskes vel-kommen og anbefales på det indstændigste.

Søren Federspiel

Drude Dahlerup:

Socialisme og kvindefrigørelse i det 19.århundrede

En analyse af Charles Fourier, Karl Marx, Fr. Engels, AugustBebel og Clara Zetkin rn.fl. Århus GMT, 1973. 414 s. kr. 40,00.

GMTs udgivelse af Dmde Dahlerups specialeafhandling, indleveret til Institut forStatskundskab ved Aarhus Universitet, er der grund til at hilse velkommen som et

godt initiativ. Bogen er et bidrag til en tiltrængt afdækning af et væsentligt aspektaf lSOO-tallets socialistiske tænkning, og den indeholder en veldokumenteret oggrundig analyse af, hvorledes en række af datidens førende franske utopiske

179

socialister og tyske marxister fortolkede og perspektiverede ændringerne i kvinder-

nes vilkår, som omformningen af de vesteuropæiske samfund førte med sig.I gængse idéhistoriske værker er de her udvalgte forfatteres syn på kvinde-

problematikken sjældent omtalt særlig udførligt eller behandlet i sammenhængmed deres generelle samfundsanalyse eller - teori. I bogen rådes der bod på denne

urimelighed. Drude Dahlerups undersøgelse er baseret på et kritisk og intensivt

studium af forfatternes skrifter, og hun efterprøver konsekvent, om deres analyseraf kvindernes stilling var integreret i deres generelle samfundsanalyse og gennem-

ført efter tilvarende metodiske og teoretiske principper.Hver forfatters produktion gennemgås kronologisk og dette metodevalg har mu-

liggjort en detaljeret kortlægning af den enkeltes idéudvikling, samt dens forud-

sætninger og inspirationskilder. Drude Dahlerups ønske om at fremlægge for-

fatternes synspunkter så nuanceret som muligt er naturligvis principielt rigtig,men en noget stærkere strukturering ville have skabt bedre balance mellem referat

og analyse. Bogens enkelte kapitler kobles sammen af løbende sammenligninger af

forfatternes principielle stillingtagen til de historiske og aktuelle årsager til

kvindernes underordnede position og kvindefrigørelsens præmisser, strategi og

mål.

Undersøgelsens tyngdepunkt er gennemgangen af Karl Marx', Friedrich En-

gels, August Bebels og Clara Zetkins kvindeteorier. Af marxisteme er Karl Marx

den, som mindst beskæftigede sig med kvindernes forhold. Hans synspunkter, som

et langt stykke formedes i samarbejde med Engels eller inspireredes af denne, fik

dog afgørende betydning for datidens kvindedebat, hvad der har været hovedbe-

grundelsen for at inddrage hans forfatterskab i undersøgelsen. Hovedpersonen i

bogens første del, der omhandler de utopiske socialister i Frankrig, er den origina-le Charles Fourier, men desuden gives der en mere kortfattet indføring i Saint-Si-

monianernes, P.-J. Proudhons og Flora Tristans syn på kvindeproblematikken.De franske socialisters kvindeteoretiske arbejde havde engelske paralleller. Drude

Dahlerups skitsering af forskelle og ligheder i Fouriers og owenitten William

Thompsons kvindeteorier understreger atter behovet for komparative undersøgel-ser af den tidlige socialisme på begge sider af den engelske kanal.

Spørgsmålet om, hvorfor der på et givent tidspunkt i historien opstår bestemte

ideer, som i »ren« eller »forvredet« form opnår en større eller mindre gennemslags-kraft i sociale og politiske grupperinger, er altid vanskeligt at besvare. Ikke min-

dre kompliceret er spørgsmålet om ideer reflekterer den sociale og økonomiske vir-

kelighed eller foregriber den. Det er ikke mindst det sidste spørgsmål, som trænger

sig på ved gennemlæsningen af bogen. Det har været Drude Dahlerups intention at

sætte forfatternes kvindeteorier ind i en historisk ramme ved »kort at inddrage de

samtidige økonomiske og sociale forhold, der dannede grundlag for de nye ideer

om ændring af kvindernes underordnede stilling« (s. 15). I bogens første del er det

vanskeligt at se forbindelsen mellem samfundsforholdene og de utopiske socialis-

ters ideer. Dette kan hænge sammen med, at Drude Dahlerup har valgt at give en

generaliserende og noget skematisk oversigt over kvindernes erhvervs- og familie-

mæssige stilling omkring industrialismens gennembrud frem for en mere præcis

180

konkretisering af det franske samfunds særlige økonomiske og sociale struktur ogkvindernes indplacering heri. I bogens anden del lykkes det langt bedre dels at

sandsynliggøre forbindelsen mellem marxistemes ideer og de tyske samfundsfor-

hold, dels at vise ideemes politiske funktion og delvise omformning ud fra parti-taktiske hensyn. Udover en redegørelse for kvindernes erhvervsarbej de i Tyskland i

1800-tallets anden halvdel, indeholder de historiske afsnit i bogens anden del en

redegørelse for kvinderetsbevægelsens opståen og hovedtendenserne i I. Interna-

tionale og den tyske arbejderbevægelses kvindedebat, hvori August Bebel og ClaraZetkin spillede en central rolle.

Kritikken af kvindernes stilling vari lSOO-tallets anden halvdel ikke forbeholdt

marxisteme. Den tyske kvinderetsbevægelses angreb på kvindernes forhold og dens

forskellige reformkrav, samt arbejder- og middelklassekvinders fælles organise-ringsforsøg stillede Bebel og Clara Zetkin over for en række principielle og takti-

ske problemer, som fik teoretiske konsekvenser. I bogens afsluttende kapitel, som

er et af bogens mest perspektivrige og velskrevne, analyserer Drude Dahlerupskarpsindigt de principielle og i visse tilfælde slørede skillelinier mellem 1800-

tallets socialistiske og liberalistiske kvindeteorier; sidstnævnte er repræsenteret af

den engelske filosof og politiker John Stuart Mill og den tyske kvindesagspoliti-ker Gertrud Bäumer.

Ved udarbejdelsen af bogens anden del har især Werner Thönnesens

»Frauenemanzipatiom Politik und Literatur der deutschen Sozialdemokratie1863-1933« (2. udg. 1968) været en brugbar, men ikke ganske uproblematisk hjælp,og Drude Dahlerup bidrager da også med en række vigtige indvendinger mod vis-se af den tyske historikers hovedteser og fortolkninger.

De utopiske socialister har æren af at koble socialisme og kvindefrigørelsesammen, dog indtog Proudhon en særstatus ved at være direkte emancipations-fjendsk. Deres syn på kvindeproblematikken var langt mere heterogen end mar-

xisternes, hvad der b1.a. hænger sammen med, at de ikke som disse analyseredekvindernes forhold inden for en fælles teoretisk og metodisk ramme. Hvor deres

generaliseringer fortrinsvis synes baseret på kvindernes stilling i borgerskab ogbondestand, havde marxisteme en langt mere differentieret opfattelse af de klas-

sespecifikke forskelle i kvindernes vilkår og deres analyser drejede sig i førsterække om arbejderkvindemes situation. Blandt de utopiske socialister repræsente-rer Fourier og Proudhon yderstandpunkteme. Hvor Fourier slog til lyd for fælles-skabets overtagelse af familiens funktioner, for ophævelse af husmor- og morrol-len og fri kærlighedsforbindelse som kvindefrigørelsens nødvendige forudsætnin-ger, indebar Proudhons fremtidsvisioner en styrkelse af mandens autoritet og en

befæstelse af den patriarkalske familie. Saint-Simon beskæftigede sig ikke med

kvindernes frigørelse, men hans proselytter, som splittedes på frigørelsens strate-

gi, tillagde ligesom Fourier ændringer af kvindernes forhold afgørende betydningsom forudsætning for sand samfundsomvæltning. Hverken de eller Fourier var

dog særligt explicitte med hensyn til, hvorledes disse ændringer og omstyrtelsen af

det eksisterende samfund kunne tilvejebringes.Drude Dahlerup peger på Fourier som de tyske marxisters vigtigste inspira-

181

tionskilde, selvom ingen af dem kunne gå ind for hans radikale ideer om idealsam-

fundets menneskelige relationer eller tillægge ændringer i kvindernes forhold

samme altafgørende betydning som en dynamisk faktor i samfundsudviklingen.Fra Fourier overtog marxisteme kritikken af den borgerlige familie, af dobbelt-moralen og ægteskabet som en varerelation. Hvor F ourier først og fremmest pege-de på familien og ægteskabet som repressive institutioner, der hindrede kvinder-

nes fri udfoldelse og deltagelse i samfundslivet, forklarede de tyske marxister

kvindernes undertrykte status som en funktion af kapitalismen og et socialistisk

samfund som frigørelsens forudsætning. Ved utvetydigt at kæde frigørelsensammen med kapitalismens ophævelse afgrænsede marxisterne sig teoretisk og

politisk fra kvindebevægelsen, som ud fra et liberalistisk grundsyn betragtedegennemførelsen af reformer som tilstrækkelig garanti for ligestilling mellem køn-

nene.

I modsætning til de utopiske socialister veg marxisterne for det meste tilbage fra

at give deres fremtidsvisioner alt for skarpe konturer. Engels, Bebel og Clara Zet-

kin synes dog at have ment, at overgangen til et socialistisk samfund ville medføre

en vis kollektivisering af de traditionelle kvindeopgaveri hjemmet. Marxisterne

anså ikke kvindernes biologiske funktion som en hæmsko for deres frigørelse, lige-som de afviste den som forklaring på kvindernes undertrykte stilling. For Drude

Dahlerup er marxisternes negligering af de hindringer, som kvindernes husmor-

og morrollen kunne stille ivejen for frigørelsen, selv i et socialistisk samfund, hvor

en række af deres hjemlige arbejdsopgaver var socialiseret, et af de svage punkter i

deres kvindeteorier. I denne forbindelse er hendes påvisning af inkonsistensen i

den marxistiske menneskeopfattelse interessant. Marxisterne forkastede forestil-

linger om menneskets egenskaber som naturlige og hævdede, at det formedes af de

givne sociale omgivelser. Ikke desto mindre dukkede ideer om en særlig kvindeligegenart og'kvindens særlige moderrolle op i deres tankegang.

Marx og Engels drog en parallel mellem kvindernes og proletariatets stilling i

det kapitalistiske samfund, men inkorporerede ikke kvinderne i en klassekamps-strategi. Sammenkoblingen af kvindernes frigørelsesbestræbelser og klassekam-

pen er først og fremmest Clara Zetkins fortjeneste. Hos Zetkin kombineredes ana-

lysen af kvindernes divergerende klasseinteresser med en skarp afvisning af ethvert

kvindepolitisk samarbejde på tværs af de sociale skel, men Bebel indtog et mere

vagt standpunkt over for et sådant.

På trods af dens væsentlige og interessante sujet, høje standard og upretentiøse

sprog er Drude Dahlerups bog alt andet end let læst. Dette skyldes utvivlsomt, at

hun ikke har haft tid eller mulighed for at gennemarbejde sin specialeafhandling,før den gik i trykken. En formel stramning, herunder en sløjfning af de alt for man-

ge gentagelser, ville have gjort bogen mere læservenlig og skabt en bedre forbin-

delse mellem de enkelte kapitler. At der ikke mindst i disse år vil være mange, som

ud fra en faglig og/eller politisk interesse vil kunne hente sober orientering og

inspiration i Drude Dahlerups bog, kan der imidlertid ikke være nogen tvivl om.

Tinne Vammen

182

Frederik Dreier:

Folkenes fremtid

Tekster om ideologikritik og arbejderorganisation.Sammenstillet af Finn Hauberg Mortensen og JohannesNymark. Kbh., Gyldendals Uglebøger 1973. 254 5. kr. 29,75.

jette Lundbo Levy og Morten Thing:

Dansk socialistisk teori 1850-1900.

En antologi. Politisk Revy Serien, nr. 6. Kbh., Politisk Revy1973. 256 5. kr. 24,50.

Carl Heinrich Petersen:

Revolutionære i Danmark.

Historie og samfund/ Kilder og tal. Khb., Gyldendal 1973. 104

5. kr. 19,00.

Med udgivelsen af de tre anførte bøger forøgedes mængden af danske socialistiske

'tekster' med små 18.000 linier. Tidsmæssigt spænder de fra 1846 til 1968 og, hvad

angår kildearten, fra utrykte håndskrifter over trykte bøger, pjecer, artikler, er-

klæringer og taler til en båndoptagelsesafskrift. Bortset fra en stor del af Frederik

Dreiers forfatterskab har de fleste af disse tekster ikke tidligere været genudgivet, og

selv hvor dette er tilfældet, repræsenterer de tre bøger en bekvem og rigt varieret

samling af ellers forholdsvis svært tilgængelige skrifter. Udgiveme har hver for sighaft deres formål, som er udtrykt dels i indledninger og kommentarer, dels i de an-

givne kriterier for tekstudvalgene.Mens Hauberg Mortensens og Nymarks bog udelukkende indeholder et udvalg

183

fra Frederik Dreiers forfatterskab, består Levys og Things bog af en femtedel

Dreier-tekster, lignende portioner fra Louis Pio og Gustav Bang, og to femtedele

fra Gerson Trier og Nicolaj Petersen i fællesskab og enkeltvis. Carl Heinrich Pe-

tersens bog har ingen Bang- tekster, derimod alle de øvrige nævnte samt tekster fra

Viggo Christensen, Sophus Rasmussen, Christian Christensen, Andreas Fritzner,Maria Nielsen og Aksel Larsen -

og desuden enkelte venstreoppositionelle er-

klæringer 0.1. - nogenlunde jævnt fordelt med 5-10% af pladsen til hver; kun bånd-

optagelsesinterviewet med Fritzner afviger herfra med ca. 15% af den totale tekst-

mængde. Denne kvantitative overskuelsesmâde kan rundes af ved at notere sigfølgende procentvise fordeling af samtlige tre bøgers tekstmængde på de forskelli-

ge forfattere: Dreier (47%), Trier og Petersen (19%), Pio (10%), Bang (10%), Fritzner

(2,3%) og de øvrige mellem 1,6 og 0,9%.Frederik Dreier (1827-1853) har vakt beundring og begejstring hos næsten alle

slags oppositionelle -

og en del ikke-oppositionelle -

grupper i hver generation af

danskere siden »et temmelig talrigt Ligfølge af Venner, Medstuderende og Ar-

beidere ledsagede hans Lig fra Frederiks Hospital tilfods til Asssistenskirke-

gaarden« (Nyt Blad for Arbeidsklassen, 21 ⁄ 5 1853). For venstremanden Otto Bor-

chsenius fremstod Dreier i en artikelserie i Nær og Fjern i 1876 som den mest be-

tydningsfulde blandt »Social-Demokrater for en Snes Aar siden« - den personifice-rede forening af 'håndens og åndens' opposition mod det reaktionære samfund. I

1902 var det selveste Georg Brandes, personificeringen af 'åndens' opposition fra

Borchsenius' tid, der manede ungdommen til Dreiers efterfølgese og efterlyste en

genudgivelse af hans skrifter. 1 den første “officielle” socialdemokratiske parti-historie fra 1904 blev Dreier vidtløftig behandlet, dog ikke som forløber for den

danske socialdemokratiske bevægelse. I 1909 rangeredes Dreier ind blandt danske

filosoffer i Høffdings filosofihistorie, ogi 1920 udgav Carl Dumreicher de første re-

sultater af en systematisk personalhistorisk forskning omkring Dreier - opfattet af

ham selv som det første skridt til udgivelsen af et Dreiersk omnia opera. Men det var

ikke før 1930, at en del af Dreiers forfatterskab blev genudgivet; og da var det den

venstreopositionelle »Monde-gruppen«, som udgav et første (og eneste) bind af et

planlagt seks-binds værk: Dreiers Skrifter. Dette bind indeholder hans tre små bø-

ger: Folkenes Fremtid (1848), Fremtidens Folkeopdragelse (1848) og Aandetroen

og den frie Tænkning (1852). I 1953 genudgav Forlaget Tiden under titlen Sam-

fundets Reform over halvdelen af Dreiers tidsskrift af samme navn (1852-53), samt

uddrag af Fremtidens F olkeopdragelse og den sidste tredjedel af »Clara

Raphael-skriftet« (1851). I denne udgave tryktes også for første gang nogle sider fra

Dreiers efterladte papirer; og samme år tryktes ligeledes for første gang et renskrift

med titlen »Poesien« i tidsskriftet Dialog. Samtidigt syslede Erik Stybe med planerom at udgive samtlige Dreiers skrifter, både de trykte og de hidtil utrykte, men på

grund af manglende understøttelse 'nøjedes' han med at skrive en doktordispu-tats, der straks blev standardværket om Dreiers liv og sociale tænkning set i rela-

tion til hans samtid (1959). Interessen for den geniale medicinstuderendes 'sam-

fundsomkalfatrende* skrifter voksede i 60erne, og efter fremkomsten af de her an-

meldte bøger at dømme er den ingenlunde aftagende. Tværtimod. Det nys oprette-

184

de forlag Clio (formål: udgivelsen af kilder til og studieri Danmarks økonomiske

og sociale historie) debuterede i sommeren 1974 med begyndelsen til virkelig-gørelsen af Stybes gamle drøm: samtlige Dreiers skrifter - foreløbigt SamfundetsReform i fotomekanisk gengivelse.

Indtil videre kan man dog læse følgende af Dreiers skrifter i ikke-gotisk skrift. I

Hauberg Mortensens og Nymarks udgave: Folkenes Fremtid (første halvdel), A an-

detroen og den frie Tænkning (det hele) - (begge i deres helhed findesi Mondes ud-

gave fra 1930), - »Clara RaphaeI-skriftet« (sidste halvdel), fire artikler fra Samfun-dets Reform om »Foreningen for Arbeidsklassens Vel« og arbeidsforeninger (tre af

disse findes i Tidens udgave 1953) og håndskriftet »Poesien« (findes også i Dialog1953). I Levys og Things bog kan man supplere med de første fem sider af Fremti-

dens Folkeopdragelse (det hele findes i Mondes udgave), »Forordet« fra det førstenummer af Samfundets Reform (ikke tidligere genudgivet), og fra samme tids-

skrift den løbende artikel »Capital og Arbeide« (findes også i Tidens udgave, men

begge steder mangler artiklens fortsættelse under titlen »Næringsforholdenes Ord-

ning« i nr. 6.). Endelig kan man i CH. Petersens bog læse nogle sider fra et af de

tidligste af Dreiers håndskrifter (Stybes fortegnelse, nr. 2 -dateret til 1846), som lidt

misvisende kaldes for en »redegørelse« for Max Stimers Der Einzige und sein

Eigenthum, idet der snarere er tale om en blanding af Stimers ideer og Dreiers eg-ne selvransagelsestanker. (Tidligere trykt i tidsskriftet A + B, 1970).

Hauberg Mortensen og Nymark har udstyret deres Dreier-tekster med en kort

generel indledning, en speciel introduktion til »Clara Raphael-skriftet«, et langtafsnit under titlen »Efterskrift« og endelig en fortegnelse dels over Dreier-tekster,dels over bøger, afsnit af bøger og tidsskriftsartikler om Dreier, der, så vidt jeg kan

se, nærmest er udtømmende og ihvertfald er den mest fuldstændige og præcise påtryk. I indledningen giver forfatterne et udmærket rids af Dreiers korte liv og for-

fatterskab, 0g anfører, at de inden for den pladsbegrænsning, som bogens format

sætter, har lagt vægt på de »ideologikritiske skrifter«, De anser endog som nogetunderordnet, at Dreier var »den første formulerede danske socialist«; hans egen tli-

ge betydning består i »hans radikale fremgangsmåde i kritikken af den borgerligeideologi.« Det understreges, at Dreier fører angrebet ind i selve sproget, retskriv-

ningen og alfabetet.

Dette lyder unægtelig af en opfattelse af ideologikritik, som kunne varme et-

hvert Frankfurterhjerte. Det havde derfor været nærliggende, at ef terskrif tet - da der

alligevel skulle bruges et halvt hundrede sider til et sådant - benyttedes til en dybe-regående analyse og vurdering af Dreiers erkendelseskritiske værktøjskasse for

nøjere at præcisere dens styrker og svagheder. Det pikante hos Dreier i denne

sammenhæng er nemlig at ansatserne til en bevidsthedskritik nærmest peger i ret-

ning af en slags logisk empiricisme, dog med udgangspunkt direkte i det 18. år-

hundredes mekanistiske associationspsykologi. Såfremt begrebet 'ideologikritik'skal rumme mere end et slogan, hvori ideologi står for 'det bestående' og kritik

sættes lig med 'opposition', er en ideologikritik nok så problematisk hos Dreier.Nok er hans samfunds- og kulturkritik skarp og ubønhørlig, men den bunder ien

uhyre utålmodighed'med alt hvad der smager af det irrationelle, det uklare, det

185

mystificerende: alt, hvad der ikke er logisk og empirisk begrundet; med hans eget

udtryk: »åndetroen«. Det nærmeste Dreier kommer til en ideologikritik er i hans

opfattelse af åndetroen som en slags terrormiddel til undertrykkelse; men det er

først og fremmest rationaliteten, som undertrykkes. Bevæbnet med arven efter Hol-

bach og Condillac langer han modigt ud efter romanticismens og religionensvampyrer uden at ænse, hvilken terror der rummes i selve rationalitetsprincippet.At gøre Dreier til en tidlig repræsentant for ideologikritik er at forlange lovlig me-

get af Dreier eller lovlig lidt af begrebet. Det beundringsværdige hos Dreier er vel

næppe hans bevidsthedskritik, men snarere styrken ien kontrast, han skaber ved at

konfrontere det bestående med et rationelt, gennemsigtigtalternativ bygget på lig-hedsprincippet. Fm sådan vurdering kan man i hvert fald argumentere for. Sikkert

også for det modsatte. Men forfatterne benytter sig ikke af lejligheden til at gøre det.

I stedet har Hauberg Mortensen og Nymark skrevet et »efterskrift«, som i form

fremtræder som en leksikalsk realkommentari ualfabetisk orden. Under stikord så-

som statskirken, folkelig modstand, religionsfrihed, hegelianisme, Dreiers reli-

gionskritik, værdifrihed og dogmatik, sproget, stændertiden, København i 40'er-

ne, Dreier og arbejderforeninger m.m. (i denne rækkefølge, men her tilfældigt ud-

valgt) leveres små afhandlinger på en halv til to sider. Rækkefølgen afspejler en vis

progression fra det abstrakte til det konkrete, men ellers virker systematikken (hvisder er et system i det) noget tilfældigt. Dette indtryk forstærkes af, at de enkelte af-

snit for det meste er rundet af på en måde, som tilsyneladende får dem til at hvile i

sig selv. Heraf det leksikalske præg, men uden leksikonprincippets ubestridte for-

del: den alfabetiske orden! Kvaliteten af disse små afhandlinger er, efter min me-

ning, meget ujævn. De bygger i høj grad på oplysninger og synspunkter i Stybesbog (hvad der kun er fornuftigt) og enkelte andre afhandlinger, hvortil der lejlig-hedsvis knyttes selvstændige vurderinger. Men den måde, de enkelte emner be-

handles på, virker løsrevet og ofte tvivlsomt underbygget: i de mere abstrakte te-

maer i form af forenklinger, i de mere historiske i form af tidsforskydninger og mis-

visende karakteriseringer. F.eks. præsenteres P.F. Lundes pjece, Forslag til For-

bedring i de arbeidende Glasses Kaar fra 1848, som udsendt i et tomrum, efter at

Håndværkerdannelsesforeningen havde udspillet sin politiske rolle (s. 231). Fak-

tisk forholder det sig således, at foreningen udgjorde kernen i Hippodrombe-vægelsen, som nåede sin kulmination iaugust og september 1848; men Lundes pje-ce udkom i juli, og den vakte ikke alene opsigt med det samme - al den stund Lunde

samtidig var en ledende skikkelse i Hippodrombevægelsen og nyvalgt formand af

foreningen - men pjecens ideer har tydeligt inspireret en forhandling mellem

mestrene og svendene allerede i slutningen af august. Det er også misvisende at kal-

de Foreningen for Arbeidsklassens Vel for en »velgørenhedsforening« (s. 233), da

netop denne ene forening blandt de fem københavnske arbejderforeninger i

1850eme ikke byggede på den borgerlige 'hjælp til selvhjælp', men på arbejdernesegen 'selvhjælp', for nu at bruge datidens egen udtryksmåde. At den spæde danske

arbejderbevidstheds fantasi så ikke rakte videre end til en slags gensidig ancienni-

tet-løntillægsforsikring, er en anden sag (og netop grunden til Dreiers angreb),men pointen er at den ikke desto mindre byggede på en erkendelse af klassesolida-

186

ritetens nødvendighedog - om end mindre klart - på en erkendelse af en klasse-

modsætning over for det borgerlige samfund. Dette trods alt interessante trin i dendanske arbejderklassens udvikling tilsløres fuldstændigt af betegnelsen »vel-

gørenhedsforening«.I en reVideret udgave kunne det ikke helt vellykkede »efterskrift« måske forbed-

res ved enten at gøre det til et egentligt leksikalsk afsnit indeholdende grundigtkontrollerede og præcist udtrykte oplysninger om baggrundsstof eller ved at er-

statte det med en sammenhængende, ræsonnerende afhandling: gerne om hvor-vidt og hvori Dreier er en ideologikritikker, men ellers blot om Dreiers placeringisamtidens socio-politiske kultur. I betragtning af, at forfatterne/ redaktørerne vid-

ste, at artiklerne »Capital og Arbeide« skulle udgives næsten samtidigt i Levys og

Things antologi (og antagelig på forhånd havde aftalt denne tekstfordeling, da de

to bøger findes i hinandens bibliografier), må man sige, at tekstudvalget er megetpassende, da det omfatter noget af det bedste og mest modne af Dreiers værk. Hvor-

vidt udvælgelsen så afspejler en læggen vægt på »ideologikritik«, må forblive ligeså uklart, som hvad der egentlig menes med denne i forbindelse med Dreier.

Levys og Things tekstudvalg dækker som nævnt Pio, Trier/ Petersen og Bangforuden de nævnte Dreier-skrifter. Det er karakteristisk for deres udvalg, at det i højgrad består af artikler, som ikke tidligere har været genudgivt eller kun findes gen-

optrykt i spredte uddrag. For Pios vedkommende medtages Socialistiske Blade II

(kun indledningen mangler) og syv artikler fra Socialisten fra juli 1871 til januar1872. I sommeren 1974 udsendte Forlaget Clio Socialistiske Blade I og II og havde

planer om genudgivelsen af hele Socialisten, men i skrivende stund er Levys og

Things udvalg det foreløbigt mest fyldestgørende. Gerson Trier og Nicolaj Peter-

sen er repræsenteret i fællesskab med syv artikler fra januar 1889 til juni 1890 fra de-res modblad Arbejderen samt en løbeseddel og et flyveskrift fra henholdsvis 1891 og1897. Enkeltvis repræsenteres de med hver et par artikler fra Ny Tid og Socialisten itiden 1904-1915. Mig bekendt er ingen af disse artikler tidligere genoptrykt. Deri-mod har samtlige deres Gustav Bang-tekster tidligere været genudgivet. Tre artik-ler fra Social-Demokrater: fra 1907 til 1911 findes i Nina Bangs og Emil Wiinblads

Bang-antologi fra 1915, A rbejderk lassens Liv og dens Kamp, og det er også herfrateksterne er taget. Foruden disse artikler er Bang repræsenteret med afsnittet om

den franske revolution samt indledningen og afslutningen fra Brydningstider i Eu-

ropas Historie (1910), som blev genoptrykt/ genudgivet i henholdsvis 1917 og 1945- desuden på engelsk i 1916 og 1955. Det er således Bangs mest “populære” skrift,bortset fra Den materialistz'ske Historieopfattelse (1915), som blev genudgivet i

1928, 1934 og 1948. (BådeBrydningstider og Den materialistz'ske H istorieopfattel-se er iøvrigt medtaget i Uffe Østergaards annoncerede bd. 2. af hans antolo-

gi/analyse under sidstnævnte titel. Bd. 1 udkom i 1973. Se anmeldelsen ndf.)Man kan betragte Levys og Things (og andres) tekstudvalg ud fra to synsvink-

ler. Den ene er, hvorvidt de udvalgte tekster bidrager til markedstilgængelighedenaf de valgte forfatteres samtlige produktion. (I en tid, hvor en stærkt forøget interes-se for tidligere tiders socialistiske skribenter modsvares af en stigende, men brogetgenudgivelsesvirksomhed, har jeg følt, at der er en vis nytte i at gøre rede for denne

187

'tekstografiske' side af sagen: hvor finder man hvad af hvem?) Den anden synsvin-kel er de enkelte redaktørers formål og hvorvidt de valgte tekster bidrager dertil.

Tekstografisk er Levys og Things Dreier-, Pio- og Trier/ Petersen-tekster et sub-

stantielt bidrag - desto mere fordi de har været prisværdigt skånsomme med redak-

tørsaksen og har forsynet teksterne med koncise og korrekte realkommentarer. Det

samme kan vist siges om Bangs artikler, mens afsnittene fra Brydningstider kan

næppe være så utilgængelige -

og antagelig ikke mere utilgængelige end Den ma-

terialistiske H istorieopfattelse, som ikke er medtaget, men som man skulle tro var

bedre egnet til bogens formål. Dette fører os imidlertid over i den anden vurde-

ringssynsvinkel.Bogens angivne formål er at levere et kildemateriale, som kan »vise, hvordan

teorien hænger sammen med [arbejdet] bevægelsens udvikling, for at vise hvilket

forhold de forskellige tiders socialistiske teori stod i til bevægelsen.« (s. 7) Den

valgte periode til belysning af dette spørgsmål er angivet som 1850-1900, men det

skal forstås lidt elastisk, da tekstemes affattelsestidspunkter faktisk strækker sig fra

1848 til 191 l. Levys og Things tema er centralt og hæver sig over den indlysende be-

tragtning, at socialistiske ideologier - som alle andre idéprodukter - er historisk be-

tingede. I deres solide indledning og ret rammende introduktioner til de enkelte

'teoretikere' lægger de op til en grundigere analyse og diskussion af det problem-fyldte spørgsmål, men det ville være for meget sagt at hævde, at forfatterne eller de-

res tekster har »vist« nogen bestemt sammenhæng mellem teoritrin og bevægelses-trin.

Tendensen i deres besvarelse er ellers tydelig nok. Nødvendigvis forenklet men

forhåbentlig loyalt gengivet kan den fremstilles således: Dreiers radikale tænk-

ning er rettet mod det borgerlige samfunds ideologiproducerende institutioner,

men det lykkedes ham ikke at overskride det før-industrielle håndværkersam-

funds horisonter. Da industrialiseringen dog er tilstrækkeligt fremskreden, sæt-

ter Pio ind på det retoriske og organisatoriske område, men han er teoretisk svagtfunderet og snarere knytter sig til den progressive borgerlige radikalitet (Lassalle).Først efter at arbejderbevægelsen træder ind i en videreudviklet faglig og parti-politisk fase, viser den teorifattige, organisationscentrerede holdning sig farlig; og

på dette tidspunkt bidrager Trier og Petersen med en for danske forhold »uhyreavanceret« revolutionær teoretisk forståelse for betydningen af, »at forbinde den

politiske taktik med en analyse af klassekampens former og med den historiske

materialisme« -

og med i det hele taget »at insistere på, at det teoretiske arbejde blev

en vigtigere del af partiets virksomhed.« (5. 16) Men den teoretiske opposition slår

ikke igennem, og arven går videre gennem den oppositionelle ungdom til DKP”s

forløber. Endelig kommer Bang, som fremstilles som en betydelig, men ufarligteorihistorisk figur sat i partihistorisk parantes. Man er ikkei tvivl om, at bogenscentrale skikkelser er Trier og Petersen, »to velskolede teoretikere, der stod sikkert

forankret i den marxistiske teori.« (s. 15). Det udvalgte 'kildemateriale' kan stort set

siges at kunne bære den ene side af forfatternes tema, nemlig forskellene i den

socialistiske teori. Om udviklingstrinene i arbejderbevægelsen siger teksterne ikke

ret meget. Analyser heraf må naturligvis bygge på et helt anderledes omfattende og

varieret materiale.

188

Men hvis man forudsætter arbejderbevægel sens historie nogenlunde bekendt, såviser der sig et ejendommeligt paradoks: det er netop den svageste af de socialisti-ske teoretikere, som satte noget varigt igang, mens repræsentan terne for den mere

udviklede teori enten dukkede for tidligt op eller ikke slog igennem eller blev sat i

parentes. Og Levys og Things tema rejser flere problemer. Hvorvidt kan man over-

hovedet tale om dansk socialistisk teori? Bang er i høj grad en dansk version af den

tyske (egentlig østrigske) Kautskys scientistiske, deterministiske Marxisme; Peter-

sen og især Trier repræsenterer den mere intelligente marxistiske tradition om-

kring Engels i England; Dreier hører intellektuelt hjemme i den franske oplys-ningstid; og Pio forbliver en svært gennemskuelig blanding af en række på hinan-

den følgende danske og udenlandske inspirationskilder med særligt tryk på den

sidste han på et givet tidspunkt var kommet i berøring med. Dernæst er der spørgs-målet om, hvad der skal forstås med teori. Begrebet må miste en hel del præcisions-indhold, når det skal rumme både Pios retorik og Bangs naturlovslignendeopfattelse af historiens forløb. Personligt foretrækker jeg det mere sammensatte be-

greb 'ideologi' (i den betydning, Lenin engang har brugt det), da det rummer vær-

di- og aktionselementer, uden hvilke man aldrig vil kunne etablere en

sammenhæng melem idéer og bevægelser. Og endelig er der spørgsmålet om, hvor

vidt man konsekvent kan etablere en logisk og/ eller kausal sammenhæng mellemdisse overvejende udefra kommende “teorier' og specifikke udviklingstrin i den

danske arbejderbevægelse. For det er naturligvis ikke blot et spørgsmål om at flettede pågældende teoretikeres virke ind i danske historiske omstændigheder. Det er

ikke svært at skimte en vis sammenhæng i 1860emes voksende 'relative depriva-tion', den vordende højkonjunktur i begyndelsen af 70eme, kommunardopstan-dens skrækvirkning i Danmark og Pios velpublicerede agitation og faktiske

organisationstalent. Det er også nemt at forstå, at socialdemokratiet netop på det

givne tidspunkt havde god brug for den borgerlige intellektuelle respektabilitet,som dr. phil. Gustav Bangs lærdomsglans kastede over partiet. Hvad der er van-

skeligt, er at sætte indholdet af de forskellige teorieri forbindelse med den danske

arbejderklasses og -bevægelses strukturelle og ideologiske udviklingstrin på en så-

dan måde, at de er lige uforståelige uden hinanden.En løsning af denne opgave forudsætter for det første meget mere indgående

analyser af den danske arbejderbevægelses historie, end vi nu er i besiddelse af. Fordet andet kræver det en metode og tilhørende begrebsapparat, som på en gang er

afpasset den konkrete forsknings kildegrundlag og tilpasset en logisk menings-fyldt t'eori. For det tredje, må forholdet mellem den danske arbejderbevægelses ud-

viklingstrin og 'dansk socialistisk teori' sættes ind i den bredere europæiskesammenhæng - eller endda en global sammenhæng. Levy og Thing har vist ikke

forestillet sig, at de har leveret en klar løsning på disse problemer. Men de har for-' muleret et centralt spørgsmål på en intelligent og stimulerende måde, og de har

leveret et praktisk og omhyggeligt udarbejdet bidrag til udforskningen af arbejder-bevægelsens historie.

.Carl Heinrich Petersens bog adskiller sig væsentligt fra de to forudgående, hvad

angår formål og størrelse. Den er et af kildehefterne i Gyldendals skolebogsserie:

189

»Historie og samfund/ Kilder og tal«. Man leder forgæves efter tal, men finder til

gengæld en snes tekster fordelt på 11 personer og to organisationer (Jfr. ovf. i de

indledende afsnit) »dækkende alle væsentlige retninger og strømninger blandt

danske revolutionære gennem ca. 100 år. ..« (Forord) Inden for små 70 tekstsider må

dækningen givetvis være noget tynd og få karakter af smagsprøver. Til gengæld

opnås det tilsigtede indtryk af stor variation i værdiforestillinger og synspunkterhos den yderste ventre og anarkistiske opposition. I forhold til Petersens tidligerebog, Danske Revolutionære fra 1970, er alle tekststykkeme nye undtaget afsnittet

om Andreas Fritzner, som gengiver dele af båndoptagelsesinterviewet fra 1963.

Teksterne indledes med kortfattede oplysninger, fortrinsvis biografiske, der

suppleres med et leksikalsk, biografisk afsnit og en bladliste bagest i bogen. Redak-

tøren selv opfatter ikke bogen som andet end en indledning og tilskyndelse til vide-

re læsning, og til dette formål er medtaget en passende sammensat litteraturliste.

Bogen er forsynet med en kort indledning, hvori forfatteren forsøger at skitsere

nogle væsentlige træk af begrebet revolutionær socialisme, som munder ud i den-

ne erkendese, at »virkeligheden er mere kompliceret end alle skemaer.« I betragt-

ning af, at Carl Heinrich Petersen uden tvivl er den største kender af de danske

revolutionære socialister og nærmest denne sammensatte retnings nulevende

»grand old man«, kan man kun tilskrive hans indledning en selvstændig kilde-

værdi.

På baggrund af fremkomsten af de her anmeldte bøger samt en række andre nye

udkomne og forestående tekstudgaver kunne man rejse spørgsmålet, om tiden ikke

var inde til at overveje en koordineret indsats til udgivelsen af en række socialisti-

ske forfatteres samlede værker i tilpas lærde udgaver, dvs, forsynede med et systema-tisk noteapparat byggende på grundig udforskning af de materielle og idémæssige

påvirkninger på de enkelte forfattere. Et sådant arbejde kan ikke være et mål i sigselv, men det kunne danne .et solidt grundlag for den videre forskning og for tænk-

ningens vekselvirkning med handlingen.Michael Wolfe

190

Marie-Louise Goldbach:

Karl Radek und die deu tsch-sowj etischen

Beziehungen 1918-1923.

Schriftenreihe des Forschungsinstituts der Friedrich-Ebert-

Stiftung bd. 98, Verlag Neue Gesellschaft, Bonn 1973, 163 s,

20.- DM

Bogens titel er noget misvisende, det drejer sig i virkeligheden om et stykke parti-historie, nemlig forholdet mellem Komintem og KPD og derunder specielt Ra-

deks indflydelse på KPD's politik. Det er en »Dissertation« skrevet hos TheodorSchieder i Köln, som allerede har inspireret adskillige Dissertationer om arbejder-bevægelsens historie, f.eks. H. J. Steinberg og H. C. Schröder, som ligeledes er ud-kommeti Friedrich-Ebert-Stiftungs skriftserie. Denne adskiller sig imidlertid fra deto nævnte ved sin store overfladiskhed både i det formelle og i konklusionerne.

Goldbach omtaler indledningsvis kort Radeks ophold i Tyskland før 1914 oghans samarbejde med de marxistiske grupper indenfor SPD uden dog at kunne for-binde dette med politikken i perioden 1918-1923. I denne periode udviklede KPD

sig fra en relativ lille organisation til et marxistisk masseparti, hvis indflydelse i ar-

bejderklassen i perioder var lige så stor som SPD's. Denne udvikling ledsagedes afret voldsomme diskussioner og indbyrdes modstridende teoretiske forestillinger - f.eks. »offensivteorien« fra marts 1921 og »enhedsfrontteorien« 1921-23. Goldbachbehandler stort set de vigtigste hændelser i perioden, men alene med Radeks betyd-ning for dem som synsvinkel. Imidlertid har hun overset centrale afhandlinger ogkildepublikationer som f. eks. Karl Retzlaw: Spartakus, Horst Lademacher: DieZimmerwalder Bewegung, H.M. Bock: Syndikalismus und Linkskommunismusvon 1918-1923, K. H. Tjaden: Struktur und Funktion der »KPD-Opposition«(KPO), A. G. Loewy: Die Weltgeschichte ist das Weltgericht, Arnold Reisberg: Anden Quellen der Einheitsfrontpolitik for bare at nævne nogle af de vigtigste. Som

følge deraf kan hun ikke placere Radek ide faktiske hændelser -hun tildeler ham en

altfor betydningsfuld rolle- og fortegner derfor billedet. I øvrigt lykkes det hendeikke at koordinere sit stof og hun modsiger således sig selv adskillige gange. Der-

udover er der mange sjuskefejl i bogen.Hendes hovedteser er l)at Radek bestemte KPD's politik alene, de tyske kommu-

nister var kun statister/ sekundanter, som han instruerede. Senest fra 1921 var Ko-

mintem kommandocentralen, hvorfra der udgik befalinger til de blindt adlyden-de »Befehlsempfänger« rundt omkring i verden. 2) Radeks politik havde ét formål:ikke at gennemføre revolutionen i Mellemeuropa, men hjælp og understøttelse til

191

Sovjetunionen (dette opfattet som en modsætning). Det første punkt stemmer ikke

overens med de hidtidige forskningsresultater (f.eks. de ovennævnte publikatio-

ner, som alle har et meget bredere kilde- og literaturgrundlag end Goldbach) og er

heller ikke sandsynliggjort af Goldbach selv. Det er selvfølgelig rigtigt, at III.

Internationale havde betydelig større indflydelse på sine nationale sektioner end II.

Internationale, det var imidlertid en af forudsætningerne for dens oprettelse. Men

Goldbach fortsætter kun en tradition for en kommunismeforskning, hvis formål

hovedsagelig er politisk: nemlig bekæmpelsen af kommunisme/ socialisme - en af

denne remings førende personer er Richard Löwenthal, fra hvem Goldbach har

overtaget sine problemstillinger, som de hyppige citater viser. Imidlertid er den

kolde krig neddæmpetret betydeligt for tiden og mere videnskabelige kriterier har

været fremherskende i de senere år. Hendes l. tese er således en ubevist påstand,som også 2. tese. Radeks amerikanske biograf Warren Lerner (Karl Radek - The

Last Internationalist, Standford 1970) har netop fremhævet hans stærke inter-

nationalisme og det stemmer heller ikke overens med Radeks politik iøvrigt. Det er

altså en ret mislykket afhandling, og da også Lemers biografi er et noget overfla-

disk foretagende må man håbe, at der snart kommer en grundigere analyse af

Radek, hvis betydning er uomtvistelig.Gerd Callesen

Antonio Gramsci:

Politik og kultur

Artikler og breve udvalgt af Kjeld Østerling Nielsen. Køben-

havn, Gyldendals uglebøger, 1972. 211 5. kr. 33,50.

Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejder-

styre, udvalgt og oversat af Jørgen Stender Clausen. Køben-

havn, Rhodos 1973 s. 293, kr. 42,50.

Disse to bøger har den fortjeneste, at de for en bredere gruppe danske læsere, der

ikke er specialister, åbner et vindue ud mod den italienske arbejder- og kommunis-

tiske bevægelses historie, og i særlig grad mod Antonio Gramscis teoretiske bidrag.Det må ønskes, at dette arbejde må fortsætte og inddrage både andre personlighe-derfra den italienske teoretiske marxisme - som f.eks. Antonio Labriola - og den

nyere generation af marxistiske forskere, der er kommet frem i løbet af 60'erne. Beg-

192

ge tilrettelæggeregiver os et udvalg af Gramscis tekster og samtidig en politisk for-

tolkning af disse og af den teoretiske betydning, de har fået. De to udvalg er imid-lertid af forskelligt præg: J. Stender Clausen præsenterer os for en venstreoriente-ret og marxistisk-leninistisk Gramsci, såvel på det teoretiske som på det politiskeplan, mens K. Østerling Nielsen introducerer en national, moderat, reformistiskGramsci. Dette er naturligvis årsagen til det forskellige tekstudvalg, der fremlæg-ges: J.S.C. koncentrerer sig om den »ordinovistiske« periode fra 1919 til 1922, mens

K. Ø. N. derimod foretrækker de mere »modne« skrifter fra Quaderm' del carcere

(Fængselsoptegnelser)og Lettere (Brevene) (1926-37). Men begge ser en slags teo-retisk kontinuitet hos Gramsci og får den frem ved at tilføje skrifter fra tidligere ogsenere perioder, der netop skal bevidne denne kontinuitet og enhed i inspiration ogtænkning. Yderligere er ingen af de to i tvivl om, at »Gramscis bidrag til den mar-

xistisk-leninistiske teoris udvikling består i første række i hans søgen efter en re-

volutionsstrategi for de høj tudviklede vestlige samfund...« (S. C., 5. 292, og K.Ø.N.,s. 9). Der er tale om bedømmelse og erklæringer, der fremsættes med megen sikker-hed, men som dog har den fejl, at de overser - eller lader som om de overser - resul-tateme af de sidste 10 års teoretiske debat og forskning af den italienske arbejderbe-vægelses historie og af Gramsci selv, såvel i Italien som i udlandet; forskning og de-batter, som modsiger disse konklusioner eller under alle omstændigheder gørdem meget mere problematiske. Jeg vil her søge at give nogle henvisninger til dis-se analyser af den marxistiske tænkning i Italien, uden derfor at overse formåletmed denne note, at uddybe indholdet af de to bøger, der er tale om. BogenArbejderkon trol, arbejderråd, arbejderstyre, - udvalgt og oversat af Jørgen StenderClausen - indeholder en temmelig fuldstændig og repræsentativ samling af alle devigtigste politiske skrifter, der blev offentliggjort af Gramsci i Ordine Nuova iperioden 1919-1921. Tilrettelæggeren har herudover med et uheldigt metodolo-gisk valg villet inkludere nogle artikler, der fremkom i årene 1917-1919 i »Cittâfutura«, »Avantil« og i »Grido del popolo«, og to skrifter, der er langt senere endden »ordinovistiske« periode, (Nødvendigheden af en ideologisk skoling, 1925; ogVedrørende det syditalienske spørgsmål, 1926), som det ville have været bedre atholde udenfor, fordi de er udtryk for en anden teoretisk fase i Gramscis tænkning.Jeg har allerede søgt at gøre opmærksom på dette i min anmeldelse af denne boginr. 238 af politisk revy, 1974, og det er med stor klarhed og autoritet blevet under-streget af den kendte italienske kommunistiske teoretiker og leder Emilio Sereni iIKP's teoretiske tidsskrift, som han redigerer (Critica marxista, n. 5, 1972,»Fascism0, tapitale finanziarioe capitale monopolistico nelle analisi dei comu-

nisti italiani« (»Fascisme, finanskapital og monopolkapital i de italienske kom-munisters analyse«)). Bogen er forsynet med et »Efterskrift«, som mens det ud-mærket identificerer nogle momenter af Gramscis udvikling og politisk-teore-tiske erfaring, dog undgår en uddybning af de emner, som træder frem i disseskrifter. Uden en sådan uddybning antager definitionen af Gramsci som »marx-

ist-leninist« (s. 283) og den påberåth parallel mellem rådene i 1921 og dem 1974(s. 293) karakter af politisk udnyttelse af Gramsci, som - udover at være lidet kor-rekt videnskabeligt set - politisk er unyttigt, fordi det ikke fører et eneste skridt

193

fremad mod en løsning af de problemer, som den aktuelle bevægelse står over-

for, og som er af kvalitativt forskellig karakter, og det i et sådant omfang, at en

tilbagevenden til Gramsci ville være et teoretisk og politisk tilbageskridt i for-

hold til de sidste 10 års arbejderkampe i Italien. I virkeligheden har den marx-

istiske forskning i Italien i løbet af de sidste 10 år i stadig højere grad fundet ud

af, at problemet ikke så meget er, om man skal gå imod Gramsci eller vende

tilbage til Gramsci, men snarere at man skal komme ud over Gramsci. Dette

gælder for hele den mere alvorlige marxistiske forskning, om den så er forbun-

det med IKP (fx Sereni) eller ej (S. Merli, I nosm' conti con la teoria della »ri-

voluzione senza rivoluzione« di Gramsci, (Vores opgør med Gramscis teori om

»revolution uden revolution«) »Giovane Critica«, 17 (efterår 1967, s. 62) Denne

gradvise afstandtagen fra Gramsci skyldes de dybtgående ændringer, der er ind-

trådt som følge af de sidste års klassekampe og den rolle, som arbejderklassen har

haft i disse inden for selve teorien. Det er de dybtgående ændringer, der har fundet

sted i produktionssystemet og i arbejdsorganiseringen, der med deres revolutione-

ring af de tidligere klassesammensætnings-niveauer, har fremkaldt den himmel-

vide afstand fra den traditionelle tematik med »hegemoni«, »historisk blok«,

»moderne fyrste« og det »syditalienske spørgsmål«. Det vil imidlertid være uek-

sakt at benægte, at visse grupper og visse intellektuelle fornylig har forsøgt at re-

lancere Gramsci, også i Italien. Dette er blevet forsøgt såvel inden for IKP - men

efterhånden også her mere som en slags ærbødig og formel reverens end som en vir-

kelig overbevisning - som i nogle grupper af det ikke-kommunistiske venstre. Hos

de sidstnævnte vender man tilbage til og fornyer illusioneme om at kalde den på-ståede revolutionære åndi Gramscis tænkning tillive igen, det vil sige den »ordino-

vistiske« og Mads-ånden« (F.eks. artiklen af M. Salvatori i»Manifesto«, 1970, nr.

10-11, 5. 43). I disse forsøg prøver man at understrege de bånd, der er mellem

Gramsci og de andre europæiske teoretikere inden for Linkskommunismen. Det

er korrekt, men det kan kun være behandlingens udgangspunkt. Det, der står

tilbage at analysere, er netop problemet med en skelnen mellem hans råds-for-

slag og de forslag, der stammer fra folm som Korsch eller Pannekoek. En ana-

lyse af denne type finder vi hos en seriøs tysk forsker, som har offentliggjort et

yderst betydningsfuldt essay om emnet (Christian Riechers, Antonio Gramsci,

Marxismus in Italien, Europäische Verlagsanstalt, Frankfurt a.M., 1970). Jeg

er ikke helt enig med denne bogs analyse, men man må anerkende dens dybde

og dens teoretiske præcision. For Riechers tager de mennesker ikke fejl, der gør

en legitim reformistisk brug af Gramsci, men derimod den minoritet af under-

ordnede intellektuelle, som opkaster og prædiker en mystificerende revolutio-

nær brug af ham. Riechers minder de teoretikere fra den traditionelle »venstre«-

opposition (dvs. mindretallet), som fremfører en »arbejderrådenes« Gramsci,

der endnu skulle være aktuel, i det mindste som teoretiker for »det proletari-ske demokrati«, om den afgjort sorel'ske inspiration hos den ordinovistiske

Gramsci og udpeger det, som fra og med »de to røde år« (1919-1921) bliver det

konstante i Gramscis politiske teori: nemlig den »produktivistiske«vision, der

gør hans råds-hypotese fremmed for den europæiske debat, samtidig med at

194

han fastholder det »enheds«-program, der udtrykkes i Lyon-teseme (cfr. s. 85),og som man så i praksis' filosofiske forklædning genfinder i de moderne reflek-

sioner. Disse vurderinger baserer sig på en analyse, som denne tyske forsker gen-nemfører i anden del af sin bog, igennem et systematisk studium af den teore-

tiske udvikling hos Gramsci parrallelt med marxismens filosofiske genopta-gelse hos Lukács og Korsch. Under en rent politisk synsvinkel præsenterer den

gramsci'ske tese sig som en progressistisk syntese for de lande, der har en libe-

ral tradition, og hvor nogle store intellektuelle figurer har evnen til at blive ledere

af kulturen, subjekter for hegemoni, dvs. partier. Selv Croce udøvede i over et halvt

århundrede - for nu at udtrykke det med gram'sci”sksprogbrug - en parti-funktion i

Italien. Men i et udviklet kapitalistisk land, hvor reproduktionen af store natio-

nale intellektuelle af Croces type er utænkelig, og hvor den fremadskridende

socialisering af arbejdet ubønhørligt opsluger de tilbageblevne former for

»autonomi« er det lige så utænkeligt med enhegemonisk, etisk-pædagogiskfunktion for den »moderne fyrste«. I et samfund som det nuværende vil der være en

konstant krise for en strategi, der tenderer mod at realisere en hegemonisk ledelse

via »konsensus«, og den krise vil udspringe af den stadige revolutionering, som

kapitalen indfører i produktionsprocessen og af selve den superstrukturelle dyna-mik, med pulverisering af den kulturelle tradition og dermed af identifikations-

muligheden med det »nationalt-folkelige« Hvis det er rigtigt, at der i klassestruk-

turen og i klassesammensæmingen er foregået en revolution, der har forvist den

gamle faglærte arbejder til en plads som forældet figur - han som var hovedperso-nen i de store faglige kampe -

og hvorpå IKP›s strategi lige indtil befrielsen har væ-ret materielt baseret, må man konkludere, at den eneste mulighed for rekonstru-

ering af den revolutionære teori i dag ligger i analysen af den nyearbejdersituation,der er fremkaldt af den kapitalistiske udvikling. Det er over for disse opgaver ogdisse krav til den teoretiske analyse af i dag, at Gramscis teori afsløres som uegnet.Og det er bestemt ikke noget tilfælde, at det netop er dette behov for at accellerereden radikale fomyelsesproces af hele klassebevægelsen, så man kan opfatte denmed større klarhed med de begrænsninger og mangler der ligger i dens tænkningsbeskaffenhed, der i dag generaliseres. Afstanden fra Gramsci er ikke frugten af en

abstrakt intellektuel viljesakt, men resultatet af en virkelig politisk proces, der ube-vidst er forberedt af den nye arbejdergeneration. Jeg bemærkede allerede i et tid-

ligere skrift, at der hos Gramsci ikke er spor af hverken Kapitalismens udvikling i

Rusland eller Arbejderk lassens situation i England, eller den IV. sektion af Kapi-talens l. bog (se Gramsci, Althusser og superstrukturerne i Kinok nr. 21, 1973 ogcfr. S. Merli, art. cit. s. 72). Gramscis politiske tænkning' er helt vendt mod proble-met om den kollektive intellektuelle og den »moderne fyrste«, som har sine rødder i

Italiens historie, men arbejderklassens historie er overset, idet den anses for at være

subaltern og dirigeret udefra i forhold til den politiske jakobiner, partiet, den

historiske blok. Konsekvenserne af denne afgrænsede interesse reflekteres nega-

tivt, som Riechers med rette fremhæver, på analysen af den italienske situation,som findes i Lyon-teseme, hvor de frontistiske implikationer allerede er til stede

som resultat af et deformerende og ikke - marxistisk syn på facismen, det forbin-

195

des med et initiativ hos bagstræberiske grupper i borgerskath (agrarerne) i stedet

for med en bestemt fase i det kapitalistiske system. Det er faktisk blevet fremhævet-

bl.a. af Sereni - at »agrarerne« er kapitalister i nøjagtig samme grad som industri-

herrerne, hvorfor deres enighed med disse er grundlagt på et interesse-fællesskab,som aldeles ikke er typisk for et tilbagestående land, som Gramsci mente. Derud-

over skal det erkendes, at denne tilbageståenheds-ideologi - i det mindste i Italien -

lå til grund og stadig ligger til grund for den antifascistiske frontisme med dens

demokratiske illusioner. Til grund herfor - bemærker Merli i den citerede artikel -

ligger en overbevisning om systemets ubestemte mulighed for fuldkommengørel-se, og begrebet revolutionært brud erstattes med begrebet revolution i to tempi ,

revolution uden revolution. Forbindelsen mellem arbejderkampe og organisa-tion, der er af leninistisk oprindelse, erstattes af den progressive mekanisme med

revolution i to tempi, der støttes på præmisserne for erobringen af flertallet for ar-

bejderklassen og for erobring af flertallet i magtkombinationen. Den fuldstændige

udvikling af disse begreber har vi hos Gramsci fra og med 1926. Men det ville være

intellektuelt naivt at benægte, at de allerede er til stede som kim i den

»ordinovistiske« fase, hvor forskellige forskere har fremhævet eksistensen i udvik-

let form af en evolu tionistisk produktivisme, som gør, at det for Gramsci ikke så

meget er den kapitalistiske produktionsorganisation der er spørgsmålet, men sna-

rere ledelsen af den. Den ændring man kæmper for, også i 1919-1921, er ikke en æn-

dring af produktionssystemer, men en ændring i produktionssystemet, der for at

genvinde sin fulde funktionalitet kun har brug for at genetablere et »samarbejdemed arbejdsmanden, med den faglærte, med administrationsfunktionæren, med

ingeniøren, med den tekniske direktør« og at skille sig af med den private ejer, der

er blevet »et dødt punkt«, »en forhindring, som må elimineres« (cfr. L. Tomasetta,

I consiin di fabbrica nel Gramsci »ordinovista« (Fabriksrådene hos den »ordino-

vistiske« Gramsci) i »Problemi del socialisme« 1971, nr. 2-3) Produktivismen er

altså ikke et »omsving« i IKPs politik i 70'erne, men har sine fjerne rødder i den

gramsci'ske historicisme, hvor den deterministiske komponent social evolution

baserer sig på en pseudo-dialektik, der er blottet for enhver virkelig modsætningog ses i formidlingens tegn. Derfor mener jeg, Merli har ret, når han i den citerede

artikel (5. 63) skriver: »Det kommunistiske parti, Arnendola, de kommunistiske hi-

storikere usurperer ikke noget, når de påberåber sig en gramsci'sk kontinuitet in-

den for den centrale ledergruppe og i bevægelsens udviklingslinie; de gør ikke an-

det end som fortolknings-model at anvende det konkret historiske i en proces i

stedet for enkelte lederes og aktivers intellektuelle biografi«

Den knappe plads tvinger os til at gå over til at beskæftige os med den anden

bog, der her er genstand for anmeldelse, nemlig Politik og kultur, redigeret af

Kjeld Østerling Nielsen. Ud fra et redigerings-synspunkt er det udvalg, der her er

foretaget, af en sådan karakter, at det kan retfærdiggøreden hårde kritik, der har

mødt denne bog (Se Claus Brylds anmeldelse i politisk revy nr. 212, side 10). Det

forekommer vanskeligt at forstå , hvilken funktion tilrettelæggeren tiltænker en

lille bog på ca. 200 sider, som påstås at give et repræsentativt udvalg af Gramscis

komplette værker fra 1916 til 1936.

196

Bogen afsluttes med et »Tillæg«,der gengiver to breve fra Gramsci fra 1926, derhandler om striden i det sovjetiske kommunistparti. Her søger K.Ø.N. at præsen-tere os for en Gramsci, der er i polemik med sit parti, som pioner for den nyeepoke, der begynder efter stalinismen. Men ikke blot modsiger IKP's historie fral924 til 1926 og den rolle , som Gramsci spillede i denne periode, en sådan an-

tagelse, men selve analysen af Gramscis 3.-intemationalistiske teoretiske hori-sont afslører for os, at disse holdninger ikke udgør noget kvalitativt brud med den3. Internationales ortodokse, doktrinære apparat, netop fordi de er en taktisk va-

riant af disse. Fra stalinismen optager Gramsci den centrale opfattelse af revolu-tionen gennem demokratiske etaper der specielt er udarbejdet for de vestlige lan-de. Yderligere må det tilføjes, at modsætningeme mellem Gramsci og den kom-munistiske Internationale, hvor alvorlige de end kan have været, ikke munderud i udarbejdelsen og organisationen af en linie, der overvinder de svage punk-ter ved en intemationalisme, der ses i funktion af nationale russiske interesser.Gramsci sætter ikke spørgsmålstegn ved statalismen som netop var det element,der bragte såvel den 2. som den 3. Internationale i krise, ved at føre dem til en

bureaukratisk-formalistisk degeneration af begrebet »politik«. Det er ikke no-

get tilfælde, at han af den socialistiske aktions hovedstøttepunkter optager deto retninger, der kun tilsyneladende er modstridende, nemlig statalismen ogdemokratiet. K. Ø. N. skriver i sin indledning, at»udgangspunktet er hos Gramsciikke kritikken af den politiske økonomi, men ideen - viljen og disses organi-sation.« (s. IQ). Dette er uden tvivl sandt. Hvad der imidlertid kan være af in-teresse for at se, i hvilken retning Gramsci udvikler sit teoretiske bidrag er, om

han ved slutningen af sine undersøgelser kommer frem til en kritik af den po-litiske økonomi, dvs. om hans tænkning på et vist tidspunkt smelter sammen

med Marx' eller tværtimod stadigt mere afviger fra denne ad veje, der vel kanvære originale men bestemt ikke marxistiske. En rekonstruktion af Gramscispolitiske tænkning må tage hensyn til nøglebegrebet civilt samfund og begre-bet hegemoni. Begrebet civilt samfund tages op af Marx, der identificerer detmed det strukturelle moment. For Marx omfatter det civile samfund »hele kom'plekset af de materielle relationer« og »hele komplekset af det kommercielleog industrielle liv«: det udgør »den virkelige ame, skuepladsen for al historie«.Hos Gramsci hører det civile samfund derimod ikke til det strukturelle mo-

ment, men til superstrukturen. Det civile samfund er her komplekset af de ideolo-gisk-kulturelle relationer, komplekset af det åndelige og intellektuelle liv. ForGramsci befinder »den virkelige ame, skuepladsen for al historie« sig altså et an-det sted end for Marx. Det betyder - som det med rette er blevet-sagt - at »såvel hosMarx som hos Gramsci repræsenterer det civile samfund, og ikke staten som hosHegel, det aktive og positive moment i den historiske udvikling. Men hos Marx er

dette aktive og positive moment strukturelt, hos Gramsci superstmkturelt«. (Nor-berto Bobbio, » Gramsci e la concezione della societâ civile« (Gramsci og opfattelsenaf det civile samfund) i Gramsci e la cu ltura con temporanea (Gramsci og den sam-

tidige kultur), vol. I, Editori Riuniti, Roma, 1969, s. 86). Det giver sig selv at den-ne flytning af det civile samfund fra strukturen (Marx) til superstrukturen, som

197

Gramsci foretager, har stor betydning for selve opfattelsen af forholdet mellem

struktur og superstruktur. Marxbetragter de to momenter som værende altid i

gensidig relation, men det første som primært og underordnende moment, det an-

det som sekundært og underordnet; hos Gramsci er det lige modsat. Om begrebet»hegemonimå vi her nøjes med at bemærke, at det er Gramsci selv, der henviser

til dette begreb, der anvendes af Lenin. Det er imidlertid nødvendigt at minde om,

at den brug, Gramsci gør af det, adskiller sig fra Lenins, mens den kan genfindes i

Stalins vanlige sprogforbrug, hvor begrebet er blevet kanoniseret. Det er igen

Bobbio, der fremhæver, at Lenin foretrak at tale om ledelse (rukovodstvo) og leder

(rukovoditel). I Gramscis sprogbrug kom udtrykket ind meget senere (1926),mens det ikke forekommer ret meget i de skrifter af direkte leninistisk inspi-ration, der stammer fra årene 1919-1921. Det er os ikke muligt her at gå dybere ind

på disse aspekter, og vi henviser iøvrigt til, hvad der allerede er skrevet på de fore-

gående sider herom. Det interesserede mig blot at fremhæve, at problemet om

»marxismen« hos Gramsci er mere kompliceret, end begge de to danske »iagtta-

gere« har vist sig at mene.

Bruno Amoroso

Bo Gustafsson:

Marxism och revisionism.

Eduard Bernsteins kritik av marxismen och dess idéhistori-

ska förutsättningar. Ekonomisk-historiska studier 4, utgivnaav Uppsala universitets ekonomisk-historiska institutionen

genom Karl-Gustav Hildebrand. Uppsala 1969. 484 5. Sv. kr.

69.00.

Det har længe været en påtrængendeopgave at få gennemanalyseret den tidlige re-

formismes og revisionismes materielle og idémæssige betingelser. Blandt en ræk-

ke undersøgelser fra de senere år er B0 Gustafssons bog den væsentligste for for-

ståelsen af den idémæssige udvikling, mens de socialøkonomisk og klassestruktu-

relle forudsætninger stadig venter på en grundig undersøgelse.I det følgende vil jeg operere med tre begreber: 1. en førmarxistisk reformisme,

der synes at have eksisteret i så at sige alle landes arbejderbevægelser, og som lever

som en understrøm i mange socialdemokratier, efter at marxismen officielt er an-

198

taget som teori. 2. en »marxistisk« reformisme, hvis klareste udtryk var kautsky-anismen og den øvrige centrisme i SPD, og 3. den egen tlige revisionisme, der base-

redes på en ideologisk kritik af den marxisme, der udvikledes i l880erne og

1890eme. Jeg vil her undlade at inddrage udviklingen af nyere refonnistiske/revi-

sionistiske tendenser fra tiden efter den første verdenskrig, fordi det vil involvere en

diskussion af dels de nye forudsætninger i kapitalismens udvikling og dels le-

ninismen og dens forhold til marxismen i 2. internationale - et vigtigt problem,som Bo Gustafssons bog til en vis grad illustrerer, fordi forfatteren forholder sig til

revisionismen og den tidlige marxistiske reformisme udfra et marxistisk-leninis-

tisk standpunkt. B0 Gustafsson har afgrænset sit studie til atville »genom beskriv-

ning och analys av samtida källor söka fastställa det konkreta teoretiska innehål-

let i 1890-ta1ets revisionism. Først når den grunden är lagd år det möjligt att dra

bestämda slutsatser om revisionismens faktiska innebörd och gå vidare till den

större frågan om sambandet mellan revisionismen och hela den politiska, sociala

och ekonomiska utvecklingen i det dátida Europa« (5. 5).Følgelig er derfor redegørelsen for den økonomiske og politiske udvikling i de

sidste årtier af det 19. århundrede meget kortfattet og blot et resumé af hidtidige op-

fattelser heraf. Det er for kalejdoskopisk til at give en egentlig forklaring på revi-

sionismens opståen. Men det påpeges klart , at på to felter var jorden beredt for

revisionismen ved SPDs udvikling i årtiet før dens fremkomst. Der havde udviklet

sig en reformistisk praksis i ret store dele af partiet, efter at illegaliteten var ophæ-vet og marxismen var svagt konsolideret i arbejderklassen. Det gjorde det for-

holdsvis let for Bernstein at knytte an til en præmarxistisk, idealistisk farvet refor-

misme. Arbejdet med at udvikle en marxistisk forståelse i arbejderklassen var langtfra fuldendt - fagforeningerne udgjorde en betydelig barriere herimod - og derforblev Bemsteins angreb på marxismen i det væsentlige et opgør med relativt få

ideologer, selvom det selvfølgelig fik vidtgående betydning for klassens praksis i

bred forstand og virkede som en faktor, der hæmmede en videre marxificering af

partiet. Over for en i klassen solidt funderet marxisme havde Bemsteins småbor-

gerlige, idealistiske elekticisme næppe haft store gennemslagsmuligheder.Spørgsmålet om, hvorvidt den udforming marxismen havde fået i tiden efter

Marx, død, gjorde den mindre modstandsdygtig over for revisionismen, behandler

Bo Gustafsson ret summarisk. Han forekommer mig i for høj grad at identificere

den med Engels' opfattelse. Det er rigtigt, at Engels udøvede en indflydelse i denne

periode fuldt på højde med Marx' egen, og det er også vigtigt, som Bo Gustafs-

son gør det i et stort afsnit at sikre Engels mod den i en vis udstrækning ube-

rettigede kritik fra de senere år og mod Bemsteins forsøg på at tage Engels til

indtægt for sin revisionisme. Men, som det også fremgår af redegørelsen for

Engels' »teoretiske testamente«, så var hans opfattelse ikke problemfri. Det

gjaldt hans forsøg på at klargøre den historiske materialisme, hvor den i

høj grad savnes af konkretisering af begrebet »vekselvirkning« mellem forskell-

lige faktorer, af bestemmelsen om økonomien som »i sidste instans bestemmende

moment« og overbygningens »relativt selvstændige udviklingsmuligheder« En-

gels kæmpede en utrættelig kamp mod en skematisering af den historiske ma-

199

terialisme og mod den vulgære umiddelbare reduktion af alle foreteelser til øko-

nomiske forhold, forstået som en snæver borgerlig kategori og ikke som et to-

talbegreb for »produktion og reproduktion af det virkelige liv« (s. 46). Alligevelefterlod han en lang række problemer, som endnu ikke er »løst« og som i første

omgang bevirkede en betydelig usikkerhed i anvendelsen af marxismen i de

socialdemokratiske analyser. Bernstein kunne også her træde til og øge usik-

kerheden med sit generalangreb på alle de centrale elementer i den historiske ma-

terialisme.

Af størst umiddelbar betydning blev dog den socialdemokratiske partiledelsesforvanskning af Engels' revolutionsopfattelse i det berømte forord til

»Klassekampene i Frankrig«, I sin iver for ikke at miste den nyvundne legalitet fik

de ledende socialdemokrater her understreget en efter min opfattelse i forvejen eksi-

sterende tendens i Engels' skrift til en tilslutning til muligheden af en fredelig, par-lamentarisk overgang til socialismen. Denne tendens lå blandt andeti Engels' be-

toning af, at initiativet til revolutionær magtanvendelse ville ligge i den hersken-

de klasses tilflugt til kontrarevolutionær vold og ikke i en revolutionær offensiv fra

arbejderklassens side.Engels opfattelse hvilede dog trods alt på den forudsætning,at SPD var revolutionært. Det var imidlertid en yderst problematisk antagelse, ogdet vidste Bernstein. Han så, at hovedtendensen gik i reformistisk retning, og den

modsætning der derved opstod mellem teori og praksis søgte han at løse, ikke ved

arbejde for en fornyet revolutionær praksis, men ved at skabe en teori, der svarede

til den reformistiske praksis.Dette forehavende nødvendiggjorde et opgør med

marxismen på alle væsentlige punkter. Thi, hvis revolutionemes tid var forbi, såmåtte også betingelserne for revolutioneme være elimineret.

Med en meget sikker idéhistorisk indsigt følger Bo Gustafsson dette opgør i alle

dets faser og Bemsteins personlige udvikling fra en idealistisk eklekticisme i

1870eme over en »ortodoks« marxisme som redaktør af »Der Sozialdemokrat« i

1880erne til en ny idealistisk, arevolutionær etisk socialisme fra midten af

l890erne. I denne meget grundige og detaljerede analyse lykkes det Gustafsson at

nydatere Bemsteins første afgørende brud med marxismen til 1895/96 i - af alt - en

kommentar til et værk om den franske revolution 1848, hvor Bernstein tog afstand

fra de revolutionære retninger i en form, der på næsten alle punkter stred mod

Marx' analyse, der jo netop var nyudgivet 1895. B0 Gustafsson kan også med be-

tydelig sikkerhed fastslå en vigtig påvirkning fra det engelske Fabian Society, et

forhold, der hidtil har været ret omdisku teret. Hans omgang med denne gruppe af

intellektuelle ikke -marxistiske socialister i forbindelse med hans isolation fra den

tyske arbejderbevægelse i det fortsatte eksil i London (indtil 1901), hans mentor,

Engels' død 1895 kan anføres som delforklaringer på hans begyndende, snart has-

tigt udfoldede tvivl om den marxistiske teoris rigtighed og hensigtmæssighed.1 en

række artikler 1896-99 formulerede Bernstein en kritik og i en vis udstrækning et

alternativ til alle væsentlige dele af den marxistiske teori: den historiske materia-

lisme, dialektikken, stats- og revolutionsopfattelsen, merværditeorien, koncentra-

tions- og kriseteorieme. Konsekvensen var et advokatur for en gradvis virkelig-gørelse af socialismen gennem parlament, fagforeninger, kooperation og kom-

munalpolitik.200

Trods åbenbare begrænsninger og fejlfortolkninger af marxismen må det under-

streges, at der var en vis indre logik i Bemsteins revisionisme.Dens karakter af et

helhedsaltemativ, der passede til en aktuel praksis, gav den en betydelig gennem-

slagskraft. Dertil kom, at han pegede på nogle tendenser i den kapitalistiske ud-

vikling, der kun i ringe grad blev analyseret af de samtidige marxister, men som f.eks. også Lenin omtrent samtidig tog op, selvsagt med resultater, der afveg funda-mentalt fra Bemsteins.Det afgørende nye i Bo Gustafssons bog er dog placeringenaf Bemsteins revisionisme inden for en almen europæisk tendens. I Frankrig,Italien, Rusland og England foregik deri l890eme og umiddelbart efter århundre-deskiftet en teoretisk adskillelse mellem marxismen og denne teoris kritikere.Gustafsson påviser overbevisende, hvorledes revisionisteme i vid udstrækning på-virkede hinanden og var gensidigt afhængige i deres teoretiske opfattelse. Kritik-ken kunne have specifikt forskelligt indhold og form i de forskellige lande, afhæn-gig af de nationale politisk-teoretiske-betingelser, men grundelementeme var

identiske: idealisme, opgivelse af den marxistiske værditeori og klasseanalyse,antirevolutionær strategi og accept af en evolutionær, reformistisk praksis, oftemed krav om at de socialistiske partier og grupperinger skulle samarbejde mere

permanent med borgerlige radikale elementer.

Marxismekritikken blev ofte ført på et forholdsvis højt intellektuelt plan, ogBernstein stod i originalt og filosofisk skoling næppe på højde med de mest frem-træ-dende i Frankrig og Italien (Sorel, Croce) og stod i henseende til agitatoriskkraft langt tilbage for den »revolutionære reformist« (BGs udtryk) Jean Jaurés. Det

afgørende var imidlertid, at revisionismen slog igennem i praksis i så at sige alle de

partier, der var tilknyttet 2. internationale, og her var Bemsteins revisionisme af

særlig betydning, fordi SPD var det største parti i intemationalen og for mangemindre den ledestjerne, der blev fulgt i alle væsentlige spørgsmål.Størstedelen af bogen er viet denne skarpsindige idéhistoriske eftersporing af

revisionismen som almeneuropæisk fænomen, og der fremlægges et vældigt fondaf ny viden og indsigt i sammenhænge. Det bliver her helt klart, at en forståelse afsocialdemokratiemes udvikling indtil 1914 vil fordre nye analyser af en række vidt

forskellige idéstrømninger, der ved siden af marxismen og ofte som en udvandingaf denne prægede store dele af disse partier. Bæreme af både marxisme og revi-sionisme var det forholdsvis store antal intellektuelle, der sluttede sig til de socia-listiske bevægelser i denne periode. Når revisionismen⁄reformismen kunne slå

igennem som dominerende tendens skyldtes det dels, at marxismen ikke blev 50-

lidt funderet i arbejderklassen og dels, at den marxisme, der dominerede i

2.internationale, indeholdt mange uafklarede momenter (f. eks. stats- og revo-

lutionsopfattelsen)der blottede den over for angreb fra revisionisme . Dertil kom et

stærkt deterministisk element, der lod denne form for marxisme forenes med refor-misme.

Hele dette problem rækker udover målsætningen for Bo Gustafsson under-

søgelse. Denne vil imidlertid i fremtiden kunne fungere som et uomgængeligthovedværk og referencepunkt til denne afgørende fase i arbejderbevægelsens hi-storie.

Niels F inn Christiansen.

201

Hans Hertel og Sven Møller Kristensen (red):

Den politiske Georg Brandes

København, Hans Reitzel 1973, 323 sider. kr. 58.50

I betragtning af den politisk-ideologiske kamp Georg Brandes altid formåede at

placere sig midt i fra 70'emes begyndelse og 50 år frem er det en krank skæbne han i

dag har lidt. Barberet og æsteticeret er han blevet en fast ingrediens i den borgerli-

ge litteraturformidling i hele uddannelsessystemet. Oprører ganske vist, men ikke

særlig farlig. Institutionaliseret oprører er hans rolle i den moderne version af den

borgerlige litteraturideologi.Men det er en historieforfalskning af de mere regelrette. Og prisen for denne rolle

er da osse at det er umuligt at forstå Brandes i den eneste sammenhæng, der kan give

mening til ham: den samfundsmæssige.En gruppe litteraturforskere under ledelse af Sven Møller Kristensen og Hans

Hertel har med ryggen mod denne udeblevne forståelse søgt at rekonstruere Bran-

des og med rette har de valgt titlen: Den politiske Georg Brandes til deres bog. Bo-

gen indskriver sig i en lang tradition indenfor den marxistisk orienterede littera-

turforskning. Denne tradition søger at fastholde Brandes i hans faktiske komplek-

sitet, fordi den ønsker at forstå ham med alle de dimensioner som en historisk for-

ståelse gør nødvendig. »Den politiske Georg Brandes« er en antologi af artikler (11

ialt), hvor hver artikel angriber en bestemt problematik. Hermed er vi allerede ved

bogens svaghed: det er en antologi og ikke et gennemskrevet værk. De enkelte

problematikker pletbelyser Brandes på strategisk vigtige punkter, men nogen ind-

byrdes nødvendig forbindelse mellem dem indser man ikke. Hertil kommer, at for-

fatterne så åbenbart har forskelligt politisk udgangspunkt. Det mærkes i den be-

tydning forskellige elementer i analysen tillægges. Til gengæld er bogens styrke

tungtvejende. For det første derved, at den tilvejebringer et overvældende og del-

vist ukendt materiale om Brandes' place_ringog betydning i den politisk-ideologi-ske kamp. For det andet derved at den gennem brugen af dette materiale klart påvi-

ser det løgnagtige i det borgerlige Brandes-billede og dermed bidrager til kampenindenfor uddannelsessystemet.

For det tredje bidrager bogen posith til en marxistisk brandeserkendelse idet

den, omend i usystematisk form, får peget på en række elementer, der med nødven-

dighed må indgå i en sådan erkendelse. Det centrale problem, som efter min me-

ning bør udredes, er Brandes' forhold til arbejderklassen. Ikke blot forstået som et

praktisk spørgsmål om hans aktiviteter indenfor eller i udkanten af arbejderbe-vægelsen, men totalt som et spørgsmål om hvilke sociale kræfter Brandes som

ideolog er knyttet til. Flere af bogens indlæg nærmer sig denne problemstilling (pådet litterære og det seksuelle område, i forbindelse med joumalistikken om impe-

202

rialismen osv.), men især to indlæg tager denne problemstilling mere eksplicit op.

Det drejer sig om Bent Søndergårds indlæg »Georg Brandes, forhold til socialis-

men i 70'eme og 80'erne« og Hans Hertels over 100 sider lange indlæg »GeorgBrandes mellem socialdemokrater, marxister og kulturradikale«.

Rent tidsligt er Brandes samtidig med den danske arbejderklasses barndom. Han

markerer en kulturrevolution, der nøje er knyttet til kapitalismens fremmarch i

Danmark. Men hans placering er ikke hermed givet.Sine ideologiske forudsætninger har Brandes i det væsentlige to steder fra. For

det første fra den store borgerlige revolution i Frankrig. Herfra henter han sin ab-

strakte revolutionære humanisme og herfra henter han inspiration og slagordeneom den frie tanke, den frie forskning og den frie handel. For det andet har Brandes

sine forudsætninger i Hegel. Han er afslutningen på den klassiske Hegeltradition i

Danmark. Men i modsætning til Heiberg knytter han an til progressive sider af He-

gel. Grundtanken i Brandes' første store værk »Hovedstrømninger« er den grund-hegelske om frihedstanken der gennem modsæminger, men stadig opadstigende,kommer til sig selv og til bevidsthed.

Brandes ville hjælpe frihedstanken (den borgerlige revolution) med at komme til

sig selv i Danmark, idet han jo klart nok gennemskuede at det var i den retning det

gik herhjemme. Men han blev et offer for den ulige udvikling af de nationale

kapitalismer i Europa. Danmark var ikke Frankrig 100 år forskudt i tid. Frankrighavde allerede oplevet flere proletariske rejsninger og den sidste - Pariserkommu-

nen - havde netop, da han begyndte på sine hovedstrømningsforelæsninger, jagetborgerskabet i Europa en slem skræk i livet. Det danske borgerskab ville ikke brin-

ges til bevidsthed og reagerede på den for Brandes bagvendte måde, at de kaldte

ham socialist. Brandes svarede let forbløffet: »Naar jeg ikke har tilsluttet migSocialisterne, da er Aarsagen simpelthen den, at jeg ikke er Socialist«.

Som ideolog er Brandes knyttet til den borgerlige revolutionære tradition. Men

udviklingen af modsætningerne i det danske samfund frembragte ikke noget revo-

lutionært borgerskab. Den klasse som under kapitalismens tidlige udvikling kom

til at spille en afgørende rolle var bondeklassen. Dette satte sit afgørende præg osse

på arbejderbevægelsens og arbejderklassens ideologiske udvikling. Bundetheden

til småborgerligheden forblev et væsentligt karaktertræk. Som borgerlig kultur-

revolutionær kunne Brandes altså ikke knytte an til det danske borgerskab, som

han iøvrigt foragtede som det foragtede ham, men derimod til en social gruppe

knyttet til borgerskabet som med kapitalismen får ændrede produktionsvilkår: de

intellektuelle. Netop med kapitalismens udvikling får en række kunstnere, viden-skabs- og embedsmænd status som selvstændige producenter eller lønarbejdere.Forfattere begyndte at leve af at skrive, dvs. af at sælge deres produkter på det litte-

rære marked, således som Brandes en stor del af sit liv selv var henvist til det.

Denne sociale gruppe etablerede sig som partifraktion i bondepartiet som det

»litterære« eller »europæiske« venstre, kort som brandesianske radikale. Den hav-

de i en række forhold interesser fælles med arbejderklassen. Ganske vist var

gruppen ikke i egentlig forstand at opfatte som antikapitalistisk, sådan som

arbejderklassen. Men den form for kapitalisme, som f.eks. Brandes kunne gå ind

203

for var et allerede tilbagelagt stadium, nemlig konkurrencekapitalismen med et

verdensmarked med ordnet frihandel. Og i denne forstand blev brandesianerne

modstandere af den aktuelle kapitalistiske udvikling, en holdning, der f.eks. hos

Pontoppidan senere udvikledes til en søgen bagom kapitalismen mod feudalis-

men før den »kapitalistiske fremmedgørelse«.På baggrund af dette delvise interessefællesskab udvikledes fra 80,erne og ind i

det nye århundrede en tvetydig alliance mellem den radikale intelligens og arbej-derne eller mellem Brandes og Socialdemokratiet for nu at fokusere dette specielleaspekt.

Efter angrebet for at være socialist fordybede Brandes sig i socialismen for at se,

hvad denne kunne give. Men det blev ikke marxismen, der tiltrak ham, men lassal-

leanismen. Ikke fordi han ikke kendte til Marx og Engels, tværtimod, men fordi af-

standen mellem en borgerlig radikalisme og den videnskabelige socialisme var en

kløft, hvorover Brandes ikke kunne springe uden at opgive sit klassestandpunkt og

det orde han aldrig. Han kastede sig over studiet af Lassalle omtrent på samme

tidspunkt, hvor Marx skånselsløst kritiserede lassalleanismens indtrængen i den

tyske arbejderbevægelse som et alvorligt tilbageskridt (Kritik af Gotha-program-met) og omtrent på samme tidspunkt, hvor det danske socialdemokrati anerkend-

te Iassalle som deres åndelige fader og skrev Gotha-programmet af som deres

eget (Gimle-programmet). Brandes fældede en i hovedsagen positiv dom over

Lassalle (se Søndergårds indlæg) og i forbifarten en negativ dom over Marx og

Engels. Hermed var der lagt grunden til en varig alliance med Socialdemokratiet.

Alliancen fik i første række betydning for den socialdemokratiske kulturpolitik.Snarere er det måske rigtigt at sige, at Socialdemokratiet aldrig har haft nogen egen

kulturpolitik. I perioden fra 80'erne og frem til begyndelsen af 20'erne løber der to

strømninger i partiet som erstatter dette tomrum. På den ene side en brandesiansk

linje (repræsenteret af folk som C.E. Jensen, A.C. Meyer, J.P. Sundbo, Herbert

Iversen og Hartvig Frisch) og på den anden side en grundtvigiansk præget

(repræsenteret af f.eks. Borgbjerg og Bergstedt). Hans Hertel får i et væld af oplys-ninger udredet de væsentlige tråde i disse forhold og afdækker derved hidtil u-

kendte eller kun delvist belyste sider ved Brandes og Socialdemokratiets kultur-

politik. Samtidig får han mere eller mindre direkte påvist rigtigheden af de teser jegher har opstillet om Brandes' forhold til arbejderklassen: en tvetydig, men vigtigallieret. Ikke nogen trofast allieret, men samtidig en udfordring for arbejderbe-vægelsens venstrefløj. Brandes fortsatte med at spille en rolle for kommunistiske

intellektuelle under kulturkampen i 30'erne og helt op i det kulturradikale

opsving i 50'erne. For en kommende analyse af forholdet mellem de intellektuelle

og arbejderklassen som sociale størrelser er det uomgængelig nødvendigt at sådan-

ne forhold tages op. Til en sådan analyse er »Den politiske Georg Brandes« et vig-tigt forstudium.

Morten Thing

204

Karl Korsch:

Staten og kontrarevolutionen.

Udvalgte artikler 1929-1950. Redigeret af Kjeld Schmidt ogJan Bo Hansen. Paludans fiolbibliotek. Jørgen Paludans

forlag København, 1973. 259 5. kr. 36,-

Der er for nogen tid siden udkommet en meget interessant bog: Staten og kontra-

revolutionen. Den indeholder på 259 sider 25 artikler om den marxistiske udvik-

ling indenfor den internationale arbejderbevægelse fra 1930lerne til slutningen af1950'erne. Bogens forfatter er den internationalt kendte tysk-amerikanske marxist

professor Karl Korsch (1886-1961). Mange af bogen artikler har været offentlig-gjort i amerikanske socialistiske tidsskrifter og foreligger nu i dansk oversættelse.

Karl Korsch, født i Tyskland, deltog i den tyske arbejderbevægelse, fra 1920-1926som medlem af det tyske kommunistiske parti, tilhørte den kommunistiske rigs-dagsgruppe i Tyskland, men ekskluderedes af partiet i 1926. Efter sin eksklusion

samarbejdede han med diverse oppositionsgrupper indenfor og udenfor partiet ogblev i denne periode leder af den marxistiske skole i Berlin. Efter Hitlers magtover-tagelse flygtede han i 1933 til Danmark, hvor han opholdt sig i to år. I parantes be-mærket boede Korsch en tid hos Brecht i Skovbostrand, og en overlegen tænkeevnegjorde Karl Korsch til læreren i dette forhold. Han talte ofte gennem Brecht. To årsenere emigrerede Korsch til USA. Her døde han i 1961 af en kredsløbssygdom.

Et imponerende indtryk gør det, at denne bog, der er skrevet af en socialistisk teo-

retiker, på 259 sider formår at behandle så aktuelle emner som marxismen i moder-ne belysning. Karl Korsch står på skellet mellem den krise-kapitalistiske periode ogden genopvågnende kapitalisme. Han har som ingen anden i sin samtid haft sans

for en kritisk stillingtagen til begivenhederne indenfor den socialistiske tankever-den. Det er ikke let her i en mindre anmeldelse at fremstille Korsch's egenart.

De i denne bog fremsatte artikler spænder over mange forskellige områder, 0m-

handlende historiske og teoretiske emner indenfor socialismen/ marxismen. Derfindes i denne bog også områder, som socialister ikke vovede at diskutere for ikke at

risikere at bryde partiets ideologiske enhed (dvs. holde trit og retning) eller hvisdet alligevel skete kun lejlighedsvis kastede et blik på - hans artikler skylder man

en saglig omtale.

Bogen indledes med en afhandling om den revolutionære kommune; en artikel,der har været offentliggjort i det gamle tyske socialistiske tidsskrift Die A ktion i

Berlin. Her giver Karl Korsch en historisk oversigt over Pariser-kommunens korte

regeringsperiode i 1871, som er udgangspunktet for den senere udvikling af råds-ideen. Her understreger han ligesom Karl Marx gjorde det, at arbejderklassen ikke

205

kan overtage det gamle statsmaskineri uskadt og benytte dette til indførelse af

socialisme i renkultur; Korsch understreger yderligere, at det altid vil være svært at

omdanne teori til praksis, da det vil vare længe, før borgerskabets traditioner og

vaner er forsvundne og erstattet af socialistiske. Korsch fortsætter sine betragtnin-

ger med en nøje gennemgang af de politiske begivenheder i perioden 1917-1923,

hvor arbejderklassen forsøgte at erobre magten ved oprettelse af en »revolutionær

rådsregering« og ved hjælp af fabriksbesættelser (Italien). Dog synes jeg, at Korsch

her bedømmer arbejderrådenes fungerende virksomhed fejlagtigt, når han skriver:

»... og under disse forandrede objektive betingelser må vi revolutionære klasse-

kæmpere i hele verden heller ikke længere subjektivt ganske uafprøvet og uforan-

dret fastholde vor gamle tro på rådstankens revolutionære betydning af råds-

regeringens revolutionære karakter som den direkte videreudvikling af den politi-ske form for det pro letariske diktatur, som pariserkommunarderne »opdagede«for

et halvt århundrede siden.« (5. 12. Fremhævelse af Korsch) Jeg er ikke enig med

ham i denne passus, idet Korsch jo senere hen ændrede sine betragtninger m.h.t.

rådenes betydning ved at samarbejde med den hollandske marxist Anton Panne-

koek, der var talsmand for rådsbevægelsen.

Nødvendigheden af den revolutionære arbejderklasses politiske magtherre-dømme begrunder en politisk nyorientering, og dette kan efter min mening kun

være arbejderrådene, som er den historisk givne brede organisationsform for

arbejderklassens herredømme og forvaltning. Al reformisme og opportunisme må

holdes borte. Men dette kræver naturligvis en omstilling af det socialistisk tænken-

de menneske væk fra gamle traditioner til en ny-orientering. Og her fremkommer

Korsch netop med gode analyser, som behandles i en række tankevækkende artik-

ler.

Emnet staten optager Korsch meget. I artiklen »Staten og kontrarevolutionen«

diskuterer han statsbegrebet og drøfter Marx og Proudhons opfattelse af staten.

Ligeledes beskæftiger han sig med Lenins skrift Staten og revolutionen. Korsch

spørger: Hvordan kunne det gå til, at den arbejderstat, der opstod af revolutionen

1917 i Rusland langsomt og uden nogen »Thermidor« eller »Brumaire« for-

vandledes fra at være en arbejderstat til et instrument for den moderne europæiske

kontrarevolution? Hvad er grunden til den store lighed mellem det kommunisti-

ske diktatur i Rusland og dettes nominelle modstandere, de fascistiske diktaturer i

Italien og Tyskland?Endvidere er det interessant at læse Korschs stilling til den russiske arbejderstat:

»... Der er ifølge dette materialistiske synspunkt ikke noget mærkeligt iden kends-

gerning, at den russiske arbejderstat ikke kunne oprethOlde sin oprindelige prole-tarisk revolutionære karakter, da den, efter at alle revolutionære bevægelser uden

for Rusland havde lidt nederlag, blev reduceret til en ren og skær drivrem, der over-

førte den kapitalistiske verdensøkonomis hemmende og ødelæggendevirkninger

på de overordentligt små tilløb til en sand socialistisk økonomi, som var blevet

opbygget i Sovjetrusland i årene 19184919, kaldet den »krigskommunistiske«

periode.« (s. 118).Der findes flere interessante og tankevækkende artikler i denne bog såsom »Le-

206

nins filosofi«, »Et historisk syn på geopolitikken« samt de såkaldte »10 teser om

marxisme idag«.Korsch forsøger at bryde med »marxismens monopolistiske krav på det revolu-

tionære initiativ og på den teoretiske og praktiske føring.« (s. 251, 4. tese). Han for-

søger at bygge bro mellem syndikalisme og marxisme. Endvidere er Korsch imod

»overbetoningen af staten som det afgørende instrument for den socialistiske re-

volution«. (s. 252, 7. tese. Fremhævelse af Korsch.) Han afviser også Lenins

»to-fase«-teori. Lenin lavede her historieforfalskning. Lenins definitioner af be-

greberne socialisme og kommunisme er ikke i overensstemmelse med Marx og En-

gels tankegang. Marx brugte ordene socialisme og kommunisme skiftevis som

synonymer. Forklaringen til brugen af disse to ord findes i forordet til det

kommunistiske Manifest. Ved nærmere gennemlæsning af hans teser synes jeg, at

Korsch svigter sin dialektiske tænkning. På mig virker de 10 teser delvis urealisti-

ske og forvirrende.

Som sociolog, filosof og politiker har Korsch været i stand til at drage nyttte af de

erfaringer, han har indhøstet i løbet af de 40 år af sin medvirken i teori og praksisinden for den tyske og internationale arbejderbevægelse. Jeg er overbevist om, at

denne bog vil være til uvurderlig hjælp for de kommende års studiekredse i marx-

ismen, der afholdes i de forskellige socialistpartier. Bogen kan også benyttes som

håndbog på gymnasier, højere læreanstalter og lignende, hvor man beskæftiger sigmed kulturhistorie og i dette fag drøfter de marxistiske problemer. Bogen hører

hjemme på de offentlige biblioteker.

Øjeblikkets opgave er at sætte nye tanker inden for den socialistiske bevægelseunder debat, og der vil her være gode udgangspunkter til en diskussion. Korsch har

skrevet en fortræffelig bog som vej leder og orienterer om en række socialistiske em-

ner, set fra et marxistisk synspunkt. Korsch er skarpsindig i sin analyse vedrørendevor tids venstreorienterede strømning i socialismens historie.

Hver samfundsinteresseret bør læse de i bogen samlede artikler og jeg er sikker

på, at han eller hun ikke vil fortryde det.

H. A ndersen-Harild

207

Hans Georg Lehmann:

Die Agrarfrage in der Theorie und Pra-

xis der deutschen und internationalenSozialdemokratie.

Vom Marxismus zum Revisionismus und Bolschewismus.

J.C.B. Mohr (Paul Siebeck) Tübingen 1970. 329 s., 52 DM.

Hans Georg Lehmanns dissertation fra 1970 placerer sig centralt indenfor den nye-re vest-tyske historiografi om agrarteorien og agrarpolitikken i II Internationales

socialdemokratiske partier fra 1890-1914. Fremstillingens tyngdepunkt er det ty-ske socialdemokrati (SPD). Desuden har Lehmann foretaget en nøjere under-

søgelse af »Parti Ouvrier Français« (POF, den marxistiske fløj i fransk arbejderbe-vægelse) samt det russiske socialdemokrati. Endvidere behandles i korte udblik

agrarteorien og agrarpolitikken i Rumænien, Ungarn, Belgien, Holland, Schweiz

og Skandinavien. Lehmanns fremstilling er et forsøg på at give et totalbillede af

agrarspørgsmålets udvikling i tiden 1863-1914.

Perioden 1890-1900 betegner agrardiskussionens højdepunkt i Tyskland. 1 1890

begynder SPD for alvor at beskæftige sig med agrarspørgsmålet. Socialistlovene

(1878-90) havde to tilsyneladende modstridende virkninger på det tyske parti. Påden ene side radikaliseredes partiet ideologisk i marxistisk retning, hvilket med-

førte sejr over lassalleanismen i 1891. På den anden side havde undtagelsestilstan-den nødvendiggjort en mere forsigtig og tilbageholdende taktik, der indebar en in-

tensivering af legale parlamentarisk-agitatoriske midler. Omkring 1890 havde par-

tiet organisatorisk og agitatorisk fået tagi byarbejdeme. Den eksisterende vælger-reserve udgjordes nu af landbefolkningen. Formuleringen af landprogrammer og

begyndende landagitation skulle vinde landbefolkn ingen, og denne skulle udgøre

forudsætningen for socialdemokratisk flertal på Rigsdagen. Landagitationens for-

mål var således i overensstemmelse med partiets vej til socialismen, nemlig den

parlamentariske.Afhandlingen er baseret på stort set utrykt kildemateriale, bl.a. personarkiver fra

Internationales Institut für Sozialgeschich te i Amsterdam. Fremstillingen har sin

styrke ved ikke kun at omfatte den ideologisk-teoretiske side af agrarspørgsmålet,men også ved at den konkret undersøger den praktiske, d.v.s. landagitationen og

agrarpolitikken. Derved konfronteres fremstillingen med et centralt tema i den

nyere tyske forskning, der hidtil har hævdet tesen om, at der i agrarspørgsmålet var

en modsætning mellem teori og praksis i det tyske socialdemokrati. En modsæt-

ning, som især revisionismen ville ophæve. M.h.t. agrarspørgsmålet anfægter Leh-

208

mann denne tese, og kommer til det resultat, at der udfra partiets standpunkt her-skede enhed mellem teori og praksis, mellem agrarteori og agrarpolitik. Revi-sionismen var en teoretisk retning, der ønskede at udarbejde en ny socialistisk teo-

ri, og derved lægge grundstenen til en ny socialdemokratisk politik. Revisionis-men var ikke en følge af reformistisk politik, men fik sit udtryk politisk i reformis-men. Teorien bestemte praksis og ikke omvendt. (s. 38, s. 273).

Endvidere betegner fremtillingen et opgør med den øst-tyske (marxistisk-leni-nistiske) skoles brug af den såkaldte »Bündnistheorie«: Teorien om, at arbejdere ogbøndere måtte slutte sig sammen i den revolutionære kamp for at omstyrte det

kapitalistiske samfund.l Trods spredte omtaler om en sådan hos Marx og Engels er

teorien, ifølge Lehmann, anvendt på SPD misvisende, idet et forbund mellem ar-

bejdere og bønder definitivt blev skrinlagt af Karl Kau tsky på Breslau-Kongressen i1895. Som lære betragtet er teorien formuleret af Lenin, der gjorden den til en afgrundpilleme i taktikken og strategien.

Fremstillingen er delt op i 4 kapitler. 1. kap. »Terra Incognita« behandler land-agitationens politiske mål og dens ideologiske forudsætninger. 2. kap. »Reformis-mus (»Opportunismus«)« omhandler den reformistiske agrarpolitik og dennes la-tente modsætning til marxistisk agrarteori. 3. kap. »Revisionismus« omhandlerbevidstgørelsen af dilemmaet mellem teori og praksis. 4. kap. »Dogmatismus« be-handler den dogmatiske marxismes triumf, samt agrarspørgsmålet i det russiskesocialdemokrati.

Udgangpunktet for Lehmanns fremstilling er SPDs bestræbelser på at udnytteden genvundne agitationsfrihed, efter socialistlovenes ophævelse, til at vinde nyevælgere blandt landbefolkningen. Indtil dette tidspunkt havde behandlingen afagrarspørgsmålet haft rent teoretisk karakter uden at være forbundet med prak-sis.Agrardebatten i 1. In temationale havde været en teoretisk strid mellem marxis-ter og proudhonister. 1. Internationales 4. Kongresi Basel 1869 satte proudhonis-terne ud af spillet, ved med stort flertal at vedtage en resolution, der krævede jor-dens overgang til fællesejendom. En sammenhæng mellem agrarteori og landagi-tation blev ikke taget i betragtning, konstaterer Lehmann (s. 5).

I de to tyske socialdemokratier (lassalleaneme 1863, eisenachere 1869) led agrar-spørgsmålet samme skæbne. Lassalles interesse for agrarspørgsmålet indskrænke-de sig til en erklæring om, at landproletariatet måtte vente til industriarbejderne(»Avantgarde der Menschheit«) organisatorisk var tilknyttet bevægelsen. Lassalleregnede således landarbejdeme for potentielle tilhængere på et senere tidspunkt.Det samme gjorde eisenacheme blot med den forskel, at de regnede landarbej dernefor tilhørende bevægelsen,skønt partiprogrammet kun omfattede industriarbejde-re i byen. Eisenacher-Kongresseme beskæftigede sig teoretisk med agrarspørgsmå-let uden at omsætte ideerne til en agrarpolitik. Først efter at SPD havde sat sig fast i

byerne, proklameredes på Halle-Kongressen 1890 systematisk landagitation.Med Erfurt-Programmet, forfattet af Kautsky og Bernstein, brød SPD med

Gotha-kompromisprogrammet og skabte det teoretiske grundlag for landagita-tionen. Programmets teoretiske del, forfattet af Kautsky, overførte den kapitalisti-ske industris udviklingslove på landbrugets udvikling. Den kapitalistiske udvik-

209

ling viste tendens til større koncentration af produktionsmidler, ophobning af

kapital på færre hænder, som følge af arbejdernes udbytning. Smådriften ville med

natumødvendighed forsvinde, og den selvstændige middelstand blive gjort be-

siddelsesløs og proletariseres. Kautsky udbyggede den marxske analyse, foretaget

på England, og skabte grundlaget for en fatalistisk tro på, at kapitalismen p.g.a.

indre modsætninger ville bryde sammen af sig selv. Erfurt-programmet havde in-

gen agraragitatorisk virkning, og dets anvendelse havde ulemper, mener Leh-

mann (s. 62-63). Programmet tog ikke hensyn til landbefolkningen som besid-

dende, men behandlede landbefolkningen som besiddelsesløse industriproleta-rer. Landbefolkningen skulle vindes for en bybevægelses mål, der med en marxis-

tisk partiideologi forkastede privatejendommen. Kernen i landagitationen blev

oplysning om de småbesiddendes redningsløse ruin, uden at tilbyde hjælp i den

øjeblikkelige nød, d.v.s. bondebeskyttelse. Når landarbejdere og småbønder gik

proletariseringen i møde, gjaldt det ikke om at støtte deres privatejendom, men om

at opdrage dem til vordende proletarer. Teori og praksis, agrarlære og landagita-tion var overensstemmende. Med dette teoretiske grundlag kørte landagitationenud i en krise,. Rigsdagsvalget 1893 skabte ikke den ønskede tilslutning. Hvad var

alternativet?

Lehmanns 2. kap. behandler Georg von Vollmars bestræbelser for at inddragebesiddende småbønder i socialdemokratiet gennem bondebeskyttelse. Dette ville

betyde en opretholdelse af privatejendommen, og udgøre en trussel mod den her-

skende partilære, fastsati Erfurt. Denne latente trussel sammen med de agrarpoli-tiske erfaringer fra Rigsdagsvalget, udløste en beslutning om at få agrarspørgs-

målet på dagsordenen på kongressen i Frankfurt am Main i 1894. Styrket af bl.a.

POFs bekendelse til reformistisk agrarpolitik lykkedes det Vollmar og hans fælle

Bruno Schoenlank, under forgæves modstand fra Bebel at få vedtaget en reformis-

tisk resolution. Dette betød et nyt kapitel i SPDs agrarpolitik, konkluderer Leh-

mann (s. 111-112). For første gang i dets historie forlangte partiet ikke blot refor-

mer for arbejderne, men også for en besiddende klasse af producenter, nemlig

bønderne. I stedet for at kræve jordens overgang til samfundseje, krævedes jorden

tilbagegivet til producenterne. Besiddelsesformen forblev imidlertid uafklaret,

hvilket medførte nedsættelse af en agrarkommission, der skulle udarbejde forslag

til næste kongres.Efter Frankfurt begyndteen agrardiskussion mellem marxister og reformister.

Udgangspunktet var en tale af Bebel, hvori han stærkt fordømte Frank-

furt-resolutionen. Debatten blev midlertidig afbrudt ved Engels' længe ventede

intervention. »I »Bondespørgsmålet i Frankrig og Tyskland« offentliggjort i

Neue Zeit 24. nov. 1894, var Engels kompromisløs. I sin analyse gik Engels ud fra et

klassestandpunkt. SPD måtte forpligte sig til landagitation, fordi de klasser på lan-

det, der var nærmest proletaria tet i byen måtte vindes. Partiet måtte blive en magt

på landet for at erobre den politiske magt. For Engels var agrarpolitikken et mid-

del til at nå målet. Landsektoren var ikke bare et reservoir af potentielle stemmer,

men landproletariatet tildel tes en funktion i forbindelse med magterobringen. En-

keltdriften drev bønderne mod undergang. Opretholdelse af den individuelle ej en-

210

dom, ville være at opretholde en tilstand, som man erklærede ville forsvinde. In-

gen vovede at sige »der Alte« imod, heller ikke den teoretisk velfunderede Paul

Lafargue (POF). Vollmar forstummede, men var ikke slået. Artiklen fik ingen ind-

flydelse på den nedsatte agrarkommissions arbejde. Skønt Bebel triumferede over

»sejren« over Vollmar, lykkedes det ikke for Bebel at præge kommissionsforslagetimarxistisk retning. Forslaget, offentliggjort i juli 1895, var en videreførelse af denreformistiske bondebeskyttelse, som SPD havde besluttet i Frankfurt, konkludererLehmann. (s. 163) Forslaget, der skulle udgøre et tillæg til Erfurt-programmet hav-de fuldt ud brudt med agrarteorien og var tilpasset reformistisk praksis.

Agrarkommissionens forslag led en krank skæbne ude i partiforeningerne. Af156 besluttende forsamlinger tog 138 (88,4%) mere eller mindre afstand fra forsla-get. 12 (7,7%) indtog en afventende holdning og kun 6 (3,9%) gav tilslutning. (s. 175,dertil tillæg s. 284-293). På BreslauKongressen 1895 lykkedes det Kautsky, udenalternative forslag at stille en resolution, der med stort flertal (158 mod 63) for-kastede forslaget. Breslau endte med en fiasko, ikke kun for reformisterne, men forhele den socialdemokratiske agrarpolitik, konkluderer Lehmann (s. 200).

Kautskys dogmatisme forblev herskendei SPD op til 1914, på trods af flere an-

greb på teorien. Det lykkedes ikke at udarbejde en agrarpolitik, der var foreneligmed den marxistiske teori.

I det følgende skal nogle enkelte punkter fra Lehmanns arbejde fremdrages. I 2.kap. søger Lehmann at bevise, at Vollmar ikke på noget tidspunkt søgte at angribeden marxistiske partilære. Vollmar var ateoretisk og praktiker, mener Lehmann,og han blev derfor aldrig revisionist, men reformist. (s. 86). Hos Lehmann resulte-rer dette i en tese om, at den vedtagne Frankfurt-resolution udgjorde en for V011-mar ubevidst modsigelse til Erfurt-programmet. Lehmann lægger her for megenvægt på, at taktikeren Vollmar i sin agitationsvirksomhed citerede Er-furt-programmets teoretiske del. Vollmar anså altså ikke den marxistiske teori forbrugbar og førte dermed bevidst en anden politik i overensstemmelse med Bayernsproduktionsforhold (småbrug). Om politikken modsagde teorien var ham lige-gyldigt, for Vollmar skulle teorien ikke bestemme politikken, men praksis tilpassesig bøndemnes krav. Lehmann tese bliver spekulativ, når Vollmar vedblev med at

citere Erfurt-programmet helt op til 1900. Når Lehmanns tese yderligere udbyggestil også at omfatte Bebel, synes bevisførelsen tynd. »Hvis bønderne ikke lader sigoverbevise (for proletarisk agitation) så har vi intet at tale med dem om.« »Deresuvidenhed... må ikke foranledige os til at forlade vore principper.« (Bebel påFrankfurtkongressen). Så Bebel ikke truslen mod teorien? Ganske vist stemte hanfor resolutionen, men var det ikke snarere mangel på alternativer og ideologiskmodstandskraft i den pro-Vollmarske atmosfære på kongressen.

Hvad angår fiaskoen i Breslau, fremdrager Lehmann flere interessante proble-mer. Hvem havde ansvaret? Var det Bebel, Kautsky, Vollmar eller de menige parti-medlemmer? I en velunderbygget kritik af den ideologisk svingende Bebel viserLehmann, at Bebel havde medvirket. Thi det var ham, der umiddelbart før kon-

gressen bestemte kommissionens kurs og ikke Vollmar, der ønskede at trække for-

slaget tilbage. Vollmar orde sig ingen illusioner om forslagets muligheder og

211

forøgte at redde agrarpolitikken. Bebel derimod nærede håb om at føre forslaget

igennem, og tabte alt. (5. 190). Hvorledes kunne Bebel forsvare krav, som han

tidligere selv havde kaldt for statssocialistiske? Først og fremmest fordi Bebel og

med ham Liebknecht var politikere, mener Lehmann. Vedat isolere teori fra prak-sis søgte de at omgå teorien og skabe en anden praksis.

Lehmanns kritik af Kautsky er stærkt negativ. Sandsynligvis er det rigtigt at

Kautsky i sin iver for at bekæmpe reformisteme og ramme agrarrevisionisterne,spærrede vejen for ethvert agrarprogram indenfor det bestående samfund, og der-

med enhver form for bondebeskyttelse. Men dommen synes hård nok, når Leh-

mann skriver at Kautsky ikke selv begreb den marxistiske agrarpolitik. (s. 202) Ud

fra »Bündnistheorien« synes karakteristikken at være god nok, og det kan undre at

Kautsky ikke drog nogen lære af Engels' artikel. Men bedømmes Kautsky ud fra sin

egen teori, var hans reaktion forståelig. For bestemte teorien ikke Kautskys prak-sis? Som følge af den kapitalistiske udvikling ville smådriften bukke under for

stordriften. Denne udvikling var for Kautsky mere et spørgsmål om tid end sub-

jektiv kamp. Derfor fik landagitationen en underordnet rolle i forhold til teorien.

Hvad angår de kongresdelegeredes holdning vover Lehmann en tese om, at disse

kom med en færdig dom til Breslau. (s. 178) De delegerede var blevet sig modsæt-

ningen mellem reformisme og partiidelogien bevidst. Denne bevidsthed drog én

person fordel af, nemlig Kautsky. Partimedlemmeme nedstemte kommissionsfor-

slaget og oligarkiske tendenser i arbejderbevægelsen må på dette tidspunkt afvises,

mener Lehmann. (s. 268) Lehmann forkaster dermed Robert Michels bureaukrati-

seringstese. M.h.t. hvad der bestemte de menige partimedlemmers holdning gårLehmann udenom et centralt spørgsmål, nemlig resignationen hos medlemmer-

ne over magre resultater i landagitationen, og dermed irritation over bøndernes

manglende vilje til at tilslutte sig SPD.

Lehmann behandler også revisionismens opståen i agrarspørgsmålet. Agrar-teorien var det svageste led i partiideologien. Derfor blev agrarspørgsmålet første

offer for revision. Eduard Davids småborgerlige teorier fra 1895 om bl.a. smådrif-

tens overlegenhed over stordriften var de første teoretiske angreb på partiideolo-

gien, mener Lehmann. David repræsenterede dog ingen fuldt udviklet revisionis-

me, idet hans teorier begrænsede sig til at gælde for landbruget, dvs. at David ikke

anfægtede koncentrationstendensen i industrien. Davids agrarrevisionisme var et

forsøg på at skabe et teoretisk grundlag for reformismen. Lehmann anerkender

fortsat Bernstein som revisionismens grundlægger, men agrarspørgsmålet blev en

fødselshjælper for den senere revisionistiske bevægelsei bemsteinsk forstand. Den-

ne opfattelse er vel nok tidligere anerkendt,2 men Lehmann viser ikke, om der er

nogen sammenhæng mellem Davids agrarrevisionisme og Bemsteins revisionis-

me, men påpeger kun, at Bernstein var enig med Davids småbrugsteori. Revi-

sionistemes angreb blev vel mere angreb på partilæren end på den marxistiske vær-

di- og grundrenteteori. Davids debat med Kau tsky drejede sig stort set kun om kon-

centrationsteoriens gyldighed for landsektoren. Den kapitalistiske udvikling i

landbruget, forvandlingen af småbønder til arbejdssælgere samt voksende produk-tion for markedet, indtog en minimal plads i debatten. Davids agrarrevisionisme

212

hvilede teoretisk på en overvurdering af jordens rolle uden at tage hensyn til de to

andre produktionsfaktorer, kapital og arbejde.Lehmanns behandling af det russiske socialdemokrati fremviser en tydelig be-

undring for Lenin. Lenin forstod at tilpasse den marxistiske teori til den russiske

førkapitalistiske produktionsmåde. Lenin anså ikke bønderne for revolutionens

bærere, men anbefalede at støtte bøndernes revolutionære mål, nemlig bekæmpel-sen af middelalderens feudale rester. Lenin bekendte sig til den oprindelige revolu-

tionære marxisme, men blev ikke stående som Kautsky og Plechanov. Lenin ud-

viklede teorien og udnyttede bonden for sine revolutionære mål. Lehmann næv-

ner imidlertid ikke at Lenin i 1917 ofrede teorien for taktikken. Lenin måtte give ef-

ter for de socialrevolutionæres krav om jord til bønderne. Dette gjorde bolsche-

vikkemes program betydningsløst, da bønderne stik imod programmet tog jordeni besiddelse, og nedsatte sig som privatbesiddende. Først Stalins »løsning« i 1927

gjorde en ende på denne ejendomsform.Lehmanns omtale af det danske socialdemokratis stilling til agrarspørgsmålet

er kortfattet, og bygger på »Die Landarbeiter. Die Stellung der Sozialdemokratie in

Dänemark zu der Landarbeiterfrage«, 1891 forfattet af P. Knudsen. Fremstillingenvar udarbejdet til Internationales kongres i Brüssel samme år, og blev ikke gen-stand for særlig opmærksomhed, omend David og Vollmar senere tog den til sig. I

sin kritik af det danske agrarprogram konkluderer Lehmann det værende i mod-

strid med marxismen. Marxismen forlangte ikke statens overtagelse af jord, men

dens socialisering. Dette er ganske rigtigt, staten var ikke et onde for det danske par-ti, men forslaget betragtedes som god praktisk socialisme. Koncentrationsteorien

overført på landbruget var en sjælden tankegang i partiet før 1900. Proletariserin-

gen i landbruget begrundedes udfra de voksende prioritetsbyrder, der udhulede

privatejendommen til skinejendom. Både Marx og Engels havde været opmærk-somme på dette problem. Således havde Engels foreslået statens overtagelse af prio-riteteme efter den socialistiske magtovertagelse. Det danske parti ønskede i praksisog indenfor det bestående at oprette en statsbank, der kunne underbyde kapitalis-ternes renter, og derigennem gøre staten til ejer af jorden. En mere langsigtet stra-

tegi var også indbygget i programmet. Staten skulle inddrage bestemte driftsfor-mer og købe til salg værende ejendomme, der mod en afgift blev overladt land-

arbejdere i form af brugsret. Staten skulle være ejer af jorden, men brugsretten ville

bortfalde, når staten ved lov selv overtog driften, d.v.s. når den organiserede sig som

socialistisk samfund. Teoretisk gik det danske partis ledere ind for fællesdrift i

landbruget. Allerede på Gimle-Kongressen ( 1876) vedtog man imidlertid et

usocialistisk jordprogram, der krævede bortforpagtning af statens jord til land-

arbejdere. l 1882 ændredes programmet og bragtes mere i overensstemmelse med

den marxistiske teori. Agrarprogrammet fra 1888 optog igen kravet om bortfor-

pagtning, samtidig med at det indeholdt krav om fællesdrift. Den praktiske land-

agitation kom ikke til at bære præg af teoretiske udlægninger af programmet. I ste-

det påvistes stordriftens fordele over smådriften ved at parallellisere socialistisk

drift med andelsdrift. Det foreløbige mål for agitationen var at vinde nye vælgereog at få oprettet politiske foreninger i tilslutning til Socialdemokratisk Forbund.

213

Lehmanns dissertation er metodisk en traditionel politisk historieskrivning, der

har sin styrke i den systematiske opbygning og behandling af stoffet, men ikke

fokuserer tilstrækkeligt på det tyske samfunds basale forhold.'Agrarspørgsmålet er

analyseret som en enkelt side af den sociale virkelighed og derfor behandlet ret

isoleret. Således savnes en indledningsvis gennemgang af Tysklands agrarstruk-tur med brugsstørrelse, brugenes geografiske placering, landsektorens klassefor-

hold og landbrugets samfundsmæssige økonomiske betydning. Sammenhængenmellem agrarkrisen og agrarpolitikken er ikke analyseret nærmere. Agrarkrisenintegreres ikke i fremstillingen, men udnyttes kun som årsagsforklaring til for-

skellige problemer. Industrialiseringens konsekvenser og indtrængen i land-

brugssektoren er heller ikke nærmere undersøgt. Endvidere må det undre at land-

brugets problemer aldrig har fundet vej til Rigsdagen? Fremstillingen er dog ikke

uden værdi, men den må ses som et vigtigt bidrag til SPDs partihistorie. Et bidragsom især har værdi for perioden 1890-95.

Henning Grelle

Noter

l. Øst-tyske arbejder: Hellmutt Hesselbarth: »Revolutionäre Sozialdemokraten, Opportu-nisten und die Bauern am Vombend des lmperialismus« Berlin 1968. Fritz Schaaf: »Der

Kampf der deutschen Arbeiterbewegung um die Landarbeiter und werktätigen Bauern

1848-90. Berlin 1962.

2. se Max Kemper: »Marxismus und Landwirtschaft 2. 46-48 (1929) genoptrykt Plakat-

Bauemverlag Heft 4 1973.

Wilhelm Liebknecht

Briefwechsel mit deutschen Sozialde-

mokraten.

Bd. l, 1862-1878. Herausgegeben und bearbeitet von GeorgEckert. Quellen unt Un tersuchungen zur Geschichte der deut-

schen und österreichischen Arbeiterbewegung. Neue FolgeIV. Van Gorcum Assen, 1973 LII s., hfl. 116,-

Ved Wilhelm Liebknechts død skrev Sacialdemokmten den 8. august 1900: »Den-

ne meddelelse vil vække oprigtig sorg hos alle klassebevidste og tænkende arbejde-re i hele verden. Han var det tyske Socialdemokratis nestor, Marx' første genialediscipel, Lassalles fornemste efterfølger, enhedsmærket for det kæmpende tyskeproletariat, hvis vældige politiske organisation blev forbilledet for socialdemo-

214

krater i alle lande.« Til trods for at dette er en nekrolog, beskriver citatet hans be-

tydning godt.Liebknecht var en af de virkeligt betydningsfulde personligheder i det tyske og

internationale Socialdemokrati. Det var i hans tid, at det tyske Socialdemokrati

nåede højdepunktet i sin anseelse, en anseelse det tærede på i mange år bagef-ter. Det skyldtes ikke mindst hans indsats, at »partiet Marx« fik en så overvælden-

de indflydelse i den tyske og dermed også senere i den internationale arbejderbe-vægelse. Ganske vist har Bo Gustafsson vist (i M arxism och revisionism, se anmel-

delsen i dette bind), at marxismens stilling i arbejderbevægelsen ikke var så stærk

endda, men da Liebknecht i 1862 kom tilbage til Berlin fra emigrationen i London

efter 1848-revolu tionen, var Marx og Engels ukendte i Tyskland, og »partiet Marx«

bestod således af én person.

Den blomstringsperiode for marxistisk politisk og videnskabeligt arbejde, som

begyndte i 1880eme, skyldtes ikke mindst Liebknecht. Det var ikke så meget hans

egen teoretiske indsats, han vidste godt selv, at teoretisk arbejde ikke var hans stær-

ke side, men han virkede som igangsætter, organisator og formidler i et ganske be-

tydeligt format. Hans politisk-pædagogiske indsats er af meget stor betydning,samtidig med at han forstod at vurdere skolingen helt korrekt. Han vidste, »at

arbejdernes hovedindsats skal rette sig mod de statslige og samfundsmæssige for-

holds ændring« (»Wissen ist Macht - Macht ist Wisssen«). Ikke mindst det danske

Socialdemokrati har nydt godt af hans hjælp, en lang serie artikler i

Social-Demokrater; i 1880eme og senere - f.eks. serien »Breve fra Tyskland« og med

mærket »L« -

og enkelte brochurer vidner derom. Men han blev også oversat megettil andre sprog, den nyeste biografi om ham har fortegnet et betydeligt antal Lieb-

knecht-udgivelser på russisk (Wadim Tschubinski: Wilhelm Liebknecht. Eine

Biographie. Berlin/ DDR, 1973). En udgave af hans korrespondace er derfor af

interesse ikke kun for den tyske men også for den internationale arbejderbevægel-se. Derfor er det' glædeligt, at det første bind i en længe planlagt og forberedt udga-ve nu endelig er kommet. Det er et meget omfangs- og indholdsrigt bind og frem-

ragende bearbejdet. I det omfattende noteapparat findes et væld af oplysninger;det er en førsterangskilde, der bliver udgivet med en til kilden svarende omhu.

Det er en fornøjelse at læse en sådan udgave. Den eneste mangel er en fortegnelseover den brugte litteratur, man kan kun finde den gennem personregistret. Ud-

gaven er planlagt til at omfatte tre bind korrespondance med tyske socialdemo-

krater »i videste forstand« samt øvrige bind med »udenlandske broderpartier og

socialister«. Det kan alt i alt blive en af de vigtigste kildeudgaver for den sidste

trediedel af den 19. årh. af arbejderbevægelsens historie. Liebknechts korres-

pondance med Marx-Engels foreligger allerede (Wilhelm Liebknecht, Briefwech-sel mit Karl Marx und Friedrich Engels, Haag, 1963).

I dette bind findes 103 breve fra Liebknecht, 411 til ham og hhv. 16 og 7 breve til

hans første og anden kone. Der er ialt 137 brevskrivere, deriblandt næsten alle de

førende socialdemokrater fra perioden indtil »socialistloven« trådte i kraft 1878.

Nogle tillæg indeholder en del artikler fra Liebknecht, bl.a. om Sles-

vig-Holsten-spørgsmålet i 1864. Som Georg Eckert dog med rette fremhæver, er

215

brevene fra de lokale partifunktionærer osv. af lige så stor betydning som de føren-de socialisters, »de formidler værdifulde indtryk af den politiske, åndelige,organisatoriske stilling og udvikling i bevægelsen... de giver tilgang til den virke-

lige klassebevægelse«(s. XI). Korrespondencen omhandler næsten alle de spørgs-mål, der var relevante for et parti under opbygning, et særligt betydningsfuldt af-snit fra årene 1875-78 er den socialdemokratiske presses problemer. At gå nærmereind på indholdet er ikke muligt her, dertil er det altfor omfattende, men denne ud-

gave vil være uundværlig for enhver, der beskæftiger sig med arbejderbevægelsen idisse år - ikke kun den tyske.

For en dansk læser vil det være af særlig interesse at læse brevene nr. 264 (s.409-10) og 479 (s. 724). Det fremgår af dem, at Pio havde korresponderet med Lieb-knecht siden sit besøg i Leipzig 1872 (brevene eksisterer desværre ikke mere) og at

marxisteme i Hamborg var meget interesseret i samarbejdet med danskerne, bl.a.for at bekæmpe lassalleaneme. I 1876/77 kritiserede Vorwärts Pios udvandrings-planer meget kraftigt og havde i tiden efter Pios og Geleffs afrejse til USA adskilli-

ge udførlige kommentarer til denne, bl.a. en officiel erklæring fra det danske par-ti. Så vidt vides er disse artikler ikke blevet benyttet i historieskrivningen. - Den

adskillige steder (s. 450, 458, 469, 470) omtalte Petersen turde være Lorents Peter-sen og ikke Peter Petersen, som han her kaldes. I brev nr. 427 (s. 659) er der faldeten note ud. Men bortset fra sådanne småting er det en storartet udgave, hvis næ-

ste bind forhåbentlig kommer snart.

Gerd Callesen

Carl Madsen:

Fortids møre mur (erindringer).

Stig Vendelkærs forlag, Kbh., 1973. 288 5.

»Nu er jeg blevet 70 år. Min årgang - 1903 - står længst fremme i rækken foran

gitterporten til stilhedens og glemselens have.« - Således indleder Carl Madsen,måske lidt patetisk, sin erindringsbog, men de følgende ca. 300 sider vidner om en

livskraft, som forhåbentlig endnu bevæger sig langt fra det hinsides. Carl Madsens

erindringer er en veloplagt blanding af personlig historieskrivning og Danmarks-

historie. Han skriver selv, at han ikke nærer præten tioner om at være historiker, at

han ikke har kendskab til kildekritikkens metoder, men at han på baggrund af sit

arbejde med utallige retssager har lært at finde kilder der kan oplyse om fortidens

hændelser og aftvinges et vidnesbyrd om »wie es eigentlich gewesen«.- »At opstø-

216

ve oplysninger til brug under en proces, at sortere dem med kritik og vurdere deres

udsagns troværdighed og brugbarhed, er snævert forbundet med den kildekritiske

historikers virke.«

Vi følger forfatteren fra hans fødsel i degnehjemmet på Mors til den nord-

sjællandske idyl, Brede, hvor faderen virkede som førstelærer ved klædefabrikkens

skole. Scherfigagtige beskrivelser fra tiden i Thyssens skole i Lyngby, gymnasie-årene i Borgerdyden. Videre kandidatårene i 2. hovedrevisorat, forvist fra krigs-ministerium til kirkeministerium, undervisningsministerium, statsbanerne og

vandbygningsvæsenet - en periode på 10-12 år, der blandt andet anvendtes til at

studere Kapitalen, skrive artikler og studiekredsforedrag, læse romaner og forbere-de retssager til formiddagsstillingen som fuldmægtig hos en overretssagfører, derbeskrives med sønlig kærlighed. Erindringerne er tæt sammenvævede med perio-dens politiske begivenheder og specielt arbejderbevægelsens. Carl Madsen indle-der sin politiske løbebane i socialdemokratiet i 20'erne, men de socialistiske

sympatier udvikler sig som forfatteren skriver »til en urokkkelig revolutionær

overbevisning« og et snart 50-årigt medlemskab af DKP. Dette parti, som han har et

dybt alvorligt, men også humoristisk forhold til. - Inspireret af sin gymnasietidshistorielærer, der docerede, at der fandtes tre slags kristne: De glade, de mindre gla-de og de ligeglade, hævder Carl Madsen, at der ligeledes findes 3 slags kommunis-ter: »Der findes glade kommunister, som ikke mener at alle andre er idioter og for-

brydere, og som måske har oplevet, at der er en verden udenfor det kommunistiskeVerona. Og så er der de mindre glade. De er fandeme ikke morsomme. Det er delinietro dogmatikere og disses endnu værre modstykke, de opportunistiske, udue-

lige, alt liv og selvstændighed kvælende bureaukrater og karrieremagere, der er denlevende kommunismes største fare. Endelig er der de ligeglade, der hopper af vedførst givne lejlighed. I hvertfald når fordel og karriere byder det. Det er typer som

f.eks.'Peter P. Rohde, departementschef Erik Ib Schmidti finansministeriet - denkapitalistiske stats grå eminence og socialforskningsinstituttets leder, den navn-

kundige Henning Friis. En embedsmand af bemærkelsesværdigstupiditet og ind-bilskhed...«

Carl Madsen beskyldes ofte selv for at være linietro dogmatiker, men disse be-

skyldninger gøres delvis til skamme i erindringsbogen, hvor han leverer en præcisog rammende kritik af DKP. Han angriber dels partiet for en venstreradikal fra-

seologi uden realitetsfornemmelse og dels for en højreopportunistisk politik bl.a.relateret til partiledelsens samarbejdspolitik i 1944/45. »Havde den partiledelse derfungerede under krigen været situationen voksen - politisk, psykologisk og m0-

ralsk - ville vi ikke være hoppet på hovedet i de durkdrevne samarbejdspolitikeresplumpt opstillede fælde med en madding, som en middelmådigt begavet rotte villevære gået langt udenom...« Han hævder videre, at der fører en lige årsagslinie fra1944/45 til partispaltningen i 1958, via ledelsens holdning under begivenhederne i

Tjekkoslovakiet i 1968 til den nuværende splittelse på venstrefløjen i dansk poli-tik, »der bl.a. har sin årsag i de gennem tiden reelt selvsupplerende partiledelsersallergi for åben selvkritik og manglende tillid til partiets menige medlemmer, derikke antages at tåle indsigt i interne forhold og dispositioner«. Og senere skriver

217

han, dog i en passende hypotetisk form, at den dag kunne komme, hvor man med

rimelighed måtte efterlyse forskellen mellem DK? og Socialistisk Folkeparti.Til Carl Madsens kritik af DKP hører endvidere hans barske angreb på »ske-

lettet i skabet« som han kalder Aksel Larsen. Det er lidt vanskeligt at skille klinten

fra hveden i dette angreb, men til klinten hører så afgjort Madsens terminologi, der

sagtens kan måle sig med den af Max Smidt anvendte og angrebne. Til hveden hø-

rer derimod citaterne fra retssagen mod Richard Jensen i forbindelse med trawler-

sagen i Frederikshavn, hvor Aksel Larsens vidneudsagn til forhørslederen, Arthur

Andersen, må siges at have den Judas-karakter, som forfatteren hævder.

Det må i øvrigt være en blandet fornøjelse at høre til Carl Madsens idiosynkra-

sier, men det er underholdende læsning. Hyrden i Seem, Søren Krarup og Frode Ja-cobsen hører til i synderegistreret. Om sidstnævnte hører man i forbindelse med

forfatterens tid som røgter på Mors, et praksisår mellem mellemskole og gymna-

sium, »der var særlig én af køerne, som jeg husker endnu. Et uberegneligt og hyste-risk bæst, som vi kaldte »æ jølby ko« efter den landsby hvor den kom fra. Gud ved

om' det forresten ikke er der Frode Jacobsen er født. Den kunne se from og tænksom

ud, som nogen sortbroet høj skoleko, omend den havde ondt i sinde. Dens milde,

våde øjne, dens sørgmodige - ligesom ansvarsbetyngede - brølen og hele dens

sommerlige medmenneskelighed kaldte på min let vakte tillidsfuldhed overfor

alt levende, der er forudsætningen for, at jeg er så nem at snyde... Æ Jølby ko var

som en model af den dialektiske modsætning mellem et troskyldigt jydsk ydre og

en kompliceret sjæl, som det er så svært at tage sig i agt for.«

Carl Madsen funderer en hel del over sin udvikling, eller sit »kald« til kommu-

nismen, som han benævner det et sted. Dette kald fremstår som en tilfældig blan-

ding af møder med stærke personligheder og aktuelle historiske begivenheder,iblandet et stænk af, hvad man kunne kalde biologisk determinisme. Et fænomen

af idealistisk herkomst, som det kan undre at støde på hos en garvet revolutionær.

F.eks. hedder det »Jeg tror, at der er følelser, dybt forankret i biologiske anlæg, der

bestemmer menneskets grundholdninger til tilværelsen og til det samfund, det fø-

des ind i« eller »man får sin livsholdning i kraft af en medfødt personlighedsstruk-tur - dersom man da i det hele taget får nogen

-

og senere arbejder man så på at give

den en fornuftsmæssig underbygning.« (I en privatkorrespondance om dette em-

ne, har Carl Madsen overfor undertegnede afvist at være henfaldet til biologisk de-

terminisme i denne sammenhæng - men dialektisk materialisme kan man vel

næppe kalde det).Man genkalder sig forfatterens strid med Udgiverselskabet for Danmarks nyeste

historie, hvis saftige efterdønninger henholdsvis frydede eller forargede Informa-

tions heterogene læserskare, når man med tilbageholdt åndedræt som var det en

kriminalroman, læser beskrivelsen af Påskekrisen og Landmandsbankkrakket.

Det er ikke historieskrivning som man kender fra mellemskolens eller gymnasietslærebøger - ej heller fra Tage Kaarsteds disputats om samme emne. Det kan må-

ske være vanskeligt for en ikke-faghistoriker at bedømme, hvor langt fra, eller

hvor tæt på virkeligheden Madsens historieskrivning bevæger sig, men med ud-

gangspunkti forfatterens samfundsmæssige grundsyn og i den videnskabsmetode

218

han erklærer at anvende, den historiske ma'terialisme, er det min opfattelse, at

hans historieskrivning nærmer sig virkeligheden mere end de fleste værker der be-

skæftiger sig med Dan marks nyere historie. - Og her er vi ved et af kærnepunktepne i Carl Madsens forfatterskab, dets værdi som historisk materiale. En værdi som

man måske er tilbøjelig til at underkende, dels selvfølgelig fra borgerlig side, men

også fra de mere radikale overdrev, og jeg tror at det bl.a. kan skyldes forfatterens

pågående, aggressive og provokerende stil, idet man har lært os, at det »objekti-ve« skal serveres i en impotent indpakning.

Til slut et eksempel på Madsens historieskrivning. Han forkaster de traditio-

nelle forklaringer på regeringskrisen i 1920, og forsøger ved hjælp af bl.a. analy-ser fra »det nye studentersamfund«s blad, Pressen, der bl.a. blev skrevet af Torben

Hansen, Kai Moltke og Broby Johansen (med professori nationaløkonomi Lau-

ritz Birch i kulissen) at forklare begivenhederne som et forsøg fra H. N. Andersens

side, også kaldet Elefanten, på at slå regeringen Zahle ud og derved ramme

konkurrenten Transatlantisk Kompagni, der ved regeringens mellemkomst netopvar ved at etablere nogle aftaler, der skulle skaffe det en gunstighandelspositionpå det russiske marked. Af Landmandsbankens regnskaber fremgår det bl.a. at

man opererede med en række bestikkelseskonti, som medlemmer af kongehus og

regering nød gavn af. »1 marts 1920 løftede »Elefanten« snabelen og knuste sine

modstandere. Den psykopatiske stemningsvingende og svage konge Christian X

var hans viljesløse redskab. På Elefantens bud foretog han sit statskup og satte

den af Glückstadt og Transatlantisk Kompagni afhængige regering på porten.Dermed var ratificeringen af den truende handelsoverenskomst - der for øvrigt ville

have været til umådeliggavn for landet -afværget«. Carl Madsen an tyder videre et

par bekvemme dødsfald i forlængelse af sagen, idet Landmandsbankens direktør

Emil Glückstadt og Transatlantisk Kompagnis direktør Harald Plum, afgår ved

døden kort efter, sidstnævnte skulle have begået selvmord, men med to kugler gen-nem hovedet!

Carl Madsen har for vane at love flere bøger, når han under udarbejdelsen af sin

nyeste bliver optaget af et problem. Under skrivning af F lygm ing 33 lovede han os

erindringeme og i disse lover han et bind 2. Man må håbe, at han holder, hvadhan lover.

Lone Scocozza

219

janos Marothy:

Music and the Bourgeois, Music and theProletarian.

Akademiai Kiado, Budapest, 1974. Adresse: Publishing Hou-

se of the Hungarian Academy of Sciences, Budapest V. Alkot-

many utca 211 588 5. 26.00 dollars.

Det følgende er mere at betragte som en ekstrakt fremfor en egentlig anmeldelse,idet såvel den til rådighed stående tid som min analytiske og teoretiske formåen har

været for ringe til en nærmere behandling af dette omfangsrige og dybtgåendeværk.

Bogen analyserer, hvorledes fremkomsten af det kapitalistiske borgerskab med

_

dets forskellige karakteristika, dets bedrifter, modsigelser og kriser, har sat sit præg

på musikkens udtryk og formsystem, og den følger de nedenunder liggende præ-proletariske tendensers udvikling mod en socialistisk musikform. I bogens før-ste del, der koncentrerer sig om »the bourgeois world concept and bourgeoismusic«, behandles f remkomsten af det borgerlige, isolerede Egos indflydelse på det

musikteoretiske, det musikæstetiske og det musikhistoriske område. Fænomener

som solosang, melodiform, harmoni, fremkomsten af dur-mol systemet og af

jeg-centrerede tekster diskuteres, og det påvises bl.a., hvordan den borgerlige ker-

nefamilie og idealet om det lille, hyggelige hjem kontra den store, larmende ver-

den sætter sit præg ikke blot på teksterne - home, sweet home - men i det hele taget

på den måde, musikken opfattes, skabes og anvendes. Det hele sættes i tæt analy-tisk forbindelse med de forskellige historiske samfundsformationer og deres

produktionsformer.I bogens anden del, »The people in history«, gås der nærmere ind på selve det

musikalske materiale, hvis udvikling analyseres inden for den historiske materia-

lismes udviklingsskema: det primitive samfund, slavesamfundet, feudalsamfun-

det og det kapitalistiske samfund. Et eksempel skal anføres: Overgangen fra det

primitive samfund til slavesamfundet lader sig karakterisere ved fremkomsten af

professionelle specialister, en stigende vareproduktion, en overklasse etc. Parallelt

med opsplittelsen af de dagligdags funktioner udskilles et særligt kunstliv, der

igen opspaltes i discipliner. Dette medfører på sangens og musikkens område frem-

komsten af den episke, melodiske sang adskilt fra dagligdagens adfærd (arbejde,kult, dans etc.) og fremkomsten af special-komponeret musik i organiseret frem-

førelse. Der anvendes et rigt dokumentationsmateriale bestående af eksempler(med noder) fra international folkelig sang og musik, og der knyttes an til over-

220

klassekunstmusikkens udvikling gennem tiderne. Det anskueliggøres, at musik-

kens hovedfunktion har været forherligelse af de herskende klasser og de hersken-

de religioner.På tilsvarende måde - blot betydeligt mere seriøst, alsidigt og indgående, end jeg

er i stand til at antyde her - behandles de øvrige historiske perioder med skyldighensyntagen til overgangssamfund. Byernes og bykulturens betydning påpeges, de

forskellige regeringsformers - adelsvælde, enevælde etc. - indvirken på kulturlivet

undersøges, og vareproduktionens og pengeøkonomiens spredning til stadigstørre grupper i samfundet indgår ligeledes centralt i undersøgelsen, for blot at

nævne nogle få væsentlige punkter.1 bogens tredie afdeling behandles folkesangens og folkemusikkens vej gennem

negationen af det borgerlige verdensbillede frem til et proletarisk verdensbillede,

naturligt nok koncentreret om »workers' folk musik« og »the working-class folk

song«, Arbejdersangen følges fra dens kilder i de forskellige historiske perioder og

op til den europæiske nutid. De historiske elementer og deres betydning udredes,

og det påvises, hvordan den proletariske omformning af borgerlige musikformer

finder sted. Oprørssange, revolutionære sange, kampsange, parti-sange og tale-kor

er nogle af dette afsnits emner, og her behandles også jazzen som proletarisk ud-

tryk under imperialismen.Bogens afsluttende fjerde del behandler kunstmusikkens vej gennem en nega-

tion af det borgerlige verdensbillede frem til et proletarisk verdensbillede. Afsnittet

registrerer og analyserer de forskellige kritiske og præ-revolutionære tendenser i

den tidlige og sene borgerlige musik og viser, hvor sådanne tendenser sporadiskoptræder hos borgerlige komponister. Denne analyse stilles over for en tilsvarende

analyse af de kritiske tendenser på det folkelige plan, og hermed indkredses de ele-

menter, der sammen fører frem til det socialistiske samfunds socialrealistiske mu-

sik. Her afsluttes bogen, idet forfatteren mener det nødvendigt med en ny og selv-

stændig bog til »at beskrive den videre udvikling af socialistisk musik, som følgerden sejrrige proletariske revolution, ikke bloti Sovjetunionen, men over hele ver'

den.«

Det er en stor og imponerende musikhistorisk undersøgelse, hvis lige ikke fin-

des inden for Vesteuropa. Man vil heri kunne finde et væld af oplysninger, ana-

lyser, teorier, vurderinger og konklusioner, som ikke kan undgå at virke berigendeog igangsættende på baggrund af den traditionelle borgerlige kunst- og historie'

opfattelse, vier opdraget med under kapitalismen. Samtidig skal det understreges,at bogens til grund liggende teori og metode er en nok så traditionel og begrænsetsovjetdogmatisk tendens, som på længere sigt næppe er tilstrækkelig til at inspire-re vesteuropæiske socialister i deres (vores) søgen efter den antiautoritære, folkeli-

ge marxisme.

Leif Varmark

221

Paul Mattick:

Krise og arbejdsløshed.

Arbejdsløshed og arbejdsløshedsbevægelse i USA. 1929-

1935. I serien: Bidrag til Kritik af den politiske økonomi.Kbh., Kurasje 1973. 119 5. kr. 16,-.

Denne bog er det første større arbejde af den tysk-amerikanske marxist Paul

Mattick. Mattick står i dag som en af de mestcentrale personer i den teoretiske mar-

xistiske debat som foregår uden for de officielle kommunistiske partier og hvor

diskussionen fastholder Marx's værdi- og akkumulationsteori som grundlag for

analysen af den nuværende kapitalisme.

Ved konsekvent at fastholde det udgangspunkt, at det, der i den nuværende kapita-lisme tager sig ud som nye fænomener, såsom de statslige indgreb i økonomien og

fremkomsten af store multinationale monopoler, kan og skal analyseres ud fra de

centrale sammenhænge der gælder for al form for kapitalistisk produktion -

og

hvis grundlæggende struktur og tendenser Marx har udvikleti Kapitalen - fasthol-

der Mattick et revolu tionært proletarisk standpunkt overfor socialdemokratisk og

kommunistisk reformisme.l

I bogen Krise og A rbejdsløshed, der som det fremgår af undertitilen er en analyse af

den store krise i USA i begyndelsen af 30'erne (»verdenskrise«) analyserer Mattick

krisens forløb og udvikling især m.h.t. arbejderklassens forhold. Analysen er skre-

vet i 1936 i en periode hvor Mattick dels var aktiv indenfor den syndikalistisk orien-

terede arbejderorganisation IWW i Chicago og samtidig beskæftigede sig med

Marx's akkumulations- og kriseteori i samarbejde med Henryk Grossmann.2 Ved

at fundere analysen af krisen i USA på den marxske værditeori bliver Mattick heri

1936 faktisk den første marxistiske teoretiker der forsøger sig med en videnskabelig

analyse3 af forholdet mellem kapitalistiske kriser og den kapitalistiske stat under

den synsvinkel at statens aktiviteter sigter mod at skaffe nye gunstige akkumula-

tionsbetingelser for kapitalen, først og fremmest på arbejderklassens bekostning.

Afgørende er her Matticks understregning af at den kapitalistiske stat i sin borger-

lige form ikke umiddelbart er i stand til at gribe ind til fordel for totalkapitalensobjektive interesser. Disse interesser må først sætte sig igennem som politiske krav,hvilket forudsætter at krisen fordybes tilstrækkeligt til at mobilisere disse interes-

sekrav fra henholdsvis arbejdere og kapitalister. Først på baggrund af den påføl-

gende politiske uro eller trussel om uro kan staten gribe ind med indgreb deri sid-

222

ste instans er til fordel for den mest udviklede og centraliserede kapital, selvomdisse indgreb kan fremtræde i alle mulige fordækninger som nødhjælpsarbejder,sociale foranstaltninger.

Denne form for forsøg på overvindelse af krise og stagnation, herunder arbejdsløs-hed gennem statslige indgreb er blevet betegnet som “den keynesianske revolu-

tion', blandingsøkonomi, statsinterventionisme, og karakteriserer udviklingen i

de fleste kapitalistiske lande fra sidst i 30'erne frem til idag. Mattick har i senere

arbejder, først og fremmest i bogen Marx og Keynes, videreudviklet denne be-

gyndelse til en analyse af statens indgreb i kriseforløbet og de skranker sådanne

indgreb er underlagt (merværdiproduktionen). Betydningen af analysen af den ud-

viklede kapitalistiske stat på den marxske værditeoris grundlag for en revolutio-nær arbejderbevægelsefremstår tydeligt i Matticks analyse og er i de senere år

blevet mere og mere udbredt.4 Den desværre lange historiske tradition for refor-misme i den internationale arbejderbevægelse som kendetegner hele dette århun-drede synes blandt sine mange historiske årsager at have et fællestræk: den mang-lende forståelse for den kapitalistiske stats natur som kommer til udtryk i illusio-ner om statsrnagten som uafhængig af kapitalen, som den instans som den politis-ke kamp må centreres om, for når staten er erobret/overtaget, så ved statens

hjælp at andre produktionsforholdene. Heri ligger ikke alene den katastrofale ad-skillelse af den politiske og økonomiske kamp som karakteriserer de reformistiske

arbejderpartier, men også en underkendelse af nødvendigheden af kampen modden direkte udbytning på det sted hvor merværdiproduktionen finder sted: ipro-duktionsprocessen. For forståelsen af disse problemer har Matticks forskelligearbejder spillet en væsentlig rolle, især i de sidste års udvikling blandt revolu-tionære grupper i Vesteuropa.

I første del af Krise og Arbejdsløshed viser Mattick hvorledes modsigelserne i

kapitalens akkumulationsproces vokser indtil de tager form af en krise, dvs. en pro-ces hvor dele af kapitalen og lønarbejdeme ikke længere fungerer i merværdi-

produktionen, altså er 'frigjort' som brakliggende kapital og arbejdsløse arbejde-re. Ingen kapital standser frivilligt sin akkumulation og krisen må da også forståssom den tvangsmæssige standsning der rammer de kapitaler som er svagest i kon-

kurrencen, dvs. hvis profitproduk tion er for ringe i forhold til de samfundsmæssi-

ge krav som akkumulationen stiller. Krisens forløb er således en renselsesproces,hvorigennem kapitalen fjerner sine svage led gennem en destruktion af kapital og

arbejdsløshed for derigennem at skaffe bedre betingelser for den kommende

produktion af profit. Gennem kriseforløbet sker der dels en værdiforringelse af den

eksisterende kapital (gennem krak osv.) og en sænkning af arbejdslønnen gennem

forøgelsen af antallet af arbejdsløse. »Hvis merværdiskabelsen, som er den eksiste-

rende produktionsmådes eneste motiv, ikke svarer til hvad der er nødvendigt for en

progressiv kapitalakkumulation, må akkumulationen forgå i et langsommeretempo, eller også må den ophøre helt for en tid. Dette fortsætter indtil den nødven-

dige profitstabilitet på forskellig måde igen er nået, således at en forøget

223

akkumulation muliggøres.« (Mattick s. 29) At netop arbejdsløshedens størrelse er

en afgørende faktor for genskabelsen af kapitalens akkumulationsbetingelser lig-

ger i at det er arbejdskraften der skaber den producerede nyværdi og det er mæng-

den af ubetalt arbejde, som kapitalen kan tilegne sig der er afgørende for

akkumulationen. »En stor arbejdsløshedsarmé må begrænse arbejdslønnen for

ikke at ødelægge den genskabte valoriserings spirende kim for tidligt. Den må sam-

tidig være tilstrækkelig stor til overhovedet at muliggøre den forventede stigendebeskæftigelse gennem en relativ frigørelse af arbejdere, uden derfor at nedsætte

udbytningsraten væsentligt. Som middel til at sikre et fornyet kapitalistisk opsvingbliver arbejdsløsheden, set i relation til kapitalens bevægelseslove, »produktiv«(Mattick s. 39).

Krisen i 1929 kan umiddelbart karakteriseres ved to forhold: den bredte sig meget

hurtigt til alle kapitalistiske lande og den var omfattende i de enkelte lande. Dette

må forstås på baggrund af verdensmarkedets funktion - kapitalen er som kapitalikke bundet til nationale grænser

- hvorved brud på den internationale vareud-

veksling meget hurtigt spreder en krise til alle involverede lande. Dette bliver så

yderligere forstærket når de respektive na tionalstater forsøger at 'eksportere' krisen

ved forskellige handels- og valutapolitiske beskyttelsesforanstaltninger, og krisen

betyder så en skærpet konkurrence mellem de forskellige nationalstater. Disse

problemer inddrager Mattick dog ikke i sin analyse og hans kriseanalyse lider af

den grund under en manglende bestemmelse af i hvor høj grad de nationale respek-tive internationale kapitalbevægelser har indflydelse på det kriseforløb som han

analyserer, og altså i hvor høj grad genskabelsen af kapitalvaloriseringen kan gen-

nemføres ved hjælp af 'lokale' midler: først og fremmest arbejdsløsheden. Spørgs-målet der rejser sig i denne forbindelse er i hvor høj grad kriseforløbet i USA i 30'er-

ne var afhængigt af hvordan krisen udviklede sig i andre kapitalistiske lande, dvs.

verdensmarkedets krise. Noget forenklet kan man sige at de indgreb som staten kan

foretage inden for de nationale grænser først og fremmest er afhængige af mod-

standen fra en evt. organiseret arbejderklasse der fører revolutionær kamp, og til-

svarende lettes af reforrnistisk politik fra arbejderorganisationer,5 men evt. ind-

greb udover de nationale rammer er afhængige af den nationale kapitals styrkeover andre nationalkapitaler. (Midlerne i denne sidste form for konkurrencekampgår fra valuta- og handelspolitiske indgreb'til åben krig).

Nu er det imidlertid ikke Matticks hensigt i denne bog at undersøge den betydningsom verdensmarkedet og kapitalens internationalisering har for krisens konkrete

forløb. Han undersøger derimod krisens forløb i USA for at klarlægge de politiske

aspekter ved fremkomsten af en centralt reguleret statslig socialpolitik. »I kampenfor og imod socialreformen sætter de nødvendigheder sig igennem, der sætter

grænserne for de stridende parters krav... De arbejdsløse må under alle omstændig-heder forsørges på en eller anden måde. Samfundet er nødt til at betale for dem, da

millioner af mennesker ikke frivilligt sulter, når der er fødevarer indenfor række-

vidde.« (Mattick, s. 82-83).

224

I denne forbindelse viser Mattick, at den totale mangel på en politisk organiseringaf den amerikanske arbejderklasse - ligegyldigt hvor reformistisk den end måttevære - betyder at de arbejdsløse i de første kriseår forsøger sig med alle mulige for-mer for individuelle overlevelsesforsøg. Disse forsøg, de såkaldte selvhjælpsorga-nisationer, var alle udpræget småborgerlige i deres ideologi om oprettelsen af små

'produktionskollektiver' rettet mod selvforsyning og direkte vareudveksling. Destillede sig alle uden for den kapitalistiske reproduktionsproces i USA, men udenat antaste denne, og efter kortere eller længere tid brød disse forsøg på at vende

tilbage til tidligere produktionsmåder da også sammen. Da arbejdsløshedensamtidig tiltog og der opstod spredte tilløb til politisk organisering af de arbejds-løse, blev en statslig socialpolitik henimod midten af 30'erne en uomgængelignødvendighed. Denne skulle gennem understøttelse, beskæftigelsesprogrammerforsøge at opnå »en nivellering af elendigheden og billiggørelsen af de sociale

omkostninger gennem organisatoriske ændringer. Man vil fordele elendighedenbedre, da den ikke længere kan forhindres (i at vise sig).« (Mattick s. 85) (Der er heren mindre meningsforstyrrende fejl i oversættelsen, som den her tilføjede parentessidst i citatet skulle afhjælpe. Bortset fra denne og enkelte andre mindre fejl er

oversættelsen ret præcis i forhold til den tyske originaltekst, og dog ret let læst pådansk.)

Der er især to vigtige forhold Mattick søger at trække frem i sin analyse ogproblematisere. Det er først og fremmest at selv en nok så stor krise ikke 'automa-tisk, betyder at der opstår revolutionære masseorganisationer blandt arbejderklas-sen og især blandt de arbejdsløse, som det er blevet hævdet af en række »marxisti-ske« teoretikere (især omkring 2. Internationale) som mente at en tilstrækkelig stor

krise'af sig selv ville føre til en revolution. Heroverfor viser Mattick atkapitalen er istand til at gennemleve en voldsom krise og skaffe sig nye gunstige akkumula-tionsvilkår med statens hjælp, når arbejderklassen ikke eri stand til at organiseresig i en revolutionær kamp - ikke mod staten - men mod dens grundlag, den kapita-listiske merværdiproduktion. Det andet forhold er i forlængelse heraf, og er en

understregning af den betydning den reformistiske bevægelse i arbejderklassenhar for at rette den politiske kamp mod staten og derved lette overvindelsen af kri-sen pâ kapitalens betingelser.

I denne forbindelse er Matticks generelle analyse af den kapitalistiske stat ikke til-

strækkelig til at kunne rumme betydningen af arbejderklassens politiske organise-ring og dens reformistiske politik fonhvordan statens kriseregulerende funktionersætter sig igennem som konkrete statsindgreb.6 Matticks analyse af staten bygger ifor høj grad på krisens udvikling i USA til umiddelbartat kunne anvendes på f.eks.danske forhold. Eksempelvis var udviklingen i USA i 20'erne karakteriseret af ret

gunstige akkumulationsbetingelser for kapitalen med en arbejdsløshed på om-

kring 6-7% helt frem til krisen, hvor arbejdsløsheden i 1932 nåede 23%. I Dan-mark var arbejdsløshedeni 20'erne aldrig under 10% og lå oftest omkring 20 fori1932 at nå op på 32%. Sammenholdt med denne udvikling må man se den or-

225

ganiserede arbejderbevægelsesreformistiske politik i Danmark allerede i 20'erne

for at få gennemført en statslig krisepolitik, som det bl.a. udtrykes i flg. udtalelse

fra DsF i 1926; »De danske Arbejderorganisationer vil, idet de iøvrigt anerkender

de Bestræbelser, som Parti og Regering har udfoldet, tilsige dem sin fulde Støtte i

Kampen mod Landstingsflertallet, hvis dette mod Forventning skulde være hen-

synsløst nok til at nedstemme Regeringens Forslag, saavel vedrørende Krisehjæl-

pen til Industrien som Krisehjælpen til de Arbejdsløse.< (Udtalelse fra Fællesud-

valget nedsat af DsF, Socialdemokratisk Forbund, Rigsdagsgruppen, Arbejdernes

Fællesorganisation og Arbejdsløshedskasseme, d. 2/3 1926, citatets understreg-

ning.)

Da en analyse på linie med Matticks men af danske forhold stadig lader vente på

sig, må Matticks bog kraftigt anbefales som et nødvendigt udgangspunkt for en

marxistisk analyse af denne periode for at kunne afklare nogle vigtige sider ved ud-

viklingen af reformismen i den danske arbejderbevægelse.

Noter

1. Denne kritik findes mere udførligt i forskellige arbejder: blandt dem der er oversat til dansk

først og fremmest Marx og Keynes, Røde Hane 1973; i Vindrosen nr. 4 og 5, 1973, og i

Kurasje nr. 9 (marts 1974) med en kritik af teorierne om statsmonopolistisk kapitalisme.En større samling artikler med en kritik bl.a. af Baran og Sweezy, Mandel, Gillman m.fl.

findesi Mattick: Kritik der Neomarxisten. Fischer Taschenbuch Verlag, 1974.

2. Dele af Matticks diskussion med Grossmann findes i: Grossmann: Marx, die klassische Na-

tionaloekonomie und das Problem der Dynamik, EVA 1971.

3. Uden at gå nærmere indien diskussion af Matx's videnskabsopfattelse, kan der blot hen-

vises til flg. Marx-citat: »Videnskaben består netop i at påvise, hvordan værdiloven

slår igennem«. Marx i brev til Kugelmann 11/ 7 1868 i Marx/Engels: Brieje über Das 'Ka-

pital', Erlangen 1972, s. 185, på dansk i Marx: Kapitalen, Registerbind, Kbh. 1972, s. 26.

4. Blandt de vigtigste arbejderi forlængelse af denne tradition kan nævnes de til dansk over-

satte: Altvater »Om nogle problemer ved statsinterventionismen«, Kurasje nr. 7. (1973);Semmler og Hoffmann: »Kapitalakkumulatiom statsindgreb og lønbevægelse«, Politiske

Arbejdstekster, nr. 1 1973; Dieter Läpple: »Staten og de almene Produktionsbetingelser«,

Kurasje 1973, David Yaffe: Den marxistiske teori om kriser, kapital og staten, Modtryk1974; og Mattick, Müller og Neusüss: Sou'alstat og blandingsøkonomi, DSF 1974.

5. En glimrende påvisning af forskellige marxistiske teoretiske retningers betydning for ud-

viklingen af reformismen findes i Müller og Neusüss: »Socialstaten og modsigelsen mel-

lem lønarbejde og kapital« (findes i ovenstående Mattick, Müller og Neusüss bog). Artik-

len tummer desuden en detaljeret gennemgang af kapitlet om arbejdsdagens længde fra

Kapitalens 1. bind i forbindelse med et forsøg på at bestemme statens funktion overfor for-

holdet mellem kapital og lønarbejde.6. Der kan i denne sammenhæng henvises til de i note 4 og 5 nævnte tekster.

F inn Hansson

226

Mogens Nielsen:

Enhed i arbejderbevægelsen.

Kilder til belysning af forhandlingerne mellem Danmarks

kommunistiske Parti og Socialdemokratiet 1945. København,Fremad 1973. 46 s. kr. 19,75.

1

Som en direkte følge af DASFs konference i efteråret 1971 om arbejderbevægelsensplacering i skolernes historie- og samfundsorienteringsbøger nedsatte Selskabet til

forskning i arbejderbevægelsens historie et særligt skolebogsudvalg. Udvalgetsfornemste opgave var at igangsætte og redigere udgivelsen af historiske kildesam-

linger, der skulle omhandle problemkredsei arbejderbevægelsens historie. Initia-

tivet må hilses meget velkomment, især i en tid, hvor interessen for forskelligeaspekter indenfor arbejderbevægelsens udvikling er stigende, på nationalt såvel

som internationalt plan. I stedet for et forsøg på en fuldstændig omskrivning af

historiebøgerne har Selskabet lykkeligvis givet sig i kast med udgivelsen af kilde-hæfter. Dette er især betydnngsfuldt, fordi undervisningen i historie på alle under-

visningstrin i skolesystemet heldigvis er på vej væk fra den kronologiske og

reproducerende indlæring til fordel for den emnecen trerede og problemorientere-de undervisningsform. Efter denne begyndelse fra Selskabets side må man kun øn-

ske, at fortsættelsen må blive lige så vellykket som begyndelsen.I forordet til kildehæftet nævner Mogens Nielsen de skismatiske forhold inden-

for arbejderbevægelsenpå det nationale og internationale plan. Dette historisk og

ideologisk betingede forhold er atter trukket frem i lyset i de seneste måneder efter

folketingsvalget i december 1973 og fik især fornyet aktualitet i forbindelse med

Hope-sagens behandling ved Venstre Landsret i Ålborgi februar 1974. Iforbindel-se med sagen blev der på arbejdermøder landet over rettet kraftige angreb på LO ogSocialdemokratiet fra DKP's side for splittelse af arbejderbevægelsen,samtidigmed at LO og Socialdemokratiet fremkom med beskyldninger af nogenlundesamme karakter. De påstande og argumenter, der ved den lejlighed blev taget i an-

vendelse, vil vi genfinde i Mogens Nielsens kildesamling, der omhandler de

forhandlinger, der foregik på officielt plan mellem Socialdemokratiet og Dan-

marks kommunistiske Parti i sommeren 1945. Problemstillingen i dette kildehæf-te har stadig brændende aktualitet. Som indledning til selve kildesamlingen giverMogens Nielsen en kortfattet instruktiv beskrivelse af forholdet mellem II. Interna-

tionale, den socialdemokratiske, og III. Internationale, Komintem, den

kommunistiske, i mellemkrigstiden. Han lægger især vægt på enhedstanken in-

denfor Komintem med et citat fra Komintems V. kongres i 1924 om »enhedsfron-

227

ten fra neden«, dvs. en revolutionær aktivisering af masserne. Senere defineres

»Folkefrontstaktikken der blev formuleret på Kominterns VII. kongres i 1935. Jegmener dog ikke, at Mogens Nielsen har gjort tilstrækkelig rede for den principielleforskel, der ligger i disse to former for politisk strategi. Mens »enhedsfrontstatik-

ken« som sagt gik ud på en revolutionær aktivisering af arbejderne, en aktivise-

ring fra neden, kunne Folkefron tstaktikken godt tage sig ud som et samarbejde »fra

oven«, et organisatorisk samarbejde eller regeringssamarbejde, som f.eks. i Spa-nien i 1936, uden at der var skabt fornøden grobund i arbejderklassen forinden. I

sidste tilfælde var det et spørgsmål om politisk taktik, og det var afgørende med til

at ændre »samarbejdsklimaet« hos alverdens kommunistpartier fra midten af

30'erne. Denne holdningsændring kunne ligeledes observeres i det danske

kommunistparti, hvilket kom til at spille ind i enhedsforhandlingeme med Social-

demokratiet. Med denne lidt klarere definering af enheds- og folkefrontsbegreber-ne i indledningen ville visse argumenteringer senere i kildesamlingen være lettere

og mere forståelige at gå til. Ved at medtage Mary Dau's bog Danmark og Sovjet-unionen 1944-49, Dansk Udenrigspolitisk Instituts skrifter 2, 1969, i litteratur-

oversigten sidst i kildehæftet ville forskellen mellem enhedsfrontspolitikken og

folkefrontspolitikken ganske sikkert være blevet klarere defineret i indledningen.Selve udvalget og præsentationen af de forskellige kilder tilgodeser til fulde det

pædagogiske sigte med hæftet med de varierede former for kildetyper, hvilket vil

være til gavn for undervisningen. Det kontradiktoriske princip, som størsteparten

af kilderne er ordnet efter, giver en glimrende anledning til sammenligning mel-

lem de enkelte kilder.

Spørgsmålene efter kilderne er på fornuftig måde begrænset i omfang, men er

formuleret på en sådan måde, at de virker som udmærkede indgange til en videre

diskussion, og kun i enkelte tilfælde har spørgsmålene en ledende »ideologisk«

tendens, men det fonykker ikke helhedsindtrykket af karakteren på spørgsmålene.

Noteapparatet er holdt nede på et minimum, men indeholder alligevel meget

relevante oplysninger, især om personlige data. Dette viser sig meget betydnings-

fuldt, for når vi når frem til de egentlige enhedsforhandlinger i sommermånederne

1945, har læserne allerede et glimrende indblik i de forskellige forhandlings-

deltageres position indenfor henholdsvis Socialdemokratiet og DKP. Læseren kan

på dette grundlag få et glimrende udgangspunkt for den videre behandling af kil-

den.Bortset fra den enkelte udeladelse med hensyn til Mary Dau's bog, som godtkunne have fortjent at komme med, er litteraturoversigten dækkende, idet der ikke

er skrevet ret meget om disse enhedsforhandlinger.Med sit store kendskab til forholdet mellem Socialdemokrater og kommunister

dels under besættelsen og dels i tiden umiddelbart efter denne har Mogens Nielsen

været i stand til at begrænse kildematerialet på en overskuelig måde. Selvom

Mogens Nielsen i sit forord skriver, at »til historieskrivning rækker dette materiale

ikke«, giver de udvalgte kilderi meget stor udstræknng svarene på de meget inter-

essante spørgsmål: Hvorfor indledtes enhedsforhandlingeme? Hvorfor og på hvil-

ket grundlag sprængtes de? Var der oprigtig forhandlingsvilje til stede hos for-

handlingsparteme?

228

På trods af mine få indvendinger vil Mogens Nielsens kildesamling om enheds-

forhandlingerne være fortrinlig til brug i historie på undervisningstrin over folke-skoleniveau efter en kort gennemgang af de forskellige elementer i historisk kilde-kritik.

Asger Juul Pedersen

jørgen Olsen og Bjarne Schoubye:

Reformpolitik eller revolution.

Kilder til belysning af brydningeri dansk arbejderbevægelse1908-22. Kbh., Fremad 1973, 101 5. kr. 29,50.

I serien af kildehæfter under fællestitlen »Af arbejderbevægelsenshistorie« harFremad nu i samarbejde med Selskabet til forskning i arbejderbevægelsenshisto-rie udsendt kildesamlingen Reformpolitz'k eller revolution til brug for gymnasier,HF og seminarier.

I den nuværende rekonstruktionsfase af den marxske teori og i takt med desocialdemokratiske partiers akutte krise fra tressemes sidste halvdel er der opståeten stærk interesse for deres fortid og et næsten nyt felt for den historiske forskning.Arbejderpartiemes opståen, deres organisatoriske, ideologiske og praktisk-politi-ske udvikling og indbyrdes rivalisering - og i tilknytning hertil fagbevægelsensparallelle udvikling - er blevet genstand for livlig og fornyet interesse også uden for

venstrefløjens rækker. Det er bl.a. frugterne af denne interesse og historiske be-vidsthed, der nu så småt kan indhøstes i form af en række arbejder og udgivelser.

I begyndelsen af det 20. årh. gik en lang kapitalistisk udviklingsperiode mod sinslutnihg, og en ny epoke med revolutionære kampe begyndte, hvor spørgsmåletom proletariatets sociale revolution blev sat på dagsordenen som et virkelig, jor-disk spørgsmål, og hvor epigonemes dogmatisk stivnede vulgærmarxisme tyde-ligt demonstrerede sin manglende evne til at være på højde med det revolutionære

opsving i den europæiske arbejderklasse (Lenin og bolchevikkeme i Rusland, de-res pendanter på venstrefløjene i 2. Internationales partier, den voksende anarko-

syndikalistiske bevægelse, især den franske førkrigssyndikalisme). Under situatio-nens pres begyndte den tilkæmpede enhed at gå op i fugeme. Genoptagelsen af den

europæiske proletariske klassekamp vandt genklang også i Danmark som et ledi

229

den naturlige reaktion på 2. Internationales fallit og det perspektiv, som Socialde-

mokratiet og fagbevægelsen stadig tydeligere åbenbarede, kun nødtørftigt maske-

ret bag lejlighedsvise socialistisk klingende fraser. Og også herhjemme fik krigs-tidens prisstigninger og spekulation, efterkrigstidens arbejdsløshed og den inter-

nationale revolutionære Sturm-und-Drang det til at gære i arbejderklassen, ogsåher fik de radikale strømninger en tid vind i sej lene. - De to udgivere fortjener ros

for til undervisningsbrug at have publiceret en række fysisk vanskeligt tilgængeli-ge tekster som oppositionen mod den etablerede arbejderbevægelse idenne centra-

le periode.De to forfattere erklærer i forordet, at deres intention med udgivelsen bl.a. har

været at bibringe læserne »kendskab til hovedtræk af udviklingen indenfor den

danske arbejderbevægelse 1908-22«, samt »kendskab til 1. verdenskrigs virkningerfor de sociale forhold i Danmark og de politiske spændinger blandt arbejderne«, og

desuden traditionelt - at udvikle brugernes færdighed i elementær kildekritisk me-

tode. Forfatterne har til den ende bevidst valgt, som de skriver, at »lade kilderne tale

for sig selv« og praktisk taget indskrænket ledsagende kommentar og baggrunds-

orientering til enkelte supplerende fodnoter i håb om således at lede eleverne frem

til en selvstændig tolkning. Det er samtidig forfatternes opfattelse at deres hæfte

kan stå alene og »anvendes uden brug af supplerende litteratur«. Med et alminde-

ligt kendskab til danske gymnasiasters og seminaristers (- og for den sags skyld:læreres -) aktuelle referenceramme forekommer det os at være en mindre hensigts-

mæssig pædagogisk fremgangsmåde, hvorved brugerne lades i stikken med de

gængse fremstillinger á la Politikens Danmarks historie, En bygning vi rejser og

Nørlund's Det knager... Det vil til opfyldelsen af de prætentiøse vidensmål, ud-

giveme selv programmatisk opstiller, være nødvendigt i langt højere grad end

det her er tilfældet at inddrage materiale om Socialdemokratiets udvikling i refor-

mistisk retning ligefra starten. Hæftet kommer ikke længere end til at antyde en så-

dan udvikling ved, under overskriften »Marxisme og Socialdemokrati«, antitetisk

at sammenstille uddrag fra henholdsvis Det kommunistiske M am' fest og Socialde-

mokratiets program fra 1908. Her ville det dog vel have været mere frugtbart at

præsentere Erfurterprogrammet og lQlS-programmet, og- hvis man endelig ville

lade en marxistisk »klassiker« kontrastere - mere indlysende at bringe Marx' kritik

af Gothaprogrammet eller Engels' Bidrag til kritikken af det socialdemokratiske

programudkast 1891. Endvidere lader behandlingen af DsF's forstening til en

gennemautoritetscentraliseret interesseorganisation meget tilbage at ønske.

Udvalget indskrænker sig til enkelte tekster, som - bortset fra syndikalistiske an-

greb på kompromispolitikken - udtrykker nogle DsF-pamperes selvforståelse og

apologier for deres organisatoriske praksis. Vil man forstå syndikalismens op-

komst, måtte man i højere grad have belyst denne fagforeningsstruktur, som syn-

dikalismen bla. netop er en reaktion på, ved at sætte den ind i den samfunds-

mæssige sammenhæng, hvori den forekommer. Det ville være nødvendigt at ind-

drage materiale om den socioøkonomiske udvikling i Danmark fra omkringårhundredskiftet (hvilket er helt udeladt i kildesamlingen bortset fra et par tabel-

ler som bilag), idet den revolutionære syndikalisme generelt kan ses som et udslag

230

af behovet for nye organisationsformer og kampmetoder i en tid hvor industriens

udvikling under koblinger mellem stor- og småkapital gik i retning af mono-

polisering, hvor arbejderne ikke længere stod over for en hel masse små isolerede

enkeltkapitalister, men tværtimod konfronteredes med hele den forenede industri-

og finanskapital. Udgiverne anfører under afsnittet om »Inspirationen« for den

danske syndikalistbevægelse kun det franske CGT's Amiens-charter fra 1906, skønt

den danske fagoppositionssammenslutnings chefideolog Chr. Christensen i nok

så høj grad hentede sin teoretiske ballast fra den mere marxistisk prægedeamerikanske broderorganisation, IWW. Dog er det prisværdigt, at forfatterne i rigtmål genoptrykker programerklæringer og bidrag fra Solidaritet.

Hovedvægten i udvalgets behandling af de egentlige brydninger i arbejderbe-vægelsen er lagt på perioden før 1914, især koncentreret om forholdet mellem

syndikalismen og den etablerede politiske og faglige arbejderbevægelse. Andre og

for den senere udvikling væsentlige aspekter som f .eks. den voksende modsætningmellem det socialdemokratiske moderparti og dets ungdomsforbund SUF forbi-

gåes.'

Den socio-økonomiske udvikling i Danmark under og efter 1. verdenskrig ogden internationale politiske, organisatoriske udvikling (f.eks. Zimmer-

wald-bevægelsen, hele den internationale revolutionsbølge i krigens kølvand,rådsbevægelsen, dannelsen af Komintem etc.) spises af forfatterne af med en kort

overfladisk redegørelse på godt en side. »Danmark i verdenskrigens skygge«, som

ikke formår at lade de efterfølgende kilder fremstå i deres dybere kontekst.

Til belysning af »natkongressens« accept af Socialdemokratiets regeringsdelta-gelse, anerkendelsen af ministersocialismen, i klar modstrid med tidligere kon-

gresbeslutninger, aftrykkes kun et uddrag fra kongresprotokollen indeholdende

Staunings argumentation. F.eks. kommer Gerson Trier, der udmeldte sig af par-tiet i protest mod denne beslutning og motiverede sin holdning i et brev til Stau-

ning, der samtidig giver en karakteristik af partiets højredrejning, ikke til orde,

ligesom man må savne eksempler på SUF's opposition som den manifesteredes i

artikler og pjecer som f.eks. Ernst Christiansens og Johs. Erwigs: »Striden i Social-

demokratiet« (1919). Vi skal i den forbindelse nøjes med at henvise til Carl Hein-

rich Petersens »Danske revolutionære«, som inddrager en række af de synspunk-ter, der på udmærket vis kunne anskueliggøre nogle af de fænomener, dette hæfteikke kommer tilstrækkeligt omkring.Sådant materiale ville kunne have ledt frem til en bedre forståelse af de nye parti-

dannelser, hvis programmer i hæftets sidste afsnit (»Mellemspil« og »Enheds-

front«) for den uindviede let kommer til at fremstå temmelig tågede, og hvor sav-

net af introducerende og uddybende kommentarer især føles. Til gengæld for en så-

dan udvidelse kunne dele af f.eks. afsnittet »Agitation og modagitation« (hvorDsF's modtræk overfor syndikalisteme til overflod dokumenteres, ligesom der bru-

ges unødvendig megen plads på mødereferater) med held have været udeladt. DenI

mangelfulde socio-økonomiske dækning bevirker også at man næppe tilfulde for-

står baggrunden for de dramatiske tildragelser, der skildres så detaljeret i de to store

afsnit »Stormen på Børsen« og »Grønttorvsspektakleme november 1918« Højst

231

problematisk finder vi den udstrakte anvendelse af Politiken og andre borgerligeblade, der blot lægger op til en i sig selv gold rekonstruktion af selve begivenheds-forløbet og opøvelse af kildekritisk teknik for kildekritikkens egen skyld. Sine ste-

der virker forfatternes ledsagende spørgsmål og overskrifter (»gadespektakler eller

klassekamp?«, »Borgerlig retspleje eller klassedommeP«, »forekommer anklage-punkterne og dommene dig rimelige (sicl) i forhold til de begåede lovovertrædel-

ser?«) i bedste fald som skinproblemer, i værste fald unødvendigt begrebsfor-virrende. Endelig kan nævnes at forfatterne end ikke så meget som antyder en evt.

kontant, økonomisk forklaring på baggrunden for Påskekrisen (som den f.eks.fremstår i Kai Moltkes Pengemagt og Ruslandspolitik, Kbh. 1953, og Arnfredm.fl.s. ØK-bog Under dansk splitflag, Kbh. 1973), men helt godtager den gængse

»forklaring« som f.eks. Politikens Danmarkshistorie og Tage Kårsted bringer til

torvs.

Trods alle forbehold vil dette kildehæfte kunne tjene som en tiltrængt indføringtil denne på mange måder centrale fase i den danske arbejderbevægelses historie,men må i modsætning til hvad forfatterne forestiller sig i en undervisningssitua-tion nødvendigvis suppleres med yderligere litteratur.

Niels Brøndum Iosephsen, Knud Erik Hansen og Knud Knudsen

232

Henry Rantzén:

Skræddemes fagforening af 1873.

Jubilæumsskrift. København 1973. 121 s.

Poul Thomsen:

Øens folk.

En beretning om Arbejdernes Fællesklub på Burmeister 8cWains Skibsværft på Refshaleøen gennem 50 år.

Forlaget Melbyhus. Skærbæk, 1973. 127 s.

Poul Thomsen:

Vor fane lyser flammerød...

Bryggeriarbejdemes Fagforening 1897-1972. København,1972. 79 s.

De fleste professionelle historikere betragter fest- og jubilæumsskrifter med en vis

skepsis. De er ofte bestillingsarbejder, det forventes mere eller mindre direkte, at

fremstillingen bliver så gunstig for den jubilerende forening eller organisationsom overhovedet muligt. Ofte er hele fremstillinger primært anekdotesamlingereller opremsninger af århundredskiftets forskellige pudsigheder. Nogle festskrif-

ter er koncentreret omkring enkeltpersoner, det gælder for såvel fagforeninger som

erhvervsvirksomheder, hvilket dog i høj grad falder tilbage på den historie-

opfattelse, som op til sluningen af tresserne har været mere eller mindre eneråden-

de herhjemme. I forlængelse af dette ser man i disse festskrifter, hvorledes hele

fremstillingen er koncentreret om den pågældende forening eller virksomhed,uden at sætte dens udvikling ind i en større sammenhæng.

233

Et andet forhold, der har medvirket til festskriftemes lave kurs blandt historike-

re, er manglen på ting som et noteapparat med kildehenvisninger, litteraturlister

etc., hvilket gør deres anvendelsesmuligheder begrænsede ud fra en streng viden-

skabelig synsvinkel. Spørgsmålet er så, om det er rimeligt at vurdere festskrifter ud

fra disse kriterier, og om ikke andre burde lægges til grund, i hvert fald indenfor

vort område, arbejderbevægelsenshistorie.

Lad det være sagt med det samme: de foreliggendejubilæumsskrifter er ikke typi-ske. De repræsenterer alle den ikke-socialdemokratiske del af den danske fagbe-

vægelse, hvilket kommer stærkt til udtryk i skræddemes jubilæumsskrift, der er

skrevet af den nuværende formand, Henry Rantzén, der er kommunist. Såvel i

bryggeriarbejdemes som i skrækddernes jubilæumsskrifter udtrykkes klart, hvad

man vil med udgivelsen, nemlig »drage nytte af de historiske kendsgerninger, som

festskrif tet indeholder. således at vi i fællesskab kan forstærke vor kamp for en bed-

re fremtid« (De københavnske bryggeriarbejderes formand Holger Foss i en følge-

skrivelse til festskriftet). Rantzén giver udtryk for det sammei sin indledning, og

det mærkes i det hele taget tydeligt i skræddemes festskrift, at man har dette sigtemed udgivelsen. Og med disse bemærkninger er vi efter min opfattelse fremme ved

noget centralt, når sådanne festskrifter skrives, udsendes og sluttelig vurderes: i

hvor høj grad er de i stand til at gengive arbejderklassen dens historiske erfarin-

ger? I Rantzéns forord til skræddemes festskrift ligger tydeligt, at skriftets ek-

sistensberettigelse er, at medlemmeme lærer af historien, uddrager læren af de er-

faringer, deres kammerater har gjort før dem, både de rent faglige men også de

generelt politiske. Er skriftet skrevet med dette for øje, videregiver det de politiskrelevante og almengyldige erfaringer, som er blevet høstet, kan det med andre ord

bruges som etvåben i den klassekamp, fagbevægelsens folk dagligt deltager i. Dette

er de spørgsmål der skal stilles, først og fremmest herpå skal skrifter udgivet af

arbejderklassens partier eller organisationer måles. Naturligvis kan man ikke

udelade metodiske problemer af mere teknisk karakter, men de må i dette tilfælde

underordnes de andre kriterier.

Skræddemes jubilæumsskrift lever i høj grad op til disse krav. Det understreges,at dette skrift på mange måder bryder med 50 års skriftet, fordi det er udarbejdet af

folk, der tilhører den del af arbejderbevægelsen,der ikke gradvis integreres i det be-

stående kapitalistiske samfund. Skriftet giver da også et interessant og sjældent set

indblik i kormnunistisk fagforeningspolitik, ligesom det giver en lang række vur-

deringer og fortolkninger af forskellige faglige og politiske begivenheder, hele

tiden i relation til de stadige diskussioner mellem de forskellige fløje af fagbe-

vægelsen, som også fandtes hos skræddeme. Rantzén kommer også ind på interne

diskussioner iden kommunistiske bevægelsei Danmark. Således giver Rantzén ud-

tryk for undren over DKPs store forhandlingsvillighed i forbindelse med enheds-

forhandlingerne så sent som i 1947, hvor Socialdemokratiet allerede havde indta-

get de antikommunistiske koldkrigspositioner, som prægede partiet under Hed-

toft Hansen og HC. Hansen.

Skriftets kvaliteter understreges i høj grad af at nævne hvad det ikke indeholder.

Det indeholder ikke lange udredninger om de skiftende formænd'og bestyrelser, de-

234

res personlighed eller mangel på samme. Ejheller finder vi de traditionelle mor-

somme anekdoter, der har fyldt mangt et festskrift. Derimod inddrages, desværre

for lidt, men dog betydeligt i forhold til det sædvanlige, baggrundsstof i form af

konjunkturoversigter, lønudvikling etc., desværre ikke i tabelform. Læseren får

heller ikke det indtryk, at Skræddemes Fagforening har sejlet alene på et stort øde

hav, udviklingen indenfor skrædderfaget og udviklingen i selve fagforeningen sæt-

tes hele tiden i relation til den økonomiske og politiske udvikling i samfundet og

til den øvrige arbejderklasses kamp. I vurderingen af intemationalismens betyd-ning, i den vigtige gennemgang af de store socialreformer i trediveme og Stau-

nings videreudvikling af blandingsøkonomien og konsekvenserne af dette for dan-

ske arbejderbevægelse, i diskussionen om den moderne fagbevægelse ud fra Andre

Gorz bog, Arbejderbevægelse og nykapitalisme, ialle disse ting gengiver Rantzénden levende diskussion og den aktivitet, som har præget hans forbund, og som der-

for gør det vigtigt at beskæftige sig med.

Festskrifteme om bryggeriarbejdeme og B Se Ws Fællesklub er begge skrevet af

Poul Thomsen, tidligere leder af DKPs faglige arbejde og tidligere chefredaktør påLand og Folk. Ingen af skrifterne lever op til Rantzéns om skræddeme. En del af

forklaringen kan være den, at det ene handler om en arbejdsplads, mens skriftet om

bryggeriarbejdeme er centreret om to arbejdspladser, nemlig Carlsberg og Tu-

borg, og der derfor har ligget en fare i atanskue alle problemer ud fra forholdene og

de gældende problemstillinger disse steder. Et gennemgående træk ved begge skrif-

ter er det, at Thomsen kun i ringe omfang kaster blik ud på udviklingen udenfor de

to fagforeninger, og at han kun i ringe omfang ser en forbindelse mellem de proble-mer, som fagforeningerne må tage sig af, med de generelle politiske og økonomi-

ske forhold. Derfor når han heller ikke frem til en behandling af forholdet mellem

den faglige og den politiske kamp.Et så interessant spørgsmål som hvorfor B 8c W arbejderne i mange situationer

fremstår som den danske arbejderklasses fortrop, og hvorfor kommunisterne i

langt de største perioder har været toneangivende gives der ingen rimelig forkla-

ring på. Thomsens forklaring, at øens folk er »hårde negle«, der ikke er bange for at

give råt for usødet, holder naturligvis ikke alene. B Se Ws placering som landets før-

ste store arbejdsplads og koncentration af mange faglærte arbejdere med et højt op-

lysnings. og bevidsthedsniveau må være ting af anderledes afgørende betydning.Thomsen lægger også meget stærkt vægt på de enkelte tillidsmænd og deres be-

tydning. Således lader han Carl Hansen fra Tuborg være den drivende kraft bagdannelsen af bryggeriarbej dernes fagforening hvilket kan forlede svage sjæle til at

tro, at uden Carl Hansen var der ikke blevet nogen fagforening. Den økonomiske

og politiske baggrund for organiseringen af arbejderklassen går han let hen over.

Dette gælder for begge Thomsens skrifter, og det er derfor tvivlsomt, hvor stor

interesse de kan have for en større kreds, der er interesseret i samspillet mellem de

lokale forhold og de generelle, objektive tendenser.

Michael Seidelin

235

Ursula Schmiederer:

S.F. og den »tredie vej« til socialismen.

- SFAH skriftserie nr. 1 - GMT. Kongerslev 1974, 181 s., 25.- kr.

Størstedelen af den eksisterende litteratur om danske politiske partier har fest- og

jubilæumsskriftpræg. Videnskabelige arbejder er sjældne. En undtagelse danner

Ursula Schmiederers bog om SF, som udkom på tysk i 1969, og som nu er frem-

kommet i dansk udgave med revideret indledning og efterskrift som første bind i

SFAH's skriftserie.

Schmiederers bog giver en detaljeret fremstilling af SF's udvikling fra parti-dannelsen i 1958-59 til splittelsen i 1967. Bogen rummer en kritisk analyse af par-tiets udvikling, teori og organisation, og som sådan udgør den et vigtigt arbej-de der bør opnå vid udbredelse. SFAH fortjener megen ros for at have bragt bo-

gen frem i Danmark i en førsteklasses oversættelse.

Per Salomonsson har i Årbog l, 1971, s. 141-49 fremhævet hovedlinierne i den ty-

ske udgave. Der vil derfor ikke være grund til at give endnu et generelt referat her.

Denne anmeldelse er snarere tænkt som en kritik af Schmiederers valg af problem-stillinger og metode.

Forsåvidt man betragter Schmiederers bog som en beskrivelse af SF's historie,teorier og organisation er den stort set vellykket. Hun har benyttet de forhånden-

værende kilder godt. Fremstillingen er let læselig og hænger godt sammen. Især

hendes fremlægning og vurdering af fraktionsstriden inden for DKP som var

hovedårsagen til SF's dannelse og partiets tidlige udvikling synes vellykket, lige-som den udførlige behandling af organisationsspørgsmålet. Hvor fremstillingennærmer sig bruddet i 1967 farves den af Schmiederers personlige engagement i den

interne fraktionskamp i SF.

Man kan være uenig med Schmiederer i hendes valg og prioritering af de

problemstillinger omkring SF som hun har valgt at gøre til genstand for dis-

kussion. Nogle aspekter af SF 's aktiviteter er meget nødtørftigt behandlet, således

fremdrages kommunal- og faglige politik kun en passant, og til spørgsmålet om

hvem, der egentlig stemmer på SF og hvorfor, gives et kort, ikke fyldestgørende svar

(Ingemar Glans' undersøgelser af politiske holdninger hos vælgere i Danmark og

Norge vil sikkert give fyldigere svar.)Andre aspekter, som f.eks. Socialistiske Studenter og den organisatoriske debat i

SF er udførligt behandlet. Der er naturligvis grænser for hvor mange spørgsmålman kan rejse - og besvare - på 181 sider, og man kan vel retfærdigvis ikke bebrejdeSchmiederer at hun behandler problemer som hun finder specielt interessante.

236

Imidlertid har Schmiederer tydeligvis tilsigtet mere end en almen fremstilling.Som hun fremhæver i sit efterskrift (s. 142) har hun tilstræbt et historisk, systema-tisk, politologisk og politisk arbejde. Ikke alle disse aspekter vederfares ret og de-res gensidige påvirkning formindsker værdien af hendes arbejde. Schmiederers

personlige engagement medfører, at hun er meget selektiv hvad angår de kends-

gerninger hun har valgt at fremdrage i behandlingen af fraktionsstridighedernei1967. Samtidigt er historie og teori vævet sammen i en grad, der gør det meget u-

klart, om den fremlagte model skal tjene til beskrivelsen af SF, eller om det drejersig om en teoretisk model, som afprøves på SF's konkrete historie.

Lignende uklarheder træder tydeligt frem i Schmiederers gennemgående tema:

SF betragtet som et eksempel på partidannelse inden for »det ny venstre«. Hos Sch-miederer fremstår termen »ny venstre« samtidigt som en almen, beskrivende term,som en teoretisk model og som et ønskværdigt politisk mål. SF beskrives først som

tilhørende det ny venstre og sammenlignes derefter-implicitog eksplicit-med en u-

klar model af hvad »det ny venstre« er og bliver til sidst fremstillet som et i mangehenseender mangelfuldt parti. SF frembyder ikke »en klar socialistisk profil« ogligner strukturelt de gamle arbejderpartier (s. 141). Man bør holde sig for øje, at

Schmiederers konklusion er politisk, ikke socialvidenskabelig eller historisk. F ore-

stiller man sig at hun ikke havde været så umiskendeligt engageret og havde frem-

lagt en model til beskrivelse af et socialistisk parti under bestemte vilkår og deref-ter havde undersøgt et bestemt politisk parti og var nået frem til at partiet ikke ef-terlevede modellen, ville hun have været nødt til at konkludere, at fejlen lå i m0-

dellen eller i hendes valg af parti som genstand for undersøgelse. De problemer, der

opstår ved læsningen af Schmiederer med at holde beskrivende, teoretiske og poli-tiske betragtninger adskilt forøges ved hendes ofte vage og uldne definitioner. Forat blive ved et tidligere eksempel: hvad er »det ny venstre«. Det er en uklar mode-

rigtig term, der imidlertid har ringe mening i sig selv. At sige at et parti står til ven-

stre giver naturligvis kun mening set i relation til det politiske højre. At tilhøre

venstrefløjen medfører ikke natumødvendigt noget socialistisk engagement; stør-

stedelen af det ny venstre i USA var ikke-socialistisk. Ligeledes giver betegnelsen»ny« kun mening i sammenhæng med forsøg på at bestemme hvad der afgrænserdet »gamle«. Tydeligvis tilstræber Schmiederer at give udtrykket »ny venstre« en

mere stringent, udvidet betydning. Den ihærdige læser kan finde spredte tilløb tilen definition forskellige steder i bogen. For at tilhøre det ny venstre kræves til-

syneladende: en forkastelse af reformistiske socialdemokratiske metoder, af dog-matisk kommunisme (den 3. vej), analyse af nye udviklingslinier-nationalt oginternationalt, søgen efter passende former for politisk praksis, (s. 145) der på en

eller anden måde hænger sammen med ungdomsgrupperinger (s. 140), samt en

konstatering af at sådanne grupperinger normalt er centreret omkring tidsskrifter

og studentergrupper, snarere end omkring fagforeninger (s. 10). De danske og nor-

ske socialistiske folkepartier, PSU i Frankrig, PSIUP i Italien henregnes til kate-

gorien »det ny venstre« (s. 10). Hvis denne kategori skal have nogen som helst me-

ning, dvs. hvis den skal tjene til beskrivelsen af mere end hvilkensomhelst venstre-

fløj sgruppering-socialdemokratieme og kommunisteme undtaget- må den have et

237

vist mål af konkret politisk indhold: en definition af arbejderklassen, en organisa-torisk form, en opfattelse af hvor det revolutionære potentiel er lokaliseret etc... En

sådan indholdsangivelse er langt fra selvindlysende. Hvor, for eksempel, finder

Schmiederers »ny venstre« sit sociale basis for en mulig revolution? Hvilken teore-

tiker fra »det ny venstre« vil det »det ny venstre« følge? Marcuse, som mener (men-

te), at industriproletariatet i avancerede industrilande er uden ethvert revolutio-

nært potentiel og at man må søge hos undertrykte raceminoriteter og/ eller studen-

terne og i den tredie verden. Eller hos Mallet hvor mulighedeme ligger i de bedst

lønnede, bedst uddannede lag i arbejderklassen, eller Gorz som finder løsningen i

omdannelsen af de traditionelle fagforeninger til strukturer med et klarere

syndikalistisk sigte. Marcuses teori er uforenelig med Mallet og Gorz; skal »det ny

venstre« dække alle disse opfattelser skjuler frasen mere end den afdækker- og dette

er kun et enkelt eksempel.Schmiederer er bedst, når hun behandler SF konkret. I den fyldige beskrivelse og

kritik af SF's organisation fremlægger hun meget præcist SFs arv og gæld til DKP

og relaterer konkret den kritik fra venstre som er blevet anvendt generelt på denne

organisationsform. Også almene spørgsmål som f.eks. problemerne ved at have en

politisk aktiv ungdomsorganisation inden for rammerne af et socialistisk parti fåren tilfredsstillende behandling. Svaghedeme i hendes arbejde liggeri udeladelsen

af en rela tering af hendes konkrete beskrivelse af SF med specifikt danske forhold: I

diskussionen af den organisatoriske opbygning forbinder hun ikke spørgsmålet

om, hvorledes man rekru terer den danske arbejderbevægelse politisk til et nyt

socialistisk parti med danske erfaringer, med de organisatoriske problemer, der er

bundet til den kendsgerning, at der allerede eksister to fungerende arbejderpartier.Den sociale og økonomiske udvikling tages heller ikke op idenne forbindelse. Dis-

kussionen af spørgsmålet, om folketingsgruppen bør repræsentere partietsorganiserede medlemmer eller de uorganiserede vælgere, bygger på den formod-

ning, at partimedlemmerne også repræsenterer politiske synspunkter hos

ikke-medlemmer uden at der gøres nogle overvejelser over om dette er en rimelig

betragtning i et parti med SF's organisatoriske struktur. På lignende måde anfører

Schmiederer i sidste kapitel at VS's politiske succes afhænger af partiets evne til at

finde en passende organisatorisk form-hvad der ikke lykkedes iflg. hendes efter-

skrift 4 år senere. Men igen udelader hun en konkret diskussion af forholdet mel-

lem VS' organisatoriske struktur og den kendsgerning, at studenter var domine-

rende, medens arbejdere glimrede ved deres fravær. Det samme gælder spørgsmå-

let om medlemmernes alder prægede organisationsformen. Trods alt var VS

organisatorisk i stand til at mobilisere stor støtte hos de unge og viste sig fleksibel

nok til at forvalte en bred og alsidig udenomsparlamentarisk aktivitet. Denne form

synes at ligne den Schmiederer efterlyste hos SF. Hvor og hvornår gik det galt?Alt for ofte respekterer Schmiederers teori simpelthen ikke de kendsgerninger

hun selv fremlægger. I sin behandling af spørgsmålet om SF-vælgeme anfører hun

f.eks. at de i høj grad ligner DKP's. Hvilke konsekvenser har dette for hendes tese, at

SF tilhører det ny venstre? Kan det ny venstre og »dogmatiske kommunister« til-

trække den samme vælgerskare? Noget ulogisk citerer Schmiederer velvilligt Mar-

238

cuse, som mener, at når socialdemokratieme mister rollen som klasseparti kan

kommunister og socialister tilrive sig denne. Hvis dette er korrekt burde SF-vælge-re være koncentreret hos de ufaglærte, de økonomisk dårligst stillede og den stær-

keste socialdemokratiske bastion-snarere end hos de faglærte, der nærmer sigmiddelklassen i økonomisk status. Dette er nogle få eksempler på spørgsmål som

Schmiederer ikke besvarer.

Efterskriftet, der naturligvis har den fordel at være skrevet 4 år senere, udviser desamme svagheder, skønt det ville have været logisk at komme ind på i det mindste

nogle af de teoretiske spørgsmål som VS's struktur og organisation indbyder til. I

stedet har Schmiederer valgt at udnytte efterskriftet til generalisationer over den

europæiske kapitalismes nyere udvikling. Der er ikke principielt noget i vejenmed disse almene betragtninger over socio-økonomiske faktorers politiske kon-

sekvenser. I store dele af verden blev 50'erne faktisk kapitalismens guldalder, »deruden større kriser ikke blot levede med højkonjunktur, men også kunne opviseet socialt ansigt med Velfærdsstat', fuld beskæftigelse, socialstatslige indgrebog vidtgående social borgfred« (s. 143), medens krisesymptomer først dukkedefrem i midten af 60'erne.

Men dette holder simpelt hen ikke stik for Danmarks vedkommende. 50'erne ud-viste her alt andet end højkonjunktur og fuld beskæftigelse. I begyndelsen og mid-

ten af 50'erne lå arbejdsløshedsprocenten på ca. 10%, i midten og slutningen af60'erne på mellem 3 og 4%. Ingen social konflikt i 60'erne nåede tilnærmelsesvis op

på siden af strejkerne i 1956. Den reelle vækst i 60'erne repræsenterede næsten en

fordobling af tallene fra perioden 1950-55.

Medens Schmiederer således generaliserer ud fra forholdene i detøvrige Europa,viger hun tilbage for en diskussion af specifikt danske økonomiske og sociale vil-

kår, og selv hendes diskussion af den lokale politiske sammenhæng hvori SF ope-rerer er overfladisk. Der gøres ingen betragtninger over følgerne for SF af den

socialdemokratiske dominans, politisk og fagligt, over erosionen af det socialde-mokratiske partiapparat eller over socialdemokratiets stigende afhængighed afLO's ressourcer, over mobiliseringen af arbejderklassen mod den socialdemokrati-ske regering i 1956, over den høje og stigende levestandard i perioden, velfærdssta-tens indre ekspansion, den enestående udvikling i det sociale sikkerhedsnet, over

den uændrede indkomst- og formuefordeling, over uddannelseseksplosionen, over

det enestående milde politiske klima, over klasseharmonidoktriners politiskedominans, over nedgangen - absolut og relativt- af an talletaf ufaglærte arbejdere,stigningen i antallet af funktionærer og udhulingen af denne gruppes sociale sta-

tus, over den eksplosive udvikling i antallet af ansatte i socialuddannelses- og vel-

færdselssektoren. Alle disse faktorer er gyldige eller vil blive det - i det mindste i

nogle andre høj tudviklede industrialiserede lande i nær fremtid - og de er fakto-

rer, soni har formet SF. Ydermere - hvorledes forholder det sig med virkningernepå SF af faktorer, der er specifikt knyttede til danske forhold, som f.eks. mangelenpå mine- og tømmerindustrier som traditionelt er basis for radikal socialisme.

Eller den danske valglov, der tillader et parti af SF's størrelse at opnå betydeligparlamentarisk indflydelse, eller den simple kendsgerning, at Danmarks størrelse

effektivt begrænser de udenrigspolitiske muligheder.239

Schmiederer har indskrænket sig til partiet SF, dvs. dets oprindelse, teori,

organisation og indre stridigheder. Hun beskæftiger sig med SF's overbygning,ikke dets base. Til trods for de kritiske intentioner er hendes arbejde yderst tradi-

tionelt-i en grad, der rejser spørgsmålet i hvor høj grad denne form egner sig til em-

net. SF's overbygning er ikke imponerende, medlemstallet har svinget omkring5-6000; aktivitetsniveauet hos medlemmerne er ikke særligt højt; pressen når knapnok partiets medlemmer og slet ikke den brede offentlighed. SFs sympati for Jugo-slavien, dets originale og knap så originale teoretiske formuleringer og partiets kri-

tik af forskellige socialistiske lande forklarer kun i begrænset omfang den dæk-

ning partiet har i befolkningen. Det, der gjorde SF betydningsfuldt, lå ikke i dets

teoridannelse eller dets svage organisation, ej heller i partiets appel hos de in-

tellektuelle. Det betydningsfulde lå og liggeri den kendsgerning, at SF kan samle

tusindvis af stemmer hos mennesker, der kun kender lidt til SF's ideer og som kun

har ringe kontakt med dets organisation.For at understrege det nærmest selvindlysende: SF er politisk betydningsfuldt

fordi det lykkedes partiet at samle stemmer nok til at forrykke den parlamentariskebalance i folketinget. Dette lyder ikke særligt heroisk, men det er til gengæld reelt.

SF's styrke ligger uden for partiorganisationens rammer og er bundet til de ca.

100.000 arbejdere og funktionærer som er rygraden i SF's vælgerskare. Spørgsmå-let om hvad SF egentlig er som parti er nært knyttet til spørgsmålet om hvorfor dis-

se vælgere betragter SF som deres parti.Ved at henregne SF under »det ny venstre« har man altså i virkeligheden sagt me-

get lidt. Hvilke spørgsmål bør man da rejse? Man kunne begynde med Schmiede-

rers udsagn, at SF repræsenterer de utilfredse blandt de stort set tilfredse, og at det

der ønskes er alternative reformistiske løsninger til dem socialdemokratiet kan til-

byde (s. 52). Man må begynde hvor S standser: Er SF's vælgere utilfredse med de

ting som socialdemokratiske vælgere er tilfredse med eller er de utilfredse med helt

andre ting. Ønsker de flere af de samme reformer, eller ønsker de reformer på helt

andre områder? Er, eller rettere var, SF primært et traditionelt arbejderparti, som

reagerede på traditionelle arbejderklasseproblemer? Eller repræsenterer det en ny

reaktion på nye problemer for arbejderklassen? Er/ var SF produktet af at velfærds.

staten ikke er tilstrækkelig veludviklet til at tilfredsstille visse af vælgernes behov,

eller må årsagen søges i at velfærdsstaten generelt simpelt hen ikke kan tilfredsstil-

le væsentlige behov?

Spørgsmålet om hvad SF var på det tidspunkt Schmiederer undersøgte det kan

ikke besvares ved generaliseringer over den almeneuropæiske udvikling. Ganske

vist oplevede Europa i midten og slutningen af 60'erne en opblomstring i den

socialistiske tænkning og aktivitet. SF var naturligvis i et vist omfang tilknyttetdenne udvikling. Partiet havde kontakter til udlandet, var vært for udenlandske

gæster og sendte egne ledere til udlandet, alligevel drejede det sig om relativt perife-re forbindelser.

Svaret kan heller ikke findes ved en isoleret undersøgelse af partiets opkomst,teori og organisation, skønt en sådan undersøgelsen naturligvis er af interesse og

metoden tilstrækkelig ved analyse af partier hvor en lang historisk tradition spiller

240

en større rolle end ønsket om at bringe teori og praksis i overensstemmelse med dendanske virkelighed, eller partier hvis vælgere også er organisatorisk tilknyttet par-tiet som partimedlemmer.

Svaret må findes ved at betragte SFi forbindelse med den økonomiske, sociale ogpolitiske danske virkelighed. Måske vil dette føre til den konklusion at SF er et

unikt dansk fænomen, et produkt af forhold, der entydigt er tilknyttet Danmark.Måske bliver svaret, at SF er et traditionelt arbejderparti, som kan udfylde et tom-

rum på venstrefløjen fordi Socialdemokratiet docerede og praktiserede klassefor-

soning og DKP's hænder var bundet af det nære tilknytningsforhold til Sovjet-unionen. Måske vil en undersøgelse vise, at SF er en reaktion på forhold der gene-relt er symptomatiske for avancerede industrielle velfærdsstater. Men man kanhåbe at svaret ville række videre end en vag konklusion gående ud på at SF var ellerer en del af et tåget aftegnet »ny venstre«, der formodes at række fra tyske studenter-

grupper til franske og italienske socialister fra arbejderklassen.Trods den gennemgående kritiske tone i ovenstående bemærkninger kan Sch-

miederers bog anbefales. Den giver et solidt kritisk overblik over SF's oprindelse,store dele af partiets historie og en god fremlæggelse af dets organisationer og pro-gram. Som sådant er den et vigtigt bidrag til den sparsomme litteratur om dansk

politik. De, der følger efter Schmiederer i studiet af SF vil stå i stor gæld til hende.

john Logue

Th. Stauning 1873-1942.

En bibliografi ved Mette Charlotte Rask Sørensen, KathrinaTobiasen og Karin Schjødt Worm. Udgivet af Arbejderbe-vægelsens Bibliotek og Arkiv. Forlaget GMT, 1973. 150 s.

30 kr.

I hundredâret for Th. Staunings fødsel har ArbejderbevægelsensBibliotek og Ar-kiv påtaget sig et nyt glædeligt initiativ, nemlig udgivelsen af et første bind i en bi-

bliografisk serie. Stauning-bibliografien er på 1630 numre, omfattende bøger, deleaf bøger, tidsskrift- og avisartikler, interviews med Stauning samt trykte taler og de

vigtigste bibliografier af Stauning. Udgiveme er tre biblioteksstuderende ved Dan-

marks Biblioteksskole, og det fortjener al mulig anerkendelse, at biblioteksskolen

giver sine elever mulighed for som et led i deres studium at udarbejde en sådan bi-

bliografi, hvor et væsentligt kildemateriale til socialdemokratiets udvikling nu er

samlet.

Naturligvis kan et arbejde af denne karakter vanskeligt blive fuldstændig ud-

241

tømmende. Det gælder særlig det omfattende avisstof. Her har udgiverne koncen-

treret sig om en gennemgang af Social-Demokraten, Demokraten og Staunings

egen udklipssamling. Herved er det væsentligste utvivlsomt også blevet registre-ret. Dog må det siges at være en mangel, at der ikke, som Politikens anmelder har

gjort opmærksom på, er medtaget de årlige artikler, Stauning skrev i Politiken om

den politiske situation ved hvert årsskifte siden 1932. Endelig må det bemærkes, at

usignerede artikler i aviser og fagblade ikke er forsøgt indkredset. Specialunder-søgelser på dette område kan altså bringe yderligere materiale for dagen. Ved regi-

streringen af biografier kan det undre, at Bertel Dahlgaards vel ikke uvæsentlige

skildring af Stauning i »Fra folket de kom« (1962) ikke er kommet med. Men ind-

vendingeme kan ikke veje så tungt over for det væsentlige arbejde, der her er ud-

ført. Det kan fremhæves, at bibliografiens nr. 7 bringer den interessante oplys-

ning, at Stauning har været medarbejder ved socialdemokratiets jubilæumsskrift

1921, selv om han ikke officielt er anført som medforfatter. Dette værk må altså ikke

desto mindre an tages at være blevet præget ganske direkte af Staunings syn på Ud-

viklingen. - Et par uheldige trykfejl er kommet med, som når Augusta Erichsen i-

nr. 1680 kaldes Frichsen.

Der er al grund til at udtrykke håb om, at dette gode initiativ snart kan følges op

af flere bibliografier. Er f.eks. en Borgbjergbibliografi ikke en nærliggende opgave?Dorrit Andersen

Herbert Steiner:

Käthe Leichter.

Leben und Werk. Wien, Europa Verlag 1973. 524 s. ö.Sch.

248.-

I Bolzmanninstitu ttets udgivelsesrække er udkommet et udvalg af venstresocialis-

ten Käthe Leichters skrifter foretaget af professor Herbert Steiner. Omtrent halv-

delen af bogen omfatter Steiners ofte kritiske bedømmelse af Käthe Leichters skrif-

ter.

Herbert Steiner er født 1924 i Wien. Hans far var Schutzbundleder, og begge for-

ældre omkom i en tysk koncentrationslejr. Under Hitlertiden var han i London,hvor han var en ledende skikkelse i den kommunistiske ungdomsbevægelse og var

en af de første, der blev fløjet til østrig for at opbygge en ungdomsorganisationunder kommunistisk ledelse. Samtidig studerede han historie og er kandidat i

242

historievidenskab fra universitetet i Prag. Steiner er stadig medlem af det østrigske

kommunistparti og leder med stor energi den østrigske modstandsbevægelsesdokumentationscenter i Wien, der samtidig er forsknings- og studiecenter for den

antifascistiske kamp. Man kan undre sig over, at en kommunist er udgiver af en

socialdemokrats værker, mange andre opgaver kunne synes mere nærliggende for

en kommunist. Men under læsningen af Käthe Leichter bogen bliver man mindet

om, at Steiner som næsten alle østrigske kommunister var Dubçek-folk, som gikmeget langt i fordømmelsen af overfaldet på det tjekkiske folk. Mange folk fra

KPö's kadrer forlod partiet og gik med det nye venstre og dermed også i disse nye

grupperingers tilbagefald i syndikalistiske forestillinger. Heri ligger efter min me-

ning årsagen til udgivelse af netop denne bog. Marxisten Steiner benytter marxis-

ten Leichters bog i et forsøg på at bringe forvildede socialister til bevidsthed om ar-

bejderbevægelsens realiteter. Derudover vil han bringe nye generationer i forbin-

delse med en næsten glemt socialistisk personlighed.Steiner stiller med nogle forbehold Käthe Leichter på linje med Rosa Luxem-

burg. Han sammenligner afstamning, udvikling, indsats og endeligt, og man ser

virkelig mange lighedspunkter. Steiner glemmer imidlertid, at Luxemburg gjor-de sin indsats i et stort industriland og i to store arbejderbevægelser, den tyske og

den russisk-polske. Leichter levede og virkede i en lille agrarstat, som kun havde

den åndelige arv fra en stormagt tilbage, og selv den største politiske begavelse kan

ikke komme til udfoldelse, hvis den ikke finder ræsonnans i større magtstrukturer.Middelmådige politikere i store lande udråbes ofte som genier, om virkelige genierfra små lande hører man sjældent.Käthe Leichter fødtes den 20. august 1895 i en velhavende jødisk familie i Wien.

l. Verdenskrigs elendighed gjorde hende politisk bevidst, og studiet af national-

økonomi og sociologi førte hende til marxismen. Hendes fremragende lærer, Carl

Grünberg, viste hende vejen. Da kvinder ikke blev optaget ved det juristiske fakul-

tet ved universitetet i Wien, måtte hun tage doktorgraden i Tyskland. I Heidelbergdannede hun et socialistisk studenterforbund for kvinder og blev p.g.a. antikrigs-propaganda udvist af Tyskland. I Østrig sluttede hun sig til Socialdemokratiets

venstrefløj. Hun spillede en vis rolle i Arbejder- og Soldaterrådet, som efter hendes

mening spillede en væsentlig rolle i den økonomiske politik som basis for

socialiseringen og i ledelsen af de socialiserede virksomheder. Senere overtog hun

ledelsen af fagbevægelsens kvindesekretariat. Hun var en højt elsket lærer for de

unge, dygtige arbejdersker, der ledede kampen i fabrikkerne. Samtidig fik hun ind-

flydelse i den politiske bevægelse, publicerede, talte, organiserede. Hun var ogsåkunstnerisk begavet og havde både som musiker og litterat kunnet frembringestore ting. Hendes ægteskab med redaktøren, Otto Leichter, var eksemplarisk, og

begge sønner i ægteskabet blev gode socialister. Fra illegalitetens første dag blev

hun leder af skolingsarbejdet hos de revolutionære socialister. Af de 46 år hun leve-

de tilbragte hun 4 i illegal kamp og 4 i Gestapofængsler og -koncentrationslejre I

februar 1942 (man kender ikke datoen) myrdedes hun sammen med 1500 jødiskekommunistiske lidelsesfæller under en transport fra Ravensbrück. Steiner kalder

det bittert et lille »gasningsforsøg«, ouverturen til Auschwitz og Treblinka.

243

Professor Steiner har udført et stort arbejde i betragtning af de mange tidsskrif-

ter, som Käthe Leichter har skrevet i, og det er lykkedes ham at give et billede af

hendes videnskabelige indsats. Bogens første del rummer en forbilledlig biografi,og andendelen udgøres af Käthe Leichters egne publikationer. Først hendes

erindringer skrevet i lejren i Ravensbrück, som hun når at føre frem til 1916, deref-ter følger »Erfahrungen des österreichischen Sozialisierungsversuchs« skrevet i

1924 til samlebindet »Der lebendige Marxismus« i anledning af Karl Kautskys 75

årsdag, værd at læse for dem der beskæftiger sig med industrielt demokrati. Et

arbejde som »Die Entwicklung der Frauenarbeitnach dem Krieg« virker noget for-

ældet og har kun historisk interesse. Det gælder også for artiklen »Die beste

Abwehr« fra 1933, en appel til ikke at opgive kampen mod fascismen. Her forfal-der K.L. til traditionelle venstreradikale ilusioner. Gengivelsen af et foredrag,holdti Bruxelles 1936 »Die Gewerkschaften im Faschimus« viser imidlertid, at hun

meget vel kunne udvikle praktiske kampmetoder mod fascismen. Tyngdepunktet i

bogen er K.L.'s vigtigste arbejde »Vom revolutionären Syndikalismus zur Ver-

staatlichung der Gewerkschaften«, skrevet i 1932 ved indganen til den fascistiske

magtovertagelse; den burde læses af alle med tilbøjeligheder til den venstreextre-

misme og utopisme, som overalt hvor den har haft indflydelse har ført arbejderbe-vægelsen ind i blindgyder med efterfølgende skuffelse og svækkelse, »afmagtensfilosofi«, som Gustav Eckstein kaldte venstreextremismen. Dette sidste arbejdekunne fortjene en dansk oversættelse.

Jeg anbefaler alle, at læse bogen.Norbert F lager

244

To biografier om Elanor Marx

Chushichi Tsuzuki:

The Life of Eleanor Marx 1855-1898.

A Socialist Tragedy. Clarendon Press. Oxford. 1967, 304 s.

Yvonne Kapp:

Eleanor Marx.

Volume I. Family Life. 1855-1883. Lawrence and Wishart.

London. 1972, 319 s.

Eleanor Marx, Karl og Jenny Marx' yngste datter, var den eneste af deres tre børn,

der som voksen engagerede sig aktivt i engelsk politik. De to andre søstre - Jenny og

Laura - blev begge gift med franskmænd, der havde været aktive under Pariser-

kommunen i 1871, og de bosatte sig senere i Frankrig, hvorimod Eleanor Marx, der

i øvrigt i en periode var forlovet med franskmanden Prosper Olivier Lissagary, for-

fatter til »Histoire de la Commune 187l«' forblev i England til sin død i 1898.

I 1967 udkom den første biografi om Eleanor Marx, skrevet af japaneren Chu-

shichi Tsuzuki, og på trods af den efter min mening noget poppede undertitel, »en

socialistisk tragedie« og den ind imellem lidt rørstrømske tone, er det en meget nyt-

tig og letl'æst bog, og iøvrigt den hidtil eneste fuldstændige biografi over Eleanor

Marx' liv. Det er således det eneste sted, hvor man i bogform kan læse om hendesindsats indenfor de engelske fagforeninger i slutningen af 1880eme, hvor den så-

kaldte New Trade Un ion ism med organiseringen af de ufaglærte arbejdere for al-

vor tog fart. Eleanor Marx arbejdede i første række blandt gasværksarbejderne og

havnearbejdeme, var aktiv under de store strejker i 1889, men orde også - sam-

men med Edward Aveling, den mand hun levede sammen med i 14 år - en indsats

indenfor de socialistiske grupperinger, der opstod i 1880eme i England.

' Kan læses i uddrag i »Pariserkommunen 1871. Et dokumentarium« ved Claus Clausen

og Hans Jørgen Nielsen. Rhodos 1972.

245

Tsuzukis bog kom som nævnt for 7 år siden, og for godt etår siden udkom første

bind af en ny Eleanor Marx-biografi, skrevet af Yvonne Kapp, en biografi der fø-

res op til Marx' død i 1883. Der må have ligget et vældigt arbejde bag denne bog,der dels giver en grundig historisk baggrundsskildring i forbindelse med de enkelte

kapitler, dels -

og efter hvert kapitel - er forsynet med en lang række nyttige noter og

henvisninger, der kan danne udgangspunkt for videre studier indenfor de enkelte

områder, Yvonne Kapp behandler. Bogen virker dog ikke tynget af denne grun-

dighed idet de enkelte afsnit er både letlæste og spændende skrevet. Nogen af de vig-tigste kilder til biografien har været de mange breve, Eleanor Marx skrev, og som

findes spredt rundt i forskellige europæiske arkiver, og selv om Tsuzuki også har

benyttet sig af dette ikke-publicerede materiale, forekommer det mig, at Yvonne

Kapp på en langt mere inspireret måde har været i stand til at kombinere mere

generelle historiske beskrivelser med personligt - umiddelbart fængslende-stof.Bogen går som sagt kun til 1883, hvor Eleanor var 28 år, og for alvor begyndte at

gå mere aktivt ind i politik, efter i nogle år at have håbet på at kunne skabe sig en

karriere som skuespillerinde; (hun oversattei øvrigt Ibsen til engelsk plus en langrække andre centrale litterære og politiske værker fra perioden). Desværre er det

endnu uvist, hvornår andet bind vil udkomme. Yvonne Kapp arbejder stadig(februar 1974) på færdiggørelsen af bind 2, men fortsætter linjen fra bind 1, vil der

sikkert være meget at hente - bl.a. for dem, der beskæftiger sig med den engelskearbejderbevægelses historie. Forhåbentlig vil Yvonne Kapp også være i stand til at

kaste yderligere lys ind over nogle af de dramatiske begivenheder, der førte til Elea-

nor Marx' selvmord i 1898, så at man bedre kan blive i stand til at besvare det

spørgsmål, der umiddelbart rejser sig, når man læser om Karl Marx, yngste datter -

hvad var det, der fik en kvinde som Eleanor Marx til i 14 år at holde fast ved samli-

vet med en så gennemuhæderlig person som Edward Aveling?Hvad var det for mekanismer, der forhindrede hende i at gøre sig fri, selv om hun

'vitterligt ønskede det i de sidste år af sit liv?

Og hvor meget betød tidens victorianske opdragelsesideal - at piger/kvinderskulle lade hensynet til andre gå frem for egen udfoldelse -for hendes handlemåde,en opdragelsesnorm som også til en vis grad prægede den marxske familie?

Karl Marx har utvivlsomt været en både varm og inspirerende far, men han har

også forstået at sætte sin autoritet igennem overfor sine døtre, når han følte sig i sin

gode ret dertil. Disse to sider af hans karakter - især i forhold til hans yndlings-datter - kommer tydeligt til udtryk i to nedenstående breve; (begge stammer fra

Yvonne Kapps bog). Det første er skrevet af ham selv i forbindelse med en invita-

tion, han havde fået fra Eleanor om at komme til hendes 10 års fødselsdag, mens det

andet er skrevet af Eleanor Marx (»Tussy«) til Karl Marx, fordi han havde forbudt

hende at se den mand, hun var forelsket i, Lissagaray:

Kære frøken Lilleput, (juli 1865)De må meget undskylde mit sene svar, men jeg hører til dem, der altid må tænke

mig om mindst to gange, før de beslutter sig. Og jeg var faktisk temmelig overras-

ket over at modtage en invitation fra sådan en ung dame, som jeg overhovedet ikke

246

kender. Efter imidlertid at have forvisset mig om Deres agtvændighed,kan jegmeddele Dem, at jeg med glæde vil gribe denne temmelig usædvanlige lejlighed til

at komme og spise og drikke hos Dem. Men glem venligst ikke det sidstnævnte, så-dan som ugifte frøkener desværre ofte har for vane at gøre. Da jeg lider af gigt,håber jeg, De vil sørge for, at det ikke trækkeri Deres salon... Jeg vil osse godt ligenævne, at eftersom jeg er temmelig døv på det høj re øre, bedes De venligst placereen kedsommelig person, som der sikkert vil være en del af, på denne side. På minvenstre håber jeg at kunne se Deres kvindelige skønhed --jeg mener den kønneste

pige blandt gæsterne... Da mine manerer er temmelig utvungne, og jeg i øvrigt ikkebryder mig om den indelukkede engelske atmosfære. må De være forberedt på at se

mig i et temmelig Adam-lignende kostume. Jeg håber, de kvindelige gæster vilkomme nogenlunde i samme stil.

Adio, min kære ukendte lille frøken.

Deres for altid, Dr. Gnavpot.

P.S. Forhåbentlig bliver der ikke serveret engelske vine!

Og det andet brev skrevet 9 år senere:

Kæreste Morian': 23. marts 1874Jeg vil bede dig om noget, men først må du love mig, at du ikke vil blive gal. Jeg vilså gerne vide, kære Morian, hvornår jeg må se L. igen. Det er så forfærdelig svært al-

drig at se ham. Jeg har gjort mit bedste for at være tålmodig, men det er så vanske-ligt, og jeg tror ikke, jeg kan gøre det ret meget længere. Jeg venter ikke du skal sige,at han skal komme her. Jeg ville ikke engang ønske det, men kunne jeg ikke - en-

gang imellem - bare gå en lille tur med ham? Du lader migjo gå ud med andre, såhvorfor ikke med ham? Ingen vil da blive forbavset over at se os sammen, eftersomalle ved, vi er forlovede. Dajeg lå syg i Brighton, kom L. og besøgte mig, og for hvergang følte jeg mig både stærkere, mere lykkelig og bedre i stand til at bære den tun-

ge byrde, der er lagt på mine skuldre. Det er så længe siden, jeg har set ham, og jeg er

begyndt at føle mig så elendig til mode på trods af, at jeg har gjort alt for at være

munter og glad. Jeg kan ikke holde det ud ret meget længere. Tro mig, kæreMorian, hvis jeg kunne få lov til at se ham nu og da, ville det gøre mig mere godtend al lægens medicin; jeg ved det af erfaring. Under alle omstændigheder, kære-ste Morian, hvis jeg ikke må se ham nu, kunne du så ikke sige, hvornår jeg må? Såville jeg have noget at se frem til, og hvis tiden ikke forekom mig så uendelig lang,ville det ikke være så svært at vente. Min kæreste Morian, du må ikke blive gal påmig over, at jeg skriver dette. Tilgiv mig, at jeg er så egoistisk, atjeg endnu enganggiver dig bekymringer.Din Tussy.

' I den marxske familie yndede man at give hinanden kælenavne; Marx selv blev kaldt forMorian (tysk: Mohr) på grund af sit mørke udseende.

247

Opdragelsen i den marxske familie var med til at skærpe Tussys interesse for teater

og politik, men denne opdragelse, der indebar en forventning om, at man viste

datterlig lydighed overfor familiens overhoved, satte osse på andre planer sine

dybe spor i hendes liv.Tom' Liversage

Hans- Ulrich Weh ler:

Sozialdemokratie und Nationalstaat.

Nationalitätenfragen in Deutschland 1840-1914. Göttingen

1971. 289 s. DM 19,80.

Da Wehlers bog udkom første gang i 1962 betegnede den intet mindre end et

pionerarbejde i vesteuropæisk forskning, ingen havde indtil da leveret nogen sam-

let fremstilling af det tyske socialdemokratis stilling til nationalitetsspørgsmålet. I

den mellemliggende tid indtil 1971 er der dog fremkommet en række specialaf-

handlinger om dette emne, der behandler både socialdemokratiets stilling til ogi

den tyske nationalstat og dets holdning overfor de nationale mindretal i det tyske

rige af 1870/71.

Disse specialværker har dog ingenlunde overflødiggjort Wehlers bog; tværti-

mod, den nu foreliggende 197l-udgave er en omarbejdet version af den tidligere,

hvor forfatteren har taget højde for den kritik, specialafhandlingeme har rejst, for

så vidt som den har overbevist ham (s. 9), og som Wehler selv med rette fremhæver,

betegner bogen stadig den til dato eneste foreliggende samlede fremstilling af det

tyske socialdemokratis stilling til nationalitetsspørgsmålet.

Netop dette, den brede fremstilling medfører, foruden de fordele en samlet hel-

hedsopfattelse af problemstillingen giver, også visse ulemper. Disse viser sig isæri

den ulige vægtfordeling ved behandlingen af de forskellige nationaliteter og i en

dertil svarende overfladiskhed i visse af afsnittene. I de første indledende afsnit

redegør Wehler, som det synes på en kvalificeret og dybtgående måde for

Marx-Engel's og Lassalles opfattelser af nationalitetsspørgsmålet.I forsøget på at opstille retningslinierne for Marx-Engel's bedømmelse af na-

tionalitetsspørgsmål, opregner Wehler fire principielle forestillinger, til grund for

hvilke der ligger to forudsætninger, disse er: I) Marx-Engel's historieopfattelse,»troen at have opdaget den menneskelige histories love« (s. 18) og II) deres

248

opfattelse af nationalitetsspørgsmålog -stridigheder som værende knyttet til en be-stemt samfundsform: den borgerlig-kapitalistiske og udelukkende til den.

Ud fra disse forudsætninger orienterer Marx-Engels sig mod følgende fire prin-cipielle forestillinger: l) fremskridtstanken - forstået som det social-økonomiskestadium, på hvilket et folk, en nation befinder sig. Den i denne henseende mere

fremskredne nation har ret over den mindre fremskredne, er denne overlegen.2) den store enhedsstat - tanken herom hænger nøje sammen med fremskridts-

tanken, denne er en forudsætning for den statslige enhed, som samtidig er en be-tingelse for fremskridtet. Den centralt styrede, økonomisk og socialt fremskrednestore nationalstat er for Marx-Engels et middel - en nødvendig betingelse for ogfølge af kapitalens koncentration - ikke et mål, den har ingen værdi i sig selv.

3) revolutionstanken - forstået som et middel til at fremme den nationalstatsligeenhed, eksempelvis en nationalitetskonflikts udvikling til en krig, og krigens ud-vikling til en social revolution. Marx-Engels anvender især revolutionsbegrebetitiden omk. 1848-revolutioneme.

4) russofobi - for Marx-Engels stod det zaristiske Rusland som den største hin-

dring for en progressiv udvikling i Europa. Rusland var karakteriseret ved en feu-dal socio-økonomisk struktur og rangerede følgelig i Marx-Engels's historiske ud-

viklingsteori på et lavere trin end det industrialiserede, kapitalistiske Vesteuropa.Det reaktionære Rusland blokerede vejen for dannelsen af store mellemeuropæi-ske republikker, herunder en demokratisk tysk enhedsstat og for udviklingen afmoderne erhvervsforhold og dermed følgende klassemodsætningerog udsigter for

arbejderbevægelsen.Denne opstilling af begreber, der har været bestemmende for Marx-Engel's posi-

tion i konkrete nationalitetsspørgsmål, skal ikke tages for mere end den er, en skit-sering af Wehlers udredning. Wehler understreger, at begreberne hører nøjesammen, og at de blev anvendt kombineret, endvidere at revolutionsbegrebet efter1848 ofte trådte i baggrunden, mens de øvrige punkter er stadig tilbagevendendemed fremskridtstanken som den centrale.Når Wehler videre (s. 23) siger, at Marx-Engels - ganske vist kun med forbehold -

har tilsluttet sig nationalitetsprincippet som en naturlig ret til selvbestemmelse (etprincip som især Napoleon III stod som eksponent for), må dette yderligeremodificeres og præciceres; som G. Beierl fremhæver, var det nationalitetsprincipMarx-Engels anerkendte funktionelt begrundet ikke naturretsligt, en ordning afnationalitetsspørgsmålenevar en nødvendig forudsætning for den internationaleproletariske solidaritet.

Lassalles opfattelse af nationalitetsspørgsmåleter væsentlig mere uoriginal endMarx-Engel's, den er, som det fremgår af Wehlers redegørelse, i ikke ringe gradpræget af de i tiden fremherskende opfattelser.

Wehlers redegørelse for forskellene mellem Marx-Engel's og Lassalles stilling.tagen til de konkrete nationalitetskonflikter er imidlertid ikke ganske klar. Det

væsentlige, det til hvilket forskellene i bedømmelsen af nationalitetskonflikternekan føres tilbage, må være Marx-EngePs og Lassalles vidt forskellige opfattelser afden historiske udviklings forløb. Marx-Engel's opfattelse førte dem til den erken-

249

delse, at hovedfjenden for arbejderklassen var den feudalt-reaktionære

preussisk/ tyske regering, for Lassalle derimod blev det liberale bourgeoisi hoved-

fjenden, hvilket endog førte ham til en forståelse med Bismarck, for hvem bour-

geoisiet ligeledes var modstanderen.

Efter denne mere teoretiske indledning gårWehler over til en redegørelse for de

tyske socialdemokraters praktiske stillingtagen til de forskellige nationalitets-

spørgsmål, til spørgsmålet om Elsass-Lothringen, om Nordslesvig, om de preus-

sisk/ tyske områder af Polen og endelig om de østpreussiske områder, der omfatte-

de masurere og litauere. Hovedvægten ligger så afgjort på Polenspørgsmålet, min-

dre vægt er der lagt på Elsass-Lothringen, og mindst udførlige er de to afsnit, der

omhandler det nordslesvigske og det østpreussiske spørgsmål.Generelt kan man sige, at Wehler ved til stadighed at konfrontere de tyske social-

demokraters stillingtagen til de enkelte nationalitetsspørgsmål med Marx-Engel's

og Lassalles positioner på en udmærket måde formår at skabe et helhedsbillede, i

hvilket tendensen til, at det tyske socialdemokrati affinder sig med Bismarcks rige

af 1870/71 og bevæger sig bort fra en intemationalistisk standpunkttagen mod en

national, fremtræder med stadig større tydelighed.Wehlers redegørelse for de problemer, der opstod for de tyske socialister, idet de

søgte at tilegne sig Marx-Engelsk opfattelse af nationalitetsspørgsmålet, fremtræ-

der både i overgangskapitlet om det tyske socialdemokrati og under gennemgan-

gen af dets stillingtagen i de konkrete nationalitetsspørgsmål. Det fremgår her, at

et af de væsentligste problemer for de tyske socialister var, at de ikke kunne løse de

nationale spørgsmål med en lignende teoretisk præget»iskoldt beregnende under-

ordning under et uopholdeligt fremskridts diktat« (s. 50), som Marx-Engels for-

måede det fra deres eksil i London. Det tyske socialdemokrati var konfronteret med

en lang række problemer af konkret, praktisk karakter, der krævede en løsning,

hvis partiarbejdet skulle fortsættes; i denne, den store sammenhæng indtog na-

tionalitetsspørgsmålne derfor ofte en underordnet plads.

Dette, sammenholdt med at Marx-Engels ikke havde udarbejdet nogen egentlig

teori om nationalitetsspørgsmålet, angiver Wehler som årsag til, at det tyske social-

demokrati aldrig udarbejdede noget nationalitetsprogram, og således også mang-

lede et retningsgivende handlingsprogram for en stillingtagen i de enkelte na-

tionalitetsspørgsmål.Denne mangel gav sig bl.a. udtryk i en række inkonsekvenser, således modsatte

de tyske socialister sig kraftigt anneksionen af Elsass-Lothringen under og i årtier-

ne efter den fransk-tyske krig 1870/71, inens de i årtieme op til den første verdens-

krig rykkede det national-tyske standpunkt stadig nærmere. Anneksionen af Sles-

vig-Holsten satte det tyske socialdemokrati aldrig spørgsmålstegn ved, selv om

partiet efterhånden lagde sig på linie med de dansk-nationale nordslesvigeres

og de liberales krav om en folkeafstemning i N ordslesvig ud fra devisen om folke-

nes naturlige ret til selvbestemmelse.

En ofte diametral modsat vurdering af Marx-Engels's og det tyske socialdemo-

kratis stillingtagen til nationalitetsspørgsmålet end den Wehler præsenterer

kommer til udtryk i en række østtyske afhandlinger om dette emne. Den kritik,

250

der her direkte og indirekte rettes mod Wehler, synes velfunderet og kan ikke udenvidere afvises. Jeg vil dog undlade at komme nærmere ind på denne kritik, da jegikke føler mig kompetent til at dele sol og vind lige. Sammenfattende kan man

sige, at trods de indvendinger, der kan rejses mod Wehlers bog, må den stadigbetegnes som et standardværk til emnet. Wehler har benyttet et udstrakt kildema-teriale, og noteapparatet er godt. Bogen er forsynet med et personregister, men

mangler desværre et sagregister og en samlet litteraturoversigt.Søren Federspiel.

1. G. Beier: Marx, Engels, Lassale und der deutsch-dänische Konflikt 1848 und 1864, iGrenzfriedenshefte 1962, nr. 3, s. 197.

Uffe Østergaard hed.)

Den materialistiske historieopfattelse iDanmark før 1945, I.

En antologi med eksempler på forholdet mellem teori ogpraksis. Modtryk 1973. 352 5. Kr. 35,00

»Til Arbejderbevægelsens Historie« hedder en af de serier, som udsendes af detmarxistiske forlag Modtryk i Århus. I denne serie foreligger nu det andet bind medUffe Østergaards antologi om den materialistiske historieopfattelse i Danmark før1945. Bindet udgør samtidig første delen af en triologi over dette emne, som tæn-

kes udsendt i dette og det følgende år.

Antologien er ikke den første af sin art. Tidligere er der udkommet lignende an-

tologier af Lise Togeby (Var de så røde?),Carl Heinrich Petersen (Danske revolu-

tionære) og Jette Lundbo Levy og Morten Thing (Dansk socialistisk teori

1850-1900).Uffe Ø. gør da også selv opmærksom på, at hans antologi skal benyttessammen med de tre nævnte materialesamlinger, idet han selv har søgt at undgåoverlapninger.

Som begrundelse for at beskæftige sig med den materialistiske historieopfattelseog dermed for sin udgivelse angiver Uffe Ø. fire forhold: for det første at den mate-

rialistiske historieopfattelse er det bærende led i den marx'ske teori; for det andet at

denne teoris status er det vigtigste vidnesbyrd om forholdet mellem teori og prak-

251

sis og dermed den bedste indfaldsvinkel til arbejderklassens historie og revolu-

tionære muligheder; for det tredje at der er tale om en stort set glemt tradition

blandt danske faghistorikere, der kan benyttes som springbræt i det historie- og

videnskabsteoretiske Opbrud, der i øjeblikket foregår inden for samfundsviden-

skaberne; og endelig for det fjerde at der simpelthen i Danmark kan konstateres en

stærkt stigende interesse for den marxistiske samfundsanalyse, som berettiger en

sådan udgivelse af stærkt efterspurgte tekster.

Antologien er således et forsøg på at gøre opmærksom på en glemt tradition for

historisk-materialistiske samfundsanalyser i Danmark, men samtidig vender den

sig polemisk mod den opfattelse, at kritikken af den politiske økonomi skulle være

»ensbetydendemed hele den marx'ske teori« (s. 8) Uffe Ø. opfatter tværtimod den

marx'ske teori som et konglomerat af flere forskellige metoder, hvor det ikke er kri-

tikken af den politiske økonomi, men den materialistiske historieopfattelse - for-

stået som teorien om samfundets ændring - der er den »overordnede helhedsbe-

tragtning af samfundet som er konstituerende for den marx'ske teori« (s. 10). Dette

er en overraskende konklusion, der står i modsætning til den gængse opfattelseblandt marxister, at det videnskabelige højdepunkt i Marx' samfundsanalyserfindes i Kapitalen, dvs. i kritikken af den politiske økonomi. Uffe Ø. knytter da og-

så tilsyneladende an ved den yngre Marx (Den tyske ideologi) og 1920'ernes huma-

nistisk prægede marxister Korsch og Lukacs (jvf. s. 9).På sin vis er jeg ikke uden sympati for tanken om at etablere en mere almen ma-

terialistisk historieteori, netop fordi Kapitalen primært er en analyse af den

kapitalistiske produktionsmåde og således efterlader mange huller for de tidligere

produktionsmåders vedk. Men selv om helhedsopfattelsen givetvis er noget cen-

tralt hos Marx, forekommer det imidlertid mere end betænkeligt at side- eller

underordne kritikken af den politiske økonomi. Derved slås ikke bloten streg over

de sidste års grundige Kapital-studier, men man vender tilsyneladende tilbage til

en tidligere tids lavere teoretiske niveau.

Kapitalen er Marx' hovedværk, det indrømmer Uffe Ø. også selv. Kapitalen ud-

gør derfor det videnskabelige højdepunkt i Marx' samfundsanalytiske virksom-

hed, og det er således fra disse videnskabelige højder, man må skue ind i historiens

forjættede land, dvs. udvikle den marx'ske teori for hele det historike forløb. Sagen

er jo simpelthen den, at uden kritikken af den politiske økonomi er den materialis-

tiske historieopfattelse - i hvert fald på sit nuværende plan - et blot og bart postu-

lat. Men dette kan bedre diskuteres, når Uffe Ø. forhåbentlig inden så længe

udsender en større fremstilling om den materialistiske historieopfattelse.Denne diskussion om forholdet mellem kritikken af den politiske økonomi og

den historiske materialisme er det af mange grunde væsentligt at få videreført. Ikke

blot for at nå til en afklaring af hvad der konstituerer den marx'ske teori, men - og

det hænger snævert sammen med bestemmelsen af teorien - nok så meget af hensyntil teoriens forhold til praksis. Netop forholdet mellem teori og praksis, der er helt

centralt i den marxistiske samfundsforståelse, er et gennemgående tema i antolo-

gien. Udgivelsen bærer ligefrem undertitlen »En antologi med eksempler på for-

holdet mellem teori og praksis«.

252

Uffe Ø. anvendte dette forhold i to betydninger, dels om evnen til at bruge denmarx'ske teori i historiske fremstillinger og dels om relationen mellem teoretisksamfundsforståelse og politisk handling. Han synes her at lægge hovedvægten påden første og teoretiske betydning, hvilket også afspejler sig i en efter min meningovervurderet opfattelse af den marx'ske teoris betydning for arbejderklassens prak-sis. Uffe Ø. kommer i realiteten til at måle arbejderklassens politiske praksis ud fra

teorien, dvs. den »rigtige« marx'ske teori, i stedet for den mere marxistiske frem-

gangsmåde at forstå praksis ud fra en materialistisk samfundsanalyse - her af detdanske samfund og således vurdere teorien og mulighederne for dens realiseringherudfra. Uffe Ø. er selv inde på det i sin skitse af kapitalismens udvikling i Dan-mark (s. 22-25), men synes ikke at tage tilstrækkeligt hensyn hertil i sine kommen-tarer.

Det kunne ikke mindst være interessant at få udbygget analysen af den danske

kapitalisme af hensyn til forståelsen af reformismen i den danske arbejderbe-vægelse, idet der noget problematisk i realiteten sættes lighedstegn mellem sidst-nævnte og Socialdemokratiet (jvf. s. 16). Uffe Ø. konstaterer, at reformismen skyl-des adskillelsen mellem teori og praksis i arbejderbevægelsen.Dette er naturligvisrigtigt, ligesom konstateringen af at Socialdemokratiet altid har været reformis-tisk i sin praktiske politik. Men mere interessant og også mere marxistisk ville detnu have været med en dybere og bredere forklaring af reformismen.

Jeg har gjort så meget ud af indledningen til denne antologi, som tilfældet er,

fordi jeg finder, at det er her vi har det væsentligste ved denne udgivelse, men ogsåfordi der efter min mening burde være gjort langt mere ud af indledningen ogkommentarerne, så antologien i egentligste forstand opfylder Uffe Ø.'s inten-tioner om at være en »indfaldsvinkel« til arbejderbevægelsenshistorie.

Selve antologiens artikler bekræfter kun til fulde Uffe Ø. ,5 konstatering af en reelkløft mellem den socialistiske teori og den politiske praksis inden for den danskearbejderbevægelse. Det gælder i hvert fald for P. Knudsen og Gustav Bang, der

arbejder helt loyalt inden for rammerne af Socialdemokratiets refonnistiske prak-sis, mens det måske nok forholder sig anderledes med de to udbrydere Gerson Trierog Nic. L. Petersen, der også er repræsenteret i antologien.

Der er først og fremmest tale om lange artikler fra de fire nævnte forfattere: P.Knudsen (Socialismen), Gerson Trier (Anarkismen), Nic. L. Petersen (Pariser-kommunen, Den materialistiske Historieopfattelse) og Gustav Bang (Den socialeKatastrofeteori, Den socialistiske Fremtidsstat). Både P. Knudsen og Gustav Bangkombinerer deres teoretiske udredninger med en tyrkertro på socialismens nød-

vendige komme og en overbevisning om at Socialdemokratiet allerede er godt i

gang med at indføre socialistiske forhold gennem et stigende antal statsindgreb,dvs. socialisme er her lig med statssocialisme. Heroverfor demonstrerer GersonTrier og i disse uddrag især Nic. L. Petersen en langt bedre forståelse for ikkemindst den borgerlige stats historiske betingethed og afhængighed af det kapita-listiske samfund.

I denne vurdering af de fire bidragydere til antologien er jeg temmelig uenig medUffe Ø. , hvilket utvivlsomt hænger sammen med et forskelligt vurderingsgrund-

253

lag. Hvis vi først ser på P. Knudsens bidrag, afspejler det et vist kendskab til den

socialistiske teori, ligesom han måske kan siges at have introduceret Marx' tankeri

Danmark. Men kan man ikke med god ret spørge, hvilken værdi det har at afsløre

det kapitalistiske samfund som et klasse- og udbytningssamfund, når man ikke

politisk tager konsekvensen af denne erkendelse. (jvf. s. 40ff)l Socialismen er for P.

Knudsen noget der med nødvendighed vil sejre med tiden, fordi socialismen

repræsenterer selve den fomuftsmæssige indretning af samfundet, som det store

flertal efterhånden vil indse er den rigtige samfundsform. Med stemmeretten og

Socialdemokratiets hjælp vil flertallet til sidst stemme sig til socialismen (jvf. s.

_52ff).P. Knudsen og med ham Socialdemokratiet forfølger således en politisk praksis,

som er et helt klart udtryk for den manglende teoretiske forståelse af staten, dvs. den

borgerlige stat og dens historiske karakter og sammenhæng med den kapitalisti-ske produktionsmåde. Opfattelsen af staten som en neutral og overhistorisk

størrelse er den socialdemokratiske baggrund for arbejderbevægelsens integrering i

det borgerlige samfund. Denne sammenhæng -eller snarere mangel på sammen-

hæng - mellem teori og praksis burde have været analyseret som en central »ind-

faldsvinkel« til arbejderbevægelsens historie.

Gustav Bang lider stort set af de sammen skavanker i sine teoretiske analyser og

politiske praksis. Bang repræsenterer her og iøvrigt i det meste af sin omfattende

litterære produktion tilsyneladende habile marxistiske samfundsanalyser. I

kommentaren omtales han som »socialdemokratiets eneste originale marxistiske

tænker«, selv om »han adskilte denne teoretiske indsigt vandtæt fra sit praktiske

arbejde i partiet« (s. 209). Der er her ingen tvivl om rigtigheden i omtalen af Bang

som Socialdemokratiets vigtigste marxistiske tænker - så rigtigt at jeg mener hele

hans produktion burde udgives, fordi han udgør hovedhjømestenen i den spæde

tradition for materialistisk historieskrivning hertillands. Men i samme åndedrag

må pointeres kløften mellem teori og praksis, der som hos P. Knudsen for Bangs

vedk. utvivlsomt også skyldes hans manglende forståelse af den borgerlige stat og

hans deraffølgende tro på den nødvendige og fredelige overgang til socialismen

(jvf. f.eks. 5. 293f).Er der således ingen forbindelse mellem teori og praksis hos P. Knudsen og Gu-

stav Bang, kommer forbindelsen mere frem i Gerson Trier og Nic. L. Petersens

tilfælde. Mens Gerson Trier i sin lange artikel om anarkismen, der mest er udsendt

i oplysningsøjerned,ikke i synderligt omfang demonstrerer nogen væsentlig teore-

tisk indsigt, er Nic. L. Petersen nok mere interessant.

Jeg kan ikke være enig i Uffe Ø.'s noget negative vurdering af Nic. L. Petersen

(jvf. s. 137f). Hans Marx-forståelse er givetvis en del firkantet, men alligevel finder

vi måske i ham den bedste kender af Marx' skrifter i Danmark før 1. verdenskrig.

Dette må ikke mindst ses i sammenhæng med at han politisk tog den praktiskekonsekvens af sine analyser (jvf. f .eks. hans oprettelse af Det revolutionære socialis-

tiske Arbejderparti sammen med Gerson Trier i 1890).Også teoretisk udmærker han sig. F.eks. finder man i hans fremstilling af den

materialistiske historieopfattelse efter min mening den bedste behandling i denne

254

antologi af Marx samfundsteori. Det er bl.a. det eneste sted, der kan læses en klar

forståelse af analysen af selve reproduktionsprocessen i det kapitalistiske sam-

fund (jvf. s. 186) og i forlængelse heraf det borgerlige samfunds ideologiske side og

den borgerlige stat (jvf. s. 189ff). Specielt hans omend korte analyse af staten er in-

teressant. Denne analyse afviser enhver tanke om en reformistisk politik.Generelt må denne udgivelse af en antologi med eksempler på den materialisti-

ske historieopfattelse i Danmark siges at være værdifuld. Den er værdifuld i sin

intention om at fremdrage denne spæde tradition herfori sammenhæng med det

nuværende videnskabsteoretiske opbrud, et Opbrud der primært er inspireret af den

marxistiske samfunds- og historieteori. Men for at denne fremdragne tradition for

historisk-materialistiske samfundsanalyser også kan tjene som en »indfaldsvin-

kel« til den danske arbejderbevægelses historie, burde denne teori, der netop er ad-

skilt fra den politiske praksis, nok have haft et mere indgående analytisk ord med

på vejen.Jens Christensen

Ib Koch-Olsen (red.):

Kampens Gang. LO gennem 75 år 1898-

1973.

Af Ernst Christiansen, Ib Koch-Olsen, Hans Larsen Bjerre og Peder Nørgaard.Landsorganisationen i Danmark. København 1973. 517 s., ill., ikke i boghan-delen.

I 75-året for oprettelsen af Landsorganisationen De samvirkende Fagforbundhar LO for fjerde gang financieret og udgivet en skildring af den faglige arbejder-bevægelses historie og resultater. Den første af disse fremstillinger så dagens lysallerede i 1901. Det var de to fremtrædende organisationsfolk J. Jensen og C.M. Ol-

sens »Oversigt over fagforeningsbevægelsen i Danmark i tiden fra 1871 til 1900«.

Hermed var der tilvejebragt et væsentligt kildeskrift, der bl.a. fik sin værdi ved at

være skrevet af to af begivenhedernes hovedaktører. Alle senere behandlinger står i

stor gæld til denne grundlæggende fremstilling. I 1922 udkom det første egentligejubilæumsskrift »De samvirkende Fagforbund i Danmark 1898-3. januar-1923. Et

kortfattet tilbageblik over fagbevægelsen«, udarbejdet af journalist Marinus

Kristensen under redaktion af DSFS formand, næstformand og kasserer. Det inde-

holder en meget kortfattet beretning om den historiske udvikling, og læselighe-

255

den synes ikke at være prioriteret særligt højt. Værkets præg af at være en mate-

rialesamling er tydeligt; men mange nyttige statistikker, beretninger om forbun-

dene 0.lign. er samlet heri.

Endelig udkom i 50-året »Under samvirkets flag«, den vigtigste fremstilling si-

den Jensen og Olsen. Det er et meget bredt og solidt værk, fordelt på flere forfat-

tere. Alle vigtige aspekter i udviklingen er søgt dækket ind; men læseligheden er

heller ikke stor i dette jubilæumsskrift. Fælles for disse tre værker er ikke overras-

kende deres præg af at være blevet til i nært samarbejde med LO's ledelse og de der

herskende synspunkter, hvilket både er en styrke og en svaghed. Styrken er, at man

af og til kan få et førstehåndsindtryk af de afgørende overvejelser i organisationenog af, hvordan man her ser sin rolle og vurderer resultaterne. Svagheden er fra

historikerens synspunkt, at meningsbrydninger og meninger, der har afveget fra de

sejrende, bliver så svagt repræsenteret eller slet ikke omtales, således at hele udvik-

lingsforløbet i denne henseende fremtræder mere problemfrit, end det faktisk har

været. Kun problemerne i forholdet til arbejdsgiverne anses normalt for vigtige.Hertil kommer så en vis selvforherligende tendens i vurderingen af de vundne

resultater, en tendens, der naturligt er knyttet til hele festskriftsgenren.Idet nye jubilæumsskrift »Kampens Gang« har man ellers på flere punkter for-

søgt en fornyelse. Det gælder bogens meget tiltalende ydre og typografi, de mange

illustrationer, som ikke indskrænkes til et rent persongalleri, og forsøget på at til-

vejebringe en let læselig fremstilling. Imidlertid har man også lagt vægt på at fast-

holde festskrifttraditionen, præget af brugslitteratur. I formanden Thomas Niel-

sens forord betones således, at bogen skal virke både indadtil og udadtil. Formålet

har været at skabe »et festskrift, der ikke alene skulle rumme historisk stof, men

også i høj grad henvende sig direkte til nutiden, og som yderligere skulle pege

fremad.«

Til det nu tidsorien terede må henregnes indledningskapitlet »Møde med LO« af

Hans Larsen-Bjerre, hvor læseren bibringes et indtryk af LO ledelsens dagligearbejde og af, hvor meget der bestilles. Også det følgende lange afsnit »Kampens

gang, dens mål og vej«tjener dette formål . Her beskrives mange aktuelle organisa-toriske spørgsmål, det fagretslige system, arbejderbeskyttelseslovgivningen osv.

Men selv om festskriftets historiske præg er søgt trængt i baggrunden, er det af-

snit, der står stærkest, så absolut historikeren Ib Koch-Olsens skildring af fagbe-

vægelsens udvikling før 1920. Her gives virkelig en fremragende let læst skildring,

præget af mange velvalgte citater og ikke for overlæsset med enkeltheder. Forfatte-

ren behersker fuldt ud og selvstændigt en omfattende litteratur, og han tramper så-

ledes ikke afsted af nedtrådte stier. Fremstillingen omfatter lavstiden, sociale for-

hold, agitationen og opbygningen af fagbevægelsen, dens virke og de forskellige

afgørende arbejdskonflikter. Derimod er samspillet med den almindelige økono-

miske og politiske udvikling ikke forsøgt inddraget i særlig høj grad. Det må be-

mærkes som noget positivt, at der på ingen måde er tale om en uproblematiseren-de fremstilling.

Mens tiden før 1920, hvor der i forvejen foreligger en ret omfattende litteratur,her får 158 sider, får den langt mindre udforskede periode 1920-78 kun 66 sider, for-

256

fattet af Hans larsen-Bjerre og Viggo Kampmann, og dette afsnit står desværre me-

get svagt i fremstillingen. Netop i et værk af denne karakter kunne man have for-ventet en mere indgående behandling af den nyere og nyeste tid, baseret på et egent-

ligt forskningsarbejde. Mellemkrigstiden fremtræder nærmest som en forkortet

udgave af skildringen i »Under samvirkets flag«, der stadig må betegnes som

hovedfremstillingen af denne periode. Som helhed præges afsnittet 1920-73 af en

afgjort modvilje mod at beskæftige sig med interne problemer i fagbevægelsen, ogdet politiske præg bliver her tydeligt, sådan som grundsynspunktet allerede er an-

givet i overskriften »Fremskridt under kriser, krig og fred«. Helt utilfredsstillendeer det , at besættelsestiden spises af med 7 sider med en ganske utilstrækkelig rede-

gørelse. De store problemer, som fagbevægelsen måtte kæmpe med for at bevare

organisationerne intakte og modvirke en alt for stor forringelse af arbejdernes for-

hold under den tyske besættelse, kunne nok have fortjent en mere indgående be-

handling.Forholdet til kommunisteme omtales ikke her så lidt som i skildringen af mel-

lemkrigstiden. Hvis forfatterne har ment, at kommunistemes virksomhed har spil-let så lille en rolle, at den ikke burde omtales, kunne det dog have været på sin pladsmed en nærmere argumentation for dette standpunkt. Kommunisteme omtales i

Koch-Olsens afsnit om 1918-19, men dukker først op igen ved omtalen af folke-

tingsvalget 1945: »Socialdemokratiet tabte valget efter en voldsom kampagne af

socialistforskrækkelse. Man mistede 18 mandater, som gik til kommunisteme.« (s.306). Mener forfatterne, at kommunisteme profiterede af en socialistforskrækkel-

se? Her skulle redaktionen vist have haft den røde blyant fremme ved gennemlæs-ningen af manuskriptet, så meget mere som intet i den forudgående skildring har

bidraget til forståelsen af den særlige situation i 1945.

Den sidste del af afsnittet om den nyeste tid præges af en lidt livligere fremstil-

ling, der nyder godt af forfatternes egen kontakt med begivenhederne. Fagbevæ-gelsens forhold sammenkædes nu også kyndigt med den almindelige politiske ud-

vikling. Der afsluttes med et forsvar for den førte politik. I hele afsnittet 1920-73 måman savne de gode og præcise karakteristikker af fagbevægelsens ledere, der fand-tes i det foregående afsnit, selv om en del personer fra den nyeste tid er omtalt i

andre afsnit.Som helhed må man beklage, at LO ikke har ladet en historiker følgeKoch-Olsens gode skildring op for tiden efter 1920.

I hele fremstillingen af fagbevægelsens udvikling må man desværre savne om-

tale af den endnu ret uudforskede kvindelige fagbevægelse, selv om det fastslås, at

»dansk fagbevægelse har igennem årene kunnet glæde sig over medarbejderskabfra så mange anerkendt dygtige kvindeskikkelser« (5.11).l På det store omslagsbil-lede fra LO-kongressen i Ålborg 1972 har det for øvrigt heller ikke været muligtfor anmelderen selv med anvendelse af lup at få øje på mere end to kvinder. Man

tager næppe meget fejl i at formode, at LOls næste festskrift vil indeholde megetmere om denne del af fagbevægelsen.

Efter afsnittene om den historiske udvikling følger Peder Nørgaards oversigtover kooperationens historie, og Ernst Christiansens nyttige redegørelse for det

257

faglige internationale arbejde. Derefter har Viggo Kampmann en god fremstillingaf samarbejdsproblematikken fra oprettelsen af de første samarbejdsudvalgi 1947

til idag og også et aktuelt afsnit om problemerne omkring økonomisk demokrati

og medbestemmelse. Jubilæumsskriftet afsluttes med et afsnit af Koch-Olsen »At

udvikle mennesker«, hvor arbejdstidsspørgsmålet, folkeoplysningen etc.behan-

dles.

Der er ingen tvivl om, at LO ud fra sine præmisser har megen grund til at være

godt tilfreds med dette smukke jubilæumsskrift. At så historikeren ud fra sine del-

vis forskellige forudsætninger må tage sine forbehold, er kun at vente. Men også for

historikeren har de dele af bogen, der især er beregnet på virkningen indadtil i fag-bevægelsen, interesse som et vidnesbyrd om det billede fagbevægelsen ønsker at

fastholde af sit virke og resultater. Men må håbe, at den stærke og glædelige inte-

resse, som fagbevægelsen nu så ofte har vist for sin egen historie, også må give sigudslag i interesse for historiske arbejder, der ikke skrives med direkte festskriftfor-

mål for øje.

1. Se dog Karin Sandvad: Den kvindelige fagbevægelse i København 1870 - 1900, i: Årbogfor arbejderbevægelsens historie 1, 1971, s. 46 - 93

Dorrit Andersen

FASCHISMUS UND WIDERSTAND

1933-1945

Ein Verzeichnis deutschsprachiger Literatur. Bearbeitet von

Ursel Hochmuth. Frankfurt a. M. Röderberg Verlag 1973.197

s. DM 10.

Denne bibliografi udgør bind 15 i forlagets »Bibliothek des Widerstandes« og rum-

mer bøger, udsendt i BRD, DDR, Østrig og Schweiz, samt oversættelser til tysk af

bøger udkommet i andre europæiske lande og USA. Man genser således Ole JuulsRote Wiesen, Berlin-Ost 1957, Aage Roussels og Jørgen Hæstrups billedbog 1940-

1945. Das gcschah während Dänemark für Freiheit kämpfte og Jens Kruuses

Oradour, Frankfurt a. M. 1969.

De 1370 titler er ordnet efter indholdsmæssige kriterier og fordelt mellem 13 af-

snit: fra fascisme, Hitler-stat og NS-organisationer over »Tugthuse og KZ-lejr«,fascistisk racepolitik samt fascistisk krigspolitik og 2. verdenskrig til den spanskeborgerkrig og sluttelig den europæiske modstandsbevægelse. Dog er der udtrykke-lig taget særligt hensyn til den tyske antinazistiske modstand, afsnit 5 rummer

almene værker om dette emne, afsnit 6 specielt bøger om KDP, 7 om SPD, 8 har

titler på bøger om »Kristelige Hitler-modstandere«, afsnit 9 om den i SU i juli

258

1943 dannede Nationalkomitee »Freies Deutschland« (29 titler), afsnit 10 rummer

bl.a. bøgerne om 20. juli-attentatet, mens afsnit 11 er viet litteratur om »Forskel-

lige kredse«.Det vil ses, at også skønlitterære værker er medtaget. Det kan kritiseres ud fra et

faghistorisk synspunkt. Hvis forfatteren alene havde koncentreret sig om histo-

riske værker (videnskabelige fremstillinger, kildesamlinger og erindringer), kun-

ne hun havde fået alt med inden for denne genre. Allerede en ikke særlig systema-

tisk gennemgang viser »hulliet« Tyske værker om 2. verdenskrig som Werner Beu-

melburgs Iahre ohne Gande. Chronik des 2. Weltkrieges, Oldenburg 1952, E.

Schmidt-Richbergs Ende auf dem Balkan, Heidelberg 1955 og Hellmuth G.

Dahms zweiler Weltkrieg, Tübingen 1960 findes ikke opført.

Også østtyske titler leder man forgæves efter. Det ikke særlig betydningsfuldeSED-værk Der Freiheitskampf des spanischen Volkes und die internationale

Solidarität. Dokumente u. Bilder zum national-revolutionären Krieg des spanis-Chen Volkes 1936-1939, Dietz Verlag, Berlin 1956 er så lidt som M. Einhorns mere

betydelige Die ökonomischen Hintergründe der faschistischen deutschen Inter-

vention in Spanien 1936-1939, AkademieVerlag, Berlin 1962 kommet med.

Kedeligt er det, at også Postdamer Abkommen. Ausgewählte Dokumente zur

Deutschlandsfrage 1943-1949, Staatsverlag der DDR, Potsdam 1966 og Zur

Deutschlandspolitik der Anti-Hitlerkoalition (1943 bis 1949), Dietz 1965 mangler.

Da Ursula Hochmuth har medtaget disputatser, burde også Rüdiger Eckerts dis-

sertation fra 1969 om den danske modstandsbevægelse (anmeldt i Årbog for

Arbejderbevægelsens Historie 2/ 1972, pp. 142-46)være taget med.

Til tider føles det som et savn, at tidligere udgaver af værker ikke er anført. Man

ser opført som nr. 800 et »Stark bearb. Neuafl. « af en biografi af Sonja Müller om

den antifascistiske kæmper Dr. Theodor Neubauer, Volk u. Wissen, Berlin-Ost

1969 og spekulerer på, om den tidligere udgave så skulle være den nydelige bio-

grafi af Franz Hammer: Theodor Neubauer. Ein Kämpfer gegen den Faschismus,

Dietz 1956, der ikke er anført.

Omvendt kan det bebrejdes forfatteren, at nr. 211, SS im Einsatz. Eine Doku-

mentation über die Verbrechen der SS, Dt. Militärverlag, Berlin-Ost, ikke er op-

ført med sidste udgave, men med den 7. fra 1964.

M.h.t. disse og andre »huller« har forfatteren dog i nogen grad »dækket sig ind«

med ordet »Auswahlverzeichnis (deutschsprachiger Literatur...)« i forordet.

Der foreligger alt i alt en i høj grad relevant bibliografi, i øvrigt den første af sin

art i' BRD, en forløber udgør forfatterens fortegnelse fra 1960 med 400 titler,

Wächst Gras darüber? Sag-, sted-, person-og forfatterregistre i foreliggende for-

tegnelse letter det for en at finde frem til værker af interesse eller at verificere be-

stemte værker, man havde en vis erindring om, men hvis titler eller forfattere man

har glemt. For forskere af 1930mes og 40mes politiske og sociale historie, af na-

zisme og modstandsbevægelse er Ursel Hochmuths bibliografi et uundværligt

hjælpemiddel, der dog ikke helt har overflødiggjort de årlige »nationale« bogfor-

tegnelser.Ole Stender-Petersen

259

Tidsskriftoversigt 1973

Ved Gerd Callesen

I tidsskriftet Pro letar! nr. 3 (november 1972) kritiserer Kjeld Schmidt (»Den moder-ne storindustri og arbejderbevægelsenskrise« s. 5 - 11) Vilhelm Borgs undersøgel-se af industrisociologiske analyser især fra Vesttyskland, Frankrig og England; deter især fraværet af den historiske betingethed af analyserne og Borgs deraf afledtekonklusioner, der kritiseres. Det burde imidlertid ikke forhindre læsningen afBorgs indholdsrige sammenlignende studie. Diskussionen om disse forhold fort-sættes meget polemisk i Kurasje nr. 9-1974 af Sigurd jensen (»Politisk uddannelse:dens samfundsmæssige betingelser og dens muligheder og grænser for en politise-ring af arbejderbevidstheden« 5. 4-36) og Kjeld Schmidt (»Den moderne storindu-stri og arbejderbevægelsens krise. Antikritik« s. 37-52).Børge Trolle har under titlen »Et socialistisk alternativ« skrevet en artikel i

minavisen (nr. 725, 30. juni 1973) i anledning af et par nye bøger. Han behandler

forskellige socialistiske (illegale) bladudgivelser i perioden 1940-1945, feks.

»Arbejderpolitik«, »Arbejderopposition« etc. og gruppen bag disse tidsskrifter ogdens politik. Det er, som undertitlen lyder, ganske rigtigt »Etsupplement til mod-

standsbevægelsens historie«.I det flensborgske tidsskrift Grenzfriedenshefte undersøger Gerhard Beier de ty-

ske fagforeningers forhold til nazismen exemplificeret ved det tyske LO's (ADGB)holdning efter »magtovertagelsen«. Han sammenligner på baggrund af ToveLunds artikel i Årbog2 ADGB's holdning med DsF's efter 9. april 1940. Hans ar-

tikel er et læseværdigt bidrag til de to fagbevægelsers holdning overfor det nazis-tiske angreb - »Kollaboration mit dem N ationalsozialismusP« (nr. 1-2/ 1973 s. 43-51, 81-89).

I Politisk revy nr. 205-207 har Steen Bengtsson forsøgt sig på en analyse afklasseforholdene i Danmark over en længere årrække under indarbejdelse af sta-

tistisk materiale. I samme tidsskrift findes en artikel af Thröstur O lafsson om »Den

islandske arbejderbevægelse«. Det er en kort oversigtsartikel, men formentlig deneneste der findes på dansk (nr. 207). 1 nr. 209-10 har Mike jones skrevet en ret ske-matisk artikel om »Trotzkismen«. Den diskuteres i nr. 211, 218 og 219. Der nævnesen del navne på personer og grupperinger fra denne retning. I nr. 212, 221 og 226findes artikler om den italien ske kommunistiske teoretiker Antonio Gramsci i an-

ledning af et dansk udvalg af hans værker af Claus Bryld og Bruno Amoroso. I nr.

219 har Jan Bo Hansen, den ene udgiver af en dansk Korsch-antologi, skrevet en

artikel om »Karl Korsch. Introduktion til en revolutionær politiker og teoretiker«,Bruno Amoroso har sammen med Ole Jess Olsen i Kurasje nr. 8 (1973) på bag-

grund af et arbejde af A. Gramsci lavet en undersøgelse af Syditalien - »Brud ogkontinuitet: Det Syditalienske udviklingsproblem« (5. 4-57). I samme nr, af tids-

260

skriftet har Anders Boserup skrevet en analyse af det nordiske spørgsmål. Boserupforsøger at fremstille de historiske årsager til problemets nuværende (ideologis-ke) fremtrædelsesformer og skitserer på den baggrund forudsæminger for en

holdbar løsning (»Modsætninger og kampe i Nordirland« s. 58-103).Dorrit Andersen har offentliggjort en artikel om »Da socialismen kom til

Sønderborg«, nemlig om Socialdemokratiets første spæde spirer i perioden1872/73 til 1878, da arbejderpartiet blev forbudt i hele Tyskland. Hun genoptagerfremstillingen med socialistlovens fald i 1890 og følger udviklingen til 1904, da den

socialdemokratiske forening oprettedes. Artiklen er også smukt illustreret (Sønder-jysk månedsskrift 9/1973 s. 265-72). '

Nils og Lars Beltzén hari A rbetarrörelsens årsbok 1973 skrevet en omfangsrig af-

handling om den svenske socialdemokratiske journalist og minister Arthur Eng-berg. Han spillede en vigtig rolle for SAP fra 1917 til sin død i 1944. Denne biografifremstiller hans personlige og politiske udvikling. Mærkværdigvis er der over-

hovedet intet videnskabeligt apparat. (»Arthur Engberg - publicist och politiker«s. 5-256.) Kolding højskoles tidsskrift Tryk hari nr. 5/1973 hovedemnet sport ogpolitik. Redaktøreme af dette nr., Troels Boebjerg Jensen og Karin Dahl Jørgen-sen, har der skrevet en vistnok første undersøgelse af »Dansk Arbejderidræt i 30'er-ne« (5. 3-11). En så kort artikel kan selvfølgelig kun være en skitse og som tilskyn-delse til en større afhandling vil den være udmærket, fordi den formulerer et parproblemstillinger. Imidlertid forstår forfatterne næppe situationen i arbejder-bevægelsen og kender ejheller en del faktuelle forudsætninger. Arbejdersportor-ganisationeme blev således diskuteret på Socialdemokratiets kongres i 1927.Men især burde DAI sammenstilles med forsøg som f.eks. »Arbejderkultur« ogsammenholdes med reformismens udvikling - for DKP's vedkommende med fol-

kefrontpolitikkens lancering.I Økonomi og politik 1973-2 (s. 107-33) har Jørgen Lindgaard Pedersen leveret

en informerende gennemgang af »Nogle hovedlinier i den økonomiske udvikling iDDR i perioden 1949-73«. Den giver udfra et materialistisk grundsynspunkt en

differentieret baggrund for det i nr. 3 af samme tidsskrift publicerede overblik afJens Jørgen Jensen over »Tysklands Socialistiske Enhedsparti« (s. 247-73), der be-handler partiets udvikling fra 1945/46 til 8. partikongres. Det er snarere end en

analyse en information om forskellige forhold i forbindelse med SED. I Historisk

Tidsskrift (hæfte 3-4/ 1973) giver Niels Finn Christiansen en indføring i »Den ma-

terialistiske historieopfattelse«. Fremstillingen er på den sparsomme plads megetgrundig og egentlig mere en introduktion. Den jyske historiker indledte sin 6.

årg. med et nummer om arbejderbevægelsens historie. Det indeholder artikler af

Jens Christensen om »Historieskrivningenom den danske arbejderklasse ogarbejderbevægelse« (s. 2-30). Det er en gennemgang og en mindre bibliografi;begge indeholder mindre fejl/udeladelser. Det er hovedsagelig en kritik af denhidtidige historieskrivnings »positivistisk-hermeneutiske« tradition. Gerd Calle-sen har fået trykt et foredrag »Om nogle problemer vedrørende arbejderbevægel-sens historieskrivning« (s. 31-47), som efterfølges af Carl Heinrich Petersens opsatsom »Den 'glemtei socialisme« (s. 48-63), nemlig om anarkismen/ungsocialismen/

261

syndikalismen. Den indeholder enkelte dokumenter, bl.a. en selvbiografi af

Christian Christensen. Hæftet afsluttes med en artikel af Brita Schulz/ Uffe Øster-

gård »Om vilkårene for en videnskabelig udforskning af arbejderbevægelsens

historie (i Sverige 1971-72) - Et lærestykke« (s. 64-78).På baggrund af en artikelserie om monopolforskning i Danmark i Politisk

revy skriver Susanne Thorbæk »Om Lenins imperialismeteori« i nr. 236. Hun

fremhæver Lenins konkrete analyser af konkrete situationer og advarer mod en

dogmatisering af hans afhandlinger og specielt mod en adskillelse af de politiskeog økonomiske kategorier, som hos Lenin altid var en enhed.

Emil Larsen behandler »Lægprædikant Niels Johansens omtumlede tilværel-

se« i Kirkehistoriske samlinger 1973 (s. 186-233); på de sidste sider omtaler han

kort Johansens forhold til den begyndende arbejderbevægelse. Der er stof i dette

emne: der var en vis sammenhæng mellem religiøse vækkelsesbevægelser og den

be gyndende arbejderbevægelse. Der er allerede skrevet en del om dette, men em-

net synes ikke udtømt endnu.

I Acta Sociologich nr. 2-1972 har Albert A. Blum og Jan Plovsing offentliggjorten undersøgelse af HK-funktionærers syn på medlemsorganiseringen på bag-

grund af den store medlemsfremgang i 1960'erne, som ganske vist ikke svarede til

FTF-organisationernes. I undersøgelsen meddeles også en del kendsgerninger om

funktionæreme selv. (»Organizing Danish White Collar Workers: The Attitudes

of White Collar Union Officials« s. 157-67). Blum har sammen med Leif Sølling

offentligjort »Who belongs to Unions in Denmark?« i Industrial Relations

(1972-3, s. 49-59). Det er en undersøgelse af hvilke danske arbejdere, der er fagligt

organiserede og hvilke ikke. Formålet er senere at kunne udvikle en generel teori

om hvorfor arbejdere organiserer sig. Forfatterne har åbenbart ikke overvejet at

inddrage marxistiske teorier om dette i deres arbejde. Det er en empirisk-ateoretisk

undersøgelse uden større perspektiver.I Verden rundt har en international forskningsgruppe om den nutidige gyldig-

hed af Lenins grundlæggende værker og tanker i diskussionsform behandlet f.eks.

»To slags taktik for Socialdemokratiet i den nutidige revolution« (nr. 1-2/ 1973 s.

25-40), »Materialisme og empiriokriticisme« (nr. 4/1973, s. 267-85) og »Venstre-

kommunismen en bømesygdom« (nr. 12/ 1973 s. 1059-75). Erhvervshistorisk år-

bog 1973 indeholder en artikel af Ib Gejl om »Pianofortet og dets publikum i

1860'erne« (5. 7-26), som har enkelte oplysninger af interesse for perioden før den

faglige organisering slog igenem. I samme bind behandler Benny Christensen

»Forholdet mellem staten og skibsfarten under første verdenskrig indtil fragtnæv-

nets oprettelse« (s. 130-189), dvs. indtil 1916.

Einhardt Lorenz har under titlen »Zur Geschichte der norwegischen Arbeiterbe-

wegung« givet et kritisk og instruktivt overblik over den nyere litteratur om norsk

arbejderbevægelseog ridset forskningssituationen op. Arch iv für Sozialgesch ich te

bd. XIII (1973) s. 574-99. Det svenske Arkiv nr. 4. indeholder en artikel af

Claes- Göran jönsson om »S KP och den svenska spanienrörelsen«, som skulle være

det eneste sted hvor SKP havde held med sin folkefrontspolitik. Jönsson kender

åbenbart ikke rigtig forskellen mellem en enhedsfront og en folkefront - der er en

262

betydelig politisk-taktisk forskel (5. 3-20). Carsten v. Otter har undersøgt»Arbetar-nas fackliga organisationsgrad - empirisk redogörelseför fackligt medlemsskap,ledarskap och vissa samband med anställningsvillkor« (s. 21 -38). Det er virkelig en

empirisk undersøgelse foretaget i 1968. Bernt Kennerström offentliggør et ikke

uinteressant »Dokument en kominternrepresentanti Stockholm 1931« (s. 39-46).Kristian Gerner redegør for et par sovjetiske undersøgelser om Sverige i 1930'erne;det er åbenbart ikke særlig imponerende resultater de kommer frem til (5. 47 - 52,

»Sovjetisk syn på svenskt trettiotal«). Gunnar Persson behandler et mere social-

historisk emne i sin artikel om »Indvandring, löner och klassstruktur« (s. 53-66).Otto Steiger fortsætter diskussionen fra Arkiv nr. 1 og 2 mellem ham og Karl-

Gustav Landgren med »Bakgrunden til 1930-ta1ets socialdemokratiska kris-

politik« (s. 67-83). Hæftet indeholder endelig en anmeldelse. I nr. 5 af tidsskriftet

lægges der med en artikel af Seppo Hentilä op til en diskussion om »Orsaker till

reformismens genombrott i svensk socialdemokrati« (5. 3-20). Artiklen er baseret

på en finsk licentiatafhandling. Artiklen er mere relevant end vellykket, såledeser der mange formelle fejl, arbejderaristokratitesen behandles overfladisk etc. Des-

uden findes der en artikel om »SKP och den tidiga arbetaridrotten« (s. 21-51) af

Rolf Pålbrant. Den tydeliggør, at den svenske arbejderidrætsbevægelse initiere-

des fra Komintem under betydelig modstand fra det kommunistiske ungdomsfor-bnd. Pga. det og de interne partikampe lykkedes det først i 1929 at oprette arbej-deridrætsforbundet, deri modsætning til f.eks. det danske stod tilsluttet den (kom-munistiske) Rød Idrætsintemationale. Hæftets 3. artikel er af Göran Elgemyr ogbehandler »Arbetarfredskongressen i Stockholm 1916 - bakgrund, förlopp och

följder« (s. 52-82). Det sker især med henblik på højrefløjens splittelsestaktik, deråret efter tvang venstrefløjen ud af Socialdemokratiet og til at grundlægge et

selvstændigt parti.1 UNI F OL, Årsberetningfor 1973 fra Institut for Folkemindevidenskab Køben-

havns universitet har Flemming Hemmersam offentliggjort et vigtigt bidrag til

diskussionen om arbejderkultur og dens indhold. Det er en »basisnær« under-

søgelse og beskæftiger sig derfor mindre med ideologieme som med de faktiske ud-

tryk arbejderkulturretningen fik i mellemkrigstiden. Central for denne er følgen-de sætning »Ungsocialister og socialdemokrater i Tyskland og Danmark havde et

alternativ til den borgerlige kulturopfattelse, men alternativet var i splid med sigselv« (5. 45). Artiklen går udførligt ind på sider af de danske og internationale

forudsætninger -

og fremhæver derved de socialdemokratiske ungdomsorganisa-tioners ikke kun abstrakte internationalisme. Det er alt i alt et væsentligt bidrag til

den socialdemokratiske arbejderbevægelses udvikling mellem de to arbejdspro-grammer fra 1923 og 1935. Artiklen er en exemplificering af Hemmersams teser

fremført i Meddelelser nr. 2 og på seminaret i Ebeltoft marts 1974. »Socialde-

mokratiske Arbejderfester. Festinnovationer i international belysning som led i en

kulturel klassekamp 1923-1935« (5. 34-80). I Marxistiskt Forum (Uppsala) nr.

3-1974 findes en delvis imødegåelse af Seppo Hentiläs opsats i Arkiv i en artikel

af Lars Eriksen. Den stiller et par vigtige spørgsmål til sit emne og kommer med

et par gode formodninger (»Varför blev SAP reformistisktP«, s. 27-33). I en serie i

263

Politisk revy (nr. 230-232) redegør Niels Bredsdorff, Jens Brinch og Peter Sønder-

gård for »Monopolforskning« i Danmark. Serien skal senere følges op af andre om

imperialismen og om den borgerlige stat. Denne serie skal i udvidet form udgivessom pjece formentlig inklusive et bidrag af Knud Erik Svendsen. Det er en teori-historisk undersøgelse omkring begrebemes indhold og forskningens udviklng ogintenderer en større afklaring til fordel for den politiske diskussion.

Hans-Norbert Lah me har undersøgt forholdene omkring I. Internationales for-

bindelser til Danmark. Han kan påvise relativt stabile kontakter fra 1866 og fremtil »Den Internationale Arbejderforenings« oprettelse 1871, hvorefter forbindelsen

jo er klar. Det er stadigvæk umuligt at påvise Pios kontakter til forløbeme, men

Lath mener at Pios optræden stemmer overens med planer man højst sandsyn-ligt har diskuteret tidligere blandt de københavnske socialister. Også her viserdet sig altså, at den (marxistiske) Internationale har haft større betydning for

dansk arbejderbevægelse end hidtil antaget. Artiklen afsluttes med et par doku-menter. International Review of Social History 1974 s. 54-72, »Zur Vorgeschichteder dänischen IAA-Sektion«.

Redaktionen beklager, hvis den skulle have overset artikler, der burde være medi

denne oversigt, og den opfordrer til indsendelse af artikler, der bør omtales i næste

oversigt.

264

Tidsskriftoversikt Norge:

Ved Einhart Lorenz

Som det ble nevnt tidligere i Meddelelser finnes det ikke noe tidsskrift i Norgesom utelukkende har arbeiderbevegelsens historie som sitt område. Det betyrimidlertid ikke at interessen for arbejderbevægelsens historie har vært liten i Nor-

ge. Den almene interessen som eksisterer, har derimot ført med seg at en rekke ho-

vedopgaver i historie er blitt trykt som bøker og har på denne måten funnetveien til et større publikum. Slike utgivelser har ofte været realisert takket være

støtten fra Norges almenvitenskapelige forskningsråd (NAVF).Når det gjelder tidsskrifter, så er det i den senere tid særlig »Kontrast« (Postboks

100, Skøyen, Oslo 2) som har trykt stoff tilknyttet arbeiderbevegelsens historie. Delskommer dettei en egen spalte - »Fra arbeiderbevegelsens historie« - dels har tids-skriftet også trykt sammendrag av forskjellige historiske hovedopgavereller for-søkt å trekke glemt materiale fra 1930-åra fram i lyset igjen. Dette er blitt presentertbåde i form av oppuykk av gamle artikler og brosjyrer, og som intervjuer. I det

følgende skal det g'is en oversikt over de bidragene »Kontrast« -

og i mindre ut-

strekning også andre norske tidsskrifter - har publisert om arbeiderbevegelsenshistorie.

I »Kontrast« 25 (1/2-1971) har Hans Fredrik Dahl skrevet en artikel om »Norsk

politikk 1940-45: Kontinuitet eller brudd?« der han kommer særlig inn påArbeiderpartiets og Landsorganisasjonens integrasjon i staten og samarbeidsfor-mene som utviklet seg på topplanet. Samme emnet har Dahl også behandlet i en ar-

tikkel i »Historisk Tidsskrift« (3 - 1972) (Universitetsforlaget, Postboks 307,Blindem, Oslo 3) under tittelen »Okkupasjon og integrasjon«. I det nevnte heftetav »Kontrast« finnes dessuten et intervju med den tidligere SF-formannen TorolfSolheim om »Kommunistene og krigen«, der han bl.a. kommer inn på de norskefrihetsråders virksomhet.

Av intervjuer ellers kan det nevnes et intervju med tidligere stortingsmannTrond Hegna om Det norske Arbeiderpartis forhold til den III. Internasjonale(»Kontrast« 27 (5 - 1971)): »Den kraft som strålte fra Moskva« og videre et intervjumed forfatteren Sigurd Evensmo om »Sosialistisk kulturpolitikk i 30-åra« (»Kon-trast« 42 (7 - 1978)) og en samtale med Carsten Boysen om »Boligkampene i 30-åre-ne«. Boysen var selv aktiv i Sosialistiske arkitekters forening og formann i Oslo

leieboerforening. Som tillitsmann var han særlig engasjert i en av de mestlang-varige og omfattende hu sleiekonflikter i 1930-åras Oslo. (»Kontrast« 40 (4- 1973)).

Et annet intervju må også nevnes, selv om det ikke umiddelbart har tilknytningtil norsk arbeiderbevegelse, nemlig en samtale som tre medlemmer av »Kontrast«-

redaksjonen hadde med den tyske filosofen Ernst Bloch. Intervjuet - »Konkret

utopi - spekulativ materialisme« er ikke offentliggjort andre steder enn i »Kon-trast« 37 (8-1972).

265

Ut over intervjuene med Evensmo og Boysen finnes det i »Kontrast« også andre

bidrag som behandler lQåO-åra. Det gjelder nr. 34 (4- 1972), der Rolf Hofmos

brosjyre om »Idrett og politikk« er trykt opp igjen. Brosjyren er opprinnelig skre-

vet i 1933 og den gir en fyldig oversikt over intensjonene bak og den organisatori-ske veksten i arbeideridrettsbevegelsen i Norge. Fredrik Engelstad har i en kort

oversikt (»AIF i 30-årene«) ført trådene videre til AIF's oppløsning.Både på grunn av 50-års-jubiléet og av den aktuelle politiske situasjonenpå venstrefløyen i norsk politikk, har interessen omkring Norges Kommunistiske

Partis historie vært stor i den senere tida. I forbindelse med jubiléet hadde »Kon-

trast« et spesialhefte om N KP, som inneholder tre artikler som er skrevet på bag-grunn av forfatternes hovedopgaver i historie (»Kontrast« 43 (8 - 1973)): Jan Bjar-ne Bøes artikkel »Den proletære enhetsfronten« tar for seg N KPs tilnærmelser

overfor Det norske Arbeiderpartiet i mellomkrigstida. Torgrim Titelstad behand-

ler med utgangspunkt i nytt arkivmateriale NKPs krigspolitikk, som har vært

gjenstand for atskillig debatt i den siste tida i Norge. Terje Halvorsen har skrevet

en artikkel om »Oppgjøret med det annet sentrum«, dvs. gruppa rundt Peder Fu-

rubom som ble ekskludert under dramatiske omstendigheter i 1949. Endelig girGunvald Hermundstad en oversikt over Den kommunistiske Intemasjonalesfrontstrategier. I denne sammenheng må det også nevnes en artikkel av Torstein

Haldorsen - også han har skrevet sin historiske hovedopgave om N KP - i tids-

sriftet »Røde Fane« (6-1973) som utgis av Arbeidernes Kommunistparti (m-l)

(Forlaget Oktober, Postboks 8379, Hammersborg, Oslo 1). Hans artikkel »NKPi

30-åra« behandler særlig NKPs kamp mot fascismen og partiets holdning over-

for Arbeiderpartiet. I »Kontrast«s nr. 45 (2-1974) skriver Egil Christensen om de

strandete samlingsforhandlinger mellom N KP og Arbeiderpartiet i 1945.

Et emne som nyter spesiell interesse blant historikeme i Norge, er Det norske

Arbeiderpartiets radikalisering under første verdenskrig. Den amerikanske stats-

viteren William M. Lafferty har i »Tidsskrift for samfunnsforskning« (Univer-

sitetsforlaget Oslo Postboks 307, Blindem, Oslo 3) og »Historisk Tidsskrift«

offentliggjort to forstudier til sitt omfattende verk »Economic Development and

the Response of Labor in Scandinavia«. Den første artikkelen - »Radikaliseringen

av Det norske Arbeiderparti« ble trykti 1969 i Tidsskrift for samfundsforskning,mens den andre om »Partiideologi og gruppestruktur. En analyse av Det norske

Arbeiderparti 1918-1919« sto i Historisk Tidsskrift 2/ 1970. I»Kontrast« 39 (3-1973)behandler Odd-Bjøm Fure det ideologiske innholdet i Arbeiderpartiets radikalis-

me i perioden 1911-1918 i en artikkel med tittelen »Parlamentarisk eller revolust-nær strategiP«

Av andra artikler i »Kontrast« om norsk arbeiderbevegelses historie kan det nev-

nes et bidrag av Per Omes om en episode under sjømannsstreiken i 1921: »Da prole-tariatet dikterte i Hammerfest» (Hefte 33 (2-1972); videre Harald Berntsens ma-

gistergradsforelesning om »Staten og økonomien før og etter 2. verdenskrig«

(Hefte 33 (3-1972)) der han særlig kommer inn på Arbeiderpartiets økonomiske

politikk, og endelig Jan Oscar Bodögaards oversikt over »Norsk Syndikalistisk

Federasjon (1916-1918) (Hefte 41 (5⁄6 - 1973)).

266

Historisk Tidsskrift, som utgis av Den norske historiske forening, har utover de

allerede nevnte artiklene lite stoff om arbeiderbevegelsens historie. Ved siden av de

to nevnte artiklene av Dahl og Lafferty må imidlertid også Ottar Dahls diskusionav Laffertys bok nevnes (4-1972: »Økonomisk vekst og radikalisme i arbeiderbe-

vegelsen«.)

267

Aarbog 4 1974

Presentations & Public Speaking

Transcript of Aarbog 4 1974