”A Escola Primária e a Emigração Portuguesa: O Manuel de...

”A Escola Primária e a Emigração Portuguesa: O Manuel de Oliveira.”

En republikansk vision udfoldet i en skolebog

Eva Kvorning 2016

Indledning...................................................................................................................................2Problemformulering....................................................................................................................2Portugal og emigration................................................................................................................2Pædagogik i teori og praksis.......................................................................................................3O Manuel de Oliveira - en praksisbog........................................................................................5Bogen som redskab for propaganda mod emigration.................................................................8Bogen som udtryk for republikkens uddannelsesprogram..........................................................8Realiteternes verden....................................................................................................................8I dag.............................................................................................................................................9Noter..........................................................................................................................................10Bibliografi:................................................................................................................................11

Portugal Debates e vozes. Outono de 2016. Eva Kvorning qwb891 p. 1 / 11

Indledning

Genstanden for nærværende projekt er bogen: “A Escola Primária e a Emigração Portuguesa: OManuel de Oliveira.” Skrevet af António Simões Lopes og udgivet i Porto 1914. Som det fremgår afbogens titel, fokuseres der på emigration og skolegang. Bogen er beregnet som gave til Minho-regionens elever, der afslutter grundskolen, og den skal være et redskab til at modvirke emigration.

Problemformulering

Jeg vil undersøge, hvordan bogen afspejler den første republiks holdning til skolens betydning forsamfundets udvikling, og vurdere mulighederne for at virkeliggøre Manuels projekt.

Jeg vil først beskrive den officielle portugisiske holdning til emigration på tiden for bogens udgi-velse, og derefter vil jeg redegøre for samtidens pædagogiske principper. I dette lys vil jeggennemgå bogens opbygning og konkrete indhold, herunder hvilke aktører, forfatteren ser somkatalysatorer for processen. Jeg vil diskutere muligheder og hindringer for at realisere bogensfiktion, og sluttelig trække linjer frem til situationen i dagens Portugal.

Portugal og emigration

Udvandring forekommer som en konstant i Portugals historie, til tider opmuntret, og undertidenmodarbejdet af den siddende regering. Igennem historien har Portugals beliggenhed ved et verdenshav givet anledning til opdagelsesrejser,der snart efter blev fulgt op af udvandrere, som søgte lykken i fjerne egne. Drivkraften hos den enkelte var håbet om et bedre liv, end det, han (det var oftest unge mænd, deremigrerede) kunne se frem til derhjemme, hvor landbruget ikke kunne ernære sine børn. Endnu i1963 skildres grundvilkårene i Portugal således:

”We are, on the continent of Europe, a small, over-populated country [...] Our subsoil is

poor in mineral ores and fuels. Agriculture suffers from two natural disadvantages: three-

quarters of the country is rocky and mountainous, while the rainfall is irregular, the

tendency being to prolonged periods of extreme drought in the cereal-growing areas. [...]

agriculture is neither capable of absorbing the annual labour surplus nor of sustaining,

under reasonable conditions, the labour force available to it” (Salazar. 1963: 177)

Lopes’ halvtreds år ældre bog foregår på landet i det nordlige Portugal. Her havde en traditionel op-deling af jord mellem arvinger frembragt de såkaldte minifúndios, der blev for små til at brødfødeen familie. En løsning på problemet var at søge nye græsgange. I det 19. århundrede gik den størstestrøm af udvandrere til Brasilien. Fra officiel side har der været skiftende holdninger til tendensen. Imperiet havde behov for admini-stratorer og handelsfolk til kolonierne; de portugisiske besiddelser skulle befæstes, dertil behøvedesmilitærfolk; territoriet skulle opdyrkes, dertil behøvedes landbrugskyndige. Portugal blev aflastetfor medborgere, der ikke kunne finde føden, og ofte bragte de rigdom tilbage til hjemlandet.


Til andre tider har man søgt at dæmme op for emigrationen. Det gjaldt eksempelvis i begyndelsen af1900-tallet, hvor forholdene specielt i Brasilien blev ugunstige for indvandrere, omend skrupelløseagenter stadig propaganderede for, at småkårsfolk på landet skulle sende deres unge sønner over ha-vet til en uvis skæbne. Det er den politiske og økonomiske baggrund for Lopes’ bog.

Pædagogik i teori og praksis

Efter kong Manuel II’s abdikation i 1910 udråbes d. 1. republik, og forfatningen af 1911 adskillerstat og kirke. Dermed overtager staten ansvaret for undervisningen af alle børn. Målet er at styrkehele befolkningens viden og dannelse. Grunden for skolelovgivningen af 1911 er lagt i slutningen afdet 19. århundrede, hvor pædagoger i teori og praksis udfolder ideerne bag ’a educação nova’, derskal forberede eleverne til samfundslivet. Undervisningen skal være ”neutral”, dvs. ikke religiøs.Lærernes anseelse skal højnes. Skolen skal fremme elevernes fysiske, intellektuelle og moralskeudvikling, og de skal lære om emner inden for landbrug, handel og industri, så de kan bruge skolenslærdom i deres eget liv. (Pintassilgo 2010: 2)Republikkens pædagogiske tænkning afspejler et ideal om, at eleverne ikke længere skal væreundersåtter, men samfundsborgere: transmudar em cidadão o súbdito. Republikkens ideal: encidadão-eleitor, consciente e participativo, må nødvendigvis kunne læse og skrive. Man har nemligden opfattelse, at civilisation tilegnes gennem læsning. Stoffet til den myndige samfundsborger er’folket’: et råt, udannet materiale, som skal værdiggøres og blive myndigt gennem læsning.1 Derforbliver alfabetisering bogstavelig talt alfa og omega for ’a educação nova’, samtidig med, at manstræber efter at integrere alle fagene i en harmonisk helhed, der kan forme ’o homem novo’. Man erunder indflydelse af oplysningstidens rationelle pædagogiske tænkning og kraftigt inspireret afschweizeren Adolphe Ferrière’s ideal om den ”aktive skole”, hvor eleverne gennem praktisk arbejdeog konkrete erfaringer opnår viden og selvstændighed og udvikler evnen til samarbejde – i modsæt-ning til den traditionelle, bogligt orienterede skolegang. (Igreja 2004: 117) Forsøgsskolen EscolaOficina No 1 i Lisboa, skabt i 1905, førte Ferrières ideer ud i livet; den blev anerkendt som almen-nyttig og kom på budgettet i 1912. ( Pintassilgo 2010: 6-7)Konkret betød skoleloven af 1911 en betydelig udvidelse af rammerne. Den obligatoriske og alme-ne gratis escola primária for begge køn fra det 7. til det 14. år blev udvidet med et tilbud om gratiseducação pré-escolar, også kaldet ensino infantil for børn fra 4-årsalderen; og for de elever, der af-sluttede escola primária, skulle der tilbydes to nyskabelser, ligeledes gratis: grau complementar oggrau superior, adgangsgivende til højere uddannelser. Læseplanen for escola primária omfattedeforuden læsning, skrivning og regning bl.a. noções sumárias de geografia geral sobre Portugal,noções de educação social, económica e cívica, aritmética e geometria elementar, sistema métrico,desenho e modelação samt trabalhos manuais adequados ao género e às regiões. (Correia 2010).På grau complementar og superior-niveauerne kom flere fag til, så at der eksempelvis i Minho-dalen ville kunne undervises i fag, som var nyttige for landbrugs-sektoren: De acordo com as con-dições sócio-económicas de cada região, as escolas de ensino primário superior podiam ainda mi-nistrar secções curriculares especiais de natureza técnico-profissional ligadas às actividadesagrícola, comercial, doméstica, industrial ou marítima. (Correia 2010)

Læreruddannelsen skulle professionaliseres i ikke-religiøst regi. Lærerens forbillede skulle dannebørnene: “sem livro, intuitivamente, pelo exemplo da compostura, bondade e método de trabalho


do professor" (Correia 2010). Der blev dog først oprettet lærerseminarier, escolas normais, fra1918, i Lisboa, og 1919 i Coimbra og Porto, altså 4 år efter udgivelsen af ”O Manuel de Oliveira”.

Lærernes anseelse skulle højnes, og deres lønninger blev opgraderet. I 1914 tjente de højestlønnedelærere det samme som faglærte arbejdere. I 1925, republikkens sidste år, lå en seminarieuddannetlærers slutløn på niveau med en underofficer i hæren. (Correia 2010) Omend indkomsten såledesblev forbedret, opnåede standen ikke den aura, som man havde forestillet sig i en lovgivning, derville give læreren en central placering i det nye demokrati.

“Não obstante a melhoria relativa da condição sócio-económica, da sua valorização

profissional e do investimento retórico na sua imagem de actor da modernidade,

associado ao mito da escola como motor de progresso, os professores do ensino

primário ao longo da República não lograram destacar-se da condição proletária a

que o seu nível salarial os remetia” (Correia 2010).

Som det ses af nedenstående tabel fra Correias artikel, tildelte republikken efter 1. verdenskrig enforøget andel af statsbudgettet til skolevæsenet, men dog ingenlunde tilstrækkeligt til at realisere deambitiøse mål: skolegang for alle børn, udvidede tilbud om undervisning, læreruddannelse, opfø-relse af skolebygninger samt udsendelse af escolas móveis til de tyndtbefolkede områder.


O Manuel de Oliveira - en praksisbog

“O Manuel de Oliveira” er udgivet med støtte fraCentro Comercial do Porto, og skrevet udtrykke-ligt som propaganda imod agitation for hovedløsemigration til Brasilien: “Este livro é um bradoda alma portuguesa contra a emigração que seestá fazendo sem ponderação, sem consciência,sem método: um desatino, em que se vai ao deus

deus dará correr para a miséria, para osofrimento, para a morte.” (Lopes 1914:Prólogo) Bogen er beregnet som dimittend-gave til escolaprimária’s afgangselever og skulle gerne blive enverdslig BIBEL for landboungdommen, så dekan bedrive en “agricultura scientífica og ikkelængere tratar com ignorância esta indústria,que é a mãe carinhosa de todas as outras”(Lopes 1914: Prólogo). Efter prologen står den tilhøjre gengivne formular, hvor den aktuelle giverkan skrive sit eget navn, navnet på den elev, derskal modtage bogen, samt lærerens navn.

Bogen er tilegnet Bernardino Machado, som i 1915 blev præsident for den 1. portugisiske republik,og trods det, at han blev afsat ved et kup i 1917, atter blev præsident fra 1925-26, hvor militæretovertog magten. Machado var fysiker og bestred i tidens løb adskillige lærestole ved universitetet iCoimbra: landbrug, geologi, fysik og antropologi. Machado var tillige levende optaget af pædago-gik og udgav sidst i 1890’erne flere bøger om emnet. (wikipedia)

“O Manuel de Oliveira” er en utopisk mønsterfortælling om den 15-årige Manuel, som nu afslutterescola primária. I landsbyskolen i Minhodalen har han haft en engageret lærer, som bibragte elever-ne en mængde viden som er specifikt nyttig for dem, der skal forberedes til landvæsenet.

Manuels far har skaffet sig tilsagn om et lån for at sende drengen til Brasilien, men Manuel advoke-rer i en samtale med forældrene og søsteren for at blive hjemme og igangsætte et videnskabeligtlandbrug på baggrund af hvad han har lært i skolen.

“O pai, entre incrédulo e indeciso, perguntou-lhe: mas que planos são êsses, que sa-

bedoria é essa que há-de fazer surgir a abundãncia de onde até agora só existe pobreza,

miséria?

O filho, respondendo, disse:


Havemos de proceder com ordem e prudência; havemos de começar, para depois

chegarmos aonde queremos: toda a aldeia deve ser interessada, porque uma família não

pode ser verdadeiramente feliz, quando ao seu lado vivam outras famílias infelizes; a

fraternidade, o amor do próximo são a suprema alegria das almas boas.

Deu-nos a Natureza a todos nós êste lindo vale: é preciso que todos nele encontrem por

igual a felicidade, a trôco de um pouco de trabalho realizado com saber e prudência.”

(Lopes 1914: 27)

Forældrene giver Manuel lov til at indbyde landsbyens andre beboere til en række forelæsninger pågrønningen foran hjemmet. Han holder sine forelæsninger torsdag aften og søndag formiddag, og detiltrækker for hver gang flere opmærksomme tilhørere – efterhånden også fra nabolandsbyerne.Disse forelæsninger fylder de fleste af bogens sider: fra s. 28-211. Det drejer sig om kvalitets-formidling af tidens viden om fysik og kemi, geologi og jordbundsforbedring, gødskning og moder-ne dyrehold. Manuels skolelærer låner ham beredvilligt sin private samling af sten og jordprøversom illustration til de naturvidenskabelige foredrag og fine detaljerede tegninger af gødsknings-anlæg. Gødskning er faktisk bogens vigtigste emne. Fra s. 220-233 udvider Manuels lærer perspek-tivet i en samtale med en kollega, der er på besøg i Vale de Oliveira, gennem grundigt dokumen-terede overvejelser over, hvad det ville betyde at kunne udnytte latrin-materialet fra Portugals 6millioner indbyggere. Et eksempel på fremstillingen:

Manuels forslag til en økonomisk og praktisk model for produktion og afsætning går ud på at dan-ne et kooperativ. Alle landsbyens beboere går med på ideen. Det muliggøres ved at udstykke fæl-lesarealet baldio og skifte gederne ud med køer, så man kan fremstille og sælge smør. Samtidig kan


man opdrætte svin med skummetmælken. Svinene holdes i en fælles mønstersti. Jordbundenmangler kalk, og man bygger en kalkbrænderiovn til kalksten, som indføres sydfra, og dermedforbedres dyrkningsarealernes ydeevne. Der konstrueres en fælles bageovn som passes af 5 ungekvinder, således at man rundt i husstandene blot skal lave dejen til det daglige brød. Man dyrker hørpå stedet, og kan dermed lokalt stå for hele linnedproduktionen, hvor man før måtte købe hørren.Man planter mangfoldige arter af blomster og frugtræer, og køber moderne bistader til en profitabelhonningproduktion.

Efter halvandet år er landsbyen et mønster til efterfølgelse på egnen. Der holdes en festa popularcom o carácter religioso, hvor en brasileiro ved navn João da Silva Costeiras dukker op. Han hartilbragt 26 år i Brasilien og tjent gode penge. Bor nu med sin søster og svoger, som forpagter denejendom, han har købt på hjemegnen. Costeiras forstår sig nemlig ikke på landvæsen, og selv omalle tror, han er lykkelig, savner han det indhold i tilværelsen, som han ser blomstre i Oliveira-landsbyen. Han vender tilbage nogen tid senere for at få alting forevist og forklaret og udtaler sindybtfølte beundring – samtidig med, at han indstændigt advarer mod halsløs emigration. “Que nun-ca mais emigre daqui indivíduo algum, homem ou rapaz, sem que tenha lá ou um parente que omande ir, ou um amigo de sua família que o chame, ou um patrão por ordem de quem empreenda aviajem”. (Lopes 1914: 236)

Bogen bringer derefter rædselsberetninger i form af autentiske læserbreve fra aviser i Porto om til-standene i et kriseramt Brasilien, “esta grande babilónia, onde se encontra lutando pela vida gentede todo o mundo.” (Lopes 1914: 237)

“No momento actual vale mais trabalhar em Portugal de sol a sol vergado sobre uma

enxada revolvendo a térrea, que vir para o Brasil, onde a 99% espera a miséria e a fome.

Agora não se pode dizer que quem quer trabalhar sempre arranja, sujeitando-se; não.

Agora não há trabalho, porque não há dinheiro. […]

As fábricas de tecidos trabalham apenas dois ou três dias por semana e isto mesmo com

10 % do pessoal. Há famílias numerosas vivendo na mais extrema miséria, porque todos

se encontram sem trabalho.

Hoje tudo sofre com os efeitos desta crise medonha que atravessa o Brasil de norte a

sul, como um ciclone desvastador que nada poupa.” (Lopes 1914: 243)

Ude på landet læser man imidlertid ikke aviser, så Minho-dalens ungdom er et let bytte for agenter,der lokker med gyldne visioner om et strålende fremtid i Brasilien. En dag dukker en sådan agent opi Manuels landsby – og hvis ikke Manuels mor havde lagt sig imellem, var han blevet jaget bortmed stenkast af de unge på stedet, for de ved heldigvis hvor det er godt at leve!


Bogen som redskab for propaganda mod emigration

Som det fremgår af ovenstående gennemgang, er såvel forfatterens erklærede hensigt som deanvendte beskrivelser af tilstandene i samtidens Brasilien kraftigt afskrækkende argumenter mod atemigrere dertil. Samtidig opstilles der konstruktivt en vision for et nyt, bæredygtigt lokalsamfundpå videnskabelig basis, under forudsætning af en positivt engageret deltagelse fra alle beboere.Bogen udkom i 10.000 eksemplarer, og eftersom der i detaljer redegøres for, hvordan de enkelteelementer i projektet kan gennemføres i praksis, er det fristende at forske i, om der overhovedet harværet tiltag til at realisere Manuels landsby-kooperativ, og i givet fald, i hvilket omfang og hvorlænge de har bestået. Dette falder desværre uden for nærværende undersøgelse.

Bogen som udtryk for republikkens uddannelsesprogram

Denne bog afspejler tydeligt den ideologi, der besjælede den første republiks skolefolk og lovgi-vere. De to hovedpersoner inkarnerer en vision, der er som en pendant til de bibelske fortællinger.Som en verdslig apostel ser vi den idealistiske, flittige og generøse lærer indgå i landsbyens liv, hanvier sin tid til gerningen og følger op på den enkeltes læring efter endt skolegang. Hans opvakteelev, missionæren for det nye ’evangelium’ udlever læringen i praksis og forstår at engagere sinemedborgere på et oplyst grundlag. Alle får på den måde medejerskab til det kooperativ, som på ægtedemokratisk vis strukturerer landsbyens fælles økonomiske grundlag.

Realiteternes verden

Ved monarkiets fald i 1910 var o. 80% af Portugals befolkning analfabeter. Republikken satsedegrundlæggende på, at flere skulle kunne læse, skrive og regne. Men ambitionen gik videre: man vil-le uddanne selvstændige medborgere, der kunne agere i et demokrati. Såvel alfabetisering som med-borger-dannelse krævede mere tid og flere materielle ressourcer, end der blev til rådighed i løbet afden første republiks 16 årige eksistens. Der bestod tillige et svælg mellem lovens ånd og udførel-sens praksis, som Luis Grosso Correia betegner som typisk både for Pombals reformer i det attendeårhundrede og den 1. republik i det tyvende. Correia opsummerer det således:

“As autoridades republicanas, apesar da generosidade das leis e das propostas produzidas

(a nível da alfabetização, ensino infantil, rede de estabelecimentos de educação pré-

escolar, aumento da escolaridade obrigatória, formação e dignificação dos professores,

melhoria salarial, rede escolar fixa e móvel, estudos pós-primários gratuitos, entre outros)

não foram capazes, porém, de inverter a prevalência do modelo de construção retórica da

educação há muito entranhado na praxis política em Portugal.” (Correia 2010)

“O Manuel de Oliveira” må læses som en vision, en idealistisk drøm. Eventuelle tiltag til at realise-re Manuels landsby-kooperativ har næppe haft gang på jorden. For det første var der ikke uddannetlærere som Manuels før i begyndelsen af 1920’erne, og republikken faldt i 1926. For det andet var


de økonomiske betingelser for at udfylde skolelovgivningens ambitiøse rammer ikke til stede. Fordet tredje kræver det mere end blot læsefærdighed at læse og forstå bogen. Det har sikkert kun væ-ret et lille del af landboungdommen, der efter escola primária var i stand til at læse bogen, endsigeføre dens projekt ud i livet.For det fjerde er Manuel ganske vist skildret som en habil mediator, der forstår at formidle resulta-terne fra forskningens frontlinie og argumentere for, at det er umagen værd at satse på en omlæg-ning af de traditionelle produktionsformer. Men projektet lider under den svaghed, at det er prægetaf en grundholdning, der modstiller elite og povo. Eliten behersker boglighed som middel til indfly-delse og kontrol, men værdsætter ikke den tavse viden, som lokalt er erhvervet gennem generatio-ners praktiske erfaring og videregivet gennem en mere eller mindre italesat virksomhed. Kun særli-ge diplomatiske evner og vedholdenhed ville kunne overvinde en sådan konflikt.For det femte var der på ingen måde ro og opslutning om republikkens samfundssyn og skoletænk-ning i en periode med kortvarige regeringer, ustabil økonomi og revolter. Endelig kom der i 1926 etnyt og afgørende systemskifte. Portugals finansminister fra 1928 og senere præsident, António deOliveira Salazar, drog omsorg for landbefolkningen som en streng, men retfærdig fader. Han aner-kendte kirkens rolle for skolen, indførte stram økonomi og central planlægning, og kooperativ-tænkningen blev erstattet af central planlægning og topstyrede korporationer.

I dag

Alfabetiseringsgraden i Portugal er steget betragteligt siden “O Manuel de Oliveira”, og i dette år-hundrede er der sket en kraftig stigning i antallet af unge, der afslutter en gymnasial uddannelse ogtager en videregående uddannelse. Men nu synger Deolinda, at man er dum, hvis man tror på man-traet om uddannelse som vejen til et godt liv: “Que mundo tão parvo onde para ser escravo épreciso estudar” (Martins 2011).


Indivíduo - Milhares

Anos

Nível de escolaridade e sexo

Total

Ensino básico Superior

1º ciclo 2º ciclo 3º ciclo

1998 8.453,0 1.613,5 2.898,6 1.366,1 1.185,0 871,9 518,0

2015 8.866,2 738,9 2.080,2 963,8 1.800,5 1.763,6 1.519,2

Fontes de Dados: INE - Inquérito ao EmpregoFonte: PORDATAÚltima actualização: 2016-02-11

População residente com 15 e mais anos de idade por nível de escolaridade completo mais elevado

Sem Nível de escolaridade

Secundário e pós-

secundário

1900 25,5

1911 29,7

1920 33,8

1930 38,2

1970 74,3

2011 94,8

Hvor mange procent kan læse og skrive

De studerende demonstrerer, og det er attraktivt atrespondere på en annonce om job som nanny i London,hvor engelsk-kundskaber er den mest akademiske af deønskede kompetencer og kvalifikationer; i øvrigt skalansøgeren kunne passe børn, herunder spædbørn, gørerent og holde ud at være hjemmefra. Lønnen og ’fringebenefits’ kan snildt måle sig med vilkårene fornyuddannede akademikere på det portugisiskearbejdsmarked, hvis man da er så heldig at få andet enden ulønnet praktikplads: “Já é uma sorte eu poderestagiar” (Martins 2011).D. 10. juli 2016 kan vi læse om den nuværende og denforegående regerings tiltag for at skabe beskæftigelse til de unge, som har valgt at emigrere:

“Receando que a população continue a diminuir, os governos portugueses têm im-

plementado políticas públicas para atacar o problema. O governo passado criou, por

exemplo, um concurso que premiava ideias de portugueses que viviam no exterior e

queriam voltar. Se selecionada, a ideia recebia um aporte financeiro inicial em troca do

comprometimento de volta e permanência no país.” (Rohan 2016)

Historiens hjul drejer: åbenbart er emigration en konstant i det portugisiske samfund, her betragtetover et spænd på 100 år, og det har ikke været en løsning på “problemet” at uddanne flere til ethøjere akademisk niveau.

Vi har set, at “O Manuel de Oliveira” afspejler den første republiks holdning til skolens betydningfor samfundets udvikling. Vi fandt, at hverken de historiske omstændigheder i tiden omkring førsteverdenskrig eller de indre politiske forhold i republikkens korte eksistens sandsynliggjorde, at etforehavende som Manuels er blevet realiseret i praksis, omend en nærmere undersøgelse af detteligger uden for rammerne for det nærværende projekt. Trods 100 års uddannelsesløft står det por-tugisiske samfund stadig med unge medborgere, som må søge lykken i det fremmede.

Noter1. Denne tankegang går igen i assimilationsbetingelserne for lokalbefolkningerne i kolonierne, som detfremgår af Acto Colonial og Carta Orgánica do Império Colonial Português, 1930. At skrive og læseportugisisk var ubetinget nødvendigt for at opnå en formelt ligeværdig status med portugiserne.


Bibliografi:

Correia, Luis Grosso. 2010. Centenário da República: O ensino primário na primeira república - O homem vale, sobretudo, pela educação que possui. Searanova. Dossier Nº 1713. http://www.searanova.publ.pt/pt/1713/dossier/163 12 dezembro 2016

Igreja, Manuel de Azevedo Almeida. 2004. Cidadania e Educação Escolar em Portugal. Capítulo II in: A educação para a cidadania nos programas e manuais escolares de história e geografia de de Portugal e História - 2.º e 3.º ciclos do ensino básico. Dissertação de Mestrado. Universidade do Minho. https://repositorium.sdum.uminho.pt/bitstream/1822/951/4/Cap%C3%ADtulo%20II.pdf 13 dezembro 2016.

Lopes, A. Simões. 1914. A Escola Primária e a Emigração Portuguesa: O Manuel de Oliveira. Porto: Companhia Portuguesa Editora.

Martins, Pedro da Silva. 2011. Parva que eu sou! https://www.letras.mus.br/deolinda/1829885/ 26 dezembro 2016.

Pintassilgo, Joaquim. 2010. A República e a Educação – Dos Projectos às Realizações. Câmara Municipal de Loulé. http://hdl.handle.net/10451/8313 10 dezembro 2016.

Rohan, Lucas. 2016. Emigração e baixa natalidade ameaçam futuro da população de Portugal. Sputniknews 10 julho 2016. https://br.sputniknews.com/opiniao/201607105538851-emigracao-ameaca-portugal/ 26 dezembro 2016.

Salazar, António de Oliveira. 1963. Realities and trends of Portugal's policies. International Affairs 1944-1995, 39(2), 169.

wikipedia. Sem autor. Sem data. Bernardino Machado. https://pt.wikipedia.org/wiki/Bernardino_Machado 25 dezembro 2016


”A Escola Primária e a Emigração Portuguesa: O Manuel de...

Documents

Transcript of ”A Escola Primária e a Emigração Portuguesa: O Manuel de...