49_Aeslet_og_Elefanten

Nkf)

KAPITEL 2

Æslet og Elefanten

Det politiske liv i USA er helt domineretaf to partier: demokraterne og republika-nerne. Der findes også andre partier, som iet vist omfang stiller op til valg, men defår kun symbolsk opbakning. Selv i de fatilfælde, hvor et "tredie-parti" kortvarigthar gennemslagskraft nok til at markeresig på landsbasis (nationwidé), forsvinderdet oftest igen eller opsluges af de to alt-favnende partier. To-partisystemets opstå-en og vedvarenhed kan forklares ud fravalgmåden, som er flertalsvalg i enkelt-mandskredse.

Af frygt for at se sin stemme spildt vedat stemme på en kandidat fra et parti, somikke synes at have nogen som helst vinder-chance, søger "tredieparti-vælgeren" overtil de to store partier. Da kun én personkan vælges i kredsen, er alle stemmer påtaberkandidater spildte. Det kan derforvære "fornuftigt" at stemme for det næst-bedste, eller imod det værste, selv om manså ikke stemmer helt efter sin egentligeoverbevisning. Denne logik er tydeligst, johøjere man kommer op i valghierarkiet,men selv på delstatsniveau har man nyereeksempler på, at en person/et trediepartihar vundet guvernørvalg.

Det kan diskuteres — og det bliver det!— om det er en "retfærdig" valgmåde, men

den understreger kandidatens lokale til-knytning til valgkredsen og muliggør, aten koncentration af bestemte synspunkterog holdninger kan trænge igennem vedvalg. Denne betragtning er ikke relevantved præsidentvalgene, men ved valg til Re-præsentanternes Hus, i delstaterne og påamts- og kommuneniveau giver valgmå-den plads til minoritetssynspunkter, somellers ville drukne i statens eller byens ma-joritetssynspunkter.

Et andet forhold, som har fastholdt deto store partiers monopol, er, at de ameri-kanske partier er meget brede i synspunk-terne, og at deres programmer (platforms)er meget vage og vedtages til lejligheden -især tydeligt ved præsidentvalgkampagner-ne. Dette gør det muligt - og historisk erdet set mange gange - at de to partier ind-arbejder andre partiers mærkesager i deresprogrammer. Æslet og Elefanten æder ek-sistensgrundlaget for trediepartiérne.

For de to partier drejer det sig om atvinde valgene og få nogle af partiernessynspunkter igennem uden at ændre syste-met alt for meget. En del afgrundhold-ningen er netop, at magten skifter, at pen-dulet svinger, så den, der sidder på magteni dag, er i opposition i morgen. Magtenskal administreres, og helst så partiet kan

14 KAPITEL 2: Æslet og Elefanten

FIGUR 2.1 Taleksempel til illustration af virkningen af flertalsvalg ienkeltmandskredse

l denne "stat" er der 4 valgkredse.3 partier/kandidater stiller op (A, B, C).

A får i alt 2000 stemmerB får i alt 2380 stemmerC får i alt 2200 stemmer

A får 3 pladserB får l pladsC får ingen pladser (stemmerne er"spildte").

Herefter antages vælgerne fremover atdroppe C og stemme på det "næstbed-ste", eller imod "det værst tænkelige".

Stat

vinde det næste valg. Partierne søger atvære åbne og udogmatiske, så opgaverneløses på pragmatisk vis og uden tung ide-ologisk snak.

Normalt defineres et parti som en sam-menslutning af vælgere, der ud fra fællesgrundprincipper ved offentlige valg søgerat besætte og fastholde positioner i styret.Heroverfor kan man indvende, at dermange steder i USA ikke er nogen egentligforskel mellem de to partiers grundprin-cipper. Ved mange valg er der ingen hold-ningsmæssig forskel på kandidaterne. Net-op dette gør, at opmærksomheden ikkesamler sig om et program, men om kandi-datens holdninger som person — og even-tuelt de personer og grupper, der står bagkandidaten. Den europæiske iagttager op-lever amerikansk politik som overdreventpersonorienteret, men samme tendens sy-nes efterhånden også at have bredt sig tilEuropa.

At programmerne er vage, at mærkesa-gerne (issnes) kan have døgnfluekarakter,

og at partierne satser på at finde den rigti-ge kandidat, nemlig en vinder, gør, at detved valgene er lettere at indfange vælgere,som ikke er så faste i troen mht. partivalg.Partierne skal fange så mange vælgere sommuligt (catch-all) og bringe dem til at"stemme rigtigt".

De amerikanske vælgere kan inddeles itre hovedgrupper: demokrater, republika-nere og uafhængige (independenf). Disseer netop mere bevægelige vælgere, som ud-gør ca. 35%, der eventuelt skifter mellempartierne — eller holder sig borte fra valg-stederne. De er ustabile og troløse over forpartierne, de er marginalvælgere. Om-vendt findes der også vælgere, som er"født" republikaner eller demokrat, ogsom igen og igen stemmer på og støtterdet samme parti ved alle valg; de er kerne-vælgere.

Alle amerikanske statsborgere over 18år har valgret, men for at kunne anvendevalgretten skal man sørge for at blive regi-streret. Vælgeren skal registreres som hø-

KAPITEL 2: Æslet og Elefanten 15 '

FIGUR 2.2 Ohio som en "swing-state" ved præsidentvalget 2004

r Kentucky

Præsidentkandidat Vicepræsidentkandidat Politisk parti Antal stemmer Valgmands-stemmer

George W. Bush

John Kerry

Michael Badnarik

Andre

Richard Cheney

John Edwards

Richard Campagna

Republikanerne

Demokraterne

Uafhængige

2.859.768 (50,81%)

2.741.167 (48,71%)

14.676 (0,26%)

12.297 (0,22%)

20

0

0

0

George W. Bush fik 50,8% af stemmerne og vandt dermed alle 20 valgmandsstemmer.Kortet viser afstemningsresultaterne opdelt på amter (counties). Den nordlige del af statenhar de store befolkningskoncentrationer, og her stemte vælgerne på John Kerry, menslanddistrikterne gik til den således genvalgte præsident Bush.Valgmetode: Flertalsvalg i enkeltmandskredse ("Vinderen tager det hele").

rende til i et afstemningsområde (Prerinct)og som hovedregel enten som demokrat,republikaner eller som uafhængig.

En tilsvarende registrering med angi-velse af partitilhørsforhold kender vi joikke i Danmark, hvor folkeregisteret ud-skriver valglisterne over alle vælgerne så atsige automatisk. Selv om amerikanerne

ville bruge en sådan model, kan det i øv-rigt slet ikke lade sig gøre. Der er ingenfolkeregistre i USA.

At den amerikanske vælger lader sig re-gistrere, betyder ikke, at vælgeren kun kanstemme på f.eks. det demokratiske partiskandidater, hvis vælgeren har ladet sig re-gistrere som demokrat. Og i øvrigt ville


det ikke kunne kontrolleres, da der erhemmelig afstemning i USA. En registre-ret demokrat er altså ikke nødvendigvisidentisk med en demokratisk kernevælger.

De vælgere, som eksempelvis lader sigregistrere som republikanere, betragtessom "medlemmer" af det republikanskeparti. Dog er det en lidt misvisende beteg-nelse, for de store partier har ikke nogetegentligt medlemskab. Der er ikke nogen"partibog" eller noget medlemskontingent.Partierne er nærmest græsrodsbevægelserpå den måde, at det er de aktive, der fårtingene til at ske, uden andet medlemskabend registreringen. Hvis en registreret re-publikaner i en konkret valgkamp vil støt-te og arbejde for en demokratisk kandidat,så er der intet til hindring herfor - og deter ikke usædvanligt.

Partiregistreringen er begrundet i ogspiller en væsentlig rolle ved de såkaldteprimærvalg, som er offentligt afholdte af-stemninger — administreret og finansieretaf det offentlige — som i mange stater bru-ges til internt i partiet at sortere blandt demange, som ønsker at være partiets kandi-dat til ét bestemt embede ved det kom-mende valg. Op til et guvernørvalg i enstat er der f.eks. to, som ønsker at stille opsom republikanernes kandidat. Staten af-holder så primærvalg, hvor kun de vælge-re, som har ladet sig registrere som repu-blikanere, går til afstemningsstedet og af-gør, hvem af de to, der skal være kandida-ten (closedprimary). En lignende procesmed to eller flere kandidater til kandidatu-ret foregår samtidigt blandt demokraterne.

Det endelige guvernørvalg foregår såmellem én demokratisk og én republi-kansk kandidat. Primærvalgene er altså enaf metoderne til at afgøre, hvem partietskal opstille som kandidat til politiske em-

beder på alle niveauer i unionen. Men par-tiet stiller kun én kandidat pr. embede.

I nogle stater afholdes åbne primærvalg(openprimary), hvor alle vælgerne kanblande sig i partiernes slutrunde for at ud-vælge partiets kandidater, men vælgerenkan kun deltage i ét partis primærvalg.Primærvalg som metode til kandidatud-vælgelse bruges af begge partier, men par-tierne bestemmer selv, om de ønsker at an-vende metoden.

Metoden blev i sin tid udtænkt som endemokratisering af kandidatudvælgelsen,som ellers lå hos "partibosserne i parti-maskinerne". Ulempen ved primærvalge-ne er, at tilfældige grupper eller populisti-ske enkeltpersoner uden ansvarsfølelseover for partiet kan kuppe sig igennem.Primærvalg beskytter heller ikke mod sær-interessernes gennemslagskraft, fordi detofte bliver massemediernes udkårne, somvinder partikandidaturet. Og i øvrigt erstemmeprocenten ved primærvalg megetlav. I Danmark er det betalende partimed-lemmer, der udvælger partiets kandidater.En meget lille del af partimedlemmernedeltager i opstillingsmøder og lidt flere vedurafstemninger.

KAPITEL 2: Æslet og Elefanten 17

2.4 PartiernesideologierDe to store partier er ikke, hvad vi i euro-pæisk politik ville kalde "ideologiske". Deer pragmatiske. Partierne skal vinde valg,besætte offentlige stillinger og tilgodesenogle særinteresser.

Med hensyn til de politiske budskaberpå det føderale niveau, som udgår fra for-bundshovedstaden Washington D.C, gø-res der dog meget ud af at markere partier-nes forskellighed.

Partierne vedtaget på deres store natio-nale valgmøder, konventerne (NationalConventions), hvert 4. år et partiprogram(platform). Selv om disse programmers le-vetid er kort og må karakteriseres somhandlingsprogrammer, er de meget vageog bredt formulerede.

En række mærkesager fremhæves, for atvælgerne skal kunne se forskel, eller fordider på valgmødet var særligt aktive grup-per af partiarbejdere med "en sag" (deklassiske er f.eks. skat, miljø, abort, våben,race/borgerrettigheder, "familieværdier",bøn i skolen, forskning i stamceller). Væl-gerne bruger ikke programmerne til noget,og partierne gør ikke noget for at udbrededem. Vælgerne kan nemmest få fat i pro-grammerne på partiernes hjemmesider,men vælgerne vil snarere bruge internettettil at finde de enkelte kandidaters hjem-mesider. Partiprogrammet "overhales" der-ved af kandidaternes — især præsidentkan-didaternes programmer.

FIGUR 2.7 Hvem stemte hvad i2006?

% of allvoters

For Fordemocrats republicans

49% Male

51% Female

79% White

10% Black 89

8% Hispanic 69

2% Asian 62

2% Other 55

26% Independents 57

24% White evangelical, 28born-again

12% 18-29 yrs. 60

24% 33-44 63

34% 45-59 53

29% 60 or over 50

Forlæg: Newsweek 2006.

Partikonventer laver partiets program-mer, som afspejler, at begge partier er koa-litioner af forskellige grupper, interesser,geografiske områder — og ideologiske ten-denser. Set ud fra en europæisk traditioner begge partier generelt konservative ogsystembevarende. Amerikansk politik erhistorisk præget af mange reformbevægel-ser, som af og til for en kort periode dan-ner grundlag for et "tredje parti", men sy-stemet skal ikke grundlæggende forandres.

Når der om det republikanske partibruges betegnelsen konservativ, så er detnogenlunde i samme betydning, som or-det bruges i Europa, nemlig som en bor-gerlig-liberalistisk strømning, vi kunnesammenligne med Venstre og De Konser-vative i Danmark, eller med de britiskekonservative.


FIGUR 2.8 Politisk-ideologiske positionersammenlignet med danske partiers

republikanerne

demokraterne

Enhedslisten SF Socialdemokraterne Radikale Venstre Venstre Konservative Dansk Folkeparti

Derimod har den amerikanske brug afordet liberal en helt anden betydning endhos os. "Liberal" forbindes i USA med no-get venstreorienteret, "socialistisk", værdi-nedbrydende og har ofte klang af etskældsord hos brugerne. De intellektuelle,lærerne, studenterne kan være liberale og"frelste". De kan være medlem - sponsor -af f. eks. ACLU (American Civil LibertiesUnion), som støtter borgerretssager medjuridisk og økonomisk bistand, men somaf mange opfattes som en venstreorienteretsammensværgelse. ACLU vil være blandtde organisationer, som vil forsøge at sættedagsordenen, når Patriot Act skal til gen-nemsyn. Et sponsorat for ACLU er setbrugt imod en præsidentkandidat i de mo-derne negative "mudderkampagner".

Grundlæggende er begge partier altsåkonservative i den betydning, at forslag tilforandringer og reformer har til hensigt atbevare det økonomiske og politiske sy-stem. Dog opfattes de to partier — hvis deskal placeres på en venstre-højre akse - så-dan, at demokraterne er mere til venstreend republikanerne, men med en vis over-lapning.

Figur 2.8 skal illustrere, at der i mangetilfælde er større forskelle indenfor partiet

end mellem partierne. Partierne er somsagt ikke ideologisk konsekvente, ogspredningen og mangelen på indre sam-menhæng skyldes, at det geografiskeprincip er grundlæggende i amerikanskpolitik. De valgte repræsenterer en kreds.Det er vælgerne i kredsen, der skal tilgode-ses, det er kredsens partiorganisation oggrupper af frivillige, det er de økonomiskebidragsydere til valgkampene, der skal pas-ses og plejes.

En politikers første pligt er at blive gen-valgt! Den formelle hierarkiske opbygningaf partierne modsvares ikke af en tilsvaren-de magtstruktur. Partidisciplinen er svag,fordi "partiet" ikke kan sanktionere modafvigende adfærd ved f.eks. afstemninger iKongressen. De indvalgte medlemmer ibegge huse forventes at følge husets parti-bestyrelsers henstillinger, men afvigelseraccepteres. Dog kan partigruppen "straffe"et medlem ved at udelukke en afviger frabetydningsfulde udvalgsposter. Partigrup-perne fordeler årligt udvalgsposterne, her-under de ganske magtfulde og derfor efter-tragtede formandsposter.

Der er i begge partier mange eksemplerpå, at enkelte af eller grupper af de valgtegår med det andet parti i vigtige afstem-


Hvordan forklarer man partiernes adfærd?

Downs' model i figuren nedenfor er den

klassiske model til forklaring af de ameri-

kanske partiers adfærd. Downs' udgangs-

punkt er, at alle mennesker er rationelle

og egoistiske, dvs. at alle er bevidste om,

hvordan man mest effektivt sikrer sine

egne politiske og økonomiske interesser.

Et partis hovedmål er ifølge Downs' at få

så mange stemmer som muligt ved valg,

så partiet kan få mest mulig indflydelse i

samfundet. Derfor udformer partierne ide-

ologiske profiler og standpunkter, som de

forventer, at vælgerne vil tage godt imod.

Downs' model over partiers adfærd

Vælgerne er på den anden side først og

fremmest interesserede i at sikre sig

mest mulig velstand. På valgdagen stem-

mer de derfor på det parti, som de forven-

ter bedst kan opfylde denne målsætning.

Downs' model indebærer, at partierne

ikke tager det så tungt med ideologierne.

Man skifter ideologisk profil og stand-

punkter alt efter, hvilken retning man vur-

derer, vælgerne bevæger sig imod. Stem-

memaksimering er det centrale. Partier

med en sådan adfærd kalder man ofte for

populistiske partier.

politikere

vælgere

( rationelle l h | mål: stemmeHegoistiske l maksimum I.

udformer synspunkter, så degiver flest stemmer

satser på ideologisk profil, dertiltrækker flest vælgere

( rationelleegoistiske

mål: størstvelstand

zzirzzstemmer på den, der lover mest

Til analyse af europæiske politiske parti-

ers adfærd har mange politologer ment,

at Downs' model er for simpel. Derfor har

man i stedet ofte anvendt svenskeren Mo-

lins model (figur næste side). Ifølge Molin

har et parti to hovedmål: at medvirke til,

at der bliver truffet nogle bestemte be-

slutninger, og at opnå regeringsmagten.

Molin mener derfor, at partiers valg af

standpunkter skal forklares ud fra dels en

interessefaktor, dels en strategisk faktor.

Interessefaktoren indebærer, at et par-

ti i dets politiske ideologi udtrykker de in-

teresser, som partiets kernevælgere for-

modes at have. Ud fra denne faktor kan

man klarlægge, hvilke beslutninger et par-

ti vil søge at få gennemført. Den strategi-

ske faktor indeholder flere underfaktorer,

som et parti skal tage hensyn til. For det

første må et parti naturligvis overveje

vælgernes mulige reaktioner, dvs. opini-

onsfaktoren. Partiet skal være opmærk-

som på vælgernes kortsigtede reaktioner

(popularitetsfaktoren), men denne faktor

skal på den anden side afvejes med de

mere langsigtede reaktioner. Partiets

standpunkter skal gerne ligge i nogenlun-

de forlængelse af tidligere valgte stand-

punkter (kontinuitetsfaktoren), så partiet

virker pålideligt over for vælgerne. For det

andet må partiet overveje, hvilke samar-


Molins model over partiers adfærd

ideologi

strategi

popularitet

kontinuitet

parlamentarisk faktor

bejdspartnere man har - eller kan få - i

parlamentet: den parlamentariske faktor.

Med udgangspunkt i Molins model kan

man gruppere politiske partier ud fra, hvil-

ken faktor i modellen partierne lægger

mest vægt på. Partier, der prioriterer inte-

ressefaktoren højt, kaldes for ideologiske

partier, mens partier, som lægger mest

Pr

valg af standpunkt

vægt på den parlamentariske faktor, be-

tegnes som pragmatiske partier. Endelig

er der tale om populistiske partier, hvis

opinionsfaktoren er den centrale faktor, l

figuren nedenfor kan man placere politi-

ske partier i forhold til hinanden ud fra

den vægtning af de tre faktorer, de på-

gældende partier har.

ideologiprincipielle standpunkter

populismepopularitet f indflydelse

pragmatisme JTraditionelt har man betragtet Demokra-

terne og Republikanerne som overvejen-

de populistiske partier. De sætter valg-

maskinerne i gang med det klare mål at

opnå stemmemaksimering, jfr. Downs'

model. Man kan dog argumentere for, at

dette syn på de amerikanske partier - i

hvert fald i visse perioder - er for snæ-

vert, idet ideologiske elementer også kan

have høj prioritet. 11950'erne havde man

bl.a. skarpe holdninger til kommunismen,

både inden- og udenlands, og i de senere

årtier har religiøse værdier, holdninger til

miljøet, spørgsmål om indvandrere, kam-

pen mod terrorisme osv. stået højt på den

politiske dagsorden. Derimod spiller den

parlamentariske faktor kun en væsentlig

rolle i de valgperioder, hvor "præsident-

partiet" er i mindretal i ét eller begge

kamre i Kongressen.


ninger som f.eks. om finansloven. Tenden-sen går faktisk i retning af stadigt svagerepartidisciplin, fordi politikerne er blevetmere uafhængige af partiorganisationen.Ikke mindst politikere på det føderale ni-veau — Kongressen - oparbejder selv deresstab (med offentligt tilskud), kampagneor-ganisation og pengeindsamling. Gennemreklamespots på TV kan politikere kom-munikere direkte til vælgerne uden ompartiorganisationen. Penge til TV-spots ogdirekte postforsendelser - gratis for devalgte — til vælgerne gør politikerne mereafhængige af valgkredsen, sponsorer ogsærinteresser end af partiet og dets ledere.Internettet og hjemmesider har tilføjet enhelt ny dimension til kampagnerne - igenuden mulighed for at "styre" de folkevalg-te og kandidaterne.

Et kongresmedlems "ideologiske" stil-lingtagen udmøntes i afstemninger om en-kelte sager. Hvert kongresmedlem følgesnøje af de politisk interesserede og af pres-sen, og kongresmedlemmerne gør en delud af at orientere deres vælgere om deresstillingtagen i afstemningsspørgsmål (re-cord), som lægges ud på den folkevalgteshjemmeside. Denne åbenhed kan gøre detmindre nemt "at bytte stemmer" i Kon-gressen. En storbypolitiker har kunnetstemme for støtteordninger til landbrugetog har dermed sikret sig stemmer for by-fornyelsesprogrammer fra politikere, somer valgt i landdistrikter. Når alt er "påplads", kunne man fjerne de sidste "stop-klodser". I politisk sprogbrug taler ameri-kanerne om forliget, eller at "tømmeret"sendes ned ad floden (log-rolling)


49_Aeslet_og_Elefanten

Documents

Transcript of 49_Aeslet_og_Elefanten