1

Egemose Centret

40 års jubilæumsskrift 1971—2011

2

Du sidder med Egemose Centrets 40 års jubilæumsskrift.

Bladet indeholder billeder, avisartikler og historier fra de seneste

40 år på Egemosen. Det er ikke den fulde historie men glimt fra

livet på Egemosen, fortalt af de Mosefolk der oplevede det.

Indholdsfortegnelse:

Rigtig god fornøjelse med læsningen.

Side 3

Side 4

Side 4

Side 6

Side 7

Side 8

Side 9

Side 10

Side 11

Side 13

Side 14

Side 16

Side 18

Side 20

Side 22

Side 24

Side 25

Side 26

Side 28

Side 29

Side 30

Side 31

Side 34

Fra tidernes morgen

Strøtanker om Egemosecentret

Sådan gik det til

Patruljetilbud

Korpslejren 1974 Hvalpsund

De glade 70ere

Telefonpæle og Stenalderøen

Nybyggeri i Egemosen

Oak City Rally

Egemose centret på Spejd 80

Kampen ud af kaos

Bygning af Saloonen

En uskyldig pigespejders møde med Mosefolket

Påskekursus på Egemosen

Fra standby til fantasi

Verden under EC

15 år og aldrig kysset

Blå sommer 1999

Historien om vores togs dunkle fortid

Toget får ny remise

Interne lejre på Egemosen

Historien om årets fastelavnslejr

En historie om den vådeste sommerlejr i mands minde

3

Fra tidernes morgen…

Historien om Egemosecentret har jeg valgt at starte længe før der var nogen der overhovedet

viste hvad et spejdercenter var. Historien starter dengang i 1928 hvor Det Danske Spejderkorps

arvede et beløb , som i dag ville svare til 2,3 millioner kroner.

Korpset dannede i maj 1930 Collerup-Jørgensens mindelegat, til at forvalte formuen i henhold

til testamentet:

Uddrag af fundatset for ”Direktør, Sagfører Niels Jacob Collerup-Jørgensens Mindelegat”.

Skrevet i maj 1930.

Legatet er oprettet d.d. med en kapital stor 64.312,32 kr., hvilken kapital stammer fra boet efter den den 1.

oktober 1928 afdøde direktør, sagfører Niels Jacob Collerup-Jørgensen, her i staden, i henhold til § 6 i den

afdødes testamente af 9. september 1919:

Hvad jeg yderligere måtte efterlade mig, skal – efter at være realiseret, for så vidt det ikke andrager rede

penge – tilfalde Det Danske Spejderkorps drengeafdeling for København, til indkøb af gård eller grund til brug

som øvelsesplads eller lignende, overensstemmende med korpsets bestemmelser.

Indkøbet af gården eller grunden, der skal ligge mindst 2 mil fra København, skal foretages af korpsets besty-

relse og executorerne i forening. Den skal ikke kunne sælges uden til køb af tilsvarende grund eller gård og

først efter 5 års forløb. Ophæves spejderkorpset, skal det indkøbte tilfalde Københavns Idrætsforbund, og kan

så realiseres og renterne af den indvundne kapital – hvoraf stiftes legat – anvendes til indkøb af rekvisiter etc.

Grunden til mine dispositioner ifølge denne § er, at jeg føler, at mit liv ville være bleven lykkeligere, hvis jeg i

min ungdom havde drevet sport.

- - - - - - - - - - - - -

Sammen med Kattehalegrunden,

var Egemosen de første grunde

der blev købt, i 1931. Og i 1932

rejste de københavnske spejdere

en mindesten til ære og minde for

Niels Jakob Collerup-Jørgensen.

Stenen står stadigvæk på Minde-

pladsen.

Billedet til højre er fra bogen

”Spejderminder– spejderbevæ-

gelsens udvikling i Danmark” af

M. Friis Møller.

Det viser invielsen af Egemosen

og afsløring af stenen i 1932.

Billedet til venstre er fra marts

2011- taget på nogenlunde sam-

me sted og i samme vinkel.

Træerne på Mindepladsen er

groet noget til siden 1932.

4

Strøtanker – om Egemosecentret

Nedenstående er et uddrag af et dokument, fundet i Centrets arkiv. Dateret den 24 - 1– 1971. Og underskrevet

oc/vc

I slutningen af 1970, og i direkte relation til divisionernes spejderturneringer, opstod der imellem Frederiksberg

division, Heimdal division og Amagerbro division lysten til at skabe et spejdercenter i Københavns umiddelba-

re nærhed, til betjening af Københavns og omegns ungdom, DDP-DDS.

For at realisere ideen nedsattes der et ”hårdtarbejdende” udvalg som foreløbigt har gennemført en arbejdslejr,

og som desuden har planlagt at gennemføre 4 weekend-lejre i foråret 1971.

Herudover arbejdes der kontinuerligt med forbedring af faciliteterne i området. Her tænkes på de eksisterende

hytter og på opførelsen af vaske og toiletbygninger.

At omtale Egemosen som et center, vil nok hos nogle tilhørere vække tanker om Kulsø, Hedeby og lignende,

det er da også relevant, men det er ikke ensbetydende med, at man vil gennemføre arbejder udelukkende af

denne kategori. Vort ønske er at få opbygget et bredt og alsidigt center med et godt sammenhæng mellem de

forskellige aktiviteter. Derfor er der givet et oplæg, som ta’r sigte på at omskabe Egemosen til stedet hvor alt er

muligt.

———————————————————————————————————————

Sådan gik det til Skrevet til Egemosecentrets 25 års jubilæumsskrift af Tom Larsen

Tanken om at starte Egemosecentret startede efter to divisionsturneringer, hvor Amagerbro og Fre-deriksberg division lavede divisionsturnering med tilvalg. Andre divisioner i København blev spurgt og Heimdal meldte sig. Vi aftalte forskellige ideer der skulle prøves.

1. Bruge det herlige område meget mere end nu – Der kunne gå flere weekender uden det blev brugt.

2. At skabe spejderne et image så vi ikke blev forbundet, kun med korte bukser og knob. Hvorfor vi søge meget presseomtale.

3. At styrke patruljearbejdet og dermed patruljeturene. Det blev aftalt at lederne kun måtte deltage i servicearbejdet samt som lagmænd. Servicearbejde var der nok af – der ver ingen veje, ingen vand, intet strøm og ingen toiletter ! Collerup Jørgensens Mindelegat sagde ok, og betalte alle regninger til servicetingene, hvis vi selv udførte arbejdet.

5

Der blev planlagt 4 aktiviteter : Jernbane, bl.a. for at kunne komme ind på mosen. Indianerlejr, for at kunne køre handicraft aktiviteter. Cowboyby, for at få tag over hovedet. Smedje, til alle de mærkelige beslag vi skulle bruge. Alt skulle foregå på spejdernes præmisser, men tingene skulle have en hvis standard, det vil sige kunne holde i 5 år. Forår 1971: De første lejre startede med et tilskd på 1000 kr. fra hver af de tre divisioner, samt et lån fra Collerup Jørgensens Mindelegat – der vist aldrig blev krævet tilbage. Der var deltagere allerede fra den første lejr.

- Jernbanen startede med nogle købte skinner samt en købt tipvogn. - Indianerlejren startede med 4 tipeer syet af telte fra KTAS. - Cowboybyen blev bygget af nedbrydningsmaterialer fra Murergade, samt granskaller som vi

købte i Osted. - Smedjen var en nedlagt smedje fra Vestergade.

Der blev afholdt 4 lejre i foråret samt 4 i efteråret og vi nåede op på 1365 overnatninger. I efteråret var Saloonen klar, så vi kunne holde en indvielsesfest, yderligere åbnede butik og smedje. I efterårsferien regnede det så meget, at vi måtte leje en bus og køre til teknisk museum, dog mest for at få tørret vores tøj. 1972: I vinterens løb blev vi tilbudt en teglværksbane nær Ringsted mod total oprydning. Det var en stor gave, men også et stort arbejde. Der var en teglværksmaskine der ikke havde været startet i flere år, 10 tipvogne og en masse skinner. Med kærlig omsorg startede maskinen og blev ombygget med førehus og skorsten. Den første sommerlejr blev holdt, under denne blev der bygget broer til jernbanen. Glashytten og bageriet påbegyntes af spejderne fra Allerød. En meget stor oplevelse var det at TV kom på besøg. 1973: Tegninger og planer for en bjælkehytte opstår. KTAS anviser en vej nord for Bastrup sø, så kunne vi selv tage telefonpælene op. Muslejrene startede den 28. – 29. maj. Der var over 200 tilmeldte, men vi stoppede ved 135 deltag-ere, så måtte vi lave en ekstra lejr. Initiativtagerne var Puch og Gurli. Som start på skoleferien sendtes TV-optagelser fra Egemosen. Der blev købt en lastbil der næsten aldrig kørte, men den var også billig. Sommerlejren blev brugt til at forberede Korpslejren i Hvalpsund 1974, hvor vi i samarbejde med Københavns distrikt skulle deltage med bl.a. toget. 1974: Egemosecentret deltog i Korpslejren i Hvalpsund med toget, der nu havde fået persovogne. Til toget blev der lagt 150 meter skinner mellem 2 stationer, der var også 3 handicraft telte og 5 heste som man kunne få en ridetur på.

Toget læsses og køres til korpslejren i Hadsund.

6

Fra Egemose Centrets brochure—vist nok fra 1974

7

Korpslejren 1974 i Hvalpsund Lejravisen Limpinden skrev følgende om Københavns

distriks aktiviteter.

8

De glade 70’ere Efter et års ophold under uddannelse som shippingmand i USA var det dejligt at gen-se Egemosen og komme igang med de mange byggeprojekter i byen. Efter nogle måneder kom Tom og spurgte, om det var noget for mig at blive center-leder, og efter et møde på Amager i 1975 begyndte jeg så som dette. Det var begyndelsen på en spændende og udfordrende periode for mig, og i de kommende år var vi en del, som alle til-bragte omkring 2 måneder af året på Egemosen. De første år var gået med etablering af bykernen, og nu forsatte vi med færdiggørelse af fortove i westernstil, 1. salen på saloonen med tilhørende fast svævebane og sporlægning af jernbanen frem til Oak City. Ved årsskiftet 73/74 udsendte vi en stor, farvelagt brochure, hvor 30 patruljer kunne få lov til at byg-ge deres egen patruljehytte på Egemosen, 20 patruljer kunne få lov til at sy og male deres egen tipi, og 20 patruljer kunne få lov til at bygge deres egen tømmerflåde med sejl og kayt og sejle med den på Bastrup Sø. Herudover var der indbydelse til en lang række centerlejre, hvor vi tilbød os med praktiske opgaver på stenalderøen, indianerlejren og i byen Oak City. Vi havde nogle ret fantastiske sommeraftener i Oak City med westernshow, underholdning, sang og spas! Det er vist ikke forkert at sige, at interessen var enorm, og at tilmeldingerne væltede ind. Uden pro-blemer steg antallet af årlige overnatninger på Egemosen til 6000, og man kan vel godt fornemme, at dette stillede store krav til logistik, såvel hvad angår indkøb af mad som materialer og mandskab. Nu skal man huske på, at vi i dette årti stort set havde dobbelt så mange potientielle „kunder“, som centret har i dag, da antallet af grupper under DDS er mere end halveret frem til i dag ved denne 40 års fødselsdag. Efter at centersæsonen var afsluttet, brugte vi vinterperioden til at vedligeholde og reperere grej. Samtidig var der hygge i vort eget centerkøkken, som i dag bliver brugt som værksted. Det var i en sen nattetime sidst i december, hvor tankerne og planerne for et sæbekasseløb fra Farum Station til Egemosen blev lagt... ...og selvom de 2 grønne spejdere Henning & Vekse mente, at dette var hul i hovedet og uladesig-gørligt, skød spejderchefen Terkel Jacobsen alligevel det første sæbekasseløb af stablen i juni måned et halvt år senere med 18 deltagende biler, og siden er det vist gået rigtigt godt! Centrets succes og høje overnatningstal i disse år blev også en akilleshæl for mig - for der var delte meninger om, hvem der kunne intræde som mosemand/-kone og få lov til at bære det eftertragtede gule tørklæde med den broderede krone og indtage maden i vores lederkantine, som i forvejen var hårdt presset. Ikke alle gik ind for selektiv udvælgelse af

egnede personer, som var villige til at tegne sig for et antal week-ends, og mange i opposion mente, at det var OK, blot interessen var til stede. Jeg var i virkeligheden utrolig sårbar, og da jeg ikke kunne skabe tilslutning til mine efter bedste overbevisning akcep-table krav, blev jeg ikke genvalgt som centerleder og forlod Ege-mosen i 1979. En utrolig dejlig periode i mit liv på 8 år var slut, og jeg tænker til-bage på folkene fra 2. Lyngby, Otto, Tom & Gurli, Ole P., Ivan, Fox og mange flere.

9

Som så mange andre var det også på Egemosen, at jeg mødte min tilkommende, for mig min dejlige kone, „Fnis“, fra Mørkhøj/Herlev. Selvom antallet af grupper i korpset er mere end halveret i de 40 år, centret har eksisteret, er der stadig 2 institutioner, som har haft vækst helt frem til i dag i Det Danske Spejderkorps. Den ene er naturligvis Spejdermuseet, som har modtaget klenoder fra alle de mange nedlagte grupper… Det andet er Oak City Rally, som på uforklarlig vis har genereret stadig flere deltagere fra de tilbage-blivende grupper set i forhold til den massive tilbagegang og nedgang i gennemsnitsalderen, som er status for korpset i dag. Det skyldes nok, at man på dette holdarrangement ved, hvad man kan regne med, og at reglerne ikke er blevet lavet om og slettet. Selvom alt lederarbejde, der har børns interesse, ER betydningsfuldt, så håber jeg, at der er nogle organisationsfolk i korpset, som kan lære af rallyets succes og genskabe en vækstmotor for spejder-arbejdet i Nordsjælland og København. Jeg slutter her med et ønske om opbakning til de unge spejdere og ledere, som lokalt gør en forskel som ledere af et aktivt spejderarbejde for lokalområdets børn. I skal respektere dem så meget, at de kommer på centret med deres spejdere. Hvis de hopper ind som mosefolk alt for hurtigt, stopper de måske som ledere alt for hutigt og måske følger en lukning af det lokale spejderarbejde og så udebliver spejderne fra centret. En kedelig "spiral" for alle parter. - men et stort tillykke til mosen på dagen!

Med spejder hilsen, "Darzee" Poul Wilcke

¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤ ¤

Telefonpæle og Stenalderøen

Egemosecenteret fik en stanglinje af KTAS vi skulle bare selv pille den ned, En stanglinje er i KTAS sprog de

master der bær kobberledninger fra et geografisk punkt til et andet. Som så meget andet var det forbindelserne

der betalte omkostninger, Denne gang var det Martinussens maskintransport. Han sagde det var nemt nok, han

skulle bare have fat ca. på midten og så løfte. Det var ikke nemt nok for ca, en meter under jordoverfladen var

der gravet store cementklodser ned, så da hen stod på to hjul så gik vi i gang med at grave, de var meget store

klodser, men så kom der en med en mægtig boltsaks og så gik det nemmere. Forskellen på elmaster og telefon-

master er at elmaster har runde metalhætter foroven, mens telefonmaster v-formede hætter, opdagede vi da vi

om tilbage på Egemosen. I øvrigt var der en haveejer der påstod at han havde fået den mast der stod inde i hæk-

ken af KTAS, da vi ikke gad diskutere med ham ville vi køre videre han ville så have at vi skulle tage masten

op for ham, han skumlede stadig da vi grinte og kørte videre.

Jeg var med til at lave ”Stenalderøen” det er den lille tange der går ud i søen modsat ”den røde hytte” Baggrun-

den var at jeg foreslog Otto at der skulle en stenalderaktivitet i stil med det der er på Assenbæk spejdercenter.

Så til næste møde rejste Otto sig op og sagde at Jan ville lave en stenalder ø

Som entusiasmen og gruppepresset var den gang, var det bare at gå i gang. Vi var 4-5 stykker der byggede

stenalder i bedste stenalderstil efter tegninger fra nationalmuseet så skelettet var rigtigt og størrelsen også 4*8

m og ca 3 m højt, men det skulle også tækkes. Tom havde en forbindelse til en ældre bonde der gerne ville for-

ære os al halmen mod at jeg malede hans køkken, Jeg sagde, uden at have set køkkenet ja for jeg skulle også

have penge for at male det, så alt var rosenrødt lige til jeg så køkkenet, Det var mørkeblåt nærmest sort, og det

skulle blive hvidt. Det var den oprindelige gård fra udflytningen, så det var med synlige loftbjælker og det var

ikke kun køkkenet der var beskidt.

Jeg vaskede køkkenet i ren salmiakspiritus og skyllede det ned med vand fra en slange ude fra stalden og der så

lige sådan ud, to dage tog det og en dag at male, men så var både halmen og pengene fortjent til sidste strå.

Aktiviteten gik godt, børnene fik mange gode timer hvor de lærte primitive væveformer, hvilket jeg også selv

gjorde, så jeg kan stadig spinde, sprange, knevre, brikke, fingervævning, og lave en opstadsvæv fra bunden af.

Hilsen Jan Hylleborg

10

”Røde hytte” der blev revet ned i foråret

1979 for at give plads til den nye hytte,

der kom til at hedde ”Hotellet”

11

Oak City Rally – hvordan det hele begyndte Af Gert Gronemann

Ideen til Oak City Rally stammer oprindelig fra Øivind Kaas Larsen og Poul Wilcke (Darzee), der på det tidspunkt var ledere i 1. Nørrebro, og Poul var samtidig centerleder på Egemosecentret. Øivind havde været i England og set et sæbekasseløb, som blev afviklet derovre. Det var noget forskelligt fra vores nuværende løb; det var over en kort distance, med én chauffør i vognen og med kædetræk i stedet for skubbere. Da han kom hjem og fortalte Poul om det, mente han (Poul) straks, at Egemosecentret skulle lave noget lignende. I julen 1974 var jeg skovmandsleder i 1. Brønshøjs skovmands(senior)patrulje, Redouté, og jeg var på julelejr på Egemosen sammen med patruljen, der på det tidspunkt ud over mig bestod af Ole Frimann og Michael Nilsson (Nixon). I parentes bemærket

har de begge senere gjort sig bemærkede på centret: Ole som centerleder nogle år senere og Nixon som aktiv på centret og medarrangør af Oak City Rally i alle årene, heraf en stor del som løbsleder. På lejren kom Poul hen og udviklede sin plan og fore-slog, at Redouté skulle arrangere et sæbe-kasseløb. Poul har altid lagt stor vægt på patruljearbejdet, så man skulle give patruljerne en opgave, de kunne lægge et fælles arbejde i og gennemføre fælles. Derfor blev det ikke til enkeltmandsvogne, men femmandshold, og der skulle løbes en længere distance. Vi enedes om, at en tur fra Farum Station til Egemoscentret ville være passende. For ikke kun at belønne de løbestærke skulle der også være præ-

mier for de flotteste og mest fantasifuldt udstyrede vogne. Den oprindelige rute gik efter Nymølle ikke ned gennem Terkelskov, men fortsatte ud ad landevejen mod Bastrup og via markveje til Undinevej. Kort før løbet havde vores pressemeddelelse med beskrivelse af ruten imidlertid fundet vej til Frederiksborg Amts Avis, og en ophidset gårdejer med-delte, at han ikke ville have sæbekassebiler ned forbi sin gård. Jeg prøvede at ringe til ham og tale ham til rette, men han erklærede, at han om nødvendigt ville køre en traktor (med tryk på ’tor) ud på vejen. Selv om der er tale om en privat vej, var der sikkert basis for et interessant juridisk slagsmål, men vi foretrak at lægge ruten om. Der var ganske vist ingen forbindelse fra skovvejen ud til mark-vejene, men det var kun en ekstra forhindring undervejs. Og i dag er der efterhånden blevet en sti det pågældende sted! Første år var der tilmeldt 25 vogne, hvoraf de 18 dukkede op til starten og alle gennemførte. En enkelt vogn, en pigepatrulje fra Stenlænder-ne, dog den sidste strækning på ladet af en lastbil. Stenlænderne stillede 3 vogne første år og har lige siden været trofaste deltagere i løbet. Løbet var fra begyndelsen tænkt som en patruljeaktivitet for spejdere,

men allerede det tredje år åbnede man for andre gre-ne, mini, junior og senior. Det var med til at få antallet af tilmeldte vogne op på 62, og de følgende år steg tallet langsomt og sikkert, og sidst i 80’erne passerede det 200 vogne. I mellemtiden havde man indført forældreklassen i 1981 og super senior i 1985. At det skulle fortsætte i nu over 35 år og udvikle sig til dagens folkefest, var der nok ingen, der drømte om i 1975. Den oprindelige idé har dog holdt sig i overraskende grad.

12

Ruten er den samme (med lidt varierende placering af mål-linien), løbet er stadig for 5 mand (m/k) og en sæbekassevogn, der er stadig gule vindertrøjer til de hurtigste, og der er stadig præmier for både de hurtigste og dem med den flotteste vogn. Løbets logo, sæbekassemanden, har været med fra det første år, og alle årene har man kunnet få ham som tryk på en t-shirt. Det første år skød spejderchefen Terkel Jacobsen løbet i gang med en seksløber, men siden har vi markeret starterne med salut fra kanonen. Nogle år supplerede vi med en cross country-bane. En rute gennem den mest bevoksede del af Ege-mosens bageste område. Men med det stigende antal vogne blev det for vanskeligt at organisere, og den udgik igen. Vejen ved »Dødsbakken« blev asfalteret, hvilket var med til at forøge både farten og antallet af uheld på stedet. Afviklingen er blevet moderniseret, og stopuret er afløst af stregkoder, som direkte udregner løbs-tiderne og sætter dem ind i resultatlisten.

Der er kommet boder og aktiviteter på Mosen, og pølse-boden er blevet til Mosegrillen, der hvert år langer ca. 700 burgere og 500 pølser over disken. Første års vindere af både hurtigste og flotteste vogn ville i dag ende et godt stykke nede i rækkerne, men entusias-men blandt deltagerne er uforandret. Oak City Rally opstod på et tidspunkt, hvor konkurrencer var ildesete i Det Danske Spejderkorps, men det har aldrig rørt hverken arrangører eller deltagere. Trangen til at give den en skalle og præstere noget sammen har holdt sig gennem alle årene og lever videre i bedste velgående.

13

På landslejren i 1980 var Egemosen med i Jægerspris,

hvis tema var ”Hvor kommer tingene fra” Vi byggede

bl.a. en bondegård af stilladsrør og masonitplader og den

daglige drift på gården skulle varetages af Tom og Gurli, Bente og Jan. Det var en oplevelse for ærkebyboer

som Bente og mig. Det var der jeg lærte at have respekt for bønder og den viden de skal have for at styre en

bedrift.

På forlejren skulle gårdens ydre rammer med huse og folde

bygges det blev lavet i en stjerneform med en gennemgående

gade, ”husene” var stilladsrør med masonitvægge og tag så det

var nemt nok, særligt med alle dem der ikke kom for at hjælpe,

så som jeg forudsagde til Tom, når månen den lyser banker vi to

pæle i jorden og det kom til at passe, det var derfor at foldene

blev mindre end vi havde beregnet. Og så kom dyrene, gudske-

lov var der megen hjælp at hente da de kom. Der var heste, køer,

får, kalkuner og Tom og Gurli´s hund, bl.a.

Småglimt fra dagene. Vi skulle malke to af køerne, Tom havde

den røde og jeg skulle malke en jersieko. Den var aldrig blevet håndmalket og jeg havde aldrig prøvet at malke,

så det gik ganske udmærket,. Den lænede sig bare mere og mere op mod mit hoved og da jeg spurgte Peter, der

var dyrlæge på Landbohøjskolen og konsulent omkring dyrene på lejren (gammel spejder) sagde han bare at

det var fordi koen godt kunne lide mig og var lidt kærlig.

En dag vi sad og malkede slap de store køreheste og vi lod køer være køer og stak af sted for at fange dem, da

det var gjort gik vi tilbage mod huset hvor vi malkede og der stod begge køer udenfor med stængslet som vi

havde banket dybt ned i jorden og gloede efter os, for vi var jo ikke blevet færdige med at malke.

Der er meget mere fra den lejr , men det er Egemosen det drejer sig om så jeg slutter her

Blandt de mange ting vi fik for at aktivere spejderen var der også en del plastictromler til at lave tømmerflåder

af. Vi syntes at det kunne være bedre og nemmere hvis vi med en stiksav skar tromlerne op så man kunne sidde

inde i dem, da der aldrig var lang fra ide til handling gik vi i gang med at

skære huller i dem, der var stadig lidt af indholdet tilbage, så vi vaskede

tromlerne invendig i den lille sø der er på mosen. Hvad der havde været i

ved jeg ikke, men jeg så ikke fisk i den sø i resten af tiden jeg var på

mosen.

Egemose Centret

på Spejd 80 Af Jan Hylleborg

14

Kampen ud af kaos Skrevet til Egemose centrets 25 års jubilæum

Første gang jeg var på centeret var julen 1974. Vores lille klan fra 1. Brønshøj, Gert Grone-

mann, Michael “Nixon“ Nilson og undertegnede var på julelejr. Gert, der var vores overguru

var på cykel, Michael og jeg var på knallert, langhåredt halvflipper, det var lige blevet in at sige

”fedt mand” sådan var det bare dengang.

Vi mødte en fed stemning på Mosen, der var gang i den, øl, piger og Deep purple strømmede

ud af højtalerne for fuld skrue. Hårdt arbejde om dagen, fed råhygge om aftenen.

Sådan en råhyggelig aften kom Darzee hen til os, og spurgte om det ikke var noget for os at

hjælpe med at arrangere et sæbekasseløb. Vi tog det til os, Gert blev løbsleder og vi var med til

at arrangere og gennemføre det første Oak City Rally i 75.

Året efter flyttede jeg i kollektiv, så var der ikke rigtig plads til spejderiet. Gert og Michael fort-

satte med sæbekasseløbet.

Nogle år efter, da jeg igen var i spejdertrøjen, og

Michael var løbsleder for verdens største sæbekasse-

løb, opstod en situation, hvor Michael og jeg blev ind-

raget i C.J.M (Collerup Jørgensens Mindelegat)’s re-

novering af Egemosens grund. – Her skal indsparkes

lidt EC historie. Centret blev bygget op som en bygge-

legeplads, en fantastisk til med masser af gang i den,

det svingede bare, der først i halvfjerserne, der blev

bygget patruljehytter og byen var en rigtig westernby

med jernbane. Der var 26 patruljehytter, da der var

flest. Desværre var kvaliteten af byggeriet ikke særlig højt prioteret.

Brandinspektøren fra Stenløse kommune mente at der var et par brandfælder, der skulle rives

ned. Pludselig var det som efter en kæmpe fest, kun få var tilbage til oprydningen og tømmer-

mændene meldte sig.

Torben Buch var gået i gang med en ny Saloon og havde fået C.J.M med på at bygge Hotellet.

Der var gjort et godt forsøg på at rette centret op, men opgaven var enorm. Det var svært at

fastholde engagementet og de få blev færre og færre.

Sæbekasseløbet der var blevet en stor succes, blev på det tidspunkt arrangeret af Bavnehøj

division, det fungerede. Men Michael havde et problem. Det var totalt umugligt at komme frem

til målstregen på Nørrebrogade, der manglede simpelthen et par broer, vejene var hullede og

dårlige. Ydermere var der på grunden ikke blevet skovet i mange år, alle teltpladserne var

vokset til, kort sagt elendigheden var enorm.

C.J.M var af nød, gået i gang med en 5 års renoveringsplan. ”Mille”- Albert Lykking stod for

en arbejdsweekend på Egemosen uden deltagelse af centret. Så kommer elefanten i laksko,

i 1. Brønshøj sidder vi skulder ved skulder når vi prutter, det berømte stereolatrin.

Jeg ringede til Mille og spurgte om C.J.M ville betale, hvis vi kom med to rendegravere. Når

15

man har sagt A må man også sige B, et halvt år

efter meldte Michael og jeg os som mosegrise.

Samme dag blev jeg centerleder (OK det var et

kup). De næste år var hårdt arbejde med opryd-

ning og omstruktureringer. Oprydningen i tæt

samarbejde med C.J.M, Mille og Helle Lykking,

Flemming Haslund og Hyttevagt Ole Lilholdt.

Omstruktureringen, med hjælp fra flere af

korpsets kloge hoveder. Her fik vi kortlagt

amøbestrukturen. Grundlaget for et centers

succes er tre væsentlige faktorer: 1. internt arbejde 2. Eksternt arbejde 3. PR. Ingen af de tre

dele kan stå alene, vægtningen af de enkelte dele er altid afhængig af centrets pt tilstand, derfor

amøbestruktur, logik for burhøns.

Når jeg tænker tilbage er der 3 ting som står klart på nethinden. De fantastiske Sankt hans bål,

vi lavede året rundt. Dernæst de mange arbejdsweekender, der gik med oprydning og alle de

der var med til at rette centret op på den kurs den kører på i dag. Ingen nævnt ingen glemt.

Også de 14 dage hvor Henning og jeg byggede på Saloonen, Henning var arbejdsløs og jeg

havde nogle af de 120 sygedage der skulle bruges. En af de dage i det skønne forår på Mosen,

oplevede jeg hvordan knopperne på træerne sprang ud. Om morgenen var de knopper og om

aftenen var de små blade der foldede sig ud.

Det er måske det det hele drejer sig om med centerarbejde. Der er så lidt tid fra man er knop til

man skal fungere som blad. Spejdercentrene er steder hvor unge skal prøve deres kræfter.

Knopper skal hærdes, giv dem tid, alle bliver før eller siden udsat for livets storm og orkaner.

Før jeg visner helt ud. Længe leve de autonome centre.

Med et mosegrynt fra Ole Frimann Hansen

16

Bygning af Saloonen

Af: Henning Clausen Da jeg startede på centret i 1981, var de første 2-4 lag bjælker lagt. De mosefolk der havde startet projektet var ikke længere på mosen. Så vi stod med et påbegyndt projekt. Hvor der heller ikke var ret megen dokumentation, der lå nogle få skitser til hvordan det skulle se ud i færdig tilstand.

Der lå så en stor stabel lange og tunge telefonstolper i gaden, som vi gennem de første år flyttede meget rundt på, de lå nemlig tit i vejen, både for byggeriet og for vores spejderarrange-menter. Det krævede 10-15 mennesker at flytte de største af stolperne, da al flytning foregik pr. håndkraft. De næste par år gik fremad med bygningen af saloon, på en god weekendlejr kunne 8-10 personer lægge et lag bjælker på saloon. Grundet at der et par år tidligere havde været indbrud, hvor alt centrets værktøj var blevet stjålet, blev det

opbevaret i et par kasser i Hotellet. Så hver blev startet med at pakke værktøj ud, samt slibe de økser der skulle bruges. Økser skulle helst slibes morgen og igen til frokost. De første par år kunne vi arbejde fra jordhøjde, men senere blev det nødvendigt med stillads, de blev opbygget med 200 liters olietromler, med vores nuværende bordplader som gang planker. Senere igen da dette ikke var nok kom diverse kasser oven på. Nok ikke et stillads efter arbejdsmiljø reglerne. Der blev brugt mange weekend lejre på bygning af saloon, plus at nogle af os også har brugt ferie, sygedage m.m. på projektet. Det sidste kunne så kræve at komme op kl. 7 om morgenen, for at kunne ringe og melde sig syg. Hvorefter den stod på morgenmad, og ud at tilhugge et par nye bjælker. Hvilket kunne være ret hyggeligt en god forårsmorgen. Her kunne vi sidde og tilrette bjælker, og samtidig høre birketræerne springe ud. Det blev noget mere besværligt, at få bjælkerne op da sidevæggene var færdige. Så der blev rejst en ret stor 3 buk inde i saloon, hvorefter bjælker kunne hejses op med taljetræk. Det var så også nogle af de største bjælker der var gemt til at bære taget. Den øverste bjælke er blevet lagt en lørdag i forbindelse med Oa-City Rally. Hvor der om aftenen blev holdt rejsegilde. Derefter startede en ny face i byggeriet. Det næste var lægning af tag, der blev brugt både nye og genbrugsmaterialer. Til gulvet fik vi tilbud om at afhente et gulv fra Danstrup hallen i Hvidovre. Gulvet blev med kædesave skråret om i stykker på ca. 5 x 2,5 meter. Pakket i åben container og kørt til Egemosen. På mosen blev gulvet lagt i store bunker, så havde vi nogle nye bunker. Det blev til mange bunker, som lå på mosen i flere år.

17

Gulvet i det store rum blev lagt på en weekend, nogen fik adskilt de store stykker gulv, så der kom brugbare parketbrædder ud af dem. Et par stykker lagde så gulvet. Der måtte nødvendigvis holdes pause efter hver meter lagt gulv. Der er vist noget med at i løbet af dagen blev en meter kortere og kortere. Eller også var det tørsten der trak, men der ligger sikkert mange kapsler under gulvet. Huller til vinduer er skråret efter at tag og gulv var lavet. Vinduer blev sat i og der blev fremstillet en midlertidig dør, den sidder der for resten stadig. Saloon så ud stort et som den gør i dag. Saloon har været i brug siden 1986, uden at der er foretaget de store vedligeholdel-ser. Kun tag er skifter og der er blevet tilføjet overdækning ved indgang. Det bør vil også nævnes at under hele byggeprocessen har ingen skulle på skadestuen, der har måske være et par småskader, der har krævet et plaster. Største skade har nok være da en mosemand skulle kaste en økse op i luften og gribe den igen, gik fint de første par gange, men det skulle jo gå galt, greb øksen om øksehovedet. Der var efter en frokost hvor øksen netop var slebet. Blev klaret med et plaster. Projektet har været sjovt at være med i, der er tilbragt mange sjove timer på mosen med saloon bygning.

18

En uskyldig pigespejders møde med Mosefolket

Det er svært at skulle fortælle hvad Egemosen har betydet for mit liv. Men når jeg tænker over det, så

tror jeg det har betydet alt.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med egemosen i 1983 på sommerlejr med min gruppe, Sønderbro

gruppe fra Amager. Vores gruppe havde trange kår. Vi var vel ca. 30 – 40 medlemmer og der var stort

set ingen ledere. Min mor, som var gammel spejder, og sad i styrelsen, syntes dog godt hun ville

kæmpe for at vi spejdere havde nogle gode oplevelser, så hun sørgede for vi kom på sommerlejr. Det

bedste man kan gøre når man er ene leder på en sommerlejr, er selvfølgelig at tage på centerlejr, så vi

tog til Egemosen.

Vi var en klan på fire meget teenageagtige piger i alderen 15 - 16 år, som tog med resten af gruppen på

sommerlejr, for vi var for dovne til selv at skulle planlægge noget. Det blev en skelsættende beslutning

i mit liv.

På selve sommerlejren var der ikke mange andre på

vores alder, men vi stiftede hurtigt bekendtskab med

nogle af de mandlige mosefolk, som var mere i vores

aldersklasse ( ca. 3 år ældre). De sov i en hytte for sig

selv (en af de mange patruljehytter, som nu er revet

ned) og der var smadder hyggeligt om aftenen, når

alle andre var gået i seng. En af mosefolkene havde

nøgle til biksen, så han kunne oven i købet forsyne os

med slik og en enkelt øl eller to. Vi syntes det var

magisk og da lejren var slut, var vi et par stykker der

var lidt forelskede i nogle af de der mosemænd.

Et par år senere fandt vi på i klanen, at tage på mosen

igen på sommerlejr, for det havde jo været så hyggeligt med de søde mosemænd, men denne gang tog

vi af sted uden resten af gruppen.

Da vi kom derop, viste det sig, at de fyre vi var blevet lidt smålune på et par år før, ikke var mosefolk

mere, men der var kommet nogle andre til, fandt vi ud af.

Året var 1985. Saloonen havde lige haft rejsegilde og kransen hang endnu i toppen af taget, da vi 4

piger, troppede op på Egemosen på cykler fra Amager. Vi blev modtaget af en meget gammel mand,

syntes vi. Han hed Nixon og kunne godt huske hvor dovne vi havde været på den sidste sommerlejr vi

havde været på, så han gjorde det til et projekt at få os til faktisk at bestille noget på denne sommerlejr.

Det var vi ikke helt tilfredse med, men regnede med at vi nok kunne snige os udenom alle de planer

der blev lagt for os. Men der tog vi grueligt fejl. Jeg husker blandt andet at vi blev sat til at bygge en

karrusel. Det var et håbløst projekt, men vi fik ikke lov til at slippe… Nixon hang i hælene på os under

hele byggeriet. Karuselbyggeriet endte, så vidt jeg husker, med at nogle andre måte efterspænde alle

besnøringer, fordi vi ikke havde strammet dem nok. Det kunne være endt i en frygtelig ulykke ellers.

Så måtte mosefolkene jo finde på et nyt projekt til os …. For vi måtte i hvert fald ikke bare sole os og

spise is på denne sommerlejr, hvor de endelig havde fået nogle seniorer til at komme på mosen.

I skal da bage boller til hele lejren hver morgen, foreslog en der hed Ole. OK, det kan vi da godt, men

skal vi ikke bare bage dem aftenen før, foreslog vi. Nej. Det SKULLE være om morgenen – d.v.s. vi

skulle stå op kl. 4 hver morgen, for de skulle jo bages i primiovn. Og ja, foresten, så skulle vi lige

bygge ovnen først.

19

Ole var ikke særlig meget mere populær end Nixon havde været med sit åndsvage karruselprojekt.

Hvor om alting er, så havde vi hørt at der var gang i den i mosefolkets hytte om aftenen. Derfor blev vi

inviteret derned af en der hed Keld. Og han fik ret. Når alle de gamle mosefolk var gået i seng (ja, der

var jo ikke så mange – måske 5), var Keld og Ole stadig friske. Ole havde en guitar og ham og Keld

kunne en masse sjove sange, som vi ikke kendte. Så inden vi fik set os om, sad vi og sang lange bange

sange til langt ud på natten. Vi fik nok også en øl eller to og vi lærte Gammel Dansk at kende – ikke

fordi det var en særlig god oplevelse.

Ole havde lovet at han nok skulle står op kl. 4 sammen med os og bage boller, men da vi stod ude for-

an hans telt næste morgen (og jeg tror nu nok den faktisk var blevet 5), smed Ole bare nøglerne til

hytten ud til os og sagde at vi nok selv kunne finde alt hvad vi skulle bruge.

Sådan gik den sommerlejr. Vi sov til kl. 11 – 12, stod op og solede os og spiste is, gik ned til mose-

folket kl. ca 23 og festede til den lyse morgen, hvor vi bagte boller til hele lejren.

Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

En morgen omkring solopgang, hvor vi havde festet hele natten, syntes Ole at vi skulle gå en tur ud og

høre nattergalen eller et eller andet pjat…. Vi endte ovre i naboens døde æbleplantage, hvor Ole

forsøgte at vælte træerne. Keld begyndte at snave med en af de andre piger fra klanen og det hele var

meget mærkeligt. Alligevel vil jeg aldrig glemme denne sommerlejr på mosen, som var med til at

forandre resten af mit liv.

Et par måneder efter mødte vi Keld til grøn koncert og fik hans telefonnummer. Dette var starten på en

lang karriere med bodegabesøg, at lære at klunse, spille meyer, lære endnu flere mærkelige sange osv.

Efter nogle måneder, fandt jeg så ud af at jeg nok var lidt lun på ham der Keld, og så var det pludselig

mig han snavede.

Det førte til at jeg kom med op på Egemosen på en intern lejr, sammen med alle de gamle mosemænd

og koner. Der var vel 10 aktive mosefolk den gang og de var i alderen 21 – 30 år, så i mine øjne, var

de jo nærmest mere døde end levende. Men jeg blev alligevel ved, og der gik jo heller ikke lang tid,

førend at påskekurserne gjorde, at der kom nogle flere unge, som så syntes jeg var vildt gammel, for de

var 16 år og jeg var 20-21 år. Men det er en helt anden historie.

Det korte af det lange er, at var vi ikke taget på den sommerlejr for 24 år siden, havde jeg ikke haft alle

de gode oplevelser med i bagagen, som jeg har nu. Jeg havde ikke haft den supergode vennekreds, som

jeg har nu. Jeg havde ikke haft den mand,

som jeg har nu. Og jeg havde i det hele taget

ikke været det menneske, som jeg er nu, hvis

ikke jeg havde lært mosen at kende. Så tak

for alt det, kære Egemose, og tillykke med de

40 år.

Din for evig

Dorte Rosendal

20

Påskekursus på Egemosen Af Henning Clausen, kursusleder i 1987 og 1988.

Påskekurser på mosen blev startet i 1987, efter at der i nogle år var blevet arbejdet hårdt på at få bygget saloon

færdig.

Så nu skulle der til at ske noget nyt, der skulle sættes fokcus på at vi brugte de faciliteter vi havde, til spejder-

arbejde. Det kunne også være en måde at skaffe nye mosefolk til centret på.

På dette tidspunkt var der ca. 50 medlemmer hvoraf de 15 var aktive på Egemosen.

Forslag til påskekursus, bragt i mosefundet 1986:

”I 1987 mener jeg vi skal bruge påsken til et kursus for patrulje.

Da vi til den tid står med et center, rådende over de nødvendige faciliteter. Skal vi udbyde det der er vores for-

mål. Nemlig tilbyde aktiviteter til børn.

Deltagerne på dette kursus skal få vores by Oak-City til at fungerer som en by, med alt hvad der hører sig til.

Der skal vælges et bystyrer, bestående af spejdere, så spejderne på denne måde prøver at få et samfund til at

fungerer.

I byen kan der være følgende håndværkere: tømmer, smed, pottemager, bager, avis, jernbane.

Her lærer spejderne noget om gamle håndværk ved selv at udfører dem.

Det bliver vores opgave som mosefolk, at vejlede og

inspirerer spejderne til at få samfundet til at fungerer.

Hvor vi er konsulenter.

For at kører et kursus som dette kræves der et stort

forarbejde af os, for at få tingene til at fungerer. Alle

team skal have nogle gode oplæg, for at fange

spejdernes interesse.

Grunden til at køre en påskelejr på denne måde,er at vi

får nogle nye udfordringer, hvor vi skal få andre til at

udfører nogle af de opgaver . Vi hidtil selv har udført.

F. eks. Kan de forskellige håndværkere stå for opførelse

af nye bygninger m.m.

På mammutmødet vil jeg gerne have nedsat et udvalg til at arbejde videre med ideen, hvis den kan vedtages.”

Det første påskekursus påsken 1987 med temaet 'En Levende by med levende mennesker' kunne efter nogle

planlægs møder gennemføres. Der deltog 96 spejder fordelt på 18 patrulje. Hvilket var mange, især sammenlig-

net med at vi var ca. 10 mosefolk til at gennemfører kurset.

Patruljene blev opdelt i 3 grupper: Borger gruppen,

håndværkerne og kineserne. Hvor borgergruppen

havde de fine og lette job, håndværkerne arbejdede

som håndværker, mens kineserne fik de sure job.

Dagens frokost var ligeledes tilpasset de 3 grupper,

Således fik kineserne serveret en stor gryde med ris.

Da det var nyt for alle, nogle af de deltagende mose-

folk var nye. Ingen havde erfaring med at gennem-

fører et sådant arrangement, hvilket betød at der

måtte foretages nogle justeringer i programmet i

løbet af lejren. Dette betød at vi fik nogle meget

Teamet bag Påskekurset i 2004

Kursusbillede fra 1989

21

lange dage.

Programmet for spejderne gik fra 7 morgen, og sluttede med aftenhygge i salon til kl. 23.

Så teamet samles efter kl. 23 til en kort gennemgang af hvordan dagen var gået,

den sidste planlægning af næste dags program, inden det blev tid for lidt hygge

for team.

Der skulle lige bruges et par timer til aften/nat hygge, og til at komme lidt ned på

jorden igen, da alle have kørt i højt tempo hele dagen.

Således gik første års påskekursus på Egemosen. Alle deltagerne kunne tage

hjem med en god oplevelse.

Teamet kunne også tage hjem med en god oplevelse, selv om der nok gik en uges

tid inden trætheden havde fortaget sig. Men de fleste ville da gerne være med på

det følgende års påskekurser

Påskekurset gav også centret en del nye medlemmer, hvoraf nogle har forsat på

centret i mange år, du vil selv i dag kunne finde enkelte fra det første påskekur-

sus som mosefolk.

Påsken 1988

Selvfølgelig skulle dette gode arrangement forsætte , så i 1988, deltog der 108 spejder, og team var nu blevet

udvidet til 21 mosefolk hvoraf de ca. 10 var nogle af kursusdeltagerne fra 1987. Så vi var lidt flere personer, og

nogle af os havde

erfaring fra året før,

Men ellers foregik dagene på næsten samme måde som året før, så mosefolkets dagsprogram blev ikke nemme-

re eller kortere. Da der var mange nye og unge

mosefolk med i team. Dette kunne give nogle ret lange aften/nat møder.

Dette betød at mosefolk i løbet af dagen kunne være 'lidt trætte' det er set en

mosemand kunne stå og læne sig op af en kørende offset trykkeri maskine og

sove.

Følgende skrevet efter afholdelse af kursus i 1988:

' Jeg håber at ideen med patruljekursus vil forsætte så længe der er behov for et sådant, jeg har i hvert fald haft

megen glæde i at udføre ideen, og se arbejdet lykkedes.'

Vi skal nu til at planlægge kursus nr. 25 til afholdelse i 2012, så ideen holder stadig, hvilket glæder mig.

Påskekurserne har gennem de mange år, givet mosen en god tilgang af nye mosefolk. Hvilket også var et af for-

målene med påskekurser. Dette har også fungeret fint og gør det stadig.

Henning Clausen

Kursusbillede fra 2005

22

Fra standby til fantasi

af Keld Andreassen

Et spejdercenter udviklede sig. I halvfjerdserne var centret en dejlig cowboyby og grunden blev brugt som lejrpladser. Dengang var det et fristed med cowboydere og indianere som tema og det var netop dét, der var selve idéen med Centret. At skabe et sted, for de københavnske spejdere, dem inde på stenbroen. Det var på tide de kom ud i naturen, fik noget frisk luft og prøvede anderledes og spændende aktiviteter. Det var meget populært dengang og mange spejdere ikke kun fra stenbroen, men fra hele sjælland har siden valfartet til Egemose Centret for at være med på diverse lejre. Det medførte selvfølgelig et enormt slid på området. Cowboybyen, som nærmest var bygget op, som det foregik på bygge- og skrammellegepladser, var faldefærdig og mosefolket kunne godt se at der skulle til at ske noget, for at det hele ikke skulle gå ned. Jeg startede på Egemose Centret i 1981, samtidig med at jeg var senior og leder i 1. Brønshøj Gruppe. Det gik ikke så godt for 1. Brønshøj Gruppe, og det endte med at alle vi seniorer startede på centerarbejdet i stedet for.

Når man starter et nyt sted tager det altid et par år før man er helt inde i tingene. Jeg havde været på centerlejre før i min spejdertid, men vidste faktisk ikke rigtig hvordan det hele hang sammen. Men det var meget spændende, man fik lov til at lave det man ønskede eller ville. Jeg kan huske jeg havde en forestilling om, at der blev holdt en masse lejre og det altid vrimlede med spejdere på et center, men det gjorde der faktisk ikke, ikke på Egemosen i hvert tilfælde. Man havde nogle sommerlejre og et Oak City Rally. Al anden tid gik med vedligeholdelse og nybygning.

Jeg syntes det var lidt kedeligt og savnede flere gode, sjove og spændende lejre med masser af aktivitet. Jeg var stærkt opsat på at lave det om, og jeg talte med andre centerfolk om det. Der skulle foregå spejderaktiviteter året rundt. Nye idéer opstod, der skulle bygges en ny stor Saloon, herefter skulle andre bygninger træde til. Aktivitetsniveau og lejre skulle lægges i faste rammer under processen. Den store forandring var begyndt. I starten af firserne var der stor udskiftning og mange mosefolk holdt op. Det var svært at holde det niveau man havde aftalt, den nye Saloon og de andre bygninger optog al tiden blandt mosefolket. Et stærkt Spejdercenter I start/midten af firserne var vi en stab på 15-20 stykker der godt kunne se, at der skulle nogle flere lejre og aktiviteter til for at centret skulle kunne overleve. Vi havde sat os det mål, at vi ville opbygge et stærkt spejdercenter, der som minimum skulle have en Muslejr (for minier og juniorer), en spejder-lejr, en seniorlejr, det årlige Oak City Rally og selvfølgelig nogle centersommerlejre. Endvidere ville vi have en stor medarbejderstab, helst en 60-70 stykker, som vi kunne gøre gavn af på de forskellige lejre. Men det tog tid sådan at lave om på tingene, og nogle stoppede og andre startede. Men vi kæmpede videre og til sidst endte jeg da også med at blive valgt til ledelsen for Egemose Centret. Vi sad fem personer i ledelsen og vi udarbejdede et sæt arbejdsbeskrivelser for Mosefolket, der blandt andet også indeholdte mål og visioner med lejre og aktiviteter. Vi fik gang i alle lejrene og ydermere startet et Påskekursus for hele patruljen, som alternativ til korpsets Plankurser i efterårsferien, der jo kun var for PL/PA. Men vi havde også en Saloon der skulle bygges færdig, og målene samt prioriteringerne gav spændende diskussioner på ledelsesmøderne. Flere var mest stemt for at blive færdig med al bygge-ri og få faciliteterne i tip top stand, og så starte forfra på en frisk med vores mål og visioner. Jeg

23

mente til gengæld sagtens at det kunne gøres samtidig, vi skulle bare have en større medarbejder-stab. Vi var på det tidspunkt nogle og tredive mosefolk. Det ville være enormt ærgerligt, hvis 4-5 års arbejde nu faldt til jorden. Vores lejre kørte faktisk rimelig godt, der var mange deltagere og vi tjente jo nogle gode penge, der gjorde at der var råd til at bygge på faciliteterne. Et spejdercenter med fantasi Jeg blev valgt som centerleder på Mammutmødet i 1988. Jeg var da lidt stolt over, at vi var nået så langt med udvikling af Egemose Centret og de syv år jeg havde brugt på centret indtil da, havde absolut været spændende og udviklende. Jeg husker jeg selv følte det som at vi kæmpede for centrets overlevelse dengang og vi havde vundet. Alle mosefolk var glade og dem der havde været med gennem årene, husker sikkert også fejderviljen, slagsmålene, idéerne, initiativerne, fastholdelsen af mål og visioner, succeser og fiaskoer. Men vi gjorde det, og det kan vi godt være stolte af, alle dem der var med dengang. Men arbejdet var selvfølgelig ikke færdigt fordi jeg blev centerleder. Tværtimod skulle vi nu til at sætte kronen på værket. De følgende fire år, hvor jeg var Centerleder, blev vi færdig med byggerierne. Plankurser på Egemosen kørte med et team bestående halvt af mosefolk og halvt af seniorer udefra. Vores Påskekurser kørte for fuld damp med et gennemsnit på 150 deltagere. De andre lejre kørte også godt. Vores aktivitetsniveau var helt i top. Der var muligheder, og økonomi, for at alle kunne lave lige hvad de havde lyst til. Jeg husker vi sågar indførte et start-beløb på kr. 1.000,- til de mosefolk der kom med gode idéer til nye aktiviteter, som vi skulle have på Centret. Så var der til de første par materialer og hvad man ellers skulle bruge. Det kørte faktisk så godt i de år, at vores medarbejderstab stille og roligt voksede. Spejdere fra hele Sjælland havde fået en god oplevelse på centret, og da de rykkede op som seniorer ville flere både være centerspejdere på Egemosen og seniorspejdere i deres gruppe. Vi behøvede faktisk ikke at gøre ret meget for at fuldføre vores visioner og mål, til sidst gik det næsten for stærkt, vi kom op på knap 90 registrede medlemmer. Alle var der selvfølgelig ikke hver gang og det var heller ikke meningen. Menningen var en bred og stor medarbejderstab, man kunne trække på til forskellige lejligheder. Vi havde ingen problemer med at skrabe 20-30 mosefolk sammen til en lejr. Et andet “luksusproblem” viste sig også. I og med man er så mange, ja så kom der også flere og flere skøre idéer, gode spejderfærdigheder, og bedre sjovere lejre ect. Jeg takkede af som Centerleder i 1992 og var meget glad for at det var lykkedes. Vi var mange mosefolk, der slet ikke var i tvivl om den succes vi havde haft. Egemose Centret havde bevæget sig fra at være et “standby” cen-ter, til at være et mere fremadrettet og målrettet spejdercenter, med godt spejderarbejde og et bredt aktivitetsniveau, med plads til alle der (næsten) kunne gøre som det passede dem. :o) Og den dag i dag, er jeg stadig stolt og glad, og føler stadig den samme form for succes, fordi jeg syntes centret kører efter de samme mål og visioner. Et spejdercenter med fantasi kørte for fuld damp – fut, fut, fut… Med stor Egemose hilsen, tillykke med de 40 år og alt godt i fremtiden, Keld Andreassen Medlem siden 1981

24

Verdenen under EC Det var det år, vi rejste jorden rundt på 80 timer i påsken. Sammen med 120 spejdere. Vi rejste hele verdenen rundt. Ikke blot et lille road-trip rundt i Europa eller en tur gennem nordamerika. Næh, EC gik all in og sendte spejdere rundt i alle verdenens hjørner og vide vegne. Folk bagte sandkager i Saudi Arabien, fik skæve øjne i Kina og trillede munkekugler i Vatikanet…….. Der var blot en enkelt rejse, som absolut ingen havde forberedt sig på. Rejsen til EC’s underverden! Porten blev åbnet en aftentime i skumringen, da en forulykket knallerist slæbte sig frem til lejrbålet og med sine sidste ord rallede et-eller-andet omkring rejsen til dødsriget – eller noget i den retning. Ikke alle hørte klart, hvad der blev sagt. Og de, der gjorde, løb det koldt ned ad ryggen. Rejsen til EC’s underverden begyndte og selv de stærkeste spejdere stod ikke længere i forreste række, da Draculas slot skulle betrædes. Selv de største bævede ved de tre trin ned i en gammel aflagt patruljehytte, der kun var dekoreret med en enkelt kulsort kiste stående på bordet. Skrigene kunne høres på lang afstand da Grev Dracula langsomt rejste sig fra kisten. Nu viste de stærkeste sig også at være de hurtigste……...ude af hytten. Et andet sted i EC’s underverden, turde de yngste ikke krydse broen over til midgård, hvor en enkelt grimrian af en ork stod og ventede med det kors, der var den videre billet ud af dødsriget. Enkelte piger tissede i bukserne af skræk. Men imellem alle de tøvende kom pludselig tre drenge, der fuldkomment ufortrødent satte over broen og efter den savlende og efterhånden meget hæse ork. Med snilde fik de lagt orken ned. To af dem satte sig ovenpå ham og den tredje fremdrog en rulle gaffatape og råbte:

SKAL VI TAPE HAM, HVA´? SKAL VI TAPE HAM?

Jeg fik nødtvungent fremstammet, at det behøvede de skam ikke! Således husket af Jesper Mogensen, der har mange andre gode minder fra EC (Sune med kæmpetandbørsten, brandudvalget, skur-på og meget, meget mere) PS – den meget trætte ork bemærkede efter rejsen til dødsriget, at en nabogård stod under brand og satte sig resolut ind i bilen for at tilbyde hjælp. Jeg ved ikke, hvad der forbavsede bonde-manden mest den aften; ildebranden eller den sindssygt sminkede person, der stod og påstod at han og 120 af hans fæller, da sagtens kunne hjælpe med at slukke den……?!

25

15 år og aldrig kysset!

Påsken 1997; jeg var endnu en gang draget på Påskekursus på mosen med min patrulje. Vi havde en total overskudslejr med blussende bål før morgenvækning og tid efter opvasken til lidt guitarspil og hygge. En veninde i patruljen havde tilbragt efterårsferien netop her på Plan Egemosen og kendte nogle stykker fra teamet. Vores patrulje fik derfor en del opmærksomhed fra mosefolket. Hvis nogen skulle være i tvivl, så kræver det ikke ret mange smil og smarte bemærkninger fra sjove, skønne (og ret lækre…) drengerøve i 20’erne at smelte ens hjerte, når man er 15 år og aldrig kysset! Den påskeman-dag nåede de så kendte lejrblues hidtil ukendte højder og eftermiddagen blev kun reddet af tanken om, at jeg sammen med min veninde selvfølgelig havde meldt mig som moseunge inden vi tog hjem. Allerede inden den første lejr var der fest, hvor vi var inviteret med selvom vi strengt taget ikke var startet endnu. Vi var vildt nervøse og på meget usikker grund til en fest med folk vi ikke rigtig kendte, og som næsten alle sammen var 8-10 år ældre end os. Men det var en super fest som heldigvis blev fulgt af utallige uforglemmelige fantasifulde fester fulde af dans, udklædning og dagen-derpå-oprydning akkompagneret af det samme gamle TV2 kassettebånd (musik som jeg indtil jeg startede på mosen hadede som pesten…). Det blev maj og tid til Muslejr, der meget belejligt startede netop på vores 16 års fødselsdag. Fødselsdagen blev fejret og lejren var, ligesom de mange der fulgte, en helt fantastisk spejderoplevelse med søde folk, der tog så godt imod os at vi følte os hjemme lige fra starten. Der gik ikke længe før mine forældre kaldte mosen mit andet hjem, fordi jeg tilbragte næsten al min fritid på lejre, planlægning, udvalgs-møder, fester og hygge med de andre mosefolk. Før påsken 97 gik jeg faktisk og overvejede, om jeg skulle stoppe til spejder, og nu ville jeg ikke undvære det for noget i verden… Så tak til alle jer dejlige mosefolk, der til stadighed minder mig om, at mosen ER mit

andet hjem …og husk hvor vigtigt det er at føle sig velkommen når man er ny!

26

Følgende stod skrevet i Mosefundet August 1999:

Blå sommer 1999

Så er det overstået !!

Og hvilken dejlig korpslejr vi havde. Jeg vil gerne sige tak til alle mosefolk

for en stor oplevelse, der beviste at vi bare kan det der med store arrange-

menter. FEDT

Men hvis vi skal starte et sted, må vi ikke glemme det store arbejde der lå i planlægningsfasen, med at få det

hele til at hænge sammen. Vi stod jo både med vores egen wild west aktivitet og de store arrangementer på Blå

sommer, og der var en del koordinering og arbejde som gjorde at det det hele kunne lade sig gøre. Ikke mindst

tak til dem der knoklede de sidste 14 dage op til lejren for at få vores jernbane i orden. FLOT.

De fleste af os ankom til BS fredag den 16. juli. Her var lejren faktisk klar, og også her var mosen med i kraft

af Duer og Jakob der havde deltaget siden den 10. juli. Det var ellers lidt af et regnvejr der modtog os, ligesom

vi skulle til at sætte Stromeyer op.

Men det gik og vi var glade for at ankommet. Det endte vist også med en lille mosefest….

Dagen efter var så den store dag hvor vores tog skulle ankomme. Vi fandt ud af hvor vores aktivitetsområde

var, og begyndte så småt at gøre vores kameraer klar til den store ankomst. Og så skete det. TOGET kom. Der

blev taget billeder, så man skulle tro at vi var Japanske turister ved den lille havfrue. Ikke nok med det, vores

lille tog slog med klokken da lastbilen drejede ind, og der var ikke et øje tørt. Vi fik tømt lastvognen og den

store udpakning gik i gang.

Søndag var der brunch for arrangementsudvalget.

Teamet havde lavet et lille skuespil, der skulle illu-

strere, hvordan de forventede at Blå Sommer ville

foregå. Der efter var der de første småopgaver der

lige skulle laves og hvor der lige skulle bruges nogle

folk her og der. Små lette opgaver der snilt kunne

laves sådan bare lige….. Her blev vi måske lidt

overraskede, men Mosefolket er ikke sådan lige at

slå ud, så vi tog de opgaver vi syntes lige passede til

os. ”Vi sender fem…” blev hurtigt til en sjov

standardbemærkning, da det viste sig at teamet

havde mange ”småopgaver” hver dag. Igen kan vi

godt være stolte over vores indsats og hjælpsomhed.

Flere af os havde nok regnet med at vi kun skulle lave vores platforme, så vi kunne arbejde med vores Wild

west aktivitet, men det blev altså ikke lige sådan, og pyt med det, for vi klarede jo det hele med UG, kryds og

slange.

Tiden indfandt sig hvor alle spejderne ankom. Fra morgen til aften tirsdag den 20. juli myldrede det ind med

spejdere. Fra omkring de 1000 hjælpere der var ankommet, og op til de 21000 som lejren skulle bestå af. Det

var helt underligt at se hvordan de øde marker der blev befolket, lige som nybyggerne i wild west….

Onsdag d. 21. juli var det så os der var på. Vi skulle stå for platformene som en del af åbningen, samt igen en

del småopgaver fra teamets side. Det spændende og måske var der også nogen af os der havde lidt kriller i ma-

ven.

Ud over vores platforme var vi også med på selve sceneområdet hvor vi løste forskellige opgaver. Nogen af os

var sågar oppe på selve scenen og kunne se ud over alle spejderne. Det var sku stort, og jeg havde i hvert fald et

lille sug i maven. Åbningsdagen gik perfekt, alt hvad vi havde planlagt hjemmefra lykkedes. Det var bare så

lækkert. Og om aftenen, da det hele var overstået, fik vi da også lavet evalueringsreceptionen om til en mindre

fest.

27

Så kom det gode sommervejr. Sol fra en blå sommerhimmel og 25 grader. Lækkert men næsten også for varmt,

når vi nu skulle i gang med vores wild west aktivitet. Men som dagene skred frem stod der pludselig en flot

westernlejr. Vi lå i et område der var tilegnet store aktiviteter, og det var nærmest perfekt, da vi hængte vores

store banner op på Mærsk containeren, så var der ingen der var i tvivl om hvor vi var. Andre byggede en splat-

terborg (eller var det os ??!!), og vores venner fra Assenbæk Mølle lavede det helt store vandland. Splatterbor-

gen, bip, bip bip….Ja den behøver vist ikke nærmere omtale, men vi fik da udfordret Assenbæk til en kamp,

som vist nok endte uafgjort.

Vi fik da også inviteret Assenbæk over, efter at de lidt overraskende kaprede vores tog tidligere på dagen. Det

kunne vi jo ikke have siddende på os, så vi blev nød til at invitere dem over til et af vores hyggelige aftenlejr-

bål, med westernmad og ”blå kaffe”.

Ja faktisk havde vi hver aften nogle smadder hyggelige stunder rundt om bålet, hvor der kom mange gæster.

BANEN kørte fra fredag aften og vores aktivitet var meget flot besøgt. Toget futtede der ud af.

Vi hjalp også til med korpsets 90 års fødselsdag. Her hjalp vi de enkelte grene med alt muligt, det var udmær-

ket.

Søndag den 25. juli var der besøgsdag, og vi havde på forhånd aftalt at det var dagen hvor vi ville tage på ud-

flugt. Rinkenæs var målet – selvfølgelig. Det blev en lang, dejlig og oplevelsesrig dag, selvom vi aldrig fandt

statuen af vores lille gud, rapanden….

Tilgengæld spiste vi på Rinkenæs golfklubs restaurant, fik et overdådigt bad og røg store cigarer.

Så var det tid til at forberede os til NETTET.

Her var det stort set de samme aktiviteter vi

arbejdede med som under BANEN. Det gik

også godt, og der var mange spejdere der fik

set og prøvet vores aktiviteter. Det forlød bl.a.

fra aktivitetsudvalget at de aktiviteter der var

flest spejdere på, var wild west og

splatterborgen.

Blå sommer gik mod sin slutning, men for

Egemosen var det bestemt ikke slut endnu. Vi

skulle også være med til afslutningen, hvor vi

også havde vores platforme. Her gik det hele

også godt. Vi hjalp endnu en gang til ved sceneområdet, med at trække den raket der skulle få DDS sikkert ind

i år 2000. Godthåb Revyen, som stod for det musikalske både til åbningen og afslutningen, havde lavet nogle

dejlige sange og det hele endte med et flot festfyrværkeri.

De sidste dage gik med oprydning og nedbrydning af vores wild west lejr. Toget blev hentet om lørdagen

den 31. juli ved middagstid, og kort efter drog de fleste Mosefolk også hjemad.

Det var så den Blå sommer. Jeg vil huske tilbage med glæde og stolthed, og det håber jeg også I andre

Mosefolk vil. Der skete selvfølgelig også mange andre ting, men det er jo svært at få det hele med.

TAK FOR EN GOD LEJR

Keld Andreassen

28

Historien om vores togs dunkle fortid Af Jesper Bohn Rosendal

Jeg har forsøgt at kortlægge Egemosens lokomotivs historie, og takket være hjælp fra en mand i tyskland og en

mand fra Industribaneklubben (www.ibk.dk) er det lykkedes mig at komme frem til følgende:

Lokomotivet forlod Arnold Jungs lokomotivfabrik den 7. april 1937,

det blev leveret til entreprenørfirmaet Habermann & Guckes AG i

Berlin.

Under 2. verdenskrig udførte Habermann & Guckes en masse

anlægsarbejde i Jylland for tyskerne bl.a. Ålborg Flyveplads i Nr.

Sundby, Karup Flyveplads og Vandel Flyveplads ved Vejle. Det er

uvist hvor lokomotivet blev brugt og hvornår det kom til Danmark,

men da krigen sluttede i 1945 efterlod Habermann & Guckes en hel

del maskiner og materiel i Holstebro. Alle disse efterladte ting blev

beslaglagt af den danske stat, blandt disse ting var et Jung lokomotiv

som sandsynligvis er vores.

Staten videresolgte tyskernes efterladenskaber gennem en række danske firmaer, bl.a. var ingeniørfirmaet Tage

Kierulff-Hansen en af forhandlerne. De solgte vores lokomotiv til Sigersted

og Sandby Teglværker engang i slutningen af 40’erne. På teglværket blev

lokomotivet brugt til at køre ler fra lergraven til teglværket, frem til slut-

ningen af 60’erne.

Teglværket lukkede i 1971 og blev overtaget af et ophugningsfirma som vist

nok stadig ligger der.

Da Egemose Centret startede var

der ingen vej ind igennem mosen, kun en lille mudret sti. Det var

derfor besværligt at transportere byggematerialer ind til den cowboy-

by man ville bygge. Det var en af grundene til at man fandt på at der

skulle bygges en jernbane på Egemosen.

I starten af 1972 fik mosefolkene kontakt til Sigersted teglværk og fik

jernbanen mod at de selv fjernede den og ryddede op på området.

Så i bededagene drog en delegation fra Egemosen til Sigersted,

bevæbnede med skærebrændere og en stor lastbil. En del blev kørt til

skrothandleren, men lokomotivet, tipvogne og en masse skinner blev kørt hjem til Egemosen.

I de følgende år blev banen lagt, lokomotivet blev bygget om så det ligner et damplokomotiv og der blev

bygget passagervogne.

Nu er en mose jo ikke det mest optimale område at lægge en jernbane i, undergrunden bevæger sig, så sporet

bliver skævt. Svellerne er også rådnet i årenes løb. Derfor er

banen lagt om flere gange og i seneste omlægning er træ-

svellerne skiftet ud med betonsveller. En del af dem hjemme-

støbte, men en stor del er aflagte duoblok-sveller fra Bane

Danmark. De består af to betonklodser med en stålstang imellem.

Ved at skære stangen væk og svejse klodserne sammen igen,

kunne vi ændre sporvidden så den passer til vores 600 mm bane.

Fremtiden vil så vise hvorlænge betonsvellerne kommer til at

holde.

Forhåbentlig ligger de der stadig til Egemose Centrets 50 års

jubilæum og måske også til 60 års jubilæet…. Vi får se.

29

I 1998 stod den nye remise så klar og har

siden været til stor glæde, ikke kun for toget

men også for aktiviteter i regnvejr og en

masse gode fester.

30

Interne lejre på Egemosen.

For at give et indtryk af hvad Mosefolket går rundt og laver i vore dage, er her et par beretninger fra to interne

lejre i starten af 2007. Skrevet til Mosefundet af Mette Kjelstrup

Januarlejren 2007

Fredag aften mødtes 12 gæve mosefolk på Egemosecentret, for at

bruge weekenden på at udføre arbejdsopgaver.

Aftenen blev brugt på at spise god mad og ellers hyggeligt samvær

med alt hvad det indebar af indskrivninger af bemærkninger i

bogen.

Lørdag morgen skinnede solen, og det ultramilde januarvejr var

med os. Listen med arbejdsopgaver blev gennemgået, og det stod

hurtigt klart, at det ikke var bunkeflytning der blev den primære

aktivitet, selvom det jo er en yndet beskæftigelse for mosefolket.

I stedet gik vi i gang med at bygge vores nye aktivitetsterasse-

platform. Vi fik målt ud til fundamentssten, og brugte hele

lørdagen på at få dem sat op, og samtidig sat fliser op langs

Saloonens fundament, så det ikke trækker så meget under gulvet. Under denne proces lærte Mette at bruge den

store vinkelsliber, og blev samtidig dækket at et lag hvidt støv fra fliserne (nok det tætteste vi kommer på sne i

år). De bærende bjælker blev smurt ind i gori 44, sort ibenholt.

I mellemtiden fik Jakob modificeret porten på smedjen, så vores nye

traktor kan komme ind og holde der.

Jesper lærte Julius at køre traktor, og Julius brugte sit nyerhvervede

kørekort til at køre grus til terasse-fundamentet, og fik samtidig også

prøvet at køre traktoren fast. Så fast, at Jakobs landrover måtte ind-

drages i den dramatiske og heftigt fotodokumenterede redningsaktion.

Derudover fik vi vasket alger af hotel og pumpehus, og repareret det

store hul i vejen foran pumpehuset. Også et mudderhul foran brænde-

skuret modtog behandling.

BP hytten blev tilset og fik stillet en diagnose. Med en mindre reparation af tagudhænget skulle den kunne

holde et par år mere.

Lørdag aften var der vin og dug på bordet, og vi hyggede os med diverse diskussioner af mindsteløn,

definitionen på en fundamentalist, hvorvidt Nutella er fra Italien (det er det), situationen i Irak og meget mere.

Alt imens en mus sad under komfuret og holdt øje med os. Det var nok den samme mus, der havde danset på

bordene inden vi kom, og lagt små sorte hilsner til os i skuffer og skabe.

Søndag var ret blæsende, og blæsten tog til. Træerne så ret vilde ud, når de stod og svajede heftigt, men der

væltede ikke nogen.

Der var fuld fart i bygningen af terrassen, vi fik lagt bjælker og

brædder på hele terrassen inden frokost. Så nu mangler der ”bare”

nogle hundrede skruer, et rækværk og en trappe ned. Og så selvføl-

gelig det sidste stykke fortov mellem terrassen og verandaen foran

hoveddøren.

Efter frokosten var det tid at pakke sammen og gøre rent, hvilket var

hurtigt gjort. Vi sluttede lejren med at tage et gruppebillede af de

stolte bygmestre på den nye terrasse. Vi glæder os til at drikke kaffe

der til sommer!

31

Historien om årets fastelavnslejr

- i hvilken vi bl.a. møder en aggressiv sækkevogn, Clint Eastwood, Hot Lips og mange andre.

Tidligt fredag eftermiddag indfandt Kim Borg og undertegnede sig på

Mosen, fyrede op i brændeovnen, og forlod straks efter etablissementet på mission frokost. Missionen lykkedes

i Lynge Brugs, og udbyttet blev indtaget foran den nu lune ovn.

Herefter var der udbredt stemning for arbejdsopgaver, hvorfor undertegnede straks greb den store vinkelsliber

for at tilskære fliser til vindafskærmning under Saloonen, og Kim fattede sin skruemaskine og fik skruet de

sidste par hundrede skruer i terrassen.

Arbejdet skred planmæssigt frem, indtil der skulle hentes flere fliser. Frem med sækkevognen og om bag

Remisen. Her åbenbarede sækkevognen sin sande natur, idet den valgte at flække et øjenbryn samt tilføre et

blåt øje, til undertegnede, der blot havde sat en flise på den. Sækkevognen blev eftertrykkeligt skældt ud, og

efter tilsyn fra Kim Borg og senere Fiffi Jørgensen blev det antaget at såret ikke behøvede sting.

Nuvel, flere folk begyndte at dukke op, heriblandt Tims blå lærlingeraket fyldt med øl (mums). Der blev straks

efter disket op med hjemmelavede gammeldags fastelavnsboller, kaffe, og vi fik prøvesmagt føromtalte varer.

Aftensmaden blev produceret og bestod af koteletter i fad, nu med bacon og cocktailpølser, samt ris og råkost.

Resten af aftenen forløb i god ro og orden.

Lørdag morgen blev der, efter morgenmaden, udvist stor aktivitet fra alle sider.

Den manglende stump fortov mellem terrasse og hoveddør blev lavet, og ser fantastisk godt ud. Virkelig

professionelt udført stykke arbejde! Efter at dette arbejde var udført, blev det

hurtigt besluttet, at det da så helt vildt uprofessionelt ud, at fortovet foran hoved-

døren havde en anden størrelse mellemrum mellem brædderne. Der var kun et at

gøre, og det var at hente en håndfuld koben fra værktøjsladen, og opbyde en

ordentlig bunke kræfter. Brædderne var sat endog rigtig godt fast med store søm,

men op kom de da. I samme ombæring blev der gjort en del arkæologiske fund

under fortovet, mest i form af gafler og kuglepenne, fra yngre atomtid.

Brædderne blev monteret igen med officiel fortovsbræddeafstand og med skruer.

Imens hele dette arbejde stod på, var der andre der udfør-

te andre opgaver.

Johanna og Lene gav den som dullerne fra rent hjem, og

rengjorde og desinficerede toiletterne i Hotellet til den

helt store guld-medalje. Under denne proces var de også på en længere mission i

Farum, Birkerød og omegn, på jagt efter ny brusestang, bruserhoved, badeforhæng og

to-taktsolie. Missionen lykkedes, og nu kan man tage bad uden sprøjt, bag et bruse-

forhæng med gule ænder!

Vejen er blevet udbedret med det sidste stabilgrus, så folk med sænkede undervogne

kan passere uden at tilkalde assistance fra Falck.

Der er blevet fældet og beskåret en masse træer rundt om Hotellet og overnatningshytterne. Under denne

proces fik Mads et træ i hovedet, og fik flænset sin fine arbejdsfleece. Derudover led han dog ingen større

overlast.

Endvidere blev der ryddet lidt op ved overnatningshytterne, så bunden af brædderne i beklædningen er kommet

fri af bevoksning, jord, visne blade og andre ophobede uhumskheder.

Endelig sænkede aftenen sig over Egemosen, og folket begyndte at iføre sig deres fastelavnsudklædninger. Der

var lagt megen fantasi og omhu i flere af kostumerne, jeg nævner i flæng: Hot Lips, Clint Eastwood, Blues

Brothers, en pirat, en fe, en engel, djævelen, en munk, Darth Vader, civilforsvaret, indtil flere soldater, cowboy,

McDonalds-ansat, og mange flere.

32

Efter indtagelsen af et udsøgt måltid indeholdende rigelige mængder af fløde, feta og kød (hvor var baconen?),

var det tid at slå katten af tønden.

Behørigt vandmættede var tønderne hængt op i indgangsportalen, hvori også var monteret et spot, så vi kunne

se hvad vi ramte. Drengene mod pigerne, og kampen endte stort set lige, idet tønderne (og deres indhold) blev

banket i smadder stort set samtidig.

Kattekonger og –dronninger blev kåret, og indendørsaktiviteterne kunne genoptages.

Blandt de fem nominerede skulle årets bedste udklædning kåres, og med 12 stemmer blev det Mette K som

”Man with no name” (Clint Eastwood). På andenpladsen Lene, og på en delt tredjeplads Erik, Lisette og en til

som jeg har glemt hvem var….

Under aftenens aktiviteter hørte også dans på måtter forbundet med Bo V´s computer, hvilket så ret under-

holdende ud.

Endvidere var der indtil flere personer der valgte at give øl, hvilket kun kan bifaldes. Resten af aftenen gik op i

fest og farver til den lyse morgen (næsten).

Søndag havde de fantastiske arrangører planlagt ”ordentlig” morgenmad, med røræg og bacon. Efter maden var

der lige et par små arbejdsopgaver der skulle klares, så som at skære nogle fældede træer op, tømme Smedjen

for byggeriartikler, den helt store rengøring af ovnene i Saloonen m.v. Samtidig blev det besluttet også at lave

fortovet foran værktøjsladen om, så det også kunne få den officielle afstand mellem brædderne. Dette var noget

hurtigere gjort, idet sømmene her ikke var helt så fastgroede. Også her fandtes utallige dimser, bl.a. flere gafler,

terninger, hårelastikker, lightere og meget andet.

Endelig kunne traktoren blive kørt ind i Smedjen, og sørme om ikke forhøjelsen af porten var tilstrækkelig til at

den kunne komme ind uden at støde på.

Aldrig så snart Rasmus W havde lukket og låst smedjen måtte han imidlertid køre traktoren ud igen, da

”nogen” havde henkastet vognen et uheldigt sted, og den måtte flyttes.

Under oprydningen efter tøndeslagningen, blev det konstateret at drengene havde snydt. De havde overhovedet

ikke slået det sidste bræt af, men blot banket eftertrykkeligt til det, så det var snoet rundt om indgangsportalen

og på den måde skjult for publikum. Kenneth er derfor slet ikke kattekonge, og pigerne var altså de første til at

slå deres tønde ned!

Så var det tid til frokost, med mere bacon, og derefter rengøring.

Som afslutning genoplivede vi den efterhånden halvt uddøde tradition, og fik os en lejrbajer.

Tak for en god lejr!

Mette K

33

34

En historie om den vådeste sommerlejr i mands minde Uge 27 i 2008 Skrevet til Mosefundet af Mette Kjelstrup

Ca 20 mosefolk startede traditionen tro ugen med en nabodag. Vejret var desværre ikke så venligt, idet det

begyndte at styrte ned, da vi havde sat borde og stole ud. Kaffe og kage måtte derfor indtages inde. Ca. 10

naboer troppede op, og havde en hyggelig dag.

Søndag ankom 130 spejder i strålende solskin, og dagen gik med lejretablering.

I løbet af ugen begyndte det imidlertid at blive lidt dårligere vejr.

Der blev arbejdet intenst på at få lokomotivet til at køre, da der jo nu er skinner helt ned til H. Jørgensens Alle.

Onsdag eftermiddag lykkedes det!

Børnenes begejstring var helt i top, da de fik en tur i toget. Flere mosefolk var ved at fælde en tåre ved lyden af

vognenes skrumlen på skinnerne. Lokomotivet startede allerede i første forsøg, og der var ikke et øje tørt.

Det lykkedes kun at afspore toget en enkelt gang….

Torsdag var der nogen, der havde tisset på vejrgudernes sukkermad. Himmel og jord stod i et fra morgen til

aften, i alt omkring 70 mm. Det var lige lidt mere, end den i forvejen gennemvædede jord og vores helt fyldte

søer kunne tage.

Ved 18-tiden var hele mosefolket derfor oppe at grave render omkring teltene på Nørrebrogade. Omkring 50

spejdere blev evakueret ind i Remisen, fordi deres telte var oversvømmet.

Tømmerladen stod under vand.

Men ikke mange timer senere måtte vi også grave render om Remisen, fordi vandet løb ind ad dørene! Det er

vist første gang…

I løbet af ugen måtte vi også sende Fiffi på en vigtig mission i brønden i gaden. Der var vist ikke lige nogen,

der havde renset den i flere år. I hvert fald lå der et 10 cm tykt lag fedt i toppen af brønden, og dykpumpen var

stået helt af. Der blev installeret en ny, efter at slamsugeren havde været og spule.

Det nye badeladefyr fik tagpap på taget, og blev offer for mosefolkets fællesbad lørdag efter spejderne var taget

af sted.

Lørdag eftermiddag var jo familiedag, og heldigvis var vejrguderne denne gang med os. Omkring 30 forældre

og familie var troppet op. Der blev rundvist, smedet, støbt, skudt med vandraketter, og endelig fik alle en tur i

toget. Begejstringen var stor, men mon ikke også mange forældre har hørt på suk og støn over at det ikke har

kørt i flere år.

Aftenen blev afsluttet med en lækker middag i Saloonen.

Efter at ”de voksne” var taget hjem, blev der holdt en hyggelig fest i Aktivitetsgangen i Værktøjsladen, med øl,

rødvin og irish.

En hyggelig afslutning på en våd, men sjov uge.

Vi håber på bedre vejr næste år!

35

Egemose centrets 40 års jubilæumsskrift er udgivet i forbindelse med

jubilæumsfesten den 16. April 2011.

Samlet og redigeret af Jesper Bohn Rosendal

Trykt på DDS korpskontor af Keld Andreassen

Stor tak til følgende personer der har bidraget med tekst, billeder og

kommentarer.

Tom Larsen, Otto Clemmensen, Poul Wilcke, Gert Gronemann, Jan Hylleborg,

Ole Frimann Hansen, Henning Clausen, Dorte Rosendal, Keld Andreassen,

Jesper Mogensen, Sara Maj Hyldig, Mette Kjelstrup, Jakob Edelvold

Scheibye, Henning Schjødt Petersen, Torben Lundsgaard Larsen,

Ole Petersen og Kim Borg Nielsen.

Udgivet med økonomisk støtte fra

Kultur og fritidscentret i Egedal kommune.

36