Post on 20-Sep-2018
1
At skabe tid til relationen
- en rapport om socialt arbejde med hjemløse
Aalborg Universitet København Projekt udarbejdet af:
Kandidat i Socialt Arbejde Louise Malou Overby : 20151983
Vejleder: Pelle Korsbæk Sørensen Signe B. Schmidt : 20152004
8. semester 2016 Pernille Lorange Juul : 20151970
Anslag: 174.274 Tanja Witt Petersen : 20131553
Louise Gade Ellekrog : 20151936
2
Abstract
This is a paper about social work, in a private organisation in Denmark, Projekt Locker Room,
with focus on homeless people, and their situation. Furthermore the paper involves a related
project from USA, The Chicago Youth Storage Initiative.
The paper has a hermeneutic starting point and the empirical data is collected using qualitative
methods, interviews and document analysis. In this study we mainly involve the following
theories; Mintzberg's organizational theory, Vibeke Lehmann Nielsen & Micheal Lipsky’s Street
Level Bureaucracy, Søren Juul & Peter Høilund’s Anerkendelse og dømmekraft, Preben Brandt
and Torben Pilely’s Posefolket, and Axel Honneth’s Recognition theory.
The theories are used to show and reflect on how the social work is developed and performed on
daily basis in the organisation Projekt UDENFOR.
This study shows that there are several terms and conditions that apply for how social work is
carried out in an organization like Projekt UDENFOR, and describes and analyses the
advantages and disadvantages of this type of social work,
3
Indledning .......................................................................................................................................................... 5
Problemfelt ........................................................................................................................................................ 7
Problemformulering ........................................................................................................................................ 12
Afgrænsning og begrebsafklaring .................................................................................................................... 13
Projekt Locker Rooms målgruppe ............................................................................................................... 13
Afgrænsning ................................................................................................................................................ 13
Begrebsafklaring .......................................................................................................................................... 13
Projektdesign ................................................................................................................................................... 15
Metodeafsnit ................................................................................................................................................... 16
Informantinterviewet .................................................................................................................................. 16
Fokusgruppeinterview ................................................................................................................................. 16
Observationer under og efter fokusgruppeinterviewet .............................................................................. 17
Præsentation af informanter ....................................................................................................................... 18
Transskriberingsmetode .............................................................................................................................. 19
Kodning ........................................................................................................................................................ 19
Dokumentanalyse ........................................................................................................................................ 19
Det delvist strukturerede interview ............................................................................................................ 20
Etiske refleksioner ....................................................................................................................................... 21
Casen som metode ...................................................................................................................................... 22
Videnskabsteori ............................................................................................................................................... 22
Videnskabsteoretisk erkendelsesinteresse ................................................................................................. 23
Ontologi ....................................................................................................................................................... 24
Epistemologi ................................................................................................................................................ 24
Abduktiv tilgang til feltet ............................................................................................................................. 25
Hermeneutisk tilgang .................................................................................................................................. 25
Kritisk teori .................................................................................................................................................. 26
Axel Honneth ............................................................................................................................................... 27
Det normative ideal ..................................................................................................................................... 28
Kritik af anvendt videnskabsteori ................................................................................................................ 28
Teori ................................................................................................................................................................. 29
Organisationsformer ................................................................................................................................... 29
Street Level Bureaucracy ............................................................................................................................. 30
4
Bottom up og Top down styring ................................................................................................................. 33
Hvad er godt socialt arbejde? ...................................................................................................................... 34
Axel Honneth ............................................................................................................................................... 39
Analyse strategi ............................................................................................................................................... 41
Analysedel 1 – Organisation ............................................................................................................................ 42
Mintzbergs Organisationsanalyse af Projekt UDENFOR .............................................................................. 42
Street Level Bureaucracy ............................................................................................................................. 44
Top down eller bottom up ........................................................................................................................... 48
Delkonklusion .............................................................................................................................................. 50
Analysedel 2 – Det gode sociale arbejde ......................................................................................................... 50
Delkonklusion .............................................................................................................................................. 55
Analyse del 3 – Anerkendelse .......................................................................................................................... 56
Delkonklusion .............................................................................................................................................. 62
Diskussion ........................................................................................................................................................ 62
Konklusion ....................................................................................................................................................... 73
Tre anbefalinger .......................................................................................................................................... 76
Litteraturliste ................................................................................................................................................... 78
Bøger ........................................................................................................................................................... 78
Artikler ......................................................................................................................................................... 80
Publikation ................................................................................................................................................... 81
Beretninger .................................................................................................................................................. 81
Web ............................................................................................................................................................. 81
Bilag 1: Interviewguide .................................................................................................................................... 84
Bilag 2: Samtykkeerklæring ............................................................................................................................. 86
5
Indledning
Det der drev vores erkendelsesinteresse i dette projekt har været at se på den professionelles
handlerum i det sociale arbejde. Organisatorisk har vi allerede et kendskab til den valgte
organisation, Projekt UDENFOR, da vi anvendte denne som empirisk grundlag for vores
foregående projekt. De har været yderst samarbejdsvillige og har også vægtet at vi måtte
bruge alt deres materiale og ønsker også at denne rapport efterfølgende offentliggøres og
bruges videre frem.
Projekt UDENFOR startede i 1996 som privat organisation og er i dag selvejende med
finansiering fra fonde samt via finansloven siden ca. 2005. ”Organisationen er etableret med
baggrund i en europæisk-humanistisk pligttradition for uegennyttigt og betingelsesløst at yde
hjælp til det enkelte menneske, der af den ene eller den anden grund ikke selv kan tage vare
på egne fornødenheder”( http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/idegrundlag/). De ser det som
deres opgave både at tage vare på de humanistiske værdier i samfundet for de allermest
udsatte samt sætte disse problematikker på den politiske dagsorden og skabe ny viden og
debat om hjælpen til disse mennesker. Dette gør Projekt UDENFOR via opsøgende
gadeplansarbejde, Den Mobile Café, Projekt Locker Room, Ungeprojekt mv. Endvidere er
deres opgave at sikre viden fra projekterne bredes ud både nationalt såvel som internationalt.
Deres tilgang har et stærkt altruistisk islæt og er for dem en fordring at medvirke til, at
påberåbe, hvis der sker krænkelser for udsatte borgere. De insisterer på dialogen og
relationen, og arbejder i høj grad på borgernes betingelser og tidsrammer og gør brug af
indfølingsevne og det, at turde gå ind i denne relation. Projekt UDENFOR er indstillet på, at
projekter afsluttes og videregives til andre instanser ved afslutning og deres opfattelse af deres
opgave er netop også, at skabe nye vinkler og afprøve andre tiltag i samarbejde med brugeren
(GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Det socialpolitiske felt er over de sidste år blevet præget af strategier om at ”Alle skal med”,
som der står i den forrige regerings 2020 plan. Dette gøres overvejende ved at gøre folk
uafhængige af velfærdsydelser og herre over eget liv. ”Antallet af hjemløse i Danmark
reduceres med mindst 25 procent. Det svarer til et niveau på højst 4000 personer”
(http://www.altinget.dk/artikel/her-er-regeringens-sociale-2020-maal) ”I Danmark sætter vi
6
en ære i at behandle de mest udsatte og sårbare mennesker med respekt og omsorg”.
(Regeringen, 2013: 1) De ønsker at lære af best practise og erfaringer fra praksis (Regeringen,
2013: 8). Det er regeringen der sætter rammen for det kommunale udførende sociale arbejde.
Disse betingelser skal Projekt UDENFOR som organisation også forholde sig til og et hul i
2020 planen er netop, at de hjemløse illegale migranter ikke er indbefattet af rettigheder og
mulighed for hjælp, hvis de ikke er registrerede og har et cpr.nr eller midlertidig
arbejdstilladelse.
De samfundsmæssige og socialpolitiske betingelser for det sociale arbejde
Vi finder det interessant at undersøge en privat organisation hvis opmærksomhed er rettet
mod de allermest udsatte. Netop da vi oplever, at den danske velfærdsmodel som en universel
velfærdsstat synes at ændre sig særligt i disse år, fra et sigte mod i høj grad at sikre borgerens
rettigheder som medborger. Her har den britiske sociolog T.H. Marshall beskrevet civile,
sociale og politiske rettigheder som et normativt ideal for det at være medborger (Hornemann
& Elm Larsen 2011: 37- 42, 171-181. Siim, 2011: 171-181). Altså rettigheder til, at have en
identitet, et råderum til autonomi økonomisk, socialt og politisk. Det står for os i stor kontrast
til de muligheder, brugerne af Projekt UDENFOR er i besiddelse af samt de hensigter, der
ligger i at have en universel velfærdsstat, som den danske. Det handler ikke længere kun om
at kompensere for funktionsnedsættelser for de, der havde behov herfor, men i stigende grad
et fokus på øgede krav om det selvansvarlige menneske, der mødes af systemet med øgede
krav om beskæftigelse og selvforsørgelse. Denne ændrede type af styring af sociale problemer
mod i højere grad at vurdere arbejdsparathed, kontrolinstanser ved manglende kravopfyldelse
udviser jo netop ikke respekt af medborgeren i mødet med de sociale politikkers udførelse i
praksis.
Dette er også interessant at se nærmere på, hvordan den professionelles handlerum således
udspiller sig i forhold til det spændingsfelt der kan være i mødet mellem de organisatoriske og
socialpolitiske rammer og borgeren. Hvad kan den professionelle i Projekt Locker Room
udsige om denne handlen og dennes mulighed for at udføre socialt arbejde på en
anerkendende måde, afhængigt af typen af organisationsramme? Det vores informanter vil
kunne sige om, hvad godt socialt arbejde er i deres regi, vil det kunne overføres og kunne
anbefales til andre områder eller hvad vil problemerne være i dette? Det vil vi gerne se
7
nærmere på og dette gør vi ved at dykke ned i et af Projekt UDENFORs ad hoc projekter,
Projekt Locker Room.
Problemfelt
Siden 2007 har der været hjemløsetællinger i uge 6 foretaget af Social forsknings Instituttet
(SFI). I 2015 blev tallet opgjort til 6138 optalte hjemløse i Danmark. (Benjaminsen &
Lauritzen, 2015: 46). Af disse var der 609 gadesovere på landsplan og 232 gadesovere i
København. (Benjaminsen & Lauritzen, 2015: 190). Det er netop de Københavnske
gadesovere der er målgruppen for Projekt Locker Room.
Projekt Locker room:
”Projektet har til formål, at dække et basalt behov for sikker opbevaring af ejendele for en
udsat gruppe af de hjemløse. Erfaringer fra gadeplansarbejdet viser, at de hjemløse, der
sover udendørs ofte mister deres ejendele”…”det skaber nogle uheldige situationer, hvor det
enkelte menneske mangler sine ejendele og skal bruge energi på at få det erstattet.”
(udenfor.dk/wp-content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf).
Målgruppen for Projekt Locker Room er hjemløse, der sover udendørs og er mest udsatte og i
risikogruppen for yderligere udstødelse. Der er tilknyttet en socialfaglig
gadeplansmedarbejder til projektet, herudover er der to øvrige gadeplansmedarbejdere fra
andre af Projekt UDENFORs projekter, der bruger Projekt Locker Room ad hoc, dette da
projektet skal fungere som en integreret del af gadeplansarbejdet. Tildelingen af et skab skal
fungere som et redskab i relationsarbejdet, på lige fod med mad eller tøj og derudover også
søge at skabe en relation med de hjemløse brugere (udenfor.dk/wp-
content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf). Mange af de brugere, der anvender Projekt
Locker Room har vist sig at være uregistrerede og illegale brugere, uden cpr.nr og faktiske
juridiske rettigheder her i landet: ”Størstedelen af brugerne er fra øst- og sydeuropa...Med
meget få undtagelser er alle brugerne af projektet de særlig sårbare hjemløse, der udover
hjemløshed, også har andre psykiske og sociale problemer.” (Kvartalsrapport, 2015c: 1).
Baggrunden for Projekt Locker Rooms opståen
8
For at lave en indsats for at nedbringe hjemløsheden i Danmark blev Hjemløsestrategien
etableret i 2009 som et treårigt projekt. Som en af efterveerne på Hjemløsestrategien fra
2009-2012 viste der sig et helt lavpraktisk hul i behovsdækningen af de mest udsatte
hjemløses opbevaring af deres ejendele. Som det at være en deltagende medborger med
muligheder for at udøve de rettigheder og pligter der følger heraf, har det vist sig afgørende,
at de hjemløse kan opbevare f.eks. deres pas, nem id, personlige ejendele mv. uden risiko for
at blive overfaldet og bestjålet ved overnatning i nattelivet. Tanken om at tilbyde opbevaring
til de hjemløse har i 2014 også været præsenteret af Dansk Design Center i samarbejde med
Københavns Kommune Socialforvaltningen. Samarbejdet skulle skabe retning for
kommunens indsats på socialområdet samt pege på konkrete indsatsområder for hjemløse og
misbrugere, med velfærdsteknologi som omdrejningspunkt (DCC, 2014: 2).
Projekt UDENFOR udformede i 2014 et projektdesign for at etablere opbevaringsskabe –
locker rooms – til de mest udsatte hjemløse i København. Udvælgelsen skulle ske via
gadeplansarbejdet og den viden, der allerede var opsamlet gennem Projekt UDENFORs
opsøgende arbejde. Herfra skulle gadeplansmedarbejderen visitere brugeren til, at få et skab
til sine ejendele. I august 2014 startede Projekt UDENFOR, ’Projekt Locker Room’, et to årig
projekt der er finansieret gennem en privat fond.
Idéen bag Projekt Locker Room blev til, da en gadeplansmedarbejder var i Budapest:
”… og på et tidspunkt var vi i Budapest og se på nogle forskellige ting. Blandt andet et
værested for ældre alkoholiserede hjemløse, som aldrig ville komme i rigtig bolig”..… ”så gik
jeg derind og så var der en masse bokse, så snakkede jeg med ham der havde det og ideen var
sådan set bare, at man skulle komme og aflevere sin boks, lægge sine ting i de her bokse”
(GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Projekt UDENFORs tilgang til deres arbejde med brugerne og hele deres organisatoriske
ramme for udførelsen af arbejdet afviger også fra andet socialt arbejde som f.eks. myndigheds
sagsbehandler eller socialarbejder på et bosted. Projekt UDENFOR har som profil af privat
organisations struktur sponsoreret af fonde samt af finansloven med en agenda at i fungere
som ændrings aktør for det sociale arbejde og lave projekt arbejde med nye metoder, der kan
afprøves og videregives til det offentlige systems forvaltninger videre arbejde. Der var stor
politisk bevågenhed på hjemløseområdet i vinter, måske i højere grad dette år, pga. den
9
stigende flygtningestrøm til landet. Dette skabte i endnu højere grad nødvendigheden af, hvad
der skal til for at alle har en bolig her i landet.
I Projekt Locker Room fokuseres der på mikrosituationer, hvor det handler om at forstå den
anden. Den enkeltes erfaringer betones og borgeren har sin egen magt til at vælge og brugeren
og den professionelle er i en proces sammen.
Der er en fast tilknyttet gadeplansmedarbejder der sidder i et lokale med 70 skabe i Projekt
Locker Room dette gør, at vi er blevet nysgerrige på, hvad det kan gøre ift. socialt arbejde,
trods de omkringliggende strukturer og politiske vinde. Dette har gjort at vi ønsker at
undersøge, hvad de professionelle gør sig af tanker om, hvad godt socialt arbejde er i Projekt
Locker Room og hvordan kan vi finde spor af det i den indhentede empiri vi har foretaget i
Projekt Locker Room.
Hvad er det der sker i den relation, i det rum, med de skabe, der er godt socialt arbejde og
hvordan adskiller det sig fra andre typer af socialt arbejdes betingelser? Løser det et reelt
praktisk problem for den hjemløse eller skabes der noget tredje via dette møde, der kan
generere at der opstår en relation eller den hjemløse mødes anerkendende om ikke andet et
kort øjeblik?
Hjemløshedens historiske udvikling
For at forstå, hvordan hjemløse arbejdet er i dag vil vi sætte det i perspektiv ift. at se på
hjemløshed, som begreb over tid. Fra starten af 1800 tallet var der tale om voksne mænd, der
flyttede fra landet for at søge dagarbejde på fabrikkerne. Dette liv førte ofte til misbrug af
alkohol og øget kriminalitet. Der fandtes fattighjælp, men man mistede f.eks. sin stemmeret
hvis man modtog dette. Således var det som oftest et kirkeligt anliggende, at tilbyde noget
mad og lignende til byens hjemløse. I 1930’erne kom der den store økonomiske krise med
dertil førende arbejdsløshed, der førte til hjemløshed. Til forskel fra tidligere var det her mere
uforskyldt og ikke pga. druk og psykisk sygdom at man var hjemløs. Der skete altså en
holdningsændring og nogle steder som Mændenes Hjem fik også hæderlige bygninger til at
huse de hjemløse i slutningen af 1940’érne. I 1960´erne kommer hjemløshed og sociale
problemer på finansloven og fokus er nu på resocialisering. Billedet af de hjemløse ændrer sig
videre i 1970´erne hvor narkotika for alvor vinder indpas i gaderne og derfra og frem til i dag
er der et stigende antal hjemløse udlændinge i gadebilledet. Endeligt lukker de store
10
totalinstitutioner i slutningen af 1970´erne og psykiatrien flytter ud af hospitalerne og ind på
bostederne i slutningen af 1980´erne. Behovet for indsatsen bliver mere kompleks og der
opstår frivillige private organisationer som Projekt UDENFOR brugernes egen
interesseorganisation SAND i 1990´erne og Hus Forbi har i år været solgt i 20 år med stor
succes. Således er de hjemløse på en anden måde blevet synlige på den positive måde, som en
der bidrager til egen indtægt ved at sælge blade. Forståelsen for at hjemløse som andre
mennesker har forskellige behov og indsatsen må øges ses i 00´erne og med
Hjemløsestrategien i 2009. Mange tiltag får fondsmidler til at forsøge med nye tiltag for at
afhjælpe hjemløsheden, der siden registreringerne startede hvert andet år i
2007(Maendeneshjem.dk/historie). Så styringen af hjemløshed som socialt problem er i dag
båret af socialfaglige teorier og i mindre grad af det altruistiske. Dog ses dette ideal stadig hos
Projekt Locker Room, der placerer socialarbejderen midt mellem borgeren som ressource i
eget liv og det omkringliggende samfunds normer og styringspardigmer. Disse har ligesom
begrebet hjemløshed ændret sig over tid (Maendeneshjem.dk/historie).
Overvejelser om rapportens mulige fund:
Vi forventer ikke at det gode sociale arbejde kan sættes på formel. Men den valgte
organisation og empiri har naturligvis betydning for den teoretiske linse, vi anvender til at
anskue det sociale arbejde ud fra forskellige teoretiske vinkler og hvad Projekt Locker Room
forsøger at gøre med deres sociale arbejde. Projekt UDENFOR er en organisation, som går
ind og fungerer som stemme for de udsatte borgere og arbejder med, at sikre alle deres
grundlæggende rettigheder som borger – og på den måde anerkender dem som medborgere og
som aktiv aktør, i relationen med den professionelle. Vi vil dog gerne notere, at vi har
opmærksomhed på, at netop denne meget udsatte gruppe af hjemløse, har meget basale behov
der skal dækkes og at de ikke bliver mindre hjemløse af, at have et skab i en periode eller
mindre sultne elle psykisk syge af, at blive anerkendt og set som ligeværdige i relationen.
Endvidere blev vi inspireret af hvad der påvirker det sociale arbejde og de organisatoriske
betingelser for, hvordan dette udføres. Her vil vi se på Projekt Locker Rooms frontlinje vha.
Street Level Bureaucracy (herefter SLB) tilgangen, ift. at frontlinjemedarbejderen her netop er
et bindeled mellem flere aktører, både brugeren, omgivelserne og systemet. Det kan også
være en af forklaringerne på, hvorfor det er så vanskeligt at indkredse, hvad godt socialt
11
arbejde er, da det foregår på betingelser i et spændingsfelt mellem samfundets politikker og
styringsmekanismer og ideologien med, at borgeren er i centrum og selv skal sætte ord og
handling over eget liv.
Med inspiration fra Axel Honneths anerkendelsesbegreb ønsker vi at nærme os et normativt
syn på det sociale arbejde, med forståelse for, at dette er afgrænset til denne konkrete
empiriske undersøgelse. I dette projekt vil vi have et konfliktteoretisk blik på de neoliberale
ideologier, der har været fremherskende de seneste år. Her tænkes på, hvordan man som
individ har et ansvar for eget liv og selvforsørgelse kontra de samfundsstrukturer og
patologier, der skaber fejludvikling, som det fremgår af Peter Høilund & Søren Juuls bog
’Anerkendelse og dømmekraft’.
Øvelsen for både Projekt Locker Room og for os i denne rapport, handler om, at udforske det
normative ideal for hvordan socialt arbejde BØR udføres og også hvordan de faktisk GØR
konkret i Projekt Locker Room. Dette skaber ikke generaliserbarhed i forhold til, hvordan
man sætter socialt arbejde på formel, men det er tanken, at det kan øge validiteten i forhold til
netop dette nedslag her, i højere grad end vi forventer, at kunne have en høj grad af
overførbarhed til det sociale arbejde med en bred pensel. En mindre pensel er dog interessant
at kigge på ift. Projekt Locker Rooms overførbarhed.
Vi har i denne rapport valgt, at inddrage et tilsvarende projekt fra USA: ”The Chicago Youth
Storage Initiative”, i vores diskussion. Projektet fandt vi via søgning i videnskabelige
databaser, bl.a. Google Scholar. The Chicago Youth Storage Initiative, søger at forbedre livet
for hjemløse LGBT (homo-, bi- og transseksuelle), i form af fysiske opbevarings muligheder.
The Chicago Youth Storage Initiative råder over 67 skabe og blev opstartet i 2014. The
Chicago Youth Storage Initiative er understøttet at fondsmidler fra ”The Piece Family
Foundation”(www.piercefamilyfoundation.org). Projektets ramme er meget lig den ramme,
vi ser i Projekt Locker Room. Målgruppen er derimod meget forskellig, men begge er stærkt
udsatte hjemløse mennesker. Målet for begge projekter er det samme; de ønsker at videreføre
projekterne og at de kan skabe et vidensgrundlag for andre organisationer og tiltag.
Manageren udtaler i et interview; “The hope is that the program becomes a model for other
cities.” (www.windycitymediagroup.com).
12
At lave et nedslag i Projekt Locker Room som ekstrem case i forhold til, at der ikke findes
andre erfaringer med lignende projekter i Danmark, der dækker på samme vis som dette
projekt (Slutevaluering, 2016: 4), og derved se på, hvilke betingelser det organisatoriske i
Projekt UDENFOR skaber for, at udfolde det sociale arbejde og dets dømmekraft og skøn,
som i høj grad er dominerende i det professionelle arbejde.
Konkret har Projekt UDENFOR ved deres overordnede leder og stifter overlæge Preben
Brandt allerede i slutningen af 1990´erne lavet en bog, ud fra et treårigt projekt, der beskriver
nogle praksis metoder som deres ideal for hvordan deres sociale arbejde skal udføres. Disse
tager vi afsæt i og er beskrevet i ”Posefolket’. Dette projekt havde indsatsen rettet mod de
allermest udsatte borgere:
”…en lille, men særlig synlig gruppe af hjemløse mennesker, der alle er præget af at have en
psykotisk lidelse, af ikke at have noget misbrug af betydning, af at de lever på gaden døgnet
og året rundt og af som regel at medbringe alle deres ejendele i poser, tasker, indkøbs- eller
barnevogne.” (Pilely & Brandt, 1998:13).
Vi har på denne baggrund valgt at udforme følgende problemformulering.
Problemformulering
Arbejdsspørgsmål:
Hvilken betydning har organisationsstrukturen for implementeringen af det sociale arbejde?
Hvad er godt socialt arbejde i følge Projekt Locker Room?
Hvordan kommer Honneths anerkendelsesbegreb til udtryk i Projekt Locker Rooms arbejde
med brugerne?
13
Afgrænsning og begrebsafklaring
Projekt Locker Rooms målgruppe
”Målgruppen for projektet er hjemløse, der sover ude, og derfor er særligt sårbare og har
brug for et sikkert opbevaringssted og en socialfaglig indsats. I projektet bliver der ikke skelet
til nationalitet og man vil til enhver tid søge at nå de hjemløse, der er mest udsatte og i
risikogruppe for ydereligere udstødelse” (http://udenfor.dk/wp-
content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf).
Derudover ved vi fra vores informantinterview, at der næsten ingen danske brugere er af
tilbuddet og at der ca. er plads til 40 personer (da de fleste har mere en et skab), heraf er der
ca. tre kvinder. Alderen ligger imellem 35 til 60 år.
Udover at man skal være hjemløs gadesover og ikke kunne fungere i de tilbud, som er i form
af herberger og natcafeer, har de typisk også problemer med misbrug og/eller psykiske
lidelser. Til slut skal det gavne ens situation at komme i Locker Room projektet (GM1,
København, informantinterview 18/3 16).
Afgrænsning
Helt overordnet i rapporten har vi valgt at have et fokus rettet på det gode sociale arbejde,
gennemgåede er perspektivet på dette set ud fra den professionelles vinkel. Da Projekt
UDENFOR gerne vil skærme deres brugere, har vi ikke haft adgang til brugerne. Derfor er deres
syn og betragtninger ikke repræsenteret i rapporten. Derudover har vi også haft en
opmærksomhed rettet mod, at det sociale arbejde altid befinder sig i en kontekst, hvor det her i
høj grad er placeret i en organisatorisk ramme.
Begrebsafklaring
Vi anvender i rapporten er række begreber som vi her vil præcisere:
Anerkendelse; Når vi i rapporten bruger begrebet anerkendelse refererer vi i
udgangspunktet til Honneth forståelse af dette, med mindre andet er angivet
14
Borgere; Når vi i rapporten skriver borger refererer vi til brugere af div. tilbud rettet
mod (hjemløse), men som ikke nødvendigvis er brugere af Projekt UDENFOR
Brugere; Når vi i rapporten skriver bruger refererer vi til Projekt UDENFORs brugere,
herunder også Projekt Locker Rooms brugere som de er specificeret i
målgruppebeskrivelsen.
Professionelle; Her menes de aktuelle medarbejdere i Projekt Locker Room, samt
generelt fagligt personale som arbejder med målgruppen enten i kommunalt eller privat
regi og som er i direkte kontakt med brugeren.
Hjemløse; Når vi i rapporten skriver hjemløse, er det ud fra følgende definitition:
o ”Personer der bor på gaden, samt personer, som ikke disponerer over egen
(ejet eller lejet) bolig eller værelse, men som er henvist til midlertidige bo
alternativer, eller som bor midlertidigt og uden kontrakt hos familie, venner
eller bekendte. Som hjemløse regnes også personer uden et opholdssted den
kommende nat.” (Benjaminsen & Lauritzen 2013: 19).
16
Metodeafsnit
Vi vil i dette metodeafsnittet beskrive de forskellige metoder vi har brugt til at indsamle vores
empiri, hvordan vi har gjort det, samt særlige etiske refleksioner i forhold til vores empiri og
hvordan vi bruger den.
Informantinterviewet
Vi startede vores empiri indsamling med et informantinterview med leder af Projekt Locker
Room. Informantinterviewet er nyttigt i starten af et projekt, da man kan være usikker på
hvilke spørgsmål man skal stille, for at få bedst mulige empiri senere hen (Andersen, 2008:
168). Informantinterviewet er kendetegnet ved at informanten har førstehåndskendskab til
feltet, og kan ses som en erstatningsobservatør (Andersen, 2008: 168). Interviewformen var
ustruktureret og eksplorativt, og havde kun en temaramme (Andersen, 2008: 168). Interviewet
blev brugt til at danne ramme for resten af vores empiriindsamling. Alle gruppens deltagere
var med til interviewet, så vi alle bedst muligt få kendskab til feltet, samt se de fysiske
omgivelser projektet befinder sig i.
Fokusgruppeinterview
Kendetegne ved et fokusgruppeinterview, fandt vi brugbare til at skabe vores empiri. Efter
vores informantinterview med projektlederen og gadeplansmedarbejder i projektet, erfarede vi
at, der var mange usagte ting, som skabene var medskabende til i relationen mellem
gadeplansmedarbejderen og brugerne. Vi håbede at disse usagte ting ville dukke op i
fokusgruppeinterviewet med de tre gadeplansmedarbejdere.
Vi arrangerede derfor et fokusgruppeinterview, med tre gadeplansmedarbejdere fra Projekt
UDENFOR, herunder projektlederen, som også er i projektet på daglig basis. Samt to andre
medarbejdere, som har en mere sporadisk tilknytning til projektet, da de ikke opholder sig der,
men er med til at visitere hjemløse til skabene, samt lukker folk ind efter aftale uden for
åbningstiden. Derudover var det den ene medarbejder, som i sin tid fik ideen til Projekt
17
Locker Room. Ved at have alle tre gadeplansmedarbejdere med, fik vi fuldt vidensgrundlag
om projektet.
Som udgangspunkt besluttede vi i vores projektgruppe, at to gruppemedlemmer skulle deltage
i interviewet, da det ellers kunne virke overvældende, når selve interviewet indeholdt tre
gadeplansmedarbejdere tilknyttet Projekt Locker Room. Interviewet blev afholdt i Projekt
Locker Rooms lokaler i en afslappet atmosfære. Lokalet var under interviewet lukket for
brugere.
Fokusgruppeinterview vandt indpas på det sociologiske felt omkring 80’erne og beskrives
ved: ”fokusgrupper kan således forstås som en forskningsmetode, hvor data produceres
igennem gruppeinteraktionen omkring et emne som forskeren har bestemt. Det er altså
kombinationen af gruppeinteraktionen og forsker bestemt emnefokus som fokusgruppens
kendetegn” (Halkier, 2002: 11-12).
Fokusgrupper kan bruges til at få personernes holdninger, beretninger, forforståelse frem i
gruppeinteraktionen, samt der sker en form forhandling og fortolkning i gruppen, dette fører
til den data vi vil bruge som empiri i rapporten (Halkier, 2002: 12-13). En anden fordel ved
dette interview at den virker mere kontrollerende overfor usande tilsagn i forhold til andre
interviewformer (Andersen, 2008: 169). Metoden er ikke egnet til hvis der er et
afhængighedsforhold mellem de interviewet, fx chef over for medarbejdere (Andersen, 2008:
170), derfor var det en fordel for os, at medarbejderne var ligeværdige.
Inden interviewets start, havde vi udformet en interviewguide (bilag 1), med tre overordnet
spørgsmål/temaer, som vi gerne ville have udfoldet under interviewet. Få spørgsmål og lille
indblanding fra moderators side, er et af kendetegnende ved denne interviewform. Dog er det
moderatorens opgave, at man holder sig inden for spørgsmålsrammen (Andersen, 2008: 169).
Observationer under og efter fokusgruppeinterviewet
Som tidligere nævnt deltog tre gadeplansmedarbejdere i Projekt UDENFOR, med tilknytning
til Projekt Locker Room i interviewet. Projekt UDENFOR vægter deres informationsdeling
og vidensdeling meget højt og vi observerede derfor, at de tre deltagende
gadeplansmedarbejdere virkede meget vante med at svare på spørgsmål i denne type kontekst.
18
Observationer under interviewet
Under selve interviewet var to ud af tre medarbejdere meget på banen i modsætning til den
sidste medarbejder som ikke havde så meget at tilføje yderligere. Vi observerede, at der er
forskel på hvor meget og hvordan de bruger rummet. En informant talte mere end de to
øvrige.
Observationer efter interviewet
Så snart mikrofonen blev slukket, rettede informanterne straks deres opmærksomhed mod
deres brugere igen. Der havde samlet sig en del brugere uden for døren, som straks blev
lukket ind da interviewet sluttede. Dette da vi brugte mange af deres ressourcer i og med at vi
interviewede tre på en gang, hvilket også er årsagen til at interviewet blev afholdt på en time,
efter deres ønske.
Præsentation af informanter
Informanterne er anonymiseret og er tildelt følgende navne;
Gadeplansmedarbejder 1 kaldes herefter GM1. Er uddannet socialrådgiver, ansat i Projekt
UDENFOR som gadeplansmedarbejder og projektleder af Projekt Locker Room.
Gadeplansmedarbejder 2 kaldes herefter GM2. Er udannet pædagog, ansat i Projekt
UDENFOR, som gadeplansmedarbejder. Er særligt tilknyttet til Den Mobile Cafe (en bil som
kører ud med mad til de hjemløse).
Gadeplansmedarbejder 3 kaldes herefter GM3. Er uddannet pædagog, har været ansat hos
Projekt UDENFOR i 10 år som gadeplansmedarbejder. De sidste 6 år, med særligt fokus på
de udenlandske hjemløse. GM3 sidder i FEANTSA1 og fik bl.a. herigennem ideen til Locker
Room projektet.
1 European Federation of National Organisations Working with the Homeless (FEANTSA)
19
Transskriberingsmetode
Fokusgruppeinterview og det delvist strukturerede interview er foretaget med lydoptagelse og
efterfølgende transskriberet med følgende struktur. Valget af metode til transskribering, er
faldet på en metode hvor alt det sagte er nedskrevet i flydende format. Informantinterviewet
udfærdiget som feltnoter.
Steinar Kvale beskriver to metoder til transskribering af interviews: én metode hvorved
indholdet i interviewet transskriberes ordret, og skrives som talesprog, med (Kvale, 1997:
129) tøven, ufærdige sætninger, tænkepauser etc., og en anden metode, hvorved indholdet i
højere grad skrives med skriftsprog, med mere sammenhængende og læservenlig tekst. Vi har
valgt at benytte den sidstnævnte metode, men har så vidt muligt fremstillet teksten som det
sagte i interviewet. Vi har valgt at fjerne bandeord, da dette er irrelevant.
Moderatorer som er repræsenteret af to fra vores fem mands projektgruppe er repræsenteret
med deres rigtige navne. Alle navne, er i transskriberingen markeret med fed så der er muligt
at skelne mellem de svar og spørgsmål, der er fra de forskellige informanter og moderatorer.
Præsentationen af de forskellige medarbejdere som foregår allerførst i interviewet er udeladt
på grund af anonymiteten. Alle deltagende informanter har skrevet under på en
samtykkeerklæring, og er gjort opmærksom på, at sporingsgraden er høj, da projektet er det
eneste af sin slags (bilag 2).
Kodning
Efter transskriberingen af fokusgruppeinterviewet har vi kodet det med henblik på, at det
senere skal indgå i en analyse. Vi har meningsfortolket og udvalgt citater som er relevante for
vores arbejdsspørgsmål hvori interviewet vil blive inddraget. Overordnet har vi haft vores blik
rettet ud fra rapportens teoretiske ramme, for derved senere at kunne sætte vores
analyseresultater ind i en diskussion (Kvale & Brinkmann, 2015: 268-272).
Dokumentanalyse
Vi har valgt at benytte metoden dokumentanalyse, som supplement til vores anden empiri. Vi
har af Projekt Locker Room fået adgang til deres fire kvartalsrapporter,
20
opbevaringsbetingelserne, samt slutevalueringen. Disse dokumenter betragtes som primære
dokumenter, da vi har fået dem direkte fra den ansvarlige ”aktør”/forfatter (Lynggaard, 2010:
137). Dokumenterne som vi benytter til analysen er ikke offentliggjort fra Projekt
UDENFOR’s side endnu. Vi har fået tilladelse til at benytte alt materiale i vores rapport.
Vi har været opmærksomme på, at gå kildekritisk til værks, da de fleste dokumenter er præget
af deres ophavsmand, da forfattere er påvirket af deres historiske og kulturelle ramme.
(Duedahl & Jacobsen, 2010: 32).
” Derfor er det vigtigt at holde øje med de interesser, en forfatter har, og de kategorier
forfatteren anvender, ligesom det er væsentlig for den, der anvender dokumenterne at sørge
ind til, hvorfor forfatteren har valgt netop den pågældende problemstilling og har sorteret og
sammensat sine kilder på netop den måde i en ofte uendelig mængde af mulige kilder,
kombinationsmuligheder og fortolkningsmåder” (Duedahl & Jacobsen, 2010: 34).
Indenfor dokumentanalyse er der flere analysestrategier. Vi vil benytte os af tekst- og
indholdsanalyse. En sådan analyse handler ikke kun om, at gengive tekstens indhold, men
også at finde budskaber, argumenter og nøglebegreber i teksten (Duedahl & Jacobsen, 2010:
80).
Det delvist strukturerede interview
Denne interviewform er kendetegnet ved at vi ofte har en teoretisk og praktisk viden om feltet
(Andersen, 2008: 169). Hvilket stemmer overens med det var vores sidste empiriindsamling
og vi allerede havde data om projektet igennem diverse dokumenter fra Projekt UDENFOR,
samt informantinterviewet og fokusgruppeinterviewet. Vi lavede dette interview med
manageren fra The Chicago Youth Storage Initiative, for at få mere viden om hvordan
skabene som udgangspunkt er medvirkende til, at udføre godt socialt arbejde, og muligheden
for at kunne lave en diskussion senere i rapporten. Til dette interview, har vi også udarbejdet
en interviewguide, hvor ligheden er stor med den vi brugte til fokusgruppeinterviewet. Brugen
af interviewguiden sker ikke slavisk og der er plads til nye åbninger i interviewet, men er god
hjælp til, at huske, hvilke emner man skal berøre igennem interviewet (Andersen, 2008: 69).
Interviewet blev udført over Skype, da projektet er beliggende i Chicago, USA. Interviewet er
optaget som lydfil og er efterfølgende blevet transskriberet.
21
Etiske refleksioner
I rapportens start havde vi forhåbninger om, at lave empiri med målgruppen for Projekt
Locker Room, og høre dem om, hvad skabet betød for deres livskvalitet. Dette kunne dog
ikke lade sig gøre, jf. Projekt UDENFORs egen etik om, at skærme deres brugere. Kvale og
Brinkmann beskriver etiske spørgsmål i syv forskningsfaser. Bl.a. skriver de under fasen
interviewsituationen: ” der skal tages hensyn til interviewsamspillets personlige konsekvenser
for interviewpersonerne, for eksempel stress under interviewet og ændringer i
livsopfattelsen” (Kvale & Brinkmann, 2015: 107). Derudover er det forskerens etiske ansvar
at den data man producerer er så verificeret som muligt (Kvale & Brinkmann, 2015: 107),
hvilket kan være svært med netop denne sårbare målgruppe
I forhold til interviewene er der en del etiske refleksioner. Inden alle interviews er der givet
informeret samtykke i form af et mundtlig oplæg omhandlende rapportens overordnede
rammer og derudover er på forhånd sendt en samtykkeerklæring til informanterne, så de også
kunne se det på skrift, og havde tid til at tænke sig om inden. Til slut blev
samtykkeerklæringen underskrevet, dog kan deltagerne til en hver tid trække sin deltagelse
tilbage (Kvale & Brinkmann, 2015: 116). Vi har i vores samtykkeerklæring gjort
informanterne hos Projekt UDENFOR opmærksomme på, at der er høj sporbarhed, da det er
et lille projekt og Projekt UDENFOR er en kendt organisation, med få medarbejdere. Da det
er vigtigt for Projekt UDENFOR, at vidensdele i mange tilfælde (herunder til uddannelser,
professionelle og medier), har de været utrolig åbne i forhold til at få information.
Gadeplansmedarbejderene i Projekt Locker Room, betragtede ikke den høje sporbarhed som
en hæmsko. Som tidligere beskrevet er gadeplansmedarbejderene vante med interview
situationer og lign. de ser dermed ikke den høje sporbarhed som en problematik, nærmere
som en fordel og ønsker rapporten publicereret på deres hjemmeside Vi har dog valgt at
anonymisere alle personer, der optræder i denne rapport.
Vi skal som forskere vurderer de konsekvenser der er for, når opgaven bliver publiceret.
Konsekvenserne for at skade nogle af medarbejderne og deres arbejde skal være lig nul, hvis
projektet skal offentliggøres (Kvale & Brinkmann, 2015: 118). Vi har lavet en aftale med
Projekt Locker Room om, at de får adgang til rapporten, og kan bruge denne, som de finder
hensigtsmæssigt.
22
Casen som metode
I forhold til vores valg af casen Projekt Locker Room og parallel casen fra The Chicago Youth
Storage Initiative, har vi ladet os inspirere af Bent Flyvbjergs tekst om casestudier. En
misforståelse er f.eks. at teoretisk viden er mere værd end praktisk viden og at man ikke kan
generalisere fra enkelttilstand og ikke bidrage til udvikling via casestudiet. Flyvbjerg mener
netop at vel udførte cases har gennemslagskraft til især kontekstafhængig viden og hypoteser.
Flyvbjerg skriver, at ”kun gennem erfaring med enkeltstudier kan man bevæge sig fra enkelt til
ekspert viden”. Kritikken i casestudier går på, at cases er uden kontrol videnskabeligt set og
ikke kan sige noget normativt. Omvendt - at viden ikke kan generaliseres betyder det så, at det
ikke kan videns- akkumulere på et socialt felt? For at øge generaliserbarheden i casen har vi
valgt en strategisk udvælgelse af en ekstrem case, der i følge Flyvbjerg, vil kunne øge validiteten
netop i forhold til at opnå dybde og ikke bredde i forhold til hvad skabene kan gøre i det gode
sociale arbejde. Vi anvender casen i forhold til netop at kunne falsificere vores teser mere end
verificere, da casen tvinger os til at justere vores antagelser af vores hypoteser. I forhold til at
casen skulle virke til at verificere vores arbejdsspørgsmål er mindre sandsynligt, da vi netop ved
at påvirke casen skaber bias som forskere i forhold til, at casen kan bekræfte de forforståelser vi
kunne have inden rapportens udarbejdelse (Flyvbjerg, 2015: 497-521).
Dette var årsagen til at vi valgte casestudiet, da det er en ekstrem case og der kan være et
videnshul ift. hvordan det sociale arbejde er/bør være inden for dette felt. Netop for at arbejde i
dybden zoomer vi ind på Projekt Locker Room og The Chicago Youth Storage Initiative, hvilket
ifg. Flyvbjerg, vil kunne øge validiteten på denne rapport og denne konkrete case.
Videnskabsteori
Her kortlægges vores videnskabsteoretiske forløb, med en gennemgang af den anvendte
videnskabsteoretiske retning – kritisk teori – og dets anvendelse i rapporten, samt vores
videnskabsteoretiske erkendelsesinteresse. Endvidere vil vi kort kritisere den inddragede
videnskabsteori.
23
Videnskabsteoretisk erkendelsesinteresse
Efter valget af Projekt UDENFORs ad hoc projekt, Projekt Locker Room, tog vi på et
eksplorativt første besøg. På dette tidlige tidspunkt, blev vi umiddelbart optaget af skabet,
som et redskab i det sociale arbejde, en stærk aktør, som vi havde en tese om, at de
professionelle endnu ikke havde set styrken af. Projekt UDENFOR har som organisation, den
holdning, til dokumentation og formidling, at:
”generelt har vi et mål om, at vores organisation skal være åben og inkluderende. Derfor
forsøger vi, så vidt det er muligt, at holde døren åben for alle interesserede lige fra
journalister og studerende, der ønsker interviews om hjemløshed og udstødelse, til
privatpersoner, organisationer og samarbejdspartnere, der efterspørger et indblik i Projekt
UDENFOR.” (http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/idegrundlag/).
På baggrund af de mange henvendelser Projekt UDENFOR får, qua deres åbenhed, lader de
som beskrevet, sig gerne selv interviewe, men skærmer deres brugere. Efter det eksplorative
besøg hos Projekt Locker Room, var vi optaget af hvordan Projekt Locker Room, med en
enkelt primært tilknyttet gadeplansmedarbejder, tilsyneladende var i stand til at lave godt
socialt arbejde, for de hjemløse. Anerkendelse, tillid og ærlighed synes ved første besøg, at
gennemsyre kulturen og holdningen til hvad det gode sociale arbejde er i Projekt Locker
Room, set ud fra de professionelles perspektiv. Hermed blev interessen for Axel Honneth og
hans normative anerkendelsesideal og denne kritisk teoretiske tilgang til spørgsmålet om
”hvordan det gode sociale arbejde udmønter sig”.
Vores erkendelsesinteresse er emancipatorisk og eksplorativ. Emancipatorisk i den forstand,
at se nærmere på, hvordan gadeplansmedarbejderen hos Projekt Locker Room reflekterer
over, hvordan deres tilgang til deres arbejde, med de hjemløse brugere, giver brugeren et
mandat og et frigørende element. Eksplorativt i den forstand at vi ønsker ud fra kritisk
teoretisk ståsted at forsøge at undersøge, hvordan det sociale arbejde italesættes konkret i
Projekt Locker Room og hvilke spor, vi kan finde af metoder i godt socialt arbejde. I forhold
til den viden og videns erkendelse, som vi kan få via rapporten, bliver vores indledende
antagelser centrale, da de skaber fundamentet for rapportens problemstillinger. (Juul &
Pedersen, 2012: 110, 137)
24
Ontologi
Det er videnskabsteoriens opgave i den kritiske teori, at blotlægge og eventuelt kritisere
fakticiteten, af det gode sociale arbejde i Projekt Locker Room, set i lyset af Honneths
anerkendelsesideal. Vi vil her vise virkeligheden, som den er i Projekt Locker Room, og
dermed se, om den strider mod det normative ideal om, hvordan det burde være (Juul &
Pedersen, 2012: 410). Der er altså her i høj grad tale om en fortolkningsopgave af Projekt
Locker Room, hvor det kritiske perspektiv fungerer som den normative standard for vores
kritiske analyser set i lyset af Honneths anerkendelsesideal. (Juul & Pedersen, 2012: 410).
Det ontologiske spørgsmål vedrører overordnet set antagelser om virkeligheden og dens
beskaffenhed om det værende, om tingenes væsen (Juul & Pedersen, 2012: 14). Vi ønsker den
type viden, der eksisterer mellem bruger og den professionelle, da vi ønsker viden om det
gode sociale arbejde i Projekt Locker Room.
Den kritisk teoretiske ontologi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at der er en virkelighed
’derude’, da ontologien her er realistisk og opererer med en faktisk eksisterende verden, men
det er imidlertid umuligt at erkende sandheden om den. Vi vil ud fra idealet om anerkendelse,
stille os kritisk over for det sociale arbejde i Projekt Locker Room, og de
anerkendelsesmuligheder, der er i relationen mellem gadeplansmedarbejderen og brugeren i
forhold til det gode sociale arbejde. De udtalelser vi vil frembringe i empirien er ikke i sig
selv den objektive reelle virkelighedsstatus, men kan sige noget om betingelserne for den
gadeplansmedarbejder i det sociale arbejde med hjemløse i Projekt Locker Room.
Epistemologi
Det epistemologiske spørgsmål vedrører overordnet set antagelser om erkendelsens væsen,
hvad viden er, hvad vi kan opnå viden om, og hvordan man bør gå frem i videnskaben for at
opnå viden. Vi har her søgt, at finde ud af, hvordan vi kan finde den viden vi søger omkring
det gode sociale arbejde i Projekt Locker Room. Kritisk teoris epistemologiske udgangspunkt
er, at samfundsvidenskaben har et frigørende sigte. Den skal ikke blot beskrive og forklare
samfundet, men ønsker også at forandre samfundet (Juul & Pedersen, 2012: 14).
Vi forestiller os at kunne erhverve os en vis erkendelse, så er det med forbehold for, at
erkendelsen i denne rapport gøres på baggrund af et teoretisk grundlag og det empirisk
materiale vi har fundet i Projekt Locker Room og The Chicago Youth Storage Initiative. Vi
25
mener alligevel, at kunne komme til en erkendelse af viden om anerkendelsesforholdene
inden for socialt arbejde.
Abduktiv tilgang til feltet
Mødet med feltet er allerede en abduktiv proces ift. at vi startede med at gå åbent til Projekt
Locker Room med en sund nysgerrighed på, hvad de kunne. Dernæst fandt vi et teoretisk
afsæt til at møde feltet igen ved et fokusgruppeinterview. Den videre analytiske proces vil
fortsætte med abduktivt at arbejde mod nye erkendelser i spændingsfeltet mellem det
teoretiske udgangspunkt som fortolkningsramme og tilbage til at forstå empirien bedre ud fra
det teoretiske og omvendt. Denne tilgang anvendes, da vi erkender, at selvom vi går efter et
normativt ideal ift. det sociale arbejde og gadeplansmedarbejderenes beskrivelser af dette som
aktør i feltet. Der findes ikke ét svar på hvad socialt arbejde er, men vi finder måske snarere et
”hvordan det bør være” i netop denne kontekst i Projekt Locker Room.
Hermeneutisk tilgang
Vores forforståelse (de meninger, vi havde dannet os på forhånd) og interesse for
problemstillingen tager primært udgangspunkt i, at vi har en forforståelse om, at det er
vanskeligt at indkredse, hvordan det sociale arbejde konkret udspiller sig og vi forestiller os
endvidere, at det i høj grad vil afhænge af den kontekst det sociale arbejde befinder sig i. For
os har det været vigtigt at være opmærksomme på denne forforståelse, når vi lavede vores
empiri. Samtidig mener vi ikke, at det er muligt helt at sætte denne forforståelse i parentes.
Den har påvirket vores valg af og optik på projektets fokus og udformning.
Vi gør derved brug af en hermeneutisk tilgang til i forhold til, at fortolke og forstå det
empiriske materiale og problemstilling. Vi gør som skrevet brug af den abduktive tilgang ift.
at opnå ”en slutning til bedste forklaring” (Hviid Jacobsen et al, 2015: 86). Herved arbejder vi
med den cirkulære vekselvirkning den hermeneutiske cirkel består af ift. at se på helheden for
at forstå enkeltdelene og omvendt, se på delene for at forstå helheden. Vores
forståelseshorisont er åben og påvirkes altså i interaktion med de nye erkendelser vi gør os
gennem projektets forløb i vores stræben efter at opnå horisontsammensmeltning. Det handler
om at opnå en forståelse, der stemmer overens med intentionen bag udsagnet hos vores
informanter og derved komme nærmere deres sandhed via dialogen og forståelsen.
26
Efterfølgende får informanterne i Projekt Locker Room og The Chicago Youth Storage
Initiative også projektet og vi vil påtage os at mediere en kontaktmulighed mellem projektet i
The Chicago Youth Storage Initiative og Projekt Locker Room i forhold til yderligere
horisontsammensmeltning og mulighed for at udvikle arbejdet videre frem ud fra nye
perspektiver.
Vi ønsker at teste vores forforståelser og medtage dem i vores teoretiske tilgang og gøre dem
til skue ift. at opnå ny erkendelse. (Søren Juul i Juul & Pedersen, 2012: 145). I den kritiske
hermeneutik er der netop en afhængighed mellem det normative kritiske ideal og den sociale
virkelighed.
Kritisk teori
Der er mange forskellige opfattelser af, hvad videnskabelig viden er og bør være, og også
deraf hvordan den bedst frembringes. Derfor hører det med til vores videnskabelige arbejde,
at eksplicere den kritiske teori som videnskabsteoretisk orientering, som denne rapport tager
afsæt i. Vi bekender os ikke til denne retning en gang for alle, men vores refleksioner over,
den fortolkningsviden vi ønsker frembragt, samt at vi ønsker at anvende Axel Honneths teori
om anerkendelse, afføder et automatisk tilvalg af den kritisk teoretiske videnskab, som
Honneth er repræsentant for.
Kritisk teori startede som en kritik af den traditionelle positivistiske videnskabstradition.
Kritikken gik på at de samfundsmæssige og historiske kontekstuelle forhold ikke medtænkes.
Endvidere ønskede kritisk teoretikere at tage del i en kamp for et samfund med frigjorte
undertrykte borgere grundet de stigende materielle betingelser i samfundet. Her er der visse
magtforhold der står i vejen for menneskets udvikling. Kritisk teori vil udover, at være en
sand videnskab ift. det politiske, juridiske, psykologiske niveau, også at påvise de sociale
patologier der forefindes i samfundet, der hindre et retfærdigt samfund (Hviid Jacobsen et al,
2015: 273). Kritisk teori vægter, at kritikken må forankres i et begrundet normativt ideal,
dette i forhold til at skabe en sand viden om feltet. Kritisk teori lægger sig tæt op ad kritisk
realisme i forhold til at de er enige om, at virkeligheden objektivt er derude og at videnskaben
er til for at kritisere den og teste den ift. at finde frem til en sand viden. Derimod tager kritisk
teori afstand fra kritisk rationalisme, i forhold til at denne tilgang kun medtager objektiv viden
27
som sand videnskab og overser kulturelle og samfundsmæssige sproglige udsagn og
betingelser i deres videnskabsteoretiske tilgang. (Juul, 2012: 366).
Kritisk teori spørger om, hvordan man identificere fejludviklinger i samfundet uden et
normativt begreb om, hvad der er godt og retfærdigt. Hermed bryder kritisk teori med den
skarpe sondring mellem ’er’ og ’bør’ og med det dogme om værdifrihed, som har præget
blandt andet den positivistiske videnskabstradition (Juul & Pedersen, 2012: 410).
Axel Honneth
Honneths socialfilosofiske fortolkning af kritisk teori i hans anerkendelsesideal tilhører den
tredje generation af Frankfurterskolen, der kritiserer tidligere teoretikere for ikke at medtage
erfaringer om følelser og moral. Honneth bygger videre på Habermas kommunikationsteori
med sit anerkendelsesbegreb som ideal og med inspiration fra både Hegels
anerkendelsesbegreb og Winnicotts psykoanalytiske begreb holding. Honneths reformulering
af Habermas kommunikative paradigme er på baggrund af, at Habermas teori ikke i
tilstrækkelig grad er forankret i konkret menneskelig erfaring.
Honneth skriver, at man først er autonom som individ når man har oplevet gensidig
anerkendelse. Menneskelig udvikling hænger hos Honneth sammen med muligheden for at
udvikle en autonomi og derved en vellykket identitet, hvilket forudsætter et samfund der har
et normativt ideal ift. hvad der skal til for, at skabe en sådan udvikling. Han kritiserer
decomodifikationen, altså afvareliggørelsen, og fremmedgørelsen i samfundet, som en af
samtidsdiagnoserne på et ikke fornuftigt samfund. (Hviid Jacobsen et al, 2015: 280-285).
Denne patologi viser sig på forskellige niveauer og mennesker krænkes herved ift. deres
værdi og rettighed som borger.
Honneth som kritisk hermeneutiker mener, at fortolkningsprocessen er et normativt ideal for
den kritiske videnskabelige analyse. Honneths ontologiske ståsted er, at der findes en faktisk
verden, der eksisterer og videnskabens opgave er at vise, at virkeligheden strider med hvordan
den burde være. Altså er kritiske teoretikere optaget af, hvad der bør være og ikke blot af
hvad der faktisk er.
De niveauer Honneth arbejder med er tre anerkendelsesforhold: den private, den solidariske
og retslige. Den private findes i de tætte familiære relationer og Honneth benævner det
kærlighed. Denne er uafhængig af historisk kontekst og er en kerneværdi for menneskelig
28
opblomstring. Derimod er både den juridiske og solidariske anerkendelses forhold bundet af
den historiske kontekst og er med til at give vise individet social anerkendelse som
medborger. Alle tre anerkendelsesforhold er gensidigt afhængige af hinanden i forhold til, at
være autonom som individ. Honneths anerkendelsesbegreb er ønskeværdige tilstande om et
normativt ideal. Honneth beskriver krænkelseserfaringer, der udspringer af mangel på
anerkendelse og at disse erfaringer skal ses ift. de samfundsmæssige anerkendelsesbetingelser
og barrierer, der kan være i samfundsstrukturerne, der kan fremme en usynliggørelse og
krænkelseserfaring hos individet (Andersen & Kaspersen, 2015: 406-416). Her vil vi netop se
på hvordan Projekt Locker Room benytter en elementær anerkendelse som metode i deres
arbejde med de hjemløse gadesovere (Andersen & Kaspersen, 2015: 406-416), (Hviid
Jacobsen et al, 2015: 273-285).
Det normative ideal
Vi opstiller et normativt ideal gennem Honneth, som anskuer, hvorledes social værdsættelse
eller som Honneth også benævner det solidaritet, der rummer udviklingspotentiale (Høilund
& Juul, 2015: 28) skal varetage anerkendelsen af det enkelte individ i Projekt Locker Room
og dermed gøre det ud for godt socialt arbejde. Vi tager udgangspunkt i et normativt ideal,
ift. hvad godt socialt arbejde er og hvilke præmisser, der skal være til stede, for at det kan lade
sig gøre. Den viden vi ønsker at frembringe, beror derved ikke på at den skal være objektiv,
forstået som værdifri, for at være valid og sand. For den kritiske teoretiske forskning handler
det om, at fremdrage viden, der kan medføre øget lighed og bedre livsbetingelserne for de
svagt stillede i samfundet. Vores ambition er, ved hjælp af teoretisk tænkning og empirisk
forskning, at identificere forhold, der kan vise et normativt ideal ift., hvordan socialt arbejde
med hjemløse borgere kan udføres særlig godt på grund af tilbuddet om et skab til den
hjemløse.
Kritik af anvendt videnskabsteori
I kritisk teori kan man ikke sige, at der er tale om en løsningsorienteret videnskabsteori, idet
identifikationen af en fejludvikling ses som et mål i sig selv. Kritisk teori søger at finde frem
til fejludviklinger i samfundet, ved at holde dets normative ideal op som et spejl til
virkeligheden og derved finde frem til forskellene. Målet er at inspirere til forandring, når
forskellene er blevet bragt frem i dagens lys. Kritisk teori har dermed stor fokus på, hvordan
29
verden ideelt set ’bør’ være. Positivisterne derimod, opstiller en skarp sondring mellem ’er’
og ’bør’ og mener at den enkelte forsker skal fremstille virkeligheden så præcist som muligt,
uden ’bør’. Dette hænger sammen med ideen om, at påstande skal understøttes med beviser
eller være logiske. Forskere skal ikke arbejde med normative idealer, de skal arbejde mod en
forbedring af den tilgængelige viden og forståelse af verden (Juul & Pedersen, 2012: 31f). De
filosofiske hermeneutikere kritiserer ligeledes den kritiske teori. De siger, at mennesket aldrig
kan sætte sig ud over dets ”væren i verden” og indtræde i en upartisk diskurs (Juul &
Pedersen, 2012: 140). De kritiske hermeneutikere er også skeptiske over for den kritiske teori,
og mener menneskets emancipatoriske interesser er bundet i dets historiske erfaringer, og at
kritiske normer udtænkes, som modmagt til eksisterende magtformer, der fordrer
undertrykkelse eller ufrihed (Juul & Pedersen, 2012: 141). I både Søren Juul og Peter
Højlunds artikel og Honneths ”Kamp om anerkendelse” og ”Behovet for anerkendelse” er den
teoretiske linse netop kritisk hermeneutisk: ”at stabiliteten i anerkendelsesrelationen er under
pres trods historiske ændringer” (Willig, 2015: 15). Kritik af samfundet bunder derfor i
vores egne fordomme, forankret i en bestemt historisk situation og vores bestemte erfaringer,
der danner vores normative udgangspunkt. Grundet dette udgangspunkt kan der ikke opstilles
et normativt kritikgrundlag, da normativiteten er afhængig af det enkelte individ, siger de
kritiske hermeneutikere. (Juul & Pedersen, 2012: 297).
Teori
Vi vil i det følgende præsentere den teori, som er inddraget i rapporten i de tre
arbejdsspørgsmål. Vi vil kort introducere teoriernes centrale pointer samt hvordan de vil
fungere i de respektive analyser. Vi vil starte med at præsentere de teorier, der knytter sig til
arbejdsspørgsmål 1. Der omhandler organisationsformen og strukturen i Projekt UDENFOR.
Organisationsformer
Henry Mintzberg operer med seks organisationsformer, hver af disse former har forskellige
kendetegn. De seks organisationsformer er:
30
Den simple struktur
Maskinbureaukratiet
Fag bureaukratiet
Den divisionaliserede form
Ide-organisationen
Adhocratiet (Sørensen, 2000: 13).
De to organisationsformer vi yderligere vil beskrive er Ide-organisationen og Adhocratiet.
Ideorganisationer er oftest politiske partier, religiøse organisationer og NGO’er. Alle i
organisationen er samlet om en fælles ideologi som er grundlaget for medarbejdernes arbejde
(Sørensen, 2000: 155). Alle medarbejdere i organisationen har samme målsætning og
værdisæt, derfor gør det arbejdet lettere. ”Det der holder Ide-organisationen sammen og som
bidrager til dens interne koordination af arbejde og aktiviteter, er standardisering af normer
og en fælles ideologi for organisationens medlemmer” (Sørensen, 2000: 154).
Ide-organisationens andet kendetegn er en minimum opdeling af personalet, herunder
forskellige faggrupper og mellem stab og ledelse. Derudover får nyankommet personale en
grundig indoktrinering af organisationen værdigrundlag, men efterfølgende høj frihed til at
træffe beslutninger og handle på organisationens vegne (Sørensen, 2000: 154).
Mintzbergs Adhocrati kendetegnes ved, at det er en form for organisation, der vil skabe
innovation, medarbejderne er specialister inden for området og vil være nyskabende. Det er
ofte projekter, som bliver sat i verden for at løse usædvanlige opgaver ”adhocratitet er
effektivt til at løse specialiseret opgaver, men ineffektiv til at løse standard opgaver” og
projekterne vil ofte være af kortere tidsperiode (Sørensen, 2000: 151).
Street Level Bureaucracy
I denne rapport anvender vi SLB, eller oversat til dansk frontlinjemedarbejder teori. SLB
teorien giver mange bud på, hvordan forskellige individer agerer inden for de givne
institutionelle, økonomiske, samfundsmæssige og personlige rammer de er underlagt. Vi
anvender SLB tilgangen til at beskrive hvilke forhold gadeplansmedarbejderne i Projekt
31
Locker Room er underlagt, og hvilke ulemper og fordele der kan være ved deres type
organisation(Nielsen, 2011: 335)
Det centrale i SLB tilgangen, er at der findes forskellige typer og karakteristika som gør sig
gældende for frontliniemedarbejderen. Vibeke Lehmann Nielsen beskriver flere forskellige
forhold for frontlinjemedarbejderne. Hun beskriver blandt andet hvordan de er med til at
udfordre implementeringen af politiske processer. Herunder beskrives en række forhold der
gør sig gældende for frontlinjemedarbejdere blandt andet deres grad af myndighedsudøvelse i
kerneopgaver, deres institutionelle forhold, og ikke mindst deres skønsmæssige
råderum(Nielsen, 2011: 335). Da der ikke er formuleret en færdig manuel med retningslinjer
for deres arbejde, bliver det op til den enkelte medarbejder at vurdere og fortolke, hvordan der
skal handles i en given situation. Skønnet skal her forstås som the power of free decision, og
her er det væsentligt, også have blik for at det kan være varierende hvor stort et skøn, den
enkelte frontlinjemedarbejder har (Nielsen, 2011: 344). Ifølge Lipsky, er disse frontlinje
medarbejdere de ”virkelige” beslutningstagere, herunder mener Lipsky især at den offentlige
politik personliggøres gennem skøn(Nielsen, 2011: 322). Variationsmæssigt kan der være tale
om forskelle i både job karakteristika, organisatoriske/institutionelle forhold, samt
individuelle forskelle. Samlet set befinder frontlinjemedarbejderen sig altså i en situation,
hvor vedkommende i varierende omfang skal udføre et skøn, som kan være præget af
usikkerhed, da der ikke er formuleret nogen endegyldige retningslinjer.
Endvidere kan der være mange holdninger til hvordan dette skøn skal udføres og forstås, her
kan frontlinjemedarbejderen på den anden side også kan vælge at udvise en adfærd som
afviger fra de politiske beslutningstageres hensigter (Nielsen, 2011: 347). Lehman Nielsen
knytter forskellige karakteristika til at beskrive frontlinjemedarbejdernes både individuelle, og
institutionelle forhold. Dette vil vi kort skitsere for senere at kunne koble det til Projekt
Locker Room. Karakteristikaene er følgende:
1.Genstandsfeltet er ikke detailreguleret, hvilket medfører den konsekvens at
frontlinjemedarbejdere skal udøve et skøn. Dvs. Udfylde et ikke reguleret adfærdsrum.
2.Deres arbejde er led i en joint action – konsekvensen bliver her at deres adfærd skabes i
samspil med andre relevante aktører/ herunder brugerne målgruppen.
32
3.Adfærden er vanskelig og praktisk umuligt at monitorere – konsekvensen er her at
frontlinjemedarbejderne kan udvise en adfærd som afviger fra det ønskede.
4.Der er sjældent sikker viden og fuldstændig konsensus om metoder og prioriteringer, der er
ikke uanede ressourcer til rådighed – frontlinjemedarbejderne oplever derfor et krydspres og
at der fra forskellige sider og fra forskellige værdikriterier sættes spørgsmålstegn ved deres
handlinger.
5.Der er embedsmænd (agenter) ansat til, at handle på vegne af det politiske principaler.
Deres generelle adfærd og specifikke beslutninger har konsekvens for andre. Dette medfører
at de forvalter og står til ansvar for at forvalte en opgave hvis indhold og præmisser de ikke
selv har fuld frihed til at fastsætte (Nielsen, 2011: 344)
Desuden skelnes der mellem frontlinjemedarbejdernes kerneopgaver, som også synes at have
en relevant betydning for deres adfærd og deres handlingsmæssige skøn, her skelner Lehman
Nielsen mellem tre dimensioner af kerneopgaver;
1.Graden af myndighedsarbejde vedrørende tilkendelse af velfærdssanktioner
2.Graden af myndigheden vedrørende tildeling af velfærdsydelser
3.Graden af leverance af service
Lehmann Nielsen forsøger at skabe en forståelse af frontlinjemedarbejder adfærd i en dansk
kontekst, i modsætning til andre forskere som f.eks. Michael Lipsky (Nielsen, 2011: 336).
Lipsky er en politolog, som var en af de første til at sætte ord på SLB tilgangen. Lipsky har
fokus på de udfordringer og dilemmaer der kan opstå i forbindelse med
frontlinjemedarbejdernes arbejdsbetingelser. Lipsky er især fokuseret på det skøn, som
frontlinjemedarbejderne udøver i deres daglige arbejde, endvidere beskriver Lipsky de forhold
der gør sig gældende når frontlinjemedarbejderen skal implementere en politik, og videreføre
den til borgerne har frontlinjemedarbejderne mulighed for at vælge hvordan de vil forstå den
første politik. Lipsky er blevet kritiseret for ikke at se variationen i frontlinjemedarbejdernes
arbejdsbetingelser og individuelle forhold. Derfor har vi som tidligere beskrevet valgt at
anvende Lipsky i en kombination med Lehmann Nielsens forståelse af
frontlinjemedarbejderens ageren i en dansk kontekst. Lipsky har endvidere et øget fokus på
amerikanske forhold, men vi finder alligevel at kunne anvende dele af hans teori i vores
kontekst (Nielsen, 2011: 322).
33
Endvidere er der forskel på frontlinjemedarbejdernes institutionelle rammer, hvilket her også
bliver relevant når vi senere i afsnittet skal kigge på hvordan Projekt udenfor er organiseret.
Disse institutionelle rammer er ligeledes med til at påvirke frontlinjemedarbejder adfærden.
Her er det vigtig at gøre opmærksom på at inden for samme grad af frontlinjemedarbejder
adfærd, kan der også være varierende forskelle på den måde skønnet udøves på, fordi
medarbejderne er påvirket af de institutionelle værdier og rammer der praktiseres i
organisationen (Nielsen, 2011).Der beskrives blandt andet forskelle på følgende områder,
lovgivningsgrundlag, policy design, politiske omgivelser, ledelsesstil og redskaber,
Organisationskultur (herunder graden af fælles mål graden af fælles viden, graden af åbne
grænser for omverdenen) Ressourcer, opgaveområdets omgivelser her under målgruppens
karakteristika (Nielsen, 2011).
Udover disse karakteristika har den enkelte frontlinjemedarbejders individuelle forhold
følgeligt også en betydning for de beslutninger og de handlinger de foretager, der er er to
individuelle faktorer der spiller ind, frontlinjemedarbejderens kognitive kapacitet, samt
interesser, herunder beskrevet som vilje til at træffe forskellige beslutninger (Nielsen, 2011)
Bottom up og Top down styring
Vi anvender bottom up og top down perspektivet. Dette ligger forud for analysedelen
omhandlende, hvordan Projekt UDENFOR i sin helhed arbejder med elementer af bottom up
og top down styring, både i forhold til egne projekter og til de politiske tiltag indenfor
socialsektoren som konstant udvikler sig.
Den klassiske top - down er historisk set det første perspektiv, det handler om en hierarkisk
opdeling, og ser netop fejl i implementeringen af politik som et problem (Nielsen, 2011: 324-
327). Top - down forskere vil have deres fokus på hvorvidt politikkernes vedtagne reformer
og målene hertil er opnået, som de kan læses ud af lovgivningsdokumenter f.eks. Deres
evalueringsgrundlag ville derfor være på resultat baseret viden, omkring hvorvidt tiltagene er
blevet implementeret i praksis som det står i lovgivningen (Nielsen, 2011: 324-327)
Bottom up perspektivet har to grene, der udtrykkes som klassisk bottom up og moderne
bottom up (Nielsen, 2011: 324-327). Klassisk bottom up, opstod som en modsætning til top
down perspektivet, som blev kritiseret for en øget fare om at fokusere for meget på
34
målopfyldelse i stedet for løsningsevner. Desuden blev den kritiseret fordi denne type
forskning ikke tog højde for at frontlinjemedarbejdere ofte har en helt andre interesser og
problemforståelser end politikere. Bottom – up forskningens formål er igennem studier af
frontlinjemedarbejderes interesser at komme med input til hvordan politik og den
institutionelle implementering bør se ud hvis den skal være i stand til at løse problemer i
implementeringsfasen. Bottom up perspektivet opererer altså med faste og eksogene
definerede parametre for succes, men at succesen er noget der skabes i samarbejde med de
forskellige frontlinjemedarbejdere i de forskellige institutioner. En bottom – up analyse om
implementering af en bestemt politik kan altså derfor ende med både at have været en succes
og en fiasko på samme tid. En succes fordi den har bidraget til at løse nogle problemer som
f.eks. frontlinjemedarbejderne så, men samtidigt havde været en fiasko fordi den ikke har
afhjulpet nogle af de generelle sociale problemer det var hensigten den skulle løse (Nielsen,
2011: 324-327 ). I bottom up forskning har man endvidere udarbejdet en ny form for bottom
up perspektiv, den moderne bottom up forskning. Denne type bottom up er opstået i
kølvandet på kritikken af det klassiske bottom up perspektiv. I modsætning til den klassiske
bottom up, opererer den moderne bottom up, med netværk. Her tages der udgangspunkt i at
problemforståelse og derved implementeringsmål konstrueres og forhandles i netværk. Disse
netværk består af implementeringsaktører, der her forstås som frontlinjemedarbejdere fra
forskellige myndigheder, administrative medarbejdere, brugere, samt eventuelle private
aktører der kunne have interesse i problemløsningen. Her er succeskriteriet altså at
forhandlingerne ender med fælles enighed, hvortil man ser sammenbrud i forhandlingerne
som fiasko (Nielsen, 2011: 324-327).
Hvad er godt socialt arbejde?
Skal vi indkredse hvad godt socialt arbejde er, afhænger det af synsvinklen og
forståelseslinsen. Den globale definition fra International Federation of Social Workers lyder:
“Socialt arbejde er en praksisbaseret profession og en akademisk disciplin, der anerkender,
at forbundne historiske, socio-økonomiske, kulturelle, kontekstuelle, politiske og personlige
faktorer tjener som muligheder og/eller hindringer for menneskers velbefindende og
udvikling” (cdn.ifsw.org/assets/ifsw_24108-5.pdf).
35
Det kan lyde som en helgardering, og måske det netop også er symptomatisk for, hvor bredt
og vanskeligt det er at definerer og indkredse og sætte socialt arbejde på formel. Gunn Strand
Hutchinson og Siv Oltedal beskriver i tråd med den globale definition på socialt arbejde, som
et fag der ligger mellem individ og samfund. (Hutchinson & Oltedal, 2006: 16). De beskriver
i deres bog Modeller i Socialt Arbejde, fem forskellige perspektiver på, eller modeller af,
socialt arbejde. Her vil der f.eks. i en konfliktteoretisk analyse af individ og samfundsniveauet
i socialt arbejde blive fokuseret på, at ” det berørte ikke nedværdiges eller krænkes”.
(Hutchinson & Oltedal, 2006: 215) og begribe de magtpositioner, der skaber krænkelsen.
”Socialt arbejde er et fag, som især psykologien og sociologien har øvet indflydelse på. Mens
vi lidt forenklet kan sige, at sociologien er optaget af samfundet og psykologien af mennesket,
er socialt arbejde optaget af mennesket i samfundet” (Hutchinson og Oltedal, 2006: 16-17).
Det arbejde, som de professionelle udfører, skal være medvirkende til en forbedring af den
enkelte brugers livssituation eller hindre en forværring af denne, samt forbygge at bestemte
situationer opstår igen. Den professionelle griber således ind over for brugeren på en målrettet
og planlagt måde i stedet for at lade tingene ske af sig selv. Det sociale arbejde bliver således
organiseret og udført på en bestemt måde.
Skal vi prøve at indkredse hvordan der arbejdes med det sociale arbejde og se ud over det
relationelle har Peter Høilund i sin artikel ”Faglighed og etik i videnskabsteori” skrevet, at det
at handle er vigtigt i pædagogiske fag, men at det fjerner teori og praksis fra hinanden. Det
sociale arbejde består af blandede fagdiscipliner og traditioner. At finde en metode til at
arbejde sammen om det sociale arbejde vil dog ikke i sig selv løse sociale problemer. At have
en objektiv kundskab som ide, overser at fakta og teorier heller ikke er objektive eller neutrale
skriver Peter Høilund (Høilund, 2000: 7-13).
Projekt UDENFORs grundlægger og leder Preben Brandt beskriver i sin bog ’Socialpsykiatri
på et humanistisk grundlag’ de sociale arbejdsformer med udsatte brugere, som bestående af
kontaktgivende tilbud om aftaler efter visitation fra gaden, og at der arbejdes via tålmodighed
og respekt ”med fagligt og menneskeligt ansvar for den anden”. (Brandt, 2004: 127- 128). De
professionelle er ofte på udebane og møder brugeren på gaden, hvilket kræver etiske
overvejelser, da brugerne ikke altid selv opsøger tilbuddet på gaden. Dette står i kontrast til
de offentlige tilbud i mere bureaukratiske rammer. Arbejdet er tilpasset brugernes behov og
den professionelle skal være synlig som en del af kontakten (Brandt, 2004: 131).
36
(Idealet for) det gode sociale arbejde i praksis
Vi anvender her to tekster; henholdsvis Peter Høilund og Søren Juul Research Paper fra RUC:
’Udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde’ (Høilund & Juul, 2002) samt projekt
UDENFORs leder Preben Brandt og Torben Pilelys rapport ’Posefolket’ (Pilely & Brandt,
1998). Begrundelsen for dette valg af tekster, set i forhold til spørgsmålet om, ’hvad er godt
socialt arbejde?’ er flere. For det første repræsenterer teksterne hver sit ståsted, i forhold til
den videnskabelige anskuelse af, hvad og hvordan viden generes; Høilund & Juul teksten
repræsenterer et kritisk teoretisk og ideelt ’bør’ og Brandt & Pilelys tekst repræsenterer et
’er’. For det andet er teksterne valgt, da Høilund & Juuls tekst er teori, og Pilely & Brandts
tekst er empiri fra Projekt UDENFOR, der her bliver omsat til teori. Og netop dette, at Pilely
& Brandts tekst går fra empiri til teori er væsentligt, da teorien er informeret af feltet. Vi
analyserer dermed vores felt, med baggrund i feltet, og sætter dermed de ovenstående to
teorier sammen på en anderledes fortolkende måde. Her følger en præsentation af Høilund &
Juuls udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde, og dernæst Pilely & Brandts
Posefolket.
”Udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde”
Høilund og Juul har med denne artikel haft til formål, at udvikle en normativ teori, der kan
fungere som en kritisk standard og en normativ referenceramme, for et godt praktisk socialt
arbejde, der understøtter menneskelig opblomstring (Høilund & Juul, 2002: 7). Vores
udgangspunkt for dette projekt er, at det gode sociale arbejde, er et arbejde, der sigter på at
give alle mennesker mulighed for, at leve et godt liv. Vi har i dette projekt ganske i tråd med
Høilund og Juul, valgt at lade målet for det gode sociale arbejde være ’at understøtte
menneskelig opblomstring’ (Høilund & Juul, 2015: 13). Dette, da vi i projektet her, er
inspirerede af Axel Honneth, der med sin anerkendelsesteori har bidraget med den beskrevne
3. generation, til den kritiske teori, der netop peger på behovet for menneskelig opblomstring
og identitetsdannelse. Honneth siger, at mennesket der møder de tre former for anerkendelse,
blomstrer op og udvikler et handledueligt jeg. Når mennesket derimod møder disrespekt, kan
konsekvensen være identitetstab, skade og lidelse. Anerkendelse er for Honneth et universelt
menneskeligt behov (Høilund, Juul & Højslet Madsen, 2003: 3). Dermed finder vi Høilund og
Juuls artikel yderst relevant, da denne ligeledes betragter anerkendelsestanken, som en
nødvendig socialfilosofisk forudsætning for, at socialt arbejde kan understøtte menneskelig
37
opblomstring (Høilund & Juul, 2002: 9). Social dømmekraft er et af de helt centrale
omdrejningspunkter Høilund og Juuls udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde.
De siger, at; ”De diskursive anerkendelsesprocedurer må integreres i en social dømmekraft,
der kan være retningsvisende for, hvorledes institutionerne møder borgerne” (Høilund &
Juul, 2002: 31). Social dømmekraft skal her forstås som, dét at handle i en konkret situation,
ikke er et rent intellektuelt anliggende, men at dette må bygge på en sans eller en viden om det
almene, der baserer sig på dannelse, ideal og æstetisk smag (Høilund og Juul, 2002: 31).
Høilund og Juul påpeger, at alle mennesker udøver dømmekraft i forbindelse med
dagligdagens handlinger og beslutninger, men denne dagligdags dømmekraft ændres
imidlertid, når vi indgår i institutionelle sammenhænge (Høilund & Juul, 2002: 32).
Idealmodellen indeholder to typer af kampe; en kærlighedskamp samt en anerkendelseskamp.
Kærlighedskampen er en kamp om et minimalt fællesskab mellem socialarbejderen og bruger,
som fundament for det gode sociale arbejde. Dette minimale fællesskab er en forudsætning
for, at brugeren kan komme til orde i sin egen sag og fortælle, hvad det gode, opblomstrende
liv er for netop ham eller hende. Anerkendelseskampen forudsætter et fællesskab og angår
anerkendelse i det konkrete sociale arbejde af brugeren som både etisk og retlig person
(Høilund og Juul, 2002: 37).
Den sociale dømmekraft sammenfattes af Høilund og Juul i nogle handlingsvejledninger for
mødet mellem socialarbejder og bruger. Handlingsvejledningerne inddeles i fire punkter, som
alle må være til stede, som en del af en praktisk professionsfornuft – eller som en del af
socialarbejderens professionelle beredskab for at modvirke at brugeren socialt ekskluderes
(disrespekt) og for, at man kan tale om social retfærdighed for brugeren og hvis det sociale
arbejde skal kunne betegnes som godt:
I sit møde med borgeren bør socialarbejderen ikke udelukkende agere som fagperson,
men også som menneske.
Socialarbejderen bør stille sine faglige våben til rådighed for borgeren. Borgeren skal
opleve sig selv som en del af et retligt fællesskab, hvor han eller hun i samarbejde
med socialarbejderen har reel mulighed for at være medforfatter til lovgivningens
praktiske udmøntning.
Socialarbejderen indestår på institutionens vegne for, at det materiale, der indgår i
sagen, dels er tilstrækkeligt og dels er korrekt.
38
På den ene side må socialarbejderen være loyal over for institutionen. På den anden
side bør hun kæmpe imod en praksis, der opfattes som socialt uretfærdig (Høilund &
Juul, 2002: 38 – 39).
De af Høilund og Juul formulerede retningslinjer kan ikke fortælle socialarbejderen, hvad
vedkommende konkret skal gøre i konkrete situationer. Der er netop ikke tale om en metode,
men om et ideal for en social dømmekraft, som på et mere overordnet plan kan være
retningsgivende for socialarbejderens møde med borgeren, men ikke fratager ham eller hende
forpligtelsen til at vurdere, hvad det i hvert enkelt tilfælde vil sige at anerkende borgeren
(Høilund, Juul & Højslet Madsen, 2003: 11).
Posefolket
Vi har haft overvejelser om, hvorvidt beskrivelsen af Posefolket og deres beskrevne praksis
tilgang, til det sociale arbejde i Projekt UDENFOR, skulle beskrives under teori eller
analyseafsnit. Der er jo ikke tale om en teori i gængs forstand, men mere en praksismetode
der har taget sine logikker fra både psykologien, pædagogikken og det nogle vil kalde almen
sund fornuft. Men da der netop i empirien beskrives, hvordan de stadig næsten 20 år efter det
er beskrevet første gang, fortsat lægger sig op ad denne tilgang, vil vi anvende den i forhold til
vores empiri og beskrive den nærmere nedenfor her.
Posefolket har sin berettigelse i spørgsmålet om det gode sociale arbejde i praksis, da
gadeplansmedarbejder fra Projekt UDENFOR fortæller; ”Vi har haft sådan en bog, som Preben
Brandt har skrevet, for mange år siden, som hedder ’Posefolket’, der er nogle forskellige faser,
som han bruger og nogle forskellige begreber, blandt andet ”De 7 T’er” hvor tillid og
tålmodighed og det, er redskaber vi stadigvæk bruger…selve grundbegreberne i det, det er
sådan vi arbejder.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
Pilely og Brandt beskriver, at det at hjælpe, drejer sig om, at sætte en proces i gang hos
brugeren og som socialarbejder deltage i denne proces på en måde, så det både indeholder et
personligt engagement, en personlig holdning og et fagligt grundlag. De mener ikke at
socialarbejderen kan forblive uberørt. Endvidere påpeger Pilely og Brandt, at arbejdet kræver
menneskelig følsomhed, men at teknikker ikke kan undværes. Dermed har de delt kontakten
med brugerne ind i fem faser. Disse fem faser vil ikke blive gennemgået i dybden, men for at
få en forståelse af hvad der er, det gode sociale arbejde, hos Projekt UDENFOR, anses det
39
som væsentligt, at lave en kort gennemgang. Det strækker sig fra kontaktfasen til afklaring,
over integration og støttefasen og endeligt afslutningsfasen. I disse faser der kan vare over
flere år nogle gange, bygges der langsomt en relation op ved at nærme sig brugeren langsomt
og på dennes betingelser. Dette gøres ved hjælp af det Pilely og Brandt har samlet under
overskriften ”De 7 T’er”. De 7 T’er fungerer både som praktiske værktøjer, men også som
temaer, der jævnligt diskuteres i Projekt UDENFOR. De 7 T’er er som følger; Tid,
tålmodighed, tillid, troværdighed, timing, turde og en Torben (står for indlevelse og
engagement) (Pilely & Brandt, 1998: 40 - 42). Vi vil her gennemgå indholdet i de tre ud af de
7 T’er, som vi har fundet relevante i forhold til at besvare vores arbejdsspørgsmål, ud fra de
udsagn vi har fundet i empirien;
Tid: At glemme egen tidsfornemmelse. Den tidsfornemmelse socialarbejderen får i rationelle
systemer, med mødetider der bliver aftalt og overholdt, skal der ses bort fra her.
Socialarbejderen skal her overgive sig til den tid, som brugeren kræver.
Tillid: Tillid skal bygges op. Socialarbejderen skal sætte sig selv i anden række, bruge tid og
tålmodighed på at lytte, ikke være fordømmende og ikke presse krav og forventninger ned
over hovedet på brugeren. Har socialarbejderen tid og tålmodighed, så kommer tilliden af sig
selv.
Timing: ’Det rigtige tidspunkt’ er essentielt i arbejdet med de hjemløse. Det rigtige tidspunkt
for kontakt er når brugeren ønsker det. Socialarbejderen må time sin støtte og hjælp efter
hvornår brugeren er parat (Pilely & Brandt, 1998: 40 - 42).
Axel Honneth
Vi har tidligere introduceret Honneths anerkendelses teori, vi vil derfor her kort uddybe de af
hans begreber vi anvender i analysen, samt hvordan vi anvender disse. Som beskrevet er
Honneths teori en normativ samfundsteori om, hvordan der kæmpes om anerkendelse, som han
betragter som kampe, om gensidige anerkendelsesrelationer, hvor formålet med teorien er at
blive i stand til at begrunde sin samfundskritik (Willig, 2006: 7). Honneth betragter anerkendelse
som et alment menneskeligt behov, hvori individet udvikler personlig identitet. Uden
anerkendelse kan individet ikke udvikle personlig identitet, ligesom at anerkendelsen er
40
nødvendig, for at individet kan komme overens med sit eget indre (Willig, 2006: 8). Honneth
interesse er ikke i det specifikke kontekstuelle indhold i det gode liv, men de forudsætninger som
nødvendigvis må stilles til rådighed for individets selvrealisering (Willig, 2006: 9).
Anerkendelsesteorien er som nævnt tidligere uddifferentieret i tre sfære 1) den private (eller
kærlighed). 2) den retlige og sidst 3) den solidariske. Hver af de tre anerkendelsesformer følges
af tre former for forhold til sig selv. Disse forhold vil vi nu kort beskrive. Anerkendelse i den
privates sfære betragtes af Honneth, som forudsætningen for individets fundamentale selvtillid.
Individet erfarer at anerkendelsebehovet i privatsfæren dækkes igennem den ”konkrete anden”.
Honneth ser dette som kærlighedsforholdet mellem forældre og barn. Disse udgør symmetriske
relationer hvor individet kan etablerer en fortrolighed med sine ressourcer, indstillinger og
værdier og se dem modtaget og anerkendt (Willig, 2006: 11). Denne emotionelle anerkendelse
sætter ifølge Honneth individet i stand til, at udtrykke sig og respektere sig selv, som en der kan
deltage i såvel nære fællesskaber som samfundsmæssige forhold (Willig, 2006: 11-12).
Anerkendelse i den retlige sfære er givet i form af universelle rettigheder som sætter individet i
stand til at betragte sig selv som et ligeværdigt medlem af samfundet. Her taler Honneth om
lovsikrede rettigheder, som individet har positiv adgang til, som sikrer individet de
grundlæggende muligheder for at realisere sin autonomi (Willig, 2006: 12). Den tredje og sidste
form for anerkendelse udløses i relationen til gruppen, fællesskabet eller samfundet, igennem
denne anerkendelses form udvikler individet selvværdsættelse, en værdsættelse af sig selv som
medlem af et solidarisk fællesskab. Individet indgår her i gruppens eller samfundets solidaritet,
og herved også en positiv bidragsyder til gruppens, fællesskabets og samfundets organisering
(Willig, 2006: 12). Solidarisk anerkendelse er således der, hvor fælles værdier og normer deles
og danner et grundlæggende selvværd hos individet(Willig, 2006: 11). Honneth peger på, at de
tre anerkendelsesformer dels fungere som integrationskomponenter og er hhv. forudsætningen
for hinanden ligeså vel som de også er forudsætningen for et fuldt integreret samfund.
Hertil skal det nævnes at der til hver af de tre anerkendelsessfære ligeledes følger en form for
ringeagt og krænkelser. Brugerne i Projekt Locker Room må siges at være krænkede i Honneths
optik, men da vi i nærværende rapport har fokus på de professionelle, er vi ikke gået nærmere
ind i hverken krænkelser eller ringe agt. Honneth taler om anerkendelses indenfor hver af de tre
sfærer, står det umiddelbart ikke helt klart hvad anerkendelse egentlig er og hvilke handlinger
der egentlig er anerkendende. Til at begribe hvad en anerkendende handling er, opererer Honneth
41
med begrebet synlighed, som er forudsætningen for et reelt anerkendelsesforhold, dette vil blive
nærmere uddybet i analysen hvor Honneth er inddraget.
Analyse strategi
Vi ønsker at se på det sociale arbejde i Projekt Locker Rooms konkrete kontekst ved hjælp af
både et empirisk og teoretisk ståsted som udgangspunkt for vores analyse. Måden vi gik til
vores fokusgruppeinterview på var eksplorativt og ikke styrende, men vi kan ikke se bort fra,
at vi kommer med en forforståelse også teoretisk, ift. hvad vi ønsker at undersøge hos
gadeplansmedarbejderene i Projekt Locker Room. Med en vinkel på det sociale arbejde ud fra
Honneths anerkendelsesideal og Søren Juul og Peter Høilunds normative beskrivelse af det
sociale arbejde, ønsker vi med vores casestudie analyse med empirisk afsæt og en åben
kodning af interviews at indkredse, hvad det normative ideal er i Projekt Locker Room og
hvad det kan udsige ift. mulig overførbarhed til andre typer organisationer og andre typer
socialt arbejde.
Vores empiriske materiale vil kunne udsige noget bestemt ift. vores arbejdsspørgsmål og det
samme kan dokumentanalysen af Projekt Locker Rooms opgivende dokumenter. Vi er i den
forbindelse opmærksomme på, at informanterne her kan have valgt at positionere sig så
positivt som muligt, for at fremstå bedre.
Vi har skrevet os ind i en kritisk hermeneutisk positionering, er det afgørende for os at
medtænke konteksten. Den viden vi søger at opnå gennem den abduktive syntese af empiri og
teori er vi klar over, og mener ej heller er muligt, at opnå én universel sand viden. Den viden
vi opnår, er ikke hel uden netop vores kontekstuelle og fortolkende blik for udsagnene. I
denne sammenhæng vil det være det situationelle og de tidsmæssige betingelser, der er
afgørende for det sociale arbejdes udførsel.
Ser vi på realibiliteten af det analytiske niveau, forventer vi ikke nødvendigvis et
generaliserbart resultat gennem undersøgelser og fortolkninger af vores empiri og teori. Vi
har arbejdet kvalitativt og med den givne maksimale population af informanter, der er i
Projekt Locker Room, samt anvendt deres dokumenter som analyseredskab. De resultater vi
frembringer ved den kvalitative fremgangsmåde er unik, ligesom casen, og vi forventer ikke
at der vil kunne gennemføres præcise gentagelser. Vi udleder derimod et karaktertræk ved
42
fænomenet, som vi derimod mener, kan opnås igen ved samme slags undersøgelser. Med en
kritisk hermeneutisk forståelsesramme anser vi fænomenet, vi undersøger som foranderligt.
Det kan altså ændre sig afhængigt af tiden og den samfundsmæssige kontekst. Projektets
reliabilitet søges herved øget ved at fremlægge de anvendte interviewteknikker og øvrige
metodiske overvejelser i metodeafsnittet, så der ikke hersker nogen tvivl om
fremgangsmåden.
Den givne kontekst gør også at de frembragte analytiske svar ville se anderledes ud i et andet
felt af det sociale arbejde. Men selve tænkemåden ift. hvordan opgaven socialt arbejde forstås,
anses her som et normativt ideal på tværs af kontekster i det sociale arbejde (Kvale &
Brinkmann, 2015: 267-278), (Andersen, 2008: 185-191,210-215).
Analysedel 1 – Organisation
Mintzbergs Organisationsanalyse af Projekt UDENFOR
Vi ønsker nu at analysere arbejdsspørgsmål 1: Hvilken betydning har organisationsstrukturen
for implementeringen af det sociale arbejde? Dette gøres via en organisationsanalyse af
Projekt UDENFOR. For at få klarhed over dennes rammer og den måde medarbejderne kan
udfører deres arbejde på, vil det senere blive koblet sammen med afsnittet om SLB. Til at få
denne klarhed, vil vi anvende to ud af seks af Mintzbergs organisationsformer. Ingen
organisationer passer 100 % ind i en organisationsform og vi skal tage højde for
organisationer kan ændre sig med tiden og størrelsen.
Vi mener at Projekt UDENFOR lægger sig mest op ad den organisationsform Mintzberg
kalder Ide-organisationen.
I Projekt UDENFOR arbejder alle medarbejderne for at forbedre udsattes livssituation og de
har fælles mål og værdier, hvilket kendetegner Ide-organisationen. I Projekt UDENFORs
vedtægter står deres mål således beskrevet: Fondens formål er at arbejde for at forbedre
forholdene for samfundets absolut udstødte ved
At afdække og dokumentere udstødende faktorer i samfundet for derigennem om muligt at
forhindre yderligere udstødelse.
43
At formidle viden om udstødende faktorer, om måder at forhindre udstødelse og måder til at
forbedre forholdene for de allerede udstødte.
Gennem praktisk arbejde direkte at søge at forbedre forholdene for de personer, der allerede
er udstødte. (http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/vedtaegter/)
Grunden til at vi tænker at alle medarbejderne må have fælles mål og værdier ses bl.a. i dette
citat:
”Vi har en fuldtidsmedarbejder ansat som informationsmedarbejder så meget prioriterer vi har
en dame ansat til kun at tage sig af uddannelse og det er ligeså meget uddannelse ud af huset det
vil sige alle mulige former for institutioner der har brug for vores uddannelse eller hjælp til at
uddanne nogen. Vi tror meget på det og det er andet spørgsmål det var det her brobygning der
er jo nogen der siger ude i byen at vi ligesom er livet mellem de forskellige ting så man ikke
falder igennem” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Ifølge gadeplansmedarbejderens udtalelse, kan mans se en fælles kultur. Der er en stærk
anerkendelse af at alles arbejde er lige værdifuldt, og at de alle bidrager til deres fælles mål.
Mintzberg peger på, at uden denne samhørighed i organisationen, ville den ikke kunne
fungerer. Derfor er beslutningskompetencen også decentral – da den skal være i
overensstemmelse med Projekt UDENFOR’s værdier. Vi er opmærksomme på at Projekt
UDENFOR har en bestyrelse, bestyrelsesformand og en daglig leder. Men Mintzberg
argumenterer for at der i denne type organisationer ikke er en klar adskillelse mellem ledelse
og stab.
Derudover ved vi fra vores informantinterview med GM1, som er leder af Projekt Locker
Room, at GM1 fik helt frie hænder til at styre projektet, uden at nogle fra Projekt UDENFOR
blandede sig i arbejdet. Hvilket fører os frem til at man også kan inddrage en af Mintzbergs
andre organisationsformer, adhocratiet (Sørensen, 2000: 151).
Vi fandt også spor af adhocratitet hos projekt UDENFOR, hvilket skyldes deres ad hoc
projekter som fx Ungeprojektet og Projekt Locker Room. I det næste citat fra Projekt
UDENFOR ses det hvordan adhocratitet også ses hos dem:
”I projekt UDENFOR arbejder vi hele tiden aktivt og bevidst med at gå foran og
eksperimentere med nye initiativer, som forhåbentlig på sigt overtages af andre aktører.
44
Derfor er eksperimenterende ad-hoc projekter helt centrale i projekt UDENFORs daglige
arbejde, både hvad angår formidlings- og gadeplansarbejdet” (http://udenfor.dk/ad-hoc-
projekter/).
Street Level Bureaucracy
Vi benytter SLB til, at forklare og forstå, hvordan Projekt Locker Rooms
frontliniemedarbejdere agerer i den organisatoriske kontekst de er i, samt til at beskrive den
generelle organisering i Projekt UDENFOR .
I en dansk kontekst kan man tale om SLB, som en frontlinjemedarbejder teori, kombineret
med implementeringsteori. Meget af det materiale der på nuværende tidspunkt er tilgængeligt
omkring SLB henvender sig til det sociale arbejde i den offentlige forvaltning og den
offentlige forvaltnings medarbejdere som frontlinjemedarbejdere.
Som beskrevet tidligere er Projekt UDENFOR ikke en offentlig forvaltning, men en
selvejende organisation som er finansieret via fondsmidler og midler fra satspuljen. Vi mener
dog alligevel, at kunne overføre begreber og tankegange fra SLB til Projekt UDENFOR og
ikke mindst Projekt Locker Rooms gadeplansmedarbejdere, og den organisationskultur de er
underlagt. Vi vil derfor i det følgende inddrage nogle af Lehman Nielsen og Lipskys begreber
til at belyse dette.
Lehman Nielsen & Lipsky
Inden vi starter vil vi kort bemærke at det er Lehman Nielsens fortolkninger af Lipsky der i
det følgende vil blive sat i spil. Når Frontlinjemedarbejder adfærd er diskuteret og relevant
skyldes det typisk at de kan påvirke implementeringsprocesser i forskellige retninger.
Hvordan frontlinjemedarbejdere agerer, har altså stor betydning for hvordan det sociale
arbejde udføres. Fælles for alle der går under betegnelsen frontlinjemedarbejder er at de er i
direkte kontakt med de berørte borgere/brugere, samt at de har et relativt stort skøn i deres
arbejde (Nielsen, 2011: 342).
45
I Projekt Locker Room er der officielt kun ansat en medarbejder, men enkelte af de øvrige
gadeplansmedarbejdere i Projekt UDENFOR også er tilknyttet projektet i varierende grad. På
baggrund af ovenstående teori vil vi nu se nærmere på hvordan gadeplansmedarbejderne i
Projekt Locker Room arbejder med et forholdsvis stort skøn. Det fremgår af
fokusgruppeinterviewet at medarbejderne i Projekt Locker Room står over for et relativt stort
skøn når de skal udvælges hvilke borgere der har størst udbytte og behov for et af projektets
skabe. GM2 fortæller:
”…har vi jo også en tro på at man ligesom det skal kunne gavne din situation og komme i
Loocker Room og have den relation og have det skab men der synes jeg da nogle gange det
har været vanskeligt at skære den knivskarpt. Det er fordi alle mennesker er forskellige og
alle historier er forskellige”(fokusgruppeinterview, 2016: 8).
I og med, at man i Projekt Locker Room arbejder direkte med målgruppen, som er de svageste
udsatte hjemløse, kan de betegnes som frontlinjemedarbejder, endvidere kan man sige at de i
Projekt Locker Room, ikke har fuld frihed til at fastsætte og forvalte deres opgaver, da de er
underlagt nogle metoder og nogle overordnede principper som Projekt UDENFOR har.
Det fremgår blandt andet af kvartalsrapporten fra aug-nov fra Projekt Loocker Room, at det er
en bestemt type hjemløse der kan benytte projektet, et vilkår der på forhånd er fastsat, fordi
det netop fremgår som et af Projekt UDENFOR overordnede kerneområder, dog skal det
hertil siges at medarbejderne i Projekt Locker Room, specielt projektlederen har været med til
at forme Locker Room projektet, hvorfor de derfor ikke er så fastlåste, som medarbejdere i
den offentlige forvaltning kan være, som ikke selv visitere deres borgere og dels ikke selv er
med til at forme deres tilbud.
Dog er det afgørende at påpege at gadeplansmedarbejderne er underlagt de værdier og
principper som hovedorganisationen Projekt UDENFOR efterlever. I kvartalsrapporten fra
Locker Room projektet fremgår det at målgruppen er bredt formuleret:
” projekt UDENFORs målgruppe er de særligt sårbare hjemløse og de brugere, der får tildelt
et Locker Room vil også falde inden for denne målgruppe. Det er alle hjemløse, der sover
ude, oftest på gaden eller i parker, og det er mennesker, der har andre sociale problemer end
hjemløshed oftest misbrug, psykiske lidelser eller begge dele. Da projekt UDENFOR netop
46
har søsat et projekt henvendt til unge hjemløse, er disse også en del af målgruppen for
projektet” (Kvartalsrapport, 2014a: 1)
Dette leder ligeledes til et skøn i den professionelles daglige arbejde, og man kan således
konkludere, at det ikke er et detailreguleret genstandsfelt – hvilket betyder at medarbejderne i
Projekt Locker Room, må og skal udøve et skøn og derved er en del af et ikke- adfærds
reguleret felt. Det bliver altså op til gadeplansmedarbejderen at vurdere hvor udsat og hvor
stort et behov den hjemløse kan have for et skab til sine ejendele, eller hvorvidt den hjemløse
har ressourcer til at opsøge andre lignende hjælpeforanstaltninger (jf. citatet herunder). Her er
det ligeledes relevant at se på det faktum at det er en forholdsvis bred målgruppe, hvor der
som regel altid lægger andre forhold til grund for deres hjemløshed. Dette bliver endvidere
beskrevet i interviewet af GM1 i Projekt Locker Room:
”Vi har nogle eksempler på nogen vi har taget ind en måned og sagt okay du må få det en måned
også for at ligesom afklare nå men er det egentlig nogen vi synes skal være en del af målgruppen
eller har de egentlig ressourcer til at kunne opsøge et selfstorage et eller andet sted. Så er det
edderbukme svært at få folk ud igen de lader jo bare være med at dukke op og hvis man så finder
dem på gaden og siger ”hey hvad så” så kan de jo hurtig lige snakke om udenom eller ”jaja jeg
kommer lige om lidt også lade være” (GM1, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
Her beskriver GM1 netop, at det kan være svært at vurdere hvor stort behovet er, og at det kan
være svært at få folk ud igen, når de først er inde. Dette er endnu en faktor der kan være
afgørende for det skøn medarbejderne i Projekt Locker Room udøver. I Projekt Locker Room
kan man tage udgangspunkt i at Projekt UDENFOR, ikke har nogen myndighedsfunktion, så
man derfor kan sige det er lettere for dem at lave socialt arbejde der ikke er så fastsat. Men
såfremt brugerne ønsker hjælp er de afhængige af samarbejdet med andre aktører, som f.eks.
de myndighedsudøvende sagsbehandlere ved Københavns Kommune eller andre
organisationer som udfører samme type arbejde og har kontakt til deres brugere. Dette
beskrives endvidere i fokusgruppeinterviewet, og vil blive tydeligere beskrevet senere i denne
analyse. GM1 fortæller:
”…og det er også sådan lidt fordi meget af det her arbejde det er sådan hvis man skal hjælpe
nogle af de her mennesker så kræver det at man har et godt fagligt netværk blandt de andre
aktører på hjemløse området så derfor er der også en del bytte-bytte-købmand frem og tilbage så
det kan nogle gange være meget dilemma fyldt hvis nogen ber om noget og man så skal afvise
47
dem, fordi hvad så når man selv har brug for et eller andet en anden gang…” (GM1,
København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Vender vi tilbage til Lipsky, kan han ligeledes forklare hvilket skøn frontlinjemedarbejdere
sidder med. I en dansk kontekst kan frontlinjemedarbejdere variere helt fra at have en
funktion som iværksætter af en foranstaltning til at have den nære kontakt til borgeren. Det er
derfor relevant at være opmærksom på at der kan være stor forskel på i hvor høj grad
socialarbejderen har kontakt med borgeren. Lipsky beskriver frontlinjemedarbejderne som de
faktiske beslutningstagere, han bruger begrebet ”de facto policy makers” hvilket betyder at
det er frontlinjemedarbejderen der i sidste ende har beslutningsretten i forhold til borgeren.
Det er frontlinjemedarbejderen der afslutningsvis afgør hvorvidt en borger har et behov for
støtte, og i hvilken støtte borgeren har brug for. Dette perspektiv kan kobles til vores Projekt
Locker Room i og med at det er medarbejderne i Projekt Locker Room projektet der udøver et
skøn og vurderer hvem der har behov for hjælp og i hvilket omfang. (Nielsen, 2011: 322)
Typisk er det offentlige forvaltninginger som kobles til Lipskys teorier. Vi mener dog
alligevel at Lipsky perspektiv om ”de facto policy makers” kan benyttes i forhold til Projekt
Locker Room. Dette da Projekt Locker Rooms medarbejdere, som før vist udøver skøn, som
følger de retningslinjer og idealer som hovedorganisationen Projekt UDENFOR har. Det
gælder især det faktum at Projekt UDENFOR hjælper de mest udsatte, altså de borgere som er
udenfor det offentlige system. Derfor udøver gadeplansmedarbejderne i Projekt Locker Room
dagligt et skøn, der beror sig på at udvælge og beslutte hvem der synes at have størst behov
for at have et skab og være en del af projektet. Dette beskrives her ved at GM1 fortæller:
”Og vores særkende er jo så at prøve at skabe langvarige relationer med de meget udsatte og
sky. Så det er jo altså løbende en vurdering om hvor vidt folk hører til målgruppen og vi har
gjort det sådan meget klart at altså du skal være hjemløs og det betyder at du skal sove på gaden
altså det meste af tiden eller hele tiden. Hvis du har ressourcerne til at fungerer i en natcafe eller
på et værested, eller ikke på et værested.” (GM1, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Lipsky ser dette som et komplekst og udfordringsfyldt arbejdsområde, da borgerne typisk har
individuelle og tvetydige problemstillinger, og derved kan svært, at støtte yderligere. I Projekt
Locker Room er man til gengæld ikke så styret af lovgivningen, da gadeplansmedarbejderne
ikke har en myndighedsfunktion og derved ikke har et behov for at skulle kombinere skønnet
med lovgivningsmæssige bestemmelser. Udfordringen her kan være at Projekt Locker Room
48
derved kun kan yde hjælp til et vidst punkt, så snart brugeren kommer ind i systemet er
Projekt Locker Rooms gadeplansmedarbejdere afhængige af, at kunne kombinere deres
arbejde med forvaltningens arbejde. Herved kan der opstå udfordringer i arbejdet og nogle
krydspres i arbejdet i forhold til brugerens ønsker og det aktuelle niveau der kan hjælpes og
støttes på. Dette er endvidere noget vi tidligere i afsnittet har haft fokus på. GM1 fortæller:
”..også er det netop det der med hvis man har nogle borgere som virkelig har et formuleret
ønske om at komme i bolig eller altså komme indendørs så hvis man vurderer hvis herberger
ligesom ikke lige er sagen så er vi jo ligeså handlingslammet som alle mulige andre ikke og der
gad jeg da godt nogle gange at vi rådede over nogle boliger som kunne være til dem som ikke
har en normal chance på det almindelige boligmarkedet” (GM1, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Frontlinjemedarbejdernes skøn i det sociale arbejde, synes både være en fordel og ulempe i
det sociale arbejde, skønnet kan endvidere også være konfliktfyldt i selvejende organisationer
og dermed ikke udelukkende knyttes til offentlige forvaltninger. Teorier om skøn kan således
også benyttes meningsfuldt i forskellige kontekster. Vi har nu set på hvilken type af
frontlinjemedarbejder der er tale om i Projekt Locker Room, vi vil derfor gå videre og se på
hvordan de arbejder med styring i Projekt UDENFOR, her vil vi inddrage
implementeringsteori.
Top down eller bottom up
I det følgende vil vi kaste et blik på, om der er tale om en top down eller en bottom up tilgang
som strategi og hvad det egentlig betyder at være top down eller bottom up styret i Projekt
UDENFOR. Hertil er det væsentligt at nævne, at både top down og Bottom up perspektiverne
er perspektiver, der kommer fra implementeringsteori og forskning. Disse to perspektiver er
særligt relevante, når implementeringen af f.eks. nye processer eller reformer slår fejl og ikke
bliver benyttet og udarbejdet i praksis, som det var tiltænkt af beslutningstagerne. En central
pointe er her at, Projekt UDENFORs opståen, er et resultat af at socialpolitikken ikke har
fungeret optimalt eller har vist sig mangelfuld. Perspektiverne kan de følgeligt benyttes til, at
analysere hvilke styringsformer Projekt UDENFOR benytter sig af.
49
Hvis man kobler de i teoriafsnittet gennemgåede begreber på Projekt Locker Room, kan man se
på det på følgende måde; Projekt Locker Room og Projekt UDENFOR opstår i første gang, fordi
der har været nogle top down politikker som ikke har virket til problemløsningen for netop denne
gruppe af udsatte. Det offentlige system er ikke i stand til, at nå ud til denne gruppe, og derved
opstår behovet for private aktører i samfundet: ” Vi har ønsket at skabe et projekt, der er
meningsfuldt for de hjemløse, der skal gøre brug af projektet, men det er også vores ønske, at
projektet opleves som et meningsfyldt supplement til andre hjemløsetilbud i byen” (
Kvartalsrapport, 2014a: 1). Projekt UDENFOR arbejder ud fra en moderne bottom up tilgang,
da en af deres vigtigste opgaver er at vidensdele livshistorier, for at skabe fokus på
løsningsforslag fra brugerne, sammen med aktørne omkring dem. Projekt UDENFOR ønsker
som organisation, med deres formidling og vidensdeling, at kunne påvirke og sætte fokus på
vigtige elementer og relevante tiltag for målgruppen:
”Vi har lige så mange medarbejdere på kontoret, som vi har på gaden og det er helt bevidst det
er fordi, vi tror ikke på at pædagog XX knuser nogle på gaden. Og så er der ikke nogen der
hører om det for så hjælper vi ikke nogen. Det står også i vores kontrakter at vi skal øh være
med til at undervise og vi skal lave informationsmøder og vi er sådan rimelige offensive om det
er politielever, socialrådgiverstuderende, folkeskoleelever osv vi har en hjemside hvor vi gør
meget ud af at skrive og vi stiller altid op på tv vi har en stor forpligtelse fordi vi synes det er
vigtig at dele vores viden øhm vi prøver altid at dele vores viden” (GM3, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Det bliver altså tydeligt her, at nogle projekter opstår i kølvandet på en top down styret tilgang
i samfundet, eller en klassisk bottom up, hvor ses at problemerne ikke kan blive løst af den
offentlige og at der derved opstår private aktører som gennem en moderne bottom up tilgang
forsøger at ændre forhold, og give ideer til hvordan man så løser problemer i dette tilfælde
med udsatte hjemløse både nationalt og internationalt. Hvilket GM3 også beskriver i
fokusgruppeinterviewet;
”Kort kan vi ikke gøre det, jeg kan starte sådan at vi jo i Projekt UDENFOR skal lave
eksperimenterende arbejde og jeg sidder i sådan en migrationsgruppe i noget der hedder
FEANTSA nede i Bruxelles og vi rejser rundt i Europa og kigger på ting der fungerer og ting der
ikke fungerer, også skal vi komme med nogle gode ideer til EU – parlamentet … ikke andet end
altså at jeg vil bare sige at selvom Locker Room er en succes så er det jo ikke altafgørende for os
50
at vores projekter de fortsætter faktisk vil vi hellere have at der nogle andre der overtager det for
så kan vi lave noget nyt også har det været en succes og det er jo sådan vi tænker ikke” (GM3,
København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
Afslutningsvis kan vi derfor se spor af moderne bottom up, i og med at Projekt Locker Room
er opstået på den baggrund, at der ikke er fundet løsninger på hjemløseproblematikken.
Hvorimod Projekt UDENFOR arbejder bottom up, i og med at de forsøger via vidensdeling
og formidling at påvirke og forhandle med politikere og kommunale institutioner.
Delkonklusion
Det kan konkluderes, at der er flere forhold der har betydning for, hvordan en
frontlinjemedarbejder agerer og tænker i en institutionel sammenhæng. Der er forskelle på
hvor stor en variation af skøn, man kan have i sit arbejde. Vi kan overordnet set konkludere,
at Projekt Locker Room er en af de steder, hvor skønnet er stort, fordi der ikke nødvendigvis
er så mange regler, retningslinjer og krav til gadeplansmedarbejderen. Afslutningsvis kan vi
konkludere, at organisationsformen har betydning for hvordan det sociale arbejde udføres.
Ide-organisationen fungerer godt, da denne er optimal i forhold til Projekt UDENFOR og
deres moderne bottom up arbejde.
Analysedel 2 – Det gode sociale arbejde
Vi vil her lave en analyse af de to, i teoriafsnittet fremsatte teorier, der hver især kommer med
deres bud på, hvad det gode sociale arbejde bør være og er. Dette for at besvare
arbejdsspørgsmål 2: Hvad er godt socialt arbejde i forhold til Projekt Locker Room?
Pilely & Brandt fremsætter her, et umiddelbart ’er’, i og med de ser de 7 T’er som værende en
dagligdags guideline, men spørgsmålet der her kan rejses er, om der her ikke også kan være
tale om et ’bør’. Dette da de 7 T’er kan ses fremsat mere som et normativt ideal for
socialarbejderen i Projekt UDENFOR, altså et ’bør’, frem for et ’er’. Høilund & Juul
præsenterer os her for fire handlingsvejledninger, der alle må være til stede, hvis det gode
sociale arbejde skal betegnes, som værende godt. Pilely & Brandt præsenterer os for de 7
51
T’er, der skal fungere som praktiske værktøjer for, at lave godt socialt arbejde. Hos begge
parter er der altså tale om, nogle bestemte handlinger der skal være til stede, for at vi kan tale
om et godt stykke socialt arbejde.
Vi vil her inddrage vores fokusgruppeinterview i vid udstrækning, da dette vil være
medvirkende til, at fortælle os om, hvordan det gode sociale arbejde kommer til udtryk i
praksis, i Projekt Locker Room, holdt op imod de to ovenstående teoretiske bud på, hvad det
gode sociale arbejde er.
Ser vi først på hvordan gadeplansmedarbejderene i Projekt Locker Room definerer det gode
sociale arbejde eksplicit, synes omdrejningspunktet for dem, at være det relationelle. Om det
gode sociale arbejde udtaler GM 3:
”…jeg synes godt socialt arbejde, det er noget der virker, altså det behøves ikke at være så sjovt.
Og det her med at vi har jo heller ikke nogen køreplan for alle vores borgere eller
hjemløse…Som mennesker er vi jo afhængige af andre mennesker, der er nogen der har brug for
rigtig meget og nogen der har brug for rigtig lidt. Der er nogen der har brug for berøring, der er
nogen der har brug for samtaler, der er nogen der har brug for at få lov til at skælde ud nogle
steder.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
GM 1 fortsætter og fortæller, at ser det gode arbejde som
”..Godt socialt arbejde, altså godt, det er jo sådan et meget normativt begreb, altså jeg tænker
umiddelbart at man bliver nødt til at se hvad der er godt socialt arbejde i forhold til dels de
rammer vi har og dels den målgruppe vi henvender os til. Og hvis vi starter der, så er det jo en
målgruppe som er udenfor, derfor hedder det jo også projekt UDENFOR sjovt nok ikke, altså de
er udenfor systemet”. (GM1, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
GM 2 supplerer og udtaler om det gode sociale arbejde: ”…at møde folk på deres præmisser, jeg
tror hvis man skal hjælpe den her målgruppe, så bliver det meget svært at hjælpe dem, hvis du
skal sætte alle mulige rammer og regler op for dem.” (GM2, København, Fokusgruppeinterview,
13/4 16). Her ser vi hvor svært det er for gadeplansmedarbejderne samstemmende at præcisere,
hvad godt socialt arbejde er for dem, dette set i lyset af, at Projekt UDENFOR har en skarp profil
på det sociale arbejde de udfører og at de 7 T’er giver et forholdsvis klart svar herpå. Men
ganske som vi så i indledningen til denne analyse del, er det gode sociale arbejde svært
definerbart, da det afhænger af optikken det ses igennem. Men på trods af, at Projekt Locker
52
Rooms optik synes, at være klart beskrevet, får vi her tre divergerende bud på, hvad godt socialt
arbejde er. Først er det gode sociale arbejde defineret ved, at tage hensyn til forskellige behov,
dernæst bliver det gode sociale arbejde fremstillet, som noget der er afhængigt af rammer og
målgruppe, og sidst men ikke mindst bliver det gode sociale arbejde beskrevet, som at møde
brugeren, på deres præmisser, uden rammer og regler. Her er altså et spændingsfelt mellem to af
gadeplansmedarbejderne. Det interessante er, at disse to gadeplansmedarbejdere under
fokusgruppeinterviewet ikke ser sig selv som værende uenige, på trods af, at de siger noget
diametralt modsat omkring behovet for rammer i det gode sociale arbejde. Her er altså et
diskussionspunkt i Projekt Locker Room, i forhold til, hvorvidt rammer er ideelle eller ej. Det er
det Høilund og Juul peger på i deres artikel, når de siger, at den sociale dømmekraft der vedrører
spørgsmålet om, hvordan en socialarbejder tænker og handler i mødet med brugeren og foretager
sig en faglig og personlig gendigtning af dét brugeren fortæller. Hvordan den dømmekraft blandt
socialarbejderne tilfører det sociale arbejde i Projekt Locker Room et dynamisk og fremadrettet
perspektiv. Dynamikken synes blot her at ophøre, i og med at den konkrete udøvelse af
dømmekraften er så forskellig. Og dette ganske uden at gadeplansmedarbejderne indbyrdes er
opmærksomme på dette og får dette sat i spil i forhold til den udøvende del af det gode sociale
arbejde.
Tillid skal bygges op af tid og tålmodighed, siger Pilely & Brandt. Projekt Locker Rooms
gadeplansmedarbejdere skal kunne sætte sig selv i anden række, og bruge tid og tålmodighed på
at lytte, ikke være fordømmende og ikke presse krav og forventninger ned over hovedet på
brugeren. Om tid, tålmodighed og tillid, taler GM 1 om følgende: ” …der er nogen vi kun
arbejder med i et halvt år eller et år. Men der er også nogen vi arbejder med i ti år, og der er
også nogen vi aldrig bliver færdige med at arbejde med.” (GM1, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16). Der bliver altså brugt den fornødne tid, på brugerne, hvilket
efter Pilely og Brandt må udspringe af tillidserklæringer fra brugerne. GM1 fortæller: ”Ja jeg
tror jeg er dybt begravet i sådan et længere forløb med en hjemløs kvinde…” (GM3, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
og GM 3 supplerer og fortsætter:
”Altså det er virkelig en voldsom sag men samtidigt også en fantastisk sag, at hun har så meget
tillid til dig, ikke for hun er alvorlig syg og hun har ikke været behandlet endnu og måske
behøves hun det ikke, men hun er jo blevet sviget på alle måder, samtidigt med, at hun er
53
paranoid og alt muligt, ikke, der har relationsarbejdet og medmenneskeligheden gjort, at hun
har sagt; ’Jamen XX hvis der er en så er det dig’ ikke.”(GM3, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Her ser vi også Høilund og Juuls ideal om kærlighedskampen repræsenteret, hvor brugeren og
gadeplansmedarbejderen anerkender hinanden som ligeværdige samtaleparter. Det er en kamp
om et minimalt fællesskab mellem gadeplansmedarbejder og bruger i Projekt Locker Room,
der her bliver brugt, som et fundament for det gode sociale arbejde. Dette minimale
fællesskab mener Høilund og Juul er en forudsætning for, at brugeren kan komme til orde i
sin egen sag og fortælle, hvad det gode, opblomstrende liv er for netop ham eller hende.
Spørgsmålet er her blot, om kærlighedskampen bliver så personlig, at
gadeplansmedarbejderen formår at bevare sin faglighed. Noget Høilund og Juul værdsætter
højt i det gode sociale arbejde, men omvendt også noget, som de 7 T’er ikke vægter højt.
Kritikken kunne her være, at gadeplansmedarbejderen dømmekraft, kan blive til hverdags
ureflekterede handlinger, i og med fagligheden ikke prioriteres så højt som de 7 T’er gør i
Projekt Locker Room. I tillæg til kritikken må der dog tilføjes, at social betinget smag der
fortolker arbejdet, ikke kan erstattes af ren faglighed alene, som også Høilund skriver.
Dermed sagt, at det ene ikke udelukker det andet. I fokusgruppeinterviewet er den ene
gadeplansmedarbejder ej heller bekymret for, ikke udelukkende agere som professionel, men
også som menneske:
”..det er sådan livet er, det kan godt være deres udsving er større end vores andres, men vi har
også udsving altså, eh det kan godt være fordi, at det alt det jeg har fået med i bagagen og alle
de erfaringer jeg har gjort så er mine udsving måske ikke så store, men jeg tror hvis i spørger
mine kone eller min ekskone, så vil mine udsving også være rimelig store bare på en anden
måde.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
Projekt Locker Room taler også om timing, altså at møde brugeren, på det rette tidspunkt.
Projekt Locker Room er opmærksomme på, at der kun er én der ved, hvornår dette tidspunkt
indtræffer, og det er når brugeren selv melder klar. Hvordan ved de i Projekt Locker Room, at en
bruger er klar, når dette ikke kan sættes på formel, men er individuelt betinget. Der kan her være
tale om et skøn, som igen bringer den sociale dømmekraft ud af kurs. Troværdighed og det at
turde er endnu to af grundpillerne hos Pilely & Brandts 7 T’er. GM 1 udtaler om troværdigheden
at: ” …så møder man dem bedst uden en klar målsætning fra starten, det er sådan en
54
grundlæggende værdi, at der ikke skal være nogen skjult dagsorden” (GM1, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16) Det er altså væsentligt i Projekt Locker Room, at der er
gennemsigtighed for brugerne. Dette kendetegner efter Høilund & Juul et ideal for handling i det
sociale arbejde, hvor gadeplansmedarbejderen bør stille sine faglige våben til rådighed for
brugeren. Her er der tale om både en fortsat kærlighedskamp for et socialt fællesskab med
brugeren, og en anerkendelseskamp for brugeren som etisk og juridisk person. Tingene er som
de er, og al viden er tilgængelig for brugeren. I forlængelse af dette, må vi kigge på det at turde.
Et ord der også kan omskrives til mod. At turde viser sig i fokusgruppeinterviewet på en ganske
særlig vis, for udover at turde bryde med personlige grænser og det at turde nærme sig en bruger,
eller det at turde tage kontakt igen efter en afvisning er én ting. I Projekt Locker Room og
Projekt UDENFOR har de en holdning til det at turde, det rækker udover den brugerorienterede
vinkel, for de har mod til, at dele deres erfaringer med omverdenen, åbent og ærligt:
”…der er også en eller andet misforståethed om, at hvis man er god til noget så skal man holde
på sin viden, altså eh, det kan vi slet ikke forstå hvis man ved noget der virker, så lad os da
sprede det så vidt så muligt, så der er så mange så muligt der får gavn af det.” (GM1,
København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
Dette står som noget ganske unikt for Projekt UDENFOR og dermed også for Projekt Locker
Room. De har truffet et etisk valg om, at skærme deres brugere, men at alt øvrigt materiale de
fremstiller, er offentligt tilgængeligt. Vi har i dette projekt, som beskrevet haft adgang til alt
det skriftlige materiale, som Projekt Locker Room har. Særligt kvartals rapporterne og Projekt
Locker Rooms slutevaluering finder vi interessante at inddrage her, for
gadeplansmedarbejdernes tilgang er påvirket af de solidaritets idealer, der har ændret sig i det
omkringliggende samfund og pligt etikken ser ud til, at være erstattet af nytte etikken. Det er
et solidaritetsmål at skabe menneskelig opblomstring ud fra et anerkendelsesideal, og hvis vi
ser på socialt arbejde med et kritisk hermeneutisk blik. For eksempel nævner
gadeplansmedarbejderne, at de for at imødekomme brugerne:
”startede med at holde åbent tre dage fast, men fandt ud af at langt størstedelen af brugerne
kom uden for dette tidsrum. Derfor ændrede vi i foråret 2015 åbningstiderne til at være mere
fleksible, idet vi søgte at møde brugerne ud fra deres livsbetingelser, hvor et kaotisk liv ofte
gør det vanskeligt at møde op indenfor meget bestemte tidsintervaller” (Slutevaluering, 2016:
4).
55
Anerkendelsen kan i følge den kritiske teoris tankesæt ikke sættes på formel og det sociale
arbejde bliver besmittet af styrings mekanismer og dominerende magt sprog, der sætter
dagsordenen. Projekt Locker Room forsøger her, at imødekomme, at alle der har behov for
deres hjælp føler sig anerkendt også via sproget:
”Vi udarbejde brugerbetingelser, som blev oversat til en række forskellige sprog, hvilket har
vist sig at være et godt redskab. Ikke blot fordi sprogbarriererne på den måde blev nemmere
at overkomme, men også fordi brugerne blev overraskede og glade over, at blive mødt på
deres eget modersmål” (Slutevaluering, 2016: 2).
I følge Juul & Høilund har der aldrig været enighed om, hvad det gode sociale arbejde er om
hvorvidt de er emancipatoriske eller kravstillende og disse tilgange styres videre af de sociale
teknologier der er blevet mere dominerende i forhold til, at bedre og lette det sociale arbejde
(Juul, 2010: 349-394).
”men vi har erfaret at Projekt Locker Room er andet og mere end blot 70 skabe; ”Men
projektet er mere end skabspladsen alene. En erfaring i Projekt UDENFOR er, at man er
nødsaget til at kombinere den konkrete opbevaring med andre socialfaglige tiltag hvis man
ønsker at hjælpe netop den målgruppe som projektet henvender sig til” (Slutevaluering, 2016:
1).
Ser vi på det sociale arbejdes udførsel gennem Lars Uggerhøjs perspektiv vil Projekt Locker
Room kunne profilere sig anderledes, i forhold til, at de ikke i samme omfang skal opnå noget
konkret med nogle brugere, men i højere grad finder sin berettigelse, som de udsattes talerør
og som forandringsagent i det sociale arbejde.
”Vi har nået nogle af de mest udsatte hjemløse og vi har haft mulighed for at skræddersy
forløb, til det menneske vi har ønsket at hjælpe - helt uden krav og i et tempo der har passet
den enkelte. Skabspladsen i Projekt Locker Room har vist sig at være et nyttigt
arbejdsredskab i det relationsarbejde vi mener, er afgørende i forhold til at kunne hjælpe
meget udsatte mennesker” (Slutevaluering, 2016: 4).
Delkonklusion
56
Vi blev i vores empiri indsamling gjort bekendt med Pilely & Brandts rapport Posefolket,
hvor i de 7 T’er blev præsenteret. Vi har brugt empirien og gjort den til en del af vores teori,
for at anskueliggøre hvad det gode sociale arbejde er, med udgangspunkt i vores case, Projekt
Locker Room. Denne er holdt op imod Høilund og Juuls normative teori for godt socialt
arbejde. Dette for at skabe samspil mellem teori og empiri.
De 7 T’er er bredt repræsenteret i Projekt Locker Rooms forståelse af det gode sociale
arbejde. GM3 fortalte os, at disse 7 T’er er grundbegreberne for, hvordan de arbejder i
henholdsvis Projekt UDENFOR og Projekt Locker Room. Det samme gør sig gældende i
vores empirisk funderede analyse. Et af Projekt Locker Rooms bærende elementer i det gode
sociale arbejde er tillid. Denne tillid der er oparbejdet af tid og tålmodighed overfor brugeren.
Ovenstående analyse har vist os, at de 7 T’er oprigtigt er et er. De afspejler virkeligheden og
det praksisnære gode sociale arbejde, som Projekt Locker Room stræber efter. Af de fire
handlingsvejledninger hos Høilund og Juul vægtes der i særlig grad i Projekt Locker Room, at
balancere mellem det professionelle og det personlige engagement, uden at blive privat.
Ydelsen er skabet og relationen. Det står i klar modpol til de offentlige styringslogikker og
rationaler, der i høj grad i dag er optaget af at øge autonomien i forhold til at man er
selvhjulpen og kan forsørge sig selv. Selvom arbejdet skal indrettes efter hensyn af den
enkeltes behov og ressourcer, udfordre rammen for udførelsen dette skøn i højere grad i for
eksempel offentlige forvaltninger end i den private organisation Projekt UDENFOR, der er
styret af andre logikker.
Analyse del 3 – Anerkendelse
Indtil nu har vi i projektet været interesseret i det hvad det gode sociale arbejde, samt hvilke
organisatoriske betingelser der er til stede for det gode sociale arbejde. I dette afsnit vil vi gerne
se nærmere på arbejdsspørgsmål tre: Hvordan kommer Honneths anerkendelsesbegreb til udtryk
i Projekt Locker Rooms arbejde med brugerne? Dette i forhold til, at belyse det konkrete forhold
de professionelle har til brugerne. Vi har ikke fundet nogen nævneværdige spor af det Honneth
betegner som retlig anerkendelse i Projekt Locker Room, hvorfor denne sfære ikke er inddraget i
denne analyse, men først vil figurere i diskussionen.
57
Helt generelt ser vi at Honneths anekendelsesbegreb kommer til udtryk på forskellig vis i Projekt
Locker Rooms arbejde med brugerne. Blandt andet i den måde de praktiserer og vægter relations
arbejde på. Relationen til brugerne tillægges betydelig vægt og fungere både som et mål i sig
selv, men det er også igennem relationen at medarbejderne arbejderne med brugerne. Yderligere
er omdrejningspunktet i Projekt Locker Room, at arbejde hen i mod at etablerer et værdigt liv for
brugerne.
Axel Honneths anerkendelses teori er en normativ teori om det gode liv (Willig, 2003: 19).
Honneth formulerer en række formelle betingelser for menneskets selvrealisering, således er
Honneth ikke optaget af det specifikke kontekstuelle indhold i det gode liv, men derimod de
formelle forudsætninger, som nødvendigvis må stilles til rådighed for individets selvrealisering
(Willig, 2006: 9).
I Projekt Locker Room er dette element genkendeligt i forhold til den måde de betragter
målsætningen om et værdigt liv for brugeren, GM3 fortæller eksempelvis
”Hvis de går i bare tæer vil vi gerne have de får sko på, hvis de kun spiser en gang om ugen vil
vi gerne have at de spiser to gange om ugen og den vej prøver vi hele tiden at støtte dem i at få et
værdigt liv, altså vi måler meget mere på værdigt liv end hvad vi måler på job og ikke misbrug,
og sådan nogle ting, og værdigt liv der kan jo være meget forskelligt, for nogen kan et værdigt
liv være at sove i telt på Amagerfælled, fordi man hører til der” (GM3, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Der er altså i denne optik ikke nogen endelig definition af hvad et værdigt liv indeholder, det
afhænger af hvad der er meningsfuldt for den enkelte bruger. En anden medarbejder fortæller
yderligere at, godt socialt arbejde er når gadeplansmedarbejderen kan hjælpe brugerne med noget
de selv ønsker hjælp til, og selv har formuleret (GM1, København, Fokusgruppeinterview, 13/4
16). Igen bliver udgangspunktet for det værdige liv, det som brugeren finder meningsfuldt.
Helt grundlæggende hævder Honneth at menneskets evne til at fungere som socialt vellykket
individ er afhængigt af anerkendelse som bekræftelse af autonomi og individualitet (Høilund &
Juul, 2005: 25). At anerkende et menneske er i Honneths optik mere end blot at se et menneske
rent fysisk, det kræver at mennesket bliver synligt, som individ med en unik personlighed. For at
58
kunne begribe dette forhold af mere end ren fysisk karakter opererer Honneth med begreberne
anerkende og synlig (Høilund & Juul, 2005: 29) At være synlig i en forstand der rækker udover
det visuelle betragtes i følge Honneth som en helt elementær form for anerkendelse, ved at
individet så tillægges social anseelse (Høilund & Juul, 2005: 29). Anerkendelse kræver
ekspressive kropsudtryk hvorigennem mennesker gensidigt tilkendegiver anerkendelse,
kropsudtryk kan derfor signalere at vi føler os gensidigt forpligtede til, at forholde os velvilligt
og respektfuldt overfor den anden. Med andre ord viser kropsudtrykket hvilke former for
handlinger vi kan forvente (Høilund & Juul, 2005: 29).
Honneth sammenligner anerkendelseshandlingen med den sociale interaktion mellem forældre
og spædbarn(Honneth, 2003: 108), og hævder således at dette også gør sig gældende i
interaktionsforholdene mellem voksne.
”Også voksne personer giver i kraft af en mangfoldighed af fint nuancerede udtryk almindeligvis
til kende i deres kommunikationer, at de er velkommende og imødekommende med særlig
opmærksomhed… Som erstatning for, eller supplement til eller uafhængigt af talehandlingerne
skal de give offentligt tilkende overfor den overforstående, at denne i den samfundsmæssigt
typiserede rolle (ven, rengøringskone, medrejsende) bliver bifaldet socialt eller nyder anseelse”
(Honneth, 2003: 108).
Der er altså først tale om reel anerkendelse når selve handlingen rummer mere end blot visuel
tilstedeværelse for hverandre, men også ledsages af venlig og imødekommende mimik og eller
gestik. GM3 fortæller:
”Det her med at vi opsøger folk altså vi tror jo på at alle mennesker har brug for en
relation…Som mennesker er vi jo afhængige af andre mennesker, der er nogen der har brug for
rigtig meget og nogen der har brug for rigtig lidt. Der er nogen der har brug for berøring, der er
nogen der har brug for samtaler, der er nogen der har brug for, at få lov til at skælde ud nogle
steder.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Det opsøgende arbejde, forstået ved at medarbejderen opsøger brugerne på gaden med ønske om
at indgå en relation, kan betragtes ud fra Honneths begreb om synlighed, og dermed ønsket om at
indgå i et egentligt anerkendelsesforhold med brugerne, da man må formode at, ønsket om at
indgå relation med brugerne følges op af eksempelvis imødekommenhed.
Et andet eksempel på hvordan Honneths begreb synlighed kommer til udtryk i Projekt Locker
Rooms arbejde med brugerne er GM3, der beskriver hvordan opbyggelse af en relation, med en
bruger kunne forløbe:
59
”Og på den lange bane synes jeg succesen har været at nogen af dem vi har kunne finde i byen
som har været utrolig sky og har været svære at snakke med og har dem er vi kommet meget
tættere på og vi har prøvet så ofte så muligt at have en til en så når der er kommet en mand
hernede med langt skæg som har skulle flytte rundt på nogle af de ting der har haft værdi for
ham men ikke har det for os andre så har vi faktisk haft tid sammen og til starte med har det
måske bare været at kigge på ham eller åbne døren for ham eller vise ham hvor toilettet er og
ligeså stille er der bygget op at der også er kommet noget samtale og noget relation”(GM3,
København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Gadeplansmedarbejdernes ønske om relation med brugerne via det opsøgende arbejde, som er en
grundlæggende værdi i Projekt UDENFORS arbejde, kan altså betragtes i Honneths optik som
en måde hvorpå medarbejderne forsøger at skabe de mulighedsbetingelser for brugerne, der skal
til for, at de kan indgå i et reelt anerkendelsesforhold.
Vi så i forrige afsnit at tid, tålmodighed og timing fungerede som praksisnære redskaber i det
gode sociale arbejde. Tid og tålmodighed kan således i Honneth optik forstås som anerkendende
handlinger overfor brugeren, der dels bidrager til, at gøre brugerne synlige i relationen bruger og
gadeplansmedarbejder imellem og derved til, at der opstå et reelt anerkendelsesforhold bruger og
gadeplansmedarbejder imellem, dette ses ved at gadeplansmedarbejderen i citatet ovenfor
tillægger tid betydning ift. relationen med brugeren, og samtidig implicit udviser den nødvendige
tålmodighed og timing, for at relationen kan udvikle sig.
GM3 fortæller yderligere, hvordan vedholdenhed i kontakten med brugerne, og det at signalere
overfor brugerne at gadeplansmedarbejderene er der uanset hvad der sker, tillægges væsentlig
betydning i deres arbejde.
”vi går ikke ind i noget halvt altså hvis vi gør det, så gør vi det ordentligt også selvom
vedkommende har brændt os af ti gange så kommer vi når vi har aftalt at mødes øh fordi det er
bare en måde at teste os af på og sig selv og alt muligt andet så hvis vi gør det så gør vi det
ordentligt.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16) og,
”det eneste vi gerne vil vise er at vi er der hele tiden både når det går godt og når det går
dårligt både når de afholder deres aftaler eller når de ikke gør og der er ikke nogen præmier for
den ene eller straf for den anden” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
60
Som sagt differentierer Honneths sit anerkendelsesbegreb i tre sfære, eller former for
anerkendelse om man vil. Den private(kærlighed), den retlige og den solidariske. Han peger på,
at individet skal opnå anerkendelse indenfor alle tre sfærer, for at udvikle et positiv selvforhold.
Anerkendelse indenfor den private sfære er af emotionel karakter, og erfares i de nære relationer,
som individet deler med hhv. familie og venner og gennem denne form anerkendelse udvikles en
fundamental selvtillid, som sætter individet i stand til at udtrykke sig og deltage i nære
fællesskaber og samfundsmæssige forhold (Willig, 2003: 14). Individet erfarer hvorledes
anerkendelsesbehovet dækkes igennem eksistensen af den ”konkrete anden” (Willig, 2006:
11).
Der synes at der kunne argumenteres forsigtigt for, at gadeplansmedarbejderne yder en hel
fundamental form for anerkendelse af emotionel karakter, eksempelvis beskriver GM3:
”Som mennesker er vi jo afhængige af andre mennesker, der er nogen der har brug for rigtig
meget og nogen der har brug for rigtig lidt. Der er nogen der har brug for berøring, der er
nogen der har brug for samtaler, der er nogen der har brug for at få lov til at skælde ud nogle
steder” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Ligeledes fortæller GM2:
”Jeg tror hvis man skal hjælpe den her målgruppe, så bliver det meget svært at hjælpe dem, hvis
du skal sætte alle mulige rammer og regler op for dem ik og når vi møder folk på gaden, så har
vi ikke nogen krav til hvordan folk de opfører sig. Folk må godt være fulde og være psykisk syge,
men ja det bliver meget svært at hjælpe målgruppen, hvis man sætter en masse krav op til at
starte med” (GM2, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
Gadeplansmedarbejderne møder altså brugerne med fuld accept af hvem de ”er”, og relationen
og anerkendelsen er således ikke betinget af brugernes særlige evner eller præstationer, men
alene af deres eksistens. Gadeplansmedarbejderne i Projekt Locker Room vægter ligeledes én til
én kontakt. GM3 beskriver ligeledes hvordan gadeplansmedarbejderene er de eneste brugerne
har, og hvorfor det derfor også er så vigtigt, at de altid er der og at brugerne kan regne med dem
(GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16). Her bliver tillid centralt og kommer til at
fungere som en anerkendende handling overfor brugerne.
Mere nærliggende synes det dog at være at Projekts Locker Rooms arbejde befinder sig i det
Honneth betegner som solidariske sfære. I den solidariske sfære sker anerkendelse ifølge
Honneth igennem relation til gruppen, fællesskabet eller samfundet, hvor individets positive
61
engagement bliver anerkendt, dette udløser socialværdsættelse som medlem af et solidarisk
fællesskab(Willig, 2006: 12).
Det er igennem fællesskabet med andre at individet kan genkende sig selv og bliver anerkendt
for sine specielle evner, særlige kvaliteter og bidrag (Willig, 2003: 16). Igennem denne
anerkendelses form udvikler individet selvværdsættelse, denne kan f.eks. have baggrund i
individets særlige livsforløb, præstationer, funktioner eller handlinger (Willig, 2003: 16-17)
Solidaritet har både emotionel og fornuftmæssig karakter. I følge Honneth har mennesket behov
for socialværdsættelse, hvor det får mulighed for at forholde sig positivt, til sine konkrete
egenskaber og muligheder (Honneth, 2006: 163).
”Sådanne relationer må kaldes »solidariske«, fordi de ikke kun fremkalder passiv tolerance, men
også følelsesmæssig deltagelse for det individuelle særegne ved den anden person. For
kun hvis jeg aktivt drager omsorg for udfoldelsen af den andens, for mig at se fremmede
egenskaber, kan vores fælles mål realiseres.” (Honneth, 2006: 173).
Honneth peger endvidere på at solidariske relationer er når man betragter hinanden i lyset af
værdier, der lader de andres egenskaber og muligheder fremtræde som betydningsfulde for den
fællespraksis (Honneth, 2006: 173).
En gadeplansmedarbejder fortæller: GM 3: ”…og det er ligesom det vi prøver at se og vi prøver,
at se muligheder og det kan godt være, at de er udsatte og de ikke har et sted at sove, at de
drikker for meget eller hører for mange stemmer, men udover det er der jo masser af muligheder
i dem og det er jo ligesom det vi prøver at holde fast i…”(GM3, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16). GM1 supplerer og fortæller, at livet på gaden gør at de ”…får
nogle ressourcer eller har opadarbejdet nogle ressourcer og noget du bliver dygtig til” (GM1,
København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
Her tillægges de særlige evner, færdigheder og præstationer som brugerne via deres livssituation
rent faktisk besidder og har opnået. De anerkendes som betydningsfulde. Honneth hævder, at
individet kun kan føle sig værdifuldt, når det føler sig anerkendt ift. til dets præstationer det ikke
forskelsløst deler med andre(Honneth, 2006: 168) Her forsøger medarbejderne netop at få øje på
de særlige præstationer og evner, som brugerne har og har oparbejdet i deres livssituation.
I Projekt Locker Room, er det særlige at der stilles et skab til rådighed for brugeren, hvori de kan
opbevare deres ejendele. Skabet i sig selv er ikke umiddelbart meningsfuldt, at betragte ud fra
Honneth anerkendelses perspektiv. Derimod den måde gadeplansmedarbejderne bruger skabet i
relationen til brugerne synes, at være interessant, at kaste et kort blik på. GM1 fortæller:
62
” og der er det også igen det er jo ikke skabet i sig selv men det er jo også det arbejde der ligger
inden de putter deres ting i skabe ikke det forløbet oftest sådan at de bliver tilbudt ikk altså du
har jo lige haft et eksempel på en der synes det var virkelig en dårlig ide det kan så godt være
han kommer om to måneder og alligevel gerne vil ikk” (GM1, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
Endvidere fortæller GM3:
”Men for os var det endnu vigtigere at vi kunne bruge tingene til at tale sammen ikk nå det nu er
at man har en taske som er helt tom bortset fra et billede af den kone man ikke har set i tyve år
som man skal ligge frem og vise til XX at det er det jeg gerne vil have i skabet. Helt exceptionelt
god mulighed til at tale sammen” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)
Her tillægges kontakten med brugeren der går forud for skabet værdien, og egentlig ikke skabet i
sig selv. Det beskrives samtidig at både skabet og de foranstaltninger der knytter sig til det at
have skab bliver redskaber ift. relationsarbejdet. Igen bliver tid afgørende, da den tid
medarbejder og bruger har sammen i forhold til brugerens ærinde med skabet.
Delkonklusion
Vi har nu set hvordan Honneths Anerkendelsesbegreb kommer til udtryk på forskellig vis i
gadeplansmedarbejdernes arbejde med brugerne i Projekt Locker Room vi har set hvordan bl.a.
tid, tålmodighed og tillid, fungerer som anerkendende handlinger overfor brugerne. Dog synes
det klart, at den anerkendelse der her kommer til udtryk må være at betragte, som minimum af
anerkendelse, og befinder sig helt nede i bunden af anerkendelses
hierarkiet. Gadeplansmedarbejderne gør brugerne synlige i relationen og er dermed med til at
skabe et reelt anerkendelsesforhold, men som må være at betragte, som helt elementær
anerkendelse. Det ikke at stile krav, kommer her til at være det gode sociale arbejde.
Diskussion
Vi har indtil videre holdt en tredeling af vores rapport, nu er vi nået til diskussionen og her vil vi
gerne bringe alle tre dele i spil. Vi vil gerne diskutere de tre arbejdsspørgsmåls individuelle
63
relation, til hinanden. SLB, Det gode Sociale Arbejde og Honneth, skal så at sige diskuteres
indbyrdes. Vi har nu haft fokus på den tidslige dimension, vi vil nu også have fokus på den
rumlige dimension. Det er netop her vores delvist strukturerede interview med The Chicago
Youth Storage Initiative bliver interessant, fordi rummet er det samme.
Skabene i forhold til The Chicago Youth Storage Initiativ
Hos The Chicago Youth Storage Initiative, ser de en problematik i, at deres 65 skabe er placeret
selvstændigt og ikke i sammenhæng med andre tilbud, om dette udtaler manageren fra The
Chicago Youth Storage Initiative; “I think they are challenged because the space does not have
any programs during the day so it’s almost like you need to go there because you want the
storage program there, it’s not like a dropping center or access to classes or computer lap. So I
will think that will be interesting just from an outreach perspective”. (Delvist struktureret
interview, Chicago, 5/5 16).
I The Chicago Youth Storage Initiative har de en øget opmærksomhed på, hvordan de får deres
brugere, til at bruge tilbuddet, dette med særlig opmærksomhed på betydningen af, at projektet
ikke er i sammenhæng med andre tilbud. Her ses en forskel fra Projekt Locker Room, i og med
The Chicago Youth Storage Initiative påpeger, at det kan besværliggøre det gode sociale arbejde,
hvis tilbuddet om et skab ikke hæfter sig på andet socialt arbejde. The Chicago Youth Storage
Initiative påpeger, altså, at det vil være en fordel, hvis der er andet end blot skabene, som
brugerne kan gå efter. Projekt Loker Room synes ikke, at være optaget af denne problematik,
men årsagen til dette, kan måske findes i, at Projekt Locker Room som beskrevet er nabo til
suppekøkkenet, ’Den sorte Gryde’, som tidligere beskrevet. Dette kan måske netop være grunden
til, at Projekt Locker Room ikke påpeger denne problematik, de har ganske simpelt ikke set
problematikken, for den har aldrig eksisteret hos dem. En anden forklaring kunne også ligge i det
opsøgende gadeplansarbejde i Projekt UDENFOR, som fra starten har understøttet Prokekt
Locker Rooms indsats. Noget kunne her tyde på, at denne placering af de 70 skabe, har meget at
sige, i forhold til skabenes funktion i det gode sociale arbejde. Dette kan måske forklares ved
hjælp af udsagn fra The Chicago Youth Storage Initiative, dette da de er meget opmærksom på,
at The Chicago Youth Storage Initiative kan præcis det modsatte af et suppekøkken:
“It’s a different kind of service transaction it’s not a soup kitchen it’s not some other services
that have a lot of stigma connected to it that um people are very grateful that you are protecting
and storing their things so they are more likely to give you the government name their birthday
64
like that information that could benefit and be used to help people with uh for example there is a
medical service being able to find someone in the hospital or if they are being picked up by the
cop being able to find them” (Delvist struktureret interview, Chicago, 5/5 16).
Skabene er altså i følge The Chicago Youth Storage Initiative noget ganske andet end et
suppekøkken. Taknemligheden og åbenheden fra brugerne er større, hvilket gør arbejdet med de
hjemløse, med skabet som ramme, mere tilgængeligt og mere handlingsorienteret, ganske som
Høilund og Juul påpeger i deres handlingsvejledninger. Omvendt må vi kunne forvente mere
socialt fællesskab i et suppekøkken.
Hvad skal det sociale arbejde i Projekt Locker Room og Projekt UDENFOR
Som et led i Hjemløsestrategien fra 2009 blev der etableret det der kaldes Housing First
tilgangen, hvor målet er indflytning i egen bolig. Grundprincippet i Housing First tilgangen er
etablering af en permanent boligløsning tidligt i indsatsen, kombineret med en individuel og
fleksibel social støtte. Man mener således, at en fast og permanent bolig er en forudsætning for,
at borgeren kan arbejde med sine andre problemer, som fx sindslidelse og misbrug (Benjaminsen
& Lauritzen 2013: 144-145). Endelig er den opsøgende indsats på gadeplan ligeledes en del af
strategien.
Disse tiltag vil dog for mange af Projekt Locker Rooms brugere ikke være dækkende, da de som
illegale immigranter opholder sig i landet uden tilladelse og for manges tilfælde ej heller har et
cpr-nr. Dette betyder blandt andet at de ikke tælles med i hjemløsetællingen. De rettigheder der
er lavet i forhold til serviceloven er ikke gældende for disse udsatte brugere. Dog findes der
herberger og væresteder, der ikke registrerer brugerne og også natherberger i vinterhalvåret for
særligt immigranter. Projekt UDENFOR fortæller også at de i vid udstrækning fungerer som
kompas og bindeled mellem gaden og det offentlige system ift. enten at hjælpe brugeren ind i
systemet eller ind i tilbuddet den gode hjemsendelse, Transitprogrammet, de samarbejder med
Københavns Kommune om. ”Projekt UDENFOR sætter ind der, hvor det offentlige sociale
sikkerhedsnet ikke er finmasket nok”( http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/).
I slutevalueringen skriver Projekt Locker Room;
”Et skab i Locker Room har i mange tilfælde været et redskab i den stabiliseringsproces, der er
nødvendig inden en hjemrejse. Det betyder konkret, at de brugere der er blevet hjulpet hjem har
haft mulighed for, at opbevare deres ejendele i Locker Room imens vi har arbejdet motiverende,
65
har ydet omsorg og ordnet de praktiske udfordringer, der er forbundet med en hjemrejse der ofte
kan være både skræmmende og sårbar for den enkelte hjemløse” (Slutevaluering, 2016: 4).
De 7 T’er i forhold til The Chicago Youth Storage Initiative
Af Pilely og Brandts 7 T’er, er der bemærkelsesværdigt få, der går igen i The Chicago Youth
Storage Initiative. Her er der fokus på mere konkrete fordele og ulemper; “Benefits: This has all
of the benefits of Storage Programs Integrated into Existing Basic Needs Services & Programs.
Considerations: Cost of additional space and staffing. Requires, at a minimum, two staff at all
times to operate. Ensure satellite is located in proximity to a drop-in center with a long-term
lease and/or permanent location.” (Brooks, Gaiter, Slater & Williams, 2015: 46)
På trods af, at The Chicago Youth Initiative synes mere målorienteret, end procesorienteret er det
T, der skinner igennem i The Chicago Youth Storage Initiative Tillid. Dette illustreret i følgende
citat: ”I am a big believer in consisting staffing so I want to see this thing in person every day or
every other day and at soup kitchen I think that’s kind of hard, you never know who is going to
be working and um, and so and, yeah I think um yeah there is something about yeah literally
seeing someone the same youth worker or the same social worker every single day they check in
for the storage.” (Delvist struktureret interview, Chicago, 5/5 16).
The Chicago Youth Storage Initiative er altså, til forskel fra Projekt Locker Room meget
beskrivende på den praktiske del af skabenes funktion for de hjemløse. De har I deres rapport
lavet en liste over deres ‘keyfindings’, der blandt andet indeholder : ”Storage programs youth
can trust is of upmost importance. It can be unsafe for young people to carry their belongings
with them. Constant worry impacts mental health, productivity, and goal completion. Lack of
storage means taking steps back, even when you are trying to move forward.” (Brooks, Gaiter,
Slater & Williams, 2015: 10)
To projekter, der umiddelbart ligner hinanden i opsætningen, har altså vidt forskellige
udgangspunkter, for skabets rolle. I Projekt Locker Room, kan skabene skabe rum til det gode,
anerkendende sociale arbejde. I The Chicago Youth Storage Initiative, er skabene mere end
nødvendighed i forhold til, at opnå målet om skadesreduktion:
” For young people experiencing homelessness and housing instability, access to safe and
secure storage options for personal belongings—such as clothing, school books, keepsakes, and
legal documents—is a daily, often hourly, stressor. In the absence of stable housing, these
66
possessions—including those necessary for housing, employment, and educational
opportunities—are in constant danger of being lost, stolen, discarded, or damaged. Left with
unreliable or infrequent options, young people hide their personal belongings in alleys,
dumpsters, yards, under porches, in abandoned buildings, and bushes.” (Brooks, Gaiter, Slater
& Williams, 2015, s. 10).
Anerkendelse som ideal
Det er interessant at diskutere Honneths anerkendelsesteori, som et udgangspunkt for godt socialt
arbejde. Man kan diskutere hvorvidt det, at blive set og hørt og anerkendt af en anden rent
faktisk afhjælper et socialt problem. Det er tydeligt, at man med en anerkendende tilgang, åbner
op for nogle forhold der kan være med til at ændre et individs situation og skaber mulighed for
handling. Men det er at blive anerkendt i sig selv, kan ikke afhjælpe alle de problemer, man
måtte have, når man lever som hjemløs.
I forhold til den retlige anerkendelse som Honneth peger på, som en nødvendighed for, at
individet kan udvikle et positivt selvforhold, er Projekt Locker Rooms brugere helt nede i
bunden af anerkendelsesmodellen, som illustreret nedenfor. Dette da de er udenlandske, og
dermed ikke omfattet af lovsikrede rettigheder her i landet. De er omfattet af helt grundlæggende
menneskerettigheder.
67
Om de øvrige hjemløse i Projekt Locker Room, kan man ligeledes diskutere om de ikke også
ligger i bunden af ovenstående model, og de udenlandske hjemløse så at sige, ligger udenfor
modellen.
Projekt Locker Room som noget særligt?
I dag omhandler det sociale arbejde i høj grad fremme af autonomi og hjælp til selvhjælp som
credoer for tilgangen til arbejdet. Det vægtes at tilgangen er ikke-undertrykkende og i
ligeværdigt samspil med borgeren. Der tages udgangspunkt i individet og her og nu
problematikker, og der graves ikke i borgerens historie for at finde vej til fremtiden.
Således er præmissen særligt gældende, når det sociale arbejde udøves i en organisationstype,
som Projekt UDENFOR, der har fokus på brugerinteresser og forandring af de sociale
omstændigheder. I forhold til aftaler der indgås med brugerne af skabene, ses der også et praksis
skøn i forhold til, at opveje kontrollen af hvad der er i skabet, som de har indgået aftale om og
samtidig udøve den tillid, der er så afgørende for deres relationsarbejde og med det medførte
handlerum der så bliver nødvendigt i mødet med brugeren. Her sætter lovgivning sig ikke
igennem, som den er udformet, men her fortolkes i praksis ledet: ”Brugeren af et Locker Room
skal være indforstået med at alt der ønskes opbevaret skal godkendes af en medarbejder inden
68
det placeres i skabene” (Opbevaringsbetingelser, 2014). Men trods denne ”kontrakt” om
opbevaringsvilkårerne er det tydeligt, at det er dømmekraften og det skønsmæssige handlerum,
der er i spil, netop da ”relationsarbejdet er omdrejningspunktet”, (Slutevaluering, 2016: 4).
Projekt UDENFOR og Projekt Locker Room er opstået, som en opfattet nødvendighed, for at
tilbyde en anden aktør og indgangsport i det sociale arbejde, med de mest udsatte brugere. De
arbejder interaktionistisk i forhold til, at relationen er den styrende og altafgørende. Ud fra et
kritisk perspektiv vil denne type socialt arbejde også være præget af, at medtænke de strukturelle
barrierer for anerkendelse, disse udsatte aktører har, både privat, retsligt og som brugere.
Gennem vores empiri ser vi sociale patologier, som hindrende for de mest udsatte brugeres
betingelser, for at opnå anerkendelse, hvilket i dette perspektiv betragtes som grundbetingelsen
for et godt liv og det gode sociale arbejde.
En del af Projekt Locker Rooms brugere viste sig, som beskrevet, undervejs i projektet, at være
migranter, der netop stod endnu mere på kanten af muligheden, for at blive anerkendt i alle tre
sfærer. Her har Projekt Locker Room kunne bruge sin organisatoriske struktur til, at navigere
mere frit i forhold til, at agere bindeled mellem offentlige instanser. Herunder også at indfri deres
primære formål i Projekt Locker Room; en praktisk foranstaltning.
Organisatoriske overvejelser i forhod til det sociale arbejde, set i et samfundsperspektiv
Den organisatoriske styring er nu via metoder ensrettet via redskaber til at styre praksis mod
uafhængighedsidealet. Hvad ville det f.eks. betyde, hvis man i andre organisatoriske
sammenhænge havde et større handlerum i forhold til visitation af borgere? Ville det skabe øget
tryghed, arbejdsglæde, tilfredshed hos både bruger og professionel eller ville det føre til øgede
magtudøvelser mod en i forvejen udsat gruppe af mennesker?
Der er netop modsatrettede krav til disse professioner i form af, både at opnå viden på et
specifikt fagområde men med vægt på at have indsigt i helhedssynet på borgerens samlede
situation. Samtidig kræves der at borgeren tilbydes den samme behandling, både ift. De juridiske
aspekter og det relationelle. Det er her det faglige skøn kommer ind som en praksis navigeren
mellem den konkrete praksis faglighed, de lovgivningsmæssige rammer og de
hverdagserfaringer, socialarbejderen gør sig i sit konkrete arbejde. En indsigelse er også, at det a
priori er en asymmetrisk relation, hvor projektmedarbejderen kan vurdere, hvorvidt brugeren på
69
gaden er ”udsat nok” til at få visiteret et forløb i Projekt Locker Room. Her viser det sig jo netop,
at anerkendelsen af den enkeltes selvrealisering sker i forhold til den enkelte socialarbejders
dømmekraft i forhold til, hvem der passer til målgruppen. Projekt UDENFOR skriver:
”projekt UDENFOR skal ikke varetage opgaver, som kan udføres af og er indarbejdet i det
offentlige hjælpesystem. Derimod giver projekt UDENFOR de tilbud til den enkelte og udfører
det arbejde, som det offentlige eller andre sociale organisationer ikke kan eller vil yde”
(http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/idegrundlag/).
GM3 supplerer dette:
”Det er vores opgaver at finde ud af de her løsninger, vi tror at hvis vi kan lave den her løsning,
eller det er ikke engang noget vi bare tror det lyder så religiøst, men vi også af erfaring, og af de
ting vi laver, at når relationen først er der, så kan man faktisk hjælpe folk rigtig langt og hvis
den ikke er der så er det umuligt at hjælpe folk”. (GM3, Fokusgruppeinterview, København 13/4
2016: 3).
Projekt Locker Room fremadrettet
Et af ønskerne for Projekt Room fremadrettet er at kunne ansætte brugere. ”Han rummer dog
også en række ressourcer og vi vurderer, at vi kan hjælpe ham ved at gøre ham til en del af et
almindeligt arbejdsfællesskab, samtidig med at han får en lille indkomst”. (Slutevaluering, 2016:
4) På trods af at vi gennem hele projektet har set, at der arbejdes uden faste krav til brugeren, der
står i modstrid med de samfunds diskurser der findes i dag. Alligevel ser de også i Projekt
Locker Rooms organisation det i hvert fald implicit som et positivt mål, at også den mest udsatte
kommer i et almindeligt arbejde. Så på trods af at Projekt Locker Room har særlige betingelser i
udførelsen af det sociale arbejde kontra f.eks. et jobcenter eller socialpsykiatrien der er mere
styrede af konkrete mål og effekter og styringsmetoder, indvirker det instrumentelle også udefra
og ind i organisationen, også på det professionelle aktør niveau. Så er den neoliberale diskurs
med øget uafhængighed og det gode liv rummer selvforsørgelse og autonomi så alligevel haft sin
indvirkning også det det unikke sociale arbejde der foretages med de mest udsatte brugere i
Projekt Locker Room.
Socialforvaltningens pejlemærker fokuserer på mere vidensbaseret socialpolitik med fokus på
forebyggelse. Brugernes egen organisation SAND har deres fokus på boliger; flere og billiger og
70
mere fleksibel tildeling og svaret på løsningen for marginaliserede er overvejende aktivering.
Der er dog barrierer for denne realisering af aktivering hos de hjemløse brugere. Der er talrige
regler, der besværliggører kontakten til det offentlige system. Man skal have en nem ID for at
modtage breve fra det offentlige, en adresse, hvilket er store barrierer for de hjemløse ift. at passe
dem ind i løsningen væk fra gaden via aktivering (https://www.kk.dk/files/socialudvalgets-
grundlagspapirpdf/download, http://www.sandudvalg.dk/side/sand-mener).
Der er meget misbrug og utryghed i hjemløsemiljøet og daglige krænkelseserfaringer i mødet
med gaden og systemet og det at være usynlig synlig bruger i det store samfund udenfor Projekt
Locker Room.
Kan Projekt Locker Room videreføres?
Vi så hvordan Honneths anerkendelsesperspektiv kom til udtryk flere steder i deres arbejde ift. at
Projekt Locker Room, som tidligere nævnt i dette afsnit, har ambitioner om at få andre aktører til
at overtage deres projekter er det jo således i denne optik væsentligt at den aktør der skal
overtage har en organisationsstruktur som muliggør at mødet mellem bruger og
gadeplansmedarbejder er præget af en gensidighed i relationen, måske særligt ift. tid, timing og
tålmodighed som er relevante for denne her brugergruppe synes svært, at overføre til det
offentlige, hvis gadeplansmedarbejdere måske i høj grad er udfordret på tid, og som konsekvens
af dette dermed også tålmodighed.
Et af de centrale spændingsfelter, som vi ser i Projekt UDENFORS ad hoc projekter, er netop
forskellen på deres organisationsstruktur og f.eks. det offentliges struktur. Man ønsker i Projekt
udenfor at lave ad hoc projekter, i form af eksperimenterende socialt arbejde i den forstand at det
overføres til andre aktører efter en periode. Gadeplansmedarbejderne i Projekt Locker Room,
specificerer en ide om at overføre projektet til en offentlig forvaltning eksempelvis Københavns
Kommune. Dette ser vi som et spændingsfelt, da Københavns Kommune ikke har de samme
betingelser for at udføre socialt arbejde.
”ikke andet end altså at jeg vil bare sige at selvom Locker Room er en succes så er det jo ikke
altafgørende for os at vores projekter de fortsætter faktisk vil vi hellere have at der nogle andre
der overtager det for så kan vi lave noget nyt også har det været en succes” (GM3, København,
Fokusgruppeinterview, 13/4 16).
71
Den offentlige forvaltning er præget af mangel på ressourcer og tid
(http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE3208045/de-offentligt-ansatte-sidder-ikke-og-surmuler-ove-kaj-
pedersen/). Deres betingelser er anderledes i og med, at det offentlige er forpligtet til at hjælpe
alle samfundsborgere, hvorimod Projekt UDENFOR og Projekt Locker Room selv beslutter hvor
mange de vil hjælpe og hvem de vil hjælpe, dette besværliggør et ønske om at overføre projektet
til offentligt regi. Endvidere arbejder Projekt Locker Room ud fra en tilgang om, at netop tid,
tålmodighed og tillid er nøgleord for at det fungerer optimalt og efterleve idealer, som læner sig
op af Honneths anerkendelsesteori. Disse betingelser er svære at overføre til offentlige regi, da
offentlige ansatte har andre betingelser for deres arbejde som kræver den tid de ville skulle bruge
på relationsskabelsen. Der er i offentlig regi, andre krav til blandt andet dokumentation og
journalføring. Endvidere kan man problematisere hele tilgangen omkring ligeværdigt forhold
mellem bruger og medarbejder. Frontlinjemedarbejderne i den offentlige forvaltning har helt
andre krav til deres arbejde og skal sætte mere specifikke krav om mål til brugerne, samt til
dokumentation, hvilket kan medføre et uligeværdigt forhold mellem bruger og medarbejder, et
magtforhold kan f.eks. opstå her som kan besværliggør en ”god” relation (Høilund & Juul, 2005:
151). Hvis Projekt Locker Room skal overføres til et anden aktør sin velfungerende form, kræver
det at den kommende aktør har en organisationsstruktur, der muliggør udførelsen af relevante
dele af de 7’ter. Dette ser vi ikke muligt i en offentlig kontekst.
Vi oplever et andet spændingsfelt ift. kommunens eventuelle videreførelse af projektet. Nogle af
Projekt Locker Rooms brugere er på kontanthjælp, andre er udenfor systemet, i den forstand, at
de ikke har cpr.nr. og reelt set ikke eksisterer i systemet. Derfor ville netop denne målgruppe
ikke være mulig at indfange i en kommunal sammenhæng.
Vil Projekt Locker Room kunne bruge deres ideal om tid, tillid og timing og overfører disse til
større og mere vedvarende indsatser eller andre typer organisationer? I forhold til
organisationsstrukturen vil det have betydning for hvilket handlerum socialarbejderen har.
Projekt Locker Room udløber i august 2016 og Projekt UDENFOR har ikke selv midler til, at
finansiere en eventuel fortsættelse af Projekt Locker Room, hvilket ej heller er deres opstillede
mål for ad hoc projekter som Projekt Locker Room: ” I Projekt UDENFOR arbejder vi hele
tiden aktivt og bevidst med at gå foran og eksperimentere med nye initiativer, som forhåbentlig
på sigt overtages af andre aktører.” (http://udenfor.dk/ad-hoc-projekter/). En anden aktør, som
Projekt UDENFOR her henviser til, vil ofte være kommunen. I dette tilfælde, som nævnt,
72
Københavns Kommune. Kommunernes opsøgende gadeplansarbejde er beskrevet i § 99 i Lov
om Social Service (SEL) hvor: ”Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til
personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med
særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig.”
(https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=175036#idd8eb6a7f-bd95-480d-9a3b-
67d8a32895c7). Kommunen kan altså frit fortolke, hvordan tilbud til hjemløse kan
tilrettelægges. EG Kommuneinformation har dog lavet en såkaldt ’lovassistent’ på SEL § 99,
heri står der, at indholdet i SEL § 99 er, at kommunerne skal arbejde på, at opbygge og skabe
kontakt til de mest socialt udsatte og isolerede sindslidende, misbrugere og hjemløse, som ikke
selv magter at kontakte de etablerede tilbud. Når der er skabt kontakt og tillid, vil støtte- og
kontaktpersonens funktion i det videre arbejde være at bygge bro til omverdenen, fx de
kommunale myndigheder, væresteder, behandlingssystemet, sundhedsvæsenet etc.
(http://nis.egki.dk/Laartservicelovp99?Instance=14910672). Her bliver det problematisk, at
overføre Projekt Locker Room til kommunalt regi. Den kommunale støtte- og kontaktperson kan
have svært ved, at arbejde ud fra de 7 T’er, da vedkommende er underlagt
Kommuneinformations retningslinier. Der skal bygges bro til det kommunale system. Herved
synes særligt ’tid’ at være en udfordring efter SEL § 99, men hertil skriver EG
Kommuneinformation: ” Der kan ikke fastsættes tidsmæssige rammer for, hvor lang tid det tager
at etablere en kontakt, og hvornår støtte- og kontaktforholdet kan afsluttes.”
(http://nis.egki.dk/Laartservicelovp99?Instance=14910672). Men hertil må det igen påpeges, at
den hyppigste indtægtskilde blandt de hjemløse borgere er kontanthjælp, hvilket der samlet set er
70 pct. af de hjemløse der modtager, jf. SFIs ’Nationale Kortlægning af Hjemløshed’ i 2015 viste
(Benjaminsen & Lauritzen, 2015: 52) og endvidere at: ”Du har som kontanthjælpsmodtager
pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud,
virksomhedspraktik m.v.” (https://www.borger.dk/Sider/Kontanthjaelp-30-eller-derover.aspx).
SEL § 99 opsøgende gadeplansmedarbejder har altså helt andre betingelser for at arbejde med
hjemløshed, og helt konkret en helt anden ramme for at videreføre Projekt Locker Room, som
projektet står i dag, som et stykke godt socialt arbejde, uden krav. Da de netop skal aktivere
brugeren. Denne ulighed i magtforholdet viser sig også hos Høilund og Juul: ”Skæve
magtforhold er især åbenlyse i de dele af det sociale arbejde hvor hjælp og myndighedsudøvelse
er sammenblandet…den ressourcestærke socialarbejder kan nægte at yde borgeren økonomisk
73
og praktisk hjælp og kan med loven på sin side foretage alvorlige indgreb i borgerens liv.”
(Høilund & Juul, 2005: 152).
Konklusion
De organisatoriske betingelser
Afhængigt af den organisatoriske forudsætning for arbejdet vil det farve det sociale arbejde
og fokus i det daglige. Det ses også i forhold til Projekt Locker Room, hvor der lægges
afstand til omgivelsernes politikker og fokus er i stedet på relationen. De sætter som nævnt i
de 7 T´er deres egen ekspertrolle i baggrunden og nærmer sig brugeren på deres præmisser.
Tillid og ligeværdighed i mødet er afgørende for Projekt Locker Room og de distancerer sig
fra den bureaukratiske myndighedsfunktion, hvilket er en del af deres selvforståelse i forhold
til udførelsen af socialt arbejde. Gadeplansmedarbejderen gør aktivt brug af at kunne
samarbejde på tværs og med andre instanser afhængigt af brugerens behov. De er hele tiden
styret af brugerens behov og succesen ligger i relationsskabelsen. De skal i modsætning til
andre tilbud og i forvaltningsregi ikke præstere noget bestemt for at opnå en bestemt ydelse.
Det belyses i rapporten her, at der er flere forhold der har betydning for hvordan en
gadeplansmedarbejder agerer og tænker i en institutionel sammenhæng. Der er forskelle på,
hvor stort en variation af skøn man kan have i sit arbejde, det ses at der er stort skøn i det
arbejde socialarbejderne i Projekt UDENFOR udfører, da deres rammebetingelser er meget
løse.
Det professionelle skøn
Projekt Locker Room er en af de steder hvor skønnet er nødvendigt, fordi der ikke er så
mange regler, retningslinjer og krav til hverken de udsatte brugere eller de professionelle. Det
handler om at møde mennesker der hvor de er, og vurdere hvorvidt de har behov for støtte og
kontakt. Det er her det faglige skøn kommer ind som en praksis navigeren mellem den
konkrete praksis, de lovgivningsmæssige rammer og de hverdagserfaringer,
gadeplansmedarbejderen gør sig, i sit konkrete arbejde i Projekt Locker Room.
I praksisteorierne som Preben Brandts de 7 T’er ift. godt relationsarbejde er der tale om en
praksisteori, der er opstået af praksis og anvendes i praksis som et teoretisk fundament for den
74
faglige tilgang til arbejdet i Projekt Locker Room. Det at arbejde med det hele menneske
skaber netop plads til skønnet, som nødvendigt redskab. For uden plads til at skønne hvornår
tid, tålmodighed og timing er nødvendigt for brugeren, så er den anerkendende relation og det
gode sociale arbejde gået tabt.
Det normative ideal for socialt arbejde.
For at kunne sætte sig igennem kræver den solidariske dømmekraft noget andet, end de
velfærdsidealer der ses i dag. Som professionel socialiseres man ind i meningskontekster som
ens organisationsform og praksis er styret af. Idealer og mål bliver man også indoktrineret i,
hvilket også ses som et kendetegn ved Ide-organisationen som Projekt UDENFOR
repræsenterer. Dømmekraften beskrives som den konkrete handlen og den refleksive
forholden sig til, i det konkrete arbejde i institutionerne. Dette gør gadeplansmedarbejderne i
høj grad brug af i deres praksis ift. at møde brugerne, som de er, som er Projekt UDENFORs
ideal.
Projekt Locker Rooms gadeplansmedarbejdere tager det for givet, at brugerne er kapable og
møder dem trods deres minimale muligheder ligeværdigt og er fleksible med den tidsramme,
de sætter for mødet. Endvidere er der andre rationaler end f.eks. det sociale
myndighedsarbejde i forhold til tidsbegrebet og lave aftaler med brugeren. Endeligt betragtes
det i Projekt UDENFOR, som en succes i sig selv at opnå kontakten med brugeren.
Socialarbejderen har ingen egen agenda med brugeren, da tilliden ellers kan forsvinde, hvis de
stiller krav til deres brugere. Det er et smukt ideal og har vist sig muligt i denne kontekst, men
skulle vi præsentere dette ideal for en anden professionel, i en anden kontekst, ville det være
et paradoks og lav overførbarhed, set i lyset af de anderledes arbejdsbetingelser og rammer.
Anerkendelse og synlighed
Vi så også hvordan tillid, timing og tålmodighed bliver udtryk for anerkendende handlinger
overfor brugerne. Brugeren krænkes via usynlighed ift. Honneths anerkendelsesbegreb og
omvendt vises der anerkendelse, når brugeren bliver synlig f.eks. i relationen med
gadeplansmedearbejderen. Dette vægtes i høj grad i Locker Room ift. at mødet i høj grad
foregår på borgerens betingelser. I det opsøgende arbejde, der udføres i Projekt Locker
Room, kan ønsket om, at indgå relation med brugeren være med til at gøre brugeren synlig og
75
dermed etablere et reelt anerkendelsesforhold medarbejder og bruger imellem. Projekt
Locker Room opfatter det som en succes, når brugeren selv ytrer ønske om noget.
Med en kritisk teoretisk vinkel vil den normative kritik konfronterer virkeligheden med en
spænding mellem er og bør. Der findes et bør hos Honneth, der kan genfindes i Projekt
Locker Room i deres anerkendende tilgang til brugerne, der er godt for brugerne ift, at
udvikle et individ med stærkt selvtillid og autonomi.
Det omkringliggende samfund
I dag ses uafhængighed som ideal, hvilket står i kontrast til det helhedssyn og individ rettede
fokus på linje med solidaritets idealet, der ses i praksis, også på de sociale professions
uddannelser. Der er netop modsatrettede krav til disse professioner i form af, både at opnå
viden på et specifikt fagområde, men med vægt på, at have indsigt i helhedssynet på
brugerens samlede situation. Samtidig kræves der at borgeren tilbydes den samme
behandling, både ift. de juridiske aspekter og det relationelle.
Øget autonomi hos den enkelte, der principielt er målet, socialpolitisk set, for alle – ”alle skal
med”. Den måde Projekt Locker Room møde deres brugere på, er at se dem som værende
autonome og autonomi bliver på sin vis da, lig med anerkendelse, men selve hjemløsheden
som socialt problem forsvinder ikke trods anerkendelse.
Den gamle velfærdstanke om, at være værdigt trængende og uværdigt trængende, er igen
gældende, ift. at man skal bidrage til samfundet på en positiv måde, for at være værdig til
hjælp, hvis det bliver nødvendigt. De pressede ressourcer udfordrer den universelle danske
velfærdsstat, hvor alle har lige ret til ydelser og hjælp. Den øgede globalisering og
markedsliggørelse presser velfærdsstaten i forhold til konkurrenceevnen med en nedsat
solidaritet og sammenhængskraft til følge. Det særlige ved en velfærdsstat er jo netop, at
borgerne har de sociale rettigheder uden at miste civile eller politiske rettigheder, som f.eks. at
have valgret.
Det sociale arbejde og muligheder, der viste sig gennem rapporten
Projekt Locker Room er mere end skabspladsen alene. En erfaring i Projekt Locker Room,
som også ses i The Chicago Youth Storage Initiative er, at man er nødsaget til at kombinere
76
den konkrete opbevaring med andre socialfaglige tiltag hvis man ønsker at hjælpe netop den
målgruppe som projektet henvender sig til.
Der ses som en fordel, at Projekt Locker Room og Den Sorte Gryde, ligger i to forskellige
rum, viser vores empiri. Da suppekøkkenet kræver mere social kontakt, med de professionelle
og andre brugere, end når man kommer ind i Projekt Locker Room, hvor man ikke er
forpligtet til at opholde sig i længere tid.
Måden at arbejde med implementeringen af projektet arbejde The Chicago Youth Storage
Initiative og Projekt Locker Room er forskelligt ift. f.eks. opstilling af fordele, ulemper og
målorientering mod harm reduction, som vi fandt i The Chicago Youth Storage Initiative, har
vi ikke set så udførligt hos Projekt Locker Room. Men dette kan måske være det element, som
Projekt Locker Room mangler i forhold til deres ønske om at videregive projektet til en anden
aktør.
Hos The Chicago Youth Storage Intitative bliver skabene helt konkret redskab i forhold til
harm reduction, for at få brugerne tilbage i egen bolig. Dette er et mål, der nok er ønskværdigt
for nogle i Projekt Locker Room, men ikke desto mindre ikke et mål, der er fokus på. I
Projekt Locker Room er det personlig opblomstring qua Søren Juul, som er
omdrejningspunktet. I The Chicago Youth Storage Initiative er der ikke direkte fokus på den
individuelle opblomstring, men på at nedbringe perioden for hjemløshed. I The Chicago
Youth Storage Initiative er ønsket med skabenes eksistens, at nedbringe volden, at forbedre
brugernes fysiske tilstand ved hjælp af rent og tørt tøj. Endvidere har de fokus på muligheden
for at gå til jobsamtale, uden at skulle have alle deres ting med.
Særligt for Projekt Locker Room set ift. UDENFORs andre indsatser er netop det kravløse i
relationsdannelsen. Målet og også midlet er relationen, der skabes via tid, tillid og timing, fra
de 7 T´ers praksistilgang. Det sociale arbejde er gået fra harm reduction til målet om
autonomi og selvrealisering. I Projekt Locker Room benytter de skabet som minimal
fornødenhed som basis til udvikling af brugerens potentialer og skabe relationen mellem
brugerne og socialarbejderen.
Tre anbefalinger
Projekt Locker Rooms målsætning er, at en anden aktør skal overtage projektet. Vi har derfor tre
anbefalinger til de som måtte overtage;
77
• At kombinere den konkrete opbevaring med andre socialfaglige tiltag
• Opmærksomhed på den organisatoriske kontekst, i forhold til muligheden for overførbarhed
• Mere timet tid i det sociale arbejde
78
Litteraturliste
Bøger
Andersen, H. & Kaspersen LB. (2015). Klassisk og moderne samfundsteori. (5. udgave).
København: forfatterne og Hans Reitzels forlag
Andersen, I. (2008). Den skinbarlige virkelighed: Vidensproduktion inden for samfunds-
videnskaberne. (4. udgave). Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur
Berg-Sørensen A., Howard C.G. & Hansen, H.F. (2011). Organiseringen af den offentlige sektor:
grundbog i offentlig forvaltning. (1. udgave). København: forfatterne og Hans Reitzels forlag
Brandt, P. (2004). Socialpsykiatri: psykiatri på et humanistisk grundlag. (1. udgave). København:
Gyldendals Bogklubber
Duedahl, P. & Jacobsen, M.H. (2010). Introduktion til dokument analyse: metodeserie for social-
og sundhedsvidenskaberne-. (1. udgave). Odensen: Syddansk Universitetsforlag
Flyvbjerg, B. (2015). Fem misforståelser om casestudiet. I S. Brinkmann & L. Vanggaard (Red),
Kvalitative metoder: en grundbog. (s. 464-487). København: Hans Reitzels Forlag,
Halkier, B. (2002). Fokusgrupper. (1. udgave). Frederiksberg: Samfundslitteratur og Roskilde
Universitetsforlag
Honneth, A. (2003). Behovet for anerkendelse. (1. udgave). København: Hans Reitzels Forlag
Honneth, A. (2006). Kamp om anerkendelse. (1. udgave). København: Hans Reitzels Forlag
Hornemann Møller, I. & Elm Larsen, J. (2011). Socialpolitik. (3. udgave). København: Hans
Reitzels Forlag, .
Hutchinson, G. S. & Oltedal, S. (2006). Modeller i socialt arbejde. (2. udgave). København: Hans
Reitzels Forlag
Hviid Jacobsen, M Lippert-Rasmussen K. & Nedergaard, P. (2015). Videnskabsteori i
statskundskab, sociologi og forvaltning. (3. udgave). København: Hans Reitzels Forlag
Høilund, P (2011). Socialpolitik og etik. I I. Hornemann Møller & J. Elm Larsen (Red),
Socialpolitik. (s. 509-518). København: forfatterne og Hans Reitzels Forlag
79
Høilund, P. & Juul, S. (2005). Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. (2. udgave).
København: Hans Reitzels Forlag,
Høilund, P. & Juul. (2015). Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. (1. udgave). København:
Hans Reitzels Forlag,
Juul, S. & Pedersen, K.B. (2012). Samfundsvidenskabernes videnskabsteori. En indføring. (1.
udgave). København: Hans Reitzels Forlag
Juul, S. (2010). Solidaritet, anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft. (1. udgave).
København: Hans Reitzels Forlag
Kvale, S. (1997). Interview: det kvalitative forskningsinterview som håndværk. (1. udgave).
København: Hans Reitzels Forlag
Kvale, S. & Brinkmann, S. (2015). Interview: det kvalitative forskningsinterview som håndværk (3.
udgave). København: Hans Reitzels Forlag
Lynggaard, K. (2010). Dokumentanalyse. I S. Brinkmann & L. Tanggaard (Red), Kvalitative
metoder: en grundbog. (137-152). København: Hans Reitzels Forlag,
Nielsen, VL. (2011). Implemteringsteori. I A. Berg-Sørensen, C.G. Howard & H.F. Hansen (Red.),
Organiseringen af den offentlige sektor: grundbog i offentlig forvaltning. (s. 319-356) København:
forfatterne og Hans Reitzels forlag
Piley, T. & Brandt, P. (1998). Posefolket. København: Projekt UDENFOR
Siim, B. (2011). Medborgerskab og diversitet. I I. Hornemann Møller & J. Elm Larsen (Red.),
Socialpolitik. (s. 167-188). København: forfatterne og Hans Reitzels Forlag
Sørensen, N.B. (2000). Organisationers form og funktion: Om Mintzbergs teori i en dansk
sammenhæng. (4. udgave). København: Samfundslitteratur,
Uggerhøj, L. (2002). Menneskelighed i mødet mellem socialarbejder og klient – ideal eller realitet. I
J. Elm-Larsen, M. Järvinen & N. Mortsensen (Red), Det magtfulde møde mellem system og klient.
(s. 81-106). Århus: Århus Universitetsforlag
Willig, R. (2003). Indledning. I A. Honneth, Behovet for anerkendelse. (s. 7-23). København: Hans
Reitzels Forlag
80
Willig, R. (2006). Indledning. I A. Honneth, Kamp om anerkendelse. (s. 7-18). København: Hans
Reitzels Forlag
Willig, R. (2015). Kamp om anerkendelse. (s. 7-18). København: Hans Reitzels Forlag
Artikler
Høilund, P. (2000). Faglighed og etik i praktisk socialt arbejde. Udenfor nummer. Nr. 1. s. 7-14
Høilund, P. & Juul, S. (2002). Udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde. Department of
social sciences. Nr. 10/02
Høilund, P., Juul, S. & Højslet Madsen, S. (2003). Godt og skidt socialt arbejde. Udenfor nummer.
Vol. 4, Nr. 6. S. 30-41
Rapporter
Benjaminsen, L. & Lauritzen, H. H. (2015). Hjemløshed i Danmark: National kortlægning.
København: SFI
Brooks, L., Gaiter, K.S.G. & Williams, D. (2015).The Chicago Youth Storage: Initattive: needs,
assesments and recmmedations. Chicago: The Chicago Youth Storage Initiative
Projekt UDENFOR (2014). Kvartalsrapport Locker room aug-nov 2014(a). København: Projekt
UDENFOR
Projekt UDENFOR (2014). Kvartalsrapport Locker room dec-feb 2014 (b). København: Projekt
UDENFOR
Projekt UDENFOR (2015). Kvartalsrapport Locker room mar-maj 2015 (c). København: Projekt
UDENFOR
Projekt UDENFOR (2015). Kvartalsrapport Locker room jun-sep 2015 (d). København: Projekt
UDENFOR
Projekt UDENFOR (2016). Slutevaluering af Projekt Locker room. København: Projekt
UDENFOR
Projekt UDENFOR (2014). Opbevaringsbetingelserne. København: Projekt UDENFOR
81
Publikation
Dansk Design Center (DCC) (2014). Change-work: Velfærdsteknologi til hjemløse og misbrugere.
København: DCC
Regeringen (2013). Alle skal med: Målsætninger for de mest udsatte frem mod 2020. København:
Regeringen
Beretninger
Rigsrevisionen (2014). Beretning til Statsrevisorerne om indsatsen overfor hjemløse. København:
Statsrevisorerne
Web
Altinget (12/9-2013). Her er regeringens 2020mål. Lokaliseret d..10/5-2016 på:
http://www.altinget.dk/artikel/her-er-regeringens-sociale-2020-maal
Borger (u.å). Kontanthjælp hvis du er 30 år eller derover. Lokaliseret d. 15/5-2016 på:
https://www.borger.dk/Sider/Kontanthjaelp-30-eller-derover.aspx
Harm reduction coalition (u.å.). Principles of Harm Reduction. Lokaliseret d. 15/5-2016 på:
http://harmreduction.org/about-us/principles-of-harm-reduction/
Ifsw (u.å). Global definition af socialt arbejde. Lokaliseret d. 18/4-2016 på:
cdn.ifsw.org/assets/ifsw_24108-5.pdf,
Københavns Kommune (u.å). Socialpolitiske pejlemærker for København. Lokaliseret d. 11/5-2016
på: https://www.kk.dk/files/socialudvalgets-grundlagspapirpdf/download
Mændens Hjem (u.å.). HISTORIEN. Lokaliseret d. 27/4-2016 på: www.maendeneshjem.dk/historie
82
NIS lovinformation og regelsamling. LA Servicelov (§99) Støtte- og kontaktperson. Lokaliseret d.
16/5-2016 på: http://nis.egki.dk/Laartservicelovp99?Instance=14910672
Pierce Family Foundation (u.å.). Chicago Youth Storage Initiative. Lokaliseret d. 26/42016 på:
http://www.piercefamilyfoundation.org/capacity-building/youth-storage-initiative
Politikken (17/5-2016). De offentligt ansatte sidder ikke og surmuler, Ove Kaj Pedersen!
Lokaliseret d. 27/5-2016 på: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE3208045/de-offentligt-ansatte-
sidder-ikke-og-surmuler-ove-kaj-pedersen/
Projekt UDENFOR (u.å.). Ad hoc. Lokaliseret d. 13/4-2016 på: http://udenfor.dk/ad-hoc-projekter/,
den 17/5 2016
Projekt UDENFOR (u.å.). Dokumentation og formidling. Lokaliseret d. 16/4-2016 på:
www.udenfor.dk/dokumentation-formidling/
Projekt UDENFOR (u.å.). Idegrundlag. Lokaliseret d. 14/4-2016 på: http://udenfor.dk/om-projekt-
udenfor/idegrundlag/).
Projekt UDENFOR (u.å.). Locker Room. Lokaliseret d. 13/4-2016 på: http://udenfor.dk/wp-
content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf .
Projekt UDENFOR (u.å.) Om Projekt UDENFOR. Lokaliseret d. 13/4-2016 på:
http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/
Projekt UDENFOR (u.å.). Vedtægter. Lokaliseret d. 13/4-2016 på: (http://udenfor.dk/om-projekt-
udenfor/vedtaegter/)
Regeringen (2013). Alle skal med: Målsætninger for ud mest udsatte frem mod 2020. Lokaliseret d.
4/5-2016 på: sim.dk/media/945114/6_alle_skal_med.pdf, den 12/5 2016
Retsinformation (17/11/2015). Serviceloven. Lokaliseret d. 12/4-2016 på:
https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=175036#idd8eb6a7f-bd95-480d-9a3b-
67d8a32895c7
SAND (u.å). SAND mener. Lokaliseret d. 20/5-2015 på: http://www.sandudvalg.dk/side/sand-
mener
83
Windy City Times 1/12-2015) Lockers key to survival for youth experiencing homelessness.
Lokaliseret d. 26/4-2016 på: http://www.windycitymediagroup.com/lgbt/Lockers-key-to-survival-
for-youth-experiencing-homelessness/53546.html
84
Bilag 1: Interviewguide
Præsentation af os og vores projekt
Hvilke temaer vil der være i interviewet
Tidsramme for interviewet
Anonymitet
Ønsker I projektet tilsendt når det er færdigt
præsentation af jer
Hvad er for jer godt socialt arbejde?
-Hvordan vil du/I beskrive godt socialt arbejde, hvordan kan du/I mærke eller vide at det er godt
socialt arbejde?
-Er der nogle særlige metoder som du/I gør brug af, for at det sociale arbejde kan lykkedes?
Vil du/I fortælle om jeres erfaringer med Locker Room projektet?
-Hvis det fungerer godt, hvorfor tror du/I så ikke at der findes noget lignende i Danmark?
-Hvorfor og hvordan ser du/I projektet(Locker room) som unikt?
-Hvilke konfliktflader oplever du/I?
-Hvordan oplever du/I magtforholdet ml. jer og brugerne(i det sociale arbejde)?
-Hvilke metoder sætter du/I i spil i jeres arbejde?
-Prøv at beskrive hvilken rolle skabene spiller i jeres tilgang og arbejde med brugerne?
-Hvad fortæller brugerne omkring det at have et skab, hvilken forskel gør det for dem og hvordan er
det anderledes end andre tilbud?
Vil I beskrive hvordan du/I arbejder i Projekt Udenfor?
- På hvilken måde arbejder du/I med informationsarbejde?
- Hvordan oplever du/I at være bindeleddet mellem det ”systemet” og brugeren?
- Hvilken betydning har det for dit/jeres sociale arbejde at være ansat som frontlinjemedarbejder i
en organisation som Projekt UDENFOR?
85
-Hvad kan Projekt UDENFORs tilbud som andre tilbud ikke kan?
Afrunding
- Er der noget du/I tænker det er vigtigt at få med her til slut?
86
Bilag 2: Samtykkeerklæring
Erklæring om samtykke
Jeg erklærer hermed, at jeg giver mit samtykke til at deltage i et fokusgruppe interview i forbindelse
med Louise Malou Hardø Overby, Pernille Lorange Juul, Louise Gade Ellekrog, Signe Berthelsen
Schmidt og Tanja Witt Petersens semesterprojekt på kandidat uddannelsen i socialt arbejde ved
AAU-CPH, der omhandler projekt Locker room, med udgangspunkt i problemstillingen; ”Hvordan
kan 70 skabe i projekt Locker room, for hjemløse brugere, være godt socialt arbejde?”
Jeg er informeret om og indforstået med:
1. At jeg til enhver tid kan trække mit samtykke tilbage og udgå af undersøgelsen.
2. Hvis jeg ønsker det er interviewet anonymt, det betyder at jeg ikke nævnes ved navn eller på
anden
måde kan genkendes i interviewet eller projektet. Jeg er dog indforstået med at sporingsgraden er
høj, grundet Projekt Locker rooms størrelse og særegenhed.
3. At alle oplysninger jeg måtte give, som enten kan føre til genkendelse af mig eller andre personer
kan anonymiseres og således ikke vil kunne genkendes i projektet.
4. At alt materiale udover selve projektet og transskriberinger brugt som bilag, destrueres efter
anvendelse.
Jeg har modtaget både skriftlig og mundtlig information om undersøgelsen
Dato:
Underskrift: